Kategoriarkiv: Nikolaj Stenberg

Liberale bøger

Af Nikolaj Stenberg, den 30. november 2012. 2 svar

Libertarianism-bogen, jeg omtalte for lidt over en uge siden, har nu også været under George H. Smith’s kærlige behandling. I sin essay skriver Smith det, der er citeret nedenfor.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan denne blogs læsere har det med de tre bøger.

Among the introductions to libertarianism that have been published since the advent of the modern movement, three of the best are Libertarianism by John Hospers; For a New Liberty: The Libertarian Manifesto by Murray N. Rothbard; and Libertarianism: A Primer by David Boaz…

Although Hospers’s Libertarianism has much to recommend it, its length, slow pace, and (relatively) conservative tone render it problematic as an introduction for readers who are not already somewhat familiar with libertarianism. More fiery, more radical, and more substantive (especially in terms of its historical perspective) is Murray Rothbard’s For a New Liberty. I have often recommended this book to newbies, but I have done so selectively. Since it explicitly defends Rothbard’s version of anarchism, I have found that it appeals mainly to young persons who have already embraced some form of radical political philosophy, such as Marxism or left-anarchism. But, in my experience, it is not a book that appeals to the average Republican or Democrat.

If the libertarian porridge of Hospers is too cold for some newbies, and if that offered by Rothbard is too hot, I have found David Boaz’s Libertarianism: A Primer to be just right. It is the book that I have most often recommended when asked what someone should read for a good overview of libertarianism.

Hov, det var ikke det lovgiver mente

Af Nikolaj Stenberg, den 28. november 2012. 4 svar

“In ordinary conversation, it frequently happens that speakers assert something other than what they literally say. It makes sense, therefore, to ask whether this also happens in legislation…”

En farlig misforståelse

Klik for at forstørre

Blandt retsstatens lyksaligheder er legalitetsprincippet, som værner os mod statens arbitrære handlinger gennem et krav om, at alle myndigheders handlinger i sidste ende skal have hjemmel. Som med så mange principper, afhænger dettes praktiske indhold dog af, hvor principfaste de der er bundet selv ønsker at være, samt hvor meget andre giver dem lov til at slippe af sted med. Som landet ligger gælder hjemmelskravet i de tilfælde, hvor en myndigheds handling har direkte implikationer for mennesker eller virksomheders rettigheder eller friheder.

Denne punditokrat så gerne – på linje med bl.a. Alf Ross – at der blev strammet op, så enhver myndighedshandling forudsatte hjemmel. Det er ønsketænkning og uforligneligt med den danske totalstats-model, hvor muligheden for offentlig intervention i snart sagt ethvert privat livsforhold vægtes højt. Her må man være pragmatisk for at få enderne til at mødes og en måde at være pragmatisk på er, at lade indholdet af de vedtagne retsregler svæve i en sproglig tomhed, så myndighederne – proportionalt med graden af tomhed – overlades et stadigt friere skøn. Som Justitsministeren siger: ”Grundloven indeholder ikke grænser for, hvor detaljerede regler en lov kan indeholde, og er omvendt ikke til hinder for selv vidtgående bemyndigelser til administrationen.” I midten af området mellem den sprogligt set største præcision hhv. tomhed findes de vage og elastiske bestemmelser, som gør det nødvendigt for myndighederne at skønne, før der handles.

Kan man forestille sig at lovgiver vil beslutte A, men pga. en vag formulering, der underlægges myndighedernes bundne skøn, faktisk vedtager B? Sagtens. På trods af forarbejder, gennemsyn og kontrol i centraladministrationen, er der smuttere både i love og bekendtgørelser. – Hvad hvis smutterne ikke opdages og bliver rettet ved en ændringslov- eller -bekendtgørelse, men først kommer for en dag i forbindelse med en retssag? Hvad gælder så?

Det er hvad Hrafn Asgeirsson’s nye artikel(udkast), der kan hentes via SSRN og som der er citeret fra øverst, handler om. Den kan anbefales.

Sort arbejde – et springbræt for nystartede virksomheder(?)

Af Nikolaj Stenberg, den 25. november 2012. 1 svar

Den uformelle eller ”sorte” økonomi er slet ikke så skadelig eller for den sags skyld usolidarisk, som staten påstår; tilmed er økonomiens omfang større end antaget. Det fremgår af en rapport, der er omtalt i FastCompany; som angår forholdene i UK, skal det siges. I stedet for at behandle den uformelle økonomi som var den et problem, mener rapportens forfattere, at staten bør anerkende dens funktion, som et legitimt nederste trin på den trappe, driftige mennesker bestiger, før virksomheden besidder en kapital, der er tilpas til, at det kan betale sig at blive registreret i de offentlige skatte- og selskabsretlige systemer.

We polled 600 small business owners and asked them about their experience with and attitude toward the informal economy. What we found is that when people first launch a business, they often engage in informal work. One in five respondents had engaged in informal work at one point. One of the most popular reasons was because it gave entrepreneurs breathing space before they had the capacity to register. Only 9% said they took informal work to earn extra income. It’s not about greed–it’s a stepping stone, really, towards fully fledged entrepreneurship. The informal economy is possibly an incubation space for the growth of fuller enterprises.

Rapporten kan hentes på hjemmesiden for Royal Society for the encouragement of Arts, Manufactures and Commerce.

Jason Brennans bleeding heart-liberalismebog

Af Nikolaj Stenberg, den 16. november 2012. Skriv et svar

Den amerikanske universitetslektor ved Georgetown University Jason Brennan deltog for nyligt i Cato Institute’s bogforum i anledning af Libertarisnism: What everyone needs to know‘s udgivelse. Her er videooptagelsen af begivenheden:

Bogcover til Libertarianism af Jason BrennanBrennan – der tidligere har skrevet The Ethics of Voting og A Brief History of Liberty – fortæller, at bogen er skrevet på foranledning af Oxford University Press. Forlaget oplevede en forhøjet efterspørgsel efter litteratur om grundlæggende ”libertarianism” (i det følgende kaldt “liberalisme”) i en moderne sammenhæng. Forklaringsopgaven forsøges løftet via gennemgangen af de 105 hyppigste påstanden om liberalismens ideologiske indhold.

Det er selvsagt ingen leksikal gennemgang; på internettet kan man f.eks. finde sådan en her, her, her eller her.

