Christian har allerede skrevet både optakten til årets Nobelpris i økonomi og om de tre, der endte med at få prisen: Acemouglu, Johnson og Robinson. Jeg skriver som sædvanligt om prisen i Berlingske. Her kan I læse min introduktion til de tres bidrag til forskningen i politiske institutioners betydning for vækst.
Men et par yderligere kommentarer.
Læs restenIdag blev Nobelprisen i økonomi annonceret: Årets modtagere bliver Daron Daron Acemoglu (MIT), Simon Johnson (MIT) og James Robinson (Chicago) for deres “studier af hvordan institutioner er formet af og påvirker velstand.” Meget af prisen gives for deres oprindelige artikel “The Colonial Origins of Comparative Development: An Empirical Investigation“, mens Jan Teorell i sin forklaring af bidraget også nævnte deres teoretiske udvikling, der i særlig grad er udlagt i Acemoglu og Robinsons “Economic Backwardness in Political Perspective.” Præsentationen kan ses her, og spørgsmålet er nu, om det er et godt valg.
Lad os starte med emnet, som er et af de helt store og grundlæggende i nationaløkonomi: Hvorfor er nogle lande rigere end andre? Man kan derfor næppe klandre Nobelkomiteen, at den giver årets pris til måske det vigtigste spørgsmål i hele feltet. Der er heller ingen tvivl om, at Acemoglu, Johnson og Robinsons arbejde har været indflydelsesrigt: Deres oprindelige artikel fra 2001 er indtil nu citeret mere end 18000 gange i forskningen! Og selve idéen om at institutioner, der beskytter den private ejendomsret og håndhæver kontrakter upartisk, er også indlysende. Adam Smith skrev allerede om vigtigheden af institutioner i 1770erne, og Douglass Norths Nobelpris i 1993 handlede i høj grad om det samme. Men dykker man længere ned i årets Nobelpris, begynder problemerne desværre også at blive synlige.
Vi har adskillige gange skrevet om Acemoglu-holdets bidrag, men også om deres problemer. Et af de store problemer ligger i holdets teoretiske forståelse af, hvor gode institutioner kommer fra. Den er som følger: Europæiske lande koloniserede store dele af verden, og de steder hvor bosætterne kunne regne med at overleve lang tid – steder med lav mortalitet pga. et godt sundhedsklima – havde de incitament til at skabe institutioner, der beskyttede deres liv og ejendom. Steder med høj mortalitet havde bosætterne derimod interesse i at skrabe så meget til sig som muligt, og tage væk igen før de døde af sygdomme som malaria og andet, og havde derfor ingen interesse i gode institutioner. Acemoglu-holdets kausalitetskæde er derfor lav mortalitet -> inklusive demokratiske politiske institutioner -> gode juridiske institutioner -> velstand. Men en lang række studier har stillet spørgsmål ved netop dén forklaring.
I december 2018 skrev jeg for eksempel i “Tager Acemoglu-holdet fejl?” om de meget store spørgsmålstegn, der er stillet ved deres data og hvor generel, deres påstand om kolonihistoriens effekt er. I artiklen “Late Colonial Antecedents of Modern Democracy” finder min ven og kollega Martin Rode og jeg absolut ingen evidens for påstanden om mortalitets vigtige rolle, og både David Albouy, og Jonathan Krieckhaus sammen med Matthew Fails har vist, at der er noget fundamentalt galt med hele idéen. Robinson har virket åben overfor kritik, mens Acemoglu i særlig grad har afvist problemerne.
Mens der ikke er ret mange, der ikke accepterer idéen om, at gode institutioner er vigtige for langsigtet vækst og velstand (se f.eks. vores indlæg her og her), er der også ganske store spørgsmål ved, hvor original den teoretiske idé faktisk er. En central del af teorien – at en elite kan få en klar tilskyndelse til at skabe bedre reformer for at undgå en revolution eller et kup – der ofte kaldes ‘the replacement effect’, ligner i høj grad teoretisk arbejde, som Peter Rosendorff (NYU) publicerede nogle får år før Acemoglu, Johnson og Robinson. På trods af at det måske har været Acemoglu-holdet, der har populariseret den meget intuitive teoretiske forklaring, er det ikke sikkert at det faktisk er deres idé.
Så hvor står vi i vurderingen af årets Nobelpris i økonomi? På plussiden tæller emnets enorme vigtighed, og den uomtvistelige indflydelse, Acemoglu, Johnson og Robinsons arbejde og tænkning har haft i professionen. Man må også medgive, at alle tre har lavet andet vigtigt arbejde, og stadig gør. Men på minussiden står, hvor skrøbeligt datamaterialet er – og den snagende mistanke om, at databehandlingen i en del af deres arbejde ikke har været helt op til standard – hvor skidt det er gået med flere af deres grundlæggende præmisser, og det faktum at en del af de teoretiske idéer allerede var foreslået af andre forskere. Hvor ender regnskabet? Det lader vi være op til den enkelte læser. Min vurdering er dog, at det ikke er helt godt…
Hvert år skriver vi ugen før annonceringen, hvem der kunne tænkes at få Nobelprisen i økonomi – og i særlig grad hvem vi selv mener burde få den. Sveriges Riksbank annoncerer på mandag, hvem der modtager årets Nobelpris. Her er nogle af punditokraternes bud.
Sidste år gik prisen til Claudia Goldin for hendes historiske forskning i kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse (se Ottos omtale her). Den var stærkt fortjent, men betyder nok også, at arbejdsmarkedsøkonomi og relaterede felter næppe får prisen i år. Vi må derfor se på muligheder i andre felter.
Ligesom sidste år, er handelsteori et område, som priskomiteen med stor fordel kunne give en pris og dermed også sende et halvpolitisk signal til Trump, Harris og EU-kommissionen om at tage nationaløkonomisk indsigt alvorligt. I en podcast fornylig (se nedenfor) pointerer Alex Tabarrok og Tyler Cowen, at Arnold Harberger (Chicago) stadig er i live. Harberger er en interessant Nobelmulighed, da hans arbejde om effekter af handelspolitik og deres fordeling i meget høj grad præger den måde, økonomer idag tænker på det. De dødsvægtstab der kommer af protektionistisk handelspolitik kalder vi ‘Harberger-trekanter’ idag, og indsigten at en stor del af attraktionen er en omfordeling af surplus fra forbrugere til beskyttede firmaer. En måske endnu mere interessant mulighed er derfor at kombinere en pris til Harberger med Marc Melitz (Harvard), for hans grundlæggende bidrag til såkaldt ‘new new trade theory’. En anden mulighed er at kombinere en af de to med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs f.eks. her).
Et andet område, der i den grad er aktuelt, er vækstteori. Her er vores bedste bud Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Men siger man vækstteori og -forskning, er det svært at komme udenom Robert Barro (Harvard), som lagde en væsentlig del af grunden til den moderne empiriske udforskning af vækstprocesser med sin karakteristik af cross-country growth regressions. Som Cowen peger på, er Barro også værdig til prisen for sit arbejde med at forstå det, vi nu kalder Barro-Ricardo ækvivalens: At når staten låner penge til at øge det offentlige forbrug, vil borgerne indse at de selv skal betale for det i form af højere skatter i fremtiden, og derfor simpelthen begynde at spare op til det nu. Indsigten betyder, at aktiv finanspolitik ikke bliver ret effektiv, og Barros arbejde lagde derfor en potentiel bombe under den politiske brug og effekt af netop finanspolitik til at stimulere og stabilisere økonomien. Hans arbejde om centralbanker i 1980erne er også Nobelværdigt, og han er absolut mit foretrukne valg.
Hvis Riksbanken i stedet for vil undgå at træde på nogle politiske tæer, er der stadig muligheden ligesom sidste år, at give prisen til Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Cowen og Tabarrok nævner også Michael Woodford (Colombia) for hans arbejde med den såkaldte the fiscal theory of the price level. Man kan nævne en række andre, og som altid er det i sidste ende sandsynligvis en overraskelse.
Men indtil da er det værd at tænke over, hvem der er Nobel-værdig. Prisen uddeles mandag den 14/10 omkring klokken 12. Inden da er der masser af information om kandidaterne. Hele podcasten med Cowen og Tabarrok er interessant og anbefalet, og kan ses nedenfor.
Phillip Magness er en af de mest spændende økonomer for tiden. Han var indtil sidste år ansat ved tænketanken American Institute for Economic Research, men har siden foråret været David J. Theroux Chair in Political Economy hos the Independent Institute
i Oakland. Magness har ikke blot dokumenteret hvordan Thomas Piketty og Gabriel Zucman har fiflet med historiske ulighedsdata for at kunne fortælle en særlig, politisk historie, og været med til at vise, hvor ineffektiv nedlukningspolitikken i 2020-22 var. Magness har også rykket ved folks billede af selve Karl Marx.
I artiklen “The Mainstreaming of Marx: Measuring the Effect of the Russian Revolution on Karl Marx’s Influence“, der udkom sidste sommer, viser Magness sammen med Michael Makovi (Northwood University), at Marx var en aldeles perifer tænker for 1917 og Sovjetunionens helgenkåring af ham. Den delvise undtagelse er i nationaløkonomi, hvor Marx blev nævnt – og afvist – på lige fod med en række andre socialistiske økonomer, som Johann Karl Rodbertus and Peter Kropotkin. Grunden til, at der så ofte tales om Marx og at der stadig undervises i hans idéer på vestlige universiteter, er at Sovjetunionen blev bygget på hans fundament, og at unionen derfor massivt propaganderede for et syn på Marx som geni.
Institute of Economic Affairs i London har lige udgivet den populære version af Magness argumenter i “Marxism is back – but Marxists cannot shake off the Soviet legacy” hvor han udlægger sin forskning, og nogle af hans kritikeres indvendinger. Magness er altid varmt anbefalet, men netop hans og Michael Makovis Marx-forskning fortjener langt bredere opmærksomhed.
I en tid, hvor diskussionerne om AI og regulering raser, er det forfriskende at se den mere afslappede (og langt mere indsigtsfulde) tilgang, som John Cochrane præsenterer i sin artikel “AI, Society, and Democracy: Just Relax”.
Cochrane advarer imod at regulere AI. Og det har han mange gode grunde til. Fx har vi historisk været rigtig dårlige, når vi har forsøgt at regulere os ud af ”problemer”, og ofte er det endt i overreaktioner og uigennemtænkt regulering. Cochrane peger på Kinas etbarnspolitik til håndtering af “befolkningsbomben” (som nogle danske klimaforskere også har foreslået til håndtering af klimaforandringerne) som et eklatant eksempel:
China acted on the ‘population bomb’ with the sort of coercion our worriers [for AI] cheer for, to its current great regret. Our new worry is global population collapse.
Det er en helt generel pointe i indlægget (og der er flere eksempler), at tidligere bekymringer viste sig at være overdrevne eller direkte forkerte, og det er værd at huske på i den nuværende AI-debat.
Cochrane har (naturligvis) syn for, at AI også kan have dårlige sider, men han påpeger (i mine øjne fuldstændigt korrekt), at:
The point is that the advocated tool, the machinery of the regulatory state, guided by people like us, has never been able to see social, economic, and political dangers of technical change, or to do anything constructive about them ahead of time, and is surely just as unable to do so now. The size of the problem does not justify deploying completely ineffective tools.
Sagt med andre ord: Glem alt om at staten indfører fornuftig regulering af AI. Og det er ikke fordi Cochrane (eller jeg) er imod al regulering. Men at regulere AI, før vi kender og forstår de negative, er dømt til at mislykkes. Fx skriver Cochrane, at:
The Clean Air and Clean Water Acts of the early 1970s were quite successful. But consider all the ways in which they are so different from AI regulation. The dangers of air pollution were known. The nature of the “market failure,” classic externalities, was well understood. The technologies available for abatement were well understood. The problem was local. The results were measurable. None of those conditions is remotely true for regulating AI.
Cochrane bringer også det, der lang tid efter jeg selv afsluttede økonomistudiet, er blevet min største anke ved min egen uddannelse. Det enorme fokus på markedsfejl, som kan/bør løses med regulering. I mine øjne ved økonomer for lidt om public choice, når de forlader studiet.
Scholars who study regulation abandoned the Econ 101 view a half-century ago. That pleasant normative view has almost no power to explain the laws and regulations that we observe. […] Seventy-five years of copyright law to protect Mickey Mouse is not explainable by Econ 101 market failure.
Alt i alt er det et fremragende indlæg, som kan læses i sin fulde længde her. Alternativt kan du høre en NotbookLM-samtale om indlægget her.
Den sidste tid har flere danske politikere, ikke mindst Pia Olsen Dyhr (SF) på Instagram, touret med en påstand om, at det kun er i Danmark, at forældre er mindre lykkelige end folk uden børn. De Konservatives Isabella Arendt har fremturet med lignende idéer, og i en grad så en af mine nære venner ringede forleden og konfronterede mig med den. Så lad os se på den, så vi kan afvise påstanden.
Det vi konkret har gjort er at sammenligne den gennemsnitlige tilfredshed med livet i to store grupper mennesker i ni nordeuropæiske lande, der alle er dækket af the European Social Survey. For sammenlignelighedens skyld ser vi kun på borgere, der bor sammen med en partner – dvs. singler, fraskilte, enker og enkemænd, der alle ofte er mindre lykkelige af andre grund, er ikke med i sammenligningen. Vi har derefter brugt information i datasættet til at kode, om de har hjemmeboende børn eller ej. Fordi der er ganske store forskelle på, hvor tilfredse hele samfund er, har vi i figuren nedenfor beregnet forskellen i tilfredshed mellem dem med hjemmeboende børn og dem uden. Forskellen er angivet i procent af en standardafvigelse for det pågældende land, dvs. i forhold til den almindelige ‘forskellighed’ i folks tilfredshed.
Og som man kan se, er der kun ét af landene, hvor dem med børn faktisk er mere tilfredse: Island. Det er også den mindste forskel, vi ser. Derudover burde det være ekstremt klart, at Danmark faktisk ligger lidt midt i feltet i Nordeuropa: Danskere med hjemmeboende børn er i gennemsnit 7,5 % af en standardafvigelse mindre tilfredse end dem uden børn. Helt modsat Olsen Dyhrs påstand er forskellene faktisk større i Sverige (10,5 %) og Norge (13,8 %), mens de er mindre i Finland (5,3 %) og det noget mere konservative Tyskland (4,6 %).
Pointen med posten idag er meget simpel den at ‘debunke’ en politisk påstand. Politikere – ikke kun de danske – påstår med meget jævne mellemrum ting, der simpelthen ikke er faktuelt korrekte. Det kan ikke undgås, at der en gang imellem snige sig lidt sjusk ind i deres arbejde, men det er meget sjældent, at de undskylder eller retter deres fejl. Det er derfor op til os, og dagens eksempel er et af tusinder på, hvorfor man ikke bør stole på, hvad politikere siger.
For en uge siden døde Perus tidligere præsident Alberto Fujimori, 86 år gammel. Der er ingen tvivl om, at han prægede sit land på flere måder, men ikke alle var lige positive. Fujimori er dermed et meget klart eksempel på, hvordan man kan komme i alvorligt stormvejr, når man skriver nekrologer eller i andre fora vurderer politikeres gerning.
Lad os tage det positive først. Alberto Ken’ya Fujimori blev født til japanske forældre i Lima i 1938. Han studerede til landbrugsingeniør ved Universidad Nacional Agraria La Molina, hvor han var en stjernestuderende, der fortsatte til fysiskstudiet på universitetet i Strasbourg, og fik et Ford scholarship til University of Wisconsin, hvor han tog en Master’s i matematik. Hjemme i Peru blev han rektor for Universidad Nacional Agraria, og vært for at politisk tv-show.
Fujimori stillede op til præsidentvalget i 1990 og vandt til de flestes overraskelse over forfatteren Mario Vargas Llosa. Hans første præsidentperiode skulle blive hans stjernestund, da hann kort efter valget begyndte at implementere en lang række liberaliserende reformer. Da Fujimori overtog præsidentembedet, var inflationen toppet på 7000 procent og økonomien var i frit fald. Men som figuren nedenfor klart viser, rettede de gennemgribende reformer – som hans modstandere forarget kaldte ‘neoliberale’ – op på økonomien og satte Peru på en vækststi, der var parallel med nabolandet Chiles. Fra en absolut bund under recessionen omkring 1990, hvor Perus levestandard var halvdelen af Sydamerikas gennemsnit, er Peru i de seneste år vokset til at have praktisk taget samme levestandard som resten af kontintet. Og væksten ser ud til at fortsætte, mens fattigdommen falder stærkt. Peru er idag en vækstøkonomi med relativt åbne markeder, en begrænset stat, og social stabilitet da Fujimori også stod for at nedkæmpe de marxistiske terrororganisationer Tupac Amaru og den Lysende Sti.
