Forfatterarkiv: Niels Westy

Om Niels Westy

Cand.polit. Niels Westy

Intet nyt fra hash-fronten

Af Niels Westy, den 18. oktober 2013. Skriv et svar

If at first you don’t succeed, try, try, Again – and then give up. Don’t be a damn fool about it.

– W. C. Fields

Sådan indleder økonom og sociolog, Thomas Sowell, sin artikel “Remember painful prohibition lesson”, oprindelig bragt i Boston Globe i 1984.

Jeg kom til at tænke på denne, da jeg i går (torsdag den 17. oktober) kom for skade, at høre dagens P1 debat, som præsenteredes med følgende fanfare:

Trods 40 års indsats mod hash er det ikke lykkedes politiet at dæmme op for hashhandlen og antallet af misbrugere er steget markant. Og derfor råber politiet nu på hjælp og efterlyser debat og oplysningskampagner, der kan ændre på danskernes syn på rygning af hash. Men kan man lave oplysningskampagner om noget der er forbudt? Og kan mere oplysning dæmme op for et stigende hashmisbrug eller skal vi gå helt nye veje og legalisere det forbudte rusmiddel?

Herefter fulgte en debat, som var nogenlunde lige så forudsigelig, som den var blottet for nyt. På den ene side den bekymrede politiker, Flemming Møller Mortensen. På den anden side, psykiater, misbrugskonsulent og fremtrædende medlem af det behandlings-industrielle kompleks, Henrik Rindom.

De kunne have haft præcist den samme debat for 10 eller 20 år siden, og kan formentlig holde den igen om 10 år. Det eneste man skal skifte ud, er de indledende strofer om hvor mange års virkningsløs narkotikapolitik man har bag sig.

Her er for alvor tale om en debat som går i ring. Det seneste forslag er at man skal informere mere om stoffers skadelige virkninger. Det virker tiltalende og plausibelt, hvis information altså var en mangelvare. Det er det ikke Der er næppe mange unge mennesker som er kommet gennem deres skoletid uden at være blevet advaret om både legale og illegale rusmidlers potentielt skadelige effekter.

I begyndelsen af 1990erne lavede man endda en særlig indsats blandt de ældre årgange i folkeskolerne. Efterfølgende blev projektet evalueret, og de involverede lærere osv. mente at det havde været en stor succes.

Problemet er blot, at netop de årgange, som havde været gennem dette forløb, herefter gik ud og røg sig en joint. Efter forbruget af hash i løbet af 1980erne havde været faldende, fik det nemlig comeback i 1990erne. Hvad skete der? Tjah, det er ikke helt nemt at afgøre. Det eneste vi ved med nogenlunde sikkerhed er, at forskelle i lovgivning og “hårdhed” på tværs ikke synes at have nogen effekt. Formentlig er den væsentligste forklaringsfaktor til stigninger og fald i brug af forskellige rusmidler – det være sig legale som illegale – noget så udefinerlig som kulturelle, i dette tilfælde subkulturelle, strømninger.

Men det stopper ikke her. Danmark er et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer på misbrugsbehandling, til gengæld er der ikke evidens for at det virker. Det burde ikke undre, da man ved at sammenligne andelen af stofbrugere, som dropper deres uvane, i lande med og uden behandlingstilbud, ikke udviser nogen signifikant forskel.

Derfor var også denne debat en gang snik snak mellem to debatører der havde hver deres interesser at pleje. Politikeren som sælger “bekymring på vores unges vegne” og lægen som sælger behandling og information. Om nogen af delene virker er i denne sammenhæng irrelevant,

Med mindre man er parat til at bruge metoder som vi ikke anser for at være forenlige med at være et civiliseret samfund – man kunne jo f.eks. slå brugerne ihjel eller spærre dem inde i koncentrationslejre på ubestemt tid, vil det mest humane – og mest samfundsøkonomisk fornuftige – være at acceptere at der til alle tider findes mennesker, der af den ene eller anden grund ønsker at bruge forskellige rusmidler. Og de historiske data tyder endda entydigt på, at de samme menesker er parat til, at løbe ganske betydelige risici, for at få deres rus.

Jeg har tidligere skrevet om, at en afledt effekt er den medfølgende kriminalitet. Det efterlader kun en holdbar løsning – en eller anden form for legalisering.

Som Sowell skrev i 1984:

Legalization of narcotics would similarly destroy the profit of today’s drug pushers. There is no way that they can compete with drugs that can be mass-produced cheaply by pharmaceutical companies.

This is not a complete “solution.” Nowhere is it written in stone that there are always answers in the back of the book. What we can do as a sociaty is to cut our loses…..

Hele artiklen kan læses ved at klikke på billedet nedenfor.

Tidligere indlæg om emnet, udvalg :

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drugs anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud der dræber

A profit to kill for

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

Økonomisk frihed virker – “Economic Freedom of the World 2013”

Af Niels Westy, den 16. oktober 2013. 7 svar

Det seneste nummer af The Economist har særlig fokus på hvordan det er gået med globalisering og frihandel i kølvandet på den finansielle krises “officielle” start i 2008. Som bekendt har der historisk været et samfald mellem økonomiske kriser og stigende grad af protektionisme og regulering.

Ud fra udviklingen de seneste 5 år konstaterer Economist i sin leder, “The gated globe” med at:

When the global financial crisis erupted in 2008, that hubris was replaced by fears of a replay of the 1930s. They were not realised, at least in part because the world had learnt from that dreadful decade the lesson that protectionism makes a bad situation worse.

Men konstaterer samtidig, at fortsat globalisering og liberalisering har været fraværende de seneste 5 år og at:

Yet a subtler change took place: unfettered globalisation has been replaced by a more selective brand. As our special report shows, policymakers have become choosier about whom they trade with, how much access they grant foreign investors and banks, and what sort of capital they admit. They have not built impermeable walls, but they are erecting gates.

Ikke mindst er det globale kapitalmarked blevet ramt. Således er de globale kapitalstrømme i form af lån og investeringer, faldet fra 11.000 mia. dollars i 2007 til ca. 4.000 mia. dollars sidste år. Og selv om en stor del af faldet er en naturlig konsekvens af krisen (eurozonens problemer vejer tungt), må en del dog også tilskrives en aktiv indsats fra myndigheders side. Med andre ord har man øget regulering af kapitalens frie bevægelighed.

Vi har ikke kun oplevet et øget omfang af kapitalrestriktioner – også i forhold til den egentlige varehandel, har man set en stigende protektionisme. Global Trade Alert har siden 2009 registreret mindst 400 nye protektionistiske tiltag hvert eneste år, inklusiv Danmark.

Samtidig har ikke mindst BRIC landende i stigende grad ført en aktiv offentlig erhvervspolitik (konkurrencestaten).

Vi har set det hele før. Selvfølgelig kan man undre sig over at verdens regeringsledere ikke har lært mere af historien, se også nedenfor. På den anden side er det naturligvis en ganske logisk konsekvens i systemer, hvor bestemte interessegrupper har muligheden for at påvirke myndighederne. Det gælder ikke mindst i lande hvor private og offentlige/politiske interesser ofte er svære at adskille.

Det skal dog medtages, at også flere lande som traditionelt har stået som bannerførere for øget frihandlen og liberalisering, de senere år har udvist en alt andet end markedskonform politik. Det gælder ikke mindst USA, der både i forhold til resten af verden og internt har oplevet et fald i den økonomisk frihed siden midten af nullerne. Fra at være blandt de 10 frieste økonomier var man i 2011 nummer 19. Og det er ikke kun et udtryk for at andre lande er blevet mere økonomisk frie, men at der er tale om et direkte tilbageskridt.

Dette og meget andet kan man læse ud af den seneste “Economic Freedom of The World” rapport fra Fraser Institute.

Økonomisk frihed er forudsætning for personlig frihed.

Varer og kapitals frie bevægelighed er naturligvis kun en del af det som vi opfatter som grundlaget for økonomisk frihed. Sidste uges Economist tema om globalisering er således kun en delmængde, om end en ganske betydelig en af slagsen. for en mere grundig gennemgang af de komponenter som udgør Fraser’s “Freedom index”, se her.

Fraser har for nylig udgivet deres seneste rapport. Ud over en gennemgang af de enkelte landes “score”, hvor man ud over USA’s deroute måske bør bide mærke i, hvor spredt de europæiske lande ligger.

Men lad os slutte af med at konstatere, at :

Økonomisk frihed fremmer velstand:

Sikrer højere vækst i u-landene:

Mindsker korruption

Og selv om der ikke er den store forskel i indkomstfordelingen mellem de mest og mindst økonomiske frie nationer

Er den absolutte velstand signifikant højere for de fattigste, jo højere grad af økonomisk frihed

Både de politiske og borgerlige frihedsrettigheder trives bedre i lande med høj grad af økonomisk frihed (jo højere score jo ringere vilkår)

Og endelig er befolkningen mere tilfreds!!

Tiltrædelsesforelæsning om “Informal Institutions in Political Economy”

Af Niels Westy, den 6. oktober 2013. 2 svar

I anledning af, at Punditokraternes redaktør, Christian Bjørnskov, er blevet udnævnt til professor, afholder han som traditionen tilsiger en tiltrædelsesforelæsning. Den finder sted på fredag den 11. oktober kl. 14.30, på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Alle (den gamle handelshøjskole) i Auditorium 2624(E)-2.

Overskriften er “Informal Institutions in Political Economy”. Christian tager udgangspunkt i Public choice forklaring af hvordan regeringsfejl ofte kan være større end de markedsfejl, som regeringen mener at løse. Han vil i sin forelæsning inddrage den nyeste forskning, både egen og andres, som peger på, at en kombination af standard public choice fænomener og uformelle institutioner ofte giver bedre forklaringer end de to isoleret gør.

Alle er velkomne til at overvære forelæsningen.

Samtidig vil jeg benytte lejligheden til på vegne af alle nuværende og tidligere punditokrater, at ønske Christian tillykke med titlen af professor. Den er fuldt fortjent. Christian har i efterhånden en del år været en af Danmarks internationalt mest velestimerede forskere og økonomer.

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Af Niels Westy, den 18. august 2013. 2 svar

The Economist har de seneste to uger haft et par artikler, som på glimrende vis illustrerer, at pragmatisme og ikke libertarianske frihedsidealer eller (venstreorienterede) menneskrettighedsorganisationer, som f.eks. George Soros “Open Society”, er den primære faktor bag ændringer i den førte narkotikapolitik.

Således kunne man i sidste uge læse, at New Zealands borgerlige regering undersøger mulighederne for at legalisere syntetiske rusmidler. New Zeeland er et af de lande i verden med det højeste forbrug af netop denne form for rusmidler, mens bl.a. kokain og heroin, stort set ikke kan opdrives. Ikke af ideologiske årsager, men fordi forbud er dyrt og virkningsløst.

Dette følges I denne uges Economist op af en artikel om reformer i USA, hvis formål er at reducere antallet af indsatte i landets fængsler. USA er det land i verden, hvor den største andel af befolkningen sidder i fængsel.

Op mod halvdelen af de indsatte er dømt for narkotikarelaterede forbrydelser. Hvor stor en andel af disse som er resultatet af “plea bargains”, er ukendt. Men givet at strafferammen er ganske betydelig for selv relativt begrænset besiddelse af en række rusmidler, er der utvivlsomt en del, der aldrig var kommet i nærheden af en fængselsdom i andre lande, herunder Danmark.

