Månedsarkiv: august 2020

Politik uden grænser lig kollektivisme uden grænser.

Af Aksel Tarras, den 29. august 2020. Skriv et svar

Politik fylder næsten alt i det offentlige rum. Det er politiske diskussioner, der præger mediebilledet, og diskussioner der ikke burde være politiske, gøres til politiske diskussioner, fordi 68-generationens kampråb ”alt er politik” har gået sin ubønhørlige sejrsgang lige siden. Når alt er blevet politik, vil den enkeltes ansvar og dermed frihed langsomt, men sikkert erodere. Den tysk-amerikanske politiske teoretiker Hannah Arendt skriver om totalitarismen, at den er en frugt af moderniteten, at det totalitære samfund kun eksisterer i det moderne velordnede, velstrukturerede og gennemregistrerede samfund.

Når alt er blevet politik er konsekvensen, at når en person anser et eller andet for et problem, gøres dette til en del af den politiske dagsorden. Politikerne vil gerne hjælpe personen, der har fremført et emne som et problem. Dermed bliver problemet et samfundsanliggende og i sidste ende genstand for regulering og statsliggørelse. Hermed reduceres ansvaret fra dem, der nu reguleres og dermed deres frihed. Derfor bør pejlemærket for politikerne altid være (som Otto Brøns-Petersen har formuleret det): ”spørgsmålet er aldrig om borgernes handling er nødvendig. Spørgsmålet er alene, om det er nødvendigt at forhindre en borgers handling. Hvis staten ikke har en god grund, bør alt være tilladt. Det er kun statens handlinger, som skal begrundes med, at de er nødvendige. Alt andet er totalitær kollektivisme”.

Dette bør også være rettesnoren i den betændte debat om drengeomskærelse. Indgrebet er ikke handicappende, hvorfor der ikke er grund til et forbud. Ligeledes foregår det i Danmark under ordnede forhold. Dermed vil et forbud være et kraftigt indgreb i den enkelte jødiske og muslimske familie. Forældre gør tit mærkelige ting, som vi der står på sidelinjen og iagttager ikke kan forstå eller ville gøre anderledes. Vi er mange, der lever uden denne skik, men derfor har vi ingen grund til at blande os i andre forældres opdragelse. I et borgerligt samfund, skal familien have ansvaret for opdragelsen af børnene. Det betyder, at der foregår ting vi enten ikke bryder os om eller ikke forstår.

Staten, kommunen har allerede alt, alt for store rettigheder til at gå ind og blande sig i, hvordan familierne har det. Hvis der er mistrivsel i en familie, skal kommunen gribe ind, der etableres skilsmisserådgivning, børn sættes i familiepleje, børn tvangsfjernes. Skoler og daginstitutioner er pålagt en underretningspligt til kommunen. Lærerne og pædagogerne er socialstatens forlængede observatører for om det nu går godt i den enkelte familie. Den totale socialstat er allerede uhyggelig langt inde i familiernes liv. Alt sammen for børnenes skyld, alt sammen for, at de svage skal beskyttes. Men staten kan ikke skabe lykkelige familier, men den kan godt skabe ulykkelige. Der er naturligvis tragiske sager, hvor børnene ikke kan være hjemme hos deres forældre eller blot en af dem, men det er undtagelsen – ikke reglen.

Det at staten vil, at forældre skal opdrage på en bestemt måde, med bestemte normer, det prædikede 1968 oprøret også, hvor alt var politik – og især på familiens område. Børn skulle opdrages i institutioner, ikke hjemme. Opdrages af professionelle pædagoger, ikke uuddannede forældre. Børn var ikke forældrenes og familiens, men kollektivets. Den kollektive opdragelse var et skridt på ufrihedens vej. Det vil et forbud mod drengeomskærelse også være, fordi det er et indgreb i familiens frihed til at opdrage børnene som disse forældre finder bedst. Staten – eller et flertal i befolkningen – skal ikke lægge deres normer ned over et mindretal. I de totalitære regimer i det tyvende århundrede, forstod man familiens betydningen for den individuelle selvstændighed, hvorfor man gjorde alt for at overvåge familierne og indoktrinere børnene. 

