Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2023. 1 svar
Som faste læsere ved, er jeg pt. i New Orleans til den årlige konference i the Southern Economic Association (SEA). Der er masser af glimrende kolleger på konferencen, og heldigvis også en lang række meget interessante præsentationer. For mit vedkommende var et af højdepunkterne igår endda en god ven, Andreas Bergh fra Lund (på billedet nedenfor), der præsenterede ny forskning sammen med Niclas Berggren (IFN) og Therese Nilsson (Lund). Niclas og Therese har været pionerer i studiet af økonomiske effekter på folks tolerancenormer, og i det nye papir ser de på et ganske aktuelt spørgsmål: Bliver folk mindre tolerante, når de er større økonomisk usikkerhed?
Mange regner nok med, at kriser og økonomisk usikkerhed stresser folk og dermed gør dem mindre tolerante overfor folk, der er anderledes. Det er også en plausibel hypotese, men Berggren, Bergh og Nilsson stiller den overfor det, der populært kaldes ‘rallying around the flag’ effekter. Her er idéen, at når folk enten oplever dårlige eller usikre tider, rykker de socialt sammen – man bliver mere villig til at hjælpe, og har dårligere råd til at diskriminere.
Ved at kombinere data fra the World Values Survey på, om folk vil tolerere muslimer eller jøder som naboer, med de nyudviklede World Uncertainty Index, finder svenskerne, at mønstrene i data peger helt klart på en positiv effekt af økonomisk usikkerhed. Effekten er relativt lille, men statistisk tydelig. Den er også robust overfor en række alternative forklaringer, og er dermed ikke bare en tilfældighed i data.
Et spørgsmål, der kom op i løbet af diskussionen efter Andreas præsentation, var hvorvidt effekten er lille fordi der er en række muslimsk-dominerede lande i datasættet. Er man i et allerede overvejende muslimsk land, er tolerance overfor muslimer nok ikke noget stort spørgsmål, mens tolerance overfor jøder bestemt kan være det. På samme vis kan man spørge, om toleranceeffekterne kun gælder folk, der selv er religiøse, eller om det i højere grad handler om samfundets normer som helhed.
Der er flere ting, som Berggren, Bergh og Nilsson skal hjem og kigge på. Men for mig var det et højdepunkt fordi det var et eksempel på glimrende forskning, der blev præsenteret på det rigtige tidspunkt i forskningsprocessen: Der er et udkast til et papir, analysen er eminent kompetent, og resultaterne er fascinerende, men der er stadig tid og rum til at udvide analysen og tilføje nuancer og ekstra spørgsmål. Og hvis man er interesseret i, hvordan tolerancenormer varierer på tværs af verden og udvikler sig over tid, er de tre svenskere blandt den forskningsmæssige elite. Interesserede læser bør holde øje med, hvornår forskninge udgives som working paper. Den er varmt anbefalet!
Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2023. Skriv et svar
I skrivende stund er jeg så småt på vej ud ad døren for at tage til den årlige konference i the Southern Economic Association. Southerns er i år i New Orleans, og ser ud til at have i omegnen af 1500 deltagere. Mine kolleger og jeg har virkeligt set frem til konference, ikke mindst fordi vi har organiseret to sessions der afvikles lørdag eftermiddag. Emnerne burde være interessante for mange af Punditokraternes læsere, og mange andre.
Første session med titlen “Institutions and Economic Freedom” omfatter tre papirer: Institutions as Predictors of Government Exclusion der er fælles arbejde med Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og som jeg præsenterer, Endogenous Social Contracts and State Capacity af Jerg Gutmann (Hamborg), og Does Capitalism Disfavor Women, som Niclas præsenterer med mig som medforfatter. Den anden session med titlen “Social Norms and Trust” kører umiddelbart efter på lørdag og har fire papirer: Traditional Norms and Parental Investment in Human Capital af Lund-forskerne Steve Berggren-Clausen, Jan Bietenbeck og Günes Gökmen, Influencing Public Trust in Central Banks af Bernd Hayo (Marburg) og Pierre-Guillaume Méon (ULB), Coming Together or Coming Apart: Crises, Uncertainty and Tolerance som præsenteres af Andreas Bergh (Lund) og er fællesarbejde med Niclas Berggren og Therese Nilsson (Lund), og Too Cold to Trust? Effects of Extreme Cold on Political Trust and Civic Participation: Evidence from the Peruvian Highlands af Judhajit Chakraborty og Eduardo Nakasone (Michigan State University) og Leah Lakdawala (Wake Forest University).
Derudover er der en række fremragende kolleger, som vi ser frem til at opleve og ses med. Nogle af navnene vil være kendte for faste læsere af Punditokraterne: Justin Callais (University of Louisiana at Lafayette), Kevin Grier og Jaime Bologna Pavlik (Texas Tech), Nabamita Dutta (University of Wisconson La Crosse), og Steve Gohmann (University of Louisville) kommer allesammen til New Orleans. Skulle nogle af vores læsere være interesserede i noget af forskningen på Southerns i år modtager vi gerne forslag til, hvad vi kunne skrive om. Hele programmet kan læses her hvis man mangler inspiration.
Og det bringer mig til dagens sidste punkt. I aften er der frist på at sende papirforslag til næste års konference i the Public Choice Society. Konferencen er nok fyrtårnet i international public choice-forskning og altid et højdepunkt på året. Hvis der skulle sidde nogen derude, som kunne have lyst til at tage til Dallas den 14-16. marts næste år, præsentere egen forskning og opleve nogle af Jeffery Jenkins, Nils Karlson, og Nobelprismodtageren Roger Myerson – og en lang række andre store og små navne i public choice – er der således stadig mulighed. PCS-konferencen er ikke blot et højdepunkt, men også en meget venlig og hyggelig event, hvor PhD-studerende og unge forskere bliver godt behandlet. Den er varmt anbefalet hvis man har interesser den vej.
Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2023. Skriv et svar
Regeringen har barslet med et udspil den nye finanslov for 2024. Som vi skrev forleden, omfatter udspillet en række påstande om arbejdsudbudseffekter, som mange fagøkonomer – bl.a. overvismand Carl-Johan Dalgaard, Krakas cheføkonom Ulrik Beck, fungerende cheføkonom i Cepos Jørgen Sloth, og undertegnede inklusive – har stillet store spørgsmålstegn ved. Helt særligt påstår ministeren, at der kan komme 4000 flere i arbejde på grund af “ny prioritering i erhvervsstøtten.” Påstanden er rendyrket vrøvl.
En måde at se det på, er at spørge hvornår det overhovedet giver mening at give erhvervsstøtte: Under hvilke omstændigheder kan man fra en fagøkonomisk vinkel forsvare at give en virksomhed eller et erhverv offentlig støtte? Svaret er, at der skal være en form for markedsfejl, før en offentlig intervention potentielt kan give positiv mening. Den eneste anden retfærdiggørelse, der giver mening, er at der kan være tale om produktion af militær-strategisk vigtighed.
Med andre ord kan erhvervsstøtte kun skabe jobs – og ikke bare flytte jobs, men permanent hæve den samlede beskæftigelse – ved at løse en form for markedsfejl. Militærstrategiske overvejelser påvirker næppe folks incitament til at arbejde flere timer eller bliver på arbejdsmarkedet. Der vil i denne sammenhæng kunne være tale om to typer: Enten eksistensen af positive eksternaliteter – hvor ekstra ansættelser genererer noget ekstra samfundsøkonomisk udover den ansattes løn og virksomhedens ekstra indtjening – eller mangel på information.
