Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2024. Skriv et svar
Danske politikere er glade for at beskatte befolkningen, men ikke for at tale om virkningerne af skat. På venstrefløjen afviser man enten, at skat kan have dynamiske effekter, eller argumenterer for, at man med høje skatter opnår enten ‘lighed’ eller finansierer ‘gode’ formål. På højrefløjen foreetrækker man enten ikke at tale om emnet, eller gør det meget forsigtigt for ikke at forskrække SF-vælgere, der måske kunne skifte parti. Det gør bare ikke emnet mindre vigtigt, eller konsekvenserne af høje skatter mindre skadelige.
Min IFN-kollega Jacob Lundberg har tidligere i år skrevet en rapport for Svenskt Näringsliv – Sveriges pendant til Dansk Industri – om netop det emne, som blev udgivet i maj. Jacob køber ikke argumentet om, at marginalskatten ikke er særligt vigtig. Som han skriver: “Skatterna är bland politikens mest kraftfulla verktyg och spelar stor roll för tillväxten eftersom de påverkar nästan alla ekonomiska beslut som individer och företag fattar.”
Jacob starter med fuldstændigt at afklare en forvirring, der ellers findes i stor stil i både den politiske debat, og desværre endda blandt en række af mine kolleger. Der er to forskellige slags ‘dynamiske’ effekter!
For det første er der de dynamiske effekter, der tales om i den danske debat: Arbejdsudbudseffekter og investeringseffekter. Begge dele er såkaldt dynamiske effekter, der giver statiske effekter. Et højere udbud af arbejde eller større investeringer giver et højere BNP, men når hele effekten er slået til, er der ikke mere i dem.
Den anden slags dynamisk effekt er effekten af skat på iværksætteri og innovation. De to rykker ikke kun på BNP, men på den underliggende vækst i BNP på længere sigt. De type konsekvens glemmes for det meste i debatten, men er i virkeligheden langt vigtigere end arbejdsudbuddet og virksomhedernes almindelige investeringer. Hvorfor der ikke tales mere om dem, er et mysterium.
Er man mere interesseret, gennemgår Jacob en væsentlig del af den nye litteratur i den meget fine og grundige rapport. Det hele kan læses her og er varmt anbefalet for danskere, svenskere, og resten af verden der kan læse svensk.
DR har idag en nyhed om, at DI og flere danske politikere nu mener, at man bør sætte prisgrænsen ned for, hvornår der skal betales told af en importeret vare. Baggrunden er, at det kinesiske firma Temu og flere andre er begyndt at sende mange pakker til Danmark. Danskerne har fundet ud af, at man kan købe mange billige varer hos bl.a. Temu og få dem leveret til en kiosk eller andet tæt på. Og som fornuftige forbrugere gør mange selvfølgelig netop det.
Det har hidset flere politikere op, og helt unikt også DI, der ellers ikke plejer at være økonomisk analfabetisk. Peter Bay Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent hos DI, er ude med et krav om, at EU sænker bagatelgrænsen for, hvornår der skal betales told af importerede varer. Han hævder derudover, at der er tale om såkaldt ‘dumping’ fra nogle af de kinesiske firmaer – dvs. at de faktisk sælger varerne under omkostninger og derfor direkte taber på salget. Det kan i princippet kun lade sig gøre, hvis firmaet enten bliver subsidieret af den kinesiske stat, så det er de kinesiske forbrugere det bærer omkostningen, eller at det kun gør det en kort tid for mere permanent at erobre større markedsandele.
Argumentet fra både DI, Enhedslistens Per Clausen, og Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm, er at importen skader danske virksomheder, der ikke kan konkurrere på ‘fair’ vilkår. Det er en af de ældste travere i protektionisternes verbale arsenal, og et argument vi har forstået fuldt siden David Ricardos arbejde i 1817, er absolut nonsens. Virksomheder, der konkurrerer direkte med den kinesiske import, vil naturligvis have en interesse i at stoppe den. Men den beskyttelse kommer med store tab for både forbrugerne og andre virksomheder, der rammes af både lavere samlet købekraft og potentielt også højere priser på input. Mekanismen er noget, enhver økonom med bare et modikum at selvrespekt skal kende og forstå.
Og det er her, dagens spørgsmål ligger: Er en eller flere af de tre, DR har interviewet, ude i et ærinde for en særinteresse, velvidende at forslaget er økonomisk skadeligt, eller er de ‘blot’ økonomiske analfabeter? Ser man på deres uddannelsesniveau, kan man ikke afvise basal inkompetence som en forklaring. Peter Bay Kirkegaard er uddannet fra statskundskab i Aarhus, Per Clausen har læst samfundsfag på Aalborg Universitet i 1980erne, og Kristoffer Storm har en HA jur. fra samme sted.
Man kan derfor måske undskylde de tre med fundamental uvidenhed: Der er sandsynligvis ingen af dem, der nogensinde er blevet undervist i handelsteori eller noget, der er blot tæt på. Clausen og Storm er derudover politikere, der har et enkelt ærinde – at overbevise vælgere og at blive set i debatten – og har således heller ingen egeninteresse i at vide ret meget om noget. Men Kirkegaard er trods alt chefkonsulent i DI, og burde derfor være bedre informeret og mere vidende end at rykke ud med nyprotektionistisk vrøvl. Og der burde også være en chef, der stoppede manden, før han risikerer at gøre skade på dansk erhvervsliv som helhed. Man må stille spørgsmålet, om Kirkegaard er emblematisk for, hvor dybt DI’s faglige niveau er faldet.