Igen er den væsentligste motivationsfaktor penge. Her omkostningerne ved fængselssystemet og overvejelser om marginalnytten i form af lavere kriminalitet ved at putte flere i fængsel.

Inspirationen til reformer kommer i høj grad for en for mange uventet kant, nemlig Texas.

Jeg havde for to år siden fornøjelsen af at møde Jerry Madden, der som tidligere formand for Senatet i Texas “Corrections Committee”, ikke lægger skjul på at omkostningerne ved en fortsat øgning af antallet af indsatte har været helt afgørende, se også interview med det australske ABC her.

Der er med andre ord tale om en pragmatisk tilgang i begge tilfælde, hvor den grundlæggende drivkraft er en erkendelse af at man er gået for langt/at det ikke virker.

Samme tilgang var forøvrigt afgørende i forbindelse med Portugals vidtgående reformer og dekriminalisering ved årtusindeskiftet, ligesom det er afgørende for den udvikling der er under vejs i en række latinamerikanske lande. Symboliseret ved bl.a. tidligere og nuværende præsidenters anerkendelse af, at “The war on drugs” er tabt. Et synspunkt, som i følge “Rasmussen Reports” deles af 82 procent af den amerikanske befolkning.

En erkendelse der dog ikke ikke indebærer at man er tilhænger af legalisering. Det er kun en meget lille andel af befolkningen (gælder også herhjemme).

Men måske vil de erfaringer man får i New Zealand, hvis man legaliserer sammenholdt med erfaringerne i lande som Portugal, hvor forbruget ikke er steget som resultat af afkriminaliseringen, på sigt gøre det “stuerent”, at gå ind for en egentlig legalisering – også selv om libertarianske friheds idealer eller menneskerettigheds kvababbelse ikke står på menuen hos de fleste borgere.

Der er ikke belæg for at flere skematimer øger det faglige niveau i folkeskolen

Af Niels Westy, den 28. juli 2013. 9 svar

Under overskriften “Længere skoledag til børnene” slår Brian Mikkelsen til lyd for, at børn i fremtiden skal gå endnu længere tid i skole end der lægges op til i den seneste reform, som de konservative, med Mikkelsens ord, “bakker op om 95 procent”.

Argumentationen bygger på en forestilling om en snæver sammenhæng mellem antallet af undervisningstimer og elevernes faglige niveau. Det er der bare ikke empirisk belæg for, tværtimod.

Sammenholder man antallet af skematimer, som det fremgår af OECDs seneste udgave af “Education at a glance 2013” med den seneste PISA-undersøgelse, er den umiddelbare konklusion faktisk tværtimod, som det fremgår af figuren nedenunder.

Jeg skal understrege at ovenstående IKKE skal tolkes som “jo færre timer, jo bedre fagligt niveau”. Men det indikerer klart, at man ikke kan slutte, at flere timer giver bedre fagligt niveau.

Et godt gæt er formentlig, at det betyder mere, hvad der faktisk foregår i de timer børnene bruger i skolen.

Better Place, politikere og “andre folks penge”

Af Niels Westy, den 27. juli 2013. 2 svar

Efter Better Place tidligere på året opgav ævret og gik konkurs, beklager Venstre og Dansk Folkeparti nu, at man oprindeligt gik ind for projektet tilbage i 2008. (endnu) Et projekt, som har kostet skatteyderne millioner af kroner.

Og hvilke undskyldninger. Det bliver næppe mere ynkeligt. Således udtaler Claus Hjort Frederiksen, at

Der var et meget stort samfundspres fra mange interessenter for at fritage elbiler for afgifter i 2008, og vi må indrømme, at vi bøjede os for det massive pres. Set i bakspejlet skulle vi ikke have gjort det,

Morten Messerschmidt, der var energiordfører for Dansk Folkeparti i 2008, udtaler, at

Vi må bare indrømme, at satsningen på elbiler nok i høj grad skyldes en lobbyisme fra stærke organisationer, der har gjort sin indflydelse gældende hos danske politikere. Derudover var der en helt ekstremt hype om elbiler for fire-fem år siden, at ingen slog koldt vand i blodet og afventede, hvad andre lande ville gøre.

Og efter at skose det konkursramte Better Place og tidligere DONG-direktør Anders Eldrup for at påstå, at der ville køre 400.000 elbiler i Danmark i 2020, slutter han af med at sige, at

Det var at tage røven på os politikere, at man dengang fremturede med den slags målsætninger, der ingen hold i virkeligheden havde.

Vi fornemmer at vi nærmest skal have medlidenhed med de to herrer og det daværende VKO flertal, som blev “snøret” af Better Place og Anders Eldrup.

Undskyld udtrykket, men det er jo det rene bullshit.

De som var begejstrerede for ideen om støtte til det vanvittige projekt, havde jo alle enten en politisk eller økonomisk interesse i det – og det gælder også VKO og de to herrer.

X antal spildte millioner senere bør man måske hellere stille sig selv følgende spørgsmål. Ville de to herrer og resten af det flertal i folketinget, som vedtog at kaste skatteydernes penge efter Better Place, have taget samme beslutning, hvis det havde været deres egne penge? Næppe.

Det var formentlig en beslutning der først og fremmest var drevet af kortsigtet gustne politiske overvejelser, baseret på Foghs fejlagtige overbevisning om at klimadagsorden var væsentlig for befolkningen. At projektet vedtages året før klimakonferencen i Danmark er næppe heller uvæsentligt.

Med andre ord kan man vælge mellem at VKO var (og er) befolket af folkevalgte, hvis naivitet og godtroenhed grænser til det enfoldige, eller af folkevalgte, for hvem skatteydernes penge blot er et middel til fremme af egne interesser.

Og lur mig om ikke de herrer Hjort og Messerschmidt havde sagt præcist det samme som socialdemokratiets trafikordfører, Rasmus Prehn (S), nemlig at elbiler på trods af »startvanskeligheder« er fremtiden, hvis de fortsat havde været ved magten.

Det er også værd at huske på, at både Venstre og Dansk Folkeparti har bakket op om, og fortsat bakker op om en national energipolitik som ikke lader Better Place noget tilbage, når det kommer til at være “penge ud af vinduet”. Men hvad søren, det er jo hvad man har skatteydere til, eller hvad?

Better Place er i hvert fald et eksemplarisk eksempel på alternativ 4 i Milton Friedmans “4 ways to spend money”.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=5RDMdc5r5z8″ /]

Punditokraternes sommer læsning 2: Til alle der taler for aktivistisk udenrigspolitik.

Af Niels Westy, den 14. juli 2013. Skriv et svar

Nu hvor de danske styrker trækkes ud af Afghanistan mener et flertal i folketinget vist ,at vi skal se os efter nye steder, hvor danske Jens’er kan slå deres folder og et slag for frihed og demokrati. se bl.a. denne artikel i Berlingske.

Jeg skal ærligt erkende, at jeg er mere end almindelig skeptisk overfor den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik. Jeg må også indrømme, at dette ikke altid har været min position. Således var jeg oprindelig tilhænger af invasionen af Irak i 2003. Ak og ve, hvis jeg blot havde læst Niall Fergusons Collossus inden i stedet for efter invasionen. Så havde min opfattelse nok været en ganske anden.

Det man forsøger i Afghanistan og forsøgte i Irak har USA prøvet mange gange før. Både i Mexico og Haiti. Begge steder uden større held.

Men i virkeligheden er det vel blot at se på 2. verdenskrig. På trods af at der var tale om en forsvarskrig, samt at man tillod sig selv og accepterede handlinger, som vi i dag på intet tidspunkt ville acceptere (Bombningen af de tyske byer f.eks.), er der ingen tvivl om at den store sejrherre i 1945 var Josef Stalin og Sovjet.

Er man ikke overbevist, vil jeg anbefale at man læser Antony Beevor’s “Anden verdenskrig“. Det er ganske enkelt endnu en fremragende bog af Beevor. Det er derfor min anbefaling på hvad man bør læse denne sommer, hvis man da ikke allerede har læst den.

Den skal også fremhæves for sin skarpe og præcise fremstilling af nogle af nøglepersonerne på allieret side – især de engelske og amerikanske. Hvis bogen skal kritiseres for noget er det måske at det ikke har været muligt Beevor at gøre det samme med en række hovedpersoner blandt andre af de krigsførene nationer.

Og når man har læst afsnittet om Teheran konferencen må man forøvrigt konkludere, at især Roosevelt grundlæggende var et fjols, der vist primært interesserede sig for sin egen politiske karriere..

Som Beevor skriver om Teherankonferencen i 1943, hvor Polens skæbne reelt forsegles:

Han [Stalin] var også velorienteret om briternes og amerikanernes tankegange og reaktioner. Før
mødet havde Stalin indkaldt Berijas søn, Sergo, og betroet ham »en mission, som er følsom og moralsk forkastelig«. Han ville vide alt om, hvad amerikanerne og briterne havde sagt privat. Hvert ord skulle optages af skjulte mikrofoner på deres værelser, og hver morgen skulle Sergo Berija rapportere til Stalin om alle deres samtaler. Den sovjetiske leder var forbløffet over de allieredes naivitet, siden de talte så åbent, når de da måtte vide, at de blev aflyttet. Han ville både vide, hvilket tonefald der blev brugt, og indholdet af samtalerne.
Talte de med overbevisning eller uden entusiasme, og hvordan reagerede Roosevelt? Det glædede Stalin, da Sergo Berija rapporterede om den ægte beundring, Roosevelt følte for ham, og hans afvisning af at lytte til admiral Leahys råd om at indtage en mere fast linje. Men hver gang Churchill smigrede Stalin under konferencen, mindede den sovjetiske leder ham skarpt om nogle af de fjendtlige bemærkninger, han var kommet med før i tiden.
De hemmelige optagelser hjalp ham også til at udnytte forskellene mellem Churchill og Roosevelt. Da Churchill privat over for Roosevelt protesterede over, at han hjalp Stalin med at indsætte en kommunistisk regering i Polen, havde Roosevelt svaret, at Churchill støttede en antikommunistisk regering, så hvad var forskellen?
Polen var virkelig et stort spørgsmål for både Churchill og Stalin, mens Roosevelt kun virkede optaget af at sikre sig de amerikanske polakkers stemmer til præsidentvalget det følgende år. Det indebar at skulle spille barsk over for Stalin, indtil resultatet af afstemningen var fastslået. I betragtning af at Roosevelt tidligere havde forkastet enhver idé om at ændre Polens grænser på basis af Atlanterhavserklæringen, følte han og Churchill sig nu tvunget til at overveje Stalins krav på den østlige del af landet, som han havde indlemmet i 1939 som »vestlige Hviderusland« og »vestlige Ukraine«. Den Røde Hær ville meget snart okkupere regionen, så det ville blive et fait accompli. Ifølge Stalins plan ville Polen blive kompenseret med tysk territorium frem til Oderfloden. Præsidenten og premierministeren vidste, at de aldrig ville være i stand til at tvinge sovjetterne til at give sådan en gevinst fra sig, men måden, Roosevelt gik ind på hans krav på, opmuntrede Stalin til at tro, at han ikke ville få noget problem med at påtvinge polakkerne en kommunistisk regering.

Kan forøvrigt fås som e-bog til den ganske fornuftige pris af små 165 kroner her.

