Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Nu drukner vi

Af Carsten Valgreen, den 14. april 2010. 32 svar

Berlingske Tidende kunne i går berette i en overskrift at:

”Tre videnskabelige undersøgelser fastslår uafhængigt af hinanden, at niveauet i verdenshavene vil stige dobbelt så meget, som FNs klimapanel anslog i 2007.”

og artiklen fortsætter:

”Tre videnskabelige undersøgelser, herunder en fra Niels Bohr Instituttet i København, fastslår nemlig uafhængig af hinanden, at vi tværtimod må forvente en havvandsstigning på mellem 70 og 120 cm frem mod år 2100.”

Interessant nyhed. Hvis man kan kalde det en nyhed, eftersom den pågældende danske forsker allerede en gang har været ude med sit resultat og model i januar 2009. Og det der med uafhængigt af hinanden. De tre undersøgelser er ikke mere uafhængige end at de tre forskere åbenbart publicerede resultatet sammen. Jeg ved ikke, hvordan det giver et resultat mere troværdighed at tre forskere af forskellig nationalitet laver det sammen. Det er nok noget af det samme som gør at 2000 videnskabsfolk ikke kan tage fejl. (men det gør de 700 på den her liste så til gengæld, for enhver ved at 2000 er mere end 700).

Læs resten →

Hans leger med Lego

Af Carsten Valgreen, den 30. marts 2010. 2 svar

Uforlignelige Hans Rosling om verden:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=P8gHT3Xgz9A&feature=player_embedded#[/youtube]

Optimisten Gary Becker

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 27. marts 2010. Skriv et svar

Wall Street Journal har i dag et stort opsat weekendinterview med nobelpristageren Gary Becker, som giver en frisk indsprøjtning af historisk perspektiv og optimisme til avisens læsere.

Om sundhedsreformen:

Here in the United States, we spend about 17% of our GDP on health care, but out-of-pocket expenses make up only 12% of total health-care spending. In Switzerland, where they spend only 11% of GDP on health care, their out-of-pocket expenses equal about 31% of total spending. The difference between 12% and 31% is huge. Once people begin spending substantial sums from their own pockets, they become willing to shop around. Ordinary market incentives begin to operate. A good bill would have encouraged that.

Om midtvejsvalget i november:

One of the points Secretary Paulson made earlier today was how outraged – how unexpectedly outraged – the American people became when the government bailed out the banks. This belief in individual responsibility – the belief that people ought to make their own decisions, but should then bear the consequences of those decisions – this remains very powerful. The American people don’t want an expansion of government. They want more of what Reagan provided. They want limited government and economic growth. I expect them to say so in the elections this November.

Om Milton Friedman og nutidens økonomer:

When Milton was starting out, people really believed a state-run economy was the most efficient way of promoting growth. Today nobody believes that except maybe in North Korea. You go to China, India, Brazil, Argentina, Mexico, even Western Europe. Most of the economists under 50 have a free-market orientation. Now, there are differences of emphasis and opinion among them. But they’re oriented toward the markets. That’s a very important intellectual victory.

Om fremtiden:

When I think of my children and grandchildren, yes, they’ll have to fight. Liberty can’t be had on the cheap. But it’s not a hopeless fight by any means. I remain basically an optimist.

Læs hele interviewet her.

Fattigdom i Danmark

Af Carsten Valgreen, den 25. marts 2010. 9 svar

2010 er EU’s fattigdomsår, så der kommer masser af fokus på og debat om fattigdom i Danmark, herunder at Danmark ikke har en ”officiel fattigdomsgrænse”. I MSM vil det formentlig blive fremført, at Danmark har set stigende ulighed og det vil næppe blive  diskuteret om det er en god eller dårlig ting (for det er selvfølgelig skidt), eller boret i tallene. Så Punditokraterne må hellere komme sagen lidt i forkøbet.