Sagen er rystende, fordi jeg og mine kolleger ikke ligefrem har regnet med, at den nyprotektionistiske bølge, der raser i de mere populistiske dele af amerikansk og europæisk politik, ville ramme Danmark. Helt særligt regnede vi ikke med, at Dansk Industri ville hoppe med på en så absurd analfabetisk idé. Det er skammeligt på flere plan.
Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2024. Skriv et svar
I den forløbne uge har der været en række historier med Emma Holten, der er ved at skabe sig selv en karriere ved at kritisere moderne økonomisk tænkning og videnskab. Holten, der ifølge Wikipedia er “cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og kønspolitisk rådgiver i Oxfam IBIS”, har netop udgivet bogen “Underskud – om værdien af omsorg”. Bogen kritiserer det, Holten kalder ‘etableret økonomi’, hvilket ser ud til at dække stort set al nationaløkonomisk metode, teori og forståelse.
Holten har indtil videre afvist kritikken, der ellers er ret klar i spyttet. Lars Harhoff Andersen, der er PhD-studerende i økonomi på Københavns Universitet og kører substacken Unreasonable Doubt, rammer sømmet på hovedet i en anmeldelse i Ræson, ved at pege på at bogen er så “fyldt med misforståelser af økonomisk videnskab, at hendes argumenter ikke får flyvehøjde.” Lars er stærkt skeptisk overfor bogen, der ikke blot illustrerer, hvor lidt Holten faktisk forstår. Som han f.eks skriver:
“Fordi Holten har et grundlæggende socialkonstruktivistisk udgangspunkt, bliver videnskabelige dilemmaer altid til politiske dilemmaer. Så når BNP ikke medregner uformel økonomi, er det for at beskytte vestlig imperialisme. Og når offentligt forbrug bliver regnet som en udgift, er det fordi økonomer finder det værdiløst. Denne tilgang gør hende blind for at se opdelingen imellem et marked, hvor folk tænker på sig selv, og en privatsfære, hvor folk tænker på hinanden.”
En tilsvarende, supplerende kritik kommer fra overvismanden, Carl-Johan Dalgaard, der understreger at et af problemerne er, at Holten ikke rigtigt forstår distinktionen mellem omsorgsetik og utilitaristisk etik. I stedet for at se distinktionen og forsøge at forstå økonomers analyseformer, begår hun fejlen – som den ellers venstreorienterede Jeppe Druedahl peger på i Information, at hun “misrepræsenterer økonomisk tænkning”.
Spørgsmålet er helt basalt, om vi overhovedet skal tage Emma Holten alvorligt. Hun udtalte sig forleden om, hvordan ingen kritikere havde engageret sig med hendes synspunkter og påstande. Grunden er, som f.eks. Carl-Johan og Jeppes kritik meget klart afslører, at vi som økonomer har svært ved at tage hende alvorligt. Læser man bogen eller blot udtalelser, er det tydeligt at hun ikke har besværet sig med at sætte sig ind i moderne økonomi – hverken teoretisk forståelse eller metode (som hun kalder ‘økonometrik’). Skal man kræve at blive tage alvorligt, skal man tage dem alvorligt, som man kritiserer.
Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2024. Skriv et svar
I 1990erne var der en hed diskussion om Danmark skulle overtage euroen som valuta. De fleste politiske partier var utvetydigt for euroen, mens et klart flertal af danskerne var imod. Der var også diskussion blandt nationaløkonomer, i det mindste indtil vismændene udgav en meget fin analyse, der endte med vurderingen af, at det nok hverken gjorde fra eller til. Siden da er flertallet blandt danskerne for at bevare kronen om noget styrket, mens man – i det mindste i mit erhverv – stadig møder mange politikere, der helst så Danmark indgå i eurozonen. Det er dog stadig et åbent spørgsmål, om euroen overhovedet var og er en god idé.
Ricardo Duque Gabriel (Federal Reserve Board) og Ana Sofia Pessoa (IMF) undersøger i Adopting the Euro: A Synthetic Control Approach netop det spørgsmål. Den spritnye artikel, der er på vej ud i European Journal of Political Economy, benytter sig af syntetiske kontroller til at skabe en slags statistisk ‘dobbeltgænger’ for 12 lande, der adopterede euroen i 1999. Og de generelle resultater i artiklen taler ikke for euroen.
Gabriel og Pessoa finder, at ét land har haft klar økonomis gavn af at introducere euroen: Irland. En stor del af gevinsten skyldes dog, at Irland har formået at tiltrække en meeget lang række udenlandske virksomheder. Hvis man fokuserer på den økonomiske aktivitet, der går til irere i stedet for den aktivitet, der lavees i Irland – dvs. Bruttonationalindkomst i stedet for Bruttonationalprodukt – falder effekten til en tredjedel. Omvendt finder forfatterne, at Frankrig, Italien, Portugal, og Tyskland har oplevet relativt små, men negative konsekvenser af euroen.
Overordnet set er det mest interessante i artiklen, at Gabriel og Pessoa kan disaggregere effekterne. De finder her, at for eurolandene som helhed skabte eurozonen handel, og førte også til større offentligt forbrug. Omvendt førte euroen til lavere privatforbrug og mindre investeringer.
Når man ser på fundene i den nye forskning, er det svært at konkludere, at europrojektet har været en succes for borgerne. Påstanden var, at euroen ville gøre folk rigere ved at skabe mere handel og større investeringer. Handelseffekten ser ud til at være der, men euroen ser ud til at have ført til færre investeringer og større offentligt forbrug. Den har ikke gjort folk rigere, men faktisk en bid fattigere end i sammenlignelige lande, der ikke gik med i europrojektet. Overordnet kan man måske sige, at det var en succes for folk, der har særlige præferencer for offentligt forbrug og politisk kontrol, men en fiaske for alle vi andre.
Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2024. Skriv et svar
Siden 2009 har vi her hos Punditokraterne lavet en slags årlig ‘kåring’ af, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Vi har fra begyndelsen understreget, at en del af pointen i diskussionen er, at det grænser til det umulige at sige, hvem der er ‘bedst’. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt – og dermed en idé, folk er uenige om.
Hvert år gør vi det på en lidt anden måde end året før, for at understrege forskellene i selv små ændringer i opgørelsesmetoden, men også for at vise, at uanset hvordan man gør det, er der en lille gruppe økonomer i Danmark, der ligger i toppen af listen. I år sammenvejer vi fem forhold: Hvor mange artikler, en forsker har haft i et absolut toptidsskrift per år af sin aktive karriere, hvor mange citationer forskeren har haft per aktivt år, hvor stor en andel af forskerens artikler er udgivet i Top 25 % tidsskrifter, hvor stor en andel af artiklerne der ligger i Top 25 % af citerede artikler, og forskerens H-indeks. Der er således både indikatorer for høj forskningskvaliteten er og også et mål, der afhænger af hvor meget forskeren faktisk har produceret.
Og med det mål kan vi placere Lasse Heje Pedersen (CBS) på plads nummer ét. Lasse er citeret 12742 gang (ifølge Scopus) i en karriere, der startede med hans første publikation i 2002. Vi har talt ikke færre end 14 artikler i toptidsskrifter, der f.eks. omfatter 2 artikler i American Economic Review, en i Econometrica, og hele 12 artikler i Journal of Financial Economics. Nummer to er den enormt produktive Nicolai Foss (CBS), der er citeret hele 19488 gange siden 1993, og som er en hyppig gæst i Academy of Management Review. Nicolai er en af de få, der integrerer tænkning fra nationaløkonomi og ledelse, og gør det successfuldt. Fælles for de to – som man kan se hvad at sammenligne bidraget fra citationsdelen af indekset (det røde område) og kvalitetsdelen (de sorte) – er, at Lasse og Nicolai scorer ekstremt højt på begge dele.
Første kvinde og første økonom fra Aarhus er Helena Skyt Nielsen på plads nummer 7. Helena er interessant nok også den eneste, udover Lasse og Nicolai, der gør det godt nok til at være i Top 10 på begge halvdele af indekset! Top 20 omfatter to andre kvinder – Mette Verner og Marianna Simonsen. Pudsigt nok er alle tre Aarhus-økonomer, og selvom Mette idag er på VIVE, er hun absolut en del af hvad man kunne kalde Aarhus-miljøet i arbejdsmarkedsøkonomi.
Ellers er listen i år igen blandet, ikke mindst når det gælder forskningsområde. Flere topfolk er specialiserede i finansiel økonomi, men der er også folk i public economics, politisk økonomi, og en enkelt i public choice (undertegnede). Og som tidligere år er det slående at se, at en række af forskerne på listen slet ikke blander sig i den offentlige debat: En søgning på Infomedia viste, at halvdelen af Top 20 overhovedet ikke har været nævnt i landsdækkende medier med undtagelse af notitser om deres fødselsdag.
Et sidste spørgsmål er, hvordan danskere i udlandet ville placere sig, hvis de kom ‘hjem’, og hvordan vores udenlandske kolleger står? Tre danske økonomer, der er virkeligt internationale navne på deres respektive felter, er Annette Vissing-Jørgensen (UC Berkeley), Bo Honoré (Princeton) og Toke Aidt (Cambridge). Laver man samme øvelse for dem, placerer de sig henholdsvis som nummer 3, 6 og 12. Forestillede man sig, at min fremragende kollega Axel Dreher fra Heidelberg var i Danmark, ville han også ligge nummer tre, mens Stefan Voigt (Hamborg), som ofte placeres blandt de fem første i verden på det særlige specialområde, der kaldes Law & Economics, lige præcis ville ligge udenfor Top 20.
Overordnet gør danske økonomer dete således ganske godt – i det mindste når man se på toppen i Danmark. Men som altid skal den slags lister tages med et stort forbehold! Forskellige forskere har forskellige strategier – nogen udgiver mere end andre, og nogen fokuserer udelukkende på at ramme de allerfineste tidsskrifter – og visse specialområder citeres mere end andre, og er ‘lettere’ at få i de fineste tidsskrifter end andre. Men når man henover årene ser en top med de samme folk i hvert år, er det svært ikke at kalde dem nogle af Danmarks fineste økonomer, er det ikke?
På 1. maj må man spørge, hvad fagbevægelsens rolle er idag – har den overhovedet en positiv rolle at spille i et moderne Danmark – og hvordan ville en aktiv fagbevægelse, der gør det bedste for almindelige danskere i arbejde, se ud? Dagens spørgsmål er derfor, hvorfor fagbevægelsen ikke elsker økonomisk frihed som en ledetråd for økonomisk politik?
Figuren nedenfor viser fem forskellige faktorer i fem forskellige grupper: De 20 % lande med den laveste grad af økonomisk frihed, de næste 20 %, osv. op til de 20 % økonomisk frieste lande. Vi bruger her Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks. De fem faktorer, vi ser på, er antallet af dødsulykker på arbejdspladsen per 100.000 personer, det gennemsnitlige antal arbejdstimer per år, den økonomiske ulighed (ginikoefficienten for disponibel indkomst), bruttonationalproduktet per ansat (basalt set gennemsnitsindkomsten), og hvorvidt landet er et demokrati.
