Kategoriarkiv: Niels Westy

Om ulighed, velstand og en stadig mere pinlig og utroværdig udviklingsminister

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have  – The Economist leder den 13.10.2012 om årsagerne til den stigende ulighed og manglende sociale mobilitet i USA.

Update: læs også Joachm B. Olsens “Et frit marked skaber dynamik og vækst” i Berlingske

 

Torsdags den 6. december bragte Berlingske Tidende en på alle måder pinlig kronik af udviklingsminister Christian Friis Bach. Under overskriften “lighed skaber dynamik” forsøger han at overbevise læseren om at økonomisk lighed er et gode i sig selv. Det skal han naturligvis have lov til at mene, selv om der ikke eksisterer noget økonomisk-videnskabeligt grundlag for denne forestilling. Men at ministeren gør det med en argumentation baseret på manipulation og usandheder – man fristes til at sige – løgnagtigt, er til gengæld helt uacceptabelt. At han samtidig lægger vægt på at han har undervist i økonomi, føjer blot spot til skade. Det bedste man kan sige om hans nuværende job som minister er måske derfor, at sagesløse studerende hermed ikke skal udsættes for hans undervisning.

Baggrunden for ministerens kronik er et temanummer fra The Economist, som udkom i oktober måned, omhandlende uligheder i den globale økonomi. Og lad os med det samme slå fast – den globale ulighed er faldende og har været det siden slutningen af 1970erne. Verdens befolkning bliver således ikke kun mere og mere velstående, men også mere lige – hvilket naturligvis ikke bør overraske nogen.

Den øgede globale lighed dækker dog over, at uligheden i en lang række nationer er steget i samme periode. En markant undtagelse er klodens “mest ulige” kontinent Latinamerika – se også nedenstående figur.

I sin kronik påstår Christian Friis Bach (CFB), at lighed per se skaber mere dynamik og vækst . En påstand, som han modsat det indtryk han prøver at skabe hos læseren, ikke har opbakning til hos hverken The Economist eller flertallet af økonomer. Hermed står tilbage – med mindre CFB ikke kan læse engelsk – at han enten ikke har læst det pågældende temanummer eller ganske enkelt løber an på at Berlingskes læsere ikke har det.

Udviklingsministerens overordnede påstand er, at

øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Ud over at det er lodret forkert(løgn), når CFB skriver, at

Venstres socialminister Eva Kjær Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark.

så er det heller ikke korrekt, når CFB tager The Economist til indtægt for sit synspunkt. Tværtimod understreger Economist i deres leder (13.10.2012) med en reference til politiske tiltag og reformer i USA og England i begyndelsen af det 20. århundrede, at:

Modern politics needs to undergo a similar reinvention—to come up with ways of mitigating inequality without hurting economic growth.

Det er meget langt fra CFBs udlægning, og postulatet om at mindre ulighed – også i Danmark – vil skabe mere dynamik og økonomisk vækst står helt for ministerens egen regning. Der er ingen videnskabeligt grundlag for udsagnet, og det er i direkte modstrid med de konklusioner The Economist drager. Læs resten

Hvorfor velstand?

“Det er helt afgørende at de enorme rigdomme, som Afrika har, kommer afrikanerne til gode. Ellers får vi aldrig bugt med fattigdommen – udviklingsminister” – Christian Friis Bach (til DR 2012)

For øjeblikket viser DR en række udsendelser under den fælles overskrift “hvorfor fattigdom?” som led i en international kampagne, som løber af stablen i denne uge i over 70 lande. I den forbindelse viste DR 1 tidligere på ugen, Christoffer Guldbrandsens, “Tyveriet af Afrika”. På Dr hjemmesider kan man i den forbindelse også finde en tema-hjemmeside, rettet specifikt mod gymnasieelever, som bl.a. tager udgangspunkt i denne film. Og det er noget skidt.

Hvad er værdien af naturresourcer?

Filmen minder til forveksling om dusinvis af andre dokumentarfilm, som gennem årtier har fortalt samme historie om onde hvide mænd og multinationale selskabers udnyttelse og tyveri af Afrikas rigdom. Underforstået – den lokale befolkning er fattig, fordi vesten stjæler deres rigdomme. Men hvor meget er guld, kobber, olie osv. egentlig værd, så længe de ligger i jorden? Ingenting naturligvis.

Argument med, at den vestlige verden stjæler fattige landes rigdomme er en klassiker, som gennem årene har optrådt i mange udgaver. Ja, der behøver  ikke engang at være tale om fattige lande. Osama Bin Laden har således brugt samme argument om Saudi Arabiens olie (i sit brev “til den amerikanske befolkning” udsendt for år tilbage).

Ideen er åbenbart, at hvis bare de multinationale selskaber betalte mere i skat, så….. Argumentet kender vi også herhjemmefra – hvor det er et yndet tema for bl.a. Frank Åen og Enhedslisten. Og så sent som under CPH Dox festivalen for nylig, vistes den amerikanske dokumentarfilm,”We’re Not Broke“, baseret på, at hvis bare selskaberne betalte deres skat, så……

I forbindelse med premieren på “Tyveriet af Afrika”, er Guldbransen på DRs hjemmesider citeret for, at;

“Det overraskede mig meget, at de multinationale selskaber trækker ca. 10 gange så mange penge ud af Afrika, som kontinentet får i bistand. Det er et ret skræmmende perspektiv.”

Man kan næsten se kasserne med kontanter, som læses på fly og flyves ud af Afrika, men der er bare det problem, at der er tale om en beregnet værdi af penge som i vid udstrækning, aldrig har været i Afrika.

Det skal dog retfærdigvis siges, at Guldbrandsen andetsteds i teksten understreger at hans dokumentar primært handler om skattesnyd:

Man skal holde fast i, at de her multinationale selskaber og deres investeringer i Afrika jo skaber vækst. De skaber arbejdspladser, og de har en række positive sideeffekter. Det jeg har forholdt mig til er, når de ikke overholder spillereglerne. Det er ikke en moralsk historie, det er en faktuel historie, der forholder sig til, at de tilsyneladende har snydt i skat

Hvorvidt Glencore snyder i skat eller ej, om den Zambianske stat kunne få en større indtægt i forbindelse med udvinding og eksport af kobber, eller om der har været uregelmæssigheder i forbindelse med købet af miner i Zambia (korruption), skal jeg lade være usagt.

Problemet opstår når man sætter lighedstegn mellem mistanke om uretmæssig skatteundragelse, kapitalflugt og fattigdom, eller som vores udviklingsminister, Christian Friis Bach citeres for, at :

Det er en vigtig film på et vigtigt tidspunkt. Det er helt afgørende at de enorme rigdomme, som Afrika har, kommer afrikanerne til gode. Ellers får vi aldrig bugt med fattigdommen.

Så er er der tale om en påstand uden bund i hverken historisk erfaring, økonomisk teori eller empiri.

Blot for at demonstrere problemstillingen. Zambias BNP per indbygger er ca. på niveau med Taiwans i midten af 1950erne og Syd Korea’s i slutningen af 1960erne. Man kunne således på daværende tidspunkt have udtalt, at:

Det er helt afgørende at de enorme rigdomme, som Taiwan og Sydkorea har, kommer taiwaneserne og sydkoreanerne til gode. Ellers får vi aldrig bugt med fattigdommen.

Problemet er selvfølgelig at ingen af de to lande havde eller har enorme (natur)rigdomme, men alligevel kom man fattigdommen til livs. For Taiwans vedkommende i en sådan grad, at deres købekraftskorrigerede BNP per indbygger i dag er højere end det danske.

Vejen til velstand går gennem reformer og hårdt arbejde.

I virkeligheden er det retoriske spørgsmål “Hvorfor fattigdom?” ganske intetsigende. Det interessante spørgsmål man bør stille sig er selvfølgelig “hvorfor velstand?”

Kilde: Imagine There’s No Country: Poverty, Inequality, and Growth in the Era of Globalization af Surjit Bhalla

For 200 år siden levede over 80 procent af jordens befolkning i absolut fattigdom. I dag er det under 15 procent. For 200 år siden var børnearbejde normen, i dag er det undtagelsen. I stedet for den uendelige letkøbte vulgærmarxistiske kværnen om verdens uretfærdighed, som primært er drevet af narcissistisk mental dovenskab, var det måske mere interessant at beskæftige sig med hvorledes dette velstandsmirakel kunne ske. Deri ligger nemlig svaret på hvordan vi kommer den sidste rest af fattigdom til livs.

Udemærkede eksempler er før nævnte Taiwan og Sydkorea. Begge lande fik tidligt ulandsbistand. Men det er værd at understrege, at den høje økonomiske vækst, som sikrede deres kraftige velstandsfremgang, først kom efter gennemførelse af markedsreformer. Bistandshjælp havde kun marginal effekt.

