Mere viden om statens størrelse og økonomisk vækst

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2023. 2 svar

De fleste politikere og meningsdannere, som jeg har talt med eller læst, har tydeligvis en idé om, at offentligt forbrug og offentlige investeringer bidrager til den økonomiske vækst. Nogle af dem er halvstuderende statskundskabere, der enten kan huske nationalregnskabsidentiteten (hvor det offentlige forbrug indgår), eller har forstået simpel keynesiansk konjunkturpolitik, hvor staten øger forbruget for at imødegå økonomiske nedgange. De er blot ikke kommet videre til de nationaløkonomiske og politologiske forklaringer på, hvorfor det ofte ikke virker sådan, og hvorfor politikere faktisk ikke gør det, Keynes ville have dem til. Andre, der har mindre økonomisk uddannelse, har enten ikke tænkt over det, eller argumenterer tautologisk – hvis det skadede væksten, ville politikerne da ikke gøre det. Men forskningen viser noget meget andet.

Anledningen til dagens post er, at jeg igår deltog i en heldags-workshop med titlen “2023 Vinson Centre Classical Political Economy Conference.” Workshoppen blev afholdt på det lille University of Buckingham lidt nord for London, og havde deltagelse af bl.a. de glimrende kolleger Mark Pennington (King’s College London) og Daniel Klein (George Mason University). Mit bidrag havde titlen “Economic Growth in Liberal Democracies vs. Authoritarian States: (How) Does the Size of Government Matter?” Hele papiret kan læses i konferenceversionen her.

Papiret starter der hvor det meste public choice-forskning: Med indsigten at der er en klar, negativ forbindelse mellem størrelsen på det offentlige og omfanget af offentlig intervention i demokratier. Spørgsmålet, som jeg stiller i papiret er for det første, hvilke specifikke elementer af det offentlige engagement, der skader væksten, og sekundært om det kun gælder i demokratier. Ved at bruge data fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapporter, kan man skelne mellem fem separate elementer: Det offentlige forbrug, overførsler og subsidier, offentlige investeringer, skattebyrden og -strukturen, og offentligt ejerskab. Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der illustrerer effekten af et reducere hvert af de fem elementer med ét point på en tipunkts-skala.

Som man kan se, er resultaterne meget klare: Det er overførsler og subsidier, der i højeste grad påvirker væksten i demokratier, mens man kan se en lidt større effekt af beskatning i autokratier. Netop den struktur har vigtige implikationer for en skandinavisk velfærdsstat som Danmark, hvor det offentlige faktisk ikke investerer ret meget (i forhold til andre lande), men er voldsomt engageret i forsøg på at omfordele gennem overførsler og subsidier.

Sagt på en anden måde, er det ikke blot omfanget af den danske velfærdsstat, der påvirker væksten, men i høj grad også måden, den er skruet sammen på. For at illustrere effekterne, peger de på at en reduktion i overførsler og subsidier på ét point (fra 4,5 til 5,5), eller omtrent fra et dansk til et britisk niveau, i gennemsnit medfører 0,3 procentpoint højere økonomisk vækst per år. Hvis man synes, det lyder af lidt, skal man huske, at Danmark i årene op til nedlukningerne havde en trendvækst, der ikke var meget højere end halvanden procent. En relativt moderat reduktion af statens overførsler – Storbritannien er ikke ligefrem en velfærdsørken – vil dermed sandsynligvis øge den årlgie vækst med 20 procent!

Og det efterlader os med en klassisk public choice-problemstilling. Vi har på den ene side en politik, der ikke blot kan løfte væksten ret synligt, men også afhjælpe trykket på de offentlige finanser. På den anden side har vi en situation, hvor det er blevet en del af alle danske regeringers modus operandi at bestikke vælgerne med målrettede overførsler og subsidier. At reducere overførslerne vil være til tydelig gavn for almindelige borgere, men ramme politikeres måde at gøre tingene på, Hvis interesser tror vi, der vægtes højest i den beslutning?

Er Danmark institutionelt sklerotisk?

Af Christian Bjørnskov, den 18. juli 2023. 1 svar

I 1982 formulerede den svensk-amerikanske politolog Mancur Olson sin tese om et fænomen, han kaldte ‘institutionel sklerose’. I bogen The Rise and Decline of Nations – Economic Growth, Stagflation, and Social Rigidities pegede Olson på, at der kan være store problemer forbundet med lange periode med politisk stabilitet. Selvom de fleste samfundsforskere normalt ser politisk stabilitet som en god ting, var Olsons pointe, at det også gør lobbying langt billigere og lettere. Når de samme partier, de samme politikere, og det samme embedsværk står for beslutninger og politisk arbejdsgang år efter år, bliver det ikke bare nemt at lobbye, men risikoen for at lobbyer bliver en integreret del af systemet bliver overhængende.

I virkeligheden burde danskere være ekstra bekymrede for institutionel sklerose. Den danske tradition for høringer før lovforslag sikrer særinteressers direkte indflydelse. Det gælder i særlig grad når høringsfristerne er så korte, som de er blevet under den nuværende og foregående regering, at man gør det lettere for etablerede særinteresser at gøre deres indflydelse gældende uden mindre – og mindre etablerede – modinteresser.

Hører man politikere og visse meningsdannere tale om ‘det samarbejdende folkestyre’, bør man således holde op med at glæde sig. Der er ikke tale om korruption – der er forsvindende lidt faktisk bestikkelse i Danmark – men politikere og særinteresser gnubber ofte skuldre i etablerede råd og nævn. Det indebærer, at meget dansk politik er farvet af særinteresser, at detaljegraden i regulering ofte er defineret af disse interessers præferencer, og at man ude i kommunerne kan træffe tvivlsomme beslutninger.

Vi påstår ikke noget særligt specifikt i dagens post, som har et andet formål: At pege på, at måden vi har skruet samfundet sammen de sidste 50 år og måden, dansk politik fungerer, kan medvirke til at gøre Danmark institutionelt sklerotisk – et samfund, hvor der nok tages mange beslutninger, men hvor ingen af dem egentlig ændrer noget. Den slags samfund oplever sjældent store kriser, men falder blot stille og langsomt bagud.

Kunstig intelligens løser ikke socialismens problemer

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. juli 2023. Skriv et svar

Daron Acemoglu har en interessant artikel i dagens Berlinger. Vil udviklingen af kunstig intelligens omsider gøre en funktionsdygtig socialistisk økonomi mulig? Nej, svarer Acemoglu. Kunstig intelligens håndterer ikke det vidensproblem, som blev rejst af F.A. Hayek navnlig i ”The Use of Knowledge in Society”, hvor han sondrer mellem to former for viden: Statistisk information og ”tavs” lokal viden, som ikke kan kommunikeres til en central myndighed – heller ikke hvis det er en AI.

Desuden løser kunstig intelligens ikke socialismens andet centrale problem: Incitamentsproblemet. Hvordan sikres det, at den almægtige centrale myndighed ville gennemføre de ”samfundsmæssigt” mest hensigtsmæssige beslutninger? På et almindeligt marked er der en overensstemmelse mellem egennyttige beslutninger og det fælles bedste, men det har ikke været muligt at finde kollektive beslutningsmekanismer med samme egenskab. Det problem forsvinder ikke af at have en kunstig intelligens til rådighed, påpeger Acemouglu.

Man kunne selvfølge overveje – hvad Acemoglu ikke gør – om den kunstige intelligens kunne udstyres med en ”velfærdsfunktion”, der helt autonomt maksimerede befolkningens nytte frem for magthavernes. Men det ville i så fald kræve, at den fik magt til at regere uden efterfølgende muligheder for menneskelig intervention. Ville vi turde tage den risiko? Og hvordan ville man kunne sikre sig, at maskinen ikke udviklede sine egne præferencer eller idiosynkratiske fortolkning af, hvad der er bedst for os?

En anden overvejelse: Hvor meget vil kunstig intelligens kunne afhjælpe allokeringsproblemerne i den offentlige sektor? De er i princippet ikke forskellige fra vidensproblemet under socialisme. Dog kan myndighederne i en markedsøkonomi betjene sig af viden om markedspriser på markedet udenfor den offentlige sektor, som kan være fraværende under socialisme, ligesom de kan ”importere” innovationer fra den private sektor. Det ville ikke være muligt i et samfund  fuldstændig underlagt planøkonomi. Men til gengæld mangler myndighederne i en blandingsøkonomi ofte viden om borgernes præferencer, fordi der typisk ikke er priser på offentligt udbudte goder. De mest realistiske socialister forestillede sig trods alt, at der skulle være et frit forbrugermarked med prisdannelse bestemt af forbrugernes præferencer; det er ”kun” produktionsapparatet, som skal være på statens hænder. I en offentlig sektor som den danske er myndighederne derimod både producenter og efterspørgere.

Kunstig intelligens vil formentlig kunne hjælpe til med at gøre den offentlige sektor mere produktiv i snæver teknisk forstand. Altså finde måder at producere det samme billigere eller få mere ud af de samme penge. Men hvis det gælder om også at sammensætte produktionen, så den passer bedst muligt til borgernes præferencer – så vi opnår det, vi kalder ”efficiens” – så kommer AI’en stadig til kort. Det ville som minimum kræve et frit marked med prisdannelse.

Og så vil den i øvrigt stadig ikke kunne løse det hayekansk problem med lokal, ”tavs” viden, som Acemoglu peger på.

Dermed ikke være sagt, at kunstig intelligens ikke kan gøre et socialistisk system lidt mere produktivt. Det ”praktiske” problem med at beregne en produktionsplan bliver mindre, når der kommer mere datakraft.  Omvendt byder kunstig intelligens på endnu et problem med at kombinere kapitalgoder på en hensigtsmæssig måde og ikke mindst skabe innovation. Socialisme vil i så fald blive lidt mindre fattigt, men få et større efterslæb i forhold til os andre. Omtrent som den teknologiske udvikling har virket for Nordkorea hidtil.

Webinar om “Social Trust and Institutions”

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2023. Skriv et svar

Nogle af vores læsere er sandsynligvis interesserede i social tillid og spørgsmål om, hvad tillidsforskelle betyder for forskellige samfunds udvikling. Vi har over årene skrevet mange indlæg om netop social tillid, hvordan de nordiske lande er særligt tillidsfulde, og hvad det har betydet for os. For de interesserede er der nu en mulighed for at høre mere om emnet: På mandag, den 17/7, afholder the Institute for Humane Studies et webinar med undertegnede med titlen “Social Trust and Institutions.” Webinaret er primært en samtale med instituttets Community Engagement Strategist, Aaron Powell, efterfulgt af cirka 20 minutters Q&A med publikum. Webinaret, der primært handler om hvor forskningen er for tiden, introduceres på denne måde:

“This webinar will focus on the importance of social trust for long-run economic growth and institutional quality. While the first studies to show a clear association between trust and development, in the long run, are now 25 years old, it remains a question if trust affects all countries and how it does so: through more productivity, more investments, better institutions?”

Alle interesserede er velkomne til eventen, der tager en time og udelukkende er online. Man skal blot registrere sig til eventen her, som starter mandag klokken 12 Eastern Standard Time – dvs. klokken 18 dansk tid – og varer en time.

Ny bog om klassisk liberalisme i Norden og Østeuropa

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2023. Skriv et svar

Tidsskriftet Econ Journal Watch har haft en serie korte artikler om klassiske liberalisme i en række forskellige lande. Serien er nu ved at blive udgivet i bogform, og forleden kom turen til “Classical Liberalism by Country, Volume III: Iceland, Finland, Denmark, Spain, Italy, Czech Republic, Poland, Ex-Yugoslav Nations, Ukraine, and Romania.” Bogen er redigeret af Daniel Klein, Jason Briggeman og Jane Shaw Stroup og kan både købes hos Amazon og downloades fuldt her. Bogen er måske særligt interessant for danskere, da den omfatter kapitel 3 om “Classical Liberalism and Modern Political Economy in Denmark”, skrevet af den fremragende Peter Kurrild-Klitgaard.

Bøgerne i serien er iøvrigt fulgt af en podcast-serie med en række af forfatterne. Det hele er varmt anbefalet for læsere, der vil bruge sommeren på at lære mere om den idémæssige og politiske baggrund for liberalisme og liberal tænkning i Danmark og resten af verden.

Sommerserien 2023 #3: Økonomisk frihed og politisk frihed, hvordan hænger de sammen?

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. juli 2023. Skriv et svar

Hvor meget hænger politisk og økonomisk frihed sammen? Fører fremskridt i den ene til fremskridt i den anden? Kan man have den ene uden den anden?

Lad os først se på teorien.

Der er et stærkt teoretisk argument for at forvente, at de to former for frihed hænger sammen. F.eks. North, Wallis og Weingast  og Acemouglu og Robinson fremfører, at både markedsøkonomi og demokrati kan ses som en del af del af en åben, inklusiv orden, hvor magtpositioner kan udfordres.

I en autokratisk politisk orden er det indlysende, at den politiske magt ikke må udfordres. Men hvad med den økonomiske? I en konkurrencepræget økonomi vil indkomsterne være omskiftelige, og der er ingen garanti for, at dem, der klarede sig godt i konkurrencen i går, også vil gøre det i morgen. Økonomisk frihed kan derfor true den politiske elites magtposition. Når den økonomiske magt i meget høj grad er koncentreret hos ”oligarkerne” i Rusland, behøver det altså ikke kun afspejle, at den politiske elite er korrupt og grådig. Det kan også være nødvendigt for, at den kan beholde sin politiske magt.

Også Milton Friedman var i sin diskussion af emnet i Capitalism and Freedom (1962) inde på, at demokrati kræver, at staten ikke kontrollerer hele økonomien. Man kan godt have markedsøkonomi uden at have demokrati, men der var ingen eksempler på det modsatte, påpegede han. Hvis staten kontrollerer økonomien, er der ingen platform for nye, oppositionelle synspunkter. Friedman nævner, at selv Marx nød godt af markedsøkonomien i Storbritannien, fordi den muliggjorde, at hans medforfatter, Friedrich Engels, havde midler til at støtte hans forfatterskab.

Friedmans oprindelige diskussion er interessant i lyset af, at han senere blev forbundet med den optimistiske tese, at mere økonomisk frihed i Kina også kunne føre til større politisk frihed. Nogen vil måske anse tesen for naivt optimistisk, efter en årrække med tilbagegang for både politisk og økonomisk frihed i Kina, hvor kommunistpartiet har strammet sin magt. Men for Friedman var der netop ikke tale om nødvendighed, kun en konkret vurdering og håb.

Men der er ingen tvivl om, at det kinesiske regime er fanget i et trilemma mellem ambitioner om at sidde på den politiske magt, have økonomisk fremgang og spille en voksende rolle i den magtpolitiske internationale arena. Det har jeg skrevet om her.  Og her skrev jeg om, hvorvidt Friedman tog fejl af Kina. Udover at det på det seneste er gået dårligere, end Friedman håbede på i perioder, så er min konklusion, at det gjorde han grundlæggende ikke. Jeg er også inde på, hvorfor der ikke er opstået en generel ”singaporesk” model, der kombinerer betydelig økonomisk frihed med stor politisk ufrihed – uanset at idéen har fristet bl.a. de kommunistiske magthavere i Kina.

Hvor Friedman er blevet klandret for at være for optimistisk, er Hayek blevet kritiseret for det modsatte.

Han hævdede allerede i ‘Vejen til trældom’ (1944), at indførelsen af planøkonomi også ville føre til politisk ufrihed. Han blev derefter kritiseret for, at den generelle vækst i den offentlige sektor siden dengang i de vestlige lande tilsyneladende ikke har ført til et tilsvarende tab af politiske rettigheder. Men heller ikke Hayek var naiv. Pointen var, at systematisk økonomisk planlægning kræver en systematisk gennemførelse på det politiske plan – ellers vil planen ikke kunne realiseres. Efter krigen blev både markedsøkonomi og demokrati afskaffet bag jerntæppet.

I vesten voksede især de offentlige udgifter og beskatningen, men der blev ikke indført planøkonomi. Det er til gengæld åbenbart, at de ”øer” af planøkonomi, der findes i den offentlige sektor, er udfordret af problemer, som bl.a. hænger sammen med, at demokratiske beslutninger ikke indebærer en systematisk prioritering, men er karakteriseret ved vekslende koalitioner og studehandler. En systematisk prioritering ville kræve, at den demokratiske beslutningsproces’ tilfældigheder blev erstattet af et mere autoritært politisk system (eller overladt til markedets frivillige transaktioner).

Men lad os se lidt nærmere på empirien om korrelationen mellem økonomisk og politisk frihed.

Den er ganske markant.

For det første kan der konstateres en stærk korrelation mellem personlig og økonomisk frihed. Begge dele er indeks opgjort af Cato Institute og indgår i deres ”human freedom”-indeks, som netop defineres som summen af de to friheder (jeg har tidligere bragt figuren i ovennævnte blogindlæg om Friedman og Kina).

Også hvis man ser på sammenhængen mellem politiske rettigheder, herunder eksistensen af liberalt demokrati, og økonomisk frihed, er korrelationen tydelig. Her er en figur fra Fraser Institutes årlige afrapportering om økonomisk frihed i Verden.

På første akse er landene opdelt i fire kvartiler efter graden af økonomisk frihed (med mindst frie til venstre og mest frie til højre). På anden aksen fremgår graden af henholdsvis politiske og civile rettigheder i landene, som de scores af Freedom House. Alle tre former for frihed følges ad, idet også politiske rettigheder (f.eks. ret til at stemme i frie valg) og civile rettigheder i høj grad er korreleret indbyrdes.

Jeg bruger med vilje begrebet ”korrelation”. Det er vanskeligt at sige noget kausalt ud fra empirien. Altså om økonomisk frihed driver politisk frihed eller omvendt. Eller at de gensidigt forstærker hinanden. Sammenhængen er ganske givet for kompleks og gensidig og historien for åben til, at indførelse af det ene garanterer det andet.

Til gengæld er den teoretiske forventning om, at politisk og økonomisk frihed i høj grad er hinandens forudsætninger – og ikke mindst at politisk pluralisme kræver økonomisk frihed og decentralisering – godt underbygget af empirien.

Og når det gælder pressefrihed – som er en del af den politiske frihed – har Christian faktisk fundet en kausal sammenhæng, som begynder med økonomisk frihed (se her). Se også hans idé til at teste Friedman-Hayek-hypotesen, som han skrev om på Punditokraterne her. Begge dele tyder på, at økonomisk frihed er en nødvendig omend ikke tilstrækkelig betingelse for politisk frihed.

John Tierney om den selvforskyldte ulykke

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2023. Skriv et svar

Den fremragende amerikanske journalist John Tierney, der tidligere har skrevet for bl.a. New York Times, havde i denne uge en artikel i the City Journal om nedlukning. City Journal er et meget respekteret magasin, der udgives fra the Manhattan Institute i New York. Magasinet kan ikke just siges at være i periferien af amerikanske medier, og det er derfor særligt interessant at se, hvad det vælger at udgive.

Tierney dækker særligt tre studier i artiklen, og citerer – til vores store stolthed – to punditokrater! Artiklen, der også omtales på bl.a. Cafe Hayek, er stærkt kritisk og reflekterer således en del af den vending der sker i de amerikanske og britiske medier for tiden. Hele artiklen er stærkt anbefalet. Her er blot et par udpluk.

“Long before Covid struck, economists detected a deadly pattern in the impact of natural disasters: if the executive branch of government used the emergency to claim sweeping new powers over the citizenry, more people died than would have if government powers had remained constrained. It’s now clear that the Covid pandemic is the deadliest confirmation yet of that pattern.

Governments around the world seized unprecedented powers during the pandemic. The result was an unprecedented disaster, as recently demonstrated by two exhaustive analyses of the lockdowns’ impact in the United States and Europe. Both reports conclude that the lockdowns made little or no difference in the Covid death toll. But the lockdowns did lead to deaths from other causes during the pandemic, particularly among young and middle-aged people, and those fatalities will continue to mount in the future.”

…

“Meantime, the lockdowns did have other significant effects on health. Rates of smoking, drinking, and obesity increased. The number of excess deaths from non-Covid causes in the U.S. rose by nearly 100,000 annually due to extra deaths from stroke, heart attack, diabetes, obesity, drug overdoses, alcohol-induced causes, homicide, and traffic accidents. Many of these excess deaths, which occurred disproportionately among working-age adults, were presumably related to the lockdowns’ disruptions in people’s lives and in medical treatments. The delays in screening for heart disease and cancer will continue to have a deadly impact in the years ahead.”

Hvorfor vil flertallet i Folketinget ikke have en evaluering af corona-politikkerne?

Af Jonas Herby, den 3. juli 2023. 2 svar

Hvorfor vil politikerne ikke have en evaluering af corona-politikkerne? Sådan spørger professor Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske på baggrund af, at regeringen stemte imod LA’s beslutningsforslag om at vurdere coronapolitikkernes konsekvenser for trivslen blandt børn, unge og beboere på landets bosteder.

LAs beslutningsforslag fik da også politisk bred støtte fra oppositionspartier til højre og venstre – men blev altså i sidste ende nedstemt, fordi SF-S-M-V-fløjen mente, at man vidste alt, hvad man behøvede at vide.

En evaluering er ellers – som Kurrild-Klitgaard påpeger – yderst relevant.

Der gemmer sig vigtig lærdom for fremtiden, som ikke er helt åbenlys. For eksempel fremhævede man i Danmark ofte, at der var færre dødsfald i det relativt nedlukkede land her end i det mere åbne Sverige. Men efterfølgende har det vist sig, at det er en sandhed med modifikationer, og at det kommer meget an på, hvad man måler og hvordan.

Men med afvisningen af forslaget ser en større evaluering ud til at være blevet lidt mindre sandsynlig.

Men nu er forslaget om en trivselsundersøgelse altså afvist, og det er dermed reelt også denne avis’ mere vidtgående forslag om en egentlig coronakommission til at vurdere det samlede forløb.

Så hvor står vi?

For at få nedsat en coronakommission, skal der være et flertal i Folketinget, der har en interesse i at nedsætte en coronakommission. Og det flertal er der ikke noget, der tyder på, at der er pt. Og man kan desuden frygte, at jo mere Venstre og Moderaterne bliver bundet op på diverse ”Nej tak” til corona-evalueringer, jo sværere vil det blive for dem at gennemføre en evaluering, når der før eller siden igen kommer et borgerligt flertal.

Vi risikerer altså at stå i den situation, at vi aldrig – eller først meget, meget sent – får en grundig (statslig) evaluering af den politik, der blev ført under pandemien. Og det er problematisk, da en grundig evaluering er nødvendig for at kunne håndtere fremtidige kriser bedst muligt.

Sommerserien 2023, #2: Økonomisk frihed og respekt for menneskerettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2023. Skriv et svar

Som vi annoncerede forleden dag, handler punditokraternes sommerserie i år om ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed. Nogle læsere har måske allerede gættet, at vi kommer til at basere flere indlæg på kapitler fra den nye Handbook of Research on Economic Freedom, som udgives senere i år og redigeres af vores gode ven Niclas Berggren. Sommerserien er også et svar på de meningsdannere på både venstre og højre side af det politiske spektrum, der for tiden klager over, at borgerlighed kun handler om skat og offentligt forbrug. Der er masser af evidens for, at liberale institutioner og udbredt økonomisk frihed – kapitalistiske institutioner og politik i demokratiske samfund – har en række konsekvenser, som ikke har med penge at gøre, og som vi på tværs af Folketinget – måske med undtagelse af religiøse, nationalkonservative nutcases og totalitære kommunister – burde værdsætte.

Idag starter vi serien med et overblik over den nye forskning i sammenhængen mellem menneskerettigheder og økonomisk frihed. Jeg dækker netop denne forskning i mit kapital i Handbook of Research on Economic Freedom, som er en oversigt over litteraturen. Argumenterne her strækker sig fra den canadiske journalist Naomi Kleins rasende påstande om, at liberaliserende reformer er så upopulære blandt almindelige mennesker, at stater aktivt bryder folks menneskerettigheder for at gennemføre dem, til f.eks. Robert Lawsons (Southern Methodist University) argument, at økonomisk frihed også fører respekt for andre frihedsrettigheder med sig. I Bobs præsentation, som han gav i forbindelse med at han modtog Adam Smith-prisen i 2019 (som kan læses i Journal of Private Enterprise her), understregede han netop at blandt de mange nye emner som folk i litteraturen undersøgte var det ” Particularly gratifying was the growing number of papers studying important topics like war, human rights, and gender equality.”

Der er derfor god grund til at skabe et overblik over, hvad den empiriske litteratur faktisk har fundet. Her nøjes vi dog med at se på, hvordan de overordnede data ser ud.* Det gør vi i to figurer fra mit kapitel, der viser sammenhængen mellem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks og to mål for menneskerettigheder: Vásquez og McMahons Personal Freedom Index og V-Dem-projektets civil liberties index. I begge figurer skelner vi mellem autokratier (de hvide markører) og demokratier (de sorte markører).

Begge figurer demonstrerer en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og de to forskellige aspekter af menneskerettigheder. Korrelationen mellem økonomisk frihed og menneskerettigheder på tværs af autokratier er henholdsvis 0,36 og 0,32 i de to figurer, mens den er 0,50 og 0,54 blandt demokratier. Det billede bekræftes af litteraturen: Jeg har fundet 38 publicerede artikler, publiceret siden 2000, der undersøger sammenhængen mellem en form for mål for økonomisk frihed og mål for forskellige typer menneskerettigheder, og kun to af dem finder negative effekter.

Og hvad kan man så lære af det? Hvad kan man bruge den forskning til? Et tentativt svar er, at selv hvis man personligt er ligeglad med borgernes økonomiske frihed – hvilket ser ud til at være tilfældet for den nuværende danske regering – bør man alligevel være bekymret for indskrænkninger i den. Når stater og regeringer begynder at indskrænke borgernes økonomiske frihed, følger en del af deres andre frihedsrettigheder ofte med. Værdsætter man respekt for menneskerettighederne, går det ikke at man samtidigt tror at man kan begrænse borgernes økonomiske frihed.

* Skulle enkelte læsere have lyst til at læse kapitlet, kan man kontakte mig via e-mail. Forlaget, der udgiver den nye Handbook, tillader desværre ikke at teksten gøres offentligt tilgængelig andre steder.

Punditokraternes sommerserie 2023

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2023. 3 svar

Som faste læsere ved, kører vi hos punditokraterne hvert år en sommerserie: En serie indlæg omkring et fælles emne. Sidste år var emnet begreber og idéer, som vi helst så folk holdt op med at bruge, i 2021 var det historiske forhold og blandt tidligere emner er der f.eks. public choice (i 2017), og befolkning, klima og vækst (i 2019). Sommeremnet i år er ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed.

Baggrunden for sommerserien er ikke mindst, at det er 300-året for Adam Smiths fødsel. Smith var ikke blot en af moderne samfundsvidenskabs fædre, men også professor i moralfilosofi. Emnet i år giver os også mulighed for at diskutere en lang række andre forhold. Vi kommer for eksempel til at introducere læserne til Berggren og Nilssons pionerarbejde omkring tolerancenormer og økonomisk frihed og forholdet til menneskerettigheder, ligesom vi begiver os ud i sociale konsekvenser af regulering og meget andet.

Hvis læserne har forslag til, hvilke emner de gerne vil have dækket under sommerseriens dække, hører vi meget gerne om det!

Diskrimination – kan vi gøre noget ved det?

Af Jonas Herby, den 21. juni 2023. Skriv et svar

Forleden havde jeg Asmus Leth Olsen i Regelstaten til en samtale om diskrimination. Det blev i mine øjne en af de bedste afsnit til dato, da vi kom godt i dybden med, hvad diskrimination egentlig er, hvorfor det nogle gange er helt ok (det er fx fint at ønske en læge af samme køn), hvem der reelt diskriminerer (er det kunderne eller virksomhederne?) mv.

Asmus blev lidt mere tilbageholden med at øse ud af sin viden, da vi kom til ”hvad gør vi ved det?”-delen. For det ved vi ikke særlig meget om. Der er flere eksempler på lovgivning, der har til formål at gøre noget ved diskrimination, men desværre ender det ofte med ikke at have nogen dokumenteret effekt (eller endda gøre tingene værre).

Lige nu er det bedste, vi kan gøre, nok at tale om det og gå i dybden med det, så civilsamfundet kan finde sine egne løsninger. Og dén del gør Asmus Leth Olsen med bravour!

Se med nedenfor eller lyt i din podcast app (søg på ”Regelstaten”).

Adam Smith 300 år: Hvem var han?

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2023. Skriv et svar

Som Otto pointerede forleden dag, er det for tiden 300-årsdagen for Adam Smiths fødsel. Præcist hvilken dag han blev født, ved vi ikke. I starten af 1700-tallet registrerede man som oftest dagen et barn blev døbt, og ikke fødslen. Med andre ord kan vi kun sige, at Adam Smith blev født i denne uge for 300 år siden. Han blev ad omveje professor i moralfilosofi ved universitetet i Glasgow, og en del af den rent ud sagt fantastiske periode, vi idag kalder den Skotske Oplysningstid.

Skulle læserne have lyst til at vide mere om en af de mest indflydelsesrige filosoffer nogen siden, og den første samfundstænker vi kan genkende som moderne økonom – og det synes vi bestemt, de bør – er der flere steder at gå til. Vi kan allerførst anbefale at læse Smith selv! Både The Wealth of Nations og den mindre kendte (men fremragende) The Theory of Moral Sentiments kan stadig læses med stor fornøjelse. Vi kan også varmt anbefale Dennis Rasmussens interessante og bevægende The Infidel and the Professor om Smiths venskab med David Hume. Otto bidrog i 2011 til et fint temanummer af Libertas som er en god introduktion. Og hvis man er mere interesseret i manden og hans tid, er Johan Norbergs dobbeltdokumentar The Real Adam Smith nedenfor også stærkt anbefalet. Uanset hvad man har af tid og hvad man specifikt er interesseret i, er det altdi en god idé at lære mere om Adam Smith, hans idéer og hans tid. God fornøjelse!

Den nye vismand: Mette Ejrnæs

Af Christian Bjørnskov, den 15. juni 2023. Skriv et svar

I morges kom nyheden, at Danmark får en ny vismand: Det Økonomiske Råds formandsskab skifter et medlem ud. Det er der i sig selv ikke noget særligt i, da formandsskabet skifter medlemmer ud med jævne mellemrum. Der er dog et positivt og et lidt bekymrende aspekt af nyheden.

Den gode del af nyheden er, at det nye medlem bliver professor Mette Ejrnæs fra Københavns Universitet. Hun afløser min fine kollega Nabanita Datta Gupta, og har mange af de samme kvaliteter. Mette oplyser på sin hjemmeside på universitetet, at hendes primære forskningsområde er ‘anvendt mikroøkonometri’. Hun fortsætter således en lang tradition for at have mindst en vismand med empirisk kompetence i en eller anden form for arbejdsmarkedsøkonomi. Man kan heller ikke klandre hende for ikke at være kompetent. Mettes CV omfatter således publikationer i bl.a. supertidsskrifterne Journal of Political Economy og Review of Economic Studies, og de næsten lige så fine Review of Economics and Statistics og the Economic Journal. Hun er også blandt økonomer kendt som en omhyggelig og samvittighedsfuld forsker, der med garanti vil gøre sit vismandsarbejde lige så godt. Mette har også udtjent sin vismands-værnepligt som tidligere medlem i Ydelseskommissionen og Lønstrukturkomitéen.

Hvad er det bekymrende da i nyheden? Jo, som Thomas Bernt Henriksen understreger i Berlingske Tidende idag, er formandsskabet med udnævnelsen af Mette udelukkende fra Københavns Universitet. Med andre ord er CBS, Aarhus Universitet og SDU slet ikke repræsenteret, på trods af at både CBS og AU – SDU har sine egne problemer for tiden – bestemt har relevante kandidater siddende på deres økonomiinstitutter. Og det har altid været sundt at have medlemmer fra flere forskellige universiteter, eller som Torben Tranæs fra sektorforskningen, og i særlig grad fra steder, der er et skridt længere væk fra centraladministrationen.

Bundlinjen er dog, at Mette Ejrnæs er en god udnævnelse og et sikkert kort som ny vismand. Den rejser dog spørgsmålet, om det Økonomisk Råd har været forbi kvindelige økonomer på CBS og i Aarhus, som bare har sagt nej til jobbet. Jeg er personligt lidt spændt på, hvad rygtebørsen har at sige om det spørgsmål…

Adam Smiths 300 år

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. juni 2023. 4 svar

Adam Smith blev født i 1723 og fylder rundt i disse dage. Hans præcise fødselsdag er ikke registreret, men han blev døbt den 16. juni efter den moderne kalender (5. juni efter den daværende). Ifølge daværende skotsk skik lå dåben ikke længe efter fødslen.

Adam Smith ikke alene huskes efter alle disse år. Hans idéer holder sig overraskende godt, trods den betydelige videnskabelige udvikling der naturligt nok har været, siden han grundlagde nationaløkonomien som disciplin med ”Nationernes Velstand” fra 1776. Han holder sig langt bedre end efterfølgere som Malthus og Marx.

Læs resten →

Krisen vi ikke taler om

Af Christian Bjørnskov, den 8. juni 2023. 1 svar

De seneste uger har medier og meningsdannere talt og skrevet om, hvordan regeringens krisefortælling er kollapset. Regeringen har måttet opjustere det finanspolitiske råderum med 16 milliarder kroner (ja, seksten milliarder), arbejdsløsheden er væsentligt under det strukturelle niveau, og inflationen er ikke værre end store dele af Europa. Man må kigge længe og forgæves efter større kriser, som Mette Frederiksen og Lars Løkke kan hævde, kræver regeringens ‘handlekraft’.

Der er dog én krise, som mange politikere og folk i fagbevægelsen har meget travlt med ikke at tale om: Danmark har en vækstkrise, og ikke mindst en krise i væksten i privatforbruget. Vi har tidligere skrevet om vækstkrisen (se f.eks. her), ligesom jeg over julen havde et mindre sammenstød med 3F’s cheføkonom, der insisterede på at påstå, at der intet problem er. Undersøger man selv situationen er det dog meget klart, at der er et problem. I det følgende gør vi det med udgangspunkt i offentligt tilgængelige data fra Danmarks Statistik; alle kan slå op i Statistikbanken og få adgang til samme information.

Danmarks Statistiks opgørelser viser – som man også tydeligt kan se i figuren nedenfor – at de 20 år før nedlukningerne mellem første kvartal 1999 og fjerde kvartal 2019 voksede danskernes privatforbrug i gennemsnit 1 % om året. Der var naturligvis en nedgang og nogle kvartalers stagnation omkring finanskrisen i 2008-9, men det er ret klart at se, hvordan væksten i privatforbruget vendte tilbage til den langsigtede trend i løbet af nogle år. Det er også ganske let at se dykket, da regeringen lukkede Danmark ned i starten af 2020: I løbet af blot et halvt år faldt privatforbruget med næsten seks procent.

Den umiddelbare krise ligger dog i perioden efter nedlukningerne blev opgivet i starten af 2022. De tre kvartaler over trend fra sommeren 2021 til 2022 er næppe nogen overraskelse, da det havde været effektivt forbudt for danskerne at bruge deres indkomst normalt i næsten halvandet år. Da det begyndte at blive muligt at komme nogen vegne, tog mange mennesker naturligvis muligheden mens der stadig var åbent. Stort set alle nationaløkonomer regnede således med et kortvarigt forbrugsboom, med en efterfølgende dosis inflation.

Det virkeligt store problem for regeringens fortælling om ansvarlighed og fremgang er derfor, at privatforbruget er styrtdykket igen, og nu igen ligger hele seks procent under den langsigtede trend. De seks procent er ikke småpenge: Havde privatforbruget fulgt trenden, havde hver dansker i gennemsnit haft 4300 kroner større forbrug uden de sidste tre års politisk idioti. Privatforbruget i første kvartal 2023 lå således på næsten præcist det samme niveau som i første kvartal 2017, seks år tidligere. Og vi er nu på tredje kvartal i træk med privatforbrug langt under trend.

Problemet med situationen er, at regeringen slet ikke synes at have nogen interesse i at beskytte danskernes privatforbrug, kun det offentligt forbrug og dermed Folketingets mulighed for at øse gaver på mulige vælgere. Så måske er det slet ikke så mærkeligt, at vi har en vækst- og forbrugskrise?

Mads Lundby Hansen, 1969-2023

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2023. Skriv et svar

I går formiddags fik vi den sørgelige nyhed, at Mads Lundby Hansen var sovet ind natten før. Den danske debat har dermed mistet en af sine mest markante stemmer i de sidste 15 års diskussion af økonomisk politik, ligesom Cepos har mistet sin cheføkonom. Det vigtigste er naturligvis, at Mads også efterlader sin hustru og to børn.

Mads var født på Bornholm, og endte hos det dengang nystartede Cepos i 2005 efter at have arbejdet i både Finans- og Økonoministeriet og som cheføkonom for Venstre. Ingen kunne dengang have forudset, at det skulle blive til 18 års parløb med den nye tænketanks direktør, Martin Ågerup. Han blev dermed en central del af den proces, der etablerede Cepos som den primære danske tænketank, med Kraka som en tæt nummer to de senere år.

Mens nogen måske tog anstød af Mads lidt kantede og måske lidt bryske facon, begyndte andre danske økonomer hurtigt at høre efter, hvad han sagde, og læse hans analyser. Som en af mine erfarne kolleger på Aarhus Universitet engang pointerede overfor en yngre kollega, der var kritisk overfor Mads: Det kan godt være du ikke er politisk enig med ham, men han har jo ret! Der stod stor respekt om Mads faglige dygtighed, omhu og integritet, og der blev lyttet langt udenfor universitets- og tænketanksmiljøerne.

Den samme respekt har gennemsyret mandagens reaktioner på den triste meddelelse om, at Mads er gået bort. Venner og kolleger roser ham naturligvis, men også mange andre – inklusive AE-direktøren Lars Andersen og Dansk Metals cheføkonom Erik Bjørsted – der næppe har været politisk enige med Mads, fremhæver også hans faglige dygtighed og omhu. Og alle, fra Søren Pind til Pelle Dragsted, understregede igår hvor venligt og hjælpsomt et menneske, Mads var. Det kan jeg også selv med største lethed skrive under på, efter at have kendt Mads i snart 18 år. Mads havde faglige kvaliteter og menneskelig livsglæde i lige mål. Troede man, at han blot var et hoved der talte om skat i TV2, tog man grueligt fejl. Mads var meget mere end det.

Vi skal vænne os til svingende elpriser

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. juni 2023. 3 svar

Elpriserne er svinget rigtig meget det sidste år. Det skyldes især afbrækkene i de russiske gasforsyninger til EU. Men svingende elforsyning og -priser bliver hverdag også på længere sigt, når der kommer mere vind og sol i elsystemet.

Det skriver Line Andersen og jeg om i en artikel i Klimamonitor.

Læs resten →

Krisestater – en samtale med Ethan Yang

Af Christian Bjørnskov, den 2. juni 2023. Skriv et svar

I marts blev jeg spurgt, om jeg ikke ville lave en podcast i forbindelse med den årlige konference i the Public Choice Society. Det gjorde jeg med stor fornøjelse sammen med Ethan Yang fra the American Institute for Economic Research, da vi begge var i Seattle. Det primære emne var min forskning i nødret og nødsituationer – det hele lavet sammen med den fremragende Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg – men Ethan og jeg drev også ud i blandt andet at tale om de skandinaviske velfærdsstater.

Ethan er en erfaren og vidende interviewer, og jeg nød at lave podcasten. Den er nu udgivet, og kan ses i sin helhed nedenfor. Jeg håber at vores læsere også enten lærer noget, eller i det mindste underholdes af en god samtale om nødret, Skandinavien og public choice.

“Jeg er ikke økonom…” siger Fauci – USA’s svar på Søren Brostrøm

Af Jonas Herby, den 1. juni 2023. Skriv et svar

For nylig gav Anthony Fauci, direktør for CDC under COVID-19 pandemien og USA’s svar på Søren Brostrøm, et langt interview til New York Times.

I interviewet taler han bl.a. om, hvorvidt nedlukningerne i USA var for hårde. Ifølge Anthony Fauci er det ikke en diskussion, han er egnet til at tage. Hans rolle var at fokusere på sundhedsaspektet. Afvejninger i forhold til andre hensyn i samfundet var ifølge Fauci et spørgsmål for bl.a. økonomer.

I’m not an economist. The Centers for Disease Control and Prevention is not an economic organization. The surgeon general is not an economist. So we looked at it from a purely public-health standpoint. It was for other people to make broader assessments — people whose positions include but aren’t exclusively about public health. Those people have to make the decisions about the balance between the potential negative consequences of something versus the benefits of something.

Dr. Fauci til New York Times

Man kan vist roligt sige, at den indsigt – hvor rigtig den end er – kommer lidt sent. Ser man på hvilke faggrupper, de danske medier henvendte sig til i forhold til at komme med bud på, hvad der skulle lukkes ned hvornår, står økonomer meget, meget langt nede på listen…

Som tidligere påpeget var det et problem, for økonomer besidder faktisk meget, meget relevante værktøjer i forhold til at vurdere den førte politik – også under en pandemi.

Læs resten →

Kunstig intelligens og deepfake: Er der behov for regulering?

Af Jonas Herby, den 30. maj 2023. 5 svar

Der har været en del debat om de risici, kunstig intelligens (AI) fører med sig. Jeg tilhører – som Otto, der tidligere beskrevet nogle af skyggesiderne ved kunstig intelligens – den gruppe, der ser langt flere gevinster end omkostninger ved teknologien.

En væsentlig årsag til dette er, at mange af de skrækeksempler, der bliver hevet frem, i mine øjne negligerer menneskelig adfærd. Vi mennesker tilpasser os verden omkring os, og når man tager højde for dette i sine fortællinger om, hvordan AI vil påvirke vores fremtid, bliver mange af skrækscenarierne en del mindre skræmmende.

Menneskers adfærd løser mange af problemerne

Lad mig illustrere min pointe i forhold til den debat, der har været visse steder, om problemerne med deepfakes. Altså materialer – videoer, billeder, lydklip – som man ikke umiddelbart kan se om er ægte. Videoer, billeder og lydfiler, der er så realistiske, at de allerede i dag kan være svære at skelne fra virkeligheden ved et øjekast (se fx AI-billederne af Trumps arrestation her). Og før eller siden bliver det – med den teknologi vi kender i dag – umuligt.

Men. I mine øjne adskiller de nye deepfakes sig ikke væsentligt fra tidligere ”deepfakes”. Skriftsproget har fx i årtusinder givet mulighed for at lave ”deepfakes”, fordi man kan fremvise fx stentavler og hævde, at de var skrevet af en anden og viste dennes tanker og ønsker. I forhold til tiden før skriftsproget, giver skriftsproget derfor helt nye muligheder for, at folk med blakket moral eller onde hensigter kan snyde sine medborgere.

Claus og jeg diskuterede forleden kunstig intelligens i podcasten “Økonomiske principper” (efter ca. 30 minutter). Du kan finde podcasten både på YouTube og i din podcast app.
Læs resten →