Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Mere om regulering og 155 mm artillerigranater – og manglende politisk vilje

Forleden sendte en bekendt mig linket til dette indlæg om hvorfor produktionen af 155 mm artillerigranater går så langsomt. Det er værd at læse hele indlægget, men basalt set er konklusionen, at manglen på artillerigranater ikke skyldes de tekniske udfordringer, som normalt fremhæves (fx at det tager lang tid at bygge en ny fabrik), men snarere manglende politisk vilje.

My solace is that in a real conflict, all of that red tape would be put to the side and people can get about building things.

Sidst skrev jeg, hvordan regulering kunne være en af forklaringerne på, at EU ikke har leveret den million granater, man lovede. Men manglen ser ikke ud til kun at skyldes regulering. Betalingsvilligheden halter også.

Læs resten →

Har Lone Simonsen og Viggo Andreasen ikke lært af coronakrisen?

Op til jul havde Otto og jeg et indlæg i Politiken, hvor vi gik i rette med Lone Simonsen og Viggo Andreasen (LV). Det var svar på en kronik af de to RUC-forskere, der begge havde centrale ekspertroller både i regeringen og i medierne under COVID-19-pandemien, hvor de spurgte, hvad man havde lært af coronakrisen. Desværre bar deres kronik præg af både graverende fejl, udeladelser og misforståelser. Og af manglende evne til at gribe i egen barm.

Lad os begynde med de graverende fejl.

I kronikken hævder LV, at Sveriges ”første strategi var ikke at reagere i tre uger i marts 2020, hvilke førte til en kæmpe bølge og 5.000 covid-dødsfald”. LV er ikke de første, der fortæller denne vandrehistorie, som bare ikke er korrekt. For dødeligheden i Sverige var langt højere end i Danmark, længe før nedlukningen kunne have nogen effekt. Omkring 7. april døde der dagligt omkring tre gange så mange i Sverige som i Danmark i forhold til befolkningernes størrelse. Men på det tidspunkt kunne en evt. effekt af nedlukningen af skolerne d. 16. marts og restauranter mv. d. 18. marts endnu ikke haft nogen mærkbar effekt, da der går ca. tre uger fra man smittes til man dør af COVID-19.

Læs resten →

Er markedsøkonomien kulturelt skadelig?

Torsdag den 7/3 afholder IFN i Stockholm et offentligt policy seminar med titlen “Är marknadsekonomin kulturellt skadlig?” Seminaret er en af de sidste aktiviteter i mit og Niclas Berggrens forskningsprojekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom, som finansieres af the John Templeton Foundation. Arrangeementet begynder 8.30 med registrering og morgenmad – hvis man er i Stockholm – og selve programmet starter klokken 9. Det hele foregår både fysisk i Stockholm og online – da to af os er med på zoom.

Arrangementet begynder med to indlæg af Niclas og mig, hvor vi kort præsenterer to bidrag fra forskningsprojektet: Jeg taler om hvorvidt globalisering påvirker folks mellemmenneskelige tillid – samfundets ‘sammenhængskraft’ – og Niclas præsenterer vores fælles arbejde om kapitalisme er bedre for mænds end kvinders tilfredshed med livet. Interesserede kan læse mere her og her.

Panelet, der efterfølgende diskuterer de to indlæg og de videre perspektiver i emnet og projektet, den 7. består af tre formidable kvinder: Johanna Möllerström, der er professor i nationaløkonomi på George Mason University i Virginia, Ulrica Schenström, direktør for tænketanken Fores, og Karin Svanborg-Sjövall, tidligere direktør for Timbro og nu ‘statssekreterare’ (en slags departementschef) i det svenske Kulturdepartementet.

Hele arrangementet er fokuseret på formidling af bidder fra projektet, og kræver på ingen måde en forskeruddannelse eller særlig indsigt. Alle interesserede kan tilmelde sig gratis her! Deadline for tilmelding er fredag den 1/3.

Svarer-gruppens rapport om klimaafgift i landbruget

I denne uge kom omsider den længe ventede rapport fra Svarer-gruppen om grøn skattereform i landbruget. Første delrapport om industrien mv. er allerede omsat i en politisk aftale. Nu venter en langt vanskeligere en om landbruget.

Jeg skal nok vende tilbage med en nærmere analyse, men her er nogle links til min umiddelbare vurdering.

Vi drøfter rapporten i CEPOS’ ugentlige podcast “Bag om nyhederne”. Se med her:

Der er et link til min pressemeddelelse her

Op til offentliggørelsen udgav jeg en fællesartikel med en række andre tænketanke mv.

Her er et Facebook-opslag om begge dele.

Putin og undertrykkelssfælden

Siden Vladimir Putin overtog præsidentembedet fra Boris Jeltsin ved indgangen til 2000 har Rusland været et diktatur, men et lidt særligt af slagsen. Eller det vil sige indtil fornylig. Mordet på Alexei Navalny i en arktisk straffekoloni for nogle dage siden kan siges at være sidste skridt i forvandlingen af Rusland til et groft undertrykkende diktatur – og dermed måske også et første skridt mod dets ødelæggelse.

Putin-regimet eksisterede i mange år i en slags ligevægt, hvor regimet opretholdt en slags demokratisk facade, sikrede relativt gode økonomiske vilkår for middelklassen i landets store byer, og som modydelse fik, at borgerne ikke krævede meget mere. En del af denne ligevægt var også gentagne krige – i Tjetjenien, Syrien, Donbas, og annekteringen i 2014 af Krim – der sikrede regimet støtte i form af en ‘rally around the flag’ effekt, samtidig med at de demonstrerede at Putin var en stærk leder.

En særlig del af denne ligevægt var et niveau af undertrykkelse, der ikke var overvældende hårdt. Helt særligt tillod Putin-regimet indtil fornylig nogle relativt frie medier og flere analyseinstitutter – ikke mindst Levada-centeret – der kunne udføre uafhængige spørgeskemaundersøgelser, der til tider spurgte om kontroversielle emner. Rationalet for at tillade disse medier blev beskrevet i 2009 af Georgy Egorov, Sergei Guriev og Konstantin Sonin i en artikel i American Political Science Review.

Der er to grunde til, at diktatorer tillader en grad af mediefrihed. Egorov og hans kolleger fokuserer på, at frie medier kan holde embedsværket i ørerne ved at rapportere om korruption, magtmisbrug, og andre problemer. Når der ingen demokratisk kontrol er med embedsværket, er der behov for andre midler, og her kommer en nogenlunde fri presse ind i billedet.

