Findes “social retfærdighed”?

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. april 2023. 2 svar

”I moderne tid er realisering af ”social retfærdig fordeling” blevet et primært motiv for at begrænse borgernes frihed. Fordelingspolitik er om noget blevet den moderne svøbe. Rawls har forsøgt at etablere en politisk filosofisk begrundelse for, hvorfor ”social retfærdighed” ikke desto mindre kan forenes med især klassisk kantiansk liberal filosofi. Det på mange måder imponerende forsøg lykkedes dog ikke.”

Det er konklusionen på min artikel om Rawls og social retfærdighed. Den er offentliggjort i Libertas nr. 79, som er et temanummer om Rawls (kun for abonnenter og medlemmer – men hvorfor ikke blive det). Men den kan også findes som Cepos arbejdspapir her.

Ryan Murphy om ‘off-the-diagonal’-lande

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2023. 1 svar

Min gode kollega Ryan Murphy – der er såkaldt ‘research associate professor’ på Bridwell-instituttet ved Southern Methodist University – er altid interessant at læse. Ryan har de seneste år været medforfatter til den årlige Economic Freedom of the World rapport, og har flittigt bidraget til vores viden om økonomisk frihed, statskapacitet, og økonomiske udviklingsmønstre. Hans nyeste paper, “Off the Diagonal of Institutional Development”, er lige så interessant som tidligere forskning.

Ryan starter med observationen, at almindelige udviklingsprocesser helt typisk indebærer, at lande bliver rigere, med økonomisk frie, mere demokratiske, og får større statskapacitet i nogenlunde samme takt. På den måde er verdens nuværende rige lande endt med at ligne hinanden på en række centrale punkter: Med få undtagelser, er de alle stabilt og ordentligt demokratiske, relativt økonomisk frie, og med stater, der i det mindste i princippet har kapacitet til at løse større kollektive handlingsproblemer.

Mens det generelle mønster er interessant og relativt godt dokumenteret, peger Ryan på at der er en række lande, der ikke helt ligner det generelle mønster. Innovationen i papiret er, at udvikle en simpel metode til at identificere lande, hvor graden af demokrati, statskapacitet, økonomisk frihed, og økonomisk udvikling ikke følger hinanden. Det giver en mulighed for at vise, hvilke lande der i særlig grad stikker ud fra det globale mønster. Rent praktisk viser Ryan med metoden, hvilke fem lande, der stikker af på henholdsvis statskapacitet, demokrati og økonomisk frihed.

For statskapacitet gælder det Guatemala, Bosnien og Herzegovina, Nigeria, Paraguay, og Mauritius; alle fem har overraskende svage stater, givet de andre tegn på modernitet. Lande, der er kapable, rige og økonomisk frie, men meget lidt demokratiske, er Singapore, Hong Kong, Rwanda, de Forenede Arabiske Emirater, og Qatar. Og sidst, men ikke mindst, er listen over lande med demokrati og statskapacitet, men meget lidt økonomisk frihed, Argentina, Tunisien, Guyana, Østtimor, og Sierra Leone.

Hvad er der særligt ved de anderledes lande? Ryans forklaring er, at gruppen består af “non-democratic development states” som Hong Kong og Singapore, oliestater der kan finansiere udvikling uden almindelige rettigheder, men med stærke institutioner. For resten noterer han den interessante konklusion, at “It isn’t clear that a combination of credible democratic institutions and economic freedom without a strong state is a stable equilibrium. Either countries achieve economic growth when they have both economic freedom and democracy, after which they can afford to “buy” a better state, or they collapse (e.g., in the case of Haiti) because of the lack of a state.”

Introduktioner til ‘Essential Scholars’

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2023. 1 svar

Mange af os – dvs. universitetsnørder og ligesindede – har fornemmelsen, at unge mennesker ved alt for lidt om ikke bare vores idéer og værdier, men også hvor de kommer fra. De har hørt noget vagt og sandsynligvis forvrøvlet på gymnasiet fra deres samfundsfagslærer, eller har set en reference et sted på Instagram. Men hvad mente folk som Adam Smith, David Hume eller Milton Friedman egentlig? Og hvorfor er det stadig interessant at læse dem?

Den udfordring har Fraser Instituttet forleden taget op i samarbejde med the Institute of Economic Affairs. De to tænketanke – den ene i Vancouver, den anden i London – er igang med at udgive en serie korte videoer, bøger, podcasts, og andet materiale om det, de kalder ‘Essential Scholars’. Serien dækker ikke blot koryfæer fra Oplysningstiden som John Locke, David Hume og Adam Smith, men også det 20. århundredes store, liberale tænkere: Milton Friedman, James Buchanan, Friedrich Hayek og Joseph Schumpeter. Og som en særlig bonus, dækker den ‘Essential Women of Liberty’, der er et emne som ofte overses.

Hele serien kan findes på Essential Scholars, og er lidt af en guldgrube af interessant materiale til en selv eller ens elever. Man kan også nedenfor se en begejstret Reem Ibrahim fra the Institute of Economic Affairs. Reem er institituttets nyeste ansatte i kommunikationsafdelingen, og er udover at være studerende på London School of Economics også en af de nye, unge stemmer i det britiske mediebillede.

Ulighed i indkomst og forbrug – der er forskel!

Af Christian Bjørnskov, den 30. marts 2023. 1 svar

Der tales med jævne mellemrum med store bogstaver om ulighed i den offentlige debat. Politikere på begge sider af Folketinget taler til tider om den voldsomt stigende ulighed og vi må sørme gøre noget ved den (men se f.eks. en mere balanceret diskussion fra Kraka). Men det er forbløffende sjældent, at man spørger hvilken ulighed der tales om.

