Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Handbook of Research on Economic Freedom

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2024. 1 svar

Hvad ved vi om konsekvenserne af og kilderne til økonomisk frihed? Det er hovedspørgsmålene i den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der blev udgivet for en uge siden af forlaget Edward Elgar. Bogen er redigeret af min gode ven, kollega og medforfatter Niclas Berggren (IFN, Stockholm), og omfatter foruden indledningen 26 kapitler om separate emner i den videnskabelige litteratur om økonomisk frihed.

Som jeg skriver i Børsen idag, er det imponerende hvor meget forskning, der er udkommet om emnet de knap 30 år, der har været empiriske mål for økonomisk frihed. Det er derfor på sin plads, at det første kapitel efter indledningen netop er skrevet af James Gwartney og Robert Lawson, der stod for udviklingen af Economic Freedom of the World indekset. Derfra går det slag på slag med virkelige eksperter på hver deres område, der dækker et spørgsmål af gangen. Her er blot nogle få pluk:

Kapitel 5 handler om økonomisk frihed i økonomisk historie, skrevet af Vincent Geloso og Gregory Caskey, mens Maria Pia Paganelli har skrevet kapitlet om økonomisk frihed hos Adam Smith og Gerhard Wegner har skrevet om økonomisk frihed i tysk / østrigsk økonomisk tænkning.

I hvor høj grad er landes økonomiske frihed påvirket af deres regeringers ideologi? Det dækkes af Klaus Gründler, Armin Hackenberger og Niklas Potrafke; sidstnævnte har selv bidraget væsentligt til denne forskning. På samme måde har Niclas fået Abishek Choutagunta og Jerg Gutmann – to yngre, men meget dygtige økonomer fra Hamborg – til at skrive om sammenhængene mellem demokrati og økonomisk frihed.

Bogens længste afsnit handler om konsekvenser af økonomisk frihed, og indledes meget passende af de to hollandske topforskere Jan-Egbert Sturm og Jakob de Haan, der dækker hvad vi ved om effekten af økonomisk frihed på økonomisk vækst og produktivitet. Samme sektion har kapitler om effekterne på iværksætteraktivitet (af Per Bylund, Peter Klein og Matthew McCaffrey), miljø (Jonas Grafström), fred og voldelig konflikt (Tim Krieger and Daniel Meierrieks), og respekt for menneskerettigheder (af undertegnede).

Bogen afsluttes af to filosofiske kapitler – et af Nick Cowen om social retfærdighed og økonomisk frihed og et andet af Douglas Den Uyl og Douglas Rasmussen om menneskelig ‘blomstren’. Og selvom jeg selv har beskæftiget mig meget med emnet, er det stadig forbløffende at se, hvor meget forskning der er, og ikke mindst hvor vigtig borgernes økonomiske frihed er for samfundets udvikling. Selvom jeg ikke vil anbefale læsere at købe bogen – den er meget dyr og det er en bedre idé at opfordre ens bibliotek til at købe et eksemplar – er den som helhed meget varmt anbefalet. Som Tyler Cowen skriver i sin blurp for bogen: “There are few books that could do the world more good than this one.”

Censureret forskning om Covid – session på APEE

Af Christian Bjørnskov, den 14. april 2024. 2 svar

Først på denne uge, fra søndag den 7. til tirsdag den 9., deltog jeg i den årlige konference i the Association for Private Enterprise Education (APEE) i Las Vegas. Konferencen er altid en fornøjelig affære blandt ligesindede, men omfatter også altid virkeligt god og interessant public choice forskning. I tirsdags gjaldt det ikke mindst en session om ‘censureret forskning’, som Bryan McCannon (Illinois Wesleyan University) havde sat sammen. Den bød – ikke overraskende – på fire papirer om effekter af nedlukninger og politik under Covid-epidemien.

Jeg fik lov til at starte sessionen med at præsentere mig papir “Lockdown Effects on SARS-CoV-2 Transmission: Evidence from Northern Jutland” som er skrevet sammen med Kasper Planeta Kepp fra DTU, og som vi har omtalt tidligere her på stedet. Som opmærksomme læsere måske kan huske, finder Kasper og jeg, at den ekstreme nedlukning af syv kommuner i Nordjylland – borgerne måtte ikke engang forlade kommunen – absolut ingen effekt havde på spredningen af Covid. Som jeg påpegede i Las Vegas, påstod danske epidemiologer at nedlukningen virkede: Vi kan dog ganske let vise, at det er en statistisk konsekvens af at ‘korrigere’ for testantallet, når man allerede før man begyndte at teste mere havde fundet stort set alle smittede. Det er derfor statistisk manipulerende at fokusere på antallet af observerede smittede som andel af antallet af testede. Gør man det korrekt, finder man en præcis nul-effekt.

Jeg blev fulgt af Mark Wilson (Saint Bonaventure), der præsenterede “Mask Mandates Increased COVID-19 Deaths in Kansas”. Papiret, der er skrevet sammen med Bryan, undersøger hvad der skete med overdødeligheden i Kansas efter at guvernøren indførte et påbud om mundbind i det offentlige rum. Tricket i papiret er, at alle counties i staten havde mulighed for at opte ud af politikken – og mange gjorde det, både i første og anden omgang. Mark viste, at mundbindspåbuddet blev fulgt af højere overdødelighed: Tre uger med mundbindskrav kostede to ekstra dødsfald. Mens det lyder som en meget lille effekt, skal det sættes i relation til at de 105 counties i Kansas i gennemsnit har 28.000 indbyggere, og medianen er 7000. Når tilhængere påstår, at det da ikke gjorde noget af folk blev tvunget til at bære mundbind selv der ikke var og er nogen evidens for at de virker, er det således ikke længere et godt argument.

