Douce Commerce – ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2015. 8 svar

En af de ældste teorier i samfundsvidenskaberne, som stadig diskuteres heftigt, er teorien om ’Douce Commerce.’ Teorien siger ganske simpelt, at ureguleret handel og anden kommerciel fører til større tolerance og accept af andre. Overfor Douce Commerce står en lang venstrefløjstradition, der strækker sig tilbage til Marx, som påstår det modsatte – at en ureguleret økonomi gør folk egoistiske og intolerante.

De sidste par år har punditokraternes venner Niclas Berggren og Therese Nilsson brugt en del af deres energi på netop spørgsmålet, om globaliseringsprocesser og økonomisk frihed er forbundet med mere eller mindre tolerance. Therese præsenterede deres nyeste papir om emnet på den danske public choice workshop i fredags, hvor de to svenskere har set på ændringer i økonomisk frihed på tværs af de amerikanske stater, og efterfølgende ændringer i borgernes tolerance overfor racisme, homoseksualitet og ateisme.

Pudsigt nok faldt Thereses præsentation sammen med, at New York Times skrev om deres forskning i går. Sagen er, at de omhyggeligt i en række artikler har vist, at øget økonomisk frihed er positivt forbundet med større tolerance. Fredag viste deres præsentation således, at lavere og mindre progressive skatter i amerikanske stater generelt har været forbundet med en hurtigere ændring mod øget tolerance overfor homoseksuelle og ateister mellem 1982 og 2008.

Som Tyler Cowen skriver i NYT (og her hos Marginal Revolution) er det ganske svært at etablere kausalitet uden der kan stilles spørgsmål ved den. Men Berggren og Nilsson-projektet ved Institut for Näringslivsforskning i Stockholm (for god ordens skyld: Jeg er også affilieret med IFN) har angrebet kausalitetsproblemet meget omhyggeligt og på flere forskellige måder. Projektet peger klart på, at ’Commerce’ så afgjort ’douce’ ser ud, mens større statslig indblanding og regulering generelt er forbundet med en højere grad af intolerance overfor anderledes livsvalg og fravalg af tro.

Fattigdommen rasler ned

Af Otto Brøns-Petersen, den 20. januar 2015. 2 svar

Vi har gennemlevet nogle årtier, hvor fattigdommen i verden er faldet som aldrig før. Alligevel – eller måske derfor – spredes der historier, som forsøger at give indtryk af det modsatte. Vi skal nok vende tilbage med en kommentar til den seneste fra britiske Oxfam. Her er et udmærket svar fra Institute of Economic Affairs. Her er lidt om, hvordan det går med fattigdommen.

Nogle tanker om terrorbekæmpelse

Af Nikolaj Stenberg, den 18. januar 2015. 8 svar

Retssikkerheden er på spil, skriver Berlingeren, i en god, lang artikel om overvågning i form af sessionslogning. Det er den form for internet-overvågning af alt-og-alle, som EU-Domstolen kendte uproportional og ulovlig. Justitsministeriet tøver dog stadig med at rydde op i det danske regelsæt om sessionslogning, ligesom Rigspolitiet angiveligt mener, at masseovervågningen skal fortsætte som før. Samme sang kommer i dag fra chefembedsmanden i Europol, der har været på turnet med en påstand om, at det er bydende nødvendigt med mere overvågning og mere samarbejde.

Statens hovedopgave må være at skabe sikkerhed for borgerne i staten, så deres juridiske rettigheder ikke bliver krænket – fx af terrorister, kriminelle, fremmede statsmagter eller af staten selv. Hvis ikke staten kan give den sikkerhed, hvorfor så have den? For at løse sin hovedopgave må statsmagten selvfølgelig udvikle sig i takt med teknologien og tiden.

Denne punditokrat har ingen kvaler mod fx sessionslogning, hvis bare logningen sker ordentligt, proportionalt og begrundet (link går til Justitia). Det vil sige, at man først skal overvåge personer, når man kan begrunde, hvorfor overvågningen er et nødvendigt næste skridt i efterforskningen. Eller som Jacob Mchangamas sagde i forbindelse med EU-Domstolens dom i sagen om logningsdirektivet:

Jeg vil derfor anbefale … at der for det første alene kan foretages logning af persondata vedrørende konkrete personer, som, politiet har en rimelig formodning om, er involveret i alvorlig kriminalitet, og for det andet at de loggede data derefter alene kan udleveres i henhold til reglerne i Retsplejeloven, der bl.a. kræver mistanke og retskendelse

Overvågning må aldrig blive noget man gør, bare fordi man kan eller fordi det er det mest belejlige. I så fald varetager man hensyn, der ikke er forenelige med de værdier, et frit og åbent samfund bygger på. For at bruge Søren Pinds ord i den førstnævnte artikel:

“Rammer vi balancen rigtigt imellem civilsamfund og demokrati og respekt for frihedsrettigheder? Eller går vi i sidste ende terroristernes ærinde og får skabt totalitære træk ved vores samfund?”

Når det gælder sessionslogning kan man spørge, hvorfor Justitsministeriet har noget imod, at en jurist ved Politiet/PET/FE skal ofre en time til halvanden på at bede retten om godkendelse af en overvågning af en person, personkreds eller måske alle personer i et geografisk afgrænset område i en bestemt periode. Hvis vi formoder – og det mener jeg vi skal – at myndighedernes nuværende overvågninger er både velovervejede og lovlige, ligger man allerede inde med en begrundelse for overvågningen. Det er ikke kompliceret at skrive dén ned, tilføje en underskrift og så sende det hele til retten.

Det ville klæde Justitsministeriet at lave lovgivning, der udviser omsorg for retfærdigheden.

Det er på høje tid, at Justitsministeriet inviterer fx Advokatrådet, Justitia og (ikke mindst) eksperter i retspleje, sikkerhed og grundrettigheder fra de juridiske og politologiske institutter til drøftelser om, hvordan fremtidens danske anti-terrorlovgivning skal udformes: Hvad må Politiet og de to efterretningstjenester gøre selv og hvad kræver en dommerkendelse? Hvad skal retten undersøge, før den kan afsige en kendelse? Hvilke indsigelsesmuligheder skal der være for fx telefonselskaber? Hvordan opnår vi en mere intensiv kontrol med PET og FE’s virksomhed? Hvor går grænsen mellem terrorvirksomhed og almindelig kriminalitet, når det kommer til valg af midler, og hvordan sikrer vi, at Politiet ikke bruger anti-terrormidler til at bekæmpe simpel kriminalitet? Det er bare nogle af spørgsmålene, og de er vigtige.

