Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Mest indflydelsesrige borgerlige/liberale?

Af Altmann, den 15. januar 2010. 15 svar

Den respekterede britiske avis The London Telegraph har endnu engang kåret de 100 mest indflydelsesrige “højreorienterede” (“conservative”) i USA og de 100 mest ditto “venstreorienterede” (“liberal”). Som alle den slags lister er der en væsenlig gang fis & varm luft i det – men også et eller flere gran af sandhed. Denne blogger fandt det lidt interessant, at der på den venstreorienterede top-25 kun fandtes tre ikke-politikere/ikke politisk udpegede – og alle kvinder (Oprah Winfrey, Michelle Obama, Arianna Huffington).  Til sammenligning var der på den højreorienterede otte styk – alle mænd, alle i medieverdenen (Rush Limbaugh, Matt Drudge, Glenn Beck, Roger Ailes, Andrew Beitbart, Sean Hannity, Charles Krauthammer, David Brooks).

Men hvad med at stille et spørgsmål til de vore kloge læsere: Hvem er egentlig de mest indflydelsesrige borgerlige/liberale/konservative i DK?  Må vi se nogle top-25 lister . . . .  Gerne seriøse og med begrundelser.

Camerons ikke-ideologi

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 8. januar 2010. 11 svar

Med Labours beslutning om at holde fast i juggernauten Gordon Brown, tyder det meste på en sejr for de britiske konservative ved dette års parlamentsvalg.  I så fald bliver Tory-partilederen David Cameron den næste premierminister.  Men hvad er hans ideologiske observans egentlig?  Er han en Thatcherite i fåreklæder?  En “compassionate conservative”?  Noget helt tredje?  Det altid læsværdige britiske Tory-ugemagasin The Spectator siger i denne uge i en artikel: “None of the above”.  Inderst inde består Camerons politiske filosofi af … ingenting (stort set):

“Once more, search parties are being sent out to look for David Cameron’s big idea. They will return empty-handed. For the truth is that there is no big idea. However much social responsibility, the post-bureaucratic age or progressive conservatism might be talked up as the ‘big idea’, they are not it. Rather, they are a set of classic conservative insights updated for the 21st century. Cameron is not an ideologue but rather that very English, very Tory thing: a principled pragmatist. …

Baroness Thatcher was never as ideologically rigid a politician as legend has it. But she could still, as leader of the opposition, turn up to a meeting and slam a volume of Hayek down on the table and declare: ‘This is what we believe.’ Her convictions were strong enough for her to push through a radical budget in 1981 that outraged conventional opinion — so much so that 364 economists wrote to the Times to denounce it. She was at war with conventional wisdom. Cameron will have no equivalent intellectual driving force when he contemplates the emergency budget the Tories will have to deliver if they win power.

A Cameron premiership will be a test of the utility of traditional English conservatism. If its insights are not sufficient, Prime Minister Cameron, pragmatist that he is, will become more ideological. That is the paradox of his pragmatism. But if Cameron succeeds on his own terms, if he is the prime minister who guides Britain out of this new spiral of decline, there will not be a creed called ‘Cameronism’. To create an ‘ism’, you have to believe in ‘isms’.”

Og hvad skal man så synes om dét?

Faldende kriminalitet i USA II

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 5. januar 2010. 3 svar

Jeg skrev for nylig om de seneste opgørelser fra FBI, som viser faldende kriminalitet i USA på trods af den økonomiske krise. Heather Mac Donald fra tænketanken Manhattan Institute har i dag et glimrende indlæg i Wall Street Journal, hvor hun angriber 1960’ernes teorier om, at kriminalitet først og fremmest skyldes fattigdom og ulighed. Her er et par udpluk:

The recession of 2008-09 has undercut one of the most destructive social theories that came out of the 1960s: the idea that the root cause of crime lies in income inequality and social injustice. As the economy started shedding jobs in 2008, criminologists and pundits predicted that crime would shoot up, since poverty, as the “root causes” theory holds, begets criminals. Instead, the opposite happened. Over seven million lost jobs later, crime has plummeted to its lowest level since the early 1960s. The consequences of this drop for how we think about social order are significant.