Michael Makovi (Northwood University) var tredje præsentation med sit papir sammen med Phillip Magness (the Independent Institute) “The Efficacy of COVID-19 Lockdowns: A Dynamic Panel Analysis”. De to analyserer sammenhængen mellem nedlukninger og overdødelighed på tværs af de amerikanske stater i hele 2020, og gentager derfor min analyse, der kun var for europæiske lande i foråret 2020. Michael og Phil er metodisk sublimt dygtige, men finder absolut ingen effekt af nedlukninger uanset hvordan de angriber problemet.

Sessionen sluttede med Bryan selv, der præsenterede “Community Use of Face Masks and COVID-19: Further Evidence from State Mandates in the U.S.”, som er fælles arbejde med Dorothy Kemboi (West Virginia University). Papiret er et replikationsstudie af arbejde fra det amerikanske CDC, der påstod af mundbindskrav førte til lavere infektionsrater. Bryan viste, at når man udvider den korte periode, CDC studerede, til hele perioden fra januar 2020 til 2023, finder man absolut ingen (som i overhovedet og slet ikke) støtte for CDCs påstand: Mundbindskravene gjorde overhovedet ingen forskel for spredningen af Covid.

Hele sessionen var således en fejring af ordentlig forskning, som bare ikke har kunent publiceres. Bryan fortalte for eksempel om sit studie med Mark, at det var blevet afvist af 12 forskellige tidsskrifter. Den ene gang var begrundelsen fra en reviewer, at han ikke forstod hvorfor de havde lavet et studie af en utestet teori! Jamen, hvordan bliver de ellers testet? Alle seks forfattere, der deltog havde oplevet at få nedlukningsskeptiske studier afvist med de mest absurde begrundelser.

At man kunne tage til APEE og se dem præsenteret – og få et klart indtryk af, hvor omhyggelig kvalitetsforskning de er – var en stor fornøjelse. At min ven og kollega Stefan Sløk-Madsen fra Cepos blev udnævnt til nyt medlem af APEEs executive comitee gjorde ikke fornøjelsen mindre.

David Friedman-arrangment

Af Otto Brøns-Petersen, den 8. april 2024. Skriv et svar

Den 18. april får CEPOS besøg af David Friedman, hvor han skal tale om ”Market failure – an argument for or against government” på et arrangement kl. 16.30-18.00. Det glæder jeg mig til.

Man kan tilmelde sig arrangementet her.

Markedsfejl er umiddelbart det stærkest tænkelige argument for en statslig intervention, som i princippet kan stille alle bedre. Men nissen flytter med, når der skal træffes politiske beslutninger (som jeg bl.a. har skrevet om her). Politiske beslutninger er forbundet med de selv samme problemer, som de egentlig skulle løse. Det blev ikke mindst en gruppe af økonomer med senere Nobelpristager James Buchanan opmærksomme på, da de grundlagde et forskningscenter i Virginia for at studere ”ikke-markedsmæssige beslutninger”, senere kendt som ”public choice”. Og en af disse pionerer var faktisk en ung David Friedman.

Friedman-navnet er naturligvis mest kendt i forbindelse med hans far, Nobelpristageren Milton Friedman, men David er en fremragende økonom i egen ret. Han er også en fremragende libertariansk politisk tænker. Hans ”The Machinery of Freedom” fra 1973 er noget af en klassiker, som han har opdateret i flere omgange. Den kan i øvrigt hentes kvit og frit på hans hjemmeside, sammen med mange andre interessante bøger og artikler.

Når kommunereklame skaber rent seeking

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2024. 1 svar

Hvad ved vi om konsekvenserne af, at kommuner og regioner forsøger at tiltrække store virksomheder ved at tilbyde særlige fordele? Mange ikke-økonomer – og desværre enkelte økonomer – tænker ofte, at det kun kan være en god ting at man tiltrækker arbejdskraft og skattekroner. Men selve processen forbundet med at tiltrække virksomheder kan være skadelig, fordi den åbner for såkaldt rent-seeking som en måde at føre virksomhed, og fordi den giver politikere et ekstra incitament til at rage til sig.

Men hvor stort er problemet egentlig? Ved den årlige konference i the European Public Choice Society, der lige er blevet afholdt i Wien, præsenterede Gary Wagner (University of Louisiana – Lafayette) et nyt papir han har skrevet sammen med Peter Calcagno (College of Charleston) og Russell Sobel (the Citadel). I “The political economy of state economic development: a path to unproductive entrepreneurship” undersøger de tre netop, hvad der sker når stater giver meget store incitamenter – tilskud, skattefordele osv.

Gary (på billedet under præsentation) forklarede, hvordan man relativt præcist kan identificere ændringen i måden at føre politik og virksomhed på. Han og hans kolleger viser i papiret, at når en stat giver et ‘large incentive’ for at tiltrække virksomheder, stiger beskæftigelsen med cirka 3½ procent i én bestemt type beskæftigelse: Den, der statistisk omfatter lobbyister, spindoktorer osv.