Juraen er velsagtens det eneste staten kan bidrage med, når det kommer til terrorbekæmpelse specifikt, og kriminalitetsbekæmpelse generelt. Men der er vel også en mere kulturel dimension til spørgsmålet? Som Rune Selsing konstaterer på sin Jyllands-Posten-blog: “Truslen fra terroren kan vi aldrig fjerne med effektive efterretningstjenester, vi kan højest holde den nede.”

Det er rigtigt. Hertil kommer, at Danmark, ifølge Rune, skal:

vise styrke, selvtillid og stolthed. På alle fronter. Det gør vi ved at sætte hårdt mod hårdt. Kriminelle skal sidde i lukkede fængsler, og de skal sidde der i meget længere tid. Så længe de sidder bag tremmer, kan de ikke udøve fysisk kontrol over deres familier, de kan ikke kaste sten efter ambulancer og de kan ikke trække andre med sig ned. Vi skal holde op med at tolerere hærværk, cykeltyveri, baldrede ruder og smårapserier. Tolerance over for den antisociale kriminalitet er ikke et udtryk for civilisation, men det modsatte.

Hvor komplet dysfunktionelt må Danmark ikke fremstå, for det meget store antal indvandrere, der er fuldt arbejdsdygtige og alligevel lever på offentlig forsørgelse? De betragter ikke de ødsle velfærdsydelser som udtryk for menneskeligt overskud, men som dekadence. Det er det jo også.

De moderate muslimer skal vælge os til. Og det gør de hverken ved hjælp af humanistisk pladder eller rationelle argumenter. Det handler om følelser. Om Symbolik og kulturel styrke.

Det kan jeg erklære mig stort set enig i. Hvis den vestlige kultur og civilisation får lov til at degenerere i korrekthed, berøringsangst og værdi-nihilisme, er vi ude af stand til at overvinde andre menneskers “hearts and minds”? Men hvad nu med den balance, Søren Pind var inde på i citatet ovenfor?

Som en med-punditokrat skrev for 10 år siden:

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke (strø?)tanker vores læsere gør sig om emnet. Så giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor, og lad det gerne være fyldigt.

Opdatering: Se også Christopher Arzrounis leder i Børsen d. 19. januar: “Hold Hovedet Koldt“, med et opråb imod “Carl Schmitt”-fløjen blandt de danske konservative og ligesindedes affekt-forslag, der for nogles vedkommende ville sætte lands lov og ret ud af kraft:

Men ud over islamisterne har vi også grund til at være bekymrede over de mennesker, der vil frelse os fra dem.

Det er blevet bemærket, at Pia Kjærsgaard (DF) foreslog brugen af “nødret”. Sandsynligvis har hun ikke fattet, at begrebet indebærer at sætte landets almindelige love ud af kraft. Og derfor er det ikke hendes følelsesudbrud, der er grund til at være bange for.

Det egentlige problem er nogle lidt mere sofistikerede personer, som fisker i rørte vande i det nationalkonservative miljø, som foragter, hvad de betragter som de liberale demokratiers svagheder. I dette miljø er det blevet normalt igen at henvise til “den tyske jurist Carl Schmitt”, som han benævnes.

…

Han burde læse Karl Poppers klassiske værk “Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945, som netop giver et realistisk og liberalt svar på, hvordan frihedens institutioner skal forsvare sig mod den totalitære trussel, uden at sætte friheden over styr. Der er således ingen grund til at smide liberalismen ud med badevandet i det liberale demokrati.

Er Den internationale Straffedomstol biased mod Israel?

Af Nikolaj Stenberg, den 17. januar 2015. Skriv et svar

icc_logoDét er et af de spørgsmål nogen har stillet efter Det Palæstinensiske Selvstyre – i øvrigt i strid med Oslo-fredsaftalen – har meddelt, at man agter at tiltræde Rom-statutten.

Over hos Volokh Conspiracy har Eugene Kontorovich forsøgt at give svaret i to blogindlæg om emnet, som jeg på det varmeste skal anbefale:

  1. Palestinians seek to take advantage of ICC’s unique “Israel” provision
  2. Is the International Criminal Court biased against Israel?

 

Dansk Public Choice Workshop 2015

Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2015. 3 svar

Hvert år afholdes den danske Public Choice Workshop i januar, og i år er Aarhus Universitet vært for arrangementet. Workshoppen løber af stablen fredag den 23. januar klokken 11, og afholdes på Institut for Økonomi. De senere års tradition tro er der åbent for alle kolleger fra forskellige institutioner, inklusive PhD-studerende og interesserede kandidatstuderende.

Som altid er der en bred palet af emner i løbet af dagen. Som noget nyt har vi inviteret kolleger fra Lund og Hamborg med, og får også fornøjelsen af en dansk kollega fra Groningen. Programmet ser således ud:

11-12.30

Philipp Schröder (AU): Harmonization versus Mutual Recognition

Gert Tinggaard Svendsen (AU): Waste of Resources? Countervailing Lobbying in the EU ETS

Lasse Aaskoven (KU): Public Sector Unions and Contracting Out in Danish Municipalities

13.20-14.50

Therese Nilsson (Lund): Tolerance in the United States: How free markets transform racial, religious, and sexual attitudes

Rasmus Wiese (Groningen): Expressive voting and ideology in a laboratory democracy

Sylvanus Afesorgbor (AU): Impact of Economic Sanctions on Income Inequality of Target Nations

15.20-.16.50

Irina Mirkina (Lund): Pushed by Poverty or by Institutions? An Analysis of Migration Determinants

Martin Paldam (AU): The Political Economy of Church Building in Denmark

Jerg Guttman (Hamburg): Mapping the Road to Freedom

17.00-18.30

Christina Mangaard Jørgensen (AU): Did Africa’s First Choices Matter? Growth Effects of Leaders at Independence

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Inflation targeting and macroeconomic performance since the Great Recession

David Dreyer Lassen (KU): Petro Rents, Political Institutions, and Hidden Wealth: Evidence from Offshore Bank Accounts