PPP BNP per indbygger, kilde: Penn World Tables

Som det fremgår af ovenstående graf, fulgtes Zambia og Sydkorea af indtil slutningen af 1960erne. Mens Zambia derefter oplevede reel tilbagegang – BNP per indbygger er først nu på niveau med forholdene i slutningen af 1960erne, er Sydkorea som bekendt gået fra et fattigt land til at være en betydelig og avanceret økonomi. Og det skulle jo ifølge vores udviklingsminister slet ikke kunne lade sig gøre.

Spørgsmålet for Zambia er hverken hvorvidt multinationale selskaber (eller andre) snyder i skat. Spørgsmålet er hvilke interne forhold som forhindrer at de gennemløber samme udvikling som de lande, som har taget springet fra fattig til velstående nationer. Den erkendelse kommer ikke gennem at pege fingre af andre, men ved at studere de lande, som er lykkedes. Måske også snart på tide at vi erkendte det i vores del af verden.

Sidebemærkning: For de som har interesse i at vide mere om hvorfor nogle lande lykkes og andre ikke, kan jeg på det kraftigste anbefale “Why Nations Fail” af Daron Acemoglu & James Robinson. Den kan forøvrigt købes som e-bog for den sølle sum af USD. 13.99 på amazon.com.

Hennes & Mauritz bør hyldes for deres bidrag til kampen mod fattigdom, ikke dæmoniseres.

Så skete det igen. På baggrund af en mere end tvivlsom TV-udsendelse, denne gang fra svensk Tv4, bliver et stort og succesrigt multinationalt foretagne sat i den offentlige gabestok.

I dette tilfælde var det Hennes & Mauritz tur til at få ørerne i maskinen i form af “dokumentaren”, Drömmen om levnadslön, fra svensk TV4 (programmet kan ses gratis frem til den 28. november).

Programmet handler om forholdende for de ansatte hos underleverandører til Hennes & Mauritz i Cambodia. Og det grundlæggende postulat er at løn- og arbejdsvilkår nærmer sig “slavelignende” forhold. Bl.a. anskueliggjort via interviews med et par af de (kvindelige) ansatte, hvor de pågældende fortæller om deres lidet attråværdige liv, set med nordiske øjne. Et liv som næppe lettes af, at de tilsyneladende er enlige mødre.

Det oplyses i udsendelsen at arbejderne tjener 3 svenske kroner i timen (ca. 0,45 USD. eller 2,6 danske kroner dags dato), mens en repræsentant for Fairtrade uimodsagt oplyser, at en “living wage” (en løn man kan leve af) som minimum er 3 gange så høj, dvs. 9 svenske. kroner i timen, eller ca. 1,35 USD. Det svarer til “Asia Floor Wage” krav om en firedobling af minimumslønnen for tekstil- og beklædningsindustrien. Det ville gøre syersker til nogle af de absolut bedst lønnede i Cambodia. Se også en oversigt over lønninger i Cambodia her. Lønningerne ligger allerede væsentligt over Cambodias medianløn.

Jeg skal understrege, at oplysningerne om lønningerne i udsendelsen er indbyrdes modstridende. Et sted angiver man timelønnen til 3 svenske kroner, mens man et andet sted i udsendelsen siger, at månedslønnen svarer til 66 USD. (den lokale fattigdomgrænse er 47 USD.). Med en timeløn på 0,45 USD tjener en syerske ca. 90 USD., altså væsentlig mere end 66 USD. Syerskernes løn (med en timeløn på 0,45 USD. svarer faktisk til gennemsnitslønnen for undervisere  ( inkluderer alle typer af undervisere, fra folkeskole til universitet).

Selv med korrigering af forskellen i købekraft mellem danmark og Cambodia, som konservativt sat svarer til en faktor 4, er der naturligvis tale om et meget lavt lønniveau efter europæiske og danske forhold.

Nominelt BNP per capita er ca. 1/74 af det danske, mens købekraftkorrigeret BNP er ca. 1/18 (Penn World Tables 7.1). Der er med andre ord tale om et af verdens fattigste lande, med en levestandard på niveau med med Cameroun, Yemen og Mauretanien.

Nok er andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom (under 1,25 faste USD. per dag) faldet fra ca. halvdelen i 1990erne til  i dag under 30 procent, mens levealder, børnedødelighed osv. er forbedret. Men især på landet er fattigdommen stor og lønningerne lave (langt under den løn som syersker opnår) . 57 procent af arbejdskraften er beskæftiget indenfor landbrug, som står for 30 procent af BNP.

De 15 procent som er beskæftiget i den sekundære sektor står derimod for ca. 40 procent af det samlede BNP. Her har tekstil- og beklædningsindustriens vækst siden årtusindeskiftet været af enorm betydning. Beskæftigelsen er fordoblet mens eksporten er 4-doblet. I 2011 udgjorde den ca 75 procent af Cambodias samlede eksport.

En erhvervsvenlig politik, lave skatter og en rimelig beskyttelse af udenlandske investorer har medvirket til en betydelig økonomisk vækst de seneste 10-12 år, hvilket også fremgår af nedenstående figur.

BNP per capita er mere end fordoblet siden årtusindeskiftet (ovenstående tal er fra Penn Word tables, som stopper i 2010). Økonomien voksede sidste år med ca. 6 procent.

Det seneste årtis succes havde ikke været mulig, hvis ikke selskaber som H&M, Nike med flere havde set mulighederne i at investere i Cambodia.

H&M svarer igen

Udsendelsen fra Kalla Fakta er, som det normalt ses i den slags udsendelser, alene baseret på kilder fra fagforeninger og NGO’ere, som har to ting til fælles: 1- en komplet mangel på forståelse for hvorledes man skaber varig velstand og vækst, 2 – hvilket følger af punkt 1. en grundlæggende anti-markeds tilgang.

Ganske interessant har H&M valgt at reagere på Kalla Faktas udsendelse ved at lægge et uredigeret klip ud på deres hjemmesider fra en pressekonference, som indgår centralt i udsendelsen. Når man ser den, får man et noget andet indtryk af H&M end udsendelsen efterlader.

På sin vis kan man kun beklage, at store multinationale virksomheder skal bruge tid og ressourcer på CSR og åbenbart anser det som en fornuftig strategi at arbejde for generelle lønstigninger i den 3. verden. Som økonom ved man jo, at det i sidste ende vil være et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Med andre ord vil lønninger og levestandard stige i takt med den økonomiske udvikling.

Lytter man efter hvad der siges i klippet, tyder noget heldigvis også på, at det er H&M også godt klar over det. Til gengæld er det åbenbart, at journalisten ikke fatter en disse. Det er vist (desværre) mere reglen end undtagelsen, også herhjemme, for de involverede i den type kampagnejournalistik, som Kalla fakta’s program om forholdene i Cambodia reelt kan reduceres til. Det har meget lidt med lødig dokumentarfilm at gøre.

 

 

Johan Norberg om IMF og behovet for reformer i Europas kriseøkonomier.

Johan Norberg har et ganske interessant indlæg i Svenska Dagbladet om IMF og deres seneste udmeldinger om offentlige besparelser vs. skatteforhøjelser.

Under overskriften, Krugman ropade hej alltför tidigt, tager Norberg udgangspunkt i at Fiansiel Times journalisten, Chris Giles, har tilbagevist IMFs påstand om at offentlige sparetiltag har haft større negativ effekt på den økonomiske vækst end først antaget.

Cris Giles har påvist, at den tilsyneladende sammenhæng mellem nedskæringer og krise, som IMF mener at kunne påvise, alene er styret af data fra Grækenland og Tyskland. Fjerner man disse to lande, bryder argumentet sammen.

Eller som Norberg skriver:

När Giles tog bort extremerna Grekland och Tyskland försvann det säkerställda sambandet, liksom när han inkluderade Nya Zeeland (som exkluderats). När Giles kontrollerade för ländernas bytesbalans före krisen försvann det robusta resultatet, liksom när han tittade på 2012 års budgetar i stället för 2011 års.

Det helt specielle i Grækenlands tilfælde er ifølge Norberg, at

länder som Grekland saknar ett dynamiskt näringsliv som kan träda in när staten skär ned. Då kan åtstramningar leda till fritt fall. Där är det viktigare att genomföra strukturreformer, som att avreglera arbetsmarknaden och öka konkurrensen, samtidigt som nedskärningarna sprids ut över flera år.

 

Når det ikke går som præsten prædiker – klimadebatten og (mulig) manglende global opvarmning

Jeg er ikke klimaforsker og har ingen forudsætninger for at afgøre hvilke forhold, menneskeskabte eller ikke menneskeskabte, der er de primære “drivere” i de globale klimaforandringer.

Men – ikke mindst – som økonom erkender jeg, at jeg altid er mere end almindeligt kritisk, når hypoteser og computersimulationer fremføres som “beviser”. Mistroen bliver ikke mindre af at man tillader sig selv at overdrive og fordreje fakta i den “grønne” sags tjeneste. eksempler på sidstnævnte er bl.a. Al Gore, Connie Hedegaard og Cathrine Richardson.

