Kategoriarkiv: Nikolaj Stenberg

“No interest group has adequate incentive…”

Af Nikolaj Stenberg, den 23. maj 2012. 15 svar

Prof. Jonathan H. Adler skriver i The Atlantic om reguleringsmæssige miljøbeskyttelsestiltag og tragedy of the commons; og tilbyder i den forbindelse et mildt skulderklap til den eksisterende miljøregulering (“There have been significant environmental gains in many areas over the past fifty years, and traditional regulatory strategies deserve some of the credit, but modern environmental regulation is hardly a model of efficient governmental intervention“). Det, der får mig til at ville henvise til artiklen her på bloggen, er citatet nedenfor, som jeg egentlig synes indrammer debatten for og imod miljøbeskyttelsesregulering (og regulering indenfor andre retsområder) ganske glimrende:

One thing that Hardin [forfatteren til tragedy of the commons-artiklen] overlooked is that the political process often replicates the same economic dynamic that encourages the tragedy of the commons — a dynamic fostered by the ability to capture concentrated benefits while dispersing the costs. Like the herder who has an incentive to put out yet one more animal to graze, each interest group has every incentive to seek special benefits through the political process, while dispersing the costs of providing those benefits to the public at large. Just as no herder has adequate incentive to withhold from grazing one more animal, no interest group has adequate incentive to forego its turn to obtain concentrated benefits at public expense. No interest group has adequate incentive to put the interests of the whole ahead of the interests of the few. The logic of collective action discourages investments in sound public policy just as it discourages investments in sound ecological stewardship. This, in addition to the pervasiveness of special-interest rent seeking, explains many of the failings of centralized regulation. So despite the environmental gains of the past half-century, real challenges remain, and the tragedy of the commons is still with us.

 

Helt kort: Legitimitet, partiskhed, konservatisme

Af Nikolaj Stenberg, den 22. maj 2012. Skriv et svar

I forlængelse af forrige blogindlæg er jeg blevet opmærksom på, at Ilya Somin, har lavet en udførlig og ganske link-holdig tekst, om hyppigt bruge ikke-juridiske argumenter for, at højesteret skal opretholde forsikringspligten i ACA/ObamaCare. Selv siger han (indledende) om dem:

Even if correct, none of these arguments actually prove that the Court should uphold the mandate as a legal matter. A decision that is perceived as “illegitimate,” partisan, and unconservative can still be legally correct. Conversely, one that is widely accepted, enjoys bipartisan support, and is consistent with conservatism can still be wrong…

Højesteret og ObamaCare – aktivisme eller tilbageholdenhed?

Af Nikolaj Stenberg, den 22. maj 2012. 1 svar

Wall Street Journal har en glimrende leder om den udfordring det er, for den amerikanske højesteret, at skulle tage stilling til Affordable Care Act, alias ObamaCare. WSJ-lederen fokuserer på de offentlige ytringer rettet mod navngivne højesteretsdommere, som politiske aktører over den seneste tid er kommet med og bemærker særligt Pat Leahy’s kommentar om, at retspræsident Roberts, hvis retten når frem til, at ACA-loven (eller dele deraf) er forfatningsstridig, for al fremtid vil blive opfattet som en partisk aktivist: ”The conservative activism of recent years has not been good for the Court” osv.

The elite liberal press has followed with pointed warnings that Mr. Roberts has a choice—either uphold ObamaCare, or be portrayed a radical who wants to repeal the New Deal and a century of precedent. This attack is itself clearly partisan, but it’s worth rehearsing the arguments to show how truly flawed they are.

WSJ bemærker hertil (mine fremhævninger):

The first fallacy is defining judicial activism as overturning a Congressional law. Since Marbury v. Madison established judicial review in 1803, the High Court has overturned hundreds of laws in part or whole. The real measure of activism is whether the Court’s reasoning is rooted in Constitutional principle. If it is, the Court is not activist but is adhering to the highest legal principles.

Regarding the Affordable Care Act, we’d argue that upholding the individual mandate to buy health insurance requires far more judicial activism. That’s because if the Court finds this federal mandate to be Constitutional, it will have no principle on which to limit future purchase mandates.

