Hvorfor har vi byggesagsbehandling i kommunerne?

Af Jonas Herby, den 2. maj 2023. 1 svar

Hvorfor har vi byggesagsbehandling i kommunerne? Det spørgsmål stiller jeg i Børsen i dag.

Baggrunden for at stille det er bl.a., at byggesagsbehandlingen på godt dansk sejler i kommunerne.

Kommunernes byggesagsbehandling er en dræbende langsommelig proces for borgere og virksomheder i Danmark. I 2022 var behandlingstiden i gennemsnit 69 dage for enfamiliehus og 116 dage for etagebyggeri. Og kun tre kommuner – Odder, Tønder og Vallensbæk – overholdt servicemålene på henholdsvis 40 og 60 dage for mindst 90 pct. af sagerne i begge kategorier.

Den lange byggesagsbehandling medfører øgede udgifter til bl.a. finansiering og planlægning, øget risiko for f.eks. uventede prisstigninger på materialer, og tab af bl.a. lejeindtægter eller nytteværdi ved at tage sin ejendom i brug m.v.

Men der er også en mere principiel baggrund. For hvorfor skal danske borgere på netop dette område søge om tilladelse, før vi foretager os noget? Det normale er jo, at vi må gøre hvad vi vil, når vi vil, så længe vi overholder gældende lovgivning. Og sådan kunne det principielt også være med bygningsreglement og lokalplaner mv.

Læs resten →

Danmark som ‘predatory state’

Af Christian Bjørnskov, den 30. april 2023. 4 svar

Underviser man public choice, politisk økonomi, good governance-teori eller noget lignende, og gør man det på enten økonomi eller statskundskab, har man mange muligheder for at karakterisere stater. En af de mest enkle og intuitive er forskellen på en ‘protective’, en ‘productive’, og en ‘predatory state’. Den første, der også nogle gange kaldes en ‘contractual state’. er tæt på Adam Smiths tanker om en stat, der sørger for “peace, easy taxes, and a tolerable administration of justice” – dvs. en stat der sørger effektivt for centrale offentlige goder som forsvar og retsvæsen. Den anden er muligvis en stat, der ikke kan eksistere, men hvor tanken er at staten er direkte produktiv. I konceptet om en produktiv stat ligger for eksempel ikke blot, at staten også sørger for udbredt infrastruktur, uddannelse og forskning, men også at den gennem industripolitik og lignende tiltag bringer velstand.

Dagens emne er dog den trejde mulighed: the predatory state, eller det man på dansk måske kan kalde den udbyttende stat. Konceptet blev introduceret af Geoffrey Brennan og James Buchanan i 1980 i The Power to Tax, og er sidenhen blevet et standardkoncept i både public choice og udviklingsøkonomi (se f.eks. Deepak Lal‘s arbejde fra 1984). En predatory state er defineret som “a state that promotes the private interests of dominant groups within the state (such as politicians, the army and bureaucrats) or influential private groups with strong lobbying powers.”*

Det er naturligvis svært at finde ‘rene’ eksempler på predatory states – med den mulige undtagelse af failed states som Sydsudan og Somalia – og alle eksisterer selvfølgelig på en skala mellem predatory og protective. Spørgsmålet idag er, om Danmark er på vej mod at blive mere predatory med Mette Frederiksen i spidsen? Emnet kom op forleden i en diskussion med en nær ven, der fremhævede flere stærkt kritisable forhold, der begge passer godt på en predatory state.

Et første eksempel er regeringens håndtering af Skats nye vurderingssystem. Hele sagen er omgivet af skandaler, ikke mindst fordi vurderingssystemet slet ikke er færdigt. Rygterne i økonommiljøet siger, at det nye system faktisk ikke er klart bedre end det gamle, som man skrottede fordi det producerede alt for mange fejlvurderinger. Alligevel vælger man nu at indføre det og beskatter ejendomme efter foreløbige vurderinger, som embedsværket og regeringen selv indrømmer er voldsomt fejlbehæftede. Det er svært at konkludere andet, end at statens interesse i at få indkomst fra borgerne her trumfer retssikkerhed og almindelig rimelighed.

Eksempel nummer to er minkskandalen, der startede med et klart grundlovsbrud og en erstatningsregning på omkring 19 milliarder kroner. Udmeldingen fra regeringen forleden var, at man nu vil tilbyde minkavlere ‘tidlig’ erstatning i næste år – fire år efter Folketinget ulovligt lukkede erhvervet – men mod at de ingen klagemulighed får. Hvis de ikke tager den faustske aftale, som regeringen tilbyder, skal de vente indtil 2027 for at få erstatning. Kun mafiaen kunne have foreslået en lignende aftale.

Det tredje eksempel er politikeres og centrale embedsmænds opførsel, og den totale mangel på sanktioner mod den. Det blev meget tydeligt forleden, da BT afslørede hvordan justitsminister Peter Hummelgaard helt konsekvent parkerede ulovligt når han afleverede sine børn i institution. Reaktionen fra ministeren var først at kalde historien ‘udansk’, ligesom flere politikere bakkede ham op og kaldte det overvågning (at tage fotos på offentlig vej). De fleste danskere så dog kernen i sagen: At landets justitsminister følte sig hævet over landets love: Præcist det samme var tilfældet i efteråret 2020, da BT kunne afsløre at han og Ane Halsboe-Jørgensen af to omgange, og på trods personalets henstilling, fjernede afspæring og brød det Kongelige Teaters coronaregler ved en opsætning af Tryllefløjten. Hummelgaard opfører sig meget præcist som en magthaver i en predatory state, hvor reglerne og deres håndhævelse afhænger fuldt og helt af ens politiske status.