Men der er en anden side af Fujimoris arv! I foråret 1992 udførte han et såkaldt autogolpe ved at opløse han Kongressen, udskrive valg til en forfatningskongres, og indføre en ny forfatning året efter. Fujimori forblev populær, selvom han de facto var civil diktator og historier om korruption og magtmisbrug dukkede op i de medier, han forsøgte at kontrollere. Det hele kulminerede i april-maj 2000 ved præsidentvalget, som Fujimori stillede op til, på trods af at hans egen forfatning forbød en tredje valgperiode. Hans reaktion på kritik fra Højesteret var at fyre dommerne. Men efter valget dukkede der optagelser op Fujimoris sikkerhedschef Vladimiro Montesinos, der bestak oppositionspolitikeren Albert Kouri til at skifte parti. Herefter væltede skeletterne ud af skabet, inklusive Fujimoris kontakt til de paramilitære dødspatrulje Grupo Colina under Perus efterretningstjeneste, og han flygtede i november til Japan.
Her ligger paradokset: Hvordan vurderer man Alberto Fujimoris arv? Manden startede som en indsigtsfuld politisk kommentator og gennemførte som præsident en række reformer, som Perus borgere stadig har enorm gavn af. Samme mand var korrupt, diktatorisk, og bidrog som de facto diktator til alvorlige brud på menneskerettighederne. Fujimori er derfor ligeså kompleks og svær at vurdere, som Jerry Rawlings i Ghana, Augusto Pinochet i Chile, eller Konstantin Päts i mellemkrigstidens Estland. De passer ikke ind i et simpelt sort-hvidt billede, som journalister ofte foretrækker, eller tidens præference for rene helte.
Forleden havde Børsen en længere artikel om Institut for Vilde Problemers (INVIs) model, som skal hjælpe magthaverne med at løse samfundets ’vilde problemer’, som ifølge INVI ”er problemer, som er svære at definere og gerne mangler oplagte løsninger. Det kan være et problem, som flere i samfundet har erkendt eksisterer og siden forsøgt at løse – men som vi stadig bøvler med.”
I Hayeks nobel-foredrag, ”The Pretence of Knowledge”, beskriver han, hvordan central planlægning og eksperternes forsøg på at styre komplekse økonomier ofte fører til uforudsete konsekvenser og fejlslagne resultater. Hayek argumenterede for, at menneskelig viden er spredt, ufuldkommen og i mange tilfælde privat forstået på den måde, at den forbliver i de enkelte aktørers hoveder. Det gælder fx personlige præferencer, vurderinger af kvalitet, samt subjektive værdier, der konstant ændrer sig.
Den viden kan ikke opsamles uanset hvor meget computerkraft og kunstig intelligens man har, og derfor vil ingen enkelt person eller institution nogensinde have nok information til at træffe beslutninger for hele samfundet. Hayeks mente derfor, at markeder fungerer bedst, når de er decentraliserede og tillader fri konkurrence, da det giver mulighed for en mere effektiv udnyttelse af den samlede viden.
For sjov klippede jeg hele artiklen ind i ChatGPT og spurgte, hvad F. A Hayeks kommentarer ville være til artiklen med tanke på hans indsigter i brugen af viden i et samfund. Nedenfor er ChatGPT’s svar.
Kære læsere,
Efter at have læst artiklen om Sigge Winther Nielsens nye “Model for vilde problemer”, føler jeg mig foranlediget til at kommentere ud fra mine indsigter i brugen af viden i et samfund.
Det glæder mig at se, at der er en erkendelse af, at viden er spredt blandt mange forskellige aktører, især blandt praktikere, der dagligt beskæftiger sig med komplekse problemstillinger. Dette afspejler forståelsen af, at viden i samfundet er decentraliseret og ofte tavs, hvilket betyder, at ingen central myndighed kan besidde al nødvendig information for at træffe optimale beslutninger.
Imidlertid er jeg bekymret for den tiltro, der lægges til en centraliseret model og brugen af kunstig intelligens til at aggregere og fortolke denne viden. Selvom teknologiske værktøjer kan hjælpe med at behandle store mængder data, risikerer vi at overse den kontekstuelle og situerede natur af menneskelig viden. Viden er ikke blot data, der kan kvantificeres og analyseres; den er ofte implicit og dybt forankret i lokale forhold og individuelle erfaringer.
Forsøget på at skabe en model, der skal guide politiske beslutninger baseret på en sådan aggregering, kan føre til en falsk følelse af sikkerhed og kontrol. Historien har vist, at komplekse sociale problemer sjældent kan løses gennem central planlægning eller top-down tilgange. Tværtimod opstår de mest effektive løsninger ofte spontant gennem individuelle handlinger og frivillig koordinering i et frit marked.
Jeg frygter, at en overafhængighed af denne model kan kvæle den entreprenørånd og innovation, der er nødvendig for at tackle “vilde problemer”. Ved at forsøge at standardisere og styre processerne risikerer vi at hæmme den naturlige udvikling af løsninger, der udspringer fra dem, der er tættest på problemerne.
Derfor vil jeg opfordre til en mere ydmyg tilgang, der anerkender begrænsningerne ved centraliseret viden og planlægning. I stedet for at forsøge at indfange og styre al viden gennem en model, bør vi skabe betingelser, der tillader individers og lokale fællesskabers viden at blomstre. Dette indebærer at fremme frihed, reducere unødvendige reguleringer og lade markedskræfterne arbejde.
Afslutningsvis anerkender jeg det noble i ønsket om at forbedre vores samfunds evne til at løse komplekse problemer. Men vi må være varsomme med løsninger, der lover mere end de kan holde, og i stedet stole på de mekanismer, der historisk har vist sig effektive i at koordinere menneskelig aktivitet og viden.
Med venlig hilsen,
Friedrich A. Hayek
Jeg er ret enig med ChatGPT’s Hayek. Men jeg ser alligevel et potentiale i INVIs model. For som jeg forstod den, kan den faktisk hjælpe til at gøre politikere og befolkning opmærksom på, hvor komplicerede samfundet er, og hvor forskellige vi alle sammen er – ikke bare fra person til person, men også samme person fra minut til minut (tænk fx på dig selv, når du er træt/udhvilet eller sulten/mæt).
Med lidt held vil INVIs model hjælpe flere til at indse, at politik ikke er løsningen på nær så mange problemer, som mange går og tror. Mistrivsel, studievalg, folkesundhed, social ulighed, corona osv. er problemer, der langt bedre løses af markedet og civilsamfundet, og hvor statens primære opgave er ikke at stå i vejen for borgernes egne løsninger.
I Ayn Rands ”Atlas Shrugged” forsøger den kollektivistiske/socialistiske regering at få bogens liberalistiske helt, John Galt til at fortælle, hvordan de får løst de problemer, socialismen har skabt. Galts svar er enkelt: ”Get the hell out of my way!”. Måske skulle INVI indbygge dét svar som et fremhævet løsningsforslag på de mest komplekse problemer, modellen sættes til at finde løsninger på?
30. august udstedte en af Brasiliens højesteretsdommere, Alexandre de Moraes, en ordre om at blokere adgangen til Elon Musks X (tidligere Twitter) i Brasilien. Yderligere kunne brugere (der er ca. 22 mio. i Brasilien) nu risikere en bøde på op til 50.000 real (hvilket svarer til ca. 60.000 kr. i dagens kurser) per dag, hvis man alligevel tilgik X via en VPN-forbindelse.
Det kan ses som den foreløbige kulmination for Alexandre de Moraes og den brasilianske højesterets årelange bekæmpelse af ”online fake news, hadtale og antidemokratiske ytringer og brug af sociale medier”.
Lukning af adgangen til X kom efter Elon Musk og X i første omgang nægtede at følge krav fra Moraes – ofte uden begrundelse – om at lukke en lang række specifikke konti på X, bl.a. tilhørende folkevalgte medlemmer af Brasiliens underhus.