The Wild Bunch – ny forskning i populisme

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2015. Skriv et svar

En ny, interessant artikel, der er på vej ud i Economics of Governance (gated version her), tager fat på spørgsmålet om populistiske politikere egentlig er så skadelige. Forfatterne, Julio Revuelta (Universidad de Cantabria) og punditokraternes ven Martin Rode (Universidad de Navarra), svare bekræftende på spørgsmålet. Ved at sammenligne statslederes grad af populisme, målt ved et tekstbaseret indeks udviklet af Kirk Hawkins, med efterfølgende ændringer i økonomisk frihed kan Rode og Revuelta vise, at særligt retslig kvalitet og reguleringsfrihed svækkes betragteligt når et land får en populistisk leder. Så skal man være bekymret for Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og forskellige andre udpræget populistiske partier? Svaret synes at være ja. Papirets abstractet er her:

The debate on populism has recently been revitalized by the rise of new political actors, especially in Latin America and Europe. Despite the renewed interest, the concept of populism remains vague, complicating any empirical investigation on its political and economic outcomes. Still, all populist politicians strongly emphasize the defense of the commonman’s interest against those of privileged elites, suggesting that such governments will have notable implications for economic policy and institutions. Using a non-partisan indicator of populism, this paper seeks to assess the impact of populist policies on institutional change, as measured by the economic freedom of the world index. Results indicate that populist governments actively reduce economic freedom. In particular, they erode legal security, reduce freedom to trade, and tighten economic regulation. Findings expand on previous research with empirical methodology, questioning the importance of ideological orientation in some definitions of populism.

Om at EU-Domtolen sagde nej til menneskerettighedskonventionen

Af Nikolaj Stenberg, den 11. januar 2015. Skriv et svar

Skamlæs selvpromovering er ikke noget, vi går af vejen for. Derfor en henvisning til et nok alt for langt indlæg jeg havde hos Børsen forleden. Det handler om, at EU-Domstolen den 18. december sagde, at EU ikke må tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og i den forbindelse kom til at lyde næsten som en såkaldt EU-skeptiker. Det kan læses her.

Væsentlige bøger i 2014

Af Niels Westy, den 8. januar 2015. Skriv et svar

Som afslutningen på vores lille serie over 2014, set med borgerlig-liberale øjne, slutter vi af med at fremhæve to bøger fra det forgangne år.

Det kreative samfund

ItemImage (1)Man kommer naturligvis ikke uden om Lars Tvede‘s fremragende gennemgang af hvorfor og hvordan Vesten kom til at dominere og drive verden frem. Tvede’s måske største bedrift med Det kreative samfund, er, at hans bog er skrevet, således at også lægmand kan få udbytte af den.

Bogen fik da også gode anmeldelser vedudgivelsen, og selv Politiken var begejstret.  Det er egentlig ikke fordi Tvede bringer ny viden på banen. Men for det første er bogen velskrevet og for det andet må man ikke undervurdere betydningen af at den er på dansk. Tvede har med sin bog gjort det borgerlig-liberale Danmark en stor tjeneste, og det skal han have tak for.

 

Det mindst ringe

ItemImageVi kommer heller ikke uden om forskningschef og forfatter Henrik Christoffersens fremragende bog, Det mindst ringe. Her sættes folkus på udviklingen i det danske demokrati og velfærdsmodellen de seneste 6 årtier. Begejstringen er til at overse, og med overlegen analytisk sans påpeger Henrik Christoffersen den lange række af områder, hvor den danske velfærds- og omfordelingsmodel er ødelæggende for vores velstand og demokrati.

Som der står i omtalen på Cepos hjemmesider, hvor Henrik Christoffersen har sin daglige gang:

“En demokratisk indretning af samfundet, hvor borgerne er lige, hver med én stemme, blev lov i Danmark i 1953. Dette opgør med særrettigheder for de besiddende kom på et tidspunkt, hvor danskerne endnu kendte den ydmyghed, som fulgte med erfaringen om, hvorledes sult kunne være en realitet for de svageste. Men det var også tiden, hvor beruselsen fra befrielsen rådede, og hvor optimismen og troen på bedre tider var stærk.

I bogen ’Det mindst ringe’ tegner  et billede af et demokrati, som blev til i ånden fra folk som K.E. Løgstrup og Hal Koch. I dette velfærdssamfundets demokrati skulle demokratiet handle om samtale og søgen efter den fælles forståelse. De nye toneangivende velfærdsøkonomer talte om den fælles interesse, hvor velstandsfremgang ville gavne alle, og hvor overflod ville gøre kultur mere interessant end økonomi.

I ’Det mindst ringe’ undersøger bogens forfatter, hvordan danskerne har forvaltet dette lighedens demokrati, efterhånden som den ydmyge og troskyldige forestilling om den fælles interesses råden blegnede. Det er blevet til en beskrivelse af et samfund, hvor kamp om fordelingen efterhånden har taget magten over politikken i en grad, så den fælles interesse i en udvikling, som sikrer mere velstand til alle, har en tendens til at fortone sig.

Denne udgivelse har godt nok ikke fået samme store omtale som Tvede’s bog, men det burde den. Den er et “must read” for enhver der kærer sig om om udviklingen og fremtiden i vort land.

Men man kan kan jo starte med at se nedenstående video, mens man venter på bogen.

PS. Som det fremgår er begge videoer optaget på Cepos, hvor den ene af de to bøgers forfatter har sin daglige gang. Det er naturligvis ikke noget tilfælde. For uanset hvor mange årlige lister man laver, så kommer vi ikke uden om, at Cepos, som startede for blot 10 år siden og alene finansieres med private midler, uden tvivl indtager en helt central rolle i bestræbelserne på at fremme et mere velstående og frit samfund.

Liberale, som har gjort en forskel i det forgangne år

Af Nikolaj Stenberg, den 8. januar 2015. 3 svar

Af redaktionen

2014 var et sløjt år for borgerligt-liberale. Meget af den klarere debat om holdninger druknede i personsager og valgrygter, og internationalt bragte både Piketty-bogen og metodisk elendige studier fra IMF og OECD venstrefløjen på krigsstien. Heldigvis er der stadig flere, som holder debatten i live og insisterer på kvalitet i stedet for uargumenterede påstande.