Lad mig bare skyde nummer to ned med det samme: Erhvervsstøtten kan ikke skabe ekstra information hos virksomhederne, der får dem til at ansætte flere mennesker, som ellers ikke ville være ansat hos nogen! For når vi taler om at hæve arbejdsudbuddet, er der ikke kun tale om at ansætte flere i bestemte virksomheder, men at enten ansætte folk der ellers ville være arbejdsløse, fastholde folk, der ellers ville forlade arbejdsmarkedet, eller incentivere allerede ansatte til at arbejde ekstra timer. Virksomhederne er glimrende informeret om, hvilke kompetencer de har brug for, og hvad deres ansatte værdsætter. Og der er langt bedre informerede end offentlige bureaukrater, der implementerer erhvervsstøtteordninger.
Det efterlader os med en overvejelse, om der overhovedet findes eksternaliteter, som kan løses af erhvervsstøtte og skabe højere arbejdsudbud. Som nævnt ovenfor må det være problemer, der 1) forhindrer nogen i overhovedet at blive ansat, selvom de er produktive til at oppebære en almindelig løn på langt sigt; 2) profitabelt kunne blive længere på arbejdsmarkedet; eller 3) profitabelt kunne arbejde flere timer. Man kan for eksempel godt give erhvervsstøtte til virksomheder, der ansætter meget lavproduktive medarbejdere, så staten effektivt betaler en del af lønnen i en periode.
Men hvis disse mennesker kunne opkvalificeres på en arbejdsplads til at være produktive til at tjene deres løn uden støtte, må man spørge sig selv, om danske virksomheder ikke allerede tager dem ind? Og man må spørge, hvordan en offentlig myndighed ville kunne spotte dem bedre end virksomhederne? Begge betingelser skal være tilstede, før støtte til formålet giver mening og øger arbejdsudbuddet permanent. På samme måde kunne man forestille sig, at erhvervsstøtten gives til at fastholde ældre medarbejdere – det såkaldt ‘grå guld’. Men det private erhvervsliv gør allerede meget for at fastholde dygtige, ældre medarbejdere, der ofte har særlige kompetencer eller overblik. Ville det give samfundsøkonomisk mening at subsidiere dem, og dermed lade resten af samfundet betale for at de bliver et år længere hos en virksomhed?
Bundlinjen er, at når man som økonom begynder at overveje, hvilke omstændigheder der skal være til stede for at en omlægning af erhvervsstøtten kan hæve arbejdsudbuddet, må man fortvivle over hensigten. De betingelser, som må og skal være der, før erhvervsstøtte kan skabe nettojobs, er så usandsynligt opfyldte i den danske økonomi, at det er langt mere sandsynligt, at den vil ødelægge jobs. Og man skal holde sig for øje, at den på ingen måde er billig for samfundet. I deres kritik af regeringens planer skriver Det Økonomiske Råd for eksempel i dette efterårs rapport, at det ikke er “oplagt, at en hensigtsmæssig sanering af erhvervsstøtten overhovedet vil have en positiv effekt på arbejdsudbuddet.” Når politikere begynder at ‘skabe’ jobs, sker det stort set altid ved, at de støtter mindre produktive jobs, som borgere der allerede er ansat andre steder, flytter til. Dén process skaber ikke et eneste job som helhed, men flytter bare folk til mindre produktive erhverv og gør Danmark fattigere.
Af Christian Bjørnskov, den 2. november 2023. 1 svar
I Børsen idag, torsdag den 2. november, skrev jeg om en af de kendte konsekvenser af populisme i den økonomiske kommentar. Baggrunden er, at det første temakapitel i dette års Economic Freedom of the Worldrapport netop handler om, hvad vi ved om effekterne af populisme på landes grad af økonomisk frihed. De to forfattere – punditokraternes ven og glimrende kollega Martin Rode og hans PhD-studerende Andrea Celico – peger her på, at en øget tilstedeværelse af populistiske partier og partier med populistiske holdninger er forbundet med reduceret økonomisk frihed: Ringere retsvæsener, mere regulering, højere handelsbarrierer osv.
På langt sigt vil den populistiske indflydelse således sandsynligvis indebære lavere vækst og længere kriser. Men Rode og Celico påpeger også i deres empiriske analyse, at alle lande ikke oplever samme skadevirkninger. Jeg opsummerede deres konklusioner i Børsen ved at notere, at “Når de to forskere tager disse grænser i betragtning, finder de ikke overraskende større skadevirkninger, jo mindre begrænset regeringen er. En flertalsregering, der ikke behøver at operere med de sædvanlige politiske begrænsninger – en regering, der kan få noget gjort – er således den farligste type, når populisme sniger sig ind i politikken.”
Som jeg også indikerer sidst i kommentaren – med en vognstang – passer situationen ret perfekt på den danske regering for tiden. Den har ikke blot flertal, men er også ganske tydeligt ligeglad med almindelig parlamentarisk procedure. Flere ministre har da også koldt bemærket, at de har flertal så de kan gøre hvad de vil. Men er den populistisk? Svaret er ja, hvis man bruger Rode og Celicos nyudviklede data. Figuren nedenfor plotter en populismescore for regeringen (den tynde, sorte linje), venstrefløj og højrefløj (de røde og blå linjer), og for Socialdemokraterne (den stiplede røde) og VK (den stiplede blå).
Skulle nogen være i tvivl om, at vurderingen af S er blevet mere populistisk, kan man blot se på justitsministerens angreb på Højesteret efter at regeringen og anklagemyndigheden har måttet droppe deres sager mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Angrebet er også rendyrket populisme: Hvis retsvæsenet ikke makker ret, må man styre det politisk.
Sidst, men ikke mindst, er spørgsmålet om man også kan se noget på udviklingen i Danmark. Jeg vil ikke påstå for meget, men der er bestemt en indikation i figuren: De store reformer i 1980erne kom i en periode hvor den populistiske højrefløj var på tilbagetog, og hvor Socialdemokraterne rykkede væk fra Anker Jørgensens klart populistiske profil. De fortsatte under Poul Nyrup, der bestemt heller ikke var en populist (som data også peger på), men stagnerede i 00erne og frem, efter at først højre side i Folketinget og hurtigt derefter Socialdemokraterne rykkede mod mere populistisk politik.
Den danske udvikling – selvom vi ikke vil påstå kausalitet – er således konsistent med en historie, hvor mere populisme forhindrer reformer, der skaber mere økonomisk frihed. Så hvorfor har vi kaldt denne post “Forskning igang” når Rode og Celicos forskning allerede er udgivet? Grunden er, at Rode og jeg er igang med at dykke videre ned i emnet. Konkret er vi igang med at sætte en analyse op, hvor vi undersøger i hvor høj grad og hvornår populisme påvirker pengepolitikken, og om det er regeringens position eller et bredere fænomen, der gør det. Alle input er som altid meget velkomne.
Af Christian Bjørnskov, den 23. oktober 2023. 3 svar
Idag forlod Jakob Ellemann ikke blot regeringen, men dansk politik. Baggrunden er voldsom utilfredshed i baglandet, og ikke mindst historisk elendige meningsmålinger. Hvis der var valg imorgen, viser de nyeste Gallup-målinger, at Venstre ville få blot 8,7 procent af stemmerne. Det ville være partiets værste valg siden 1909, da det var splittet i flere dele. Problemet skal ses på baggrund af, at partiet til valget for fire år siden fik 23,4 procent. Flere Venstre-folk har de seneste uger talt om, at det ikke blot er et problem for Venstre, men for hele Blå Blok. Men er det faktisk det?
Figuren nedenfor illustrerer først Venstres resultater (de blå markører) ved valgene de sidste 50 år, og i meningsmålingerne for tiden. Som det ses tydeligt, ligger målingerne lidt under partiets valg i 1970erne, som ellers var elendige i forhold til de foregående årtier. Men Blå Blok som helhed (de sorte markører) klarer sig faktisk ikke særligt dårligt for tiden. En stemmeandel lige omkring 50 procent er faktisk ret normal – og ikke overraskende. Der er således primært tale om vandringer internt i blå blok, eller med andre ord, at blå vælgere forlader et Venstre, der reelt har forladt Blå Blok.