Det samme ser ud til at gælde de embedsmænd, der fik advarsler efter Minkkommisionens arbejde. De fleste af disse advarsler er nu trukket tilbage, uden at førende jurister forstår hvorfor. Stort set den eneste, der stadig har advarslen stående i sin personalesag, er Tejs Binderup, der var afdelingschef i Fødevareministeriet. Det særlige i den situation er, at Binderup som den eneste, gentagne gange fra slutningen af september til efter Mette Frederiksens famøse minkpressemøde, advarede om at der ikke var lovhjemmel til at lukke minkerhvervet. Så hvad skal man lægge i, at den eneste ledende embedsmand i sagen, der insisterede på lovligheden af beslutningen, er den eneste man vælger at sanktionere. Det rejser det naturlige spørgsmål, om situationen er et signal om regeringens foretrukne opførsel i embedsværket: Er Barbara Bertelsens totalitære opførsel regeringens model for, hvordan den helst vil have staten fungerer?

Som vi mange gange har skrevet om her på stedet, er en retsstat en forudsætning for at have en dynamisk økonomi, for fremgang, og også en væsentlig faktor i at forklare internationale forskelle i tolerance, respekt for menneskerettigheder, og endda folks tilfredshed med livet. Med det jeg ser som et stort og åbenlyst planlagt og bevidst skridt mod en predatory state, er Danmark skredet et stykke væk fra to århundreders tradition for en stærk retsstat og politisk uafhængige institutioner. Der er godt for centrale politikere og deres kumpaner, men dårligt nyt for danskerne.

* Definitionen er fra Mehrdad Vahabis introduktion til et symposium om emnet i Public Choice i 2020.

Bedste danske økonomer 2023

Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2023. 2 svar

Siden 2009 har vi hos Punditokraterne stort stee hvert år lavet en slags ‘kåring’ af de bedste danske (national)økonomer er. Helt fra begyndelsen var en del af pointen i diskussionen, at det er svært – grænsende til det umulige – at sige, hvem der er bedst. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt.

Men som vi også understregede sidste år, er en øvelse som den idag vigtig for at håndtere et væsentligt problem: At ikke-økonomer ofte tror at dem, der bruges meget af medierne, også må være de fagligt dygtigste. Jeg vil på ingen måde nedgøre nogle af de økonomer fra banker eller tænketanke, der bruges jævnligt af medierne, men simpelthen gøre opmærksom på, at der er en række økonomer som flyver under den offentlige radar. Bankøkonomerne i særdeleshed laver heller ikke forskning, og kan derfor ikke bedømmes på samme skala som universitetsøkonomer – eller endda topfolk fra tænketanke som AIER’s fremragende. Phil Magness.

Fra år til år ændrer vi derfor metoden vi bruger til at rate økonomer i Danmark, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er både simpel og arbejdsintensiv, og beregnet for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: Vi finder antallet af citationer til alle de artikler, en professor har udgivet i et videnskabelige tidsskrift de sidste ti år (2014-2023), beregner antal citationer per år det har været udgivet, og vægter citationerne med impact faktoren for tidsskriftet. Der er derfor tale om en slags kvalitetsjusteret citationstal. Den eneste komplikation er, at der findes flere forskellige impact faktorer, Vi tager faktorer enten fra Scimago eller JCR-faktoren fra tidsskriftets egen hjemmeside. Det indebærer dog et forhold, som bør holdes in mente når man ser listen, nemlig at der helt generelt er højere impact faktorer udenfor samfundsvidenskaberne uden at de reflekterer højere kvalitet. Enkelte forskere har publiceret en del i bl.a. sundhedsvidenskabelige tidsskrifter, og de kommer dermed til at placere sig en smule bedre.

Listen nedenfor indeholder dog ikke de store overraskelser i forhold til tidligere år. Topplaceringerne går igen til Nicolai Foss og Lasse Heje Pedersen fra CBS, og begge er langt foran resten. Nummer tre er den nye superøkonom Niels Johannesen fra Københavns Universitet. mens fjerdepladsen indtages af min Aarhus-kollega Daniele Nosenzo. Det slående er derfor, at de første fire sidder på meget forskellige forskningsområder: Foss er en af verdens førende i entrepreneurship-forskning, Pedersens område er finansiel økonomi, Johannesen er skat og public economics, mens Nosenzo er primært adfærdsøkonom.

NavnPlads (Scimago)IndeksPlads (JCR)
Nicolai Foss (CBS)18.382
Lasse Heje Pedersen (CBS)28.153
Niels Johannesen (KU)36.996
Daniele Nosenzo (AU)46.718
Søren Leth-Petersen (KU)56.7110
Jakob Roland Munch (KU)66.4114
Morten Bennedsen (KU)76.3411
Helena Skyt Nielsen (AU)85.924
Claus Thustrup Kreiner (KU)95.9115
Tooray Jamasb (CBS)105.821
Christian Bjørnskov (AU)115.787
Morten Ørregaard Nielsen (AU)125.6312
Anna Piil Damm (AU)135.6217
Finn Tarp (KU)145.609
Steffen Andersen (CBS)155.5816

Det andet forhold, der er værd at notere sig, er at den særlige metode vi bruger i år bringer nogle af de dygtigste kvindelige økonomer ind på listen. Det gælder ikke mindst Helena Skyt Nielsen på ottendepladsen, men også Anna Piil Damm og Marianne Simonsen, der er nummer 15 når man bruger JCR-faktorerne som vægt. Det er svært ikke at bemærke, at de alle er i Aarhus, hvor Nina Smith for mange år siden agerede ‘trailblazer’ for kvindelige økonomer.