Spørgsmålet er ikke bare af akademisk interesse, fordi det kan være relativt ligegyldigt at der er store forskelle på folks indkomster, hvis forskellene ikke også bliver til forskelle i forbrugsmuligheder. På et praktisk plan er det, med andre ord, langt mere relevant at se på ulighed i forbrug end i ulighed. Det gøres desværre ret sjældent – men det er det, vi gør idag. Helt konkret har vi plottet udviklingen i ulighed i indkomster og ulighed i faktisk forbrug fra 1974-2015 i Danmark, Sverige og Storbritannien. Data kommer fra the Global Consumption and Income Project; DK, C refererer således til ginikoefficienten for forbrug i Danmark mens DK, I refererer til den for indkomst.

Som figuren ovenfor gør klart, er der langt større udsving i indkomstuligheden end i forbrugsuligheden. Store refomer af den danske velfærdsstat har således give udsving i indkomstuligheden, mens ændringerne i uligheden i faktisk forbrug har været langt mindre. Fra 1975 til midten af 1980erne falder indkomstuligheden for eksempel, mens forbrugsuligheden stiger. Noget lignende gør sig gældende for Sverige, mens det britiske billede illustrerer store ændringer i indkomstuligheden – fra 0,29 i Thatchers første år til 0,38 i midten af 00’erne – der følges af cirka tre points udsving i forbrugsuligheden.

Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor der er så meget mindre udsving i forbrugs- end i indkomstuligheden. Dele af svaret kan findes flere steder i sund fornuft og økonomisk standardteori, og burde ikke overraske ret mange. Først og fremmest er en hel del af indkomstuligheden, som man måler den, forskelle på unge, midaldrende, og gamle. Unge og gamle har en klar tendens til at forbruge mere end de tjener: Som ung tager man lån, for eksempel som studerende, men også senere hvis man køber egen bolig og bil, og som gammel har man måske en mindre pension, men også en masse opsparing og en friværdi i boligen, som man kan bruge. Midt i livet er der, hvor man betaler sine lån tilbage og effektivt sparer op til sin pensionisttilværelse. At forbrugsuligheden er mindre end indkomstuligheden er derfor ikke mærkeligt, men følger af overvejelser i det man ofte kalder ‘moderne forbrugsteori‘.

Derudover findes der en række skatter og afgifter, der ikke sætter sig i indkomster, men klart i forbrugsmønstre. Mange almindelige afgifter er således regressive – dvs. de rammer fattigere befolkningsgrupper hårdere. Det er for eksempel tilfældet for tobaksafgifter, da fattigere danskere ofte er mere tilbøjelige til at ryge. På samme måde kan høje marginalskatter sænke forbruget i de relativt rigere dele af befolkningen mere, end de sænker deres indkomst.

Bundlinjen er, at man i virkeligheden burde interessere sig for forbrugsulighed i langt højere grad end man interesserer sig for indkomstulighed – hvis emnet overhovedet er interessant. Den er ikke blot højere end indkomstuligheden i Danmark og Sverige, men også langt mere stabil over tid og adskiller sig væsentligt mindre på tværs af lande. Om man kan få politikere og kommentatorer til at se på den mere relevante ulighed, er dog et meget andet spørgsmål.

Munger-testen

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2023. Skriv et svar

Som liberal – og bare som almindelige borger – kan man nogle gange blive noget træt af folk og kommentatorer, der indigneret mener at problem X eller situation Y er forkert, og staten må gøre noget. Problemet bidrager allerførst til såkaldt ‘action bias’, som den fantastiske britiske serie ‘Yes, Minister’ beskrev som “We must do something. This is something. Therefore, we must do this.” For det andet afslører det enten, hvor lidt folk har tænkt over situationen, eller hvor meget tillid de har til systemet som sådan. Det sidste kan afsløres med den såkaldte Munger-test.

Testen er, som navnet afslører, opfundet af den amerikanske økonom og politolog Michael Munger (Duke University). Mungers test, som han blandt andet forklarer i en populær artikel om fænomenet ‘Unicorn Governance‘, består af tre skridt.

  1. Lav eller gentag argumentet, om at problem X er for galt og staten må gøre noget.
  2. Gå tilbage til argumentet, og erstat ‘staten’ med en navngiven politiker eller særinteresse. For eksempel: ‘Det er for galt at priserne stiger så meget. Simon Kollerup må gøre noget ved det.’ eller ‘Det er for galt, at der er så meget grænsehandel. Lars Løkke må gøre noget ved det.’
  3. Tag et mentalt skridt tilbage og se på dit argument, og overvej om det stadig giver mening.

Læserne er velkomne til at komme med deres egne eksempler. Under alle omstændigheder er opfordringen herfra idag, at man bliver meget bedre til at applikere Munger-testen i hverdagen. Nogen bliver måske sure over, at deres indignerede argumenter kan pilles så let fra hinanden – en almindelig indvending er, at selvfølgelig mente jeg ikke politiker X – men testen er en god måde at holde folk op på letkøbte argumenter om hvad staten kan og bør.