Først lidt om ulighed i indkomster. Typisk prøver man at sammenfatte ulighed i et tal ved hjælp af gini-koefficienten. Gini-koefficienten er den andel af den samlede indkomst for en  gruppe af individer/familier, der skal flyttes rundt på, for at indkomsten i en given periode er den samme for alle i gruppen. En Gini-koefficient på nul betyder, at alle har præcis den samme indkomst. En koefficient tæt på én, betyder at et enkelt individ har al indkomst. Tabellen herunder viser Danmarks Statistiks opgørelse af Gini-koefficient efter skat for danske indkomster i udvalgte år siden 1939. Det slående er selvfølgelig at den er faldet markant – fra  0.34 i 1939 til 0.23 i 2006. Den er steget fra 2000 til 2006, men det er en ret marginal stigning i et historisk perspektiv. Fordelingen er stadigt mere lige end i f.eks. 1980. Det skal så i øvrigt bemærkes at fordelingen ikke tager højde for sort arbejde, som formentlig jævner fordelingen yderligere ud.

Ginikoefficient, efter skat, Danmark:

1939 1944 1955 1970 1980 1990 2000 2006
0.34 0.31 0.28 0.27 0.26 0.21 0.21 0.23

Kilde: DS, Danmark i 60 år.

I et internationalt perspektiv er der kun få lande med ginikoefficienter under 25. Danmark hører til blandt de 5 lande i verden med mest lige indkomstfordeling, se figuren herunder. Da Danmark samtidig har et af verdens højeste indkomstniveauer, er det nemt at konstatere at der er få fattige i Danmark i forhold til alle andre lande i verden, med de øvrige nordiske lande som undtagelser.

Gini_Coefficient_World_CIA_Report_2009

Læs resten →

Er Obamas sundhedsreform forfatningsstridig?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. marts 2010. 20 svar
I forlængelse af min kommentar ovenfor om forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:
“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”
–har min gamle ven gennem 23 år, Randy Barnett (professor i jura ved Boston University og næppe én, der kan ses som værende ude i et partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg i Washington Post (http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2010/03/19/AR2010031901470.html) skriver han bl.a.:
“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance.
But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds.”

I forlængelse af min kommentar (i kommentar-sektionen her) om, hvorvidt Obamas sundhedsreform i virkeligheden måske er forfatningsstridig, er det vigtigt at være opmærksom på USA-forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:

“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”

I den forbindelse har min gamle ven gennem snart 23 år, Randy Barnett (professor i forfatningsret ved Georgetown University og næppe én, der kan ses som værende ude i et “konservativt” eller partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg forleden i Washington Post skriver han bl.a.:

“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance. But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds. If you choose to drive a car, then maybe you can be made to buy insurance against the possibility of inflicting harm on others. But making you buy insurance merely because you are alive is a claim of power from which many Americans instinctively shrink. Senate Republicans made this objection, and it was defeated on a party-line vote, but it will return.

At der kommer en større sag ud af det, og at sidste ord ikke er sagt, er klart.  Spørgsmålet er så blot–hvis Barnett m.fl. har ret–hvorvidt forbundshøjesteretten vil have mod nok til at erklære en så stor lov forfatningsstridig?  Historien taler imod det, og det forudser Barnetts kollega og med-blogger, Orin Kerr, også.  Efter min mening desværre.

Barnett er mere optimistisk:

“[Although some] of the potential constitutional challenges to health-care reform have a sound basis in the text of the Constitution, and no Supreme Court precedents clearly bar their success, the smart money says there won’t be five votes to thwart the popular will to enact comprehensive health insurance reform.

But what if five justices think the legislation was carried bleeding across the finish line on a party-line vote over widespread bipartisan opposition? What if control of one or both houses of Congress flips parties while lawsuits are pending? Then there might just be five votes against regulating inactivity by compelling citizens to enter into a contract with a private company. This legislation won’t go into effect tomorrow. In the interim, it is far more vulnerable than if some citizens had already started to rely upon its benefits.

If this sounds far-fetched, consider another recent case in which the smart money doubted there were five votes to intervene in a politicized controversy involving technical procedures. A case in which five justices may have perceived that long-established rules were being gamed for purely partisan advantage.