Men Brennan skriver klart og tydeligt og jeg forestiller mig, at hans bog får relativ stor betydning fremadrettet i den pågående begrebs-debat. Brennan er nemlig ”medlem” af Bleeding Hearts Libertarian-gruppen, som udfordrer den traditionelle liberale opfattelse om, at liberalisme er moralsk rigtigt fordi ideologien, når den føres ud i livet, minimere tvang. I stedet mener gruppen, at liberalisme er moralsk rigtigt, fordi den, ført ud i livet, maksimerer den sociale retfærdighed i et samfund. Man har så at sige ladet sig inspirere af John Rawls og valgt at prioritere lighed over mulighed (veil of ignorance, osv.)

Matt Zwolinski, der er initiativtager, har præsenteret gruppen på Reason TV; i gruppe-bloggens første indlæg kan man læse følgende:

[B]oth Hayek and Nozick – like most libertarians – believe that capitalist markets do, in fact, serve the interests of the poor and downtrodden. But this fact does not seem to play an essential role in the moral justification of those markets. It is, it seems, merely a happy coincidence.

I do not wish to dismiss the Hayekian or Nozickian challenges to social or distributive justice out of hand. No doubt they contain and important insight, at least insofar as they serve to remind us of the important role that spontaneous order plays in economic and social systems. But this insight by itself is insufficient grounds for casting aside notions of social or distributive justice. Property rights, markets, and many of the resulting distributions of wealth and opportunities may have arisen spontaneously. But this does not prevent us from asking whether they are just, and whether we should or should not work to change them in some ways – even if the complexity of the market order and our bounded cognitive abilities means that our capacity for successful interventions is limited.

Brennan tog sit første indlæg på BHL-bloggen afstand fra det, som – med Brennan’s ord – de fleste associerer med liberalisme:

In academic philosophy, people tend to use the term ‘libertarian’ in a restrictive way, to refer to people who 1) hold that property rights and other rights are absolute or nearly absolute, 2) who ground their theories of rights and justice on the concept of self-ownership, 3) who reject social justice, and 4) who reject the idea that positive liberty really is liberty, and is a valuable form of liberty which society should project and promote. Libertarians hold that justice requires that we respect property rights, period, even if that means a large percentage of people will starve, lead poor and desperate lives, or have no stake in their society. If that’s libertarianism, count me out.

Hvis det skal være på den måde er jeg personligt temmelig enig med Sam Browning, fra Adam Smith Institute, der i sin første omtale af BHL-gruppen bemærkede:

Spontaneous orders like the market are more reactive to change and can process new information more quickly than are planned orders. This is what Hayek, Buchanan, Polanyi and many others all saw, and its a key reason – maybe the key reason – to prefer the market to the state.

I am probably a bleeding heart libertarian, in the sense that I’d like a system that raises the overall amount of utility in society and I don’t believe in natural rights. But that doesn’t imply any particular system in and of itself. The big question isn’t why, but how, to run society, and a convincing defence of a libertarian system should be based on outcomes rather than first principles. It’s not a good system because it’s moral, it’s moral because it’s a good system.

Jeg glæder mig til at se om Brennan’s definitioner – eller er det nærmere et skift i fokus? – kommer til at få den betydning fremover, som jeg har på fornemmelsen. Synspunktet har allerede været genstand for en del debat; f.eks. debatterede Cato Unbound fænomenet i april. Vil man gerne motivfortolke, kan man spørge, hvorfor Oxford University Press’ redaktør valgte bad en central person i debatten om hvad nutidig liberalisme er, skrive en bog, som har potentiale til at blive et moderne, autoritativt svar på netop dette spørgsmål.

Brennan er dog ærlig om eksistensen af de ideologiske uenigheder og sondrer således imellem tre former for liberalisme: Hård, klassisk og neoklassisk. På den måde får han også lige tilfredsstillet den moderne læsers umiddelbare behov for subsumption; det fysisk-mentale velvære, som klare og tydelige begreber skaber i en ikke-klar og -tydelig begrebsverden, er opretholdt. Problemet er, at det går lidt for hurtigt for sig; som også Aaron Powell fra Cato Institute bemærker i videoen. Powell har i øvrigt kommenteret bogen og foredraget på sin Facebook-side: Der er en som spørger Powell, om han vil anbefale bogen til spørgerens 17-årige søn. Powell svarer, at han vil anbefale alle de bøger, der fremgår af læse-listerne på hjemmesiden Libertarianism.org. Brennans bog er ikke på nogle af listerne.

Hos Institute of Economic Affairs i London har man i mange år sagt, at man ”udkæmper idéernes kamp.” Det er de ikke de eneste, der gør. CEPOS, Cato og alle de andre borgerligt-liberale tænketanke udkæmper først og fremmest en “kamp” for de historisk set liberale idealer; politisk som økonomisk. Men i en sådan kamp er der altid en hjemmefront: I øjeblikket er krigen dér ved at blive netbaseret og en række forskellige forsøger hver især at “indramme” liberalismen. For at nævne tre eksempler:

  1. Cato Institute forsøger gennem det nye initiativ libertarianism.org at markedsføre en klassisk (i hovedreglen naturretsbaseret) liberalisme, vha. blogindlæg, genoptryk af gamle taler, essays, videoer, podcasts og boglister. Tænketanken udgiver selvfølgelig også selv bøger; på dette punkt er David Boaz’  Libertarianism: A Primer fra 1997 et glimrende (og anbefalingsværdigt) værk.
  2. Institute for Humane Studies har lanceret LearnLiberty.org, der er en video-tung hjemmeside, som gør særligt brug af økonomiske argumenter; se f.eks. her, her, her, her og her. Unge fremadstormende ideologer kan med fordel hente inspiration dér når de opdager, at det er de færreste debatter man vinder, blot ved at henvise til den abstraktion, selvejerskabsprincipper er.
  3. Mises Institutes aktiviteter på området er episke (i ordets moderne betydning). Man udgiver bøger, artikler, har en glimrende blog, laver podcasts og sender video fra sine events og meget mere. Desuden udgiver man Libertarian Papers, som ofte rummer interessante indlæg.

Brennans bog – og endnu mere vigtigt hans og BHL-gruppens synspunkter – er en del af den kampen; spørgsmålet er bare, om det er ude eller hjemme, slaget slås. Brennan mener, at hans bog kan læses og bruges af alle; Powell siger, at bogen egner sig bedst til, at få ikke-liberale ind i det liberale telt.