Ser man på data, er det svært at se hvordan fagbevægelsen ikke burde støtte mere økonomisk frihed. Gruppen med meget lav økonomisk frihed har for eksempel 3½ gange så mange dødsulykker på arbejdspladsen, cirka 30 % større ulighed, og 24 % længere gennemsnitlig arbejdstid. Gruppen med høj økonomisk frihed har alligevel otte gange så højt BNP, over fire gange så høj indkomst per arbejdstime, og i praksis alle de mest økonomisk frie lande er demokratiske.
Pointen idag er, at en større grad af økonomisk frihed på langt sigt leverer stort set alle de forhold, som fagbevægelsen traditionelt har kæmpet for. Det samme gælder diskrimination på arbejdsmarkedet, og endda statslig diskrimination. Så hvorfor er fagbevægelsen i 2024 imod politik, der klart hæver løn, sænker ulighed, er forbundet med langt færre alvorlige ulykker, og sænker arbejdstiden?
Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2024. 1 svar
Hvad ved vi om konsekvenserne af og kilderne til økonomisk frihed? Det er hovedspørgsmålene i den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der blev udgivet for en uge siden af forlaget Edward Elgar. Bogen er redigeret af min gode ven, kollega og medforfatter Niclas Berggren (IFN, Stockholm), og omfatter foruden indledningen 26 kapitler om separate emner i den videnskabelige litteratur om økonomisk frihed.
Som jeg skriver i Børsen idag, er det imponerende hvor meget forskning, der er udkommet om emnet de knap 30 år, der har været empiriske mål for økonomisk frihed. Det er derfor på sin plads, at det første kapitel efter indledningen netop er skrevet af James Gwartney og Robert Lawson, der stod for udviklingen af Economic Freedom of the World indekset. Derfra går det slag på slag med virkelige eksperter på hver deres område, der dækker et spørgsmål af gangen. Her er blot nogle få pluk:
Kapitel 5 handler om økonomisk frihed i økonomisk historie, skrevet af Vincent Geloso og Gregory Caskey, mens Maria Pia Paganelli har skrevet kapitlet om økonomisk frihed hos Adam Smith og Gerhard Wegner har skrevet om økonomisk frihed i tysk / østrigsk økonomisk tænkning.
I hvor høj grad er landes økonomiske frihed påvirket af deres regeringers ideologi? Det dækkes af Klaus Gründler, Armin Hackenberger og Niklas Potrafke; sidstnævnte har selv bidraget væsentligt til denne forskning. På samme måde har Niclas fået Abishek Choutagunta og Jerg Gutmann – to yngre, men meget dygtige økonomer fra Hamborg – til at skrive om sammenhængene mellem demokrati og økonomisk frihed.
Bogens længste afsnit handler om konsekvenser af økonomisk frihed, og indledes meget passende af de to hollandske topforskere Jan-Egbert Sturm og Jakob de Haan, der dækker hvad vi ved om effekten af økonomisk frihed på økonomisk vækst og produktivitet. Samme sektion har kapitler om effekterne på iværksætteraktivitet (af Per Bylund, Peter Klein og Matthew McCaffrey), miljø (Jonas Grafström), fred og voldelig konflikt (Tim Krieger and Daniel Meierrieks), og respekt for menneskerettigheder (af undertegnede).
Bogen afsluttes af to filosofiske kapitler – et af Nick Cowen om social retfærdighed og økonomisk frihed og et andet af Douglas Den Uyl og Douglas Rasmussen om menneskelig ‘blomstren’. Og selvom jeg selv har beskæftiget mig meget med emnet, er det stadig forbløffende at se, hvor meget forskning der er, og ikke mindst hvor vigtig borgernes økonomiske frihed er for samfundets udvikling. Selvom jeg ikke vil anbefale læsere at købe bogen – den er meget dyr og det er en bedre idé at opfordre ens bibliotek til at købe et eksemplar – er den som helhed meget varmt anbefalet. Som Tyler Cowen skriver i sin blurp for bogen: “There are few books that could do the world more good than this one.”
Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2024. 2 svar
Først på denne uge, fra søndag den 7. til tirsdag den 9., deltog jeg i den årlige konference i the Association for Private Enterprise Education (APEE) i Las Vegas. Konferencen er altid en fornøjelig affære blandt ligesindede, men omfatter også altid virkeligt god og interessant public choice forskning. I tirsdags gjaldt det ikke mindst en session om ‘censureret forskning’, som Bryan McCannon (Illinois Wesleyan University) havde sat sammen. Den bød – ikke overraskende – på fire papirer om effekter af nedlukninger og politik under Covid-epidemien.
Jeg fik lov til at starte sessionen med at præsentere mig papir “Lockdown Effects on SARS-CoV-2 Transmission: Evidence from Northern Jutland” som er skrevet sammen med Kasper Planeta Kepp fra DTU, og som vi har omtalt tidligere her på stedet. Som opmærksomme læsere måske kan huske, finder Kasper og jeg, at den ekstreme nedlukning af syv kommuner i Nordjylland – borgerne måtte ikke engang forlade kommunen – absolut ingen effekt havde på spredningen af Covid. Som jeg påpegede i Las Vegas, påstod danske epidemiologer at nedlukningen virkede: Vi kan dog ganske let vise, at det er en statistisk konsekvens af at ‘korrigere’ for testantallet, når man allerede før man begyndte at teste mere havde fundet stort set alle smittede. Det er derfor statistisk manipulerende at fokusere på antallet af observerede smittede som andel af antallet af testede. Gør man det korrekt, finder man en præcis nul-effekt.