Ligesom de senere år har vi derfor udvalgt en række personer, som vi har haft glæde af at læse, se på, lytte til og/eller diskutere med i året der er gået. Man behøver derfor ikke være enige i et og alt – vi er ikke dogmatiske her på stedet – men de nedenstående danskere har bidraget fundamentalt til debatten.

Vi er ikke nødvendigvis enige med dem i alt.  Men de bidrager til en velargumenteret og frem for alt informeret debat – og til kvaliteten  af det borgerligt-liberale univers.

Rasmus_Brygger_770105aRasmus Brygger skal fremhæves fordi han er eksponent for det, vi tolker, som en variant af fænomenet ”bleeding heart libertarianism”. En udlægning af den liberale politiske ideologi, der fokuserer ligeså mere eftertrykkelit på såkaldt social retfærdighed, og lidt mindre på frihedsrettigheder og frie markeder.

Han kalder sig selv for “hippieliberal”, mener fx at tonen i debatten lægger arbejdsløse for had, tegner en linje fra den klassisk liberale kamp for lige (grund)rettigheder til moderne politisk feminisme og har været ude at forsvare den svenske immigrations- og asylpolitik. Det er andre toner end normalt – og dét er for så vidt forfriskende. Brygger står ved, at ”[samfundet ikke skal] styres af standardiseringer og ministerielle beregninger, men af den enkelte borgers sunde fornuft og frie valg” og er en af de få, der melder klart ud om, at lokal selvbestemmelse er en mærkesag.

Det bliver interessant at se, om Rasmus Bryggers liberalisme-variant er så fordøjelig i parnasset – hvor den traditionelle liberale sang om rettigheder (naturlige eller ej), økonomiske konsekvenser og politisk økonomi synges for døve øre – at vi ser tidligere ikke-liberale springe ud som ny-liberale. Og hvad nu, hvis det ikke sker? Vil der så være tale om andet end positionering i debatten? Herfra håber vi det bedste!

Lars Seier Christensen har markeret sig med en liberal profil, der deler vandene. Han er elsket og elsket at hade. lars-seier-christensen-saxo-2011-300x225Hvor mange råber på “virksomheders sociale ansvar” – og næsten alle virksomheder har en “CSR-politik” af overfladiske floskler og symbolske tilskud til ukontroversielle organisationer – viser Seier både mod og ægte samfundssind, som ingen andre i erhvervslivet. Han siger sin mening og bakker op om de ting, han tror på. Hvor mange andre erhvervsfolk deltager uforfærdet i den offentlige debat, uden at det handler om deres eget produkt eller egen bundlinie? Hvor mange andre sponsorer i cykelsporten ville have stået bag et hold i medieorkanens øje? Det burde alle respektere, uanset om man er enig i hans mission eller ej.

Problemet er jo, at ægte samfundssind er et “kollektivt gode”. Derfor udbydes der ikke så meget af den – specielt hvor der er risiko for at komme i modvind. Så meget mere grund er der til at sætte pris på en erhvervsmand, der tør. At det er med klare liberale synspunkter, gør det ikke dårligere.

Vi kommer heller uden om debatredaktør hos Dagbladet Børsen, Christopher Arzrouni. I lighed med 2013, var han også i det forgangne nok den væsentligste borgerlig-liberale stemme i den offentlige debat.christopher

Og på trods af en ikke sjældent helt utilbørlig behandling fra andres side, formår han som få at bevare roen, mens han konsistent og konsekvent argumenterer på et fatuelt og vidensbaseret grundlag. Det så vi ikke mindst i den debat der udspandt sig i efteråret mellem Arzrouni og et andet medlem af etisk råd, Jørgen Carlsen, i både Kristeligt Dagblad, Radio24syv og Deadline.

Jacob MchangamaJacob Mchangama skal ikke mindst fremhæves for sin insisteren på at tage retssikkerhed og kvalitet i lovgivning alvorligt. Han er ægte, seriøst liberal og kan derfor nogle gange finde de bedste holdningsfæller i venstrefløjens partier. Med andre ord er han beundringsværdigt illoyal overfor såkaldt borgerlige politikere og partier, men konsistent borgerligt-liberal i sine holdninger.

Justitia, hans nye tænketank, er kommet godt fra land og med et rimeligt fast og ekstremt godt samarbejde omkring forsknings- og formidlingsaktiviteter med en vis punditokrat, kan vi næppe heller komme udenom ham.

Hos Jacob holdes den liberale frihedstanke i live på den bedst mulige måde.

“Laced with factual error”: Mere om kritikken af Piketty

Af Erik Winther Paisley, den 2. januar 2015. 18 svar

Punditokraterne har efterhånden lagt side til en omfattende samling af kommentarer, kritik  og links til forskning om 2014’s store, noget uventede økonomiske bestseller, Capital in the Twenty-First Century, ved Thomas Piketty. Da værket udkom, var der knap nogen der havde bladret den igennem, før den blev udråbt til det mest skelsættende bidrag til samfundsdebatten i senere år.

Ikke mindst har man udvist største respekt for hans empiriske arbejde, uanset betragtninger om hans vidtgående skattepolitiske program. Som før omtalt her på siden er der imidlertid fremkommet en del indvendinger mod hans metoder, hvoraf den mest omtalte kom fra Financial Times’ Chris Giles. Den empiriske kritik af bogen går navnlig på Pikettys tendens til at udglatte mellem manglende datapunkter eller sjusse sig til de manglende tal, samt hans løse omgang med årstal. Kort sagt: Sjusk og cherry-picking.

Da Piketty siden offentliggjorde datagrundlaget for bogen (ikke bare den PowerPoint-præsentation, som han indledningsvis henviste til), kunne arbejdet med at regne artiklens kilder igennem begynde. Punditokraterne har omtalt Phil Magness’ kritiske arbejde med Piketty før, (direkte link til Magness’ første artikel). Det er netop udgivet som arbejdspapir, som er værd at dykke ned i. Magness og Murphy går især i kødet på Pikettys fremstilling af amerikansk historie:

“At its most basic descriptive level, Piketty’s presentation of major historical events at the
center of his argument is laced with factual error. In addition to suggesting an inattentiveness to detail, a recurring problem of factual inaccuracy with historical events indicates that interpretative extrapolations from these errors, as well as more sophisticated data claims that appear throughout the book, may suffer from a basic fault in their underlying historical assumptions. While we will not endeavor to pick apart his most extensive historical recounting – the 20th century French economy – it is fair to note that he struggles, and struggles mightily at that, in almost every instance he takes up the economic history of the United States.”

