Public Choice Society 2023

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2023. 3 svar

Onsdag morgen sætter jeg mig i et fly til Seattle, med en mellemlanding i London, for at deltage i den årlige konference i the Public Choice Society. Konferencen er altid et af forårets videnskabelige højdepunkter for de fleste folk med interesse i public choice og politisk økonomi, og tegner i år til ikke bare at være tilbage til fuld styrke efter nedlukningshelvedet, men også til at blive særdeles interessant.

Jeg er ansvarlig for to sessions til årets konference med titlerne “Institutions of freedom” og “Irregular transitions and institutional change”. Den første session om fredagen er endt med kun to deltagere: Dennis Coates (University of Maryland) præsenterer “Microfoundations of effects of economic freedom” og min fremragende kollega og gode ven Niclas Berggren (IFN, Stockholm) præsenterer “The rule of law predicts trust in journalists and scientists” som er fælles arbejde med Alexandra Sandström (Uppsala Universitet) og undertegnede. På den anden session er der tre præsentationer: Jerg Gutmann (Universität Hamburg) kommer med “On the relationship between de jure and de facto judicial independence – a global puzzle?”, Peter Calcagno (College of Charleston) præsenterer “Political systems, regime memory, and economic freedom” og jeg slutter af med “Coups and economic crises”.

Derudover er der masser af spændende emner på programmet, ligesom der er en række unge forskere, der er værd at følge. Der er for eksempel den erfarne Jan Schnellenbach (Brandenburgische Technische Universität), der deltager med det ekstremt relevante spørgsmål “Limits to interventionist policies during and after the pandemic: Are we on a slippery slope?” Der er den fremragende Jaime Bologna (Texas Tech) med “Revisiting the relationship between corruption and press freedom.” Og blandt de særligt lovende unge er der tyske Kim Leonie Kellerman (Ruhr Universität Bochum), som præsenterer “Administrative areas and regional identity formation: The case of East Germany” og Justin Callais, der lige er flyttet til University of Louisiana at Lafayette, som taler om “Revolutionary Constitutions.”

Alt i alt lover konferencen godt for de kommende års public choice-forskning, ligesom den med næsten total sikkerhed bliver et møde med både nye kolleger, spændende forskning, og gamle venner. Skulle der være læsere, der efter at have bladret programmet igennem, gerne vil vide mere om et eller flere specifikke emner, tager vi dem hellere end gerne op. Det kræver kun en kommentar nedenfor.

.

Stem på Kurrild

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. marts 2023. 1 svar

Peter Kurrild-Klitgaard er indstillet til Berlingskes Fonsmarkspris. Det er svært at komme i tanke om nogen mere oplagt kandidat, navnlig til en pris der bærer Henning Fonsmarks navn.

Læs resten →

Tre benspænd for markedet for fjernbusser

Af Jonas Herby, den 9. marts 2023. Skriv et svar

I går kunne Børsen offentliggøre, at et nyt busselskab, Fleet, starter op i Danmark for at tage konkurrencen op med Flixbus og Kombardo. Det er gode nyheder, for konkurrence gavner forbrugerne.

I artiklen peger jeg på tre benspænd, som står i vejen for et endnu bedre og mere konkurrencepræget busmarked i Danmark.

De tre benspænd er:

  1. 75 km-reglen
  2. Frekvens-reglen
  3. Tilladelses-reglen

Det er uvist, hvor store gevinsterne ved at fjerne disse benspænd er. Men det er ikke et argument for at fastholde dem. Og reglerne kan potentielt ramme mange danske forbrugere.

Læs resten →

Ligestilling på arbejdsmarkedet

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2023. Skriv et svar

Idag, den 8. marts, er Kvindernes Internationale Kampdag, hvor medier og andre diskuterer, hvor ‘langt vi er nået’. Der er desværre ofte en vis mangel på perspektiv i disse diskussioner, som i lande som Danmark er endt i skænderier: Hvor meget af barslen skal mænd tage – og skal staten blande sig i det valg, i hvilket omfang der er lige løn for lige arbejde, og endda om kvinder skal først i køen til f.eks. professorstillinger, fordi der blev ansat for få i tidligere generationer. Vi giver et hurtigt perspektiv her på stedet, men ikke ved at sammenligne med tidligere tider. I stedet giver vi et indblik i stauts på tværs af verden de seneste år. Som så ofte før gør vi det i et verdenskort, hvor farverne indikerer hvor stor en andel af kvinderne er i beskæftigede i forhold til andelen for mænd.

Som kortet illustrerer, ligger de skandinaviske lande lunt blandt de lande, hvor der er mindst forskel på mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens. I Danmark er den cirka 63 procent for mænd og 54 procent for kvinder, mens den er henholdsvis 64 og 59 procent i Norge, og 70 og 65 procent i Sverige. Man kan altid diskutere, om det er godt nok, men det er i den bedste femtedel af verden for Danmarks vedkommende, og den bedste tiendel af verden for vores to naboer.

Men det måske mest interessante, som kortet tydeliggør, er at de samfund hvor kvinder er relativt svagt knyttet til arbejdsmarkedet, falder i to klare grupper. Den første er Mellemøsten, Nordafrika og hele det indiske subkontinent. Man kan allerede høre folk sige ‘Islam’, men det er værd at bemærke, at området dækker store dele, der ikke er muslimske. Omvendt har det overvejende muslimske Malaysia og det stærkt muslimske Indonesien meget højere kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. Det ligner således i langt højere grad en regional tradition end noget, der umiddelbart har at gøre med religionen.

Det andet område, der klart stikker ud, er Mellemamerika, inklusiv Venezuela, Guyana, og Cuba. Man kan kun spekulere over, hvad grunden er – ikke mindst fordi både Mellemamerika og Sydamerika er katolske og – med Argentina og Chile som mulige undtagelser – stadig er ret religiøse. Men når vi tillader os at spekulere, er en mulighed at sydamerikanske lande som Argentina, Brasilien, Chile og Peru var store indvandringslande i starten af det 20. århundrede, efter at de sociale normer var begyndt at ændre sig i Vesteuropa.