Så er der derudover det kulturelle argument, at jøderne i århundreder har været en del af det danske samfund. Skulle vi nu sige til dem, at I er ikke velkomne i vort samfund? Det er både religiøse og sekulære jøder, der praktiserer skikken. Hvis indgrebet havde været handicappende, så ville veluddannede jøder nok have ophørt med den. Jøde – og kristendom er det kulturelle fundament under vort samfund, sammen med den græsk – romerske kulturarv. Der er ting, vi gjorde i tidligere tider, men som vi ikke gør i dag. Betyder det, at vi er mere civiliserede? Det er en anden diskussion, men det betyder, at det vi ikke bryder os om i længden, det ophører med tiden helt af sig selv. Hvorfor man aldrig, aldrig skal spørge om en borgers handling er nødvendig, men alene om statens er – og her er der ingen grund til, at staten regulerer og ulovliggør noget, der har været lovligt og uproblematisk i al den tid, jøder har boet i Danmark.

Det er det mest antisemitiske lovforslag i Europa siden 1945. Det er også paradoksalt, at politikere der ellers taler imod ”muslimbashing” nu helhjertet støtter et forbud, der alene vil ramme jøder og muslimer. Men politikere har jo som bekendt holdninger, ikke principper. Holdninger der følger tidsånden, og ethvert fremført problem, skal tages alvorligt, for ikke at risikere en konflikt med folkestemninger. Derfor støtter nominelt borgerlige et lovforslag rettet mod jøder i det land, der blev verdenskendt for at hjælpe jødiske medborgere under 2. Verdenskrig. Nu skal der så vedtages et lovforslag, der vil fordrive jøderne fra Danmark.

Derudover står der et spørgsmål tilbage: hvad bliver resultatet af et forbud? Skal børnene tvangsfjernes fra familier? der alligevel praktiserer det, på trods af et forbud. Hvad vil man opnå med en kriminalisering af velfungerende familier? Fordi, man forbyder noget, så ophører det jo ikke. Når noget forbydes, så må det være for at straffe og håndhæve en retfærdighed. Mord er forbudt, det begås alligevel, men domstolene håndhæver en retfærdighed ved at straffe morderen. Men, hvad med drengeomskærelse? Skal forældrene betale en bøde? Eller hvad, hvis de får indgrebet gjort i et område, hvor det er lovligt? Hvorfor skal forældre betale en bøde? Eller skulle de betale en erstatning til drengen? Sætte et bestemt beløb ind på børneopsparingen? Skal faderen i familien i fængsel? Eller moderen, når det nu er jøder, vi taler om?

Når der udbetales erstatning, så er det til skadelidte af skadeforvolderen. Men her er der ikke nogen, der har lidt overlast. Et argument er, at drengen er mindreårig og derfor krænkes hans rettigheder, han kan ikke sige fra eller til. Når forældre opdrager mindreårige, så kan de mindreårige netop ikke sige fra eller til, det er hele formålet med opdragelsen, at gøre de umyndige myndige. De fleste børn – når de bliver voksne – er på et eller andet område utilfredse med deres opdragelse. Utilfredse med en beslutning eller et princip deres forældre håndhævede. Nogle har ar på sjælen, der er langt vanskeligere at leve med, end det fysiske ar fra omskærelsen.  Vi lever i en uperfekt verden, det at lære at leve i den uperfekte verden, hvor mennesker gør mærkelige ting, det er det individuelle ansvar og frihedens pris.

Det er også lidt spøjst, at i liberale kredse, hvor man godt forstår det problematiske i forbud mod hash og narko, der vil mange have et forbud mod drengeomskærelse. Men med drengeomskærelse vil man løse et ikke problem med et forbud. Gennem et voldsomt indgreb i den enkelte familie. Når man nu ved, at forbud ikke løser noget. Et indgreb, hvor staten bliver større og den enkelte familie mindre. Det kan aldrig være klassisk liberal politik.