På den historiske front er der årstal der gengives forkert, præsidenter der forveksles, kilder som overses (f.eks. tal for mindstelønninger, skattesatser og formueskatteindtjeninger). Der er ikke alen tale om trykfejl, men manglende kendskab til eksistensen (!) af amerikansk formuebeskatning før det 20. århundrede. På eksempelvis den økonomiske front finder man en vidtgående ekstrapolering, eksempelvis så 1810 og 1870 repræsenterer hele det 19. århundrede, men også mystiske skud fra hoften. Vil han eksempelvis gerne sammenligne udviklingen mellem Europa (læs: England og Frankrig) og USA, men mangler de amerikanske tal, lukker han hullet med gennem en usædvanlig manøvre:

“His claimed numbers for these three decades appear not to have been obtained from any actual source, but rather through the alternating addition or subtraction of 0.5 percentage points projected backwards from the 1900 average. He evidently filled the gap in his own data collection – needed to bring the U.S. time series into line with his European records – by constructing it ex nihilo.”

Som forfatterne anfører, hviler Pikettys kritik og forudsigelser — det erklærede grundlag for hans policyanbefalinger — på hans historiske arbejde. Og det lader til at være behæftet med graverende fejl.

Reference:
Magness, Phillip W. and Murphy, Robert P., Challenging the Empirical Contribution of Thomas Piketty’s Capital in the 21st Century (December 26, 2014). Journal of Private Enterprise, Forthcoming. Available at SSRN: http://ssrn.com/abstract=2543012

Lars Christensens skitse til en immigrationsreform

Af Nikolaj Stenberg, den 31. december 2014. 5 svar

Lars Christensen har efter eget udsagn været så sindssygt træt af flygtninge- og indvandrerdebatten, at han har lagt en lang skitse til en liberal politik på området ud ikke på sin Market Monetarists-blog, men Facebook. Som han skriver om debatten:

Derudover synes jeg, at debatten minder ufattelig meget om miljødebatten – ta’ blot diskussionen om vandmiljøplanen i 1980erne eller diskussionen om ”global opvarmning”. I disse debatter handlede det ufattelig meget om ”følelserne”. De venstreorienterede ”miljøforkæmpere” tegner altid katastrofe scenarier og skriger på ”handling” med det sammen. Vandmiljøplanen fra 1985 er et godt eksempel på, hvordan følelser og katastrofe-scenarier fik lov at bestemme politikken.

Indvandrere-debatten er de borgerliges miljødebat.

Det vil jeg give ham ret i.

Lars præsenterer ideen om en immigrationsskat, der i udpluk lyder:

1) Folketinget beslutter hver femte år en årlig kvote for de kommende fem år den årlig netto-indvandring (både flygtninge og indvandrere). Hvis kvoten ”overshoots” det ene år, så skal den fratrækkes i det følgende års kvote.
2) Af historiske og institutionelle årsager fratrækkes flygtninge og indvandring fra andre EU-lande. Dette er ikke nødvendigvis fornuftigt fra et rationelt økonomiske perspektiv, men det er ret oplagt, at ingen reform kan lukke for flygtninge eller indvandring fra andre EU-lande.
3) Når kvoten er fastsat fratrækkes flygtninge og EU-indvandrere. Det giver en rest-kvote. Dette er den reelle kvote, der hvert år skal allokeres.
4) Optimalt set burde denne kvote allokeres ved at bortauktionere kvoterne på samme måde, som man bortauktionerer CO2-kvoter i dag. Dette være et system som Julian Simon og Milton Friedman har foreslået. Jeg tror dog, at et sådan ”marked” ikke nødvendigvis vil være efficient og likvidt nok til at give mening. Derfor ville mit forslag være en egentlig immigrationskat. Denne skat ”kalibreres”, så man kan ramme den årlige ”rest-kvote”. Skatten kan justeres løbende i løbet af året – foreksempel hver kvartal. Hvis der for eksempel komme uventet mange flygtninge kan skatte sættes op eller hvis mange forlader Danmark, så kan skatten nedsættes.
5) Ved at sætte en immigrationsskat vil man sikre ”self-selection” – altså at kun de immigranter, der mener, at det vil være skatten værd i fremtidig indtjening. Dermed er der ingen grund til ”diskrimination” baseret på nationalitet, religion, uddannelse. Skatten vil sikre den mest optimale allokering af rest-kvoten.
6) Immigrationsskatten er tænkt som en engangsskat, der betales ved ”entry” til Danmark. Dette kan suppleres med årligt ”fee” – for eksempel – 20.000 eller 50.000 kr., der betales over skattebilletten over for eksempel 10 år.
7) Når det årlige fee er betalt i 5 eller 10 år kan dette så give adgang til permanent opholdstilladelse med fulde rettigheder i forhold til offentlige ydelser og andet.
8) I denne ”prøveperiode” (5-10 år) gives, der ikke adgang til nogen former for sociale ydelser og sundhedsydelser. Man kunne stille et krav om en obligatorisk sundhedsforsikring.
9) Man kunne bestemt også tænke sig, at det årlige ”fee” også kom til at gælde for flygtninge. For flygtninge skulle antallet af året fee’et betales afhænge af udgifterne til ophold og ydelser i forbindelse med ankomsten til Danmark.
10) Indtægterne fra immigrationsskatten samt de årlige fees skal i første omgang betale udgifter til flygtninge samt udgifter til administration af systemet. De restende udgifter til en gang årligt uddeles direkte til hver enkelt dansk statsborger som en ”immigrationscheck”. Dermed få hver enkelt dansker en kontant betaling for at tage imod immigranter.

Denne punditokrat kan meget godt lide det aftaleretlige tilsnit en sådan immigrationspolitik har, men ville nok selv foretrække en immigrationspolitik baseret på forskellige residency-ordninger, ligesom det kendes fra golfstaterne.

Skitsen kan læses og kommenteres her: http://www.facebook.com/lars.christensen.9/posts/10153018095628793

 

Punditokrater, der har gjort en forskel i det forgangne år

Af Niels Westy, den 30. december 2014. 3 svar

Slutningen af året er som bekendt præget af lister for dette og hint. Politiken har f. eks. deres årlige liste over meningsdannere. Her på punditokraterne plejer vi også at give det forgangne år et par ord med på vejen og nævne dem vi finder har gjort en forskel i løbet af året.

Til forskel fra Politikens liste som vist primært handler om “at sætte en dagsorden”, vægtes saglighed og reel viden en en del højere her på punditokraterne. Vi mener faktisk at det gør en forskel hvorvidt man tror at jorden er flad eller rund.

To skribenter her på bloggen har ved flere lejligheder på fornemmeste vis præsenteret dette i det forgangne år. Det er naturligvis professor ved Christian Bjørnskov og  analysechef Otto Brøns-Petersen.

Christian Bjørnskov skal især fremhæves for at pointere, at der ikke er belæg for, at udviklingsbistand gør en positiv forskel. En pointe der vel og mærke har solid opbakning i den økonomiske sagkundskab. Det afholdt dog ikke den daværende udviklingsminister, Rasmus Helveg Petersen, fra at påstå at Bjørnskov var både ekstrem og alene i at konkludere, at udviklingsbistanden ikke virkede, eller som Rasmus Helveg påstod  i en debat på Radio 24syv den 3. januar:

”Christian Bjørnskov er helt alene. Ikke bare her i studiet, men generelt i hele verden, når det gælder det her standpunkt med, at 80 pct. af pengene er spildt. Det er et ekstremt standpunkt. Det er faktisk forholdsvis yderliggående.”

Debatten kan genhøres her.

En udtalelse, der i den udstrækning Rasmus Helveg Petersen overhovedet har sat sig ind i den videnskabelige diskussion på området, er lodret løgn. Det burde have været en langt større historie, end den endte med at være. Ministre må åbenbart gerne lyve og beklikke andres hæderlighed, blot det er i en “god sags tjeneste”. Man græmmes.

Christian har selv skrevet om debatten i Cordua & Steno på Radio 24syv i dette blogindlæg.

Som Bjørnskov startede året med at insistere på substans og faglighed, sluttede Otto Brøns-Petersen af med, på solidt faglig grund, at påpege en absurditet i dansk (og international) skattepolitik, nemlig selskabsskatten. Otto er ikke den første, og bliver næppe heller den sidste økonom, som påpeger at selskabsskatten er et problem. Den optimale selskabsskat er og bliver nul.

I en video, som for øjeblikket deles flittigt på de sociale medier forklarer Otto på fornemmeste vis problemet med selskabsskatten og hvorfor den over tid bør/vil blive afskaffet.

Det er nu ikke den eneste grund til at nævne Otto Brøns-Petersen, som en af de som har gjort en forskel i år. Mens hans kollega, Mads Lundby Hansen, for tredje gang i træk, udnævntes til årets mest citerede økonom af Dagbladet Børsen, drønede Otto Brøns-Pedersen i år ind på et 38. plads. Og som Børsen påpeger i artiklen:

Otto Brøns-Petersen anses ikke blot for en dygtig økonom, men er også en landets førende eksperter i økonomisk ideologi.

Men det er vi jo en del som har vidst i mange år.

 

 

Embargo eller ej?

Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2014. 3 svar

Obama-administrationen, i et sjældent klart øjeblik, har besluttet at løfte dele af embargoen på fødevareeksport, bygge- og kommunikationsudstyr overfor Cuba, og de to lande har aftalt at udveksle ambassadører. Den amerikanske regering har således taget det første skridt siden Kennedy mod at normalisere forholdet til det kommunistiske diktatur i Cuba. Dette skridt har udløst en voldsom debat om politikken overfor den sydlige nabo. Debatten står om, hvorvidt man skal vente på at Cuba bevæger sig mod demokrati og en vis respekt for menneskerettighederne, før man løfter embargoen – dvs. tilgangen i Helms-Burton-loven fra 1995 – eller om man bør begynde at løfte embargoen og regne med, at den friere handel, rejser og udveksling af information gør sit til at gøre Cuba demokratisk.

Problemet som de fleste, om end modvilligt for nogens vedkommende, er enige om, er at embargoen har været en ekstrem fiasko. Som Businessweek skrev forleden: ”If the embargo of Cuba had been aimed at keeping the Castro brothers in power, it might be judged today as the most successful foreign policy in the history of the U.S” Fidel Castro var præsident fra sin magtovertagelse indtil 2008, hvor hans bror Raúl overtog og landet er stadig en af kommunismens sidste ‘bastioner’ i verden. Omvendt har handel, turisme og mere generelt information om resten af verden været en væsentlig del af forklaringen på, at nogle lande bliver demokratier og vel at mærke forbliver demokratiske (se f.eks. her eller her).

Den omvendte tilgang er at kræve, at et land tydeligt bevæger sig mod demokrati og menneskerettigheder før man åbner op for handel med landet. Argumentet er en blanding af et moralsk argument – vi burde ikke ’belønne’ afskyelige regimer – og et kausalargument, der handler om at en politisk gulerod i form af øget handel og investeringer kan få politikere til at opføre sig mere demokratisk og mindre undertrykkende. Problemet med dette argument er, at det implicit antager, at regimets selektorat – de særinteresser, der er knyttet til regimet – vil få gavn af handelen.

Det er i min optik på ingen måde klart, at det er tilfældet i andet end et meget begrænset antal særtilfælde, men det er et a priori validt argument. Empirisk er der dog ikke alt for meget støtte til dette synspunkt, mens det omvendt hos den sanktionerende part kan være politisk opportunt at begrænse handelen med Cuba. Amerikanske sukkerproducenter har for eksempel en ret stærk og indlysende interesse i at holde ved embargoen.

Tragedien uanset hvordan man ser på embargoen er, at Cuba inden Castros overtagelse var et af Latinamerikas rigere lande inden det blev kommunistisk. Sundhedsvæsenet var i særklasse og øen tiltrak ganske mange tilflyttere. Som Niels Westy tidligere har påpeget, lå der ved den kommunistiske magtovertagelse 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom. Cuba havde også i 1950erne omtrent samme levestandard som Portugal og Spanien, havde Latinamerikas højeste middellevealder og havde indtil 1952 været et relativt velfungerende præsidentielt demokrati. Uden Castro og hans ’revolution’, var Cuba da blevet til den Dominikanske Republik eller Barbados? Det kan ingen sige, men stort set ethvert alternativ er at foretrække for det kommunistiske Cuba.

