Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2023. Skriv et svar
Jeg oplever ofte at folk har meget stærke holdninger til, hvor godt forskellige steder klarer sig økonomisk. En del af diskussionen er naturligvis, hvorvidt det går særligt godt i Danmark – jævnfør min sære diskussion i Børsen i januar med 3F’s cheføkonom – men det sker også med jævne mellemrum, at studerende og andre ‘har hørt’ at det går godt i region X eller land Y. Hvilken information folks forestillinger hviler på, er derimod ofte temmeligt uklart.
Det er det spørgsmål, vi tager fat på idag. Mens der er mange måder at vurdere, om det rent normativt ‘går godt’, bliver man nødt til at etablere en sammenligning. Én måde at vurdere, hvilke områder der klarer sig økonomisk godt eller skidt, er at forsøge at forudsige, hvor godt det normalt går. Det er det, vi gør her på tværs af 347 regioner i Europa. Vi starter med at estimere, hvad der forklarer væksten i hver region mellem 2000 og 2019, og beregner derefter hver regions afvigelse fra den forudsete vækst. I alle tilfælde bruger vi kun faktorer, som man politisk ikke har mulighed for at påvirke – dvs. vi vurderer hvor godt det går fraset den økonomiske politik.
Vi ender med en simpel regressionsligning, der i gennemsnit viser at vækst over de 20 år er 11,29 – 1,13 * log(initial indkomst) + 0,13 * tidl. kommunistisk + 0,79 * hovedstadsregion + 1,08 * tillid. Med andre ord er forudsigelsen baseret på, at rige regioner alt andet lige vokser langsommere (dvs. Solows forudsigelse om ‘konvergens’), at tidligere kommunistiske steder vokser hurtigere – der er objektivt set mere at forbedre – at hovedstadsregioner vokser hurtigere, og at social tillid er en stærk forudsigende faktor (se f.eks. her). Som så mange gange før, opsummerer vi resultater ved at inddele regioner i Europa i ni kategorier: Fra lyst gul, der er regioner med den mest skuffende vækst-performance i forhold til forventningen, til mørkt blå, der er de virkeligt succesfulde vækstregioner.
Kortet over regionernes performance viser helt umiddelbart flere ting ‘vi vidste i forvejen’. For det første kan man se problemerne med middelhavsområdet – Sydspanien, den italienske Mezzogiorno, og Grækenland. Særligt Italien er delt mellem dårlig performance i syd, rimeligt fornuftig i nord, og glimrende vækst i Lombardiet. Lombardiet viser sig at høre til en succesfuld blok i midten af Europa, der også omfatter Schweiz, de østrigske Salzburg, Tirol og Vorarlberg, og tyske Baden-Würtemberg, Bayern og Hessen. Den blå blok i Europas geografiske centrum er ganske enkelt kontinentets industrielle hjerte.
Men derudover er der andre ting, der bliver klare i denne type sammenligning. Først og fremmest er de andre succeser, heriblandt de virkeligt store, i Europas periferi: Store dele af Rumænien – ikke mindst Bukarest – det sydlige Irland, det ellers fattige Wales, og dele af Baltikum har klaret sig komparativt godt. Omvendt kan man se, at Danmark ikke har gjort det særligt godt, og ringere end de fleste naboregioner. Det gælder i særlig grad for Storkøbenhavn, der ligesom den tilsvarende region omkring Helsinki ligger i vores kategori 2. Vores model forudsiger, at Storkøbenhavn samlet set burde have haft cirka 125 procents vækst, mens den faktisk kun realiserede 78 procent i perioden. Det er således ifølge vores data fra Eurostat en af de ringest voksende hovedstadsregioner i Europa i forhold til dens potentiale.
Om man synes, at det er godt er dagens øvelse under alle omstændigheder en øvelse i sammenligning: Hvor godt klarer en region sig økonomisk i forhold til et mål for dens potentiale? Her ligger det ofte nedgjorte Storbritannien slet ikke dårligt – med Nordirland som en undtagelse – mens de danske regioner ligger i kategori sammen med Sydspanien, Syditalien, store dele af Grækenland, og de regioner der grænser op til f.eks. Hviderusland og Ukraine. Spørgsmålet er, om det er godt nok?
Af Otto Brøns-Petersen, den 22. februar 2023. 1 svar
Der er stor blæst om udbygningen med vindmøller til havs, hvor regeringen har sat den såkaldte “åben dør”-ordning i bero. Men hvad er op og ned?
Det har Ingeniøren bedt mig om et bud på. Til de af læserne, som ikke læser Ingeniøren, er her min kronik. Det er ikke et spørgsmål, som kun eller primært er relevant for ingeniører.
Det har vakt betydelig røre, at staten indtil videre har indstillet brugen af den såkaldte ”åben-dør”-ordning for havvindmøller. Interessenterne har lagt betydeligt pres for at få afklaret det EU-retlige problem, som førte til, at regeringen trak stikket. Men der er grund til at revidere hele politikken for vedvarende energi, som er præget af skadelig og dyr politisering. Det grundlæggende problem – også bag EU-sagen – er, at energisektoren er gennemsyret af politiske ønsker om at styre udviklingen, ofte tilskyndet af stærke interessegrupper og med symbolpolitiske manifestationer.
Det er ikke muligt at afgøre for os udefra, om stoppet for åben dør er velbegrundet eller udtryk for embedsmændenes overforsigtighed. Helt konkret har Energistyrelsen og statsstøttesekretariatet i Erhvervsministeriet vurderet, at der er en risiko for at overtræde EU’s statsstøtteregler. Reglerne har en indbygget tilskyndelse til forsigtighed, for hvis der udbetales statsstøtte, som efterfølgende viser sig at være ulovlig, skal de virksomheder, der har modtaget statsstøtten, betale den tilbage. Da statsstøtten typisk ikke bare havner i virksomhedens kasse, men slår ud i f.eks. kapacitetsinvesteringer og lavere forbrugerpriser, kan kravet om tilbagebetaling ramme virksomheden meget hårdt. Det er ikke en utilsigtet bivirkning, men en klogt tænkt mekanisme til at bremse de ellers stærke politiske incitamenter til at give statsstøtte.
Hidtil har vindenergi fået to former for støtte. Den ene er ved ikke at blive belastet af de fulde omkostninger, som vindenergi påfører resten af elnettet og energisystemet. Vindenergi kræver stor back up-kapacitet, netkapacitet og for fremtiden også lagringsmuligheder, når de norske vandmagasiner til vandkraft ikke længere rækker som ”batteri”. Den anden er i form af produktionsstøtte til el. Støtteniveauet bliver fastlagt ved udbud, så den investor, som kræver mindst i støtte, får lov til at bygge de havvindmølleparker, der er besluttet politisk. Denne støtte omfatter de parker, som sendes i udbud. Åben dør-ordningen indebærer derimod, at man kan søge om at opføre vindmøller, som ikke er besluttet politisk, men uden at få produktionsstøtte.
Det har hidtil ikke været lukrativ. Men nu har den teknologiske udvikling og konkurrencen medført, at fortegnet ved udbud er skiftet. Der er kommet investorer, som er villige til at betale for at få lov til at opføre parkerne. Betalingsviljen afspejler dels gevinsten ved den indirekte støtte, dels at vindstederne på havet er knappe. På samme måde som vindstederne også på landjorden er det, og hvor investorerne betaler lodsejerne for retten til at rejse møllerne.
Denne udvikling har også gjort åben dør-møller interessante, og ansøgningerne er strømmet ind. Myndighedernes betænkelighed går nu på, om den gratis adgang i åben dør udgør ulovlig statsstøtte, når vinderne af udbud skal betale. Det kan naturligvis også spille en rolle, at interessen for at deltage i udbud om de politiske prestigeprojekter kan fordufte, hvis adgangen til åben dør er gratis.
Hvad er løsningen?
