Af Christian Bjørnskov, den 30. april 2023. 4 svar
Underviser man public choice, politisk økonomi, good governance-teori eller noget lignende, og gør man det på enten økonomi eller statskundskab, har man mange muligheder for at karakterisere stater. En af de mest enkle og intuitive er forskellen på en ‘protective’, en ‘productive’, og en ‘predatory state’. Den første, der også nogle gange kaldes en ‘contractual state’. er tæt på Adam Smiths tanker om en stat, der sørger for “peace, easy taxes, and a tolerable administration of justice” – dvs. en stat der sørger effektivt for centrale offentlige goder som forsvar og retsvæsen. Den anden er muligvis en stat, der ikke kan eksistere, men hvor tanken er at staten er direkte produktiv. I konceptet om en produktiv stat ligger for eksempel ikke blot, at staten også sørger for udbredt infrastruktur, uddannelse og forskning, men også at den gennem industripolitik og lignende tiltag bringer velstand.
Dagens emne er dog den trejde mulighed: the predatory state, eller det man på dansk måske kan kalde den udbyttende stat. Konceptet blev introduceret af Geoffrey Brennan og James Buchanan i 1980 i The Power to Tax, og er sidenhen blevet et standardkoncept i både public choice og udviklingsøkonomi (se f.eks. Deepak Lal‘s arbejde fra 1984). En predatory state er defineret som “a state that promotes the private interests of dominant groups within the state (such as politicians, the army and bureaucrats) or influential private groups with strong lobbying powers.”*
Det er naturligvis svært at finde ‘rene’ eksempler på predatory states – med den mulige undtagelse af failed states som Sydsudan og Somalia – og alle eksisterer selvfølgelig på en skala mellem predatory og protective. Spørgsmålet idag er, om Danmark er på vej mod at blive mere predatory med Mette Frederiksen i spidsen? Emnet kom op forleden i en diskussion med en nær ven, der fremhævede flere stærkt kritisable forhold, der begge passer godt på en predatory state.
Et første eksempel er regeringens håndtering af Skats nye vurderingssystem. Hele sagen er omgivet af skandaler, ikke mindst fordi vurderingssystemet slet ikke er færdigt. Rygterne i økonommiljøet siger, at det nye system faktisk ikke er klart bedre end det gamle, som man skrottede fordi det producerede alt for mange fejlvurderinger. Alligevel vælger man nu at indføre det og beskatter ejendomme efter foreløbige vurderinger, som embedsværket og regeringen selv indrømmer er voldsomt fejlbehæftede. Det er svært at konkludere andet, end at statens interesse i at få indkomst fra borgerne her trumfer retssikkerhed og almindelig rimelighed.
Eksempel nummer to er minkskandalen, der startede med et klart grundlovsbrud og en erstatningsregning på omkring 19 milliarder kroner. Udmeldingen fra regeringen forleden var, at man nu vil tilbyde minkavlere ‘tidlig’ erstatning i næste år – fire år efter Folketinget ulovligt lukkede erhvervet – men mod at de ingen klagemulighed får. Hvis de ikke tager den faustske aftale, som regeringen tilbyder, skal de vente indtil 2027 for at få erstatning. Kun mafiaen kunne have foreslået en lignende aftale.
Det tredje eksempel er politikeres og centrale embedsmænds opførsel, og den totale mangel på sanktioner mod den. Det blev meget tydeligt forleden, da BT afslørede hvordan justitsminister Peter Hummelgaard helt konsekvent parkerede ulovligt når han afleverede sine børn i institution. Reaktionen fra ministeren var først at kalde historien ‘udansk’, ligesom flere politikere bakkede ham op og kaldte det overvågning (at tage fotos på offentlig vej). De fleste danskere så dog kernen i sagen: At landets justitsminister følte sig hævet over landets love: Præcist det samme var tilfældet i efteråret 2020, da BT kunne afsløre at han og Ane Halsboe-Jørgensen af to omgange, og på trods personalets henstilling, fjernede afspæring og brød det Kongelige Teaters coronaregler ved en opsætning af Tryllefløjten. Hummelgaard opfører sig meget præcist som en magthaver i en predatory state, hvor reglerne og deres håndhævelse afhænger fuldt og helt af ens politiske status.
Det samme ser ud til at gælde de embedsmænd, der fik advarsler efter Minkkommisionens arbejde. De fleste af disse advarsler er nu trukket tilbage, uden at førende jurister forstår hvorfor. Stort set den eneste, der stadig har advarslen stående i sin personalesag, er Tejs Binderup, der var afdelingschef i Fødevareministeriet. Det særlige i den situation er, at Binderup som den eneste, gentagne gange fra slutningen af september til efter Mette Frederiksens famøse minkpressemøde, advarede om at der ikke var lovhjemmel til at lukke minkerhvervet. Så hvad skal man lægge i, at den eneste ledende embedsmand i sagen, der insisterede på lovligheden af beslutningen, er den eneste man vælger at sanktionere. Det rejser det naturlige spørgsmål, om situationen er et signal om regeringens foretrukne opførsel i embedsværket: Er Barbara Bertelsens totalitære opførsel regeringens model for, hvordan den helst vil have staten fungerer?
Som vi mange gange har skrevet om her på stedet, er en retsstat en forudsætning for at have en dynamisk økonomi, for fremgang, og også en væsentlig faktor i at forklare internationale forskelle i tolerance, respekt for menneskerettigheder, og endda folks tilfredshed med livet. Med det jeg ser som et stort og åbenlyst planlagt og bevidst skridt mod en predatory state, er Danmark skredet et stykke væk fra to århundreders tradition for en stærk retsstat og politisk uafhængige institutioner. Der er godt for centrale politikere og deres kumpaner, men dårligt nyt for danskerne.
* Definitionen er fra Mehrdad Vahabis introduktion til et symposium om emnet i Public Choice i 2020.
Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2023. 2 svar
Siden 2009 har vi hos Punditokraterne stort stee hvert år lavet en slags ‘kåring’ af de bedste danske (national)økonomer er. Helt fra begyndelsen var en del af pointen i diskussionen, at det er svært – grænsende til det umulige – at sige, hvem der er bedst. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt.
Men som vi også understregede sidste år, er en øvelse som den idag vigtig for at håndtere et væsentligt problem: At ikke-økonomer ofte tror at dem, der bruges meget af medierne, også må være de fagligt dygtigste. Jeg vil på ingen måde nedgøre nogle af de økonomer fra banker eller tænketanke, der bruges jævnligt af medierne, men simpelthen gøre opmærksom på, at der er en række økonomer som flyver under den offentlige radar. Bankøkonomerne i særdeleshed laver heller ikke forskning, og kan derfor ikke bedømmes på samme skala som universitetsøkonomer – eller endda topfolk fra tænketanke som AIER’s fremragende. Phil Magness.
Fra år til år ændrer vi derfor metoden vi bruger til at rate økonomer i Danmark, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er både simpel og arbejdsintensiv, og beregnet for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: Vi finder antallet af citationer til alle de artikler, en professor har udgivet i et videnskabelige tidsskrift de sidste ti år (2014-2023), beregner antal citationer per år det har været udgivet, og vægter citationerne med impact faktoren for tidsskriftet. Der er derfor tale om en slags kvalitetsjusteret citationstal. Den eneste komplikation er, at der findes flere forskellige impact faktorer, Vi tager faktorer enten fra Scimago eller JCR-faktoren fra tidsskriftets egen hjemmeside. Det indebærer dog et forhold, som bør holdes in mente når man ser listen, nemlig at der helt generelt er højere impact faktorer udenfor samfundsvidenskaberne uden at de reflekterer højere kvalitet. Enkelte forskere har publiceret en del i bl.a. sundhedsvidenskabelige tidsskrifter, og de kommer dermed til at placere sig en smule bedre.
Listen nedenfor indeholder dog ikke de store overraskelser i forhold til tidligere år. Topplaceringerne går igen til Nicolai Foss og Lasse Heje Pedersen fra CBS, og begge er langt foran resten. Nummer tre er den nye superøkonom Niels Johannesen fra Københavns Universitet. mens fjerdepladsen indtages af min Aarhus-kollega Daniele Nosenzo. Det slående er derfor, at de første fire sidder på meget forskellige forskningsområder: Foss er en af verdens førende i entrepreneurship-forskning, Pedersens område er finansiel økonomi, Johannesen er skat og public economics, mens Nosenzo er primært adfærdsøkonom.