Skulle nogen være i tvivl om, hvorfor danske kommuner og regioner for eksempel er begyndt at ansætte langt flere journalister og andre, der ikke på nogen synlig måde bidrager til drift eller hører til, er det måske en idé at læse det nye papir af Wagner, Sobel og Calcagno. Det ville være sært, hvis det ikke er et fænomen, som danske kommuner med tørst efter nye jobs og indbyggere også udviser.

Forskere fra Syddansk Universitet finder begrænset (eller ingen?) effekt af nedlukningerne

Af Jonas Herby, den 27. marts 2024. 2 svar

Rockwool Fonden har finansieret et projekt udført af forskere ved Syddansk Universitet (SDU), som bl.a. har til formål at besvare spørgsmålet ”Hvad var sammenhængen mellem politiske indgreb og dødeligheden?”. Et spørgsmål vi ofte har kredset omkring her på bloggen.

Konklusionen er altså – med udgangspunkt i forskernes egen model – at nedlukningerne ikke har nogen effekt i et land med vinterferie på samme tid som i Danmark.

Rockwool Fonden har udgivet en pressemeddelelse, hvor konklusionen lyder, at ”rettidige politiske indgreb har betydning for dødeligheden”. Samme konklusion kommer vi i princippet frem til i vores metastudie af effekten af nedlukningerne, men effekten er bare meget lille. Og en af vores centrale pointer er netop, at mange forskere glemmer at skelne mellem statistisk signifikant og økonomisk/politisk signifikant.

Så hvor stor effekt finder SDU-forskerne så?

Læs resten →

Hvad skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om banker, regulering og konkurrence?

Af Jonas Herby, den 26. marts 2024. Skriv et svar

I august 2022 udgav Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen rapporten ”Konkurrencen på bankmarkedet for privatkunder”. Det er en god moppedreng på knap 150 sider og dermed noget de færreste vil tygge sig igennem.

Jeg har studeret den lidt nærmere for at se, hvad de konkluderer om regulering. Det korte af det lange er, at rapporten bekræfter det, som alle, der interesserer sig for regulering af den finansielle sektor, har sagt meget længe.

Nedenfor er et par udpluk.

”[regulering bidrager] til at begrænse eksisterende aktørers muligheder for at konkurrere effektivt med hinanden.”

“Bankerne skal bl.a. vurdere nye kunders kreditværdighed mv., og de har derfor behov for at modtage en række privatøkonomiske oplysninger, fx lønsedler eller skatteoplysninger, før de kan afgive tilbud og flytte nye kunders engagement. Det kan være besværligt for mange forbrugere at fremskaffe alle relevante oplysninger, hvilket kan begrænse forbrugernes motivation til at være aktive på markedet. Næsten halvdelen af bankerne peger på, at regulering gør det vanskeligere for kunderne at skifte bank.”

Læs resten →

World Happiness Report 2024 – mere af det samme?

Af Christian Bjørnskov, den 24. marts 2024. Skriv et svar

I denne uge udkom den årlige World Happiness Report fra FN. Det betød allerførst, at jeg havde en meget travl onsdag, da en række journalister kontaktede mig for at få kommentarer på de nye tal. Men der var reelt ikke noget nyt om Danmark, der igen i år er nummer to efter Finland. Det overordnede billede er i virkeligheden forbløffende ens fra år til år, fordi de grundlæggende faktorer bag at en befolkning er mere eller mindre tilfreds med livet, er ret stabile. På den måde var 2024-rapporten simpelthen mere af det samme, men på en anden måde gemte der sig interessant information i rapporten.

Sagen er, at 2024-rapporten har tabeller med tilfredshedstal fra 2021-23 for det meste af verden. Det tillader os at få et første overblik over, hvad der skete med hele befolkningers tilfredshed med livet gennem corona- og nedlukningstiden i 2020-22. Den øvelse involverer en metodisk komplikation, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Figuren viser sammenhængen mellem gennemsnitstilfredsheden mellem 2005 og 2011, og gennemsnittet mellem 2021 og 2023 i fire grupper: Vesten, Norden, de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og Latinamerika.

Som man kan se, er der en ganske klar sammenhæng på den måde, at de fleste lande ligger op ad en-til-en linjen – dvs. at de ikke ændrer sig så meget over en periode på halvandet årti (r=0,79). Men de røde markører – de tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa – ligger et godt stykke over linjen, med en enkelt undtagelse (Ukraine, hvilket ikke ligefrem er overraskende). Grunden er, at i særlig grad disse lande har oplevet stigede tilfredshed igennem 2010’erne, med cirka 0,06 point per år. Den vestlige gruppe oplevede også en lille stigning over årene, mens Latinamerika som helhed oplevede et fald. Vurderer man således tilfredshedstabene gennem nedlukningsårene må man derfor tage trenden i landene i betragtning.

Beregner man et simpelt tab (dvs. man ignorerer trenden), har de vestlige lande i gennemsnit tabt 0,19 point, mens Latinamerika har tabt 0,22 og Norden 0,06 point; de tidligere kommunistiske ser ud til at have fået 0,09 point mere tilfredshed. Men korrigerer man for trenden i de enkelt lande – sammenligner man med et rimeligt bud på, hvor tilfredsheden havde været hvis trenden var fortsat uden nedlukninger – er tallene lidt anderledes. Her ser Vesten ud til at have tabt 0,21 point, Norden 0,08 point, Latinamerika 0,07 point, og de tidligere kommunistiske 0,14 point.