Jeg blev fulgt af Mark Wilson (Saint Bonaventure), der præsenterede “Mask Mandates Increased COVID-19 Deaths in Kansas”. Papiret, der er skrevet sammen med Bryan, undersøger hvad der skete med overdødeligheden i Kansas efter at guvernøren indførte et påbud om mundbind i det offentlige rum. Tricket i papiret er, at alle counties i staten havde mulighed for at opte ud af politikken – og mange gjorde det, både i første og anden omgang. Mark viste, at mundbindspåbuddet blev fulgt af højere overdødelighed: Tre uger med mundbindskrav kostede to ekstra dødsfald. Mens det lyder som en meget lille effekt, skal det sættes i relation til at de 105 counties i Kansas i gennemsnit har 28.000 indbyggere, og medianen er 7000. Når tilhængere påstår, at det da ikke gjorde noget af folk blev tvunget til at bære mundbind selv der ikke var og er nogen evidens for at de virker, er det således ikke længere et godt argument.
Michael Makovi (Northwood University) var tredje præsentation med sit papir sammen med Phillip Magness (the Independent Institute) “The Efficacy of COVID-19 Lockdowns: A Dynamic Panel Analysis”. De to analyserer sammenhængen mellem nedlukninger og overdødelighed på tværs af de amerikanske stater i hele 2020, og gentager derfor min analyse, der kun var for europæiske lande i foråret 2020. Michael og Phil er metodisk sublimt dygtige, men finder absolut ingen effekt af nedlukninger uanset hvordan de angriber problemet.
Sessionen sluttede med Bryan selv, der præsenterede “Community Use of Face Masks and COVID-19: Further Evidence from State Mandates in the U.S.”, som er fælles arbejde med Dorothy Kemboi (West Virginia University). Papiret er et replikationsstudie af arbejde fra det amerikanske CDC, der påstod af mundbindskrav førte til lavere infektionsrater. Bryan viste, at når man udvider den korte periode, CDC studerede, til hele perioden fra januar 2020 til 2023, finder man absolut ingen (som i overhovedet og slet ikke) støtte for CDCs påstand: Mundbindskravene gjorde overhovedet ingen forskel for spredningen af Covid.
Hele sessionen var således en fejring af ordentlig forskning, som bare ikke har kunent publiceres. Bryan fortalte for eksempel om sit studie med Mark, at det var blevet afvist af 12 forskellige tidsskrifter. Den ene gang var begrundelsen fra en reviewer, at han ikke forstod hvorfor de havde lavet et studie af en utestet teori! Jamen, hvordan bliver de ellers testet? Alle seks forfattere, der deltog havde oplevet at få nedlukningsskeptiske studier afvist med de mest absurde begrundelser.
At man kunne tage til APEE og se dem præsenteret – og få et klart indtryk af, hvor omhyggelig kvalitetsforskning de er – var en stor fornøjelse. At min ven og kollega Stefan Sløk-Madsen fra Cepos blev udnævnt til nyt medlem af APEEs executive comitee gjorde ikke fornøjelsen mindre.
Af Otto Brøns-Petersen, den 8. april 2024. Skriv et svar
Den 18. april får CEPOS besøg af David Friedman, hvor han skal tale om ”Market failure – an argument for or against government” på et arrangement kl. 16.30-18.00. Det glæder jeg mig til.
Markedsfejl er umiddelbart det stærkest tænkelige argument for en statslig intervention, som i princippet kan stille alle bedre. Men nissen flytter med, når der skal træffes politiske beslutninger (som jeg bl.a. har skrevet om her). Politiske beslutninger er forbundet med de selv samme problemer, som de egentlig skulle løse. Det blev ikke mindst en gruppe af økonomer med senere Nobelpristager James Buchanan opmærksomme på, da de grundlagde et forskningscenter i Virginia for at studere ”ikke-markedsmæssige beslutninger”, senere kendt som ”public choice”. Og en af disse pionerer var faktisk en ung David Friedman.
Friedman-navnet er naturligvis mest kendt i forbindelse med hans far, Nobelpristageren Milton Friedman, men David er en fremragende økonom i egen ret. Han er også en fremragende libertariansk politisk tænker. Hans ”The Machinery of Freedom” fra 1973 er noget af en klassiker, som han har opdateret i flere omgange. Den kan i øvrigt hentes kvit og frit på hans hjemmeside, sammen med mange andre interessante bøger og artikler.
Hvad ved vi om konsekvenserne af, at kommuner og regioner forsøger at tiltrække store virksomheder ved at tilbyde særlige fordele? Mange ikke-økonomer – og desværre enkelte økonomer – tænker ofte, at det kun kan være en god ting at man tiltrækker arbejdskraft og skattekroner. Men selve processen forbundet med at tiltrække virksomheder kan være skadelig, fordi den åbner for såkaldt rent-seeking som en måde at føre virksomhed, og fordi den giver politikere et ekstra incitament til at rage til sig.
Men hvor stort er problemet egentlig? Ved den årlige konference i the European Public Choice Society, der lige er blevet afholdt i Wien, præsenterede Gary Wagner (University of Louisiana – Lafayette) et nyt papir han har skrevet sammen med Peter Calcagno (College of Charleston) og Russell Sobel (the Citadel). I “The political economy of state economic development: a path to unproductive entrepreneurship” undersøger de tre netop, hvad der sker når stater giver meget store incitamenter – tilskud, skattefordele osv.
Gary (på billedet under præsentation) forklarede, hvordan man relativt præcist kan identificere ændringen i måden at føre politik og virksomhed på. Han og hans kolleger viser i papiret, at når en stat giver et ‘large incentive’ for at tiltrække virksomheder, stiger beskæftigelsen med cirka 3½ procent i én bestemt type beskæftigelse: Den, der statistisk omfatter lobbyister, spindoktorer osv.