If crime was a rational response to income inequality, the thinking went, government can best fight it through social services and wealth redistribution, not through arrests and incarceration. Even law enforcement officials came to embrace the root causes theory, which let them off the hook for rising lawlessness. Through the late 1980s, the FBI’s annual national crime report included the disclaimer that “criminal homicide is largely a societal problem which is beyond the control of the police.” Policing, it was understood, can only respond to crime after the fact; preventing it is the domain of government welfare programs.

The recession could still affect crime rates if cities cut their police forces and states start releasing prisoners early. Both forms of cost-saving would be self-defeating. Public safety is the precondition for thriving urban life. In 1990s New York, crime did not drop because the economy improved; rather, the city’s economy revived because crime was cut in half. Keeping crime rates low now is the best guarantee that cities across the country will be able to exploit the inevitable economic recovery when it comes.

Fri mig for Pantheismen

Af Carsten Valgreen, den 2. januar 2010. 4 svar

I en tidligere post linkede vi til en video, der viste historiske temperatur-udsving ifølge isboringer fra Grønland. Pointen var at understrege, hvor vilde udsving der historisk har været og hvor ustabilt jordens klima i sig selv er. I en post om Stern-rapporten stillede jeg det simple spørgsmål:

”Hvorfor skal vi tro på, at vi som art er mindre produktive, innovative og dermed i stand til at løse vores udfordringer og opfylde vores behov, hvis kloden har en anden temperatur end, den har i dag?”

Læs resten →

Faldende kriminalitet i USA

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 22. december 2009. 3 svar

Det amerikanske forbundspoliti (FBI) har netop offentliggjort de foreløbige kriminalitetstal for den første halvdel af 2009. I lyset af den økonomiske krise havde mange forventet, at kriminaliteten ville stige, men den er tværtimod faldet markant i forhold til samme periode sidste år. Den voldelige kriminalitet faldt med 4,4 procent, mens berigelseskriminaliteten faldt med 6,1 procent. Antallet af mord faldt med 10 procent. Kriminaliteten i USA har været faldende siden begyndelsen af 90’erne og er nu på sit laveste niveau i mere end 40 år.

Markedsfejl versus statsfejl

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. december 2009. 1 svar

Jeg har dd. min faste “Perspektiv”-klumme fra i Berlingske Tidende, denne gang om “markedsfejl”–og “statsfejl”.  Et lille uddrag:

Finanskrise og klimadebat har det seneste år fået mange til at tale om »markedsfejl« – altså om når markedskræfterne ikke er i stand til at producere, hvad der bliver opfattet som et samfundsmæssigt optimalt resultat.

Men hvis der findes »markedsfejl«, kan der så ikke også være »statsfejl«, hvor politikerne laver politik, der er bedre eller værre end, hvad der behøves? …

[I] 1960erne begyndte nogle kætterske økonomer – først og fremmest Nobelprismodtageren James Buchanan – at argumentere, at hvis der kan forekomme »markedsfejl« i markedet, så må der også kunne forekomme »statsfejl« i politikken.

Hvis mennesker ofte handler for kortsigtet og egoistisk til at kunne levere det samfundsmæssigt optimale det ene sted, må det samme kunne ske det andet sted – f.eks. hvis politikere og bureaukrater ikke har den fornødne viden eller er mere optagede af egne politiske hensyn og interesser. Ingen logik dikterer jo, at politiske beslutningstagere nødvendigvis skulle være klogere eller mindre egoistiske end beslutningstagere på markedet.

Men – som økonomen Harold Demsetz – argumenterede, er det sjældent sådan, at politik fungerer i praksis. I de fleste debatter identificeres en »markedsfejl«, hvorefter der foreslås en ideel politisk løsning på denne, hvor det mellem linjerne antages, at politikkerne ikke har nogen negative konsekvenser.