Hvor store er disse tab? 0,08 og 0,21 lyder jo ikke af ret meget, vel? Sammenligner man pointtabene med effekten af indkomst, kan man regne ud, hvor meget en typisk danskers eller europæers indkomst skulle falde, for at tilfredsheden skal falde lige så meget. De 0,08 point i nordiske lande svarer til, at en almindelig dansk familie mister 50.000 kroner i disponibel indkomst. Et tilfredshedstab på 0,21 – eller det tyske tab, der er over en tredjedel point – er derfor enorm i forhold til indkomsteffekter.

Den egentlige historie, der gemmer sig i tallene i årets World Happiness Report er således ikke den, forfatterne skriver mest om. Hvorfor noterer man ikke de rent sagt enorme tilfredshedstab i en lang række lande under nedlukningerne? Hvorfor noterer man ikke, at svenskerne faktisk ikke oplevede noget særligt tab? Og hvorfor gør man ikke mere ud af, at de fleste central- og østeuropæiske lande faktisk har klaret sig bemærkelsesværdigt godt?

Martin Kuldorff fyret fra Harvard Medical School

Af Jonas Herby, den 18. marts 2024. 1 svar

Martin Kulldorff er blevet fyret fra Harvard Medical School, fordi han ikke ville vaccineres mod COVID-19 (som han allerede havde haft).

Nedenfor er hvad Vinay Prasad skriver om det. Jeg kan ikke umiddelbart finde noget, jeg ikke er enig i. Jeg ser det desværre som endnu et tegn på, at universiteterne i USA er i krise.

Martin Kulldorff har også deltaget i en række podcasts på det seneste. Jeg kan bl.a. anbefale Unherds afsnit om hans oplevelser under og efter pandemien.

Mere

President’s Rule: Magtmisbrug i Indien

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2024. Skriv et svar

Indien er verdens største demokrati, men næppe nogens ideal for, hvordan et demokrati bør virke. Landet led i mange år under politikere uden nogen som helst forståelse for økonomi, og som mange andre lande i regionen, er Indiens og Asiens historie fuld af eksempler på politisk magtmisbrug. Stefan Voigt og jeg har været interesserede i dette aspekt i årevis, og se ikke mindst på det i vores bog State of Emergency, der udkommer til juli. I én sag har vi sluttet os sammen med Abishek Choutagunta og Shruti Rajagopalan om fælles forskning, der nu ligger tilgængeligt som working paper.

I papiret President’s Rule in India: State Emergency or Political Capture? undersøger vi et af de klareste eksempler på en politisk institution, der kan misbruges: Den indiske forfatnings paragraf 356, der også kendes som ‘President’s Rule’. Forfatningsreglen indebærer, at den føderale regering i Indien kan opløse en delstatsregering. Idéen med reglen var oprindeligt, at give den føderale regering muligheden for at overtage kontrollen med en delstat, hvis dens regering af en eller anden grund – politisk dødvande, naturkatastrofer og voldsomme optøjer – ikke længere kan regere.

Den interessante setting er, at der har været masser af påstande om, at President’s Rule blev misbrugt. En detalje er, at en højesteretskendelse i SR Bommai-sagen i 1994 indebar, at retsvæsenet kunne undersøge brugen af President’s Rule, og dermed også fik mulighed for at kende, at brugen var forfatningsstridig.

For at kaste lys over spørgsmålene, har vi allerførst bygget et datasæt der omfatter allle indiske delstater fra 1950 til 2019 hver måned. Vi kan derfor måned for måned følge, om staten rammes af President’s Rule, og estimere om brugen af reglen følger intentionen, eller om den misbruges politisk. Og konklusionen er overvældende, at brugen af President’s rule altid har været politisk. Vi finder ingen evidens for, at katastrofer eller optøjer har ført til dens brug, mens delstatsregeringer med mindre erfaring, mindre flertal i parlamentet, og koalitionsregeringer er mere udsat for brug. Meget af dette misbrug stoppede med SR Bommai-kendelsen i 1994, der gav retsvæsenet en mulighed for at holde øje med og straffe politikere.

Helt overordnet er vores studie af President’s Rule et studie af politisk magtmisbrug i verdens største demokrati, og således også en advarsel mod risikoen for magtmisbrug af forfatningsregler i føderale stater. Det er naturligvis ikke et problem, der direkte kan applikeres til Danmark, der ikke er føderal. Men tænker man på EU og diskussionen om, hvordan man fordeler magten og i særlig grad den stigende centralisering i unionen, er der absolut grund til at se på Indiens historie, og hvis elendigt det er gået for en type institution, som EU nærmer sig.

Hele abstractet er her: Emergency provisions allow federal governments to intervene swiftly but create op- portunities for political capture. We analyze how this tension plays out in the world’s largest federal republic, India. Article 356 of the Indian constitution (President’s Rule) allows the union (federal) cabinet to dismiss a state government and dissolve the elected state legislature, if the federally appointed state governor recommends the dismissal for emergencies, including political crises and natural disasters. Using an original panel data set of Indian states from 1952 until 2019, we find that Article 356 leads to the political capture of states by the Union (federal) govern- ment. More specifically, we find that (1) the likelihood of invoking Article 356 is almost exclusively determined by the political strength of the parties forming state governments, (2) natural or man-made emergencies are not significant predictors of invoking Article 356, and (3) judicial safeguards added in 1994 significantly reduced Article 356 imposition.