Dr. No’s afskedstale

Af Nikolaj Stenberg, den 15. november 2012. Skriv et svar

Kongresmedlem Ron Paul – alias Dr. No – har, efter lidt kludder i tidsplanen, holdt sin afskedstale:

[youtube Width=”100%”]http://www.youtube.com/watch?v=q03cWio-zjk[/youtube]

Crony Capitalism

Af Nikolaj Stenberg, den 13. november 2012. 1 svar

”Crony capitalism” er et af de begrebet, der mangler en dansk-oversættelse til: Det beskriver et økonomisk system, hvor udnyttelsen af politiske bekendtskaber og netværk har afgørende betydning for en virksomheds drift og profitabilitet. Randall G. Holcombe fra Mercatus Center på George Mason University har i oktober udsendt et arbejdspapir om fænomenet, og konklusionen fremgår af titlen: Crony Capitalism – By-Product of Big Government. Det kan læses her (pdf).

Der er principper, og så er der principper

Af Nikolaj Stenberg, den 9. november 2012. 5 svar
En US Army-drone af typen Sky Warrior-Alpha.

En US Army-drone af typen Sky Warrior-Alpha.

Til Obama-tilhængerne, fra Bleeding Heart Libertarians-bloggen:

Obama and the Democratic Party platform of 2008 promised a new era of accessible, open, non-secretive government, government which limited rather than expanded the discretionary power of the executive. None of these promises were kept. Maybe Obama and the Democrats were lying to us in 2008, or maybe on January 20, 2009, they changed their minds.

Executive power increased under Obama. Obama persecuted whistleblowers who threatened to expose his administrations misdeeds. Obama continued the regime of torture and abuse. He even claimed for himself—and for all future Republican presidents—the right to assassinate American citizens. Obama terrorizes and murders innocent Pakistani citizens. Obama fights battles and commits acts of war against foreign nations without Congressional approval, even when there is no imminent threat to national security.

HT: Peter Kurrild-Klitgaard.

Skal, skal ikke? Kritik af IMR’s parløb med Regeringen

Af Nikolaj Stenberg, den 9. november 2012. Skriv et svar

Sten Thorup Kristensen kan være meget stolt af den klare, relevante og ikke mindst aktuelle kronik i dagens Jyllands-Posten. Kronikken kritiserer, ikke uberettiget, Institut for Menneskerettigheder og dettes direktør, Jonas Christoffersen, for at være enten blind overfor eller ligeglad med menneske-/borger-/frihedsrettigheds-situationen indenfor Danmarks Riges grænser.

I udpluk, og med mine fremhævninger:

Det bedste – eller rettere, det værste – eksempel på myndighedernes usaglighed er måske den indsats mod ”social dumping”, som tidligere skatteministers Thor Mögers uanmeldte kontroller i private hjem er en del af. Juridisk set er der slet ikke er noget, der hedder social dumping: Der er fri løndannelse i Danmark … Men man ønsker altså ikke, at folk skal benytte sig af den fri løndannelse, når de køber f.eks. håndværkerydelser og kan få dem billigere hos et polsk firma. Så man iværksætter hårdhændede kontroller for at afsløre de pågældende i noget andet, der er ulovligt, f.eks. i forhold til udlændingeloven, arbejdsmiljøloven eller skattelovgivningen …

Kontrollerne mod social dumping strider således ganske åbenlyst mod de basale regler i retssamfund. Der synes desværre ikke at være nogen instans, der ser det som sin opgave at gribe ind.

Men det var netop i sådan et tilfælde, at IMR og Jonas Christoffersen skulle komme på banen. Som en evig sten i skoen på de politikere, der i egen interesse ofrer retsstaten og basale menneskerettigheder. Men Jonas Christoffersen anderswo engagiert. Han skal f.eks. være medlem af en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Institutionen skal holde virksomhederne op på nogle OECD-retningslinjer, og det handler bl.a. om, hvorvidt virksomhederne køber autoriseret fairtrade-kaffe til deres kantiner (det eksempel er faktisk nævnt som det første i bemærkningerne til loven om instituttet).

Fænomenet – at direktøren for IMR bruger sin tid på kaffeproduktion, mens hundredvis af danskere sidder i fængsel uden dom, mens andre tusinde får deres telefoner aflyttet for, at politiet skal opklare småforseelser, og mens atter andre tusinder danskere bliver udsat for det, der mere og mere ligner vilkårlige husundersøgelser – indeholder mere end en spøjs prioritering. Det stiller også spørgsmålstegn ved, om Jonas Christoffersen overhovedet har forstået, hvad det indebærer at forsvare menneskerettigheder.

Menneskerettigheder handler om at begrænse myndighedernes magt. Direktøren for IMR skal altså holde myndighederne i ørerne. Men i stedet hjælper han dem med at udøve deres myndighed.

Jeg ser frem til Jonas Christoffernsens svar; Sten Thorup Kristensen har nemlig sat overliggeren meget højt.

Spredt fægtning III – Præsidentvalgkampen

Af Nikolaj Stenberg, den 4. november 2012. 16 svar

Hos Børsen skriver Casper Hunnerup Dahl glimrende om fejlslutningen om den knuste rude, i lyset af den meget positive mediedækning, USAs præsident har fået i lyset af orkanen “Sandy“. Spørgsmålet er ikke, om dækningen er fair eller ej, men om præsidents handlinger vender stemmer på valgdagen. På det punkt er vurderingen:

[d]et er med al sandsynlighed stadig den enkelte vælgers vurdering af de foregående fire års økonomiske politik og dens resultater, der vejer tungest i forhold til at træffe den endelige beslutning om, hvor krydset skal sættes

Apropos valget, så  har Jack Balkin skrevet to spekulative essays i The Atlantic om, hvordan han forestiller sig en henholdsvis første valgperiode for præsident Romney eller en anden valgperiode for præsident Obama vil tegne sig, for så vidt angår en specifik teori om “præsidentielt lederskab“.

I Liberty Unbound dissekerer Stephen Cox sprogbrugen under kandidatdebatterne. Hist og her går lidt for meget ”alt var bedre i gamle dage” i den; men alligevel er det som om, at der er noget om det. Det viste sig i hvert fald, at den siddende præsident ikke besad helt så astronomisk gode debatevner, som rygtet sagde, og dykker man ned i hvad, der er blevet sagt og skrevet ”i gamle dage” af præsidentkandidater, så er feltet (også) denne gang temmelig let. Men sådan er der jo så meget.