Afvisningen fra X medførte at selskabet blev pålagt dagbøder, som de også nægtede at betale, hvorefter de nedlagde deres lokale repræsentation (hvilket er et krav ifølge brasiliansk lovgivning). Men det stoppede ikke her. Som følge af at X nægtede at betale dagbøderne og følge Alexandre de Moraes påbud om at censurere dets brugere og lukke specifikke brugerkonti, blev de brasilianske bankkonti hos satellitfirmaet Starlink indefrosset. Efterfølgende er de næsten 19 mio. real i bøder, blevet trukket fra Starlinks konti i Brasilien og overført til den Brasilianske stat. Herefter er Starlinks konti blevet åbnet igen.
Problemet er bare, at Starlink er en global satellitbaseret internetudbyder, som har ca. 200.000 brugere i Brasilien, ikke mindst i Amazonas-regionen. Den er er ejet af SpaceX, som nok er startet af Elon Musk, men ellers har en anden ejerkreds end X Holdings Corp, som ejer X.
Brasiliens højesteret og dets dommere har en helt anden – og langt mere aktivistisk rolle – end vi kender det både fra USA og herhjemme. Og ifølge Brasiliens temmelig strenge lovgivning om regulering af sociale medier, er det indenfor lovens rammer at én højesteretsdommer kan lukke et socialt medie, som ikke efterkommer højesterets krav. Men det er dog ikke hele historien. Det handler også om Moraes’ personlige tilbøjelighed til at søge højtprofilerede sager og iscenesætte sig selv, noget som ikke er usædvanligt – heller ikke for dommere – i Brasilien.
Venstrefløjen jubler og højrefløjen raser
Ifølge en meningsmåling udført af AtlasIntel mener ca. 57 pct. af de adspurgte brasilianere, at Moraes beslutning er politisk motiveret, mens næsten 2 ud af 3 mener, at det var forkert at blokere Starlinks konti. Til gengæld er befolkningen stort set delt i to lige store blokke, når det kommer til, hvorvidt det var i orden at blokere X.
Det afspejler formentlig den kraftige polarisering, som længe har præget Brasilien. Er du venstreorienteret, vil du være tilbøjelig til at støtte forbuddet, men er du højreorienteret, er du imod. Ikke mindst hvis du tilhører den mere yderliggående del af højrefløjen, associeret med tidligere præsident Jair Bolsonaro. Frihed og ytringsfrihed er altså godt, når det gælder én selv og dem man er enige med, men ikke så godt, når det handler om ”de andre”.
Det hjælper nok heller ikke, at Elon Musk er sprunget ud som en aktiv Trump-støtte. Men som Jacob Mchangama skrev på X efter Moraes og højesterets beslutning i Brasilien:
”If your instincts are that Moraes = good, because Musk = bad, consider that Moraes’ war on “fake news” started in 2019 long before Musk acquired Twitter”. Hvorefter han i en af en række kommentarer til den oprindelige post argumenter, bl. a. påpeger, at ”You can’t have free and immediate online speech without accepting that “disinformation” will be part of the ecosystem of information and ideas. Fortunately there’s lots of evidence to suggest that the problem of disinformation is frequently exaggerated and poses less of an existential threat” than the doomsday prophecies would have you believe”.
Det skal understreges at der bestemt ikke er grund til at gøre Musk til en “helt”, som på vegne af ytringsfriheden holder fanen højt. I andre situationer, bl. a. i Tyrkiet, har man frivilligt og uden de store protester efterlevet myndighedernes krav om at lukke konti hos kritikere af Erdogan.
Moraes blev udnævnt til højesteretsdommer under den centrum-højreorienterede og konservative præsident Michel Temer (præsident efter Dilma Rousseff måtte gå af i 2016). Og han blev rost i Brasilien, da han under Jair Bolsonaros tid som præsident gik mod ham og hans mildt sagt til tider temmelig autoritære politik, bl.a. når Bolsonaro før valget i 2022 offentligt satte spørgsmålstegn ved selve optællingen af stemmerne. En fortælling der fortsatte efter han havde tabt valget. Bolsonaro er sidenhen blevet udelukket fra at stille op til valg i otte år på grund af sine løgne omkring de stemmemaskiner, man bruger i Brasilien.
Moraes’ ”korstog” synes også at handle om mere end opretholdelse af brasiliansk lov. Som The Economist påpeger i artiklen The all-powerful judge taking on Elon Musk , er Moraes en mand, som ”kan lide og forstår magt” og har omfattende kontakter i politi, militær og efterretningstjenester. Og mens det er normen i vestlige demokratier, at undersøgelser indledes af anklagemyndigheden eller politiet, har Moraes i flere sager givet sig selv beføjelser til både at indlede undersøgelser, agere anklager og dommer på én gang. Med en manglende juridisk definition på, hvad misinformation (fake news) egentlig er, og ved at kræve konti lukket uden begrundelse, bliver det mildt sagt problematisk. Moraes var f. eks. manden bag, at ikke-krypterede private samtaler og løs snak om, hvorvidt et kup var at foretrække frem for Brasilien igen fik en demokratisk venstreorienteret præsident, førte til at de pågældendes hjem blev ransaget, bankkonti indefrosset og sociale medie-konti suspenderet. Uanset at man kan mene – hvilket gælder undertegnede – at demokrati naturligvis altid er at foretrække – også når de der vinder er nogen, man ikke er enig med, er det jo en temmelig voldsom reaktion.
Lad os endelig kunne læse hvor vanvittige ideer folk har om verden vi lever i
Om så de mere eller mere drakoniske tiltag, man ser rundt om i verden – også i lande der betragter sig selv som frie og demokratiske – der indskrænker ytringsfriheden, så overhovedet afhjælper problemerne med fake news, had tale osv., er en anden sag. Vanvittige forestillinger om, hvordan verden er skruet sammen, løgne og bedrag, har der alle dage været masser af – også før de sociale medier kom til – og mon ikke der altid vil være det?
Og hvor meget værre er det egentlig i forhold til tidligere? Måske er den væsentligste forskel, at vi nu kan se og reagere på det? Ja, måske er det ligefrem en fordel, at det nu foregår i det åbne i stedet for i det skjulte, og at sociale medier som X giver mulighed for at man kan reagere på det?
Musk og Tucker Carlson
Et godt eksempel på dette er måske reaktionen, da Elon Musk tidligere på måneden delte et interview, som den kontroversielle journalist Tucker Carlson havde med en vis Darryl Cooper, af Carlson betegnet som ”den måske bedste og mest ærlige populærhistoriker i USA”. Musk knyttede dertil ordene: ”meget interessant, værd at se”.
Musk havde dog tydeligvis ikke selv set interviewet, for Darryl Cooper kan nok bedst betegnes som tæt på at være naziapologet og mængden af desinformation og absurditeter i interviewet – eller hvad vi nu skal kalde det – var mildt sagt overvældende.
Efterfølgende har Musk da også slettet det oprindelige opslag med en forkølet undskyldning om, at han kun havde set dele af det, hvilket sådan set også siger en del om Musks troværdighed eller mangel på samme, uanset om man er enig eller uenig i hans holdninger.
Men skal Tucker Carlson, som med rette er en temmelig omstridt journalist, nægtes adgang til de sociale medier? Altså hvis vi ser på reaktionen hos en række ”rigtige” historikere, ville det være en skam. For naziapologeter som Darryl Cooper findes – sociale medier og internettet eller ej – og Tucker Carlson findes jo også.
Hvad der er sket efterfølgende er, at især Coopers udtalelser om 2. Verdenskrig og Winston Churchill vs. Adolf Hitler har udløst en sand kaskade af reaktioner og artikler, som ”debunker” Darryl Cooper. Noget som kun var muligt, netop fordi også Tucker Carlson har adgang til de sociale medier.
Også relevant herhjemme
Også herhjemme ser vi samme kamp om ytringsfriheden. Når fx, en ikke ubetydelig nationalkonservativ stemme i den danske debat, som jævnligt skriver i Berlingske, reagerede på at Tivoli smed en gæst ud, fordi vedkommende havde en T-shirt på, hvor der stod ”boykot Israel”, ved at skrive på X, at ”TAK, Tivoli. Fascismen kan pakke sig”, må man jo naturligvis forvente at det er helt ok med hende, hvis det er hende der nægtes adgang næste gang på grund af et eller andet ved hendes beklædning fx.