Skulle nogen være i tvivl om, hvorfor danske kommuner og regioner for eksempel er begyndt at ansætte langt flere journalister og andre, der ikke på nogen synlig måde bidrager til drift eller hører til, er det måske en idé at læse det nye papir af Wagner, Sobel og Calcagno. Det ville være sært, hvis det ikke er et fænomen, som danske kommuner med tørst efter nye jobs og indbyggere også udviser.
Rockwool Fonden har finansieret et projekt udført af forskere ved Syddansk Universitet (SDU), som bl.a. har til formål at besvare spørgsmålet ”Hvad var sammenhængen mellem politiske indgreb og dødeligheden?”. Et spørgsmål vi ofte har kredset omkring her på bloggen.
Konklusionen er altså – med udgangspunkt i forskernes egen model – at nedlukningerne ikke har nogen effekt i et land med vinterferie på samme tid som i Danmark.
Rockwool Fonden har udgivet en pressemeddelelse, hvor konklusionen lyder, at ”rettidige politiske indgreb har betydning for dødeligheden”. Samme konklusion kommer vi i princippet frem til i vores metastudie af effekten af nedlukningerne, men effekten er bare meget lille. Og en af vores centrale pointer er netop, at mange forskere glemmer at skelne mellem statistisk signifikant og økonomisk/politisk signifikant.
I august 2022 udgav Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen rapporten ”Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder”. Det er en god moppedreng på knap 150 sider og dermed noget de færreste vil tygge sig igennem.
Jeg har studeret den lidt nærmere for at se, hvad de konkluderer om regulering. Det korte af det lange er, at rapporten bekræfter det, som alle, der interesserer sig for regulering af den finansielle sektor, har sagt meget længe.
Nedenfor er et par udpluk.
”[regulering bidrager] til at begrænse eksisterende aktørers muligheder for at konkurrere effektivt med hinanden.”
“Bankerne skal bl.a. vurdere nye kunders kreditværdighed mv., og de har derfor behov for at modtage en række privatøkonomiske oplysninger, fx lønsedler eller skatteoplysninger, før de kan afgive tilbud og flytte nye kunders engagement. Det kan være besværligt for mange forbrugere at fremskaffe alle relevante oplysninger, hvilket kan begrænse forbrugernes motivation til at være aktive på markedet. Næsten halvdelen af bankerne peger på, at regulering gør det vanskeligere for kunderne at skifte bank.”
Af Christian Bjørnskov, den 24. marts 2024. Skriv et svar
I denne uge udkom den årlige World Happiness Report fra FN. Det betød allerførst, at jeg havde en meget travl onsdag, da en række journalister kontaktede mig for at få kommentarer på de nye tal. Men der var reelt ikke noget nyt om Danmark, der igen i år er nummer to efter Finland. Det overordnede billede er i virkeligheden forbløffende ens fra år til år, fordi de grundlæggende faktorer bag at en befolkning er mere eller mindre tilfreds med livet, er ret stabile. På den måde var 2024-rapporten simpelthen mere af det samme, men på en anden måde gemte der sig interessant information i rapporten.
Sagen er, at 2024-rapporten har tabeller med tilfredshedstal fra 2021-23 for det meste af verden. Det tillader os at få et første overblik over, hvad der skete med hele befolkningers tilfredshed med livet gennem corona- og nedlukningstiden i 2020-22. Den øvelse involverer en metodisk komplikation, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Figuren viser sammenhængen mellem gennemsnitstilfredsheden mellem 2005 og 2011, og gennemsnittet mellem 2021 og 2023 i fire grupper: Vesten, Norden, de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og Latinamerika.
Som man kan se, er der en ganske klar sammenhæng på den måde, at de fleste lande ligger op ad en-til-en linjen – dvs. at de ikke ændrer sig så meget over en periode på halvandet årti (r=0,79). Men de røde markører – de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa – ligger et godt stykke over linjen, med en enkelt undtagelse (Ukraine, hvilket ikke ligefrem er overraskende). Grunden er, at i særlig grad disse lande har oplevet stigede tilfredshed igennem 2010’erne, med cirka 0,06 point per år. Den vestlige gruppe oplevede også en lille stigning over årene, mens Latinamerika som helhed oplevede et fald. Vurderer man således tilfredshedstabene gennem nedlukningsårene må man derfor tage trenden i landene i betragtning.
Beregner man et simpelt tab (dvs. man ignorerer trenden), har de vestlige lande i gennemsnit tabt 0,19 point, mens Latinamerika har tabt 0,22 og Norden 0,06 point; de tidligere kommunistiske ser ud til at have fået 0,09 point mere tilfredshed. Men korrigerer man for trenden i de enkelt lande – sammenligner man med et rimeligt bud på, hvor tilfredsheden havde været hvis trenden var fortsat uden nedlukninger – er tallene lidt anderledes. Her ser Vesten ud til at have tabt 0,21 point, Norden 0,08 point, Latinamerika 0,07 point, og de tidligere kommunistiske 0,14 point.
Hvor store er disse tab? 0,08 og 0,21 lyder jo ikke af ret meget, vel? Sammenligner man pointtabene med effekten af indkomst, kan man regne ud, hvor meget en typisk danskers eller europæers indkomst skulle falde, for at tilfredsheden skal falde lige så meget. De 0,08 point i nordiske lande svarer til, at en almindelig dansk familie mister 50.000 kroner i disponibel indkomst. Et tilfredshedstab på 0,21 – eller det tyske tab, der er over en tredjedel point – er derfor enorm i forhold til indkomsteffekter.