Compared to old-time politicians, Obama is basically nothing. He doesn’t know any more words than they did, and his grammar isn’t any better. His range of allusions is much more limited than theirs (they could quote Shakespeare and the Bible, while he appears to live in a world without any books at all); and he doesn’t know any good stories. He is as stiff as a high school principal who has attended Toastmasters on two separate and distinct Thursday evenings, and his self-importance is untiring. It doesn’t take much to overtake Obama in the oratory department…. When, in the second and third presidential debates, Obama “revived,” “woke up,” or “agreed to participate” … he did even more to show what he is: snarky, snippy, evasive, demagogic, unwarrantably superior, bored or angry with everyone except his slavish adorers.

 

Kvindekvoter & menneskerettigheder

Af Nikolaj Stenberg, den 3. oktober 2012. Skriv et svar

Aaron Rhodes skrev forleden en fyldig kommentar om, hvorfor Europa-Kommissionens kvindekvote-udspil er menneskerettighedsstridigt. Selvom der er et par steder, hvor jeg er uenig (særligt at kvindekvoter kommer sig af ”legal relativism”) vil jeg på det varmest anbefale kommentaren, der er såvel nuanceret som velskrevet.

HT: Freedom Rights Project

Statens alt for uambitiøse totalkontrol

Af Nikolaj Stenberg, den 2. oktober 2012. 2 svar

Rigspolitiets færdselsafdeling berettede i går – i en både stolt og nedladende tone – at ”tusinder af bilister på Sjælland [havde] fået en forsmag på den nye måde at gøre tingene på”. Den nye måde at gøre tingene på, som Politiet taler om, går under det beskrivende navn: Totalkontrol.

En totalkontrol går ud på, at Politiet standser al trafik på et stykke vej for derefter at lede alle biler ind på en plads. På pladsen bliver der foretaget en kontrol af bilerne og deres indhold, ligesom bilister og passagerer får bødeforlæg, hvis ikke sikkerhedsselen bruges. På pladsen har bilisterne også fornøjelsen af at møde en indsatsgruppe fra SKAT, der kontrollerer om bilerne nu også er korrekt indregistreret og beskattet. Der er tilmed en læge tilstede, som, om nødvendigt, kan tage blodprøver. Dette sker alt sammen uden nogen konkret mistanke om lovbrud; men med lovhjemmel.

Chefjurist Jacob Mchangama kom hurtig til pennen og påpegede (helt korrekt), at totalkontrollen som begreb, ikke er i strid med f.eks. Det Konservative Folkepartis kontrol-linje. Dette partis formand er endda citeret for at sige, at man ”styrker den generelle frihed” gennem statslig kontrolforanstaltning!

Som bekendt er frihedens pris evig agtpågivenhed. Derfor bør myndighedernes totalkontrol få alle – konservativ som ikke-konservativ – til at tænke et par tanker…

… For totalkontrollen, som jo begrænser sig til Politiet og SKATs område, er alt for uambitiøs!

Tænk bare på hvor meget mere ”generel frihed” man kunne få, hvis man ikke begrænsede sig til at kontrollere tilfældige bilister på rigets landeveje. Nej, hvis man virkelig ville sikre danskerne mere frihed, så skal man gå langt mere struktureret og detaljeret til værks: Hvorfor ikke starte med at kontrollere landsbyer; dernæst bydele for så til sidst: Hele byer! Alle veje ind og ud spærres af, mens Politiet og de øvrige embedsmænd går fra hus til hus og fra dør til dør, for at kontrollere, om der nu er nogen, som har noget at skjule. Dét er totalkontrol!

Mens Politiet går på udkig efter stoffer, tyvekoster og hælervarer, våben, ammunition og elefanthuer, kunne licensmanden tage på ”fisketur” med skattemanden i folks haver: Herfra ville han ved lidt simpel vindueskiggeri hurtigt kunne se, om der hænger et tv på væggen, står en radio i køkkenet eller ligger en iPad i sofaen, selvom beboerne ikke aktuelt har licens til medieforbrug. Imens dét sker, kontrollerer den kommunale bygningssagkyndige, om terrassen nu også overholder kravene til handicap-tilgængelighed.

Ude på villavejen sjosker der en P-vagt rundt og udskriver afgifter, mens Politiet, der har gjort byen til én stor visitationszone, foruden personkontrol undersøger de standsedes statsborgerskabs- og opholdsstatus. Inde på legepladsen kontrolleres, om legeredskaberne er sikkerhedsmæssigt forsvarlige; man kan jo komme til skade af at gynge.

I mellemtiden har SKAT-folkene kastet sig over konfirmanderne, som man beder redegøre for gave-indtægterne; særligt vil man gerne vide, hvem der har givet pengegaver og om pengegaverne er givet kontant eller pr. bankoverførsel.

Mens det sker, bliver de lidt ældre børn narko-testet. Positiv-resultater formidles af en medfølende social- og misbrugsrådgiver, der foruden moderlige formaninger og gode råd, også tager en samtale med den unges venner og ikke mindst forældre. Gymnasiet orienteres selvfølgelig også om problemet, så det fremadrettet kan holde et ekstra vågent øje.

Imens den narko-positive gymnasieelev forsøger at forklare sig ud af sine forklaringsproblemer, bliver hans værelse gennemrodet af advokater fra IP-rettighedshaverorganisationerne, der bare lige skal se, om ikke den unge er i besiddelse af rettighedskrænkende og digitalt deleligt musik, film, tv og porno. Finder de noget på arabisk, bliver dét indrapporteret til PET, som så også kan holde et vågent øje.

På det lokale posthus bliver alle forsendelser til og fra byen selvfølgelig tilbageholdt, åbnet og kontrolleret. Bare for en sikkerheds skyld.

Oppe fra luften af kontrolleres det, om landmænd i området overholder arealkrav i forbindelse med dyrehold, samt, ikke mindst, vandmiljø- og randzonereglerne! Fødevarekontrollen suser i mellemtiden rundt mellem samtlige serveringssteder og måler køleskabstemperaturer; de alarmerer selvfølgelig Politiet hver gang de opdager, at et serveringssted bryder rygelovgivningen.

Ja, mulighederne for kontrol er i sandhed mange, når bare ambitionen om større ”generel frihed” er der. Desværre.

Den største udfordring for myndighederne i dagens Danmark synes at bestå i, at finde ud af, hvad man vil kontrollere. Derimod er det ikke et problem at få tilladelse; for hvornår har Folketinget sidst sagt nej til at give fornyet eller udvidet kontrolhjemmel?

The internet knows

Af Nikolaj Stenberg, den 26. august 2012. Skriv et svar

Her er en reklame fra “Republican Women for Obama”:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=DA3ff8bjiZ8[/youtube]

Og så er der selvfølgelig dette blogindlæg fra Powerline, hvor to af de kvindelige republikanske Obama-støttere viser sig at være demokrater.