Sidst, men ikke mindst, er der måske nogen der spørger om, hvor vismændene er henne? Svaret er, at det ligesom i tidligere år er klart, at vismandsjobbet har en alvorlig omkostning på forskningsfronten. Den nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard figurerer som nummer 20 i år, mens den nyeste af vismændene – Jakob Roland Munch – stadig er at finde som nummer 6. Hvor lang tid han bliver på listen er nok et åbent spørgsmål, når man ser på erfaringerne fra tidligere. Vi andre kan heldigvis bruge mere tid – ind mellem et stigende pres fra undervisning og vejledning – på at forske i stedet for at bruge tid på forgæves at rådgive politikere…

Kunstig og naturlige intelligenser er ikke hinandens fjender

Af Otto Brøns-Petersen, den 21. april 2023. Skriv et svar

Den altid interessante Robin Hanson har skrevet – endnu – et interessant indlæg om kunstig intelligens, denne gang med udgangspunkt i den seneste tids debat på baggrund af de forbløffende gode sprogmodeller. Jeg skrev selv om modellerne her og her.

Robin Hanson advarer mod den forskrækkelse, som har grebet nogle – og bl.a. ført til et forslag om et globalt moratorium for at udvikle AI yderligere, en tænkepause mens vi overvejer, hvordan de skal gribes an. På den umiddelbare sigt ligger jeg selv ganske meget på linje med Hanson. Han anlægger det syn, at der ikke er god grund til at frygte, at det vil udvikle sig til en magtkamp mellem kunstig og menneskelig intelligens. Økonomisk teori tilsiger tværtimod, at der ikke nødvendigvis er noget modsætningsforhold, sådan som instinktiv nulsumstænkning kunne lede til at tro.

Læs resten →

Insider-outsider dynamik for og med sygeplejersker

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2023. 3 svar

Der tales meget i dansk politik, og i særdeleshed i regeringen og resten af venstrefløjen, om manglen på folk i plejesektoren. Det gælder ikke blot læger, men også i høj grad sygeplejersker. Man kunne derfor forledes til at tro, at sygeplejerskernes fagforening var interesseret i at hjælpe – i det mindste hvis man har et billede af fagbevægelsen som en positiv og integreret del af det danske system. Men tror man det bliver man slemt skuffet, for Dansk Sygeplejeråd (DSR) gør præcis det modsatte.

Sygeplejerskerne har i adskillige år argumenteret for, at de bør have højere løn, og har endda taget en konflikt om spørgsmålet. Som Martin Ågerup meget præcist påpegede sidste år, er det umuligt at sige om de – i en eller anden forstand – fortjener højere løn. Den eneste måde, man kan få et nogenlunde objektivt syn på, hvad sygeplejerskernes arbejdskraft er ’værd’, er når der er et frit marked for dem: Et marked, hvor det ikke bare er muligt at betale forskellige sygeplejersker forskellig løn, men også hvor forskellige arbejdsgivere konkurrerer om deres arbejdskraft. Det findes ikke i Danmark, der ligesom Storbritannien effektivt har givet det offentlige sygehusvæsen et monopson: Det offentlige er den eneste arbejdsgiver, og lønnen reflekterer derfor ikke almindelige markedsvilkår.

I stedet har DSR i årevis satset på at skabe mangel på sygeplejersker. Med andre ord er en del af problemet, som der tales om i dansk politik, skabt af fagforeningen. DSR har opført sig helt på linje med den såkaldte ’insider-outsider model’, som Assar Lindbeck og Dennis Snower formulerede i 1980erne. Ifølge dem forhandler fagforeninger kun og udelukkende løn for en gruppe insiders, og ser stort på dens konsekvenser for outsiders. DSR har for eksempel været instrumentel i den fjernelse af sekretærer på de danske sygehuse, som før i tiden skrev skadekort og håndterede en masse papirarbejde og registrering. Den slags gør sygeplejersker nu – sekretærerne er stort set væk – og de har derfor langt mindre patienttid end de havde for blot 20 år siden. DSR har dermed skabt kunstigt større efterspørgsel efter sygeplejersker ved at fjerne en hjælpefunktion på sygehusene.

DSR opfører sig meget klart også som en insider-outsider-forening overfor to andre grupper. Som Martin Ågerup understregede på Folkemødet sidste år, er den åbenlyse uretfærdighed for sygeplejerskerne deres oldnordiske lønstruktur. Mange sygeplejersker tjener nok til at betale topskat, men de første otte år er lønnen relativt lav. Lønstrukturen er nemlig lavet til at belønne de trofaste ved at give et stort lønhop efter otte års ancienitet. De unge sygeplejersker er ikke en del af DSRs insidergruppe, som man aktivt forhandler løn for.

Den anden gruppe omfatter min mor, er som tidligere sygeplejerske hellere end gerne ville arbejde deltid i f.eks. en skadestue eller en privat lægeklinik. At lade dygtige, pensionerede sygeplejersker (og læger) komme tilbage på arbejdsmarkedet på deltid vil også være en måde, man kan afhjælpe manglen på sygeplejersker. Men DSR har været direkte i medierne og eksplicit advaret imod, at man gør det. Igen slår insider-outsider dynamikken til, fordi de pensionerede har forladt fagforeningen og er derfor ikke en del af den insidergruppe, man forhandler løn for. På trods af at mange patienter og kolleger værdsætter ’det grå guld’ med erfaring og arbejdsvilje, arbejder DSR aktivt for at holde dem ude.

Logikken er meget klar, omend også ekstremt kynisk: Sygeplejerskernes fagforening arbejder aktivt og målrettet på at holde udbuddet af sygeplejersker lavt og efterspørgslen høj. Det gøres for at manøvrere sig i en position for at kræve langt højere løn. Men borgerne og de få politikere, der er ærligt interesserede i at afhjælpe problemerne, må kunne se igennem DSRs strategi. Nok kommer der flere ældre og flere danskere med plejebehov, men en væsentlig del af problemet er skabt bevidst af fagforeningen. Løsningen er ikke bare flere ressourcer og højere løn, men også en svækkelse af en kynisk og moralsk anløben fagforenings magt over de syge og svageste danskere.