Grundlæggende er der behov for at få skabt gode, neutrale rammevilkår for vedvarende energi, så kommercielle beslutninger og samfundsøkonomiske hensyn bliver sammenfaldende. Udbygningen med vedvarende energi bør ske på markedsvilkår, uden politisk styring og uden anden statsstøtte end den begunstigelse, der ligger i, at fossile konkurrenter betaler en høj pris for at udlede CO2.
For det første er det vigtigt at afvikle den indirekte støtte helt og sikre, at tarifferne for producenter af vindmøllestrøm indeholder alle afledte omkostninger til back up-kapacitet, netkapacitet osv.
For det andet bør vindenergien afpolitiseres. Ideelt set burde alle planlagte udbud aflyses, inklusive af energiøerne, og der bør i hvert fald ikke planlægges nye.
For det tredje bør der sikres en konsekvent prissætning af havarealerne, som afspejler knapheden. Præcis som landjorden er prissat.
Langt hen ad vejen kan håndteringen af de knappe olie- og gasforekomster i Nordsøen tjene som inspiration. Der er i høj grad tale om identiske problemstillinger. I begge tilfælde genererer retten til at udnytte de knappe pladser på havet en såkaldt grundrente..
Det mest vidtgående skridt ville være simpelt hen at afskaffe udbuddene og lade udnyttelsen drive af kommerciel anvendelse af åben dør. Hvis udbuddene alligevel fastholdes, bør det være som i Nordsøen, hvor udbudsrunderne handler om at tilrettelægge udbygningen, ikke at styre produktionen efter politiske mål (det samme kan desværre ikke siges om den politiske aftale om at afvikle Nordsøproduktionen, herunder ikke holde flere udbudsrunder). I Nordsøen lever udbudsrunder og åben dør side om side, uden at komme i konflikt med statsstøttereglerne, fordi der opkræves en ensartet betaling i form af kulbrintebeskatning. Kulbrintebeskatningen er tilnærmelsesvist en skat på grundrenten og løser dermed prissætningsproblemet på undergrunden. Den er reelt en betaling for at udnytte forekomsterne. Der er intet principielt i vejen for at inddrage havvindmøller på statens arealer under kulbrintebeskatning.
Et alternativ til at lade grundrente tilfalde staten er at lade de selskaber udnytte arealerne, som kommer først. I så fald vil grundrenten tilfalde de pågældende investorer, men hvis rettighederne kan omsættes, vil det også prissætte knapheden. Det vil dog kræve, at grundrenten ikke bliver spist af kapløb om at komme først, og at det er troværdigt, at der ikke bliver indført særskatter senere alligevel. Ellers kan det være hensigtsmæssigt at få skatteregimet på plads fra starten og eventuelt med klausuler, der beskytter mod efterfølgende særskatter oveni, således som det også kendes fra Nordsøen.
Under alle omstændigheder er energisektoren for vigtig til den massive nuværende politisering. Arbejdsdelingen mellem politikerne og de kommercielle aktører bør være, at de første opstiller neutrale rammer og med samfundsøkonomisk sunde incitamenter, og at de private operatører udfylder dem uden politisk detailstyring eller statsstøtte.
Regelstatens julegave var en oplæsning af den danske oversættelse af ” Scratching By: How Government Creates Poverty as We Know It” skrevet af Charles Johnson.
Hvis du foretrækker at læse den frem for at lytte, så har du nedenfor hele oversættelsen (du kan også hente den som læsevenlig pdf her). Oversættelsen er i øvrigt er lavet af Jonas Ejlersen, der også har oversat ”Myten om den rationelle vælger” og ”Økonomi i en lektion”.
At leve fra dag til dag: Hvordan staten skaber fattigdommen, som vi kender den i dag
Oversat af Jonas Ejlersen, original tekst af Charles Johnson
De undertrykte menneskers oplevelse er, at ens liv er begrænset og formet af kræfter og barrierer, der ikke er tilfældige eller lejlighedsvise – og dermed undgåelige – men systematisk knyttet sammen på en måde, så man er fanget imellem og iblandt dem, og de begrænser eller straffer bevægelser i enhver retning. Det er oplevelsen af at være buret inde: Alle veje, hver eneste retning, er blokeret eller mineret.
Marilyn Frye, ”Oppression” i The Politics of Reality
Myndigheder – på lokalt, statsligt eller føderalt plan – bruger meget tid på at begræde den situation, som storbyens fattige befinder sig i. Tag en runde i et hvilket som helst statsligt agentur, og du kan ikke undgå at støde på en eller anden Kloge-Åge iført jakkesæt og med et navneskilt på sit skrivebord, der har lige netop dén rette statslige ordning til at eliminere eller mildne eller i det mindste standse de værste aspekter af knusende fattigdom i amerikanske byer – særligt som den opleves af sorte mennesker, indvandrere, handicappede og alle andre, der er blevet udpeget til statsbureaukratiets særlige observation og omsorg. Afhængigt af bureaukratens sindsstemning, så kan hans yndlingsordninger fokusere på at udbetale velgørenhed til ”fortjenende” fattige eller at sætte flere fattige mennesker i ”risikozonen” under socialrådgiveres og medicinske eksperters overvågning, eller at gennembanke genstridige, fattige mennesker og låse dem inde i årevis.
Hvordan virker mindstelønninger? Hvorfor gør Netflix ikke mere for at forhindre folk i at dele deres kode med vennerne? Er det fornuftigt at regulere campingpladser? Hvorfor har vi en hær?
Dette – og meget mere – kan du nu blive klogere på i vores nye podcast ”Økonomiske Principper”. Navnet er inspireret af polit-faget ”Økonomiske Principper A”, som Claus har haft fornøjelsen af at undervise i igennem en længere årrække.
Formålet med podcasten at give lytterne (jer!) indsigt i centrale økonomiske begreber og tankegange. Det gør vi med udgangspunkt eksempler fra medier, politik og hverdagen set gennem økonomernes briller.
Vi håber, at vi med podcasten kan bidrage til, at du som lytter får indblik i, hvor fantastisk økonomisk teori er til at bidrage til at forklare mange af – måske nærmest alle – de ting, der sker i verden omkring os og i vores egen hverdag.
Hvert afsnit tager vi kort fat i 2-4 aktuelle emner og går derefter i dybden med et centralt emne. Målet er, at lytteren over tid får opbygget (og/eller styrket) sin indre økonom.
Podcasten udkommer både som podcast…
…og (for de nyeste afsnit) på YouTube.
På genhør
Claus & Jonas
Claus Galbo-Jørgensen er cheføkonom i advokatfirmaet Bech-Bruun og er desuden ekstern lektor i økonomi på Københavns Universitet.
Jonas Herby er specialkonsulent i tænketanken CEPOS og podcastvært på Regelstaten.
Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2023. Skriv et svar
Forleden ramte et voldsomt jordskælv Tyrkiet, hvor cirka 40.000 mennesker har mistet livet. Der er allerførst tale om en alvorlig menneskelig katastrofe, hvor hurtig og rigelig hjælp kan gøre en væsentlig forskel. På trods af, at den tyrkiske regering gennem længere tid har modarbejdet de nordiske lande – og ikke mindst Sveriges indtræden i NATO – har de været hurtige til at hjælpe.
Det samme kan desværre ikke siges om den tyrkiske stat, som tog temmeligt lang tid om at komme ud af starthullerne. En del af forklaringen har tydeligvis været den udemokratiske magtkoncentration omkring landets præsident Recep Tayyip Erdoğan, der syntes paralyseret til at starte med. En del af katastrofen er således et eksempel på, hvordan en koncentration af statsmagten – meget modsat hvad bl.a. Mette Frederiksen og Lars Løkke har påstået i lang tid – kan føre til håbløse beslutninger.
Men det er ikke hele historien, hvilket er vores pointe idag. En anden kilde til de enormt store dødstal i Tyrkiet er landets kendte og historisk dybe korruptionsproblemer. I 2007 dokumenterede Monica Escaleras, Nejat Abarci, og Charles Register, at jo mere korrupt et land er, jo flere mennesker dør i helt sammenlignelige jordskælv (artikel her; ungated version her). De tre forskere viste allerførst i en lille teoretisk model, hvordan korruption kan bidrage til at underminere håndhævelsen af ordentlige bygningsnormer og -regulering. Man kan måske tilføje, at korruption også kan betyde at en del beredskab slet ikke er klart – som man har kunnet se i den russiske militærindsats i invasionen af Ukraine, hvor meget udstyr slet ikke eksisterede fordi ressourcerne var forsvundet i bestikkelse – og at en række andre systemer også kan fungere dårligt, når bestikkelse er normen.
De viser derefter, at i faktiske tal fra en lang række lande med samme internationale bygningsregulering, er korruption kraftigt forbundet med dødstal i jordskælv. Og heri ligger en substantiel forklaring på de tragiske dødstal i Tyrkiet: Mens der døde fire sidste år i et jordskælv i Japan, er Tyrkiet idag over 40.000 i et jordskælv, der kun var lidt kraftigere. Naturkatastrofer må ikke undervurderes, men det er korruptionen, der er den store dræber.
Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2023. Skriv et svar
Præstestyret i Iran fejrer i disse dage afslutningen på den Iranske Revolution, der den 11. februar 1979 endte med at det iranske monarki endeligt kollapsede. Shah Mohammad Reza Pahlavi, der havde taget magten fra den valgte regering i 1953, flygtede og døde året efter af den leukæmi, der havde svækket ham i de sidste år på tronen. Han efterlod dermed iranerne i hænderne på et ekstremt religiøst præstestyre, der har overlevet til idag.
Shahen var en autokrat af den gamle slags, der undertrykte sine politiske modstandere, udsatte dem for tortur, og investerede voldsomt i militæret. Han var dog også en reformator, der både privatiserede førhen statsejede virksomheder, kraftigt forbedrede iranernes uddannelsesniveau og sundhed, og gav kvinder stemmeret i den såkaldte Hvide Revolution. Hans styre var derfor – ganske pudsigt – hadet af både voldsomt konservative mullaher og af vestlige venstreintellektuelle. Undertrykkelsen var meget reel, men det samme var den økonomiske succes, da Iran gennem 1970erne havde vækstrater i liga med Sydkorea og Taiwan.
Det næsten umulige spørgsmål, vi stiller idag, er derfor hvad der økonomisk ville være sket, hvis shahens styre var fortsat og Iran ikke var blevet til et religiøst diktatur. Måden vi gør det på, er ved at bruge en slags discount-version af en Syntetisk Kontrolmetode, der f.eks. er blevet brugt til at vurdere konsekvenserne af Hugo Chávez i Venezuela (se Grier og Maynards ungatede artikel her). Selvom vi bruger en simpel version af metoden – vi beregner bare en syntetisk kontrol med den bedste fit af nabolandenes udvikling – giver den et forbløffende akkurat sammenfald med Irans faktiske udvikling før 1979. I figuren nedenfor er den sorte linje Irans faktiske nationalindkomst per indbygger (i logaritmer), mens den røde er den syntetiske kontrol og den stiplede er forholdet mellem den faktiske indkomst og forudsigelsen fra det syntetiske Iran.
Det er let at se, at den syntetiske kontrol passer godt, da de røde og sorte linjer er klart sammenfaldende fra sidste i 1950erne til 1978. Fra 1978 til 1988 halveredes iranernes gennemsnitsindkomst, og væksten er ikke kommet tilbage og har lukket hullet eller bare noget af det. Man kan naturligvis indvende, at den lange krig med nabolandet Irak ikke gjorde situationen bedre (ligesom den bestemt ikke gjorde i Irak), men almindelig økonomisk dynamik indebærer normalt, at man efter en krig- får en periode med ‘konvergens’ tilbage til normalen. Det har Iran overhovedet ikke oplevet, ligesom man kan spørge om krigen overhovedet var sket uden revolutionen.
Bundlinjen i den lille øvelse idag er, at kommentatorer i starten af 1970erne på sin vis havde ret: Iran var på vej til at blive Mellemøstens første ‘førsteverdensland’. Den syntetiske kontrol i 2018 er cirka lige så rig som Tjekkiet eller Spanien, og selv hvis man regner det som et overestimat, ville iranerne have været meget, meget rigere uden Ayatollah Khomeini og hans præstestyre. Det seneste tiår har deres faktiske indkomst ligget omkring 40-45 procent af vores bedste bud på, hvad den havde været uden det religiøse diktatur. Og det er værd at bemærke, at når lande bliver så rige, bliver de næsten altid også demokratiske. Iranerne tabte meget i 1979.
Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2023. Skriv et svar
Forleden holdt den amerikanske præsident Joe Biden den traditionelle State of The Union-tale for Kongressen. Som Berlingske pointerede, gentog Biden flere gange sloganet “Let’s finish the job”, og signalerede dermed, at han har planer om at stille op til præsidentvalget næste år. Hvis han (mod forventning) skulle vinde, ville han ved slutningen af sin anden periode være 86 år gammel. Biden er dermed en anomali i den udviklede verden, ligesom hans land generelt er: Amerikanske politikere er i gennemsnit forbløffende gamle. Som kortet nedenfor viser – hvor vi illustrerer hvor gammel regeringslederen er i verdens forskellige lande – er en alder over 80 et særsyn i den demokratiske verden, men ikke nødvendigvis i verdens diktaturer.
En første åbenlys forskel er mellem demokratier og andre regimer. Gennemsnitsalderen for regeringsledere i demokratier er 58 år for tiden, og dermed i gennemsnit næsten seks år yngre end i diktaturer (p<0,01). Den ældste leder i et demokratisk land er Namibias præsident Hage Geingob, der er 81 år gammel. Han er dog sekunderet af premierministeren Saara Kuugongelwa, der er 55. Udover Biden og Geingob, er den eneste demokratisk valgte leder over 80 Nigerias Muhammadu Buhari, der har en ganske farverig fortid. Mens Geingob var det uafhængige Namibias første premierminister i 1990 – da landet var et godt stykke fra at være demokratisk – var Buhari regeringsleder i halvandet år i midten af 1980erne efter han tog magten i et militærkup. Omvendt er der tre regeringsledere under 40: Chiles præsident Gabriel Boric, Finlands statsminister Sanna Marin, og Montenegros fungerende premierminister Dritan Abazović.
I verdens 74 autokratier er der derimod seks ledere over 80, inklusive Cameroons Paul Biya, der har været landets leder siden 1982, den enevældige kong Salman af Saudiarabien, og Ækvatorialguineas ubestridte diktator Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, der har været ved magten siden 1979. Gennemsnitsaldereden er 64, og kun to regeringsledere i diktaturer er under 40: Burkina Fasos Ibrahim Traoré og Chads Mahamat Idriss Déby. Det pudsige ved de to er at Traoré kom til magten ved et kup sidste år, mens Déby overtog magten da hans far Idriss Déby pludseligt omkom i borgerkrigen i det nordlige Chad. Déby senior var kommet til magten ved et kup i 1990.
Hele fordelingen af regeringslederes alder kan ses i dagens anden figur, lige nedenfor, ved at fokusere på de fyldte søjler. Figuren viser ganske tydeligt, hvordan der er en overvægt af regeringsledere i 40’erne og 50’erne i demokratier, og en overvægt af ældre regeringsledere i diktaturer. Det rejser dog spørgsmålet, hvordan de præcist er kommet til magten, og hvor længe de har siddet der.