Ødipus-fælden

Af Christian Bjørnskov, den 27. marts 2023. 3 svar

Hvorfor er det så svært, og ofte umuligt, for politikere og andre at indrømme, hvis de har lavet fejl med gigantiske konsekvenser? Spørgsmålet er blevet særligt aktuelt efter de massive nedlukninger i 2020-22, som politikere og epidemiologer påstod var nødvendige. Der var en relativt stor grad af konsensus før 2020 at nedlukninger ikke virkede, eller i det mindste havde så voldsomme bivirkninger at man ikke burde bruge dem, og disse perspektiver var indarbejdet i de fleste vestlige landes epidemiplaner. Empirisk forskning de sidste par år har bekræftet, at den gamle konsensus var korrekt: Nedlukningerne virkede ikke og har haft rædselsfulde konsekvenser for børn og unges uddannelse og trivsel, og det meste af den globale økonomi. Hvorfor – må man spørge – indrømmer politikere og epidemiologer så ikke, at de tog fejl, men holder krampagtigt fast i at de gjorde det rigtige? Hvorfor accepterer de ikke den nye (og den gamle) forskning på området?

En forklaring kan ligge i det fænomen, der kaldes ‘Ødipus-fælden’. Jeg blev mindet om den forleden, da Megan McArdle i en podcast hos EconTalk netop talte om den. Hendes kontekst var William Freeman, der gjorde lobotomier populære i 1950erne og foretog omkring 3000 af dem. Det er almindeligt kendt idag, at lobotomioperationer typisk forårsagede alle mulige skader på folks hjerner, og op mod fem procent af dem førte til dødsfald. Alligevel forsvarede og anbefalede Freeman brugen af lobotomi til sin død. Mcardle peger på at han endte i Ødipus-fælden, hvor det at indrømme overfor sig selv og andre, at han havde bidraget til tusinder af menneskers dybe ulykke, bogstaveligt talt ikke ville være til at bære.

Det virker i høj grad som det samme fænomen, man ser for tiden. Politikere på begge sider af Folketinget nægter at indrømme, at nedlukninger var en historisk fejl – det Jay Bhattacharya kalder århundredets største sundhedspolitiske fejl – og slet, slet ikke vil tale om det. På samme måde er en række epidemiologer enten gået i flyverskjul eller er fortsat med at forsvare nedlukningerne. Hvis man ikke bare antager, at de er ondsindede og umoralske psykopater, er Ødipus-fælden en god forklaring: De risikerer at bryde psykologisk sammen i en enorm depression, hvis de indrømmer overfor sig selv hvad de har været med til at gøre.

På et højere plan er Ødipus-fælden et interessant, men noget uudforsket fænomen. I public choice er der forskellige forklaringer på, hvorfor man kan holde fast i politik længe efter, at den har vist sig ikke at virke, og hvorfor man til tider kan vælge at ignorere bivirkninger af politik. Men Ødipus-fælden kunne være særligt spændende, fordi den giver en forklaring på, hvorfor centrale politiske aktører er mere tilbøjelige til at holde fast i dårlig politik, jo mere katastrofale dens konsekvenser er. Den kan dermed måske være med til at forklare, at det er de værste slags politik som bliver ved med at blive gentaget i længst tid.

Eller som insider-joken er i mange videnskabelige diskussioner: Nogen burde skrive dén artikel!

BLIV EN DEL AF CEPOS AKADEMI, 2023

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. marts 2023. Skriv et svar

Min dygtige studentermedarbejder Nadia går på Cepos Akademi og har skrevet denne evaluering og anbefaling.

CEPOS Akademi
Ønsker du at udvikle dine færdigheder og kundskaber inden for økonomi, politik og samfund? Er du politisk interesseret og ambitiøs? Og vil du gerne blive bedre til at debattere? Så er CEPOS Akademi det helt rette sted for dig. En ny ansøgningsrunde er blevet sat i gang, og du har nu muligheden for at søge ind på CEPOS Akademi – så grib chancen!

Læs resten →

Har vi den rigtige finansielle regulering?

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. marts 2023. Skriv et svar

Der har været nogle spektakulære banksager de sidste par uger. Det begyndte med, at Silicon Valley Bank (SVB) i USA gik ned, og sidste weekend overtog schweiziske UBS så sin nærmeste konkurrent Credit Suisse. Det rejser flere interessante spørgsmål om den fremtidige pengepolitik, sundhedstilstanden i den finansielle sektor og om den offentlige regulering af den.

Læs resten →

Bliver danske studerende i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2023. 3 svar

Regeringen er kommet i stormvejr på grund af dens planer om at forkorte en lang række danske universitetsuddannelser – og med rette. Jeg har selv kritiseret reformen i bl.a. Børsen, ligesom mine fremragende kolleger Michael Svarer og Carl-Johan Dalgaard – en tidligere og en nuværende overvismand – har været meget klare i spyttet omkring, hvor tåbelig en reform det er. Det er tydeligt, at regeringen og dens reformkommission har undervurderet, i hvilket omfang både uddannelsessektoren, men også dele af erhvervslivet stritter imod. Der er også elementer af ren inkompetence i forslaget. Ingen i kommissionen har for eksempel indset, at der ikke er lektor- og professorkræfter til at vejlede i juli og august, hvor man forestiller sig at de mange nye studerende skal skrive endelig opgave.