Det kaldte Demsetz for »Nirvana politik« – fordi man sammenligner den uperfekte virkelighed med en kunstigt perfekt illusion. I stedet bør man forlange symmetri: Enten sammenligner man den dårligste markedsløsning med den dårligste politiske løsning, eller også den bedste markedsløsning med den bedste politiske løsning.

Ellers kan man komme til i forsøget på at afbøde »markedsfejl« at ordinere en kur, der er værre end sygdommen.

Dr. Clifford Winston fra Brookings Institution, som jeg nævner i klummen, har bl.a. skrevet monografen Government Failure versus Market Failure: Microeconomics Policy Research and Government Performance (2006), der kan downloades her.  (Bryan Caplans anmeldelse af bogen findes her.)  En lille Cato-antologi skrevet af bl.a. en af grundlæggerne af public choice teori, Gordon Tullock, Government Failure: A Public Choice Primer (2002), kan downloades her.

Helikopter-Ben i knibe

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 17. december 2009. 3 svar

Det forlyder, at John McCain vil stemme imod en genudnævnelse af Ben Bernanke som chef for den amerikanske centralbank. McCain foretrækker efter sigende Paul Volcker, som slog hårdt til mod inflationen i begyndelsen af 80’erne, eller John Taylor, som har udmærket sig med den såkaldte Taylor Rule. Både Taylor og Volcker har kritiseret Bernanke for at føre en for løs pengepolitik. Taylor udgav sidste år et læseværdigt papir, hvor han konkluderede, at finanskrisen skyldtes netop denne løse pengepolitik.

Bernanke fik som bekendt øgenavnet ”Helicopter Ben”, da han i 2002 holdt to taler, hvor han med henvisning til Milton Friedmans berømte helikopter-eksempel understregede, at man altid kan udrydde deflation ved at trykke flere penge. Talerne kan læses her og her. Bernanke hyldede Friedman og Anna Schwartz for deres studie af depressionen i 30’erne, som konkluderede, at den amerikanske centralbank forårsagede depressionen gennem en alt for hård pengepolitik efter krakket i 1929.

Monetarister og tilhængere af den østrigske skole har længe debatteret årsagerne til depressionen i 30’erne og opskriften til den perfekte pengepolitik. Mark Skousen foreslår et interessant kompromis i bogen Vienna and Chicago: Friends or Foes?:

In conclusion, was there an inflationary imbalance during the 1920s, sufficient to cause an economic crisis? The evidence is mixed, but on net balance, the Austrians have a case that the low-interest rate policies of the Fed were sufficient to create distortions in the ”higher-order” sectors of the economy, and therefore a recession at minimum was necessary to correct these imbalances. But was Fed policy sufficiently easy to create a Great Depression following the 1929 stock market crash? Here the monetarists have the upper hand: only further deflationary blunders by the Federal Reserve could have turned the 1929-30 recession into the worst economic crisis of the 20th century.

Men uanset om man er monetarist eller østriger, så er John McCains skepsis over for Bernanke formentlig på sin plads. Selv Milton Friedman ville formentlig være betænkelig over den enorme udvidelse af pengemængden, som har fundet sted gennem det seneste års tid. Således påpegede Peter Bernholz tirsdag følgende i magasinet The American:

In a mistaken fear of deflation, the Fed lowered its interest rate to 1 percent and increased the monetary base by about 39 percent from 2000 to 2006 after the bursting of the New Economy Bubble. In doing so it encouraged an incredible credit expansion by the financial sector and thus allowed the subsequent asset bubble.

På den baggrund burde følgende give anledning til en vis bekymring:

The monetary base of the Fed has grown by about 99 percent within one year from the end of July 2008; and this following a substantial increase already since the end of 2008. Even the Swiss National Bank increased its monetary base by 112.5 percent from the end of 2008 to the end of May of 2009. The growth of the monetary base in the euro zone looks more modest, with 68 percent since the end of 2007. But even this smaller increase has never been experienced in monetary history except in countries suffering from high inflation.

