Det har i lang tid været “in” blandt aktivister at pege fingre af Apple og deres underleverandører. Især efter det kom frem at 18 medarbejdere hos Foxconn i 2010 forsøgte selvmord – det lykkedes for 14 af dem – har kritikken været voldsom. Ifølge ComOn har der i dag torsdag været demonstreret mod Apples butikker i USA, mens Change.org hævder at have indsamlet 200.000 underskrifter mod Apple og dets underleverandører. Men er der så grund til denne forargelse?
Svaret er Nej. Foxconn er underleverandør for en række af verdens store IT-virksomheder. Selskabet beskæfter ca. 800.000 mennesker og ud over Ipad samler man bl.a. også Microsoft Xbox. Med 14 “succesfulde” selvmord indebærer det, at virksomheden medarbejdere har en selvmordsrate på 1,75 per 100.000 indbyggere. Selvmordsraten i Kina som helhed er ca. 22 per 100.000, mens den er det halve herhjemme.
Ud over selvmordene er arbejdsforholdene generelt blevet kraftigt kritiseret fra en række NGOeres side. Det er der der intet nyt i. For et par år siden var det en række mobiltelefon-producenter som får produceret deres telefoner i Asien, herunder Kina som fik med grovfilen, men….
Kritikken viser først og fremmest at de pågældende NGOere og aktivister – uanset hvor meget de hyler op – ikke har forstået det enestående geniale i det helt fundamentale princip i det kapitalistiske system, nemlig at det er egennytten som driver værket. Eller som Adam Smith skrev for mere end 200 år siden:
It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we expect our dinner, but from their regard to their own self-interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love, and never talk to them of our own neccessities but of their advantages.
Efter Morten Messerchmidt i onsdags i en kort tale udtrykte sin uforbeholdne mening om EU og vores nuværende regeringsleder, Helle Thorning Schmidt, har han i den grad fået læst og påskrevet. Ikke mindst af Venstres medlem af Europaparlamentet, Jens Rohde.
Jovist er Morten Messerschmidt skarp i sin kritik af Helle Thorning og EU. Jovist er han ironisk og passioneret i sit udtryk, og den var muligvis ikke gået i folketinget, men nu var det heller ikke der sceancen foregik.
Morten Messerschmidt “velkomsttale” til Helle Thorning Smith i Europaparlamentet 17. januar:
Talen var adskilte sig ikke fra – hverken i tone eller indhold – hvad man jævnligt oplever i det engelske underhus, hvis debatter unægtelig er en del mere underholdende og engagerende end dem i det danske folketing, og hvis medlemmer ofte udviser et retorisk, for ikke at sige kunstnerisk niveau, klasser over hvad vi (bortset fra et par undtagelser) er vant til herhjemme. Hvis det har været inspirationskilden for Morten Messerschmidt, skal han ikke høre et ondt ord fra min side.
Heldigvis har de engelske repræsentanter i Europaparlamentet taget deres tradition med sig til Bruxelles og Strasbourg – og tak for det. Se bare den konservative Daniel Hannas velkomsttale til daværende premierminister Gordon Brown i 2009. Klippet er set af over 2½ mio. gange siden det blev lagt på Youtube og er i dag en klassiker.
I sin reaktion på Messerscmidts ironiske tale udtalte Jens Rohde til BT, at:
Jeg synes, at hans [Messerchmidt] opførsel var umoden og pinlig. Jeg forstår ikke, at hvis man hader EU og elsker Danmark, at man så sætter Danmarks regeringschef i den situation, som han sendte chefen i dag. Det tjente på ingen måde Danmarks interesse.
Han bakkes op af SFs Emilie Turunen, som pointerer:
at det er skadeligt for Danmarks ry og for Danmarks interesser internationalt
Her hopper kæden vist helt af for hr. Rohde og de “Eu(ro)-pjattede”. Normalt er vi jo vant til at Morten Messerchmidt og Dansk Folkeparti nærmest per automatik omtales som et nationalistisk og snæversynet parti, men her er det vist Emilie Turunen og Jens Rohde der har svært ved at frigøre sig fra deres nationale rødder og ikke forstår at de er medlemmer af et europisk parlament, hvor man fordeler sig og udtrykker sig ud fra holdninger og anskuelse og ikke ud fra nationalt tilhørsforhold.
Mens Morten Messerschmidt har forstået det og optræder som europæisk politiker med noget på hjerte, opfører Rohde og Turenen sig som – efter min mening – danskere når de er værst. Nemlig som ufri undersåtter under enevælden, hvor fuldkommen underkastelse er en dyd, og hvor man står ret og holder kæft med at det lugter ilde i bageriet – når der er udlændinge til stede.
Hvem lider egentlig af mindreværdskomplekser?
Jens Rohde har tidligere, efter han op til europaparlamentsvalget i 2009 førte en mildt Eu-kritisk platform, efterfølgende vist sig at stå for en meget EU-positiv holdning på linje med Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann Jensen. Som han selv har udtalt om sin forvandling:
Vi leder efter at være uenige om noget i Danmark. Det er omvendt i Europa. Og det er en meget stærk personlig oplevelse for mig at komme til Bruxelles og få et international perspektiv på politik. Jeg forandrer mig af det. Da jeg var politisk ordfører, bandede jeg f.eks., når Uffe (Ellemann-Jensen, red.) advarede imod, at vi lukker os for meget om os selv. Det forstår jeg bedre i dag.
Netop Uffe Ellemann var sammen med Bo Lidegaard (så er linjen ligesom lagt) blandt hovedkilderne til en temmelig ringe og ensidig artikel i sidste uges The Economist i andledning af Danmarks overtagelse af formandskabet i EU. Her er Uffe Ellemann citeret for at :
“British scepticism comes from a superiority complex. Ours comes from a minority complex,”
Men er det ikke snarere de overstrømmende EU-positive, som lider af mindreværdskomplekser. Så længe jeg kan huske tilbage har alle folkeafstemninger herhjemme i sidste ende været baseret på det grundlæggende argument fra tilhængerne, at vi ikke kan kan klare os uden at opgive endnu mere suverænitet. Sidst så vi det ved Euroafstemningen i 2000, hvor der ikke var grænser for alle de ulykker som ville ramme os hvis vi ikke stemte ja til euroen. Om ikke andet må man tage hatten af for eurotilhængernes evne til totalt at ignorere at de tog fejl. For tiden fremturer de ufortrødent med at det er i Danmarks interesse at tiltræde europagten. Et absurd argument som man vist skal have et næsten religiøst forhold til drømmen om Europas Forenede Stater for at tro på. Men det er som bekendt svært at acceptere når ens drømme ikke klarer mødet med virkeligheden. Og tro mig, jeg har set det på nærmeste hold i det kollektiv hvor jeg boede i 1989, da Berlinmuren faldt 🙂
Men måske er Jens Rohdes kritik blot afledt af, at han ikke formår at skelne mellem regent og regeringsleder. Førstnævnte behandler man naturligvis med respekt, hjemme såvel som ude. Sidstnævnte er først som sidst en politisk modstander – hverken mere eller mindre.
Under alle omstændigheder er det lettere komisk at Jens Rohde optræder som loyal fæstebonde, mens Morten Messerschmidt viser, at man godt kan være nationalkonservativ og alligevel lade sig inspirere af det store udland.