Årets Duncan Black-pris: Beyond Pigou

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2024. 1 svar

Hvert år til den årlige konference i the Public Choice Society – der afholdes om godt en uge i Dallas – uddeles Duncan Black-prisen. Prisen går til den bedste artikel i det foregående år i tidsskriftet Public Choice, og annonceres altid et par uger før konferencen. Den prestigiøse pris er i tidligere år gået til bl.a. Ronald Wintrobe, Thomas Stratmann, Andrew Young, John Matsusaka, Sean Gailmard og Jeffery A. Jenkins, og (i al ydmyghed) undertegnede og Stefan Voigt sidste år.

I år går prisen til Casey Mulligan (University of Chicago) for artiklen “Beyond Pigou: Externalities and Civil Society in the Supply-Demand Framework.” Mens Black-prisen næsten altid går til fin og interessant forskning, er Mulligans artikel alligevel helt særlig. Han starter med den basale idé, a der findes markedsfejl: Frie markeder producerer ofte for lidt uddannelse, for meget forurening, for få offentlige goder, og kan nogle gange mangle information til forbrugerne. Det traditionelle syn på problemet – som der stadig undervises i fag om offentlig økonomi (public economics) på universiteter verden over – er, at det derfor er statens rolle at gå ind og løse disse markedsfejl.

Public choice-skolen var og er et korrektiv til dette simple syn, ved at påpege at der også findes statsfejl: Alle faktiske indgreb overfor markedsfejl lider af problemer med lobbyisme, politikeres forsøg på at købe vælgere, og at staten ofte mangler information til at kunne ramme bare nogenlunde præcist med f.eks. forureningsskatter og subsidier. I praksis bør man således i alle tilfælde overveje, om den sandsynlige statsfejl ved at gribe ind er værre end markedsfejlen.

Og det er netop i den diskussion, Mulligan rykker ind med sin vigtige pointe. Han bruger simpel pristeori og kan grafisk med et udbud-efterspørgsels diagram vise, at der ere eet overset element. Mulligans meget ‘Ostromske’ pointe er, a det ikke kun er staten, der kan løse markedsfejl. Civilsamfundet gør det i virkeligheden ofte. Så hvis folk kan organisere sig uden store omkostninger, er det muligt for dem at fikse mange lokale forureningsproblemer, og også producere offentlige goder. I mange lande eksisterer der for eksempel privat finansierede museer. Et andet eksempel er klubber – en pointe James Buchanan skrev om allerede i 1965: Når tennisinteresserede for eksempel danner en klub, er der adgang til baner osv. som om de var et offentligt gode, bare man er medlem af klubben. Det er hverken markedet eller staten, der leverer tennisbanerne eller klubhuset.

I en tid, hvor politikere over hele den vestlige verden bliver mere interventionistiske – se blot på den nye begejstring for industripolitik, statslig regulering af “misinformation” og protektionisme – er Mulligans pointe vigtig. At han også skriver godt og serverer den i en elegant grafisk form, som man kan undervise bachelorstuderende i, er imponerende. Hvis man er økonom, er artiklen varmt anbefalt. Hvis ikke, må vi sørge for at budskabet formidles på anden vis…

Mere om regulering og 155 mm artillerigranater – og manglende politisk vilje

Af Jonas Herby, den 3. marts 2024. 1 svar

Forleden sendte en bekendt mig linket til dette indlæg om hvorfor produktionen af 155 mm artillerigranater går så langsomt. Det er værd at læse hele indlægget, men basalt set er konklusionen, at manglen på artillerigranater ikke skyldes de tekniske udfordringer, som normalt fremhæves (fx at det tager lang tid at bygge en ny fabrik), men snarere manglende politisk vilje.

My solace is that in a real conflict, all of that red tape would be put to the side and people can get about building things.

Sidst skrev jeg, hvordan regulering kunne være en af forklaringerne på, at EU ikke har leveret den million granater, man lovede. Men manglen ser ikke ud til kun at skyldes regulering. Betalingsvilligheden halter også.

Læs resten →

Har Lone Simonsen og Viggo Andreasen ikke lært af coronakrisen?

Af Jonas Herby, den 29. februar 2024. Skriv et svar

Op til jul havde Otto og jeg et indlæg i Politiken, hvor vi gik i rette med Lone Simonsen og Viggo Andreasen (LV). Det var svar på en kronik af de to RUC-forskere, der begge havde centrale ekspertroller både i regeringen og i medierne under COVID-19-pandemien, hvor de spurgte, hvad man havde lært af coronakrisen. Desværre bar deres kronik præg af både graverende fejl, udeladelser og misforståelser. Og af manglende evne til at gribe i egen barm.

Lad os begynde med de graverende fejl.

I kronikken hævder LV, at Sveriges ”første strategi var ikke at reagere i tre uger i marts 2020, hvilke førte til en kæmpe bølge og 5.000 covid-dødsfald”. LV er ikke de første, der fortæller denne vandrehistorie, som bare ikke er korrekt. For dødeligheden i Sverige var langt højere end i Danmark, længe før nedlukningen kunne have nogen effekt. Omkring 7. april døde der dagligt omkring tre gange så mange i Sverige som i Danmark i forhold til befolkningernes størrelse. Men på det tidspunkt kunne en evt. effekt af nedlukningen af skolerne d. 16. marts og restauranter mv. d. 18. marts endnu ikke haft nogen mærkbar effekt, da der går ca. tre uger fra man smittes til man dør af COVID-19.

Læs resten →

Er markedsøkonomien kulturelt skadelig?