Ups II: Al Gores ubekvemme “sandhed”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 15. december 2009. 14 svar

Dette er jo–på godt og ondt–næsten ved at udarte sig til en ren klima-debat blog.  Så lad os blive ved sporet med pinlige afsløringer m.v. og her tage fat i den stor CO2-forbrugende, Gulfstream-dommedagsprofet Al Gore, som i går talte her ved COP15 her i København og ved den lejlighed kunne forudse–hvad lokale medier, der havde investeret (meget) dyrt i Gore, bestemt ikke lod passere upåagtet–at Nordpolen ville være isfri indenfor få år.  Her er så, hvad The Times kunne fortælle dags dato:

“There are many kinds of truth. Al Gore was poleaxed by an inconvenient one yesterday.

The former US Vice-President, who became an unlikely figurehead for the green movement after narrating the Oscar-winning documentary An Inconvenient Truth, became entangled in a new climate change “spin” row.

Mr Gore, speaking at the Copenhagen climate change summit, stated the latest research showed that the Arctic could be completely ice-free in five years.

In his speech, Mr Gore told the conference: “These figures are fresh. Some of the models suggest to Dr [Wieslav] Maslowski that there is a 75 per cent chance that the entire north polar ice cap, during the summer months, could be completely ice-free within five to seven years.”

However, the climatologist whose work Mr Gore was relying upon dropped the former Vice-President in the water with an icy blast.

“It’s unclear to me how this figure was arrived at,” Dr Maslowski said. “I would never try to estimate likelihood at anything as exact as this.”

Mr Gore’s office later admitted that the 75 per cent figure was one used by Dr Maslowksi as a “ballpark figure” several years ago in a conversation with Mr Gore. …

Perhaps Mr Gore had felt the need to gild the lily to buttress resolve. But his speech was roundly criticised by members of the climate science community. “This is an exaggeration that opens the science up to criticism from sceptics,” Professor Jim Overland, a leading oceanographer at the US National Oceanic and Atmospheric Administration said.

Klimaktisk hedetur i København?

Klimaktisk hedetur i København?

“You really don’t need to exaggerate the changes in the Arctic.”

Others said that, even if quoted correctly, Dr Maslowski’s six-year projection for near-ice-free conditions is at the extreme end of the scale. Most climate scientists agree that a 20 to 30-year timescale is more likely for the near-disappearance of sea ice.

“Maslowski’s work is very well respected, but he’s a bit out on a limb,” said Professor Peter Wadhams, a specialist in ocean physics at the University of Cambridge.

Dr Maslowki, who works at the US Naval Postgraduate School in California, said that his latest results give a six-year projection for the melting of 80 per cent of the ice, but he said he expects some ice to remain beyond 2020.”

Vi er chokerede!  Skulle det virkeligt kunne være rigtigt, at Nobelfredspris-vinderen, Oscar-vinderen m.v., der efter eget udsagn “tog initiativ til at skabe internettet”, omgås “sandheden” så lemfældigt?

Kom forbi (næsten) helt tilfældigt

Af Altmann, den 14. december 2009. 31 svar

Flere danske medier – både Danmarx Radio Nyheder og Berlingske Tidende – har bragt interviews med en stakkels tilfældig demonstrant, Nina Liv Brøndum, der bare skulle med “for at hygge sig” men helt ”tilfældigt” var endt i den såkaldt ”sorte blok” og derfor blev sat på den kolde jord i nogle timer.

Men hvor tilfældigt var det nu også? Vi ved det i sagens natur ikke, men efter lidt googling kan vi da se, at den stakkels tilfældigt forbipasserende tilsyneladende har visse erfaringer med helt tilfældigt at være in media res.  For ved siden af at være en engageret aktivist i Enhedslisten og kommunistiske kredse, som hun har optrådt som repræsentant for på den venstreekstremistiske hjemmeside Modkraft.dk, har frk. Nina såmænd også lagt vejen forbi en besættelse af Københavns Universitet tidligere i år, hvor hun som sit mål pluralistisk erklærede at ville ”befri” universitet ”ved at udrydde neoliberalismen på universitetet”. Apropos ”udrydde”, så redigerede frk. Nina i 2006 Socialistisk Ungdoms Fronts skrift ”Frontalt”, der bl.a. agiterede for direkte støtte til terrorbevægelserne PFLP og FARC.  Om hun var med ved Brorsons Kirken eller indtrængningen på Avedøre Værket, skal vi ikke kunne sige, om end hendes Facebook-profil i hvert fald antyder sympatierne.

