Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2024. Skriv et svar
Danske politikere er glade for at beskatte befolkningen, men ikke for at tale om virkningerne af skat. På venstrefløjen afviser man enten, at skat kan have dynamiske effekter, eller argumenterer for, at man med høje skatter opnår enten ‘lighed’ eller finansierer ‘gode’ formål. På højrefløjen foreetrækker man enten ikke at tale om emnet, eller gør det meget forsigtigt for ikke at forskrække SF-vælgere, der måske kunne skifte parti. Det gør bare ikke emnet mindre vigtigt, eller konsekvenserne af høje skatter mindre skadelige.
Min IFN-kollega Jacob Lundberg har tidligere i år skrevet en rapport for Svenskt Näringsliv – Sveriges pendant til Dansk Industri – om netop det emne, som blev udgivet i maj. Jacob køber ikke argumentet om, at marginalskatten ikke er særligt vigtig. Som han skriver: “Skatterna är bland politikens mest kraftfulla verktyg och spelar stor roll för tillväxten eftersom de påverkar nästan alla ekonomiska beslut som individer och företag fattar.”
Jacob starter med fuldstændigt at afklare en forvirring, der ellers findes i stor stil i både den politiske debat, og desværre endda blandt en række af mine kolleger. Der er to forskellige slags ‘dynamiske’ effekter!
For det første er der de dynamiske effekter, der tales om i den danske debat: Arbejdsudbudseffekter og investeringseffekter. Begge dele er såkaldt dynamiske effekter, der giver statiske effekter. Et højere udbud af arbejde eller større investeringer giver et højere BNP, men når hele effekten er slået til, er der ikke mere i dem.
Den anden slags dynamisk effekt er effekten af skat på iværksætteri og innovation. De to rykker ikke kun på BNP, men på den underliggende vækst i BNP på længere sigt. De type konsekvens glemmes for det meste i debatten, men er i virkeligheden langt vigtigere end arbejdsudbuddet og virksomhedernes almindelige investeringer. Hvorfor der ikke tales mere om dem, er et mysterium.
Er man mere interesseret, gennemgår Jacob en væsentlig del af den nye litteratur i den meget fine og grundige rapport. Det hele kan læses her og er varmt anbefalet for danskere, svenskere, og resten af verden der kan læse svensk.
DR har idag en nyhed om, at DI og flere danske politikere nu mener, at man bør sætte prisgrænsen ned for, hvornår der skal betales told af en importeret vare. Baggrunden er, at det kinesiske firma Temu og flere andre er begyndt at sende mange pakker til Danmark. Danskerne har fundet ud af, at man kan købe mange billige varer hos bl.a. Temu og få dem leveret til en kiosk eller andet tæt på. Og som fornuftige forbrugere gør mange selvfølgelig netop det.
Det har hidset flere politikere op, og helt unikt også DI, der ellers ikke plejer at være økonomisk analfabetisk. Peter Bay Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent hos DI, er ude med et krav om, at EU sænker bagatelgrænsen for, hvornår der skal betales told af importerede varer. Han hævder derudover, at der er tale om såkaldt ‘dumping’ fra nogle af de kinesiske firmaer – dvs. at de faktisk sælger varerne under omkostninger og derfor direkte taber på salget. Det kan i princippet kun lade sig gøre, hvis firmaet enten bliver subsidieret af den kinesiske stat, så det er de kinesiske forbrugere det bærer omkostningen, eller at det kun gør det en kort tid for mere permanent at erobre større markedsandele.
Argumentet fra både DI, Enhedslistens Per Clausen, og Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm, er at importen skader danske virksomheder, der ikke kan konkurrere på ‘fair’ vilkår. Det er en af de ældste travere i protektionisternes verbale arsenal, og et argument vi har forstået fuldt siden David Ricardos arbejde i 1817, er absolut nonsens. Virksomheder, der konkurrerer direkte med den kinesiske import, vil naturligvis have en interesse i at stoppe den. Men den beskyttelse kommer med store tab for både forbrugerne og andre virksomheder, der rammes af både lavere samlet købekraft og potentielt også højere priser på input. Mekanismen er noget, enhver økonom med bare et modikum at selvrespekt skal kende og forstå.
Og det er her, dagens spørgsmål ligger: Er en eller flere af de tre, DR har interviewet, ude i et ærinde for en særinteresse, velvidende at forslaget er økonomisk skadeligt, eller er de ‘blot’ økonomiske analfabeter? Ser man på deres uddannelsesniveau, kan man ikke afvise basal inkompetence som en forklaring. Peter Bay Kirkegaard er uddannet fra statskundskab i Aarhus, Per Clausen har læst samfundsfag på Aalborg Universitet i 1980erne, og Kristoffer Storm har en HA jur. fra samme sted.
Man kan derfor måske undskylde de tre med fundamental uvidenhed: Der er sandsynligvis ingen af dem, der nogensinde er blevet undervist i handelsteori eller noget, der er blot tæt på. Clausen og Storm er derudover politikere, der har et enkelt ærinde – at overbevise vælgere og at blive set i debatten – og har således heller ingen egeninteresse i at vide ret meget om noget. Men Kirkegaard er trods alt chefkonsulent i DI, og burde derfor være bedre informeret og mere vidende end at rykke ud med nyprotektionistisk vrøvl. Og der burde også være en chef, der stoppede manden, før han risikerer at gøre skade på dansk erhvervsliv som helhed. Man må stille spørgsmålet, om Kirkegaard er emblematisk for, hvor dybt DI’s faglige niveau er faldet.
Sagen er rystende, fordi jeg og mine kolleger ikke ligefrem har regnet med, at den nyprotektionistiske bølge, der raser i de mere populistiske dele af amerikansk og europæisk politik, ville ramme Danmark. Helt særligt regnede vi ikke med, at Dansk Industri ville hoppe med på en så absurd analfabetisk idé. Det er skammeligt på flere plan.
Fra en rent teoretisk – og en intuitiv – vinkel er uddannelse vigtig for langsigtet vækst. Et vist uddannelsesniveau e nødvendigt for at have en forsknings- og udviklingssektor, for at medarbejdere kan lære nye metoder og ny produktion, og mere uddannede medarbejdere er også mere fleksible. Det er også svært at have et nogenlunde effektivt embedsværk uden et vist uddannelsesniveau, og nogle forskere mener også, at mere uddannede vælgere opfører sig mere begavet, når de stemmer. Problemet er bare, at forskningen har et problem, som Lant Pritchett beskrev i den glimrende Where Has All the Education Gone?for 25 år siden: Det er faktisk svært at vise sammenhængen empirisk.
Mine svenske kolleger Gabriel Heller-Sahlgren og Henrik Jordahl har netop udgivet en lille artikel i Applied Economic Letters med titlen Test Scores and Economic Growth: Update and Extension, der ser med friske øjne på problemet. Gabriel og Henrik følger en approach der blev startet af Hanushek og Woessman for ti år siden, hvor man i stedet for længden af folks uddannelse ser på test-scorer: Hvor meget har folk faktisk lært i folkeskolen eller gymnasiet, i stedet for bare at se på, hvor mange der har gået x år i skole. Det gør en væsentlig forskel.
Gabriel og Henrik opsummerer deres resultater således: “Our estimates also indicate a strong association between the share of top-performing students and economic growth. The share of top-performing students exhibits a correlation with economic growth that is five times as strong as the correlation between the share of students who meets basic requirements and economic growth.”
Med andre ord peger den nye forskning på to særlige forhold. For det første, at testscorer er meget bedre forklaringer for økonomisk vækst end antal skoleår. For det andet – og mere væsentligt – at den virkelige drivkraft ser ud til at komme fra andelen af studerende, der klarer sig virkeligt godt. Det peget således på, at den store væksteffekt kommer fra de virkeligt dygtige studerende – dem der kan noget særligt og har lært noget særligt – og ikke så meget fra den grå masses gennemsnitlige uddannelse. Det er ikke nogen særligt socialdemokratisk konklusion, og det er bestemt heller ikke en konklusion, der får regeringens angreb på de lange universitetsuddannelser til at se specielt begavet ud!
Jeg havde forleden en samtale med flere kolleger om, hvad medianvælgeren i Danmark egentlig vil. Baggrunden var en diskussion af næste valg, og hvad de nominelt blå partier vil gøre, og kan opnå. Problemet er, at de fleste – måske endda inklusive Liberal Alliance – har købt Hjort-doktrinen om, at man ikke kan vinde valg på blå politik, men må rykke ind mod den politiske midte. Hjort-doktrinen, som den kaldes i Danmark, er let genkendelig for alle public choice-forskere som en simpel udgave af medianvælgerteoremet. Men for at teoremet virker tydeligt, kræver det blandt andet, at der er én dimension i politik, at forhold som opfattet kompetence og ærlighed ikke er vigtige for vælgerne, og at man faktisk ved, hvor midten ligger. Det var det sidste punkt, vi kom til at diskutere.
Det mærkelige er, at midtpunktet i dansk politik i meget høj grad handler om omfordeling, og meget dansk politik derfor kommer til at handle om det. Det gælder for eksempel al mulig økonomisk politik, hvor ethvert forslag kommer med en vurdering af, hvordan det omfordeler indkomst, forbrug, skattebyrde eller andet. Er man akklimatiseret til dansk politik, virker det næppe mærkeligt, men det er det når man ser på, hvad danskerne konsistent siger i værdiundersøgelser.
Som kortet nedenfor illustrerer, er danskerne de mindst tilbøjelige i Europa til at støtte mere statslig omfordeling. European Social Survey, som kortet er lavet på baggrund af, spørger hvert andet år om staten skal introducere politik for at omfordele mere. Spørgsmålet stilles på en skala fra 1 – at man er stærkt enig – til 5, at man er stærkt uenig.
Den mindst omfordelingsvenlige region i hele ESS-undersøgelsen er Sydjylland og Fyn, hvor gennemsnittet er 3,22, efterfulgt af hovedstaden (3,08), Sjælland og Nordjylland (begge 3,04), og Karlovy Vary-regionen i det vestligste Tjekkiet.
Uden at konkludere for meget, er den simple pointe med dagens post, at danskerne overhovedet ikke er så forhippede på omfordeling, som store dele af Folketinget synes at tro. Skal de lede efter vælgere, der virkelig synes det er enormt vigtigt, skal de tage til Athen, Lissabon eller det vestlige Ungarn. Det er ikke i Danmark, at man finder vælgere der synes at yderligere statslig omfordeling er særligt vigtig eller ønskværdig.
vi har i år fået en række nye debatbøger, der alle bidrager til den danske diskussion: Martin Ågerups glimrende Hvad vil det sige at være borgerlig?, Dennis Nørmarks Ufrihedens pris , og Anders Krab-Johansens Fri os fra den værdiløse borgerlighed er alle gode indspark i et politisk miljø, hvor de fleste i to årtier er løbet med hovedet under armen mod den politiske midte.
Men nogle gange skal man have det lange lys på i debatten for at opdage, hvor man kommer fra og hvad ens fundamentale grundlag er. Det hjælper en meget fin ny bog af Alexander C. R. Hammond: Heroes of Progress. Alex er Free Trade Fellow og Director for the Initiative for African Trade and Prosperity hos the Institute of Economic Freedom i London, hvor han tidligere arbejdede som policy-analytiker. Hans nye bog er en letlæst introduktion til 65 personer, der alle bidrog væsentligt til menneskeligt fremskridt.
Heroes of Progress er varmt anbefalet herfra! Bogen starter med Johannes Gutenberg, der opfandt trykpressen og dermed lagde grundlaget for en verden, hvor alle kunne læse og havde adgang til bøger, aviser osv. Andre eksempler i den meget bredt informerede bog er James Watt (der opfandt den moderne dampmaskine), Cesare Beccaria (der grundlagde det værdimæssige fundament for moderne retstænkning), Wilhelm Röntgen (opdageren af røntgenstråler og dermed muligheden for at kigge ind i kroppen), Kate Sheppard (den første succesfulde forkæmper for kvinders stemmeret), Jonas Salk (der bidrog til poliovaccination), og Vasili Arkhipov (der forhindrede atomkrig). Det er kun syv af de 65 små fortællinger i en vellykket bog.
Alexs bog kan læses i et hug eller i små bidder, men er både interessant og inspirerende på samme tid – og jeg kalder meget sjældent bøger for inspirerende. Men det er virkeligt inspirerende at læse om, hvordan enkeltpersoner enten i sig selv eller som et eksempel på en bredere udvikling har bidraget til det forbløffede sikre, velstående samfund, vi har idag. Og det bliver svært ikke at stille spørgsmålet, hvordan vi kan få et samfund med flere af den slags borgere!
Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2024. Skriv et svar
Akademisk frihed er ikke bare en god og nødvendig ting for forskere, men også af væsentlig værdi for resten af samfundet. Hvis forskere ikke er frie til at vælge, hvad de forsker i, hvordan de gør det, hvad og hvordan de formidler til resten af samfundet, og hvad de underviser i, falder kvaliteten af det hele. Som min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg viste for et par år siden i artiklen Academic Freedom, Institutions, and Productivity, er kombinationen af gode institutioner og udbredt akademisk frihed en væsentlig vækstfaktor for moderne samfund. Spørgsmålet er derfor (blandt andet) hvorfor nogle samfund har så ringe akademisk frihed, mens andre har udbredt frihed.
Niclas og jeg tog hul på den debat for knap tre år siden i Political Institutions and Academic Freedom: Evidence from across the World, der udkom i Public Choice. Formålet med den artikel var ganske simpelt at undersøge, om regimetyper er vigtige. Vi fandt da, at “moving to electoral democracy is positive, as is moving to electoral autocracy from other autocratic systems, suggesting the importance of elections.” Med andre ord er har lande med valg med flere partier mere akademisk frihed, selvom valgene i sig selv ikke er ordentligt demokratiske; demokratier har ikke overraskende endnu mere akademisk frihed.
I den spritnye artikel Economic Freedom and Academic Freedom across Nations, der er under udgivelse i Journal of Institutional Economics, dykker vi et ekstra spadestik ned i spørgsmålet ved at undersøge, om der er et krydsforhold mellem de to typer frihed: Den akademiske og den økonomiske. I data mellem 1970 og 2015 fra 154 lande i hele verden følger vi ændringer i den økonomiske og akademiske frihed. Den empiriske analyse viser meget klart, at bedre retsvæsener fører til mere akademisk frihed, dvs. jo mere de juridiske institutioner indrammer politik og politikere, jo mere frie bliver forskerne til at gøre deres arbejde uafhængigt. Det interessante er, at vi i en række analyser ser lignende effekter af regulering: Jo mindre politikerne regulerer økonomien, jo mindre regulerer de også den akademiske verden.
Overordnet dokumenterer vi således en ganske væsentlig, positiv bivirkning af mere økonomisk frihed: Jo bedre retsvæsenet er og jo mindre staten regulerer økonomien, jo mere frie – og jo mere effektive – er forskerne i landet. og på langt sigt indebærer kombinationen endda, at landet også bliver væsentligt mere produktivt. Mere information og en foreløbig version er tilgængelige her.
Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2024. Skriv et svar
I den forløbne uge har der været en række historier med Emma Holten, der er ved at skabe sig selv en karriere ved at kritisere moderne økonomisk tænkning og videnskab. Holten, der ifølge Wikipedia er “cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og kønspolitisk rådgiver i Oxfam IBIS”, har netop udgivet bogen “Underskud – om værdien af omsorg”. Bogen kritiserer det, Holten kalder ‘etableret økonomi’, hvilket ser ud til at dække stort set al nationaløkonomisk metode, teori og forståelse.
Holten har indtil videre afvist kritikken, der ellers er ret klar i spyttet. Lars Harhoff Andersen, der er PhD-studerende i økonomi på Københavns Universitet og kører substacken Unreasonable Doubt, rammer sømmet på hovedet i en anmeldelse i Ræson, ved at pege på at bogen er så “fyldt med misforståelser af økonomisk videnskab, at hendes argumenter ikke får flyvehøjde.” Lars er stærkt skeptisk overfor bogen, der ikke blot illustrerer, hvor lidt Holten faktisk forstår. Som han f.eks skriver:
“Fordi Holten har et grundlæggende socialkonstruktivistisk udgangspunkt, bliver videnskabelige dilemmaer altid til politiske dilemmaer. Så når BNP ikke medregner uformel økonomi, er det for at beskytte vestlig imperialisme. Og når offentligt forbrug bliver regnet som en udgift, er det fordi økonomer finder det værdiløst. Denne tilgang gør hende blind for at se opdelingen imellem et marked, hvor folk tænker på sig selv, og en privatsfære, hvor folk tænker på hinanden.”
En tilsvarende, supplerende kritik kommer fra overvismanden, Carl-Johan Dalgaard, der understreger at et af problemerne er, at Holten ikke rigtigt forstår distinktionen mellem omsorgsetik og utilitaristisk etik. I stedet for at se distinktionen og forsøge at forstå økonomers analyseformer, begår hun fejlen – som den ellers venstreorienterede Jeppe Druedahl peger på i Information, at hun “misrepræsenterer økonomisk tænkning”.
Spørgsmålet er helt basalt, om vi overhovedet skal tage Emma Holten alvorligt. Hun udtalte sig forleden om, hvordan ingen kritikere havde engageret sig med hendes synspunkter og påstande. Grunden er, som f.eks. Carl-Johan og Jeppes kritik meget klart afslører, at vi som økonomer har svært ved at tage hende alvorligt. Læser man bogen eller blot udtalelser, er det tydeligt at hun ikke har besværet sig med at sætte sig ind i moderne økonomi – hverken teoretisk forståelse eller metode (som hun kalder ‘økonometrik’). Skal man kræve at blive tage alvorligt, skal man tage dem alvorligt, som man kritiserer.
Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2024. Skriv et svar
I 1990erne var der en hed diskussion om Danmark skulle overtage euroen som valuta. De fleste politiske partier var utvetydigt for euroen, mens et klart flertal af danskerne var imod. Der var også diskussion blandt nationaløkonomer, i det mindste indtil vismændene udgav en meget fin analyse, der endte med vurderingen af, at det nok hverken gjorde fra eller til. Siden da er flertallet blandt danskerne for at bevare kronen om noget styrket, mens man – i det mindste i mit erhverv – stadig møder mange politikere, der helst så Danmark indgå i eurozonen. Det er dog stadig et åbent spørgsmål, om euroen overhovedet var og er en god idé.
Ricardo Duque Gabriel (Federal Reserve Board) og Ana Sofia Pessoa (IMF) undersøger i Adopting the Euro: A Synthetic Control Approach netop det spørgsmål. Den spritnye artikel, der er på vej ud i European Journal of Political Economy, benytter sig af syntetiske kontroller til at skabe en slags statistisk ‘dobbeltgænger’ for 12 lande, der adopterede euroen i 1999. Og de generelle resultater i artiklen taler ikke for euroen.
Gabriel og Pessoa finder, at ét land har haft klar økonomis gavn af at introducere euroen: Irland. En stor del af gevinsten skyldes dog, at Irland har formået at tiltrække en meeget lang række udenlandske virksomheder. Hvis man fokuserer på den økonomiske aktivitet, der går til irere i stedet for den aktivitet, der lavees i Irland – dvs. Bruttonationalindkomst i stedet for Bruttonationalprodukt – falder effekten til en tredjedel. Omvendt finder forfatterne, at Frankrig, Italien, Portugal, og Tyskland har oplevet relativt små, men negative konsekvenser af euroen.
Overordnet set er det mest interessante i artiklen, at Gabriel og Pessoa kan disaggregere effekterne. De finder her, at for eurolandene som helhed skabte eurozonen handel, og førte også til større offentligt forbrug. Omvendt førte euroen til lavere privatforbrug og mindre investeringer.
Når man ser på fundene i den nye forskning, er det svært at konkludere, at europrojektet har været en succes for borgerne. Påstanden var, at euroen ville gøre folk rigere ved at skabe mere handel og større investeringer. Handelseffekten ser ud til at være der, men euroen ser ud til at have ført til færre investeringer og større offentligt forbrug. Den har ikke gjort folk rigere, men faktisk en bid fattigere end i sammenlignelige lande, der ikke gik med i europrojektet. Overordnet kan man måske sige, at det var en succes for folk, der har særlige præferencer for offentligt forbrug og politisk kontrol, men en fiaske for alle vi andre.
Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2024. Skriv et svar
Siden 2009 har vi her hos Punditokraterne lavet en slags årlig ‘kåring’ af, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Vi har fra begyndelsen understreget, at en del af pointen i diskussionen er, at det grænser til det umulige at sige, hvem der er ‘bedst’. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt – og dermed en idé, folk er uenige om.
Hvert år gør vi det på en lidt anden måde end året før, for at understrege forskellene i selv små ændringer i opgørelsesmetoden, men også for at vise, at uanset hvordan man gør det, er der en lille gruppe økonomer i Danmark, der ligger i toppen af listen. I år sammenvejer vi fem forhold: Hvor mange artikler, en forsker har haft i et absolut toptidsskrift per år af sin aktive karriere, hvor mange citationer forskeren har haft per aktivt år, hvor stor en andel af forskerens artikler er udgivet i Top 25 % tidsskrifter, hvor stor en andel af artiklerne der ligger i Top 25 % af citerede artikler, og forskerens H-indeks. Der er således både indikatorer for høj forskningskvaliteten er og også et mål, der afhænger af hvor meget forskeren faktisk har produceret.
Og med det mål kan vi placere Lasse Heje Pedersen (CBS) på plads nummer ét. Lasse er citeret 12742 gang (ifølge Scopus) i en karriere, der startede med hans første publikation i 2002. Vi har talt ikke færre end 14 artikler i toptidsskrifter, der f.eks. omfatter 2 artikler i American Economic Review, en i Econometrica, og hele 12 artikler i Journal of Financial Economics. Nummer to er den enormt produktive Nicolai Foss (CBS), der er citeret hele 19488 gange siden 1993, og som er en hyppig gæst i Academy of Management Review. Nicolai er en af de få, der integrerer tænkning fra nationaløkonomi og ledelse, og gør det successfuldt. Fælles for de to – som man kan se hvad at sammenligne bidraget fra citationsdelen af indekset (det røde område) og kvalitetsdelen (de sorte) – er, at Lasse og Nicolai scorer ekstremt højt på begge dele.
Første kvinde og første økonom fra Aarhus er Helena Skyt Nielsen på plads nummer 7. Helena er interessant nok også den eneste, udover Lasse og Nicolai, der gør det godt nok til at være i Top 10 på begge halvdele af indekset! Top 20 omfatter to andre kvinder – Mette Verner og Marianna Simonsen. Pudsigt nok er alle tre Aarhus-økonomer, og selvom Mette idag er på VIVE, er hun absolut en del af hvad man kunne kalde Aarhus-miljøet i arbejdsmarkedsøkonomi.
Ellers er listen i år igen blandet, ikke mindst når det gælder forskningsområde. Flere topfolk er specialiserede i finansiel økonomi, men der er også folk i public economics, politisk økonomi, og en enkelt i public choice (undertegnede). Og som tidligere år er det slående at se, at en række af forskerne på listen slet ikke blander sig i den offentlige debat: En søgning på Infomedia viste, at halvdelen af Top 20 overhovedet ikke har været nævnt i landsdækkende medier med undtagelse af notitser om deres fødselsdag.
Et sidste spørgsmål er, hvordan danskere i udlandet ville placere sig, hvis de kom ‘hjem’, og hvordan vores udenlandske kolleger står? Tre danske økonomer, der er virkeligt internationale navne på deres respektive felter, er Annette Vissing-Jørgensen (UC Berkeley), Bo Honoré (Princeton) og Toke Aidt (Cambridge). Laver man samme øvelse for dem, placerer de sig henholdsvis som nummer 3, 6 og 12. Forestillede man sig, at min fremragende kollega Axel Dreher fra Heidelberg var i Danmark, ville han også ligge nummer tre, mens Stefan Voigt (Hamborg), som ofte placeres blandt de fem første i verden på det særlige specialområde, der kaldes Law & Economics, lige præcis ville ligge udenfor Top 20.
Overordnet gør danske økonomer dete således ganske godt – i det mindste når man se på toppen i Danmark. Men som altid skal den slags lister tages med et stort forbehold! Forskellige forskere har forskellige strategier – nogen udgiver mere end andre, og nogen fokuserer udelukkende på at ramme de allerfineste tidsskrifter – og visse specialområder citeres mere end andre, og er ‘lettere’ at få i de fineste tidsskrifter end andre. Men når man henover årene ser en top med de samme folk i hvert år, er det svært ikke at kalde dem nogle af Danmarks fineste økonomer, er det ikke?
På 1. maj må man spørge, hvad fagbevægelsens rolle er idag – har den overhovedet en positiv rolle at spille i et moderne Danmark – og hvordan ville en aktiv fagbevægelse, der gør det bedste for almindelige danskere i arbejde, se ud? Dagens spørgsmål er derfor, hvorfor fagbevægelsen ikke elsker økonomisk frihed som en ledetråd for økonomisk politik?
Figuren nedenfor viser fem forskellige faktorer i fem forskellige grupper: De 20 % lande med den laveste grad af økonomisk frihed, de næste 20 %, osv. op til de 20 % økonomisk frieste lande. Vi bruger her Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks. De fem faktorer, vi ser på, er antallet af dødsulykker på arbejdspladsen per 100.000 personer, det gennemsnitlige antal arbejdstimer per år, den økonomiske ulighed (ginikoefficienten for disponibel indkomst), bruttonationalproduktet per ansat (basalt set gennemsnitsindkomsten), og hvorvidt landet er et demokrati.
Ser man på data, er det svært at se hvordan fagbevægelsen ikke burde støtte mere økonomisk frihed. Gruppen med meget lav økonomisk frihed har for eksempel 3½ gange så mange dødsulykker på arbejdspladsen, cirka 30 % større ulighed, og 24 % længere gennemsnitlig arbejdstid. Gruppen med høj økonomisk frihed har alligevel otte gange så højt BNP, over fire gange så høj indkomst per arbejdstime, og i praksis alle de mest økonomisk frie lande er demokratiske.
Pointen idag er, at en større grad af økonomisk frihed på langt sigt leverer stort set alle de forhold, som fagbevægelsen traditionelt har kæmpet for. Det samme gælder diskrimination på arbejdsmarkedet, og endda statslig diskrimination. Så hvorfor er fagbevægelsen i 2024 imod politik, der klart hæver løn, sænker ulighed, er forbundet med langt færre alvorlige ulykker, og sænker arbejdstiden?
Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2024. Skriv et svar
Fraser Instituttet i Vancouver er en af verdens mest indflydelsesrige tænketanke fordi den udgiver den årlige Economic Freedom of the World rapport. Men Fraser-folkene lave mange andre ting, og en af de mest interessante i lang tid har været deres Realities of Socialism projekt. Projektet har undersøgt fem landes økonomisk-politiske historie – Polen og Estland, der faktisk var socialistiske i over 40 år, Danmark og Sverige, der ofte beskyldes for at være socialistiske økonomier, og Singapore, der for længe siden valgte en helt anden vej end de fleste rige lande. Bogen om Danmark, der er medforfattet af den fremragende Lars Christensen, hedder The Free Enterprise Welfare State giver et fint overblik over historien, og indsigter i hvordan en så skizofren konstruktion som Danmarks velfærdsstat nogenlunde kan finansiere sig selv.
Fraser Instituttet har nu udgivet en mini-dokumentar om Danmark, der bestemt kan anbefales. Hvis du har otte minutter til overs, er her noget at tænke over i weekenden:
Af Christian Bjørnskov, den 24. april 2024. 2 svar
Under nedlukningerne i 2020-22 dukkede en bestemt diskussion op flere gange: Førte nedlukningerne til at flere unge mennesker forsøgte at begå selvmord? Umiddelbart kunne man tro, at det ville ske når staten effektivt berøvede unge mennesker en stor del af deres sociale relationer. Jonas skrev endda direkte om det i februar 2021 (læs her), og konkluderede at der på det tidspunkt ikke var nogen evidens for flere selvmord.
Men den konklusion viste sig forleden at være for tidlig. I artiklen “Impact of COVID-19 restrictions on self-poisoning behavior with mild analgesics in Danish youth“, udgivet i Nordic Journal of Psychiatry, undersøger Gurbheej Singh, Jonathan Pommer Hansen, Ditte Hulgaard, Mads Damkjær, og Erik Christiansen, om antallet af selvmordsforsøg steg under nedlukningerne. De ser helt konkret på forsøg på at begå selvmord med smertestillende medicin, som bliver registreret omhyggeligt og konsistent. Forfatterne opsummerer deres resultater således:
For the period of this study, 1655 self-poisonings were registered. During the first lockdown, there was a slight, not statistically significant, decrease in self-poisoning rates (incidence rate ratio [IRR]) 0.98) compared to no lockdown. During the second lockdown, there was a significant increase in self-poisonings for the whole Danish population (IRR 1.85) with girls being slightly higher at risk (IRR 1.87). Being a girl or between the ages of 13–17 years old were risk factors for self-poisoning.
Med andre ord finder de danske forskere, at antallet af selvmordsforsøg blandt unge ikke ændredes i foråret 2020 under den første nedlukning, men steg voldsomt med 85 % under den anden nedlukning. Som vi har bemærket før her på stedet, er der ikke ret meget vilje til at diskutere omkostningerne ved de drakoniske nedlukninger under Covid-epidemien, men der kommer alligevel hele tiden drypvis ny viden om emnet. Så måske kan vi stille og roligt vente på, at der kommer modige danske politikere, der på et tidspunkt indrømmer, at det hele var en enorm fejl?
Af Christian Bjørnskov, den 21. april 2024. Skriv et svar
Forleden skrev vi om “censureret forskning“, efter at jeg havde deltaget i to sessions om Covid-forskning på årets APEE-konference. De to sessions dokumenterede ikke blot, at nedlukninger og mundbindskrav ikke virkede – i bedste fald er den estimerede effekt nul, mens flere studier nu finder at de på længere sigt slog folk ihjel – men også, at nedlukningerne havde alvorlige bivirkninger.
Min præsentation var af mit papir med Kasper Planeta Kepp, hvor vi studerede de ekstreme nedlukninger i Nordjylland, da nogen mente at vide, at der var en ny Covid-variant blandt mink, der måske kunne smitte mennesker. Syv nordjyske kommuner blev lukket ekstremt ned, men Kasper og jeg finder ingen effekt af de voldsomme nedlukninger på infektionsraten. Benefitten i en Cost-Benefit analyse af de nordjyske nedlukninger er derfor nul.
Det betyder dog ikke – som nogen politikere synes at ville indikere – at omkostningssiden også var nul. Vi giver et første indtryk af det idag, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Her viser vi udviklingen i gennemsnittet af familieindkomster (de fuldt optrukne linjer) i de syv nedlukkede kommuner (de røde linjer) og de fire, der gik fri (de blå linjer); vi supplerer med pars indkomster (de prikkede linjer) og enliges indkomster (de stiplede). Alle dataene er indekseret til 1 i 2010, så man kan tænke på tallene som udtryk for procentvækst fra år til år.
Den første ting, man bør notere sig, er at de syv kommuner på ingen måde var anderledes end de fire andre før den ekstreme nedlukning i slutningen af 2020. Vækstraten i familieindkomster i de nedlukkede kommuner mellem 2010 og 2020 var 2,3 versus 2,4 % i de fire kommuner, der ikke blev lukket voldsomt ned (p<0,85). For par var vækstraterne henholdsvis 2,7 versus 2,7 % (p<0,98) og for enlige var de 2,5 versus 2,5 % (p<0,95).
Men den virkelige historie her er, hvordan det gik efter de ekstreme nedlukninger: Figuren gør de helt tydeligt, at mens væksten i de nominelle indkomster i de fire kommuner fortsatte ind i 2022, faldt de endda lidt i de syv kommuner, der havde været nedlukkede. Faldet i gennemsnitlige familieindkomster i de tidligere nedlukkede kommuner var -0,2 % i 2022 mod en stigning på 2,4 % i de fire andre. Selv hvis man kun fokuserer på de fire nedlukkede kommuner, der ikke havde rigtigt mange minkfarme (dvs. under 20), faldt gennemsnitsindkomsten med 0,6 % i 2022. Det er med andre ord ikke sandsynligt, at der kun er tale om et kollaps af minkerhvervet, der driver resultatet.
Eksemplet er blot en af de mange negative virkninger af nedlukningerne i 2020-22, som de fleste politikere og journalister ikke længere har lyst til at tale om. En anden er den alvorlige inflation, der i 2020 var blot 0,5 %, men accelererede i 2021 til 3,2 og ramte 9,3 % i 2022. Inflationen underminerede kraftigt danskernes købekraft, og selvom andre lande var ramt endnu hårdere, er det næppe en gangbar undskyldning.
Den dramatiske nedlukning af syv kommuner i Nordjylland på basis af visse epidemiologer og politikeres frygt for en mink-båret epidemi – som andre epidemiologer pegede på, allerede var uddød – er et lille hjørne af en af historiens største regeringsfejl. Hvis vi ikke taler om den, hvor pinligt det end må være for mange politikere, risikerer vi at gentage den.
Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2024. 1 svar
Hvad ved vi om konsekvenserne af og kilderne til økonomisk frihed? Det er hovedspørgsmålene i den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der blev udgivet for en uge siden af forlaget Edward Elgar. Bogen er redigeret af min gode ven, kollega og medforfatter Niclas Berggren (IFN, Stockholm), og omfatter foruden indledningen 26 kapitler om separate emner i den videnskabelige litteratur om økonomisk frihed.
Som jeg skriver i Børsen idag, er det imponerende hvor meget forskning, der er udkommet om emnet de knap 30 år, der har været empiriske mål for økonomisk frihed. Det er derfor på sin plads, at det første kapitel efter indledningen netop er skrevet af James Gwartney og Robert Lawson, der stod for udviklingen af Economic Freedom of the World indekset. Derfra går det slag på slag med virkelige eksperter på hver deres område, der dækker et spørgsmål af gangen. Her er blot nogle få pluk:
Kapitel 5 handler om økonomisk frihed i økonomisk historie, skrevet af Vincent Geloso og Gregory Caskey, mens Maria Pia Paganelli har skrevet kapitlet om økonomisk frihed hos Adam Smith og Gerhard Wegner har skrevet om økonomisk frihed i tysk / østrigsk økonomisk tænkning.
I hvor høj grad er landes økonomiske frihed påvirket af deres regeringers ideologi? Det dækkes af Klaus Gründler, Armin Hackenberger og Niklas Potrafke; sidstnævnte har selv bidraget væsentligt til denne forskning. På samme måde har Niclas fået Abishek Choutagunta og Jerg Gutmann – to yngre, men meget dygtige økonomer fra Hamborg – til at skrive om sammenhængene mellem demokrati og økonomisk frihed.
Bogens længste afsnit handler om konsekvenser af økonomisk frihed, og indledes meget passende af de to hollandske topforskere Jan-Egbert Sturm og Jakob de Haan, der dækker hvad vi ved om effekten af økonomisk frihed på økonomisk vækst og produktivitet. Samme sektion har kapitler om effekterne på iværksætteraktivitet (af Per Bylund, Peter Klein og Matthew McCaffrey), miljø (Jonas Grafström), fred og voldelig konflikt (Tim Krieger and Daniel Meierrieks), og respekt for menneskerettigheder (af undertegnede).
Bogen afsluttes af to filosofiske kapitler – et af Nick Cowen om social retfærdighed og økonomisk frihed og et andet af Douglas Den Uyl og Douglas Rasmussen om menneskelig ‘blomstren’. Og selvom jeg selv har beskæftiget mig meget med emnet, er det stadig forbløffende at se, hvor meget forskning der er, og ikke mindst hvor vigtig borgernes økonomiske frihed er for samfundets udvikling. Selvom jeg ikke vil anbefale læsere at købe bogen – den er meget dyr og det er en bedre idé at opfordre ens bibliotek til at købe et eksemplar – er den som helhed meget varmt anbefalet. Som Tyler Cowen skriver i sin blurp for bogen: “There are few books that could do the world more good than this one.”
Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2024. 2 svar
Først på denne uge, fra søndag den 7. til tirsdag den 9., deltog jeg i den årlige konference i the Association for Private Enterprise Education (APEE) i Las Vegas. Konferencen er altid en fornøjelig affære blandt ligesindede, men omfatter også altid virkeligt god og interessant public choice forskning. I tirsdags gjaldt det ikke mindst en session om ‘censureret forskning’, som Bryan McCannon (Illinois Wesleyan University) havde sat sammen. Den bød – ikke overraskende – på fire papirer om effekter af nedlukninger og politik under Covid-epidemien.
Jeg fik lov til at starte sessionen med at præsentere mig papir “Lockdown Effects on SARS-CoV-2 Transmission: Evidence from Northern Jutland” som er skrevet sammen med Kasper Planeta Kepp fra DTU, og som vi har omtalt tidligere her på stedet. Som opmærksomme læsere måske kan huske, finder Kasper og jeg, at den ekstreme nedlukning af syv kommuner i Nordjylland – borgerne måtte ikke engang forlade kommunen – absolut ingen effekt havde på spredningen af Covid. Som jeg påpegede i Las Vegas, påstod danske epidemiologer at nedlukningen virkede: Vi kan dog ganske let vise, at det er en statistisk konsekvens af at ‘korrigere’ for testantallet, når man allerede før man begyndte at teste mere havde fundet stort set alle smittede. Det er derfor statistisk manipulerende at fokusere på antallet af observerede smittede som andel af antallet af testede. Gør man det korrekt, finder man en præcis nul-effekt.
Jeg blev fulgt af Mark Wilson (Saint Bonaventure), der præsenterede “Mask Mandates Increased COVID-19 Deaths in Kansas”. Papiret, der er skrevet sammen med Bryan, undersøger hvad der skete med overdødeligheden i Kansas efter at guvernøren indførte et påbud om mundbind i det offentlige rum. Tricket i papiret er, at alle counties i staten havde mulighed for at opte ud af politikken – og mange gjorde det, både i første og anden omgang. Mark viste, at mundbindspåbuddet blev fulgt af højere overdødelighed: Tre uger med mundbindskrav kostede to ekstra dødsfald. Mens det lyder som en meget lille effekt, skal det sættes i relation til at de 105 counties i Kansas i gennemsnit har 28.000 indbyggere, og medianen er 7000. Når tilhængere påstår, at det da ikke gjorde noget af folk blev tvunget til at bære mundbind selv der ikke var og er nogen evidens for at de virker, er det således ikke længere et godt argument.
Michael Makovi (Northwood University) var tredje præsentation med sit papir sammen med Phillip Magness (the Independent Institute) “The Efficacy of COVID-19 Lockdowns: A Dynamic Panel Analysis”. De to analyserer sammenhængen mellem nedlukninger og overdødelighed på tværs af de amerikanske stater i hele 2020, og gentager derfor min analyse, der kun var for europæiske lande i foråret 2020. Michael og Phil er metodisk sublimt dygtige, men finder absolut ingen effekt af nedlukninger uanset hvordan de angriber problemet.
Sessionen sluttede med Bryan selv, der præsenterede “Community Use of Face Masks and COVID-19: Further Evidence from State Mandates in the U.S.”, som er fælles arbejde med Dorothy Kemboi (West Virginia University). Papiret er et replikationsstudie af arbejde fra det amerikanske CDC, der påstod af mundbindskrav førte til lavere infektionsrater. Bryan viste, at når man udvider den korte periode, CDC studerede, til hele perioden fra januar 2020 til 2023, finder man absolut ingen (som i overhovedet og slet ikke) støtte for CDCs påstand: Mundbindskravene gjorde overhovedet ingen forskel for spredningen af Covid.
Hele sessionen var således en fejring af ordentlig forskning, som bare ikke har kunent publiceres. Bryan fortalte for eksempel om sit studie med Mark, at det var blevet afvist af 12 forskellige tidsskrifter. Den ene gang var begrundelsen fra en reviewer, at han ikke forstod hvorfor de havde lavet et studie af en utestet teori! Jamen, hvordan bliver de ellers testet? Alle seks forfattere, der deltog havde oplevet at få nedlukningsskeptiske studier afvist med de mest absurde begrundelser.
At man kunne tage til APEE og se dem præsenteret – og få et klart indtryk af, hvor omhyggelig kvalitetsforskning de er – var en stor fornøjelse. At min ven og kollega Stefan Sløk-Madsen fra Cepos blev udnævnt til nyt medlem af APEEs executive comitee gjorde ikke fornøjelsen mindre.
Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2024. 2 svar
Det er efterhånden længe siden, at vi har bragt en post i vores serie Sjov med Statistik. Som vi tidligere har skrevet, er formålet med serien – udover at underholde – at vise, hvordan umiddelbart latterlige statistiske sammenhænge til tider kan give mening, når man tænker over dem. Vi har for eksempel både skrevet om sammenhængene mellem højde og tillid, og om heavy metal er et luksusgode. Dagens post handler om et af mine yndlingsemner: Chokolade.
Franz Messerli udgav i 2012 en kort artikel med titlen “Chocolate Consumption, Cognitive Function, and Nobel Laureates” i det meget prestigiøse New England Journal of Medicine. Kernen i artiklen var nedenstående figur, der illustrerer sammenhængen mellem hvor mange kilo chokolade, folk spiser i hvert land per år, og hvor mange Nobelpris-modtagere, landet havde haft indtil 2012.
Figuren viser meget tydeligt, hvor stærk sammenhængen er – det er sjældent at se en korrelation på 0,79 mellem variable, der slet ikke måler det samme! Men hvordan forklarer man så stærk og synlig en sammenhæng?
Messerli konkluderer i artiklen, at “Chocolate consumption enhances cognitive function, which is a sine qua non for winning the Nobel Prize, and it correlates closely with the number of Nobel laureates in each country.” Han nævner dog også muligheden for, at sammenhængen er udtryk for omvendt kausalitet: At bedre kognitiv kapacitet kan stimulere forbruget af chokolade, fordi smartere mennesker ved, at (mørk) chokolade er godt for deres helbred.
Det hele er selvfølgelig med et ret stort glimt i øjet. Messerli tror næppe på, at chokolade fører til flere Nobelpriser, men peger alligevel – på en meget morsom måde – at der er et eller andet, der meget klart er forbundet med et effektivt akademisk miljø. Det kunne for eksempel være rigdom, akademisk frihed, og måske en kombination af det og at lande med højt chokoladeforbrug – den vestlige verden – har været karakteriseret af de forhold i mange år? Under alle omstændigheder er de sjovt, hvis man er lidt af en nørd, og tankevækkende på samme tid.
Hvad ved vi om konsekvenserne af, at kommuner og regioner forsøger at tiltrække store virksomheder ved at tilbyde særlige fordele? Mange ikke-økonomer – og desværre enkelte økonomer – tænker ofte, at det kun kan være en god ting at man tiltrækker arbejdskraft og skattekroner. Men selve processen forbundet med at tiltrække virksomheder kan være skadelig, fordi den åbner for såkaldt rent-seeking som en måde at føre virksomhed, og fordi den giver politikere et ekstra incitament til at rage til sig.
Men hvor stort er problemet egentlig? Ved den årlige konference i the European Public Choice Society, der lige er blevet afholdt i Wien, præsenterede Gary Wagner (University of Louisiana – Lafayette) et nyt papir han har skrevet sammen med Peter Calcagno (College of Charleston) og Russell Sobel (the Citadel). I “The political economy of state economic development: a path to unproductive entrepreneurship” undersøger de tre netop, hvad der sker når stater giver meget store incitamenter – tilskud, skattefordele osv.
Gary (på billedet under præsentation) forklarede, hvordan man relativt præcist kan identificere ændringen i måden at føre politik og virksomhed på. Han og hans kolleger viser i papiret, at når en stat giver et ‘large incentive’ for at tiltrække virksomheder, stiger beskæftigelsen med cirka 3½ procent i én bestemt type beskæftigelse: Den, der statistisk omfatter lobbyister, spindoktorer osv.
Skulle nogen være i tvivl om, hvorfor danske kommuner og regioner for eksempel er begyndt at ansætte langt flere journalister og andre, der ikke på nogen synlig måde bidrager til drift eller hører til, er det måske en idé at læse det nye papir af Wagner, Sobel og Calcagno. Det ville være sært, hvis det ikke er et fænomen, som danske kommuner med tørst efter nye jobs og indbyggere også udviser.
Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2024. 4 svar
I december 2019 skrev vi om et nyt papir af undertegnede, der undersøgte sammenhængen mellem udledninger af CO2 og økonomisk frihed. Som vi noterede dengang, har vi flere gange skrevet om emnet (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen dengang var, et jeg havde et papir klar til forårets konference i the Public Choice Society. Det skete bare ikke, da coronanedlukningerne også lukkede konferencen. Jeg endte derfor i 2020 med at gøre papiret til et working paper for at få det ud over rampen, og forsøgte senere – efter en del meget positiv feedback – at få det udgivet videnskabeligt.
Dén proces har taget relativt lang tid, og krævede fem forsøg hos fem forskellige tidsskrifter. De første fire steder blev det afvist, fordi en eller flere bedømmere mente, at konklusionerne ikke burde passe. Forleden kom beskeden heldigvis, at the European Journal of Political Economy ikke havde fordomme imod konklusionerne, da ingen af de tre bedømmere (eller redaktøren) fandt fejl eller mangler i data, metoder eller fortolkning. Min artikel Economic Freedom and the Greenhouse Gas Kuznets Curveer derfor nu udgivet, og er endda open access så alle frit kan læse den.
Og hvad er konklusionen da, som syntes så politisk kontroversiel? Den er – teknisk formuleret – at Kuznets-kurven for udledninger af drivhusgasser findes, og ligger længere til venstre jo mere økonomisk frit et samfund er. Det er det, der illustreres i Figure 3 fra artiklen nedenfor; figuren viser den estimerede Kuznets-kurve for samfund med meget lav økonomisk frihed (de cirka 20 procent mindst frie) på den grå kurve, og samfund med relativt høj økonomisk frihed (de cirka 20 procent mest frie). Sagt mere simpelt viser analysen i artiklen ret klart, at selvom økonomisk vækst til at starte med fører til større udledninger, kommer der et punkt hvor kurven knækker og yderligere vækst fører til mindre udledninger. Og hvis man er meget økonomisk fri ved at have omhyggelig beskyttelse af privat ejendomsret og private kontrakter, og man er fri for politisk indblanding på feltet, sker ‘knækket’ ved et ret lavt velstandsniveau.
Helt konkret indebærer estimaterne, at hvis man er blandt de 20 procent samfund med bedst retslig beskyttelse, vil økonomisk vækst reducere udledninger af CO2 når man er over et BNP per indbygger på omtrent 47.000 dollars, og reducere udledningen af drivhusgasser som helhed, når man når et BNP på indbygger på bare 23.000 dollars. Det første er lidt under Taiwans nuværende velstandsniveau, mens det andet er Malaysia niveau for knap ti år siden, eller Danmarks velstand omkring 1970.
Og heri ligger det politisk kontroversielle: Analysen implicerer, at hvis man vil have en hurtigere transition til lavere udledninger af drivhusgasser, er en effektiv måde at øge den økonomiske frihed – dvs. politisk at holde fingrene fra økonomien – og lade hurtig økonomisk udvikling gøre arbejdet. Det er med andre ord moderne produktivitetsudvikling i rige lande, der i høj grad fører til reduktioner af drivhusgasser, mens politisk styring decideret kan gøre ondt værre. Det budskab er næppe populært på Christiansborg.
Af Christian Bjørnskov, den 24. marts 2024. Skriv et svar
I denne uge udkom den årlige World Happiness Report fra FN. Det betød allerførst, at jeg havde en meget travl onsdag, da en række journalister kontaktede mig for at få kommentarer på de nye tal. Men der var reelt ikke noget nyt om Danmark, der igen i år er nummer to efter Finland. Det overordnede billede er i virkeligheden forbløffende ens fra år til år, fordi de grundlæggende faktorer bag at en befolkning er mere eller mindre tilfreds med livet, er ret stabile. På den måde var 2024-rapporten simpelthen mere af det samme, men på en anden måde gemte der sig interessant information i rapporten.
Sagen er, at 2024-rapporten har tabeller med tilfredshedstal fra 2021-23 for det meste af verden. Det tillader os at få et første overblik over, hvad der skete med hele befolkningers tilfredshed med livet gennem corona- og nedlukningstiden i 2020-22. Den øvelse involverer en metodisk komplikation, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Figuren viser sammenhængen mellem gennemsnitstilfredsheden mellem 2005 og 2011, og gennemsnittet mellem 2021 og 2023 i fire grupper: Vesten, Norden, de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og Latinamerika.
Som man kan se, er der en ganske klar sammenhæng på den måde, at de fleste lande ligger op ad en-til-en linjen – dvs. at de ikke ændrer sig så meget over en periode på halvandet årti (r=0,79). Men de røde markører – de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa – ligger et godt stykke over linjen, med en enkelt undtagelse (Ukraine, hvilket ikke ligefrem er overraskende). Grunden er, at i særlig grad disse lande har oplevet stigede tilfredshed igennem 2010’erne, med cirka 0,06 point per år. Den vestlige gruppe oplevede også en lille stigning over årene, mens Latinamerika som helhed oplevede et fald. Vurderer man således tilfredshedstabene gennem nedlukningsårene må man derfor tage trenden i landene i betragtning.
Beregner man et simpelt tab (dvs. man ignorerer trenden), har de vestlige lande i gennemsnit tabt 0,19 point, mens Latinamerika har tabt 0,22 og Norden 0,06 point; de tidligere kommunistiske ser ud til at have fået 0,09 point mere tilfredshed. Men korrigerer man for trenden i de enkelt lande – sammenligner man med et rimeligt bud på, hvor tilfredsheden havde været hvis trenden var fortsat uden nedlukninger – er tallene lidt anderledes. Her ser Vesten ud til at have tabt 0,21 point, Norden 0,08 point, Latinamerika 0,07 point, og de tidligere kommunistiske 0,14 point.
Hvor store er disse tab? 0,08 og 0,21 lyder jo ikke af ret meget, vel? Sammenligner man pointtabene med effekten af indkomst, kan man regne ud, hvor meget en typisk danskers eller europæers indkomst skulle falde, for at tilfredsheden skal falde lige så meget. De 0,08 point i nordiske lande svarer til, at en almindelig dansk familie mister 50.000 kroner i disponibel indkomst. Et tilfredshedstab på 0,21 – eller det tyske tab, der er over en tredjedel point – er derfor enorm i forhold til indkomsteffekter.
Den egentlige historie, der gemmer sig i tallene i årets World Happiness Report er således ikke den, forfatterne skriver mest om. Hvorfor noterer man ikke de rent sagt enorme tilfredshedstab i en lang række lande under nedlukningerne? Hvorfor noterer man ikke, at svenskerne faktisk ikke oplevede noget særligt tab? Og hvorfor gør man ikke mere ud af, at de fleste central- og østeuropæiske lande faktisk har klaret sig bemærkelsesværdigt godt?
Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2024. Skriv et svar
Indien er verdens største demokrati, men næppe nogens ideal for, hvordan et demokrati bør virke. Landet led i mange år under politikere uden nogen som helst forståelse for økonomi, og som mange andre lande i regionen, er Indiens og Asiens historie fuld af eksempler på politisk magtmisbrug. Stefan Voigt og jeg har været interesserede i dette aspekt i årevis, og se ikke mindst på det i vores bog State of Emergency, der udkommer til juli. I én sag har vi sluttet os sammen med Abishek Choutagunta og Shruti Rajagopalan om fælles forskning, der nu ligger tilgængeligt som working paper.
I papiret President’s Rule in India: State Emergency or Political Capture? undersøger vi et af de klareste eksempler på en politisk institution, der kan misbruges: Den indiske forfatnings paragraf 356, der også kendes som ‘President’s Rule’. Forfatningsreglen indebærer, at den føderale regering i Indien kan opløse en delstatsregering. Idéen med reglen var oprindeligt, at give den føderale regering muligheden for at overtage kontrollen med en delstat, hvis dens regering af en eller anden grund – politisk dødvande, naturkatastrofer og voldsomme optøjer – ikke længere kan regere.
Den interessante setting er, at der har været masser af påstande om, at President’s Rule blev misbrugt. En detalje er, at en højesteretskendelse i SR Bommai-sagen i 1994 indebar, at retsvæsenet kunne undersøge brugen af President’s Rule, og dermed også fik mulighed for at kende, at brugen var forfatningsstridig.
For at kaste lys over spørgsmålene, har vi allerførst bygget et datasæt der omfatter allle indiske delstater fra 1950 til 2019 hver måned. Vi kan derfor måned for måned følge, om staten rammes af President’s Rule, og estimere om brugen af reglen følger intentionen, eller om den misbruges politisk. Og konklusionen er overvældende, at brugen af President’s rule altid har været politisk. Vi finder ingen evidens for, at katastrofer eller optøjer har ført til dens brug, mens delstatsregeringer med mindre erfaring, mindre flertal i parlamentet, og koalitionsregeringer er mere udsat for brug. Meget af dette misbrug stoppede med SR Bommai-kendelsen i 1994, der gav retsvæsenet en mulighed for at holde øje med og straffe politikere.
Helt overordnet er vores studie af President’s Rule et studie af politisk magtmisbrug i verdens største demokrati, og således også en advarsel mod risikoen for magtmisbrug af forfatningsregler i føderale stater. Det er naturligvis ikke et problem, der direkte kan applikeres til Danmark, der ikke er føderal. Men tænker man på EU og diskussionen om, hvordan man fordeler magten og i særlig grad den stigende centralisering i unionen, er der absolut grund til at se på Indiens historie, og hvis elendigt det er gået for en type institution, som EU nærmer sig.
Hele abstractet er her: Emergency provisions allow federal governments to intervene swiftly but create op- portunities for political capture. We analyze how this tension plays out in the world’s largest federal republic, India. Article 356 of the Indian constitution (President’s Rule) allows the union (federal) cabinet to dismiss a state government and dissolve the elected state legislature, if the federally appointed state governor recommends the dismissal for emergencies, including political crises and natural disasters. Using an original panel data set of Indian states from 1952 until 2019, we find that Article 356 leads to the political capture of states by the Union (federal) govern- ment. More specifically, we find that (1) the likelihood of invoking Article 356 is almost exclusively determined by the political strength of the parties forming state governments, (2) natural or man-made emergencies are not significant predictors of invoking Article 356, and (3) judicial safeguards added in 1994 significantly reduced Article 356 imposition.