They are not denying the science; they are questioning its implications!

Af Nikolaj Stenberg, den 21. august 2012. Skriv et svar

Det er efterhånden lang tid siden, at denne blog nævnte ordene “global” og “opvarmning” lige efter hinanden i samme sætning. Og godt for det, eftersom dén (samling af) debat(ter) fyldte lige lovligt meget i tiden fra Al Gores – ahem… – noget enøjede film og medfølgende fredspris til Per Meilstrups to-ugerlange og komplet ukritiske one-man show på TV2 News* og Lars Løkke Rasmussens hammerslag i podiebordet.

Desværre vil jeg tillade mig at bryde tavsheden. Men kun med en henvisning. Den skal være til prof. Steven Horwitz’s kloge artikel i The Freeman fra februar, Global Warming Is about Social Science Too, som jeg netop har opdaget.

(HT: Don Boudreaux)

* Klima-redaktionen på TV2 News bør stadig skamme sig over så ensidigt et kommentarspor, man valgte at give dét klimatopmøde.

Posner, Porno og Ophavsret

Af Nikolaj Stenberg, den 7. august 2012. 1 svar
Richard Posner

Richard Posner

Så er en af denne punditokrats ”yndlingsdommere” på banen igen: I sagen Flava Works, Inc v. Marques Rondale har Richard Posner (cv / publ.) fra 7th circuit i Chicago forfattet en dom, der sender et klart signal til føderalkongressen om, at det er på tide at opdatere ophavsretsreguleringen til internettidsalderen. Dommen kan selvfølgelig læses på rettens hjemmeside i sin fulde ordlyd, og Ars Technica har en glimrende gennemgang af sagens genstand og rettens konklusion.

Sagen handler helt kort om firmaerne Flava og myVidster. Førstnævnte producerer og distribuerer videoer med sorte mænd, som dyrker sex med hinanden. Mod betaling og accept af Flava’s forretningsbetingelser, er videoerne tilgængelige fra Flava’s hjemmeside, hvor man kan se eller downloade dem til ”personligt, ikke kommercielt brug.”

MyVidster leverer en ”social bookmarking”-tjenesteydelse, som firmaet finansierer via reklameindtægter. Via myVidsters hjemmeside, kan brugere bogmærke onlinemateriale og dele det med hinanden. Når en bruger tilføjer en video til myVidster, finder myVidster videoens kilde og embed’er den på sin hjemmeside. Videoen befinder sig således stadig på den server, hvor Flava har lagt den, også når der sker afspilning (no pun intended) via myVidster. Selvom myVidster får det til at se ud som om, at videoen kommer fra myVidster, begår virksomheden ikke på denne punkt en ophavsrettighedskrænkelse. Som retten når frem til:

As long as the [myVidster] visitor makes no copy of the copyrighted video that he is watching, he is not violating the copyright owner’s exclusive right, conferred by the Copyright Act, “to reproduce the copyrighted work in copies” and “distribute copies … of the copyrighted work to the public.” His bypassing Flava’s pay wall by viewing the uploaded copy is equivalent to stealing a copyrighted book from a bookstore and reading it. That is a bad thing to do (in either case) but it is not copyright infringement. The infringer is the customer of Flava who copied Flava’s copyrighted video by uploading it to the Internet.

I regn og slud…

Af Nikolaj Stenberg, den 6. august 2012. 3 svar

Vi konstaterede tilbage i juli, at Post Danmark handler i strid med dansk postlovgivning, når virksomheden nægter at levere post til Restaurant Vejlegården. Morgenavisen Jyllands-Posten behandler i dag historien og har i den anledning bedt Claus Haagen Jensen om at konstatere det selvsamme.

Det hænger sådan sammen, at Transportministeren har udpeget Post Danmark A/S til at være ”den befordringspligtige postvirksomhed” i Danmark og dét betyder, at Post Danmark A/S har pligt til bl.a. at omdele breve seks dage om ugen – også til Restaurant Vejlegården i Vejle. Befordringspligten er klart og tydeligt beskrevet i Postlovens § 14

I Post Danmarks A/S’ egne forretningsbetingelser står det i øvrigt i pkt. 1.8:

Post Danmark er berettiget til i særlige tilfælde, hvor forhold hos modtageren besværliggør omdeling, eller hvor omdeling er forbundet med fysisk eller psykisk risiko, at undlade omdeling af breve, for eksempel på grund af løsgående bidske hunde på adressen, manglende snerydning/grusning, chikanøs eller i øvrigt krænkende/truende adfærd.

De pågældende situationer er selvsagt ikke til stede in casu. Jyllands-Posten viderebringer to forskellige begrundelser for, hvorfor det skulle være i orden, at nægte postomdeling:

  1. Post Danmark A/S mener, at den befordringspligt, som lovgiver har vedtaget og H.M. Dronningen stadfæstet kan fraviges, når ”aftaleforholdet” mellem DI og LO tilsiger det.
  2. Trafikstyrelsen, der fører tilsyns med Post Danmark A/S’ overholdelse af Postloven, mener, at der er tale om force majeure – eller det, som man på engelsk kan kalde an act of God.

Begrundelsen fra Post Danmark A/S er selvsagt noget sludder og vrøvl.

Trafikstyrelsen er måske på rette spor: Forstyrrelser i postomdelingen kan være undskyldelige under henvisning til et konkret tilfælde af force majeure; men force majeure kræver normalt, at den situation, der henvises til, er opstået uforudsigeligt og har medført, at en given handling, så længe situationen består, umuligt kan udføres. Hvis dén definition får en til at tænke på væbnet oprør, krig, terrorbombede områder, ildebrand, naturkatastrofer, blokader og statslige forbud og beslaglæggelser, har man et nogenlunde godt billede af, hvad force majeure er for en størrelse. Vejrlig er normalt ikke force majeure. Så hvad med faglige konflikter?

En strejke (eller en lockout for den sags skyld) kan efter omstændighederne få karakter af force majeure. Dertil kræves, at konflikten er omfattende, f.eks., at det er tale om en generalstrejke. Hér er der imidlertid ikke engang tale om en strejke. Der er tværtimod tale om en ”konflikt”, som medarbejdede hos Post Danmark A/S har indledt i sympati med de i øvrigt ikke-eksisterende 3F-medlemmer på Restaurant Vejlegården. Så ingen force majeure her.