Den anden grund er, at diktaturer har et stort behov for at vide, hvad der foregår i landet og befolkningen. Jo mere frie medier kan skrive om det, og jo mere uafhængige analyseinstitutter kan lave meningsmålinger og andet, jo mere ved regimet også. Der er derfor en balance at ramme mellem at undertrykke ‘for lidt’, og risikere at man bliver afsat som diktator, og at undertrykke for meget, og dermed ikke vide noget om hvad der foregår – og på den måde risikere mere. Flere forskere har peget på, at mange diktaturer derfor ikke undertrykker pressen så meget som man skulle tro; Ángel Arrese peger endda på, at det er relativt normalt at diktaturer tillader en ret fri erhvervspresse.

Og heri ligger Putins nye problem. Hans fiasko i Ukraine de sidste to år har fået ham til at slå hårdt ned på pressen og styre den med hård hånd. Men det betyder blot, at hans regime nu ved endnu mindre om, hvad der foregår i Rusland, end de plejede. Der dukker jævnligt demonstrationer op, der er massiv utilfredshed lige under overfladen, og et sted mellem ½ og 1 millioner yngre mennesker er flygtet ud af landet. Putin kan og vil ikke tillade, at den slags overhovedet nævnes i medierne, og han kan ikke holde til at de faktiske tabstal og fiaskoer i Ukraine nævnes offentligt. Hans eneste mulighed for at sikre magten nu, er dermed at forlade balancen med de halvfrie medier og undertrykke så meget, som han overhovedet kan. Der er ingen balance længere, kun maksimalt diktatur. At den mest kendte og populære oppositionspolitiker nu er død er kun en logisk følge, og et vink med en vognstang til alle russere om, at regimet ikke engang vil gøre som om, de har rettigheder.

Står regulering i vejen for ukrainsk overtag på slagmarken?

I starten af coronapandemien så vi adskillige virksomheder, som lynhurtigt omstillede deres produktion til at producere værnemidler, håndsprit mv. Lego producerede fx visirer, og destillerier omstillede produktionen til håndsprit.

Men det skete på ingen måde uden sværdslag med Regelstaten. Fx krævede omstillingen til fx at producere håndsprit dispensationer fra reglerne, og senere fik adskillige virksomheder ørerne i Regelstatens maskine, fordi de fx brugte et ikke-godkendt desinficerende stof eller ikke levede op til krav ift. indpakningen.

Siden problemerne med at forsyne Ukraine med artillerigranater dukkede op, har min mavefornemmelse derfor sagt mig, at det bl.a. er regulering, der står i vejen for, at industrien kan udvide produktionen mærkbart.

Jeg har derfor forsøgt at finde eksperter inden for området, men desværre hidtil uden held. Men Punditokraternes læsere skal ikke snydes for det, jeg har fundet indtil videre.

Læs resten →

Frustrerende regulering af tobaks- og nikotinprodukter

Forleden modtog jeg nedenstående nyhedsbrev fra Christopher Snowdon, der er ”Head of Lifestyle Economics” hos IEA.

Snowdon peger på væsentlige problemer i Storbritanniens regulering af tobaks- og nikotinprodukter, som ligner de danske til forveksling.

Jeg har tidligere udgivet et notat om totalforbuddet mod at reklamere for (de mindst skadelige) tobaksprodukter, og der er masser af andre forbud (fx forbuddet mod at sælge e-cigaretter med andre smage end tobak og mentol) der trækker i samme retning: At det bliver sværere for rygerne at skifte til mindre skadelige produkter.

Reguleringen kan med andre ord koste menneskeliv.

Alligevel forsøger Kræftens Bekæmpelse & Co. med stor iver at forhindre rygerne i at få let adgang til de mindre skadelige produkter. Et af argumenterne er, at nikotinprodukterne er skadelige for de unge. Og det er jo rigtigt. Og uanset at nogen nok vil mene, at det er forældrenes opgave at sørge for, at de unge opfører sig fornuftigt, så bemærker Snowdon, at det – i stedet for at indføre flere og flere regler – vil give mere mening at håndhæve den eksisterende lovgivning, så butikker ikke sælger tobaks- og nikotinprodukter til børn.

Det er et uhyre vigtigt område, og det ærgrer mig, at jeg ikke har tiden og ressourcerne til at tage kampen op. I stedet må I nøjes med Snowdons velskrevne og informative nyhedsbrev nedenfor og hans gode indlæg i forskellige medier.

Læs resten →

John Cochrane om Trumps vælgeropbakning

Jeg syntes, at dette indlæg fra den altid indsigtsfulde John Cochrane, var yderst interessant. Så hermed en opfordring til at læse det hele. Nedenfor et lille udpluk, hvor Cochrane citerer sit eget indlæg i Wall Street Journal.

An oped at the WSJ. I can’t post the whole thing for 30 days, but here are some tidbits and some extra commentary.

Incompetent Elites Make Trump Look Appealing

His supporters don’t love everything about him but are sick of being disdained and misgoverned.

Democrats and traditional Republicans are flummoxed. How are 4 in 10 of our fellow citizens ready to vote for Donald Trump? …

What motivates Trump supporters? Simple: They want their country back.

I mention Iraq, Afghanistan, and the financial crisis, all of which hit middle America hard, and from which they surmised that the foreign policy and economic elites don’t know what they’re doing. I mention official Washington’s Trump derangement, the second round of the illegitimacy wars.

In 2020 Covid hit. Trump supporters initially went along, trusting institutions. But the pandemic soon exposed the politicized incompetence of the Food and Drug Administration, the Centers for Disease Control and Prevention, and the scientific establishment. Lockdowns destroyed lives. Officials made up rules and ramped up censorship. Inquiries about whether the virus came from a lab leak, or anything negative about masks or vaccines, became “misinformation” subject to censorship. Trump supporters saw media, tech companies and national-security bigwigs suppress the news of the Hunter Biden laptop just in time for the election.

When schools went remote, parents found out what was actually going on inside the classrooms. Teachers were coaching students to hate themselves, their country and their religious traditions and sexualizing young children. The FBI treated angry parents as domestic terrorists. After Oct. 7, Trump supporters learned that universities are incompetent and politicized and disdain people like them. They saw that once-trusted mainstream-media outlets had become political advocates long ago.

Voters see the chaos of a dysfunctional immigration system spill into their neighborhoods. They see crime overwhelming and shutting down cities where officials refuse to enforce laws. They see the homeless invading public spaces.

They aren’t proud of Mr. Trump’s actions after the 2020 election. But 91 felony counts, some brought by prosecutors who campaigned on a promise to get Mr. Trump, and most unrelated to the election? Bonnie and Clyde didn’t have this much legal trouble! And now disqualifying Mr. Trump from the ballot? “Destroy democracy to save democracy” is no longer a joke. The existence of the deep state seems to be confirmed with every outrage….

This election isn’t about employment, spending promises or 12-point policy plans. Voters everywhere want the basic institutions of American society and government to return to a semblance of apolitical competence.

A little advice at the end:

What should Nikki Haley do? Show that she understands this deep frustration. Explain how she will fix the country’s institutions and why Mr. Trump won’t or can’t.

Blasfemiforbud sænker ikke terrorrisikoen

I sidste uge blev den årlige danske public choice workshop afholdt på Aarhus Universitet. Det blev en fremragende dag med masser af god, ny forskning fra juniorer til to emeritusser. Vi kommer til at skrive om flere af dem, men starter med Lasse Eskildsen, der præsenterede helt ny forskning sammen med undertegnede. Grunden er, at Lasse og jeg har kigget på et af de mest aktuelle spørgsmål i dansk debat: Er lovgivning der forbyder blasfemi et effektivt middel mod terrorisme?

Lasse og jeg har samlet data fra 162 lande på tværs af verden siden starten af 1970erne, hvor vi ved hvor mange terrorangreb der var, og om landet havde forbud mod blasfemi eller ej. Vi opsummerer dataene i figuren nedenfor, hvor vi sammenligner autokratier og demokratier med eller uden blasfemilov på to forhold: Hvor mange år der skete terrorangreb, og hvor mange angreb der skete per år, givet at der skete nogen.

Figuren demonstrerer allerførst, at ser man bare på de rå data har autokratier med blasfemiforbud flere år med terrorangreb (37 versus 54 %; p<0,01). Demokratier ligger midt imellem med henholdsvis 45 og 47 % af alle år med terrorangreb, og dermed en situation hvor blasfemilov er ligegyldig (p<0,60). Ser man i stedet på, hvor mange angreb der var hvis der var nogen, dukkere der endnu større forskelle op. Autokratier uden forbud havde 2,1 angreb i gennemsnit, mens demokratier uden forbud havde 2,3 angreb – dvs. basalt set samme omfang. Autokratier med forbud havde derimod et gennemsnit på 5,8 angreb, mens demokratier med samme lovgivning havde 5,2 angreb. Igen kan vi ikke se forskel på demokratier og autokratier; den væsentlige forskel i de rå data er, om man har forbudt blasfemi eller ej.

Når vi undersøger det hele omhyggeligt empirisk, forsvinder disse forskelle. Grunden er, at lande med blasfemiforbud også er anderledes på en lang række andre områder, som er vigtige for hvor meget terror et land oplever. Et af disse forhold er ytringsfrihed, som Lasse og jeg i tidligere forskning i Political Studies har vist, er forbundet med mindre terrorrisiko. Ser man på de generelle billede, er der således ingen som helst indikation for, at et forbud mod blasfemi kan sænke terrorrisikoen i et demokrati, og tager men med i betragtning, at effektive blasfemiforbud begrænser borgernes ytringsfrihed, er det nærmere tilfældet, at blasfemilovgivning øger risikoen for terror.

Et ganske væsentligt problem for os i vores forsøg på at etablere en kausal forbindelse mellem blasfemiforbud og terror er, at vi i datasættet – indtil videre – kun har 24 tilfælde hvor lande enten introducerer eller afskaffer deres lovgivning mod blasfemi. Hvad værre er, er der kun fire klare eksempler i perioden på lande, der introducerer forbud: Algeriet, Polen, Rumænien og Rusland. Man bør derfor ikke lægge for meget i vores sammenligning af, hvad der sker før og efter ændringer i lovgivningen, som vi eksemplificerer i figuren nedenfor.

Figuren viser terrorrisikoen fra tre år før til tre år efter en ændring; den blå linje viser den gennemsnitlige udvikling omkring en afvikling af blasfemiforbud i år 0, mens den røde linje viser udviklingen omkring en introduktion. Hvis man skal konkludere noget som helst, er det at en afvikling ikke gør nogen særlig forskel på kort sigt, mens en introduktion ser ud til at kunne føre til ekstra terror.

Justitsminister Peter Hummelgaard har sammen med resten af regeringen tvunget et nyt forbud mod blasfemi igennem, og endda et som flere jurister har bedømt som mere indgribende end det, der blev afskaffet i 2017 – og ikke var brugt siden 1936. Hummelgaards og Lars Løkkes påstand har hele vejen igennem været, at det var vigtigt og nødvendigt for at undgå terrorisme. Dén påstand kræver forskning, som Lasse og jeg er ved at levere. Og vores empiriske undersøgelse giver klare resultater: Påstanden er ren nonsens! Om Hummelgaard og Løkke rent faktisk tror på den, eller bare begrænser danskernes ytringsfrihed af opportunistiske grunde er et andet spørgsmål for en anden dag.

Kostede coronapandemien 400 mia.kr.?

I disse dage er det to år siden, at de danske myndigheder – som de første – erklærede, at Covid-19 ikke længere var en “samfundsfarlig sygdom” og derfor hævede stort set alle pandemirelaterede restriktioner.

Men hvad kom pandemien egentlig til at koste?

Læs resten →

Fødselskrisen i Kina i 2023 og Maos store spring fremad

I seneste afsnit af vores podcast, Økonomiske principper, kom Claus og jeg bl.a. ind på den lave fertilitet og det deraf faldende befolkningstal på sigt.

Lav fertilitet er et emne, jeg tror, vil få stor politisk opmærksomhed inden for de næste 10-20 år, fordi ændringerne i mange lande er ekstreme, og fordi det – som Otto har skrevet om tidligere – kan have alvorlige implikationer for menneskeheden (kort sagt tænker 8 milliarder hoveder bedre end 4 milliarder). Jeg har også selv tidligere skrevet om teknologisk tilbagegang på Tasmanien som følge af et lavt befolkningstal.

Derfor er jeg begyndt at lægge mere mærke til historier om befolkningstal, og forleden lagde jeg mærke til nedenstående figur, som blev delt på X. Figuren viser, at fødselstallet i Kina er omtrent halveret siden 2016.

Halveret! Tænk lige over det. Det betyder alt andet lige, at behovet for fx pædagoger og vuggestuer mv. på bare syv år bliver halveret. En helt vild udvikling i mine øjne.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor fødselstallet er halveret på blot syv år. Og selvom der er mange faktorer, der spiller ind, tyder noget på, at Maos store spring fremad har en betydelig indvirkning. Nedenstående figur viser befolkningspyramiden i Kina, som den så ud i 2020. Bemærk årgangene der er ca. 60 år gamle. De er markant mindre end de øvrige årgange. Og det hænger sammen med at Maos fejlslagne politik førte til omfattende hungersnød i Kina netop i de år (de 60-årige er født i 1960).

Her er hvad Den Store Danske skriver om hungersnøden:

Sultkatastrofen i kølvandet på Det Store Spring Fremad kulminerede i 1960, da det gennemsnitlige nationale daglige kalorieindtag i Kina var nede på 1535. Det er meget lidt, når man tager i betragtning, at der dagen lang blev udført hårdt fysisk arbejde.

Det er især interessant, at de 17-årige i 2020 (der i 2023 var 20 år) er den mindste årgang blandt dem, der er omkring den alder, hvor man normalt stifter familie. I Kina er gennemsnitsalderen for fødende ca. 28 år, så der er ikke noget, der tyder på, at Kina endnu har nået bunden i forhold til små årgange. De kan sagtens være meget mindre om 5-10 år, når de mindste årgange får børn, end de var i 2023.

Spørgsmålet er, hvad det her kommer til at betyde for fremtidige generationer. Både økonomisk og geopolitisk kan det få enorme konsekvenser.

Dansk public choice workshop 2024 – i Aarhus

Som trofaste læsere ved, afholder vi hvert år i slutningen af januar den danske public choice workshop. Workshoppen er en éndags-event, hvor forskere fra Danmark og andre lande kommer for at præsentere deres nye forskning, og for at høre og diskutere andres nye forskning i public choice og politisk økonomi. Det er altid en venlig og hyggelig event, hvor folk på alle trin i deres karriere deltager. Jeg har også adskillige gange oplevet både bachelor- og kandidatstuderende, der deltog og fik enten idéer til opgaver, eller en indsigt i, hvad forskere kigger efter. Og særligt for studerende er det en god mulighed for at tale med andre forskere, de måske er interesserede i.

Progammet er nu parat for workshoppen, der afholdes på Aarhus Universitet fredag den 26. januar fra klokken 11-18. Stedet er bygning 2630 (K), lokale 101 og 102. Nedenfor er hele programmet. Alle interesserede er velkomne til at deltage i workshoppen, eller måske bare sidde med på en enkelt session i løbet af dagen.

11.00: Welcome

11.05: Institutions and economic freedom (Chair: Niclas Berggren)

Andreas Bergh (Lund) and Richard Öhrvall (Linköping): Market Friendliness and Social Trust: Evidence from Sweden

Peter Nannestad (Aarhus): Cultural, Economic, and Institutional Correlates of Private Charity: Exploring Some Macro-Level Evidence

Jerg Gutmann (Hamburg) and Tim Krieger (Freiburg): Economic Freedom and Varieties of Peace

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Economic Freedom and Academic Freedom: An Extension of the Hayek-Friedman Hypothesis

Martin Paldam (Aarhus): Can Democracy and Religiosity Explain Corruption? An Empirical Survey of Cross-Country Data

12.50: Lunch

14.30a: Local-level effects (Chair: Josh Bedi)

David Sandberg (Lund): The effects of a local labor market shock on young adults: Evidence from military base closures in Sweden

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus): Can Economic Rationality Help Explain Rollo’s Career in Normandy around Year 900?

Josh Bedi (CBS): Protecting Postville? The Impact of Deportation on Local Crime Rates

14.30b: Populist policy (Chair: Andrea Sáenz de Viteri)

Lasse Eskildsen and Christian Bjørnskov (Aarhus): Do Blasphemy Restrictions Restrict Terrorism?

Jan Fałkowski, Łukasz Hardt, Jacek Lewkowicz (Warsaw): Political Affiliation and Voting on Interest Rates: Some Evidence from the Monetary Policy Council in Poland, 1998-2022

Andrea Sáenz de Viteri (VSE Prague) and María Julieta Sammartino (Navarra): Currency Overvaluation and Populism in Latin America

1600: Coffee

16.25a: Public economics (Chair: Henrik Jordahl)

Line Andersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Assessing the potential productivity gains in municipal administration: Evidence from benchmarking in Denmark

Rasmus Wiese and Steffen Eriksen (Groningen): Willingness to pay for improved public education and public health systems: The role of income mobility prospects

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Influence of Policy Instruments and Voter Pressure on Pass Rates in Lower Secondary Schools in Denmark

Henrik Jordahl (Örebro), Astghik Mavisakalyan (Curtin), and Panu Poutvaara (CESIfo): Attractiveness and Preferences for Redistribution: The role of Gender

16.25b: Constitutions and autocracy (Chair: Christian Bjørnskov)

Katarzyna Metelska-Szaniawska (Warsaw), Jerg Gutmann (Hamburg), and Stefan Voigt (Hamburg): Can new constitutions tighten the reins? The effect of constitutional change on constitutional compliance

Stefan Voigt and Jerg Gutmann (Hamburg): Extending the Separation of Powers– A Silver Bullet for Making Constitutional Democracy Sustainable?

Lasse Aaskoven (Southern Denmark) and Brenda van Coppenolle (Sciences Po, Paris): Autocratization and Political Dynasties: Evidence from Denmark

Christian Bjørnskov (Aarhus), Andrea Sáenz de Viteri (VSE, Prague), and Martin Rode (Navarra): A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean

18.10: End of workshop

Gæsteindlæg: Økonomisk frihed og luftforurening

Vi bringer idag et gæsteindlæg fra Nikolaj Richardt Pedersen, der er elev i 3.G på Herlufsholm Gymnasium.

Fra marts til oktober 2023 har jeg været en del af Projekt Forskerspirer, et akademisk projekt administreret af KU og AU, som er rettet mod gymnasieelever. Jeg har været så heldig at få muligheden for at arbejde med Christian Bjørnskov, som har hjulpet med at udarbejde en længere synopsis for et forskningsprojekt. Nedenstående er et uddrag af denne synopsis.

Luftforurening er noget, der typisk er en usynlig dræber. En tydelig tendens kan bemærkes: Rige og velfungerende lande har en markant lavere grad af skadelig luftforurening. Samtidig har økonomen Donald Boudreaux udtalt, at verden bliver ”Cleaned by Capitalism”, hvor markedsmekanismen antagelsesvis over tid, udbyder mindre skadelige produkter. En del tidligere forskning har udledt, at når lande opnår et vist niveau af velstand, begynder de at rengøre miljøet. Inden dette niveau opnås, forurenes der stadig mere; det omtales som den miljømæssige Kuznets kurve. Økonomisk frihed antages at sikre en større idéudveksling og innovationskraft, der skaber grønnere løsninger samt økonomisk vækst. Egenskaber, der i sig selv fremmer produkter, som i produktionen og anvendelsen udleder mindre luftforurening.

Undersøgelsen er en kvantitativ sammenholdelse af ’økonomisk frihed’ som den uafhængige variabel overfor luftforurening som den afhængige variabel. Derved bygger undersøgelsen på Fraser Institutes Economic Freedom Index og luftforureningsparametrene PM2.5, PM10 og NO2 fra Word Health Organization, Word Development Indicators, og OECD. På baggrund af alle OECD-lande i perioden 1990-2019, hvor landene sammenlignes relativt til år 2019 og udvalgte lande sammenlignes ift. deres udvikling i perioden.

En væsentlig fejlkilde i enhver sammenligning er, at en udvikling i økonomisk frihed vil tage tid, før det vil virke forbedrende på luftforurening. Derfor formodes luftforureningsværdierne at være et billede af niveauet af økonomisk frihed for flere år tilbage. Desuden forudsættes det i undersøgelsen, at sammenhængen mellem variable er cirka lineær. Ligeledes tager undersøgelsen ikke højde for OECD-landenes outsourcing af luftforurenende produktion, men alligevel har udviklede lande relativt bæredygtig produktion og produkter.

Jeg viser her en række udvalgte resultater fra den synkrone undersøgelse i figurform:

For to af forureningsindikatorerne (PM2.5 og PM10) fandtes en outlier, der alle steder er korrigeret væk af geografiske årsager. Der observeres en fin forklaringsgrad (en R2 mellem 0,42 og 0,60(, og et diagram, hvor datapunkterne ligger ganske tæt på af tendenslinjen.

Følger man udviklingen i lande over tid, får man meget lignende mønstre. Her er to udvalgte diagrammer fra den diakrone undersøgelse.

Der er få datapunkter, men diagrammet for Sydkorea viser umiddelbart en fin tendens. For lande, som Estland med en næsten konstant grad af økonomisk frihed i perioden, kan en tendens ikke ses. I Estland ser man derimod et konstant fald efter transitionen væk fra socialisme og en meget stor stigning i den økonomiske frihed i 1990erne.

Samlet kan man bemærke, at økonomisk frihed i nogle tilfælde umiddelbart ser ud til at kunne forklare 50-60% af udviklingen i den afhængige variabel. Både udviklingen i lande og særligt mønstret på tværs af lande udmærker sig til et fint empirisk grundlag, der bør sammenkobles til teorien bag. Der er altså klart indicium for en nævneværdig sammenhæng mellem graden af økonomisk frihed og skadelig luftforurening i et givent land.

Nikolaj ‘vandt’ desværre ikke forskerspireprojektet, men hans projekt var virkeligt fint. Og der ligger så absolut et emne for et glimrende bachelor- eller specialeprojekt, der kunne tage udgangspunkt i hans forskerspirearbejde. Varmt anbefalet herfra!

Er vi hver især blevet mere frie siden 1972 til at leve det liv, vi ønsker os?

Jeg hørte forleden, at statsministeren ”talte usandt”, fordi hun sagde, at Dronning Magrethe blev udråbt til dronning på en ”regnfuld januardag i 1972”. For det regnede ikke!

En lettere ligegyldighed i mine øjne, for der var faktisk en anden ting ved nytårstalen, der er mere værd at diskutere. Mette Frederiksen hævdede, at Dronningen overlader os et land, ”hvor vi hver især er mere frie til at leve det liv, vi ønsker os”.

Men er det korrekt?

Da Dronningen tiltrådte i 1972 var skattetrykket en del lavere end i dag. På trods af skatteoprøret ved Jordskredsvalget er skattetrykket siden 1972 steget fra ca. 40% til ca. 45% (faldet i 2022 er midlertidigt). Vi er altså blevet mindre frie i forhold til at bestemme over vores egen indkomst.

På reguleringsområdet er situationen lidt mere usikker. Nogle store klumper er siden 1972 blevet dereguleret (fx luftfarts- og telesektoren). Men samtidig viser opgørelserne af regelmængden, at den er eksploderet fra ca. 7 mio. ord i 1989 til ca. 20 mio. ord i 2022. Noget tyder altså på, at vi på nogle områder har fået væsentligt mere frihed, mens friheden på mange andre områder er blevet indskrænket.

I mine øjne er det derfor lidt friskt uden dokumentation at hævde, at vi danskere i dag er mere frie til at leve det liv, vi ønsker os, end vi var, da Dronning Magrethe blev udråbt til dronning – hvordan vejret så end var den dag. Det er naturligvis ikke Dronningens skyld. Men HVIS statsministeren vil sige noget om, hvordan det politisk er gået i Dronningens regeringstid, så bør hun forholde sig til det, som data rent faktisk viser: Større skattetryk og flere regler, men heldigvis krydret med nogle væsentlige klumper deregulering undervejs.

Vækst efter Solow og Swan

Forleden skrev Otto om den amerikanske nationaløkonom Robert Solow, der døde umiddelbart før jul. Han var modtager af både John Bates Clark-medaljen i 1961 og Nobelprisen i 1987 for sit arbejde omkring langsigtet økonomisk vækst. Solow var utvivlsomt en stor økonom, men er idag primært kendt for den vækstmodel, der bærer hans navn – ofte sammen med Trevor Swans, der på samme tid og uafhængigt af Solow nåede til den samme indsigt.

Solow og Swans berømte indsigt er, at økonomisk vækst der kun er baseret på ‘almindelige’ investeringer i udstyr, ressourcer og arbejdskraft, holder op. Grunden er, at mens den ekstra, marginale effekt af mere udstyr osv. falder – maskine nummer 110 gør ikke nær så stor en forskel som maskine nummer 11 – stiger omkostningerne til vedligehold og udskiftning af udstyr, og omkostninger til løn, lineært: Maskine nummer 110 og arbejder nummer 89 koster det samme i vedligehold eller løn som nummer 11 og 9. Den grundlæggende indsigt er derfor, at permanent langsigtet vækst nødvendigvis må komme fra produktivitetsfremskridt.

Tiden efter at Solow og Swans indsigt var blevet accepteret af økonomprofessionen, blev derfor kendetegnet ved to ting. For det første skiftede meget af den økonomiske interesse i 1960erne og 1970erne til konjunkturanalyse. For det andet, og i særlig grad fra slutningen af 1980erne, skiftede interessen i vækstforskning til det indlysende spørgsmål: Hvor kommer produktivitetsfremskridtene så fra, og hvorfor er nogle lande foran andre i produktivitetsudvikling?

Et at af de meget få bidrag fra 1960erne var med til at starte det, vi idag taler om som ‘endogen vækstteori’. Det er ikke – som nogen studerende til tider tror – en enkelt teori, men en hel familie af teorier med det fællestræk, at de alle forsøger at forklare hvor produktivitetsudviklingen kommer fra. Bidraget fra 1960erne af Richard Nelson og Edmund Phelps foreslog, at uddannelse var central. Som de skrev:

We suggest that, in a technologically progressive or dynamic economy, production management is a function requiring adaptation to change and that the more educated a manager is, the quicker will he be to introduce new techniques of production. To put the hypothesis simply, educated people make good innovators, so that education speeds the process of technological diffusion.

Vækstteori efter Solow og Swan gik dog langsomt igang, og det var først sidst i 1980erne at den senere Nobelprismodtager Paul Romer tog Nelson og Phelps idéer op igen, at der virkelig kom gang i den videnskabelige udvikling. Romers idé var, at jo bedre uddannede ens medarbejdere er, jo mere sandsynligt er det, at de finder på noget nyt. De to teorier er derfor ikke modsætninger, fordi Romer primært interesserede sig for, hvor innovationen kom fra, mens Nelson og Phelps mere fokuserede på, hvordan den spredte sig til andre virksomheder.

Der er en række andre teori, der alle hører til endogen vækstteori. Philippe Aghion og Peter Howitt foreslog tidligt, at man burde forestille sig en økonomi med nogen virksomheder med en forsknings- og udviklingsafdeling. Innovationen fra afdelingerne ville kunne give virksomhederne en konkurrencefordel indtil deres konkurrenter indhentede dem. Mens Aghion og Howitt således satte spot på det faktum, at der findes almindelige investeringer og investering i innovation – investeringer er således ikke én, men to ting – rejste deres model også en række spørgsmål om, hvilken grad innovation bør patentbeskyttes. En lidt anden gren af de endogene vækstteorier er de såkaldte AK-modeller, der alle hviler på at investeringer på en eller anden måde giver en ekstraeffekt i forhold til Solow og Swans model. Kenneth Arrow foreslog for eksempel tidligt, at når en virksomhed investerer i mere udstyr, sker der også en slags learning-by-doing. Når folk flytter job, eller virksomheder på andre måder lærer af hinanden, spreder disse learning-by-doing gevinster sig til andre virksomheder, der måske slet ikke investerede selv. Der bliver på den måde en ‘positiv eksternalitet’ af virksomheders investeringer i nyt udstyr, maskinel eller teknologi.

Vækstteori er derfor blevet et felt i nationaløkonomi, som man kan bruge et helt fag eller to på at undervise i. Men stort set alt nyt i vækstteori starter med Solow og Swans fundamentale spørgsmål: Hvor kommer den ekstra produktivitet fra? Uden hundreder af verdens dygtigste økonomer, der har brugt år af deres liv på at tænke på spørgsmålet, eller tænke over hvordan man empirisk kan undersøge, hvilke teorier der bedst passer på virkeligheden, var vi aldrig kommet til vores nuværende forståelse af vækstprocesser. Det, man virkeligt kan undre og ærgre sig over, er at så mange virksomhedsledere og politikere stadig ikke har forstået Solow og Swans indsigt, men stadig tror, at jo flere ressourcer et land smider efter almindelige investeringer, jo bedre gør det. Det har vi i forskningen vidst sideen 1956 ikke er sandt.

Hvad ved vi om effekterne af færre SU-klip?

Regeringen har indgået aftale med partierne Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti om at sløjfe det sjette SU-år.

Aftalen har bl.a. ført til en lind strøm af fortællinger om studerende, der angiveligt ville have smidt hele deres lægefremtid (med tilhørende høje indkomst) på møddingen, hvis ikke det var for de 75.000 kr., man kan få i SU det sjette år.

Selvom den slags historier oftest fremstår relativt utroværdige, er det klar, at der selvfølgelig vil være nogle effekter. Men hvad ved vi om dem?

Ikke meget – men alligevel lidt. I 2012 var jeg med til at gennemgå litteraturen i et projekt for DEA, og der så vi faktisk netop på effekten af færre SU-klip. Jeg har netop genlæst kapitlet, og det er faktisk ganske informativt, så nedenfor er det i sin fulde udstrækning.

I kan læse om effekten af andre dele af SU’en (højere SU og øget adgang til SU-lån) i rapporten, som kan downloades her.

2.2 Færre SU-klip

Færre SU-klip gør det alt andet lige dyrere for den studerende at blive forsinket på sit studie. Dette vil trække imod, at den studerende er mere flittig, bliver hurtigere færdig og består flere eksaminer. Færre SU-klip vil også have en negativ effekt på antallet af studerende, da det alt andet lige bliver mindre attraktivt at studere. Effekten på frafaldet kan gå i begge retninger. Studerende, der bliver forsinket i løbet af studierne, vil have en større tendens til at falde fra. Til gengæld vil det mindre optag primært være forårsaget af unge, der forventer, at de vil have svært ved at gennemføre studierne på normeret tid, hvilket kan trække imod, at frafaldet bliver mindre.

De studier, vi har gennemgået, bekræfter i vid udstrækning de teoretiske forudsigelser. Tabel 3 opsummerer de fundne resultater. I de efterfølgende afsnit beskrives og uddybes resultaterne.

Tabel 3: Overblik over effekterne af at reducere antallet af SU-klip

Studietid

Resultaterne af de studier, vi har gennemgået, viser, at færre SU-klip vil have en positiv effekt i form af kortere gennemsnitlig studietid i Danmark.

Häkkinen og Uusitalo (2003) undersøger effekterne af SU-reformen i Finland i 1992. Reformen betød, at den maksimale periode, man kunne modtage studiestøtte, blev reduceret med knap 2½ år fra 7 år til 4 år og 7 måneder. Häkkinen og Uusitalo (2003) finder, at reformen medførte, at de studerende i gennemsnit havde 52% større chance for at blive færdig hver måned svarende til, at de blev færdige 3 måneder tidligere. En del af effekten kan dog forklares af den lokale arbejdsløshed, som fik studerende uden studiejob til at bruge mere tid på studierne. Tager man højde for arbejdsløsheden, medførte reformen, at der hver måned var 14% større chance for, at de studerende blev færdige — effekten er dog ikke signifikant. Den eneste undergruppe af studerende, hvor Häkkinen og Uusitalo (2003) finder en signifikant effekt af reformen, er studerende på de studier, hvor man før reformen i gennemsnit var længst tid om at gennemføre.