Heldig er den, som “er slave” i Bangladesh beklædningsindustri

Af Niels Westy, den 20. maj 2013. 1 svar

Med jævne mellemrum fyldes vestlige og ikke mindst danske medier med forargelse over arbejdsforhold og lønninger i den 3. verden. Den underliggende anklage er hver gang, at vestlige firmaer har et ansvar for de ringe arbejdsforhold, og derfor er ansvarlige for at de forandres. Det har vi senest set i forbindelse med den forfærdelige ulykke i Bangladesh, hvor mere end 1000 mennesker mistede livet, da en 8 etagers bygning, som indeholdt et indkøbscenter og en række systuer, kollapsede for et par uger siden.

Det er desværre ikke en usædvanlig hændelse, omend antallet af omkomne denne gang var langt højere end man har set tidligere. Det er bestemt heller ikke et problem, som er begrænset til Bangladesh. Problemet findes i mange fattige lande.

Som sådan har ulykken intet specifikt med tøjindustrien at gøre, men er en konsekvens af et mere generelt problem i landet. Men det faktum at der i den pågældende bygning blev syet tøj, der skulle eksporteres til Vesten er hurtigt blevet centrum for debatten herhjemme, mens paven i Rom – deraf overskriften – “fordømte” hvad han kaldte de “slavelignende” arbejdsforhold indenfor Bangladesh beklædningsindustri,

Levevilkår i Bangladesh

Efter nutidige danske og vestlige standarder er arbejds- og lønvilkår i Bangladesh beklædningsindustri selvfølgelig ganske forfærdelige. Lønningerne er meget lave, arbejdstiden lang og de fysiske rammer uden tvivl af meget lav standard.

Men man kan i denne forbindelse stille sig selv to spørgsmål:

1. Hvordan var vilkårene i Danmark, da vi var på samme niveau?

2. Hvordan er arbejdsvilkårene i forhold til det øvrige arbejdsmarked?

Tager vi udgangspunkt i BNP per indbygger, befinder Bangladesh sig på ca. samme niveau som Danmark i 1840erne!! Der er næppe grund til at antage at vilkårene for arbejdere i beklædningsindustrien (i det omfang en sådan eksisterede på daværende tidspunkt) var bedre i Danmark på daværende tidspunkt, tværtimod. Også i forhold til Cambodia, som jeg skrev om i efteråret, er Bangladesh et fattigere land. Cambodias købekraftskorrigerede BNP per indbygger er næsten 20 procent højere end Bangladesh.

Ifølge Verdensbanken levede ca. 43 procent af befolkningen i absolut fattigdom (mindre end 1,25 PPP USD.per dag) i 2010, mens andelen af befolkningen, som havde mindre end 2 USD. til rådighed per dag udgjorde 76,5 procent af befolkningen.

Set i forhold til dette, er forholdene i beklædningsindustrien relativt gode.

Jeg skal beklage, at det empiriske grundlag for en række angivelser ikke er af den kvalitet man ellers godt kunne tænke sig. Det har ikke været mulig for mig at finde en solid officiel statistik for en række tal.

Omend der er tale om en grov metode, er det næppe helt forkert at gange den lokale løn i løbende dollars med 2,5 for at komme frem til købekraftskorrigede USD (baseret på IMFs tal for nominel og PPP korrigereret BNP per indbygger). Herefter svarer minimumslønnen i Beklædningsindustrien på 38 *USD. til 95 PPP USD. om mdr. og den gennemsnitlige løn, som ifølge denne artkel på BBC’s hjemmeside er 70-100 USD, svarer til ca. 175-250 PPP USD. per mdr. Andre angiver dog den gennemsnitlige løn til at være nærmere 45 USD., svarende til ca. 113 PPP USD

I pressen omtales primært mindstelønnen på 38 USD. per mdr. Derimod omtales sjældent, at selve minimumlønsystemet består af flere trin, alt efter stilling, anciennitet osv., De ca. 38 USD. (3000 taka) er laveste trin. Højeste trin er på ca. 115 USD. (9.000 taka), se også “The Garment Industry in Bangladesh“.

En rapport udarbejdet af Bangladesh Statistiske kontor i 2011 omhandlende lønninger i 2009-2010 tyder også på at lønningerne ligger en del højere end minimumslønnen.

Beklædningsindustriens betydning for Bangladesh

Som det fremgår af ovenstående graf er antallet af ansatte steget eksplosivt. Fra 2 mio. i 2005 til 4 mio. i 2012. Branchen står desuden for omkring 90 procent af Bangladesh samlede eksport.

Den væsentligste faktor bag denne udvikling har været de lave lønninger.

Med den nylige ulykke in mente, er det nærliggende at kræve bedre sikkerhed, ligesom det ikke er en overraskelse at man gerne fremhæver Bangladesh, når der argumenteres for højere minimumslønninger. Problemet er blot, om det reelt er til gavn for de fattige, som man angiver som baggrund for sine krav.

I en artikel i Forbes for nylig, bemærker den amerikanske økonom Benjamin Powell, at:

As an economic matter, employers are largely indifferent as to how their labor costs are balanced – that is, whether the compensation consists of wages, the administration of safety standards, health care benefits, or vacation time. A cost is a cost. Workers, on the other hand, do care about the mix of compensation. When workers are poor, they want most of their compensation paid in wages, because they are trying to feed, clothe, and shelter themselves and their families.

I artiklen Sweatshops and Third World Living Standards: Are the Jobs Worth the Sweat? kommer Benjamin Powell og David B. Skarbek frem til, at det at være ansat i en sweatshop ikke er det ringeste alternativ for fattige mennesker i de pågældende lande (ellers gjorde de det nok heller ikke).

I “The case for Sweatshops” peger David R. Henderson på, at

Many workers in third-world sweatshops have left even harder, lower-paying jobs in agriculture to move to garment factories. Moreover, sweatshops are a normal step in economic development. Singapore, Malaysia, South Korea, and Hong Kong all had sweatshop jobs thirty years ago. They don’t now because workers in those countries have acquired skills and employers have accumulated capital.

Og man kunne tilføje at Europa og USA var gennem samme udvikling endnu tidligere. Forholdene var bestemt ikke bedre end det man ser i dag i bl.a. Bangladesh.

Konsekvenserne af internationale krav til arbejdsmiljø og lønninger.

Jeg skal medgive, at det kan være vanskeligt at skrive det næste, der vil i hverfald være en del, som vil mene, at der sådan må det bare ikke være. Problemet er blot at sådan er det.

Som det har fremgået af dette indlæg er lønomkostningerne i Bangladesh blandt verdens laveste. Og det er netop grunden til at man kan deltage i den internationale konkurrence. Øger man omkostningerne (det være sig lønninger eller andre omkostninger), vil det alt andet lige medføre højere forbrugerpriser og lavere beskæftigelse.

Denne sammenhæng kan synes banal, men desværre synes mange at have svært ved at erkende den. Ja, det er jo hele argumentet bag fairtrade konceptet og bevægelsen for “living wages”, Danwatch osv. at vi bare skal “betale en lille smule mere”, at det ikke forholder sig således, at vi køber mindre, hvis vi skal betale mere. Den lader vi lige stå.

Et andet argument der ofte fremføres er faren for et “race to the bottom”. I virkeligheden forholder det sig omvendt.

Kina er i dag fortsat verdens største producent og eksportør af beklædningsgenstande, men det er på lånt tid. Ikke primært fordi andre underbyder dem, men fordi lønninger og omkostninger stiger hastigt i Kina, således at andre lande bliver mere konkurrencedygtige. De lønninger vi i dag oplever i Bangladesh, var normen i Kina for blot 23 år siden i Kina, I dag er man på niveau med Peru (og er mere end 5 gange så velstående som Bangladesh).

Når beklædningsindustrien forlader Kina til fordel for bl.a. Bangladesh er det ikke udtryk for et “race to the bottom”, men tværtimod udtryk for Kinas “race to the top” (omend det kræver en række reformer, hvis vækstraterne skal opretholdes på et fornuftigt niveau de kommende år, det vender jeg tilbage til i et indlæg på et senere tidspunkt).

Man er vel imperialist.

Både herhjemme og i andre vestlige lande synes reaktionen på ulykken i sidste måned at være baseret på en forestilling om, hvad Tim Worstall har betegnet som, at:

Poor brown people just aren’t good enough at this governance stuff so we enlightened ones will have to do it for them.rsti

Herhjemme indgik tøjindustrien og regeringen for få dage siden en partnerskabsaftale, der ifølge Chrstian Friis Bach skal

blive til gavn for især de kvinder, som hver dag sidder og syr vores tøj, men som ikke skal gøre det med livet som indsats.

og tilføjer, at

Vi kan ikke løse det alene fra Danmark. Det her kræver, at regeringen i Bangladesh styrker indsatsen betragteligt, og vi lægger pres på, for at det sker.

På sin facebookprofil kommenterer han aftalen med, at

I dag indgår vi en partnerskabsaftale med tekstil- og tøjfirmaerne – bedre arbejdsforhold, højere løn, renere produktion og øget åbenhed. Det vil gøre en forskel for de (især) kvinder, der syr vores tøj i Bangladesh!

Enhedslisten har kritiseret aftalen for ikke at være bindene, og mener at så snart pressen holder op med at skrive om det, er virksomhederne flintrende ligeglade.

Jeg håber at de får ret.

Om journalistik, journalister og en endog meget bizar Deadline

Af Niels Westy, den 2. april 2013. Skriv et svar

Som det vist er faste læsere af denne blog bekendt, jubler vi ikke just over niveauet i danske mainstream medier. For eksempel startede jeg mit lille sideprojekt “americas.dk” som en reaktion på Orientering Udefra’s dækning af Latinamerika i almindelighed og måske især Niels Lindvigs “reportager” fra regionen i særdeleshed. Alle lavet over samme afhængigheds-teoretiske skabelon og uden hensyn til fakta.

I de seneste måneder er debatten om betydningen af journalisters politiske udgangspunkt blusset op igen.

I en kronik i Berlingske Tidende den 24. marts, Journalisternes røde verdensbillede, indleder Eva Agnete Selsing med at spørge:

Hvorfor skal vi altid høre om velfærdsstaten som et økonomisk mirakel, når den, helt evident, er det modsatte? Hvorfor er det altid synd for den enlige mor til fire på kontanthjælp? Hvorfor er det aldrig bare en lille smule forargeligt, at hun har sat børn i verden, hun ikke kan forsørge?

og svarer selv, at det er

Fordi 80 procent af alle journalister er røde.

Eva Selsings vægtning af journalisternes grundlæggende holdninger som betydende faktor for deres journalistiske arbejde, bliver i en kronik, Journalister er (stadig) ikke røde lejesvende, (forsøgt) imødegået af Erik Albæk & David Nicolas Hopmannm,, hhv. professor og lektor ved Center for Journalistik, SDU.

Albæk og Hopmann kommer med række valide indvendinger mod alene at lægge vægten på journalisternes politiske ståsted. Jeg tror egentlig heller ikke Eva Selsings mener at kun det politiske ståsted er bestemmende.

Albæk og Hopmann erkender at der eksisterer en række mekanismer, som skævvrider nyhedsdækningen ogiskriver, at

Selsing kan således have fat i en vigtig pointe, når hun anfører, at journalistik er tilbøjelig til at anlægge en pro-velfærdstatsvinkel

De mener ikke journalisternes egne holdninger er de væsentligste, men peger i stedet på en række andre faktorer, som skævvrider bl.a. debatten om velfærdsstaten, Ifølge Albæk og Hopmann peger meget på, at der eksisterer en strukturel asymmetri, hvorefter dem som har fordel af en udvidelse af velfærdsstaten er lette at mobilisere, mens dem det gavner, at der udvises økonomisk mådehold er svære at mobilisere. Det har implikationer for politikeres ageren (pro velfærdsstat), og indebærer ifølge Albæk og Hopmann, at der formentlig er samme asymmetri i mediernes nyhedsdækning, grundet de almindelige journalistiske nyhedskriterier.