Den egentlige historie, der gemmer sig i tallene i årets World Happiness Report er således ikke den, forfatterne skriver mest om. Hvorfor noterer man ikke de rent sagt enorme tilfredshedstab i en lang række lande under nedlukningerne? Hvorfor noterer man ikke, at svenskerne faktisk ikke oplevede noget særligt tab? Og hvorfor gør man ikke mere ud af, at de fleste central- og østeuropæiske lande faktisk har klaret sig bemærkelsesværdigt godt?
Martin Kulldorff er blevet fyret fra Harvard Medical School, fordi han ikke ville vaccineres mod COVID-19 (som han allerede havde haft).
Nedenfor er hvad Vinay Prasad skriver om det. Jeg kan ikke umiddelbart finde noget, jeg ikke er enig i. Jeg ser det desværre som endnu et tegn på, at universiteterne i USA er i krise.
Martin Kulldorff har også deltaget i en række podcasts på det seneste. Jeg kan bl.a. anbefale Unherds afsnit om hans oplevelser under og efter pandemien.
Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2024. Skriv et svar
Indien er verdens største demokrati, men næppe nogens ideal for, hvordan et demokrati bør virke. Landet led i mange år under politikere uden nogen som helst forståelse for økonomi, og som mange andre lande i regionen, er Indiens og Asiens historie fuld af eksempler på politisk magtmisbrug. Stefan Voigt og jeg har været interesserede i dette aspekt i årevis, og se ikke mindst på det i vores bog State of Emergency, der udkommer til juli. I én sag har vi sluttet os sammen med Abishek Choutagunta og Shruti Rajagopalan om fælles forskning, der nu ligger tilgængeligt som working paper.
I papiret President’s Rule in India: State Emergency or Political Capture? undersøger vi et af de klareste eksempler på en politisk institution, der kan misbruges: Den indiske forfatnings paragraf 356, der også kendes som ‘President’s Rule’. Forfatningsreglen indebærer, at den føderale regering i Indien kan opløse en delstatsregering. Idéen med reglen var oprindeligt, at give den føderale regering muligheden for at overtage kontrollen med en delstat, hvis dens regering af en eller anden grund – politisk dødvande, naturkatastrofer og voldsomme optøjer – ikke længere kan regere.
Den interessante setting er, at der har været masser af påstande om, at President’s Rule blev misbrugt. En detalje er, at en højesteretskendelse i SR Bommai-sagen i 1994 indebar, at retsvæsenet kunne undersøge brugen af President’s Rule, og dermed også fik mulighed for at kende, at brugen var forfatningsstridig.
For at kaste lys over spørgsmålene, har vi allerførst bygget et datasæt der omfatter allle indiske delstater fra 1950 til 2019 hver måned. Vi kan derfor måned for måned følge, om staten rammes af President’s Rule, og estimere om brugen af reglen følger intentionen, eller om den misbruges politisk. Og konklusionen er overvældende, at brugen af President’s rule altid har været politisk. Vi finder ingen evidens for, at katastrofer eller optøjer har ført til dens brug, mens delstatsregeringer med mindre erfaring, mindre flertal i parlamentet, og koalitionsregeringer er mere udsat for brug. Meget af dette misbrug stoppede med SR Bommai-kendelsen i 1994, der gav retsvæsenet en mulighed for at holde øje med og straffe politikere.
Helt overordnet er vores studie af President’s Rule et studie af politisk magtmisbrug i verdens største demokrati, og således også en advarsel mod risikoen for magtmisbrug af forfatningsregler i føderale stater. Det er naturligvis ikke et problem, der direkte kan applikeres til Danmark, der ikke er føderal. Men tænker man på EU og diskussionen om, hvordan man fordeler magten og i særlig grad den stigende centralisering i unionen, er der absolut grund til at se på Indiens historie, og hvis elendigt det er gået for en type institution, som EU nærmer sig.
Hele abstractet er her: Emergency provisions allow federal governments to intervene swiftly but create op- portunities for political capture. We analyze how this tension plays out in the world’s largest federal republic, India. Article 356 of the Indian constitution (President’s Rule) allows the union (federal) cabinet to dismiss a state government and dissolve the elected state legislature, if the federally appointed state governor recommends the dismissal for emergencies, including political crises and natural disasters. Using an original panel data set of Indian states from 1952 until 2019, we find that Article 356 leads to the political capture of states by the Union (federal) govern- ment. More specifically, we find that (1) the likelihood of invoking Article 356 is almost exclusively determined by the political strength of the parties forming state governments, (2) natural or man-made emergencies are not significant predictors of invoking Article 356, and (3) judicial safeguards added in 1994 significantly reduced Article 356 imposition.
Hvert år til den årlige konference i the Public Choice Society – der afholdes om godt en uge i Dallas – uddeles Duncan Black-prisen. Prisen går til den bedste artikel i det foregående år i tidsskriftet Public Choice, og annonceres altid et par uger før konferencen. Den prestigiøse pris er i tidligere år gået til bl.a. Ronald Wintrobe, Thomas Stratmann, Andrew Young, John Matsusaka, Sean Gailmard og Jeffery A. Jenkins, og (i al ydmyghed) undertegnede og Stefan Voigt sidste år.
I år går prisen til Casey Mulligan (University of Chicago) for artiklen “Beyond Pigou: Externalities and Civil Society in the Supply-Demand Framework.” Mens Black-prisen næsten altid går til fin og interessant forskning, er Mulligans artikel alligevel helt særlig. Han starter med den basale idé, a der findes markedsfejl: Frie markeder producerer ofte for lidt uddannelse, for meget forurening, for få offentlige goder, og kan nogle gange mangle information til forbrugerne. Det traditionelle syn på problemet – som der stadig undervises i fag om offentlig økonomi (public economics) på universiteter verden over – er, at det derfor er statens rolle at gå ind og løse disse markedsfejl.
Public choice-skolen var og er et korrektiv til dette simple syn, ved at påpege at der også findes statsfejl: Alle faktiske indgreb overfor markedsfejl lider af problemer med lobbyisme, politikeres forsøg på at købe vælgere, og at staten ofte mangler information til at kunne ramme bare nogenlunde præcist med f.eks. forureningsskatter og subsidier. I praksis bør man således i alle tilfælde overveje, om den sandsynlige statsfejl ved at gribe ind er værre end markedsfejlen.
Og det er netop i den diskussion, Mulligan rykker ind med sin vigtige pointe. Han bruger simpel pristeori og kan grafisk med et udbud-efterspørgsels diagram vise, at der ere eet overset element. Mulligans meget ‘Ostromske’ pointe er, a det ikke kun er staten, der kan løse markedsfejl. Civilsamfundet gør det i virkeligheden ofte. Så hvis folk kan organisere sig uden store omkostninger, er det muligt for dem at fikse mange lokale forureningsproblemer, og også producere offentlige goder. I mange lande eksisterer der for eksempel privat finansierede museer. Et andet eksempel er klubber – en pointe James Buchanan skrev om allerede i 1965: Når tennisinteresserede for eksempel danner en klub, er der adgang til baner osv. som om de var et offentligt gode, bare man er medlem af klubben. Det er hverken markedet eller staten, der leverer tennisbanerne eller klubhuset.
I en tid, hvor politikere over hele den vestlige verden bliver mere interventionistiske – se blot på den nye begejstring for industripolitik, statslig regulering af “misinformation” og protektionisme – er Mulligans pointe vigtig. At han også skriver godt og serverer den i en elegant grafisk form, som man kan undervise bachelorstuderende i, er imponerende. Hvis man er økonom, er artiklen varmt anbefalt. Hvis ikke, må vi sørge for at budskabet formidles på anden vis…
Forleden sendte en bekendt mig linket til dette indlæg om hvorfor produktionen af 155 mm artillerigranater går så langsomt. Det er værd at læse hele indlægget, men basalt set er konklusionen, at manglen på artillerigranater ikke skyldes de tekniske udfordringer, som normalt fremhæves (fx at det tager lang tid at bygge en ny fabrik), men snarere manglende politisk vilje.
My solace is that in a real conflict, all of that red tape would be put to the side and people can get about building things.
Sidst skrev jeg, hvordan regulering kunne være en af forklaringerne på, at EU ikke har leveret den million granater, man lovede. Men manglen ser ikke ud til kun at skyldes regulering. Betalingsvilligheden halter også.
Op til jul havde Otto og jeg et indlæg i Politiken, hvor vi gik i rette med Lone Simonsen og Viggo Andreasen (LV). Det var svar på en kronik af de to RUC-forskere, der begge havde centrale ekspertroller både i regeringen og i medierne under COVID-19-pandemien, hvor de spurgte, hvad man havde lært af coronakrisen. Desværre bar deres kronik præg af både graverende fejl, udeladelser og misforståelser. Og af manglende evne til at gribe i egen barm.
Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2024. Skriv et svar
Torsdag den 7/3 afholder IFN i Stockholm et offentligt policy seminar med titlen “Är marknadsekonomin kulturellt skadlig?” Seminaret er en af de sidste aktiviteter i mit og Niclas Berggrens forskningsprojekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom, som finansieres af the John Templeton Foundation. Arrangeementet begynder 8.30 med registrering og morgenmad – hvis man er i Stockholm – og selve programmet starter klokken 9. Det hele foregår både fysisk i Stockholm og online – da to af os er med på zoom.
Arrangementet begynder med to indlæg af Niclas og mig, hvor vi kort præsenterer to bidrag fra forskningsprojektet: Jeg taler om hvorvidt globalisering påvirker folks mellemmenneskelige tillid – samfundets ‘sammenhængskraft’ – og Niclas præsenterer vores fælles arbejde om kapitalisme er bedre for mænds end kvinders tilfredshed med livet. Interesserede kan læse mere her og her.
Panelet, der efterfølgende diskuterer de to indlæg og de videre perspektiver i emnet og projektet, den 7. består af tre formidable kvinder: Johanna Möllerström, der er professor i nationaløkonomi på George Mason University i Virginia, Ulrica Schenström, direktør for tænketanken Fores, og Karin Svanborg-Sjövall, tidligere direktør for Timbro og nu ‘statssekreterare’ (en slags departementschef) i det svenske Kulturdepartementet.
Hele arrangementet er fokuseret på formidling af bidder fra projektet, og kræver på ingen måde en forskeruddannelse eller særlig indsigt. Alle interesserede kan tilmelde sig gratis her! Deadline for tilmelding er fredag den 1/3.
Af Otto Brøns-Petersen, den 25. februar 2024. Skriv et svar
I denne uge kom omsider den længe ventede rapport fra Svarer-gruppen om grøn skattereform i landbruget. Første delrapport om industrien mv. er allerede omsat i en politisk aftale. Nu venter en langt vanskeligere en om landbruget.
Jeg skal nok vende tilbage med en nærmere analyse, men her er nogle links til min umiddelbare vurdering.
Vi drøfter rapporten i CEPOS’ ugentlige podcast “Bag om nyhederne”. Se med her:
