Årsarkiv: 2015

Ytringsfrihed uden “men”

Af Casper Hunnerup Dahl, den 17. februar 2015. 1 svar

Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København lørdag den 14. februar samt angrebet på det satiriske, franske magasin Charlie Hebdos redaktion den 7. januar understreger på alvorlig og tragisk vis, at debatten om ytringsfrihed og hensyn til religiøse følelser er alt andet end blot en strid om ord. Ytringer kan koste menneskeliv.

Denne debat er mindst lige så vigtig nu, som den var i tiden, der fulgte efter Jyllands-Postens offentliggørelse af en serie tegninger af profeten Muhammed den 30. september 2005 — vigtigere end nogensinde, faktisk. For vi møder stadigvæk igen og igen “ytringsfrihed, men”-synspunktet i den offentlige debat — altså udsagn af typen: “Naturligvis er ytringsfriheden vigtig og ukrænkelig, men derfor kan man godt tage hensyn til folks religiøse følelser.” Eller: “Ja, vi har fuld ytringsfrihed i Danmark. Men derfor kan man godt opføre sig ordentligt.”

Formuleringer af denne type er dybt problematiske af flere grunde. Det handler dels om sammenblandingen af rettigheden (ytringsfrihed) og måden, den bruges på, dels om gradbøjning eller indskrænkning i anvendelsen af ytringsfriheden af hensyn til de krænkelser eller skader, en ytring angiveligt kan forvolde andre mennesker.

I den vestlige, liberale forståelse af grundlæggende menneskerettigheder er ytringsfrihed negativt defineret. Ytringsfrihed er retten til, at andre ikke blander sig i, hvad man ytrer, og hvordan man ytrer sig. Ytringsfriheden er altså per definition uindskrænket og fuldstændig afkoblet fra, hvad den bruges til og hvordan. For at bøje det i neon: Ytringsfriheden er, ligesom de øvrige liberale frihedsrettigheder, en ret til ikke-indblanding fra andre — i ytringsfrihedens tilfælde i hvad og hvordan man ytrer sig.

I det øjeblik ytringsfriheden begrænses — ved lov eller i praksis — har vi ikke længere ytringsfrihed i liberal forstand. Så har vi i stedet en positivt defineret, statsligt eller socialt sanktioneret ytringsfrihed, der forstås som retten til at ytre sig, forudsat man bruger denne ret på en bestemt måde eller afholder sig fra at bruge den på en bestemt måde. Dette er ikke ytringsfrihed. Det er statsligt (lov) eller socialt (praksis) sanktioneret ytringskontrol.

Denne erkendelse af, hvad ytringsfrihed som rettighed betragtet egentlig er for en størrelse, er helt afgørende for at forstå, hvorfor “ytringsfrihed, men”-synspunktet er så problematisk. En afgørende implikation heraf er, at spørgsmålet om ytringsfrihedens status som rettighed og spørgsmålet om menneskers konkrete brug af denne ret reelt er to vidt forskellige diskussioner, der bør holdes skarpt adskilt. Hvad ytringsfrihed er i politisk-teoretisk forstand, og hvordan den kan beskyttes gennem lovgivning, er én ting — hvad en person mener om en anden persons forvaltning af sin egen ytringsfrihed er noget helt andet.

“Ytringsfrihed, men”-synspunktet er en fatal sammenblanding af disse to diskussioner, der kæder retten til at ytre sig frit sammen med brugen af rettigheden. Dette er en eklatant fejlslutning, når det kommer til de mest grundlæggende rettigheder i et frit samfund, herunder retten til sit eget liv og legeme, retten til privat ejendom og retten til at tænke, tro og ytre sig frit. I den vestlige, liberale tradition er ingen af disse rettigheder knyttet op på, hvordan de i praksis forvaltes eller udnyttes af den enkelte. Hvis jeg — fuldstændig hypotetisk — købte et flygel for en mindre formue og derefter huggede det i stumper og stykker med en økse, ville folk næppe sige til mig: “Ja, vi har privat ejendomsret i Danmark. Men derfor kan du godt tænke dig om.” Folk ville (forhåbentlig) fortælle mig, at det, jeg gjorde, var vanvittigt. Men mit gæt er, at det ville blive efterfulgt af: “Men det må du selv om.” Eksemplet er bizart, men det er mange ytringer også. Og det, at en persons ytring er bizar i andres øjne, er lige så dårligt et argument for indskrænkning af ytringsfriheden, som øksemord på et flygel eller lignende galskab er for indskrænkning af den private ejendomsret.

“Men analogien holder jo ikke!”, vil nogen måske indvende. Der er jo ingen, der vil føle sig krænket eller såret på deres musikalske eller kunstneriske følelser som følge af ovennævnte ødelæggelse af et vellydende, smukt og dyrt flygel, hvorimod hadefulde, hånende eller latterliggørende ytringer på helt anderledes vis kan krænke og såre andre menneskers religiøse følelser — kunne modargumentet lyde.

Fejlslutningen her — i hvert fald i et liberalt perspektiv — handler om definitionen af begrebet “skade” — eller mere præcist: hvornår en persons adfærd skader andre. I Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder fremsat i forbindelse med den franske revolution i 1789 lyder det, at retten til frihed består i at kunne gøre det, som ikke skader andre, forudsat at andre borgere sikres samme ret. Det understreges videre, at disse grænser kun kan bestemmes ved lov. Den britiske filosof John Stuart Mill — der undertiden nævnes som socialliberalismens og/eller De Radikales husfilosof — hyldes blandt andet for at have videreført denne ide og formuleret den som princip i sit hovedværk ”On Liberty” (1859). Mills skadesprincip fastslår, at den eneste legitime begrundelse for magtudøvelse over for en borger i et civiliseret fællesskab imod borgerens vilje er at forhindre skade på andre.

Det er vanskeligt at se, hvordan skadesprincippet skal kunne omfatte krænkelser af religiøse følelser — og potentielt andre følelser, vel sagtens? — uden at blive udvandet til meningsløshed. Det er i sagens natur nødvendigt at trække en grænse et eller andet sted i forhold til, hvad der defineres som “skade”, og hvad der ikke gør. Hvor den grænse går, er ikke nødvendigvis let og lige til at definere, men det er ret så åbenlyst, at det at krænke andres religiøse følelser – eller nogen som helst andre slags følelser – ikke kan sidestilles med fysisk skade og derfor ikke meningsfuldt kan omfattes af skadesprincippet.

Man bevæger sig ud på en glidebane, når man åbner for begrænsninger i ytringsfriheden. For det er umuligt at give en nærmere definition af, præcis hvordan ytringsfriheden bør indskrænkes eller gradbøjes, som alle i et samfund kan være enige om, og som derfor kan opnå bred legitimitet i samfundet — for slet ikke at tale om global legitimitet på tværs af nationale samfund. Dertil kommer, at ingen gradbøjning af ytringsfriheden kan være tilstrækkelig konsistent på tværs af forskellige steder og over tid til, at den giver mening og ikke bliver et arbitrært udtryk for skiftende politiske luner hos dem, der råber højest.

Terrorangrebet på Charlie Hebdos redaktion i Paris den 7. januar var abstrakt set et angreb på ytringsfriheden og konkret et angreb på magasinet Charlie Hebdo. I de store, danske dagblade blev angrebet kaldt for “et angreb på os alle” og “et angreb på demokratiet”, mens andre lod sig inspirere af hashtag’et #jesuischarlie og erklærede: “Vi er Charlie”. Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København var ligeledes “anslag mod vores samfund og vores demokrati” ifølge Politiken, mens Berlingske mener, at vi nu “desværre alle er Charlie”.

Præcision er vigtigt her. Charlie Hebdo blev angrebet, fordi magasinet turde insistere på ubegrænset ytrings- og trykkefrihed, uanset risikoen derved. Det samme gælder debatmødet på Østerbro. Disse angreb handler om ytringsfrihed og religiøse følelser — ikke om demokratiet i bred forstand med alt, hvad det indebærer af frie parlamentariske valg, folkestyre, lighed for loven og andre grundpiller. Et angreb på ytringsfriheden er ikke et angreb på hele og selve demokratiet — det er et angreb på ytringsfriheden, hverken mere eller mindre. At påstå andet bidrager blot til yderligere udvanding af begreberne ”ytringsfrihed” og ”demokrati”.

Hykleriet er udtalt i danske medier. Mange har i ord ønsket at stille sig på Charlie Hebdos side, og tomme erklæringer om, at vi ikke må lade os kyse eller kue, går igen. Men der er en afgrund mellem hvad de siger, og hvad de gør. For de følger kun Hebdo, Hedegaard, Rose, Rushdie, Vilks, Westergaard og andre, der rent faktisk tør at udfordre ekstreme islamisters voldelige intolerance overfor andres ytringer, så længe det ikke for alvor bliver farligt for dem selv. Eksempelvis illustreret ved det redaktionelle synspunkt, at man kun vil bringe en kontroversiel, satirisk tegning såfremt det er nødvendigt som “dokumentation”, hvorefter man vælger ikke at bringe nogen af Charlie Hebdos tegninger efter angrebet på magasinet eller ikke at bringe Lars Vilks’ omstridte tegning af Muhammed som hund efter angrebet på debatmødet i Krudttønden. Relevansen af at trykke disse tegninger som dokumentation synes ellers åbenlys.