For som de skriver:

Når det af den godt fortalte nyhedshistorie kræves, at den inde- holder konflikt,‘human interest’-identifikation og en »case«, så er det ulig lettere at skrive historien om den handicappede, som mister en ydelse, eller de børn, hvis skole lukkes. Det kan man identificere sig med. Det kan illustreres med billeder. Og det virker umiddelbart uretfærdigt for de berørte. Men historien om skatteyderen, der får flere kroner i lommen om måneden som følge af den reducerede ydelse, bliver ikke fortalt. Hvis antagelsen om en sådan asymmetri er korrekt, må vi forvente, at der er en slagside i nyhedsdækningen til fordel for de interesser, der ønsker en bevarelse eller udvidelse af eksisterende velfærdsydelser.

Med andre ord er der tale om en grundlæggende fejl, som ikke kan hæftes op på journalisternes egne holdninger. Den manglende entydige røde eller blå bias underbygger de ved bl.a. at pege på hvordan historien om betalingsringen udspillede sig. Som de skriver:

Det samme type skævvridning så vi, da den siddende regering lancerede sine planer om at indføre en betalingsring rundt om København. Nyhedsfladen var fyldt med interviews med trafikanter, for hvem en ring ville betyde væsentlig længere tid til arbejde, når de skulle benytte offentlig transport. Alternativt skulle de betale en meget høj afgift. Vores indtryk er, at der var meget få historier om folk, som ville høste fordele af ringen, eksempelvis de småbørnsforældre, hvis børn ville kunne ånde renere luft under den daglige tur i barnevognen rundt om søerne i indre København.

Og de har en pointe. Deres svar er, at man skal øge fokus på om gældene journalistiske nyhedskriterier sikrer en fair og afbalanceret dækning.

Deres forslag er at man i stedet for at illustrere politik med håndplukkede ’almindelige’ borgere som »cases«, der er ofre – måske i stedet bør fokusere mere på at fortælle den overordnede historie om hvorvidt der er fordele eller ulemper for hele samfundet.

Interessant nok er ingen af de to kronikører formentlig klar over, at deres forslag i sig selv jo er udtryk for en klar politiske vinkling (og naivitet). For hvis vinklingen skal baseres på en cost-benefit analyse, og det jo reelt det de foreslår, så kan det vel grundlæggende bedst betegnes som “radikal teknokratisk nyhedsformidling”.

Det fremgår tydeligt af deres overordnede argument mod, at journalisters politiske grundholdninger spiller en rolle i nyhedsformidlingen:

I forskningen er der bred enighed om, at den enkelte journalists overbevisning ikke spiller nogen betydelig rolle for det samlede mediebillede, hverken til venstre eller til højre. Ligeså lidt som man kan påstå, at alle danske regeringers politik er radikal (fordi påfaldende mange embedsmænd stemmer radikalt), giver en så forsimplende påstand om den enkelte journalist mening. Embedsmændene laver det, ministrene ønsker – i et kompliceret system, hvor de skal forholde sig til interesseorganisationer, medier og mange flere aktører. På samme måde er nyhedsproduktionen en kompliceret proces, hvor mange aktører, procedurer og normer spiller en rolle, og hvor journalister arbejder i en nyhedsorganisation med ejere og (chef-)redaktører. Det er ikke de individuelle journalisters politiske holdninger, man skal fokusere på, hvis man vil forstå mediernes måde at dække politik på.

Her videregives et drømmebillede af hvordan embedsmandsstanden måske nok burde være, men bestemt ikke er, Tværtimod. Kunne det tænkes, at mange embedsmænd er radikale fordi dette politiske standpunkt stemmer bedst overens med en selvopfattelse af embedsmandens centrale rolle? Laver embedsmændene virkeligt bare det ministrene ønsker? Her synes der at være tale om en opfattelse af den politiske proces, som taget ud af TV-serien “Borgen”. I den virkelige verden er det jo ikke helt nemt altid at afgøre hvem der egentlig arbejder for hvem.

Og hvad blev der af aktørernes egeninteresser? Er det uden betydning at medierne er på støtten? Er det uden betydning at Danmarks Radio er licensfinansieret i stedet for at skulle eksistere på almindelige markedsvilkår? Man skal vist være meget naiv hvis man tror det.

Hvis der er en sammenhæng mellem om folk er ansat i den private eller offentlige sektor, om de er selvforsørgende eller på kontanthjælp, for hvor de sætter deres kryds, så gælder det nok også for journalister og embedsmænd. Det ville være mærkeligt andet.

Og det er jo næppe noget tilfælde at man altid ender med at diskutere Danmarks Radio og deres eventuelle journalistiske bias. Jovist, kan man som borgerlig være irriteret over Politiken, som socialister kan være irriterede over Børsen. Men til forskel fra Danmarks Radio kan man jo bare lade være med at abonnere på de to aviser.

Når Deadline er virkeligt bizar

Hovedmålet for debatten om journalisters eventuelle røde bias har de seneste måneder været det nye DR 2 og ikke mindst den nye Deadline.

Her er det forøvrigt interessant, at Martin Krasnik i et interview med Paul Erik Skammelsen direkte har understreget, at han i hvert fald ikke kan se bort fra sin personlige holdning.

På det punkt (og det er nok også et af de få) er Martin Krasnik og Eva Selsing enige.

I søndags var et af temaerne i Deadline den stigende tilslutning til borgerligt-liberale ideer blandt danske unge. Den måde Deadline behandlede emnet på, var ved først at interviewe en ung kvinde, som fortalte om hvorfor hun havde meldt sig ind i Liberal Alliances Ungdom. Herefter gav man ordet til to venstreorienterede debattører- Programmet kan ses her.

Ingen af de to anede meget om hvad liberalisme er. Den ene, Lars Olsen, er en kendt venstreorienteret debattør og forfatter, den anden en filosof, Anders Fogh Jensen, som ifølge udsendelsen har forsket i bl.a. “projektsamfundet” samt “magt og organisationer” med særlig fokus på liberalisme, som det blev sagt. Det med kendskabet til liberalisme ligger det vist lidt tungt med.

Her er så mit spørgsmål: Hvorfor? hvad var formålet med udsendelsen? Blev vi klogere på hvorfor nogle unge er blevet mere liberale (hvilket kun kan glæde os her på bloggen)?

Måske er der læsere af bloggen, som har nogle bud på hvad det gik ud på. Jeg erkender blankt, at jeg mest af alt fandt hele optrinet bizart,. for ikke at sige absurd.

Set fra Liberal Alliances Ungdom var der måske nærmest tale om et scoop. Først taler en ung køn kvinde med ben i næsen, hvorefter to venstreorienterede snakkehover som repræsenterer alt det unge liberale forkaster, bruger det meste af tiden på at forsvare velfærdsstaten. Meget bedre bliver det jo ikke for LAU.

Men det var vel ikke det, som var meningen?

Mail fra Detektor

Af Niels Westy, den 18. marts 2013. Skriv et svar

Efter mit sidste indlæg Detektor, Deadline, Hugo og ventrefløjens mytomani, har jeg modtaget en mail fra deres redaktion. Heri gør de opmærksom på, at de naturligvis tog kontakt til både undertegnede og Pelle Dragsted.

Samtidig gør de opmærksom på, at de fravalgte et indslag om mord på fagforeningsfolk, fordi de i deres research kom frem til, at “der var megen usikkerhed og modstridende oplysninger omkring tallene”, hvilket indebærer at de vurderede, at det ikke var muligt at “formidle debattens stridspunkt på en forståelig måde”.

Det er jo ganske fair, at man ikke mener det entydigt kan afgøres, hvorvidt der bliver slået færre eller flere fagforeningsfolk ihjel i Colombia eller Venezuela. Med tanke på hvor kraftigt påstanden om systematisk forfølgelse af fagforeningsfolk og billedet af Colombia som et udemokratisk land i årevis kritikløst er blevet formidlet, er det i sig selv et ganske betydeligt resultat.

Jeg mindes således en debat i Deadline om støtte til terrororganisationer (fighters and lovers sagen), mellem et ellers standhaftig og meget vidende nuværende medlem af folketinget og formanden for Mellemfolkelig Samvirke, Trine Pertou March. Da hun påstod at Colombia ikke var et demokrati, fik det stort set lov til at stå umodsagt. Det viser hvor succesfuldt man havde formået at markedsføre et forvrænget og forkert billede af Colombia.

At Detektor ikke mener entydigt at kunne afgøre hvorvidt Dragsted eller undertegnede har ret, er derfor i sig selv en væsentlig information. Man kan kun beklage, at Detektor ikke offentliggør de resultater man er kommet frem til i sager man vælger ikke at medtage i sine programmer.

Detektor, Deadline, Hugo og venstrefløjens mytomani

Af Niels Westy, den 16. marts 2013. 3 svar

I forbindelse med Chavez død i sidste uge deltog jeg i Deadline (onsdag den 6. marts). I min naivitet troede jeg at man ønskede min deltagelse, fordi jeg som økonom skriver om Latinamerika i Børsen og på Americas.dk. Til min store overraskelse viste det sig, at min væsentligste egenskab var mit medlemsskab af Liberal Alliance. Det kunne man have informeret mig om på forhånd. F.eks. da Martin Krasnik ringede til mig få timer før selve udsendelsen.

Detektor og Venstrefløjens myter

Dragsted fremfører alle de sædvanlige argumenter fra venstrefløjen, som man tidligere har set dem gøre i forbindelse med forsvaret af andre venstreorienterede styrer.

Kort fortalt består Dragsteds forsvar for Venezuela i, at:

Man har opnået betydelig økonomisk vækst
Der har været betydelige sociale fremskridt

Hvorimod jeg fremfører, at :

Den økonomiske vækst har været relativt lav i forhold til andre lande i regionen, samtidig med at manglende investeringer mindsker det fremtidige potentiale.
Andre lande har oplevet samme eller større fremgang, målt på sociale fremskridt.

Vi kan naturligvis ikke begge have ret. Og det hjælper ikke Dragsted, at han henviser til en artikel i den venstreorienterede avis The Guardian. Hans brug af tal fra deres artikel er forøvrigt helt hen i skoven. Og så er der naturligvis både den manglende fornemmelse for Venezuelas velstand før Chavez, og den manglende sammenligning med andre lande i regionen.

Mens Christian Bjørnskov har modgået venstrefløjens påstande og myter med fakta i “Chavez sociale resultater” og “Chavez økonomiske resultater“, har jeg gjort det samme i indlæggene “Kampen om Chavez eftermæle….“, “The death of a caudillo” på Americas.dk.

Konklusionen er samstemmende, at :

Venezuela har haft en, i forhold til resten af Latinamerika, lav økonomisk vækst de seneste 14 år.
Andre lande har opnået langt større sociale fremskridt.

Detektor kommer på banen

I en ordveksling mellem Dragsted og undertegnede indrager jeg Colombia – vel vidende at Enhedslisten her klart har valgt side, vel og mærke for terrorgruppen FARC og mod den demokratisk valgte regering under ledelse af Manuel Santos. Og så får jeg nævnt, at der de senere år er blevet slået flere fagforeningsfolk ihjel i Venezuela end i Colombia.