Der er dog et enkelt element af kritikken, som ikke helt har været klart diskuteret i medierne. Min og andres kritik er gået på, at reformerne leverer meget lidt arbejdsudbud mens de skader de unges uddannelse – de får lavere løn – og erhvervslivets innovationsevne, når ringere uddannede medarbejdere innoverer mere. En anden del af kritikken er, at de påståede positive elementer, som reformkommissionen forsøger at regne ind – højere kvalitet på uddannelserne og mere erhvervsretning – er rene fugle på taget. Elementet, som folk indtil videre har overset, går direkte imod en af regeringens ambitioner på området.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har flere gange nævnt ambitionen, at flere udenlandske studerende kunne vælge at studere i Danmark på de nye, kortere uddannelser. Men hvad med de danske studerende? Antagelsen er åbenbart, at de stadig vil læse i Danmark, men er det en rimelig antagelse? Mit svar idag er et stort nej.

De korte uddannelser er for det første dårligere og vil give lavere løn. De er heller ikke kompatible med det fælleseuropæiske system, ligesom de ikke svarer til britiske eller amerikanske master-uddannelser. I en international sammenhæng vil det dermed af indlysende grunde blive sværere at blive ansat på en dansk uddannelse på 1 1/4 semester. Spørgsmålet som ministeren – og desværre også min ellers både rare og fagligt glimrened kollega Nina Smith – øjensynligt ikke har stillet sig er, hvorfor danske studerende ikke bare skrotter danske kandidatuddannelser og tager til Lund, Hamborg eller King’s College, London?

Havde jeg haft børn, ville jeg som dansk universitetsprofessor så afgjort foreslå dem, at de forlod landet i stedet for at tage en kort dansk discountuddannelse. Hvis de iøvrigt havde evner til en kandidatuddannelse, ville det ret sikkert svare sig at tage en fuld uddannelse på et ordentligt universitet end en halv i Danmark. Så spørgsmålet er, hvorfor regeringen ikke (officielt) har tænkt over det? Det er mere sandsynligt at det fører til en exodus af danske studerende til udlandet, end at det ender med en inflow af udenlanske studerende til Danmark.

Justin Callais om forfatninger efter revolutioner

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2023. Skriv et svar

Justin Callais, der forleden flyttede til University of Louisiana at Lafayette, er en af de virkeligt lovende unge forskere i public choice. Her til morgen (vestkysttid) præsenterede Justin ny forskning i forfatningsøkonomi, som han har foretaget med Andrew Young (Texas Tech). De to bryder ny og meget interessant grund ved at undersøge, om forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes end andre forfatninger skrevet under meget anderledes omstændigheder.

I “Revolutionary Constitutions Are they Revolutionary in Terms of Constitutional Design?” starter med observationen, at revolutioner – begivenheder hvor samfundets basale institutioner ændres og magthaverne smides ud – ofte ender i en ny forfatning. De foreslår, at revolutionsforfatninger typisk vil være længere og mere ambitiøse, vil prøve at være mere demokratiske og sikre folks rettigheder bedre, og vil måske også være sværere at ændre – altsammen fordi den nye regering efter revolutionen har incitament til at ændre status og se mere legitim ud end tidligere regimer.

Konkret sammenligner Callais og Young 31 forfatninger skrevet efter revolutioner med 162 forfatninger skrevet uden en revolution, som tillader dem at matche revolutionsforfatninger til forfatninger i lignende lande. Deres analyser peger på, at revolutionsforfatninger er forbløffende almindelige – de er ikke meget anderledes end andre. Undtagelsen er nogen evidens, der peger på at de er lettere at ændre – dvs. at det nye regimer giver sig selv mere konstitutionelt manøvrerum. Ligheden er dog ikke helt så klar, da Callais og Young også foretager et sæt analyser uden stater, der enten kommer ud af den kommunistiske østblok eller starter som kolonier. Smider man dem ud, viser det sig at revolutionsforfatningerne generelt gør lande signifikant mere demokratiske.

Overordnet viser Callais og Youngs nye forskning, at der er forbløffende stabilitet på forfatningsniveauet – selv omkring revolutioner. Som Callais selv noterede efter præsentationen, er et af de store spørgsmål i forfatningsøkonomi hvorfor forfatninger er så ligegyldige for mange outcomes. Måske er det ikke så sært, når man kan observere at selv revolutionære regeringer ikke rigtigt tager anderledes forfatningsvalg end markant anderledes regimer?

Pris for årets bedste artikel i Public Choice til Bjørnskov og Voigt

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. marts 2023. 1 svar

Punditokraternes redaktør berettede forleden, at han i denne uge er til den årlige Public Choice Society-konference, som i år holdes i Seattle. Hvad også fortjener at blive nævnt er, at han ved samme lejlighed vil blive hædret med Duncan Black-prisen. Christian vinder den sammen med Stefan Voigt for intet mindre end årets bedste artikel i tidsskriftet Public Choice. Public Choice er i sig selv et prestigefyldt videnskabeligt tidsskrift, så det siger ikke så lidt at blive udråbt til det bedste bidrag i 2022.

Læs resten →

Underspecificerede reformer

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2023. 1 svar

Som nogle læsere vil vide, har jeg været involveret i debatten omkring regeringens / reformkommissionens nye universitetsudspil. Meget kort fortalt vil regeringen forkorte en række kandidatuddannelser fra to år til 1 1/4 år. De studerende skal med andre ord kun have 75 ECTS-point i stedet for de 120 point, der kræves idag for at kalde sig kandidat (og som kræves i det internationale system). Man kan mene hvad man vil om idéen – jeg er af den overbevisning at den er idiotisk og vil gøre Danmark fattigere – men der er et særligt element, der er værd at tænke videre over, og overveje langt udover det aktuelle eksempel.

Det særlige element er, at regeringen ikke vil udspecificere, hvordan reformen skal udspille sig i praksis. Den har således besluttet, at en andel af kandidatuddannelserne skal forkortes, og at de studerende efter et års undervisning skal skrive en afsluttende opgave henover sommeren, men ikke præcist hvilke, og ikke hvordan de nye uddannelser skal se ud. Det særlige ved den nye universitetsreform er derfor, at den er underspecificeret. Det generelle spørgsmål den særlige situation således rejser, er hvorfor det kan være politisk rationelt – og måske endda attraktivt – at underspecificere store reformer.

I en vis forstand er alle reformer underspecificerede, fordi der altid vil være nogle rent praktiske ting, som man ikke kan planlægge præcist. Der kan for eksempel være beslutninger om investeringer i skoler, hvor man ikke har specificeret hvor skolerne skal ligge – man bliver nødt til efterfølgende at finde ud af, hvor der enten er egnede lokaler eller hvor der er en brugbar grund, man kan købe. Regeringens universitetsudspil går dog meget længere end det og efterlader ganske væsentlige beslutninger til dem, der skal implementere reformen.

Det gælder for eksempel et særligt problem, som fik denne blogs gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard til at spørge, om regeringen overhovedet anede hvad den lavede: Reformen indebærer at de studerende på de nye 1 1/4-årige uddannelser skal skrive deres afsluttende opgave henover sommeren i juli-august. Men på det tidspunkt holder lektorer og professorer fra, og man kan ikke bare sige, at de skal holde sommerferie på et andet tidspunkt. I maj og juni er der eksamener, bachelorforsvar (i maj) og regulære specialeforsvar (i juni), og i august er der omeksamener og forberedelse til den undervisning, der starter 1. september. Det er derfor logisk umuligt at holde sammenhængende ferie på noget andet tidspunkt end juli og starten af august – netop på det tidspunkt hvor regeringen forestiller sig, at man skal vejlede de nye afsluttende opgaver på discount-uddannelserne.

Netop dén gordiske knude efterlader man til universiteterne selv at løse, ligesom mange andre forhold omkring uddannelserne er overladt til de universiteter, der skal udmønte reformen. På samme måde er det stadig ikke klart, hvilke uddannelser der skal forkortes, om der overhovedet er et arbejdsmarked for de kortere uddannede studerende, og for den sags skyld om de kortere uddannelser ikke vil få langt flere danskere til at tage deres universitetsuddannelse i udlandet (hvor man kan få rigtige kandidatuddannelser).

En god grund til at underspecificere reformer er naturligvis, at man overlader noget af udmøntningen til folk / organisationer med den nødvendige specialviden og ekspertise, som Folketinget aldrig har. Underspecificering på den måde kan være en god idé, hvor man fra politisk side definerer et område, X, og en række mål for reformen, Z.

Men den nye universitetsreform excellerer ikke ligefrem på den måde. Her virker det langt mere til, at den er underspecificeret af public choice-agtige grunde: Rigtigt mange ting kan gå galt – forestil jer bare om to år, når flere tusinde studerende skal have vejledere til deres afsluttende opgave, og ingen vil vejlede dem. Underspecificering er derfor en måde for politikerne at slippe for ansvaret for problemerne og skandalerne, da udmøntningen skal defineres og planlægges af universiteterne selv.

Den nye reform er også underspecificeret på en anden måde: Ved at selve formålet med den er uklart. På trods af adskillige journalisters spørgsmål har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ikke formået at forklare, hvorfor man overhovedet laver reformen, eller hvilket problem den løser! I vores notation ovenfor er Z uklar, når der ikke engang er et klart mål for hvad man laver. Handler den om arbejdsudbud, når nogle få unge mennesker kommer ni måneder tidligere på arbejdsmarkedet? Handler den om at spare i universitetssektoren? Er formålet i virkeligheden at gokke universiteterne oveni hovedet på grund af regeringens arbejderistiske ideologi? Vil regeringen bare demonstrere ‘handlekraft’, men ligegyldigt hvad handlingen er?

Det står mig og de fleste af mine kolleger noget uklart, hvad man egentlig vil med den. Men fra en rent videnskabelig public choice-vinkel er den interessant, netop fordi den er så klart underspecificeret på både midler og mål. Det tvinger en til at spørge, om politikerne har uhellige politiske mål med den, eller om reformen bare er endnu et eksempel på, hvor totalt inkompetent meget dansk politik er blevet.

Public Choice Society 2023

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2023. 3 svar

Onsdag morgen sætter jeg mig i et fly til Seattle, med en mellemlanding i London, for at deltage i den årlige konference i the Public Choice Society. Konferencen er altid et af forårets videnskabelige højdepunkter for de fleste folk med interesse i public choice og politisk økonomi, og tegner i år til ikke bare at være tilbage til fuld styrke efter nedlukningshelvedet, men også til at blive særdeles interessant.

Jeg er ansvarlig for to sessions til årets konference med titlerne “Institutions of freedom” og “Irregular transitions and institutional change”. Den første session om fredagen er endt med kun to deltagere: Dennis Coates (University of Maryland) præsenterer “Microfoundations of effects of economic freedom” og min fremragende kollega og gode ven Niclas Berggren (IFN, Stockholm) præsenterer “The rule of law predicts trust in journalists and scientists” som er fælles arbejde med Alexandra Sandström (Uppsala Universitet) og undertegnede. På den anden session er der tre præsentationer: Jerg Gutmann (Universität Hamburg) kommer med “On the relationship between de jure and de facto judicial independence – a global puzzle?”, Peter Calcagno (College of Charleston) præsenterer “Political systems, regime memory, and economic freedom” og jeg slutter af med “Coups and economic crises”.