Den 80-årige Obiang var således kun 37, da han tog magten ved et blodigt militærkup i august 1979. Biya, der idag er 89 år gammel, var 49 da han tog over fra Ahmadou Ahidjo i 1982, og havde da allerede været Ahidjos premierminister i syv år. Disse eksempler viser sig at være en væsentlig del af forklaringen: Fokuserer man på de to sæt stribede søjler, viser de ved hvilken alder regeringsledere kom til magten – og ikke hvor gamle, de er idag. Der er helt enkelt langt flere diktatorer, der kom til magten da de var under 40, mens der er flere demokratiske ledere, der kommet til magten i deres 40’ere.
Der er også lidt flere demokratiske ledere, der kommer til magten i deres 70’ere end autokrater. Selv gennemsnittene for de to grupper afslører forholdet: Mens de autokrater, der er ved magten idag, i gennemsnit kom til magten da de var 52, var de demokratiske ledere cirka 2½ år ældre (omend p<0,18). Autokraterne er ældre, fordi de i gennemsnit har siddet 11½ år på posten, mens gennemsnittet for demokratiske ledere kun er cirka 3½ år (p<0,01).
Mens det er interessant at se de store forskelle på tværs af verden, er et sidste spørgsmål om de overhovedet gør nogen forskel? Der findes to videnskabelige artikler, er dokumenterer at der er noget at se efter. For det første fandt Alberto Alesina, Traviss Cassidy, og Ugo Troiano i 2019 i Economica, at yngre borgmestre i Italien – dvs. demokratisk valgte ‘regeringsledere’ – er mere tilbøjelige til at lave ‘politiske business cycles’. Med andre ord var de yngre borgmestre mere tilbøjelige til at øge de offentlige udgifter for at blive valgt. For det andet fandt Richard Jong-a-Pin og Jochen Mierau sidste år i Economic Modelling, at ældre diktatorer typisk fører politik, der sænker den økonomiske vækst.
Der er således god grund til at interessere sig for regeringslederes alder, og naturligvis også, hvor lang tid de bliver siddende. Begynder man at tænke over det, dukker der en række andre spørgsmål op, som man kan håbe at forskningen på et tidspunkt ser på: Fører yngre regeringsledere anderledes politik? Får den dem valgt? Er hele regeringens aldersprofil vigtig? Er alder ligegyldig, hvis regeringen ikke har flertal? For interesserede, ligger der et helt PhD-projekt og venter i spørgsmålene…
Af Otto Brøns-Petersen, den 8. februar 2023. 1 svar
Regeringen er kommet usædvanligt skævt fra start. ”Fortællingen” hænger ikke sammen. Regeringen vil gerne gennemføre reformer. Det er prisværdigt og påkrævet. Men ikke af de grunde, regeringen hævder. Og desuden hjælper dens første reformudspil – afskaffelsen af en helligdag – ikke på det problem, den vil løse.
Under den første COVID-19 bølge i foråret 2020 døde der fem gange flere svenskere end danskere af COVID-19.[1] Desværre er det stadig en sejlivet myte, at denne forskel skyldes, at den svenske stat ikke lukkede samfundet ned.
Men det er ikke forklaringen. Det ved vi, fordi empiriske studier – hvor man ser på data i stedet for at bruge modeller – viser, at nedlukninger kun har marginal effekt. Men mere synligt er det, når man ser på, hvordan udviklingen i COVID-19 dødsfald havde været i Danmark i foråret 2020, hvis danskerne havde opført sig præcist som svenskerne – og omvendt.
For at kunne det, er det vigtigt at huske på, at der går relativt lang tid fra borgerne ændrer adfærd, til man kan se det på de daglige COVID-19-dødstal. Det skyldes, at der går ca. 3-4 uger fra en person bliver smittet med SARS-Cov-2 til personen potentielt dør af COVID-19 (fem dage fra smitte til de første symptomer, og derfra 18,5 dage før døden indtræffer – altså i alt knap 24 dage +/-).
Forleden beskrev jeg, hvordan vacciner ikke kan forklare den nuværende overdødelighed. Men hvad kan så?
En mulighed er energikrigen mod Rusland. I min familie har vi haft det betydeligt koldere denne vinter. Vi er langt fra alene, og også offentlig bygninger, har haft skruet ned for varmen. Samlet har danskerne brugt 12% mindre strøm og 20% mindre gas (når der tages højde for den milde vinter, er faldet stadig 11%).
Og lavere temperaturer indendørs betyder mere sygdom og flere dødsfald. Det er dokumenteret i adskillige studier. Her er fx Chirakijja et al. (2019) (både her og senere er fed skrift min fremhævning):
This paper examines how the price of home heating affects mortality in the US. Exposure to cold is one reason that mortality peaks in winter, and a higher heating price increases exposure to cold by reducing heating use. It also raises energy bills, which could affect health by decreasing other health-promoting spending. Our empirical approach combines spatial variation in the energy source used for home heating and temporal variation in the national prices of natural gas versus electricity. We find that a lower heating price reduces winter mortality, driven mostly by cardiovascular and respiratory causes.
Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2023. Skriv et svar
Selvom mange slet ikke mener, at der er behov for det og mener, at der intet er at se og at vi bør komme videre, er det stadig vigtigt at undersøge omkostningerne ved nedlukningerne i 2020-22. En af de måske vigtigste har været den uddannelse, børn og unge mistede de to år. Som jeg skrev i Jyllandsposten i december 2021, afslørede nedlukningerne, hvor ligegyldige børn er for de fleste politikere. Men der var dengang ikke et præcist tal på, hvor slemt det var. Det er der nu.
En ny artikel i Nature Human Behaviour af Bastian Betthäuser (Sciences Po), Anders Bach-Mortensen (Oxford), og Per Engzell (Oxford) gennemgår 42 studier fra forskellige steder af uddannelsestabet. Det overordnede resultat afra deres meta-analyse er, at børn og unge mistede cirka 35 procent af et skoleår, eller omtrent ti uger i danske forhold, på grund af nedlukningerne. Det store problem er, at analysen ikke viser nogen indikation på, at effekterne forsvinder over de næste to år. Med andre ord ser de ud til at være persistente, så i det mindste en stor del af de børn og unge, der gik gennem deres uddannelse under nedlukningerne, vil have et permanent tab af uddannelse og færdigheder resten af deres liv.
Betthäuser, Bach-Mortensen, og Engzell finder også, at de 42 studier klart viser større tab blandt børn fra fattigere familier, større tab matematik og læsning, og relativt større tab i mellemindkomstlande. Det er således centrale færdigheder, som børnene er bagud på, og som FN har estimeret, har 95 procent af verdens elever været påvirkede af nedlukninger. Ét land stikker dog ud i de internationale sammenligninger: Anna Eva Hallin (Karolinska), Henrik Danielsson (Linköping), Thomas Nordström (Linnaeus), og Linda Fälth (Linnaeus) i International Journal of Education Research finder, at der ikke har været substantielle tab af indlæring i Sverige.
Udover de gigantiske tab af velfærd gennem de to år, og de voldsomme depressionsproblemer millioner af unge nu lider under, peger de store og persistente tab også i retning af store økonomiske tab i fremtiden. Som mine IFN-kolleger Gabriel Heller Sahlgreen og Henrik Jordahl forleden viste i Applied Economic Letters, er uddannelseskvalitet stærkt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at regne med, at verdens som helhed vokser langsommere de kommende år når en dårligere uddannet generation kommer på arbejdsmarkedet. Og følger tabene de tab, vi ser i verden nu, kommer det til at gå værst ud over dem, der i forvejen kom fra de mindst velstillede familier. Hvorfor epidemiologer og politikere totalt ignorerede den slags konsekvenser af de værdiløse nedlukninger, er en moralsk fallit der fortjener at blive husket.
(Amerikanske) politikere overvurderer, hvor store økonomiske problemer vælgerne har. Det er konklusionen i Thal (2023).
Her er abstract (mine fremhævninger).