Glædelig Jul

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2014. Skriv et svar

Efter en enormt travl december måned – vores læsere har nok bemærket, at aktiviteten på bloggen har været lidt begrænset – er vi endelig kommet til juleaften. Vi har haft et godt år på Punditokraterne, også selvom vi gerne ville have blogget mere regelmæssigt, og vil gerne takke de trofaste læsere for kommentarer, kritik og diskussion.

2015 ser ud til at blive et interessant, men næppe særligt liberalt år! Det er først og fremmest valgår, hvilket altid får politikere til at glemme de sidste rester af ideologi og rygrad og foreslå absurde ting. Vi vil selvfølgelig gøre vores til at skyde de værste af slagsens ned! Vi er også parate til både at tage andre aktuelle emner op, og at holde folk informeret om, hvad der foregår på forskningsfronten i public choice og politisk økonomi. Og som altid er vores læsere velkomne til at foreslå emner, hvis der skulle være noget, vi har misset.

Men vigtigst af alt i dag er at ønske jer alle en Glædelig Jul og Godt Nytår.

Redaktionen på Puditokraterne

Ulighed – igen igen igen – nu med illustration :-)

Af Niels Westy, den 10. december 2014. 1 svar

I forlængelse af Otto’s kommentar til OECD’s arbejdspapir om ulighed, som venstrefløjen naturligvis tager til indtægt for, at øget ulighed i sig selv skader væksten og omvendt at øget lighed gavner den – til alle tider, er her en lille illustration fra Otto’s kollega, Mads Lundby, af hvordan man i hvert fald IKKE skal gøre, hvis man ønsker mere økonomisk lighed.

Som det fremgår af nedenstående foto fra CEPOS vækstkonference i mandags, skal der en del til for blot at sikre en beskeden reduktion af GINI. Og ja, BNP falder.

10858004_10203777819140340_4276643020436457790_n

Ulighed – igen igen igen

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. december 2014. 1 svar

Det har vakt opsigt, at OECD har offentliggjort et arbejdspapir, hvor forfatteren finder en negativ korrelation mellem ulighed og økonomisk vækst. Det skyldes, at OECD selv slår på tromme for det.

Jeg har tidligere påpeget om litteraturen, at

det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig.

Det fremgår også af OECD-papiret, som dermed føjer sig til denne række af studier.

Og det kan ikke overraske, for der er ingen grund til at forvente en direkte kobling mellem ulighed og vækst. Derimod medfører nogle politiktiltag, som øger væksten, også til øget ulighed (OECD foreslår traditionelt lavere marginalskatter, lavere kompensationsgrad og mindre minimumslønninger for at øge væksten). Andre tiltag (OECD foreslår traditionelt øget produktmarkedskonkurrence) kan øge væksten og sænke uligheden.

Den nye vismand

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2014. Skriv et svar

Forleden skiftede det Økonomiske Råd ud i sit formandskab. Det sker med jævne mellemrum, og begivenheden er vigtig, da formændene – i populær tale de økonomiske vismænd – tegner en del af den økonomiske debat i Danmark. Det er derfor ikke uden betydning, hvem der bliver valgt. Og i denne omgang har DØR taget et glimrende valg. Pilen har peget på professor Carl-Johan Dalgaard fra Københavns Universitet.

C-J er ikke bare mindre ortodoks i sin fremtoning og emnevalg end mange tidligere vismænd, men også både internationalt fremtrædende og en af de få, der har et klart fokus på konsekvenser på rigtigt langt sigt. Så mens DØR stadig kommer til at producere konjunkturanalyse, har man formået at bringe en vismand ind med reel indsigt i langsigtede udviklingsprocesser og produktivitetsudvikling. Hans faglige status er der ingen, der stiller spørgsmål ved. Med adskillige artikler i Journal of Economic Growth, The Economic Journal, og Review of Economics and Statistics, er han en af de bedst publicerede danske økonomer.

Ikke nok med det, har C-J – som en af de meget få danske vismænd nogensinde – egentlig kompetence i politisk økonomi, public choice, eller hvad man foretrækker at kalde feltet. Modsat en perlerække af ellers dygtige vismænd, burde han derfor ikke lide af en forestilling om, at bare man fortæller de flinke politikere hvad, der er op og ned, skal de nok gøre det rigtige. Uden at regne med, at institutionen ændrer retning med det samme, er udnævnelsen af C-J et skridt i den rigtige retning.

Er vi på vej mod en rationel klima- og energipolitik?

Af Niels Westy, den 1. december 2014. 1 svar

imagesTidligere overvismand, formand for produktivitetskommissionen og og professor ved Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen, er blevet udnævnt til formand for den nys nedsatte klimaråd. Det er der grund til at glæde sig over.

 

I forbindelse med udnævnelsen, udtaler Peter Birch til Jyllandsposten, at

Det langsigtede mål er, at vi skal gøre os uafhængige af fossile brændsler, men det skal ske så effektivt som muligt, så det går mindst muligt ud over konkurrenceevne og beskæftigelse

Det er nye toner i klima- og energidebatten herhjemme, som i årevis netop har været kendetegnet ved sin totale mangel på realisme og til tider næsten semireligiøse tilgang. Et af de værste eksempler er Klimakommisionen nedsat af VK regeringen i 2007 og dennes rapport i 2010. Forudsætningerne for rapportens konklusioner var (og er) vanvittige, og den økonomiske del meget ringe.

Det er ikke mindst værd at lægge mærke til at Peter Birch Sørensen er tidligere overvismand. Vismandsinstitutionen har i årevis kritiseret dansk klima- og energipolitik, desværre indtil videre uden den støre succes, men det er udnævnelsen af Peter Birch måske et tegn på er ved at ændre sig?

Det er i hvert fald værd at erindre at DØRS i flere rapporter både har kritiseret den overdrevne satsning på vindenergi og sammenblandingen af erhvervs- og klimapolitik, se bl. andet deres rapport fra 2011.