Efterfølgende henvendte Detektor sig til mig og bad mig dokumentere denne påstand. Det var nu ikke svært, i det jeg i forbindelse med at dele af Europaparlamentet har prøvet at forhindre en frihandelsaftale med Peru og Colombia, med henvisning til bl.a. en påstået forfølgelse af fagforeningsaktive i Colombia, sidste år skrev et indlæg på Americas på baggrund af solide analyser som peger på, at der ikke kan påvises, at der foregår en systematisk forfølgelse af fagforeningaktive i Colombia. Faktisk er risikoen langt lavere for at blive myrdet som fagforeningsmedlem end for befolkningen generelt, se “Forfølgelse af fagforeninger i Colombia, fup eller fakta?” på Americas.dk

De ønskede også dokumentation for to andre udsagn, at

Hele regionen har oplevet et fald i uligheden og forbedrede sociale vilkår de sidste ti år. og at Peru som har en helt anden økonomisk model har oplevet lige så stort fald i uligheden i samme periode, men har haft en langt hastigere økonomisk vækst
Vi i Sydamerika ser alle variationer af økonomiske modeller og må konstatere at væksten efter årtusindskiftet har været højest i de mest frie økonomier

Hvortil jeg henviste til et par yderligere indlæg på Americas.dk samt en rapport fra henholdsvis CEPAL (hvis udgangspunkt var den argentinske økonom Raul Prebish og ideen om importsubstitution som vejen frem for Latinamerika), samt Verdensbanken.

De to rapporter kan hentes her:

Social Panorama 2012 (CEPAL)

Economic Mobility and The Rise of the Latin American Middle Class (Verdensbanken)

Efterfølgende har jeg modtaget en mail fra Detektor om at der ikke kommer et indslag. Det er anden gang jeg oplever dette. I november 2011 deltog jeg i en debat med bl.a. Mickey Gjerris fra etisk råd (se debatten nedenfor). Her var det mine påstande om at både vores luft og vand er mindre forurenede end for årtier siden, som man ønskede kilder til – hvilket de naturligvis fik. Heller ikke dengang kom der et indslag ud af det. Mine oplysninger var (naturligvis) faktuelt korrekte.

Det er selvfølgelig fint, hvis Detektor mener at udsagnene er tilstrækkeligt underbyggede, men det efterlader alligevel et spørgsmål, som ikke er helt uinteressant.

Hvor mange sager undersøger Detektor, hvor man kommer frem til at udsagnene er korrekte, eller i det mindste ikke kan tilbagevises?

Jeg er klar over, at konceptet primært er at vise når – typisk politikere – kommer med udsagn, som de ikke har faktuel basis for. Og jeg kan ikke udtale mig om hvorvidt man også har bedt min modpart i debatten om at fremlægge kilder til sine påstande. Men dels kan Dragsted og jeg næppe begge have ret, og dels er der grund til at tro, at når man bliver spurgt, så er det fordi man på Detektors redaktion betvivler sandheden i de pågældende udsagn.

Da Detektors egen indsats begrænser sig til at bede en selv om at levere den fornødne dokumentation, ville det næppe være et større arbejde at de lod alle de undersøgelser indgå, som aldrig ender med et indslag.

Det ville give mulighed for at andre, som betvivler de givne udsagn, kan blive klogere. Samtidig er jeg sikker på, at en del ikke mindst politikere – vil sætte pris på at andre kan vurdere omfanget af urigtige oplysninger i forhold til hvor mange gange de pågældendes oplysninger har vist sig at være helt korrekte.

Shareholder value vs. stakeholder value – er conscious capitalism andet end varm luft?

Af Niels Westy, den 27. januar 2013. 5 svar

Denne post er en opfølgning på Nikolaj Stenbergs tidligere indlæg i dag, social retfærdighed via kapitalisme, om John MacKey, manden bag succeen Whole Foods Market. I modsætning til Nikolaj er jeg ikke sikker på at jeg ville handle i den pågældende kæde. At varer er økologiske er absolut ikke noget positivt salgsargument i forhold til en politisk (ukorrekt) forbruger som undertegnede.

Nikolaj fik mig dog til at hente Mackeys bog, “Conscious Capitalism”, på Amazon (som forøvrigt er et af de firmaer Mackey anser for at være ledet efter principperne bag “conscious capitalists”, andre eksempler er Google, IKEA og Starbucks).

Jeg skal med det samme understrege, at jeg ikke har læst hele bogen. Men af det jeg har læst må jeg nok erkende, at jeg måske nok stiller mig tvivlende overfor hans forsøg på at konstruere en helt særlig og unik form for kapitalisme med indbyggede gode intentioner. Muligvis er problemet at jeg ikke er “amerikansk nok” eller at han er “for amerikansk” til min smag.

Grundlæggende mener Mackey, at den Friedmanske tese om, at en virksomheds eneste sociale ansvar er at gå efter profitmaksimering, er forkert. Mackey opfatter nærmere profit som et (nødvendigt) biprodukt, men at det væsentligste er betydningen for en række stakeholders.

Min umiddelbare vurdering af denne position er, at det er nødvendigt hvis man ikke stiller sig tilfreds med konsekvenserne af ens aktiviteter, men lægger vægt på at blive berømmet for ens intentioner.

Mackey, som er erklæret libertarianer og støttede Romney ved sidste valg, offentligt har udtrykt skeptisk overfor klimadagsorden (på en Lomborgsk møde) og vist nok er budhist, har selv beskrevet grundlaget for conscious capitalism, som:

We believe that business is good because it creates value, it is ethical because it is based on voluntary exchange, it is noble because it can elevate our existence, and it is heroic because it lifts people out of poverty and creates prosperity. Free-enterprise capitalism is the most powerful system for social cooperation and human progress ever conceived. It is one of the most compelling ideas we humans have ever had. But we can aspire to something even greater. Conscious Capitalism is a way of thinking about capitalism and business that better reflects where we are in the human journey, the state of our world today, and the innate potential of business to have a positive impact on the world. Conscious businesses are galvanized by higher purposes that serve, align, and integrate the interests of all their major stakeholders. Their higher state of consciousness enables them to see the interdependencies that exist among all their stakeholders, and this, in turn, allows them to discover and harvest synergies from situations that otherwise seem burdened with trade-offs. Conscious businesses have conscious leaders who are driven by dedication to the company’s purpose, to all the people the business touches, and to the planet we all share. Conscious businesses have trusting, authentic, innovative, and caring cultures that make working within them a source of both personal growth and professional fulfillment. They endeavor to create financial, intellectual, social, cultural, emotional, spiritual, physical, and ecological wealth for all their stakeholders. Conscious businesses can help evolve our world in such a way that billions of people can flourish, leading lives infused with passion, purpose, love, and creativity— a world of freedom, harmony, prosperity, and compassion.

Som nævnt tager Mackey afstand fra Friedmans grunlæggende tese om at en virksomheds sociale ansvar består i profitmaksimering. Eller som Mackey skriver i en debat med Friedman i Reason Magazine, “Rethinking the Social Responsibility of Business“:

In 1970 Milton Friedman wrote that “there is one and only one social responsibility of business–to use its resources and engage in activities designed to increase its profits so long as it stays within the rules of the game, which is to say, engages in open and free competition without deception or fraud.” That’s the orthodox view among free market economists: that the only social responsibility a law-abiding business has is to maximize profits for the shareholders.

I strongly disagree. I’m a businessman and a free market libertarian, but I believe that the enlightened corporation should try to create value for all of its constituencies. From an investor’s perspective, the purpose of the business is to maximize profits. But that’s not the purpose for other stakeholders–for customers, employees, suppliers, and the community. Each of those groups will define the purpose of the business in terms of its own needs and desires, and each perspective is valid and legitimate.

Jeg skal medgive at jeg er ganske enig med Friedman, når han i sit indlæg peger på, at:

1) “The most successful businesses put the customer first, instead of the investors” (which clearly means that this is the way to put the investors first).

2) “There can be little doubt that a certain amount of corporate philanthropy is simply good business and works for the long-term benefit of the investors.”

Og peger på betydningen af den gældene skattelovgivning for virksomheders filantropiske tilbøjeligheder på vegne af investorerne:

I believe Mackey’s flat statement that “corporate philanthropy is a good thing” is flatly wrong. Consider the decision by the founders of Whole Foods to donate 5 percent of net profits to philanthropy. They were clearly within their rights in doing so. They were spending their own money, using 5 percent of one part of their wealth to establish, thanks to corporate tax provisions, the equivalent of a 501c(3) charitable foundation, though with no mission statement, no separate by-laws, and no provision for deciding on the beneficiaries. But what reason is there to suppose that the stream of profit distributed in this way would do more good for society than investing that stream of profit in the enterprise itself or paying it out as dividends and letting the stockholders dispose of it? The practice makes sense only because of our obscene tax laws, whereby a stockholder can make a larger gift for a given after-tax cost if the corporation makes the gift on his behalf than if he makes the gift directly. That is a good reason for eliminating the corporate tax or for eliminating the deductibility of corporate charity, but it is not a justification for corporate charity.

Whole Foods Market’s contribution to society–and as a customer I can testify that it is an important one–is to enhance the pleasure of shopping for food. Whole Foods has no special competence in deciding how charity should be distributed. Any funds devoted to the latter would surely have contributed more to society if they had been devoted to improving still further the former.

Mit personlige bud er, at Mackey’s største problem er hans behov for at blive set på som en mand drevet af gode intentioner og et stort behov for at øge sin status i andres øjne. Som en egentlig forklaringsmodel lader hans consious capitalism en del tilbage at ønske. Ligeledes hans påstand om at firmaer drevet efter consious capitalism principper – hvilket her må tages som ikke profitmaksimerende – vil udkonkurrere “gammeldags” profitmaksimerende virksomheder ikke holder vand.

Jeg vil på ingen måde sætte spørgsmålstegn ved Mackeys evner som erhvervsmand. Det ville også være tåbeligt, med tanke på hans succes med Whole Foods Marked. Jeg kender ikke butikken og selv om jeg er modstander af dyrkelsen af økologi, og finder hele konceptet mildt sagt frelst, så vil jeg absolut ikke udelukke at handle der, hvis jeg en dag kommer forbi en.

Friedman gjorde det, og så kan vi andre bestemt også 🙂 Der er jo ingen grund til at være hverken fanatisk eller religiøst forblændet, blot fordi andre er det.

Men døm selv, hele artiklen kan læses her.

Punditokraternes top 10

Af Niels Westy, den 31. december 2012. 15 svar

Her på årets sidste dag bringer vi listen over de 10 personer i den hjemmelige debat, som punditokraterne med størst glæde læste, så og lyttede til i 2012.

Sidste år uddelte Punditokraterne for første og indtil videre eneste gang en pris for “årets politiske solopræstation“. Desværre forventer vi, at der går år og dag mellem denne pris bliver uddelt.

Fra i år starter vi en ny tradition ved at udnævne de 10 væsentligste borgerlige “stemmer”. Med andre ord de 10 danske personer, som Punditokraterne med den største glæde læste, så og lyttede til i året der gik og som vi mener på fornemeste vis repræsenterer de klassiske borgerligt-liberale værdier. Det er de til enhver tid aktive skribenter her på bloggen, der udvælger navnene.