Forslaget ligger fint i en socialliberal tradition, fordi det socialliberale har alle argumenterne for at gribe ind i folks tilværelse og regulere og herse med den enkelte, altid med argumentet om at ville beskytte den enkelte, altid for at gøre godt, men staten kan aldrig gøre godt. Den kan alene sætte rammerne for tilværelsen og her kan de sættes mere eller mindre bredt. I dagens socialstat vil et forbud blot være endnu en indsnævring, endnu et element i et område, hvor socialstaten allerede har stor magt til at overvåge og kontrollere. Et forbud vil kun ramme få mennesker i Danmark, men det næste indgreb i familiernes ageren vil ramme bredere. Det næste vil være et forslag imod psykiske ar på sjælen, omskærelsen giver et fysisk ar, men hvad skal vi gøre for de børn, der vokser op i familier, hvor der ind imellem råbes højt? Skal vi så have et forbud mod at skælde ud? Det bliver jo det næste. Der er pædagoger, der har den holdning. Det er en del af socialkonstruktivismen, hvor man regulerer sig til en bedre verden – eller rettere en uhyggeligere verden – hvor familierne er overvåget og kontrolleret i alt.

Al lovgivning og regulering af familierne glemmer, at forældre faktisk elsker deres børn og aldrig vil gøre dem noget ondt. De tragedier der er, de er omfattet af lovgivningen. Her straffes forbryderne, morderne, sædelighedsforbrydelser. De er heldigvis få. Forældre elsker deres børn, vi gør alle mærkelige ting, alle forældre begår fejl. Verden bliver ikke bedre af et forbud. Den bliver ondere og mere kold, fordi staten er blevet større. Det ”anonyme bureaukrati” (Hannah Arendt) vokser med forslaget – og det er totalitær kollektivisme.

The Ecological Fallacy

Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2020. Skriv et svar

Det er ekstremt vigtigt at have ordentlig, troværdig statistik på forhold af samfundsmæssig konsekvens. Statistik gør dog ikke nogen positiv forskel, hvis den ikke bliver fortolket omhyggeligt og fornuftigt. Et helt særligt problem plager ofte medierne – og visse forskere – når de forsøger at udtale sig om, hvad der foregår når noget på nationalt eller regionalt plan ændrer sig. Problemet kaldes the ecological fallacy: Når man fortolker data på makroniveau som evidens for en bestemt type adfærd på mikroniveau.

Vi giver et konkret eksempel på problemet i dag, hvor basis er data på sammenhængen mellem social tillid – dvs. tillid til andre mennesker helt generelt i ens samfund – og folks tilfredshed med deres liv. Data er fra 23 vestlige lande og 20 tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa, og kommer fra den syvende bølge af the World Values Survey. Som illustration plotter vi først den gennemsnitlige tilfredshed i de to grupper blandt individer, der stoler på de fleste mennesker versus dem, der ikke gør. For det andet plotter vi den gennemsnitlige tillid overfor den gennemsnitlige tilfredshed i de to grupper.

Ser man på de blå søjler og blå prikker, hænger de to billeder sammen. Tillidsfulde individer i vestlige samfund er typisk godt et halvt point mere tilfredse på en tipunkts-skala, og mere tillidsfulde samfund har tydeligt mere tilfredse befolkninger. Vi vender dog tilbage til de to billeder, da der er en vigtig detalje. Men foreløbig er det vigtigste billede det, de to røde søjler og de røde prikker tegner. Mens forskellen på individer med og uden tillid er en smule mindre i tidligere kommunistiske lande, findes den meget tydeligt. Ser man på tværs af de 20 lande i den anden figur, er der derimod en næsten perfekt sky – en næsten total mangel på sammenhæng.

Folk kan derfor hurtigt begå the ecological fallacy, hvis de konkluderer på basis af landesammenligningerne, at individer er anderledes i tidligere kommunistiske lande, så de enten ikke værdsætter tillid eller ikke får nogen individuel velfærd ud af at være tillidsfulde. Men når man går ned på individniveau, som i den første figur, er det meget tydeligt at de ikke er fundamentalt anderledes end borgere i vestlige samfund uden en kommunistisk fortid. En sådan konklusion på basis af nationale sammenligninger vil derfor være faktuelt forkert.

Hvis vi her mod enden vender tilbage til de blå sammenligninger, er der en ekstra detalje, der er værd at lægge mærke til. Hvis alt det der sker, er at visse individer får noget ud af at være tillidsfulde, burde forskellen på de mindst tillidsfulde lande – Cypern, Grækenland og Tyrkiet – være den individuelle tillidsgevinst gange med tillidsforskellen mellem disse lande og de mest tillidsfulde, Danmark og Norge. Med andre ord, den ville være 0,65 * 0,53 = 0,34 point, men den er i virkeligheden cirka 1,5 point. Der er således et eller andet, der foregår på nationalt plan i vestlige lande, som ikke kan spottes i individuelle forskelle.