Helt tilbage til Peter Birch Sørensens tid som overvismand, har DØRS da også igen og igen understreget, at

Der er intet belæg for et synspunkt om, at politikere eller embedsmænd generelt er bedre
end markedet til at udnævne “morgendagens vindere”. (2010)

Ovenstående er en klart anderledes indgangsvinkel til klimaspørgsmålet end den lalleglade promovering af bestemte teknologier og fremhævelse af klimapolitisk enegang, som i årevis har præget dansk politik, ikke mindst den nuværende regering.

Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen. Det er fortsat politikerne som fastsætter de overordnede mål, men som Peter Birch Sørensen udtaler:

Den centrale opgave er at finde balancen, så vi ikke unødigt skader konkurrenceevne og beskæftigelse, men uden at give køb på de målsætninger, som politikerne har stillet op,

og fortsætter:

Omstillingen kan forhåbentligt betyde, at Danmark kan være med til at udvikle nye alternative energiteknologier, og det kan blive et vækstområde for dansk erhvervsliv

Her nærmer vi os en “Bjørn Lomborg” tilgang, nemlig at løsningen er udvikling af CO2-neutrale teknologier, som kan konkurrere på markedsvikår.

Det er under alle omstændigheder afgørende hvis man skal skal mindske brugen af fosile brændstoffer og udledningen af drivhusgasser.

Således er udledningen af CO2 i EU, for slet ikke at tale om Danmark, i stigende grad irrelevant i forhold til udledningen i den ikke-vestlige verden. Og hvis CO2 neutrale energiformer skal være attraktive for resten af verden, skal de være konkurrencedygtige overfor traditionelle fossile brændstoffer, ellers er kun tilbage at krydse fingre for at den stigende udledning af CO2 ikke har indvirkning på klimaet.

Under alle omstændigheder er der grund til at ønske Peter Birch Sørensen tillykke med den nye post, og glæde sig over at man nu åbenbart også har tænkt sig at lytte til økonomer. Det har længe været tiltrængt i den hjemmelige klimadebat.

Om det så ligefrem vil resultere i en rationel klima- og energipolitik er dog nok for meget at forvente. Dertil er den politiske profit ved at bruge løs af andre folks penge nok for stor.

Økonomisk frihed og kriser

Af Christian Bjørnskov, den 27. november 2014. 12 svar

Mens flere artikler de senere år peget på, at kriser ofte kan udløse liberaliserende reformer, der ellers er upopulære blandt mange vælgere eller særinteresser, har der været forbløffende tavst omkring det modsatte spørgsmål: Er kriser mere sandsynlige, dybere og længere med mere eller mindre aktive stater? Antagelsen blandt de fleste politikere – uanset partifarve – synes efter finanskrisen i 2008 at være, at krisen viste behovet for mere regulering og langt mere aktiv keynesiansk stabilisering. Ingen har dog gjort sig ulejligheden at se konkret på forholdet.

I et nyt papir, som jeg skal præsentere til marts på den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society (ja, jeg er for en gangs skyld ude i god tid), ser jeg på sammenhængen mellem initial økonomisk frihed og økonomiske kriser. Konklusionen er ret klar: Der er ingen robust sammenhæng mellem økonomisk frihed og risikoen for at få en krise, men når den rammer, bliver det økonomiske tab markant mindre og krisen kortere, jo mindre reguleret økonomien er fra starten.

Figuren nedenunder illustrerer fundene. BNP per capita er indekseret til 1 i året før krisen starter, og den fulde linje illustrerer derfor BNP-udviklingen i lande med mere økonomisk frihed end medianen, mens den stiplede illustrerer den gennemsnitlige BNP-udvikling i lande med relativt lidt økonomisk frihed. Abstract er også nedenfor og papiret kan hentes i sin helhed på SSRN.

ØF kriseudv

 In this paper, I explore the politically contested association between the degree of capitalism, captured by measures of economic freedom, and the risk and characteristics of economic crisis. After offering some brief theoretical considerations, I estimate the effects of economic freedom on crisis risk in the post-Cold War period 1993-2010. I further estimate the effects on the duration, peak-to-trough GDP ratios and recovery times of 219 countries within this period. Estimates suggest that economic freedom is robustly associated with smaller peak-to-trough ratios and shorter recovery time. These effects are driven by regulatory components of the economic freedom index.

Hvor homogene er danskerne egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 16. november 2014. 7 svar

En af de særligt stærke forestillinger, som danskerne har om sig hinanden, er at de er meget homogene. Nok ser vi ret ens ud og fordi vi på visse punkter er tydeligt anderledes end folk i de fleste andre lande, tror vi derfor, at vi er homogene på alle punkter. Det passer dog dårligt med min erfaring, og det passer dårligt med den evidens, vi har fra bl.a. internationale spørgeskemaundersøgelser. Så da jeg i weekenden underviste i public choice og i den forbindelse også tog diskussionen om, hvordan offentlige monopolydelser håndterer større præferencediversitet, tog jeg igen et kig på data.

Tager man den europæiske værdiundersøgelse som udgangspunkt, er her nogle eksempler. Jeg har taget 13 spørgsmål ud: Folks vurdering af vigtigheden af arbejde, familie, politik og religion, deres grad af accept af at snyde med offentlige ydelser, skat og stjæle biler for sjov (joyriding), og af homoseksualitet og skilsmisse, deres syn på konkurrence, offentligt eller privat ejerskab, og hvem der har ansvaret for folks forsørgelse, og deres egen placering på en politisk højre-venstre-akse.

Ser man først på vigtigheden af politik eller accepten af homoseksualitet, skilsmisse og biltyveri, er vi blandt de mest homogene i Europa. Vores diversitet på de spørgsmål er henholdsvist nummer 46, 43, 45 og 43 af 47 lande. På en række af de andre spørgsmål ligger vi meget tæt på de europæiske gennemsnit – vi er altså lige så diverse i vores værdier som andre europæere – mens vi på særligt vurderingerne af vigtigheden af religion og arbejde er forbløffende diverse. På disse to spørgsmål er vi nummer 18 og 13, henholdsvis, og (målt på varianskoefficienten) 12 procent mere diverse end det europæiske gennemsnit.

Danskerne er således slet ikke så homogene, som vi går og tror. På centrale værdispørgsmål, og ikke mindst spørgsmål der går på arbejdsholdninger, er uenigheden betragtelig. Så måske er det egentlige spørgsmål, hvorfor uenigheden ikke skiller folk socialt, som den ser ud til at gøre i andre lande?