Top 10

Christopher Arzrouni
Lars Seier Christensen
Ole Birk Olesen
Anne Knudsen
Mie Harder
Mads Lundby Hansen
Peter Kurrild-Klitgaard
Martin Ågerup
Joachim B. Olsen
Jacob Mchangama

Christopher Arzrouni

Nogle af navnene på vores ikke-prioriterede liste giver sig selv, som f.eks. Christopher Arzrouni, en af det borgerlige Danmarks væsentligste og mest intelligente stemmer. Siden han kom til Børsen i 2011, har han været med til at gøre den til Danmarks ubestridt bedste morgenavis, hvis kriterierne vel og mærke er solid faglighed og reel indsigt. Ligeledes er det med glæde at man kan konstatere, at han også i stigende grad optræder i andre medier. Lars Seier Christensen er naturligvis heller ikke en overraskelse. Han har i årevis indtaget en hel unik position i det borgerlige miljø og den offentlige debat. Således også i 2012, hvor måske især hans optræden på Fox Business om socialstaten og det danske skattetryk vil blive husket.

Anne Knudsen

Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, er til forskel fra flere andre på listen ikke den liberale debattør, som optræder mest i de elektroniske medier, men hendes andre kvaliteter gennem 2012 opvejer rigeligt den mindre umiddelbare synlighed. Ikke mindst gennem sine ledere i Weekendavisen, fortsætter AK med at demonstrere en konsistent og gennemtænkt modstand mod politikeres indgreb i den personlige frihed og underminering af det personlige ansvar. Hendes egen og avisens integritet og troværdighed giver hendes kommentarer ekstra vægt, der adskiller hende fra de fleste andre debattører. Her lefles hverken for politikere eller ’folkestemninger’, men skrives klart og velargumenteret om hvor der er ”something rotten in the state of Denmark”.

Ole Birk Olesen

Der var formentlig en del, som var spændte på, hvad der ville ske når Ole Birk Olesen blev valgt ind i Folketinget. Ville det gå som set så ofte før, at han blev opslugt af det politiske system, sprang op som en ulv og faldt ned som et lam? Heldigvis er svaret nej. Hans medlemsskab af Folketinget har først og fremmest givet ham en ny platform og øget almenhedens kendskab til OBO, og heldigvis for det. Efter vores mening den ubestridt mest kompetente debattør i dansk politik, som sammen med sin kollega, Joachim B. Olsen, som vi sidste år hædrede med “årets politiske solopræstation“, insisterer på at debatter skal tages på fakta og reel viden, og ikke på føleri, postuleret gode intentioner og selviscenesat godhed. På punditokraterne bryder vi os ikke om mennesker, som forsøger at komme i himlen for andre folks penge. Det kan man hverken beskylde OBO og JBO for at gøre.

Det er jo ingen hemmelighed, at punditokraterne anser CEPOS for at være det bedste der er sket herhjemme i årtier, set med borgerligt-liberale øjne. Andet ville også være mærkeligt, med tanke på listen over skribenter på punditokraterne, siden Peter Kurrild-Klitgaard, startede denne blog i 2005. Det største problem ved PKK er, at han bruges alt for lidt i medierne. Det så vi igen i forbindelse med dette års præsidentvalg, hvor han sammen med Mads Fuglede, var blandt de få, som var i stand til at levere en objektiv information baseret på overblik og reel viden.

Mie Harder

Det bør derfor heller ikke undre, at 4 ud af 10 på listen er ansat i CEPOS. Ud over Martin Ågerup, er det naturligvis Mads Lundby Hansen, som ifølge Børsen blev den mest citerede økonom i 2012 samt Cepos’ chefjurist Jacob Mchangama. Han cementerede i årets løb sin position som Danmarks fremmeste ekspert i menneskerettigheder. Med et klassisk liberalt fokus på retssikkerhed og borgernes beskyttelse mod staten, er Jacob en af de få liberale debattører, der også kan appellere til den oplyste venstrefløj – også selvom nogle af dem slår korsets tegn for sig før de erklærer sig enige med en ’Cepos-mand’. Den juridiske indsigt kommer med en udtalt evne for formidling, der slår stort set alle andre på feltet. Endelig har vi Mie Harder med på listen. Hun starter i januar som ansvarlig for CEPOS Universitet, efter Henrik Gade har forladt CEPOS til fordel for præstegerningen.

Hermed vil vi gerne ønske alle læsere af punditokraterne et rigtigt godt nytår.

Hilsen og på gensyn i 2013

Christian Bjørnskov, Nikolaj Stenberg og Niels Westy Munch-Holbek

Hver tredje dansker mener kontanthjælpen er for høj

Af Niels Westy, den 27. december 2012. 5 svar

Ifølge en spørgeskemaundersøgelse med 5600 respondenter, foretaget af Gallup i juni i år, mener hver tredje vælger, at kontanthjælpen er for høj. For unge mellem 18 og 24 år, er det næsten hver anden, som mener kontanthjælpen skal sættes ned.

2. juledag var hovedhistorien i TV-avisen, at kun 10 procent mente at kontakthjælpen var for høj, ifølge en meningsmåling foretaget af Epinion for Danmarks Radio, mens 53 procent fandt den passende og 25 procent mente at det var for lavt.

En række detaljer er uklare, herunder hvor mange respondenter som indgik i undersøgelsen. Også selve spørgsmålsformuleringen er lidt uklar. Af TV-avisens indslag fremgår det, at man har skulle tage stilling til hvovidt 13.700 i kontanthjælp før skat for en enlig forsørger med børn var passende, for højt eller for lavt.

Der er grund til at tro, at selve formuleringen af spørgsmålet har spillet en stor rolle for fordelingen af svarene, ligesom der formentlig er tale om en “standardundersøgelse” med et relativt lavt antal respondenter med deraf øget usikkerhed. Og der er god grund til at være meget kritisk overfor de konklusioner, som DR mener at kunne drage omkring danskernes holdning til niveauet for overførselsindkomster og kontanthjælp.

I en tilsvarende undersøgelse foretaget i juni måned af gallup med en lidt anden ordlyd er resultatet et ganske andet. her spurgte man 5.600 danskere hvorvidt “kontanthjælpen bør være mindre end 10.380 kroner pr. måned”. Også denne formulering er i lighed med DRs spørgsmål naturligvis problematisk, idet man reelt må gætte sig til hvor meget modtagerne af kontanthjælp har til rådighed.

Hvorom alting er, direkte adspugt mener hver tredje, at en kontanthjælp på 10.380 kroner er for høj, se figur 1.

Figur 1. Holdning til kontanthjælp, alle.

Kilde: Gallup undersøgelse juni mdr. 2012

Ser vi alene på gruppen 18 til 24-årige, er det endda næsten hver anden af de adspurgte, som mener at kontanthjælpen er for høj. Det fremgår også af figur 2, at mens 44 procent melem 18 og 24 år erklære sig enig eller meget enig i at kontanthjælpen bør være mindre end 10.380 kroner om måneden, er kun 34 procent uenige eller meget uenige i dette udsagn.

Figur 2. Holdning til kontanthjælp, 18-24 årige.

Kilde Gallup juni mdr. 2012

Hvis man anlægger samme stil som Danmarks Radio går i forbindelse med historien om at kun 10 procent synes at kontanthjælpen er for høj. Kunne en overskrift derfor lyde:

“Unge mener at kontanthjælpen skal ned”

Som bemærket er både Danmarks Radio og Gallups spørgsmålformuleringer problematiske. Inge naf dem siger noget om, hvor meget kontanthjælpsmodtagerne rent faktisk har til rådighed. Den manglende information er givetvis en del af forklaringen på at ca. hver fjerde af de adspurgte erklære sig hverken enig eller uenig i udsagnet.

For at komme nærmere på hvad befolkningen mener, vil det formentlig være en god ide at operere med faktisk rådighedsbeløb for forskellige familieformer.

Om ulighed, velstand og en stadig mere pinlig og utroværdig udviklingsminister

Af Niels Westy, den 10. december 2012. 7 svar

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have – The Economist leder den 13.10.2012 om årsagerne til den stigende ulighed og manglende sociale mobilitet i USA.

Update: læs også Joachm B. Olsens “Et frit marked skaber dynamik og vækst” i Berlingske

Torsdags den 6. december bragte Berlingske Tidende en på alle måder pinlig kronik af udviklingsminister Christian Friis Bach. Under overskriften “lighed skaber dynamik” forsøger han at overbevise læseren om at økonomisk lighed er et gode i sig selv. Det skal han naturligvis have lov til at mene, selv om der ikke eksisterer noget økonomisk-videnskabeligt grundlag for denne forestilling. Men at ministeren gør det med en argumentation baseret på manipulation og usandheder – man fristes til at sige – løgnagtigt, er til gengæld helt uacceptabelt. At han samtidig lægger vægt på at han har undervist i økonomi, føjer blot spot til skade. Det bedste man kan sige om hans nuværende job som minister er måske derfor, at sagesløse studerende hermed ikke skal udsættes for hans undervisning.

Baggrunden for ministerens kronik er et temanummer fra The Economist, som udkom i oktober måned, omhandlende uligheder i den globale økonomi. Og lad os med det samme slå fast – den globale ulighed er faldende og har været det siden slutningen af 1970erne. Verdens befolkning bliver således ikke kun mere og mere velstående, men også mere lige – hvilket naturligvis ikke bør overraske nogen.

Den øgede globale lighed dækker dog over, at uligheden i en lang række nationer er steget i samme periode. En markant undtagelse er klodens “mest ulige” kontinent Latinamerika – se også nedenstående figur.

I sin kronik påstår Christian Friis Bach (CFB), at lighed per se skaber mere dynamik og vækst . En påstand, som han modsat det indtryk han prøver at skabe hos læseren, ikke har opbakning til hos hverken The Economist eller flertallet af økonomer. Hermed står tilbage – med mindre CFB ikke kan læse engelsk – at han enten ikke har læst det pågældende temanummer eller ganske enkelt løber an på at Berlingskes læsere ikke har det.

Udviklingsministerens overordnede påstand er, at

øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Ud over at det er lodret forkert(løgn), når CFB skriver, at

Venstres socialminister Eva Kjær Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark.

så er det heller ikke korrekt, når CFB tager The Economist til indtægt for sit synspunkt. Tværtimod understreger Economist i deres leder (13.10.2012) med en reference til politiske tiltag og reformer i USA og England i begyndelsen af det 20. århundrede, at:

Modern politics needs to undergo a similar reinvention—to come up with ways of mitigating inequality without hurting economic growth.

Det er meget langt fra CFBs udlægning, og postulatet om at mindre ulighed – også i Danmark – vil skabe mere dynamik og økonomisk vækst står helt for ministerens egen regning. Der er ingen videnskabeligt grundlag for udsagnet, og det er i direkte modstrid med de konklusioner The Economist drager. Læs resten →

Hvorfor velstand?

Af Niels Westy, den 30. november 2012. 4 svar

“Det er helt afgørende at de enorme rigdomme, som Afrika har, kommer afrikanerne til gode. Ellers får vi aldrig bugt med fattigdommen – udviklingsminister” – Christian Friis Bach (til DR 2012)

For øjeblikket viser DR en række udsendelser under den fælles overskrift “hvorfor fattigdom?” som led i en international kampagne, som løber af stablen i denne uge i over 70 lande. I den forbindelse viste DR 1 tidligere på ugen, Christoffer Guldbrandsens, “Tyveriet af Afrika”. På Dr hjemmesider kan man i den forbindelse også finde en tema-hjemmeside, rettet specifikt mod gymnasieelever, som bl.a. tager udgangspunkt i denne film. Og det er noget skidt.