Politicians often oppose economic policies benefiting low-income Americans. However, the mechanisms behind this political inequality are unclear. I ask whether politicians oppose these policies, in part, because they underestimate how many of those they govern are struggling financially. I test this theory with an original survey of 1,265 state legislative candidates. Contrary to my expectations, I find that politicians tend to overestimate how many of those they govern are struggling financially. At the same time, there are some instances in which politicians—and Republicans in particular—do underestimate the level of financial hardship among those they govern. In an experiment, I randomly assign politicians to have their misperceptions corrected. The results suggest that politicians’ policy preferences would be similar even if they had a more accurate understanding of reality. Overall, the findings suggest that politicians may frequently misperceive the state of reality in which those they govern live.
Særligt det sidste er interessant. Rent logisk skulle man tro, at en politiker ville være mere tilbøjelig til at gå ind for omfordeling, hvis politikeren tror, at der er mange fattige i samfundet. Men det er ikke det, Thal (2023) finder. I stedet finder han, at politikernes holdninger er fastlåste på deres politik, uanset at virkeligheden er anderledes, end de tror.
I randomly assign half of the politicians to receive accurate information about how many people experience these issues in the states they seek to govern. After receiving this information in the treatment or receiving no additional information in the control, politicians are asked their level of support for policies that could help to address each form of financial hardship. Overall, I find little evidence that politicians change their policy views when provided with accurate information. When I provide Democrats with accurate information, it has no effect on their preferences. This suggests that Democrats’ preferences might be similar if they were more accurately informed. By contrast, there is some evidence that the treatment shifted Republican politicians’ views. When provided with accurate information, Republicans appear to increase their support for such policies as spending more on cash assistance to low-income families (which addresses financial insecurity) and Medicaid (which addresses the unaffordability of healthcare). However, I only find evidence for these effects on a few of the policies I asked about, and these effects are no longer statistically significant once I adjust for multiple testing. This suggests Republicans’ preferences might also be similar if they were more accurately informed.
På en måde er jeg ikke super overrasket over dette. Det ville nok være lettere naivt, hvis man gik ud fra, at data påvirkede politikernes (og andre for den sags skyld) holdninger markant. Særligt for politikere – der gerne vil (gen)vælges – er realiteterne mindre vigtige, end hvordan deres vælgere opfatter virkeligheden. Man kan ikke som udgangspunkt forvente, at politikerne ændrer holdning på baggrund af fakta, hvis ikke vælgerne – der jo skal vælge politikerne – ændrer holdning. Så måske har Thal (2023) ganske enkelt serveret fakta til de forkerte, hvis han ønskede at se en effekt.
Hvem ved. Interessant er det i hvert fald.
PS: En working paper verison (fra 2020) af Thal (2023) kan findes her, men abstract afviger en del fra den publicerede version (jeg har ikke tjekket resten).
Jeg har brugt for meget tid på vacciner og overdødelighed på sociale medier på det seneste. Folk, der mener, at svaret på spørgsmålet “Hænger overdødelighed sammen med vacciner?” er “Ja”, har sendt utallige videoer med “bevis” for, at vacciner fører til overdødelighed. Mange bruger ord som “massemord” osv. Ord, der umiddelbart beskriver noget, man let burde kunne se i enhver korrelation mellem overdødelighed og vaccinetilslutning.
Kan man så det? Det har jeg tænkt mig at undersøge i dette indlæg.
Til “Tl;dr“-segmentet er konklusionen klar: Der er ingen grund til bekymring, selvom du ikke er “pure blood”. Der er ganske enkelt ingen rygende pistol, der indikerer, at vaccinerne var til skade. Snarere tværtimod. Der er ingen signifikant sammenhæng mellem vaccinetilslutning og overdødelighed, og selv hvis man ser bort fra signifikans, er sammenhængen i vaccinens ”favør”.
Lad os så komme i gang.
Min metode / “protokol”
Nedenfor følger en kort beskrivelse af, hvad jeg har gjort. Jeg har kun gjort dette. Jeg har ikke forsøgt andre metoder og har dermed ikke kunnet cherry picke resultaterne.
Der er sandsynligvis andre og bedre metoder til at belyse samme spørgsmål. Men mit formål er alene at få en idé om, hvorvidt der er en “rygende pistol”. Er der noget så tydeligt, at det er værd at undersøge nærmere (til sammenligning var det meget, meget tydeligt, at der var grund til at stille spørgsmål ved effekten af nedlukningerne, da alle lande så ca. samme udvikling uanset hvilken politik, der blev ført). Hvis der er det, burde man kunne se det i min “analyse”, som vel kan tolkes som en form for stikprøve ned i alle de tilgængelige data.
Baggrunden for nedenstående figurer er, at jeg på forhånd – og altså inden jeg havde analyseret data – besluttede at:
hente data for vaccinetilslutning i form af andel færdigvaccinerede og booster shots per 100 indbyggere (BEMÆRK: Det er dækningen i hele befolkningen, da jeg desværre ikke har data opdelt på aldersgrupper. Dette er et problem, men der er ikke noget at gøre ved det).
hente data for overdødelighed fra Our World in Data (Excess mortality: Deaths from all causes compared to average over previous years, by age). Jeg bruger p-scoren, som er antal døde relativt til det forventede antal døde (så hvis der dør 1.100 i en uge, hvor man forventede 1.000, er p-scoren altså 10%). Man kunne have valgt andre mål for overdødeligheden, men det endte altså med dette mål.
beregne overdødeligheden for de OECD-lande, der er data for, for perioden
september 2022 – november 2022 (de seneste tre måneder)
juli 2021 – november 2022 (ca. den periode vacciner har været bredt tilgængelige)
kigge på aldersgrupperne 0-14, 15-64, 85+ samt “alle”.
Det første problem var, at antallet af lande med tilgængelige data faldt drastisk fra starten af december 2022, fordi de fleste lande indrapporterer med betydelig forsinkelse. Derfor har jeg set på tiden før december. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan få de nyeste data med. På den anden side var der overdødelighed i mange lande i efteråret, og hvis vacciner driver dødeligheden, gjorde de det vel også her. Nederst er der en liste over de lande, der indgår i analysen.
Det næste problem var, at Chile stikker lidt ud ift. de andre lande. Det har meget høj vaccinetilslutning (både færdigvaccinerede og boostere) og er det eneste land, der ikke er enten er europæisk eller engelsktalende (US og NZ). Måske havde EØS (EU + Norge, Island og Liechtenstein) været et bedre valg. Men sådan blev det altså.
Resultatet for alle aldersgrupper
Nedenstående figur viser korrelationen i mine data, når der ses på hele befolkningen (altså “alle” aldersgrupper). De to øverste paneler viser sammenhængen mellem andelen af fuldt vaccinerede (eller færdigvaccinerede) og overdødeligheden henholdsvis de seneste tre måneder og siden juli 2021 (hvor vaccinerne var fuldt udbredt i OECD-landene). I de to nederste paneler bruger jeg antallet af booster vacciner per 100 indbyggere i stedet for andel fuldt vaccinerede. Bemærk, at jeg holder Y-aksen fast, så det er nemmere at sammenligne panelerne og figurerne.
Figuren viser, at:
der har været en positive sammenhæng (/korrelation) mellem overdødelighed og vaccinetilslutningen de seneste måneder. Jo flere vaccinerede, jo større overdødelighed (tages sammenhængen for givet, vil 10% flere vaccinerede give 1,5%-point højere overdødelighed).
der er ingen sammenhæng mellem overdødelighed og vaccinetilslutning siden sommeren 2021, hvor vaccinerne var bredt udrullet/tilgængelig.
Hvordan skal vi fortolke dette? En mulighed er, at vaccinerne har udskudt dødsfald. Så man undgik at folk døde i vinteren 2021/22, men til gengæld dør de nu. Det vil kunne forklare, at vi ser sammenhæng mellem vaccinetilslutningen og overdødelighed lige nu, men ingen sammenhæng i hele perioden med vacciner.
Der er sikkert mange alternative forklaringer (er der fx sammenhæng mellem vaccinetilslutning, og hvor strenge restriktioner landet har anvendt, vil dødsfald pga. restriktionerne også være korreleret med vaccinetilslutningen), men der er altså ikke noget, der tyder på, at vacciner skulle føre til stor overdødelighed i befolkningen.
Resultater for de ældste (85+ år)
Vi ved i dag, at COVID-19 stort set var ufarlig (ift. at miste livet) for folk under 65. Det var derfor især de ældre, man ville forvente havde gavn af vaccinerne. Nedenstående figur viser sammenhængen mellem vaccinetilslutning og overdødelighed for aldersgruppen 85+.
Figurerne viser – i modsætning til figuren for hele befolkningen ovenfor – at der også er positiv korrelation mellem vacciner og overdødelighed på lang sigt (juli 2021 til november 2022) i denne aldersgruppe. Sammenhængen er dog hverken på det korte eller det lange sigt statistisk signifikant. Med andre ord vil man under alle andre omstændigheder sige, at der ikke er en sammenhæng. Så det konkluderer jeg også her.
Men hvad forklarer, at der trods alt er en positiv korrelation (selvom denne r insignifikant)? En mulig forklaring er, at vaccinetilslutningen er relativt høj i alle lande blandt de 85+-årige, fordi de havde særligt stort tilskyndelse til at lade sig vaccinere (husk, at vaccinetilslutningen desværre er for hele befolkningen). Hvis det er tilfældet, er det noget andet end vaccinetilslutning vi ser. Hvis fx lande med høj vaccinetilslutning også var mere tilbøjelige til at indføre hårde restriktioner på plejehjem, kunne det være de langsigtede effekter af de ældres isolation vi ser. Men jeg gætter her.
I øvrigt er effekten relativt lille. Tager vi estimaterne for givet, vil 50% højere vaccinetilslutning giver 4,9%-point højere overdødelighed, hvilket klart er inden for udsvinget mellem de forskellige lande som går fra ca. -5% til +20% overdødelighed på det lange sigt. Og heri ligger også forklaringen på, at sammenhængen ikke er signifikant.
En lille afvigelse fra min “protokol”
Her besluttede jeg mig for at afvige lidt fra min “protokol” og sammenligne aldersgrupperne 65-74 år og 75-84 år med gruppen 85+.
Min tese var, at der måske var større sammenhæng mellem vaccinetilslutningen i et land og andelen af personer, der er vaccineret i disse aldersgrupper end i gruppen 85+.
Om det er forklaringen, ved jeg ikke. Men for disse aldersgrupper er sammenhængen mere, som jeg havde forventet. Større vaccinetilslutning er for disse aldersgrupper korreleret med lavere overdødelighed det seneste 1½ år. Men der er også en positiv korrelation mellem vaccinetilslutning og overdødeligheden de seneste måneder (som dog på ingen måde er statistisk signifikant).
Det kan som nævnt – hvis vi tager estimaterne for givet –være udskudte dødsfald, bivirkninger af nedlukningerne (fx i form af uopdagede kræftilfælde), vacciner eller andet. Det kan mine figurer ikke sige noget om.
Giver figurerne for de tre aldersgrupper (65-74, 75-84 og 85+) anledning til bekymring? På ingen måde.
For det første er der ingen statistisk signifikant sammenhæng. For det andet viser de jo – hvis vi ser bort fra den manglende signifikans og tager resultaterne for gode varer – at vaccinerne samlet set har reduceret dødeligheden for de 65-84-årige det seneste 1½ år. Og det vil jeg til enhver tid “bytte” for overdødelighed blandt de 85+-årige.
Ganske vist har overdødelighed i gruppen været positivt korreleret med vaccinedækningen. Og det åbner jo for, at man kan fortælle sig selv stort set den historie, man har lyst til på baggrund af disse data. Man kan have den hypotese, at det først er nu, det for alvor går galt, og at vi om nogle måneder vil se, at vaccinerne har medført en katastrofe.
Men faktum er, at der ikke er nogen rygende pistol. Og selvom der har været højere dødelighed de seneste måneder, er der er mange andre (mere åbenlyse) forklaringer (fx at man med vaccinerne undgik, at de sårbare døde af COVID-19, men nu dør de så af noget andet).
Resultater for de middel aldrene (15-64 år)
For størstedelen af de ældre aldersgrupper var beslutningen om at lade sig vaccinere i mine øjne været lidt en no-brainer, fordi COVID-19 var relativt farlig for disse aldersgrupper. Hvis du er 75 år gammel, og der er en vaccine mod COVID-19, bør du tage imod den. For selvom der er bivirkninger, er de næppe lige så alvorlige som sygdommen.
Men for aldersgruppen 15-64 år, var valget langt mere nuanceret. Jeg endte selv med at få ét stik, men jeg var meget i tvivl, fordi min risiko ved COVID-19 var meget lille (jeg er 44 år). Så det er sandsynligt, at forskellene i vaccinetilslutning på befolkningsniveau i langt højere grad afspejler forskellene i vaccinetilslutning for denne aldersgruppe. Desuden har gruppen relativt lille risiko for at dø af COVID-19, så hvis der er en rygende pistol, er denne aldersgruppe nok det reneste bud på et sted, hvor mine data ville vise, at vaccinerne fører til overdødelighed.
Med andre ord: Hvis der er noget om snakken, er det for aldersgruppen 15-64 år, vi skal se det.
Men det gør vi ikke. Vi ser faktisk nærmere det modsatte. Større vaccinetilslutning er stærkt korreleret med lavere overdødelighed det seneste 1½ år. Og der er ingen sammenhæng mellem vaccinetilslutningen og overdødeligheden de seneste måneder. Igen er sammenhængen ikke signifikant, men det er her vi er tættest på at have noget signifikant, da vi når ned på en p-værdi på 0,15 på sammenhængen mellem boosters og overdødeligheden de seneste 1½ år.
Bemærk, at estimatet for korrelationen – hvis vi tog det for gode varer – viser en relativt betydelig sammenhæng. 10% flere fuldt vaccinerede reducerer overdødeligheden det seneste 1½ år med 2,1%. I Danmark er 80,9% fuldt vaccineret. Tog vi estimatet for gode varer, ville vi konkludere, at vaccinerne har reduceret overdødeligheden med 17% i gennemsnit det seneste 1½ år. Det er meget relativt (i absolutte tal, er det næppe alverdens, fordi der ikke dør så mange i denne gruppe).
Men der er også så mange udeladte variable (er det fx dem, der i forvejen går meget op i deres helbred, der lod sig vaccinere?), at jeg ikke vil konkludere så håndfast på dette (eller andet i denne post), men blot konstatere, at der på ingen måde er en rygende pistol.
Resultater for børn (0-14 år)
Historien for børn (0-14 år) er lidt den samme som for 15-65-årige, blot er korrelationen meget mere udtalt. Der er et meget kraftigt negativt sammenhæng mellem vaccinetilslutning og overdødeligheden blandt børn – både på kort og lang sigt. Jo flere vacciner, jo mindre overdødelighed. Og så meget, at det helt bryder skalaen. Sammenhængen er dog stadig insignifikant (hvilket er mere tydeligt i en figur, hvor Y-aksen ikke er begrænset til intervallet mellem -15 og + 30).
Hvis vi igen så bort fra signifikans og tog estimaterne for gode vare, ville sammenhængen så have noget med vaccinerne at gøre, eller ville den være forårsaget af noget, vi ikke har med i figuren? Vi ved det ikke, men mit bud er det sidste. De lande, der har lavest vaccinetilslutning er østeuropæiske (der klarer sig dårligt i mange statistikker), mens mange lande med høj vaccinetilslutning typisk klarer sig godt (måske på nær de tre i toppen, som er Chile, Portugal og Spanien ift. fuldt vaccinerede).
Da relativt få børn desuden er vaccineret, er mit bedste bud, at det er noget andet, vi observerer (uden at have et godt bud på, hvad det er).
Konklusionen er dog – igen – at den rygende pistol er fuldkommen fraværende.
Konklusion
Man skal næppe konkludere for hårdt på ovenstående figurer. Dertil er der for mange (vigtige) udeladte variable.
Men i forhold til mit formål – at se, om der var en “rygende pistol”, altså noget der var SÅ tydeligt, at det kunne være værd at kaste ressourcer i en grundigere undersøgelse – er der ikke umiddelbart noget at se.
Betyder det, at vi kan afvise bivirkninger af vaccinerne? Overhovedet ikke. Vi ved, at vacciner har bivirkninger. Så kigge man meget grundigt efter, kan det godt være, man kan se nogle små effekter i særlige aldersgrupper, hvis man laver meget grundige studier.
Men superlativer a’la “massemord” osv. er altså helt uden for skiven.
Bilag:
Følgende lande havde alle dødelighedsdata frem til og med slutningen af november: Austria, Belgium, Chile, Czechia, Denmark, Estonia, Finland, Germany, Hungary, Iceland, Israel, Latvia, Lithuania, Luxembourg, Netherlands, New Zealand, Norway, Poland, Portugal, Slovakia, Slovenia, Spain, Sweden, Switzerland, United Kingdom, United States
Kilder: Alle data er hentet fra Our World in Data. Overdødelighed her og vaccinetilslutning her (jeg har i begge tilfælde hentet de bagvedliggende rådata).
Det ser ud til, at staten Californien har kastet en håndgranat ind midt i bygningen med byernes lokalplaner (zoning). Fremover skal boligudviklerne i Californien kun leve op til nogle helt enkle krav.
Developers will be allowed to propose housing (and only housing) at any height and any density in a city, so long as at least 20% of the homes in the proposed building are deed-restricted to low income residents who make at or less than 80% the area median income.
Det er altså slut med at begrænse udviklerne til kun at bygge enfamiliehuse, sætte meget stramme grænser for, hvor tæt, der kan bygges osv. Og det har en enorm effekt.
Her er fx, hvad der er sket i Santa Monica:
A town [Santa Monica] which in the last eight years approved 1,600 new homes [551 below market rate] and within a week, saw a dozen development proposals filed that put 4,000 new homes in the pipeline with over 800 of them deed-restricted for low income households.
Læs det lige igen. På otte år har Santa Monica tilladt opførslen af 1.600 hjem. Det svarer til knap fire om ugen. Efter staten kastede håndgranaten ind i byplanlægningskontoret er der givet tilladelser til 4.000. På én uge. Det er helt vildt.
Denne hastighed kommer byggeriet selvfølgelig ikke til at fortsætte med. Men det er potentielt enorme forandringer til det bedre, som sker i Californien lige nu.
Jeg vil forsøge at få en ekspert i zoning fra USA med i Regelstaten til en samtale om det, der sker i Californien.
Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2023. 1 svar
Hvert år udkommer den årlige korruptionsrapport fra Transparency International. Organisationen har hvert år siden 1995 udgivet det såkaldte Corruption Perception Index (CPI), der ret beset måler eksperters ‘perception’ af korruption, og ikke det absolutte problem. CPI korrelerer dog meget stærkt med andre forsøg på at måle korruptionen, så der er ikke nogen grund til ikke at stole på de brede forskelle på tværs af verden. Og som man kan se på kortet nedenfor, er der heller ikke mange overraskelser.
I 2022-udgaven er verdens mindst korrupte land Danmark, med en score på 90 /100; i den anden ende finder man Somalia på 12 /100. I den gode ende er de andre over en score på 80 Finland, New Zealand, Norge, Singapore, Sverige, Schweiz og Holland. I den dårlige ende ligger kun få lande under 15: Udover Somalia er det Venezuela, Sydsudan, og Syrien. De allerværste er således alle failed states.
Igen i år kan man også se den klare forbindelse til landes tillidskultur. Mens sammenhængen ikke er specielt klar på tværs af autokratier, er korrelationen mellem korruptionsindekset og vores normale mål for social tillid 0,7 på tværs af verdens demokratier, og 0,8 for de meget stabile demokratier. Det indikerer således, at de nordiske landes meget begrænsede korruptionsproblemer ikke kan tilskrives god politik eller gode politikere – forklaringen er meget dybere. På den anden side indikerer det også, at nogle lande kan få endda meget svært ved at bekæmpe korruptionen effektivt.
Uanset hvilken slags samfund man bor i, er det dog værdifuldt, at organisationer som Transparency International sætter fokus på korruptionsproblemer og gør forskellene så transparente som her. Det er derfor måske heller ikke mærkeligt, at det kinesiske kommunistparti blokerer for adgang til organisationens website i Kina. Hvor længe det kan blive ved, og hvor hårdt befolkninger i demokratier med store problemer som Ukraine reagerer, er et spørgsmål for de kommende år.
Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2023. Skriv et svar
I torsdags udkom den årlige rapport fra the Cato Institute og Fraser Institute omthe Human Freedom Index. Overskriften på Catos pressemeddelelse var “The Pandemic Was a Catastrophe for Global Freedom — New Human Freedom Index.” I 148 af de 165 lande, som organisationerne rater, skete der et markant fald i 2020. Eller som rapportens forfattere Ian Vásquez, Fred McMahon, Ryan Murphy, og Guillermina Sutter Schneider noterer, er de sidste 20 års globale fremskridt i menneskelig frihed slettet af et enkelt års nedlukninger i 2020.
I kortet nedenfor illustrerer vi, hvor i verden folks menneskelige frihed – defineret som en situation der “implies that individuals have the right to lead their lives as they wish as long as they respect the equal rights of others” – er faldet mere eller mindre. Farvekategorierne burde i sig selv fortælle en del af historien, da kun to – mellemblå og mørkeblå – af de syv kategorier indikerer, at situationen er blevet bedre i landet. I de første fem, fra mørkt rød til lyseblå, er folks frihed reduceret.
Danmarks udvikling var endda værre end det typiske land i verden. Vores fald i the Human Freedom Index var 0,29, fra et af de højeste niveauer i verden omkring 9. Mens det ikke lyder af ret meget, er ændringen det tidobbelte af den gennemsnitlige år-til-år ændring de foregående 20 år. Det er også dybt bekymrende at dykke ned i dataene og se, hvilke dele af indekset har ændet sig mest. I Danmarks tilfælde er det kvaliteten af retsstaten (Rule of Law), folks bevægelsesfrihed, væksten i pengemængden og det væsentligt større offentligt forbrug.
Der er en række politikere og såkaldte meningsdannere, der idag påstår, at nedlukningerne var meget små og ikke rigtigt havde nogen konsekvenser. Det er derfor ekstra vigtigt, at der er transparente data og forskning, der viser hvor forkert påstandene er. Nedlukningerne i 2020-2022 indebar historiske tab af folks frihed, af børn og unges uddannelse, og af verdens velstand – og den sidste har vi slet ikke set de sidste effekter af. Og der var ingen sammenhæng mellem, hvor lidt eller meget samfund lukkede ned og den overdødelighed, de endte med. Vi ved at gevinsten ved nedlukningerne var omtrent nul i de to år, de var der, men omkostningerne er først ved at blive dokumenteret. Og voldsomme tab af menneskelig frihed må tælle meget tungt i det endelige regnskab.
Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2023. Skriv et svar
Vi har siden 31. december skrevet om værdier i Europa, som vi har splittet op i fire typer: Sjov og kreativitet, ordentlighed, bling, og traditioner og sikkerhed. De fire værdidimensioner og resultatet af en faktoranalyse af 21 forskellige udsagn om værdier, som knap 176.000 respondenter har svaret på i the European Social Survey. Vi har derefter taget gennemsnittene i 290 regioner på tværs af Europa og har tegnet fire kort over fordelingen af dem.
Vores femte og sidste indlæg i serien handler om, hvilke regioner der herefter ligner hinanden. Vi laver her en såkaldt cluster-analyse, som netop fordeler observationer ind i et antal grupper, der er maksimalt ens internt i hver gruppe samtidig med at grupperne som sådan er maksimalt forskellige. En løsning med seks clusters viser sig at være fornuftig, forstået på den måde at man hverken får clusters, der er meget blandede internt eller meget små clusters. Resultatet kan ses i figuren nedenfor.
Den første observation, som springer i øjnene, er at der ikke er en eneste cluster, der udelukkende indeholder regioner fra EU – alle clusters er spredt udover EUs grænser. Den lyseblå cluster, som Danmark tilhører, omfatter således både Norge, Holland, Portugal, Wales, store dele af England, dele af Irland or det meste af Estland, Letland, og Belgien. Der er også Salzburg-regionen i Østrig, lidt tilfældige bidder af Ungarn og Zagreb i Kroatien. Det man måske mest kan kalde kernen af EU er den røde cluster, der dækker hele Frankrig, hele Vesttyskland (inkl. Berlin), hele Sverige, Finland og Island, og derudover Skotland, Cornwall og det spanske Baskerland.
Forskellene på disse to clusters – den lyseblå og røde – findes i, at de blå lægger lidt mere vægt på traditioner (som ingen af dem ser som særligt vigtige), og noget mindre vægt på ordentlighed, og at folk i de røde regioner er meget kraftigt imod ‘bling’-faktoren. Begge er fælles om at lægge vægt på at have det sjovt og være kreativ, en type værdi som de også deler med den grønne cluster. En anden mulig forskel på den lyseblå og den røde cluster er, at de østlige dele af England, der er blå, i højere grad stemte for Brexit, mens Skotland og de gamle industriområder i the Midlands stemte Remain. Omvendt finder man ikke ret meget EU-skepsis i den røde cluster.
Udenfor disse to clusters er den lilla cluster den sidste vesteuropæiske. Den omfatter andre dele af England og Irland, hele Spanien udenfor Baskerlandet, Schweiz, Østtyskland, en bid af Letland og Belgien, og Kroatien udenfor hovedstaden. Folk i den lilla cluster er typisk kendetegnede ved at lægge meget høj vægt på at opføre sig ordentligt, og en vis vægt på bling. En interessant forskel, som kan ses på kortet, er at mens dele af den grønne cluster ligger tæt op ad den lilla – Slovenien er for eksempel grønt mens Kroaiten er næsten helt lilla – er den meget anderledes. I de grønne områder lægger folk typisk stor vægt på ‘bling’ og at vise man er rig, og lige så meget vægt på traditioner som i den sorte cluster. Man kan måske spekulere på, at meget af de grønne områder ligger i det tidligere Østrig-Ungarske Imperium, modsat de sorte områder, der også typisk er blandt de mest religiøse i Europa.
Der hvor den sorte cluster er anderledes, er at folk netop ikke lægger vægt på at have det sjovt og at være kreativ. Den grå er omtrent gennemsnitlig med undtagelse af, at folk har lave scorer på ordentlighed clusterens områder i Tjekkiet, Litauen, Ukraine, og dele af Rumænien og Ungarn, og Slovakiets hovedstadsregion.
Hvad kan man så lære af det? Et åbenlyst forhold, der bør springe i øjnene når man ser kortet ovenfor, er at det er endda meget svært at tale meningsfuldt om ‘europæiske værdier’. På tværs af de 21 spørgmål og fire værdidimensioner i the European Social Survey er der meget store forskelle på tværs af Europa. Selv regioner, der umiddelbart kan virke meget ens, ender i forskellige værdiclusters: Se blot Danmark versus Sverige, Portugal versus Spanien, eller Slovenien versus Zagreb-regionen versus resten af Kroatien. Men om forskellene også har særlige konsekvenser, og hvor de kommer fra, må være et åbent spørgsmål som man først kan stille, når man har dokumenteret, at de er der.
Af Otto Brøns-Petersen, den 25. januar 2023. 1 svar
Amerikas protektionisme har fået en ekstra tand, efter at Biden har afløst Trump. Senest med Bidens “anti-inflationslov”, som handler om “grøn omstilling” og består i store statssubsidier til amerikanske virksomheder. Det går mest ud over USA selv, som kommer til at betale overpris for grøn omstilling. Men stærke kræfter i EU ønsker et “gensvar” med mere europæisk statsstøtte, protektionisme og industripolitik.
Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?
Svaret er efter min mening nej.
Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).
Hvis du går og tror, at loven – hvad enten den er statslig, føderal eller andet – 1) regulerer det, lovgiverne ønsker, og 2) regulere dette på en efficient måde, er Richard Hananias seneste essay dårligt nyt for dig.
I sit essay beskriver Hanania, hvordan prediction markets – som er markeder, hvor folk kan købe og sælge kontrakter baseret på udfaldet af fremtidige begivenheder – er forbudt i i USA, uden at kongressen reelt har besluttet det.
In the United States, prediction markets are, with a few minor exceptions, against the law. If you don’t have a legal background, you might think that means that Congress at some point considered the issue, decided people shouldn’t be able to bet on real world events, and passed a law to that effect, which was then signed by the president. But this is not what happened.
As with most things, Congress has never directly considered the matter. Rather, prediction markets are illegal due to the discretion of a government agency called the Commodity Futures Trading Commission (CFTC). Why does it have this right? And on what basis has it made prediction markets illegal?
Der er meget interessant at læse i indlægget, men hvis du vil have essensen af det, jeg finder mest interessant, har Hanania opsummeret det for os:
1) Congress says the Commodity Futures Trading Commission (CFTC) can prohibit event markets that involve “gaming” if it’s in the public interest.
2) The CFTC says fine, we ban all gaming.
3) The CFTC says that prediction markets are a kind of gaming, and therefore the default is that they’re banned.
Lovgivning er næsten altid komplekst og medfører definitionsproblemer mv., selv i tilfælde hvor mange mener, at der er behov for regler (i lørdags diskuterede jeg fx forbuddet mod at lave og købe slangebøsser med nogle venner. Forbuddet stammer fra et ønske om at forbyde meget kraftige slangebøsser – se evt. afsnittet af Regelstaten nederst i indlægget). Og derfor bør lovgivere være meget, meget påpasselige med at uddelegere lovgivningskompetencen til ministre, styrelser mv. Dette understreger de tre punkter.
I 2020 leverede jeg data til bogen “Når embedsmænd lovgiver” af Jørgen Grønnegård Christensen, Jørgen Albæk Jensen, Peter Bjerre Mortensen, Helene Helboe Pedersen. I bogen viser “vi”, at:
Væksten i det samlede antal bemyndigelser til en minister er vokset med 60 procent i perioden fra 1990 til 2018. De love, hvor der i 2018 er indsat flest bemyndigelser til ministeren, er lov om miljøbeskyttelse, sundhedsloven, lov om elforsyning, lov om fødevarer samt fiskeriloven. I hver af de fem love er der indsat mere end 100 bestemmelser, hvor ministeren kan fastsætte nærmere regler.
Som Hanania beskriver, er det denne form for bemyndigelser, der har ført til, at prediction markets – og dermed alle deres potentieler – er blevet forbudt i USA. Og der er absolut grund til at vrære bekymret for, at bemyndigelser er et voksende fænomen i Danmark.
PS: Herunder er min samtale med min kollega, Line Andersen, i Regelstaten om bl.a forbuddet mod slangebøsser. Regelstaten findes også som podcsat.