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2024. Skriv et svar

Torsdag den 7/3 afholder IFN i Stockholm et offentligt policy seminar med titlen “Är marknadsekonomin kulturellt skadlig?” Seminaret er en af de sidste aktiviteter i mit og Niclas Berggrens forskningsprojekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom, som finansieres af the John Templeton Foundation. Arrangeementet begynder 8.30 med registrering og morgenmad – hvis man er i Stockholm – og selve programmet starter klokken 9. Det hele foregår både fysisk i Stockholm og online – da to af os er med på zoom.

Arrangementet begynder med to indlæg af Niclas og mig, hvor vi kort præsenterer to bidrag fra forskningsprojektet: Jeg taler om hvorvidt globalisering påvirker folks mellemmenneskelige tillid – samfundets ‘sammenhængskraft’ – og Niclas præsenterer vores fælles arbejde om kapitalisme er bedre for mænds end kvinders tilfredshed med livet. Interesserede kan læse mere her og her.

Panelet, der efterfølgende diskuterer de to indlæg og de videre perspektiver i emnet og projektet, den 7. består af tre formidable kvinder: Johanna Möllerström, der er professor i nationaløkonomi på George Mason University i Virginia, Ulrica Schenström, direktør for tænketanken Fores, og Karin Svanborg-Sjövall, tidligere direktør for Timbro og nu ‘statssekreterare’ (en slags departementschef) i det svenske Kulturdepartementet.

Hele arrangementet er fokuseret på formidling af bidder fra projektet, og kræver på ingen måde en forskeruddannelse eller særlig indsigt. Alle interesserede kan tilmelde sig gratis her! Deadline for tilmelding er fredag den 1/3.

Svarer-gruppens rapport om klimaafgift i landbruget

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. februar 2024. Skriv et svar

I denne uge kom omsider den længe ventede rapport fra Svarer-gruppen om grøn skattereform i landbruget. Første delrapport om industrien mv. er allerede omsat i en politisk aftale. Nu venter en langt vanskeligere en om landbruget.

Jeg skal nok vende tilbage med en nærmere analyse, men her er nogle links til min umiddelbare vurdering.

Vi drøfter rapporten i CEPOS’ ugentlige podcast “Bag om nyhederne”. Se med her:

Der er et link til min pressemeddelelse her

Op til offentliggørelsen udgav jeg en fællesartikel med en række andre tænketanke mv.

Her er et Facebook-opslag om begge dele.

Putin og undertrykkelssfælden

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2024. 6 svar

Siden Vladimir Putin overtog præsidentembedet fra Boris Jeltsin ved indgangen til 2000 har Rusland været et diktatur, men et lidt særligt af slagsen. Eller det vil sige indtil fornylig. Mordet på Alexei Navalny i en arktisk straffekoloni for nogle dage siden kan siges at være sidste skridt i forvandlingen af Rusland til et groft undertrykkende diktatur – og dermed måske også et første skridt mod dets ødelæggelse.

Putin-regimet eksisterede i mange år i en slags ligevægt, hvor regimet opretholdt en slags demokratisk facade, sikrede relativt gode økonomiske vilkår for middelklassen i landets store byer, og som modydelse fik, at borgerne ikke krævede meget mere. En del af denne ligevægt var også gentagne krige – i Tjetjenien, Syrien, Donbas, og annekteringen i 2014 af Krim – der sikrede regimet støtte i form af en ‘rally around the flag’ effekt, samtidig med at de demonstrerede at Putin var en stærk leder.

En særlig del af denne ligevægt var et niveau af undertrykkelse, der ikke var overvældende hårdt. Helt særligt tillod Putin-regimet indtil fornylig nogle relativt frie medier og flere analyseinstitutter – ikke mindst Levada-centeret – der kunne udføre uafhængige spørgeskemaundersøgelser, der til tider spurgte om kontroversielle emner. Rationalet for at tillade disse medier blev beskrevet i 2009 af Georgy Egorov, Sergei Guriev og Konstantin Sonin i en artikel i American Political Science Review.

Der er to grunde til, at diktatorer tillader en grad af mediefrihed. Egorov og hans kolleger fokuserer på, at frie medier kan holde embedsværket i ørerne ved at rapportere om korruption, magtmisbrug, og andre problemer. Når der ingen demokratisk kontrol er med embedsværket, er der behov for andre midler, og her kommer en nogenlunde fri presse ind i billedet.

Den anden grund er, at diktaturer har et stort behov for at vide, hvad der foregår i landet og befolkningen. Jo mere frie medier kan skrive om det, og jo mere uafhængige analyseinstitutter kan lave meningsmålinger og andet, jo mere ved regimet også. Der er derfor en balance at ramme mellem at undertrykke ‘for lidt’, og risikere at man bliver afsat som diktator, og at undertrykke for meget, og dermed ikke vide noget om hvad der foregår – og på den måde risikere mere. Flere forskere har peget på, at mange diktaturer derfor ikke undertrykker pressen så meget som man skulle tro; Ángel Arrese peger endda på, at det er relativt normalt at diktaturer tillader en ret fri erhvervspresse.

Og heri ligger Putins nye problem. Hans fiasko i Ukraine de sidste to år har fået ham til at slå hårdt ned på pressen og styre den med hård hånd. Men det betyder blot, at hans regime nu ved endnu mindre om, hvad der foregår i Rusland, end de plejede. Der dukker jævnligt demonstrationer op, der er massiv utilfredshed lige under overfladen, og et sted mellem ½ og 1 millioner yngre mennesker er flygtet ud af landet. Putin kan og vil ikke tillade, at den slags overhovedet nævnes i medierne, og han kan ikke holde til at de faktiske tabstal og fiaskoer i Ukraine nævnes offentligt. Hans eneste mulighed for at sikre magten nu, er dermed at forlade balancen med de halvfrie medier og undertrykke så meget, som han overhovedet kan. Der er ingen balance længere, kun maksimalt diktatur. At den mest kendte og populære oppositionspolitiker nu er død er kun en logisk følge, og et vink med en vognstang til alle russere om, at regimet ikke engang vil gøre som om, de har rettigheder.