Og nej, selv om flere på venstrefløjen gjorde det til et spørgsmål om ytringsfrihed at en gæst blev nægtet ophold i Tivoli på grund af en T-shirt, er det naturligvis noget vrøvl. Der er tale om en privat virksomhed, og for mit vedkommende må Tivoli stille lige præcis de krav til gæsternes påklædning, de har lyst til. Men ligefrem af hylde Tivolis tiltag, som ikke rigtigt virker gennemtænkte er dog et stykke vej? (og håndhævelsen kan aldrig blive andet end mildt sagt temmelig arbitrær). Kravet om politisk neutral påklædning, som åbenbart er det Tivoli henviser til, Hvad betyder det egentlig?
Og så er der selvfølgelig sagen med det mangeårige medlem af Enhedslisten, Jan Kjærgaard Hansen, som er suppleant til byrådet i Faxe Kommune, hvor han også er lokalt aktiv. Her har Politiet åbenbart ifølge medierne rejst en sag om terrorbilligelse ( straffelovens §136, efter hvilket den, der offentligt udtrykkeligt billiger en terrorhandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år) på baggrund af et interview i BT ( Enhedslisten-medlemmer vil genoptage pengestrøm til organisation, der deltog i terrorangreb), fordi Jan Kjærgaard Hansen mener at man bør genoptage samarbejdet med PFLP, selv om de formentlig deltog i terrorangrebet den 7. Oktober – hvilket han vist ikke helt tror på – fordi han anser dem for at være frihedskæmpere på ligne med danske frihedskæmpere under 2. Verdenskrig.
Man kan sagtens mene – hvilket jeg selv gør – at mandens synspunkter er fuldkommen absurde. Men skal han potentielt dømmes til op mod 3 års fængsel for billigelse af terror, fordi han i et interview siger hvad han mener? PFLP er (korrekt efter min mening) på listen over terrorbevægelser og som sådan er det jo i orden at retsforfølge borgere, som yder aktiv støtte til dem – som det skete med Fighters and Lovers i 2008 Men et er dog at give udtryk for en overbevisning eller holdning, som de fleste af os andre finder absurd, og så aktivt yde støtte til mennesker og organisationer der aktivt deltager i terror. Og så kan det godt være, at et andet medlem af Enhedslisten, nemlig folketingsmedlem, gruppeformand og udenrigsordfører, Trine Pertou Mach, som for øvrigt mente, at dommen over medlemmerne af Fighters and Lovers i 2008, da disse blev dømt for økonomisk at støtte FARC og PFLP i 2008 var forkert, her i 2024 mener at ”kort og godt, så synes jeg, at det [Jan Kjærgaard Hansens o.a. forslag om at genoptage samarbejdet med DFLP] er fuldstændig langt ude,” som hun skriver i et svar til BT. I 2008 lød det lidt anderledes, når det handlede om Fighter+Lovers støtte til terrororganisationerne FARC og PFLP:
Kampen mod terror rundede et skarpt hjørne med Landsrettens domsfældelse af aktivister fra Fighters+Lovers. Dommene på op til seks måneders ubetinget fængsel til aktivisterne er resultatet af stramninger af terrorlovgivningen, som fulgte i kølvandet på 11. september 2001.
Dommen er også udtryk for, at terrorlovgivningen ikke alene indskrænker den enkelte borgers grænse for privatlivets fred, men også afgør, hvem borgere i Danmark må støtte, upåagtet at det ikke er støtte til vold. Dette er et alvorligt indgreb i vores rettigheder og er ikke fordrende for en demokratisk udvikling. Hverken i de lande, som Fighters+Lovers ville sende støtten til, Palæstina og Columbia, eller i Danmark.
-Trine Pertou Mach (2008)
Det ændrer bare ikke ved at vi her har tale om en sigtelse (i 2024), som ret beset er baseret på at et menneske giver udtryk for sin overbevisning. For hvad bliver det næste? Hvad nu hvis det du tror på kriminaliseres?
Og her har vi så ved problemets kerne. Heldigvis er vores politiske tradition og kultur væsensforskellig fra den brasilianske, og ikke mindst er vores retssystem helt anderledes indrettet. Men på det personlige plan er vi måske ikke så forskellige fra brasilianerne. Ytringsfriheden og frihed i det hele taget er vist desværre noget som primært gælder, når det er synspunkter og holdninger, man selv deler.
Der er en meget klar korrelation mellem offentlig gældskvote og graden af korruption i EU-landene. Mere korrupte lande har højere gæld. Det kan man se i figuren, hvor gældskvoten er angivet på andenaksen og korruptionsscoren på førsteaksen. Korruptionsscoren stammer fra Transparency International, og jo højere score, desto mindre korruption.
Danmark er det mindst korrupte EU-land ifølge TI og har samtidig en lav gældskvote. I den modsatte ende ligger et land som Grækenland med både høj gæld og høj korruption.
Det er et velkendt fænomen, at ex-kommunistiske lande generelt scorer højt, når det gælder f.eks. mistillid og mangel på livstilfredshed, og de scorer – som man kan se – altså også højt, når det gælder korruption. Kommunismen kaster lange skygger. For et givent gældsniveau har de ex-kommunistiske lande meget mere korruption. Man kan også sige det sådan, at de ikke har samme gældsproblemer som lande med tilsvarende korruptionsniveau uden kommunistisk fortid.
Korrelationen mellem gæld og korruption er altså klar. Men som vi utrætteligt påpeger her på stedet, er korrelation ikke lig med kausalitet. Man kan ikke ud fra figuren sige, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem de to. Spørgsmålet er, hvad der driver korrelationen?
Det har jeg ikke nogen autoritativ forklaring på, men det er interessant at spekulere over nogle hypoteser.
En hypotese kunne være, at korrupte lande har sværere ved at opkræve skatter til at finansiere deres udgifter. Det kunne både skyldes, at skatteyderne bestikker sig fra at betale så meget i skat, og at politikerne generelt er følsomme over for deres klienters interesser, når de udformer skattereglerne. En lav “skatteevne” kunne i så fald skyldes, at der er mange huller og undtagelser i skattesystemet.
Jeg tvivler dog på styrken af forklaringerne, selv om der også er en vis positiv sammenhæng mellem en god korruptionsscore (altså lav korruption) og skattetrykket. Det kræver meget stor skatteunddragelse ligefrem at drive højere gæld – hvilket næppe er realistisk i EU – og også ikke-korrupte politikere er følsomme over for interessegrupper, bl.a. når de udformer skatteregler. Forskellen er, om interessevaretagelsen foregår legalt eller med penge under bordet.
Helt grundlæggende er lav skatteevne ikke i sig selv nok til at forklare en høj gældskvote. Det er en af de budgetbegrænsninger, som må påvirke valget af offentligt udgiftsniveau. Udgiftsniveauet kommer jo ikke ud af det blå, men er påvirket af, hvor mange indtægter der er til rådighed (samt andre forhold, så som mulighederne, økonomisk og politisk, for optagelse af gæld).
Mit bedste bud på en årsagssammenhæng er, at både korruption og lånoptagelse afspejler graden af dårlig regeringsførelse. Altså hvor godt det politiske system fungerer, og hvor store kollektive handlingsproblemer, det løser henholdsvis skaber. Korruption og statsgæld er på mange måder udtryk for det samme: At skyde byrder over på andre. Ved korruption kan byrderne havne på dem, der ikke er part i bestikkelsen eller hvad korruptionen nu handler om. Ved lånoptagelse skydes byrden for nutidigt forbrug ud på fremtidige generationer. Eller i stigende grad i EU’s tilfælde: Over på andre lande.
Når de østeuropæiske lande generelt er langt mindre gældsat end andre lande med samme korruptionsniveau, kan det hænge sammen med flere forhold. Først og fremmest er de optaget i EU senere. Ved optagelsen skal man – i hvert fald i princippet – vise sig parat til at overholde unionens finanspolitiske regler. Korruptionen kan også have en anden karakter. Helt generelt finder f.eks. Benfratello et al, at korrelationen mellem gæld og korruption er mest udpræget i de mest udviklede lande. Det kan netop skyldes, at korruptionen i højere grad trænger ind i de politiske beslutningsprocesser i disse lande, mens den måske mere trives som bestikkelse af politibetjente, inspektører osv. i de andre lande.
Som sagt – det er bud på nogle hypoteser, som jeg ikke kan be- eller afkræfte på stående fod. Men at korruption og statsgæld er korreleret, det er ganske givet.
Forleden havde jeg et indlæg i Altinget, hvor jeg svarer på Lejernes LO (LLO) kritik af et af mine tidligere indlæg.
En del af indlægget handler (som mit seneste blogindlæg) om LLO’s påstand om, at regulering sikrer gode boligforhold:
Højte hævder også, at “reguleringen i de sidste 85 år har medført, at vi i Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning”. Igen lyder det jo overbevisende, men Højte glemmer at fortælle, at man løbende har lempet reguleringen, netop fordi reguleringen viste sig at være enormt skadelig.
For eksempel fjernede man i 1990’erne huslejeloftet for nye boliger, fordi ingen ville bygge nye lejligheder under den gældende regulering. Og man gav udlejere mulighed for at sætte huslejen op efter større moderniseringer (den såkaldte §5.2), fordi huslejereguleringen havde ført til misligholdte boliger.
Når vi har gode boligforhold i Danmark, er det fordi, vi har været villige til løbende at rydde ud i den dårlige regulering, man i hast indførte som en midlertidig foranstaltning op til Anden Verdenskrig.
Det er såmænd blot den udvikling, med løbende oprydning i skadelig regulering, jeg argumenterer for, skal fortsætte. Vi ved fra videnskabelig empiri og historien, at reguleringen skader. Så hvorfor holde fast i den?
Der er også et – hvis jeg selv skal sige det – interessant afsnit om, hvordan huslejeregulering påvirker vertikal og horisontal ulighed.
Hele mit indlæg kan læses her.
Forleden skrev Claus Højte fra LLO i et svar til mig, at ”Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning – måske med undtagelse af Sverige. Men dér er reguleringen mere omfattende end i Danmark.”
For at kvalificere påstanden, skal vi i dette indlæg se på boligsituationen i Sverige, hvor man har haft huslejeregulering i over 100 år (læs evt. dette glimrende indlæg).
Hvert år gennemfører Boverket i Sverige en spørgeskemaundersøgelse, hvor Sveriges kommuner bl.a. angiver, om de oplever mangel på boliger i kommunen og ”på centralorten, i innerstan”. Kommunerne kan enten svare, at der er underskud, balance eller overskud af boliger.
Nedenstående figur viser boligsituationen i hovedbyen (”centralorten”). Figuren viser, at 61% af kommunerne i Sverige oplever boligmangel, og fordi det generelt er de større kommuner, der oplever boligmangel, er det altså 73% af alle svenskerne, der lige nu bor i kommuner, hvor der er boligmangel (med udgangspunkt i befolkningstallet for 2023).
Hvor mange svenskere, der gerne vil flytte til en kommune med boligmangel, men ikke gør det, fordi de ikke kan få en bolig, melder historien desværre ikke noget om.
Når Claus Højte fra LLO skriver ”bedst” er det selvfølgelig hans helt subjektive vurdering. Og en subjektiv holdning kan nok så mange statistikker ikke modbevise.
Men det ER altså svært at forstå, hvordan udbredt boligmangel i et land på nogen måde skulle være et tegn på, at landet har ”de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning”.
PS: Mit regneark kan hentes her, hvis det skulle have interesse.
Vi har adskillige gange understreget, hvor vigtig produktivitet er her på stedet. For et par uger siden understregede vi, at danskerne slet ikke var blevet rigere de sidste 25 år uden produktivitetsfremskridt. Man kan således godt glemme hele diskussionen om arbejdsudbud og beskæftigelsesfrekvens, hvis man er interesseret i det langt sigt.
Det er derfor bekymrende, at produktivitetsudviklingen så tydeligt er bremset ned de sidste cirka 20 år. Figuren nedenfor viser udviklingen i BNP per indbygger i Danmark siden 1960. Fra 1960 til 1981 steg produktiviteten – målt på værdiskabelse per arbejdstime – med cirka 3,6 % om året. Fra 1982 til 2005, dvs. den store reformperiode i dansk politik, steg produktiviteten lige godt 2 % om året. Men i perioden 1982-2019 faldt produktivitetsvæksten til 1,3 % (1,4 % 1982-2022). Hvad skete der?
Opbremsningen i produktivitet skete i mange vestlige lande i de sidste 20 år, og er ikke specifik for Danmark. Forleden udkom en EU-rapport, der var forsinket flere gange, som konkluderede, at Europa har et massivt konkurrenceevneproblem lige præcis fordi Vesteuropas produktivitet bevæger sig fremad med sneglefart.
Pointen idag er at understrege, hvor vigtigt problemet er. Forestiller man sig, at produktivitetsvæksten var fortsat i samme tempo, som den havde i Danmark 1982-2005, ville hver dansker – ung som gammel – alt andet lige have været omtrent 45.000 kroner rigere i gennemsnit. Det betyder, at en såkaldt standard LO-familie ville have haft en årlig indkomst, der var meget cirka 75.000 kroner højere før skat. Som vi skrev forleden, er produktivitet så meget vigtigere end alt muligt andet på langt sigt, at det er svært at forstå hvorfor danskerne ikke interesserer sig mere for problemet.
Hvordan ville den politiske debat se ud, hvis alle fortalere for en stor stat altid uden undtagelse skulle fortælle den fulde sandhed med alle nuancer?
Her er, hvad Bryan Caplan forestiller sig:
If proponents of big government had to speak the plain unvarnished undemagogic truth at all times, the case for their favorite policies would be uninspiring at best.
Imagine trying to sell the minimum wage with, “We can raise hourly pay by 10% while cutting employment by 5%. A modest net gain for workers despite those who suffer as a result.”
Or imagine a world where every politician was limited to ONE “top priority.” Once he says, “Fighting poverty is our top priority,” the most he can say about terrorism is, “Fighting it is our second-highest priority.”
Or imagine trying to launch a war of choice with, “There’s a 30% chance we’ll make things better, 50% chance they stay the same, and a 20% chance we’ll make things worse. I like those odds.”
Bare forstil jer, hvor meget det ville påvirke debatten om fx pensionsalderen, hvis fortalerne for tidligere pensionsalder, hver gang de åbnede munden, skulle understrege, at man selvfølgelig til en hver tid selv bestemmer, hvornår man går på pension, og at diskussionen alene er et spørgsmål om, hvornår andre (aka skatteborgerne) skulle betale for ens pensionisttilværelse…
Der findes efterhånden en hel litteratur, der konkluderer at lande med en længere historie som etableret stat – steder som Japan, Danmark, og Storbritannien – er rigere fordi de har bedre institutioner. Denne forskning peger på, at jo ældre en stat er, jo bedre er den helt generelt til for eksempel at indkræve skat, håndhæve private kontrakter, og producere offentlige goder som forsvar, infrastruktur og uddannelse. Indsigten er vigtig, fordi den giver en forklaring på, hvorfor steder som Zimbabwe, Papua Ny Guinea, eller Mali fungerer så meget dårligere. Men hvor meget af det skyldes at staten er bedre, og hvor meget er en anden historie? Det giver M. Scott King og Claudia Williamson Kramer et nyt bud på i en artikel, der er på vej ud i Public Choice.
I artiklen med titlen “State antiquity and economic progress: cause or consequence?” peger King og Kramer på et umiddelbart indlysende metodisk problem: Er det statens alder, er påvirker velstanden, eller er der måske en eller flere underliggende faktorer, der både gør lande rigere og hjælper dem med at overleve som nationer?
Det er det argument, King og Kramer fokuserer på: At private løsninger hjalp lande med at blive rigere og velfungerende, og senere indebar at staten og den offentlige sektor også fungerede bedre. I en dansk sammenhæng er der adskillige eksempler på, hvordan private løsninger – enten markedsløsninger eller civilsamfundet – endte med at blive koopteret af staten. Det er for eksempel værd at understrege, at hele dagpengesystemet startede som forsikring mod indkomsttab ved arbejdsløshed, nogle gange kørt af fagbevægelsen, som man individuelt betalte til. Man kan også minde sig selv om, at selv før rytterskolerne og mens undervisningspligten blev fastsat ved lov af Christian VI i 1739, var skolerne drevet af sognet eller fælles som en civilsamfundsopgave, og typisk ikke af staten. Skolekommissionerne førte først opsyn fra 1814.