You might have heard of it: Bush v. Gore.”

Ny blog: “Vores borgerlige regering”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. marts 2010. 4 svar

Denne punditokrat og en prominent eks-punditokrat har med hjælp fra en stadigt større samling villige rapportører taget initiativ til denne nye, lille Neben-blog: Vores borgerlige regering, hvor vi–så meget som materialet tillader det–vil foretage lav-litterære, ikke-kombative, faktuelle hyldest-annonceringer af de talrige store og små ideologiske sejre, som det dagligt lykkes for VK-regeringen at hive i land ved hjælp af rygrad, kreativitet og hårdt arbejde. Just the facts, Ma’am–just the facts …

PS. Intereressede læsere, som kunne tænke sig at bidrage og har fattet konceptet, er velkomne til at sende mig en selv-promovering på denne e-mail adresse (kurrild@gmail.com).

George W. Obama II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. marts 2010. 15 svar

Som tidligere nævnt begynder der at være interessante lighedspunkter mellem George W. Bush og Barack Obama.  Senest kan man vist sige Oops! til den nyeste amerikanske Gallup-tracking poll, der kommer i kølvandet på, at Demokraterne har meddelt, at de i forbindelse med den planlagte sundhedsreform ikke blot vil bruge én forretningsordens-bestemmelse til at undgå en filibuster i Senatet (hvilket er både forståeligt og lovligt, men næppe legitimt), men nu også vil bruge en anden til at gennemføre forslaget i Repræsentanternes Hus helt uden afstemning (hvilket er pænt over grænsen for et åndeligt grundlovsbrud).

I forvejen er vicepræsident Joe Biden mindre populær, end Cheney var, og sundhedsreformen er mindre populær end Irak-krigen.  Lavt at flyve–fortsat langt at falde.

Update: Som John Pitney skriver ovre hos NRO, så har Obama-administrationen i det mindste en vis sans for humor.  Måske.

Det blir’ bedre dag for dag

Af Carsten Valgreen, den 7. marts 2010. 10 svar

I et tidligere indlæg fremhævede jeg at verden ikke alene har oplevet markant indkomstfremgang i de seneste årtier, men at det – i modsætning til hvad den gennemsnitlige danske journalist tydeligvis tror – er sket på baggrund af stigende global indkomstlighed. Når man diskuterer det, er svaret typisk ”men det er jo bare Kina” (som om de 1.2 mia kinesere ikke talte). Og at ”i afrika er der ingen fremgang”. Og hvis der er, er det fordi kinesernes umættelige råvare efterspørgsel. Det er ikke ”ordentlig vækst” (men en moderne udgave af udnyttelse tsk tsk) . Afrika er i det billede i en evig humanitær katastrofe forværret af den rige verdens ressource svineri som fører til global opvarming osv osv.

Heldigvis har Xavier Sala-i-Martin som jeg henviste til i det nævnte indlæg netop skrevet endnu et glimrende papir, nu kun om Afrikas indkomstudvikling og indkomstfordeling. Det burde være tvangslæsning for alle de journalister, der jævnligt udgyder deres fordomme om afrika i dansk og udenlandsk MSM. Og – nej – afrika er ikke kun på vej op pga kinesisk råvareefterspørgsel. Det er mere komplekst end som så.

Africa

Her er en del af Sala-i-Martins konklusion:

Læs resten →

Rand eller RAND?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. marts 2010. 11 svar

Jeg har dd. et lille læserbrev i Weekendavisen:

Man kunne sige meget om Bo Bjørnvigs lidt pudsige, men langt fra originale artikel om Ayn Rand og hendes roman Og Jorden Verden Skælvede fra 1957 (19.2.). Mens der ganske rigtigt er meget besynderligt ved den roman, er det dog bemærkelsesværdigt, at Bjørnvig tilsyneladende finder det forkert at fremstille fiktive personer som havende forskellige værdier, forskellige evner og forskelligt udseende. Mere presserende er det måske at korrigere en faktuel fejl, før den spreder sig og opnår mytestatus: Når Bjørnvig skriver, at »forfatterens eftermæle plejes af en indflydelsesrig tænketank, Ayn Rand Corporation«, må der næsten et sted være en forbindelse til, at Bo Tao Michaëlis dagen før (18.2.) skrev i Politiken, at »USA’s forrige udenrigsminister Condoleezza Rice har gået på hendes institut«. Her må vist være tale om en forveksling, der forslår – mellem det lille Ayn Rand Institute, som forfatterens mest dedikerede fans driver, og så den 1.600 mand store militærstrategiske tænketank RAND Corporation, der blev grundlagt i 1946 af USA’s Flyvevåben, og som indtil videre har huset knap tre dusin Nobelprismodtagere. Sidstnævntes navn har meget med »Research And Development « at gøre og meget lidt med Ayn Rand. At forveksle de to svarer nogenlunde til at tage fejl af Blekingegadebanden og LO. Uden sammenligning i øvrigt.

Hvorfor den græske krise viser, at ØMU’en virker

Af Carsten Valgreen, den 25. februar 2010. 21 svar

En ting, der ikke er enighed om på den liberale side af den (mange dimensionale) politiske spillebane er ØMU. Mange liberale er modstandere af dansk ØMU medlemskab f.eks. og nogle bryder sig ikke om hele EU konstruktionen.

Jeg er ikke på det hold, og det er der nogle grunde til. Og på en måde har den græske gældskrise bekræftet mig i den sag. I praksis er markedet i gang med at disciplinere den græske politiske elite på en måde, der vist ikke er set før. Grækenland har på linje med italien historisk haft en politisk elite og en politisk kultur, der har valgt de nemme udveje. Devaluering og dermed indirekte en inflationær har typisk været løsningen på udisciplinerede offentlige finanser og en generel gavmildhed m.h.t. lønninger, pensionsvilkår m.m. især i den offentlige sektor. De har været på ”Anker Jørgensen løsninger” i årtier. Det kommer til at ændre sig nu. I en ØMU er der ingen nemme inflationære devaluerings udveje, og det måtte før eller siden føre til en (erkendelses-)krise. For det er jo som regel igennem kriser, at den politiske elite lærer. At den kommer nu er selvfølgelig forårsaget af recessionen. Og at det er Grækenland, der holder mest for er nærmest en tilfældighed. De har kun marginalt værre offentlige finanser, og marginalt mindre troværdig politisk elite end et par andre ØMU lande.

Læs resten →

To be (Krugman) or not to be (Nobel)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. februar 2010. 21 svar

Jeg har kæmpet mig igennem det altid læseværdige The New Yorker‘s meget lange, empatiske portræt af fhv. Enron-rådgiver, nu venstreorienteret avis-skribent Paul Krugman, fra Princeton University, der forrige år modtog Nobelprisen i økonomi for nogle ikke så dårlige skriverier, der vist intet har at gøre med hans nuværende metier.  Artiklen er et ikke-uinteressant indblik i mandens selvforståelse og mentalitet, og blandt flere andre interessante passager, var der særligt én, jeg fæstede mig ved, nemlig Krugmans & Robin Wells’ (hans kone) beskrivelse af deres valgaften i 2008:

Once Obama won the primary, Krugman supported him. Obviously, any Democrat was better than John McCain.

“I was nervous until they finally called it on Election Night,” Krugman says. “We had an Election Night party at our house, thirty or forty people.”

“The econ department, the finance department, the Woodrow Wilson school,” Wells says. “They were all very nervous, so they were grateful we were having the party, because they didn’t want to be alone. We had two or three TVs set up and we had a little portable outside fire pit and we let people throw in an effigy or whatever they wanted to get rid of for the past eight years.”

“One of our Italian colleagues threw in an effigy of Berlusconi.”

“I put out some coloring paper and markers so that people could write stuff on it and throw it into the fire. People really felt like there was stuff they wanted to shed! I had little hats and party whistles.”