Derudover er der masser af spændende emner på programmet, ligesom der er en række unge forskere, der er værd at følge. Der er for eksempel den erfarne Jan Schnellenbach (Brandenburgische Technische Universität), der deltager med det ekstremt relevante spørgsmål “Limits to interventionist policies during and after the pandemic: Are we on a slippery slope?” Der er den fremragende Jaime Bologna (Texas Tech) med “Revisiting the relationship between corruption and press freedom.” Og blandt de særligt lovende unge er der tyske Kim Leonie Kellerman (Ruhr Universität Bochum), som præsenterer “Administrative areas and regional identity formation: The case of East Germany” og Justin Callais, der lige er flyttet til University of Louisiana at Lafayette, som taler om “Revolutionary Constitutions.”

Alt i alt lover konferencen godt for de kommende års public choice-forskning, ligesom den med næsten total sikkerhed bliver et møde med både nye kolleger, spændende forskning, og gamle venner. Skulle der være læsere, der efter at have bladret programmet igennem, gerne vil vide mere om et eller flere specifikke emner, tager vi dem hellere end gerne op. Det kræver kun en kommentar nedenfor.

.

Stem på Kurrild

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. marts 2023. 1 svar

Peter Kurrild-Klitgaard er indstillet til Berlingskes Fonsmarkspris. Det er svært at komme i tanke om nogen mere oplagt kandidat, navnlig til en pris der bærer Henning Fonsmarks navn.

Læs resten →

Tre benspænd for markedet for fjernbusser

Af Jonas Herby, den 9. marts 2023. Skriv et svar

I går kunne Børsen offentliggøre, at et nyt busselskab, Fleet, starter op i Danmark for at tage konkurrencen op med Flixbus og Kombardo. Det er gode nyheder, for konkurrence gavner forbrugerne.

I artiklen peger jeg på tre benspænd, som står i vejen for et endnu bedre og mere konkurrencepræget busmarked i Danmark.

De tre benspænd er:

  1. 75 km-reglen
  2. Frekvens-reglen
  3. Tilladelses-reglen

Det er uvist, hvor store gevinsterne ved at fjerne disse benspænd er. Men det er ikke et argument for at fastholde dem. Og reglerne kan potentielt ramme mange danske forbrugere.

Læs resten →

Ligestilling på arbejdsmarkedet

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2023. Skriv et svar

Idag, den 8. marts, er Kvindernes Internationale Kampdag, hvor medier og andre diskuterer, hvor ‘langt vi er nået’. Der er desværre ofte en vis mangel på perspektiv i disse diskussioner, som i lande som Danmark er endt i skænderier: Hvor meget af barslen skal mænd tage – og skal staten blande sig i det valg, i hvilket omfang der er lige løn for lige arbejde, og endda om kvinder skal først i køen til f.eks. professorstillinger, fordi der blev ansat for få i tidligere generationer. Vi giver et hurtigt perspektiv her på stedet, men ikke ved at sammenligne med tidligere tider. I stedet giver vi et indblik i stauts på tværs af verden de seneste år. Som så ofte før gør vi det i et verdenskort, hvor farverne indikerer hvor stor en andel af kvinderne er i beskæftigede i forhold til andelen for mænd.

Som kortet illustrerer, ligger de skandinaviske lande lunt blandt de lande, hvor der er mindst forskel på mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens. I Danmark er den cirka 63 procent for mænd og 54 procent for kvinder, mens den er henholdsvis 64 og 59 procent i Norge, og 70 og 65 procent i Sverige. Man kan altid diskutere, om det er godt nok, men det er i den bedste femtedel af verden for Danmarks vedkommende, og den bedste tiendel af verden for vores to naboer.

Men det måske mest interessante, som kortet tydeliggør, er at de samfund hvor kvinder er relativt svagt knyttet til arbejdsmarkedet, falder i to klare grupper. Den første er Mellemøsten, Nordafrika og hele det indiske subkontinent. Man kan allerede høre folk sige ‘Islam’, men det er værd at bemærke, at området dækker store dele, der ikke er muslimske. Omvendt har det overvejende muslimske Malaysia og det stærkt muslimske Indonesien meget højere kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. Det ligner således i langt højere grad en regional tradition end noget, der umiddelbart har at gøre med religionen.

Det andet område, der klart stikker ud, er Mellemamerika, inklusiv Venezuela, Guyana, og Cuba. Man kan kun spekulere over, hvad grunden er – ikke mindst fordi både Mellemamerika og Sydamerika er katolske og – med Argentina og Chile som mulige undtagelser – stadig er ret religiøse. Men når vi tillader os at spekulere, er en mulighed at sydamerikanske lande som Argentina, Brasilien, Chile og Peru var store indvandringslande i starten af det 20. århundrede, efter at de sociale normer var begyndt at ændre sig i Vesteuropa.

Under alle omstændigheder er det interessant at se forskellene på tværs af verden. Kvinders beskæftigelse hænger ofte på sociale normer, der ændrer sig langsomt over tid. Det er derfor svært, grænsende til umuligt, at gøre ret meget ved det fra politisk side. Det forhindrer ikke politikere i at gøre forsøget eller at stole på deres egen enorme kompetencer (svært ikke at vælte rundt i latter når jeg skriver det), men borgerne bør have et ordentligt sammenligningsgrundlag. Vi bidrager med en bid af det i dag, uanset hvad læserne så mener om verdens status på området.

EU er ingen duks, når det gælder grøn statsstøtte

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. marts 2023. Skriv et svar

Jyllandsposten omtaler i dag en analyse, Line Andersen og jeg har skrevet om omfanget af grøn statsstøtte i EU op til Bidens “Inflation Reduction Act” (IRA) med massiv amerikansk statsstøtte. Og om omfanget af ny grøn statsstøtte i det “modsvar” til IRA, Kommissionen brygger på:

Læs resten →

Det er IKKE politikernes problem, hvis sociale medier skader vores børn

Af Jonas Herby, den 4. marts 2023. Skriv et svar

Richard Hanania har skrevet et interessant indlæg om sociale mediers effekt på børns mentale helbred. Kort sagt mener han, at evidensen viser, at sociale medier påvirker vores mentale helbred negativt.

Det var især hans indledende argument (se citat) for at være imod tesen om, at sociale medier er skadelige, der vakte min interesse. Jeg har ofte den samme mavefornemmelse, når medierne peger på nye problemer ved et produkt eller samfundstendens. Enhver negativ effekt kan (og vil) desværre blive brugt som et argument for, at politikerne skal regulere. Uanset om man kan forvente, at reguleringen er den bedste måde at løse problemet på, eller om politikerne overhovedet kan løse problemet.

I tend to dislike moral panics that are used to justify government intervention in people’s personal choices or market forces, particularly of the “think of the children” variety. Moreover, I think there’s a tendency to scapegoat big tech, which I consider an unhealthy impulse that is rooted in both Luddism and anti-market bias, both of which I strongly oppose. 

Men man skal passe på ikke falde i den fælde, Hanania beskriver, og nægte at indse problemer, fordi de vil føre til skadelig regulering. Det kan meget nemt føre til en personlig bias imod at indse, hvis der er et problem.

I stedet skal man tage den nye viden til sig og huske på, at eksistensen af et problem kun sjældent er et godt argument for, at politikerne griber ind og regulerer.

I forhold til sociale medier, er det fx langt mere oplagt, at forældrene griber ind (evt. i samarbejde med skoler osv., hvor der jo også sidder forældrebestyrelser osv.), hvis der er problemer. På netop det punkt adskiller brugen af sociale medier sig i øvrigt ikke fra mange andre emner som fx motion, overvægt, læring, rygning osv. Det er (og bør være) forældrenes opgave at opdrage deres børn til at blive voksne, der er i stand til begå sig i et moderne samfund med elle de fristelser, det indebærer. Også selvom det kan være svært.

Konklusionen er altså, at det er bedre at være på forkant med ny viden og – hvis der er et problem – tale for den rigtige løsning (forældreansvaret), inden for mange er blevet overbevist om, at det er et problem, politikerne skal løse.

Så hermed en opfordring til at læse Richard Hananias indlæg. Har han ret eller tager han fejl? Jeg er personligt i tvivl.

Kom meget gerne med kommentarer nedenfor.

PS: Til ”tl;dr”-segmentet opsummerer nedenstående meget godt det samlede indhold i Hananias indlæg.

Allcott et al. is not only the largest study, but it was also pre-registered and easily the most impressive. Participants, about half of them under 30 years old, were paid to stay off Facebook for a month. Here are the main findings for the outcomes we care about.

The effect sizes for life satisfaction, anxiety, depression, and happiness all hover around a tenth of a standard deviation. Tyler argues that such effect sizes are small, and critiques Haidt for saying we should assume network effects. Haidt’s argument is that quitting Facebook shouldn’t be expected to do all that much if all your friends are still on it and miserable. Personally, I don’t find the effect size to be that small. As Allcott et al. point out, the result for subjective well-being is about equivalent to a $30,000 increase in income. A tenth of a standard deviation seems small, but this is just one intervention that lasts a month. Other than getting rid of Facebook, you still have the same genes, had the same childhood, have the same job, grew up in the same culture, etc. If cutting out one app can alone take you from the 50th to 55th percentile of happiness, it’s definitely worth doing. And network effects aren’t some mysterious social force we should be skeptical of – the mental well-being of individuals rises and falls along with that of others in a society, which is why we can observe such striking trends over time. It seems to me very plausible that an intervention that only increases happiness by a small amount at the individual level might have massive effects if the same change was adopted by society as a whole. To expect much more than a tenth of standard deviation from one short intervention may be asking too much.

Argentina – engang var det rigt

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2023. 5 svar

Et væsentligt problem i den danske debat, som vi kun sjældent taler om, er mange politikeres stålsatte overbevisning om, at Danmark er et af verdens rigeste lande – og altid vil være det. Idéen synes at være, at vi sagtens kan have en stor og meget dyr velfærdsstat med en offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien uden at vi mister økonomisk status af den grund. Vi kan uden problemer lave store eksperimenter med vores uddannelsessystem, hvor vi forkorter uddannelser og flytter ressourcer væk fra forskning. Danmark – synes folk at mene – er så stærkt, at det er ligegyldigt hvor tåbelig vores politik bliver. Og det er på det tidspunkt i diskussionen, jeg bringer eksemplet Argentina op.

