Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2024. 4 svar
Den sidste tid har flere danske politikere, ikke mindst Pia Olsen Dyhr (SF) på Instagram, touret med en påstand om, at det kun er i Danmark, at forældre er mindre lykkelige end folk uden børn. De Konservatives Isabella Arendt har fremturet med lignende idéer, og i en grad så en af mine nære venner ringede forleden og konfronterede mig med den. Så lad os se på den, så vi kan afvise påstanden.
Det vi konkret har gjort er at sammenligne den gennemsnitlige tilfredshed med livet i to store grupper mennesker i ni nordeuropæiske lande, der alle er dækket af the European Social Survey. For sammenlignelighedens skyld ser vi kun på borgere, der bor sammen med en partner – dvs. singler, fraskilte, enker og enkemænd, der alle ofte er mindre lykkelige af andre grund, er ikke med i sammenligningen. Vi har derefter brugt information i datasættet til at kode, om de har hjemmeboende børn eller ej. Fordi der er ganske store forskelle på, hvor tilfredse hele samfund er, har vi i figuren nedenfor beregnet forskellen i tilfredshed mellem dem med hjemmeboende børn og dem uden. Forskellen er angivet i procent af en standardafvigelse for det pågældende land, dvs. i forhold til den almindelige ‘forskellighed’ i folks tilfredshed.
Og som man kan se, er der kun ét af landene, hvor dem med børn faktisk er mere tilfredse: Island. Det er også den mindste forskel, vi ser. Derudover burde det være ekstremt klart, at Danmark faktisk ligger lidt midt i feltet i Nordeuropa: Danskere med hjemmeboende børn er i gennemsnit 7,5 % af en standardafvigelse mindre tilfredse end dem uden børn. Helt modsat Olsen Dyhrs påstand er forskellene faktisk større i Sverige (10,5 %) og Norge (13,8 %), mens de er mindre i Finland (5,3 %) og det noget mere konservative Tyskland (4,6 %).
Pointen med posten idag er meget simpel den at ‘debunke’ en politisk påstand. Politikere – ikke kun de danske – påstår med meget jævne mellemrum ting, der simpelthen ikke er faktuelt korrekte. Det kan ikke undgås, at der en gang imellem snige sig lidt sjusk ind i deres arbejde, men det er meget sjældent, at de undskylder eller retter deres fejl. Det er derfor op til os, og dagens eksempel er et af tusinder på, hvorfor man ikke bør stole på, hvad politikere siger.
Af Christian Bjørnskov, den 23. september 2024. Skriv et svar
For en uge siden døde Perus tidligere præsident Alberto Fujimori, 86 år gammel. Der er ingen tvivl om, at han prægede sit land på flere måder, men ikke alle var lige positive. Fujimori er dermed et meget klart eksempel på, hvordan man kan komme i alvorligt stormvejr, når man skriver nekrologer eller i andre fora vurderer politikeres gerning.
Lad os tage det positive først. Alberto Ken’ya Fujimori blev født til japanske forældre i Lima i 1938. Han studerede til landbrugsingeniør ved Universidad Nacional Agraria La Molina, hvor han var en stjernestuderende, der fortsatte til fysiskstudiet på universitetet i Strasbourg, og fik et Ford scholarship til University of Wisconsin, hvor han tog en Master’s i matematik. Hjemme i Peru blev han rektor for Universidad Nacional Agraria, og vært for at politisk tv-show.
Fujimori stillede op til præsidentvalget i 1990 og vandt til de flestes overraskelse over forfatteren Mario Vargas Llosa. Hans første præsidentperiode skulle blive hans stjernestund, da hann kort efter valget begyndte at implementere en lang række liberaliserende reformer. Da Fujimori overtog præsidentembedet, var inflationen toppet på 7000 procent og økonomien var i frit fald. Men som figuren nedenfor klart viser, rettede de gennemgribende reformer – som hans modstandere forarget kaldte ‘neoliberale’ – op på økonomien og satte Peru på en vækststi, der var parallel med nabolandet Chiles. Fra en absolut bund under recessionen omkring 1990, hvor Perus levestandard var halvdelen af Sydamerikas gennemsnit, er Peru i de seneste år vokset til at have praktisk taget samme levestandard som resten af kontintet. Og væksten ser ud til at fortsætte, mens fattigdommen falder stærkt. Peru er idag en vækstøkonomi med relativt åbne markeder, en begrænset stat, og social stabilitet da Fujimori også stod for at nedkæmpe de marxistiske terrororganisationer Tupac Amaru og den Lysende Sti.
Men der er en anden side af Fujimoris arv! I foråret 1992 udførte han et såkaldt autogolpe ved at opløse han Kongressen, udskrive valg til en forfatningskongres, og indføre en ny forfatning året efter. Fujimori forblev populær, selvom han de facto var civil diktator og historier om korruption og magtmisbrug dukkede op i de medier, han forsøgte at kontrollere. Det hele kulminerede i april-maj 2000 ved præsidentvalget, som Fujimori stillede op til, på trods af at hans egen forfatning forbød en tredje valgperiode. Hans reaktion på kritik fra Højesteret var at fyre dommerne. Men efter valget dukkede der optagelser op Fujimoris sikkerhedschef Vladimiro Montesinos, der bestak oppositionspolitikeren Albert Kouri til at skifte parti. Herefter væltede skeletterne ud af skabet, inklusive Fujimoris kontakt til de paramilitære dødspatrulje Grupo Colina under Perus efterretningstjeneste, og han flygtede i november til Japan.
Her ligger paradokset: Hvordan vurderer man Alberto Fujimoris arv? Manden startede som en indsigtsfuld politisk kommentator og gennemførte som præsident en række reformer, som Perus borgere stadig har enorm gavn af. Samme mand var korrupt, diktatorisk, og bidrog som de facto diktator til alvorlige brud på menneskerettighederne. Fujimori er derfor ligeså kompleks og svær at vurdere, som Jerry Rawlings i Ghana, Augusto Pinochet i Chile, eller Konstantin Päts i mellemkrigstidens Estland. De passer ikke ind i et simpelt sort-hvidt billede, som journalister ofte foretrækker, eller tidens præference for rene helte.
Af Christian Bjørnskov, den 10. september 2024. 4 svar
Vi har adskillige gange understreget, hvor vigtig produktivitet er her på stedet. For et par uger siden understregede vi, at danskerne slet ikke var blevet rigere de sidste 25 år uden produktivitetsfremskridt. Man kan således godt glemme hele diskussionen om arbejdsudbud og beskæftigelsesfrekvens, hvis man er interesseret i det langt sigt.
Det er derfor bekymrende, at produktivitetsudviklingen så tydeligt er bremset ned de sidste cirka 20 år. Figuren nedenfor viser udviklingen i BNP per indbygger i Danmark siden 1960. Fra 1960 til 1981 steg produktiviteten – målt på værdiskabelse per arbejdstime – med cirka 3,6 % om året. Fra 1982 til 2005, dvs. den store reformperiode i dansk politik, steg produktiviteten lige godt 2 % om året. Men i perioden 1982-2019 faldt produktivitetsvæksten til 1,3 % (1,4 % 1982-2022). Hvad skete der?