I den udstrækning at de forskere som er fortalere for, at klimaforandringerne primært drives af menneskelig adfærd er klar over det, må man klantre dem for at gå ualmindeligt stille med dørene.

Det er mere end blot problematisk, når f.eks. Katrine Richardson, hvilket jeg selv har oplevet, erkender at Al Gores film om verdens klima overdriver effekterne og indeholder en del vilde påstande, men finder at det er helt i orden, fordi det sker i en “god sags tjeneste”.

Det bliver naturligvis ikke bedre, når man i et forsvar for gennemførelse af en ekstremt omkostningsfuld (og i realiteten virkningsløs) omstilling til CO2-neutral energipolitik opererer med helt absurde forudsætninger om den fremtidige udvikling i energipriserne.

Når man samtidig oplever, at seriøse videnskabsfolk, som beskæftiger siger med emnet har problemer med at skaffe penge til deres forskning og er blevet chikaneret i årevis (f.eks. Henrik Svensmark), så dæmper det ikke just mistroen til de herskende holdninger på “klimabjerget”.

Og så er der selvfølgelig hele miseren om Bjørn Lomborg. Man må til stadighed undre sig over den behandling han får. Siden “Verdens sande tilstand” har han konsekvent taget udgangspunkt i FNs klimarapporter. Hans brøde er primært at han ønsker en rationel og økonomisk fornuftig tilgang til problemet.

Det kan vi naturligvis ikke have. Dertil er der alt for store politiske (og privatøkonomiske) gevinster ved den førte energi- og klimapolitik. Se også her og her.

Desuagtet at jeg ikke postulere at have overblik over en så kompleks størrelse som det globale klima, så kan jeg dog nok finde ud af at aflæse temperaturudviklingen, som det fremgår af nedenstående graf. Målt på overfladetemperatur skal man være end almindelig begavet, hvis man kan konkludere, at der er en tendens til global opvarmning de seneste 10 til 15 år. Det betyder naturligvis ikke, at man kan udelukke hypotesen om, at klimaforandringerne primært er drevet af vores udledning af drivhusgasser, men det svækker unægtelig denne hypotese en del.

 

Man kan naturligvis med rette pege på hvor følsomme sådanne betragtninger er. Valg af start og slut dato kan være helt afgørende. og man kan anføre at perioden stadig er for kort. Problemet for de eksisterende modeller er blot, at de i lighed med opvarmningen i perioden 1910 til 1940 og den efterfølgende stagnation frem til 1970’erne, i varierende grad har problemer med at forklare den manglende opvarmning. Og jo længere tid som går uden målbare temperaturstigninger, jo svagere står hypotesen om at klimaforandringerne primært er drevet af vores udledning af drivhusgasser.

Det fik The Mail til at skrive en artikel under overskriften “Global Warming stopped 16 years ago” hvorefter The Guardian to dage senere under overskriften “Why the Mail on sunday was wrong to claim global warming has stopped” søgte at imødegå Mails måske noget bombastiske overskrift og artikel.  Lige som Phil Jones, direktør for Climatic Research Unit ved University of East Anglia, afviser Guardian Mails påstand, og siger, at 15 eller 16 år er for kort en periode, til at man kan konkludere noget.

Artiklen i Guardian går dog et skridt videre og fastholder reelt, at der har fundet en fortsat opvarmning sted. Artiklens sprogbrug er forøvrigt også et godt eksempel på tonen i klimadebatten. Hvis man ikke er enig er man enten dum, ond eller begge dele.

Alt det som vi ikke ved

Judith Curry fra Georgia Tech University, der i Mails artikel er citeret for at de computermodeller, som ligger til grund for klimaberegningerne som “deeply flawed” (En udtalelse, hun har benægtet), har lavet en listning af pro og cons i forhold til hvorvidt klimaforandringerne er menneskedrevne. Under overskriften, “Waving the Italien Flag“, hvor den grønne farve repræsenterer “bevismateriale” for menneskeskabt global opvarmning og den råde farve repræsenterer “bevismateiale” mod menneskeskabt global opvarmning. Ifølge Judith Curry er det afgørende reelt alt det vi ikke ved (den hvide del af det italienske flag).

På baggrund af eksisterende beviser kommer Curry frem til, at
The white part of the flag is frankly pretty dominant here, with the net impact of these uncertainties acting against the green evidence.
Og konkluderer videre, at
Interpretation of climate model simulations has emphasized the existence of plateaus or hiatus in the warming for time scales of up to 15-17 years; longer periods have not been previously anticipated, and the IPCC AR4 clearly expected a warming of 0.2C per decade for the early part of the 21st century.
Given that we are in the cool phase of the PDO* and a strong El Nino is unlikely for the next decade, the plateau may continue for at least another decade.  Latif has made this argument, whereas most other ‘establishment’ scientists seem either puzzled by the pause or don’t expect it to continue beyond the expected 15-17 year period.
And if the PDO and solar factors are sufficient in strength to counter the anthropogenic warming, then we need to ask the question as to how much of the warming in the 1980′s and 1990′s were ‘juiced’ by the warm PDO and transition from cool to warm AMO, plus a solar max.
With the IPCC focus on anthropogenic forcing, these other issues have received insufficient scrutiny.  The main ‘war’ with skeptics is over detection and attribution.  The skeptics have raised some valid issues (notably the PDO/AMO and solar); I hope that the ‘pause’ will stimulate some systematic reconsideration of attribution arguments.
Måske var det på tide at der blev etableret et reelt uafhængigt institut for klimastudier? Noget kunne tyde på det.
*for forklaring på PDO og AMO, se her

Den Europæiske Centralbanks umulige redningsplan

Christian Bjørnskov skriver i dag i Den Korte Avis om “Den Europæiske Centralbanks umulige redningsplan“. Christian påpeger at et af de helt centrale problemer er hvorvidt man nu også vil følge de regler og krav man opstiller:

Hvis lande ikke overholder deres løfter, kan ECB stoppe långivningen. Problemet er, at den beslutning altid er et politisk anliggende, og jo sværere en økonomisk situation et land er i, jo sværere bliver det politisk at nægte landet ”hjælp” i form af yderligere lån. Dynamikken er alt for velkendt:

En regering får hjælp mod at love at lave upopulære reformer, men når hjælpen når frem, er der mindre grund til at gennemføre reformerne. De manglende reformer forlænger krisen, hvilket gør at landet må bede om mere hjælp.

På trods af, at man ikke har opfyldt forpligtelserne, vejer menneskelig nød tungere end reglen om, at man ikke hjælper dem, der ikke holder deres løfter. Der er ingen grund til at tro, at de nye regler viser sig at betyde noget i realpolitik.

Der er tale om en helt central problemstilling hvor de politiske kulturforskelle mellem Nord- og Sydeuropa er af afgørende betydning (dette skrevet uden at forherlige nordeuropæisk politik), og hvor det bliver helt afgørende hvordan man agerer i de dilemmaer der vil opstå mellem menneskelige hensyn på den ene side og behovet for faste regler på den anden side. Hvad der skulle indikere, at at det går anderledes fremadrettet end indtil nu står hen i det uvisse. Læs mere her.

debat om indvandring og socialstat

I forlængelse af min post om indvandring og socialstat tidligere på sommeren debatterer Morten Uhrskov og undertegnede under overskriften “Indvandringens pris eller socialstatens fallit” ved et arrangement i CEPOS lokaler, Landegreven 3.3 , på tirsdag kl. 17.00. Arrangementet afholdes i regi af Selskabet Libertas, og formålet er bl.a. at afdække de forhold som forener og adskiller en, når man har et klassisk borgerligt-liberalt udgangspunkt som undertegnede og et nationalkonservativt udgangspunkt som Morten Uhrskov.

Der er fri adgang til arrangementet.

Clint Eastwood – gal eller genial?

Omend jeg, hvis jeg var amerikaner, nok ville være republikaner, er det med en vis tøven, grundet den udvikling partiet har været inde i de sidste mange år. Til gengæld er jeg et stort fan af Clint Eastwood og den konservatisme/liberalisme han står for.

Eastwoods tale/stand up optræden på det Republikanske partikonvent i torsdags har i den grad sat sindene i kog. Stort set alle aviser (i hvert fald herhjemme) har været yderst negative, og følger dermed den linje som har været fremherskende i den demokratisk orienterede presse i USA. Og der er formentlig også en del aktive republikanere som ikke just var begejstret, omend tilhørerne på selve konventet ser ud til at nyde hvert et minut af Clintens 11 minutter lange optræden.

En politisk tale i traditionel forstand er det bestemt ikke. Jovist er der tidspunkter hvor han går i stå og andre hvor han afbryder sig selv, men der er også en del “clintske” højdepunkter og ind imellem er der en kritik – ikke kun af Obama – men af det politiske system generelt og dermed også det republikanske parti.

Og mon ikke en del vælgere – også i andre lande – som grundlæggende er helt enig med Clint Eastwood, når han mod slutningen siger, at:

I would just like to say something, ladies and gentlemen. Something that I think is very important. It is that, you, we — we own this country.