Once health insurance can be mandated, Congress will inevitably find that other products or services are equally essential to national well-being. Future Courts will either have to find all such purchase mandates to be legal, in which case there is no limiting principle, or they will have to pick and choose, which means an endless exercise in policy-making.

Far better for judicial modesty—and the reputation of the Court—to draw the line that the Commerce Clause forbids Congress from mandating that individuals engage in commerce because such police powers are reserved for the states. This is the truly restrained judicial position.

The most dishonest argument is the liberal media chant that overturning the law means overturning the New Deal era’s Commerce Clause precedents. This is propaganda. None of the plaintiffs advocated that any precedents be overturned, even though in our view some of those cases deserve to be overturned. Paul Clement and Michael Carvin, who argued for the plaintiffs before the Court, explicitly denied any such desire.

HT: Randy Barnett.

Liberale aforismer

Af Nikolaj Stenberg, den 1. maj 2012. 4 svar

Tyvstjålet fra Russell Hasan, der skriver på Liberty Unbound. En række af dem er endda passende i dagens anledning:

  • Running your own life is difficult. Running someone else’s is impossible.
  • There is no such thing as safety, but there is such a thing as courage.
  • The job of business is to make life livable. The job of government is to make business impossible.
  • If war is hell, then pacifism must be heaven.
  • Assuming that to want something you must also want to pay the price to get it, everyone always gets what he wants in a free market.
  • Taxes are the price we pay for living in a society that has not yet become truly civilized.
  • Wealth is what society gives to the owners to compensate them for bearing the risk of large-scale failure.
  • Democrats sacrifice the healthy to save the sick.
  • Government: ambitious thugs who proclaim themselves saviors — which is precisely what you would expect ambitious thugs to say.
  • The difference between libertarians and conservatives? Libertarians have more fun

Kommende udgivelse: Fri os fra frihed

Af Nikolaj Stenberg, den 27. april 2012. Skriv et svar

Den tidligere punditokrat Jacob Mchangama fortæller i en opdatering på Facebook, at hans nye bog Fri Os Fra Frihed udkommer den 30. april, men allerede nu kan forudbestilles. Dén information er værd at give videre – og det er hermed gjort.

Gyldendal beskriver bogen således:

FRI OS FRA FRIHEDEN er et hårdnakket forsvar for den personlige frihed og en skarp kritik af, hvad Jacob Mchangama ser som de sidste årtiers løbende politiske underminering af netop den personlige frihed. I præcise og urovækkende kapitler viser chefjurist Jacob Mchangama, hvordan vi siden slutningen af 1960?erne lever støt mere regulerede liv, hvor staten har fået større og større råderum til at gribe ind og detailstyre eller som et minimum overvåge, hvordan vi lever ? det gælder lige fra, hvordan vi spiser, over hvordan vi bor, til hvem vi sover med eller taler i telefon med.

Jeg spår, at bogen nok skal fange  interesse hos flere af denne blogs læsere (og skribenter).

Opdatering: Interview ang. bogen i Politiken.

Barack Obamas enhedsforvaltning

Af Nikolaj Stenberg, den 11. januar 2012. 9 svar

Dagens vigtigste kommentar angående amerikansk politik kommer fra juristen Bruce Ackermans hånd og handler – vil det nok overraske nogen – slet ikke om primærvalgkampene. Derimod handler det om noget så tørt, som hvem der yder juridisk rådgivning til USA’s præsident.