Det andet forhold, der er værd at notere sig, er at den særlige metode vi bruger i år bringer nogle af de dygtigste kvindelige økonomer ind på listen. Det gælder ikke mindst Helena Skyt Nielsen på ottendepladsen, men også Anna Piil Damm og Marianne Simonsen, der er nummer 15 når man bruger JCR-faktorerne som vægt. Det er svært ikke at bemærke, at de alle er i Aarhus, hvor Nina Smith for mange år siden agerede ‘trailblazer’ for kvindelige økonomer.
Sidst, men ikke mindst, er der måske nogen der spørger om, hvor vismændene er henne? Svaret er, at det ligesom i tidligere år er klart, at vismandsjobbet har en alvorlig omkostning på forskningsfronten. Den nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard figurerer som nummer 20 i år, mens den nyeste af vismændene – Jakob Roland Munch – stadig er at finde som nummer 6. Hvor lang tid han bliver på listen er nok et åbent spørgsmål, når man ser på erfaringerne fra tidligere. Vi andre kan heldigvis bruge mere tid – ind mellem et stigende pres fra undervisning og vejledning – på at forske i stedet for at bruge tid på forgæves at rådgive politikere…
Min analyse viser, at politikerne i 2022 havde en måned mindre til omtanke end i 2005, jf. nedenstående figur, som viser hvor langt tid der gennemsnitligt går fra et lovforslag fremsættes og til det vedtages.
”I moderne tid er realisering af ”social retfærdig fordeling” blevet et primært motiv for at begrænse borgernes frihed. Fordelingspolitik er om noget blevet den moderne svøbe. Rawls har forsøgt at etablere en politisk filosofisk begrundelse for, hvorfor ”social retfærdighed” ikke desto mindre kan forenes med især klassisk kantiansk liberal filosofi. Det på mange måder imponerende forsøg lykkedes dog ikke.”
Det er konklusionen på min artikel om Rawls og social retfærdighed. Den er offentliggjort i Libertas nr. 79, som er et temanummer om Rawls (kun for abonnenter og medlemmer – men hvorfor ikke blive det). Men den kan også findes som Cepos arbejdspapir her.
Af Christian Bjørnskov, den 27. marts 2023. 3 svar
Hvorfor er det så svært, og ofte umuligt, for politikere og andre at indrømme, hvis de har lavet fejl med gigantiske konsekvenser? Spørgsmålet er blevet særligt aktuelt efter de massive nedlukninger i 2020-22, som politikere og epidemiologer påstod var nødvendige. Der var en relativt stor grad af konsensus før 2020 at nedlukninger ikke virkede, eller i det mindste havde så voldsomme bivirkninger at man ikke burde bruge dem, og disse perspektiver var indarbejdet i de fleste vestlige landes epidemiplaner. Empirisk forskning de sidste par år har bekræftet, at den gamle konsensus var korrekt: Nedlukningerne virkede ikke og har haft rædselsfulde konsekvenser for børn og unges uddannelse og trivsel, og det meste af den globale økonomi. Hvorfor – må man spørge – indrømmer politikere og epidemiologer så ikke, at de tog fejl, men holder krampagtigt fast i at de gjorde det rigtige? Hvorfor accepterer de ikke den nye (og den gamle) forskning på området?
En forklaring kan ligge i det fænomen, der kaldes ‘Ødipus-fælden’. Jeg blev mindet om den forleden, da Megan McArdle i en podcast hos EconTalk netop talte om den. Hendes kontekst var William Freeman, der gjorde lobotomier populære i 1950erne og foretog omkring 3000 af dem. Det er almindeligt kendt idag, at lobotomioperationer typisk forårsagede alle mulige skader på folks hjerner, og op mod fem procent af dem førte til dødsfald. Alligevel forsvarede og anbefalede Freeman brugen af lobotomi til sin død. Mcardle peger på at han endte i Ødipus-fælden, hvor det at indrømme overfor sig selv og andre, at han havde bidraget til tusinder af menneskers dybe ulykke, bogstaveligt talt ikke ville være til at bære.
Det virker i høj grad som det samme fænomen, man ser for tiden. Politikere på begge sider af Folketinget nægter at indrømme, at nedlukninger var en historisk fejl – det Jay Bhattacharya kalder århundredets største sundhedspolitiske fejl – og slet, slet ikke vil tale om det. På samme måde er en række epidemiologer enten gået i flyverskjul eller er fortsat med at forsvare nedlukningerne. Hvis man ikke bare antager, at de er ondsindede og umoralske psykopater, er Ødipus-fælden en god forklaring: De risikerer at bryde psykologisk sammen i en enorm depression, hvis de indrømmer overfor sig selv hvad de har været med til at gøre.
På et højere plan er Ødipus-fælden et interessant, men noget uudforsket fænomen. I public choice er der forskellige forklaringer på, hvorfor man kan holde fast i politik længe efter, at den har vist sig ikke at virke, og hvorfor man til tider kan vælge at ignorere bivirkninger af politik. Men Ødipus-fælden kunne være særligt spændende, fordi den giver en forklaring på, hvorfor centrale politiske aktører er mere tilbøjelige til at holde fast i dårlig politik, jo mere katastrofale dens konsekvenser er. Den kan dermed måske være med til at forklare, at det er de værste slags politik som bliver ved med at blive gentaget i længst tid.
Eller som insider-joken er i mange videnskabelige diskussioner: Nogen burde skrive dén artikel!
Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2023. 3 svar
Regeringen er kommet i stormvejr på grund af dens planer om at forkorte en lang række danske universitetsuddannelser – og med rette. Jeg har selv kritiseret reformen i bl.a. Børsen, ligesom mine fremragende kolleger Michael Svarer og Carl-Johan Dalgaard – en tidligere og en nuværende overvismand – har været meget klare i spyttet omkring, hvor tåbelig en reform det er. Det er tydeligt, at regeringen og dens reformkommission har undervurderet, i hvilket omfang både uddannelsessektoren, men også dele af erhvervslivet stritter imod. Der er også elementer af ren inkompetence i forslaget. Ingen i kommissionen har for eksempel indset, at der ikke er lektor- og professorkræfter til at vejlede i juli og august, hvor man forestiller sig at de mange nye studerende skal skrive endelig opgave.
Der er dog et enkelt element af kritikken, som ikke helt har været klart diskuteret i medierne. Min og andres kritik er gået på, at reformerne leverer meget lidt arbejdsudbud mens de skader de unges uddannelse – de får lavere løn – og erhvervslivets innovationsevne, når ringere uddannede medarbejdere innoverer mere. En anden del af kritikken er, at de påståede positive elementer, som reformkommissionen forsøger at regne ind – højere kvalitet på uddannelserne og mere erhvervsretning – er rene fugle på taget. Elementet, som folk indtil videre har overset, går direkte imod en af regeringens ambitioner på området.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har flere gange nævnt ambitionen, at flere udenlandske studerende kunne vælge at studere i Danmark på de nye, kortere uddannelser. Men hvad med de danske studerende? Antagelsen er åbenbart, at de stadig vil læse i Danmark, men er det en rimelig antagelse? Mit svar idag er et stort nej.
De korte uddannelser er for det første dårligere og vil give lavere løn. De er heller ikke kompatible med det fælleseuropæiske system, ligesom de ikke svarer til britiske eller amerikanske master-uddannelser. I en international sammenhæng vil det dermed af indlysende grunde blive sværere at blive ansat på en dansk uddannelse på 1 1/4 semester. Spørgsmålet som ministeren – og desværre også min ellers både rare og fagligt glimrened kollega Nina Smith – øjensynligt ikke har stillet sig er, hvorfor danske studerende ikke bare skrotter danske kandidatuddannelser og tager til Lund, Hamborg eller King’s College, London?