Således står vi tilbage med en postvirksomhed der mener et, alt imens den kæmper for at overleve i en til stadighed mere digital verden; et statsligt tilsyn der mener noget andet (og som i øvrigt har sig lidt af et hjemmelsproblem!) og så en restauratør, der nok har bedt sine leverandører om fremover at sende faktura pr. e-mail (hvis de da ikke allerede gjorde det i forvejen).

Et par strøtanker om Restaurant Vejlegården

Af Nikolaj Stenberg, den 19. juli 2012. 2 svar

For hvad der nok er nogle år siden nu, så jeg en dokumentar om ejendomsbyggebranchen i Rusland, hvor en stakkels husvild kvinde anklagede et af landet største bygherreselskaber for at have brændt hendes hus ned. Huset var selvfølgelig også brændt ned under mystiske omstændigheder. Ligesom det var tilfældet med de omkringliggende huse. Men der var ikke tale om ildspåsættelse, mente myndighederne. Brandene havde heller ikke under nogen omstændigheder nogen som helst relation, til det pågældende bygherreselskab og dettes offentliggjorte planer om at ejendomsudvikle netop det stykke jord, de nedbrændte huse lå på. Da ejendomsretten til jorden tilkom det russiske folk og da ejerne af de nedbrændte huske ikke længere kunne siges at bruge grundene til noget konstruktivt, kunne bygherreselskabet ude bøvl eller statslig indblanding tage jorden til sig og gøre med den, som det ville.

Jeg kom til at tænke på den historie, da jeg først hørte om om den aktuelle strid mellem ”fagforsteningen” og Restaurant Vejlegården, hvor bøllemetoderne også er bragt på banen.

Mens restaurationen i Vejle – i hvad der umiddelbart er i strid med postlovgivnignen – ikke får leveret sin post, har HK/Privat, fra sine nydelige lokaler på Park Allé i Aarhus’ centrum, annonceret et stop for visse aarhusianske restauratørers annonceringer i lokalmedier.  Man har indledt en såkaldt ”sympatikonflikt.”

Dagbladet Politiken er selvsagt forarget; men mest over ”dækningen,” som det så flot hedder i lederskribent Kristian Madsens offentlige Facebook-statusopdatering:

Dækningen af sagen viser mere end noget andet, hvor lidt folk ved om den danske arbejdsmarkedsmodel, hovedaftalen og alt det der. Medarbejderne på trykkeriet vil helt forståeligt ikke arbejde for en konfliktramt virksomhed. Hvad forestiller liberal alliance sig? At man skal tvinge dem til det? Det er da en mere og mere spacy form for liberalisme de har udviklet i den kult.

Der må være sprunget en gasledning på hans kontoret! Det er åbenlyst for enhver, at restauratøren i Vejle – og nu endnu flere – chikaneres på det groveste af en samling fagforeninger, der har svært ved at retfærdiggøre egen eksistensberettigelse og endog rigtigt svært ved at håndtere den frie konkurrence på markedet for arbejdstagerservices. Som Jens Frederik Hansen også påpeger på sin blog:

Fagforeninger er selvsagt interesserede i at få virksomheder i folden med en overenskomst, men det forekommer lidt anstrengt, når man tager kampmidler i brug mod virksomheder, hvor fagforeningen ikke har nogen medlemmer. Allerede det selvhøjtidelige udtryk “kampmidler”, som man i fuldt alvor anvender indenfor arbejdsret, viser lidt om parternes indstilling.

Og problemet er jo ikke, som Madsen påstår, at folk ikke ved nok om den danske model, ”hovedaftalen og alt det der.” Tværtimod er folk som udgangspunkt både forstående og hæderlige; men når de ser noget, som ikke er hæderligt og som slet ikke giver mening, så kæfter de op. Ligesom i denne sag.

Samme Madsen skriver lidt senere, at ”Arb. Konflikter skal løses af parterne – ikke af politikere,”  hvilket i sig selv udtrykker det nok største hykleri: For politikere laver trepartsforhandlinger, der skal påvirke arbejdsmarkedet; man etablerer og reviderer indkomstoverførsler; man indfører og bibeholder en indkomstskat; man laver arbejdstidsregler; man har regler om arbejdsmiljø; for pokker, der er endda et Arbejdstilsyn, som kan tilsjuske sig adgang til privat ejendom uden at indhente noget så simpelt, som en retskendelse.  – Og så mener Kristian Madsen, at alt vil falde fra hinanden, hvis en politiker udtaler sig om en faglig konflikt?!?

Er De på Vejle-egnen i morgen, er der for øvrigt et middagsevent, som annonceres på Facebook, der kan have interesse.

You didn’t build that!

Af Nikolaj Stenberg, den 18. juli 2012. 32 svar

Her på stedet er vi ikke bange for at citere Ayn Rand, som med denne passage fra Atlas Shrugged (1. del, kap. 9) taler så direkte som det kan blive, til Barack You-didn’t-build-that Obama:

“He didn’t invent iron ore and blast furnaces, did he?”

“Who?”

“Rearden. He didn’t invent smelting and chemistry and air compression. He couldn’t have invented his Metal but for thousands and thousands of other people. His Metal! Why does he think it’s his? Why does he think it’s his invention? Everybody uses the work of everybody else. Nobody ever invents anything.”

She said, puzzled, “But the iron ore and all those other things were there all the time. Why didn’t anybody else make that Metal, but Mr. Rearden did?”

HT: Lisbet Røge Jensen a.k.a. KapitaLisbet

Om at tabe og vinde på samme tid – og noget helt andet

Af Nikolaj Stenberg, den 18. juli 2012. 2 svar

På denne blog holder vi som bekendt meget af at videreformidle Randy E. Barnett‘s skriverier m.v. om amerikanske statsretsspørgsmål. Ligeså med Reason, som har talt med ham for kamera under overskriften: “Losing Obamacare While Preserving the Constitution“:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ghk7mmSR1Jo[/youtube]

For så vidt angår USA’s højesteret, har jeg været på en sviptur gennem det omfattende punditokrat-blogindlægsarkiv og dér fundet et interessant indlæg fra 2005, som spekulerer i, hvem der ville komme til at indtage retspræsidentens sæde, når Rehnquist måtte forlade det. (Bemærk i øvrigt Jacob Mchangamas kommentar og Peter Kurrild-Klitgaards svar derpå — som begge (på hver deres måde) indeholder megen sandhed)

Der er løbet meget vand under broen siden. Til trods for ikke-sejr-sejren i ACA-dommen, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvad der mon ville være sket, hvis Clarence Thomas, som punditokraten i 2005 gættede på, var blevet retspræsident i stedet for Roberts… Særligt efter Thomas’  historisk korrekte, logisk stringente og (ikke at forglemme!) uimodsagte dissens i McDonald v. Chicago, hvori han holdt på, at 14. forfatningstillægs “Privileges or Immunities Clause” (No State shall make or enforce any law which shall abridge the privileges or immunities of citizens of the United States…) bør være en faktisk og aktiv del af forfatningen (igen):

I believe the original meaning of the Fourteenth Amendment offers a superior alternative [i forhold til retstilstanden efter Slaughter-House– og Cruikshank-dommene] and that a return to that meaning would allow this Court to enforce the rights the Fourteenth Amendment is designed to protect with greater clarity and predictability than the substantive due process framework has so far managed.