Alle – og ikke mindst staten – skal behandle mennesker ordentligt, også mennesker med gakkede og usmagelige holdninger, og dét at sidde på jorden i fire timer i eget eller andres tis kan næppe være en hverken ideel eller nødvendig behandling. Men omvendt har mediernes dækning generelt været ganske ensidig, smagende af det forudindtagede.  Lidt interessant opsøgende journalistik kunne måske derimod være at afdække, om det var den unge kvinde, der selv henvendte sig til journalisterne, eller om de altid upolitiske journalister mon fik hende anbefalet fra en PR-medarbejder hos ”den sorte blok”?

Klima sat i perspektiv

Af Carsten Valgreen, den 13. december 2009. 21 svar

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=DFbUVBYIPlI[/youtube]

Fra Whats up With That.

Hvad er unfair trade?

Af Carsten Valgreen, den 12. december 2009. 3 svar

Fair trade mærket lyder smart. Vi betaler ekstra for en vare for at sikre højere priser og bedre vilkår for producenterne i fattige lande. Meget sympatisk. Men desværre endnu et bevis på, hvor uoplyst og ubetænksom den gennemsnitlige vesterlænding er med hensyn til hvordan økonomisk udvikling fungerer.

Fair trade subsidierer small scale farmers, der holder sig til traditionelle dyrkningsmetoder og som ikke har investeret i mekanisering og stordrift. Det svarer til at betale ekstra for en trøje, der er strikket i hånden i stedet for på maskine. Den mere effektive maskine vil vinde på længere sigt, men hvis vi subsidierer strikning i hånden tilstrækkeligt vil det tage lidt længere og vi fastholder mennesker i uproduktivt (og hårdt) strikke arbejde lidt længere. I den forstand virker Fair Trade lidt lige som EU’s landbrugspolitik: Det er en politik som overbetaler lavproduktive produktions former og holder produktivitetsvæksten i landbruget tilbage. Det bedste man kan håbe på er, at konceptet ikke skader. I praksis giver du et ekstra tilskud til lavere produktivitetsvækst i udviklingslandene. Mærkeligt og tankeløst at man kan få bedre samvittighed af det.

Se det her indslag. Elsker da repræsentanten for Fair Trade bliver overrasket over at blive spurgt om deres holdning til mekanisering af landbrug. Det har de ikke tænkt over i Fair Trade. Netop.

Hvor er Phil Jones og Michael Mann, når Obama har brug for deres “tricks”?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. december 2009. Skriv et svar

Læs mere på RealClearPolitics’ Horse Race Blog “Can’t Hide the Decline: Obama Hits New Polling Lows”.

Update: Mere opdateret og detaljeret analyse her.

Giv mig nu en sag at kæmpe for!

Af Carsten Valgreen, den 10. december 2009. 1 svar

Ellers må jeg jo selv opfinde en!

Læs resten →

Hvorfor Stern rapporten er fantasiforladt

Af Carsten Valgreen, den 9. december 2009. 5 svar

Niels Westy har taget lidt hul på den økonomiske side af klimadebatten – noget der ligger tættere på mit fagområde end forhistorisk temperaturmåling vha årringe i gamle træer. Dermed er der et par ting, det er værd at minde om, med hensyn til klimadebattens økonomiske side.

Den britiske ”Stern-rapport” er blevet omdrejningspunktet for debatten om de økonomiske omkostninger ved global opvarmning. Det er oplagt, at både resultater og analyse i Stern rapporten i sig selv er vanvittigt usikre. Stern rapporten laver en model baseret fremskrivning af verdensøkonomien i 200 år, baseret på antagelser om klimaforandringer fra IPCCs scenarier. Det er den type øvelse som enhver økonom, der har arbejdet i en centraladministration (sådan en som mig) ved kan drejes præcis derhen man vil. Det er en øvelse som bruger ”eksperter og modeller” som figenblad for konklusioner, der dybest set er politiske (og typisk er politisk bestemt på forhånd).