Havde jeg haft børn, ville jeg som dansk universitetsprofessor så afgjort foreslå dem, at de forlod landet i stedet for at tage en kort dansk discountuddannelse. Hvis de iøvrigt havde evner til en kandidatuddannelse, ville det ret sikkert svare sig at tage en fuld uddannelse på et ordentligt universitet end en halv i Danmark. Så spørgsmålet er, hvorfor regeringen ikke (officielt) har tænkt over det? Det er mere sandsynligt at det fører til en exodus af danske studerende til udlandet, end at det ender med en inflow af udenlanske studerende til Danmark.
Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2023. 1 svar
Som nogle læsere vil vide, har jeg været involveret i debatten omkring regeringens / reformkommissionens nye universitetsudspil. Meget kort fortalt vil regeringen forkorte en række kandidatuddannelser fra to år til 1 1/4 år. De studerende skal med andre ord kun have 75 ECTS-point i stedet for de 120 point, der kræves idag for at kalde sig kandidat (og som kræves i det internationale system). Man kan mene hvad man vil om idéen – jeg er af den overbevisning at den er idiotisk og vil gøre Danmark fattigere – men der er et særligt element, der er værd at tænke videre over, og overveje langt udover det aktuelle eksempel.
Det særlige element er, at regeringen ikke vil udspecificere, hvordan reformen skal udspille sig i praksis. Den har således besluttet, at en andel af kandidatuddannelserne skal forkortes, og at de studerende efter et års undervisning skal skrive en afsluttende opgave henover sommeren, men ikke præcist hvilke, og ikke hvordan de nye uddannelser skal se ud. Det særlige ved den nye universitetsreform er derfor, at den er underspecificeret. Det generelle spørgsmål den særlige situation således rejser, er hvorfor det kan være politisk rationelt – og måske endda attraktivt – at underspecificere store reformer.
I en vis forstand er alle reformer underspecificerede, fordi der altid vil være nogle rent praktiske ting, som man ikke kan planlægge præcist. Der kan for eksempel være beslutninger om investeringer i skoler, hvor man ikke har specificeret hvor skolerne skal ligge – man bliver nødt til efterfølgende at finde ud af, hvor der enten er egnede lokaler eller hvor der er en brugbar grund, man kan købe. Regeringens universitetsudspil går dog meget længere end det og efterlader ganske væsentlige beslutninger til dem, der skal implementere reformen.
Det gælder for eksempel et særligt problem, som fik denne blogs gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard til at spørge, om regeringen overhovedet anede hvad den lavede: Reformen indebærer at de studerende på de nye 1 1/4-årige uddannelser skal skrive deres afsluttende opgave henover sommeren i juli-august. Men på det tidspunkt holder lektorer og professorer fra, og man kan ikke bare sige, at de skal holde sommerferie på et andet tidspunkt. I maj og juni er der eksamener, bachelorforsvar (i maj) og regulære specialeforsvar (i juni), og i august er der omeksamener og forberedelse til den undervisning, der starter 1. september. Det er derfor logisk umuligt at holde sammenhængende ferie på noget andet tidspunkt end juli og starten af august – netop på det tidspunkt hvor regeringen forestiller sig, at man skal vejlede de nye afsluttende opgaver på discount-uddannelserne.
Netop dén gordiske knude efterlader man til universiteterne selv at løse, ligesom mange andre forhold omkring uddannelserne er overladt til de universiteter, der skal udmønte reformen. På samme måde er det stadig ikke klart, hvilke uddannelser der skal forkortes, om der overhovedet er et arbejdsmarked for de kortere uddannede studerende, og for den sags skyld om de kortere uddannelser ikke vil få langt flere danskere til at tage deres universitetsuddannelse i udlandet (hvor man kan få rigtige kandidatuddannelser).
En god grund til at underspecificere reformer er naturligvis, at man overlader noget af udmøntningen til folk / organisationer med den nødvendige specialviden og ekspertise, som Folketinget aldrig har. Underspecificering på den måde kan være en god idé, hvor man fra politisk side definerer et område, X, og en række mål for reformen, Z.
Men den nye universitetsreform excellerer ikke ligefrem på den måde. Her virker det langt mere til, at den er underspecificeret af public choice-agtige grunde: Rigtigt mange ting kan gå galt – forestil jer bare om to år, når flere tusinde studerende skal have vejledere til deres afsluttende opgave, og ingen vil vejlede dem. Underspecificering er derfor en måde for politikerne at slippe for ansvaret for problemerne og skandalerne, da udmøntningen skal defineres og planlægges af universiteterne selv.
Den nye reform er også underspecificeret på en anden måde: Ved at selve formålet med den er uklart. På trods af adskillige journalisters spørgsmål har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ikke formået at forklare, hvorfor man overhovedet laver reformen, eller hvilket problem den løser! I vores notation ovenfor er Z uklar, når der ikke engang er et klart mål for hvad man laver. Handler den om arbejdsudbud, når nogle få unge mennesker kommer ni måneder tidligere på arbejdsmarkedet? Handler den om at spare i universitetssektoren? Er formålet i virkeligheden at gokke universiteterne oveni hovedet på grund af regeringens arbejderistiske ideologi? Vil regeringen bare demonstrere ‘handlekraft’, men ligegyldigt hvad handlingen er?
Det står mig og de fleste af mine kolleger noget uklart, hvad man egentlig vil med den. Men fra en rent videnskabelig public choice-vinkel er den interessant, netop fordi den er så klart underspecificeret på både midler og mål. Det tvinger en til at spørge, om politikerne har uhellige politiske mål med den, eller om reformen bare er endnu et eksempel på, hvor totalt inkompetent meget dansk politik er blevet.
I går kunne Børsen offentliggøre, at et nyt busselskab, Fleet, starter op i Danmark for at tage konkurrencen op med Flixbus og Kombardo. Det er gode nyheder, for konkurrence gavner forbrugerne.
Det er uvist, hvor store gevinsterne ved at fjerne disse benspænd er. Men det er ikke et argument for at fastholde dem. Og reglerne kan potentielt ramme mange danske forbrugere.
Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2023. Skriv et svar
Idag, den 8. marts, er Kvindernes Internationale Kampdag, hvor medier og andre diskuterer, hvor ‘langt vi er nået’. Der er desværre ofte en vis mangel på perspektiv i disse diskussioner, som i lande som Danmark er endt i skænderier: Hvor meget af barslen skal mænd tage – og skal staten blande sig i det valg, i hvilket omfang der er lige løn for lige arbejde, og endda om kvinder skal først i køen til f.eks. professorstillinger, fordi der blev ansat for få i tidligere generationer. Vi giver et hurtigt perspektiv her på stedet, men ikke ved at sammenligne med tidligere tider. I stedet giver vi et indblik i stauts på tværs af verden de seneste år. Som så ofte før gør vi det i et verdenskort, hvor farverne indikerer hvor stor en andel af kvinderne er i beskæftigede i forhold til andelen for mænd.
Som kortet illustrerer, ligger de skandinaviske lande lunt blandt de lande, hvor der er mindst forskel på mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens. I Danmark er den cirka 63 procent for mænd og 54 procent for kvinder, mens den er henholdsvis 64 og 59 procent i Norge, og 70 og 65 procent i Sverige. Man kan altid diskutere, om det er godt nok, men det er i den bedste femtedel af verden for Danmarks vedkommende, og den bedste tiendel af verden for vores to naboer.
Men det måske mest interessante, som kortet tydeliggør, er at de samfund hvor kvinder er relativt svagt knyttet til arbejdsmarkedet, falder i to klare grupper. Den første er Mellemøsten, Nordafrika og hele det indiske subkontinent. Man kan allerede høre folk sige ‘Islam’, men det er værd at bemærke, at området dækker store dele, der ikke er muslimske. Omvendt har det overvejende muslimske Malaysia og det stærkt muslimske Indonesien meget højere kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. Det ligner således i langt højere grad en regional tradition end noget, der umiddelbart har at gøre med religionen.