Skal man virkelige være bekymret, skal man følge de grønne markører, der angiver et mål for gennemsnitsideologien blandt de partier, vælgerne stemmer på. Det er beregnet sådan at midterpartier får scoren 0, almindelige højrefløjspartier scoren ½, almindelige venstrefløjspartier -½, virkeligt liberale partier får 1, og den ekstreme venstrefløj får -1. Indekset illustrerer, hvordan vælgerne i gennemsnit er skiftet til venstre de seneste to år, og i måingerne for tiden. Pudsigt nok viser samme indeks, at blå vælgere skifter mod højre. Udviklingen er dog stærkere til venstre for midten, hvilket flytter indekset som helhed mod venstre.
Er Venstres deroute et problem for det blå Danmark? Svaret er, at det er det næppe medmindre resten af blokken helt mister evnen til at tale med hinanden og koordinere politik. Blå blok står ikke blot fint hos vælgerne, men er endda som gennemsnit flyttet lidt mod det liberale højre. Det egentlige problem er, at det samme sker i Rød Blok selvom medierne skriver langt mindre om det. Håbet herfra er, at det ikke også sætter sig i politikken mere end det allerede har gjort.
Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2023. 5 svar
Som vi tidligere har påpeget her på stedet, tales der meget om politikerlede, og både politikere og meningsdannere ser det som et stort problem, at befolkningen har mistet tillid til politikerne (f.eks. her). Men som flere har understreget, er fænomenet den ene side af sagen, hvor den anden er politikernes efterhånden ekstreme grad af borgerlede (se f.eks. her). En væsentlig del af borgerleden, som jeg personligt oplever den, er at politikerne ikke tror at borgerne er kompetente i deres egne liv eller til at tage økonomiske eller politiske beslutninger. Med andre ord tror mange – og nok de fleste – politikere på, at borgerne basalt set er idioter.
Et stort spørgsmål – hvis vi da har ret i analysen – er derfor, hvorfor politikerne er blevet så borgerlede? Ligger problemet i deres politiske opdragelse, i hvem der vælger at blive politikere, eller er det måske bare en del af en zeitgeist?
En første grund kan være politikernes opdragelse. Som min kollega Martin Paldam understregede for flere år siden, er der forbløffende få politikere i Folketinget for tiden, der har nogen reel erfaring fra ikke-politisk arbejde. De fleste er gået den mere eller mindre direkte vej fra ungdomspolitik i DSU, VU, KU eller andre organisationer, til at stille op til Foketing eller byråd, eller med en omvej gennem arbejde for et parti eller fagbevægelsen. De kommer dermed ikke til at opleve hvordan ting gøres i den virkelige verden udenfor politik, og kan derfor ret let ende med en opfattelse af, at almindelige mennesker ikke kan finde ud af noget. Den proces indebærer også, at de aldrig lærer hvordan man opfører sig overfor andre mennesker – deres opfattelse af ‘normal’ adfærd og normale normer er det politiske miljø, hvor løfter kun holdes indtil noget andet er opportunt, og hvor der er fuldt acceptabelt at stikke venner og fjender i ryggen, hvis det gavner ens politiske karriere.
Den anden mulige grund kan være, at dansk politik tiltrækker mennesker med en smag for at udøve magt over andre mennesker, og med mindre grundlæggende respekt for ens medborgere og deres rettigheder og kompetence: Jo mere magt, Folketinget tiltager sig, jo mere tiltrækker politik folk med en stærk præference for at have magt over andre mennesker. Det bliver således et selvforstærkende problem, når politikere med smag for magt sørger for, at de selv og tinget får mere magt, og den situation i sig selv tiltrækker magtsyge mennesker.
En sidste mulig forklaring er, at der ligger en slags autoritær strømning i tidens zeitgeist, der gør at mange politikere og politiske kommentatorer har en fundamental skepsis overfor private løsninger på problemer. En anden version af det samme er, at en del af en zeitgeist kan være at mange har glemt at være skeptiske overfor statslige og politiske løsninger. Der tales for eksempel en del om, at der nu er en hel generation vælgere og yngre politikere, der ikke har levet med Sovjetunionens eksistens. Er man født efter 1980 har man således næppe nogen reel erindring om, at der eksisterede en hel del af verden lige øst for os, hvor stort set alt var styret af politikere. Mangler man den oplevelse, og er man ikke nysgerrig efter hvad man kan lære af historien, mister man hurtigt indsigten i, hvor horribelt dårlige centrale politiske løsninger ofte er.
Det er naturligvis muligt at afvise, at der findes et fænomen som borgerlede. Jeg er da også sikker på, at adskillige politikere vil afvise det – og nogle af dem vil måske endda gøre det ærligt. Men det er et fænomen, jeg ser tegn på hver uge, og som jeg ikke mener man bør afvise. Og uanset hvor det kommer fra og hvordan man vil vægte de tre mulige årsager, er det et problem for demokratiet.
Af Otto Brøns-Petersen, den 10. oktober 2023. 1 svar
Som lovet i går hermed min artikel om årets Nobelpristager i økonomi Claudia Goldin. Den bliver bragt i Berlingske Business i dag. Børsen bragte desuden et lille interview om årets pris.
Det er på en måde en tilfældighed, at jeg har fået opgaven med at skrive om Nobelprisen hver oktober. Det begyndte for år tilbage i Weekendavisens Ideer-sektion. Og nu er det lidt blevet en kær årlig pligt.
Jeg synes generelt, at Nobelpriskomiteen er dygtig til at udpege de vigtigste bidragydere til disciplinen, og Nobelprisen er en god lejlighed til at folde det store områdefelt ud, som økonomisk videnskab dækker over. Det dækker meget mere, end man skulle tro ud fra almindelig avislæsning. Derfor er jeg desuden sammen med Stefan Sløk-Madsen gået i gang med en podcastserie, hvor vi gennemgår Nobelpriserne tematisk. Du kan finde serien her.
Og her er artiklen så:
Årets Nobelpris i økonomi er på flere måder usædvanlig.
Den går til Harvard-økonomen Claudia Goldin, der er den kun tredje kvinde, som har modtaget prisen. Den første var Elinor Ostrom i 2009 og den næste fik Esther Duflo i 2019. Goldin får prisen for sin historiske forskning i kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, og i hvordan den har udviklet sig siden den industrielle revolution. Hun er ikke den første økonomiske historiker, der får prisen, men dem har der trods alt ikke været så mange af heller. Et eksempel er Robert Fogel, der fik prisen i 1993 for bl.a. at kvantificere jernbanens betydning for den amerikanske økonomis historiske udvikling – og som Goldin var student hos.
Én hypotese om, hvorfor så få kvinder har fået Nobelprisen i økonomi, kunne naturligvis være kønsdiskrimination. Men en anden – og måske mere dækkende – hypotese er, at økonomi tidligere har været et mandefag, så der simpelt er meget mere forskning fra mænd at tage af. Og da prisen typisk belønner veletableret, mangeårig forskningsindsats, kan det tage tid, før det heldigvis stigende antal kvindelige økonomer for alvor slår ud i kønsbalancen i Nobelpriserne (Goldin selv er fra 1947).
Den anden hypotese er i al fald i tråd med Goldins forskning i mænd og kvinders erhvervsdeltagelse og løn. Hendes tilgang er, at man ikke blot kan se på den rene kønsforskel, men også må se på, hvad der kan forklare den. Goldins forskning har vist, at bl.a. forskelle i uddannelse tidligere har spillet en væsentlig rolle for lønningerne. I dag er den vigtigste forskel, hvordan mænd og kvinder deler opgaverne mellem sig i hjemmet. Ja, faktisk har denne forskel haft en betydning i hele perioden og været større tidligere, så også den tidligere forskel i uddannelsesniveau kunne henføres til den.