Traditionelt set, har det amerikanske justitsministerium besvaret føderalkongressens spørgsmål angående f.eks. grundlovsmæssigheden af en given bestemmelse i et lovforslag eller den udøvende magts handling i en konkret sag. Sådan er det ikke (så meget) mere:

…Increasingly, it is the White House, not the Justice Department, that is making the tough legal calls—without the disciplined staff work and traditions of independence that have permitted the Office of Legal Counsel to win legal credibility over the past 75 years…

…In challenging the Senate on recess appointments, President Obama has only relied on his White House Counsel, not the Justice Department, in reaching his constitutional conclusions…

…This shift in legal authority is a bitter legacy of the George W. Bush administration, where the White House exerted intense pressure on members of the Office of Legal Council to get the decisions it wanted and promulgated a stream of remarkably superficial presidential signing statements nullifying parts of congressional statutes on problematic constitutional grounds…

Selvom Ackerman, ikke overraskende, har taget fløjlshandskerne på, når det han omtaler Obama-regeringen og dennes embedsmænds handlinger, har han helt ret når han påpeger det forkastelige i, at den udøvende magt ikke så meget som anser det for nødvendigt, at begrunde sine afgørelser og efterfølgende stå til regnskab for dem:

The question is not what one or another pundit thinks. It is whether the president has an obligation to make his own constitutional case, or merely announce his judgment by fiat.

Præsident Obama har, når det kommer til retsstatsprincipperne, opført sig som en anden solkonge. – Og, i en sidebemærkning, har hans hustru også spenderet løs og tilladt sig selv en, som var hendes mand en sådanne.

Det er hverken klædeligt, tillidsskabende eller i tråd med den praksis, der er oparbejdet omkring checks-and-balances-systemet.

* * *

Skulle nogen i øvrigt undre sig over, hvad dagens næst-vigtigste kommentar om amerikansk politik var, så behøver man ikke kigge længere væk end i Berlingske tidende, hvor denne blogs tidligere redaktør skriver fyldigt og klart om mit eget yndlings in-your-face-emne, når jeg møder en lidt for pro-Obama person: Hykleriet omkring Gitmo og “det hemmelige fangeprogram”.

Grundlovsidéer

Af Nikolaj Stenberg, den 10. januar 2012. 3 svar

Det er det samme hvert eneste år. Lige efter nytår eller – hvis man er i et lidt for seriøst selskab – også på selve nytårsaften: Dén diskussionen om arvekongedømmets berettigelse, som H.M. Dronningens nytårstale altid ser ud til at foranledige.

Tilbage i 2005 skrev CEPOS nuværende chefjurist Jacob Mchangama her på bloggen om det (vedvarende) socialistiske og social-liberale ønske om, at omskrive den danske grundlov, så sproget bliver “normalt” (!) og indholdet forøget, med et positivt defineret katalog over socio-økonomiske “rettigheder“. Dét indlæg står stadig ved magt.

I selvsamme indlæg henviser Jacob Mchangama til et forslag til en omskrevet og liberalt forstærket forfatningslov; som indgik i en “grundlovsdebat”, som de færreste af os stadig kan huske (- og som jeg måske/måske ikke selv deltog i) Folketinget havde vedtaget, for at fejre 150-årsdagen for Danmarks Riges Grundlov et par år forinden.

Det forslag der henvises til er genoptrykt i Libertas #44 og har titlen: “Frihed, magtdeling og demokrati: Forslag til principper og elementer i en ny dansk grundlov“. Forfatterne er – i min tilfældige rækkefølge – Peter Kurrild-Klitgaard, Thomas Bernt Henriksen, Morten Holm og Edith Thingstrup.

Det er baseret på en idé om, at en forfatningslov ikke skal følge med tiden, men tværtimod gå mod denne således, at loven kommer til at danne et værn for borgeren mod statsmagten og dennes omskiftelige lune. En helt igennem fornuftigt idé, som uden videre kan tiltrædes af denne blogger.

Forslagets inspirationskilder kan ligeledes tiltrædes: Den engelske Bill of Rights; De Forenede Staters forfatninger (hvoraf jeg personligt bryder mig mest om Articles of Confederation fra 1777); den franske 1789-rettighedserklæring og så i øvrigt den danske Junigrundlov af 1849.