King og Kramers indsigt er vigtig for at forstå, hvor nogle landes gode institutioner kommer fra, og dermed også hvad man måske kan gøre – om noget – i lande med dårlige institutioner. Den er også en fin påmindelse om, at meget af det, der idag kendetegner de nordiske lande og ligge bag deres succes, ikke startede som statslige løsninger designet af kompetente politikere, men private løsninger på offentlige problemer.
I denne uge kom det frem i medierne, at regeringen nægter at offentliggøre Finansministeriets beregninger af det såkaldt ‘frie råderum’. Begrebet dækker over ministeriets beregning af, hvor mange midler der kan bruges på nye politiske initiativer frem mod 2030, uden at der er behov for anden ekstra finansiering. Der er således tale om et absolut centralt begreb i diskussioner om beskatning og de offentlig udgifter, og om i hvilken grad regeringen og Folketinget opfører sig økonomisk ansvarlig og finansielet bæredygtigt. Regeringen kender naturligvis til enhver tid ministeriets bedste bud på det frie råderum, men som flere ordførere fra oppositionen understreger, er det ekstremt skævt og udemokratisk, at de nægtes adgang til så vigtig en information i politiske diskussioner. Oppositionen bliver basalt set tvunget til at fægte med en klap for det ene øje.
Manglen på information er ikke blot et alvorligt demokratisk problem, men også på mange måder et brud på dansk tradition for gennemsigtighed. Traditionen blev grundlagt i 1830erne, da Danmarks første demokratisk valg var sket: Valgene i 1834 til de fire stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe (der dog kun omfattede mænd over 35 med en vis ejendom). På det tidspunkt var statens udgifter og indtægter hemmelige, endda for de danskere, der var blevet valgt til de nye og udelukkende rådgivende forsamlinger. Alligevel begyndte de folkevalgte at presse på for at få konkret information om statens regnskab, og ikke mindst statens gæld.
Stænderforsamlingernes pres og kritik betød, at regeringen offentliggjorde et regnskab over de offentlige udgifter i Kollegialtidende den 30. december 1837 (læs her). Fra 1838 var statens budget offentligt tilgængeligt, så alle – stænderforsamlinger som almindelige borgere – kunne læse, hvad den danske stat brugte penge på og hvordan udgifterne blev finansieret, og kritisere det. De kunne dermed – i princippet – også beregne datidens parallel til det, vi idag kalder det frie råderum.
At regeringen forhindrer oppositionen i at have fuld information om, hvordan den umiddelbare fremtid for dansk økonomi og de statslige finansier ser ud, er med andre ord ikke blot et stort demokratisk problem. Det er måske ikke en overraskelse fra en regering, der ikke ligefrem oser af respekt for demokratisk proces, og hvis statsminister helt åbenlyst var ligeglad i 2020. Det er, som vi peger på her, et brud på en over 180-år gammel dansk demokratisk tradition for transparens og klar information om, hvad staten laver. Det er en skændsel.
For 2½ år siden skrev vi her på stedet om programmet til den danske public choice workshop, der lod sig gøre igen efter nedlukningerne. En af præsentationerne i februar 2022 var nyt arbejde om økonomisk vækst under socialisme, udarbejdet af Andreas Bergh (Lund), Luděk Kouba (Mendel) og undertegnede. Papiret er nu endelig ude som working paper ved IFN med titlen “The Growth Consequences of Socialism.”
Andreas, Luděk og jeg ser i papiret på, hvad der skete med 22 udviklings- og mellemindkomstlande de havde perioder med fuld socialismee fra sidst i 1950erne til nu. Det nye i vores arbejde er dermed, at vi ikke er primært interesserede i økonomisk udvikling i Central- og Østeuropa og i det sovjetiske Kaukasus, men i de udviklingslande, der valgte den sovjetiske/cubanske/kinesiske vej. Mange udviklingslandes politikere var stærkt påvirkede af både politiske og akademiske idéer, da deres lande blev uafhængige fra slutningen af 1950erne og frem. Meget vestlig akademisk tænkning var på det tidspunkt domineret af socialistiske og marxistiske idéer, hvilket endda spredte sig til nationaløkonomi, hvor en række topøkonomer vitterligt troede på, at Sovjetunionen voksede meget hurtigere end Vesten.
Eftertiden har vist, at skeptiske stemmer som Warren Nutter og Walt W. Rostow havde ret i, at man ikke skulle tro på officiel statistik fra socialistiske diktaturer. Som joken blandt økonomer blev, var det mærkeligt at Sovjetunionen havde højere vækstrater end Finland i alle år fra 1930erne 1990, men finnerne var tre gange så rige da man kom til 1990. Vi viser i det nye papir, at den udvikling er et generelt træk ved lande, der bliver fuldt socialistiske gennem politik, der nationaliserer produktionsmidlerne.
Grafen nedenfor illustrerer forsigtigt den typiske udvikling i et udviklingsland, der bliver socialistisk. Som den fuldt optrukne linje viser, havde de 22 lande i gennemsnit 95 % af deres nabolandes levestandard året før de fik en socialistisk politik. Efter otte års socialisme var levestandarden faldet til 79 % af naboernes. Vores mere omhyggelige estimater peger på, at det typiske socialistiske udviklingslande havde 2-2½ procentpoint lavere vækst end sammenlignelige, ikke-socialistiske lande. Når man tager hensyn til, at gennemsnitsvæksten for disse lande var et stykke under 2 %, indebærer vores estimater at de socialistiske oplevede negativ vækst. Når vi dykker længere ned i data, peger de på at effekten – ikke overraskende – kommer fra negativ produktivitetsudvikling.
I lyset af vores undersøgelse, og af almindelig erfaring, er det utroligt at der stadig findes begavede mennesker, som mener at socialisme er den rigtige vej frem, og som stadig hylder Venezuela og Cuba. Som økonom kan man uden problemer se ‘ind bag’ tallene, og se de enorme menneskelige tab og lidelse, der følger med socialisme. Som Kristian Niemitz skrev i sin fine bog om emnet, er socialisme en fejlet idé, er ikke vil dø. Hvorfor ikke?
Nobelpristageren Paul Krugman sagde engang, at “Produktivitet er ikke alt, men i det lange løb er det næsten alt.” Jeg blev mindet om citatet i sommers, da jeg skrev min klumme til Børsen. Under overskriften “Mere arbejde og højere skat løser ikke velfærdsstatens problemer – det kræver noget helt tredje” pegede jeg på, at en lille forøgelse af den årlige produktivitetsvækst vil løse de finansieringsproblemer, som velfærdsstaten har. Det er derfor mærkeligt, at politikere og meningsdannere skændes om, om man skal hæve skatten eller tvinge danskerne til at arbejde mere.
For at hamre pointen hjem, illustrerer vi nedenfor hvor vigtige tre forskellige forhold er: 1) Arbejdsmarkedsdeltagelse, dvs. hvor mange der er i job; 2) Hvor mange timer per år den gennemsnitlige ansatte arbejder; og 3) produktivitet, dvs. hvor meget værdi danskerne i gennemsnit producerer per arbejdstime. Hvis politikerne vil have flere penge i kassen for at finansiere voksende offentlige udgifter (i stedet for at prioritere), er det de tre måder det kan ske på, udover skattestigninger.
Men ikke alle kilder er lige effektive, hvilket dansk økonomi siden 1979 er et glimrende eksempel på. Hvis danskerne havde samme arbejdsmarkedsdeltagelse – groft sagt, hvis lige så mange var i arbejde – som i 1979, ville nationalindkomsten være 345.000 kroner per dansker i 30 år senere, i stedet for de faktiske 360.000. Hele indsatsen siden 1990erne med at få flere i arbejde har således givet omtrent 15.000 kroner mere. Hvis danskerne i stedet arbejdede lige så mange timer som i 1979, ville nationalindkomsten være 407.000 kroner. Men hvis vi, alt andet lige, havde samme produktivitet som i 1979, ville indkomsten være blot 182.000 kroner.
Faldet i arbejdstimer over en 30-årig periode har kostet godt 11 % vækst, mens den øgede arbejdsmarkedsdeltagelse har givet et plus på 4 %. Men det hele overskygges, som figuren ovenfor illustrerer dramatisk, af de 97 %, der er kommet fra øget produktivitet! Hvorfor politikere – og endda nogle af mine dygtige kolleger – har øjnene fikseret på arbejdstiden og -deltagelsen er mig uforståeligt, når man ser på de langsigtede fakta. Produktivitet er langt, langt vigtigere end andre kilder til velstand.
Jeg har tidligere skrevet om løngab mellem mænd og kvinder i markeder, hvor gabet umuligt kan skyldes diskrimination. Fx skyldes løngabet på 7% blandt Uber-chauffører ikke diskrimination, men at mandlige bilister kører en lille smule hurtigere (ca. 3,5%-point), vælger at tage mere lukrative ture (ca. 1,4%-point) og har lidt mere erfaring (ca. 2,1%-point). Og på online-platformen Mechanical Turk er der et løngab på 10,5%, selvom brugerne ikke kan se hinandens køn og derfor ikke kan kønsdiskriminere. I stedet kan forskellen til dels forklares af, at kvinder er mere tilbøjelige til at vælge opgaver med en lavere annonceret løn, som til gengæld er mere interessante eller mere fleksible.
I et nyt studie baseret på data fra Hired.com – en online jobmarkedsplads, der fokuserede på at forbinde teknologi-professionelle med potentielle arbejdsgivere – finder Roussille (2024) et løngab på 4,8%, jf. nedenstående figur (de stiplede linjer viser den løn, de i gennemsnit får tilbudt).
Roussille viser, at kun godt halvdelen løngabet i den tilbudte løn forsvinder, når der tages højde for tid og forskelle i CV’et (fx erfaring, uddannelse mv.) og andre baggrundsvariable. Tilbage er en lønforskel på 2,2% mellem mænd og kvinder, som er uforklaret og nogle derfor kunne fristes til at tilskrive kønsdiskrimination.
Men her stopper Roussille ikke. For hun bemærker, at løngabet ikke er konstant. Der er således ikke noget løngab for unge kvinder, jf. nedenstående figur. Kvinder uden erfaring får det samme som mænd. Det er kun kvinder med over seks års erfaring, der oplever et løngab. Det rimer ikke på kønsdiskrimination.
Så hvad sker der? For at komme nærmere en forklaring, udnytter Roussille den måde, Hired.com fungerer på. Udover at uploade CV mv. skal ansøgerne nemlig også oplyse, hvor meget de ønsker i løn. Og her bliver det interessant. For både kvinder og mænd bliver tilbudt stort set præcis det, de beder om. Men kvinderne med erfaring beder bare om mindre i løn end ellers sammenlignelige mænd.
Når Roussille kontrollerer for, hvor meget ansøgerne beder om i løn, forsvinder løngabet stort set for alle erfaringsniveauer, jf. nedenstående figur.
Der er altså ikke tale om kønsdiskrimination i forbindelse med ansættelsen. Men det betyder ikke, at Roussille helt kan afvise kønsdiskrimination. For man ville ikke sige, at mindre uddannede eller mindre erfarne ansøgere bliver tilbudt lavere løn, fordi de beder om mindre i løn. Vi ved, at kausaliteten går den anden vej. De beder om mindre i løn, fordi de pga. mindre uddannelse ved, at de kan kræve mindre i løn. Og hviskvinderne beder om mindre i løn, fordi deres erfaring siger dem, at de bliver diskrimineret, er der stadig tale om et problem.
Heldigvis kan Roussille bruge data fra Hired.com til at udlede kausaliteten. I 2018 lavede Hired.com nemlig en central ændring på platformen. Hvor feltet, hvor man skulle indtaste sin ønskede løn, tidligere havde været blankt, blev det efter ændringen udfyldt med en værdi baseret på medianen for ansøgere med samme erfaring, jobtitel og område.
Denne ændring havde synlig effekt på ”lønønskegabet”. Den forskel, der før ændringen var i, hvor meget kvinder og mænd bad om i løn, forsvandt fuldstændig (venstre del af nedenstående figur), og det samme gjorde forskellen i den løn, de blev tilbudt (højre side af figuren). Roussille viser, at denne ”behandlingseffekt” også slår igennem på den løn, ansøgerne ender med at få (på Hired.com er det ansøgerne beder om, og det virksomhederne tilbyder, blot forhandlingsoplæg).
Hvorfor beder kvinder om mindre i løn end mænd? Her bliver Roussille desværre mindre konkret. Hun peger på, at det mest sandsynlig er, at kvinder har adgang til dårligere information, fordi der er færre kvinder i ledelse mv. – kvinder har kort sagt færre i deres netværk, der har en høj løn. Og det er dette informationsproblem, Hired.com løser.
Hvad end forklaringen er, så viser Roussille – ligesom de tidligere studier, jeg har beskrevet – at virksomhederne generelt ikke diskriminerer på baggrund af køn. Det tyder altså på, at virksomhederne profitmaksimerer, og netop derfor ser de på kvalifikationer – ikke på køn.
Men så er problemet naturligvis, at stort set al regulering, der har til formål at gøre noget ved lønforskellen, er målrettet virksomhederne (krav om lønstatistikker, kvoter osv.). Altså de virksomheder, hvor der ikke ser ud til at være noget problem. Det betyder sandsynligvis, at politikerne blot påfører virksomhederne omkostninger, uden at komme nærmere deres politiske målsætninger. Vi har altså endnu engang lejlighed til at begræde ført politik.
Således opløftet ønskes du en rigtig god weekend! 🙂
Der bliver påstået alle mulige ting om kapitalisme og dens søsterkoncept økonomisk frihed. Marxs berømte hypotese var, at et kapitalistisk, markedsøkonomisk samfund er ‘fremmedgørende’: At når man ikke er ‘fælles’ om arbejdet, bliver man også fremmed overfor sine medmennesker. Denne idé, og mange andre, bruges ofte som argumenter mod friere samfund, og særligt i en form hvor folk indrømmer, at “kapitalisme har gjort os rigere, men …” Efter men’et følger således ofte påstandene om fremmedgørelse, intolerance, polarisering, og ulighed. Mange af disse påstande indebærer, at folk i kapitalistiske samfund burde være ensomme – og med en påstået ensomhedskrise begynder man at kunne genfinde mange af argumenterne i debatten. Men er det egentligt sandt?
Simas Kucinskas har forleden skrevet en absolut fremragende lille blogpost om emnet (hattip: Marginal Revolution). Kucinskas udlægger først en række af påstandene, og tager derefter udgangspunkt i den undersøgelse af State of Social Connections som Gallup og Meta lavede i 2022. Han sammenholder derefter spørgeskemadata på hvor ensomme folk føler sig med Index of Economic Freedom fra The Heritage Foundation – et af de to mest brugte mål for økonomisk frihed, og dermed hvor kapitalistisk et samfund er. Resultatet kan ses nedenfor, hvor de røde markører indikerer autokratier og de blå indikerer demokratier.*
Kucinskas går videre i sin post og viser blandt andet, at folk også føler sig mere socialt forbundne i økonomisk friere samfund, og at sammenhængene umiddelbart ser ret robuste ud. Det interessante i den lille post er således, at mens en lang tradition fra bl.a. Marx og Tönnies i sociologi – den ene mente af kapitalisme fører til fremmedgørelse, den anden at samfundet ville bevæge sig fra Gemeinschaft til Gesellschaft – har påstået at kapitalisme og økonomisk frihed gør folk ensomme og bryder fællesskaber op, viser det empiriske billede på tværs af verden det modsatte.
Tager man empiri alvorligt, falder endnu et af de klassiske sociologiske argumenter imod kapitalisme bort. Ligesom påstande om, at kapitalisme gør os intolerante og selviske (læs f.eks. her) er tilbagevist, er der heller ikke meget kød på historien om, at markedsøkonomi og mindre politisk kontrol gør os ensomme.
* Dataene på ensomhed i figuren kommer fra at beregne et indeks, hvor de meget ensomme får værdien 2, respondenter der siger de er noget ensomme får værdien 1, og dem der erklærer at de ikke er ensomme får værdien 0. Indekset er således i princippet fordelt mellem 0 og 2, men reelt ligger værdierne mellem 0,19 (Vietnam) og 1,37 (Philippinerne). Læg iøvrigt mærke til at de fem nordiske lande – de mørkeblå markører, basalt set ligger oveni hinanden.