Under alle omstændigheder er det interessant at se forskellene på tværs af verden. Kvinders beskæftigelse hænger ofte på sociale normer, der ændrer sig langsomt over tid. Det er derfor svært, grænsende til umuligt, at gøre ret meget ved det fra politisk side. Det forhindrer ikke politikere i at gøre forsøget eller at stole på deres egen enorme kompetencer (svært ikke at vælte rundt i latter når jeg skriver det), men borgerne bør have et ordentligt sammenligningsgrundlag. Vi bidrager med en bid af det i dag, uanset hvad læserne så mener om verdens status på området.

EU er ingen duks, når det gælder grøn statsstøtte

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. marts 2023. Skriv et svar

Jyllandsposten omtaler i dag en analyse, Line Andersen og jeg har skrevet om omfanget af grøn statsstøtte i EU op til Bidens “Inflation Reduction Act” (IRA) med massiv amerikansk statsstøtte. Og om omfanget af ny grøn statsstøtte i det “modsvar” til IRA, Kommissionen brygger på:

Læs resten →

Det er IKKE politikernes problem, hvis sociale medier skader vores børn

Af Jonas Herby, den 4. marts 2023. Skriv et svar

Richard Hanania har skrevet et interessant indlæg om sociale mediers effekt på børns mentale helbred. Kort sagt mener han, at evidensen viser, at sociale medier påvirker vores mentale helbred negativt.

Det var især hans indledende argument (se citat) for at være imod tesen om, at sociale medier er skadelige, der vakte min interesse. Jeg har ofte den samme mavefornemmelse, når medierne peger på nye problemer ved et produkt eller samfundstendens. Enhver negativ effekt kan (og vil) desværre blive brugt som et argument for, at politikerne skal regulere. Uanset om man kan forvente, at reguleringen er den bedste måde at løse problemet på, eller om politikerne overhovedet kan løse problemet.

I tend to dislike moral panics that are used to justify government intervention in people’s personal choices or market forces, particularly of the “think of the children” variety. Moreover, I think there’s a tendency to scapegoat big tech, which I consider an unhealthy impulse that is rooted in both Luddism and anti-market bias, both of which I strongly oppose. 

Men man skal passe på ikke falde i den fælde, Hanania beskriver, og nægte at indse problemer, fordi de vil føre til skadelig regulering. Det kan meget nemt føre til en personlig bias imod at indse, hvis der er et problem.

I stedet skal man tage den nye viden til sig og huske på, at eksistensen af et problem kun sjældent er et godt argument for, at politikerne griber ind og regulerer.

I forhold til sociale medier, er det fx langt mere oplagt, at forældrene griber ind (evt. i samarbejde med skoler osv., hvor der jo også sidder forældrebestyrelser osv.), hvis der er problemer. På netop det punkt adskiller brugen af sociale medier sig i øvrigt ikke fra mange andre emner som fx motion, overvægt, læring, rygning osv. Det er (og bør være) forældrenes opgave at opdrage deres børn til at blive voksne, der er i stand til begå sig i et moderne samfund med elle de fristelser, det indebærer. Også selvom det kan være svært.

Konklusionen er altså, at det er bedre at være på forkant med ny viden og – hvis der er et problem – tale for den rigtige løsning (forældreansvaret), inden for mange er blevet overbevist om, at det er et problem, politikerne skal løse.

Så hermed en opfordring til at læse Richard Hananias indlæg. Har han ret eller tager han fejl? Jeg er personligt i tvivl.

Kom meget gerne med kommentarer nedenfor.

PS: Til ”tl;dr”-segmentet opsummerer nedenstående meget godt det samlede indhold i Hananias indlæg.

Allcott et al. is not only the largest study, but it was also pre-registered and easily the most impressive. Participants, about half of them under 30 years old, were paid to stay off Facebook for a month. Here are the main findings for the outcomes we care about.

The effect sizes for life satisfaction, anxiety, depression, and happiness all hover around a tenth of a standard deviation. Tyler argues that such effect sizes are small, and critiques Haidt for saying we should assume network effects. Haidt’s argument is that quitting Facebook shouldn’t be expected to do all that much if all your friends are still on it and miserable. Personally, I don’t find the effect size to be that small. As Allcott et al. point out, the result for subjective well-being is about equivalent to a $30,000 increase in income. A tenth of a standard deviation seems small, but this is just one intervention that lasts a month. Other than getting rid of Facebook, you still have the same genes, had the same childhood, have the same job, grew up in the same culture, etc. If cutting out one app can alone take you from the 50th to 55th percentile of happiness, it’s definitely worth doing. And network effects aren’t some mysterious social force we should be skeptical of – the mental well-being of individuals rises and falls along with that of others in a society, which is why we can observe such striking trends over time. It seems to me very plausible that an intervention that only increases happiness by a small amount at the individual level might have massive effects if the same change was adopted by society as a whole. To expect much more than a tenth of standard deviation from one short intervention may be asking too much.

Argentina – engang var det rigt

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2023. 5 svar

Et væsentligt problem i den danske debat, som vi kun sjældent taler om, er mange politikeres stålsatte overbevisning om, at Danmark er et af verdens rigeste lande – og altid vil være det. Idéen synes at være, at vi sagtens kan have en stor og meget dyr velfærdsstat med en offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien uden at vi mister økonomisk status af den grund. Vi kan uden problemer lave store eksperimenter med vores uddannelsessystem, hvor vi forkorter uddannelser og flytter ressourcer væk fra forskning. Danmark – synes folk at mene – er så stærkt, at det er ligegyldigt hvor tåbelig vores politik bliver. Og det er på det tidspunkt i diskussionen, jeg bringer eksemplet Argentina op.

Argentina var engang et af verdens absolut rigeste lande. Ifølge Madison-datasættet, der omfatter indkomstdata fra 71 lande før Første Verdenskrig, havde landet verdens tienderigeste befolkning i 1913. Bruger man CIAs World Factbook, er argentinerne idag nummer 59 i verden. Figuren nedenfor, hvor vi holder Argentinas (købekraftskorrigerede) BNP per indbygger op mod Nordeuropas (minus olielandet Norge, derfor noteret ‘NE m’) og Italien, illustrerer ret tydeligt landets position. Umiddelbart efter Første Verdenskrig var argentinerne lige så rige som gennemsnittet i Nordeuropa. Det skal også huskes, at i den periode var Argentina et af verdens magneter for immigranter, og at det sammen med naboerne Chile og Uruguay talte blandt verdens relativt få stabilt demokratiske lande. Men lige omkring 1930 begyndte det for alvor at gå galt.