Hvad er værdien af naturresourcer?

Filmen minder til forveksling om dusinvis af andre dokumentarfilm, som gennem årtier har fortalt samme historie om onde hvide mænd og multinationale selskabers udnyttelse og tyveri af Afrikas rigdom. Underforstået – den lokale befolkning er fattig, fordi vesten stjæler deres rigdomme. Men hvor meget er guld, kobber, olie osv. egentlig værd, så længe de ligger i jorden? Ingenting naturligvis.

Argument med, at den vestlige verden stjæler fattige landes rigdomme er en klassiker, som gennem årene har optrådt i mange udgaver. Ja, der behøver ikke engang at være tale om fattige lande. Osama Bin Laden har således brugt samme argument om Saudi Arabiens olie (i sit brev “til den amerikanske befolkning” udsendt for år tilbage).

Ideen er åbenbart, at hvis bare de multinationale selskaber betalte mere i skat, så….. Argumentet kender vi også herhjemmefra – hvor det er et yndet tema for bl.a. Frank Åen og Enhedslisten. Og så sent som under CPH Dox festivalen for nylig, vistes den amerikanske dokumentarfilm,”We’re Not Broke“, baseret på, at hvis bare selskaberne betalte deres skat, så……

I forbindelse med premieren på “Tyveriet af Afrika”, er Guldbransen på DRs hjemmesider citeret for, at;

“Det overraskede mig meget, at de multinationale selskaber trækker ca. 10 gange så mange penge ud af Afrika, som kontinentet får i bistand. Det er et ret skræmmende perspektiv.”

Man kan næsten se kasserne med kontanter, som læses på fly og flyves ud af Afrika, men der er bare det problem, at der er tale om en beregnet værdi af penge som i vid udstrækning, aldrig har været i Afrika.

Det skal dog retfærdigvis siges, at Guldbrandsen andetsteds i teksten understreger at hans dokumentar primært handler om skattesnyd:

Man skal holde fast i, at de her multinationale selskaber og deres investeringer i Afrika jo skaber vækst. De skaber arbejdspladser, og de har en række positive sideeffekter. Det jeg har forholdt mig til er, når de ikke overholder spillereglerne. Det er ikke en moralsk historie, det er en faktuel historie, der forholder sig til, at de tilsyneladende har snydt i skat

Hvorvidt Glencore snyder i skat eller ej, om den Zambianske stat kunne få en større indtægt i forbindelse med udvinding og eksport af kobber, eller om der har været uregelmæssigheder i forbindelse med købet af miner i Zambia (korruption), skal jeg lade være usagt.

Problemet opstår når man sætter lighedstegn mellem mistanke om uretmæssig skatteundragelse, kapitalflugt og fattigdom, eller som vores udviklingsminister, Christian Friis Bach citeres for, at :

Det er en vigtig film på et vigtigt tidspunkt. Det er helt afgørende at de enorme rigdomme, som Afrika har, kommer afrikanerne til gode. Ellers får vi aldrig bugt med fattigdommen.

Så er er der tale om en påstand uden bund i hverken historisk erfaring, økonomisk teori eller empiri.

Blot for at demonstrere problemstillingen. Zambias BNP per indbygger er ca. på niveau med Taiwans i midten af 1950erne og Syd Korea’s i slutningen af 1960erne. Man kunne således på daværende tidspunkt have udtalt, at:

Det er helt afgørende at de enorme rigdomme, som Taiwan og Sydkorea har, kommer taiwaneserne og sydkoreanerne til gode. Ellers får vi aldrig bugt med fattigdommen.

Problemet er selvfølgelig at ingen af de to lande havde eller har enorme (natur)rigdomme, men alligevel kom man fattigdommen til livs. For Taiwans vedkommende i en sådan grad, at deres købekraftskorrigerede BNP per indbygger i dag er højere end det danske.

Vejen til velstand går gennem reformer og hårdt arbejde.

I virkeligheden er det retoriske spørgsmål “Hvorfor fattigdom?” ganske intetsigende. Det interessante spørgsmål man bør stille sig er selvfølgelig “hvorfor velstand?”

Kilde: Imagine There’s No Country: Poverty, Inequality, and Growth in the Era of Globalization af Surjit Bhalla

For 200 år siden levede over 80 procent af jordens befolkning i absolut fattigdom. I dag er det under 15 procent. For 200 år siden var børnearbejde normen, i dag er det undtagelsen. I stedet for den uendelige letkøbte vulgærmarxistiske kværnen om verdens uretfærdighed, som primært er drevet af narcissistisk mental dovenskab, var det måske mere interessant at beskæftige sig med hvorledes dette velstandsmirakel kunne ske. Deri ligger nemlig svaret på hvordan vi kommer den sidste rest af fattigdom til livs.

Udemærkede eksempler er før nævnte Taiwan og Sydkorea. Begge lande fik tidligt ulandsbistand. Men det er værd at understrege, at den høje økonomiske vækst, som sikrede deres kraftige velstandsfremgang, først kom efter gennemførelse af markedsreformer. Bistandshjælp havde kun marginal effekt.

PPP BNP per indbygger, kilde: Penn World Tables

Som det fremgår af ovenstående graf, fulgtes Zambia og Sydkorea af indtil slutningen af 1960erne. Mens Zambia derefter oplevede reel tilbagegang – BNP per indbygger er først nu på niveau med forholdene i slutningen af 1960erne, er Sydkorea som bekendt gået fra et fattigt land til at være en betydelig og avanceret økonomi. Og det skulle jo ifølge vores udviklingsminister slet ikke kunne lade sig gøre.

Spørgsmålet for Zambia er hverken hvorvidt multinationale selskaber (eller andre) snyder i skat. Spørgsmålet er hvilke interne forhold som forhindrer at de gennemløber samme udvikling som de lande, som har taget springet fra fattig til velstående nationer. Den erkendelse kommer ikke gennem at pege fingre af andre, men ved at studere de lande, som er lykkedes. Måske også snart på tide at vi erkendte det i vores del af verden.

Sidebemærkning: For de som har interesse i at vide mere om hvorfor nogle lande lykkes og andre ikke, kan jeg på det kraftigste anbefale “Why Nations Fail” af Daron Acemoglu & James Robinson. Den kan forøvrigt købes som e-bog for den sølle sum af USD. 13.99 på amazon.com.

Hennes & Mauritz bør hyldes for deres bidrag til kampen mod fattigdom, ikke dæmoniseres.

Af Niels Westy, den 4. november 2012. 23 svar

Så skete det igen. På baggrund af en mere end tvivlsom TV-udsendelse, denne gang fra svensk Tv4, bliver et stort og succesrigt multinationalt foretagne sat i den offentlige gabestok.

I dette tilfælde var det Hennes & Mauritz tur til at få ørerne i maskinen i form af “dokumentaren”, Drömmen om levnadslön, fra svensk TV4 (programmet kan ses gratis frem til den 28. november).

Programmet handler om forholdende for de ansatte hos underleverandører til Hennes & Mauritz i Cambodia. Og det grundlæggende postulat er at løn- og arbejdsvilkår nærmer sig “slavelignende” forhold. Bl.a. anskueliggjort via interviews med et par af de (kvindelige) ansatte, hvor de pågældende fortæller om deres lidet attråværdige liv, set med nordiske øjne. Et liv som næppe lettes af, at de tilsyneladende er enlige mødre.

Det oplyses i udsendelsen at arbejderne tjener 3 svenske kroner i timen (ca. 0,45 USD. eller 2,6 danske kroner dags dato), mens en repræsentant for Fairtrade uimodsagt oplyser, at en “living wage” (en løn man kan leve af) som minimum er 3 gange så høj, dvs. 9 svenske. kroner i timen, eller ca. 1,35 USD. Det svarer til “Asia Floor Wage” krav om en firedobling af minimumslønnen for tekstil- og beklædningsindustrien. Det ville gøre syersker til nogle af de absolut bedst lønnede i Cambodia. Se også en oversigt over lønninger i Cambodia her. Lønningerne ligger allerede væsentligt over Cambodias medianløn.

Jeg skal understrege, at oplysningerne om lønningerne i udsendelsen er indbyrdes modstridende. Et sted angiver man timelønnen til 3 svenske kroner, mens man et andet sted i udsendelsen siger, at månedslønnen svarer til 66 USD. (den lokale fattigdomgrænse er 47 USD.). Med en timeløn på 0,45 USD tjener en syerske ca. 90 USD., altså væsentlig mere end 66 USD. Syerskernes løn (med en timeløn på 0,45 USD. svarer faktisk til gennemsnitslønnen for undervisere ( inkluderer alle typer af undervisere, fra folkeskole til universitet).

Selv med korrigering af forskellen i købekraft mellem danmark og Cambodia, som konservativt sat svarer til en faktor 4, er der naturligvis tale om et meget lavt lønniveau efter europæiske og danske forhold.

Nominelt BNP per capita er ca. 1/74 af det danske, mens købekraftkorrigeret BNP er ca. 1/18 (Penn World Tables 7.1). Der er med andre ord tale om et af verdens fattigste lande, med en levestandard på niveau med med Cameroun, Yemen og Mauretanien.

Nok er andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom (under 1,25 faste USD. per dag) faldet fra ca. halvdelen i 1990erne til i dag under 30 procent, mens levealder, børnedødelighed osv. er forbedret. Men især på landet er fattigdommen stor og lønningerne lave (langt under den løn som syersker opnår) . 57 procent af arbejdskraften er beskæftiget indenfor landbrug, som står for 30 procent af BNP.

De 15 procent som er beskæftiget i den sekundære sektor står derimod for ca. 40 procent af det samlede BNP. Her har tekstil- og beklædningsindustriens vækst siden årtusindeskiftet været af enorm betydning. Beskæftigelsen er fordoblet mens eksporten er 4-doblet. I 2011 udgjorde den ca 75 procent af Cambodias samlede eksport.

En erhvervsvenlig politik, lave skatter og en rimelig beskyttelse af udenlandske investorer har medvirket til en betydelig økonomisk vækst de seneste 10-12 år, hvilket også fremgår af nedenstående figur.

BNP per capita er mere end fordoblet siden årtusindeskiftet (ovenstående tal er fra Penn Word tables, som stopper i 2010). Økonomien voksede sidste år med ca. 6 procent.

Det seneste årtis succes havde ikke været mulig, hvis ikke selskaber som H&M, Nike med flere havde set mulighederne i at investere i Cambodia.

H&M svarer igen

Udsendelsen fra Kalla Fakta er, som det normalt ses i den slags udsendelser, alene baseret på kilder fra fagforeninger og NGO’ere, som har to ting til fælles: 1- en komplet mangel på forståelse for hvorledes man skaber varig velstand og vækst, 2 – hvilket følger af punkt 1. en grundlæggende anti-markeds tilgang.

Ganske interessant har H&M valgt at reagere på Kalla Faktas udsendelse ved at lægge et uredigeret klip ud på deres hjemmesider fra en pressekonference, som indgår centralt i udsendelsen. Når man ser den, får man et noget andet indtryk af H&M end udsendelsen efterlader.

På sin vis kan man kun beklage, at store multinationale virksomheder skal bruge tid og ressourcer på CSR og åbenbart anser det som en fornuftig strategi at arbejde for generelle lønstigninger i den 3. verden. Som økonom ved man jo, at det i sidste ende vil være et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Med andre ord vil lønninger og levestandard stige i takt med den økonomiske udvikling.

Lytter man efter hvad der siges i klippet, tyder noget heldigvis også på, at det er H&M også godt klar over det. Til gengæld er det åbenbart, at journalisten ikke fatter en disse. Det er vist (desværre) mere reglen end undtagelsen, også herhjemme, for de involverede i den type kampagnejournalistik, som Kalla fakta’s program om forholdene i Cambodia reelt kan reduceres til. Det har meget lidt med lødig dokumentarfilm at gøre.

Johan Norberg om IMF og behovet for reformer i Europas kriseøkonomier.

Af Niels Westy, den 21. oktober 2012. Skriv et svar

Johan Norberg har et ganske interessant indlæg i Svenska Dagbladet om IMF og deres seneste udmeldinger om offentlige besparelser vs. skatteforhøjelser.

Under overskriften, Krugman ropade hej alltför tidigt, tager Norberg udgangspunkt i at Fiansiel Times journalisten, Chris Giles, har tilbagevist IMFs påstand om at offentlige sparetiltag har haft større negativ effekt på den økonomiske vækst end først antaget.

Cris Giles har påvist, at den tilsyneladende sammenhæng mellem nedskæringer og krise, som IMF mener at kunne påvise, alene er styret af data fra Grækenland og Tyskland. Fjerner man disse to lande, bryder argumentet sammen.

Eller som Norberg skriver:

När Giles tog bort extremerna Grekland och Tyskland försvann det säkerställda sambandet, liksom när han inkluderade Nya Zeeland (som exkluderats). När Giles kontrollerade för ländernas bytesbalans före krisen försvann det robusta resultatet, liksom när han tittade på 2012 års budgetar i stället för 2011 års.

Det helt specielle i Grækenlands tilfælde er ifølge Norberg, at

länder som Grekland saknar ett dynamiskt näringsliv som kan träda in när staten skär ned. Då kan åtstramningar leda till fritt fall. Där är det viktigare att genomföra strukturreformer, som att avreglera arbetsmarknaden och öka konkurrensen, samtidigt som nedskärningarna sprids ut över flera år.

Når det ikke går som præsten prædiker – klimadebatten og (mulig) manglende global opvarmning

Af Niels Westy, den 20. oktober 2012. Skriv et svar

Jeg er ikke klimaforsker og har ingen forudsætninger for at afgøre hvilke forhold, menneskeskabte eller ikke menneskeskabte, der er de primære “drivere” i de globale klimaforandringer.

Men – ikke mindst – som økonom erkender jeg, at jeg altid er mere end almindeligt kritisk, når hypoteser og computersimulationer fremføres som “beviser”. Mistroen bliver ikke mindre af at man tillader sig selv at overdrive og fordreje fakta i den “grønne” sags tjeneste. eksempler på sidstnævnte er bl.a. Al Gore, Connie Hedegaard og Cathrine Richardson.

I den udstrækning at de forskere som er fortalere for, at klimaforandringerne primært drives af menneskelig adfærd er klar over det, må man klantre dem for at gå ualmindeligt stille med dørene.

Det er mere end blot problematisk, når f.eks. Katrine Richardson, hvilket jeg selv har oplevet, erkender at Al Gores film om verdens klima overdriver effekterne og indeholder en del vilde påstande, men finder at det er helt i orden, fordi det sker i en “god sags tjeneste”.

Det bliver naturligvis ikke bedre, når man i et forsvar for gennemførelse af en ekstremt omkostningsfuld (og i realiteten virkningsløs) omstilling til CO2-neutral energipolitik opererer med helt absurde forudsætninger om den fremtidige udvikling i energipriserne.

Når man samtidig oplever, at seriøse videnskabsfolk, som beskæftiger siger med emnet har problemer med at skaffe penge til deres forskning og er blevet chikaneret i årevis (f.eks. Henrik Svensmark), så dæmper det ikke just mistroen til de herskende holdninger på “klimabjerget”.

Og så er der selvfølgelig hele miseren om Bjørn Lomborg. Man må til stadighed undre sig over den behandling han får. Siden “Verdens sande tilstand” har han konsekvent taget udgangspunkt i FNs klimarapporter. Hans brøde er primært at han ønsker en rationel og økonomisk fornuftig tilgang til problemet.

Det kan vi naturligvis ikke have. Dertil er der alt for store politiske (og privatøkonomiske) gevinster ved den førte energi- og klimapolitik. Se også her og her.

Desuagtet at jeg ikke postulere at have overblik over en så kompleks størrelse som det globale klima, så kan jeg dog nok finde ud af at aflæse temperaturudviklingen, som det fremgår af nedenstående graf. Målt på overfladetemperatur skal man være end almindelig begavet, hvis man kan konkludere, at der er en tendens til global opvarmning de seneste 10 til 15 år. Det betyder naturligvis ikke, at man kan udelukke hypotesen om, at klimaforandringerne primært er drevet af vores udledning af drivhusgasser, men det svækker unægtelig denne hypotese en del.

Man kan naturligvis med rette pege på hvor følsomme sådanne betragtninger er. Valg af start og slut dato kan være helt afgørende. og man kan anføre at perioden stadig er for kort. Problemet for de eksisterende modeller er blot, at de i lighed med opvarmningen i perioden 1910 til 1940 og den efterfølgende stagnation frem til 1970’erne, i varierende grad har problemer med at forklare den manglende opvarmning. Og jo længere tid som går uden målbare temperaturstigninger, jo svagere står hypotesen om at klimaforandringerne primært er drevet af vores udledning af drivhusgasser.

Det fik The Mail til at skrive en artikel under overskriften “Glo bal Warming stopped 16 years ago” hvorefter The Guardian to dage senere under overskriften “Why the Mail on sunday was wrong to claim global warming has stopped” søgte at imødegå Mails måske noget bombastiske overskrift og artikel. Lige som Phil Jones, direktør for Climatic Research Unit ved University of East Anglia, afviser Guardian Mails påstand, og siger, at 15 eller 16 år er for kort en periode, til at man kan konkludere noget.

Artiklen i Guardian går dog et skridt videre og fastholder reelt, at der har fundet en fortsat opvarmning sted. Artiklens sprogbrug er forøvrigt også et godt eksempel på tonen i klimadebatten. Hvis man ikke er enig er man enten dum, ond eller begge dele.

Alt det som vi ikke ved

Judith Curry fra Georgia Tech University, der i Mails artikel er citeret for at de computermodeller, som ligger til grund for klimaberegningerne som “deeply flawed” (En udtalelse, hun har benægtet), har lavet en listning af pro og cons i forhold til hvorvidt klimaforandringerne er menneskedrevne. Under overskriften, “Waving the Italien Flag“, hvor den grønne farve repræsenterer “bevismateriale” for menneskeskabt global opvarmning og den råde farve repræsenterer “bevismateiale” mod menneskeskabt global opvarmning. Ifølge Judith Curry er det afgørende reelt alt det vi ikke ved (den hvide del af det italienske flag).

På baggrund af eksisterende beviser kommer Curry frem til, at

The white part of the flag is frankly pretty dominant here, with the net impact of these uncertainties acting against the green evidence.

Og konkluderer videre, at

Interpretation of climate model simulations has emphasized the existence of plateaus or hiatus in the warming for time scales of up to 15-17 years; longer periods have not been previously anticipated, and the IPCC AR4 clearly expected a warming of 0.2C per decade for the early part of the 21st century.

Given that we are in the cool phase of the PDO* and a strong El Nino is unlikely for the next decade, the plateau may continue for at least another decade. Latif has made this argument, whereas most other ‘establishment’ scientists seem either puzzled by the pause or don’t expect it to continue beyond the expected 15-17 year period.

And if the PDO and solar factors are sufficient in strength to counter the anthropogenic warming, then we need to ask the question as to how much of the warming in the 1980′s and 1990′s were ‘juiced’ by the warm PDO and transition from cool to warm AMO, plus a solar max.

With the IPCC focus on anthropogenic forcing, these other issues have received insufficient scrutiny. The main ‘war’ with skeptics is over detection and attribution. The skeptics have raised some valid issues (notably the PDO/AMO and solar); I hope that the ‘pause’ will stimulate some systematic reconsideration of attribution arguments.

Måske var det på tide at der blev etableret et reelt uafhængigt institut for klimastudier? Noget kunne tyde på det.

*for forklaring på PDO og AMO, se her

Gæsteindlæg: Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

Af Niels Westy, den 26. september 2012. Skriv et svar

Nedenfor bringer vi et gæsteinlæg af Ole Brinkman Pedersen, cand.mag. i historie og matematik/datalogi. Ole Brinkmann har sponseret Cepos danske genudgivelse af “Det frie valg“, i anledning af 100 året for Friedmans fødsel.

Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

En opfordring til at videreføre Milton Friedmans kamp for en mindre stat og mere frihed.

Milton Friedman (1912-2006) var én af alle tiders største økonomer, både som videnskabsmand og liberal debattør. Alan Greenspan, som jo heller ikke selv er en helt ubetydelig økonom, går skridtet videre og udnævner Friedman til at være en af de få personer i historien, som har ændret civilisationens gang. Friedmans bidrag til økonomisk videnskab er umulig at fange i få ord, men Robert L. Hetzels beskrivelse er et godt bud:

Milton Friedman arbejdede ihærdigt fra begyndelsen af sin karriere med to hypoteser, som isolerede ham for de toneangivende økonomer. Hypotese nr. 1: centralbanker er ansvarlige for inflation og deflation. Hypotese nr. 2: Markedet fordeler resurser effektivt og opretholder makroøkonomisk ligevægt. (Robert L. Hetzel: The Contributions of Milton Friedman to Economics, Economic Quarterly, 2007).

Frontalangreb på Keynes-økonomerne

Med disse to hypoteser gik Friedman til frontalangreb på de toneangivende økonomer efter anden verdenskrig, keynesianerne, som ikke mente, at markedet var selvregulerende. Efter den store depression var der bred enighed blandt økonomer om, at de store virksomheder og fagforeningerne havde sat prissystemet ud af kraft. Det nødvendiggjorde statslig regulering og stimulering af økonomien for at sikre vækst og arbejdspladser samt for at undgå recessioner og depressioner. De fleste økonomer og politologer hyldede derfor en blandingsøkonomi med en stor og stærk stat eller endog demokratisk socialisme. Bag denne holdning lå (og ligger måske stadig?) en forfængelig skepsis over for Friedmans hypoteser, der desavouerede de intellektuelle økonomers omhyggelig planlægning og regulering, og postulerede, at markedets spontane orden skabte bedre resultater. Det var i hvert fald en forklaring, som Friedman selv antydede, og han langede af den grund ofte ud efter de intellektuelle. ’Alle vegne anser intellektuelle det for givet, at kapitalisme med fri foretagsomhed og et frit marked er redskaber for udbytning af masserne, mens central økonomisk planlægning er fremtidens form, der vil bringe deres lande ind på vejen mod hurtig økonomisk fremgang. Kendsgerningerne selv er ganske anderledes’. (Milton og Rose Friedman: Det frie Valg, Cepos 2012, Genoptryk af Gads forlags udgave fra 1981, s. 67).

Om Niels Westy

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Top 10

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Milton Friedman – en liberal debattør, som er værd at efterligne

En opfordring til at videreføre Milton Friedmans kamp for en mindre stat og mere frihed.

Frontalangreb på Keynes-økonomerne

Del, print, email: