I starten af coronapandemien så vi adskillige virksomheder, som lynhurtigt omstillede deres produktion til at producere værnemidler, håndsprit mv. Lego producerede fx visirer, og destillerier omstillede produktionen til håndsprit.

Men det skete på ingen måde uden sværdslag med Regelstaten. Fx krævede omstillingen til fx at producere håndsprit dispensationer fra reglerne, og senere fik adskillige virksomheder ørerne i Regelstatens maskine, fordi de fx brugte et ikke-godkendt desinficerende stof eller ikke levede op til krav ift. indpakningen.

Siden problemerne med at forsyne Ukraine med artillerigranater dukkede op, har min mavefornemmelse derfor sagt mig, at det bl.a. er regulering, der står i vejen for, at industrien kan udvide produktionen mærkbart.

Jeg har derfor forsøgt at finde eksperter inden for området, men desværre hidtil uden held. Men Punditokraternes læsere skal ikke snydes for det, jeg har fundet indtil videre.

Forleden modtog jeg nedenstående nyhedsbrev fra Christopher Snowdon, der er ”Head of Lifestyle Economics” hos IEA.

Snowdon peger på væsentlige problemer i Storbritanniens regulering af tobaks- og nikotinprodukter, som ligner de danske til forveksling.

Jeg har tidligere udgivet et notat om totalforbuddet mod at reklamere for (de mindst skadelige) tobaksprodukter, og der er masser af andre forbud (fx forbuddet mod at sælge e-cigaretter med andre smage end tobak og mentol) der trækker i samme retning: At det bliver sværere for rygerne at skifte til mindre skadelige produkter.

Reguleringen kan med andre ord koste menneskeliv.

Alligevel forsøger Kræftens Bekæmpelse & Co. med stor iver at forhindre rygerne i at få let adgang til de mindre skadelige produkter. Et af argumenterne er, at nikotinprodukterne er skadelige for de unge. Og det er jo rigtigt. Og uanset at nogen nok vil mene, at det er forældrenes opgave at sørge for, at de unge opfører sig fornuftigt, så bemærker Snowdon, at det – i stedet for at indføre flere og flere regler – vil give mere mening at håndhæve den eksisterende lovgivning, så butikker ikke sælger tobaks- og nikotinprodukter til børn.

Det er et uhyre vigtigt område, og det ærgrer mig, at jeg ikke har tiden og ressourcerne til at tage kampen op. I stedet må I nøjes med Snowdons velskrevne og informative nyhedsbrev nedenfor og hans gode indlæg i forskellige medier.

Jeg syntes, at dette indlæg fra den altid indsigtsfulde John Cochrane, var yderst interessant. Så hermed en opfordring til at læse det hele. Nedenfor et lille udpluk, hvor Cochrane citerer sit eget indlæg i Wall Street Journal.

An oped at the WSJ. I can’t post the whole thing for 30 days, but here are some tidbits and some extra commentary.

Incompetent Elites Make Trump Look Appealing

His supporters don’t love everything about him but are sick of being disdained and misgoverned.

Democrats and traditional Republicans are flummoxed. How are 4 in 10 of our fellow citizens ready to vote for Donald Trump? …

What motivates Trump supporters? Simple: They want their country back.

I mention Iraq, Afghanistan, and the financial crisis, all of which hit middle America hard, and from which they surmised that the foreign policy and economic elites don’t know what they’re doing. I mention official Washington’s Trump derangement, the second round of the illegitimacy wars.

In 2020 Covid hit. Trump supporters initially went along, trusting institutions. But the pandemic soon exposed the politicized incompetence of the Food and Drug Administration, the Centers for Disease Control and Prevention, and the scientific establishment. Lockdowns destroyed lives. Officials made up rules and ramped up censorship. Inquiries about whether the virus came from a lab leak, or anything negative about masks or vaccines, became “misinformation” subject to censorship. Trump supporters saw media, tech companies and national-security bigwigs suppress the news of the Hunter Biden laptop just in time for the election.

When schools went remote, parents found out what was actually going on inside the classrooms. Teachers were coaching students to hate themselves, their country and their religious traditions and sexualizing young children. The FBI treated angry parents as domestic terrorists. After Oct. 7, Trump supporters learned that universities are incompetent and politicized and disdain people like them. They saw that once-trusted mainstream-media outlets had become political advocates long ago.

Voters see the chaos of a dysfunctional immigration system spill into their neighborhoods. They see crime overwhelming and shutting down cities where officials refuse to enforce laws. They see the homeless invading public spaces.

They aren’t proud of Mr. Trump’s actions after the 2020 election. But 91 felony counts, some brought by prosecutors who campaigned on a promise to get Mr. Trump, and most unrelated to the election? Bonnie and Clyde didn’t have this much legal trouble! And now disqualifying Mr. Trump from the ballot? “Destroy democracy to save democracy” is no longer a joke. The existence of the deep state seems to be confirmed with every outrage….

This election isn’t about employment, spending promises or 12-point policy plans. Voters everywhere want the basic institutions of American society and government to return to a semblance of apolitical competence.

A little advice at the end:

What should Nikki Haley do? Show that she understands this deep frustration. Explain how she will fix the country’s institutions and why Mr. Trump won’t or can’t.

I seneste afsnit af vores podcast, Økonomiske principper, kom Claus og jeg bl.a. ind på den lave fertilitet og det deraf faldende befolkningstal på sigt.

Lav fertilitet er et emne, jeg tror, vil få stor politisk opmærksomhed inden for de næste 10-20 år, fordi ændringerne i mange lande er ekstreme, og fordi det – som Otto har skrevet om tidligere – kan have alvorlige implikationer for menneskeheden (kort sagt tænker 8 milliarder hoveder bedre end 4 milliarder). Jeg har også selv tidligere skrevet om teknologisk tilbagegang på Tasmanien som følge af et lavt befolkningstal.

Derfor er jeg begyndt at lægge mere mærke til historier om befolkningstal, og forleden lagde jeg mærke til nedenstående figur, som blev delt på X. Figuren viser, at fødselstallet i Kina er omtrent halveret siden 2016.

Halveret! Tænk lige over det. Det betyder alt andet lige, at behovet for fx pædagoger og vuggestuer mv. på bare syv år bliver halveret. En helt vild udvikling i mine øjne.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor fødselstallet er halveret på blot syv år. Og selvom der er mange faktorer, der spiller ind, tyder noget på, at Maos store spring fremad har en betydelig indvirkning. Nedenstående figur viser befolkningspyramiden i Kina, som den så ud i 2020. Bemærk årgangene der er ca. 60 år gamle. De er markant mindre end de øvrige årgange. Og det hænger sammen med at Maos fejlslagne politik førte til omfattende hungersnød i Kina netop i de år (de 60-årige er født i 1960).

Her er hvad Den Store Danske skriver om hungersnøden:

Sultkatastrofen i kølvandet på Det Store Spring Fremad kulminerede i 1960, da det gennemsnitlige nationale daglige kalorieindtag i Kina var nede på 1535. Det er meget lidt, når man tager i betragtning, at der dagen lang blev udført hårdt fysisk arbejde.

Det er især interessant, at de 17-årige i 2020 (der i 2023 var 20 år) er den mindste årgang blandt dem, der er omkring den alder, hvor man normalt stifter familie. I Kina er gennemsnitsalderen for fødende ca. 28 år, så der er ikke noget, der tyder på, at Kina endnu har nået bunden i forhold til små årgange. De kan sagtens være meget mindre om 5-10 år, når de mindste årgange får børn, end de var i 2023.

Spørgsmålet er, hvad det her kommer til at betyde for fremtidige generationer. Både økonomisk og geopolitisk kan det få enorme konsekvenser.

Jeg hørte forleden, at statsministeren ”talte usandt”, fordi hun sagde, at Dronning Magrethe blev udråbt til dronning på en ”regnfuld januardag i 1972”. For det regnede ikke!

En lettere ligegyldighed i mine øjne, for der var faktisk en anden ting ved nytårstalen, der er mere værd at diskutere. Mette Frederiksen hævdede, at Dronningen overlader os et land, ”hvor vi hver især er mere frie til at leve det liv, vi ønsker os”.

Men er det korrekt?

Da Dronningen tiltrådte i 1972 var skattetrykket en del lavere end i dag. På trods af skatteoprøret ved Jordskredsvalget er skattetrykket siden 1972 steget fra ca. 40% til ca. 45% (faldet i 2022 er midlertidigt). Vi er altså blevet mindre frie i forhold til at bestemme over vores egen indkomst.

På reguleringsområdet er situationen lidt mere usikker. Nogle store klumper er siden 1972 blevet dereguleret (fx luftfarts- og telesektoren). Men samtidig viser opgørelserne af regelmængden, at den er eksploderet fra ca. 7 mio. ord i 1989 til ca. 20 mio. ord i 2022. Noget tyder altså på, at vi på nogle områder har fået væsentligt mere frihed, mens friheden på mange andre områder er blevet indskrænket.

I mine øjne er det derfor lidt friskt uden dokumentation at hævde, at vi danskere i dag er mere frie til at leve det liv, vi ønsker os, end vi var, da Dronning Magrethe blev udråbt til dronning – hvordan vejret så end var den dag. Det er naturligvis ikke Dronningens skyld. Men HVIS statsministeren vil sige noget om, hvordan det politisk er gået i Dronningens regeringstid, så bør hun forholde sig til det, som data rent faktisk viser: Større skattetryk og flere regler, men heldigvis krydret med nogle væsentlige klumper deregulering undervejs.

Vores andet eksempel på virkeligt spændende forskning på årets SEA-konference er fra søndag morgen, hvor Jaime Bologna Pavlik (Texas Tech) præsenterede nyt arbejde om sammenhængen mellem korruption og indkomstulighed. Sammen med Justin Callais (University of Louisiana at Lafayette) har hun set på, om reformer, der er effektive i at reducere et lands korruptionsniveau, også gavner de fattige.

Jamie startede sin præsentation med at notere, at de fleste tænker på korruption som et fænomen, der forudsætter at bestikkeren og den, der bliver bestukket, på en eller anden måde deler en politisk forbindelse eller en bureaukratisk sammenhæng. Idéen er, at korruption er et politisk fænomen, eller noget som virksomheder gør for at få særlig behandling eller slippe for regulering og krav i det offentlige bureaukrati. I den optik vil en effektiv reduktion af korruption primært ramme en gruppe relativt velstående personer.

Det særlige er, at når Jaime og Justin undersøger effekterne af reformer der påvirker korruptionen markant -19 der fører til klart mindre korruption og 65, der giver store stigninger i korruptionen – ser det ikke helt sådan ud. De to amerikanere finder at efter korruptionsreducerende reformer får alle i samfundet på længere sigt væsentligt større indkomst – bortset fra de 5 % rigeste og de 20 % fattigste! På samme måde ser det ud til, at større korruption medfører en større indkomst for de 5 procent rigeste, men uden at det særligt klart påvirker andre.

Undersøgelsen er ikke den første, der finder at en vis grad af koruption måske gavner de fattigste i mange samfund. For tre år siden fandt Niclas Berggren og jeg et lignende resultat i en undersøgelse med et meget anderledes forskningsdesign. Det er derfor på sin vis betryggende, at flere detaljerede studier finder det samme. Forskellen ligger ikke i resultatet, men i fortolkningen af det.

Jaime og Justin fortolker deres resultat som en refleksion af, at der er store problemer med at måle indkomst blandt de fattigste. Det gælder ikke mindst, at i mange lande arbejder de fattigste overvejende i den uformelle sektor – den grå økonomi – og de registreres derfor ikke. Selvom resten af samfundet får en indkomststigning, når korruption bekæmpes, mener de derfor, at man ikke kan ‘se’ de fattigstes forbedring, fordi den ikke registreres officielt. Det kan man ikke afvise, men Niclas og jeg fortolkede et næsten identisk resultat anderledes.

Vi fandt for tre år siden, at effekten af korruption på de fattigste 20 procent var tydeligere, når vi fokuserede på deres forbrug i stedet for indkomst. Forbrug er ofte mere præcist målt end indkomst for fattige i lavindkomstlande, hvilket taler imod Jaime og Justins hypotese. Vi tolkede i stedet resultatet som en refleksion af, at fattige holdes tilbage af regulering, der bl.a. holder dem i den grå økonomi og forhindrer iværksætteraktivitet. At kunne bestikke sig udenom reguleringen forbedrer derfor de fattigstes kår ved at afhjælpe en regeringsfejl.

Og sådan er meget samfundsforskning i virkeligheden. Man finder en klar sammenhæng, som ingen kan lide – hvem synes om, at korruption er godt for de fattigste? – men flere studier bekræfter. Men fortolkningen af effekterne kan man blive ved med at diskutere, indtil et tredje studie finder på en måde, at skille dem ad. Indtil da kender man en sammenhæng, men har ikke information til at finde ud af, om man kan gøre noget ved den, bør gøre noget, og i det tilfælde, hvad man kan gøre.