Argentina blev hårdt ramt af den store depression, men allerede i 1927 var folk i Nacionalismo-bevægelsen begyndt at gå med kup-planer. Det var den sidste af disse planer, som blev udført den 6. september 1930, da Generalløjtnant José Félix Uriburu tog magten ved et militærkup. Inspireret af Mussolinis Italien ændrede Uriburu strukturen i landets økonomi og styrede det mod et korporatistisk og fascistisk samfund. Argentinas økonomi reagerede præcist som andre, der bliver statsliggjort og politiseret: Den holdt op med at vokse.

Argentina blev udsat for succesfulde statskup igen i 1943, 1955, 1962, 1966 og 1976, og fejlede forsøg i 1932, 1951, 1955, 1956, 1960, 1963, og 1988. Landet var demokratisk fra 1946 til kuppet i 1955, igen fra 1958 til 1962, fra 1963 til 1966, fra 1973 til 1976, og igen stabilt fra 1982 efter en presset militærjunta havde tabt sin egen erobringskrig mod Falklandsøerne. Det tog – lidt simpelt sagt – nogle læsterlige klø fra en kombineret britisk styrke, før militæret mistede så meget anseelse og status, at det ikke længere kunne bestemme samfundets udvikling i Argentina.

Pointen er absolut ikke at sige, at Danmark i 2023 er ligesom Argentina i slutningen af 1920erne. Men Argentinas historie er en alvorlig advarsel om to ting. Den første er, at man ikke bare kan antage, at hvis man er et af verdens rigeste lande, er det en stabil status man på en eller anden måde bare ‘fortjener’. Den anden er, at i det øjeblik en række politikere mister troen på demokratiske institutioner og mener, at de ved meget bedre hvordan man styrer et land – og tror på værdien af politisk styring – begynder det at gå galt. Kuppet i 1930, der væltede en demokratisk regering i Argentina, indvarslede 60 års politisk ustabilitet og en tradition for næsten lattervækkende uansvarlig økonomisk politik og politisk selvsikkerhed. Danmark er ikke på vej til at blive et diktatur, men der er mere end én parallel til det stabilt demokratiske, rige Argentina i 1929!

Interview med forfatteren til Cochrane-review, der ikke finder nogen effekt af mundbind

Af Jonas Herby, den 1. marts 2023. 2 svar

Tom Jefferson fra University of Oxford er hovedforfatter af et nyligt Cochrane-review, som på baggrund af 23 randomiserede forsøg ikke finder nogen effekt af mundbind. Han blev for nylig interviewet, og det kom der mange interessante ting ud af. Men nedenstående citat er noget af det mest slående.

Det i citatet omtalte Cochrane-review fra 2020 (2020-reviewet er version fem, mens 2023-reviewet er version seks – så altså samme studie, men forskellige versioner), udkom 20. november 2020. Hvis det virkelig blev forsinket syv måneder, som Tom Jefferson siger, så var det altså færdigt allerede i april 2020.

Det er yderst problematisk, hvis Tom Jefferson har ret. Men desværre ikke overraskende givet de andre historier, der har været ude om samme emne (fx Twitter-files og Jay Bhattacharyas oplevelser på Stanford, samt det danske maskestudie).

Man kan næppe overvurdere vigtigheden af fri forskning. Og det gælder uanset om der er en krise eller ej.

JEFFERSON: Governments had bad advisors from the very beginning…  They were convinced by non-randomised studies, flawed observational studies.  A lot of it had to do with appearing as if they were “doing something.”

In early 2020, when the pandemic was ramping up, we had just updated our Cochrane review ready to publish…but Cochrane held it up for 7 months before it was finally published in November 2020.

Those 7 months were crucial. During that time, it was when policy about masks was being formed.  Our review was important, and it should have been out there. 

DEMASI: What was the delay?

JEFFERSON: For some unknown reason, Cochrane decided it needed an “extra” peer-review.  And then they forced us to insert unnecessary text phrases in the review like “this review doesn’t contain any covid-19 trials,” when it was obvious to anyone reading the study that the cut-off date was January 2020.

DEMASI: Do you think Cochrane intentionally delayed that 2020 review?  

JEFFERSON: During those 7 months, other researchers at Cochrane produced some unacceptable pieces of work, using unacceptable studies, that gave the “right answer”.

DEMASI: What do you mean by “the right answer”?  Are you suggesting that Cochrane was pro-mask, and that your review contradicted the narrative. Is that your intuition?

JEFFERSON: Yes, I think that is what was going on. After the 7-month delay, Cochrane then published an editorial to accompany our review.  The main message of that editorial was that you can’t sit on your hands, you’ve got to do something, you can’t wait for good evidence…. it’s a complete subversion of the ‘precautionary principle’ which states that you should do nothing unless you have reasonable evidence that benefits outweigh the harms.

Hele interviewet kan læses her.

Tjekkoslovakiet før, under og efter kommunismen

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2023. Skriv et svar

Igår, den 25. februar, var 75-årsdagen for at kommunistpartiet i Tjekkoslovakiet kuppede resten af den siddende regering og overtog magten (hattip: Niclas Berggren). Magtovertagelsen, der afsatte en koalitionsregering der var kommet til ved det demokratiske valg i 1946, skete på baggrund af en længere kampagne, der både havde gjort Klement Gottwalds kommunistparti langt mindre populært – det havde fået 38 procent af stemmerne i 1946 – og hvor partiet havde sikret sig kontrol med politiet, det meste af militæret, og centrale ministerier.

Konsekvensen var, at Tjekkoslovakiet blev fuldbyrdet kommunistisk, på trods af at landet havde været et stabilt demokrati i 1930erne og umiddelbart så ud til at være på vej tilbage til den situation. Efter alt at dømme var det cirka lige så rigt som Østrig, hvilket også indikeres af flere forhold, som Danmarks Statistik kunne dokumentere i den Statistiske Årbog i 1938. Det var 141 indbyggere per bil i Tjekkoslovakiet og 140 i Østrig (med 26 i Danmark), og indbyggerne kørte faktisk mere i tog end danskerne. Selv dengang var den tjekkiske del væsentligt rigere end den slovakiske, og der er derfor al grund til at regne med, at det nuværende Tjekkiet faktisk var et rigere område end Østrig.