Den første halvanden måned af 2015 har gjort det endnu mere ubehagelig klart, end det var i forvejen, at risikoen ved at trykke sådanne tegninger desværre er reel. Frygten er derfor fuldt forståelig. Det var ærligt og tragisk på én og samme tid, da Jyllands-Posten efter angrebet på Charlie Hebdo på lederplads indrømmede, at man afholdt sig fra at genoptrykke Hebdos tegninger af frygt for egen sikkerhed.

Ytringsfriheden er truet. Og den forsvarer ikke sig selv.

Hvor effektiv er terror til at skabe frygt?

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. februar 2015. Skriv et svar

Risikoen for at blive slået ihjel i et terrorangreb er meget lille for de fleste af os. Den er globalt set mindre end én promille af risikoen for at blive slået ihjel i trafikken.

Terror virker ved at skabe frygt. Men hvor effektiv er den? Det satte Gary Becker og Yona Rubinstein sig for at undersøge. Deres hypotese var, at jo mere frygten koster os, desto bedre er vi til at overvinde den. Det undersøgte de ved at udnytte data fra perioden med ”Al-Aqsa-intifada” i Israel. Det viste sig ganske rigtigt, at det faldende antal buspassagerer og cafegæster efter et terrorangreb stammede fra ikke-hyppige besøgende. Pendlere og hyppige cafégæster gik derimod ikke ned i aktivitet. Et højere uddannelsesniveau var også forbundet med mindre frygtsom adfærd, fandt de.

Interessant nok havde terrorangreb dagen før sabbatten eller en helligdag meget mindre effekt på rejse- og caféaktiviteten end dagen før en hverdag. Forklaringen er, at der ikke udkommer aviser i Israel på sabbatten eller helligdage. Derfor fik angreb dagen før en avisfri dag ikke så meget medieopmærksomhed.  Så medieomtale spiller en stor rolle for terrorens gennemslagskraft.

Becker og Rubinsteins resultater kan bl.a. forklare, hvorfor turistmål også er yndede terrormål. De fleste turister er sjældne gæster og kan let finde alternative destinationer. Hverdagen vil formentlig hurtigt komme igen i København, men der kan gå noget tid, før turisterne er tilbage i fuldt omfang.

Desværre er det ikke alle, som kun har en forsvindende lille risiko for at blive ramt af terror. Folk forbundet med Muhammed-tegningerne er – som senest weekendens begivenheder viser – alvorligt truede. Islamisterne benytter sig tydeligvis af en spilteoretisk pointe om at ramme dem, der er mest profilerede. Hvis alle forsøger at undgå at blive mest profileret, kan man på den måde kue en stor befolkning. Selv en lille, forholdsvis svag gruppe vil kunne kue det store flertal på den måde.

Der er kun én effektiv modstrategi. Den er, at alle vælger en høj profil. Medierne kan gå sammen om at bringe tegningerne så meget, at Jyllands-Posten, Vilks, Rose og Westergaard drukner i mængden. Det er desværre nok for sent at forhindre dem i at have symbolsk status også fremtidigt. Men det vil reducere risikoen for andre ved at ytre sig frit.

Tre artikler om østrigerne

Af Nikolaj Stenberg, den 13. februar 2015. 1 svar

Tidsskriftet fra det amerikanske økonomi-historiske selskab er på gaden. Foruden en interessant leder om Mandeville, Hume og økonomisk, politisk og metafysisk liberalisme, indeholder tidsskriftet denne gang tre artikler fra et minisymposium om den østrigske skole, som nok vil interessere nogle af denne blogs læsere:

  1. The methodology of Austrian economics as a sophisticated, rather than naïve, philosophy of economics
  2. Hayek the apriorist?
  3. Implications of Machlup’s interpretation of Mises’ epistemology

Hvordan opdager man vækstfirmaer?

Af Christian Bjørnskov, den 10. februar 2015. 5 svar

Jeg skrev i Børsen i går om Sven-Olov Daunfeldt og Daniel Halvarssons nye forskning om højvækstfirmaer. Mange politikere mener, at vi bør støtte højvækstfirmaer for at skabe flere arbejdspladser og mere vækst, men problemet er stadig hvordan man identificerer dem. Alle politikere, jeg har talt med om emnet, mener at det er nemt: Man kan jo se dem der er successer. Den implicitte antagelse, som de færreste forstår, er at de firmaer, der er successer nu også er det om nogle få år. Hvis ikke giver den politiske identifikationsstrategi ingen mening.

Og deri ligger Daunfeldt og Halvarssons pointe! Som de identificerer højvækstfirmaer i svenske data, er sandsynligheden for at en succes i én treårsperiode også er det i den næste periode kun 1 %. Sandsynligheden for at firmaerne ligger i den dårligste del er derimod 5-6 %. Så simpel sandsynlighed taler for, at den populære politiske strategi mest kommer til at støtte fiaskofirmaer.

Den publicerede version af papiret er her; en ungated tidlig version er tilgængelig her.

Bør staten kunne optage gæld?

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. februar 2015. 3 svar

Der er mange gode grunde til, at store organisationer kan optage gæld. Staten er den største organisation, vi har. Men der er en række fundamentale grunde, som taler imod statsgæld – eller i hvert fald for at lægge meget stramme bånd på mulighederne. Det viste Buchanan og Wagner i deres klassiske værk ”Democracy in deficit” fra 1977.

Det græske valg og landets atter genopblussede gældskrise sætter fingeren på pointerne og giver anledning til nogle flere.

Grundlæggende set er spørgsmålet: Hvem er det egentlig, man låner til, når man låner til en stat? I Grækenlands tilfælde: Hvor meget kan vælgerne påberåbe sig, at de ikke bør hæfte for gælden, eller i hvert fald ikke det hele?

Det generelle først.

Vi er vant til, at private selskaber fungerer fremragende som juridiske personer, når de optager gæld. Det skyldes, den måde selskabet er organiseret på – altså det regelsæt, som bestemmer. Et selskab kan betragtes som en meget præcis kontrakt for, hvordan en lang række personer er bundet sammen i et kollektiv, og hvem der har krav på hvad. Går et selskab f.eks. konkurs, er det på forhånd klart, at kreditorer og ejere højst har krav på selskabets aktiver (eller rettere den del af ejernes aktiver, de har placeret i selskabet). Panthavere med pant i konkrete aktiver får først. Så får de generelle kreditorer. Og så til sidst ejerne, hvis der måtte være noget til overs.

Selskabet har også meget bestemte regler for, hvordan ejerne kan træffe beslutninger. Et flertal må ikke berige sig på bekostning af mindretallet. Enhver ejerkrone har krav på lige andel af overskuddet. Der er også mulighed for, at ejerne kan gå hver til sit, hvis de ikke kan enes. En mindretalsaktionær kan træde ud og blive kompenseret ved at sælge sin andel.

Det fungerer generelt så smidigt, at vi uden store problemer kan se på selskaber som juridiske personer. Det er også derfor, vi er villige til at låne dem penge.

Det er selvsagt heller ikke svært at se en privat person som en juridisk person. Den person, der låner pengene, er også den, der skal betale tilbage. Der er dog i modsætning til de krystalklare grænser for selskaber en meget uklar grænse for, hvor mange aktiver man kan tage fra en personlig debitor. Man kan – selv hvis man ville – ikke tage alt fra folk. Der er selvfølgelig sædvaneretlige grænser, men ofte vil kreditorer have en interesse i at stoppe inden dem. Manglen på en klar grænse skaber en spilteoretisk situation med risiko for, at begge parter taber. Selskabet er bl.a. en løsning på det problem.

Men hvis vi så ser på en stat, hvor langt holder metaforen om en juridisk ”person” så? Det letteste tilfælde er naturligvis et kongedømme, hvor beskatningsretten ses som kongens personlige ejendom. Her falder en gældsbyrde virkelig på kongen, fordi han i forvejen har presset størst mulig skat ud af undersåtterne. Derfor kan man – og gjorde også historisk – betragte landskaberne som en slags obligationer, der kunne pantsættes og gå tabt, hvis kongen ikke kunne svare sine kreditorer. Vi kan også ret let anvende metaforen i det tænkte tilfælde, hvor kongen er en såkaldt “benevolent (godgørende) diktator”, som har samme magt som den provenumaksimerende konge, men i stedet udelukkende er motiveret af borgernes nytte i stedet for sin egen. Og vel at mærke alle både nutidige og fremtidige borgere.

Den benevolente diktator er den implicitte – og ind i mellem eksplicitte – antagelse bag økonomisk teoris behandling af statsgæld. Kan borgerne få mere end 1 krones gavn af en krones statsgæld, bør gælden optages. Det er simpelt nok, og det er ikke svært at finde situationer, hvor det krav er opfyldt.

Der eksisterer imidlertid ikke en benevolent diktator i et demokrati. Eller i al fald ikke noget, der ligner i de demokratiske systemer, vi betjener os af for tiden.

For det første er det i høj grad muligt for flertallet at berige sig på mindretallets bekostning. Eller – som Buchanan og Wagner understregede – for et nulevende flertal at berige sig på bekostning af et nulevende mindretal og det store flertal af fremtidige generationer. Det er endda muligt for et mindretal at manipulere sig til at berige sig på bekostning af et flertal.

Det er for det andet en velkendt fundamental egenskab ved flertalsafstemninger, at enten kan udfaldet blive helt vilkårligt – og vilkårligt dårligt – eller også er de sårbare over for manipulation.  Der findes en meget stor (social choice) litteratur om dette. Men det betyder også, at et flertal ikke behøver at føle ejerskab til en beslutning om f.eks. at optage statsgæld. Enten kan det ske som resultat af, at et mindretal behersker beslutningsprocessen, eller ved en ren tilfældighed.