Det andet område, der klart stikker ud, er Mellemamerika, inklusiv Venezuela, Guyana, og Cuba. Man kan kun spekulere over, hvad grunden er – ikke mindst fordi både Mellemamerika og Sydamerika er katolske og – med Argentina og Chile som mulige undtagelser – stadig er ret religiøse. Men når vi tillader os at spekulere, er en mulighed at sydamerikanske lande som Argentina, Brasilien, Chile og Peru var store indvandringslande i starten af det 20. århundrede, efter at de sociale normer var begyndt at ændre sig i Vesteuropa.
Under alle omstændigheder er det interessant at se forskellene på tværs af verden. Kvinders beskæftigelse hænger ofte på sociale normer, der ændrer sig langsomt over tid. Det er derfor svært, grænsende til umuligt, at gøre ret meget ved det fra politisk side. Det forhindrer ikke politikere i at gøre forsøget eller at stole på deres egen enorme kompetencer (svært ikke at vælte rundt i latter når jeg skriver det), men borgerne bør have et ordentligt sammenligningsgrundlag. Vi bidrager med en bid af det i dag, uanset hvad læserne så mener om verdens status på området.
Richard Hanania har skrevet et interessant indlæg om sociale mediers effekt på børns mentale helbred. Kort sagt mener han, at evidensen viser, at sociale medier påvirker vores mentale helbred negativt.
Det var især hans indledende argument (se citat) for at være imod tesen om, at sociale medier er skadelige, der vakte min interesse. Jeg har ofte den samme mavefornemmelse, når medierne peger på nye problemer ved et produkt eller samfundstendens. Enhver negativ effekt kan (og vil) desværre blive brugt som et argument for, at politikerne skal regulere. Uanset om man kan forvente, at reguleringen er den bedste måde at løse problemet på, eller om politikerne overhovedet kan løse problemet.
I tend to dislike moral panics that are used to justify government intervention in people’s personal choices or market forces, particularly of the “think of the children” variety. Moreover, I think there’s a tendency to scapegoat big tech, which I consider an unhealthyimpulse that is rooted in both Luddism and anti-market bias, both of which I strongly oppose.
Men man skal passe på ikke falde i den fælde, Hanania beskriver, og nægte at indse problemer, fordi de vil føre til skadelig regulering. Det kan meget nemt føre til en personlig bias imod at indse, hvis der er et problem.
I stedet skal man tage den nye viden til sig og huske på, at eksistensen af et problem kun sjældent er et godt argument for, at politikerne griber ind og regulerer.
I forhold til sociale medier, er det fx langt mere oplagt, at forældrene griber ind (evt. i samarbejde med skoler osv., hvor der jo også sidder forældrebestyrelser osv.), hvis der er problemer. På netop det punkt adskiller brugen af sociale medier sig i øvrigt ikke fra mange andre emner som fx motion, overvægt, læring, rygning osv. Det er (og bør være) forældrenes opgave at opdrage deres børn til at blive voksne, der er i stand til begå sig i et moderne samfund med elle de fristelser, det indebærer. Også selvom det kan være svært.
Konklusionen er altså, at det er bedre at være på forkant med ny viden og – hvis der er et problem – tale for den rigtige løsning (forældreansvaret), inden for mange er blevet overbevist om, at det er et problem, politikerne skal løse.
Så hermed en opfordring til at læse Richard Hananias indlæg. Har han ret eller tager han fejl? Jeg er personligt i tvivl.
Kom meget gerne med kommentarer nedenfor.
PS: Til ”tl;dr”-segmentet opsummerer nedenstående meget godt det samlede indhold i Hananias indlæg.
Allcott et al. is not only the largest study, but it was also pre-registered and easily the most impressive. Participants, about half of them under 30 years old, were paid to stay off Facebook for a month. Here are the main findings for the outcomes we care about.
The effect sizes for life satisfaction, anxiety, depression, and happiness all hover around a tenth of a standard deviation. Tyler argues that such effect sizes are small, and critiques Haidt for saying we should assume network effects. Haidt’s argument is that quitting Facebook shouldn’t be expected to do all that much if all your friends are still on it and miserable. Personally, I don’t find the effect size to be that small. As Allcott et al. point out, the result for subjective well-being is about equivalent to a $30,000 increase in income. A tenth of a standard deviation seems small, but this is just one intervention that lasts a month. Other than getting rid of Facebook, you still have the same genes, had the same childhood, have the same job, grew up in the same culture, etc. If cutting out one app can alone take you from the 50th to 55th percentile of happiness, it’s definitely worth doing. And network effects aren’t some mysterious social force we should be skeptical of – the mental well-being of individuals rises and falls along with that of others in a society, which is why we can observe such striking trends over time. It seems to me very plausible that an intervention that only increases happiness by a small amount at the individual level might have massive effects if the same change was adopted by society as a whole. To expect much more than a tenth of standard deviation from one short intervention may be asking too much.
Et væsentligt problem i den danske debat, som vi kun sjældent taler om, er mange politikeres stålsatte overbevisning om, at Danmark er et af verdens rigeste lande – og altid vil være det. Idéen synes at være, at vi sagtens kan have en stor og meget dyr velfærdsstat med en offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien uden at vi mister økonomisk status af den grund. Vi kan uden problemer lave store eksperimenter med vores uddannelsessystem, hvor vi forkorter uddannelser og flytter ressourcer væk fra forskning. Danmark – synes folk at mene – er så stærkt, at det er ligegyldigt hvor tåbelig vores politik bliver. Og det er på det tidspunkt i diskussionen, jeg bringer eksemplet Argentina op.
Argentina var engang et af verdens absolut rigeste lande. Ifølge Madison-datasættet, der omfatter indkomstdata fra 71 lande før Første Verdenskrig, havde landet verdens tienderigeste befolkning i 1913. Bruger man CIAs World Factbook, er argentinerne idag nummer 59 i verden. Figuren nedenfor, hvor vi holder Argentinas (købekraftskorrigerede) BNP per indbygger op mod Nordeuropas (minus olielandet Norge, derfor noteret ‘NE m’) og Italien, illustrerer ret tydeligt landets position. Umiddelbart efter Første Verdenskrig var argentinerne lige så rige som gennemsnittet i Nordeuropa. Det skal også huskes, at i den periode var Argentina et af verdens magneter for immigranter, og at det sammen med naboerne Chile og Uruguay talte blandt verdens relativt få stabilt demokratiske lande. Men lige omkring 1930 begyndte det for alvor at gå galt.
Argentina blev hårdt ramt af den store depression, men allerede i 1927 var folk i Nacionalismo-bevægelsen begyndt at gå med kup-planer. Det var den sidste af disse planer, som blev udført den 6. september 1930, da Generalløjtnant José Félix Uriburu tog magten ved et militærkup. Inspireret af Mussolinis Italien ændrede Uriburu strukturen i landets økonomi og styrede det mod et korporatistisk og fascistisk samfund. Argentinas økonomi reagerede præcist som andre, der bliver statsliggjort og politiseret: Den holdt op med at vokse.
Argentina blev udsat for succesfulde statskup igen i 1943, 1955, 1962, 1966 og 1976, og fejlede forsøg i 1932, 1951, 1955, 1956, 1960, 1963, og 1988. Landet var demokratisk fra 1946 til kuppet i 1955, igen fra 1958 til 1962, fra 1963 til 1966, fra 1973 til 1976, og igen stabilt fra 1982 efter en presset militærjunta havde tabt sin egen erobringskrig mod Falklandsøerne. Det tog – lidt simpelt sagt – nogle læsterlige klø fra en kombineret britisk styrke, før militæret mistede så meget anseelse og status, at det ikke længere kunne bestemme samfundets udvikling i Argentina.
Pointen er absolut ikke at sige, at Danmark i 2023 er ligesom Argentina i slutningen af 1920erne. Men Argentinas historie er en alvorlig advarsel om to ting. Den første er, at man ikke bare kan antage, at hvis man er et af verdens rigeste lande, er det en stabil status man på en eller anden måde bare ‘fortjener’. Den anden er, at i det øjeblik en række politikere mister troen på demokratiske institutioner og mener, at de ved meget bedre hvordan man styrer et land – og tror på værdien af politisk styring – begynder det at gå galt. Kuppet i 1930, der væltede en demokratisk regering i Argentina, indvarslede 60 års politisk ustabilitet og en tradition for næsten lattervækkende uansvarlig økonomisk politik og politisk selvsikkerhed. Danmark er ikke på vej til at blive et diktatur, men der er mere end én parallel til det stabilt demokratiske, rige Argentina i 1929!
