Mandag Morgen har inviteret mig i et panel om fødevareproduktionen i Danmark. Her er mit indlæg i en diskussion om landbrug og klima.

Det er en gammel klassiker, at man ikke komme i forvejen ved at løbe i hælene på de andre. Desværre er det helt tydeligt, hvad Mandag Morgen og de fleste debattører på dette forum alligevel forsøger at gøre.

Kort fortalt er stemningen, at klima og miljø er de største problemer, verden har, at industrielt landbrug er af det onde og at ”biogas og bioethanol” er løsningen.

Sir, I beg to differ.

Det er helt undgået Mandag Morgens opmærksomhed, at IPCC’s alarmistiske opfattelse af ”klimaproblemet” er sat under alvorligt pres. Det er slet ikke sikkert, at jorden bliver varmere. I de sidste 10 år er temperaturen ikke steget, selv om CO2 indholdet i atmosfæren stiger støt. Det er muligt, at menneskenes udledning af drivhusgasser kun har en marginal indflydelse på klodens temperatur. Og det er højst sandsynligt, at jorden får det bedre, hvis det bliver varmere. Det burde få en oplyst opinion til i det mindste i sit stille sind til at overveje, om der i lyset af denne usikkerhed kunne findes andre og mere robuste strategier end Kyoto kommando-kontrol metoden, som i praksis har vist sig ikke at kunne gennemføres.

Det hævdes så, at det ”fossil fri” samfund under alle omstændigheder er nødvendigt, fordi vi snart løber tør for fossile brændstoffer. Det er nu heller ikke så sikkert endda. I alt den tid jeg har levet, og det nu i 63 år, har verden været ved at løbe tør for olie lige om lidt. Da jeg var ung i 70’erne var der kendte oliereserver til 25 år, nu er der til 40 år med meget højere forbrug. Lige i disse år findes nye meget store mængder naturgas i Shale forekomster f.eks. Barnett Shale i USA. Der er som nævnt af Lykke Friis meget store reserver af kul, og så er de færreste klar over, at der findes methanhydrater på havbunden på størrelse med hele de kendte reserver af øvrige fossile brændstoffer. Risikoen for, at vi i løbet af de næste 100 år når at løbe tør for fossile brændstoffer, burde ikke holde nogen vågen om natten, men give investorer i dyre energiformer som biomasse stof til kølig eftertanke.

Der er en naturligvis en geopolitisk pointe i, at oliereserver især findes i lande, der på det nærmeste er slyngelstater. Men alligevel er det lidt pinligt at bruge dette som argumentation for, at Danmark nu nærmest skal være selvforsynende. Et lille land med en åben økonomi som Danmark har for længst passeret Point-of-No-Return, hvor vi er totalt afhængige af samhandel med alle jordens folk. Om vi bytter legoklodser, insulin og IT-software med biler, tekstiler eller olie kan være lige meget.

Fødevareproduktionens økologiske fodaftryk har meget lidt med klima med at gøre, men skyldes, at produktionen af mad lægger beslag på store arealer af verdens flodsletter, som samtidig er de områder, hvor der i øvrigt er gunstigt for mennesker at bo, og som naturligt er hjemsted for et rigt dyre- og planteliv.

Et af det industrielle landbrugs store fortjenester er, at det ved dygtig anvendelse af teknologi til vanding, gødskning og ukrudts- og skadedyrsbekæmpelse er lykkedes at hæve udbyttet pr. arealenhed med en faktor 100 i forhold til det oprindelige svedjebrug, vi stadig ser i meget fattige lande. En anden stor fortjeneste er, at dansk landbrug i skarp international konkurrence kan producere svinekød så billigt, at også andre end rige luksusdanskere kan få råd til at købe det. Formindskelse af fødevareproduktionens fodaftryk skal naturligvis ske ved at fortsætte udviklingen mod et stadigt større udbytte. Bl.a. derfor er ideen om det ”økologiske jordbrug” som løsningen på natur- og miljøproblemer misforstået. Økologisk jordbrug bruger ca. 50 % mere plads end et miljøeffektivt jordbrug til sin planteproduktion, og reducerer hermed pladsen til oprindelig natur og biodiversitet tilsvarende.

Ideen om at bruge værdifulde landbrugsarealer og komplekse organismer som planter til energiproduktion er ligeledes misforstået. Sidst vi gjorde det var i forrige århundrede, da vi brugte 25 % af vores landbrugsareal til at dyrke havre til heste . En formindskelse af fødevareproduktionens fodaftryk kræver, at der opnås det højest mulige udbytte pr. arealenhed ikke bare i mængde, men også i kvalitet.

Planter er rigtige dårlige solfangere, hvis vi kun ser på energi. De fleste planter opfanger kun op til 2 % af den energi solen tilfører pr. arealenhed. C4 planter som majs og sukkerrør fanger op til 8 %, hvilket stadig er meget lavt i forhold til uorganiske solceller, som nærmer sig 50 % og kan placeres på overflader, hvor der vanskeligt kan gro planter: tage, veje, bjerge, ørkener etc..

Men planterne kan noget som de uorganiske solceller ikke kan. De kan lave mad og foder, der kan spises af dyr og mennesker, og de kan lave en masse spændende stoffer som grundlag for medicin, råstoffer til kemiindustrien, underholdning etc. Fremtiden for planteproduktionen er at maksimere udbyttet pr. arealenhed af komplekse stoffer, der kan bruges til alt andet end energi, som er en lavværdig, på grænsen af det uanstændige, udnyttelse af gode arealer og solenergi.

Men hvad med restprodukterne: halm etc.? Naturligvis giver det god mening at bruge den del af planteproduktionen, som ikke kan bruges til noget bedre til produktion af energi. Det er dog ikke specielt begavet at lave det om til biogas eller bioethanol, hvorved man allerede har tabt halvdelen af energiindholdet. Afbrænding af halm er helt fornuftigt og er jo også den reelle baggrund for den danske succes med vedvarende energi.

Men det ville være endnu mere interessant for naturen og miljøet, hvis vi kunne dyrke nogen planter, der har et meget større nyttigt udbytte pr. areal/solenergienhed. Sådan nogen har vi allerede: Rodfrugter som kartofler og roer, og i de varme lande: maniok og kassava, har et 5 gange højere nytteudbytte pr. arealenhed end korn.

Det bedste vi kan gøre for naturen og miljøet, og så skidt da, klimaet, er at udvikle nogen planter, der udnytter op mod 100 % af den indkommende solenergi, til komplekse produkter, der kan bruges til højværdige formål som mad etc. til mennesker, og derved minimere den del, der må brændes.

Til denne udvikling skal vi naturligvis bruge snilde teknologier som GMO’er etc. At være imod GMO’er til dette formål, er at gå ind for at skade natur og miljø unødigt.

Og så vil jeg til slut, med min baggrund i akvakulturen, ikke undlade at nævne, at tang er en gruppe planter, der kan udnyttes 100 % til andre formål end energi og kan dyrkes på havet, hvor der er i praksis er ubegrænsede mængder plads, vand og energi til rådighed. At tale om fødevare- og energimangel i en verden, hvor mere end 2/3 del er dækket af hav, som slet ikke er udnyttet endnu, er udtryk for aldeles unødige bekymringer.

http://vandogord.blogspot.com/2007/10/hestekrfter-mad-og-energi.html