Det kan selvsagt også ske ved en flertalsafgørelse i et aktieselskab. Men her er forskellen for det første at alle løsninger, som indebærer, at nogle beriger sig på andres bekostning, er forbudt. For det andet, at der er mulighed for at exite mod kompensation (sælge sin ejerandel). En aktionærkreds, som ”passer” dårligt sammen, vil til alles fordel blive omdannet gennem køb og salg, men det sker kun i begrænset omfang, at demokratiske problemer løses gennem ind- og udvandring.

I modsætning til en konge med personligt ”ejerskab” til beskatningen er det ikke veldefineret, hvilke aktiver en demokratisk stat ejer eller kan tvinges til at afgive til kreditorerne. Kreditorerne kan højst få udenlandske stater til at beslaglægge aktiver i udlandet, men de er sjældent særlig omfangsrige. I sidste ende består kreditorernes sikkerhed i debitorernes interesse i at bevare et så godt omdømme, at de fortsat kan optage lån. Kursen på en statsobligation er i modsætning til en virksomheds- eller byggeobligation ikke bestemt af, hvad aktiverne er værd, men af chancen for, at debitorstaten vælger at betale sin gæld.

Og så til de græske vælgeres oprør mod kreditorerne og den hjemlige politiske elite. Hvor meget har de at have det i?

Det er forståeligt nok, at grækerne gerne vil betale mindre end de skylder. Gælden går ud over velstanden. Det er bare ikke noget specielt godt argument. Alternativet er jo, at nogle andre – og det vil alt overvejende sige skatteyderne i kreditorlandene – skal gå tilsvarende ned i velstand.

Hvis grækerne skal have et argument, skal de kunne godtgøre, at de ikke har noget ansvar for gælden. Der er uden tvivl mange grækere, som personligt ikke har støttet de politikere, som har optaget gælden. Det kan være et stort mindretal. Der kan også være et flertal af vælgerne, som har været i mod gældsoptagelsen, men har stemt på politikerne alligevel (og vel at mærke været i mod prospektivt og ikke kun set i bagspejlet). De kan være blevet ført bag lyset, blevet manipuleret med eller simpelt være offer for tilfældigheden i demokratiske beslutningers udfald.

Problemet er blot, at denne indvending kun er gyldig som systemkritik. Man kan ikke undsige konsekvenserne af det demokratiske system uden samtidig at være villig til at undsige systemet, herunder systemets legitimitet før gældskrisen brød løs.

Man kan sammenligne med den gæld, bl.a. polakkerne blev efterladt med efter kommunismens fald. Her kunne befolkningen med nogen ret gøre gældende, at de ikke havde lod og del i optagelsen af statsgælden, som tværtimod var et redskab for et undertrykkende og illegitimt regime vendt mod befolkningen.

Men grækerne kan ikke hævde det samme. Man kan ganske givet finde eksempler på ansvarspådragende forsømmelser og embedsmisbrug under tidligere regeringer – faktisk er det bemærkelsesværdigt så få forsøg, der er blevet gjort for at drage nogen retligt til ansvar, herunder i EU-kommissionen som har til opgave at føre tilsyn. Men der er næppe mange penge at komme efter.

Det er altså ikke nok til at vaske skylden af sig, at man vælger en ny regering. Grækerne er af god grund trætte af regningen, men der er ikke mange andre steder at sende regningen hen.

Det er derimod oplagt ikke bare for grækerne, men også os andre at overveje, om staten bør kunne optage gæld i samme omfang som hidtil. Overalt er citronen jo blevet presset. Alle stater har gæld, selv om deres demografi tilsiger det modsatte. Meget få demokratiske stater er finanspolitisk holdbare – dvs. at forpligtelserne overstiger skatteindtægterne, medmindre fremtidige generationer betaler resten.

Det taler for en meget strammere ”fiskal konstitution” end f.eks. EU’s budgetregler og den danske budgetlov.

Masseovervågning – for velfærdsstatens skyld

Af Nikolaj Stenberg, den 3. februar 2015. 3 svar

Lov om Udbetaling DanmarkJyllands-Posten skriver i dag om, hvordan Udbetaling Danmark med et lovforslagudkast (læs det her) vil komme til at lave endnu mere dybde-gående registersammenkørsel om folks private forhold.

Sammenkoblet med den meget brede adgang Udbetaling Danmark i forvejen har til at videregive oplysninger til andre myndigheder, som så kan snuse sig frem til snavsen, er der inviteret til en “fisketur” af de helt store.

For mit eget vedkommende er jeg temmelig forunderet over den brede formulering i Udbetaling Danmark-lovens § 7 nedenfor, om “anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde”. Kommunerne har som bekendt et sagsområde, der er noget bredere end bare det sociale, og forarbejderne er i realiteten tavse: “Anden opfølgning af sager omfatter andre typer forskellige administrative forpligtelser, som kommunen har ansvaret for efter lovgivningen, som ikke er nævnt i eksemplerne i bestemmelsen”.

§ 7. Udbetaling Danmark skal uden samtykke fra borgeren videregive oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, til kommunen om borgere, der søger om eller modtager kontante ydelser og økonomiske tilskud fra Udbetaling Danmark, hvis oplysningerne er nødvendige for at foretage efterregulering, omberegning, fradrag eller modregning, for at frakende eller stoppe kontante ydelser og økonomiske tilskud eller for at foretage anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde.

Det er en blankocheck, og det er love som denne, mine tyske kollegaer ikke ville være bange for at kalde “stasi”-agtige. Med det seneste lovforslag, der er i høring, bliver den karakteristik ikke mindre rammende. Det tragiske er tilmed, at man med loven end ikke søger at værne om statens sikkerhed, eller menneskers liv og legeme. Den handler ganske enkelt om at effektivisere. Se for eksempel hvordan Liberal Alliances Thyra Frank anpriste Udbetaling Danmark-loven, da den blev førstebehandlet i Folketinget i 2012:

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, skal den offentlige sektor være moderne og tidssvarende, og LA støtter alle initiativer, der samtidig effektiviserer og udnytter ressourcerne bedre.

I JPs artikel beskriver Jacob Mchangama Udbetaling Danmark som “en slags velfærdsstatens NSA.” At det er en meget rammende beskrivelse, må alle kunne være enige i.

Bare fordi omkostningerne ved at bedrive overvågning på en nyere og mere smart måde vha. en bid data-tilgang betydet det ikke, at den besparelse er værd at indkassere. Det kan og bør være et mindstekrav, at staten og kommunerne ikke bedriver overvågning uden at kunne dokumentere en konkret mistanke om ulovligheder.

Hvad nytter det at få eftergivet statsgæld?

Af Erik Winther Paisley, den 31. januar 2015. 4 svar

I 2012 gik Grækenland de facto statsbankerot, og deres gæld blev opkøbt af mere velvillige kreditorer for at redde dem fra total kollaps i statsfinanserne. Dermed opnåede grækerne en langt længere gennemsnitlig løbetid på gælden, en betydelig mindskelse i renteudgifterne og samlet set en eftergivelse af gælden svarende til 66% af BNP. Det er så at sige gået så godt, at Grækenland nu bruger mindre end både Spanien og Italien på at betale renter til gælden — under 3% af BNP.

Ikke desto mindre er den samlede gæld stadig høj og den økonomiske situation stadig elendig. Grækenlands nye regering kræver yderligere eftergivelser.

Spørgsmålet er, om gældseftergivelse overhovedet virker efter hensigten?

Læs resten →

Giver Draghis pengepolitik mening?

Af Christian Bjørnskov, den 31. januar 2015. 12 svar

Forleden torsdag afslørede den Europæiske Centralbank dens planer for en massiv pengepolitisk ekspansion indtil september 2016. Mario Draghis plan er, at opkøbe obligationer og andre aktiver for 60 miliarder euro om måneden indtil september 2016. Der er således tale om massivt ekspansiv pengepolitik, der skal udfoldes over halvandet år.

Rent umiddelbart har mange bankøkonomer og kommentatorer udtrykt deres støtte til ECB-planen. Overfladisk set er den også klassisk kortsigtspolitik direkte ud af lærebøgerne: Et land er i en lavkonjunktur, har et generelt konkurrenceevneproblem, og har budgetunderskud, der i princippet kan forhindre det i at føre ekspansiv finanspolitik. Som vi lærer vores studerende, kan den ekspansive pengepolitik i princippet føre til mere økonomisk aktivitet, blandt andet gennem en svækket valutakurs, der retter op på konkurrenceevnen.

Problemet er blot, at eurozonen ikke er et land, men et valutaområde. Som Robert Mundell understregede i sit Nobelprisvindende bidrag til nationaløkonomi, kræver det af et optimalt valutaområde, at dets forskelige medlemmer har cirka samme konjunkturer. Hvis ikke, har de forskellige medlemmer behov for forskellig kortsigtspolitik på forskellige tidspunkter. I det tilfælde kan man ikke føre en fælles pengepolitik, der blot tilnærmelsesvist passer på alle medlemmer.

Draghis store problem er således, at eurozonen – og EU i særdeleshed – på ingen måde er et optimalt valutaområde. I store dele af Østeuropa, og særdeles i Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Baltikum, går det faktisk ganske godt økonomisk. Tysk, finsk, østrigsk og hollandsk økonomi har det heller ikke specielt dårligt. I ingen af disse lande, uanset om de er euromedlemmer eller ej, er der noget tydeligt behov for ekspansiv politik. Omvendt har store dele af Sydeuropa så dårlige konjunkturer og så elendige budgetter, at ekspansiv pengepolitik stort set er eneste politiske mulighed – hvis der overhovedet kan lade sig gøre med start i realrenter, der er tæt på nul.