Tidligere var det almindeligt, at kvinder forlod arbejdsmarkedet permanent, når de fik børn. Derfor var det mindre oplagt at investere så meget i at tage en uddannelse, når den nu kun kunne kaste noget af sig i en begrænset periode. I dag er det almindeligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter at have fået børn, og kvinderne har mere end indhentet mændenes uddannelsesforspring. Men afbræk i karriere kan stadig føre til forskelle i produktivitet og dermed i aflønning. Det er værd at notere sig, at forklarede lønforskelle ikke nødvendigvis beviser, at der ikke forekommer diskrimination. Men at de i givet fald skyldes dybere liggende faktorer, end at virksomheder overbetaler mænd og underbetaler kvinder. Det betyder f.eks. at lovgivning om ligeløn ikke hjælper alverden.
Diskrimination har været et tema hos tidligere Nobelpristagere i økonomi, ikke mindst Gary Becker (prismodtager i 1992). Becker viste, at omfanget af diskrimination ikke kun afhænger af præferencer for at forskelsbehandle, men også af omkostningerne ved at diskriminere. En virksomhed, der betaler en i øvrigt ubegrundet høj løn til det ene køn, vil blive trængt i konkurrencen. Hvis diskriminationen derimod stammer fra lovgivning, behøver det ikke ramme beslutningstagerne. Og i USA har der rent faktisk været sådanne lovgivningsmæssige barrierer for gifte kvinders adgang til bestemte job, viser Goldins forskning.
Men det er også værd at notere, at kønsforskelle kan skyldes forskellige præferencer hos kønnene. I Danmark ytrer det sig f.eks. ved et ret kønsopdelt arbejdsmarked, hvor den offentlige sektor i overvejende grad beskæftiger kvinder. Det hænger næppe sammen med, at offentlige arbejdsgivere kønsdiskriminerer, men med arbejdstagernes præferencer for forskellige typer af job.
En vigtig pointe i Goldins forskning er, at ændringer i kønnenes optræden på arbejdsmarkedet er lang tid om at udspille sig, især når man bare ser på gennemsnittet. Uddannelse og andre valg, der kan være bestemmende for ens karriereforløb, træffes tidligt i livet og vil gøre sig gældende længe. F.eks. er der stadig mange mandlige overlæger, selv om kvinderne dominerer blandt de medicinstuderende.
En anden interessant pointe er, at kvinders erhvervsdeltagelse nok har været jævnt stigende længe, men faktisk var faldende i begyndelsen af den industrielle revolution. Det har også været med til at trække lange spor gennem historien.
Forskningen har sat et vigtigt aftryk, og Goldins metode med at forklare lønforskelle har heldigvis også været med til at nuancere de stadige bataljer om kønsbestemte lønforskelle i Danmark. Den har bl.a. Lønkommissionen og Lønstrukturkommissionen benyttet sig af. Men at bataljerne vil blive helt fakta-drevne i fremtiden, er nok for meget at håbe på.
Det blev Claudia Goldin, som fik den – uden at dele med andre – for sin empiriske historiske forskning i kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse. Det offentliggjorde komiteen i dag.
Her er et link til Nobelpriskomiteens pressemeddelelse og videnskabelige baggrundspapir om Goldins forskning.
Hendes studier er overvejende amerikanske, men har også en relevans for det danske arbejdsmarked. Hendes metode til at forklare lønforskelle bliver også brugt herhjemme – og nuancerer en ellers ofte emotionel debat med fokus alene på nøgne gennemsnitslønninger for mænd og kvinder.
Jeg skriver om det i Berlingske i morgen tirsdag og skal nok linke, når artiklen kommer op.
Af Christian Bjørnskov, den 5. oktober 2023. Skriv et svar
Forleden udtalte statsminister Mette Frederiksen på DI Topmødet i Herning, at ”Det er den høje arbejdsmoral, der har skabt vores velstand, det er den, der skaber vores muligheder. Det er sådan set dét og ikke så meget andet, der har skabt Danmark.” Hun har tidligere beskrevet arbejdsudbud som “den nye valuta” i dansk politik, og både hun og hendes parti er igang med en fortælling om, at det er umoralsk ikke at arbejde fuld tid. Den socialdemokratiske grund er, at det kræver velfærdsstaten. Men Frederiksen er ikke just Danmarks mest indsigtsfulde statsminister nogensinde, og synes i høj grad at leve i en postfaktuel politisk virkelighed, hvor det at gentage en påstand, eller virkelig synes den burde være det, gør den sand. Det gør det naturligvis ikke, og det gælder i helt særlig grad for Frederiksens påstande om dansk vækst og hendes forståelse af den økonomiske udviklingsproces.
I Børsen onsdag den 4. oktober pointerede jeg, hvor totalt misforstået statsministerens idéer om vækst er, og i speciel grad hvor tåbelig hendes fokus på arbejdsudbud er. Min økonomiske kommentar måtte nødvendigvis hvile på eksempler, da vi ikke kan bringe grafer i kommentaren (kun lejlighedsvis i forbindelse med kronikker). Vi bruger derfor Punditokraterne idag til at vise, hvor tåbelig Frederiksens idé om arbejde som den ultimative kilde til vækst er. Grafen er baseret på data fra Penn World Tables, mark 10.01, og viser seks udviklinger fra Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister til Frederiksen overtog: 1) den faktiske udvikling i dansk BNP (den sorte linje); 2) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af totalt arbejdsudbud (den røde); 3) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af at få flere i arbejde (den grønne); 4) udviklingen uden bidrag fra virksomheders og statens investeringer i fysisk kapital (den grå); 5) et simpelt mål for total faktorproduktivitet (TFP, den stiplede sorte); og 6) et mål for TFP der også tager uddannelse i betragtning (den stiplede grå).
Som jeg pointerede i Børsen, er dansk BNP per indbygger vokset 32,6 procent siden 1993, men kun 1,3 procentpoint kommer fra arbejdsudbuddet og mindre end én procent fra kapitalinvesteringerne. Figuren ovenfor illustrerer således den pointe, som økonomer, det enten studerer økonomisk vækst eller økonomisk historie, gang på gang understreger: Økonomisk vækst på langt sigt er altid en historie om øget produktivitet!
Man kan undre sig over, at det virker som om statsministeren eller andre centrale politikere i regeringen slet ikke vil tale om produktivitet. Der ligger ellers et helt kompendium af idéer fra Produktivitetskommissionens fine arbejde for nogle år siden, som politikerne bare kan starte med. Men måske er problemet, at Danmark har et stort problem, som regeringen ikke vil tale om: Vores svage produktivitetsudvikling på langt sigt. Som vi har skrevet flere gange om her på stedet, sakker dansk produktivitet langsomt, men sikker bagud. Figuren nedenfor viser samme udviklinger i Danmark, Sverige og Storbritannien – som mange har travlt med at beskrive som en fiasko.
Følger man svensk produktivitetsudvikling – den røde kurve – er det klart at se hvordan vores nabo var faldet bagud i landets periode med et meget socialistisk socialdemokrati. Baggrunden kan man læse om i Johan Norbergs fremragende bog om Sveriges udvikling. Efter en række meget store reformer i starten af 1990erne er svensk produktivitet vokset med samlet set 49,6 procent. I samme periode er briternes vokset 38,4 procent, mens den danske 31 procent.