Heineck m. fl. (2006) undersøger effekten af, at tyske studerende skal betale EUR 500 – 900 pr. semester, hvis de ikke er færdige med deres studier senest fire semestre efter den normerede tid. Heineck m. fl. (2006) opdeler effekterne på forskellige studieretninger og finder nogle interessante resultater. De viser, at effekten af at indføre betaling for langtidsstuderende er forskellig, afhængigt af studiets karakteristika. På matematiske studier som kemi, fysik og økonomi medfører en økonomisk straf ingen signifikant effekt på antallet af studerende, der færdiggør deres studier, men der er signifikant flere, der dropper ud. På lang sigt medfører frafaldet, at færre færdiggør deres studier. På mindre matematiske studier som biologi og psykologi, er der på kort sigt signifikant flere, der består, men ingen signifikant effekt på antallet, der dropper ud. På lang sigt er effekterne de samme. Resultaterne er summeret i tabellen nedenfor.

Tabel 4: Effekter af at indføre tuition fees for langtidsstuderende i Tyskland

Heineck m. fl. (2006) forklarer forskellene med, at de studerende på de mere matematiske studier er langtidsstuderende, fordi de simpelthen ikke kan bestå på normeret tid. Ved at indføre økonomiske konsekvenser for de langtidsstuderende, gør man det mindre attraktivt at studere, og da de ikke kan bestå til tiden, dropper de i stedet i højere grad ud. På de mindre matematiske studier er det derimod andre ting, der fastholder de studerende på studierne, så der ser man ikke samme effekt.

Ved hjælp at data fra 1992-2000 undersøger Garibaldi m. fl. (2007) sammenhængen mellem tidsprofilen på studieafgifter og studieindsatsen. Data er hentet fra et italiensk universitet, hvor de studerende betaler forskellige indkomstafhængige studieafgifter. Undersøgelsen benytter data for de studerende, som indkomstmæssigt ligger lige på grænsen mellem to afgifter. Ved at sammenligne dem lige over grænsen med dem lige under grænsen konkluderer Garibaldi m. fl. (2007), at en 1.000 EUR stigning i studieafgift på det sidste studieår reducerer sandsynligheden for at afslutte uddannelsen for sent med 6,1%-point fra 80% til 73,9%, og at sandsynligheden for at droppe ud ikke ændres signifikant. På baggrund af deres resultater konkluderer de, at en stigende betaling (eller faldende SU) kan være optimalt, når det offentlige subsidierer studerende.

Frafald

Se beskrivelsen af resultaterne i Heineck m. fl. (2006) ovenfor.

Studieindsats

Belot m. fl. (2007) undersøger effekterne af en reform i Holland på førsteårsstuderende. Reformen reducerede den maksimale periode, man kunne modtage studiestøtte, med et år til normeret studietid. Belot m. fl. (2007) finder en svag, men ikke signifikant, stigning i antallet af førsteårsstuderende, der dropper ud som følge af reformen. De finder også — hvad de finder interessant — at reformen havde en signifikant effekt på karaktergennemsnittet blandt førsteårsstuderende, ligesom de førsteårsstuderende i gennemsnit bestod flere eksaminer efter reformen. Resultaterne indikerer, at truslen om at stå uden SU på de sidste år af ens studier, kan være nok til, at man øger indsatsen på studiet allerede fra første år. Belot m. fl. (2007) finder ud over de nævnte effekter, at de studerende er mindre tilbøjelige til at skifte studie, hvilket skyldes, at omkostningerne ved et studieskifte som følge af reformen er steget. Generelt er effekterne kraftigere, jo yngre de førsteårsstuderende er.

Studieskift

Se beskrivelsen af resultaterne i Belot m. fl. (2007) ovenfor.

Personlig frihed – hvad kostede nedlukningerne

Forledeen udkom dette års rapport om menneskelig frihed – The Human Freedom Index 2023: A Global Measurement of Personal, Civil, and Economic Freedom af Ian Vásquez, Fred McMahon, Ryan Murphy, og Guillermina Sutter Schneider. Rapporten er altid interessant, men i særlig grad i år, fordi den giver det første klare, empiriske estimat på, hvor meget almindelige menneskers frihed bleve indskrænket gennem nedlukningerne i 2020 og 2021. Som vores oversigt nedenfor viser, er det ikke bare pjat!

Ser man særligt på indekset over personlig frihed – retssikkerhed, personlig sikkerhed, bevægelses-, religons-, forsamlings-, relations, og ytringsfrihed – styrtdykkede det i løbet af nedlukningerne med et gennemsnitsfald på 0,3 point på en 10-skala, eller 4 % af indekset. For Danmark var faldet 0,22, mens kun få lande i verden så deciderede forbedringer over de tre år. Danmark lå således nogenlunde i midten af de vestlige landes begrænsninger af de friheder, som Grundloven og de fleste andre demokratiske forfatninger beskytter.

Spørgsmålet er, hvor stort det fald egentlig er? Dykker man ned i tallene finder man ikke overraskende, at det helt store fald gennem nedlukningerne var bevægelsesfrihed. I adskillige lande, bl.a. dele af Australien, var det forbudt at bevæge sig mere end et par kilometer væk fra ens hjem, og da kun for at købe nødvendigheder. Man man finder også en lang række lande, inklusive adskillige demokratier, der begrænsede forsamlingsfriheden markant, ligesom en række lande begrænsede folks religionsfrihed og verdens diktaturer brugte lejligheden til at indskrænke borgernes ytringsfrihed ganske kraftigt.

Et spørgsmål er, hvordan man skal vurdere dette fald? Kan man for eksempel omsætte det til kroner og ører? Svaret er jo, fordi man kan give et bud på, hvordan nationalindkomst og personlig frihed hænger sammen på langt sigt. Det tillader en at beregne, hvor meget fattigere lande typisk er, der har svagere personlig frihed – en såkaldt kompenserende indkomstvariation. Beregner man sådan en ud fra de data, vi har fra Cato, svarer den til omtrent 30.000 kroner per dansker, eller totalt set cirka 170 milliarder kroner.

Uanset hvordan man ser på det, har nedlukningerne gennem deres svækkelse af folks personlige frihed haft voldsomt skadelige virkninger. Nedlukningerne skadede folks liv på snart sagt alle fronter – deres økonomi, den efterfølgende inflationskrise, deres personlige frihed, og de liv, der nu tabes til kræft og hjertesygdomme, der kunne være behandlet hvis man ikke havde omstillet sygehusvæsenet til én sygdom. Hvorfor politikere og visse meningsdannere stadig synes at mene, at de var en god idé, er et mysterium.