Selv om den danske narkotikadebat er langt efter den i USA, hvor der efterhånden er en betydelig skare af hvad der almindeligvis opfattes som respektable borgere, som i klar tale udtaler sig til fordel for fuld eller delvis legalisering af narkotika for slet ikke at nævne rækken af gode konservative aviser og tidskrifter (Finansiel Times, The Economist og Wall Street Journal), fylder emnet mere i medierne i dag end for bare få år tilbage. Jeg har i en tidligere blog henvist til en Agenda udsendelse på P1 i efteråret 2011.
Denne gang vil jeg gerne henvise til to udsendelser på radio 24syv. Således brugte Jarl Cordua og Torben Steno en time på emnet i november måned i deres i øvrigt anbefalelesesværdige “Cordua og Steno“, som sendes hver torsdag kl. 14-16. Udgangspunktet var at især Torben Steno er ganske begejstret ved tanken om de mange penge staten kan spare og tjene ved en legalisering. Mine beregninger er baseret på materiale fra den amerikanske Harward-økonom Jeffrey Miron, som vi har omtalt ved flere lejligheder her på bloggen, se bl.a. her og her. Oversat til danske forhold skulle en offentlig besparelse/indtægt på ca. 9 mia. kroner være realistisk.
I udsendelsen debatterer jeg (og Torben Steno) med socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten og folketingsmedlem for det Radikale Venstre, Marlene Lorentzen (samt Jarl Cordua) .
Argumentet for en legalisering kan kort fortalt gøres ud fra 3. begrundelser:
1. En moralsk og etisk begrundelse, hvorefter det naturligvis er absurd at forbyde folk at foretage handlinger, som reelt først og fremmest indebærer en omkostning for brugeren selv. Eller sagt med andre ord, hvor håndhævelsen af den enkeltes frihed ikke griber ind i 3. mands frihed. Som (uforbederlig) (neo)liberalist anser jeg det naturligvis for at være et brud på vores grundlæggende negative menneskerettigheder, at man forbyder køb og salg af udvalgte rusmidler. Tilbage står vi i en situation hvor man blot kan håbe på at man foretager handlinger, som et politisk flertal mener man skal have ret til. En ikke særlig rar tanke, idet det stort set indebærer at alle former for aktiviteter (uanset om det skader andre eller ej) kan blive forbudt. Som det fremgår af udsendelsen, er det ikke et argument der bider på de to politikere, ikke underligt da de politisk har det tilfælles at de begge to er kollektivister (som flertallet af danske politikere og partier) hvor individet spiller en underordnet rolle.
2. De menneskelige omkostninger ved forbudspolitikken. Dette er reelt det eneste punkt, hvilket man også kan høre i udsendelsen, hvor man i en dansk/europæisk virkelighed har en chance for at komme igennem på nuværende tidspunkt.
3. De økonomiske omkostninger. Til stor fortrydelse – Torben Steno prøver ellers ganske ihærdigt – er det et faktum som kun har mindre gennemslagskraft i den politiske virkelighed (ikke at forveksles med den virkelighed borgerne lever i). Ca. 9 mia. kroner burde jo ellers være et tilbud man ikke siger nej til.
Den 13.1 deltog jeg så i “Michael Jeppesens top 182“, også på radio 24syv. Mens Cordua og Steno sagtens kunne gøre sig på DR P1, er vi her mere ovre i P3 stilen. Med andre i lange perioder er der mere tale om underholdning (og en hvis barnlig glæde ved at provokere) end oplysende radio. Især en af deltagerne (“Cutter”) lever i den grad op til alle de fordomme “pæne og ordentlige borgere” kan have overfor hashrygere. Hvis nogen vil vide hvorfor jeg aldrig kunne finde på at deltage i den årlige cannabisdemonstration arrangeret af Hampepartiet og Christiania er det blot at lytte til denne udsendelse.
Her er der især grund til at hæfte sig ved Jacob Demant fra Center for Rusmiddelforsknings argumentation for at brug af illegale rusmidler IKKE er en offerløs forbrydelse. Grundlæggende er argumentet at der er økonomiske og personlige konsekvenser for andre, som bl.a. inkluderer (trivielle) konsekvenser som omkostningerne for ens kollegaer når man ikke passer sit arbejde osv. osv. Her laver han en fejlslutning som også de to politikere i Cordua og Steno’s udsendelse gør sig skyld i.
Der etableres en direkte kobling mellem brug og misbrug. Hermed er man tæt på den grundlæggende tese som drev det 19. århundredes afholdsforeninger, nemlig at “djævlen boede i flasken”.
Det er absurd af flere grunde. Det kan hurtigt konstateres at de negative omkostninger for omverden ved at en person ryger sig skæv, drikker sig stiv, sniffer coke, ryger eller fixe heroin osv. i udgangspunktet er lig nul. Det er først i tilfælde af misbrug at man kan tale om omkostninger.
Hvis det argument skal have validitet i forhold til forbud og regulering indebærer det også, at der udover etablering af en direkte forbindelse mellem personer som har et problemfrit forbrug til personer som har et problematisk forbrug, at misbruget ikke finder sted i tilfælde af forbud eller regulering. På baggrund af tilgængelig data – og ikke mindst på baggrund af at vi ved at der ingen sammenhæng er mellem forskelle i lovgivning og forbrug af illegale rusmidler – er det overvejende sandsynligt at netop de som er potentielle misbrugere er de som respekterer lovgivningen på området mindst. Med andre ord er det overvejende sandsynligt, at omfanget af misbrug er relativt uafhængigt af forbud eller ej.
Noget andet er at en sådan forbindelse ikke kan etableres. Man kan vel ikke pålægge de der nyder at drikke alkoholiske drikke fra tid til anden ansvaret for de som ikke kan styre sig. Men selv når vi konstaterer omkostninger ved et givent rusmidler, hvad er så konsekvensen af at vi herefter konkluderer at vi i så tilfælde må forbyde alle at nyde denne last? De er temmelig vidtgående. Det vil f.eks. indebære at man skal forbyde utroskab, sex (usikker sex koster samfundet ca. en kvart mia. kroner om året), regulere hvilke sportsgrene som skal kunne dyrkes samt for hvilke aldersgrupper osv. osv.
Det er ganske enkelt ikke et validt argument for regulering og forbud.
Som det er en del bekendt har jeg et sideprojekt ved siden af at skrive her på punditokraterne. På Americas skriver jeg udelukkende om latinamerikanske forhold. Men selv om man ikke er specielt interesseret i latinamerikanske forhold vil en del læsere af punditokraterne måske finde mit seneste indlæg om fattigdomsreduktionen i Peru interessant. Hovedkonklusionerne i en analyse lavet af økonomer i Perus nationalbank er at den hastige reduktion af fatigdommen gennem de seneste 10 primært skyldes markedet, mens egentlige omfordelingspolitikker spiller en marginal rolle. Det viser sig tydeligt i de beregnede fremskrivninger frem til 2016.
Mens Politikens læsere mener at Helle Thornings valgsejr var årets mest positive nyhed mener Ekstrabladet at hun er årets torsk. I Berlingske Tidende blev Margrethe Vestager udnævnt til årets politiker, Corydon til årets “højdespringer” mens Ôzlemn Cekic begik ifølge Berlingske Tidende årets politiske bommert. Cekic og Berlingskes begrundelse vender vi tilbage til.