Sådanne inspirationskilder forpligter; men jeg synes, at de er sluppet rigtigt godt fra det. Se f.eks. om ekspropriation:

At sikringen af den private ejendomsret (§73) udstrækkes til

  • at gælde imod begrænsninger i brug, påbud, forbud og andre former for regulering;
  • at ekspropriation og andre indgreb i den private ejendomsret kan indbringes for domstolene m.h.t. ikke blot størrelsen af erstatning men også begrundelsen;
  • at det vil være staten, der har bevisbyrden for, at et indgreb i ejendomsretten er til almenvellets bedste;
  • at hver enkelt ekspropriation skal behandles ved individuel lovgivning og ikke kan delegeres til andre offentlige myndigheder;
  • at Grundlovens eksisterende sikring (§73.2.) af Folketings-mindretals ret til at udskyde ikrafttræden af en ekspropriation sikres yderligere ved at nedsætte andelen til 1/5.
– Dertil ville jeg selv nok blot havde tilføjet, at enhver tvist om ekspropriationens begrundelse eller erstatningens størrelse, skulle havde fuldt opsættende virkning.

Den flittige læser vil sikkert allerede have åbnet Libertas-linket i en fane i browseren og have snust lidt til den artikel jeg taler om. – Og det er egentlig hvad jeg vil anbefale alle læsere at gøre. Hent Libertas #44; print det ud eller smæk det over på din Kindle eller iPad og sæt dig så godt til rette i en stol under lyset.

God læselyst.

 

Ophavsrettighedsdebatten

Af Nikolaj Stenberg, den 9. januar 2012. 4 svar

Hermed en formatteret og link-holdig gengivelse af et blogindlæg, jeg har i Børsen i dag:

Debatten for og imod immaterialretligheder, så som ophavsret, tog en finurlig drejning, da rettighedspirateri forleden opnåede statslig anerkendelse som en religion i Sverige under det passende navn kopimisme. Kirkens højeste læresætning er, at omdeling af kopier af andre menneskers rettighedsgenstande i sig selv er en religiøs tjeneste.

Hvem anerkendelsen siger mest om – piraterne eller det svenske Kammarkollegiet – skal vi lade stå usagt. Hvad der derimod skal påpeges er, at der for tiden pågår en voldsom debat om ophavsrettens fremtid og at fronterne på begge sider er trukket skarpt op.

Således har selv danske medier indenfor det seneste stykke tid talt om det såkaldte SOPA-lovforslag, der behandles i Repræsentanternes Hus i USA, der udvider rettighedshaveres mulighed for gennem en summarisk proces at lukke bl.a. hjemmesider ned via et fogdeforbud. Bølgerne går højt i dén debat – som de rettelig bør, når nu retsikkerheden står på spil. Det er med andre ord ikke blot en debat for debattens skyld.

På den velansete blog The Volokh Conspiracy bringes i dag et indlæg af William ”Bill” Patry under titlen ”How to Fix Copyright, Part I”. Patry selv, er amerikansk advokat, arbejder in-house for Google og er forfatter til Oxford-publikationerne Moral Panics and the Copyright Wars og How to Fix Copyright.

I blogindlægget præsenterer Patry sin nye bog – som er så ny, at jeg ikke selv har haft en chance for at se den igennem – hvori han forsøger at opstille en konstruktiv løsningsmodel på de problemer, han mener ophavsrettighedsinstituttet er ramt af. Indlæg af denne type skal altid læses med et stort caveat: Den vedrører amerikanske forhold. Men, når det er sagt, så er ophavsrettighedsområdet, i takt med internationaliseringen, ikke længere noget, staterne på nogen måde kan eller bør behandle for sig selv indenfor nationalstatens snævre ramme.

Patrys påstand er, at ophavsrettighedsinstituttet er ineffektivt. Som han siger: ”I believe laws are tools, not ends in themselves, and that we should measure, empirically, their effectiveness against their stated objective.” Heri kan man kun give ham ret. Det samme kan man, når det kommer til de mål, Patry mener ophavsretslove – generelt set – har til formål at nå:

[The] goals are often fleshed out in ways that fit into the following two syllogisms and one tautology. Syllogism number one: Copyright is the basis for creativity. Creativity is the basis for culture. Therefore, copyright is the basis for culture. Syllogism number two: Copyright is the basis for a knowledge-based economy. The knowledge-based economy is the basis for competitiveness. Therefore, copyright is the basis for competitiveness. The tautology is the statement that the creative industries are those industries dependent on copyright laws and therefore copyright laws are essential to the growth of the creative industries.