Bortset fra at jeg kunne have lyst til at vide, hvad Krugman-parret selv tegnede/skrev på det, de brændte af, så lad mig skynde mig at sige, at jeg formodentlig har begået min andel af barnagtige ting, også i mit voksenliv, og jeg kender bestemt til at blive bidt af begejstringen af at være blandt ligesindede (omend det så typisk snart efter giver mig en instinktiv lyst til at løbe skrigende bort).  Alligevel må jeg sige: Én af grundene (omend langt fra den vigtigste) til, at jeg har stor respekt for f.eks. Milton Friedman, F.A. Hayek, George Stigler, Ronald Coase, James Buchanan, Gary Becker, Douglass North, Robert Lucas, Elinor Ostrom m.fl. er, at jeg faktisk ikke kunne forestille mig nogen af disse, Krugmans forgængere som modtagere af Nobelprisen i økonomi, sammenkalde deres åndsfæller med henblik på at afbrænde billeder o.a. forestillende deres fælles, politiske modstandere.

Måske en mentalitetsforskel, måske en generationsforskel, måske en klasseforskel.  Ihvertfald et bevis på, at det at have en Nobel ikke er det samme som at være nobel.

PS.  Portrættet har iøvrigt denne fine lille passage, der nok antyder, at Krugman ikke er fri for selvironi og -kritik, men også viser, at man skal være forsigtig med at vurdere en (samfundsvidenskabelig) akademiker alene på mængden af “citations”

The most successful paper Krugman ever wrote was about target zones, and it was completely wrong. In the years before Europe adopted the euro, it was thought that establishing something between floating exchange rates and fixed ones—a “target zone” within which a currency would be allowed to float—might reap some of the advantages of each. He estimates that by the time the paper was officially published, in 1991, some hundred and fifty derivative papers had already appeared. “Empirically, it doesn’t work at all,” Krugman says. “People loved it as an academic thing, but it had some very strong predictions about interest rates inside target zones. Those predictions all turned out to be wrong. But nobody attacked me for that.”

Skattetryk versus skattetryg

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 13. februar 2010. 1 svar

Jeg duellerer dd. i Berlingske Tidende med skatteminister Kristian Jensen (V), der i et indlæg fejrer, at regeringens skattestop (angiveligt) har varet i nu 3.000 dage, og at skattereformen sparer den typiske danske familie for en mængde penge og resulterer i større tryghed.  Indlæggene er ikke til rådighed på internettet, så her er mit svar:

Den hult klingende skattetryghed
Lad os aflive én påstand fra skatteminister Kristian Jensen: Der har ikke været skattestop i 3.000 dage. Skattestoppet fra 2002 har regeringen selv brudt utallige gange. Senest med virkning fra 1.1. i år, hvorved det nuværende ‘ skattestop’ altså har varet knap 45 dage. At påstå andet – som skatteministeren gør hér – er reelt set en løgn. Sort på hvidt.

Skattestoppet var sådan set ellers godt, eller i hvert fald ikke så dårligt – så længe det varede.

En politik om, at ingen ny skat må indføres eller ingen eksisterende skatter forhøjes, og at et øget provenu ellers skal bruges til at nedsætte eksisterende skatter, tvinger politikerne til at prioritere.

De kan ikke blive ved med at opfinde en stor ny skat hér eller hæve en lille afgift dér, hver gang de vil skaffe penge til at købe sig stemmer hos en vælgergruppe. Det giver også en vis tryghed, fordi det letter borgernes og virksomhedernes muligheder for at planlægge langsigtet.

Men det er bare ikke, hvad VK-regeringerne i praksis har gjort. Hvis skatteministeren ikke er enig, kan han jo evt. genlæse sit eget skriftlige svar til Folketinget af 14. maj 2009. Heri opregnes, hvorledes VK-regeringerne 2001-09 har sat skatter og afgifter op i alt knap 150 gange, eller cirka to gange om måneden.

Langt størstedelen af disse er gennemført ved forskellige mere eller mindre kreative smuthuller i regeringens egen definition af, hvad skattestoppet var. Senest er kommet den skattereform, hvormed regeringen helt åbent brød sit eget skattestop.