Tom Jefferson fra University of Oxford er hovedforfatter af et nyligt Cochrane-review, som på baggrund af 23 randomiserede forsøg ikke finder nogen effekt af mundbind. Han blev for nylig interviewet, og det kom der mange interessante ting ud af. Men nedenstående citat er noget af det mest slående.
Det i citatet omtalte Cochrane-review fra 2020 (2020-reviewet er version fem, mens 2023-reviewet er version seks – så altså samme studie, men forskellige versioner), udkom 20. november 2020. Hvis det virkelig blev forsinket syv måneder, som Tom Jefferson siger, så var det altså færdigt allerede i april 2020.
Man kan næppe overvurdere vigtigheden af fri forskning. Og det gælder uanset om der er en krise eller ej.
JEFFERSON: Governments had bad advisors from the very beginning… They were convinced by non-randomised studies, flawed observational studies. A lot of it had to do with appearing as if they were “doing something.”
In early 2020, when the pandemic was ramping up, we had just updated our Cochrane review ready to publish…but Cochrane held it up for 7 months before it was finally published in November 2020.
Those 7 months were crucial. During that time, it was when policy about masks was being formed. Our review was important, and it should have been out there.
DEMASI: What was the delay?
JEFFERSON: For some unknown reason, Cochrane decided it needed an “extra” peer-review. And then they forced us to insert unnecessary text phrases in the review like “this review doesn’t contain any covid-19 trials,” when it was obvious to anyone reading the study that the cut-off date was January 2020.
DEMASI: Do you think Cochrane intentionally delayed that 2020 review?
JEFFERSON: During those 7 months, other researchers at Cochrane produced some unacceptable pieces of work, using unacceptable studies, that gave the “right answer”.
DEMASI: What do you mean by “the right answer”? Are you suggesting that Cochrane was pro-mask, and that your review contradicted the narrative. Is that your intuition?
JEFFERSON: Yes, I think that is what was going on. After the 7-month delay, Cochrane then published an editorial to accompany our review. The main message of that editorial was that you can’t sit on your hands, you’ve got to do something, you can’t wait for good evidence…. it’s a complete subversion of the ‘precautionary principle’ which states that you should do nothing unless you have reasonable evidence that benefits outweigh the harms.
Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2023. Skriv et svar
Igår, den 25. februar, var 75-årsdagen for at kommunistpartiet i Tjekkoslovakiet kuppede resten af den siddende regering og overtog magten (hattip: Niclas Berggren). Magtovertagelsen, der afsatte en koalitionsregering der var kommet til ved det demokratiske valg i 1946, skete på baggrund af en længere kampagne, der både havde gjort Klement Gottwalds kommunistparti langt mindre populært – det havde fået 38 procent af stemmerne i 1946 – og hvor partiet havde sikret sig kontrol med politiet, det meste af militæret, og centrale ministerier.
Konsekvensen var, at Tjekkoslovakiet blev fuldbyrdet kommunistisk, på trods af at landet havde været et stabilt demokrati i 1930erne og umiddelbart så ud til at være på vej tilbage til den situation. Efter alt at dømme var det cirka lige så rigt som Østrig, hvilket også indikeres af flere forhold, som Danmarks Statistik kunne dokumentere i den Statistiske Årbog i 1938. Det var 141 indbyggere per bil i Tjekkoslovakiet og 140 i Østrig (med 26 i Danmark), og indbyggerne kørte faktisk mere i tog end danskerne. Selv dengang var den tjekkiske del væsentligt rigere end den slovakiske, og der er derfor al grund til at regne med, at det nuværende Tjekkiet faktisk var et rigere område end Østrig.
De økonomiske konsekvenser af den kommunistiske magtovertagelse ses tydeligt i figuren nedenfor, hvor vi bruger indkomstdata fra Madison-databasen fra 1920-2021. Mens Tjekkoslovakiet og Østrig var stort set lige rige i 1949 (5195 versus 5249 dollars per indbygger), fladede udviklingskurven markant ud for tjekkerne efter kommunisterne overtog. Fra at være én procent fattigere (ifølge Madison) i 1949, endte de 40 år senere med en gennemsnitsindkomst på 54 procent af den østrigske i 1989 – året man endelig smed kommunisterne og Sovjetunionen på porten.
De seneste år har tjekkerne nået 72 procent af Østrigs gennemsnit, mens slovakkerne – som lod sig skille fra nationalfællesskabet i 1992 – har nået 63 procent. Godt 30 års fornem vækst i et demokratisk, kapitalistisk Tjekkiet har således kun lukket en fjerdedel af det velstandsgab, som 40 års kommunisme efterlod. Den statsstyrede totalfiasko i Tjekkoslovakiet fortjener at blive husket i og udenfor et land, der burde have været blandt Europas rigeste. Og så har vi ikke engang talt om fire årtiers undertrykkelse af ytringsfrihed, demokratiske rettigheder og miljøsvineri.
Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2023. Skriv et svar
Jeg oplever ofte at folk har meget stærke holdninger til, hvor godt forskellige steder klarer sig økonomisk. En del af diskussionen er naturligvis, hvorvidt det går særligt godt i Danmark – jævnfør min sære diskussion i Børsen i januar med 3F’s cheføkonom – men det sker også med jævne mellemrum, at studerende og andre ‘har hørt’ at det går godt i region X eller land Y. Hvilken information folks forestillinger hviler på, er derimod ofte temmeligt uklart.
Det er det spørgsmål, vi tager fat på idag. Mens der er mange måder at vurdere, om det rent normativt ‘går godt’, bliver man nødt til at etablere en sammenligning. Én måde at vurdere, hvilke områder der klarer sig økonomisk godt eller skidt, er at forsøge at forudsige, hvor godt det normalt går. Det er det, vi gør her på tværs af 347 regioner i Europa. Vi starter med at estimere, hvad der forklarer væksten i hver region mellem 2000 og 2019, og beregner derefter hver regions afvigelse fra den forudsete vækst. I alle tilfælde bruger vi kun faktorer, som man politisk ikke har mulighed for at påvirke – dvs. vi vurderer hvor godt det går fraset den økonomiske politik.
Vi ender med en simpel regressionsligning, der i gennemsnit viser at vækst over de 20 år er 11,29 – 1,13 * log(initial indkomst) + 0,13 * tidl. kommunistisk + 0,79 * hovedstadsregion + 1,08 * tillid. Med andre ord er forudsigelsen baseret på, at rige regioner alt andet lige vokser langsommere (dvs. Solows forudsigelse om ‘konvergens’), at tidligere kommunistiske steder vokser hurtigere – der er objektivt set mere at forbedre – at hovedstadsregioner vokser hurtigere, og at social tillid er en stærk forudsigende faktor (se f.eks. her). Som så mange gange før, opsummerer vi resultater ved at inddele regioner i Europa i ni kategorier: Fra lyst gul, der er regioner med den mest skuffende vækst-performance i forhold til forventningen, til mørkt blå, der er de virkeligt succesfulde vækstregioner.
Kortet over regionernes performance viser helt umiddelbart flere ting ‘vi vidste i forvejen’. For det første kan man se problemerne med middelhavsområdet – Sydspanien, den italienske Mezzogiorno, og Grækenland. Særligt Italien er delt mellem dårlig performance i syd, rimeligt fornuftig i nord, og glimrende vækst i Lombardiet. Lombardiet viser sig at høre til en succesfuld blok i midten af Europa, der også omfatter Schweiz, de østrigske Salzburg, Tirol og Vorarlberg, og tyske Baden-Würtemberg, Bayern og Hessen. Den blå blok i Europas geografiske centrum er ganske enkelt kontinentets industrielle hjerte.
Men derudover er der andre ting, der bliver klare i denne type sammenligning. Først og fremmest er de andre succeser, heriblandt de virkeligt store, i Europas periferi: Store dele af Rumænien – ikke mindst Bukarest – det sydlige Irland, det ellers fattige Wales, og dele af Baltikum har klaret sig komparativt godt. Omvendt kan man se, at Danmark ikke har gjort det særligt godt, og ringere end de fleste naboregioner. Det gælder i særlig grad for Storkøbenhavn, der ligesom den tilsvarende region omkring Helsinki ligger i vores kategori 2. Vores model forudsiger, at Storkøbenhavn samlet set burde have haft cirka 125 procents vækst, mens den faktisk kun realiserede 78 procent i perioden. Det er således ifølge vores data fra Eurostat en af de ringest voksende hovedstadsregioner i Europa i forhold til dens potentiale.
Om man synes, at det er godt er dagens øvelse under alle omstændigheder en øvelse i sammenligning: Hvor godt klarer en region sig økonomisk i forhold til et mål for dens potentiale? Her ligger det ofte nedgjorte Storbritannien slet ikke dårligt – med Nordirland som en undtagelse – mens de danske regioner ligger i kategori sammen med Sydspanien, Syditalien, store dele af Grækenland, og de regioner der grænser op til f.eks. Hviderusland og Ukraine. Spørgsmålet er, om det er godt nok?
Regelstatens julegave var en oplæsning af den danske oversættelse af ” Scratching By: How Government Creates Poverty as We Know It” skrevet af Charles Johnson.
Hvis du foretrækker at læse den frem for at lytte, så har du nedenfor hele oversættelsen (du kan også hente den som læsevenlig pdf her). Oversættelsen er i øvrigt er lavet af Jonas Ejlersen, der også har oversat ”Myten om den rationelle vælger” og ”Økonomi i en lektion”.
At leve fra dag til dag: Hvordan staten skaber fattigdommen, som vi kender den i dag
Oversat af Jonas Ejlersen, original tekst af Charles Johnson
De undertrykte menneskers oplevelse er, at ens liv er begrænset og formet af kræfter og barrierer, der ikke er tilfældige eller lejlighedsvise – og dermed undgåelige – men systematisk knyttet sammen på en måde, så man er fanget imellem og iblandt dem, og de begrænser eller straffer bevægelser i enhver retning. Det er oplevelsen af at være buret inde: Alle veje, hver eneste retning, er blokeret eller mineret.
Marilyn Frye, ”Oppression” i The Politics of Reality
Myndigheder – på lokalt, statsligt eller føderalt plan – bruger meget tid på at begræde den situation, som storbyens fattige befinder sig i. Tag en runde i et hvilket som helst statsligt agentur, og du kan ikke undgå at støde på en eller anden Kloge-Åge iført jakkesæt og med et navneskilt på sit skrivebord, der har lige netop dén rette statslige ordning til at eliminere eller mildne eller i det mindste standse de værste aspekter af knusende fattigdom i amerikanske byer – særligt som den opleves af sorte mennesker, indvandrere, handicappede og alle andre, der er blevet udpeget til statsbureaukratiets særlige observation og omsorg. Afhængigt af bureaukratens sindsstemning, så kan hans yndlingsordninger fokusere på at udbetale velgørenhed til ”fortjenende” fattige eller at sætte flere fattige mennesker i ”risikozonen” under socialrådgiveres og medicinske eksperters overvågning, eller at gennembanke genstridige, fattige mennesker og låse dem inde i årevis.
Hvordan virker mindstelønninger? Hvorfor gør Netflix ikke mere for at forhindre folk i at dele deres kode med vennerne? Er det fornuftigt at regulere campingpladser? Hvorfor har vi en hær?
Dette – og meget mere – kan du nu blive klogere på i vores nye podcast ”Økonomiske Principper”. Navnet er inspireret af polit-faget ”Økonomiske Principper A”, som Claus har haft fornøjelsen af at undervise i igennem en længere årrække.
Formålet med podcasten at give lytterne (jer!) indsigt i centrale økonomiske begreber og tankegange. Det gør vi med udgangspunkt eksempler fra medier, politik og hverdagen set gennem økonomernes briller.
Vi håber, at vi med podcasten kan bidrage til, at du som lytter får indblik i, hvor fantastisk økonomisk teori er til at bidrage til at forklare mange af – måske nærmest alle – de ting, der sker i verden omkring os og i vores egen hverdag.
Hvert afsnit tager vi kort fat i 2-4 aktuelle emner og går derefter i dybden med et centralt emne. Målet er, at lytteren over tid får opbygget (og/eller styrket) sin indre økonom.
Podcasten udkommer både som podcast…
…og (for de nyeste afsnit) på YouTube.
På genhør
Claus & Jonas
Claus Galbo-Jørgensen er cheføkonom i advokatfirmaet Bech-Bruun og er desuden ekstern lektor i økonomi på Københavns Universitet.
Jonas Herby er specialkonsulent i tænketanken CEPOS og podcastvært på Regelstaten.
Under den første COVID-19 bølge i foråret 2020 døde der fem gange flere svenskere end danskere af COVID-19.[1] Desværre er det stadig en sejlivet myte, at denne forskel skyldes, at den svenske stat ikke lukkede samfundet ned.
Men det er ikke forklaringen. Det ved vi, fordi empiriske studier – hvor man ser på data i stedet for at bruge modeller – viser, at nedlukninger kun har marginal effekt. Men mere synligt er det, når man ser på, hvordan udviklingen i COVID-19 dødsfald havde været i Danmark i foråret 2020, hvis danskerne havde opført sig præcist som svenskerne – og omvendt.
For at kunne det, er det vigtigt at huske på, at der går relativt lang tid fra borgerne ændrer adfærd, til man kan se det på de daglige COVID-19-dødstal. Det skyldes, at der går ca. 3-4 uger fra en person bliver smittet med SARS-Cov-2 til personen potentielt dør af COVID-19 (fem dage fra smitte til de første symptomer, og derfra 18,5 dage før døden indtræffer – altså i alt knap 24 dage +/-).
Forleden beskrev jeg, hvordan vacciner ikke kan forklare den nuværende overdødelighed. Men hvad kan så?
En mulighed er energikrigen mod Rusland. I min familie har vi haft det betydeligt koldere denne vinter. Vi er langt fra alene, og også offentlig bygninger, har haft skruet ned for varmen. Samlet har danskerne brugt 12% mindre strøm og 20% mindre gas (når der tages højde for den milde vinter, er faldet stadig 11%).
Og lavere temperaturer indendørs betyder mere sygdom og flere dødsfald. Det er dokumenteret i adskillige studier. Her er fx Chirakijja et al. (2019) (både her og senere er fed skrift min fremhævning):
This paper examines how the price of home heating affects mortality in the US. Exposure to cold is one reason that mortality peaks in winter, and a higher heating price increases exposure to cold by reducing heating use. It also raises energy bills, which could affect health by decreasing other health-promoting spending. Our empirical approach combines spatial variation in the energy source used for home heating and temporal variation in the national prices of natural gas versus electricity. We find that a lower heating price reduces winter mortality, driven mostly by cardiovascular and respiratory causes.
(Amerikanske) politikere overvurderer, hvor store økonomiske problemer vælgerne har. Det er konklusionen i Thal (2023).
Her er abstract (mine fremhævninger).
Politicians often oppose economic policies benefiting low-income Americans. However, the mechanisms behind this political inequality are unclear. I ask whether politicians oppose these policies, in part, because they underestimate how many of those they govern are struggling financially. I test this theory with an original survey of 1,265 state legislative candidates. Contrary to my expectations, I find that politicians tend to overestimate how many of those they govern are struggling financially. At the same time, there are some instances in which politicians—and Republicans in particular—do underestimate the level of financial hardship among those they govern. In an experiment, I randomly assign politicians to have their misperceptions corrected. The results suggest that politicians’ policy preferences would be similar even if they had a more accurate understanding of reality. Overall, the findings suggest that politicians may frequently misperceive the state of reality in which those they govern live.
Særligt det sidste er interessant. Rent logisk skulle man tro, at en politiker ville være mere tilbøjelig til at gå ind for omfordeling, hvis politikeren tror, at der er mange fattige i samfundet. Men det er ikke det, Thal (2023) finder. I stedet finder han, at politikernes holdninger er fastlåste på deres politik, uanset at virkeligheden er anderledes, end de tror.