Regeringen og store dele af Folketinget har travlt med at beskrive dansk økonomi som ‘bomstærk’, men stort set udelukkende begrundet med hvor stort statens budgetoverskud er. Det er en meget mærkelig måde at vurdere kvaliteten af den økonomiske udvikling, og den skjuler det store problem: Produktiviteten. Frederiksens syn på økonomisk udvikling er åbenbart, at det ikke er vigtigt og at udvikling er drevet af arbejdsmoral og almindelige menneskers arbejdstid. Måske er hun bare så inkompetent, at hun er blind overfor virkeligheden, eller måske gør hun som om for at undgå den nødvendige diskussion om det reelle problem…
Af Christian Bjørnskov, den 21. september 2023. 2 svar
I juli deltog jeg i Vinson Centrets Classical Political Economy Conference på University of Buckingham. Vi skrev om mit papir dagen efter (her), men senere skitserede jeg i Børsen dagens måske mest interessant indlæg: Professor Mark Penningtons (King’s College London) indlæg om det, han kalder missions-fokuseret (“missionary”) politik. Marks idé er, at mange stater og politikere idag er begejstrede for politik med store visioner og massiv statslig involvering, der kræver store investeringer – og tillader meget lidt opposition. Der er flere problemer med idéen, ikke mindst at missions-fokuseret politik forsøger at løse såkaldte komplekse problemer. Man må dog heller ikke ignorere de enorme incitamentproblemer der følger, og de gigantiske muligheder for særinteresser i processen. Missions-fokuseret politik er således et mareridt fra en public choice-vinkel.
Marks præsentation blev igår lagt på YouTube, så alle kan følge med. Han er som altid en af vores mest interessante og innovative kolleger, og også en fin formidler. Hvis man har en halv time, som man kan bruge på at koncentrere sig om et af de helt store problemer – også i dansk politik, hvor Løkke og Frederiksen i høj grad er eksponenter for approachen – er præsentationen varmt anbefalet.
Af Christian Bjørnskov, den 14. september 2023. 6 svar
Danmark er et af de mange vestlige lande, der i disse år har sanktioner mod handel med Rusland. Der er næppe tvivl om, at sanktionerne har effekt i Rusland. Forleden kom det frem, at Aeroflots piloter har fået at vide, at de så vidt muligt skal undgå at bremse med hjulene på deres fly, når de lander. Grunden er, at selskabet ikke længere kan få nye bremser. På samme måde har man set en import af køleskabe og andre vestlige varer, som splittes ad i Rusland for at man kan hamstre vestlige computerchips. Kreativiteten er stor, men afslører hvor elendig tilstand, Ruslands økonomi efterhånden er i. Sanktionerne bider, men hvad koster de os? Det er spørgsmålet for idag.
En af mine kolleger, den meget dygtige Ina Jäkel, der er lektor på Aarhus Universitet og specialiseret i handelsteori og -forhold, udgav forleden en ny artikel, der svarer på netop dét spørgsmål. Forskningen bag er lavet sammen med Inas (nu tidligere) PhD-studerende Søren Østervig og deres kollega Erdal Yalcin, der er professor ved Hochschule Konstanz für Technik, Wirtschaft und Gestaltung. Artiklen, der udkommer i et særnummer af Review of International Economics, har titlen “The effects of heterogeneous sanctions on exporting firms: Evidence from Denmark.“
Ina og hendes kolleger undersøger helt specifikt danske virksomheders eksportadfærd i 62 lande, der rammes af sanktioner mellem 2000 og 2015. Det tillader dem også at skelne mellem forskellige typer sanktioner, så en våbenembargo ikke behøver at have samme effekt som en bredere handelssanktion eller rejsesanktion. Det viser sig at være vigtigt, da gennemsnitseffekten rent umiddelbart ser lille ud: Hvis en eksportdestination rammes af en sanktion, stiger sandsynligheden for at virksomheden holder op med at eksportere til landet med bare 2,4 procentpoint. Mens det lyder som en lille ændring, skal det ses i lyset af at der er en 18 procent chance for at en virksomhed forlader en eksportdestination i et tilfældigt år! Sandsynligheden stiger således godt 13 procent (2,4 / 18) når et land sanktioneres.
Når forskerne dykker ned i forskellige sanktionstyper, viser det sig at sandsynligheden for helt at forlade et marked stiger cirka 4 procentpoint ved en våbenembargo, og 2,7 procentpoint ved en rejsesanktion. Man kunne derfor tro, at rene handelssanktioner ikke virker, men Ina og hendes kollegers forskning peger på noget helt andet: Mens virksomheder ikke systematisk forlader markeder, falder deres eksportvolumen med cirka 25 procent når det rammes af en handelssanktion. Og vender man typerne om til at se på deres intentioner, er det klart at de store effekter findes efter sanktioner, der sigter efter enten at forhindre krig eller at tvinge lande til at ændre politik. Omvendt finder forskerne, at sanktioner der forsøger at demokratisere lande eller forbedre menneskerettigheder, ikke systematisk har konsekvenser for danske virksomheders handel.
Hvad kan man lære af den nye forskning fra mine kolleger? Et bud på et svar er, at forskningen gør det langt lettere for os at ikke blot identificere, hvilke virksomheder der kan blive ramt økonomisk, når Danmark er med til at sanktionere et land. Den kan også bruges til at sætte et cirkatal på virksomhedernes – og dermed landets – eksporttab, og dermed give en idé om de rent økonomiske omkostninger ved sanktioner for dem, der sanktionerer. Vi vil ikke vurdere, om et eksporttab på 25 procent i et enkelt marked er billigt eller dyrt for de virksomheder, der kunne operere i markedet. Men som altid bør man have information om både omkostningerne og gevinsterne ved politik, og det nye studie fra Jäkel, Østervig og Yalcin giver netop det.
Af Christian Bjørnskov, den 6. september 2023. 1 svar
Meget af miljødebatten de senere år har fokuseret på CO2 og andre drivhusgasser, hvor meget hvert land udleder af dem, og hvad man fra politisk side kan gøre for det sænke udledningerne. Der er ærgerligt, da der er andre miljøproblemer med langt større, direkte skadevirkninger for almindelige mennesker. Et af dem, der ikke blot er veldokumenteret, men også er relativt godt målt på tværs af verdens lande, er partikelforurening. Og ser man på partikelforureningen, giver det et noget andet billede end mange miljøinteresserede danskere forestiller sig.
Kortet nedenfor illustrerer partikelforurening, defineret som PM 2.5, på tværs af verden de seneste år; kilden er Verdensbanken. De reneste steder (hvor folk bor) er New Zealand (5,7 ppm), Brunei (5,8 ppm), og Finland (5,9 ppm), mens de mest forurenede er Nepal (94,3), Qatar (90,4) og Egypten (79,3). Det (uvægtede) gennemsnit på tværs af 177 lande er 25, 8, mens medianen er 20,6.
Hvorfor ser vi så store forskelle i forurening på tværs af verden? Læser man medierne og lytter til journalister og politikere, skulle man ofte tro at det er de rigeste lande, der forurener mest. Man glemmer, at meget af den sundhedsrelevante forurening – og ikke mindst partikelforurening – ikke kommer fra avanceret økonomisk aktivitet, men fra almindelige mennesker der laver mad, varmer deres hjem op osv. Millioner af mennesker verden over gør begge dele ved at brænde kul, træ og tørv indenfor, og dermed voldsomt forurene deres indeklima. Det forsvinder typisk med at folk bliver rigere, men det er ikke hele historien.
Noget af historien kan ses i nedenstående figur, der plotter område 2 fra the Economic Freedom of the World indekset – kvaliteten af de juridiske institutioner – mod forurening. Det slående ved figuren er, at mens demokratier (de blå markører) typisk har mindre forurening end autokratier (de røde markører), har ingen lande med en juridisk kvalitet over cirka 6½ på en 10-skala forurening over medianen. Sagt med andre ord: Når kvaliteten af retsvæsenet og beskyttelsen af privat ejendomsret bliver god nok, får man ikke længere alvorlige forureningsproblemer på denne parameter.
Mens man bestemt ikke skal lade hele sin holdning danne af en enkelt figur – det ville være tåbeligt – peger evidensen her i en helt anden retning af, hvad mange tror. Økonomisk frihed er ofte forbundet med mindre forurening og mindre udledninger, og et generelt bedre miljø. Det samme gælder ofte for økonomisk udvikling. Og det paradoksale er, at langt de fleste ‘miljøkæmpere’ bekæmper moderne økonomisk udvikling og borgernes økonomiske frihed.