Med andre ord ser det ud til, at man kan lave the ecological fallacy den anden vej, så at sige, ved at tro at individforskelle fortæller hele historien. En af flere effekter, der er veldokumenterede i forskningen, er således at stabilt demokratiske højtillidskulturer også udvikler langt bedre retsvæsener, der gør landet rigere og hæver folks tilfredshed uanset om de er tillidsfulde eller ej.

Bundlinjen i dagens post er således, at man skal være ekstremt påpasselig med at fortolke og konkludere på data fra ét niveau, men hvor ens forklaringer handler om adfærd på et andet niveau. Det gælder, uanset om man taler om tillidseffekter, udvikling i smittetal, eller ændringer i eksportsektoren. Vi håber derfor, at vores læsere kan spotte en mulig ecological fallacy de (mange) gange, medierne begår den.

Here comes Metteeee…!

Af Jonas Herby, den 23. august 2020. 20 svar

Jeg har før på denne side beskrevet, hvordan svenske tilstande i Danmark langt fra ville have været den katastrofe — set i et historisk perspektiv —  som mange ellers har udråbt det til (se her og her). Konklusionen var, at selvom der døde relativt mange i foråret 2020, så havde vi tidligere oplevet dødeligere måneder uden at gøre noget. Bl.a. i december 1993, som — uanset hvordan man ser på tallene — fremstår som den dødeligste måned i Danmarks efterkrigshistorie.

Nedenstående figur viser samme historie for Sverige. Figuren viser døde pr. 100.000 indbyggere i hver måned normaliseret til forholdet mellem dødeligheden 2015-2019 og de fem forudgående år. I marts 1954 døde der fx 99 pr. 100.000 indbyggere. Den gennemsnitlige dødelighed i de fem år op til måneden (82/100.000) var imidlertid højere end dødeligheden 2015-2019 (75/100.000), så derfor er værdien i figuren 91 (=99 / 82 x 75).

Figuren viser, at der ikke er så meget at rafle om i forhold til COVID-19 overdødeligheden i foråret 2020. Overdødeligheden i april 2020 var høj, men lavere end under influenzaen i december 1993, januar 1951 og december 1988 (i nævnt rækkefølge) og ikke væsentligt højere end andre influenzasæsoner jf. top 10 dødeligste måneder nedenfor.

Så langt så godt. Politikerne (og vel egentlig også alle os andre) i Danmark gik tydeligvis i panik, da man anvendte voldsmonopolet i uhørt omfang til at bekæmpe en hændelse, der sker med jævne mellemrum.

Men nu har panikken lagt sig, og vi kan se frem til en vinter, hvor magten anvendes med mere afmålthed. Det var i hvert fald min tanke, indtil jeg tjekkede top100 dødeligste måneder i Sverige. Det viser sig nemlig, at stort set alle (98 ud af 100) dødeligste måneder ligger i perioden december til marts (med februar som en underlig outlier), jf. nedenstående tabel.

Kun to måneder ligger uden for december-marts. Og det er april 2020 og maj 2020. Altså to corona-måneder.

Der kan være mange teorier for, hvorfor det lige er december-marts, der er de dødeligste måneder – og hvorfor februar er en outlier. Jeg hørte en fortælle, at julefrokoster og julehygge var en af de helt store dræbere. Bedstefar kommer hjem fra plejehjemmet for at hygge med familien, bliver smittet med influenza og dør nogle uger senere. Det lyder plausibelt, men hvor stor en del af forklaringen det er, ved jeg ikke.

En sandsynlig forklaring, som Bjørnskov et. al har peget på her, er ”dry tinder”-forklaringen. Udtrykket er lånt fra skovbrænde, hvor forekomsten af masser af tørt træ i skovbunden efter lange perioer uden skovbrande ofte forklarer store skovbrande. Idéen er, at fordi influenza-sæsonerne 18/19 og 19/20 var usædvanligt milde, er der mange ældre, der undgik at dø af influenza det år, men som til gengæld døde af corona. Effekten ses tydeligt i nedenstående figur, hvor døde pr. 100.000 er afbildet hen over influenzasæsonerne.