I randomly assign half of the politicians to receive accurate information about how many people experience these issues in the states they seek to govern. After receiving this information in the treatment or receiving no additional information in the control, politicians are asked their level of support for policies that could help to address each form of financial hardship. Overall, I find little evidence that politicians change their policy views when provided with accurate information. When I provide Democrats with accurate information, it has no effect on their preferences. This suggests that Democrats’ preferences might be similar if they were more accurately informed. By contrast, there is some evidence that the treatment shifted Republican politicians’ views. When provided with accurate information, Republicans appear to increase their support for such policies as spending more on cash assistance to low-income families (which addresses financial insecurity) and Medicaid (which addresses the unaffordability of healthcare). However, I only find evidence for these effects on a few of the policies I asked about, and these effects are no longer statistically significant once I adjust for multiple testing. This suggests Republicans’ preferences might also be similar if they were more accurately informed.
På en måde er jeg ikke super overrasket over dette. Det ville nok være lettere naivt, hvis man gik ud fra, at data påvirkede politikernes (og andre for den sags skyld) holdninger markant. Særligt for politikere – der gerne vil (gen)vælges – er realiteterne mindre vigtige, end hvordan deres vælgere opfatter virkeligheden. Man kan ikke som udgangspunkt forvente, at politikerne ændrer holdning på baggrund af fakta, hvis ikke vælgerne – der jo skal vælge politikerne – ændrer holdning. Så måske har Thal (2023) ganske enkelt serveret fakta til de forkerte, hvis han ønskede at se en effekt.
Hvem ved. Interessant er det i hvert fald.
PS: En working paper verison (fra 2020) af Thal (2023) kan findes her, men abstract afviger en del fra den publicerede version (jeg har ikke tjekket resten).
Jeg har brugt for meget tid på vacciner og overdødelighed på sociale medier på det seneste. Folk, der mener, at svaret på spørgsmålet “Hænger overdødelighed sammen med vacciner?” er “Ja”, har sendt utallige videoer med “bevis” for, at vacciner fører til overdødelighed. Mange bruger ord som “massemord” osv. Ord, der umiddelbart beskriver noget, man let burde kunne se i enhver korrelation mellem overdødelighed og vaccinetilslutning.
Kan man så det? Det har jeg tænkt mig at undersøge i dette indlæg.
Til “Tl;dr“-segmentet er konklusionen klar: Der er ingen grund til bekymring, selvom du ikke er “pure blood”. Der er ganske enkelt ingen rygende pistol, der indikerer, at vaccinerne var til skade. Snarere tværtimod. Der er ingen signifikant sammenhæng mellem vaccinetilslutning og overdødelighed, og selv hvis man ser bort fra signifikans, er sammenhængen i vaccinens ”favør”.
Lad os så komme i gang.
Min metode / “protokol”
Nedenfor følger en kort beskrivelse af, hvad jeg har gjort. Jeg har kun gjort dette. Jeg har ikke forsøgt andre metoder og har dermed ikke kunnet cherry picke resultaterne.
Der er sandsynligvis andre og bedre metoder til at belyse samme spørgsmål. Men mit formål er alene at få en idé om, hvorvidt der er en “rygende pistol”. Er der noget så tydeligt, at det er værd at undersøge nærmere (til sammenligning var det meget, meget tydeligt, at der var grund til at stille spørgsmål ved effekten af nedlukningerne, da alle lande så ca. samme udvikling uanset hvilken politik, der blev ført). Hvis der er det, burde man kunne se det i min “analyse”, som vel kan tolkes som en form for stikprøve ned i alle de tilgængelige data.
Baggrunden for nedenstående figurer er, at jeg på forhånd – og altså inden jeg havde analyseret data – besluttede at:
hente data for vaccinetilslutning i form af andel færdigvaccinerede og booster shots per 100 indbyggere (BEMÆRK: Det er dækningen i hele befolkningen, da jeg desværre ikke har data opdelt på aldersgrupper. Dette er et problem, men der er ikke noget at gøre ved det).
hente data for overdødelighed fra Our World in Data (Excess mortality: Deaths from all causes compared to average over previous years, by age). Jeg bruger p-scoren, som er antal døde relativt til det forventede antal døde (så hvis der dør 1.100 i en uge, hvor man forventede 1.000, er p-scoren altså 10%). Man kunne have valgt andre mål for overdødeligheden, men det endte altså med dette mål.
beregne overdødeligheden for de OECD-lande, der er data for, for perioden
september 2022 – november 2022 (de seneste tre måneder)
juli 2021 – november 2022 (ca. den periode vacciner har været bredt tilgængelige)
kigge på aldersgrupperne 0-14, 15-64, 85+ samt “alle”.
Det første problem var, at antallet af lande med tilgængelige data faldt drastisk fra starten af december 2022, fordi de fleste lande indrapporterer med betydelig forsinkelse. Derfor har jeg set på tiden før december. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan få de nyeste data med. På den anden side var der overdødelighed i mange lande i efteråret, og hvis vacciner driver dødeligheden, gjorde de det vel også her. Nederst er der en liste over de lande, der indgår i analysen.
Det næste problem var, at Chile stikker lidt ud ift. de andre lande. Det har meget høj vaccinetilslutning (både færdigvaccinerede og boostere) og er det eneste land, der ikke er enten er europæisk eller engelsktalende (US og NZ). Måske havde EØS (EU + Norge, Island og Liechtenstein) været et bedre valg. Men sådan blev det altså.
Resultatet for alle aldersgrupper
Nedenstående figur viser korrelationen i mine data, når der ses på hele befolkningen (altså “alle” aldersgrupper). De to øverste paneler viser sammenhængen mellem andelen af fuldt vaccinerede (eller færdigvaccinerede) og overdødeligheden henholdsvis de seneste tre måneder og siden juli 2021 (hvor vaccinerne var fuldt udbredt i OECD-landene). I de to nederste paneler bruger jeg antallet af booster vacciner per 100 indbyggere i stedet for andel fuldt vaccinerede. Bemærk, at jeg holder Y-aksen fast, så det er nemmere at sammenligne panelerne og figurerne.
Figuren viser, at:
der har været en positive sammenhæng (/korrelation) mellem overdødelighed og vaccinetilslutningen de seneste måneder. Jo flere vaccinerede, jo større overdødelighed (tages sammenhængen for givet, vil 10% flere vaccinerede give 1,5%-point højere overdødelighed).
der er ingen sammenhæng mellem overdødelighed og vaccinetilslutning siden sommeren 2021, hvor vaccinerne var bredt udrullet/tilgængelig.
Hvordan skal vi fortolke dette? En mulighed er, at vaccinerne har udskudt dødsfald. Så man undgik at folk døde i vinteren 2021/22, men til gengæld dør de nu. Det vil kunne forklare, at vi ser sammenhæng mellem vaccinetilslutningen og overdødelighed lige nu, men ingen sammenhæng i hele perioden med vacciner.
Der er sikkert mange alternative forklaringer (er der fx sammenhæng mellem vaccinetilslutning, og hvor strenge restriktioner landet har anvendt, vil dødsfald pga. restriktionerne også være korreleret med vaccinetilslutningen), men der er altså ikke noget, der tyder på, at vacciner skulle føre til stor overdødelighed i befolkningen.
Resultater for de ældste (85+ år)
Vi ved i dag, at COVID-19 stort set var ufarlig (ift. at miste livet) for folk under 65. Det var derfor især de ældre, man ville forvente havde gavn af vaccinerne. Nedenstående figur viser sammenhængen mellem vaccinetilslutning og overdødelighed for aldersgruppen 85+.
Figurerne viser – i modsætning til figuren for hele befolkningen ovenfor – at der også er positiv korrelation mellem vacciner og overdødelighed på lang sigt (juli 2021 til november 2022) i denne aldersgruppe. Sammenhængen er dog hverken på det korte eller det lange sigt statistisk signifikant. Med andre ord vil man under alle andre omstændigheder sige, at der ikke er en sammenhæng. Så det konkluderer jeg også her.