Her på årets første dag lægger vi ud med et nyt tiltag her på bloggen. Vi skal naturligvis ikke stå tilbage for nogen og vil derfor i fremtiden udnævne “årets politiske solopræstation” – Vi er jo ikke liberalistisk anlagte og individorienterede for ingenting 🙂
Punditokraternes pris for årets politiske solopræstation vil i år og i fremtiden gå til en politiker som i det forgangne år har formået at sætte en dagsorden af afgørende potentiel (positiv) betydning for Danmarks fremtid. Det er hårde krav, og vi forventer ikke at prisen bliver uddelt hvert år. Der er som bekendt ofte langt mellem snapsene i dansk politik.
I 2011 gjorde især en politiker sig bemærket med en usædvanlig præstation, som i den grad lever op til kriterierne, nemlig Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Hvis nogen forestillede sig, at Joachim B. Olsen fik noget foræret, fordi han var et kendt ansigt, blev de skuffede. Allerede før valget blev han af pressen (og politikere i både blå og rød lejr) fremstillet som dansk politiks nye “enfant terrible” og en kluddermikkel. Især, men ikke kun Ekstra bladet, har gjort og gør sig store anstrengelser for at fremstille ham som en umulius – mens man lefler for de værste fordomme hos læserne. For med en fortid som kuglestøder og vinder af vild med dans, kan man selvfølgelig ikke være velforvaret. Den behandling bringer minder frem om behandlingen i af f.eks. Ronald Reagan, Arnold Schwarzenegger og Margaret Thatcher, hvor karikeringen og omtalen af sidstnævnte i dansk presse i 1980erne (og efter) til tider nærmest har mindet om en heksejagt.
BEGRUNDELSE:
Joachim B. Olsen skal have prisen for årets solopræstation fordi han stod fast, da medierne løb over i forargelse over hvad der må være den vigtigste statusopdatering på facebook i Danmark i 2011, hvor han lidet diplomatisk gav udtryk for sin reaktion på at regeringen ville dele flere milde julegaver ud til landets fattige.
Reaktionen var et klassisk eksempel på den udbredte plage i ikke kun dansk politik, men i lige så høj grad dansk journalistik, at form er alt og indhold er intet. Reaktionen på Joachim B. Olsens “Jeg brækker mig” over Özlem Cekic (formand for socialudvalget) forslag om at afsætte ekstra penge til de “fattige” via satsmidlerne, blev mødt med fordømmelse og latterliggørelse. Den nyvalgte Liv Holm Andersen fra det radikale venstre proklamerede således den 28. oktober at “Jeg brækker sig over Joachim B. Olsen“.
I ugerne efter den famøse statusopdatering havde de politiske kommentatorer kun hovedrysten til overs, mens både skrevne og elektroniske medier flød over af forargede kommentarer. Den generelle holdning var, at her var tale om en tabersag for blå lejr, og Joachim B. Olsens fremtid som politiker lå bag ham.
En måned senere og et besøg hos “fattige” Carina rigere, er alt vendt på hovedet.
Med udholdenhed, stædighed, grundig research og konsistent faktabaseret argumentation har Joachim B. Olsen efter vores opfattelse gjort mere for Danmarks fremtid end 10 års nominel borgerlig regeringsmagt afstedkom. Debatten om fattigdom i Danmark bliver aldrig det samme i Danmark, og heldigvis for det.
HISTORIEN KORT FORTALT
Udviklingen og forvanlingen fremgår tydeligt af nedenstående klip. Først fra en debat i Deadline den 31.10 mellem Joachim B. Olsen og Özlem Cekic, og den efterfølgende debat på P1 mellem de to den 1.11. Begge før man havde besøgt “Carina”
31.10 Deadline
P1 Debat 1.11
Efter man har mødt en “fattig”:
DR 1 Aftenshowet 28.11
Og endelig må Özlem Cekic (og dansk presse) foreløbigt kapitulere
Deadline 17:00 29.11
Forløbet har dog ikke haft praktisk betydning endnu. Kontanthjælpsloft og starthjælp er afskaffet. Vi har fortsat en meget asymetrisk debat og nyhedsdækning i medierne. Özlem Cekics eksempel på en fattig var ikke et “uheldig” eksempel som man er sluppet afsted med at fremstille det som, fordi man som udgangspunkt i pressen ønsker at fastholde historien om Danmarks fattige. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er Carina en typisk modtager af bistandshjælp, og det er altså denne typiske modtager, som fra nu af vil modtage flere penge fra det offentlige.
JOACHIM B. OLSENS FORTJENESTE ELLER ÖZLEM CEKIC BOMMERT?
Det er også symptomatisk, at mens vi vælger at fremhæve Joachim B. Olsen, har den generelle tolkning af sagen været, at der er tale om en bommert fra Özlem Cekics side.
Det er typisk, at Berlingske Tidende i sin begrundelse for at Özlem Cekic skulle have prisen for årets politiske bommert, skriver at:
Det begyndte som en vindersag for SF og partiets socialordfører Özlem Cekic. Liberal Alliances Joachim B. Olsen skrev på Facebook, at han »brækker sig« over dem, der ønsker mere julehjælp til de fattige. Özlem Cekic svarede igen med at invitere Olsen på besøg i virkeligheden, så han kunne opleve den virkelige fattigdom i Danmark. I slutningen af november fandt Cekic endelig frem til »Carina« som et godt eksempel på fattigdom og behovet for sociale ydelser. Den 36-årige kontanthjælpsmodtager viste sig dog at have 15.728 kr. til sig selv og sin søn efter skat hver måned – langt mere end mange lønmodtagere. Eksemplet rejste en storm mod Cekic fra alle sider, og det blev en debat med modsat fortegn: At de sociale ydelser er for høje i Danmark, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at der ikke eksisterer egentlig fattigdom.
Men hvorfor er det Özlem Cekics bommert og ikke Joachim B. Olsens fortjeneste? Ret beset kunne Berlingske Tidendes begrundelse tyde på, at man ikke har begreb i livet om det reelle ydelsesniveau, og at man er fløjtende ligeglad. Hermed illustrerer man et enormt problem i dansk nyhedsdækning. En komplet ligegyldighed overfor ret og vrang, sandt og falsk. Hvad nu hvis – hvilket vi er tilbøjelige til at tro – Özlem Cekic og venstrefløjen rent faktisk mente (og mener?) at “Carina” er fattig, fordi i et kapitalistisk samfund må hun jo nødvendigvis være det? Så er der ikke tale om en bommert, men om en fremstilling og en tro som kun fungerer så længe dens retorik får lov til at stå uimodsagt. Med andre ord en forestilling som ikke klarer virkelighedens laksumtest. Således analyseret er Joachim B. Olsens fortjeneste, at han reelt har bedrevet faktabaseret journalistik, som vi desværre i den grad mangler herhjemme. Det skal han have en enorm tak for, og derfor er det kun rimeligt at han bliver den første modtager af Punditokraternes pris for “Årets politiske solopræstation”. En pris som vi desværre allerede nu kan forudse vil blive uddelt af for sjældent.
Da euroen fyldte 5 år lykønskede The Economist dette med en bemærkning om, at det ville blive interessant at se hvorledes euroen ville klare sig i krisetider – svaret har vi fået de sidste par år – ikke godt.
I denne uge har The Econbomist fokus på den nuværende krise, og det er ikke opmuntrende læsning for tilhængere af den fælles mønt. Pilen peger på et endeligt sammenbrud og ressesion, og det står langt værre til end man umiddelbart vil erkende. Euro-skibet har ganske enkelt vist sig at være ude af stand til at sejle i andet end smult vand, eller som Economist skriver:
The designers of the good ship euro wanted to create the greatest liner of the age. But as everybody now knows, it was fit only for fair-weather sailing, with an anarchic crew and no lifeboat. Its rules of economic seamanship were rudimentary, and were broken anyway. When it struck a reef two years ago, the water flooded one compartment after another.