Af Christian Bjørnskov, den 27. august 2023. Skriv et svar
De økonomiske fordele ved øget globalisering er uomtvistelige. På et teoretisk plan har de været forstået siden Adam Smiths tid, med væsentlige senere bidrag fra David Ricardo i 1817, Heckscher og Ohlin i 1930erne, og bl.a. Marc Melitz siden 2000. Alligevel er globalisering enten direkte upopulær blandt politikere i næsten alle dele af dansk politik, eller i det mindste er politikerne skeptiske. En del af deres skepsis – når den ikke blot kommer fra en uvilje mod et tab af politisk kontrol – kommer fra idéen om, at globalisering på en eller anden måde svækker samfundets sammenhængskraft og fælles kultur.
Vi har tidligere skrevet om, hvordan det ser ud til at social tillid faktisk gør folk mere positive overfor globalisering (læs her). Men spørgsmålet om den modsatte årsagssammenhæng – påvirker globalisering folks tillid til hinanden – er stadig åbent. På den ene side er der en tradition i sociologi siden Ferdinand Tönnies, der mente der var en forskel på gemeinschaft og gesellschaft, hvor markedsøkonomien fører til gesellschaft og dermed ødelægger folks følelse af gemeinschaft, der groft kan oversættes til sammenhængskraft. På den anden side er der mere moderne tænkning, der fokuserer på hvordan folk lærer om andre mennesker, der er anderledes end dem selv, i en mere global markedsøkonomi.
Som en del af vores projekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg set på spørgsmålet. Helt specifikt undersøger vi i artiklen Does Globalization Suppress Social Trust? om øget globalisering underminerer folks tillid til hinanden. Det store problem i spørgsmålet er, om folks tillid påvirker deres lands handels- og investeringspolitik – dvs. landets grad af globalisering – eller om globaliseringen påvirker folks tillid. Man kan derfor ikke bare se på en simpel sammenhæng, men må finde en måde at løse kausalitetsproblemet. Vores løsning er at bruge det, der kaldes den epidemiologiske metode. Konkret undersøger vi, hvordan globaliseringen i folks formative år (16-25) har påvirket deres tillid idag. Vi stiller skarpt på immigranter, som har været påvirket af globaliseringen i deres hjemland, men nu bor et andet sted. Deres sociale tillid idag i Frankrig kan således logisk ikke påvirke globaliseringsgraden for 20 år siden i Marokko, hvis det er der de kom fra. Og den kan slet ikke gøre noget, når vi ser på tillid blandt immigranternes børn.
Resultatet af undersøgelsen, der udkom forleden dag i Journal of Economic Behavior & Organization er, at hvis der er nogen som helst effekt af globalisering på folks tillid, er den lille og positiv. Vi kan også vise, at påvirkningen primært kommer fra den førte politik og ikke fra faktiske globale handels- eller investeringsstrømme. På tværs af cirka 26.000 førstegenerations-immigranter og godt 7000 i anden generation finder Niclas og jeg således ingen – siger og skriver ingen – evidens for den type effekter, der gør politikere og nationalkonservative borgere skeptiske overfor fri handel og investeringer med resten af verden. Bekymringen om, at interaktion med resten af verden på en eller anden måde truer vores kernekultur, er med andre ord helt uden fundament.
En af de effekter af økonomisk frihed, som empirisk er studeret mest, er på den samlede økonomiske velstand, målt ved indkomst eller BNP per indbygger. Både økonomisk historie og økonomisk teori giver gode grunde til at forvente en klar, positiv sammenhæng mellem graden af fri markedsøkonomi og økonomisk velstand. Og det er da også, hvad den empiriske litteratur baseret på det økonomiske frihedsindeks i meget udpræget grad finder.
Mit egen bidrag til denne litteratur (Brøns-Petersen og Gjedsted 2020) finder, at en stigning på ét point på det økonomiske frihedsindeks (EFI) er forbundet med en stigning i BNP per capita på godt 10 pct. Det er ikke atypisk for den øvrige litteratur. Studiets formål er i øvrigt at sammenligne effekten af temperaturændringer med effekten af institutioner målt ved frihedsindekset. Det viser, at for 80 pct. af verden ville der være en større negativ effekt af at falde ét point på frihedsindekset end af at se en temperaturstigning på én grad celsius. For Danmark ville et fald på ét point svare til at falde fra femte- til 66. pladsen på EFI.
Lawson (2022) gennemgår 92 studier, som ser på effekten af EFI på BNP. Kun ét studie finder en negativ effekt, mens 61, altså to tredjedele, finder en klar positiv effekt. 51 studier ser på effekten af EFI på indkomst, og ingen finder en negativ sammenhæng. Knap tre fjerdedele finder en klar positiv effekt, mens altså ca. en fjerdedel ikke finder en effekt. Sammenhængen er altså gennemgående meget klar.
Økonomisk frihed er et flerdimensionalt begreb, og der er flere mulige kanaler, som EF kan påvirke væksten igennem. Lawsons litteraturstudie peger f.eks. på en gennemgående positiv sammenhæng mellem EFI og udbuddet af produktionsfaktorer, herunder flere investeringer, mere entreprenørskab og mere international handel. De er selvsagt ikke gensidigt udelukkende, men må tværtimod forventes i høj grad at følges ad.
Det er værd at påpege, at økonomisk frihed åbenlyst, men ikke udelukkende påvirker væksten i det enkelte land; det smitter også af på omverdenen. Cathing-up-vækst er et velkendt fænomen – dvs. at lande der ikke er ledende teknologisk mv. kan opnå vækst ved at imitere førende landes teknologi, eller ved simpelt hen at importere sig til højere velstand. Generelt kan man sige, at verden i løbet af de sidste 200 år er gået fra en tilstand, hvor kun de allermest avancerede lande kunne skabe levestandard over eksistensminimum for den brede befolkning, til en tilstand, hvor absolut fattigdom kun findes i de allermindst avancerede og institutionelt ringeste lande med de dårligste markedsøkonomiske betingelser.
Af Christian Bjørnskov, den 24. juli 2023. Skriv et svar
Anne Sofie Allarp havde i april en glimrende kommentar i Berlingske med titlen “Man skulle tro, at Afrika var et bundløst krater af menneskelig lidelse og ucivilisation beboet af hjælpeløse u-voksne.” Anne Sofies pointe er, at for almindelige mennesker, som kun får deres information fra de normale medier, må Afrika ligne “et bundløst krater af kaos, menneskelig lidelse og urimelighed, baseret på manglende ressourcer, mangel på mad, mangel på civilisation, mangel på fremtidsudsigter og mangel på almindelig anstændig opførsel.” Men det er meget langt fra virkeligheden. Som hun skriver, er der “normalitet, høflighed, forudsigelighed, hjælpsomhed og civilisation i Afrika” og en gennemsnitligt levealder, der idag ligger indenfor et par år af levealderen for russiske mænd. Helt dårligt er det ikke.
Baggrunden for Anne Sofies kommentar er en analyse fra the Economist, der udkom i foråret og som undersøger kontinentets befolkningstilvækst. Analysens konklusion er, at vækstraten er på vej ned i praktisk taget alle lande. Det hører man bare ikke om, fordi der eksisterer en hjælpeindustri, der har en egeninteresse i at holde forestillingen om det elendige kontinent i live.
Hvor langt er Afrika fra vestlig velstand? En måde at svare på, er at se på hvordan den mest velstående femtedel af befolkningen lever. Jo mere den del ligner et vestligt niveau, jo mere er der en del af befolkningen, der vil efterspørge skoler, sundhedspleje, underholdning, rent miljø, og demokrati på lige fod med europæere. Vores eneste pointe idag er blot at bede læserne om at se på kortet nedenfor – det viser i farver, hvor stort den bedst stillede femtedels privatforbrug er som procent af den danske middelklasses privatforbrug – og bedømme, om hele den afrikanske kontinent er elendigt.