We — we own it. It is not you owning it, and not politicians owning it. Politicians are employees of ours.

And — so — they are just going to come around and beg for votes every few years. It is the same old deal. But I just think it is important that you realize , that you’re the best in the world. Whether you are a Democrat or Republican or whether you’re libertarian or whatever, you are the best. And we should not ever forget that. And when somebody does not do the job, we got to let them go.

 

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=yoqKdWY692k[/youtube]

Friedman indsigter 4: De fire måder at bruge penge på

Da jeg læste professor Niels Kærgårds kronik i Børsen i sidste uge (kræver abbonement), hvor han brokkede sig over “dyrkelsen” af Milton Friedman fik jeg en følelse af déjà vu fra min tid som cand. polit. studerende. Kærgård sammenligner i sin kronik nutidens tilgang til Friedman med tilgangen til Karl Marx  i 1970erne (og han burde vide det, for han var en af dem) . En grundlæggende anklage var vist især, at ikke-økonomer tillod sig at skrive om Friedman og hans betydning.

Nok indgik Friedman i undervisningen i makroøkonomi, men det var ikke just med begejstring, snarere beklagelse, at man følte sig nødsaget til at inddrage ham i undervisningen.

Friedmans store forbrydelse? At han aldrig gjorde tingene  sværere end de var og ofte viste at de fleste universitetsøkonomer ikke har noget tøj på. For hvis semiplanøkonomiske tiltag samt indviklet styring og regulering ikke hjælper, så forsvinder behovet og respekten, ja selve indtægtsgrundlaget selvfølgelig for en stor del af standen.

Også indenfor økonomien hersker nemlig reglen om, at før noget er rigtig videnskab, skal det helst være uforståligt for den uindviede. Vi kender det også fra humaniora og ikke mindst filosofi, hvor de mest banale ligegyldigheder ofte afleveres i et sprog som de færreste forstår. Og forstår man ikke det man læser eller hører, så må det jo være meget vigtigt og betydningsfuldt, og afsenderen en meget klog mand eller kvinde.

Friedmans forklaring på hvorfor en klar sammenhæng mellem forbrug og betaling altid er at foretrække, er bestemt til at forstå for menigmand. Lidt tungere ligger det vist med erkendelsen hos en del økonomer og politikere. De to grupper lever naturligvis også af at den simple indsigt om sammenhængen mellem betaling og forbrug ikke er alment anerkendt 🙂

Fire måder at bruger penge

1. Du bruger dine egne penge på dig selv.

Her er man meget omhyggelig med hvad man præcist bruger pengene på, og sørger at få mest muligt for dem, (lav pris for høj kvalitet)

2. Du bruger dine egne penge på en anden.

Det handler om at bruge så få penge som muligt og kvaliteten kommer i anden række, (lav pris og “tilstrækkelig” kvalitet)

3. Du bruger en andens penge på dig selv.

Der er ingen smalle steder, og man er parat til at bruge mange penge på marginale eller ingen forbedringer. (høj pris og kvalitet)

4. Du bruger en andens penge på en anden.

Man interesserer sig reelt hverken for hvor meget tingene koster, og er heller ikke særligt bekymret over hvad modtageren egentlig får. (høj pris og lav kvalitet).

Men hvorfor ikke høre forklaringen fra mandens egen mund? Klik på videoen nedenfor.

Underlying most arguments against the free market is a lack of belief in freedom itself – Milton Friedman

I dag ville økonom, nobelprismodtager og frihedskæmper Milton Friedman være fyldt 100 år. Med tanke på den indflydelse han har haft på både tidligere og nuværende punditokrater, vil vi naturligvis også give vores bidrag til fejring af manden, som Stephen Moore i dagens Wall Street Journal passende beskriver som “The man who saved capitalism“.

In the second half of the 20th century there was no more influential voice for economic freedom world-wide than Milton Friedman. Small in stature but a giant intellect, he was the economist who saved capitalism by dismembering the ideas of central planning when most of academia was mesmerized by the creed of government as savior.

Selv om Friedman var en kæmpe blandt økonomer er hans vigtigste bidrag måske i bund og grund hans opdatering og udbredelse af de centrale tanker, som Adam Smith allerede var kommet med 200 år tidligere. En pointe Friedman ville være stolt af. Han lagde aldrig skjul på Adam Smith enorme betydning for ham, og bar ofte sit Adam Smith slips med stolthed.

Men uanset om man mener at Friedman var den største økonom i det 20. århundrede eller ej, (en diskussion som hurtigt kan komme til at munde ud i pengepolitik, guldstandard osv, og komme til at ligne diskussioner om hvem der var den største klassiske komponist, største rockgruppe, største jazzmusiker, bedste fodboldspiller osv.), så er der én diciplin, som Friedman er fuldstændig suveræn indenfor med sine uforlignelige pædagogiske og kommunikative evner, og det er formidling af budskabet om frihed. Som Moore korrekt skriver:

More influential than Friedman’s scholarly writings was his singular talent for communicating the virtues of the free market to a mass audience. His two best-selling books, “Capitalism and Freedom” (1962) and “Free to Choose” (1980), are still wildly popular. His videos on YouTube on issues like the morality of capitalism are brilliant and timeless.

Læs resten

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

Det sker vist ikke ofte vi her på bloggen henviser til Ekstrabladet, men en gang skal jo være den første. Hele dagen i dag har der for gud ved hvilken gang kørt en historie rundt i medierne omkring politiets manglende evne til at servicere borgerne. For gud ved hvilken gang anfører politiet til sit forsvar, at man er nød til at prioritere, eller som en politimand udtaler til Ekstrabladet:

Der er tidspunkter, hvor der fra borgernes side er et klart behov for at få hjælp fra politiet, men hvor vi simpelthen ikke har mulighederne som tingene er i dag,

og henviser direkte til indsatsen mod banderne – hvis eksistens og magt som bekendt primært er baseret på deres indtægter fra salg af narkotika.

Der er naturligvis ikke noget nyt under solen. I 1990erne hvde vi præcist sammen problem og politiet gav præcist samme svar. Det er imponerende – og beskæmmende – at det åbenbart fortsat ikke er gået op for de ansvarlige politikere. Vi har aldrig haft så mange betjente, og vi har vel aldrig- hvis man ser bort fra en kort periode under anden verdenskrig – haft så ringe service.

Se http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1792844.ece

 

Indvandringens pris eller socialstatens fallit?

(indlæg (25 s.) kan hentes som pdf her)

“Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal.” (Milton Friedman)

I en økonomi uden nem adgang til andres lommer vil et lavere uddannelsesniveau primært indebære, at lønnen tilpasser sig udbud og efterspørgsel, og uligheden stiger. Det er måske det bedste incitament for næste generation til at tage sig en uddannelse. Det er næppe uden grund, at 61 % af amerikanerne, 53 % af canadierne og 40 % af schweizerne, men kun 4 % af svenskerne og 2 % af danskerne ifølge World Value Survey prøver at lære deres børn værdien af hårdt arbejde.

Historikeren og debattøren Morten Uhrskov udsendte i slutningen af maj bogen Indvandringens pris.

Bogens hovedtese er, at ikke‑vestlig indvandring gør os alle fattigere. Som han skriver om indvandring fra ikke‑vestlige lande i kronikken En rigtig dårlig forretning (Børsen 4. juni):

Denne indvandring vil år for år gøre Danmark til et relativt fattigere land, et land med en gennemsnitligt dårligere uddannet befolkning, som er til mindre gavn for erhvervslivet.

Til at sandsynliggøre denne påstand inddrager han erfaringerne med indvandringen af Hispanics i USA, som han mener “vil tvinge supermagten USA i knæ økonomisk”.

Udviklingen skyldes ifølge Uhrskov de negative effekter af det lavere gennemsnitlige uddannelsesniveau for indvandrere fra ikke‑vestlige lande set som samlet gruppe. Efterslæbet i uddannelse mener Uhrskov åbenbart indebærer, at vi alle bliver fattigere.

Alt andet lige er det økonomisk‑fagligt noget vås, som skyldes, at Uhrskov bruger gennemsnitsbetragtninger i stedet for korrekt at anlægge en marginalbetragtning. Den tilsiger, at man skal tillade indvandring, så længe den sidst ankomne bidrager lig med eller mere, end vedkommende (og dennes familie) koster.

At vi kan konstatere, at effekten formentlig er negativ, skyldes ikke indvandreren, men indretningen af vores socialstat. Jo mere gavmild denne er, alt andet lige, jo mindre er nettogevinsten ved indvandring.

Rent økonomisk tilsiger eksistensen af visse identificerbare grupper med et gennemsnitligt lavere uddannelsesniveau end andre blot, at de skal have en gennemsnitligt lavere lønindkomst.

Det er helt korrekt, når Uhrskov påpeger, at det gennemsnitlige uddannelsesniveau blandt både indvandrere fra ikke‑vestlige lande herhjemme og deres efterkommere er ringere end den øvrige befolkning. Og han skal have tak for at påpege, at historierne om, at indvandrerpiger klarer sig godt i uddannelsessystemet, er noget sludder.