Argentina var engang et af verdens absolut rigeste lande. Ifølge Madison-datasættet, der omfatter indkomstdata fra 71 lande før Første Verdenskrig, havde landet verdens tienderigeste befolkning i 1913. Bruger man CIAs World Factbook, er argentinerne idag nummer 59 i verden. Figuren nedenfor, hvor vi holder Argentinas (købekraftskorrigerede) BNP per indbygger op mod Nordeuropas (minus olielandet Norge, derfor noteret ‘NE m’) og Italien, illustrerer ret tydeligt landets position. Umiddelbart efter Første Verdenskrig var argentinerne lige så rige som gennemsnittet i Nordeuropa. Det skal også huskes, at i den periode var Argentina et af verdens magneter for immigranter, og at det sammen med naboerne Chile og Uruguay talte blandt verdens relativt få stabilt demokratiske lande. Men lige omkring 1930 begyndte det for alvor at gå galt.

Argentina blev hårdt ramt af den store depression, men allerede i 1927 var folk i Nacionalismo-bevægelsen begyndt at gå med kup-planer. Det var den sidste af disse planer, som blev udført den 6. september 1930, da Generalløjtnant José Félix Uriburu tog magten ved et militærkup. Inspireret af Mussolinis Italien ændrede Uriburu strukturen i landets økonomi og styrede det mod et korporatistisk og fascistisk samfund. Argentinas økonomi reagerede præcist som andre, der bliver statsliggjort og politiseret: Den holdt op med at vokse.

Argentina blev udsat for succesfulde statskup igen i 1943, 1955, 1962, 1966 og 1976, og fejlede forsøg i 1932, 1951, 1955, 1956, 1960, 1963, og 1988. Landet var demokratisk fra 1946 til kuppet i 1955, igen fra 1958 til 1962, fra 1963 til 1966, fra 1973 til 1976, og igen stabilt fra 1982 efter en presset militærjunta havde tabt sin egen erobringskrig mod Falklandsøerne. Det tog – lidt simpelt sagt – nogle læsterlige klø fra en kombineret britisk styrke, før militæret mistede så meget anseelse og status, at det ikke længere kunne bestemme samfundets udvikling i Argentina.

Pointen er absolut ikke at sige, at Danmark i 2023 er ligesom Argentina i slutningen af 1920erne. Men Argentinas historie er en alvorlig advarsel om to ting. Den første er, at man ikke bare kan antage, at hvis man er et af verdens rigeste lande, er det en stabil status man på en eller anden måde bare ‘fortjener’. Den anden er, at i det øjeblik en række politikere mister troen på demokratiske institutioner og mener, at de ved meget bedre hvordan man styrer et land – og tror på værdien af politisk styring – begynder det at gå galt. Kuppet i 1930, der væltede en demokratisk regering i Argentina, indvarslede 60 års politisk ustabilitet og en tradition for næsten lattervækkende uansvarlig økonomisk politik og politisk selvsikkerhed. Danmark er ikke på vej til at blive et diktatur, men der er mere end én parallel til det stabilt demokratiske, rige Argentina i 1929!

Interview med forfatteren til Cochrane-review, der ikke finder nogen effekt af mundbind

Af Jonas Herby, den 1. marts 2023. 2 svar

Tom Jefferson fra University of Oxford er hovedforfatter af et nyligt Cochrane-review, som på baggrund af 23 randomiserede forsøg ikke finder nogen effekt af mundbind. Han blev for nylig interviewet, og det kom der mange interessante ting ud af. Men nedenstående citat er noget af det mest slående.

Det i citatet omtalte Cochrane-review fra 2020 (2020-reviewet er version fem, mens 2023-reviewet er version seks – så altså samme studie, men forskellige versioner), udkom 20. november 2020. Hvis det virkelig blev forsinket syv måneder, som Tom Jefferson siger, så var det altså færdigt allerede i april 2020.

Det er yderst problematisk, hvis Tom Jefferson har ret. Men desværre ikke overraskende givet de andre historier, der har været ude om samme emne (fx Twitter-files og Jay Bhattacharyas oplevelser på Stanford, samt det danske maskestudie).

Man kan næppe overvurdere vigtigheden af fri forskning. Og det gælder uanset om der er en krise eller ej.

JEFFERSON: Governments had bad advisors from the very beginning…  They were convinced by non-randomised studies, flawed observational studies.  A lot of it had to do with appearing as if they were “doing something.”

In early 2020, when the pandemic was ramping up, we had just updated our Cochrane review ready to publish…but Cochrane held it up for 7 months before it was finally published in November 2020.

Those 7 months were crucial. During that time, it was when policy about masks was being formed.  Our review was important, and it should have been out there. 

DEMASI: What was the delay?

JEFFERSON: For some unknown reason, Cochrane decided it needed an “extra” peer-review.  And then they forced us to insert unnecessary text phrases in the review like “this review doesn’t contain any covid-19 trials,” when it was obvious to anyone reading the study that the cut-off date was January 2020.

DEMASI: Do you think Cochrane intentionally delayed that 2020 review?  

JEFFERSON: During those 7 months, other researchers at Cochrane produced some unacceptable pieces of work, using unacceptable studies, that gave the “right answer”.

DEMASI: What do you mean by “the right answer”?  Are you suggesting that Cochrane was pro-mask, and that your review contradicted the narrative. Is that your intuition?

JEFFERSON: Yes, I think that is what was going on. After the 7-month delay, Cochrane then published an editorial to accompany our review.  The main message of that editorial was that you can’t sit on your hands, you’ve got to do something, you can’t wait for good evidence…. it’s a complete subversion of the ‘precautionary principle’ which states that you should do nothing unless you have reasonable evidence that benefits outweigh the harms.

Hele interviewet kan læses her.