Står regulering i vejen for ukrainsk overtag på slagmarken?

Af Jonas Herby, den 15. februar 2024. 3 svar

I starten af coronapandemien så vi adskillige virksomheder, som lynhurtigt omstillede deres produktion til at producere værnemidler, håndsprit mv. Lego producerede fx visirer, og destillerier omstillede produktionen til håndsprit.

Men det skete på ingen måde uden sværdslag med Regelstaten. Fx krævede omstillingen til fx at producere håndsprit dispensationer fra reglerne, og senere fik adskillige virksomheder ørerne i Regelstatens maskine, fordi de fx brugte et ikke-godkendt desinficerende stof eller ikke levede op til krav ift. indpakningen.

Siden problemerne med at forsyne Ukraine med artillerigranater dukkede op, har min mavefornemmelse derfor sagt mig, at det bl.a. er regulering, der står i vejen for, at industrien kan udvide produktionen mærkbart.

Jeg har derfor forsøgt at finde eksperter inden for området, men desværre hidtil uden held. Men Punditokraternes læsere skal ikke snydes for det, jeg har fundet indtil videre.

Læs resten →

Frustrerende regulering af tobaks- og nikotinprodukter

Af Jonas Herby, den 13. februar 2024. Skriv et svar

Forleden modtog jeg nedenstående nyhedsbrev fra Christopher Snowdon, der er ”Head of Lifestyle Economics” hos IEA.

Snowdon peger på væsentlige problemer i Storbritanniens regulering af tobaks- og nikotinprodukter, som ligner de danske til forveksling.

Jeg har tidligere udgivet et notat om totalforbuddet mod at reklamere for (de mindst skadelige) tobaksprodukter, og der er masser af andre forbud (fx forbuddet mod at sælge e-cigaretter med andre smage end tobak og mentol) der trækker i samme retning: At det bliver sværere for rygerne at skifte til mindre skadelige produkter.

Reguleringen kan med andre ord koste menneskeliv.

Alligevel forsøger Kræftens Bekæmpelse & Co. med stor iver at forhindre rygerne i at få let adgang til de mindre skadelige produkter. Et af argumenterne er, at nikotinprodukterne er skadelige for de unge. Og det er jo rigtigt. Og uanset at nogen nok vil mene, at det er forældrenes opgave at sørge for, at de unge opfører sig fornuftigt, så bemærker Snowdon, at det – i stedet for at indføre flere og flere regler – vil give mere mening at håndhæve den eksisterende lovgivning, så butikker ikke sælger tobaks- og nikotinprodukter til børn.

Det er et uhyre vigtigt område, og det ærgrer mig, at jeg ikke har tiden og ressourcerne til at tage kampen op. I stedet må I nøjes med Snowdons velskrevne og informative nyhedsbrev nedenfor og hans gode indlæg i forskellige medier.

Læs resten →

John Cochrane om Trumps vælgeropbakning

Af Jonas Herby, den 5. februar 2024. 2 svar

Jeg syntes, at dette indlæg fra den altid indsigtsfulde John Cochrane, var yderst interessant. Så hermed en opfordring til at læse det hele. Nedenfor et lille udpluk, hvor Cochrane citerer sit eget indlæg i Wall Street Journal.

An oped at the WSJ. I can’t post the whole thing for 30 days, but here are some tidbits and some extra commentary.

Incompetent Elites Make Trump Look Appealing

His supporters don’t love everything about him but are sick of being disdained and misgoverned.

Democrats and traditional Republicans are flummoxed. How are 4 in 10 of our fellow citizens ready to vote for Donald Trump? …

What motivates Trump supporters? Simple: They want their country back.

I mention Iraq, Afghanistan, and the financial crisis, all of which hit middle America hard, and from which they surmised that the foreign policy and economic elites don’t know what they’re doing. I mention official Washington’s Trump derangement, the second round of the illegitimacy wars.

In 2020 Covid hit. Trump supporters initially went along, trusting institutions. But the pandemic soon exposed the politicized incompetence of the Food and Drug Administration, the Centers for Disease Control and Prevention, and the scientific establishment. Lockdowns destroyed lives. Officials made up rules and ramped up censorship. Inquiries about whether the virus came from a lab leak, or anything negative about masks or vaccines, became “misinformation” subject to censorship. Trump supporters saw media, tech companies and national-security bigwigs suppress the news of the Hunter Biden laptop just in time for the election.

When schools went remote, parents found out what was actually going on inside the classrooms. Teachers were coaching students to hate themselves, their country and their religious traditions and sexualizing young children. The FBI treated angry parents as domestic terrorists. After Oct. 7, Trump supporters learned that universities are incompetent and politicized and disdain people like them. They saw that once-trusted mainstream-media outlets had become political advocates long ago.

Voters see the chaos of a dysfunctional immigration system spill into their neighborhoods. They see crime overwhelming and shutting down cities where officials refuse to enforce laws. They see the homeless invading public spaces.