De økonomiske konsekvenser af den kommunistiske magtovertagelse ses tydeligt i figuren nedenfor, hvor vi bruger indkomstdata fra Madison-databasen fra 1920-2021. Mens Tjekkoslovakiet og Østrig var stort set lige rige i 1949 (5195 versus 5249 dollars per indbygger), fladede udviklingskurven markant ud for tjekkerne efter kommunisterne overtog. Fra at være én procent fattigere (ifølge Madison) i 1949, endte de 40 år senere med en gennemsnitsindkomst på 54 procent af den østrigske i 1989 – året man endelig smed kommunisterne og Sovjetunionen på porten.

De seneste år har tjekkerne nået 72 procent af Østrigs gennemsnit, mens slovakkerne – som lod sig skille fra nationalfællesskabet i 1992 – har nået 63 procent. Godt 30 års fornem vækst i et demokratisk, kapitalistisk Tjekkiet har således kun lukket en fjerdedel af det velstandsgab, som 40 års kommunisme efterlod. Den statsstyrede totalfiasko i Tjekkoslovakiet fortjener at blive husket i og udenfor et land, der burde have været blandt Europas rigeste. Og så har vi ikke engang talt om fire årtiers undertrykkelse af ytringsfrihed, demokratiske rettigheder og miljøsvineri.

Forventet versus opnået vækst i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2023. Skriv et svar

Jeg oplever ofte at folk har meget stærke holdninger til, hvor godt forskellige steder klarer sig økonomisk. En del af diskussionen er naturligvis, hvorvidt det går særligt godt i Danmark – jævnfør min sære diskussion i Børsen i januar med 3F’s cheføkonom – men det sker også med jævne mellemrum, at studerende og andre ‘har hørt’ at det går godt i region X eller land Y. Hvilken information folks forestillinger hviler på, er derimod ofte temmeligt uklart.

Det er det spørgsmål, vi tager fat på idag. Mens der er mange måder at vurdere, om det rent normativt ‘går godt’, bliver man nødt til at etablere en sammenligning. Én måde at vurdere, hvilke områder der klarer sig økonomisk godt eller skidt, er at forsøge at forudsige, hvor godt det normalt går. Det er det, vi gør her på tværs af 347 regioner i Europa. Vi starter med at estimere, hvad der forklarer væksten i hver region mellem 2000 og 2019, og beregner derefter hver regions afvigelse fra den forudsete vækst. I alle tilfælde bruger vi kun faktorer, som man politisk ikke har mulighed for at påvirke – dvs. vi vurderer hvor godt det går fraset den økonomiske politik.

Vi ender med en simpel regressionsligning, der i gennemsnit viser at vækst over de 20 år er 11,29 – 1,13 * log(initial indkomst) + 0,13 * tidl. kommunistisk + 0,79 * hovedstadsregion + 1,08 * tillid. Med andre ord er forudsigelsen baseret på, at rige regioner alt andet lige vokser langsommere (dvs. Solows forudsigelse om ‘konvergens’), at tidligere kommunistiske steder vokser hurtigere – der er objektivt set mere at forbedre – at hovedstadsregioner vokser hurtigere, og at social tillid er en stærk forudsigende faktor (se f.eks. her). Som så mange gange før, opsummerer vi resultater ved at inddele regioner i Europa i ni kategorier: Fra lyst gul, der er regioner med den mest skuffende vækst-performance i forhold til forventningen, til mørkt blå, der er de virkeligt succesfulde vækstregioner.

Kortet over regionernes performance viser helt umiddelbart flere ting ‘vi vidste i forvejen’. For det første kan man se problemerne med middelhavsområdet – Sydspanien, den italienske Mezzogiorno, og Grækenland. Særligt Italien er delt mellem dårlig performance i syd, rimeligt fornuftig i nord, og glimrende vækst i Lombardiet. Lombardiet viser sig at høre til en succesfuld blok i midten af Europa, der også omfatter Schweiz, de østrigske Salzburg, Tirol og Vorarlberg, og tyske Baden-Würtemberg, Bayern og Hessen. Den blå blok i Europas geografiske centrum er ganske enkelt kontinentets industrielle hjerte.

Men derudover er der andre ting, der bliver klare i denne type sammenligning. Først og fremmest er de andre succeser, heriblandt de virkeligt store, i Europas periferi: Store dele af Rumænien – ikke mindst Bukarest – det sydlige Irland, det ellers fattige Wales, og dele af Baltikum har klaret sig komparativt godt. Omvendt kan man se, at Danmark ikke har gjort det særligt godt, og ringere end de fleste naboregioner. Det gælder i særlig grad for Storkøbenhavn, der ligesom den tilsvarende region omkring Helsinki ligger i vores kategori 2. Vores model forudsiger, at Storkøbenhavn samlet set burde have haft cirka 125 procents vækst, mens den faktisk kun realiserede 78 procent i perioden. Det er således ifølge vores data fra Eurostat en af de ringest voksende hovedstadsregioner i Europa i forhold til dens potentiale.

Om man synes, at det er godt er dagens øvelse under alle omstændigheder en øvelse i sammenligning: Hvor godt klarer en region sig økonomisk i forhold til et mål for dens potentiale? Her ligger det ofte nedgjorte Storbritannien slet ikke dårligt – med Nordirland som en undtagelse – mens de danske regioner ligger i kategori sammen med Sydspanien, Syditalien, store dele af Grækenland, og de regioner der grænser op til f.eks. Hviderusland og Ukraine. Spørgsmålet er, om det er godt nok?

Vindenergi bør afpolitiseres

Af Otto Brøns-Petersen, den 22. februar 2023. 1 svar

Der er stor blæst om udbygningen med vindmøller til havs, hvor regeringen har sat den såkaldte “åben dør”-ordning i bero. Men hvad er op og ned?

Det har Ingeniøren bedt mig om et bud på. Til de af læserne, som ikke læser Ingeniøren, er her min kronik. Det er ikke et spørgsmål, som kun eller primært er relevant for ingeniører.

Afpolitisering er vejen ud af krisen for havvind 

Af Otto Brøns-Petersen, analysechef CEPOS, tidligere formand for Serviceeftersyn af vilkårene for kulbrinteudvinding i Nordsøen og Kulbrintebeskatningsudvalget   

Det har vakt betydelig røre, at staten indtil videre har indstillet brugen af den såkaldte ”åben-dør”-ordning for havvindmøller. Interessenterne har lagt betydeligt pres for at få afklaret det EU-retlige problem, som førte til, at regeringen trak stikket. Men der er grund til at revidere hele politikken for vedvarende energi, som er præget af skadelig og dyr politisering. Det grundlæggende problem – også bag EU-sagen – er, at energisektoren er gennemsyret af politiske ønsker om at styre udviklingen, ofte tilskyndet af stærke interessegrupper og med symbolpolitiske manifestationer. 

Det er ikke muligt at afgøre for os udefra, om stoppet for åben dør er velbegrundet eller udtryk for embedsmændenes overforsigtighed. Helt konkret har Energistyrelsen og statsstøttesekretariatet i Erhvervsministeriet vurderet, at der er en risiko for at overtræde EU’s statsstøtteregler. Reglerne har en indbygget tilskyndelse til forsigtighed, for hvis der udbetales statsstøtte, som efterfølgende viser sig at være ulovlig, skal de virksomheder, der har modtaget statsstøtten, betale den tilbage. Da statsstøtten typisk ikke bare havner i virksomhedens kasse, men slår ud i f.eks. kapacitetsinvesteringer og lavere forbrugerpriser, kan kravet om tilbagebetaling ramme virksomheden meget hårdt. Det er ikke en utilsigtet bivirkning, men en klogt tænkt mekanisme til at bremse de ellers stærke politiske incitamenter til at give statsstøtte. 

Hidtil har vindenergi fået to former for støtte. Den ene er ved ikke at blive belastet af de fulde omkostninger, som vindenergi påfører resten af elnettet og energisystemet. Vindenergi kræver stor back up-kapacitet, netkapacitet og for fremtiden også lagringsmuligheder, når de norske vandmagasiner til vandkraft ikke længere rækker som ”batteri”. Den anden er i form af produktionsstøtte til el. Støtteniveauet bliver fastlagt ved udbud, så den investor, som kræver mindst i støtte, får lov til at bygge de havvindmølleparker, der er besluttet politisk. Denne støtte omfatter de parker, som sendes i udbud. Åben dør-ordningen indebærer derimod, at man kan søge om at opføre vindmøller, som ikke er besluttet politisk, men uden at få produktionsstøtte.  

Det har hidtil ikke været lukrativ. Men nu har den teknologiske udvikling og konkurrencen medført, at fortegnet ved udbud er skiftet. Der er kommet investorer, som er villige til at betale for at få lov til at opføre parkerne. Betalingsviljen afspejler dels gevinsten ved den indirekte støtte, dels at vindstederne på havet er knappe. På samme måde som vindstederne også på landjorden er det, og hvor investorerne betaler lodsejerne for retten til at rejse møllerne. 

Denne udvikling har også gjort åben dør-møller interessante, og ansøgningerne er strømmet ind. Myndighedernes betænkelighed går nu på, om den gratis adgang i åben dør udgør ulovlig statsstøtte, når vinderne af udbud skal betale. Det kan naturligvis også spille en rolle, at interessen for at deltage i udbud om de politiske prestigeprojekter kan fordufte, hvis adgangen til åben dør er gratis. 

Hvad er løsningen?  

Grundlæggende er der behov for at få skabt gode, neutrale rammevilkår for vedvarende energi, så kommercielle beslutninger og samfundsøkonomiske hensyn bliver sammenfaldende. Udbygningen med vedvarende energi bør ske på markedsvilkår, uden politisk styring og uden anden statsstøtte end den begunstigelse, der ligger i, at fossile konkurrenter betaler en høj pris for at udlede CO2.   

For det første er det vigtigt at afvikle den indirekte støtte helt og sikre, at tarifferne for producenter af vindmøllestrøm indeholder alle afledte omkostninger til back up-kapacitet, netkapacitet osv.  

For det andet bør vindenergien afpolitiseres. Ideelt set burde alle planlagte udbud aflyses, inklusive af energiøerne, og der bør i hvert fald ikke planlægges nye.  

For det tredje bør der sikres en konsekvent prissætning af havarealerne, som afspejler knapheden. Præcis som landjorden er prissat. 

Langt hen ad vejen kan håndteringen af de knappe olie- og gasforekomster i Nordsøen tjene som inspiration. Der er i høj grad tale om identiske problemstillinger. I begge tilfælde genererer retten til at udnytte de knappe pladser på havet en såkaldt grundrente.. 

Det mest vidtgående skridt ville være simpelt hen at afskaffe udbuddene og lade udnyttelsen drive af kommerciel anvendelse af åben dør. Hvis udbuddene alligevel fastholdes, bør det være som i Nordsøen, hvor udbudsrunderne handler om at tilrettelægge udbygningen, ikke at styre produktionen efter politiske mål (det samme kan desværre ikke siges om den politiske aftale om at afvikle Nordsøproduktionen, herunder ikke holde flere udbudsrunder). I Nordsøen lever udbudsrunder og åben dør side om side, uden at komme i konflikt med statsstøttereglerne, fordi der opkræves en ensartet betaling i form af kulbrintebeskatning. Kulbrintebeskatningen er tilnærmelsesvist en skat på grundrenten og løser dermed prissætningsproblemet på undergrunden. Den er reelt en betaling for at udnytte forekomsterne. Der er intet principielt i vejen for at inddrage havvindmøller på statens arealer under kulbrintebeskatning. 

Et alternativ til at lade grundrente tilfalde staten er at lade de selskaber udnytte arealerne, som kommer først. I så fald vil grundrenten tilfalde de pågældende investorer, men hvis rettighederne kan omsættes, vil det også prissætte knapheden. Det vil dog kræve, at grundrenten ikke bliver spist af kapløb om at komme først, og at det er troværdigt, at der ikke bliver indført særskatter senere alligevel. Ellers kan det være hensigtsmæssigt at få skatteregimet på plads fra starten og eventuelt med klausuler, der beskytter mod efterfølgende særskatter oveni, således som det også kendes fra Nordsøen. 

Under alle omstændigheder er energisektoren for vigtig til den massive nuværende politisering. Arbejdsdelingen mellem politikerne og de kommercielle aktører bør være, at de første opstiller neutrale rammer og med samfundsøkonomisk sunde incitamenter, og at de private operatører udfylder dem uden politisk detailstyring eller statsstøtte. 

At leve fra dag til dag…

Af Jonas Herby, den 21. februar 2023. Skriv et svar

Regelstatens julegave var en oplæsning af den danske oversættelse af ” Scratching By: How Government Creates Poverty as We Know It” skrevet af Charles Johnson.

Hvis du foretrækker at læse den frem for at lytte, så har du nedenfor hele oversættelsen (du kan også hente den som læsevenlig pdf her). Oversættelsen er i øvrigt er lavet af Jonas Ejlersen, der også har oversat ”Myten om den rationelle vælger” og ”Økonomi i en lektion”.

At leve fra dag til dag: Hvordan staten skaber fattigdommen, som vi kender den i dag

Oversat af Jonas Ejlersen, original tekst af Charles Johnson

De undertrykte menneskers oplevelse er, at ens liv er begrænset og formet af kræfter og barrierer, der ikke er tilfældige eller lejlighedsvise – og dermed undgåelige – men systematisk knyttet sammen på en måde, så man er fanget imellem og iblandt dem, og de begrænser eller straffer bevægelser i enhver retning. Det er oplevelsen af at være buret inde: Alle veje, hver eneste retning, er blokeret eller mineret.

Marilyn Frye, ”Oppression” i The Politics of Reality

Myndigheder – på lokalt, statsligt eller føderalt plan – bruger meget tid på at begræde den situation, som storbyens fattige befinder sig i. Tag en runde i et hvilket som helst statsligt agentur, og du kan ikke undgå at støde på en eller anden Kloge-Åge iført jakkesæt og med et navneskilt på sit skrivebord, der har lige netop dén rette statslige ordning til at eliminere eller mildne eller i det mindste standse de værste aspekter af knusende fattigdom i amerikanske byer – særligt som den opleves af sorte mennesker, indvandrere, handicappede og alle andre, der er blevet udpeget til statsbureaukratiets særlige observation og omsorg. Afhængigt af bureaukratens sindsstemning, så kan hans yndlingsordninger fokusere på at udbetale velgørenhed til ”fortjenende” fattige eller at sætte flere fattige mennesker i ”risikozonen” under socialrådgiveres og medicinske eksperters overvågning, eller at gennembanke genstridige, fattige mennesker og låse dem inde i årevis.

Læs resten →

Økonomiske Principper – nu som podcast

Af Jonas Herby, den 20. februar 2023. Skriv et svar

Hvordan virker mindstelønninger? Hvorfor gør Netflix ikke mere for at forhindre folk i at dele deres kode med vennerne? Er det fornuftigt at regulere campingpladser? Hvorfor har vi en hær?

Dette – og meget mere – kan du nu blive klogere på i vores nye podcast ”Økonomiske Principper”. Navnet er inspireret af polit-faget ”Økonomiske Principper A”, som Claus har haft fornøjelsen af at undervise i igennem en længere årrække.

Formålet med podcasten at give lytterne (jer!) indsigt i centrale økonomiske begreber og tankegange. Det gør vi med udgangspunkt eksempler fra medier, politik og hverdagen set gennem økonomernes briller.

Vi håber, at vi med podcasten kan bidrage til, at du som lytter får indblik i, hvor fantastisk økonomisk teori er til at bidrage til at forklare mange af – måske nærmest alle – de ting, der sker i verden omkring os og i vores egen hverdag.

Hvert afsnit tager vi kort fat i 2-4 aktuelle emner og går derefter i dybden med et centralt emne. Målet er, at lytteren over tid får opbygget (og/eller styrket) sin indre økonom.

Podcasten udkommer både som podcast…

…og (for de nyeste afsnit) på YouTube.

På genhør

Claus & Jonas

Claus Galbo-Jørgensen er cheføkonom i advokatfirmaet Bech-Bruun og er desuden ekstern lektor i økonomi på Københavns Universitet.

Jonas Herby er specialkonsulent i tænketanken CEPOS og podcastvært på Regelstaten.

Send os gerne en mail med kommentarer, ris og ros på principperne@gmail.com.

Korruption og jordskælv – en dødbringende kombination

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2023. Skriv et svar

Forleden ramte et voldsomt jordskælv Tyrkiet, hvor cirka 40.000 mennesker har mistet livet. Der er allerførst tale om en alvorlig menneskelig katastrofe, hvor hurtig og rigelig hjælp kan gøre en væsentlig forskel. På trods af, at den tyrkiske regering gennem længere tid har modarbejdet de nordiske lande – og ikke mindst Sveriges indtræden i NATO – har de været hurtige til at hjælpe.

Det samme kan desværre ikke siges om den tyrkiske stat, som tog temmeligt lang tid om at komme ud af starthullerne. En del af forklaringen har tydeligvis været den udemokratiske magtkoncentration omkring landets præsident Recep Tayyip Erdoğan, der syntes paralyseret til at starte med. En del af katastrofen er således et eksempel på, hvordan en koncentration af statsmagten – meget modsat hvad bl.a. Mette Frederiksen og Lars Løkke har påstået i lang tid – kan føre til håbløse beslutninger.

Men det er ikke hele historien, hvilket er vores pointe idag. En anden kilde til de enormt store dødstal i Tyrkiet er landets kendte og historisk dybe korruptionsproblemer. I 2007 dokumenterede Monica Escaleras, Nejat Abarci, og Charles Register, at jo mere korrupt et land er, jo flere mennesker dør i helt sammenlignelige jordskælv (artikel her; ungated version her). De tre forskere viste allerførst i en lille teoretisk model, hvordan korruption kan bidrage til at underminere håndhævelsen af ordentlige bygningsnormer og -regulering. Man kan måske tilføje, at korruption også kan betyde at en del beredskab slet ikke er klart – som man har kunnet se i den russiske militærindsats i invasionen af Ukraine, hvor meget udstyr slet ikke eksisterede fordi ressourcerne var forsvundet i bestikkelse – og at en række andre systemer også kan fungere dårligt, når bestikkelse er normen.

De viser derefter, at i faktiske tal fra en lang række lande med samme internationale bygningsregulering, er korruption kraftigt forbundet med dødstal i jordskælv. Og heri ligger en substantiel forklaring på de tragiske dødstal i Tyrkiet: Mens der døde fire sidste år i et jordskælv i Japan, er Tyrkiet idag over 40.000 i et jordskælv, der kun var lidt kraftigere. Naturkatastrofer må ikke undervurderes, men det er korruptionen, der er den store dræber.

Hvad var Iran blevet uden 1979-revolutionen?

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2023. Skriv et svar

Præstestyret i Iran fejrer i disse dage afslutningen på den Iranske Revolution, der den 11. februar 1979 endte med at det iranske monarki endeligt kollapsede. Shah Mohammad Reza Pahlavi, der havde taget magten fra den valgte regering i 1953, flygtede og døde året efter af den leukæmi, der havde svækket ham i de sidste år på tronen. Han efterlod dermed iranerne i hænderne på et ekstremt religiøst præstestyre, der har overlevet til idag.

Shahen var en autokrat af den gamle slags, der undertrykte sine politiske modstandere, udsatte dem for tortur, og investerede voldsomt i militæret. Han var dog også en reformator, der både privatiserede førhen statsejede virksomheder, kraftigt forbedrede iranernes uddannelsesniveau og sundhed, og gav kvinder stemmeret i den såkaldte Hvide Revolution. Hans styre var derfor – ganske pudsigt – hadet af både voldsomt konservative mullaher og af vestlige venstreintellektuelle. Undertrykkelsen var meget reel, men det samme var den økonomiske succes, da Iran gennem 1970erne havde vækstrater i liga med Sydkorea og Taiwan.

Det næsten umulige spørgsmål, vi stiller idag, er derfor hvad der økonomisk ville være sket, hvis shahens styre var fortsat og Iran ikke var blevet til et religiøst diktatur. Måden vi gør det på, er ved at bruge en slags discount-version af en Syntetisk Kontrolmetode, der f.eks. er blevet brugt til at vurdere konsekvenserne af Hugo Chávez i Venezuela (se Grier og Maynards ungatede artikel her). Selvom vi bruger en simpel version af metoden – vi beregner bare en syntetisk kontrol med den bedste fit af nabolandenes udvikling – giver den et forbløffende akkurat sammenfald med Irans faktiske udvikling før 1979. I figuren nedenfor er den sorte linje Irans faktiske nationalindkomst per indbygger (i logaritmer), mens den røde er den syntetiske kontrol og den stiplede er forholdet mellem den faktiske indkomst og forudsigelsen fra det syntetiske Iran.

Det er let at se, at den syntetiske kontrol passer godt, da de røde og sorte linjer er klart sammenfaldende fra sidste i 1950erne til 1978. Fra 1978 til 1988 halveredes iranernes gennemsnitsindkomst, og væksten er ikke kommet tilbage og har lukket hullet eller bare noget af det. Man kan naturligvis indvende, at den lange krig med nabolandet Irak ikke gjorde situationen bedre (ligesom den bestemt ikke gjorde i Irak), men almindelig økonomisk dynamik indebærer normalt, at man efter en krig- får en periode med ‘konvergens’ tilbage til normalen. Det har Iran overhovedet ikke oplevet, ligesom man kan spørge om krigen overhovedet var sket uden revolutionen.

Bundlinjen i den lille øvelse idag er, at kommentatorer i starten af 1970erne på sin vis havde ret: Iran var på vej til at blive Mellemøstens første ‘førsteverdensland’. Den syntetiske kontrol i 2018 er cirka lige så rig som Tjekkiet eller Spanien, og selv hvis man regner det som et overestimat, ville iranerne have været meget, meget rigere uden Ayatollah Khomeini og hans præstestyre. Det seneste tiår har deres faktiske indkomst ligget omkring 40-45 procent af vores bedste bud på, hvad den havde været uden det religiøse diktatur. Og det er værd at bemærke, at når lande bliver så rige, bliver de næsten altid også demokratiske. Iranerne tabte meget i 1979.

Hvis statsministerens “fortælling” er forkert, hvad er så det rigtige problem?

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. februar 2023. Skriv et svar

I går skrev jeg om, hvorfor statsministerens “fortælling” om dansk økonomi er forkert. De offentlige finanser er ikke uholdbare. Finansministeriets fremskrivning viser tværtimod, at der “overholdbarhed”.

Men hvad er egentlig det centrale problem, man kan udlede af fremskrivningen?

Læs resten →

Regeringslederes alder i verden

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2023. Skriv et svar

Forleden holdt den amerikanske præsident Joe Biden den traditionelle State of The Union-tale for Kongressen. Som Berlingske pointerede, gentog Biden flere gange sloganet “Let’s finish the job”, og signalerede dermed, at han har planer om at stille op til præsidentvalget næste år. Hvis han (mod forventning) skulle vinde, ville han ved slutningen af sin anden periode være 86 år gammel. Biden er dermed en anomali i den udviklede verden, ligesom hans land generelt er: Amerikanske politikere er i gennemsnit forbløffende gamle. Som kortet nedenfor viser – hvor vi illustrerer hvor gammel regeringslederen er i verdens forskellige lande – er en alder over 80 et særsyn i den demokratiske verden, men ikke nødvendigvis i verdens diktaturer.

En første åbenlys forskel er mellem demokratier og andre regimer. Gennemsnitsalderen for regeringsledere i demokratier er 58 år for tiden, og dermed i gennemsnit næsten seks år yngre end i diktaturer (p<0,01). Den ældste leder i et demokratisk land er Namibias præsident Hage Geingob, der er 81 år gammel. Han er dog sekunderet af premierministeren Saara Kuugongelwa, der er 55. Udover Biden og Geingob, er den eneste demokratisk valgte leder over 80 Nigerias Muhammadu Buhari, der har en ganske farverig fortid. Mens Geingob var det uafhængige Namibias første premierminister i 1990 – da landet var et godt stykke fra at være demokratisk – var Buhari regeringsleder i halvandet år i midten af 1980erne efter han tog magten i et militærkup. Omvendt er der tre regeringsledere under 40: Chiles præsident Gabriel Boric, Finlands statsminister Sanna Marin, og Montenegros fungerende premierminister Dritan Abazović.