Populisme og økonomisk frihed – event

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2023. 1 svar

Er populister skyld i den faldende økonomiske frihed de senere år eller er utilfredshed med kapitalisme måske en årsag til stigende populisme? Det er et af de store spørgsmål i meget forskning, og også i en del debat for tiden. Det er også emnet for et policy seminar som afholdes hos Cepos den 16. maj. Seminaret afholdes fælles med Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm, og er en del af projektet Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Hele projektet, der ledes af Niclas Berggren og mig, er finansieret af den amerikanske John Templeton Foundation, er cirka halvvejs.

Vi mener selv, at vi har en meget spændende line-up med Andreas Bergh fra Lunds Universitet som hovedtaler, og hans kollega Robert Klemmensen, Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance, og undertegnede i et panel bagefter. Alle – endda Punditokraternes læsere – er velkomne den 16. maj. Man skal bare sørge for at tilmelde sig på seminarets side. Vi håber at se mange læsere!

Folketinget haster lovgivning igennem

Af Jonas Herby, den 12. april 2023. Skriv et svar

Jyllands-Posten skriver i dag om vores analyse af behandlingstiderne i Folketinget. Altså den tid, Folketinget har til omtanke, inden det vedtager et lovforslag, som regel fra regeringen.

Min analyse viser, at politikerne i 2022 havde en måned mindre til omtanke end i 2005, jf. nedenstående figur, som viser hvor langt tid der gennemsnitligt går fra et lovforslag fremsættes og til det vedtages.

Efter jeg udgav min tidligere analyse af hastebehandlinger i Folketinget, blev jeg flere gange mødt med argumentet om, at COVID-19-pandemien nødvendiggjorde hurtig lovgivning. Det er et argument, der i dén grad kan diskuteres.

Læs resten →

Liberalisme i Sydøstasien

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2023. 1 svar

Mange af os er interesserede i langsigtet økonomisk vækst, og hvad der fører til hurtigere vækst. Det betyder også normalt, at man er interesseret i hvad der skete i dele af Sydøstasien fra 1950erne og til nu – og i særlig grad til to bystater: Hong Kong og Singapore. Nogen påstår, at de var resultatet af gode ledere, der implementerede gode statslige indgreb, mens andre fastholder at de var resultatet og udbredt økonomisk frihed.

Dét spørgsmål tager Bryan Cheang et skridt videre i en ny bog – Economic Liberalism and the Developmental State: Hong Kong and Singapore’s Post-War Development. Cheang er ansat på det prestigiøse King’s College London, hvor han er Assistant Director for the Centre for the Study of Governance & Society. Han var tidligere embedsmand i Singapore, og har derfor ikke blot videnskabelig indsigt, men også personlig erfaring med emnet. Forleden holdt han en præsentation af sin bog på King’s, som nu kan ses nedenfor. Præsentationen, der indledtes af centerets direktør Mark Pennington, er varmt anbefalet.

Findes “social retfærdighed”?

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. april 2023. 2 svar

”I moderne tid er realisering af ”social retfærdig fordeling” blevet et primært motiv for at begrænse borgernes frihed. Fordelingspolitik er om noget blevet den moderne svøbe. Rawls har forsøgt at etablere en politisk filosofisk begrundelse for, hvorfor ”social retfærdighed” ikke desto mindre kan forenes med især klassisk kantiansk liberal filosofi. Det på mange måder imponerende forsøg lykkedes dog ikke.”

Det er konklusionen på min artikel om Rawls og social retfærdighed. Den er offentliggjort i Libertas nr. 79, som er et temanummer om Rawls (kun for abonnenter og medlemmer – men hvorfor ikke blive det). Men den kan også findes som Cepos arbejdspapir her.

Ryan Murphy om ‘off-the-diagonal’-lande

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2023. 1 svar

Min gode kollega Ryan Murphy – der er såkaldt ‘research associate professor’ på Bridwell-instituttet ved Southern Methodist University – er altid interessant at læse. Ryan har de seneste år været medforfatter til den årlige Economic Freedom of the World rapport, og har flittigt bidraget til vores viden om økonomisk frihed, statskapacitet, og økonomiske udviklingsmønstre. Hans nyeste paper, “Off the Diagonal of Institutional Development”, er lige så interessant som tidligere forskning.

Ryan starter med observationen, at almindelige udviklingsprocesser helt typisk indebærer, at lande bliver rigere, med økonomisk frie, mere demokratiske, og får større statskapacitet i nogenlunde samme takt. På den måde er verdens nuværende rige lande endt med at ligne hinanden på en række centrale punkter: Med få undtagelser, er de alle stabilt og ordentligt demokratiske, relativt økonomisk frie, og med stater, der i det mindste i princippet har kapacitet til at løse større kollektive handlingsproblemer.

Mens det generelle mønster er interessant og relativt godt dokumenteret, peger Ryan på at der er en række lande, der ikke helt ligner det generelle mønster. Innovationen i papiret er, at udvikle en simpel metode til at identificere lande, hvor graden af demokrati, statskapacitet, økonomisk frihed, og økonomisk udvikling ikke følger hinanden. Det giver en mulighed for at vise, hvilke lande der i særlig grad stikker ud fra det globale mønster. Rent praktisk viser Ryan med metoden, hvilke fem lande, der stikker af på henholdsvis statskapacitet, demokrati og økonomisk frihed.

For statskapacitet gælder det Guatemala, Bosnien og Herzegovina, Nigeria, Paraguay, og Mauritius; alle fem har overraskende svage stater, givet de andre tegn på modernitet. Lande, der er kapable, rige og økonomisk frie, men meget lidt demokratiske, er Singapore, Hong Kong, Rwanda, de Forenede Arabiske Emirater, og Qatar. Og sidst, men ikke mindst, er listen over lande med demokrati og statskapacitet, men meget lidt økonomisk frihed, Argentina, Tunisien, Guyana, Østtimor, og Sierra Leone.

Hvad er der særligt ved de anderledes lande? Ryans forklaring er, at gruppen består af “non-democratic development states” som Hong Kong og Singapore, oliestater der kan finansiere udvikling uden almindelige rettigheder, men med stærke institutioner. For resten noterer han den interessante konklusion, at “It isn’t clear that a combination of credible democratic institutions and economic freedom without a strong state is a stable equilibrium. Either countries achieve economic growth when they have both economic freedom and democracy, after which they can afford to “buy” a better state, or they collapse (e.g., in the case of Haiti) because of the lack of a state.”

Introduktioner til ‘Essential Scholars’

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2023. 1 svar

Mange af os – dvs. universitetsnørder og ligesindede – har fornemmelsen, at unge mennesker ved alt for lidt om ikke bare vores idéer og værdier, men også hvor de kommer fra. De har hørt noget vagt og sandsynligvis forvrøvlet på gymnasiet fra deres samfundsfagslærer, eller har set en reference et sted på Instagram. Men hvad mente folk som Adam Smith, David Hume eller Milton Friedman egentlig? Og hvorfor er det stadig interessant at læse dem?

Den udfordring har Fraser Instituttet forleden taget op i samarbejde med the Institute of Economic Affairs. De to tænketanke – den ene i Vancouver, den anden i London – er igang med at udgive en serie korte videoer, bøger, podcasts, og andet materiale om det, de kalder ‘Essential Scholars’. Serien dækker ikke blot koryfæer fra Oplysningstiden som John Locke, David Hume og Adam Smith, men også det 20. århundredes store, liberale tænkere: Milton Friedman, James Buchanan, Friedrich Hayek og Joseph Schumpeter. Og som en særlig bonus, dækker den ‘Essential Women of Liberty’, der er et emne som ofte overses.

Hele serien kan findes på Essential Scholars, og er lidt af en guldgrube af interessant materiale til en selv eller ens elever. Man kan også nedenfor se en begejstret Reem Ibrahim fra the Institute of Economic Affairs. Reem er institituttets nyeste ansatte i kommunikationsafdelingen, og er udover at være studerende på London School of Economics også en af de nye, unge stemmer i det britiske mediebillede.

Ulighed i indkomst og forbrug – der er forskel!

Af Christian Bjørnskov, den 30. marts 2023. 1 svar

Der tales med jævne mellemrum med store bogstaver om ulighed i den offentlige debat. Politikere på begge sider af Folketinget taler til tider om den voldsomt stigende ulighed og vi må sørme gøre noget ved den (men se f.eks. en mere balanceret diskussion fra Kraka). Men det er forbløffende sjældent, at man spørger hvilken ulighed der tales om.

Spørgsmålet er ikke bare af akademisk interesse, fordi det kan være relativt ligegyldigt at der er store forskelle på folks indkomster, hvis forskellene ikke også bliver til forskelle i forbrugsmuligheder. På et praktisk plan er det, med andre ord, langt mere relevant at se på ulighed i forbrug end i ulighed. Det gøres desværre ret sjældent – men det er det, vi gør idag. Helt konkret har vi plottet udviklingen i ulighed i indkomster og ulighed i faktisk forbrug fra 1974-2015 i Danmark, Sverige og Storbritannien. Data kommer fra the Global Consumption and Income Project; DK, C refererer således til ginikoefficienten for forbrug i Danmark mens DK, I refererer til den for indkomst.

Som figuren ovenfor gør klart, er der langt større udsving i indkomstuligheden end i forbrugsuligheden. Store refomer af den danske velfærdsstat har således give udsving i indkomstuligheden, mens ændringerne i uligheden i faktisk forbrug har været langt mindre. Fra 1975 til midten af 1980erne falder indkomstuligheden for eksempel, mens forbrugsuligheden stiger. Noget lignende gør sig gældende for Sverige, mens det britiske billede illustrerer store ændringer i indkomstuligheden – fra 0,29 i Thatchers første år til 0,38 i midten af 00’erne – der følges af cirka tre points udsving i forbrugsuligheden.

Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor der er så meget mindre udsving i forbrugs- end i indkomstuligheden. Dele af svaret kan findes flere steder i sund fornuft og økonomisk standardteori, og burde ikke overraske ret mange. Først og fremmest er en hel del af indkomstuligheden, som man måler den, forskelle på unge, midaldrende, og gamle. Unge og gamle har en klar tendens til at forbruge mere end de tjener: Som ung tager man lån, for eksempel som studerende, men også senere hvis man køber egen bolig og bil, og som gammel har man måske en mindre pension, men også en masse opsparing og en friværdi i boligen, som man kan bruge. Midt i livet er der, hvor man betaler sine lån tilbage og effektivt sparer op til sin pensionisttilværelse. At forbrugsuligheden er mindre end indkomstuligheden er derfor ikke mærkeligt, men følger af overvejelser i det man ofte kalder ‘moderne forbrugsteori‘.

Derudover findes der en række skatter og afgifter, der ikke sætter sig i indkomster, men klart i forbrugsmønstre. Mange almindelige afgifter er således regressive – dvs. de rammer fattigere befolkningsgrupper hårdere. Det er for eksempel tilfældet for tobaksafgifter, da fattigere danskere ofte er mere tilbøjelige til at ryge. På samme måde kan høje marginalskatter sænke forbruget i de relativt rigere dele af befolkningen mere, end de sænker deres indkomst.

Bundlinjen er, at man i virkeligheden burde interessere sig for forbrugsulighed i langt højere grad end man interesserer sig for indkomstulighed – hvis emnet overhovedet er interessant. Den er ikke blot højere end indkomstuligheden i Danmark og Sverige, men også langt mere stabil over tid og adskiller sig væsentligt mindre på tværs af lande. Om man kan få politikere og kommentatorer til at se på den mere relevante ulighed, er dog et meget andet spørgsmål.

Munger-testen

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2023. Skriv et svar

Som liberal – og bare som almindelige borger – kan man nogle gange blive noget træt af folk og kommentatorer, der indigneret mener at problem X eller situation Y er forkert, og staten må gøre noget. Problemet bidrager allerførst til såkaldt ‘action bias’, som den fantastiske britiske serie ‘Yes, Minister’ beskrev som “We must do something. This is something. Therefore, we must do this.” For det andet afslører det enten, hvor lidt folk har tænkt over situationen, eller hvor meget tillid de har til systemet som sådan. Det sidste kan afsløres med den såkaldte Munger-test.

Testen er, som navnet afslører, opfundet af den amerikanske økonom og politolog Michael Munger (Duke University). Mungers test, som han blandt andet forklarer i en populær artikel om fænomenet ‘Unicorn Governance‘, består af tre skridt.

  1. Lav eller gentag argumentet, om at problem X er for galt og staten må gøre noget.
  2. Gå tilbage til argumentet, og erstat ‘staten’ med en navngiven politiker eller særinteresse. For eksempel: ‘Det er for galt at priserne stiger så meget. Simon Kollerup må gøre noget ved det.’ eller ‘Det er for galt, at der er så meget grænsehandel. Lars Løkke må gøre noget ved det.’
  3. Tag et mentalt skridt tilbage og se på dit argument, og overvej om det stadig giver mening.

Læserne er velkomne til at komme med deres egne eksempler. Under alle omstændigheder er opfordringen herfra idag, at man bliver meget bedre til at applikere Munger-testen i hverdagen. Nogen bliver måske sure over, at deres indignerede argumenter kan pilles så let fra hinanden – en almindelig indvending er, at selvfølgelig mente jeg ikke politiker X – men testen er en god måde at holde folk op på letkøbte argumenter om hvad staten kan og bør.

Ødipus-fælden

Af Christian Bjørnskov, den 27. marts 2023. 3 svar

Hvorfor er det så svært, og ofte umuligt, for politikere og andre at indrømme, hvis de har lavet fejl med gigantiske konsekvenser? Spørgsmålet er blevet særligt aktuelt efter de massive nedlukninger i 2020-22, som politikere og epidemiologer påstod var nødvendige. Der var en relativt stor grad af konsensus før 2020 at nedlukninger ikke virkede, eller i det mindste havde så voldsomme bivirkninger at man ikke burde bruge dem, og disse perspektiver var indarbejdet i de fleste vestlige landes epidemiplaner. Empirisk forskning de sidste par år har bekræftet, at den gamle konsensus var korrekt: Nedlukningerne virkede ikke og har haft rædselsfulde konsekvenser for børn og unges uddannelse og trivsel, og det meste af den globale økonomi. Hvorfor – må man spørge – indrømmer politikere og epidemiologer så ikke, at de tog fejl, men holder krampagtigt fast i at de gjorde det rigtige? Hvorfor accepterer de ikke den nye (og den gamle) forskning på området?

En forklaring kan ligge i det fænomen, der kaldes ‘Ødipus-fælden’. Jeg blev mindet om den forleden, da Megan McArdle i en podcast hos EconTalk netop talte om den. Hendes kontekst var William Freeman, der gjorde lobotomier populære i 1950erne og foretog omkring 3000 af dem. Det er almindeligt kendt idag, at lobotomioperationer typisk forårsagede alle mulige skader på folks hjerner, og op mod fem procent af dem førte til dødsfald. Alligevel forsvarede og anbefalede Freeman brugen af lobotomi til sin død. Mcardle peger på at han endte i Ødipus-fælden, hvor det at indrømme overfor sig selv og andre, at han havde bidraget til tusinder af menneskers dybe ulykke, bogstaveligt talt ikke ville være til at bære.

Det virker i høj grad som det samme fænomen, man ser for tiden. Politikere på begge sider af Folketinget nægter at indrømme, at nedlukninger var en historisk fejl – det Jay Bhattacharya kalder århundredets største sundhedspolitiske fejl – og slet, slet ikke vil tale om det. På samme måde er en række epidemiologer enten gået i flyverskjul eller er fortsat med at forsvare nedlukningerne. Hvis man ikke bare antager, at de er ondsindede og umoralske psykopater, er Ødipus-fælden en god forklaring: De risikerer at bryde psykologisk sammen i en enorm depression, hvis de indrømmer overfor sig selv hvad de har været med til at gøre.

På et højere plan er Ødipus-fælden et interessant, men noget uudforsket fænomen. I public choice er der forskellige forklaringer på, hvorfor man kan holde fast i politik længe efter, at den har vist sig ikke at virke, og hvorfor man til tider kan vælge at ignorere bivirkninger af politik. Men Ødipus-fælden kunne være særligt spændende, fordi den giver en forklaring på, hvorfor centrale politiske aktører er mere tilbøjelige til at holde fast i dårlig politik, jo mere katastrofale dens konsekvenser er. Den kan dermed måske være med til at forklare, at det er de værste slags politik som bliver ved med at blive gentaget i længst tid.

Eller som insider-joken er i mange videnskabelige diskussioner: Nogen burde skrive dén artikel!

BLIV EN DEL AF CEPOS AKADEMI, 2023

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. marts 2023. Skriv et svar

Min dygtige studentermedarbejder Nadia går på Cepos Akademi og har skrevet denne evaluering og anbefaling.

CEPOS Akademi
Ønsker du at udvikle dine færdigheder og kundskaber inden for økonomi, politik og samfund? Er du politisk interesseret og ambitiøs? Og vil du gerne blive bedre til at debattere? Så er CEPOS Akademi det helt rette sted for dig. En ny ansøgningsrunde er blevet sat i gang, og du har nu muligheden for at søge ind på CEPOS Akademi – så grib chancen!

Læs resten →

Har vi den rigtige finansielle regulering?

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. marts 2023. Skriv et svar

Der har været nogle spektakulære banksager de sidste par uger. Det begyndte med, at Silicon Valley Bank (SVB) i USA gik ned, og sidste weekend overtog schweiziske UBS så sin nærmeste konkurrent Credit Suisse. Det rejser flere interessante spørgsmål om den fremtidige pengepolitik, sundhedstilstanden i den finansielle sektor og om den offentlige regulering af den.

Læs resten →

Bliver danske studerende i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2023. 3 svar

Regeringen er kommet i stormvejr på grund af dens planer om at forkorte en lang række danske universitetsuddannelser – og med rette. Jeg har selv kritiseret reformen i bl.a. Børsen, ligesom mine fremragende kolleger Michael Svarer og Carl-Johan Dalgaard – en tidligere og en nuværende overvismand – har været meget klare i spyttet omkring, hvor tåbelig en reform det er. Det er tydeligt, at regeringen og dens reformkommission har undervurderet, i hvilket omfang både uddannelsessektoren, men også dele af erhvervslivet stritter imod. Der er også elementer af ren inkompetence i forslaget. Ingen i kommissionen har for eksempel indset, at der ikke er lektor- og professorkræfter til at vejlede i juli og august, hvor man forestiller sig at de mange nye studerende skal skrive endelig opgave.

Der er dog et enkelt element af kritikken, som ikke helt har været klart diskuteret i medierne. Min og andres kritik er gået på, at reformerne leverer meget lidt arbejdsudbud mens de skader de unges uddannelse – de får lavere løn – og erhvervslivets innovationsevne, når ringere uddannede medarbejdere innoverer mere. En anden del af kritikken er, at de påståede positive elementer, som reformkommissionen forsøger at regne ind – højere kvalitet på uddannelserne og mere erhvervsretning – er rene fugle på taget. Elementet, som folk indtil videre har overset, går direkte imod en af regeringens ambitioner på området.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har flere gange nævnt ambitionen, at flere udenlandske studerende kunne vælge at studere i Danmark på de nye, kortere uddannelser. Men hvad med de danske studerende? Antagelsen er åbenbart, at de stadig vil læse i Danmark, men er det en rimelig antagelse? Mit svar idag er et stort nej.

De korte uddannelser er for det første dårligere og vil give lavere løn. De er heller ikke kompatible med det fælleseuropæiske system, ligesom de ikke svarer til britiske eller amerikanske master-uddannelser. I en international sammenhæng vil det dermed af indlysende grunde blive sværere at blive ansat på en dansk uddannelse på 1 1/4 semester. Spørgsmålet som ministeren – og desværre også min ellers både rare og fagligt glimrened kollega Nina Smith – øjensynligt ikke har stillet sig er, hvorfor danske studerende ikke bare skrotter danske kandidatuddannelser og tager til Lund, Hamborg eller King’s College, London?

Havde jeg haft børn, ville jeg som dansk universitetsprofessor så afgjort foreslå dem, at de forlod landet i stedet for at tage en kort dansk discountuddannelse. Hvis de iøvrigt havde evner til en kandidatuddannelse, ville det ret sikkert svare sig at tage en fuld uddannelse på et ordentligt universitet end en halv i Danmark. Så spørgsmålet er, hvorfor regeringen ikke (officielt) har tænkt over det? Det er mere sandsynligt at det fører til en exodus af danske studerende til udlandet, end at det ender med en inflow af udenlanske studerende til Danmark.

Justin Callais om forfatninger efter revolutioner

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2023. Skriv et svar

Justin Callais, der forleden flyttede til University of Louisiana at Lafayette, er en af de virkeligt lovende unge forskere i public choice. Her til morgen (vestkysttid) præsenterede Justin ny forskning i forfatningsøkonomi, som han har foretaget med Andrew Young (Texas Tech). De to bryder ny og meget interessant grund ved at undersøge, om forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes end andre forfatninger skrevet under meget anderledes omstændigheder.

I “Revolutionary Constitutions Are they Revolutionary in Terms of Constitutional Design?” starter med observationen, at revolutioner – begivenheder hvor samfundets basale institutioner ændres og magthaverne smides ud – ofte ender i en ny forfatning. De foreslår, at revolutionsforfatninger typisk vil være længere og mere ambitiøse, vil prøve at være mere demokratiske og sikre folks rettigheder bedre, og vil måske også være sværere at ændre – altsammen fordi den nye regering efter revolutionen har incitament til at ændre status og se mere legitim ud end tidligere regimer.

Konkret sammenligner Callais og Young 31 forfatninger skrevet efter revolutioner med 162 forfatninger skrevet uden en revolution, som tillader dem at matche revolutionsforfatninger til forfatninger i lignende lande. Deres analyser peger på, at revolutionsforfatninger er forbløffende almindelige – de er ikke meget anderledes end andre. Undtagelsen er nogen evidens, der peger på at de er lettere at ændre – dvs. at det nye regimer giver sig selv mere konstitutionelt manøvrerum. Ligheden er dog ikke helt så klar, da Callais og Young også foretager et sæt analyser uden stater, der enten kommer ud af den kommunistiske østblok eller starter som kolonier. Smider man dem ud, viser det sig at revolutionsforfatningerne generelt gør lande signifikant mere demokratiske.

Overordnet viser Callais og Youngs nye forskning, at der er forbløffende stabilitet på forfatningsniveauet – selv omkring revolutioner. Som Callais selv noterede efter præsentationen, er et af de store spørgsmål i forfatningsøkonomi hvorfor forfatninger er så ligegyldige for mange outcomes. Måske er det ikke så sært, når man kan observere at selv revolutionære regeringer ikke rigtigt tager anderledes forfatningsvalg end markant anderledes regimer?