Det er i sig selv lidt mærkværdigt at tro, at vi på nogen måde kan forudsige den økonomiske udvikling 200 år frem. Hvad ville en prognose fra 1809 f.eks. sige om verden i dag? Hvilke brugbare ideer kunne man i 1809 have om den teknologi, der i dag muliggør vores liv og levestandard? Hvilke ideer kan vi have i dag om hvilken teknologi, ideer og ressourcer der er til rådighed i 2100? Eller 2200? Det er grænsende til det fantasiforladte overhovedet at bilde sig ind at øvelsen giver mening. Men økonomer er nogle gange lidt fantasiforladte – især når vi bliver betalt for det.

Læs resten →

Det grønne USA

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 8. december 2009. 2 svar

I anledning af klimatopmødet har jeg i dag en klumme i Berlingske Tidende, hvor jeg påpeger, at USA måske slet ikke er så slem en forurener, som landet ofte fremstilles som. Her er et uddrag:

USA kanøfles, fordi landet aldrig ratificerede Kyoto-protokollen, som 190 lande nu har tilsluttet sig. Efter orkanen Katrina i 2005 antydede den daværende tyske miljøminister Jürgen Trittin sågar, at George W. Bush selv var ude om katastrofen, fordi han ikke havde gjort nok for at begrænse amerikanernes udledning af drivhusgasser.

Ifølge U.S. Energy Information Administration steg det amerikanske CO2-udslip imidlertid kun med 2,3 procent under Bush (forskellen mellem 2000 og 2007 idet tal for 2008 endnu ikke er tilgængelige) sammenlignet med 4,4 procent i Danmark og 3,1 procent i EU. I samme periode faldt udslippet pr. person med 4,1 procent i USA, mens det faldt med 1,5 procent i Storbritannien, 2,9 procent i Tyskland og 3,3 procent i Frankrig.

Gennem det seneste årti har USA altså mindsket sit CO2-udslip mere end Europa – uden at tilslutte sig Kyoto-protokollen og uden at ødelægge den økonomiske vækst med uforudsigelige og bureaukratiske miljøregler (relativt set). Således voksede den amerikanske økonomi med 2,4 procent årligt i perioden 2000-2007 sammenlignet med 2,3 procent i EU og 2,0 procent i Vesteuropa (EU-15).

Anglo-amerikansk kapitalisme, ja tak

Af Henrik Fogh Rasmussen, den 7. december 2009. 6 svar

Min gode ven Johnny Munkhammar har henledt min opmærksomhed på et glimrende indlæg af Martin Wolf i Financial Times i sidste uge. Wolf viser, hvordan den anglo-amerikanske kapitalisme har udkonkurreret det kontinentale Europa og Japan siden Reagan og Thatcher.

 

Jeg skrev i øvrigt tidligere på året en klumme i Berlingske Tidende, hvor jeg kritiserede forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens angreb på den anglo-amerikanske kapitalisme.

Jon Stewart om Climate Gate

Af Carsten Valgreen, den 6. december 2009. 3 svar

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=FgPUpIBWGp8[/youtube]

Den var selvfølgelig for god til at lade ligge – også selv om den ikke lige passer ind i The Daily Shows normale syn på verden. Som det fremgår.

Hvad skete der lige med venstrefløjen?

Af Carsten Valgreen, den 5. december 2009. 3 svar

En gang imellem står der faktisk noget interessant ovre på CEVEA. Formen er for forelæsende til min smag. Men indholdet er der ikke noget ivejen med. Det er både sandt og slående at venstrefløjen reelt i dag både er præget af romantisk anti-modernisme og konservatisme. Ikke så mærkeligt at klimasagen fænger på venstrefløjen. Den er både en ny version af romantikkens skepsis over for fremskridt og modernitet (vækst bringer kloden i fare) og grundlæggende konservativ frygt for eksperimenter med verden/systemet (lad os for alt i verden kæmpe for et uændret globalt klima).