Som det fremgår, var både 18/19 og 19/20 (røde kurver) usædvanligt milde influenza-sæsoner sammenlignet med de tidligere år. Corona har derfor i et eller andet omfang gjort det, som influenzaen ikke gjorde. Bjørnskov et al. estimerer, at ”dry tinder”-effekten kan forklare ca. halvdelen af dødsfaldene som følge af corona. Bemærk i øvrigt, at “dry tinder” også potentielt forklarer, hvorfor april 2020 er endt helt oppe som den 4. dødeligste måned siden krigen.

Uanset hvad årsagen er, tyder tallene på, at vi (i Danmark i hvert fald, hvor tallene tyder på, at der også er masser af ”dry tinder”) langt fra har overstået det værste ved corona-pandemien endnu. Måske var vi bare heldige, at den ramte så sent på vinteren, at vi ikke rigtig blev smittet.

Derfor gør tallene mig nervøs

Corona er farlig. Ingen tvivl om det. Men corona er her, uanset om vi vil det eller ej. Og spørgsmålet er, hvordan vi så lever med den. I marts overtog staten styringen af samfundet og lukkede ned (mere eller mindre) på må og få. Effekten på dødstallet af nedlukningerne er – som Bjørnskov og andre har beskrevet flere steder – tvivlsom. Men omkostningerne er derimod meget reelle. Min stærkeste oplevelse var, da jeg fik fortalt, at et fjernt familiemedlem, der bor på plejehjem, havde sagt, at hun ”hellere ville have besøg og dø”. Hvor mange gamle har det på den måde? Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg selv – når jeg når den alder – ville foretrække en sidste jul med familien og så dø i januar, frem for en jul i isolation og så dø i april eller juni. Mennesker er forskellige, og netop derfor er det stort set umuligt at lave central regulering i form af nedlukninger, forbud og påbud, som forbedrer folks liv.

Men har politikerne også den indsigt? Mange politikere — herunder ikke mindst regeringen, men også mange sundhedsordførere — har flittigt fortalt en historie om, hvordan deres indgreb og visdom redde Danmark fra en katastrofe. I Aarhus førte nogle få ekstra smittede for nylig omgående til nye forbud og påbud, der kom som en tyv om natten.

Hvordan reagerer disse politikere, hvis/når dødstallene begynder at stige?

Så siden jeg kiggede på tallene, har mine tanker derfor kredset om disse to ting:

  1. Hvordan vil politikerne reagere, hvis/når dødstallene begynder at stige?
  2. Hvordan beskytter jeg mig selv og min familie mod politikernes reaktion.

Måske er det tid til at booke en hytte i Sverige, hvor hele familien — uden statens viden — kan samles for at fejre julen. Om så det bliver vores sidste jul sammen.

Ved socialdemokraterne slet ikke, hvordan økonomien fungerer?

Af Otto Brøns-Petersen, den 20. august 2020. 4 svar

Forleden skrev vi om, at skatter ofte rammer andre end dem, man tror. Selskabsskatten bæres f.eks. primært af lønmodtagerne.

Læs resten →

Smittestigning – en opdatering

Af Christian Bjørnskov, den 19. august 2020. 24 svar

Forleden skrev vi om, hvordan Seruminstituttets data ikke indikerede, at der var en klar smittestigning. Problemet var, at instituttet og medierne primært bragte absolutte tal i stedet for at rapportere andele af de testede. Efterfølgende klagede flere læsere over, at der måtte være fejl i tallene. Når det sker, checker vi naturligvis vores data – når vores almindelige job giver os tid til det – og det viste sig, at læserne havde ret. Vi skylder derfor en særlig tak til Theis Dekkers Gjedsted for selv at have taget et kig på overvågningsfilen fra SSI. Hvor datafejlen er opstået, ved jeg ikke, men de korrekte data er interessante i sig selv.

Læs resten →

Post hoc ergo propter hoc

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2020. Skriv et svar

Dagens talemåde på latin betyder ”efter dette, derfor på grund af det.” Den udtrykker en meget intuitiv måde at tænke på årsagssammenhænge: Hvis noget kommer før noget andet, må det første være årsagen til det andet. Sex kommer før graviditet, alkohol kommer før fuldskab og freden kommer efter krigen. Sådan tænker mange mennesker, og det er i mange tilfælde helt korrekt. Der er dog tale om en klassisk misforståelse i etableringen af evidens, hvis man tror at post hoc ergo propter hoc altid gælder.