Det er til gengæld meget problematisk, når han bruger udviklingen for samlegruppen “Hispanics” i USA som reference. Bedre bliver det ikke, når han angiver, at Latinamerika ikke er en del af den vestlige verden. Det er faktuelt og historisk en vanvittig påstand uden empirisk belæg — tværtimod.

I stedet for at tale om “indvandringens pris” er det derfor mere korrekt at tale om “socialstatens fallit”.

Læs resten

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

For en uge siden døde en ung svensker efter at have indtaget en overdosis Ecstacy (og der skal meget til). For få timer siden døde stofbrugeren Tom af miltbrand. Den pådrog han sig via inficeret heroin. Det er blot to af de mange som hvert år dør som konsekvens af den førte narkotikapolitik. 

Siden en række politikere besøgte Christiania, og TV2 journalist efterfølgende fik bank, da han forsøgte at filme i pusherstreet, er der igen blevet diskuteret hash herhjemme. I sidste uge erklærede Børsen på lederplads, at legalisering bør overvejes. Som Christopher Arzrouni skrev i lederen under overskriften “Christianias selvmord”:

Ved at afkriminalisere hash ville man gøre både samfundet og Christiania en tjeneste. Politiets ressourcer kunne anvendes bedre. Og borgerne kunne holdes væk fra de kriminelle miljøer. Dertil kommer, at forskellen på almindelig tobak og hash heller ikke er overvældende. Ingen er i tvivl om, at begge dele er skadelige for helbredet. Men den fare, man udsætter sig for – med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminalisering afføder. Det er ikke kun et problem for Christiania. Her fungerer “Fristaden” desværre som et skræmmende fremtidsbillede på, hvad resten af samfundet risikerer. De er jo en del af os selv.

Hermed følger man delvist i sporene på Wall Street Journal, Finansiel Times og The Economist, som alle tre for mange år siden erklærede, at de er tilhængere af en eller anden form for legalisering, ikke kun af hash, men også af hårdere stoffer.

New York Times bragte for nylig en mindre artikel, som sætter tåbelighederne i relief. Under overskriften “Numbers Tell Of Failure i Drug War“, pointerer Eduardo Porter, at det hverken er den samlede produktion af opium og marihuana eller andelen af kokain til det amerikanske marked, som kommer via Mexico, som udstiller problemet ved den førte politik. Hvis ét tal udstiller den fortsatte forbudspolitiks fiasko, er det udviklingen i prisen på kokain gennem de seneste 30 år.

If there is one number that embodies the seemingly intractable challenge imposed by the illegal drug trade on the relationship between the United States and Mexico, it is $177.26. That is the retail price, according to Drug Enforcement Administration data, of one gram of pure cocaine from your typical local pusher. That is 74 percent cheaper than it was 30 years ago.

Læs resten

“Skattereformen” II – Die dumme dänen

Ét af finansieringselementerne i den nyligt indgåede skatteaftale er øgede chookoladeafgifter samt fremtidig indeksering af afgifterne på sukker, fedt osv. Det på trods af at et klart flertal af partierne åbenbart er imod den slags syndskatter. Alle partier, bortset fra Liberal Alliance, er på en eller anden måde er “fedtet ind” i disse afgifter.

Ifølge lørdagens aviser er, foruden Liberal Alliance, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti direkte modstandere af sukker og fedtafgifter, mens venstrefløjspartiernes ordførere udtrykker mere eller mindre skepsis.

Efterfølgende har skatteministeren udtalt, at det er regeringens ønske at adskaffe fedt og sukkerafgifterne.

For de borgerlige partier (minus LA) kan man kun endnu en gang undre sig over, hvorfor det så var så vigtigt at vedtage de pågældende afgifter i 2010. For det første vender de som alle andre forbrugsafgifter som pålignes basisvarer den tunge ende ned af, og for det andet er nettoprovenuet ved de pågældende afgifter yderst tvivlsomt, som det vil fremgå af nedenstående.

Tilbage er hensynet til vores sundhed, hvilket også har været argumentet for den nuværende regering. Med andre, at vi skal frelses fra os selv.  Hvorom alting er, har det vist sig, at afgifterne er yderst skadelige for dansk erhvervsliv. Landbrug of Fødevarer mener at afgifterne koster mindst 2.400 jobs.

Læs resten

“Skattereformen” – når frem og tilbage er næsten lige langt

Det er formentlig gået de færreste forbi, at der i fredags blev indgået “en bette” skatteaftale mellem regeringen og Venstre. Rent formelt mellem regeringen, Venstre OG konservative. Sidstnævntes rolle har dog været minimal. De blev først tilkaldt fredag efter aftalen mellem regering og Venstre var klappet af.

En ekstra dimension er naturligvis, at Enhedslisten også troede at de havde en aftale, som de efterfølgende har lagt frem:

Her er (ifølge DRs hjemmesider) nogle af de mest markante forskelle mellem de to:

I udspillet: forhøjelse af topskattegrænsen med 57.900 kroner:
Uændret i den endelige aftale.
– I aftalenotatet med Enhedslisten er topskattegrænsen kun hævet med 45.900 kr.

I udspillet: reduceret børnecheck for forsørgere med en årsindtægt på over 760.000 kr:
Uændret i den endelige aftale.
– Taget held ud i aftalenotatet med Enhedslisten.

I udspillet: folkepensionisters grundbelæg sænkes med 13.600 kroner:
– Taget helt ud af den endelige aftale.
– Også taget helt ud i notatet til Enhedslisten

I udspillet: nedsættelse af rentefradraget for boligejere:
– Taget helt ud af den endelige aftale
– Uændret i notatet til Enhedslisten

I udspillet: overførselsindkomsterne mindrereguleres med 5,1 procent
Uændet i den endelige aftale (dog først virkende fra 2016 i stedet for 2013)
– Taget helt ud i notatet til Enhedslisten

I udspillet: beskæftigelsesfradraget forhøjes fra 5,6 til 10,65 procent:
 Uændret i den endelige aftale
– Reduceret til en forhøjelse til 9,65 procent i notatet til Enhedslisten

I udspillet: udvidelse af chokoladeafgiften
Uændret i den endelige aftale
– Taget helt ud i notatet til Enhedslisten. Hvis aftalen med Enhedslisten var blevet til noget, ville den meget omdiskuterede fedt- og sukkerafgift blive afskaffet.

Læs resten

Det markedsliberale alternativ – Aliança do Pacífico

I forlængelse af Christians indlæg om “Sydamerikas tigre”, Chile, Peru og Colombia, er det værd at medtaage, at de 3 lande i sidste uge indgik en økonomisk alliance (ikke ulig EUs indre marked) med Mexico, Aliança do Pacífico, som i den grad skal tages alvorlig.

Med ca. 215 mio indbyggere står Mexico, Chile, Colombia og Peru for ca. 40 procent af Latinamerikas samlede BNP, 55 procent af regionens eksport og er mål for 38 procent af alle udenlandske investeringer. Der er tale om et historisk samarbejde. I forvejen fusionerede Colombia, Chile og Peru deres børser tidligere på året, mens Colombia for nylig indgik en frihandelsaftale med USA, som forventes at øge væksten i BNP med 1 procent allerede i indeværende år og netto skabe 300.000 nye arbejdspladser.

Ikke overraskende blev aftalen fuldt op af de helt store ord. Colombia’s præsident talte om den “vigtigste integrationsproces i Latinamerika”, mens Mexicos præsident Felipe Calderón, påpegede, at de 4 lande tilsammen har den 9. største økonomi i verden og fortsatte med at understrege at de fire landes eksport er dobbelt så stor som Mercosurs.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=p0EMtWVlyvQ[/youtube]

(Telesur er en statsejet Venezuelansk TV-station)

Læs mere på Americas.

Veteranerne fra den 9. april 1940 – de aldrig hædrede

Da tyske tropper den 9. april 1940 kl. 04.15 overskred den dansk-tyske grænse, var Danmarks skæbne besejlet, og små 2 timer senere kapitulerede den danske regering. Men selv om kampene mellem danske og tyske tropper i et internationalt perspektiv var få og begrænsede, var der dog i dansk optik tale om de blodigste kampe, som danske soldater har været involveret i, målt på egne tabstal, frem til i dag. Inden formiddagen var omme, havde 16 soldater og andet personel mistet livet, mens 22 var blevet såret. De tyske tab kendes ikke med sikkerhed, men var sandsynligvis betydeligt større end de danske.

Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor danske tropper overhovedet blev involveret i kamp, nar landets regeringen på forhånd åbenlyst havde opgivet at forsvare landets frihed. Det fremgår af statsminister Staunings nytårstale mere end 4 måneder før den tyske invasion, hvori han bl.a. konstaterer, at “vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et egentlig forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt krigsberedskab”.