Pris for årets bedste artikel i Public Choice til Bjørnskov og Voigt

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. marts 2023. 1 svar

Punditokraternes redaktør berettede forleden, at han i denne uge er til den årlige Public Choice Society-konference, som i år holdes i Seattle. Hvad også fortjener at blive nævnt er, at han ved samme lejlighed vil blive hædret med Duncan Black-prisen. Christian vinder den sammen med Stefan Voigt for intet mindre end årets bedste artikel i tidsskriftet Public Choice. Public Choice er i sig selv et prestigefyldt videnskabeligt tidsskrift, så det siger ikke så lidt at blive udråbt til det bedste bidrag i 2022.

Læs resten →

Underspecificerede reformer

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2023. 1 svar

Som nogle læsere vil vide, har jeg været involveret i debatten omkring regeringens / reformkommissionens nye universitetsudspil. Meget kort fortalt vil regeringen forkorte en række kandidatuddannelser fra to år til 1 1/4 år. De studerende skal med andre ord kun have 75 ECTS-point i stedet for de 120 point, der kræves idag for at kalde sig kandidat (og som kræves i det internationale system). Man kan mene hvad man vil om idéen – jeg er af den overbevisning at den er idiotisk og vil gøre Danmark fattigere – men der er et særligt element, der er værd at tænke videre over, og overveje langt udover det aktuelle eksempel.

Det særlige element er, at regeringen ikke vil udspecificere, hvordan reformen skal udspille sig i praksis. Den har således besluttet, at en andel af kandidatuddannelserne skal forkortes, og at de studerende efter et års undervisning skal skrive en afsluttende opgave henover sommeren, men ikke præcist hvilke, og ikke hvordan de nye uddannelser skal se ud. Det særlige ved den nye universitetsreform er derfor, at den er underspecificeret. Det generelle spørgsmål den særlige situation således rejser, er hvorfor det kan være politisk rationelt – og måske endda attraktivt – at underspecificere store reformer.

I en vis forstand er alle reformer underspecificerede, fordi der altid vil være nogle rent praktiske ting, som man ikke kan planlægge præcist. Der kan for eksempel være beslutninger om investeringer i skoler, hvor man ikke har specificeret hvor skolerne skal ligge – man bliver nødt til efterfølgende at finde ud af, hvor der enten er egnede lokaler eller hvor der er en brugbar grund, man kan købe. Regeringens universitetsudspil går dog meget længere end det og efterlader ganske væsentlige beslutninger til dem, der skal implementere reformen.

Det gælder for eksempel et særligt problem, som fik denne blogs gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard til at spørge, om regeringen overhovedet anede hvad den lavede: Reformen indebærer at de studerende på de nye 1 1/4-årige uddannelser skal skrive deres afsluttende opgave henover sommeren i juli-august. Men på det tidspunkt holder lektorer og professorer fra, og man kan ikke bare sige, at de skal holde sommerferie på et andet tidspunkt. I maj og juni er der eksamener, bachelorforsvar (i maj) og regulære specialeforsvar (i juni), og i august er der omeksamener og forberedelse til den undervisning, der starter 1. september. Det er derfor logisk umuligt at holde sammenhængende ferie på noget andet tidspunkt end juli og starten af august – netop på det tidspunkt hvor regeringen forestiller sig, at man skal vejlede de nye afsluttende opgaver på discount-uddannelserne.

Netop dén gordiske knude efterlader man til universiteterne selv at løse, ligesom mange andre forhold omkring uddannelserne er overladt til de universiteter, der skal udmønte reformen. På samme måde er det stadig ikke klart, hvilke uddannelser der skal forkortes, om der overhovedet er et arbejdsmarked for de kortere uddannede studerende, og for den sags skyld om de kortere uddannelser ikke vil få langt flere danskere til at tage deres universitetsuddannelse i udlandet (hvor man kan få rigtige kandidatuddannelser).

En god grund til at underspecificere reformer er naturligvis, at man overlader noget af udmøntningen til folk / organisationer med den nødvendige specialviden og ekspertise, som Folketinget aldrig har. Underspecificering på den måde kan være en god idé, hvor man fra politisk side definerer et område, X, og en række mål for reformen, Z.

Men den nye universitetsreform excellerer ikke ligefrem på den måde. Her virker det langt mere til, at den er underspecificeret af public choice-agtige grunde: Rigtigt mange ting kan gå galt – forestil jer bare om to år, når flere tusinde studerende skal have vejledere til deres afsluttende opgave, og ingen vil vejlede dem. Underspecificering er derfor en måde for politikerne at slippe for ansvaret for problemerne og skandalerne, da udmøntningen skal defineres og planlægges af universiteterne selv.

Den nye reform er også underspecificeret på en anden måde: Ved at selve formålet med den er uklart. På trods af adskillige journalisters spørgsmål har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ikke formået at forklare, hvorfor man overhovedet laver reformen, eller hvilket problem den løser! I vores notation ovenfor er Z uklar, når der ikke engang er et klart mål for hvad man laver. Handler den om arbejdsudbud, når nogle få unge mennesker kommer ni måneder tidligere på arbejdsmarkedet? Handler den om at spare i universitetssektoren? Er formålet i virkeligheden at gokke universiteterne oveni hovedet på grund af regeringens arbejderistiske ideologi? Vil regeringen bare demonstrere ‘handlekraft’, men ligegyldigt hvad handlingen er?

Det står mig og de fleste af mine kolleger noget uklart, hvad man egentlig vil med den. Men fra en rent videnskabelig public choice-vinkel er den interessant, netop fordi den er så klart underspecificeret på både midler og mål. Det tvinger en til at spørge, om politikerne har uhellige politiske mål med den, eller om reformen bare er endnu et eksempel på, hvor totalt inkompetent meget dansk politik er blevet.