Who is … Dagny Taggart? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. december 2009. 5 svar

For et par år siden, i denne blogs ungdom, omtalte jeg i en post, at producenterne bag en mulig filmatisering af Ayn Rands evigtaktuelle monster-blockbuster Atlas Shrugged havde skrevet aftale med selveste Angelina Jolie om, at hun skulle spille den kvindelige hovedperson, Dagny Taggart.

Nu har jeg lige, med nogen forsinkelse, opdaget nyheden om, at dét projekt–måske ikke så overraskende grundet den lange forhistorie og bogens karakter–tilsyneladende er kørt ud på et sidespor.  Det skulle så til gengæld være til fordel for en TV-miniserie og med halvdelen af Brangelina skiftet ud med … selveste Charlize Theron.

Lad os nu se, om ikke også dét projekt kører af det Taggartske togspor, men alt andet lige lyder begge dele som en forbedring.  Lige så spændende Jolie er, lige så ubærligt ville det nok være at skulle høre hende ud(/øde-)lægge bogens filosofi.  Og så giver det da os muligheden for en sjældent attraktiv illustration af en punditokratisk blogpost …

Løkke land II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. november 2009. 6 svar

Jeg gav fredag mit besyv med vedrørende Lars Løkke Rasmussens ti mål for Danmark–eller rettere ét af dem, og det var i en kronik i Berlingske, “Målet er rigtigt – vejen usikker”.  (Denne var iøvrigt den første i en kronikserie om statsministerens ti mål.)  Her er et brudstykke:

“Hvad gør man, når der et sted ligger en bugnende skattekiste og venter på én, fyldt med rigdomme, man har brug for, men man hverken ved, hvor den eller man selv er henne? Dét er – metaforisk – lidt det dilemma, som statsminister Lars Løkke Rasmussen måske står overfor med det første, vigtigste og mest overordnede af de ti mål, han satte sig for Danmark på Venstres landsmøde: »Danmark skal i 2020 være blandt de 10 rigeste lande i verden målt ved BNP pr. indbygger«. Det er et klart mål, det er et godt mål, og det burde være muligt at realisere – men det bliver det ikke uden nogle fundamentale reformer, som VK-regeringen hidtil tilnærmelsesvis har skyet som pesten. Målsætningen er helt rigtig – af flere årsager.

For det første er borgernes velstand og den vedvarende vækst heri dét, som næsten alt andet afhænger af. Uden en stigende velstand er det i længden ikke muligt at gøre vore liv bedre, længere, lykkeligere. Lidt simple eksempler kan anskueliggøre pointen. Lad os forestille os, at to lande i et vilkårligt ’år 1’ er lige velhavende, men at deres økonomier vokser med forskellig fart. Det hurtigtvoksende land, A, har en årlig vækst på 2 procent., mens den lidt mere langsomt voksende økonomi, B, vokser med 1 procent. Altså en forskel på sølle et procentpoint om året. Men efter 43 år, er A 50 procent rigere end B, og efter 72 år hele 100 procent rigere. Når der er gået 130 år, vil B være det rene uland i forhold til A, hvor borgerne i gennemsnit vil være mere end tre en halv gang rigere.

Lyder det hypotetisk? Det er det ikke. I 1870 var Argentinas bruttonationalprodukt per indbygger (justeret for købekraftsforskelle) på ca. 1.300 dollar, mens amerikanernes var på knap det dobbelte, ca. 2.300 dollar. Men på grund af bl.a. forskellige politikker voksede landene efterfølgende med forskellig hast: I 2003 var de tilsvarende tal 7.666 dollar for argentinerne og 29.037 dollar for amerikanerne, altså svarende til en cirka fire gange højere gennemsnitlig levestandard. Hvem vil i dag ikke hellere være fattig i USA end middelklasse i Argentina?”