Opdateret:

For lige at fortsætte ud af min Clarence Thomas-tangent, er her en lille times samtale med selvsamme, for de (få?) interesserede:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=x8rCRLC30dw[/youtube]

Skriverier om ACA-dommen (opdateret)

Af Nikolaj Stenberg, den 28. juni 2012. Skriv et svar

USA’s højesteretspræsident John Roberts fik skrevet sig selv ind i historiebøgerne i dag, da han som forfatter til flertallets afgørelse i ACA-sagen, sendte dele af amerikansk forfatningsret ind i en ny tid. Dommen, der i vanlig stil er langt mere fyldig (192 sider) end en dansk ditto ville havde været, kan selvfølgelig hentes via domstolens hjemmeside.

Dommen har allerede fået meget omtale, også i danske medier, og den vil selvsagt blive mere indgående behandlet over det næste stykke tid.Sagt lidt meget sort-hvidt, er den individuelle forsikringspligt ikke forfatningsstridig, fordi pligten slet ikke er en pligt, men en skat. Hvilket i øvrigt var dét, som advokaterne for føderalregeringen mente ikke var tilfældet!

En umiddelbart rammende beskrivelse kommer fra Erick Ericksen på Red State-bloggen:

“It seems very, very clear to me in reviewing John Roberts’ decision that he is playing a much longer game than us and can afford to with a life tenure.”

Denne opfattelse – der også er at genfinde i Ezra Kleins blogindlæg, hvor dommen bliver kaldt for en 4-1-4-afgørelse – går ud på, at Roberts lod forsikringspligten så på grund af en juridisk teknikalitet, samtidig med, at han, sammen med den ”konservative” del af retten, fik afgrænset rækkevidden af reglen om samhandelsregulering i føderalforfatningen. Det er derfor, at Barnett (se nedenfor) kan sige, at dommen er et nederlag for dem, der er imod ACA, men en sejr for dem, der kæmper for at bevare en statsmagt, begrænset af forfatningen. Dommen er – i øvrigt – en gigantisk sejr for Barnett.

Indtil en af mine medbloggere, eller jeg selv, får skrevet noget mere dybdegående om dommen, er her nogle væsentlige kommentarer (IMHO) fra den amerikansk-juridiske blogosfære (mine redigeringer):

Jonathan H. Adler:

The primary dissent is a joint dissent by all four dissenting justices. This is unusual. Their dissent rejects both the individual mandate and the Medicaid expansion. Because these two provisions are central to the act, the dissenters would invalidate the law in its entirety.

Chief Justice Roberts rejects the Commerce Clause and Necessary & Proper Clause rationales for the mandate even though doing so would not seem to be necessary for the result. If the mandate may be upheld on taxing power grounds, why reach these clauses? One possible answer is that the Chief Justice embraces a constitutional avoidance rationale for construing the mandate as a tax (similar to what he did with the Voting Rights Act in NAMUDNO). Showing the constitutional problems with the mandate is thus necessary to justify the construction the Chief offers of the Act.

This opinion reaffirms that the Chief Justice is, in many respects, a conservative minimalist. This opinion, combined with others we’ve seen this term, is revealing how the Chief Justice and Justice Alito differ. The Chief is more minimalist in his approach and more deferential to federal power (save on the First Amendment, where Justice Alito seems more deferential).

Holding the mandate exceeds the scope of the Commerce and Necessary and Proper Clauses poses no threat to any other existing federal program or law that was not already in jeopardy. That is, this holding does not narrow these powers. Rather it reaffirms their limits…

Adam Winkler konkluderer:

The Roberts Court has only just begun.

Gerard N. Magliocca mærker historiens (og den politiske proces’) vingesus:

Chief Justice Marshall famously found a way out of tough spot in 1803 by reading the Judiciary Act of 1789 in a peculiar way to deny William Marbury a remedy.  Following the law would have brought the Court into a terrible (and destructive) clash with President Jefferson. He lectured the President about not giving Marbury his commission, but did nothing to help…

Chief Justice Roberts did something similar today. Following the law and reading the Affordable Care Act in the most natural way (failing to buy health insurance leads to a penalty, not a tax) would have forced him to strike down the individual mandate.  So he didn’t do that.  Why? Because a 5-4 straight-line party decision invalidating part or all of the Act would have have brought the Court into a terrible clash with President Obama.  The Chief Justice gave a pretty speech about federalism, but ultimately he did nothing about it.  (Maybe I’m underestimating the importance of the Medicaid issue–I’m not sure.)

Orin Kerr:

The Chief Justice’s opinion finds an interesting middle ground in the battle of absolutes over the Affordable Care Act. Under the Chief Justice’s opinion, real economic mandates are beyond the power of Congress. Congress can’t force action where there was none. Congress can’t say you must act or else go to jail, for example. The individual mandate is constitutional because despite the name because it’s not really a mandate…  it’s really just a small tax. And the enforcement mechanism is pretty light. So you really don’t have to get health insurance: You just have to pay the smallish penalty if you decide you don’t want it. So Congress lacks the power to say that you go to jail if you don’t buy health insurance. But Congress does have the power to encourage you to get health insurance by imposing a tax if you don’t, as long as the tax isn’t so coercive that it’s really more than just a tax… In other words, the taxing power is a lesser form of regulation that has a lot more in the way of limits: It gives the federal government some power, but not the plenary power granted if the law falls within the Commerce Clause…

Samme forfatter bemærker andetsteds i øvrigt, at Randy Barnett’s sondring mellem aktivitet og inaktivitet indgår i Roberts argumentation, smh. med “det her er en gigantisk sejr for Barnett” i indledningen.

