Noget om kokain og utilsigtede konsekvenser

Af Niels Westy, den 21. august 2023. Skriv et svar

Some get a kick from cocaine
I’m sure that
if I took even one sniff
That would bore me terrifIcally, too
Yet, I get a kick out of you

Cole Porter (1934)

Kokains rolle som et populært rusmiddel i visse kredse har en lang historie, hvilket citatet fra Cole Porter sangen ”I get a kick out of you”, skrevet til en populær Broadway Musical, vidner om. En popularitet, som fortsatte også efter man forbød det i 1914. Der findes i lighed med ikke mindst cannabis, talrige referencer indenfor blues og datidens populære jazz-numre. Med andre ord er brugen af kokain, ligesom en række andre populære, men ulovlige rusmidler, noget man har kendt til længe.

Det skal dog medtages at kokain og andre illegale rusmidlers “popularitet” er langt mindre end tilfældet med cannabis, som er langt, langt det mest udbredte (fortsat) illegale rusmiddel.

Fra lægemiddel til fest-stof

Kokain stammer fra coca-planten, og blev første gang udvundet af den tyske kemiker Albert Niemann i 1859, hvilket foregik ved at behandle coca-bladene med svovlsyre og kaliumhydroxid. Det aktive stof, som han isolerede, kaldte han kokain. Det var fuldt legalt frem til begyndelsen af det 20. århundrede. I Danmark forbød man det i 1915 med vedtagelsen af Narkotikaloven samme år, som forbød produktion, besiddelse, salg og import af kokain og andre narkotiske stoffer. Lovændringen kom året efter man i 1914 forbød kokain og andre narkotiske stoffer (men ikke cannabis, som først blev forbudt i USA i 1937 og i Danmark i 1961) – i USA i forbindelse med vedtagelsen af vedtagelsen af Harrison Narcotics Tax Act. Senere opdaterede og skærpede man loven ved vedtagelsen af Controlled Substances Act i 1970, hvor kokain blev klassificeret som et såkaldt “Schedule II” stof, som gælder for stoffer med højt misbrugspotentiale, men anerkendt medicinsk anvendelse.

Oprindeligt blev kokain anvendt som lægemiddel mod bl. a. depression, træthed og smerter, men allerede i begyndelsen af det 20. århundrede begyndte man også at bruge det “i festlig lag”, hvilket også er den mest udbredte anvendelse i dag.
I visse lande bruges det dog fortsat ved bl. a. lokalbedøvelser.

Under 1. verdenskrig anvendtes kokain på begge sider af fronten og kom typisk fra Holland, der en årgang dominerede fremstilling og handel med kokain. Også blandt blandt andet havnearbejdere og søfolk i USA fandt det tidligt anvendelse.

I den mere fiktive verden var det som bekendt Sherlock Holmes foretrukne rusmiddel og i den ”virkelige verden” er en af de tidlige mest kendte (mis)brugere af kokain nok Sigmund Freud, som havde et årelangt (mis)brug.

Virkningen af kokain kan i nogen grad sammenlignes med amfetamin, dog med den væsentlige forskel at amfetamin, som er et 100 pct. syntetisk stof, har en kraftigere virkning i meget længere tid (mange timer i modsætning til kokains virkning som kan tælles i minutter, alt efter indtagelsesmetode). Amfetamin blev først opdaget nogle årtier efter kokains tilblivelse ( af den japanske kemiker Nagai Nagayoshi), og blev første gang blev syntetiseret af den tyske kemiker Arthur Eichengrün i 1893.

Amfetamin udkonkurrerede i nogen grad kokain i det 20. århundrede, når vi taler om den mere praktisk orienterede anvendelse (altså ikke som rusmiddel). Blandt andet blev det brugt på begge sider af fronten under 2. verdenskrig, var en vigtig ingrediens i ferietabletter og slankepræparater, og blev brugt mod bl. a. ADHD og søvnløshed. hvor kokain var blevet forbudt i mange lande i begyndelsen af det 20. århundrede, var det først i 1970, man forbød amfetamin i USA, mens det allerede var blevet forbudt i Danmark i 1961.

Kokain fik for alvor et “comeback” i slutningen af 60erne og begyndelsen af 1970erne – nu med Peru som den største producent og eksportør. Senere hen har Colombia overtaget denne rolle og står i dag for ca. 2/3 af dyrkning af coca og produktion af kokain.

Herhjemme har brugen af af kokain de senere årtier overtaget pladsen som det 2. mest udbredt illegale rusmiddel efter cannabis. Ca. 15 -16 pct. af unge mellem 16-24 år havde i 2021, følge Sundhedsstyrelsen, brugt cannabis indenfor det seneste år, mens små 3 pct. havde anvendt kokain og ca. 1 pct. havde brugt amfetamin. Set over hele perioden 2000-2021 dækker det over et betydeligt fald i brugen af amfetamin, mens andelen som angav at have anvendt kokain i 2021 var den samme som i 2000. Brugen af cannabis i denne aldersgruppe er faldet set over hele perioden (fra ca. hver femte i 2000 til omkring 15-16 pct. i 2021 ).*

Hvor farlig er kokain egentlig?

Både kokain, amfetamin og det endnu mere potente metamfetamin har en række bivirkninger, ud over at være afhængighedsskabende, Der er en betydelig øget risiko for at få en blodprop i enten hjernen eller hjertet, fordi pulsen og blodtrykket øges mens blodkarrene trækker sig sammen ved indtagelse af stoffet, risiko for psykoser m.v. – se også links nedfor.

Det skal dog medtages, at langt hovedparten som har brugt eller bruger de pågældende stoffer (typisk, men især for kokain ikke kun, unge mennesker i 20erne), hverken bliver afhængige eller får varige skader. Denne egenskab gælder for øvrigt i varierende grad langt de fleste illegale, såvel som legale, rusmidler.

En række forsøg på at kortlægge i hvor høj grad de der bruger kokain udvikler et egentlig misbrug viser forøvrigt meget forskellige resultater. Se også denne oversigt i Wikipedia.

Nedenfor er links til sundhedsstyrelsens sider om de pågældende stoffer, samt alkohol, hvor der også er anbefalinger om hvor mange genstande man maksimalt bør indtage om ugen bl. a. – til forskel fra de illegale rusmidler.

Kokain og crack – Patienthåndbogen på sundhed.dk

Amfetamin – Patienthåndbogen – sundhed.dk

Metamfetamin – Patienthåndbogen på sundhed.dk

Udmeldinger om alkohol – Sundhedsstyrelsen

Når det kommer til registrerede dødsfald, så er det primært personer med misbrugsproblemer, ikke mindst blandingsmisbrug, som står for langt de fleste dødsfald, ligesom umiddelbar forgiftning er langt den væsentligste dødsårsag. Det fremgår således af sundhedsstyrelsens rapport, at “der er tale om et udbredt blandingsbrug blandt dem der dør. Mellem 4 til 5 stoffer påvises i gennemsnit i samtlige
forgiftningsdødsfald, og både stoffer i dødelig dosis og andre stoffer/alkohol påvises i
blodet hos de afdøde”*

Igennem de senere år har man oplevet en stigning i antal tilfælde af indlæggelser grundet ”overdosis/forgiftning” ved brug af kokain. Ikke mindst overraskende ”ren kokain” er årsag til dette. Ifølge sundhedsstyrelsen steg “renheden” i den kokain der sælges på gadeplan (detailledet) fra ca. 20 pct. i 2011 til næsten 70 pct. i 2021 og samtidig er der en stor varians, hvor en stigende del af den kokain der sælges har samme renhed, som ved udskibning i Sydamerika. Eller som Sundhedsstyrelsen bemærker: “Renheden i en del af de analyserede kokainprøver de senere år er på niveau med renheden i den kokain der importeres i kokainblokke fra Sydamerika, og viser at en stor del af den kokain der ender hos slutbrugerne er ufortyndet“*

Og som chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kari Grasaasen peger på, forholder det sig jo således, at ”Illegale stoffer har ingen indholdsdeklaration, og når stofferne bliver stærkere, og der er så stor variation i styrken i de stoffer der indtages, øger det risikoen for overdosering. Det er et uforudsigeligt stofmarked derude, og risikoen for at blive forgiftet eller i værste fald dø af stofferne, er tilstede”*

Den stigende renhed er sket samtidig med at priserne har været faldende. Hvor kokain i slutnigen af 90erne typisk kostede 1.500 – 2.000 kr. per gram er prisen nu “kun” ca. 600 – 1.000 kr. per gram. Der har dog været store fluktuationer i den mellemliggende periode og ser vi alene på prisudviklingen siden midten af nullerne, er den overordnede trend de seneste årtier, at prisen har været nogenlunde konstant, mens renheden er steget (hvilket dog også dækker over stor variation, både over tid og på det der sælges nu og her).

Hvad vil det egentlig sige at et rusmiddel er “farligt”?

For nogle år tilbage blev en artikel i The Lancet, “Drug harms in the UK: A Multicriteria Decision Analysis“, genstand for en del debat. Ikke mindst fordi man i artiklen kom frem til at alkohol, som jo er lovligt, samlet set var det største problem (se nedenstående figur som er ”sakset fra artiklen”), når man lagde “skadevirkninger for den enkelte og “andre” sammen”.

Det gav en række ganske sensationelle overskrifter, mens man i en vis udstrækning overså, hvordan man egentlig kom frem til rangordningen af illegale og legale rusmidler.

Men tilbage står selvfølgelig spørgsmålet om, hvor skadelige de enkelte stoffer er for den enkelte og samfundet. At alkohol udnævnes som det “farligste” rusmiddel, er ikke mindst en konsekvens af dets udbredelse. Men som det fremgår (måske nemmest at se ved nedenstående figur) er der tale om en lang række parametre som vægtes til en samlet “score”. Ser man alene på skadesvirkninger for den enkelte, vurderes heroin, crack-kokain og metamfetamin da også til at være mere “skadelige” for brugeren, mens kokain og amfetamin fortsat anses for mindre skadelige.

Man kan måske til nøds tale om at den giver et fingerpeg om den potentielle risiko for den enkelte og ”skadevirkninger” på makroplan. Det skal dog understreges at der grundlæggende er tale om en rangordning, som i væsentlig grad er baseret på en række (subjektive/normative) vurderinger, hvis betydning derefter er vægtet til et samlet index, se også nedenstående diagram.

Dernæst er naturligvis spørgsmålet om, hvad der er årsagen til skade/risikoen for den enkelte og for samfundet som helhed. Er det f.eks. de enkelte rusmidler i sig selv, gældende lovgivning, eller en kombination af disse?

Illustrationen til dette indlæg stammer fra et toilet i Sverige (tak til Otto). Her giver man altså den enkelte forbruger ansvaret for de problemer, som forbruget af illegale rusmidler medfører. Med andre ord opfordres den enkelte bruger til at holde op med det “pjat”, ikke af hensyn til sig selv, men af hensyn til de problemer som produktion og handel med illegale rusmidler medfører. Og det er jo korrekt, at produktion og handel med fx. kokain har store omkostninger, primært i producent- og transitlande i Latinamerika og de senere år også Vestafrika. Men omvendt kunne man jo sige, at det jo sådan set ikke er selve forbruget, som er skyld i dette, men derimod at rusmidlerne er illegale, med mindre altså en betydelig del af forbrugerne tager budskabet til sig.

Her støder vi dog ind i et andet problem, nemlig at det jo helst skal være nogle som rent faktisk bruger betydelige mængder af f. eks. kokain, som stopper deres forbrug. I lighed med andre rusmidler, legale såvel som illegale, er det en mindre del af de samlede forbrugere, som står for langt hovedparten af det samlede forbrug, jævnfør også til føromtalte wikipedia opslag, som der er linket til ovenfor.

Som det fremgår af ovenstående figur fra UNODC’s seneste rapport om kokain, er der siden 2014 sket en stigning i den globale produktion af kokain (en stigning som er fortsat også efter 2020). Denne stigning er både en konsekvens af fortsat stigende udbytte pr. hektar, forbedrede produktionsmetoder og en kraftig stigning i det dyrkede areal de senere år.*

Der har dog ifølge UNODC været en endnu kraftigere stigning i beslaglæggelse, hvilket i nogen grad har modvirket stigningen i det endelige udbud “på gadeplan”.

Ønskede og ikke-ønskede konsekvenser

Her til sidst skal vi så se på konsekvenserne af de forskellige tiltag:

For det første må vi konstatere at der trods myndighedernes indsats, ikke mindst i producent og transitlandene, hvor langt det meste kokain (enten færdigproduceret eller på tidligere stadier i fremstillingsprocessen) beslaglægges, se nedenstående figur*, er markedet for kokain præget af rigelige mængder i forhold til efterspørgslen.

Det dyrkede areal i Columbia er således næsten fordoblet, mens det er steget med cirka 70 procent i Peru og 25 procent i Bolivia. Samtidig er udbyttet per hektar også steget og selve forædlingsprocessen effektiviseret*.

Sammenholdt med at produktionsleddets evne til at sætte priserne er mindsket som følge af en fragmentering/svækkelse af de lokale karteller, mens konkurrerende kriminelle organisationer i transit og aftagerlandene i stigende grad selv står for transporten til primært USA og Europa, er prisen på coca faldet voldsomt, som konsekvens af en stor øgning af udbuddet i forhold til efterspørgslen (også selv om denne er øget).

Set fra de der dyrker coca-bladene, har udviklingen altså indebåret, at “bunden er gået ud af priserne” (den pris coca-bønderne får per enhed er ca. halveret). Endnu værre ville det være gået, hvis myndighederne havde beslaglagt en mindre andel af den samlede produktion. Det er vel ikke lige det der var formålet? Altså hvis man ønsker at de der i dag dyrker coca-blade i stedet skal dyrke noget andet (hvilket de dog sjældent kan, da de bor i områder med meget mangelfuld infrastruktur).

Omvendt kan man naturligvis mene at jo større del som beslaglægges, jo højere er produktions- og distributionsomkostningerne, hvilket alt andet lige vil holde priserne oppe og øge incitamentet til at fortynde kokainen. Men hvis det er korrekt, indebærer det jo også at et faldende forbrug, hvilket må være formålet med opfordringen til at man lader værre med at bruge kokain, umiddelbart presser prisen og øger renheden. Og som det fremgik af Sundhedsstyrelsens udmeldinger er en væsentlig grund til antal øgede forgiftninger ved indtagelse af kokain den stigende renhed de senere år, som også dækker over meget stor varians. Og i modsætning til alkohol, hvor man som forbruger kan aflæse hvor meget alkohol der er i det man indtager, er der ingen varedeklaration på det kokain den enkelte køber og indtager.

Ja, det er ikke nemt det her. For er det så forbrugerne eller lovgivningen som er ansvarlig for de skadelige følgevirkninger af kokains popularitet blandt især nordamerikanere og europæere, men også i stigende grad sydamerikanere? Eller er det måske lovgivningen som har spillet fallit?

Her tager jeg ikke stilling til det helt grundlæggende spørgsmål om statens ret til at bestemme hvilke rusmidler vi bruger. Det er jo en problemstilling i sig selv. Men det er i hvert fald ikke konsistent, at det på den ene side er lovligt at drikke alkohol og i yderste konsekvens drikke sig ihjel, mens det på den anden side er ulovligt at bruge andre former for rusmidler, uanset disse også kan have livstruende konsekvenser.

Det er jo som også Sundhedsstyrelsen påpeger, ikke det at indtage kokain i sig selv som nødvendigvis udgør den store fare (for det store flertal), heller ikke at den kokain der sælges er rekord ren for tiden, men at forbrugerne ikke kender styrken af det de indtager.

Men det er måske også ideen med den førte politik, at øge risikoen ved indtagelse af forskellige rusmidler, med det håb at det afholder en del fra at prøve dem? Det er muligt, men man kan jo så overveje, hvem det egentlig afskrækker fra at prøve de pågældende rusmidler. Formentlig primært de der aldrig vil komme bare i nærheden af et helbreds- og livstruende forbrug.

John Tierney om Covid-politik og -reaktioner

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2023. Skriv et svar

Hvis man har 20 minutter – til opvasken, i bilen, eller bare i sofaen – er der mange værre ting, man kan bruge tiden på end at høre the 10 Blocks Podcast. I denne uge har podcasten, der udgives fra the City Journal, den glimrende og erfarne journalist John Tierney som gæst. Tierney, der selv er tilknyttet the Manhattan Institute der udgiver City Journal, har fulgt med i den videnskabelige debat og skrevet om den gentagne gange.

Tierney er en fremragende videnskabsjournalist, og hele podcasten med ham om ‘Counting the Costs’ – at opgøre omkostningerne ved Covid-nedlukningerne – er 20 minutters superb formidling. Tierney fokuserer på to nye studier, der begge forsøger at kvantificere effekterne (det ene medofrfattet af Punditokraternes egen Jonas Herby). Hele podcasten kan høres her, og er stærkt anbefalet!

Sommerserien #8: Den kapitalistiske fred

Af Christian Bjørnskov, den 14. august 2023. Skriv et svar

I vores sommerserie er vi kommet til et af de ‘store’ emner: Skaber kapitalisme og økonomisk frihed fred, som mange på den liberale side af debatten – og siden oplysningstiden – har påstået, eller havde Marx og hans efterfølgere ret, når de påstod at kapitalisme skaber krig og hviler på imperialisme? Det spørgsmål kan man skabe sig et vist overblik over ved at læse Alexander Jelloians artikel i det sidste nummer af Economic Affairs.

Det marxistiske argument hviler ofte på to simple idéer: 1) At kapitalisme afhænger af imperialisme, så man bliver nødt til at føre krig og undertrykke for at de kapitalistiske lande og magthavere kan udbytte resten; og 2) at en kapitalistisk industri har interesse i ufred fordi den så kan producere og sælge flere våben. Som så meget anden marxistisk tænkning er de to mekanismer således partielle – de ignorerer, at ufred ødelægger potentielle markeder for industrien og borgerne, og at hvis industrien skal producere våben, kan den ikke også bruge de samme ressourcer til at producere almindelige varer. Det er således tænkning uden alternativomkostninger, præcist som Mariana Mazzucatos politisk populære, nymarxistiske idéer om the entrepreneurial state.

Den liberale ‘case’ hviler på meget andre idéer. For det første skaber international handel også afhængighed af hinanden, hvilket kraftigt øger prisen på ufred. For det andet skaber solid beskyttelse af den private ejendomsret ikke blot produktivitet, men også et økonomisk alternativ til udbytning og korruption. Og sidst, men i Ruslands tilfælde nok ikke mindst, vil dårlig beskyttelse af ejendomsret og dermed massiv korruption underminere en stats evne til at føre krig.

Hvor meget evidens er der for det ene eller det andet? Jelloian peger i sin artikel på, at der faktisk ikke er ret meget tydelig, moderne empirisk forskning på området. Men hvis man skal konkludere noget ud fra forskningen, er det at økonomisk frihed skaber fred. En indikation af det kan ses nedenfor, hvor vi har plottet område 2 fra the Economic Freedom of the World indekset – beskyttelse af privat ejendomsret og kontraktfrihed – mod the Global Peace Index for de 153 lande der er dækket af begge indeks. De røde markører er autokratier mens de blå markører er demokratier.

Skal man konkludere noget, er det at der er en meget tæt forbindelse mellem de to indeks, i det mindst i en tværsnitsanalyse. Korrelationen er -0,59 i autokratier og -0,68 i demokratier (den blå ‘outlier’ er USA). Kapitalisme ser ud til at skabe fred! Men når man som forskernørd (som undertegnede) ser figuren, får man i den grad lyst til at bidrage til forskningen på området. Hvis jeg ikke kan overtale en specialestuderende til det i foråret, kan læserne nok se frem til at der dukker noget mere op om dette emne udenfor sommerserien.

Er heavy metal et luksusgode?

Af Christian Bjørnskov, den 10. august 2023. 3 svar

Et klassisk træk ved modne markeder i velstående markedsøkonomier er differentiering: At markedet ikke blot leverer ét gode, men en lang række goder med forskellige træk, der appellerer til forskellig smag og forskellige præferencer for kvalitet. Efter liberaliseringen af det danske pantsystem har markedet for øl således ændret sig fra et marked domineret af Carlsberg-Tuborg og nogle få varianter af pilsner til et meget mere fragmenteret, forbrugerorienteret marked. Omvendt har Cuba – ikke just en fri markedsøkonomi – kun to (ja, 2) ølvarianter på markedet.

En pudsig detalje er, at det gælder for alle mulige varer og service – inklusive musik – men at den særlige variation og bestemte præferencer samtidig følger ander skillelinjer. Mens man for eksempel kan finde masser af cola-varianter i København, er det nemmere at finde forskellige varianter af mango lassi i Calcutta. Disse forskelle afslører således også tilhør til det, man kan kalde en ‘moderne’ verden.

Det er netop det pudsige, der kan ses på nedenstående figur der illustrerer, hvor mange heavy metal bands per million indbyggere, der er i hvert land i verden. Jeg blev gjort opmærksom på problemstillingen forleden, da jeg læste Jakub Marians blog, hvor han spekulerede over, hvorfor der var så mange heavy metal bands i nogle af verdens lykkeligste lande. Emnet kunne let udvides, da Encyclopaedia Metallum oplister (næsten) alle heavy metal bands i hvert land i verden.

Som kortet meget klart viser, er heavy metal et fænomen, der helt primært eksisterer i rige, veludviklede markedsøkonomier med en vestlige kultur. De lande i verden, der har flest bands, er de nordiske, Holland, Tjekkiet og Østrig – og interessant nok Chile. Med andre ord ligner det latinamerikanske land, som andre latinamerikanere har kaldt ‘et europæisk land, der ligger forkert’, identisk med nordeuropa på netop dette punkt!

Man kan godt videre og lave regressionsanalyse, hvor man forsøger at forklare, hvad det kan forklare forskellene i ‘heavy band density’. Og det har vi naturligvis gjort. For nørderne har vi estimeret det i en log-log specifikation med regionale fixed effects. For dem, og alle andre, viser resultaterne meget klart, at rigdom (målt ved BNP), befolkningsstørrelse og demokrati forklarer meget. Men derudover er den eneste anden klare, statistisk sikre forklaring antallet af landingsbaner hvor man kan lande et jetfly. Økonomisk frihed, social tillid, tilfredshed med livet, handel og en række andre forhold gør ingen forskel. Og vi finder det samme, når vi kun fokuserer på mere traditionel heavy metal som folk køber – og som altså ikke er ren modkultur – og altså kun Iron Maiden og Metallica, men ingen Necrofeast (ja, der er tre af dem) eller Cannibal Corpse…

Det efterlader os dermed med to forhold, man kan tænke over. Det første er, hvad antallet af heavy metal bands fortæller os om landet, dets økonomi og dets kultur. Det andet er, hvad de forklarende variable indikerer. Bundlinjen idag er, at globale data ret klart indikerer, at rigdom og demokrati skaber mulighed og markeder for et fænomen som heavy metal, og at de således skaber kulturel diversitet – også selvom det nok næppe er dén form for diversitet, de fleste har i tankerne.

Sommerserien #7: Det moralske aspekt ved økonomisk frihed.

Af Otto Brøns-Petersen, den 7. august 2023. Skriv et svar

En gruppe gode mennesker har taget initiativ til en borgerlig højskole, Rahbeks Højskole. Det første ophold løb af stablen i en uge sidst i juli på Grundtvigs Højskole. Men tanken er at udvikle Rahbeks til en ”rigtig” højskole med egne bygninger og længere ophold.

Jeg havde fornøjelsen af at blive inviteret til at give eleverne et oplæg om ”de økonomiske og moralske aspekter af det frie marked”. Og der er jo et tematisk overlap med vores sommerserie her på bloggen, så hvad skulle være mere oplagt end at dele nogle af mine pointer med jer her?

Selv om økonomisk frihed ofte begrundes med de meget markante effekter, som selv begrænsede grader af økonomisk frihed og markedsøkonomi hidtil har ført med sig i form af højere indkomster og materiel levestandard rundt omkring i verden, så er det måske ikke den vigtigste begrundelse for økonomisk frihed. Velstanden er efter min opfattelse en bivirkning ved friheden – om end en meget vigtig bivirkning.

Den vigtigste begrundelse for markedet er etisk.

Hvad vil en markedsøkonomi helt grundlæggende sige? Den kan beskrives ved nogle fundamentale rettigheder. For det første retten til individuel selvbestemmelse. Individer handler på markedet for at opnå de formål, de vælger. Ingen er andres ejendom. Det er individets præferencer, der tæller. Af den individuelle selvbestemmelse følger, at det er individet selv, som ejer sin arbejdskraft. For det andet privat ejendomsret. Man kan – som økonomer af ejendomsrets- eller UCLA-skolen har påpeget – se en markedsøkonomi som en udveksling af ejendomsretstitler. Indehaveren af en titel har den eksklusive ret til at bestemme over den genstand (i bredeste forstand), som titlen er til.. For det tredje retten til at foretage frivillige transaktioner mellem to parter. Frivilligheden indebærer, at  begge parter stilles bedre, ellers ville transaktionen ikke kunne finde sted.

Det er værd at bemærke, at disse tre typer af rettigheder faktisk svarer til, hvad John Locke anså for fundamentale rettigheder for et frit samfund. De er grundlæggende de samme. En markedsøkonomi er altså et fænomen, som – også – udspringer af fundamentale menneskelige rettigheder. Det er ikke så underligt, fordi markedsøkonomi er en af flere måder at interagere på frivilligt (civilsamfundet er en anden). Markedsøkonomien er i den forstand ikke noget særligt, men en integreret del af friheden.

En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at den afstemmer incitamenterne, så vores interesser som enkeltindivider ikke er modstående, men i indbyrdes overensstemmelse. Selv om vi lever i en verden af knappe ressourcer, er markedsøkonomien ikke et nulsumsspil, men et plussumsspil, hvor der er gevinster for alle ved samarbejde og ved at bruge deres ressourcer produktivt. Det er naturligvis en stor del af forklaringen på markedsøkonomiens velstandsskabende effekt, at den skaber incitamenter til at anvende ressourcerne produktivt fremfor til at slås. Velstanden er så at sige et biprodukt af fredelig sameksistens.

Det er for så vidt pudsigt, at sammenfaldet mellem egennytte og andres interesse til tider bliver brugt som kritik mod markedsøkonomien. Det bygger for det første på en underliggende præmis om, at handlinger først er rigtigt moralske, hvis de ikke er i overensstemmelse med personens egeninteresse; at de indebærer et offer. Men det savner en god begrundelse. Misforståelsen opstår, fordi moralske principper i nogle tilfælde kan hævdes at stille krav om at handle imod egennytten. Men deraf følger ikke, at egennyttige handlinger nødvendigvis er umoralske. Tværtimod har vi en betydelig interesse i, at der er størst muligt sammenfald mellem, hvad der er godt for den enkelte og for andre. Som Adam Smith observerede, får man flere moralske handlinger, desto mere de også er i den agerendes egeninteresser.

En anden indvending mod økonomisk frihed er, at materielle behov er underordnede i forhold til andre behov, og at økonomisk frihed derfor er underordnet i forhold til andre frihedsrettigheder. Men som sagt er velstanden primært en bivirkning af friheden til at handle og bytte frit. Grundlæggende set er det vanskeligt at sondre mellem materielle og andre behov, fordi de ofte indgår i hinanden. Vi har alle planer, vi ønsker at føre ud i livet, og som motiverer vores handlinger. De vil næsten altid indeholde en materiel dimension, fordi vi lever en fysisk verden, hvor fysiske begrænsninger spiller en rolle for planopfyldelsen. Selv religiøse behov kræver fysiske rammer, og religiøs forfølgelse ytrer sig ofte ved materielle begrænsninger så som lukning af kirker, forbud mod at trykke og sælge religiøse skrifter osv.

Men det er indlysende, at mange krænkelser af den personlige frihed kan være værre end krænkelser af materiel ejendomsret. Det er som regel værre at blive spærret inde eller slået ihjel end få frastjålet ejendele. Men at den personlige frihed er den vigtigste rettighed bag en fri markedsøkonomi, gør ikke ejendomsretten over materielle forhold underordnet. Og der kan sagtens være eksempler på, at krænkelser af ejendomsretten kan være værre end indgreb i den personlige frihed. For en ateist er indgreb mod gudsdyrkelse nok mindre vigtig end at få stjålet sine ejendele.

I en vis forstand har markedsøkonomien været et offer for sin egen succes.

Den store vækst i velstanden har gjort konsekvenser af at miste nogle af sine ejendele mindre alvorlige. Til trods for, at beskatningen er vokset enormt gennem det tyvende århundrede, så har den økonomiske vækst været så stor, at det ikke har forhindret velstandsniveauet og levestandarden i at vokse. I tidligere tider ville det have haft fatale konsekvenser at miste så meget velstand, men i en voksende økonomi har tabet været til at bære.

En vigtig egenskab ved markedsøkonomien er, at økonomiske tab kan flyttes hen, hvor de gør mindst ondt. Det følger af det frie forbrugsvalg. Men dermed er økonomiske tab ofte også mindre end andre tab. Antag f.eks. at du får smadret en rude i din stue. Tabet kan minimeres ved at få sat en ny rude i – og skære ned i andet forbrug i form af f.eks. en lidt billigere (og dårligere) ferie. Så tabet bliver altså via det frie forbrugsvalg ført hen, hvor det fylder mindst. Hvis det ikke var tilladt, kunne omkostningen ved den smadrede rude blive at fryse hver eneste vinter, med i værste fald døden til følge.

Endelig om ejendomsret og andre rettigheder: Det kan som sagt sagtens være værre at få krænket sin ejendomsret end andre rettigheder – f.eks. personlig frihed. Men en vigtig pointe fra den politiske filosofi er, at konsekvente rettigheder typisk skal være formuleret som ejendomsrettigheder. For det første skal de være negative – dvs. foreskrive, hvad andre ikke må gøre mod rettighedsbæreren. Positive rettigheder – som foreskriver at andre har en pligt til at levere et bestemt gode (uddannelse, bolig, indkomst) – kan derimod, som påvist af Hillel Steiner, ikke eksistere uden at komme i konflikt med hinanden. De er ikke compossible i Steiners terminologi. For det andet vil andre rettigheder typisk handle om den eksklusive ret til at anvende knappe ressourcer. Ytringsfriheden kan f.eks. kun forstås som retten til at anvende de ressourcer, man råder over, til at fremføre en ytring: Trykke en bog, avis, afholde et møde etc. Derimod indebærer ytringsfriheden ikke, at andre har en pligt til at anvende deres ressourcer til at formidle ytringen; en avis er ikke forpligtet til at trykke en holdning, og ingen er forpligtet til at påhøre en ytring.

Man kan naturligvis godt forestille sig et samfund, hvor retten til at være i fred og samarbejde frivilligt med andre kun er beskyttet, når det gælder ”økonomiske” handlinger. Altså et samfund, hvor der er (en grad af) markedsøkonomi, men ikke væsentlig personlig eller politisk frihed. Hvor f.eks. ejendomsretten er begrænset, hvis den anvendes til at ytre kritik af regimet, men ikke hvis den anvendes til rene materielle formål. Det har været ambitionen for det kinesiske kommunistparti, som har tilladt en vis frigørelse på det økonomiske område, men samtidig forsøger at fastholde et fuldstændigt greb om den politiske magt. I princippet kan man godt tænke sig en sådan afgrænsning, men det er – som vi har været inde på tidligere – forbundet betydelige vanskeligheder i ”praksis”. Også i Kina. Et grundlæggende problem er, at velstandsfordelingen i en markedsøkonomi er dynamisk og uforudsigelig, og at det derfor kan være vanskeligt for eliten at fastholde den politiske magt.

Men hvad med det modsatte: Politisk frihed, men ikke økonomisk. Også det har vi været inde på tidligere. Meget taler for Friedman og Hayeks hypoteser om, at demokrati kræver et betydeligt element af markedsøkonomi, ligesom menneskerettigheder i øvrigt gør. Det er også værd at nævne William Rikers pointe om forskellen på at tabe i politik og økonomi. I en markedsøkonomi kan man tabe ved, at andre ikke vil indgå de transaktioner med én, man ønsker. Jeg kan f.eks. fremstille et produkt, som ingen vil købe til den pris, jeg forlanger. Men tabet er begrænset i den forstand, at jeg ikke bliver tvunget til at afgive mine ressourcer. Jeg kan bruge dem på at fremstille noget andet eller sætte prisen ned. I demokratisk politik kan en vindende koalition tage i princippet ubegrænset fra mindretallet. Altså, hvis der kun er politisk frihed i form af ret til at deltage i afstemninger og krav om, at den bestemmende koalition har et flertal.

Men vi forstår jo et liberalt demokrati som mere end det. Det omfatter også rettigheder, som begrænser, hvad et flertal må gøre mod den enkelte. Det er imidlertid netop i kraft af, at de politiske rettigheder er suppleret af ejendomsrettigheder i et liberalt demokrati.

Økonomisk frihed handler altså ikke alene eller primært om adgangen til at have et stort materielt forbrug. Det er en essentiel og integreret del af friheden, og det udspringer af de samme rettigheder, som er nødvendige for ”ikke-økonomisk” frihed.   

Sommerserien #6: Økonomisk frihed og tolerancenormer

Af Christian Bjørnskov, den 31. juli 2023. 1 svar

I vores sommerserie er vi kommet til et af de emner, hvor den traditionelle socialistiske venstrefløj og den liberale højrefløj ofte overraskes over at de er enige: Tolerancenormer. Her ender enigheden dog, fordi folk på venstrefløjen som oftest advokerer for at staten skal skabe tolerancenormer, mens liberales politiske præference er den præcist omvendte. Og i mange år kunne man stå og råbe ad hinanden, fordi der stort set kun var spekulativ sociologi og strategisk udvalgte eksempler at læne sig op ad. Sådan er det ikke længere.

Forskning de sidste ti år har meget klart peget på, at økonomisk frihed bidrager til at befolkningen bliver mere tolerant. Pionererne på området er mine og punditokraternes gode venner Niclas Berggren og Therese Nilsson. De to svenske forskere er begge tilknyttet Institutet fór Náringslivsforskning i Stockholm, og er også tilknyttet henholdsvis VSE i Prag og Lunds Universitet. For ti år siden udkom Does Economic Freedom Foster Tolerance? i Kyklos, hvilket skulle vise sig at være starten på en voksende litteratur.

Therese og Niclas viste i den allerførste artikel, at større økonomisk frihed fører til at befolkningen bliver mere tolerant overfor homoseksuelle. Senere studier har dykket ned i andre detaljer ved at se på andre spørgsmål – forskningen er begrænset til, hvad der er spurgt om i store, internationalle spørgeskemaundersøgelser – andre elementer af økonomisk frihed, og i et enkelt eksempel også spørgsmålet, om det samme gælder på tværs af amerikanske stater.

Den videre forskning har for eksempel yddybet vores viden på området ved at vise, at øget globalisering fører til, at folk i højere grad ønsker at lære deres børn at være tolerante (læs her). Studiet var særligt interessant, idet det pegede på at det ikke bare er noget der sker af sig selv, men at i det mindste en del af virkningen af økonomisk frihed ligger i forældres opdragelse af deres børn, og hvordan de reagerer på et ændret miljø. Et andet interessant nyere studie af svenskerne udnyttede, at der er gode amerikanske spørgeskemadata. Mens de data for økonomisk frihed, der findes for de amerikanske stater, kun medtager det offentliges størrelse og reguleringsfrihed, gav det derfor Niclas og Therese mulighed for at undersøge, om man kan se lignende møsntre på tværs af staterne som man ser på tværs af lande. Svaret var ja: På tværs af de amerikanske stater er større økonomisk frihed, og i særlig grad lavere skatteprogressivitet, forbundet med større tolerance overfor ateister, kommunister og homoseksuelle (læs her).

Det sidste bidrag kom for to år siden, da Journal of Institutional Economics publicerede de to svenskeres undersøgelse af økonomisk frihed og antisemitisme. På tværs af 106 lande i alle dele af verden fandt de, at bedre retsvæsener og stærk beskyttelse af ejendomsret er meget tydeligt forbundet med mindre antisemitisme. De fandt dog også tegn på, at en større grad af frihed til at handle og investere internationalt er forbundet med mere antisemitisme. Det sidste fund var meget uforventet, og indikerer at der bestemt er brug for mere detaljeret forskning på området.

Når man kender den nye forskning på området, må det fundamentale spørgsmål være, hvad der gør at økonomisk frihed gør folk mere tolerante overfor andre slags livsstil og andre præferencer? Mens man naturligvis kan spekulere over en lang række mulige mekanismer, giver den økonomiske forskning to klare bud.

Det første er demonstrationseffekter, som er en god forklaring på de positive effekter af særligt globalisering: Jo mere man handler og investerer i resten af verden, jo mere bliver man også kulturelt udsat for den. man får således demonstreret, at folk der på mange måder er anderledes end en selv kan være flinke, hæderlige mennesker. Man kan desværre også få demonstreret, hvordan folk der umiddelbart er præcist som en selv, kan være det modsatte. Demonstrationseffekter som disse gør det derfor noget sværere at vedligeholde faste fordomme overfor folk, der er anderledes.

Den anden type mekanisme er en mere simpel økonomisk effekt: Jo mindre markeder er regulerede, jo større konkurrence man får udefra, og jo bedre retsvæsenet beskytter alle – og ikke kun dem med kontakter – jo dyrere bliver det at diskriminere. Mekanismen har været kendt siden Gary Beckers banebrydende The Economics of Discrimination udkom i 1971. Jo dyrere en aktivitet bliver, jo mindre af den får man, og hvis det bliver meget dyrt at være intolerant, forsvinder mange af ens intolerante medborgere. Omvendt indebærer dårlige institutioner ikke blot mere småsvindel og korruption, men også mere intolerance.

Konsekvenserne for folks tolerancenormer burde diskuteres og fremhæves langt oftere i offentlig debat, der ofte kun drejer sig om de rent økonomiske gevinster ved økonomisk frihed. De forklarer også til tider, hvorfor stærkt nationalkonservative meningsdannere absolut ikke er tilhængere af åbne markeder, reguleringsfrihed eller uafhængige retsvæsener. Det er hverken hos en Órban, Trump eller Trudeau man skal finde en liberal tolerance overfor dem, der tænker eller lever anderledes.

Sommerserien 2023 #5: Økonomisk frihed og miljøet

Af Christian Bjørnskov, den 26. juli 2023. 1 svar

Som Otto skrev forleden – og som vi har understreget mange gange her på stedet – er økonomisk frihed forbundet med større økonomisk vækst. De sidste 25 år har forskningen dokumenteret en klar effekt fra særligt mindre offentlige sektorer, mindre offentlig intervention, og bedre retslige institutioner på den langsigtede økonomisk vækst. Men taler man med folk om det, har de ofte en indvending: Jaaah, men det er jo ligegyldigt når det ødelægger miljøet. Hvis det var rigtigt, ville det være en god indvending – men det er det ikke!

I en ny analyse for den canadiske tænketank Montreal Economic Institute skitserer den fremragened Vincent Geloso, hvordan økonomisk vækst faktisk hjælper til et bedre miljø. Analysen er en del af en serie, der sigter mod at afvise almindelige – men udokumenterede – angreb på fænomenet økonomisk vækst. Vincent peger på to meget almindelige påstande, som er forkerte: At folk der gerne vil have vækst, er ligeglade med miljøet, og at øget vækst indebærer større ressourceforbrug, som kloden ikke kan klare.

Vincent understreger allerførst, at det er veldokumenteret, at i takt med at folk bliver rigere, bliver de faktisk mere fokuserede på forhold som et godt miljø: Er man fattig, er hovedfokus at få mad på bordet idag og imorgen, men når det er sikret, skifter fokus mere mod andre ting, der er rare at have som f.eks. rent miljø. Overordnet er det sandsynligvis i højere grad et forhold, der skifter, når folk er mere økonomisk frie. Forskning peger således på, at folk bliver mindre materialistisk fokuserede, jo mere økonomisk frie de er.

Et andet forhold, som har været centralt for noget af min egen forskning – som vi har skrevet om tidligere – er hvordan kilderne til økonomisk vækst ændrer sig henover det, man kalder den miljømæssige Kuznets-kurve. I starten af kurven (når man kommer fra meget dyb fattigdom) vil væksten typisk indebære et større ressourceforbrug og en byrde på miljøet, men kun op til et vist punkt. Herefter er der endda direkte effekter at økonomisk frihed. Som Vincent skriver, er det for eksempel sagen, at “thanks to strong property rights (one component of economic freedom), innovators can more easily secure the fruits of technological innovation. This stimulates innovation that could be environmentally beneficial, while fewer regulatory barriers may facilitate the adoption of new technologies by other firms. Third, strong property rights make it easy to assign liability.”

Bundlinjen er, at økonomisk frihed faktisk bidrager positivt til et renere miljø. Det kan endda ses i partikelforurening i storbyer, som vi skrev om for nogle år siden (læs her). En af grundene til, at folk tror det modsatte, er at de ikke forstår hvordan moderne økonomisk vækst fungerer, og at de har dyb og naiv tro på, at staten nok skal kende løsningerne på problemer. Virkeligheden er derimod, som Don Boudreaux har understreget, at lande har en tendens til at blive ‘cleaned by capitalism’. Eller som nogle af os er gamle nok til at huske: De mindst økonomisk frie, nogenlunde rige samfund vi har kendt – Central- og Østeuropa under kommunismen – var miljømæssige katastrofer.

Sommerserien 2023 #4: Økonomisk frihed giver større velstand

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. juli 2023. 1 svar

En af de effekter af økonomisk frihed, som empirisk er studeret mest, er på den samlede økonomiske velstand, målt ved indkomst eller BNP per indbygger. Både økonomisk historie og økonomisk teori giver  gode grunde til at forvente en klar, positiv sammenhæng mellem graden af fri markedsøkonomi og økonomisk velstand. Og det er da også, hvad den empiriske litteratur baseret på det økonomiske frihedsindeks i meget udpræget grad finder.

Mit egen bidrag til denne litteratur (Brøns-Petersen og Gjedsted 2020) finder, at en stigning på ét point på det økonomiske frihedsindeks (EFI) er forbundet med en stigning i BNP per capita på godt 10 pct. Det er ikke atypisk for den øvrige litteratur. Studiets formål er i øvrigt at sammenligne effekten af temperaturændringer med effekten af institutioner målt ved frihedsindekset. Det viser, at for 80 pct. af verden ville der være en større negativ effekt af at falde ét point på frihedsindekset end af at se en temperaturstigning på én grad celsius. For Danmark ville et fald på ét point svare til at falde fra femte- til 66. pladsen på EFI.

Lawson (2022) gennemgår 92 studier, som ser på effekten af EFI på BNP. Kun ét studie finder en negativ effekt, mens 61, altså to tredjedele, finder en klar positiv effekt. 51 studier ser på effekten af EFI på indkomst, og ingen finder en negativ sammenhæng. Knap tre fjerdedele finder en klar positiv effekt, mens altså ca. en fjerdedel ikke finder en effekt. Sammenhængen er altså gennemgående meget klar.

Økonomisk frihed er et flerdimensionalt begreb, og der er flere mulige kanaler, som EF kan påvirke væksten igennem. Lawsons litteraturstudie peger f.eks. på en gennemgående positiv sammenhæng mellem EFI og udbuddet af produktionsfaktorer, herunder flere investeringer, mere entreprenørskab og mere international handel. De er selvsagt ikke gensidigt udelukkende, men må tværtimod forventes i høj grad at følges ad.

Det er værd at påpege, at økonomisk frihed åbenlyst, men ikke udelukkende påvirker væksten i det enkelte land; det smitter også af på omverdenen. Cathing-up-vækst er et velkendt fænomen – dvs. at lande der ikke er ledende teknologisk mv. kan opnå vækst ved at imitere førende landes teknologi, eller ved simpelt hen at importere sig til højere velstand. Generelt kan man sige, at verden i løbet af de sidste 200 år er gået fra en tilstand, hvor kun de allermest avancerede lande kunne skabe levestandard over eksistensminimum for den brede befolkning, til en tilstand, hvor absolut fattigdom kun findes i de allermindst avancerede og institutionelt ringeste lande med de dårligste markedsøkonomiske betingelser.

Hvor fattigt er Afrika egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 24. juli 2023. Skriv et svar

Anne Sofie Allarp havde i april en glimrende kommentar i Berlingske med titlen “Man skulle tro, at Afrika var et bundløst krater af menneskelig lidelse og ucivilisation beboet af hjælpeløse u-voksne.” Anne Sofies pointe er, at for almindelige mennesker, som kun får deres information fra de normale medier, må Afrika ligne “et bundløst krater af kaos, menneskelig lidelse og urimelighed, baseret på manglende ressourcer, mangel på mad, mangel på civilisation, mangel på fremtidsudsigter og mangel på almindelig anstændig opførsel.” Men det er meget langt fra virkeligheden. Som hun skriver, er der “normalitet, høflighed, forudsigelighed, hjælpsomhed og civilisation i Afrika” og en gennemsnitligt levealder, der idag ligger indenfor et par år af levealderen for russiske mænd. Helt dårligt er det ikke.

Baggrunden for Anne Sofies kommentar er en analyse fra the Economist, der udkom i foråret og som undersøger kontinentets befolkningstilvækst. Analysens konklusion er, at vækstraten er på vej ned i praktisk taget alle lande. Det hører man bare ikke om, fordi der eksisterer en hjælpeindustri, der har en egeninteresse i at holde forestillingen om det elendige kontinent i live.

Hvor langt er Afrika fra vestlig velstand? En måde at svare på, er at se på hvordan den mest velstående femtedel af befolkningen lever. Jo mere den del ligner et vestligt niveau, jo mere er der en del af befolkningen, der vil efterspørge skoler, sundhedspleje, underholdning, rent miljø, og demokrati på lige fod med europæere. Vores eneste pointe idag er blot at bede læserne om at se på kortet nedenfor – det viser i farver, hvor stort den bedst stillede femtedels privatforbrug er som procent af den danske middelklasses privatforbrug – og bedømme, om hele den afrikanske kontinent er elendigt.

Mere viden om statens størrelse og økonomisk vækst

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2023. 2 svar

De fleste politikere og meningsdannere, som jeg har talt med eller læst, har tydeligvis en idé om, at offentligt forbrug og offentlige investeringer bidrager til den økonomiske vækst. Nogle af dem er halvstuderende statskundskabere, der enten kan huske nationalregnskabsidentiteten (hvor det offentlige forbrug indgår), eller har forstået simpel keynesiansk konjunkturpolitik, hvor staten øger forbruget for at imødegå økonomiske nedgange. De er blot ikke kommet videre til de nationaløkonomiske og politologiske forklaringer på, hvorfor det ofte ikke virker sådan, og hvorfor politikere faktisk ikke gør det, Keynes ville have dem til. Andre, der har mindre økonomisk uddannelse, har enten ikke tænkt over det, eller argumenterer tautologisk – hvis det skadede væksten, ville politikerne da ikke gøre det. Men forskningen viser noget meget andet.

Anledningen til dagens post er, at jeg igår deltog i en heldags-workshop med titlen “2023 Vinson Centre Classical Political Economy Conference.” Workshoppen blev afholdt på det lille University of Buckingham lidt nord for London, og havde deltagelse af bl.a. de glimrende kolleger Mark Pennington (King’s College London) og Daniel Klein (George Mason University). Mit bidrag havde titlen “Economic Growth in Liberal Democracies vs. Authoritarian States: (How) Does the Size of Government Matter?” Hele papiret kan læses i konferenceversionen her.

Papiret starter der hvor det meste public choice-forskning: Med indsigten at der er en klar, negativ forbindelse mellem størrelsen på det offentlige og omfanget af offentlig intervention i demokratier. Spørgsmålet, som jeg stiller i papiret er for det første, hvilke specifikke elementer af det offentlige engagement, der skader væksten, og sekundært om det kun gælder i demokratier. Ved at bruge data fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapporter, kan man skelne mellem fem separate elementer: Det offentlige forbrug, overførsler og subsidier, offentlige investeringer, skattebyrden og -strukturen, og offentligt ejerskab. Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der illustrerer effekten af et reducere hvert af de fem elementer med ét point på en tipunkts-skala.

Som man kan se, er resultaterne meget klare: Det er overførsler og subsidier, der i højeste grad påvirker væksten i demokratier, mens man kan se en lidt større effekt af beskatning i autokratier. Netop den struktur har vigtige implikationer for en skandinavisk velfærdsstat som Danmark, hvor det offentlige faktisk ikke investerer ret meget (i forhold til andre lande), men er voldsomt engageret i forsøg på at omfordele gennem overførsler og subsidier.

Sagt på en anden måde, er det ikke blot omfanget af den danske velfærdsstat, der påvirker væksten, men i høj grad også måden, den er skruet sammen på. For at illustrere effekterne, peger de på at en reduktion i overførsler og subsidier på ét point (fra 4,5 til 5,5), eller omtrent fra et dansk til et britisk niveau, i gennemsnit medfører 0,3 procentpoint højere økonomisk vækst per år. Hvis man synes, det lyder af lidt, skal man huske, at Danmark i årene op til nedlukningerne havde en trendvækst, der ikke var meget højere end halvanden procent. En relativt moderat reduktion af statens overførsler – Storbritannien er ikke ligefrem en velfærdsørken – vil dermed sandsynligvis øge den årlgie vækst med 20 procent!

Og det efterlader os med en klassisk public choice-problemstilling. Vi har på den ene side en politik, der ikke blot kan løfte væksten ret synligt, men også afhjælpe trykket på de offentlige finanser. På den anden side har vi en situation, hvor det er blevet en del af alle danske regeringers modus operandi at bestikke vælgerne med målrettede overførsler og subsidier. At reducere overførslerne vil være til tydelig gavn for almindelige borgere, men ramme politikeres måde at gøre tingene på, Hvis interesser tror vi, der vægtes højest i den beslutning?

Er Danmark institutionelt sklerotisk?

Af Christian Bjørnskov, den 18. juli 2023. 1 svar

I 1982 formulerede den svensk-amerikanske politolog Mancur Olson sin tese om et fænomen, han kaldte ‘institutionel sklerose’. I bogen The Rise and Decline of Nations – Economic Growth, Stagflation, and Social Rigidities pegede Olson på, at der kan være store problemer forbundet med lange periode med politisk stabilitet. Selvom de fleste samfundsforskere normalt ser politisk stabilitet som en god ting, var Olsons pointe, at det også gør lobbying langt billigere og lettere. Når de samme partier, de samme politikere, og det samme embedsværk står for beslutninger og politisk arbejdsgang år efter år, bliver det ikke bare nemt at lobbye, men risikoen for at lobbyer bliver en integreret del af systemet bliver overhængende.

I virkeligheden burde danskere være ekstra bekymrede for institutionel sklerose. Den danske tradition for høringer før lovforslag sikrer særinteressers direkte indflydelse. Det gælder i særlig grad når høringsfristerne er så korte, som de er blevet under den nuværende og foregående regering, at man gør det lettere for etablerede særinteresser at gøre deres indflydelse gældende uden mindre – og mindre etablerede – modinteresser.

Hører man politikere og visse meningsdannere tale om ‘det samarbejdende folkestyre’, bør man således holde op med at glæde sig. Der er ikke tale om korruption – der er forsvindende lidt faktisk bestikkelse i Danmark – men politikere og særinteresser gnubber ofte skuldre i etablerede råd og nævn. Det indebærer, at meget dansk politik er farvet af særinteresser, at detaljegraden i regulering ofte er defineret af disse interessers præferencer, og at man ude i kommunerne kan træffe tvivlsomme beslutninger.

Vi påstår ikke noget særligt specifikt i dagens post, som har et andet formål: At pege på, at måden vi har skruet samfundet sammen de sidste 50 år og måden, dansk politik fungerer, kan medvirke til at gøre Danmark institutionelt sklerotisk – et samfund, hvor der nok tages mange beslutninger, men hvor ingen af dem egentlig ændrer noget. Den slags samfund oplever sjældent store kriser, men falder blot stille og langsomt bagud.

Kunstig intelligens løser ikke socialismens problemer

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. juli 2023. Skriv et svar

Daron Acemoglu har en interessant artikel i dagens Berlinger. Vil udviklingen af kunstig intelligens omsider gøre en funktionsdygtig socialistisk økonomi mulig? Nej, svarer Acemoglu. Kunstig intelligens håndterer ikke det vidensproblem, som blev rejst af F.A. Hayek navnlig i ”The Use of Knowledge in Society”, hvor han sondrer mellem to former for viden: Statistisk information og ”tavs” lokal viden, som ikke kan kommunikeres til en central myndighed – heller ikke hvis det er en AI.

Desuden løser kunstig intelligens ikke socialismens andet centrale problem: Incitamentsproblemet. Hvordan sikres det, at den almægtige centrale myndighed ville gennemføre de ”samfundsmæssigt” mest hensigtsmæssige beslutninger? På et almindeligt marked er der en overensstemmelse mellem egennyttige beslutninger og det fælles bedste, men det har ikke været muligt at finde kollektive beslutningsmekanismer med samme egenskab. Det problem forsvinder ikke af at have en kunstig intelligens til rådighed, påpeger Acemouglu.

Man kunne selvfølge overveje – hvad Acemoglu ikke gør – om den kunstige intelligens kunne udstyres med en ”velfærdsfunktion”, der helt autonomt maksimerede befolkningens nytte frem for magthavernes. Men det ville i så fald kræve, at den fik magt til at regere uden efterfølgende muligheder for menneskelig intervention. Ville vi turde tage den risiko? Og hvordan ville man kunne sikre sig, at maskinen ikke udviklede sine egne præferencer eller idiosynkratiske fortolkning af, hvad der er bedst for os?

En anden overvejelse: Hvor meget vil kunstig intelligens kunne afhjælpe allokeringsproblemerne i den offentlige sektor? De er i princippet ikke forskellige fra vidensproblemet under socialisme. Dog kan myndighederne i en markedsøkonomi betjene sig af viden om markedspriser på markedet udenfor den offentlige sektor, som kan være fraværende under socialisme, ligesom de kan ”importere” innovationer fra den private sektor. Det ville ikke være muligt i et samfund  fuldstændig underlagt planøkonomi. Men til gengæld mangler myndighederne i en blandingsøkonomi ofte viden om borgernes præferencer, fordi der typisk ikke er priser på offentligt udbudte goder. De mest realistiske socialister forestillede sig trods alt, at der skulle være et frit forbrugermarked med prisdannelse bestemt af forbrugernes præferencer; det er ”kun” produktionsapparatet, som skal være på statens hænder. I en offentlig sektor som den danske er myndighederne derimod både producenter og efterspørgere.

Kunstig intelligens vil formentlig kunne hjælpe til med at gøre den offentlige sektor mere produktiv i snæver teknisk forstand. Altså finde måder at producere det samme billigere eller få mere ud af de samme penge. Men hvis det gælder om også at sammensætte produktionen, så den passer bedst muligt til borgernes præferencer – så vi opnår det, vi kalder ”efficiens” – så kommer AI’en stadig til kort. Det ville som minimum kræve et frit marked med prisdannelse.

Og så vil den i øvrigt stadig ikke kunne løse det hayekansk problem med lokal, ”tavs” viden, som Acemoglu peger på.

Dermed ikke være sagt, at kunstig intelligens ikke kan gøre et socialistisk system lidt mere produktivt. Det ”praktiske” problem med at beregne en produktionsplan bliver mindre, når der kommer mere datakraft.  Omvendt byder kunstig intelligens på endnu et problem med at kombinere kapitalgoder på en hensigtsmæssig måde og ikke mindst skabe innovation. Socialisme vil i så fald blive lidt mindre fattigt, men få et større efterslæb i forhold til os andre. Omtrent som den teknologiske udvikling har virket for Nordkorea hidtil.

Webinar om “Social Trust and Institutions”

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2023. Skriv et svar

Nogle af vores læsere er sandsynligvis interesserede i social tillid og spørgsmål om, hvad tillidsforskelle betyder for forskellige samfunds udvikling. Vi har over årene skrevet mange indlæg om netop social tillid, hvordan de nordiske lande er særligt tillidsfulde, og hvad det har betydet for os. For de interesserede er der nu en mulighed for at høre mere om emnet: På mandag, den 17/7, afholder the Institute for Humane Studies et webinar med undertegnede med titlen “Social Trust and Institutions.” Webinaret er primært en samtale med instituttets Community Engagement Strategist, Aaron Powell, efterfulgt af cirka 20 minutters Q&A med publikum. Webinaret, der primært handler om hvor forskningen er for tiden, introduceres på denne måde:

“This webinar will focus on the importance of social trust for long-run economic growth and institutional quality. While the first studies to show a clear association between trust and development, in the long run, are now 25 years old, it remains a question if trust affects all countries and how it does so: through more productivity, more investments, better institutions?”

Alle interesserede er velkomne til eventen, der tager en time og udelukkende er online. Man skal blot registrere sig til eventen her, som starter mandag klokken 12 Eastern Standard Time – dvs. klokken 18 dansk tid – og varer en time.

Ny bog om klassisk liberalisme i Norden og Østeuropa

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2023. Skriv et svar

Tidsskriftet Econ Journal Watch har haft en serie korte artikler om klassiske liberalisme i en række forskellige lande. Serien er nu ved at blive udgivet i bogform, og forleden kom turen til “Classical Liberalism by Country, Volume III: Iceland, Finland, Denmark, Spain, Italy, Czech Republic, Poland, Ex-Yugoslav Nations, Ukraine, and Romania.” Bogen er redigeret af Daniel Klein, Jason Briggeman og Jane Shaw Stroup og kan både købes hos Amazon og downloades fuldt her. Bogen er måske særligt interessant for danskere, da den omfatter kapitel 3 om “Classical Liberalism and Modern Political Economy in Denmark”, skrevet af den fremragende Peter Kurrild-Klitgaard.

Bøgerne i serien er iøvrigt fulgt af en podcast-serie med en række af forfatterne. Det hele er varmt anbefalet for læsere, der vil bruge sommeren på at lære mere om den idémæssige og politiske baggrund for liberalisme og liberal tænkning i Danmark og resten af verden.

Sommerserien 2023 #3: Økonomisk frihed og politisk frihed, hvordan hænger de sammen?

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. juli 2023. Skriv et svar

Hvor meget hænger politisk og økonomisk frihed sammen? Fører fremskridt i den ene til fremskridt i den anden? Kan man have den ene uden den anden?

Lad os først se på teorien.

Der er et stærkt teoretisk argument for at forvente, at de to former for frihed hænger sammen. F.eks. North, Wallis og Weingast  og Acemouglu og Robinson fremfører, at både markedsøkonomi og demokrati kan ses som en del af del af en åben, inklusiv orden, hvor magtpositioner kan udfordres.

I en autokratisk politisk orden er det indlysende, at den politiske magt ikke må udfordres. Men hvad med den økonomiske? I en konkurrencepræget økonomi vil indkomsterne være omskiftelige, og der er ingen garanti for, at dem, der klarede sig godt i konkurrencen i går, også vil gøre det i morgen. Økonomisk frihed kan derfor true den politiske elites magtposition. Når den økonomiske magt i meget høj grad er koncentreret hos ”oligarkerne” i Rusland, behøver det altså ikke kun afspejle, at den politiske elite er korrupt og grådig. Det kan også være nødvendigt for, at den kan beholde sin politiske magt.

Også Milton Friedman var i sin diskussion af emnet i Capitalism and Freedom (1962) inde på, at demokrati kræver, at staten ikke kontrollerer hele økonomien. Man kan godt have markedsøkonomi uden at have demokrati, men der var ingen eksempler på det modsatte, påpegede han. Hvis staten kontrollerer økonomien, er der ingen platform for nye, oppositionelle synspunkter. Friedman nævner, at selv Marx nød godt af markedsøkonomien i Storbritannien, fordi den muliggjorde, at hans medforfatter, Friedrich Engels, havde midler til at støtte hans forfatterskab.

Friedmans oprindelige diskussion er interessant i lyset af, at han senere blev forbundet med den optimistiske tese, at mere økonomisk frihed i Kina også kunne føre til større politisk frihed. Nogen vil måske anse tesen for naivt optimistisk, efter en årrække med tilbagegang for både politisk og økonomisk frihed i Kina, hvor kommunistpartiet har strammet sin magt. Men for Friedman var der netop ikke tale om nødvendighed, kun en konkret vurdering og håb.

Men der er ingen tvivl om, at det kinesiske regime er fanget i et trilemma mellem ambitioner om at sidde på den politiske magt, have økonomisk fremgang og spille en voksende rolle i den magtpolitiske internationale arena. Det har jeg skrevet om her.  Og her skrev jeg om, hvorvidt Friedman tog fejl af Kina. Udover at det på det seneste er gået dårligere, end Friedman håbede på i perioder, så er min konklusion, at det gjorde han grundlæggende ikke. Jeg er også inde på, hvorfor der ikke er opstået en generel ”singaporesk” model, der kombinerer betydelig økonomisk frihed med stor politisk ufrihed – uanset at idéen har fristet bl.a. de kommunistiske magthavere i Kina.

Hvor Friedman er blevet klandret for at være for optimistisk, er Hayek blevet kritiseret for det modsatte.

Han hævdede allerede i ‘Vejen til trældom’ (1944), at indførelsen af planøkonomi også ville føre til politisk ufrihed. Han blev derefter kritiseret for, at den generelle vækst i den offentlige sektor siden dengang i de vestlige lande tilsyneladende ikke har ført til et tilsvarende tab af politiske rettigheder. Men heller ikke Hayek var naiv. Pointen var, at systematisk økonomisk planlægning kræver en systematisk gennemførelse på det politiske plan – ellers vil planen ikke kunne realiseres. Efter krigen blev både markedsøkonomi og demokrati afskaffet bag jerntæppet.

I vesten voksede især de offentlige udgifter og beskatningen, men der blev ikke indført planøkonomi. Det er til gengæld åbenbart, at de ”øer” af planøkonomi, der findes i den offentlige sektor, er udfordret af problemer, som bl.a. hænger sammen med, at demokratiske beslutninger ikke indebærer en systematisk prioritering, men er karakteriseret ved vekslende koalitioner og studehandler. En systematisk prioritering ville kræve, at den demokratiske beslutningsproces’ tilfældigheder blev erstattet af et mere autoritært politisk system (eller overladt til markedets frivillige transaktioner).

Men lad os se lidt nærmere på empirien om korrelationen mellem økonomisk og politisk frihed.

Den er ganske markant.

For det første kan der konstateres en stærk korrelation mellem personlig og økonomisk frihed. Begge dele er indeks opgjort af Cato Institute og indgår i deres ”human freedom”-indeks, som netop defineres som summen af de to friheder (jeg har tidligere bragt figuren i ovennævnte blogindlæg om Friedman og Kina).

Også hvis man ser på sammenhængen mellem politiske rettigheder, herunder eksistensen af liberalt demokrati, og økonomisk frihed, er korrelationen tydelig. Her er en figur fra Fraser Institutes årlige afrapportering om økonomisk frihed i Verden.

På første akse er landene opdelt i fire kvartiler efter graden af økonomisk frihed (med mindst frie til venstre og mest frie til højre). På anden aksen fremgår graden af henholdsvis politiske og civile rettigheder i landene, som de scores af Freedom House. Alle tre former for frihed følges ad, idet også politiske rettigheder (f.eks. ret til at stemme i frie valg) og civile rettigheder i høj grad er korreleret indbyrdes.

Jeg bruger med vilje begrebet ”korrelation”. Det er vanskeligt at sige noget kausalt ud fra empirien. Altså om økonomisk frihed driver politisk frihed eller omvendt. Eller at de gensidigt forstærker hinanden. Sammenhængen er ganske givet for kompleks og gensidig og historien for åben til, at indførelse af det ene garanterer det andet.

Til gengæld er den teoretiske forventning om, at politisk og økonomisk frihed i høj grad er hinandens forudsætninger – og ikke mindst at politisk pluralisme kræver økonomisk frihed og decentralisering – godt underbygget af empirien.

Og når det gælder pressefrihed – som er en del af den politiske frihed – har Christian faktisk fundet en kausal sammenhæng, som begynder med økonomisk frihed (se her). Se også hans idé til at teste Friedman-Hayek-hypotesen, som han skrev om på Punditokraterne her. Begge dele tyder på, at økonomisk frihed er en nødvendig omend ikke tilstrækkelig betingelse for politisk frihed.

John Tierney om den selvforskyldte ulykke

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2023. Skriv et svar

Den fremragende amerikanske journalist John Tierney, der tidligere har skrevet for bl.a. New York Times, havde i denne uge en artikel i the City Journal om nedlukning. City Journal er et meget respekteret magasin, der udgives fra the Manhattan Institute i New York. Magasinet kan ikke just siges at være i periferien af amerikanske medier, og det er derfor særligt interessant at se, hvad det vælger at udgive.

Tierney dækker særligt tre studier i artiklen, og citerer – til vores store stolthed – to punditokrater! Artiklen, der også omtales på bl.a. Cafe Hayek, er stærkt kritisk og reflekterer således en del af den vending der sker i de amerikanske og britiske medier for tiden. Hele artiklen er stærkt anbefalet. Her er blot et par udpluk.

“Long before Covid struck, economists detected a deadly pattern in the impact of natural disasters: if the executive branch of government used the emergency to claim sweeping new powers over the citizenry, more people died than would have if government powers had remained constrained. It’s now clear that the Covid pandemic is the deadliest confirmation yet of that pattern.

Governments around the world seized unprecedented powers during the pandemic. The result was an unprecedented disaster, as recently demonstrated by two exhaustive analyses of the lockdowns’ impact in the United States and Europe. Both reports conclude that the lockdowns made little or no difference in the Covid death toll. But the lockdowns did lead to deaths from other causes during the pandemic, particularly among young and middle-aged people, and those fatalities will continue to mount in the future.”

…

“Meantime, the lockdowns did have other significant effects on health. Rates of smoking, drinking, and obesity increased. The number of excess deaths from non-Covid causes in the U.S. rose by nearly 100,000 annually due to extra deaths from stroke, heart attack, diabetes, obesity, drug overdoses, alcohol-induced causes, homicide, and traffic accidents. Many of these excess deaths, which occurred disproportionately among working-age adults, were presumably related to the lockdowns’ disruptions in people’s lives and in medical treatments. The delays in screening for heart disease and cancer will continue to have a deadly impact in the years ahead.”

Hvorfor vil flertallet i Folketinget ikke have en evaluering af corona-politikkerne?

Af Jonas Herby, den 3. juli 2023. 2 svar

Hvorfor vil politikerne ikke have en evaluering af corona-politikkerne? Sådan spørger professor Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske på baggrund af, at regeringen stemte imod LA’s beslutningsforslag om at vurdere coronapolitikkernes konsekvenser for trivslen blandt børn, unge og beboere på landets bosteder.

LAs beslutningsforslag fik da også politisk bred støtte fra oppositionspartier til højre og venstre – men blev altså i sidste ende nedstemt, fordi SF-S-M-V-fløjen mente, at man vidste alt, hvad man behøvede at vide.

En evaluering er ellers – som Kurrild-Klitgaard påpeger – yderst relevant.

Der gemmer sig vigtig lærdom for fremtiden, som ikke er helt åbenlys. For eksempel fremhævede man i Danmark ofte, at der var færre dødsfald i det relativt nedlukkede land her end i det mere åbne Sverige. Men efterfølgende har det vist sig, at det er en sandhed med modifikationer, og at det kommer meget an på, hvad man måler og hvordan.

Men med afvisningen af forslaget ser en større evaluering ud til at være blevet lidt mindre sandsynlig.

Men nu er forslaget om en trivselsundersøgelse altså afvist, og det er dermed reelt også denne avis’ mere vidtgående forslag om en egentlig coronakommission til at vurdere det samlede forløb.

Så hvor står vi?

For at få nedsat en coronakommission, skal der være et flertal i Folketinget, der har en interesse i at nedsætte en coronakommission. Og det flertal er der ikke noget, der tyder på, at der er pt. Og man kan desuden frygte, at jo mere Venstre og Moderaterne bliver bundet op på diverse ”Nej tak” til corona-evalueringer, jo sværere vil det blive for dem at gennemføre en evaluering, når der før eller siden igen kommer et borgerligt flertal.

Vi risikerer altså at stå i den situation, at vi aldrig – eller først meget, meget sent – får en grundig (statslig) evaluering af den politik, der blev ført under pandemien. Og det er problematisk, da en grundig evaluering er nødvendig for at kunne håndtere fremtidige kriser bedst muligt.

Sommerserien 2023, #2: Økonomisk frihed og respekt for menneskerettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2023. Skriv et svar

Som vi annoncerede forleden dag, handler punditokraternes sommerserie i år om ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed. Nogle læsere har måske allerede gættet, at vi kommer til at basere flere indlæg på kapitler fra den nye Handbook of Research on Economic Freedom, som udgives senere i år og redigeres af vores gode ven Niclas Berggren. Sommerserien er også et svar på de meningsdannere på både venstre og højre side af det politiske spektrum, der for tiden klager over, at borgerlighed kun handler om skat og offentligt forbrug. Der er masser af evidens for, at liberale institutioner og udbredt økonomisk frihed – kapitalistiske institutioner og politik i demokratiske samfund – har en række konsekvenser, som ikke har med penge at gøre, og som vi på tværs af Folketinget – måske med undtagelse af religiøse, nationalkonservative nutcases og totalitære kommunister – burde værdsætte.

Idag starter vi serien med et overblik over den nye forskning i sammenhængen mellem menneskerettigheder og økonomisk frihed. Jeg dækker netop denne forskning i mit kapital i Handbook of Research on Economic Freedom, som er en oversigt over litteraturen. Argumenterne her strækker sig fra den canadiske journalist Naomi Kleins rasende påstande om, at liberaliserende reformer er så upopulære blandt almindelige mennesker, at stater aktivt bryder folks menneskerettigheder for at gennemføre dem, til f.eks. Robert Lawsons (Southern Methodist University) argument, at økonomisk frihed også fører respekt for andre frihedsrettigheder med sig. I Bobs præsentation, som han gav i forbindelse med at han modtog Adam Smith-prisen i 2019 (som kan læses i Journal of Private Enterprise her), understregede han netop at blandt de mange nye emner som folk i litteraturen undersøgte var det ” Particularly gratifying was the growing number of papers studying important topics like war, human rights, and gender equality.”

Der er derfor god grund til at skabe et overblik over, hvad den empiriske litteratur faktisk har fundet. Her nøjes vi dog med at se på, hvordan de overordnede data ser ud.* Det gør vi i to figurer fra mit kapitel, der viser sammenhængen mellem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks og to mål for menneskerettigheder: Vásquez og McMahons Personal Freedom Index og V-Dem-projektets civil liberties index. I begge figurer skelner vi mellem autokratier (de hvide markører) og demokratier (de sorte markører).

Begge figurer demonstrerer en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og de to forskellige aspekter af menneskerettigheder. Korrelationen mellem økonomisk frihed og menneskerettigheder på tværs af autokratier er henholdsvis 0,36 og 0,32 i de to figurer, mens den er 0,50 og 0,54 blandt demokratier. Det billede bekræftes af litteraturen: Jeg har fundet 38 publicerede artikler, publiceret siden 2000, der undersøger sammenhængen mellem en form for mål for økonomisk frihed og mål for forskellige typer menneskerettigheder, og kun to af dem finder negative effekter.

Og hvad kan man så lære af det? Hvad kan man bruge den forskning til? Et tentativt svar er, at selv hvis man personligt er ligeglad med borgernes økonomiske frihed – hvilket ser ud til at være tilfældet for den nuværende danske regering – bør man alligevel være bekymret for indskrænkninger i den. Når stater og regeringer begynder at indskrænke borgernes økonomiske frihed, følger en del af deres andre frihedsrettigheder ofte med. Værdsætter man respekt for menneskerettighederne, går det ikke at man samtidigt tror at man kan begrænse borgernes økonomiske frihed.

* Skulle enkelte læsere have lyst til at læse kapitlet, kan man kontakte mig via e-mail. Forlaget, der udgiver den nye Handbook, tillader desværre ikke at teksten gøres offentligt tilgængelig andre steder.

Punditokraternes sommerserie 2023

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2023. 3 svar

Som faste læsere ved, kører vi hos punditokraterne hvert år en sommerserie: En serie indlæg omkring et fælles emne. Sidste år var emnet begreber og idéer, som vi helst så folk holdt op med at bruge, i 2021 var det historiske forhold og blandt tidligere emner er der f.eks. public choice (i 2017), og befolkning, klima og vækst (i 2019). Sommeremnet i år er ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed.

Baggrunden for sommerserien er ikke mindst, at det er 300-året for Adam Smiths fødsel. Smith var ikke blot en af moderne samfundsvidenskabs fædre, men også professor i moralfilosofi. Emnet i år giver os også mulighed for at diskutere en lang række andre forhold. Vi kommer for eksempel til at introducere læserne til Berggren og Nilssons pionerarbejde omkring tolerancenormer og økonomisk frihed og forholdet til menneskerettigheder, ligesom vi begiver os ud i sociale konsekvenser af regulering og meget andet.

Hvis læserne har forslag til, hvilke emner de gerne vil have dækket under sommerseriens dække, hører vi meget gerne om det!

Diskrimination – kan vi gøre noget ved det?

Af Jonas Herby, den 21. juni 2023. Skriv et svar

Forleden havde jeg Asmus Leth Olsen i Regelstaten til en samtale om diskrimination. Det blev i mine øjne en af de bedste afsnit til dato, da vi kom godt i dybden med, hvad diskrimination egentlig er, hvorfor det nogle gange er helt ok (det er fx fint at ønske en læge af samme køn), hvem der reelt diskriminerer (er det kunderne eller virksomhederne?) mv.

Asmus blev lidt mere tilbageholden med at øse ud af sin viden, da vi kom til ”hvad gør vi ved det?”-delen. For det ved vi ikke særlig meget om. Der er flere eksempler på lovgivning, der har til formål at gøre noget ved diskrimination, men desværre ender det ofte med ikke at have nogen dokumenteret effekt (eller endda gøre tingene værre).

Lige nu er det bedste, vi kan gøre, nok at tale om det og gå i dybden med det, så civilsamfundet kan finde sine egne løsninger. Og dén del gør Asmus Leth Olsen med bravour!

Se med nedenfor eller lyt i din podcast app (søg på ”Regelstaten”).