I en kronik i Børsen i sidste måned understregede Christian Bjørnskov og undertegnede betydningen af en fælles underligende forståelse og konsensus om hvilken økonomisk politik man er nød til at føre i en møntunion. En fælles forståelse som aldrig har eksisteret, og som man med rette kan klantre arkitekterne bag euroen for aldrig at ville anerkende var et problem.
Med andre ord er det næppe muligt for euroen at overleve, hvis man samtidig ønsker at de enkelte medlemslande skal være demokratiske. Vi ser i dag at både Italien og Grækenland har teknokratiske regeringer. Men disse er naturligvis fortsat afhængige af at deres forslag til reformer godkendes af et folkevalgt parlament. Men selv hvis dette sker, er der ingen garanti for at reformer og økonomiske stramninger – som vil gøre ondt – godtages af befolkningerne. Og hvad vil man egentlig gøre i Bruxelles, hvis de folkevalgte politikere vælger ikke at gennemføre nødvendige tiltag?
Men sådanne overvejelser er måske irrelevante når det kommer til stykket. For ifølge Economist er problemerne i euroen nu så store, at det kan være et spørgsmål om få uger eller måneder før samarbejdet bryder sammen, for som man skriver:
The chances of the euro zone being smashed apart have risen alarmingly, thanks to financial panic, a rapidly weakening economic outlook and pigheaded brinkmanship. The odds of a safe landing are dwindling fast.
og
Without a dramatic change of heart by the ECB and by European leaders, the single currency could break up within weeks. Any number of events, from the failure of a big bank to the collapse of a government to more dud bond auctions, could cause its demise. In the last week of January, Italy must refinance more than €30 billion ($40 billion) of bonds. If the markets balk, and the ECB refuses to blink, the world’s third-biggest sovereign borrower could be pushed into default.
I en analyse af den danske euroafstemning i 2000, kom man frem til, at den typiske nej-stemme kom fra en midaldrene kvinde med ingen eller kort uddannelse. Uden at kom ind på deres grund til at stemme nej til medlemsskab, takker jeg dem af hele mit hjerte. Selv om konsekvenserne ved et evt. endeligt sammenbrud i møntunionen vil blive store, også selv om vi ikke er medlem, er det dog mindre end hvis vi havde været medlem af euroen. Og i den tid der kommer kan man meget vel ende med at skulle være taknemmelig for selv det mindste.
Det er naturligvis svært ikke at have sympati med de mange amerikanere, som er dybt frustrerede over den økonomiske situation og udviklingen i deres land. Til gengæld må man tage sig til hovedet over hvor absurd uvidende og unskyld udtrykket, dumme, nogle af deltagerne er.
Men døm selv – Det ville vist svare til at der ved et Tea Party arrangement dukkede nynazister op med bannere som hyldede nazismen og det 3. rige.
Som faste læsere af bloggen ved, har jeg mere end en gang skrevet om og argumenteret for at man bør gennemføre narkotikapolitiske reformer, helst med en eller anden form for legalisering som det endelige mål. Se bl.a. her, her og her.
Et af de forhold jeg har bemærket fra tid til anden, er manglen på omtale af dette problem – ikke mindst i de elektroniske medier. Det roder P1 Agenda bod på ved en timelang udsendelse, som man kan læse mere om og høre ved at klikke her.
Jeg vil også anbefale at man lytter til hele interviewet med Jack Cole fra LEAP, som findes på udsendelsens hjemmeside. Jeg har mødt Jack Cole, som er en helt speciel person og en formidabel debattør og foredragsholder. Dog skal man liiiige være opmærksom på, at der måske til tider er lidt for meget salg i hans argumentation (men han er jo også amerikaner, eks-politimand og ikke forsker :-)).
Et ofte fremført argument mod narkotikaforbuddet er det store antal personer, som fængsles alene for besiddelse. Hvad der ikke nævnes er, at en stor del af sagerne er såkaldte “plea bargain” sager, hvor tiltalte typisk erklærer sig skyldig i en mindre alvorlig forbrydelse mod at sagen kommer hurtig gennem retssystemet.
Ligeledes er fremstillingen af den historiske udvikling og omtalen af Nixon også problematisk. Forbuds-politikken starter langt tidligere i det 20. århundrede. Desværre er fremstillingen blevet til en del af den myte som er bygget op omkring “The War on Drugs” som primært en republikansk drevet affære.
Det er ganske enkelt noget sludder. “Kampen mod narkotika” har mange “fædre” – nogle religiøse, andre politiske, som ikke entydigt kan henføres til et bestemt parti eller “isme”.
Og skal man endelig tildele et politisk ophav, så bliver det social-liberalismen som primært må tage den tvivlsomme ære på sig.
I denne weekend fik en række antikapitalistiske demonstrationer verden over, inspireret af den canadisk/amerikanske “Occupy Wall Street“, stor opmærksomhed i mange medier. Også herhjemme gennemførtes demonstrationer i bl.a. København, hvor et par tusinde mennesker mødtes på Rådhuspladsen under overskriften “Occupy Denmark”. De fleste steder forløb demonstrationerne (nogenlunde) fredeligt, bortset fra i Rom, hvor det kom til omfattende uroligheder. Som nedenstående tegning illustrerer, er det allerede blevet bemærket hvor anderledes MSM håndterer “Occupy Wall Street” i forhold til “Tea party” bevægelsen (både i USA og herhjemme).
Denne guide gælder dog ikke Fox, der som bekendt er den mest sete nyhedskanal i USA og selv om frustrationen er stor er opbakningen formentlig begrænset blandt almindelige amerikanere.
Det er påfaldende i hvilken udstrækning man i MSM gerne vil fremstille den seneste tids demonstrationer som noget helt særligt og ganske nyt. Men en sådan fremstilling holder kun hvis man alene fokuserer på formen. Det er ikke noget tilfælde, at den oprindelige ide blev fostret af den canadiske græsrodsbevægelse “Addbusters“, som også står bag den årlige “Buy nothing day”, som aldrig er blevet nogen succes, af den enkelte årsag, at der ligesom Occupy Wall Street er begrænset opbakning, når det kommer til stykket.
Af andre aktiviteter siden murens fald kunne man pege på de ofte voldelige demonstrationer ved en lang række topmøder, f.eks. WTO mødet i Seattle i 2000, EU topmødet i Gøteborg i 2001 og G8 topmødet senere samme år i Genova. Vi er med andre ord i en verden, hvor den faktuelle viden er begrænset, Che Guevara var en helt, man tror at Naomi Klein skriver faglitteratur og anser Michael Moore som dokumentarist. Privat foretagsomhed og de frie marked er derimod indbegrebet af alt ondt i verden. Men at man er frustreret over den økonomiske udvikling og høje arbejdsløshed er én ting, noget andet er at man retter bager for smed, Ja, selv når det kommer til at identificere de firmaer og enkeltpersoner, som har haft gavn af de store bailouts i 2008, har demonstranterne betydelige problemer. Som Wall Street Journal bemærker i artiklen “What’s Occupying Wall Street“,
Occupy Wall Street marched on J.P. Morgan Chase’s headquarters, after having protested outside CEO Jamie Dimon’s home the previous day. That’s odd, seeing that J.P. Morgan didn’t take on excessive mortgage risk and didn’t need (although it was forced to take) TARP money. The demonstrators also picketed the home of hedge fund mogul John Paulson, who made much of his recent fortune betting against the housing bubble, not helping to inflate it.