De fleste politikere og meningsdannere, som jeg har talt med eller læst, har tydeligvis en idé om, at offentligt forbrug og offentlige investeringer bidrager til den økonomiske vækst. Nogle af dem er halvstuderende statskundskabere, der enten kan huske nationalregnskabsidentiteten (hvor det offentlige forbrug indgår), eller har forstået simpel keynesiansk konjunkturpolitik, hvor staten øger forbruget for at imødegå økonomiske nedgange. De er blot ikke kommet videre til de nationaløkonomiske og politologiske forklaringer på, hvorfor det ofte ikke virker sådan, og hvorfor politikere faktisk ikke gør det, Keynes ville have dem til. Andre, der har mindre økonomisk uddannelse, har enten ikke tænkt over det, eller argumenterer tautologisk – hvis det skadede væksten, ville politikerne da ikke gøre det. Men forskningen viser noget meget andet.
Anledningen til dagens post er, at jeg igår deltog i en heldags-workshop med titlen “2023 Vinson Centre Classical Political Economy Conference.” Workshoppen blev afholdt på det lille University of Buckingham lidt nord for London, og havde deltagelse af bl.a. de glimrende kolleger Mark Pennington (King’s College London) og Daniel Klein (George Mason University). Mit bidrag havde titlen “Economic Growth in Liberal Democracies vs. Authoritarian States: (How) Does the Size of Government Matter?” Hele papiret kan læses i konferenceversionen her.
Papiret starter der hvor det meste public choice-forskning: Med indsigten at der er en klar, negativ forbindelse mellem størrelsen på det offentlige og omfanget af offentlig intervention i demokratier. Spørgsmålet, som jeg stiller i papiret er for det første, hvilke specifikke elementer af det offentlige engagement, der skader væksten, og sekundært om det kun gælder i demokratier. Ved at bruge data fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapporter, kan man skelne mellem fem separate elementer: Det offentlige forbrug, overførsler og subsidier, offentlige investeringer, skattebyrden og -strukturen, og offentligt ejerskab. Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der illustrerer effekten af et reducere hvert af de fem elementer med ét point på en tipunkts-skala.
Som man kan se, er resultaterne meget klare: Det er overførsler og subsidier, der i højeste grad påvirker væksten i demokratier, mens man kan se en lidt større effekt af beskatning i autokratier. Netop den struktur har vigtige implikationer for en skandinavisk velfærdsstat som Danmark, hvor det offentlige faktisk ikke investerer ret meget (i forhold til andre lande), men er voldsomt engageret i forsøg på at omfordele gennem overførsler og subsidier.
Sagt på en anden måde, er det ikke blot omfanget af den danske velfærdsstat, der påvirker væksten, men i høj grad også måden, den er skruet sammen på. For at illustrere effekterne, peger de på at en reduktion i overførsler og subsidier på ét point (fra 4,5 til 5,5), eller omtrent fra et dansk til et britisk niveau, i gennemsnit medfører 0,3 procentpoint højere økonomisk vækst per år. Hvis man synes, det lyder af lidt, skal man huske, at Danmark i årene op til nedlukningerne havde en trendvækst, der ikke var meget højere end halvanden procent. En relativt moderat reduktion af statens overførsler – Storbritannien er ikke ligefrem en velfærdsørken – vil dermed sandsynligvis øge den årlgie vækst med 20 procent!
Og det efterlader os med en klassisk public choice-problemstilling. Vi har på den ene side en politik, der ikke blot kan løfte væksten ret synligt, men også afhjælpe trykket på de offentlige finanser. På den anden side har vi en situation, hvor det er blevet en del af alle danske regeringers modus operandi at bestikke vælgerne med målrettede overførsler og subsidier. At reducere overførslerne vil være til tydelig gavn for almindelige borgere, men ramme politikeres måde at gøre tingene på, Hvis interesser tror vi, der vægtes højest i den beslutning?
I 1982 formulerede den svensk-amerikanske politolog Mancur Olson sin tese om et fænomen, han kaldte ‘institutionel sklerose’. I bogen The Rise and Decline of Nations – Economic Growth, Stagflation, and Social Rigidities pegede Olson på, at der kan være store problemer forbundet med lange periode med politisk stabilitet. Selvom de fleste samfundsforskere normalt ser politisk stabilitet som en god ting, var Olsons pointe, at det også gør lobbying langt billigere og lettere. Når de samme partier, de samme politikere, og det samme embedsværk står for beslutninger og politisk arbejdsgang år efter år, bliver det ikke bare nemt at lobbye, men risikoen for at lobbyer bliver en integreret del af systemet bliver overhængende.
I virkeligheden burde danskere være ekstra bekymrede for institutionel sklerose. Den danske tradition for høringer før lovforslag sikrer særinteressers direkte indflydelse. Det gælder i særlig grad når høringsfristerne er så korte, som de er blevet under den nuværende og foregående regering, at man gør det lettere for etablerede særinteresser at gøre deres indflydelse gældende uden mindre – og mindre etablerede – modinteresser.
Hører man politikere og visse meningsdannere tale om ‘det samarbejdende folkestyre’, bør man således holde op med at glæde sig. Der er ikke tale om korruption – der er forsvindende lidt faktisk bestikkelse i Danmark – men politikere og særinteresser gnubber ofte skuldre i etablerede råd og nævn. Det indebærer, at meget dansk politik er farvet af særinteresser, at detaljegraden i regulering ofte er defineret af disse interessers præferencer, og at man ude i kommunerne kan træffe tvivlsomme beslutninger.
Vi påstår ikke noget særligt specifikt i dagens post, som har et andet formål: At pege på, at måden vi har skruet samfundet sammen de sidste 50 år og måden, dansk politik fungerer, kan medvirke til at gøre Danmark institutionelt sklerotisk – et samfund, hvor der nok tages mange beslutninger, men hvor ingen af dem egentlig ændrer noget. Den slags samfund oplever sjældent store kriser, men falder blot stille og langsomt bagud.
Af Otto Brøns-Petersen, den 10. juli 2023. Skriv et svar
Hvor meget hænger politisk og økonomisk frihed sammen? Fører fremskridt i den ene til fremskridt i den anden? Kan man have den ene uden den anden?
Lad os først se på teorien.
Der er et stærkt teoretisk argument for at forvente, at de to former for frihed hænger sammen. F.eks. North, Wallis og Weingast og Acemouglu og Robinson fremfører, at både markedsøkonomi og demokrati kan ses som en del af del af en åben, inklusiv orden, hvor magtpositioner kan udfordres.
I en autokratisk politisk orden er det indlysende, at den politiske magt ikke må udfordres. Men hvad med den økonomiske? I en konkurrencepræget økonomi vil indkomsterne være omskiftelige, og der er ingen garanti for, at dem, der klarede sig godt i konkurrencen i går, også vil gøre det i morgen. Økonomisk frihed kan derfor true den politiske elites magtposition. Når den økonomiske magt i meget høj grad er koncentreret hos ”oligarkerne” i Rusland, behøver det altså ikke kun afspejle, at den politiske elite er korrupt og grådig. Det kan også være nødvendigt for, at den kan beholde sin politiske magt.
Også Milton Friedman var i sin diskussion af emnet i Capitalism and Freedom (1962) inde på, at demokrati kræver, at staten ikke kontrollerer hele økonomien. Man kan godt have markedsøkonomi uden at have demokrati, men der var ingen eksempler på det modsatte, påpegede han. Hvis staten kontrollerer økonomien, er der ingen platform for nye, oppositionelle synspunkter. Friedman nævner, at selv Marx nød godt af markedsøkonomien i Storbritannien, fordi den muliggjorde, at hans medforfatter, Friedrich Engels, havde midler til at støtte hans forfatterskab.