Den logiske konsekvens havde vel herefter været at sætte et skilt op ved grænsen til Tyskland den 1. januar, hvorpå man kunne meddele, at vi ville overgive os på tysk og så at sende de danske soldater hjem. Til gengæld var Staunings konstatering af den danske hærs tilstand meget rammende. Da tyskerne indledte operation Weserübung (angrebet på Danmark og Norge), stod små 15.000 dårligt udrustede danske soldater, for halvdelens vedkommende rekrutter med kun 3 måneders træning, overfor en invasionsstyrke på 40.000 veludrustede, veltrænede og kamperfarne tyske soldater. Ikke desto mindre kæmpede de danske soldater bravt, så længe kampene varede, og de tilføjede som nævnt tyskerne betydeligt større tab, end de selv led.

Faldet i kamp

Kort tid efter nederlaget, og helt i tråd med den militære tradition siden begyndelsen af det 19. århundrede, blev de overlevende soldater stillet en erindringsmedalje i udsigt. Det fremgår af forsvarsminister Søren Brodersens brev til kong Christian d. X, dateret den 16. juli 1940, hvori det anbefales, at “der tilvejebringes en erindringsmedalje for dem, der den 9/4 1940 rykkede ud med enheder, som sattes ind i kampen for fædrelandet”, ligesom der direkte henvises til traditionen for erindringsmedaljer, idet Brodersen påpeger, at medaljen skal tildeles “ganske som erindringsmedaljen for de, der har deltaget i kampene for fædrelandet 1848-50 og 1864”.

I december 1940 modtog familierne til de 16 danske faldne da også en mindeplade stort set mage til den, der var tiltænkt enhederne som erindringsmedalje. Tildelingen af mindeplader blev omtalt i pressen, og lederen af statens censur, kontorchef Karl Eskelund, meddelte i en fortrolig skrivelse Københavns redaktørforening, at der ikke ville blive uddelt en erindringsmedalje “indtil videre”, hvilket på daværende tidspunkt var en omskrivelse af, at medaljerne først skulle uddeles, “når tyskerne er borte”, som det fremgår af et internt notat fra et møde i Forsvarsministeriet i sommeren 1940.

Tyskerne har nu “været borte” i snart 67 år. Der er kun få af veteranerne tilbage – ca. 500 i 2005 – men erindringsmedaljerne til de, der den 9. april var parate til at sætte livet på spil “i kampen for fædrelandet”, er fortsat ikke uddelt. I 1945 vedtog den daværende regering nemlig, til skade for veteranerne fra den 9. april, at kæde deres erindringsmedalje sammen med, hvorvidt frihedskæmperne også accepterede en sådan medalje for deres indsats. Man vidste formentlig godt på daværende tidspunkt, at det ønskede frihedskæmperne ikke. Det kunne nemlig opfattes som en blåstempling af den førte danske politik fra krigens start, formentlig det sidste de fleste frihedskæmpere ønskede at være med til.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussens i sin historiske tale den 24. august 2003 – i anledning af 60 års dagen for sænkningen af den danske flåde og samarbejdspolitikkens sammenbrud – som den første regeringsleder siden befrielsen tog afstand fra samarbejdspolitikken frem til august 1943, skulle man måske ellers have ment, at der var mulighed for at opfylde løftet fra 1940 om en erindringsmedalje, dette er desværre ikke tilfældet.

Den daværende borgerlige regering afviste dog i lighed med alle tidligere regeringer siden 1945, at uddele den lovede erindringsmedalje. Det har ellers ikke skortet på forsøg på at få sagen taget op igen gennem årene.

Helt grotesk bliver det, når man betænker, at Venstres daværende forsvarspolitiske ordfører, og senere forsvarsminister Svend Aage Jensby med henvisning til en artikel i Jyllands-Posten den 9. april 2000 efterfølgende skriver bl.a. følgende til daværende forsvarsminister Hans Hækkerup: “Jeg synes, det er på sin plads og fuldt fortjent, at danske soldater, der har gjort tjeneste i f.eks. Kosovo tildeles en medalje. Imidlertid burde man efter min mening i ligeså høj grad tildele de soldater, der dengang kæmpede direkte for Danmarks frihed mod en overmægtig fjende, en medalje.”

Et er, at Hans Hækkerup afviste Svend Aage Jensbys opfordring. Noget andet er, at Jensby senere, da han selv var blevet forsvarsminister, også har afvist at tage sagen op igen, med stort set samme standardbegrundelse som sine forgængere. I et af sine afslag som minister skriver Jensby således: “Da den daværende regering [1945] mente, at risikoen for modstandsfolk og soldater, der gik i direkte kamp mod fjenden, var lige stor, var det regeringens ønske, at såvel soldater som sabotører og modstandsfolk i øvrigt skulle hædres for deres indsats under krigen ved en tildeling af en medalje, men da modstandsbevægelsen kom med indvendinger imod den påtænkte dekorering, henlagde man sagen.”

En central begrundelse for afslagene gennem årene synes at være, at de sker “i respekt for den beslutning der var taget efter befrielsen i 1945”, eller som daværende statsminister Paul Nyrup Rasmussen skriver i et andet svarbrev på en forespørgsel i september 2000: “… Jeg finder tillige, at det ville være forkert om en regering, hvor hovedparten af medlemmerne ikke var født i 1945, skulle omgøre en beslutning truffet af den ansvarlige regering i 1945.”

En besynderlig begrundelse, der som historikeren Torben Jørgensen lakonisk bemærker i sin bog “de aldrig hædrede” indebærer, at “enhver dansk lovgivning, der på en eller anden måde hidrører tiden før 2. Verdenskrig, f.eks. dele af Jydske lov osv. for tid og evighed skal stå uforandret”.

Her står medaljesagen så stadig den dag i dag. Og selv om der kun er få af veteranerne tilbage, vil jeg gerne med denne klumme endnu en gang opfordre den danske regering til at hædre dem med den erindringsmedalje, der burde være uddelt for længst til de soldater, der i modsætning til deres politiske herrer var parate til at kæmpe og dø for Danmark og danskernes frihed.

Ovenstående er en lettere redigeret udgave af en klumme, som oprindeligt blev bragt i 180grader i 2008. Hvor mange veteraner som er tilbage i dag ved jeg ikke, og som sådan er det jo et problem som løser sig selv – og de få tilbageværende veteraner er muligvis ligeglade i dag. Men det bliver behandlingen af dem i alle årene siden 9. april 1940 ikke mindre skamfuld og pinlig af.

Grøn erhvervspolitik – ét er at lytte, andet er at forstå

I sidste uge havde jeg en kritisk kronik om regeringens grønne erhvervspolitik i Børsen. Det førte forleden til et lettere bizart læserbrev i samme avis, skrevet af Martin Lidegaard. Man kan også kalde det et absolut ikke-svar på den kritik som økonomer har rejst af den førte energi- og klimapolitik.

Kort opsummeret kritiserer jeg i kronikken regeringens politik, fordi :

  1. Martin Lidegaard og resten af den grønne menighed påstår at ved at satse på grøn teknologi fremmer man vækst og jobskabelse – økonomer, herunder Det Økonomiske Råd (og en række undersøgelser i andre lande) kommer frem til at det modsatte er tilfældet. Med andre ord er der ikke opbakning til den første grønne erhvervspolitik fra sagkundskaben.
  2. Den førte politik er præget af en meget ensidig satsning på vindenergi. Det er mere end tvivlsomt at vindenergi bliver en central del af fremtidens energiforsyning. Man er fortsat ikke i stand til at producere el til konkurrencedygtige priser, og især for havbaserede vindmøller er det tvivlsomt om man nogensinde bliver det. Vindenergi er kun muligt med fortsat statslig støtte. Derfor er aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter faldet drastisk siden 2008. Det får dog ikke ministeren til at ryste på hånden, han ved åbenbart bedre.
  3. I argumentet for en grøn energi- og klimapolitik som gavnlig for dansk økonomi overser man en hel basal økonomisk sammenhæng, nemlig hvad man ellers kunne have brugt midlerne til. I stedet argumenteres med at omfanget af eksport og arbejdspladser i sig selv er udtryk for den succesfulde erhvervspolitik. Det er nonsens.

Til denne kritik skriver Martin Lidegaard i sit læserindlæg, som flere steder nærmer sig sort snak, bl.a.:

I Børsen den 1. marts beskylder Niels Westy Much-Holbek mig for ikke at lytte til økonomer og særligt ikke til vismændenes vurdering af, at vi i Danmark satser for meget på vind og burde lade markedet råde mere.

Der er imidlertid intet nyt under solen i vismændenes udsagn. Det er efterhånden blevet fast rutine, at Det Miljøøkonomiske Råd en gang
om året kritiserer den til enhver tid siddende regerings klimapolitik med henvisning til EU’s kvotemarked. Ikke ret mange er enige med dem, og det er jeg heller ikke.