Bill Patry rammer derudover plet når han fremfører, at teknologi ikke i sig selv er ophavsrettens bane- eller redningsmand, men derimod intet andet end et middel, som faciliterer behov og behovstilfredsstillelse på markedet. – Og som han så korrekt siger:

”Changing markets and products are an economic fact of life: no copyright law can force people to buy things they do not want to buy, anymore than laws can outlaw recessions or business cycles.”

Opdatering: Bill Patrys 2. blogindlæg er udkommet d.d.

Borgerlige arbejderstemmer

Af Nikolaj Stenberg, den 22. december 2011. Skriv et svar

Lederen af Folketingets mindste parti, Lars Barfoed, forsøger i dagens Berlingske Tidende at revse denne blogs tidligere redaktør. Uden succes. Tværtimod står i hvert fald denne blogger tilbage med et indtryk af, at Lars Barfoed, som en anden lille Solkonge, lever i en drømmeverden omgivet af ja-sigere.

Disputsen handler i grunden om ikke andet og mere, end den såkaldte ”pengetanksregel”, der er en samling af (destruktive) skatteregler, der giver SKAT hjemmel til at tage for sig, når en virksomhed generationsskiftes og andelen af finansielle aktiver i udgør mere end en vis procentsats.

Som bekendt har denne procent i nogle år været 75 %, men med L 30 foreslog Skatteministeriet, at satsen sænkedes til 25 % således, at ”passive kapitalanbringelser [ville blive] kanaliseret over i erhvervsmæssige investeringer, som kan bidrage til vækst, arbejdspladser og velfærd” og så, ikke at forglemme, sikrede et merprovenu i statskassen for den fremrykkede aktieavancebeskatning på sølle 115 mio. kr. i 2012. For de berørte virksomheder anslog Skatteministeriet, at en sænkelse til 25 % ville ”medføre en likviditetsmæssig belastning” da ”ejeren må trække midler ud af virksomheden til betaling af den skat, der i dag kan udskydes ved succession.”

Takket være Lars Barfoed blev det ikke sådan. For som han siger: ”Vi fik hævet grænsen fra 25 til 50 procent[!]” Dette, mine damer og herrer, er Lars Barfoed påtænkte coup de grâce. Desværre giver det ingen mening. Nogen større klarhed får man ikke, hvis man læser videre: ”Det betyder, at en familieejet virksomhed, der overdrages til familiemedlemmer, nu kan undgå en del af skattebetalingen, hvis mindre end 50 pct. af midlerne er opsparing.”

Lars Barfoed har tydeligvis været for lang tid i den politiske brugtvognsbranche, for grænsen mellem ret og politik er helt forsvundet.

Enhver kan læse, sort på hvidt, at De Konservative, under Lars Barfoeds ledelse, stemmer for, at generationsskifteskatten skærpes! Når man sænker pengetanksgrænsen fra 75 % til 50 %, så hæver man den ikke med 25 %-point. Der er ikke én eneste familieejet virksomhed, der ”undgår en del af [den ekstra] skattebetaling,” som Barfoed elles påstår. Det er løgn og latin.

Fra Folketingets talerstol sagde Liberal Alliances Ole Birk Olesen, i forbindelse med forslagets behandling, at hans partis mandater repræsenterede borgerlige stemmer der arbejder. I modsætning til De Konservatives – der rettelig set, er borgerlige arbejderstemmer.

Røde Kors til alverdens teenagere: I er folkemordere!

Af Nikolaj Stenberg, den 7. december 2011. 3 svar

Asymmetrisk krigsførelse er et begreb, som er blevet relevant at kende, efter den internationale intervention i dét geografisk afgrænsede område vi kalder Afghanistan. I konfliktens første måneder lod jeg på internettet mærke til en satire-tegning, som ganske fint indkapslede dét, der var mit indtryk af den måde, krigen blev ført på.

