Det er efterhånden blevet en tradition her på Punditokraterne, at vi hvert år ved denne tid hædrer personer, som vi mener har gjort en særlig indsats for at fremme en borgerlig-liberal dagsorden i det forgangne år. I år skal selvfølgelig ikke være nogen overraskelse.
Denne gang har vi valgt at fremhæve 3 personer – og ja, den ene bidrager selv til løjerne her på Punditokraterne.
Otto Brøns-Petersen
Otto Brøns-Petersen har siden han tiltrådte stillingen som analysechef hos Cepos, fået en fremtrædende rolle i den danske debat.
I det forgangne år var det da også Otto, som skrev vores mest læste indslag, nemlig “The Danish Model – Don’t try his at home”, som reaktion på at Danmark pludseligt blev en del af den amerikanske valgkamp. Posten er indtil nu blevet læst over 7.000 gange og cirkulerer i den amerikanske online-debat.
Alene eller sammen med Karl Iver Dahl-Madsen stod Otto også for en række væsentlige indlæg i den fortsatte energi- og klimadebat, hvor han på fornemmeste vis repræsenterede en pragmatisk og rationel tilgang til klimadagsorden. Hør f. eks. Otto i to debatter med videnschef Torben Chrintz fra Concito hos Cordua & Steno på Radio24syv den 5. marts og 17. december. Otto bidrog også i december på Cepos Vækstkonference til den politiske debat ved at vise – omhyggeligt dokumenteret – hvor store forskellene på omkostningerne ved at sænke udledningerne gennem forskellige typer afgifter og tiltag.
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=fYnF6nnZIzg[/youtube]
Læg hertil en lang række artikler, analyser og kronikker i årets løb.
Henriette Kinnunen
Et af de første initiativer efter regeringsskiftet var en retssikkerhedspakke på skatteområdet. Æren tilfalder ikke mindst den utrættelige indsats af CEPOS’ chefjurist Henriette Kinnunen, der i årevis – både i medierne og bag kulisserne – har sat skarpt fokus på netop dette område. Og skatteministeren har annonceret, at der kommer en pakke mere i løbet af 2016.
Henrette Kinnunen overtog for godt et år siden jobbet som chefjurist efter ex-punditokraten Jacob Mahangama, som har stiftet tænketanken Justitia. Med en så massiv statsmagt som den danske er der god brug for liberale jurister til at kæmpe retssikkerheden og grundlæggende frihedsrettigheder. Der kan f.eks. vanskeligt opkræves så mange penge i skat, uden at retssikkerheden kommer under tryk. I 2015 besluttede regeringen således at “løse” en af talrige skandaler i SKAT – denne her den kaosramte inddrivelse – ved simpelt hen at forlænge forældelsesfristen, når staten er kreditor. Samme regering besluttede sig for at gennemføre hastelovgivning alene af praktiske hensyn til politikernes finanslovsforhandlinger, og i den forbindelse blev de sædvanlige frister for Folketingsbehandlingen tilsidesat. Heldigvis fik begge dele hård, berettiget kritik med på vejen fra chefjuristen, som demonstrerede, at fingrene ikke bliver lagt imellem, når retssikkerheden kompromitteres – uanset regeringens farve.”
Lars Christensen
Lars Christensen har i flere år været den uden sammenligning mest indflydelsesrige danske blogger. Hans blog the Market Monetarist læses over det meste af verden.
Lars er i dag fast leverandør til hjemlige aviser som Børsen og Berlingske Tidende, bruges og citeres ofte i Financial Times, The Telegraph, Bloomberg, Reuters, Dow Jones Newswire med flere og er en højt skattet international rådgiver og foredragsholder.
Lars bl.a. kan ses udfolde sig her i et arrangement i midt-oktober på Columbia University om euro-krisen. Han er heller ikke bange for at udtale sig om kontroversielle emner, inklusive hvorfor Kina ikke bliver et af verdens rigeste land; hele hans liste over arrangementer i første kvartal 2016 kan ses her.
I den hjemlige andedam har Lars markeret sig med klare analyser af det græske problem, peget på helt fundamentale problemer med den euro, som de fleste danske politikere er gejle for at komme med i, understreget problemerne med at kalde BRIKS-gruppen for vækstøkonomier, og endda rykket ved den hellige gral i dansk udviklingspolitik: Bistanden. Det hele gøres på meget solidt, men også fornemt formidlet, analytisk grund.
Lars er også på rekordfart blevet en væsentlig stemme i den hjemlige debat om reformering af den førte narkotikapolitik. Et emne som faste læsere af denne blog ved ligger os meget på sinde.
Lars indsats efter han “sprang ud” som uafhængig international rådgiver er på alle måder imponerende og det bliver spændende fortsat at følge hans virke fremover.