Opbremsningen i produktivitet skete i mange vestlige lande i de sidste 20 år, og er ikke specifik for Danmark. Forleden udkom en EU-rapport, der var forsinket flere gange, som konkluderede, at Europa har et massivt konkurrenceevneproblem lige præcis fordi Vesteuropas produktivitet bevæger sig fremad med sneglefart.
Pointen idag er at understrege, hvor vigtigt problemet er. Forestiller man sig, at produktivitetsvæksten var fortsat i samme tempo, som den havde i Danmark 1982-2005, ville hver dansker – ung som gammel – alt andet lige have været omtrent 45.000 kroner rigere i gennemsnit. Det betyder, at en såkaldt standard LO-familie ville have haft en årlig indkomst, der var meget cirka 75.000 kroner højere før skat. Som vi skrev forleden, er produktivitet så meget vigtigere end alt muligt andet på langt sigt, at det er svært at forstå hvorfor danskerne ikke interesserer sig mere for problemet.
Af Christian Bjørnskov, den 3. september 2024. Skriv et svar
Der findes efterhånden en hel litteratur, der konkluderer at lande med en længere historie som etableret stat – steder som Japan, Danmark, og Storbritannien – er rigere fordi de har bedre institutioner. Denne forskning peger på, at jo ældre en stat er, jo bedre er den helt generelt til for eksempel at indkræve skat, håndhæve private kontrakter, og producere offentlige goder som forsvar, infrastruktur og uddannelse. Indsigten er vigtig, fordi den giver en forklaring på, hvorfor steder som Zimbabwe, Papua Ny Guinea, eller Mali fungerer så meget dårligere. Men hvor meget af det skyldes at staten er bedre, og hvor meget er en anden historie? Det giver M. Scott King og Claudia Williamson Kramer et nyt bud på i en artikel, der er på vej ud i Public Choice.
I artiklen med titlen “State antiquity and economic progress: cause or consequence?” peger King og Kramer på et umiddelbart indlysende metodisk problem: Er det statens alder, er påvirker velstanden, eller er der måske en eller flere underliggende faktorer, der både gør lande rigere og hjælper dem med at overleve som nationer?
Det er det argument, King og Kramer fokuserer på: At private løsninger hjalp lande med at blive rigere og velfungerende, og senere indebar at staten og den offentlige sektor også fungerede bedre. I en dansk sammenhæng er der adskillige eksempler på, hvordan private løsninger – enten markedsløsninger eller civilsamfundet – endte med at blive koopteret af staten. Det er for eksempel værd at understrege, at hele dagpengesystemet startede som forsikring mod indkomsttab ved arbejdsløshed, nogle gange kørt af fagbevægelsen, som man individuelt betalte til. Man kan også minde sig selv om, at selv før rytterskolerne og mens undervisningspligten blev fastsat ved lov af Christian VI i 1739, var skolerne drevet af sognet eller fælles som en civilsamfundsopgave, og typisk ikke af staten. Skolekommissionerne førte først opsyn fra 1814.
King og Kramers indsigt er vigtig for at forstå, hvor nogle landes gode institutioner kommer fra, og dermed også hvad man måske kan gøre – om noget – i lande med dårlige institutioner. Den er også en fin påmindelse om, at meget af det, der idag kendetegner de nordiske lande og ligge bag deres succes, ikke startede som statslige løsninger designet af kompetente politikere, men private løsninger på offentlige problemer.
Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2024. 1 svar
I denne uge kom det frem i medierne, at regeringen nægter at offentliggøre Finansministeriets beregninger af det såkaldt ‘frie råderum’. Begrebet dækker over ministeriets beregning af, hvor mange midler der kan bruges på nye politiske initiativer frem mod 2030, uden at der er behov for anden ekstra finansiering. Der er således tale om et absolut centralt begreb i diskussioner om beskatning og de offentlig udgifter, og om i hvilken grad regeringen og Folketinget opfører sig økonomisk ansvarlig og finansielet bæredygtigt. Regeringen kender naturligvis til enhver tid ministeriets bedste bud på det frie råderum, men som flere ordførere fra oppositionen understreger, er det ekstremt skævt og udemokratisk, at de nægtes adgang til så vigtig en information i politiske diskussioner. Oppositionen bliver basalt set tvunget til at fægte med en klap for det ene øje.
Manglen på information er ikke blot et alvorligt demokratisk problem, men også på mange måder et brud på dansk tradition for gennemsigtighed. Traditionen blev grundlagt i 1830erne, da Danmarks første demokratisk valg var sket: Valgene i 1834 til de fire stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe (der dog kun omfattede mænd over 35 med en vis ejendom). På det tidspunkt var statens udgifter og indtægter hemmelige, endda for de danskere, der var blevet valgt til de nye og udelukkende rådgivende forsamlinger. Alligevel begyndte de folkevalgte at presse på for at få konkret information om statens regnskab, og ikke mindst statens gæld.
Stænderforsamlingernes pres og kritik betød, at regeringen offentliggjorde et regnskab over de offentlige udgifter i Kollegialtidende den 30. december 1837 (læs her). Fra 1838 var statens budget offentligt tilgængeligt, så alle – stænderforsamlinger som almindelige borgere – kunne læse, hvad den danske stat brugte penge på og hvordan udgifterne blev finansieret, og kritisere det. De kunne dermed – i princippet – også beregne datidens parallel til det, vi idag kalder det frie råderum.
At regeringen forhindrer oppositionen i at have fuld information om, hvordan den umiddelbare fremtid for dansk økonomi og de statslige finansier ser ud, er med andre ord ikke blot et stort demokratisk problem. Det er måske ikke en overraskelse fra en regering, der ikke ligefrem oser af respekt for demokratisk proces, og hvis statsminister helt åbenlyst var ligeglad i 2020. Det er, som vi peger på her, et brud på en over 180-år gammel dansk demokratisk tradition for transparens og klar information om, hvad staten laver. Det er en skændsel.
Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2024. 5 svar
For 2½ år siden skrev vi her på stedet om programmet til den danske public choice workshop, der lod sig gøre igen efter nedlukningerne. En af præsentationerne i februar 2022 var nyt arbejde om økonomisk vækst under socialisme, udarbejdet af Andreas Bergh (Lund), Luděk Kouba (Mendel) og undertegnede. Papiret er nu endelig ude som working paper ved IFN med titlen “The Growth Consequences of Socialism.”