Det besynderlige er, at jeg sådan set ikke beskæftiger mig med EU’s kvotemarked, men derimod primært med de økonomiske fejlslutninger der ligger bag regeringens (og tidligere regeringers) energi- og klimapolitik. Men selvfølgelig kan man tolke hans svar som et “du har ret Niels Westy, regeringen og Radikale Venstre lytter ikke til økonomer” eller måske rettere, “Vi lytter, men forstår ikke hvad I siger”.

Dernæst bruger han tid på at gentage, hvad vi alle godt ved, nemlig at:

Regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget ønsker at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler. Det handler både om forsyningssikkerhed, klima og grøn vækst.

Men denne målsætning har bare intet med økonomers kritik at gøre – det er en ren politisk dagsorden.

Senere gentages så det grundlæggende mantra, som bekræfter antagelsen om at man i modsætning til hvad man gerne hævder, netop ikke lytter til fagkundskaben;

Investeringer i både vind, biomasse, biogas og sol er også en forudsætning for, at Danmark frem mod 2050 kan blive uafhængig af fossile brændsler.

Men selv om det gentages i en uendelighed, bliver det ikke mere korrekt af det. Dels er udsagnet dikteret af at man fra start fravælger den eneste kommercielt konkurrencedygtige CO2 neutrale løsning, nemlig Atomkraft, jævnfør mit tidligere indlæg her på bloggen. Derudover er ovenstående argument komplet uanvendelig. At man har en målsætning om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050 indebære ikke automatisk at man skal investere i bestemte løsninger, som man på nuværende tidspunkt ikke kender den kommercielle bæredygtighed af. Sammenhængen mellem Kravet om uafhængighed af fossile brændstoffer og argumentationen om at den første politik er en økonomisk og velstandsmæssig fordel for Danmark er ikke eksisterende – det nærmer sig sort snak.

Det afholder ikke ministeren med afsæt i ovenstående at skrive, at:

Investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi er på kort sigt med til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark, mens det på mellemlang sigt kan gøre dansk konkurrenceevne betydelig mere stabil, fordi vi bliver mindre afhængige af de fossile brændstoffer, der stiger i pris, ikke mindst olie.

og fortsætter med at;

Regeringens – og i øvrigt den tidligere regerings – klima- og energipolitik har lige været til eksamen hos IEA, og det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi fik flotte karakterer. Danmark bliver set som er foregangsland for IEA’s uafhængige økonomer, fordi vi tegner fremtidens energisektor: effektiv, grøn og sikker.

Hermed understreger Lidegaard i realiten den afsluttende pointe i min kronik, nemlig at mens hele argumentationen om at energi- og klimapolitikken skulle være en picking the winners erhvervspolitik, som skaber vækst og velstand i danmark er noget vås, så er drivkraften bag den førte politik en anden form for profit end den som findes på det private marked, for mens:

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.

Så forholder det sig helt anderledes i den verden hvor man “leger” for andre menneskers penge. Her er det ikke utænkeligt, at der kan være en

betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse.

Glæden ved at blive positivt bedømt af IEA, som jo i sagens natur kan være ligeglade for hvorvidt danskernes tarv ikke tilgodeses af skiftende regeringer, er åbenlys. At IEA så slet ikke beskæftiger sig med den grundlæggende anke mod den førte energi- og klimapolitik, er en anden sag.

Hvad der står tilbage er reelt et læserbrev fra Lidegaards side, som bekræfter mine bange anelser som økonom. De lytter nødigt til økonomer, og i det omfang de lytter ønsker de ikke at forstå hvad der bliver sagt. Sagt med ord har man ikke fattet hvad der forståes ved det grundlæggende begreb offeromkostninger. Man ønsker ikke og har aldrig ønsket at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt den førte politik er udtryk for økonomisk fornuft. Med ministerens forsøg på et svar må vi indtil videre konkludere at det er den ikke, og det er man forøvrigt også fuldkommen ligeglad med i den grønne menighed.

Læs resten

Søren Kirkegaard og John Stuart Mill: Det Radikale Venstre burde være forbudt

De to verdenskendte tænkere, Søren Kirkegaard og John Stuart Mill, som det Radikale Venstres tidligere leder, Marianne Jelved, ved flere lejligheder har fremhævet som inspirationskilder, mener at det radikale venstre burde være totalt forbudt i det danske samfund. Meldingen kommer samtidig med, at de radikales forbudsordfører, Camilla Hersom, igen har demonstreret partiets modstand mod at sikre borgernes frihed og vist deres foragt overfor den enkeltes grundlæggende frihedsrettigheder.

– “Hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg synes, at det var ganske fint”, udtaler Søren Kirkegaard, som tidligere har peget på farerne ved demokratiet*, og suppleres af John Stuart Mill med ordene. “Jeg er overbevist om, at hvis partiet blev grundlagt i dag, så ville det blive erklæret forbudt, med henvisning til at dets virke og mål er i strid med grunlæggende frihedsrettigheder**”.

Mill’s og Kirkegaard’s udmelding kommer samtidig med, at den danske regering forbereder endnu flere indgreb i borgernes grundlæggende frihed, ikke mindst overfor rygerne..

Mill og Kirkegaard siger, at de ville forbyde det radikale venstre totalt, hvis det kunne lade sig gøre.

Begge peger  dog på, at med den nuværende situation, hvor tusindvis af danskere stemmer på partiet, er et totalt forbud ikke muligt, men anbefaler dog at partiets valgplakakter udstyres med en advarsel om at partiet er farligt for borgernes frihed.

– Det, vi kan gøre, det er at bruge alle de virkemidler, vi har, for at gøre opmærksom på, hvor farligt partiet er, siger John Stuart Mill.

Liberal Alliances frihedsordfører, Joachim B. Olsen, er skeptisk.

– Man tror, man kan flytte mennesker rundt som skakbrikker. Det er ikke alle, der har de samme værdier. “Jeg synes, der skal være plads til folk, der har andre holdninger, uden at vi andre nødvendigvis hele tiden skal mindes om, hvor dårlige samfundsborgere, de er”, udtaler Joachim B. Olsen til Punditokraterne.

Mill og Kirkegaard understreger, at de ikke vil forsøge at forbyde Det Radikale Venstre, men at de ville gøre det, hvis det kunne lade sig gøre.

____________________________________________________________________

* Søren Kirkegaards advarsel mod demokratiet kan læses i “Møller, Egelund (1975) ”Søren Kirkegaard om politik”, side 139 Forlaget Strand”

En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser osv. – ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre.

**John Stuart Mill  i “Om Friheden” (1859) :

efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske (eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed, nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste.

Mill sammenligner andetsteds i “Alt Om friheden” kravet om alkoholforbud (bogen er i vidt omfang skrevet som et modsvar til datidens afholdsbevægelses krav om alkoholforbud) med Koranens påbud om ikke at spise svinekød og understreger, at uanset om en majoritet mener, at man bør afholde sig fra at drikke alkohol, kan kravet kun gælde dem selv.

Som Mill skriver:

Vi må med andre ord ikke blot beskytte os mod embedsmændenes tyranni, men
også mod den herskende tanke eller følelse, mod samfundets lyst til uden at dømme
og straffe at presse sine ideer og adfærdsmønstre ned over hovedet på anderledes
tænkende.

 

Grønt selvpineri og økonomisk idioti

Så er vores politikere klar til at skrive næste kapitel i dansk energipolitisk historie. Det sker naturligvis, som det har været tradition for gennem årtier her i landet, ved at udskrive endnu en stor regning til borgerne. Denne gang på små 4 mia. kroner – om året. Det skal lægges oven i de mange mia. kroner den førte politik allerede koster det danske samfund hver år. Man har konsekvent ført en energipolitik, der uanset om den angives at være drevet af hensynet til det globale klima eller skal ses som vækstfremmende erhvervspolitiske tiltag, er en katastrofe.

Kort fortalt. Erhvervspolitisk er den førte energi- og klimapolitik håbløs og klimapolitisk er den nytteløs.

Det skal understreges, at denne konklusion i sidste ende ikke er afhængig af hvorvidt man mener at global opvarmning er et reelt problem eller ej.

Dansk energipolitik som erhvervspolitik

Danmark har ubestridt EUs højeste forbrugerpriser på elektricitet. Således var prisen per kilowattime i 2011 over 15 procent højere end det næstdyreste land (Tyskland) og 65 procent højere end EU-gennemsnitsprisen. Det kan man naturligvis se som et valg af indtægtkilde for staten. Med andre ord som en ganske almindelig afgift i lighed med afgifter på så meget andet. Det særlige er dog at afgiftsstigninger altid begrundes med hensynet til miljø og klima,. Ligeledes er de generelt store afgifter på vores energiforbrug blevet forsvaret med at der er tale om adfærdsregulerende afgifter, som  i sidste ende skulle være en fordel for dansk økonomi. På samme måde argumenteres for at kombinationen af afgifter og subsidier til “vedvarende energikilder” (hvilket stort set er synonymt med vindenergi herhjemme) på sigt skulle gøre vindmølleindustrien konkurrencedygtig på markedsvilkår. Med andre ord argumenteres der for at dansk miljø- og energipolitik på sigt fremmer vækst og velstand.