ECBs valg er ret tydeligt: Til tyskernes slet skjulte frustration, har banken valgt en pengepolitik, der passer Sydeuropa, men ingen andre. Faren, som Draghi enten overser eller af politiske grunde vælger at ignorere, er at kortsigtspolitikken hurtigt kan blive en politisk sovepude. Som Bo Sandemann Rasmussen understregede overfor Berlingske i weekenden, kan pengepolitikken ikke stå alene. Den må og skal ledsages af egentlige, og ganske dybgående, strukturreformer, for at de sydeuropæiske lande skal have en chance for at trække sig ud af deres økonomiske sump. I Italien bliver Renzi nødt til at levere på løftet om store liberaliseringer af arbejdsmarkedet og i Spanien bliver man nødt til at gøre det samme, hvis en ungdomsarbejdsløshed over 30 % skal bekæmpes. Hvis grækerne overhovedet skal blive i EU, mangler de voldsomme reformer af ikke bare arbejdsmarkedet, men også det offentlige bureaukrati og en gennemgribende nedskæring af en offentlig sektor, der mest ligner en tegneserieversion af enhver moderne økonoms mareridt.

Den sandsynlige konsekvens af Draghis pengepolitiske felttog er desværre, at problemlandene for en tid kan slippe for at implementere reformer, der af ideologiske grunde er stærkt upopulære. Pt. ser det endda ud til, at blot løftet om at gennemføre nogen reformer kommer til at koste de store græske partier magten – det venstreekstreme populistparti Syriza vandt valget stort i Grækenland og danner regering i denne uge. Den øgede risiko, som ECB udsætter sig for ved at opkøbe problemlandes obligationer, bliver ikke dækket af dem, hvis det går galt for et af dem – det er realistisk kun de velfungerende lande som Holland, Tyskland og Østrig, der kan refinansiere ECB. I mellemtiden presser både Sydeuropa og Frankrig på, for at bevæge EU i retning af en fiskal union, så underskud i fremtiden delvist kan betales af andre. Der er en reel risiko for, at Draghis kortsigtsbekymring for Sydeuropa kan udvikle sig til et mareridtsscenario for Nordeuropa.

Hvad Kinas historie kan lære os om fattigdomsbekæmpelse

Af Erik Winther Paisley, den 28. januar 2015. Skriv et svar

På globalt plan falder uligheden og fattigdommen styrtdykker. Ikke på grund af beskatning af de onde multinationale, ikke på grund af IBIS, ikke på grund af velmenende vesterlændinges aktivistturisme, eller donordrevne ‘projekter’, men på grund af at hundredvis af millioner af mennesker endelig har fået mulighed for at bygge sig en ordentlig tilværelse.

Så kan det godt være, der er blevet gravet en brønd et eller andet sted i Xinjiang på vestligt initiativ, men hovedhistorien er denne: Kina er blevet rigt, fordi kommunistpartiet gav op på socialismen og holdt op med at bekæmpe almindelige menneskers forsøg på at forbedre deres lod i livet. Det er afgørende, at der kommer en bedre forståelse for, hvordan kineserne – på trods af regimet – har kunnet løfte deres land så meget.

Først, lidt kontekst:

Vi taler om et land, som blev hærget af krig og katastrofer fra Taiping-opstanden (1850-1864, 20 millioner dødsfald), kejserdømmets kollaps (1911), borgerkrig mellem nationalisterne og kommunisterne (1927-1949), til grufuld japanske invasion (1937-1945), til – i sidste ende- oprettelsen af et étpartidiktatur under den usammenligneligt morderiske Mao Zedong og resten af kommunistpartiet, som bestod af en blanding af småkriminelle militssoldater og europæisk påvirkede intellektuelle, der er umiddelbart genkendelig fra andre af verdens socialistiske lande. Kina var krigshærget, gennempryglet og ludfattigt — og blev genstand for verdens største planøkonomiske, socialistiske eksperiment.

Så snart kommunistpartiet tog over, satte de sig for at ekspropriere alle større jordejere. Det var forholdsvist populært, særlig idet de fleste familier beholdt deres egne jordlodder. Dernæst oprettelse af ‘frivillige’ arbejdsfællesskaber. De holdt hurtigt op med at være frivillige. Derefter fulgte en nådesløs, betingelsesløs kollektivisering — så vidtgående, at selv private køkkener blev forbudt — som lagde landet i knæ. Mellem 1958-1962 konfiskerede regeringen stort set alle afgrøder i landet, hvad der medførte mindst 15 millioner dødsfald.

Og lad os så se på, hvordan denne planøkonomiske katastrofe blev afhjulpet:

Aktiv modstand mod det socialistiske regime var næsten umulig. Bondeopstande blev slået ned i flere provisner. Vejen var mere indirekte, og der var mange forskellige strategier. Først og fremmest var der systematisk skatteunddragelse. Man skjulte sin mad, stjal fra madlagre, hamstrede; man spiste de rå afgrøder i markerne(!) frem for at aflevere dem til ‘fælleskassen’, som altså var ensbetydende med kadrerne. Kun dermed og gennem lignende strategier kunne folk skrabe sig gennem disse katastrofer, som kommunistpartiet havde eneansvaret for. Et strålende casestudium af en enkelt landsbys overlevelsesstrategi kan læses her. Der var tale om ren overlevelse, og det førte til et tillidsbrud mellem partiet og folket, som ifølge forskere som Kate Zhou og Ralph Thaxton aldrig lod sig reparere.

Til sidst bliver det så galt, at landsbyer Kina over på eget initiativ får gennemført en ordning ved navn baochan daohu 包产到户. Navnet er værd at huske, for det er måske dén enkeltstående reform, som har gjort mest for at løfte Kina – og dermed menneskeheden – ud af fattigdom. Ordningen bestod i, at familier i landsbyen fik ansvaret for at aflevere en vis del af deres afgrøder som skat til kollektivet, men tilgengæld måtte nyde overskuddet selv. Det blev hurtigt til en gen-privatisering af landbruget, som kommunisterne tillod, fordi de hellere ville bestikkes af landsbyer med flere penge end beskatte dem uden. Det er trods alt svært at plukke hår af en skaldet.

Disse højre-afvigende initiativer var naturligvis brandulovligt, og så sent som 1978 — to år efter Maos død — forsøgte ledende kommunister at standse privatiseringen. Selv Deng Xiaopeng, som i de vestlige medier uretmæssigt tilskrives æren for Kinas åbning, var oprindelig modstander af privatisering. Kommunistpartiet tillod det kun nølende og gradvis.

Straks efter lempelsen i den kollektivistiske politik opstår der — trods forbud mod at sælge mad(!) — små markeder, der kan afhjælpe den værste fødevaremangel. Driftige landmænd begynder at cykle ind til byerne og sælge mad. Senere overlader fabrikker til enkeltfamilier, og der opstod rundt om ørerne på de statsejede virksomheder en blomstrende industri på landet. Der var nød at afhjælpe, og det blev den gennem en markedsproces, der blev drevet af de fattige selv.

Reelt består kommunisternes store bidrag til Kinas udvikling, at de holdt op med at stå i vejen, og begyndte at interessere sig mere for velstand end for socialisme. Det er der måske også andre, der burde gøre.

Bistandsbranchens falske profeter.

Af Niels Westy, den 26. januar 2015. 14 svar

I sidste uge offentliggjorde engelske Oxfam en rapport udarbejdet i samarbejde med Lars Koch fra danske IBIS, som Otto Brøns kort omtalte i dette indlæg. Den følger jeg i dag op med en kronik i Børsen, “når bistand bliver til modstand“.

IBIS finansieres primært af offentlige og institutionelle midler. I 2013 stammede kun 7 procent ud af indtægter på små 278 mio. kroner fra private. Du og jeg er altså tvungne til at finansiere en organisation, som ret beset arbejder mod reduktion af fattigdom og i lighed med en del andre “NGO’ere” har mere end svært ved sobert at forholde sig til de seneste årtiers glædelige udvikling i levevilkårene, ikke mindst for verdens fattige.

Som jeg påpeger i dagens kronik:

Trods de seneste par års lave vækst er den væsentligste historie om menneskehedens udvikling da heller ikke en fortælling om uretfærdig stigende fattigdom, hvor de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det er derimod fortællingen om, hvorledes globalisering og udbredelsen af markedskapitalisme har øget velstanden til historisk uhørte højder for en stadig større del af jordens befolkning.

Hæver man sig lidt op i helikopterhøjde, og ser på udviklingen blot de seneste årtier, har den været intet mindre end forrygende. Så sent som i begyndelsen af 1980erne levede hver anden fortsat i ekstrem fattigdom. I dag gælder det “kun” 1 ud af 9. Alene de seneste 25 år er andelen faldet med 2/3.

Alle med succes er undtagelser

Den primære forklaring er naturligvis den større globale udbredelse af markedskapitalisme, ikke mindst i Kina. Alene i perioden 1981-2010 faldt antallet af absolut fattige i Kina således med 680 mio. Hvad man ellers kan have af forbehold overfor Kina kommer man ikke uden om, at det er en fantastisk bedrift.

Af samme grund bliver man som fortaler for globalisering og “budbringer” af det glade budskab om, at markedet er godt i gang med at få bugt med den værste fattigdom, nu mødt med argumentet om, at man ikke skal medtage Kina.  Det er et “særtilfælde” ( et som altså dækker ca. 20 procent af jordens befolkning).

Hermed træder Kina ind i en historisk tradition på venstrefløjen, hvor alt “væmmeligt” fra virkeligheden, der kan forstyre deres forestillinger om hvordan verden fungerer (og det er jo rigtigt meget), blot er noget man skal se bort fra.

Oplever et land øget vækst og velstand via mere marked, skal det altså fjernes fra “ligningen”. Det indebærer reelt at alle succesfulde økonomier skal holdes udenfor, da verden til dato har til gode at opleve en økonomi, der varigt klarer sig bedre via mindre markedsøkonomi.

Tidligere blev man mødt med, at man ikke skulle tage Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong med, for de var også alle særtilfælde. Deres historie kunne ikke gentages. Men det blev den så. I Kina,

Heller ikke Chile må man nævne, for de er jo verdens største kobberproducent. Nu er Peru ved at gentage Chiles kunststykke. Det ender sikkert med, at man heller ikke må medtage dem på grund af landets naturrigdomme.

Og nej, det hjælper ikke hvis man nævner, at der ikke ligefrem er den store globale sammenhæng mellem at være rig på naturressourcer og sikre en fornuftig levestandard for sin befolkning. For så bliver man naturligvis mødt med argumentet om, at disse landes fiasko naturligvis skyldes multinationale selskaber og vestens udnyttelse af fattige lande og deres befolkninger. Ak ja.

Tilbage står, at hver  gang et land gør noget rigtigt i forhold til at sikre varig velstandsfremgang, skal det åbenbart skrives ud af den fortælling som venstrefløjen helst vil have. Nemlig at verden er uretfærdig, at det går af pommern til og det hele naturligvis skyldes markedet og den uretfærdige ulighed. Således også med det seneste tiltag fra Oxfam og Ibis.

Begge steder kører man en kampagne under titlen “Inequality out of control”. En meget mærkelig kampagne af flere grunde.

For det første bør netop organisationer, som beskæftiger sig med globale fattigdomsproblemer vel tage udgangspunkt i, at  den globale ulighed, hvis man finder at det er en vigtig parameter, rent faktisk er faldet de seneste 35 år. Se også Otto Brøns-Petersens indlæg her.

For det andet sætter man lighedstegn mellem ulighed og fattigdom. En sammenhæng der ikke er empirisk belæg for. Førnævnte Kina oplevede således stigende ulighed i præcis samme periode ,hvor man bragte næsten 700 mio. mennesker ud af fattigdom. Uligheden steg alene fordi nogle oplevede en større indkomststigning end andre. Væsentlig er at alle fik det bedre.

For det tredje bruger man nettoformue som udtryk for fattigdom. Nettoformue er defineret som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt ikke-finansielle aktiver (primært boliger og jord) minus gæld. Der er mange problemer i at anvende dette begreb, ikke mindst hvorvidt det reelt siger noget om ens levevilkår.

Når en del boligejere i disse år er teknisk insolvente på grund af faldet i boligpriserne, har de så fået forringet deres levevilkår i en grad, at de er del at de 10 procent fattigste i verden? Hvis man bruger fordelingen af nettoformue, som de fremgår af Credit Suisse data, er det rent faktisk tilfældet.

Ud af de ca. 470 mio. voksne mennesker, som udgør verdens 10 procent fattigste målt på nettoformue, er mere end 1,2 mio voksne danskere, mens der kun er ca. 400.000 kinesere i denne gruppe.

Formuefordeling siger ikke noget fornuftigt om levestandard.

Reelt må Oxfam og Ibis fælles rapport afvises som det den er, ren og skær propaganda og tom luft uden faglig substans overhovedet. Der er reelt tale om misbrug af Credit Suisse årlige rapport om udviklingen i borgernes velstand i form af nettoformuer. Denne årlige rapport er der sådan set ikke noget galt i, så længe man ved hvad der måles på og ikke mindst, hvad tallene ikke siger noget om, nemlig levestandard. Og det er præcis hvad Oxfam og IBIS forgøgler os.

Og så er der den manglende vederhæftighed, grænsende til det bevidst løgnagtige. Således advarer Oxfam og IBIS mod, at de 1 procent rigeste i 2016 vil eje mere end resten af verden.

Det kommer man frem til ved at tage de sidste 4 års udvikling, og frejdigt påstå, at den bare vil fortsætte, se figuren nedenfor. Her er der tale om manipulation af den groveste slags.

wealth2

At tage 4 år, hvor udgangsåret er lige efter kollapset i boligpriser og aktiekurser giver ingen mening. Det fremgår også tydeligt, hvis man ser på udviklingen siden årtusindeskiftet. Det rent faktisk mere sandsynligt, at den ene procent rigeste ikke vil eje mere end de resterende 99 procent tilsammen i 2016. Se også nedenstående figur, som viser udviklingen siden 2000

wealth

Tendensen set over hele perioden er derimod, at den ene procent rigestes andel er svagt faldende.

Piketty og neomarxistiske forestillinger.

Og hvad er så det egentlige formål med Oxfams og IBIS notat? Ja, det er at argumentere for en øget beskatning af kapital og formue. Logikken er funderet i de forslag som senest den franske økonom Piketty har slået til lyd for i sin bog, “Capitalism in the 21. century”. Den er omtalt her på bloggen i flere indlæg af  bl. a. Erik Winther Paisley og Christian Bjørnskov, se f. eks. her, her og her.

Hvad det har med IBIS oprindelige formål, nemlig at øge fattiges adgang til uddannelse, står lidt hen i det uvisse. Der er tale om politisk propaganda, som ret beset intet har at gøre i en bistandsorganisation der er fuldkommen afhængig af offentlig finansiering.

Efter jeg over flere dage via twitter debatterede med Lars Koch fra IBIS (og på et tidspunkt også Trine Partou March fra Mellemfolkeligt Samvirke), hvor han forsøgte sig som ekspert og postulerede at “der var anvendt videnskabeligt anerkendte metoder”, hvilket ikke var tilfældet, måtte han til sidst erkende sin opsigtsvækkende ringe viden om det område han beskæftiger sig med.

Således er han ikke klar over at den globale indkomstulighed har været faldene i årtier. Det fremgår af nedenstående Screenshot af en ordudveksling på Tweeter:

påtilbageløb

Nok så væsentligt erkender Lars Koch dog at formueuligheden ikke har direkte betydning. Den er altså kun indirekte gennem øget politisk indflydelse for de allerrigeste. Man må så spørge om det betyder, at IBIS og Lars Koch mener at det står særligt slemt til i Danmark? Af Credit Suisse rapport fremgår, at Danmark er et af de  lande der falder i kategorien “Høj ulighed”.

meget_skæv

Kilde : Credit Suisse

Med deres “analyse” i hånden, argumenterer Oxfam og IBIS herefter naturligvis for, at formuer og kapital skal beskattes hårdere,.

Således skriver Lars Koch i Politiken den 19.1 under overskriften “skat på formuer kan få alle verdens børn i skole“, bl. a. at

Afviklingen af skatter og fremkomsten af den markedsfundamentalistiske model siden 1980’erne har øget den ekstreme ulighed.

Analyser fra Oxfam og Ibis viser, at de 85 rigeste i verden har samme formue som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Det fører ikke bare til dårligere velfærd og underminerer den sociale sammenhængskraft. Studier fra Verdensbanken og OECD indikerer også, at ekstrem ulighed hæmmer væksten.

Bortset fra at Lars Koch ikke har forstået OECD rapporten, som alene  problematiserer udviklingen for de 40 procent laveste indkomster (i OECD lande), er det åbenbart gået hen over hovedet på ham, at den globale fattigdomsreduktion har været langt kraftigere siden 1980erne end i perioden før, lige som den globale indkomstulighed har været faldende.

Med udgangspunkt i Piketty, foreslår Lars Koch herefter en formueskat på 1,5 procent af f.eks. formuer over 10 millioner kroner.

Ifølge Koch kunne en skat på 1,5 procent af “dollarmilliardærernes formue” (uha, de er nogle farlige nogle), kunne finansiere at få alle børn i skole i hele verden og sikre basal sundhed til alle i verdens fattigste lande.

Han burde nok have tilføjet, at det som minimum kræver, at den amerikanske stat er parat til at opkræve formueskat (USA er uden sammenligning den del af verden med de største formuer og dermed det største beskatningsgrundlag) og herefter fordele indtægterne ud i resten af verden. Næppe sandsynligt.

Noget andet er, at formueskatter reelt vil have en negativ velstandseffekt.

Som Mads Lundby fra Cepos påpegede et par dage senere i samme avis:

En formueskat vil indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomheder at investere i ny teknologi, maskiner og forskning. Det vil indebære lavere produktivitet og velstand.

Den Europæiske Centralbank har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at højere kapitalskatter i Danmark giver et provenutab. Det skyldes, at de negative velstandseffekter af højere kapitalskatter er så betydelige.

Det skal også bemærkes, at Nyrup i 1996 afviklede den danske formueskat, i erkendelse af at den skadede dansk økonomi. Heldigvis er andre forsøg på øget kapitalskat på retræte.

Vi ved hvad der virker og det er markedet

Vil man hjælpe verdens fattige handler det om mere vækst og det gøres bedst gennem mere frihandel. Ikke mere, men mindre skat på kapital. Mere marked og mindre stat. Stort set det modsatte af hvad IBIS og Lars Koch står for.