Økonomisk frihed og individualisme forstærker hinanden

For at bekæmpe den sorte økonomi vil den danske regering afskaffe 1000-kronesedlen. Man kan mene om forslaget hvad man vil, og endda spørge om formålet med det – at få flere penge i statskassen ved at tvinge økonomisk aktivitet til at blive registreret og beskattet – overhovedet er proportionalt med midlet, og om det vil virke. Men diskussionen rejser også et andet spørgsmål: Hvorfor har nogle lande så store undergrundsøkonomier og meget sort arbejde, mens andre lande ikke har? Det har den amerikanske forsker James Saunoris (Eastern Michigan University) et nyt svar på.

I artiklen “Individualism, economic freedom, and the development of the shadow economy“, der lige er accepteret hos Economic Systems, undersøger Saunoris netop, hvorfor nogle lande har mere sort økonomi. Hans udgangspunkt er, at tidligere forskning fra bl.a. Axel Dreher (Universität Heidelberg) har vist, at reformer der øger borgernes økonomiske frihed, også formindsker den sorte økonomi. Andre forskere har i stedet fokuseret på det som et kulturfænomen, og for eksempel vist, at der er mere sort økonomi i kollektivistiske kulturer, og mindre i individualistiske kulturer.

Saunoris’s undersøgelse peger på, at begge regninger i forskningen har ret, men går et skridt videre. Det viser sig nemlig, at de to forhold – økonomisk frihed og en individualistisk kultur – forstærker hinanden! Kombinationen af en høj grad af økonomisk frihed og en stærkt individualistisk kultur giver typisk den mindste undergrundsøkonomi og mindre sort arbejde.

Den nye forskning peger således på, som Saunoris konkluderer, at økonomisk og institutional politik, der forøger borgernes økonomiske frihed, reducerer den sorte økonomi mere i individualistiske kulturer. Det er for eksempel Danmark, der på trods af Socialdemokraternes ihærdige forsøg fra 1950erne og frem, stadig er et af de mest individualistiske samfund i verden. Men det betyder også – med direkte reference til den danske regerings indsats for tiden – at reducerer man den økonomiske frihed, reagerer borgere i lande som Danmark, Storbritannien og Australien også mere, ved at forsøge at rykke aktivitet væk fra statens og Skats klamme hånd. Med andre ord peger den nye forskning på, at når den elendige SVM-regering forøger den offentlige sektors størrelse, giver Skat mere magt, og regulerer samfundet tættere, vil danskerne forsøge at skabe en større sort økonomi for at beskytte sig selv. Det selvforskyldte probleem hjælper afskaffelsen af 1000-kronesedlen næppe på.

Utilsigtede konsekvenser i handelsaftaler

Min klumme i Børsen idag har titlen “Politik med gode hensigter kan have utilsig­tede konsekvenser.” Udgangspunktet for klummen er ny forskning fra tidligere i år af Ryan Abman, Clark Lundgren (begge San Diego State University), John McLaren (University of Virginia), og Michele Ruta (IMF), der undersøger effekterne af regionale handelsaftaler. NBER-papiret har titlen “Child Labor Standards in Regional Trade Agreements: Theory and Evidence”, og bag den lidt kedelige titel gemmer der sig en ret grim konklusion: Regionale handelsaftaler, der forbyder børnearbejde, fører til stigninger i ulandes brug af børnearbejde.

Man fristes til at udbryde, at “Det var jo ikke meningen!” Men det er faktisk konsekvensen, og den er ikke svær at forstå fra et nationaløkonomisk perspektiv. Som jeg skriver i Børsen: Liberaliserende handelsaftaler skaber for eksempel nye økonomiske muligheder for fattige mennesker, der i højere grad kan eksportere landbrugsvarer eller få arbejde i tekstilindustri og andet, når handelsmurene falder. Med andre ord er liberaliserende handelsaftaler med ulande ofte særlgit gavnlige for fattige mennesker i fattige lande, men kun hvis de har manøvrerum til at udnytte mulighederne.

Der hvor det kan gå galt er, hvis USA, Japan og EU (i særlig grad) insisterer på at skrive krav ind, som f.eks. forbud mod børnearbejde. De kan ‘føles godt’, men kan decideret ødelægge muligheder for fattige mennesker. Hvis man gør brug af lidt børnearbejde, som det var almindeligt i dansk landbrug for 100 år siden, vil en sådan handelsaftale effektivt forbyde en af eksportere sine varer. Det samme gælder, hvis man ikke bruge børnearbejde eller noget der ligner, men ikke kan dokumentere det. I begge tilfælde kan handelsaftalen se liberaliserende ud, men forbuddet mod børnearbejde bliver en meget effektiv teknisk handelshindring.

Den nye NBER-forskning er således et fremragende eksempel på, at politik ofte har utilsigtede konsekvenser. Vi er som nationaløkonomer trænede i, at evaluere de totale konsekvenser af politiske tiltag, inklusive de utilsigtede. Det er en af grundene til, at nationaløkonomer ofte er så upopulære – særligt blandt det velmenende segment – fordi vi kommer til at understrege, at gode hensigter sagtens kan føre til dårlige udfald. Det er en af de vigtige grunde til, at regulering og andre begrænsninger af folks økonomiske frihed ofte rammer skævt eller helt modsat af intentionen, og dermed også en politisk uvelkommen advarsel mod at detailregulere folks liv og virke.

Stefan Sløk-Madsen om hvordan Danmark blev rigt

The Institute of Economic Affairs i London har siden 1955 påvirket debatten om økonomisk politik i Storbritannien. IEA var for eksempel en væsentlig kilde til idéer og politikforslag for Margaret Thatcher, ligesom tænketanken idag leverer både debat og forslag til britisk politik – også selvom de ikke altid er videre populære på den britiske højrefløj. Da Cepos blev grundlagt i 2004 var IEA derfor et af forbillederne. Og det vedbliver den med at være, da tænketanken i London har globalt ‘reach’ og udgiver fremragende podcasts og interviews. Forleden dag blev det så tid til historien om, hvordan Danmark blev rigt og økonomisk frit.

Den dygtige Matthew Lesh interviewer her punditokraternes ven og Cepos’s uddannelsesleder Stefan Sløk-Madsen, der også er ekstern lektor på CBS. Baggrunden er Stefans bog fra sidste år Danish Capitalism in the 20th Century: A Business History of an Innovistic Mixed Economy, som netop fortæller historien om dansk erhvervsliv og hvordan økonomisk frihed var centralt for at netop Danmark var en af de store vækstsucceser mellem 1870 og 1920erne. Interviewet er vældigt interessant og informativt, og er varmt anbefalet.