Flodbølgen af nye skatter og afgifter omfatter bl. a. en beskæring af rentefradragsretten, der reelt øger skattebyrden for de mange, der har lånt penge til at købe en ny bolig eller investere. Den omfatter også en omlægning af TV-licensen, så denne bliver en slags husstandsskat for alle, der ikke kan bevise, at de ikke har et TV. Ramt af multimedieskatten bliver også de lønmodtagere, der som led i deres ansættelser har fået arbejdsredskaber, som de nu bliver beskattet af.

Det måske værste er, at skattereformen er skruet således sammen, at fordelene kommer nu, mens regningen kommer senere. For mens skatteministeren har ret i, at en typisk familie sparer penge i 2010, glemmer han at fortælle, at det er fordi, der først senere sker et indekseringsløft af gamle og nye afgifter, hvorved pengene bogstaveligt vil fosse ind i statskassen med op mod 15 mia. kr. årligt.

Så skattetrygheden er det så som så med, bortset fra et enkelt punkt: Da V og K hastigt opgav deres halvhjertede tale om en reduktion i top-skatten ( som vælgerne ellers støttede), forligsbelagde man samtidigt området, så vi nu trygt kan stole på, at der i hvert fald ikke kommer en virkelig god skattereform de næste godt ti år.

For at omskrive skatteministerens egen udgangsreplik: Under VK-regeringen kan man være skattetryg – bortset fra når man ikke kan.

Fri debat

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. februar 2010. 19 svar

To punditokrater (én nuværende, én forhenværende) og en åndsbeslægtet “fellow traveller” er dd. medstiftere af det nye pro-ytringsfriheds forum “Fri Debat”. Mere hér, manifest dér og kronik hér.

Update: Mere her

Ostrom om statsfejl vs. markedsfejl

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. februar 2010. 11 svar

Jeg har selv tidligere skrevet lidt om statsfejl versus markedsfejl–og det samme har Elinor Strom, der modtog Nobelprisen i økonomi 2009, og som vi ved den lejlighed diskuterede lidt, og som jeg netop i disse dage er ved at færdigskrive en artikel om.  Så her kommer lidt om dét, Adam Smith, Thomas Hobbes m.v.  fra hendes 1997-takketale for Seidman Prisen:

“One of Adam Smith’s major contributions was the development of a theory of order that demonstrated the possibility of beneficial outcomes emerging from the independent contributions of many individuals pursuing their own interests within a set of agreed upon rules. Smith’s work provided the foundation for modern micro-economics that has formalized the theory of competitive markets. Individuals organize themselves into enterprises that seek out opportunities for gain through production and exchange. Competition among buyers and sellers exchanging purely private goods in an open market within a legal framework that defines and enforces property rights and contractual agreements, generates incentives that lead toward optimal results.

While each participant tries to maximize his or her own welfare, competition among producers and consumers of pure private goods leads to an increase in the benefits for all while driving individual advantage over others to a minimum. Public policies consistent with this view of order encourage the development of markets as a stimulus to increase “the wealth of nations.”
Smith’s theory of order stands in marked contrast to that of Thomas Hobbes, who argued that self-organization and competition leads to warfare and necessitates a single center of power dominating all social relationships and imposing peace and order on others. For Hobbes, order came from having a single decision maker rather than relying on the decisions made by many self-organized and independent decision makers. While modern scholars frequently deny their reliance on Hobbesian intellectual roots, the modern theory of “The State” is a direct descendant of Leviathan. The State is defined as an organization with a monopoly over the authority to make law and the legitimate use of coercion.
Læs resten →

Fusk eller sjusk? Mere om Poul Høi (2)