IBIS og Lars Koch er falske profeter, som prædiker et budskab, der ikke vil lede til mere velstand og mindre fattigdom. Konsekvensen vil, alt andet lige, være mindre velstand og øget fattigdom. Det viser eksperimenterne gennem tiden med radikale former for omfordelingspolitik med alt tydelighed.

Derimod viser de sidste 200 års udvikling – ikke mindst de sidste årtiers – udvikling, hvor effektiv markedskapitalisme er til at øge velstand og mindske fattigdom. Udviklingen i Østasien siden 1980 viser dette med al tydelighed. For 35 år siden levede 2 ud af 10 i den dybeste fattigdom. I dag er det 1 ud af 10.

På den anden side kan man med god ret stille spørgsmålstegn ved hvor meget godt organisationer som IBIS har gjort (ud over de som får deres løn ved at arbejde i ornganisationerne).

Tæt på 250 mio. kroner om året modtager IBIS. Gud vide hvor meget fattigdomsreduktion vi kunne få for de penge, hvis vi f.eks. købte smartphones, tøj eller computere eller legetøj eller….. for pengene i stedet.

Formentlig en hele del mere end ved fortsat støtte til organisationer som bla. IBIS. Også selv om hovedparten af midlerne ender i “fæle kapitalisters” lommer. De er jo ofte “grådige”, hvorfor pengene sikkert hurtigt ville blive investeret igen i forsøget på at tjene endnu flere penge. Og det er faktisk ikke så skidt endda.

Apropos grexit: Hvordan skifter man et helt lands pengebeholdning ud?

Af Erik Winther Paisley, den 26. januar 2015. Skriv et svar

Efter Syrizas sejr i det seneste valg er et muligt græsk udtræde af eurosamarbejdet – grexit – igen kommet på tale. Selvom græske og europæiske politikere vil gøre deres yderste for ikke at lade det ske, og selvom de har en vis vane med at tolke EU-konventioner lidt løst, når der sker kriser, kan risikoen ikke helt afskrives.

Hvis det skulle nå så vidt, er der udover de rent økonomiske problemer også række praktiske og logistiske udfordringer forbundet med at konfiskere og nyudstede alle penge i landet. I en prisvindende drejebog fra 2012 beskriver økonomen Richard Bootle og hans kolleger, hvordan det kunne ske:

– Øjeblikkelig indefrysning af alle græske bankkonti og andre strenge kapitalbevægelser, så de upatriotiske opsparere ikke får lejlighed til at flytte deres euro ud af landet.
– Herefter automatisk ombytning af græske bankers euroindskud til den nye græske møntfod
Dette kan eventuelt kombineres med en bail-in, så man kun får nye penge for en vis procentdel af sine gamle.
– Stempling (!) af alle eurosedler, de græske myndigheder kan få fat i, så de markeres som drakmer, greuro eller hvad den nye møntfod kommer til at hedde

Eftersom det tager et par måneder at få trykt og klargjort en helt ny kontantbeholdning, navnlig hvis det skal gøres hemmeligt (hvad det skal), er stempling den foretrukne løsning. Man møder op hos sin lokale bank og får påført markeringen. Lige kontanterne har normalt ikke udgjort det store problem ved de andre pengeombytninger i europæisk historie, fordi ingen vil brænde inde med de gamle penge, men samme smertefrie overgang kan man ikke forvente ved en grexit.

Grækerne ligger inde med eurosedler og -mønter, som de ville kunne beholde og bruge i udlandet. Da den persiske kejser bad spartanerne om at nedlægge deres våben, svarede de enkelt: Mολὼν λαβέ — Så kom og hent dem. Det bliver nok svaret, hvis de nulevende grækere bliver bedt om at aflevere deres euro til veksling.

Alternativet kunne være, at alle de andre eurolande også foretager pengeombytninger. Selvom eurosedler har samme design landene over, trykkes de med et serienummer, der viser hvilket land de er udstedt til. Græsk-udstedte euro ville kunne tages ud af cirkulation, hvorved man kunne forhindre grækerne i at undgå kontant-delen af pengeombytningen. Men så ville andre EU-borgere pludselig også ligge inde med græske euro med begrænset holdbarhed. Løsningen på dét problem kunne være at lade folk bytte græske sedler og mønter ved forevisning af et ikke-græsk pas, men det er nok de færreste politikere, der ønsker at inddrage Eurozonens øvrige 321 millioner borgere i en græsk pengeombytning.

EU-kommissionen har slået fast, at der ikke er nogen procedure for at forlade eller blive smidt ud af euroen, men det burde de nok se på at få udviklet. Pengeombytning er vanskeligt nok i forvejen, men en småimproviseret grexit  ville være i en anden størrelsesorden.

Douce Commerce – ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2015. 8 svar

En af de ældste teorier i samfundsvidenskaberne, som stadig diskuteres heftigt, er teorien om ’Douce Commerce.’ Teorien siger ganske simpelt, at ureguleret handel og anden kommerciel fører til større tolerance og accept af andre. Overfor Douce Commerce står en lang venstrefløjstradition, der strækker sig tilbage til Marx, som påstår det modsatte – at en ureguleret økonomi gør folk egoistiske og intolerante.

De sidste par år har punditokraternes venner Niclas Berggren og Therese Nilsson brugt en del af deres energi på netop spørgsmålet, om globaliseringsprocesser og økonomisk frihed er forbundet med mere eller mindre tolerance. Therese præsenterede deres nyeste papir om emnet på den danske public choice workshop i fredags, hvor de to svenskere har set på ændringer i økonomisk frihed på tværs af de amerikanske stater, og efterfølgende ændringer i borgernes tolerance overfor racisme, homoseksualitet og ateisme.

Pudsigt nok faldt Thereses præsentation sammen med, at New York Times skrev om deres forskning i går. Sagen er, at de omhyggeligt i en række artikler har vist, at øget økonomisk frihed er positivt forbundet med større tolerance. Fredag viste deres præsentation således, at lavere og mindre progressive skatter i amerikanske stater generelt har været forbundet med en hurtigere ændring mod øget tolerance overfor homoseksuelle og ateister mellem 1982 og 2008.

Som Tyler Cowen skriver i NYT (og her hos Marginal Revolution) er det ganske svært at etablere kausalitet uden der kan stilles spørgsmål ved den. Men Berggren og Nilsson-projektet ved Institut for Näringslivsforskning i Stockholm (for god ordens skyld: Jeg er også affilieret med IFN) har angrebet kausalitetsproblemet meget omhyggeligt og på flere forskellige måder. Projektet peger klart på, at ’Commerce’ så afgjort ’douce’ ser ud, mens større statslig indblanding og regulering generelt er forbundet med en højere grad af intolerance overfor anderledes livsvalg og fravalg af tro.

Fattigdommen rasler ned

Af Otto Brøns-Petersen, den 20. januar 2015. 2 svar

Vi har gennemlevet nogle årtier, hvor fattigdommen i verden er faldet som aldrig før. Alligevel – eller måske derfor – spredes der historier, som forsøger at give indtryk af det modsatte. Vi skal nok vende tilbage med en kommentar til den seneste fra britiske Oxfam. Her er et udmærket svar fra Institute of Economic Affairs. Her er lidt om, hvordan det går med fattigdommen.

Nogle tanker om terrorbekæmpelse

Af Nikolaj Stenberg, den 18. januar 2015. 8 svar

Retssikkerheden er på spil, skriver Berlingeren, i en god, lang artikel om overvågning i form af sessionslogning. Det er den form for internet-overvågning af alt-og-alle, som EU-Domstolen kendte uproportional og ulovlig. Justitsministeriet tøver dog stadig med at rydde op i det danske regelsæt om sessionslogning, ligesom Rigspolitiet angiveligt mener, at masseovervågningen skal fortsætte som før. Samme sang kommer i dag fra chefembedsmanden i Europol, der har været på turnet med en påstand om, at det er bydende nødvendigt med mere overvågning og mere samarbejde.

Statens hovedopgave må være at skabe sikkerhed for borgerne i staten, så deres juridiske rettigheder ikke bliver krænket – fx af terrorister, kriminelle, fremmede statsmagter eller af staten selv. Hvis ikke staten kan give den sikkerhed, hvorfor så have den? For at løse sin hovedopgave må statsmagten selvfølgelig udvikle sig i takt med teknologien og tiden.

Denne punditokrat har ingen kvaler mod fx sessionslogning, hvis bare logningen sker ordentligt, proportionalt og begrundet (link går til Justitia). Det vil sige, at man først skal overvåge personer, når man kan begrunde, hvorfor overvågningen er et nødvendigt næste skridt i efterforskningen. Eller som Jacob Mchangamas sagde i forbindelse med EU-Domstolens dom i sagen om logningsdirektivet:

Jeg vil derfor anbefale … at der for det første alene kan foretages logning af persondata vedrørende konkrete personer, som, politiet har en rimelig formodning om, er involveret i alvorlig kriminalitet, og for det andet at de loggede data derefter alene kan udleveres i henhold til reglerne i Retsplejeloven, der bl.a. kræver mistanke og retskendelse

Overvågning må aldrig blive noget man gør, bare fordi man kan eller fordi det er det mest belejlige. I så fald varetager man hensyn, der ikke er forenelige med de værdier, et frit og åbent samfund bygger på. For at bruge Søren Pinds ord i den førstnævnte artikel:

“Rammer vi balancen rigtigt imellem civilsamfund og demokrati og respekt for frihedsrettigheder? Eller går vi i sidste ende terroristernes ærinde og får skabt totalitære træk ved vores samfund?”

Når det gælder sessionslogning kan man spørge, hvorfor Justitsministeriet har noget imod, at en jurist ved Politiet/PET/FE skal ofre en time til halvanden på at bede retten om godkendelse af en overvågning af en person, personkreds eller måske alle personer i et geografisk afgrænset område i en bestemt periode. Hvis vi formoder – og det mener jeg vi skal – at myndighedernes nuværende overvågninger er både velovervejede og lovlige, ligger man allerede inde med en begrundelse for overvågningen. Det er ikke kompliceret at skrive dén ned, tilføje en underskrift og så sende det hele til retten.

Det ville klæde Justitsministeriet at lave lovgivning, der udviser omsorg for retfærdigheden.

Det er på høje tid, at Justitsministeriet inviterer fx Advokatrådet, Justitia og (ikke mindst) eksperter i retspleje, sikkerhed og grundrettigheder fra de juridiske og politologiske institutter til drøftelser om, hvordan fremtidens danske anti-terrorlovgivning skal udformes: Hvad må Politiet og de to efterretningstjenester gøre selv og hvad kræver en dommerkendelse? Hvad skal retten undersøge, før den kan afsige en kendelse? Hvilke indsigelsesmuligheder skal der være for fx telefonselskaber? Hvordan opnår vi en mere intensiv kontrol med PET og FE’s virksomhed? Hvor går grænsen mellem terrorvirksomhed og almindelig kriminalitet, når det kommer til valg af midler, og hvordan sikrer vi, at Politiet ikke bruger anti-terrormidler til at bekæmpe simpel kriminalitet? Det er bare nogle af spørgsmålene, og de er vigtige.

Juraen er velsagtens det eneste staten kan bidrage med, når det kommer til terrorbekæmpelse specifikt, og kriminalitetsbekæmpelse generelt. Men der er vel også en mere kulturel dimension til spørgsmålet? Som Rune Selsing konstaterer på sin Jyllands-Posten-blog: “Truslen fra terroren kan vi aldrig fjerne med effektive efterretningstjenester, vi kan højest holde den nede.”

Det er rigtigt. Hertil kommer, at Danmark, ifølge Rune, skal:

vise styrke, selvtillid og stolthed. På alle fronter. Det gør vi ved at sætte hårdt mod hårdt. Kriminelle skal sidde i lukkede fængsler, og de skal sidde der i meget længere tid. Så længe de sidder bag tremmer, kan de ikke udøve fysisk kontrol over deres familier, de kan ikke kaste sten efter ambulancer og de kan ikke trække andre med sig ned. Vi skal holde op med at tolerere hærværk, cykeltyveri, baldrede ruder og smårapserier. Tolerance over for den antisociale kriminalitet er ikke et udtryk for civilisation, men det modsatte.

Hvor komplet dysfunktionelt må Danmark ikke fremstå, for det meget store antal indvandrere, der er fuldt arbejdsdygtige og alligevel lever på offentlig forsørgelse? De betragter ikke de ødsle velfærdsydelser som udtryk for menneskeligt overskud, men som dekadence. Det er det jo også.

De moderate muslimer skal vælge os til. Og det gør de hverken ved hjælp af humanistisk pladder eller rationelle argumenter. Det handler om følelser. Om Symbolik og kulturel styrke.

Det kan jeg erklære mig stort set enig i. Hvis den vestlige kultur og civilisation får lov til at degenerere i korrekthed, berøringsangst og værdi-nihilisme, er vi ude af stand til at overvinde andre menneskers “hearts and minds”? Men hvad nu med den balance, Søren Pind var inde på i citatet ovenfor?

Som en med-punditokrat skrev for 10 år siden:

Decentralisering i form af deling af den politiske magt og markedsøkonomi gør skadevirkningerne af terrorangreb mindre. …  Begrænsning af borgerlige, civile og økonomiske rettigheder kan desuden øge rekrutteringen af terrorister. Det er der flere statistiske analyser, der tyder på. …

Det mest effektive middel mod terror er formentlig en mere realistisk opfattelse af, hvor stor – og det vil sige: lille – risikoen er. Det ville begrænse terroraktionernes skadevirkninger markant. Og det kunne være med til at hindre modforholdsregler med små eller ligefrem perverse virkninger.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke (strø?)tanker vores læsere gør sig om emnet. Så giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenfor, og lad det gerne være fyldigt.

Opdatering: Se også Christopher Arzrounis leder i Børsen d. 19. januar: “Hold Hovedet Koldt“, med et opråb imod “Carl Schmitt”-fløjen blandt de danske konservative og ligesindedes affekt-forslag, der for nogles vedkommende ville sætte lands lov og ret ud af kraft:

Men ud over islamisterne har vi også grund til at være bekymrede over de mennesker, der vil frelse os fra dem.

Det er blevet bemærket, at Pia Kjærsgaard (DF) foreslog brugen af “nødret”. Sandsynligvis har hun ikke fattet, at begrebet indebærer at sætte landets almindelige love ud af kraft. Og derfor er det ikke hendes følelsesudbrud, der er grund til at være bange for.

Det egentlige problem er nogle lidt mere sofistikerede personer, som fisker i rørte vande i det nationalkonservative miljø, som foragter, hvad de betragter som de liberale demokratiers svagheder. I dette miljø er det blevet normalt igen at henvise til “den tyske jurist Carl Schmitt”, som han benævnes.

…

Han burde læse Karl Poppers klassiske værk “Det åbne samfund og dets fjender” fra 1945, som netop giver et realistisk og liberalt svar på, hvordan frihedens institutioner skal forsvare sig mod den totalitære trussel, uden at sætte friheden over styr. Der er således ingen grund til at smide liberalismen ud med badevandet i det liberale demokrati.

Er Den internationale Straffedomstol biased mod Israel?

Af Nikolaj Stenberg, den 17. januar 2015. Skriv et svar

icc_logoDét er et af de spørgsmål nogen har stillet efter Det Palæstinensiske Selvstyre – i øvrigt i strid med Oslo-fredsaftalen – har meddelt, at man agter at tiltræde Rom-statutten.

Over hos Volokh Conspiracy har Eugene Kontorovich forsøgt at give svaret i to blogindlæg om emnet, som jeg på det varmeste skal anbefale:

  1. Palestinians seek to take advantage of ICC’s unique “Israel” provision
  2. Is the International Criminal Court biased against Israel?

 

Dansk Public Choice Workshop 2015

Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2015. 3 svar

Hvert år afholdes den danske Public Choice Workshop i januar, og i år er Aarhus Universitet vært for arrangementet. Workshoppen løber af stablen fredag den 23. januar klokken 11, og afholdes på Institut for Økonomi. De senere års tradition tro er der åbent for alle kolleger fra forskellige institutioner, inklusive PhD-studerende og interesserede kandidatstuderende.

Som altid er der en bred palet af emner i løbet af dagen. Som noget nyt har vi inviteret kolleger fra Lund og Hamborg med, og får også fornøjelsen af en dansk kollega fra Groningen. Programmet ser således ud:

11-12.30

Philipp Schröder (AU): Harmonization versus Mutual Recognition

Gert Tinggaard Svendsen (AU): Waste of Resources? Countervailing Lobbying in the EU ETS

Lasse Aaskoven (KU): Public Sector Unions and Contracting Out in Danish Municipalities

13.20-14.50

Therese Nilsson (Lund): Tolerance in the United States: How free markets transform racial, religious, and sexual attitudes

Rasmus Wiese (Groningen): Expressive voting and ideology in a laboratory democracy

Sylvanus Afesorgbor (AU): Impact of Economic Sanctions on Income Inequality of Target Nations

15.20-.16.50

Irina Mirkina (Lund): Pushed by Poverty or by Institutions? An Analysis of Migration Determinants

Martin Paldam (AU): The Political Economy of Church Building in Denmark

Jerg Guttman (Hamburg): Mapping the Road to Freedom

17.00-18.30

Christina Mangaard Jørgensen (AU): Did Africa’s First Choices Matter? Growth Effects of Leaders at Independence

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Inflation targeting and macroeconomic performance since the Great Recession

David Dreyer Lassen (KU): Petro Rents, Political Institutions, and Hidden Wealth: Evidence from Offshore Bank Accounts

The Wild Bunch – ny forskning i populisme

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2015. Skriv et svar

En ny, interessant artikel, der er på vej ud i Economics of Governance (gated version her), tager fat på spørgsmålet om populistiske politikere egentlig er så skadelige. Forfatterne, Julio Revuelta (Universidad de Cantabria) og punditokraternes ven Martin Rode (Universidad de Navarra), svare bekræftende på spørgsmålet. Ved at sammenligne statslederes grad af populisme, målt ved et tekstbaseret indeks udviklet af Kirk Hawkins, med efterfølgende ændringer i økonomisk frihed kan Rode og Revuelta vise, at særligt retslig kvalitet og reguleringsfrihed svækkes betragteligt når et land får en populistisk leder. Så skal man være bekymret for Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og forskellige andre udpræget populistiske partier? Svaret synes at være ja. Papirets abstractet er her:

The debate on populism has recently been revitalized by the rise of new political actors, especially in Latin America and Europe. Despite the renewed interest, the concept of populism remains vague, complicating any empirical investigation on its political and economic outcomes. Still, all populist politicians strongly emphasize the defense of the commonman’s interest against those of privileged elites, suggesting that such governments will have notable implications for economic policy and institutions. Using a non-partisan indicator of populism, this paper seeks to assess the impact of populist policies on institutional change, as measured by the economic freedom of the world index. Results indicate that populist governments actively reduce economic freedom. In particular, they erode legal security, reduce freedom to trade, and tighten economic regulation. Findings expand on previous research with empirical methodology, questioning the importance of ideological orientation in some definitions of populism.