Argumentation lider dog under en række alvorlige problemer. Det er et grundlæggende problem at man aldrig indrager betydningen af offeromkostninger. Med andre ord hvad man kunne have investeret i i stedet. Det er ubestrideligt at Rockwool har stor succes med produktion og salg af isoleringsmaterialer, og i den grad hjemmelig lovgivning og afgiftstruktur har fremmet dette, kan man selvfølgelig konkludere, at der har været tale om en god forretning for Rockwool.

Men her glemmer man behændigt at indrage de ekstra omkostninger resten af samfundet er blevet pålagt, og hermed hvad disse ressourcer alternativt kunne være anvendt til. Det er samme fejlkonklusion som ligger til grund, når man hævder at fænomener som 2. verdenskrig og rumprogrammer har positive nettoeffekter. Det er nonsens. Man glemmer altid at tage højde for hvad ressourcerne i stedet kunne være brugt til. Vi ville uden tvivl have haft en højere levestandard (og været fuldt ud lige så teknologisk avancerede, hvis ikke mere) hvis ikke man var tvunget til at bruge penge på krigsførelse og af nationalistiske grunde valgte at sende folk til månen.

Ser vi på vindenergi mener Vestas selv at man er konkurrencedygtig i forhold til konventionel elproduktion med landbaserede vindmøller senest i 2020. Til gengæld tør man slet ikke sætte en tidshorizont på, når det gælder havvindmøller.

Det skal også medtages, at der er en tendens til at vindenergi som kommercielt alternativt (dvs. uden subsidier) til konventionel elproduktion i mange år er blevet udråbt til at være konkurrencedygtig indenfor…..få år.

De forskellige energikilders priser kan ses af nedenstående figur, hentet fra OECDs rapport fra 2010, “Projected Costs of  Generating Electricity“. Det skal understreges at nedenstående figur er inkl. en beregnet CO2 afgift på 30 USD per ton.

 

Betydningen af CO2 afgifter fremgår af nedenstående figur.

Som i en række andre undersøgelser er atomkraft uden sammenligning den mest omkostningseffektive metode til CO2 fri elproduktion (hvis vi ser bort fra vandkraftværker). Og til forskel fra vindenergi (og i nogen udstrækning vandkrafværker) er man ikke er overladt til naturens luner. Det skal understreges at der i ovenstående figurer ikke tages højde for at man ved brug af vindenergi er nød til at have adgang til anden form for elproduktion netop på grund af ustabilitet i forbindelse med vindgeneret elproduktion. Denne omkostning burde rettelig medregnes.

Ligeledes opfanger OECD og IEAs beregninger kun i begrænset omfang effekten af det enorme potentiale som der findes i brug af naturgas (skifergas), hvorfor prisen formentlig er betydeligt overvurderet.

Politikkerne siger ja men markedet siger nej

Herhjemme har både klimaminister, Martin Lidegaard, og energiordfører for det radikale, Rasmus Helvig, været meget kategoriske om at “grøn teknologi” er fremtiden. Sidstnævnte gjorde sig i januar bemærket ved at udtale at Aalborg Portland ikke var en del af fremtiden for dansk industri, men at grøn teknologi var. Nu har medlemmer af det radikale venstre altid haft særlige evner, i hvert fald når de selv skal sige det. Kurserne på grønne aktier siger nemlig det stik modsatte. Siden 2007 er aktiekursen på 97 grønne selskaber, som indgår i Wilderhill New Energy Home index faldet med 2/3. Og som det fremgår af nedenstående figur, er aktiekursersen ikke kun styrtdykket for Vestas det seneste år. Det samme er kursen for aktier i Vestas konkurrenter.

Aktiekurser for vindmølleproducenter 2007-2012

Men muligvis ved Martin Lidegaard, Rasmus Helvig og andre fortalere for fortsat at hælde skattekroner i det “grønne eventyr”,  noget som vi andre ikke ved. Jeg tvivler. Til gengæld er der grund til at tro at de i stor udstrækning baserer deres holdning og politikforslag til den lange række af rapporter af et mere end tvivlsomt videnskabelig grundlag, som er udkommet i en lind strøm gennem de senere år. Rapporter hvor konklusionen vist var skrevet på forhånd, uanset om det drejer sig om den tidligere regerings klimakommision eller denne rapport fra Ålborg Universitet.

Ifølge klimakommisionen skal havvindmøller stå for hovedparten af elproduktionen herhjemme i 2050 – svarende til 60-80 procent af det nuværende forbrug. Det er økonomisk vanvid. Elektricitet fra havvindmøller koster i dag 3 gange så meget som for landbaseret vindenergi, der ifølge Vestas forventes at være konkurrencedygtig i 2020. Der er intet som tyder på at havvindmøller i en overskuelig fremtid vil bare nærme sig en konkurrencedygtigt pris.

Grøn teknologi som vækstmotor.

Fortalerne for, at en satsning på grøn teknologi er en “picking the winners” strategi peger gerne på at sektoren allerede i dag eksporterer for ca. 50 mia. kroner og at satsningen skaber arbejdspladser. Eksportindholdet siger naturligvis intet om hvorvidt produktionen er samfundsøkonomisk gavnlig. I den udstrækning eksporten er baseret på (indenlandsk) skatteyderbetalte tilskud vil mindre produktion og dermed eksport være en gevinst for dansk økonomi.

Hvad angår skabelsen af arbejdspladser tyder en række studier i udlandet på, at det formentlig forholder sig omvendt. Satsningen på grøn teknologi koster arbejdspladser. I en rapport udarbejdet af Gabriel Calzada Alvarez m. fl. kom man frem til at det kostede ca. 2,2 jobs i andre brancher hver gang man skabte et grønt job i Spanien. I et italiensk studie kom Luciano Lavecchia og Carlo Stagnaroman frem til, at for hver gang man skabte et grønt job kunne man have skabt 6,9 industrijobs.

Når der i regeringens oprindelige energi- og klimapakke lægges op til at der skabes 5500 nye arbejdspladser i 2013, bør man derfor spørge om, hvor mange jobs man så regner med at dét vil koste. Vi kan gå ud fra, at jobtab andre steder i økonomien ikke er medregnet.

Når Socialdemokraternes ordfører for energi og klima, Pernille Rosenkrantz-Theil peger på at et af fokusområder er udbygning med vindmøller, både på land og til havs, hvilket skal ske gennem at øge incitamentet for både private og statslige vindmølleejere, bl.a. Dong, gennem afregningspriser, kan vi være ret sikre på at hun ikke har og heller ikke har tænkt sig at bruge tid på at undersøge hvorvidt det er økonomisk fornuftigt.

Og netop den store satsning på vindenergi er et af de punkter som Det Økonomiske Råd kritiserede i deres rapport sidste år, som i det hele taget er meget kritisk overfor dansk energi- og miljøpolitik. Bl.a. bemærkes det, at der er en betænkelig sammenblanding af erhvervs- og klimapolitik. Ligeledes peger man på at de afledte økonomiske effekter der antages ved satsningen på grøn teknologi er mere end tvivlsomme.

Men hvad så med klimaet?

I regeringens energi- og klimaplan lægger man op til en reducering af udslippet af CO2 med 40 procent i 2030 i forhold til 1990 – og det er vel en god ting? Desværre er svaret et rungende nej. Det er en ganske ligegyldig og meningsløs målsætning. Udledningen af CO2 i Danmark har, under forudsætning af at antagelsen om at menneskeskabte klimaforandringer er korrekt, en så marginal betydning, at det ikke giver nogen mening at gøre andet end “så lidt som man nu kan slippe afsted med”. De eneste som har en gevinst ud af den førte politik er de involverede politikere og “eksperter” samt driftige forretningsfolk som har forstået at få sugerøret ned i skatteydernes lommer.

Det er muligvis ikke behageligt at tænke på, at Danmark ingen indflydelse har på den globale udvikling, men sådan er det, når man er et lille perifært land med en for verden ubetydelig økonomi. Afgørende for hvorvidt man reelt vil forfølge en klima dagsorden, hvor en reducering af det fremtidige CO2 udslip har topprioritet, er hvordan man handler i begrænset antal lande. Den fremtidige klimapolitik vil i sidste ende blive afgjort at de to kommende økonomiske stormagter, Kina og Indien, samt USA. Hvad vi andre gør er  i den forbindelse af underordnet betydning.

Man kan argumentere for at dansk energi- og klimapolitik er direkte skadelig for klimaet. Den kombinerede brug af afgifter og subsidier indebærer at dansk økonomi vokser langsommere end den ellers ville have gjort. Med andre ord er effekten på vores velstand negativ. Det indebærer indebærer også, alt andet lige, at der er færre midler til rådighed for forskning og udvikling af billige klimavenlige teknologier. Hvilket på sigt er den eneste mulighed for en effektiv mindskning af det globale CO2 udslip.