Men hvad forklarer, at der trods alt er en positiv korrelation (selvom denne r insignifikant)? En mulig forklaring er, at vaccinetilslutningen er relativt høj i alle lande blandt de 85+-årige, fordi de havde særligt stort tilskyndelse til at lade sig vaccinere (husk, at vaccinetilslutningen desværre er for hele befolkningen). Hvis det er tilfældet, er det noget andet end vaccinetilslutning vi ser. Hvis fx lande med høj vaccinetilslutning også var mere tilbøjelige til at indføre hårde restriktioner på plejehjem, kunne det være de langsigtede effekter af de ældres isolation vi ser. Men jeg gætter her.
I øvrigt er effekten relativt lille. Tager vi estimaterne for givet, vil 50% højere vaccinetilslutning giver 4,9%-point højere overdødelighed, hvilket klart er inden for udsvinget mellem de forskellige lande som går fra ca. -5% til +20% overdødelighed på det lange sigt. Og heri ligger også forklaringen på, at sammenhængen ikke er signifikant.
En lille afvigelse fra min “protokol”
Her besluttede jeg mig for at afvige lidt fra min “protokol” og sammenligne aldersgrupperne 65-74 år og 75-84 år med gruppen 85+.
Min tese var, at der måske var større sammenhæng mellem vaccinetilslutningen i et land og andelen af personer, der er vaccineret i disse aldersgrupper end i gruppen 85+.
Om det er forklaringen, ved jeg ikke. Men for disse aldersgrupper er sammenhængen mere, som jeg havde forventet. Større vaccinetilslutning er for disse aldersgrupper korreleret med lavere overdødelighed det seneste 1½ år. Men der er også en positiv korrelation mellem vaccinetilslutning og overdødeligheden de seneste måneder (som dog på ingen måde er statistisk signifikant).
Det kan som nævnt – hvis vi tager estimaterne for givet –være udskudte dødsfald, bivirkninger af nedlukningerne (fx i form af uopdagede kræftilfælde), vacciner eller andet. Det kan mine figurer ikke sige noget om.
Giver figurerne for de tre aldersgrupper (65-74, 75-84 og 85+) anledning til bekymring? På ingen måde.
For det første er der ingen statistisk signifikant sammenhæng. For det andet viser de jo – hvis vi ser bort fra den manglende signifikans og tager resultaterne for gode varer – at vaccinerne samlet set har reduceret dødeligheden for de 65-84-årige det seneste 1½ år. Og det vil jeg til enhver tid “bytte” for overdødelighed blandt de 85+-årige.
Ganske vist har overdødelighed i gruppen været positivt korreleret med vaccinedækningen. Og det åbner jo for, at man kan fortælle sig selv stort set den historie, man har lyst til på baggrund af disse data. Man kan have den hypotese, at det først er nu, det for alvor går galt, og at vi om nogle måneder vil se, at vaccinerne har medført en katastrofe.
Men faktum er, at der ikke er nogen rygende pistol. Og selvom der har været højere dødelighed de seneste måneder, er der er mange andre (mere åbenlyse) forklaringer (fx at man med vaccinerne undgik, at de sårbare døde af COVID-19, men nu dør de så af noget andet).
Resultater for de middel aldrene (15-64 år)
For størstedelen af de ældre aldersgrupper var beslutningen om at lade sig vaccinere i mine øjne været lidt en no-brainer, fordi COVID-19 var relativt farlig for disse aldersgrupper. Hvis du er 75 år gammel, og der er en vaccine mod COVID-19, bør du tage imod den. For selvom der er bivirkninger, er de næppe lige så alvorlige som sygdommen.
Men for aldersgruppen 15-64 år, var valget langt mere nuanceret. Jeg endte selv med at få ét stik, men jeg var meget i tvivl, fordi min risiko ved COVID-19 var meget lille (jeg er 44 år). Så det er sandsynligt, at forskellene i vaccinetilslutning på befolkningsniveau i langt højere grad afspejler forskellene i vaccinetilslutning for denne aldersgruppe. Desuden har gruppen relativt lille risiko for at dø af COVID-19, så hvis der er en rygende pistol, er denne aldersgruppe nok det reneste bud på et sted, hvor mine data ville vise, at vaccinerne fører til overdødelighed.
Med andre ord: Hvis der er noget om snakken, er det for aldersgruppen 15-64 år, vi skal se det.
Men det gør vi ikke. Vi ser faktisk nærmere det modsatte. Større vaccinetilslutning er stærkt korreleret med lavere overdødelighed det seneste 1½ år. Og der er ingen sammenhæng mellem vaccinetilslutningen og overdødeligheden de seneste måneder. Igen er sammenhængen ikke signifikant, men det er her vi er tættest på at have noget signifikant, da vi når ned på en p-værdi på 0,15 på sammenhængen mellem boosters og overdødeligheden de seneste 1½ år.
Bemærk, at estimatet for korrelationen – hvis vi tog det for gode varer – viser en relativt betydelig sammenhæng. 10% flere fuldt vaccinerede reducerer overdødeligheden det seneste 1½ år med 2,1%. I Danmark er 80,9% fuldt vaccineret. Tog vi estimatet for gode varer, ville vi konkludere, at vaccinerne har reduceret overdødeligheden med 17% i gennemsnit det seneste 1½ år. Det er meget relativt (i absolutte tal, er det næppe alverdens, fordi der ikke dør så mange i denne gruppe).
Men der er også så mange udeladte variable (er det fx dem, der i forvejen går meget op i deres helbred, der lod sig vaccinere?), at jeg ikke vil konkludere så håndfast på dette (eller andet i denne post), men blot konstatere, at der på ingen måde er en rygende pistol.
Resultater for børn (0-14 år)
Historien for børn (0-14 år) er lidt den samme som for 15-65-årige, blot er korrelationen meget mere udtalt. Der er et meget kraftigt negativt sammenhæng mellem vaccinetilslutning og overdødeligheden blandt børn – både på kort og lang sigt. Jo flere vacciner, jo mindre overdødelighed. Og så meget, at det helt bryder skalaen. Sammenhængen er dog stadig insignifikant (hvilket er mere tydeligt i en figur, hvor Y-aksen ikke er begrænset til intervallet mellem -15 og + 30).
Hvis vi igen så bort fra signifikans og tog estimaterne for gode vare, ville sammenhængen så have noget med vaccinerne at gøre, eller ville den være forårsaget af noget, vi ikke har med i figuren? Vi ved det ikke, men mit bud er det sidste. De lande, der har lavest vaccinetilslutning er østeuropæiske (der klarer sig dårligt i mange statistikker), mens mange lande med høj vaccinetilslutning typisk klarer sig godt (måske på nær de tre i toppen, som er Chile, Portugal og Spanien ift. fuldt vaccinerede).
Da relativt få børn desuden er vaccineret, er mit bedste bud, at det er noget andet, vi observerer (uden at have et godt bud på, hvad det er).
Konklusionen er dog – igen – at den rygende pistol er fuldkommen fraværende.
Konklusion
Man skal næppe konkludere for hårdt på ovenstående figurer. Dertil er der for mange (vigtige) udeladte variable.
Men i forhold til mit formål – at se, om der var en “rygende pistol”, altså noget der var SÅ tydeligt, at det kunne være værd at kaste ressourcer i en grundigere undersøgelse – er der ikke umiddelbart noget at se.
Betyder det, at vi kan afvise bivirkninger af vaccinerne? Overhovedet ikke. Vi ved, at vacciner har bivirkninger. Så kigge man meget grundigt efter, kan det godt være, man kan se nogle små effekter i særlige aldersgrupper, hvis man laver meget grundige studier.
Men superlativer a’la “massemord” osv. er altså helt uden for skiven.
Bilag:
Følgende lande havde alle dødelighedsdata frem til og med slutningen af november: Austria, Belgium, Chile, Czechia, Denmark, Estonia, Finland, Germany, Hungary, Iceland, Israel, Latvia, Lithuania, Luxembourg, Netherlands, New Zealand, Norway, Poland, Portugal, Slovakia, Slovenia, Spain, Sweden, Switzerland, United Kingdom, United States
Kilder: Alle data er hentet fra Our World in Data. Overdødelighed her og vaccinetilslutning her (jeg har i begge tilfælde hentet de bagvedliggende rådata).