Friedmans oprindelige diskussion er interessant i lyset af, at han senere blev forbundet med den optimistiske tese, at mere økonomisk frihed i Kina også kunne føre til større politisk frihed. Nogen vil måske anse tesen for naivt optimistisk, efter en årrække med tilbagegang for både politisk og økonomisk frihed i Kina, hvor kommunistpartiet har strammet sin magt. Men for Friedman var der netop ikke tale om nødvendighed, kun en konkret vurdering og håb.
Men der er ingen tvivl om, at det kinesiske regime er fanget i et trilemma mellem ambitioner om at sidde på den politiske magt, have økonomisk fremgang og spille en voksende rolle i den magtpolitiske internationale arena. Det har jeg skrevet om her. Og her skrev jeg om, hvorvidt Friedman tog fejl af Kina. Udover at det på det seneste er gået dårligere, end Friedman håbede på i perioder, så er min konklusion, at det gjorde han grundlæggende ikke. Jeg er også inde på, hvorfor der ikke er opstået en generel ”singaporesk” model, der kombinerer betydelig økonomisk frihed med stor politisk ufrihed – uanset at idéen har fristet bl.a. de kommunistiske magthavere i Kina.
Hvor Friedman er blevet klandret for at være for optimistisk, er Hayek blevet kritiseret for det modsatte.
Han hævdede allerede i ‘Vejen til trældom’ (1944), at indførelsen af planøkonomi også ville føre til politisk ufrihed. Han blev derefter kritiseret for, at den generelle vækst i den offentlige sektor siden dengang i de vestlige lande tilsyneladende ikke har ført til et tilsvarende tab af politiske rettigheder. Men heller ikke Hayek var naiv. Pointen var, at systematisk økonomisk planlægning kræver en systematisk gennemførelse på det politiske plan – ellers vil planen ikke kunne realiseres. Efter krigen blev både markedsøkonomi og demokrati afskaffet bag jerntæppet.
I vesten voksede især de offentlige udgifter og beskatningen, men der blev ikke indført planøkonomi. Det er til gengæld åbenbart, at de ”øer” af planøkonomi, der findes i den offentlige sektor, er udfordret af problemer, som bl.a. hænger sammen med, at demokratiske beslutninger ikke indebærer en systematisk prioritering, men er karakteriseret ved vekslende koalitioner og studehandler. En systematisk prioritering ville kræve, at den demokratiske beslutningsproces’ tilfældigheder blev erstattet af et mere autoritært politisk system (eller overladt til markedets frivillige transaktioner).
Men lad os se lidt nærmere på empirien om korrelationen mellem økonomisk og politisk frihed.
Den er ganske markant.
For det første kan der konstateres en stærk korrelation mellem personlig og økonomisk frihed. Begge dele er indeks opgjort af Cato Institute og indgår i deres ”human freedom”-indeks, som netop defineres som summen af de to friheder (jeg har tidligere bragt figuren i ovennævnte blogindlæg om Friedman og Kina).
Også hvis man ser på sammenhængen mellem politiske rettigheder, herunder eksistensen af liberalt demokrati, og økonomisk frihed, er korrelationen tydelig. Her er en figur fra Fraser Institutes årlige afrapportering om økonomisk frihed i Verden.
På første akse er landene opdelt i fire kvartiler efter graden af økonomisk frihed (med mindst frie til venstre og mest frie til højre). På anden aksen fremgår graden af henholdsvis politiske og civile rettigheder i landene, som de scores af Freedom House. Alle tre former for frihed følges ad, idet også politiske rettigheder (f.eks. ret til at stemme i frie valg) og civile rettigheder i høj grad er korreleret indbyrdes.
Jeg bruger med vilje begrebet ”korrelation”. Det er vanskeligt at sige noget kausalt ud fra empirien. Altså om økonomisk frihed driver politisk frihed eller omvendt. Eller at de gensidigt forstærker hinanden. Sammenhængen er ganske givet for kompleks og gensidig og historien for åben til, at indførelse af det ene garanterer det andet.
Til gengæld er den teoretiske forventning om, at politisk og økonomisk frihed i høj grad er hinandens forudsætninger – og ikke mindst at politisk pluralisme kræver økonomisk frihed og decentralisering – godt underbygget af empirien.
Og når det gælder pressefrihed – som er en del af den politiske frihed – har Christian faktisk fundet en kausal sammenhæng, som begynder med økonomisk frihed (se her). Se også hans idé til at teste Friedman-Hayek-hypotesen, som han skrev om på Punditokraterne her. Begge dele tyder på, at økonomisk frihed er en nødvendig omend ikke tilstrækkelig betingelse for politisk frihed.
Hvorfor vil politikerne ikke have en evaluering af corona-politikkerne? Sådan spørger professor Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske på baggrund af, at regeringen stemte imod LA’s beslutningsforslag om at vurdere coronapolitikkernes konsekvenser for trivslen blandt børn, unge og beboere på landets bosteder.
LAs beslutningsforslag fik da også politisk bred støtte fra oppositionspartier til højre og venstre – men blev altså i sidste ende nedstemt, fordi SF-S-M-V-fløjen mente, at man vidste alt, hvad man behøvede at vide.
En evaluering er ellers – som Kurrild-Klitgaard påpeger – yderst relevant.
Der gemmer sig vigtig lærdom for fremtiden, som ikke er helt åbenlys. For eksempel fremhævede man i Danmark ofte, at der var færre dødsfald i det relativt nedlukkede land her end i det mere åbne Sverige. Men efterfølgende har det vist sig, at det er en sandhed med modifikationer, og at det kommer meget an på, hvad man måler og hvordan.
Men med afvisningen af forslaget ser en større evaluering ud til at være blevet lidt mindre sandsynlig.
Men nu er forslaget om en trivselsundersøgelse altså afvist, og det er dermed reelt også denne avis’ mere vidtgående forslag om en egentlig coronakommission til at vurdere det samlede forløb.
Så hvor står vi?
For at få nedsat en coronakommission, skal der være et flertal i Folketinget, der har en interesse i at nedsætte en coronakommission. Og det flertal er der ikke noget, der tyder på, at der er pt. Og man kan desuden frygte, at jo mere Venstre og Moderaterne bliver bundet op på diverse ”Nej tak” til corona-evalueringer, jo sværere vil det blive for dem at gennemføre en evaluering, når der før eller siden igen kommer et borgerligt flertal.
Vi risikerer altså at stå i den situation, at vi aldrig – eller først meget, meget sent – får en grundig (statslig) evaluering af den politik, der blev ført under pandemien. Og det er problematisk, da en grundig evaluering er nødvendig for at kunne håndtere fremtidige kriser bedst muligt.
Forleden havde jeg Asmus Leth Olsen i Regelstaten til en samtale om diskrimination. Det blev i mine øjne en af de bedste afsnit til dato, da vi kom godt i dybden med, hvad diskrimination egentlig er, hvorfor det nogle gange er helt ok (det er fx fint at ønske en læge af samme køn), hvem der reelt diskriminerer (er det kunderne eller virksomhederne?) mv.
Asmus blev lidt mere tilbageholden med at øse ud af sin viden, da vi kom til ”hvad gør vi ved det?”-delen. For det ved vi ikke særlig meget om. Der er flere eksempler på lovgivning, der har til formål at gøre noget ved diskrimination, men desværre ender det ofte med ikke at have nogen dokumenteret effekt (eller endda gøre tingene værre).
Lige nu er det bedste, vi kan gøre, nok at tale om det og gå i dybden med det, så civilsamfundet kan finde sine egne løsninger. Og dén del gør Asmus Leth Olsen med bravour!
Se med nedenfor eller lyt i din podcast app (søg på ”Regelstaten”).