They aren’t proud of Mr. Trump’s actions after the 2020 election. But 91 felony counts, some brought by prosecutors who campaigned on a promise to get Mr. Trump, and most unrelated to the election? Bonnie and Clyde didn’t have this much legal trouble! And now disqualifying Mr. Trump from the ballot? “Destroy democracy to save democracy” is no longer a joke. The existence of the deep state seems to be confirmed with every outrage….

This election isn’t about employment, spending promises or 12-point policy plans. Voters everywhere want the basic institutions of American society and government to return to a semblance of apolitical competence.

A little advice at the end:

What should Nikki Haley do? Show that she understands this deep frustration. Explain how she will fix the country’s institutions and why Mr. Trump won’t or can’t.

Blasfemiforbud sænker ikke terrorrisikoen

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2024. 1 svar

I sidste uge blev den årlige danske public choice workshop afholdt på Aarhus Universitet. Det blev en fremragende dag med masser af god, ny forskning fra juniorer til to emeritusser. Vi kommer til at skrive om flere af dem, men starter med Lasse Eskildsen, der præsenterede helt ny forskning sammen med undertegnede. Grunden er, at Lasse og jeg har kigget på et af de mest aktuelle spørgsmål i dansk debat: Er lovgivning der forbyder blasfemi et effektivt middel mod terrorisme?

Lasse og jeg har samlet data fra 162 lande på tværs af verden siden starten af 1970erne, hvor vi ved hvor mange terrorangreb der var, og om landet havde forbud mod blasfemi eller ej. Vi opsummerer dataene i figuren nedenfor, hvor vi sammenligner autokratier og demokratier med eller uden blasfemilov på to forhold: Hvor mange år der skete terrorangreb, og hvor mange angreb der skete per år, givet at der skete nogen.

Figuren demonstrerer allerførst, at ser man bare på de rå data har autokratier med blasfemiforbud flere år med terrorangreb (37 versus 54 %; p<0,01). Demokratier ligger midt imellem med henholdsvis 45 og 47 % af alle år med terrorangreb, og dermed en situation hvor blasfemilov er ligegyldig (p<0,60). Ser man i stedet på, hvor mange angreb der var hvis der var nogen, dukkere der endnu større forskelle op. Autokratier uden forbud havde 2,1 angreb i gennemsnit, mens demokratier uden forbud havde 2,3 angreb – dvs. basalt set samme omfang. Autokratier med forbud havde derimod et gennemsnit på 5,8 angreb, mens demokratier med samme lovgivning havde 5,2 angreb. Igen kan vi ikke se forskel på demokratier og autokratier; den væsentlige forskel i de rå data er, om man har forbudt blasfemi eller ej.

Når vi undersøger det hele omhyggeligt empirisk, forsvinder disse forskelle. Grunden er, at lande med blasfemiforbud også er anderledes på en lang række andre områder, som er vigtige for hvor meget terror et land oplever. Et af disse forhold er ytringsfrihed, som Lasse og jeg i tidligere forskning i Political Studies har vist, er forbundet med mindre terrorrisiko. Ser man på de generelle billede, er der således ingen som helst indikation for, at et forbud mod blasfemi kan sænke terrorrisikoen i et demokrati, og tager men med i betragtning, at effektive blasfemiforbud begrænser borgernes ytringsfrihed, er det nærmere tilfældet, at blasfemilovgivning øger risikoen for terror.

Et ganske væsentligt problem for os i vores forsøg på at etablere en kausal forbindelse mellem blasfemiforbud og terror er, at vi i datasættet – indtil videre – kun har 24 tilfælde hvor lande enten introducerer eller afskaffer deres lovgivning mod blasfemi. Hvad værre er, er der kun fire klare eksempler i perioden på lande, der introducerer forbud: Algeriet, Polen, Rumænien og Rusland. Man bør derfor ikke lægge for meget i vores sammenligning af, hvad der sker før og efter ændringer i lovgivningen, som vi eksemplificerer i figuren nedenfor.

Figuren viser terrorrisikoen fra tre år før til tre år efter en ændring; den blå linje viser den gennemsnitlige udvikling omkring en afvikling af blasfemiforbud i år 0, mens den røde linje viser udviklingen omkring en introduktion. Hvis man skal konkludere noget som helst, er det at en afvikling ikke gør nogen særlig forskel på kort sigt, mens en introduktion ser ud til at kunne føre til ekstra terror.

Justitsminister Peter Hummelgaard har sammen med resten af regeringen tvunget et nyt forbud mod blasfemi igennem, og endda et som flere jurister har bedømt som mere indgribende end det, der blev afskaffet i 2017 – og ikke var brugt siden 1936. Hummelgaards og Lars Løkkes påstand har hele vejen igennem været, at det var vigtigt og nødvendigt for at undgå terrorisme. Dén påstand kræver forskning, som Lasse og jeg er ved at levere. Og vores empiriske undersøgelse giver klare resultater: Påstanden er ren nonsens! Om Hummelgaard og Løkke rent faktisk tror på den, eller bare begrænser danskernes ytringsfrihed af opportunistiske grunde er et andet spørgsmål for en anden dag.

Kostede coronapandemien 400 mia.kr.?

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. januar 2024. 3 svar

I disse dage er det to år siden, at de danske myndigheder – som de første – erklærede, at Covid-19 ikke længere var en “samfundsfarlig sygdom” og derfor hævede stort set alle pandemirelaterede restriktioner.

Men hvad kom pandemien egentlig til at koste?

Læs resten →