I verdens 74 autokratier er der derimod seks ledere over 80, inklusive Cameroons Paul Biya, der har været landets leder siden 1982, den enevældige kong Salman af Saudiarabien, og Ækvatorialguineas ubestridte diktator Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, der har været ved magten siden 1979. Gennemsnitsaldereden er 64, og kun to regeringsledere i diktaturer er under 40: Burkina Fasos Ibrahim Traoré og Chads Mahamat Idriss Déby. Det pudsige ved de to er at Traoré kom til magten ved et kup sidste år, mens Déby overtog magten da hans far Idriss Déby pludseligt omkom i borgerkrigen i det nordlige Chad. Déby senior var kommet til magten ved et kup i 1990.

Hele fordelingen af regeringslederes alder kan ses i dagens anden figur, lige nedenfor, ved at fokusere på de fyldte søjler. Figuren viser ganske tydeligt, hvordan der er en overvægt af regeringsledere i 40’erne og 50’erne i demokratier, og en overvægt af ældre regeringsledere i diktaturer. Det rejser dog spørgsmålet, hvordan de præcist er kommet til magten, og hvor længe de har siddet der.

Den 80-årige Obiang var således kun 37, da han tog magten ved et blodigt militærkup i august 1979. Biya, der idag er 89 år gammel, var 49 da han tog over fra Ahmadou Ahidjo i 1982, og havde da allerede været Ahidjos premierminister i syv år. Disse eksempler viser sig at være en væsentlig del af forklaringen: Fokuserer man på de to sæt stribede søjler, viser de ved hvilken alder regeringsledere kom til magten – og ikke hvor gamle, de er idag. Der er helt enkelt langt flere diktatorer, der kom til magten da de var under 40, mens der er flere demokratiske ledere, der kommet til magten i deres 40’ere.

Der er også lidt flere demokratiske ledere, der kommer til magten i deres 70’ere end autokrater. Selv gennemsnittene for de to grupper afslører forholdet: Mens de autokrater, der er ved magten idag, i gennemsnit kom til magten da de var 52, var de demokratiske ledere cirka 2½ år ældre (omend p<0,18). Autokraterne er ældre, fordi de i gennemsnit har siddet 11½ år på posten, mens gennemsnittet for demokratiske ledere kun er cirka 3½ år (p<0,01).

Mens det er interessant at se de store forskelle på tværs af verden, er et sidste spørgsmål om de overhovedet gør nogen forskel? Der findes to videnskabelige artikler, er dokumenterer at der er noget at se efter. For det første fandt Alberto Alesina, Traviss Cassidy, og Ugo Troiano i 2019 i Economica, at yngre borgmestre i Italien – dvs. demokratisk valgte ‘regeringsledere’ – er mere tilbøjelige til at lave ‘politiske business cycles’. Med andre ord var de yngre borgmestre mere tilbøjelige til at øge de offentlige udgifter for at blive valgt. For det andet fandt Richard Jong-a-Pin og Jochen Mierau sidste år i Economic Modelling, at ældre diktatorer typisk fører politik, der sænker den økonomiske vækst.

Der er således god grund til at interessere sig for regeringslederes alder, og naturligvis også, hvor lang tid de bliver siddende. Begynder man at tænke over det, dukker der en række andre spørgsmål op, som man kan håbe at forskningen på et tidspunkt ser på: Fører yngre regeringsledere anderledes politik? Får den dem valgt? Er hele regeringens aldersprofil vigtig? Er alder ligegyldig, hvis regeringen ikke har flertal? For interesserede, ligger der et helt PhD-projekt og venter i spørgsmålene…

Statsministerens økonomiske ”fortælling” er ganske enkelt forkert.

Af Otto Brøns-Petersen, den 8. februar 2023. 1 svar

Regeringen er kommet usædvanligt skævt fra start. ”Fortællingen” hænger ikke sammen. Regeringen vil gerne gennemføre reformer. Det er prisværdigt og påkrævet. Men ikke af de grunde, regeringen hævder. Og desuden hjælper dens første reformudspil – afskaffelsen af en helligdag – ikke på det problem, den vil løse.

Læs resten →

Hvor mange var døde af COVID-19 i første bølge, hvis danskerne havde gjort præcis som svenskerne fra 11. marts 2020?

Af Jonas Herby, den 7. februar 2023. 1 svar

Under den første COVID-19 bølge i foråret 2020 døde der fem gange flere svenskere end danskere af COVID-19.[1] Desværre er det stadig en sejlivet myte, at denne forskel skyldes, at den svenske stat ikke lukkede samfundet ned.

Men det er ikke forklaringen. Det ved vi, fordi empiriske studier – hvor man ser på data i stedet for at bruge modeller – viser, at nedlukninger kun har marginal effekt. Men mere synligt er det, når man ser på, hvordan udviklingen i COVID-19 dødsfald havde været i Danmark i foråret 2020, hvis danskerne havde opført sig præcist som svenskerne – og omvendt.

For at kunne det, er det vigtigt at huske på, at der går relativt lang tid fra borgerne ændrer adfærd, til man kan se det på de daglige COVID-19-dødstal. Det skyldes, at der går ca. 3-4 uger fra en person bliver smittet med SARS-Cov-2 til personen potentielt dør af COVID-19 (fem dage fra smitte til de første symptomer, og derfra 18,5 dage før døden indtræffer – altså i alt knap 24 dage +/-).

Læs resten →

Kan overdødeligheden skyldes lavere energiforbrug?

Af Jonas Herby, den 6. februar 2023. 1 svar

Forleden beskrev jeg, hvordan vacciner ikke kan forklare den nuværende overdødelighed. Men hvad kan så?

En mulighed er energikrigen mod Rusland. I min familie har vi haft det betydeligt koldere denne vinter. Vi er langt fra alene, og også offentlig bygninger, har haft skruet ned for varmen. Samlet har danskerne brugt 12% mindre strøm og 20% mindre gas (når der tages højde for den milde vinter, er faldet stadig 11%).

Og lavere temperaturer indendørs betyder mere sygdom og flere dødsfald. Det er dokumenteret i adskillige studier. Her er fx Chirakijja et al. (2019) (både her og senere er fed skrift min fremhævning):

This paper examines how the price of home heating affects mortality in the US. Exposure to cold is one reason that mortality peaks in winter, and a higher heating price increases exposure to cold by reducing heating use. It also raises energy bills, which could affect health by decreasing other health-promoting spending. Our empirical approach combines spatial variation in the energy source used for home heating and temporal variation in the national prices of natural gas versus electricity. We find that a lower heating price reduces winter mortality, driven mostly by cardiovascular and respiratory causes.

Læs resten →