Andreas, Luděk og jeg ser i papiret på, hvad der skete med 22 udviklings- og mellemindkomstlande de havde perioder med fuld socialismee fra sidst i 1950erne til nu. Det nye i vores arbejde er dermed, at vi ikke er primært interesserede i økonomisk udvikling i Central- og Østeuropa og i det sovjetiske Kaukasus, men i de udviklingslande, der valgte den sovjetiske/cubanske/kinesiske vej. Mange udviklingslandes politikere var stærkt påvirkede af både politiske og akademiske idéer, da deres lande blev uafhængige fra slutningen af 1950erne og frem. Meget vestlig akademisk tænkning var på det tidspunkt domineret af socialistiske og marxistiske idéer, hvilket endda spredte sig til nationaløkonomi, hvor en række topøkonomer vitterligt troede på, at Sovjetunionen voksede meget hurtigere end Vesten.
Eftertiden har vist, at skeptiske stemmer som Warren Nutter og Walt W. Rostow havde ret i, at man ikke skulle tro på officiel statistik fra socialistiske diktaturer. Som joken blandt økonomer blev, var det mærkeligt at Sovjetunionen havde højere vækstrater end Finland i alle år fra 1930erne 1990, men finnerne var tre gange så rige da man kom til 1990. Vi viser i det nye papir, at den udvikling er et generelt træk ved lande, der bliver fuldt socialistiske gennem politik, der nationaliserer produktionsmidlerne.
Grafen nedenfor illustrerer forsigtigt den typiske udvikling i et udviklingsland, der bliver socialistisk. Som den fuldt optrukne linje viser, havde de 22 lande i gennemsnit 95 % af deres nabolandes levestandard året før de fik en socialistisk politik. Efter otte års socialisme var levestandarden faldet til 79 % af naboernes. Vores mere omhyggelige estimater peger på, at det typiske socialistiske udviklingslande havde 2-2½ procentpoint lavere vækst end sammenlignelige, ikke-socialistiske lande. Når man tager hensyn til, at gennemsnitsvæksten for disse lande var et stykke under 2 %, indebærer vores estimater at de socialistiske oplevede negativ vækst. Når vi dykker længere ned i data, peger de på at effekten – ikke overraskende – kommer fra negativ produktivitetsudvikling.
I lyset af vores undersøgelse, og af almindelig erfaring, er det utroligt at der stadig findes begavede mennesker, som mener at socialisme er den rigtige vej frem, og som stadig hylder Venezuela og Cuba. Som økonom kan man uden problemer se ‘ind bag’ tallene, og se de enorme menneskelige tab og lidelse, der følger med socialisme. Som Kristian Niemitz skrev i sin fine bog om emnet, er socialisme en fejlet idé, er ikke vil dø. Hvorfor ikke?
Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2024. 2 svar
Nobelpristageren Paul Krugman sagde engang, at “Produktivitet er ikke alt, men i det lange løb er det næsten alt.” Jeg blev mindet om citatet i sommers, da jeg skrev min klumme til Børsen. Under overskriften “Mere arbejde og højere skat løser ikke velfærdsstatens problemer – det kræver noget helt tredje” pegede jeg på, at en lille forøgelse af den årlige produktivitetsvækst vil løse de finansieringsproblemer, som velfærdsstaten har. Det er derfor mærkeligt, at politikere og meningsdannere skændes om, om man skal hæve skatten eller tvinge danskerne til at arbejde mere.
For at hamre pointen hjem, illustrerer vi nedenfor hvor vigtige tre forskellige forhold er: 1) Arbejdsmarkedsdeltagelse, dvs. hvor mange der er i job; 2) Hvor mange timer per år den gennemsnitlige ansatte arbejder; og 3) produktivitet, dvs. hvor meget værdi danskerne i gennemsnit producerer per arbejdstime. Hvis politikerne vil have flere penge i kassen for at finansiere voksende offentlige udgifter (i stedet for at prioritere), er det de tre måder det kan ske på, udover skattestigninger.
Men ikke alle kilder er lige effektive, hvilket dansk økonomi siden 1979 er et glimrende eksempel på. Hvis danskerne havde samme arbejdsmarkedsdeltagelse – groft sagt, hvis lige så mange var i arbejde – som i 1979, ville nationalindkomsten være 345.000 kroner per dansker i 30 år senere, i stedet for de faktiske 360.000. Hele indsatsen siden 1990erne med at få flere i arbejde har således givet omtrent 15.000 kroner mere. Hvis danskerne i stedet arbejdede lige så mange timer som i 1979, ville nationalindkomsten være 407.000 kroner. Men hvis vi, alt andet lige, havde samme produktivitet som i 1979, ville indkomsten være blot 182.000 kroner.
Faldet i arbejdstimer over en 30-årig periode har kostet godt 11 % vækst, mens den øgede arbejdsmarkedsdeltagelse har givet et plus på 4 %. Men det hele overskygges, som figuren ovenfor illustrerer dramatisk, af de 97 %, der er kommet fra øget produktivitet! Hvorfor politikere – og endda nogle af mine dygtige kolleger – har øjnene fikseret på arbejdstiden og -deltagelsen er mig uforståeligt, når man ser på de langsigtede fakta. Produktivitet er langt, langt vigtigere end andre kilder til velstand.
Af Christian Bjørnskov, den 18. august 2024. Skriv et svar
Der bliver påstået alle mulige ting om kapitalisme og dens søsterkoncept økonomisk frihed. Marxs berømte hypotese var, at et kapitalistisk, markedsøkonomisk samfund er ‘fremmedgørende’: At når man ikke er ‘fælles’ om arbejdet, bliver man også fremmed overfor sine medmennesker. Denne idé, og mange andre, bruges ofte som argumenter mod friere samfund, og særligt i en form hvor folk indrømmer, at “kapitalisme har gjort os rigere, men …” Efter men’et følger således ofte påstandene om fremmedgørelse, intolerance, polarisering, og ulighed. Mange af disse påstande indebærer, at folk i kapitalistiske samfund burde være ensomme – og med en påstået ensomhedskrise begynder man at kunne genfinde mange af argumenterne i debatten. Men er det egentligt sandt?
Simas Kucinskas har forleden skrevet en absolut fremragende lille blogpost om emnet (hattip: Marginal Revolution). Kucinskas udlægger først en række af påstandene, og tager derefter udgangspunkt i den undersøgelse af State of Social Connections som Gallup og Meta lavede i 2022. Han sammenholder derefter spørgeskemadata på hvor ensomme folk føler sig med Index of Economic Freedom fra The Heritage Foundation – et af de to mest brugte mål for økonomisk frihed, og dermed hvor kapitalistisk et samfund er. Resultatet kan ses nedenfor, hvor de røde markører indikerer autokratier og de blå indikerer demokratier.*
Kucinskas går videre i sin post og viser blandt andet, at folk også føler sig mere socialt forbundne i økonomisk friere samfund, og at sammenhængene umiddelbart ser ret robuste ud. Det interessante i den lille post er således, at mens en lang tradition fra bl.a. Marx og Tönnies i sociologi – den ene mente af kapitalisme fører til fremmedgørelse, den anden at samfundet ville bevæge sig fra Gemeinschaft til Gesellschaft – har påstået at kapitalisme og økonomisk frihed gør folk ensomme og bryder fællesskaber op, viser det empiriske billede på tværs af verden det modsatte.
Tager man empiri alvorligt, falder endnu et af de klassiske sociologiske argumenter imod kapitalisme bort. Ligesom påstande om, at kapitalisme gør os intolerante og selviske (læs f.eks. her) er tilbagevist, er der heller ikke meget kød på historien om, at markedsøkonomi og mindre politisk kontrol gør os ensomme.
* Dataene på ensomhed i figuren kommer fra at beregne et indeks, hvor de meget ensomme får værdien 2, respondenter der siger de er noget ensomme får værdien 1, og dem der erklærer at de ikke er ensomme får værdien 0. Indekset er således i princippet fordelt mellem 0 og 2, men reelt ligger værdierne mellem 0,19 (Vietnam) og 1,37 (Philippinerne). Læg iøvrigt mærke til at de fem nordiske lande – de mørkeblå markører, basalt set ligger oveni hinanden.
Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2024. Skriv et svar
Forleden skrev vi om, hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ påvirker landes langsigtede økonomiske vækst. Vi viste i to kort, hvordan begrebet ‘størrelsen’ på den offentlige sektor skal behandles varsomt: Som vores dygtige kollega Ryan Murphy (Southern Methodist University) viser i ny forskning, der udkommer med årets Economic Freedom of the World rapport næste måned, bør man skille offentligt forbrug og subsidier fra offentlige investeringer og ejerskab. De to er ganske enkelt separate fænomener, og lande som for eksempel Danmark har enorme offentlige sektorer, men meget små offentlige investeringer og forsvindende lidt offentligt ejerskab. Et andet spørgsmål – som dukkede op i samtaler med Ryan ved PCS-konferencen i Dallas og med Colin O’Reilly (Creighton University) til APEE er, om forskellene og deres effekter også er forbundet med regeringens ideology. Det har jeg forsket videre i.
Det var for interessant et spørgsmål, og et spørgsmål der også overlapper noget af min egen tidligere forskning, til at bare lade det ligge. Der er derfor nu et arbejdspapir med titlen “Government Intervention and Long-Run Growth: An Ideologically Moderated Association?“, der kan downloades fra SSRN. Bundlinjen i min undersøgelse er, at ideologi og offentligt forbrug interagerer: Ændringer i det offentlige forbrug har større vækstkonsekvenser under venstreorienterede regeringer.
Hvordan kunne effekterne af offentligt forbrug afhænge af ideologien i den regering, som indfører og ændrer det? Papiret foreslår, at der kunne være fem mekanismer på spil. For det første er påvirker ideologi regeringens politiske præferencer og de trade-offs, den er villig til at acceptere. Vil man for eksempel acceptere større og længerevarende arbejdsløshed i bytte for mere generøse dagpengeregler? For det andet påvirker ideologi også en regerings forventninger til konsekvenserne af, hvad dens indgreb gør. I det ovenstående eksempel vil venstreorienterede regeringer ofte påstå, at højere dagpenge ikke eller kun marginalt påvirker arbejdsløsheden. For det tredje kunne der være forskelle i, hvilke grupper der lobbyer venstre- og højreorienterede regeringer, hvilket også kan give forskelle i, hvad det offentlige forbrug faktisk går til. For det fjerde ser man ofte, at der er forskelle i regeringers ‘epistemiologiske følsomhed’ – hvor meget eller lidt forestiller de sig, man ved om samfundet og hvor meget kan man forudse. Og sidst, men ikke mindst, kan der være forskellige reaktioner mod venstre- og højreorienteredes politik, også selvom den er ens.
Hele væksteffekten af størrelsen på den offentlige sektor viser sig at være følsom overfor regeringens ideologi, når man tester det på tværs af 78 lande med moderne partissystemer, som man observerer fra 1975 til 2015. Ovenfor er Figur 4 fra papiret, der viser klar at ændringer i størrelsen har store konsekvenser under klart venstreorienterede regeringer, og muligvis ingen konsekvenser under de mest økonomisk højreorienterede: Større offentligt forbrug er mere skadeligt under venstreorienterede regeringer, og liberaliserende reformer er mere effektive under venstreorienterede regeringer.
Hele papiret rejser det fundamentale spørgsmål, hvad det er i detaljen, der skiller offentligt forbrug under venstre- og højreorienterede regeringer, selvom de i data ser ens ud. Der må nødvendigvis være subtile forskelle i hvad der subsidieres og forbruges, og hvilke reaktioner det giver – ellers ville der ikke være synlige vækstforskelle! Men hvad de præcist er, er et åbent spørgsmål til vores kolleger og læsere.
Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2024. 4 svar
I vores sommerserie om økonomisk vækst er vi idag kommet til den virkeligt politisk kontroversielle af faktorerne, og den der nok er vigtigst i en dansk debat: Den offentlige sektor – hvor stor er den, hvad gør den – og hvordan påvirker det den langsigtede økonomiske vækst.
Spørgsmålet er kompliceret, da sammenhængen i en vis grad går begge veje: Økonomisk vækst påvirker størrelsen af den offentlige sektor, og størrelsen påvirker den økonomiske vækst. Det gælder ikke mindst når man skelner mellem hvad det offentlige budget bruges på. I de to figurer nedenfor følger vi Ryan Murphys nye skelnen mellem to fundamentale funktioner: Offentligt forbrug, subsidier og overførsler, og offentlige investeringer og offentligt ejerskab. I den første figur viser vi det første element, som vi for simpelheds skyld kalder offentligt forbrug, mens den anden figur illustrerer det andet element, offentlig kontrol. Alle data er fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World.
Sammenligner man de to kort, er det helt klart, at de to mål slet ikke fanger det samme fænomen. Der er begrænset offentligt forbrug i Nordafrika og Mellemøsten, men meget stor offentlig kontrol, mens det modsatte gælder størstedelen af Europa. Man bør derfor være præcis, når man taler om den offentlige sektor: Man kan for eksempel godt have en meget stor velfærdsstat som Danmark og Sverige, men uden ret meget direkte offentlig kontrol. Og man kan have en stat, der enten ejer eller kontrollerer store dele af økonomien (det kommunistiske ideal), uden at det kan ses direkte i forbruget. En skelnen er også vigtig, når man overvejer hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ typisk påvirker den langsigtede vækst.
Fortalere for en større offentlig sektor fremhæver ofte, at offentligt forbrug er nødvendigt for at have et kapabelt forsvar, lov og orden, et fungerende retsvæsen, og en skole af en vis kvalitet. De hævder, med andre ord og med rette, at der er behov for en vis offentlig sektor for at opfylde Adam Smiths betingelser for at have et velfungerende samfund. Disse fire funktioner bidrager tydeligt til økonomisk vækst, og i særdeleshed et velfungerende retsvæsen er centralt. Men to spørgsmål presser sig alligevel på: Hvor stort behøver det offentlige budget at være for at opfylde de fire funktioner, og hvis der er problemer med, f.eks., folkeskole eller retsvæsen, er det da faktisk ressourceproblemer som kan afhjælpes ved at tilføre ekstra midler?
Derudover kan man forestille sig mindst tre typer af mekanismer, der indebærer at en større offentlig sektor medfører langsommere økonomisk vækst. For det første må man som økonom altid understrege, at de ressourcer der bruges af den offentlige sektor, ikke også kan bruges af den private. Der sker således det, økonomer kalder ’crowding out’. Hvis det offentlige investerer mere – for eksempel i en Femern-forbindelse eller supersygehuse – vil det private investere mindre. Der vil være færre folk at ansætte, færre ressourcer på markedet når det offentlige køber flere, og investeringsressourcerne bliver dyrere når det offentlige køber stort ind. På samme måde gælder det, at hvis staten forsøger at sælge flere statsobligationer, vil nogle af dem bliver købt af folk eller organisationer, som ellers ville have købt aktier, anparter eller obligationer i private virksomheder. En større offentlig sektor indebærer mindre privat investeringsaktivitet.
For det andet påvirker det offentlige almindelige menneskers incitamenter. Den mest almindeligt kendte af disse mekanismer kaldes ofte ’dynamiske effekter’ af skatteændringer og ændringer i dagpenge- og kontantsystemet. Jo mere generøse, de offentlige overførsler bliver, jo mindre incitament har folk til at tage et job, og jo højere skatterne bliver, jo mindre tilbøjelige er folk til at arbejde ekstra, flytte til bedre jobs, eller på langt sigt endda tage uddannelse, der giver bedre jobs, eller blive iværksættere. Men det samme gælder også for virksomheder: Når det offentlige udvider i en bestemt sektor, vil der være offentlige virksomheder, som man ganske enkelt ikke kan konkurrere imod. Problemet skyldes, at de offentlige har bløde budgetbegrænsninger: Hvis de går over budget, enten ved at sælge for lidt eller dumpe prisen, vil man fra politisk side typisk tilføre dem flere ressourcer. De kan således køre med underskud i mange år, mens deres private konkurrenter – så længe de eksisterer – bliver nødt til at holde budgettet.
For det tredje er der direkte effekter af en større offentlig sektor. I det offentlige er der politisk kontrol med, hvem man køber ind fra og også hvilke virksomheder stat og kommuner støtter mere direkte. Det åbner op for lobbyisme og rent-seeking, der også forvrider markedet og på langt sigt sænker den økonomiske vækst markant.
Mens man derfor kunne påstå, at der er gode teoretiske grunde til at et vist offentligt forbrug er positivt forbundet med vækst, er de sidste cirka 15 års empirisk forskning dog ret klar: Et højere offentligt forbrug og større offentlig kontrol fører til lavere vækstrater og dårligere produktivitetsudvikling. Vi skrev om det sidste år med basis i et konferencepaper, der nu udkommer i Government and Economic Growth in the 21st Century: A Classical Liberal Response, der er redigeret af Juan Castañeda. Interesserede læsere kan også konsultere den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der udkom i april og er redigeret af punditokraternes ven og fremragende kollega, Niclas Berggren.
En af de klare mekanismer, der gør at en stor velfærdsstat er forbundet med lavere vækst, og i særdeleshed lavere produktivitetsvækst, er at den fører til langt mindre iværksætteraktivitet. Mere generelt sænker et stort offentligt forbrug, og omfattende offentlig kontrol, væksten i produktivitet. Offentlige indkøb er ikke udsat for markedskonkurrence, ligesom offentlige virksomheder heller ikke er det, og behøver derfor ikke arbejde for at blive dygtigere. Samtidig indebærer en større offentlig sektor også, at flere mennesker arbejder i erhverv, hvor de hverken kan være iværksættere eller belønnes for innovation eller ekstra indsats. Det er derfor ganske pudsigt, som en anden ven og glimrende kollega, Andreas Bergh, har vist, at solid produktivitetsvækst i det private er en forudsætning for at man kan finansiere en stor velfærdsstat.
Bundlinjen er, at en stor offentlig sektor ikke blot kommer med en stor skatteregning. Der er en ekstra regning at betale i form af lavere vækst, og dermed mindre velstand i fremtiden. Dette aspekt diskuteres alt for sjældent i dansk politik og den danske debat, der mere kommer til at handle om netop hvordan man finansierer forbruget. Man kan naturligvis mene, at en stor offentlig sektor giver en eller anden form for gevinst, som kan opveje væksttabet og skattebetalingen, men hvis man skal have en informeret debat om den trade-off, går det ikke kun at veje nogle af lodderne i vægtskålen. De negative vækstkonsekvenser af en stor velfærdsstat burde være centrale i debatten.
Vores sommerserie handler basalt som om, hvad der bidrager til langsigtet økonomisk vækst – også selvom vi en gang imellem tager en interessant omvej. Idag er turen kommet til en noget overset faktor, men en som en ny forskningslitteratur så småt er begyndt at afsøge: Akademisk frihed.
At et lands akademiske frihed kan bidrage til økonomisk vækst, burde ikke være en overraskelse. Som den store økonomiske historiker Joel Mokyr har vist i flere (meget læseværdige) bøger, startede den Industrielle Revolution på det tidspunkt den gjorde og hvor den gjorde – i midten af 1700-tallet i England, det sydlige Skotland og Holland – netop fordi disse områder havde en unik kombination: 1) En langt større frihed til at forske, tænke nye tanker, afprøve teorier, og tale og skrive offentligt om det; 2) nye medier, der spredte idéerne til store dele af et samfund, hvor de fleste kunne læse; og 3) gode retsvæsener, der beskyttede folks ejendom.
Min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg viste for to år siden, i en artikel i Southern Economic Journal, at den samme kombination stadig bidrager til væsentlig vækst i landes overordnede produktivitet. Når et land når en kvalitet i dets juridiske institutioner omtrent på niveau med Namibia, begynder akademisk frihed at have en statistisk sikker effekt på produktivitetsvæksten.
Vi illustrerer kombinationen på en simpel måde i figuren nedenfor, hvor de sorte områder er dem, der har både juridisk kvalitet og akademisk frihed under den globale median, de røde er dem med relativt god juridisk kvalitet men begrænset akademisk frihed, de grønne er dem med dårlig juridisk kvalitet, men akademisk frihed over de globale median, og de blå er lande med begge fordele.
En af grundene til at lave kortet i fire farver er, at Niclas og jeg fandt, at lande med god akademisk frihed, men uden gode juridiske institutioner, faktisk får gavn af nabolandes produktivitetsudvikling med en forsinkelse på omtrent ti år. Med andre ord drives en stor del af produktivitetsvæksten af de blå lande på kortet, men meget af innovationen flyder over til og kopieres af de grønne lande!
Kan vi nu være sikre på, at det faktisk er innovation vi fanger, og ikke et eller andet andet, der har med produktivitetsvækst at gøre? Svaret ligger i en anden del af den nye forskning om adademisk frihed, som jeg forleden leverede en oversigtsartikel om til tidsskriftet The Economists’ Voice. De få studier, der kigger på det, finder at svaret er ja. Akademisk frihed er forbundet med flere og bedre patentansøgninger, og flere citationer til forskning – særligt i samfundsvidenskaben.
Som vi har pointeret tidligere i sommerserien i år, er langt den meste vækst på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt. Og her er den akademiske frihed stadig central for at skabe potentielle fremskridt, men de kan kun blive kommercielt bæredygtige – og dermed virkelighed – hvis der også er institutioner, der beskytter virksomheders og menneskers ejendomsret og borgerlige rettigheder.
Vi skriver ganske meget om samfundsforskning her på stedet, men måske for sjældent om forskning, der enten er igang, eller som vi slet ikke har startet endnu. Det gør vi idag, hvor vi ser på noget så umiddelbart sært som morddiskrimination: Hvordan ser verdens mønstre i mord ud, når man ser separat på kvinder og mænd? Baggrunden for spørgsmålet er, at min gode ven og kollega Martin Rode forleden foreslog, at vi genbesøgte forholdet mellem kriminalitet og økonomisk frihed, men med et fokus på kønsforskelle (se her, her og her for tidligere forskning).
Et af de interessante forhold omkring mord er netop, at der bliver begået langt flere mord på mænd end kvinder. På tværs af 140 samfund hvorfra vi har rimeligt gode data de sidste ti år, begås der i gennemsnit 4,8 gange så mange mord på mænd som kvinder. Og jo flere mord, der begås, jo uforholdsmæssigt flere er på mænd: Sammenligningen på tværs af de 140 samfund peger på, at når mordraten på mænd stiger 10 %, stiger den på kvinder kun 5,7 % i gennemsnit. I det voldelige Venezuela begås der således 18 gange så mange mord på mænd som kvinder, mens der i det ekstremt fredelige Schweiz faktisk begås cirka 12 % flere mord på kvinder end mænd.
Martin og jeg går snart igang med at undersøge, i hvilket omfang økonomisk frihed ikke blot fører til færre drab, men om den også reducerer diskriminationen i mord. Når man ser på tidligere forskning – måske ikke mindst min og Niclas Berggrens nye artikel om sammenhængen mellem økonomisk frihed og statslig diskrimination – er der grund til at undersøge det. Det samme gælder, når man ser på Niclas tidligere forskning sammen med Therese Nilsson om hvordan frihed påvirker folks tolerancenormer.
Vores meget foreløbige analyser peger ret klart i retning af, at økonomisk frihed er forbundet med færre mord, og i særlig grad med færre mord på mænd. Hvilke elementer af økonomisk frihed er særligt vigtige, om de virker mere effektivt i demokratier, eller om det hele er en konsekvens af den økonomiske udvikling der kommer med udviklingen, er stadig åbne spørgsmål. Læsernes input er meget velkomment!
De sidste cirka 30 års vækstforskning kommer til en næsten enstemmig konklusion: Gode juridiske institutioner er, alt andet lige, nært forbundet med hurtigere vækst. Det gælder ikke mindst, at gode institutioner beskytter den private ejendomsret og håndhæver private kontrakter. Men forskningen de sidste 30 år har også vist, at gode institutioner gør mere end det. Institutioner, der helt overordnet understøtter det, der på engelsk kaldes ‘the rule of law’, skaber udvikling i flere dimensioner.
Sammenhængen mellem kvaliteten af de retslige institutioner og den økonomiske udvikling er meget tydelig i figuren nedenfor. Korrelationen mellem de to mål – det ene fra Fraser Instituttet, det andet fra the CIA World Factbook – er 0,64 på tværs af de autokratiske lande (de røde markører), og hele 0,80 på tværs af demokratierne. Når man ser et plot som det nedenstående, må man dog spørge sig selv, om det er udviklingen der skaber institutionerne, eller institutionerne, der skaber udviklingen?
Forskningen kommer ret klart frem til, at institutioner faktisk forårsager økonomisk udvikling. Vi har for eksempel tidligere vist, at der så vidt man overhovedet kan måle det, var gode institutioner i 1930erne i det fleste lande, hvor der idag er gode institutioner (læs her). Det kan derfor ikke være 80 års økonomisk udvikling, der har gjort det muligt at finansiere gode retsvæsener osv. når de allerede var der i 1930erne! Andre studier har angrebet problemet på andre måder ved, for eksempel, at se på hvad der sker efter store institutionelle reformer, og finder også at institutionerne efterfølgende skaber udvikling.
Som figuren ovenfor indikerer, er effekterne ikke bare småting. Andreas Bergh og jeg fandt for eksempel i forskning for tre år siden, at en et-point ændring (på en ti-pointskala) fører til 0,4 til 0,6 % ekstra årlig vækst (læs her). I en dansk kontekst, hvor den langsigtede vækst ligger under 1½ % om året, ville det give et stort boost til økonomien både nu og mange år frem. Det er dog ikke en mulighed, da Danmark allerede har nogle af verdens bedste retslige institutioner.
Nogle ville måske spørge, hvad vi så skal bruge indsigten til, når nu vi ikke kan forbedre status i Danmark særligt meget. Svaret er allerførst, at de gode institutioner – både formelle og uformelle – er grunden til at Danmark, Sverige og Norge er blandt verdens rigeste lande. Det er ikke velfærdsstaten, glimrende politikere eller andet, men noget så basalt som ordentlige retsvæsener der i Danmarks tilfælde blandt andet har håndhævet næringsfriheden siden 1857, sikret et bemærkelsesværdit ukorrupt embedsværk side 1800-tallet, og beskyttet folks jord, ejendom, investeringer, og rettigheder i lige så lang tid. Og det er præcist de samme ting, der sker i fattige lande når de får bedre institutioner! Hvorfor de fleste lande alligevel ikke har gode institutioner, er et af de store spørgsmål i public choice – og i virkeligheden et af de vigtigste spørgsmål i samfundsvidenskaberne.
Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2024. Skriv et svar
Fraser Instituttet i Vancouver har det sidste års tid haft et større projekt med titlen Realities of Socialism. Projektet har dækket to lande, der aldrig rigtigt var socialistisk – Danmark og Sverige – som i amerikansk debat afbildes som socialistiske, to lande der faktisk var socialistiskee, men ikke længere er det – Estland og Polen – og et af de få lande, der valgte en fundamentalt anderledes vej: Singapore.
Hele projektet, som den glimrende danske økonom Lars Christensen har bidraget til, er absolut værd at tage et nærmere kig på. Men hvis man ikke har mod på at grave i hjemmesiden og læse adskillige sider, er der en anden mulighed. Rosie Fike interviewer Steven Globerman, der har været en af de drivende kræfter bag. Det hele tager en lille time, og er varmt anbefalet, hvis man vil vide mere om socialisme og andre muligheder, eller bare forstå Danmarks situation lidt bedre.
Af Christian Bjørnskov, den 2. juli 2024. Skriv et svar
Vi skyder vores sommerserie om økonomisk vækst igang idag med en kort afklaring. Et af de forhold, som ikke blot almindelige mennesker, men desværre også en del økonomer ikke forstår, er at vækst kan være kortsigtet eller langsigtet, og komme fra to helt forskellige kilder: Faktorakkumulering og produktivitetsvækst. Det er ekstremt vigtigt at forstå forskellene.
Forskellen er ellers meget enkel at forstå. Økonomisk vækst kan basalt set komme fra, at man bruger mere arbejdskraft, mere energi, flere råvarer osv. til at lave flere eller bedre varer. Det er den del af processen, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig, når man taler om vækst. Men økonomisk vækst kan også komme fra produktivitetsfremskridt, hvor man laver det samme med mindre energi, færre råvarer eller mindre spild af dem, færre arbejdstimer osv., eller producerer varer af højere kvalitet med de samme ressourcer. Den første slags proces kalder man faktorakkumulering – dvs. at man bruger flere inputfaktorer for at lave mere output. Den anden slags kommer fra produktivitetsvækst – dvs. processen hvor vi på den ene eller anden måde bliver dygtigere til at bruge de ressourcer, vi nu engang har.
Taler man for eksempel om sammenhængen mellem miljøet og økonomisk vækst, er det helt centralt at forstå, hvilken vækstproces man taler om. Det er næsten indlysende, at faktorakkumulering fører til større miljøproblemer, fordi det indebærer en forøgelse af ressourceforbruget på en eller anden måde. Men det burde være næsten lige så indlysende – når man først kender forskellen på de to slags vækstprocesser – at produktivitetsvækst i det lange løb er forbundet med mindre miljøbelastning, fordi man producerer mere mængde eller kvalitet med mindre ressourceforbrug. At kende forskellen på de to processer er derfor fundamentalt vigtigt.
Det samme gælder centrale diskussioner i dansk politik. Det vigtige her er, at vi siden Solow og Swans arbejde i 50erne, at jo flere arbejdstimer eller jo flere inputs vi stopper ind i produktionen, jo mindre ekstra får vi ud af dem – der er ‘aftagende marginalafkast’. Den ekstra times arbejde giver ikke nær så meget, hvis man allerede arbejder 40 timer om ugen, som hvis man allerede arbejde 25. Hvis man derfor forsøger at hæve væksten ved at øge arbejdsudbuddet, som det har været diskussionen i mange år, får man ikke andet end kortsigtet vækst ud af det. Øget arbejdsudbud er ekstra faktorinput, og når effekten af at arbejde én ekstra time er realiseret, er der ikke yderligere vækst i det. Derimod vil alle tiltag, der forøger produktivitetsvæksten også forøge den permanente vækst; det der ofte kaldes ‘trend-væksten’.
Målet med korrekt forstået vækstpolitik er derfor altid at forøge produktivitetsvæksten i samfundet. Det er både der, man skal finde de store vækstfremskridt, hvor væksten er permanent, og hvor den også kan indebære miljøfremskridt. Dét aspekt kommer vi til at bære videre i sommerserien.
Som vi skrev om allerede for tre år siden, er Danmark og væsentlige dele af Europa i en decideret vækstkrise. Hvorfor det er sket og hvad man kan gøre ved det, er i virkeligheden store og væsentlige spørgsmål. Vi tager fat på dem i løbet af sommeren i en serie indlæg.
Som altid består sommerserien af en håndfuld emner, som vi har planlagt at skrive om på forhånd, og emer som dukker op undervejs. Der kommer naturligvis indlæg om vigtigheden af handel, gode institutioner, de nordiske tillidskultur, og iværksætteri. Vi regner også med at skrive om, hvorfor Latinamerika holdt op med at vokse, og hvad de asiatiske tigre og afrikanske højdespringere gjorde rigtigt. Men derudover opfordrer vi vores læsere til at foreslå emner til serien. Vi kan ikke love, at vi skriver om dem – det afhænger af, om der er solid forskning på området – men hvis der er, gør vi en indsats!
Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2024. Skriv et svar
De seneste år er der sket ret meget i vores forståelse af kup af kupforsøg. Forskningen har i høj grad undersøgt, hvad der sker efter kup: Hvordan økonomien udvikler sig, hvilke institutionelle ændringer der typisk sker, ændringer i militærudgifter, og undertrykkelsesdynamik er blot nogle af de emner, der sidste godt fem års forskning har set på. Men regimeændringer kan ske på andre måder, og særligt en af dem er blevet glemt af forskningen: Den bredere katergori af revolutioner.
Heldigvis er den slags huller i litteraturen glimrende emner for PhD-afhandlinger, og netop forståelsen af, hvad revolutioner gør, var emnet for den afhandling, Joshua Ammons forsvarede tidligere i år på George Mason University udenfor Washington DC. Han er pt. ansat på Institute for Humane Studies, samtidig med at han starter som post doctoral fellow ved Wabash College. Som man altid håber, er kapitlerne i hans afhandling nu på vej ud som artikler.
Særligt to af Joshs kapitler er værd at fremhæve, da de begge udkommer i gode tidsskrifter. I det første, der skrevet sammen med Shishir Shakya (Appalachian State University) og udkommer i Public Choice, ser han på om revolutioner påvirker graden af korruption i et land. Spørgmålet er interessant, fordi mange revolutioner – både de voldelige og de fredelige – begrundes som opgør med en korrupt elite eller apparat.
De to starter med at fortælle historien om Idriss Deby, der tog magten i Chad ved et kup og erklærede, at skulle være demokratisk og mindre korrupt. Resultatet blev, at Debys regime blev endnu mere korrupt end den allerede famøst korrupte Hissene Habre. Josh og hans medforfatter finder i deres undersøgelse af revolutionskampagner siden 1900, at det generelle billede er, at revolutionerne ikke påvirker korruptionen. Som man siger – revolutionen spiser sine børn – og det gælder også når man ser på korruption. Tager man hensyn til, at lande ofte får dårligere udvikling af befolkningens uddannelse efter revolutioner, er den langsigtede effekt endda negativ!
Konklusionerne er lidt mere positive i Institutional Effects of Nonviolent and Violent Revolutions, der udkommer i World Development Perspectives. Josh giver i artiklen et overblik over de 65 separate studier af revolutioner, der er udgivet. Han peger allerførst på, at litteraturen samlet viser, at ikke-voldelige revolutioner generelt fører til bedre resultater. Det gælder i særlig grad, at ikke-voldelige revolutioner oftere fører til demokratisering, ligesom folks civile rettigheder respekteres mere og retsvæsener og andre dele af de offentlige institutioner forbedres.
Som Joshs sidste highlight i artiklen siger, er det sådan at litteraturen “While highlighting the empirical edge of disciplined nonviolent resistance […] emphasizes the situated agency of citizens in driving social change through values, cooperation, and creative problem-solving.” Der er med andre ord behov for mere forskning i, hvordan folk navigerer store regimetransitioner – og måske behov for at holde øje med Joshua Ammons forskning de kommende år.
Af Christian Bjørnskov, den 25. juni 2024. Skriv et svar
I dag, den 25. juni, er det 178 år siden at verden med en enkelt parlamentsbeslutning blev væsentligt bedre. Storbritanniens premierminister Sir Robert Peel samlede et flertal af Whigs og enkelte af sine partifæller imod et flertal af konservative, for at afskaffe landets handelsbarrierer mod import af korn og andre fødevarer. Beslutningen – der idag kaldes the Repeal of the Corn Laws– var det første, store skridt mod frihandel i Storbritannien og Nordeuropa.
Baggrunden var, at landet siden 1600-tallet havde haft handelsbarrierer overfor import af fødevarer fra resten af verden. Fra slutningen af 1700-tallet udviklede samfundsvidenskaberne dog en forståelse af, både hvem der havde gavn af barriererne, men også at de samlet set var skadelige for den britiske økonomi. Det gjaldt ikke mindst efter David Ricardos Principles of Political Economy and Taxation blev udgivet i 1817. Ricardo beskrev i bogen sin teori om ‘komparative fordele’ (som John Stuart Mill døbte fænomenet), der indtil idag har været grundstenen i moderne handelsteori. Da Peel gennemførte en liberalisering af handelspolitikken, var konsekvenserne således allerede fuldt forståede og forudsigelige.
Liberaliseringen var ikke blot starten på en lang vækstperiode for Storbritannien, men også begyndelsen på en lang række lignende reformer i andre lande. Det blev derfor også – helt forudsigeligt – perioden hvor Danmark begyndte at specialisere sig i bacon, korn, og mejeriprodukter, og hvor man en overgang kunne høre Jylland blive omtalt som Londons madkammer.
Dagen fortjener ikke blot at blive husket for en del af indvarslingen af moderne vækst i Nordeuropa, men også fordi mange politikere og vælgere har glemt de indsigter, reformen byggede på. Det gælder ikke mindst, at den bedste handelspolitik er en politik uden nogen form for handelshindringer. Om man kalder det ‘strategisk autonomi’ (som EU-kommissionen), straf for andre landes statsstøtte, og blot misforstået nationalisme, er aktiv handelspolitik enn idé, der gør folk fattigere. Hvis der var ét emne, jeg ville undervise Folketingets politikere i, og som de færreste af dem forstår, var det netop det.
I mange vestlige lande, inklusive Danmark, findes en lille bevægelse, der argumenterer for at vi bør stoppe økonomisk vækst. Folk i bevægelsen er overbeviste om, at økonomisk vækst er forbundet med forurening, miljøproblemer, global opvarmning, tab af biodiversitet, og menneskelig elendighed. Der er således tale om en gruppering, der ønsker at afskaffe vestlig vækst og markedsøkonomi, gøre mennesker i rige lande fattigere, og i allerbedste fald omfordele fra velfungerende lande til fattige lande. Målet er som helhed at gøre kloden fattigere i miljøets eller den globale retfærdigheds navn.
Heldigvis har vores fremragende, unge kollega Justin Callais fra University of Louisiana Lafayette netop startet en Substack om økonomisk vækst. Og Justins første emneserie kommer til at handle om netop det: Hvorfor degrowth er så forvirret og forfejlet et koncept.
Hvis nogle læsere kan genkende navnet, er det fordi vi tidligere har omtalt Justin her på bloggen. Han er et af de meget spændende nye navne i amerikansk public choice, og har allerede markeret sig artikler i bl.a. Public Choice, European Economic Review, og Journal of Economic Behavior & Organization om så forskellige emner som forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes, om den politiske økonomi bag fyrtårne, og om markeder faktisk underminerer folks moral.
Justin peger i sit indlæg på, at økonomisk vækst et tydeligt er forbundet med så forskellige goder som borgere, der er mere tilfredse med deres liv, lang lavere dødsfald ved fødsler, lang lavere børnedødelighed, og langt færre mennesker, der lever i dyb fattigdom. Man kunne fortsætte listen, men bare konklusionen, at borgerne i rigere lande “are happier, healthier, and have less truly desperate levels of poverty” burde være nok. Debunking Degrowth er varmt anbefalet!
Medierne meddelte tidligere denne uge, at EU-Kommissionen vil underrette Europas bilproducenter om, at den ønsker at indføre en ekstra told på op til 25 procent på import af kinesiske elbiler. Tolden skal gælde fra næste måned, og den officielle intention er, at den skal være midlertidig. Måske giver den politisk mening, men fra en økonomisk vinkel er EU’s nye toldtiltag absolut vanvid.
Berlingske noterer idag, at Frankrig og Spanien har været ‘fortalere’ – læs, har lobbyet – for den nye told, mens bl.a. Tyskland og Sverige er imod. Baggrunden er, at kinesiske producenters andel af markedet for elbiler i EU de senere år er steget til otte procent. Som en yderligere grund til tiltaget, har kommissionsformand Ursula von der Leyen understreget, at “EU’s handelsunderskud med Kina er helt urimeligt højt” og at Kina giver statsstøtte til landets producenter. Kommissionens argument er således, at konkurrencen ikke er fair, at det landespecifikke underskud er for stort – og iøvrigt, at tolden kan give EU indtægter, som ikke kommer direkte fra medlemslandene.
Ingen af de danske medier har fanget, at von der Leyens argumenter er identiske med Donald Trumps retfærdiggørelse af de handelsbarrierer, han indførte og præsident Biden siden har udbygget. Allerførst giver det absolut ingen mening at kigge på et landespecifikt handelsunderskud. Læserne har nok, ligesom forfattere af denne blog, et ret solidt ‘handelsunderskud’ med Meny, Føtex eller andre forretninger, uden at det er et problem. På samme måde gælder det for lande, at man under nogle isolerede omstændigheder kan se det samlede handelsunderskud som et problem, men underskuddet med bestemte lande er inderligt ligegyldigt. At argumentere for politik med, at underskuddet med Kina er for stort, et intet andet end økonomisk analfabetisk.
Det samme gælder i virkeligheden for argumentet imod Kinas statsstøtte. Hvis den kinesiske regering effektivt støtter elbilproducenter i landet, der eksporterer til Europa, er det i sidste ende en overførsel til europæiske forbrugere. Man kan måske argumentere, at der er en pris at betale for europæiske elbilproducenter, men gevinsten for forbrugerne af at kunne købe billigere elbiler fra Kina er langt større.
Von der Leyens sidst argument bør også bekymre de fleste almindelige mennesker, og mange politikere. For argumentet er, at en elbilstold giver EU indtægter. Princippet i unionen er, at alle omkostninger skal finansieres af medlemsstaterne – unionen i sig selv bør ikke have indtægter. Men det forsøger man disse år at komme udenom, så EU kan bruge penge på tiltag uden at høre medlemsstaterne og søge finansiering fra dem. Von der Leyens argumenter er således en blanding af analfabetisme, blatant gammeldags protektionisme, og forsøg på at gøre unionsapparatet mere suverænt. Ingen af dem burde accepteres af bare normalbegavede borgere.