Og med hensyn til den begunstigede finansielle sektor synes den faktiske udvikling også at stride mod demstranterne forestillinger.
If anyone in the Occupy Wall Street movement wants an intellectually honest explanation for why they can’t find a job, they might start by considering what happens to an economy when the White House decides to make pinatas out of the financial-services industry (roughly 6%, or $828 billion, of U.S. GDP), the energy industry (about 7.5% of GDP, or $1 trillion), and millionaires and billionaires (who paid 20.4% of all federal income taxes in 2009). And don’t forget the Administration’s rhetorical volleys against individual companies like Anthem Blue Cross, AIG and Bank of America, or against Chrysler’s bondholders, or various other alleged malefactors of wealth.
Nu er det tvivlsomt om der er nogen af de der herhjemme bakker op bag “Occupy Denmark”, men skulle der være bare en enkelt, kan jeg varmt anbefale at læse Nicklas Augustines velskrevne og glimrende oversigtsanalyse, “Finanskrisen årsager“. Årsagerne til den nuværende økonomiske krise skal findes i det politiske system – ikke markedet. Det er man næppe utilfreds med i den politiske klasse. Demkraterne i USA træder varsomt og herhjemme var tidligere formand for det konservative folkeparti ude med en voldsom kritik af markedet i en kronik i begyndelsen af 2009, hvor han tilskriver krisen til det frie marked. Han overså og overser fortsat, at det ikke var og er markedet, som grundlæggende er problemet, men derimod statens rolle. Ved samme lejlighed vil jeg gerne anbefale Nicklas indlæg i Berlingske Tidende i sidste uge: “Kapitalisme er massernes bedste ven“, hvori han bl.a. skriver:
Men hvem har egentlig magten i et kapitalistisk samfund? Det viser sig, at den mest magtfulde position man kan besidde på det frie marked, er som forbruger. Som forbruger afgør man hver dag hvilke virksomheder og produkter, der får lov til at overleve. Det frie marked er forbrugerens tjener. Hvis ikke virksomhederne tilfredsstiller forbrugerne er de i bogstaveligste forstand dødsdømte, og dette er årsagen til at virksomheder og direktører ofte afskyr det frie marked og den deraf følgende konkurrence om forbrugernes gunst. Tænk blot på virksomheder som Compaq, Netscape og Volvo. Alle tidligere store virksomheder, og alle har de følt konkurrencens knusende knytnæve. I det kapitalistiske system skal virksomhederne hele tiden præstere. Hver dag skal de bevise over for forbrugerne, at netop deres produkter er bedst og billigst.
De protesterende tror formentlig fejlagtigt, at de finansielle markeder er at sammenligne med et frit og ureguleret marked. Intet kunne være mere forkert. Til gengæld er der næppe heller andre markeder hvor statens og private interesser er så tæt sammenviklede, som netop den finansielle sektor. Det var og er tilfældet i USA, og det er det i høj grad i Europa. Det bliver interessant at se hvorledes “the blame game” vil udvikle sig fremover her i Europa, efterhånden som det går op for borgerne, hvilken pris som skal betales for en række staters uansvarlige långivning.
Denne ultrakorte post er blot for at gøre opmærksom på, at jeg har skrevet et indlæg om CSR til Lederblog.dk. Indlægget har fået overskriften “Uansvarlig ansvarlighed” og er et lidt anderledes “take” på problemstillingen i forhold til mit indlæg her på bloggen for et par dage siden.
Med tanke på at dyrkelsen af “bæredygtig” produktion og CSR for længst er blevet accepteret som et absolut gode i mainstream forretningsverden og i den “politiske klasse” uanset hvilken fløj man tilhører, er der desværre nok tale om endnu et område, hvor de der burde forsvare markedet og kapitalisme for længst har kapituleret og i den politiske korrektheds navn for længst har overgivet sig til billig retorik og varme postulater om evig godhed og frelse i stedet for at forsvare den markedskapitalisme som er fundamentet og forudsætningen for vores velstand.
Men som man siger; verden vil bedrages, og det bliver den så.
Og blot for at give et lille indblik i hvor absurd CSR-branchen er, så er her et lille eksempel fra den artikel som Anne Louise Thon Schur har skrevet, og som er udgangspunktet for min kritik.
I artiklen holder hun sig ikke tilbage fra at rose nogle firmaer (især Coop og Maersk) mens hun skoser andre for ikke at være “gode” (Jysk). Og især et eksempel viser med al tydelighed hvor lidt proportioner betyder og hvor meget symbolske tiltag tæller.
Anne Louise Thon Schur skriver begejstret:
I august, 2010, sagde MaerskLines topchef Eivind Kolding i en pressemeddelelse, at MaerskLine fra 1. november at de tre millioner containere, som MaerskLine påregner at købe over de næste fem år, skal have fsccertificeret træ eller bambus som gulve i de nye containere. MaerskLine har lavet en politik om ikke længere at måtte bruge hårdt tropetræ som gulv.
Det er et dilemma, idet der er fare for, at man ikke kan nå at skaffe nok træ til alle disse containere, men Eivind Kolding er benhård. Bæredygtige gulve eller ingen containerkøb. Man ved hos MaerskLine Procurement at containerne bliver dyrere, men man forventer en prisudligning, så det kun er på kort sigt, idet man bliver bedre til at udvinde gulvene fra alternative materialer. Og nu kommer tallene: Ved at implementere denne politik, så sparer MaerskLine ca 200 000 træer eller sagt på en anden måde; 4 x Central Park, NYC. Se det er seriøst målbart.
Vi fornemmer klart den heroiske indsats. Tænk man har reddet hele 16 kvadratkilometer skov eller hvad der svarer til 0,0000004 procent af jordens samlede skovareal. Vi bøjer os i støvet og løber straks ud og køber en container.
(ovenstående skrevet uden at jeg vil blande mig i Maersk lines beslutninger eller opfordrer til at man kun køber tropisk træ hvor man er sikker på at der ikke genplantes – problemet er den manglende sans for proportioner)
I dag (torsdag den 29. september) afholdes CSR Awards 2011 i Sønderborg, delvist finansieret af Sønderborgs sagesløse skatteydere. På dagen vil CSR-branchen hylde sig selv og sin egen succes, mens man hylder “bæredygtige” virksomheder ved at uddele 12 forskellige priser, herunder priser for “Danmarks mest bæredygtige studerende”, mest “bæredygtige kommunikator”, mest “bæredygtige” virksomhed osv. osv.
Men hvad er så problemet med CSR (Corporate Social Responsibility)? Hvis dette var modkraft og ikke punditokraterne, og jeg var glødende socialist i stedet for borgerlig-liberal, ville jeg sikkert argumentere med at CSR er et svindelnummer, som har til formål at pakke markeds-kapitalismen in i en fernis af gode intentioner og ædle formål, mens man prøver at skjule udbytningen af arbejderen og undertrykkelse af den 3. verden.
Dette indlæg kan både læses som en reklame for et meget interessant CEPOS-gå-hjem møde med den internationalt anerkendte, indflydelsesrige og i visse kredse meget kontroversielle psykolog Dr Stanton Peele på tirsdag den 27. september kl. 17.00, og som en opfølgning på mit seneste blogindlæg, “Refleksioner over en valgkamp og Radikale Venstres uhyggelige menneskesyn”.