Om at EU-Domtolen sagde nej til menneskerettighedskonventionen

Af Nikolaj Stenberg, den 11. januar 2015. Skriv et svar

Skamlæs selvpromovering er ikke noget, vi går af vejen for. Derfor en henvisning til et nok alt for langt indlæg jeg havde hos Børsen forleden. Det handler om, at EU-Domstolen den 18. december sagde, at EU ikke må tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og i den forbindelse kom til at lyde næsten som en såkaldt EU-skeptiker. Det kan læses her.

Væsentlige bøger i 2014

Af Niels Westy, den 8. januar 2015. Skriv et svar

Som afslutningen på vores lille serie over 2014, set med borgerlig-liberale øjne, slutter vi af med at fremhæve to bøger fra det forgangne år.

Det kreative samfund

ItemImage (1)Man kommer naturligvis ikke uden om Lars Tvede‘s fremragende gennemgang af hvorfor og hvordan Vesten kom til at dominere og drive verden frem. Tvede’s måske største bedrift med Det kreative samfund, er, at hans bog er skrevet, således at også lægmand kan få udbytte af den.

Bogen fik da også gode anmeldelser vedudgivelsen, og selv Politiken var begejstret.  Det er egentlig ikke fordi Tvede bringer ny viden på banen. Men for det første er bogen velskrevet og for det andet må man ikke undervurdere betydningen af at den er på dansk. Tvede har med sin bog gjort det borgerlig-liberale Danmark en stor tjeneste, og det skal han have tak for.

 

Det mindst ringe

ItemImageVi kommer heller ikke uden om forskningschef og forfatter Henrik Christoffersens fremragende bog, Det mindst ringe. Her sættes folkus på udviklingen i det danske demokrati og velfærdsmodellen de seneste 6 årtier. Begejstringen er til at overse, og med overlegen analytisk sans påpeger Henrik Christoffersen den lange række af områder, hvor den danske velfærds- og omfordelingsmodel er ødelæggende for vores velstand og demokrati.

Som der står i omtalen på Cepos hjemmesider, hvor Henrik Christoffersen har sin daglige gang:

“En demokratisk indretning af samfundet, hvor borgerne er lige, hver med én stemme, blev lov i Danmark i 1953. Dette opgør med særrettigheder for de besiddende kom på et tidspunkt, hvor danskerne endnu kendte den ydmyghed, som fulgte med erfaringen om, hvorledes sult kunne være en realitet for de svageste. Men det var også tiden, hvor beruselsen fra befrielsen rådede, og hvor optimismen og troen på bedre tider var stærk.

I bogen ’Det mindst ringe’ tegner  et billede af et demokrati, som blev til i ånden fra folk som K.E. Løgstrup og Hal Koch. I dette velfærdssamfundets demokrati skulle demokratiet handle om samtale og søgen efter den fælles forståelse. De nye toneangivende velfærdsøkonomer talte om den fælles interesse, hvor velstandsfremgang ville gavne alle, og hvor overflod ville gøre kultur mere interessant end økonomi.

I ’Det mindst ringe’ undersøger bogens forfatter, hvordan danskerne har forvaltet dette lighedens demokrati, efterhånden som den ydmyge og troskyldige forestilling om den fælles interesses råden blegnede. Det er blevet til en beskrivelse af et samfund, hvor kamp om fordelingen efterhånden har taget magten over politikken i en grad, så den fælles interesse i en udvikling, som sikrer mere velstand til alle, har en tendens til at fortone sig.

Denne udgivelse har godt nok ikke fået samme store omtale som Tvede’s bog, men det burde den. Den er et “must read” for enhver der kærer sig om om udviklingen og fremtiden i vort land.

Men man kan kan jo starte med at se nedenstående video, mens man venter på bogen.

PS. Som det fremgår er begge videoer optaget på Cepos, hvor den ene af de to bøgers forfatter har sin daglige gang. Det er naturligvis ikke noget tilfælde. For uanset hvor mange årlige lister man laver, så kommer vi ikke uden om, at Cepos, som startede for blot 10 år siden og alene finansieres med private midler, uden tvivl indtager en helt central rolle i bestræbelserne på at fremme et mere velstående og frit samfund.

Liberale, som har gjort en forskel i det forgangne år

Af Nikolaj Stenberg, den 8. januar 2015. 3 svar

Af redaktionen

2014 var et sløjt år for borgerligt-liberale. Meget af den klarere debat om holdninger druknede i personsager og valgrygter, og internationalt bragte både Piketty-bogen og metodisk elendige studier fra IMF og OECD venstrefløjen på krigsstien. Heldigvis er der stadig flere, som holder debatten i live og insisterer på kvalitet i stedet for uargumenterede påstande.

Ligesom de senere år har vi derfor udvalgt en række personer, som vi har haft glæde af at læse, se på, lytte til og/eller diskutere med i året der er gået. Man behøver derfor ikke være enige i et og alt – vi er ikke dogmatiske her på stedet – men de nedenstående danskere har bidraget fundamentalt til debatten.

Vi er ikke nødvendigvis enige med dem i alt.  Men de bidrager til en velargumenteret og frem for alt informeret debat – og til kvaliteten  af det borgerligt-liberale univers.

Rasmus_Brygger_770105aRasmus Brygger skal fremhæves fordi han er eksponent for det, vi tolker, som en variant af fænomenet ”bleeding heart libertarianism”. En udlægning af den liberale politiske ideologi, der fokuserer ligeså mere eftertrykkelit på såkaldt social retfærdighed, og lidt mindre på frihedsrettigheder og frie markeder.

Han kalder sig selv for “hippieliberal”, mener fx at tonen i debatten lægger arbejdsløse for had, tegner en linje fra den klassisk liberale kamp for lige (grund)rettigheder til moderne politisk feminisme og har været ude at forsvare den svenske immigrations- og asylpolitik. Det er andre toner end normalt – og dét er for så vidt forfriskende. Brygger står ved, at ”[samfundet ikke skal] styres af standardiseringer og ministerielle beregninger, men af den enkelte borgers sunde fornuft og frie valg” og er en af de få, der melder klart ud om, at lokal selvbestemmelse er en mærkesag.

Det bliver interessant at se, om Rasmus Bryggers liberalisme-variant er så fordøjelig i parnasset – hvor den traditionelle liberale sang om rettigheder (naturlige eller ej), økonomiske konsekvenser og politisk økonomi synges for døve øre – at vi ser tidligere ikke-liberale springe ud som ny-liberale. Og hvad nu, hvis det ikke sker? Vil der så være tale om andet end positionering i debatten? Herfra håber vi det bedste!

Lars Seier Christensen har markeret sig med en liberal profil, der deler vandene. Han er elsket og elsket at hade. lars-seier-christensen-saxo-2011-300x225Hvor mange råber på “virksomheders sociale ansvar” – og næsten alle virksomheder har en “CSR-politik” af overfladiske floskler og symbolske tilskud til ukontroversielle organisationer – viser Seier både mod og ægte samfundssind, som ingen andre i erhvervslivet. Han siger sin mening og bakker op om de ting, han tror på. Hvor mange andre erhvervsfolk deltager uforfærdet i den offentlige debat, uden at det handler om deres eget produkt eller egen bundlinie? Hvor mange andre sponsorer i cykelsporten ville have stået bag et hold i medieorkanens øje? Det burde alle respektere, uanset om man er enig i hans mission eller ej.

Problemet er jo, at ægte samfundssind er et “kollektivt gode”. Derfor udbydes der ikke så meget af den – specielt hvor der er risiko for at komme i modvind. Så meget mere grund er der til at sætte pris på en erhvervsmand, der tør. At det er med klare liberale synspunkter, gør det ikke dårligere.

Vi kommer heller uden om debatredaktør hos Dagbladet Børsen, Christopher Arzrouni. I lighed med 2013, var han også i det forgangne nok den væsentligste borgerlig-liberale stemme i den offentlige debat.christopher

Og på trods af en ikke sjældent helt utilbørlig behandling fra andres side, formår han som få at bevare roen, mens han konsistent og konsekvent argumenterer på et fatuelt og vidensbaseret grundlag. Det så vi ikke mindst i den debat der udspandt sig i efteråret mellem Arzrouni og et andet medlem af etisk råd, Jørgen Carlsen, i både Kristeligt Dagblad, Radio24syv og Deadline.

Jacob MchangamaJacob Mchangama skal ikke mindst fremhæves for sin insisteren på at tage retssikkerhed og kvalitet i lovgivning alvorligt. Han er ægte, seriøst liberal og kan derfor nogle gange finde de bedste holdningsfæller i venstrefløjens partier. Med andre ord er han beundringsværdigt illoyal overfor såkaldt borgerlige politikere og partier, men konsistent borgerligt-liberal i sine holdninger.

Justitia, hans nye tænketank, er kommet godt fra land og med et rimeligt fast og ekstremt godt samarbejde omkring forsknings- og formidlingsaktiviteter med en vis punditokrat, kan vi næppe heller komme udenom ham.

Hos Jacob holdes den liberale frihedstanke i live på den bedst mulige måde.