Satiren viste en amerikansk soldat og en taleban-kombattant, der imellem sig havde en mur; talebaneren var i færd med at kaste (vistnok) en håndgranat over på amerikanerens side, mens amerikanere måtte lade sig nøje med at returnere en lovsamling med krigsretlige traktattekster. At satiren – så at sige – ramte plet giver sig selv. – Og i lyset af netop de assymetriske problemstillinger f.eks. Afghanistan-konflikten har tydeliggjort ville det selvfølgelig være nærliggende at tro, at respekterede internationale organisationer, som Den Internationale Røde Kors-komité (ICRC), med stor iver og handlekraft ville kaste sig over den opgave der ligger i, at få det internationale kludetæppe af krigsretlige traktater bragt ind i det 21. århundrede.

Bevares, jeg er skam overbevist om, at et sådant arbejde pågår. Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – blev jeg temmelig forbavset og endda lidt vrissen, da jeg her til aften kunne læse, at netop ICRC presser på for at – wait for it – computerspil skal være omfattet af Geneve- og Haagh-konventionerne (m.fl.). Således kan man ifølge computerspils-sitet Kotaku læse:

The International Committee of the Red Cross is mandated under the Geneva Conventions to protect the victims of international and internal armed conflicts. That includes war wounded, prisoners, refugees, civilians, and other non-combatants. The question they debated this week is whether their mandate should be extended to the virtual victims of video game wars.

Ganske vist er der ikke tale om, at ICRC mener, at computerspil skal være omfattet af en ny folkeretlig konvention. I stedet har man valgt den næst-latterligste løsning, nemlig at ville anmode computerspilsproducenterne om at implementerer krigsretten i deres spil. Der refereres samtidig fra en art udredning om krig i computerspil:

It is regrettable that game producers hardly ever use this possibility to creatively incorporate the rules of international law or even representatives of such rules (such as the ICRC or the international criminal courts etc.) as specific elements in the course of the game.

Alt andet lige, er det også det syn på sagen ICRC har.

Det bringer mig tilbage til satiren. For hvis ikke engang reglerne respekteres i virkeligheden, hvorfor i alverden skulle de så respekteres i et computerspil? Og hvad med computerspil, der foregår i fortiden eller måske endda i en anden verden; skal de være omfattet?

Ny skribent på punditokraterne

Af Niels Westy, den 20. november 2011. 4 svar

Det er med stor glæde at vi her på punditokraterne byder velkommen til Nikolaj Hawaleschka Stenberg som ny skribent.

Nikolaj er cand.jur. (LL.M.) fra Aarhus Universitet, og har sin egen blog, Verden fra min altan. Han betegner i dag sig selv som ”liberalist i den engelsk/skotske variant. Hans syn på staten, dens magtanvendelse og økonomiske intervention er i høj grad præget af de idéer, public/social choice-skolen koncentrerer sig omkring: Statens magtanvendelse er aldrig udtryk for “det gode” eller “det dydige”, men er en konsekvens af politikere og embedsmænds handlinger udi egen interesse – indenfor Grundlovens rammer – mens ny regulering (også den fra EU) er frugten af et interessesammenfald mellem lovgiver og forskellige grupper af individer, som har kunnet opnå en fordel ved den nye lovgivning. I en juridisk forstand fører dét til, at Nikolaj ikke er enig i det naturretlige synspunkt: En regels legitimitet afhænger ikke af, om den er “moralsk” eller “umoralsk”; reglerne er i sig selv udslag af en accepteret (men ikke nødvendigvis optimal) beslutningsprocedure og ikke en stræben efter idealer om retfærdighed, demokrati eller retsstaten; de er en social konstruktion – der kan ændres. Fordi regler sjældent er optimale mener Nikolaj, at det er juristens opgave at påpege og rådgive om reglernes virkning, som de er og forefindes, og – sammen med økonomerne – påpege de ændringer, der vil gøre regelsættet mere optimalt og fornuftigt. Sagt på en anden måde, er Nikolaj positivist i spørgsmål om, hvad retten er; og (stærk regel-)konsekventialist i spørgsmål om, hvad retten – politisk set – bør være.