Under overskriften “Kan man vælge at blive afhængig? Kan en stram national alkoholpolitik forebygge alkoholisme?”, vil Peele argumentere for, at den konventionelle biologiske tilgang til alkoholisme og afhængighed er forkert. Ikke bare mener han, at et stigende ensidigt biologisk fokus på afhængighed er problematisk, men også at udviklingen af afhængighed eller problembrug mere afspejler kultur og livsstil fremfor f.eks. tilgængelighed af bestemte rusmidler.
Så er valgdagen kommet, vælgermøderne overstået og tilbage står kun at vente på resultatet. Men for mit vedkommende er det også tid til at reflektere lidt over den valgkamp – min første – som jeg har været en aktiv del af. Egentlig har kun lidt overrasket mig. Venstrefløjens kandidater har ved alle de møder jeg har deltaget i – alle som en – udvist en ufattelig mangel på viden og forståelse for økonomiske sammenhænge. Det er som bekendt lig med en manglende forståelse for menneskelig adfærd.
Det samme kan man måske ikke beskylde Radikale Venstre for. Til gengæld er deres syn på “almindelige” mennesker udtryk for en uhyggelig mangel på respekt for sine medmennesker. Læs resten →
På SFs hjemmeside informerer man os under overskriften “Bedre service for de samme penge er en utopi“, at det ikke er muligt at bevare den offentlige service med mindre man øger bevillingerne, hvilket der lægges op til i regeringens aftale med KL, hvorefter kommunerne alene kompenseres for pris- og omkostningsudviklingen.
Men måske burde overskriften på SFs hjemmeside have været “Bedre service for flere penge er en utopi”, for på trods af “verdens største” offentlige sektor og “verdens højeste skattetryk” er det mere end tvivlsomt at vi også har “verdens bedste service”.
At servicen reelt meget vel kan blive ringere er så en anden sag. Men det skyldes alene de metoder hvormed man sikrer overholdelse af budgettet (hvis man altså overholder det) og det faktum, at prioriteringer også indgår i det politiske spil om de kommende års mia. af kroner. Der eksisterer i det danske regelsæt der reguelrer overførsler fra staten og udligningsordninger ikke noget incitament til en reel effektivisering og omkostningsstyring – tværtimod. Derimod er der en tendens til, at de foretrukne områder der må holde for bliver de der er synlig for borgerne, for at der kan være plads til den “nødvendige” udvidelse af den administrative kapacitet 🙂 Det sikrer den fornødne negative offentlige debat og styrker positionen i forhold til næste års forhandlinger.
Når man sammenligner det offentlige forbrug i Danmark må man ikke kun spørge sig selv, hvorfor nogen kan få den tanke at en manglende oplevet kvalitet skyldes at man bruger for få penge. Man må også spørge sig selv hvorfor man ikke for længst i langt højere grad har indraget det faktum, at andre lande har et væsentligt lavere offentlig forbrug – også lande hvis samfundsmodel minder om vores egen socialdemokratiske, uden man derfor nødvendigvis kan tale om en lavere kvalitet.
Nedenstående figur er hentet fra Dansk Erhvervs tidsskrift “Perspektiv” nr. 47 og er et forsøg på at illustrere hvor meget mindre det offentlige forbrug ville være, hvis bare det var på niveau med en række sammenlignelige lande. Og som det fremgår er der tale om ganske store summer. Hvis vi for eksempel havde et forbrug på niveau med Sverige, ville vi således spare 38 mia. kroner, eller lig med ca. 2 x efterlønsreform. Hvis vi havde et forbrug på niveau med Finland ville vi spare hele 84 mia. kroner.
Forrige søndag vandt Ollanta Humala Perus præsidentvalg knebent over Keiko Fujimori, datter af tidligere præsident Alberto Fujimori. Børsen i Lima reagerede dagen efter prompte med så kraftige kursfald, at man valgte at suspendere den videre handel efter få timer. I løbet af ugen rettede kurserne sig dog delvist, bl.a. efter Moody og Standard & Poor meddelte , at man ikke ville sænke Perus rating .
Keiko Fujimori og Humala Ollanta ved en TV-debat før valget
Jeg har tidligere i en række indlæg på americas.dk skrevet om dette års præsidentvalg i Peru, se her, her og her. Dette indlæg handler primært om konsekvenserne ved den venstreorienterede nationalist Ollanta Humala’s valgsejr i Peru. Hvor stor en risiko er hans valg for den peruvianske frimarkedsmodel, som bærer en stor del af ansvaret for Perus asiatiske vækstrater de seneste 10 år?
Der har været en kort omtale af rapporten i en række aviser og på DR og TV2’s hjemmesider i dag. Typisk med en overskrift i retning af “Toppolitikere vil lovliggøre Marihuana“. Hvorefter det kort nævnes i selve teksten, at også andre stoffer kan komme på tale. Rent faktisk bruges marihuana/cannabis primært som et eksempel. I selve rapporten peges også på bl.a. coca-blade (hvis forhold til kokain er nogenlunde som at sammenligne det at drikke en lys øl med at skylle en flaske snaps ned) og MDMA (Ecstasy).
Review the scheduling of drugs that has resulted in obvious anomalies like the flawed categorization of cannabis, coca leaf and MDMA. Ensure that the international conventions are interpreted and/or revised to accommodate robust experimentation with harm reduction, decriminalization and legal regulatory policies
Udgangspunktet er en risikovurdering, men reelt lægges der i rapporten op til at alle former for rusmidler kan legaliseres – se også punkt 3-5 nedenfor i oversigten over kommisionens anbefalinger.
Break the taboo. Pursue an open debate and promote policies that effectively reduce consumption, and that prevent and reduce harms related to drug use and drug control policies. Increase investment in research and analysis into the impact of different policies and programs.
Replace the criminalization and punishment of people who use drugs with the offer of health and treatment services to those who need them.
Encourage experimentation by governments with models of legal regulation of drugs (with cannabis, for example) that are designed to undermine the power of organized crime and safeguard the health and security of their citizens.
Establish better metrics, indicators and goals to measure progress.
Challenge, rather than reinforce, common misconceptions about drug markets, drug use and drug dependence.
Countries that continue to invest mostly in a law enforcement approach (despite the evidence) should focus their repressive actions on violent organized crime and drug traffickers, in order to reduce the harms associated with the illicit drug market.
Promote alternative sentences for small-scale and first-time drug dealers.
Invest more resources in evidence-based prevention, with a special focus on youth.
Offer a wide and easily accessible range of options for treatment and care for drug dependence, including substitution and heroin-assisted treatment, with special attention to those most at risk, including those in prisons and other custodial settings.
The United Nations system must provide leadership in the reform of global drug policy. This means promoting an effective approach based on evidence, supporting countries to develop drug policies that suit their context and meet their needs, and ensuring coherence among various UN agencies, policies and conventions.
Act urgently: the war on drugs has failed, and policies need to change now.
Der er ingen tvivl om, at i forhold til den nuværende narkotikapolitik, vil der være tale om et stort fremskridt, hvis de 11 anbefalinger bliver fulgt.
Som det fremgår af ovenstående anbefalinger er der IKKE tale om, at man foreslår en generel legalisering, hvilket ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt elers ville være at foretrække (set med en økonomis øjne), men det kan jo komme.