Og apropos Barnett:

Who would have thought that we could win while losing?…

Today, the Roberts Court reaffirmed the “first principle” announced by Chief Justice Rehnquist some 17 years ago in Lopez: the federal government is one of limited and enumerated powers. It accepted all of our arguments about why the individual insurance mandate exceeded the commerce power:  “The individual mandate cannot be upheld as an exercise of Congress’s power under the Commerce Clause,” wrote Chief Justice Roberts. “That Clause authorizes Congress to regulate interstate commerce, not to order individuals to engage in it.”  Then the Court went farther to invalidate the withholding of existing Medicaid funding as coercive, thereby finding an enforceable limit on the Spending Power…

The New Federalism was attacked precisely because it offered a different vision of the so-called “New Deal Settlement”: although the Court acquiesced to the constitutionality of New Deal-style regulations, when Congress goes beyond this already expansive reading of its powers, the Court will meet any further expansion with skepticism. It will continue to insist onsome judicially- enforceable limit on federal power.  Congress cannot be the sole judge of the scope of its own powers.  Today a majority of the Roberts Court reaffirmed this vision.

Academics are sure to react to today’s decision by declaring the New Federalism dead, but they would be wrong to do so.  The Founder’s scheme of limited and enumerated powers has survived to fight another day.

David Bernstein spekulerer:

Scalia’s dissent, at least on first quick perusal, reads like it was originally written as a majority opinion… In particular, he consistently refers to Justice Ginsburg’s opinion as “The Dissent”.

Back in May, there were rumors floating around relevant legal circles that a key vote was taking place, and that Roberts was feeling tremendous pressure from unidentified circles to vote to uphold the mandate. Did Roberts originally vote to invalidate the mandate on commerce clause grounds, and to invalidate the Medicaid expansion, and then decide later to accept the tax argument and essentially rewrite the Medicaid expansion to preserve it? If so, was he responding to the heat from President Obama and others, preemptively threatening to delegitimize the Court if it invalidated the ACA? The dissent, along with the surprising way that Roberts chose to uphold both the mandate and the Medicaid expansion, will inevitably feed the rumor mill.

I Salon kan man læse om, hvor påfaldende flertalsagtig, det konservative mindretals dissens er. Det er temmelig interessant synspunkt, især når man tænker på, at afgørelsen har været klar et stykke tid og at mindretallet har haft både tid og lejlighed til at ændre mere substantielt i dissensen end (muligvis) sket.  Hvis der er nogen sandhed over konspirationen, har mindretallet i hvert fald gemt sit budskab i teksten, så fremtiden kan se med.

Bernstein har mere her.

Brad DeLond – i samme retning:

Nine times Scalia refers to Ginsburg’s opinion on the mandate not as a concurrence–agreeing with the result, but for different reasons–but as a “dissent”. An opinion that reaches the same result but by a different road is not a dissent. And there was not “a” dissent. There were three: Thomas’s, Ginsburg’s, and Scalia’s. When there are three dissents–two other dissents–to refer to one of them as “the” dissent is, at the least sloppy.

Is this deliberate–that Scalia wants us to know that his opinion was originally written to be the opinion of the Court? Or is this simply sloppy draftsmanship–chronic laziness at revision?

And what made Roberts peel off?

Inquiring minds want to know…

 

Inspiration fra 2020 Tax Commission

Af Nikolaj Stenberg, den 26. maj 2012. 1 svar

I følge TV2 News’ program om politisk kommunikation, Mogensen & Christiansen, har RAF-regeringen tilrettelagt den indeværende weekend/miniferie ned i mindste detalje, forstået således, at væsentlige dele af den skattelovspakke, regeringen fremlægger på tirsdag, vil blive offentligt kendt før offentliggørelsestidspunktet.

At dømme ud fra dagens skatte-overskrifter, er der dog ikke meget at komme efter (som skatteyder): Berlingskes Nyhedsbureau skriver, at mennesker i arbejde, efter planen, skal fratages DKK 4100 mindre p.a., medens skatteministeren i Politiken gentager, hvad mange andre har sagt i (næsten) generationer. Det var vel også pointen i dét den tidligere statsminister sagde på YouTube, den anden dag, da han annoncererede sit partis hovedpunkter i skattereformen: Regeringens reformplan er ikke andet end paper-pushing.

Men når nu RAF-regeringens udspil offentliggøres på tirsdag, hvorfor så bruge tiden indtil da på at spekulere over, hvad det indeholder. Særligt, når tiden f.eks. kan bruges på at kigge over på bare den anden side af Nordsøen.

Illustration af 2020 Tax Commission's forslag

Illustration af 2020 Tax Commission's forslag

I UK har 2020 Tax Commission udsendt sin endelige rapport (her som pdf og her i flash) om det engelske skattesystem og den indeholder, så sandt som det er sagt, idéer, der burde give stof til eftertanke i Danmark. – Også selvom der er strukturelle forskelle i skattesystemernes opbygning.

Rapporten, der er fyldig og (mere vigtigt) veldokumenteret, konkluderer, at et mål om vækstskabelse kun nås, hvis parlamentet og regeringen reformerer skattesystemet, så skattesatserne sættes lavere og systemet i sig selv bliver mere simpelt og gennemsigtigt. Dét, mener 2020 Tax Commission, kan opnås således:

1. Taxes should be cut to 33 per cent of national income
2. Marginal tax rates should not exceed 30 per cent, and the personal allowance should rise to £10,000
3. Taxes on capital and labour income disguised as business taxes should be abolished, and replaced with a tax on distributed income
4. Transaction, wealth and inheritance taxes should be abolished
5. Other consumption taxes need to stay for now, but transport taxes should be cut
6. Local authorities should raise half of their spending power from local taxes

2020 Tax Commission eksemplificerer selv resultatet af en realisernig af de seks punkter således:

The proposals would result in substantial tax cuts for households across the income distribution. A two earner household, with an income of around £28,000, would receive a tax cut of around £3,400, for example. They would also provide a significant boost to economic growth. The increase in GDP after 15 years would be 8.4 per cent – this is equivalent to an additional £5,000 per family in 2012 –13.

For at gøre det hele lidt lettere at forstå markedsføre, har 2020 Tax Commission lavet en video i OK-længde, som forklarer planen. Videoen, som denne blogs læsere selvsagt gerne må dele på sociale medier, er her:

[vimeo width=”550″ height=”330″]http://vimeo.com/42499528[/vimeo]

Så skulle weekendlæsningen være på plads.

Opdatering 28. maj 2012: Rapporten er nu omtalt hos Cobden Centre, Institute of Economic Affairs og The Spectator