Af Altmann, den 3. februar 2010. 1 svar

Vi Punditokrater (særligt Mr. Law, Kurrild-Klitgaard, Gress & undertegnede) har snart mange gange kommenteret journalistikken fra Berlingske Tidendes Cavling Pris-vindende korrespondent, Poul Høi. I sommer var det ex-Punditokraten Mikael Jalving, der gjorde det i Jyllands-Posten (her og her) – og forleden var det såmænd selveste Martin Krasnik, der gjorde det i Berlingske selv, af alle steder. Kender man til de mange beskyldninger mod Høi for at have et til tider lidt for nært forhold til de kilder, han støtter sig til, og kender man til Krasniks lune, kan særligt disse passager fra Krasniks anmeldelse af Høis antologi Bushland nok interessere:

“Man kan ikke beskylde Poul Høi for at være lemfældig i sin omgang med andres artikler. Berlingskes velskrivende USA-korrespondent og Cavlingvinder, der flere gange er blevet beskyldt for plagiat, slutter sin nye bog, »Bushland – otte år i USA«, med en kildefortegnelse på hele syv sider. Efterfulgt af en litteraturliste. Så er den vist lukket.

Nu kan enhver se, at Poul Høi stadig lader sig inspirere meget kraftigt af sine amerikanske kollegers arbejde. Og det er helt okay. Som korrespondent i et andet land er og bliver man en slags plagiator, sådan er det, og det ved alle korrespondenter, inklusive mig selv. Man skal dække et helt lands politik, kultur, historie, alting, og den vigtigste opgave er derfor at udvælge de bedste historier, sætte dem sammen, vinkle dem og formidle landet for læserne derhjemme. Man er mere researcher end klassisk journalist.

Det afgørende er, hvad man gør ved det lånte materiale. Når man nu ikke har originale historier, må man nøjes med originale pointer.

Poul Høi er måske den bedste til at genfortælle andres gode historier, men bogen her viser, at det kniber med at sætte historierne sammen på en original måde.”

Ja, så er den “vist lukket” . . . .  Det er Høis skriverier i Berlingske imidlertid ikke.  F.eks. havde Høi, hvis skriverier ifm valgkampen ’08 næppe af nogen er blevet beskyldt for at være “fair and balanced”, onsdag artiklen “Obama går frem – men hvorfor?”, hvori det fx hedder:

“Hvor trængte har Demokraterne været? Så trængte, at de er begyndt at nærlæse de sidste decimaler i meningsmålingerne og glæde sig over bare en lille positiv bevægelse. Og nu skulle den være der, kan man forstå på en række demokratiske blogs – nu skulle vinden være vendt. De to nyeste målinger viser en positiv udvikling for præsident Obama, som opnår de højeste tilfredshedstal i seks måneder.

Hos Gallup er 50 pct. af amerikanerne således tilfredse med hans embedsførelse og 44 pct. utilfredse, og hos Rasmussen, hvis metodik har en republikansk tendens, står tilfredse og utilfredse lige.”

Altså, Obamas popularitet er stigende ovenpå hans SOTU-tale. Tja, der er meget, man kan sige til det. Læs resten →

Hayek for rappere

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. januar 2010. 4 svar

Russ Roberts, professor i økonomi ved–ikke så overraskende–George Mason University (der nu på underområder som “experimental economics” er på vej ind i top 10 af amerikanske econ.depts.) har lavet den formodentlig mest nørdede rap nogensinde, og så er den iøvrigt ikke kedelig: “Fear the Boom & Bust”, en rap-out mellem Lord Keynes og F.A. Hayek.  Enjoy!