Anbefalinger bygger i første omgang på, at narkotikapolitikken skal tage udgangspunkt i en reel risikovurdering af rusmidlerne, se også figur nedenfor.
Reel og potentiel “samfundsfare” og FN’s klassificering over farlighed
Det er overordentlig vigtigt, at tage ovenstående figur med et vist forbehold, hvilket også fremgår af teksten. Nedenfor er vurdering af 20 rusmidler publiceret i “The Lancet” i 2010.
Bag ovenstående står bl.a. den tidligere engelske chefrådgiver for den engelske regering, professor David Nutt, der blev sat fra bestillingen delvist på grund af hans vurdering af faren ved de forskellige rusmidler.
Når der tales om risikovurdering af rusmidler er det væsentligt at holde sig for øje, at man ikke begrænser sig til at se på skadesvirkningerne for den enkelte, men inddrager virkninger på hele samfundet. Hermed er man nød til at indrage skadevirkningerne af den førte politik. Et emne vi har skrevet en del om her på bloggen før. Det nævnes således eksplicit, at det bør være et mål i sig selv at begrænse kriminelle organisationers indflydelse (indtægtsmuligheder) – det indebærer at en regulering kan og bør tage højde for hvorledes man mest effektivt begrænser disse.
Som økonom er ligger svaret selvfølgelig snublende nær – legaliser alle rusmidler – det indebærer også maksimale muligheder for at regulere kvaliteten af stofferne og hvem der har adgang til dem.
Der er næppe tvivl om at denne rapport i sig selv er en milepæl, givet hvem der har lagt navn til rapportens anbefalinger.
Man kunne dog have ønsket, at flere nuværende politiske ledere havde lagt navn til ønsket om en ændring i den førte narkotikapolitik, i lighed med Colombias præsident Manuel Santos.
Man kunne måske også have ønsket sig, at der var blevet talt mere lige ud af posen. Men at der lægges op til, at der skal ses på legalisering som muligt middel på linje med andre tiltag, er et enormt fremskrift i forhold til i dag. Ligesom kravet om en målbar og evidensbaseret politik i sig selv indebærer en helt anden debat om narkotika, end den vi kender f.eks. herhjemme fra.
Hvem står bag rapporten?:
Asma Jahangir, human rights activist, former UN Special Rapporteur on Arbitrary, Extrajudicial and Summary Executions, Pakistan
Carlos Fuentes, writer and public intellectual, Mexico
César Gaviria, former President of ColombiaErnesto Zedillo, former President of Mexico
Fernando Henrique Cardoso, former President of Brazil (chair)
George Papandreou, Prime Minister of Greece
George P. Shultz, former Secretary of State, United States (honorary chair)
Javier Solana, former European Union High Representative for the Common Foreign and Security Policy, Spain
John Whitehead, banker and civil servant, chair of the World Trade Center Memorial Foundation, United States
Kofi Annan, former Secretary General of the United Nations, Ghana
Louise Arbour, former UN High Commissioner for Human Rights, President of the International Crisis Group, Canada
Maria Cattaui, Petroplus Holdings Board member, former Secretary-General of the International Chamber of Commerce, Switzerland
Mario Vargas Llosa, writer and public intellectual, Peru
Marion Caspers-Merk, former State Secretary at the German Federal Ministry of Health
Michel Kazatchkine, executive director of the Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria, France
Paul Volcker, former Chairman of the United States Federal Reserve and of the Economic Recovery Board
Richard Branson, entrepreneur, advocate for social causes, founder of the Virgin Group, co-founder of The Elders, United Kingdom
Ruth Dreifuss, former President of Switzerland and Minister of Home Affairs
Thorvald Stoltenberg, former Minister of Foreign Affairs and UN High Commissioner for Refugees, Norway
Følgende har fungeret som rådgivere for kommisonen:
Dr. Alex Wodak, Australian Drug Law Reform Foundation www.adlrf.org.au
Ethan Nadelmann, Drug Policy Alliance www.drugpolicy.org
Martin Jelsma, Transnational Institute www.tni.org/drugs
Mike Trace, International Drug Policy Consortium www.idpc.net
Jeg har i dag en klumme i 180grader på baggrund af en rapport der offentliggøres i den kommende uge af Global Commision on Drugs Policy. Bag rapporten står bl. a. en række højt profilerede politikere, inklusiv tidligere præsidenter fra Brasilien, Mexico, Colombia og Schweiz samt tidligere generalsekretør for FN, Kofi Annan.
Nu er der ingen grund til at gentage klummen her – den kan jo læses på 180grader 🙂
I rapporten gør Naim bl.a. opmærksom på, at der eksisterer 3 fundamentale fejlslutninger omkring det illegale marked for narkotika:
The first is that with respect to international crime there is nothing new. The assumptionis that illicit trades, smuggling, black markets and crime are part of the human experience and,therefore, “there is nothing new under the sun”. The second mistaken assumption is thatsmuggling –of drugs, weapons, people, human organs, dirty money or any other contraband–across national borders is a criminal activity that should therefore be conceptualized as suchand fought with the usual crime-fighting tools: law enforcement, the courts and punishmentthrough fines or incarceration. The third wrong assumption is that, like crime in general, illicittrade is an “underground” phenomenon that only involves a small community of deviants thatoperates at the margins of society
Naíms rapport er en uhyggelig gennemgang af hvordan mafiaorganisationer, samt økonomiske og politiske interesser i en lang række lande er filtret ind i hinanden. Og i den forbindelse er det værd at understrege at der ikke eksisterer et eneste forretningsområde med så høje profitrater som det illegale narkotikamarked. Vi taler om en samlet omsætning der af FN er sat til at være ca. 300 mia dollars, og hvor langt hovedparten af omsætningen er (skattefri) profit.
Og som Naím pointerer, har globaliseringen også indebåret en globalisering af de kriminelle netværk og forestillingen at illegal handel er et begrænset fænomen er noget sludder, som han skriver:
The reality is very different. There is plenty that is new about crime –not least its ability to seizethe opportunities spawned by the technological, economic and political revolutions thatexploded in the 1990s and continue today. Criminal networks –especially those which alreadyoperated in multiple countries– were “early adopters” of the innovations in communication andtransportation of the 1990s. And they also were the “first movers” into the new markets openedby the economic and political reforms that many countries implemented after the fall of theBerlin Wall. Criminal networks were –and continue to be –at the forefront of globalization,oftechnology and politics.It is, of course, true that criminals, smugglers and black markets have always existed. But never before have criminal organizations had the ability to operate at a global level with suchease and therefore reach a scale and scope in their activities that easily match those of theworld’s largest multinational corporations. And, if large multinational corporations are politicallypowerful, why assume that large international criminal organizations will not invest sizable partsof their immense revenues to gain political power? They will –and they do. Yes, crime andpolitics often go together. But now these associations have an immense capacity to impactbusiness, society, geopolitics, international security and national politics. In the 20th Centurythe Italian mafia was large and powerful and it then expanded its operations to the UnitedStates. But it never acquired the global reach or the political influence, economic might orinternational diversification now common among some of the largest transnational criminal organizations based in Russia, China, Eastern Europe or Latin America
Jeg vil lade det være op til læseren at vurdere hvorledes man tror at vi kan komme de multinationale kriminelle netværk til livs. Jeg skal personligt erkende at jeg kun kan komme i tanke om et effektivt redskab, nemlig at minimere deres indtægts-muligheder. den mest effektive metode jeg kan komme i tanke om, er desværre fortsat blot en vision hos de fleste af de iagtagere der indgående har beskæftiget sig med problemet. Men muligvis/forhåbentlig hjælper det når en række internationalt højtprofilerede tidligere og enkelte nuværende regerings- og statsledere lægger deres gode navn og rygte til en opfordring om at opgive “The War on Drugs”.
Da den endelige rapport ikke er offentliggjort endnu, vides ikke med bestemthed hvor langt man vil gå i sine anbefalinger. Jeg vender tilbage med endnu et indlæg når rapporten offentliggøres i den kommende uge.
I går havde jeg den tvivlsomme ære at modtage en mail fra Samvirkende Købmænds formand John Wagner. Kunne det mon være en mail med ønsket om lavere skat? Færre administrative byrder? Eller måske mindre regulering, således at detailhandlen kan udvikle sig på almindelige markedsvilkår? Nej så langt fra. Hovedbudskabet i John Wagners mail er, at man ønsker at bevare regulering og status quo.
Er det værre end hvad vi finder i mange danske byer?
Baggrunden er Vækstforums anbefaling af at liberalisere planloven, således at der kan etableres såkaldte hypermarkeder, som det kendes fra bl.a. Sverige. Det synes jeg selvfølgelig er en glimrende ide. Nok er de ofte grimme set udefra, men et kig på bankkontoen efter et besøg er til gengæld et smukt syn. Som oftest placeres de jo forøvrigt i industrikvarterer eller ude på Lars Tyndskids mark. Det samme kan desværre ikke siges om de ofte hæslige indkøbscentre og super-/minimarkeder/købmandsbutikker der fylder landets byer.
Hvor globaliserede er verden egentlig? Tjah, hvis man skal tro medierne får man ofte det indtryk, at vi er bevæget os ind i en helt ny og globaliseret era, hvor vi lever i en stor landsby, mens vi twitter og facebook’er, spiser det samme, ser det samme i TV, lytter til den samme musik. Imens bevæger kapital, mennesker (lidt for meget for en del europæeres smag) samt varer og tjenesteydelser sig rundt som aldrig før – eller? Well, egentlig ikke. Alt efter hvordan man måler det, kan man argumentere, at vi dybest set ikke er mere globaliserede end vi var før 1. verdenskrig.
Pankaj Ghemawat fra IESE Business School i Spanien har i årevis forsket i emnet, og ifølge ham er forestillingen om hvor globaliserede vi er blevet temmelig overdrevet, og taler hellere om at verden er semi-globaliserede, hvilket er emnet for hans seneste bog om emnet – “The World 3.0”
Pankaj Ghemawat fremhæver bl.a., at mange indikatorer for den globale integration er overraskende lave. Kun 2% af de studerende læser på universiteter uden for deres hjemland. Kun 3% af befolkningen bor uden for deres fødeland. 93% af verdens produktion af ris konsumeres på hjemmemarkedet og mindre end 1% af alle amerikanske virksomheder har nogen udenlandske aktiviteter.
Ifølge Pankaj udgør verdens samlede eksport fortsat “kun” 20% af det globale BNP, hvilket dog er mere end det gjorde før 1 verdenskrig. Til gengæld er det værd at bemærke, at det først var i 1973, at verdenshandlen målt som andel af BNP nåede det samme niveau som før 1. verdenskrig. Mens verdenshandlen nok er større end den var før 1. verdenskrig er – måske overraskende for mange – grænseoverskridende direkte investeringer fortsat mindre end det var i begyndelsen af det 20. århundrede, ( se også Niall Ferguson’s anbefalelsesværdige bog om det britiske imperium “Impire”).
Ifølge Ghemawat tegner udenlandske direkte investeringer (FDI) sig kun for 9% af alle faste investeringer og kun 20% af handlede aktier er ejet af udenlandske investorer.
Og så er der forestillingen om den globale landsby. Målt på hvor folk bor i frhold til hvor de blev født, var verden betydeligt mere globaliseret for 100 år siden. Totalt set lever kun 3% af jordens befolkning i et andet land end hvor de blev født. Sammenhold det med folkevandringerne for 100 år siden, der bl. a. medførte at 10% af mennesker født i Norge og 14% født i Irland levede i et andet land. Dertil kan tillægges at 25% af Argentinas befolkning i begyndelsen af det 20. århundrede ikke var indfødte. Det samme gjorde sig gældende for 15% af USA’s befolkning, mens det i dag kun er 10% af befolkningen der er født udenfor USA.
En af grundene er utvivlsomt at det i mellemtiden er blevet vanskeligere og ikke nemmere for mennesker at immigrere. Ifølge Ghemawat løber omkostningerne til behandling af rejsedokumenter i dag op i svimlende 88 mia. USD.
I forhold til den sejlivede venstrefløjs myte og konspiratoriske fortællinger om at globaliseringen drives af og fører til at verden “styres af” en håndfuld gigantiske selskaber (tyv tror som bekendt at hver mand stjæler), afviser Ghemawat, at det er tilfældet. Tværtimod er koncentrationsniveauet indenfor mange vitale industrier faldet drastisk siden 1950 og har stort set været konstant siden 1980. For eksempel tegnede to bilproducenter sig for halvdelen af verdens samlede bilproduktion for 60 år siden. I dag er det 6.
For mere information om Pankaj Ghemawat og “The World 3.0” klik her
Da Weekendavisens artikler ikke kan læses på nettet, kan denne uges kronik læses nedenfor. Jeg har skrevet kronikken sammen med Lars Kragh Andersen, der er tidligere politibetjent i København. Lars opsagde sin stilling sidste år efter at have meldt ud, at han som politibetjent ikke var villig til at forfølge narkotika-forbrydelser.
I artiklen nævnes beregninger for offentlige udgifter og tabt fortjeneste, der er en konsekvens af den førte narkotikapolitik. Hvis nogen skulle have interesse i at studere beregningerne nærmere, kan man finde Jeffrey Mirons seneste beregninger her.
Et forbud, der dræber
Weekendavisen uge 11, 2011
En forbrydelse kræver normalt et eller flere ofre. Det gælder, uanset om der er tale om vold, røveri eller udledning af urenset spildevand for den sags skyld. I de tilfælde er de fleste af os formentlig enige om, at der må være en sanktion, og at ofrene bør ydes erstatning.
Men ikke alle forhold og aktiviteter, der ifølge dansk lovgivning anses for kriminelle, opfylder kravet om et offer. Herunder hører forbud mod køb, salg og nydelse af en række rusmidler. Et forbud, der ifølge undersøgelser af blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO formentlig har en ganske behersket betydning for forbruget af de pågældende rusmidler. WHO kommer således frem til, at der ingen sammenhæng eksisterer på tværs af lande og forskellig lovgivning. For eksempel har Sverige et relativt lille forbrug af illegale rusmidler, mens USA og England er blandt de lande i verden med det højeste forbrug af illegale rusmidler. Alle tre lande har en yderst restriktiv lovgivning. Portugal, der er det europæiske land, som er kommet længst i afkriminalisering af brugerne, har til gengæld et forbrug på svensk niveau. Læs resten →
Her på årets første dag lægger vi ud med et nyt tiltag her på bloggen. Vi skal naturligvis ikke stå tilbage for nogen og vil derfor i fremtiden udnævne “årets politiske solopræstation” – Vi er jo ikke liberalistisk anlagte og individorienterede for ingenting 🙂
I dag (torsdag den 29. september) afholdes 
Dette indlæg kan både læses som en reklame for et meget interessant 