Bad Bad Banks

Af Carsten Valgreen, den 24. januar 2010. 1 svar

Obama administrationens seneste påfund er lovgivning, der skal forbyde banker at foretage ”proprietary trading” – det vil sige handle for egen bog. I praksis er det et skridt tilbage til tiden før 1994 hvor Glass-Steagall loven blev ophævet. Glass-Steagall adskilte i praksis ejerskabet af ”investment banks” fra ”commercial banks”. Ophævelsen af Glass-Steagall (som var en 1930er opfindelse uden paralleler i andre lande) førte i perioden 1994-2008 til flere fusioner på tværs og dermed ”krydsninger” mellem investeringsbanker og commercial banks. Citigroup og JP Morgan Chase er eksempler. Paradoksalt nok nærmest tvang Bush administrationen (og Tim Geithner!) Bank of Americas Ken Lewis til at overtage investeringsbanken Merril Lynch i den weekend, hvor alt kollapsede i efteråret 2008. Dermed var den nuværende amerikanske finansminister med til at skabe den slags konglomerat som han nu åbenbart mener er et problem. Det er i det hele taget mærkværdigt at administrationen nu demoniserer store banker. Sidste år var den med til at skabe en del af dem via stærk tilskyndelse til fusioner. Det er dog også tydeligt at Obamas forslag ikke er groet i Tim Geithners have. Og konsistens med hensyn til finansiel reform har hidtil ikke været en af administrationens stærke sider.

Læs resten →

Verdens ulighed

Af Carsten Valgreen, den 23. januar 2010. 1 svar

Et par af de myter man møder igen og igen er, at kapitalismen gør verden mere ulige og at gabet mellem de rige og de fattige i verden er stigende. Billedet af ”os og dem” gentages f.eks. i det uendelige i MSM. Nu ofte i en ny klima relateret forklædning.

Begge dele er forkert. Xavier Sala-i-Martin gennemhuller dem igen i et nyt papir. Et ikke-teknisk sammendrag kan ses her.

I 1970 udgjorde antallet af ekstremt fattige (defineret ifl FN som indkomst på under $1 per dag i 2000-priser ved PPP sammenligning) 26,8% af verdens befolkning. I 2006 var andelen faldet til 5,4%. 350 millioner er stadigt mange ekstremt fattige mennesker. Men der var næsten 1 mia. i 1970. Så antallet af ekstremt fattige mennesker er faldet med 2/3 samtidig med at verdens befolkning er steget med ca. 80%.

Men udviklingen er endnu mere interessant for fordelingen af indkomster. Tag et kig på figurerne herunder, der viser de globale indkomstfordelinger papiret når frem til for henholdsvis 1970 og 2006. Der er også fordelinger for de enkelte geografiske regioner (South Asia, East Asia, Subsaharan Africa, Middle East & North Africa, OECD osv.).

fig1

fig2

De to lodrette streger viser “$1/dag ved 2000 priser” grænsen. Da figurerne viser løbende pris dollar på førsteaksen er den højere i 2006 end i 1970.  Det ændrer ikke ved at mange mennesker i 1970 lå lige omkring grænsen. I 2006 var gennemsnittet langt over fattigdomsgrænsen. Faktisk er det kun i Afrika, at der i dag er en større del af befolkningen der ligger på eller under FNs fattigdomsgrænse. I 1970 var det tilfældet for store dele af befolkningen i Østasien, Sydasien og Latin amerika også. Især udviklingen i Østasien (Kina m.v.) har været forrygende, men også Sydasien (Indien) er rykket pænt.

Læs resten →

George W. Obama

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. januar 2010. 18 svar

Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident.  Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:

“En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti.
Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden – og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter – og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. … [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide.”

Updates:

Your tax dollars at work …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. januar 2010. 1 svar

Præsident Obamas “stimulus-pakke” på 800 mia. USD plus renter & det løse har, som bekendt, skullet “skabe eller redde” jobs.  Som Wall Street Journal kan fortælle dd., så er der ihvertfald en forskers job, der–pudsigt nok–er blevet reddet (eller ihvertfald finansieret) via “stimulus-pakken”.  Det drejer sig om den diskrediterede amerikanske klimaforsker Michael Mann, der har opnået ikke mindre end 2,4 mio. USD i statsstøtte til at bedrive yderligere “forskning”:

“The NSF made these awards prior to last year’s climate email scandal, but a member of its Office of Legislative and Public Affairs told us she was “unaware of any discussion regarding suspending or changing the awards made to Michael Mann.” So your tax dollars will continue to fund a climate scientist whose main contribution to the field has been to discredit climate science.”

Endnu engang kan vi trøste os med de vise ord om, at vi vist heldigvis ikke får “all the government we pay for” …