Lad mig tage et standardeksempel fra undervisning: Et billede af en bebumset 15-årig dreng, en lovprisning af en ny bumsecreme, og et billede af den samme 16-årige dreng uden bumser. Forsvandt bumserne på grund af bumsecremen? Svaret er nej, da reduktionen af bumser i stedet skyldes en anden udvikling der falder sammen med brugen af bumsecreme – naturlige hormonændringer hos teenagere. Økonomer bruger derfor ofte de nedsættende begreber bumsecreme- eller shampooevalueringer om de typer analyser, der begår fejltagelsen.

Det præcist samme gælder politiske indgreb, hvor politikere efterfølgende tager æren for at have opnået dette og hint. Hvis man for eksempel forestiller sig et samfundsproblem, der kan være af et omfang mellem 0 og 150, omfanget er på 100 før et politisk indgreb, og på 80 efter indgrebet, vil mange nok konkludere, at indgrebet virkede fordi problemet er blevet mindre efter indgrebet. Det vil til enhver tid også være de ’ansvarlige’ politikeres påstand.

Men hvad hvis problemets omfang blev reduceret med 10 i ugerne op til indgrebet og med 10 i ugerne efter – skal man så også konkludere, at indgrebet virkede? Hvad hvis problemet blev reduceret med 10 i ugerne efter indgrebet, men lignende lande også oplevede en tilsvarende reduktion uden at have ført nogen politik mod det? Hvad hvis vi havde erfaring for, at denne type problem forsvinder af sig selv og måske hurtigst uden politisk indblanding – som f.eks. udsving i landbrugets priser og indtjening?

Svaret er, at man altid skal være skeptisk når en påstand om effekt ikke er ledsaget af nationaløkonomers yndlingsspørgsmål: Sammenlignet med hvad? For at kunne hævde noget om effekt, må man sammenligne med noget og sammenligning må være direkte relevant. Det bliver således ofte til at spørgsmål om at etablere en korrekt ’counterfactual’: Hvad ville der være sket med dette land / denne virksomhed /disse borgere på dette bestemte tidspunkt, hvis man ikke havde foretaget det politiske indgreb?

Jo større problemerne er, og jo mere et politisk indgreb sælges som enten ’visionært’ eller ’uundgåeligt’, jo mere bør man holde fast i at stille krav om evidens. Ord som visionær, indlysende nødvendig og uundgåelig dækker forbløffende ofte over, at politikerne der foreslår politikken ingen evidens har, og endda i mange tilfælde at den tilgængelige evidens direkte modsiger visionen og dens effekt.

Man kan høre politikernes påstande, der ofte viderebringes ukritisk af medierne, man kan selv mene, at indgrebet burde virke, og man kan håbe på at ’this time is different’. Men man bliver nødt til at holde fast i, at intet af det er evidens. Uden en korrekt sammenligning eller en overbevisende counterfactual er det bare løse påstande som ingen intelligent borger bør tro på.

Hvor er smittestigningen?

Af Christian Bjørnskov, den 14. august 2020. 34 svar

Den seneste uge har regeringen advaret danskerne om, at smitten af SARS-CoV-2 er ved at brede sig. Der har for eksempel været lokale udbrud blandt en gruppe slagteriarbejdere i Ringsted, et somalisk miljø i det vestlige Aarhus, ligesom seks tutorer fra Institute for Statskundskab på Aarhus Universitet er smittede. Seruminstituttet har ligeledes advaret fordi man finder flere smittede for tiden. Problemet er bare, at man ikke rigtigt kan stole på den slags information. Grunden er, at de absolutte antal smittede kan være stærkt misvisende, hvis folk ikke også får at vide, hvor mange der bliver testet.

Nedenfor plotter vi således andelen af alle nytestede, der testes positive for SARS-CoV-2, sammen med antallet af danskere, der bliver testet. Den blå linje er andelen af alle testede, der viser sig at være positive, mens den røde linje er antallet af testede. Som det burde være klart for alle, der kan læse en graf, er der ingen tegn på øget smittespredning i Danmark. Til gengæld kan man meget klart se, hvordan testindsatsen er blevet intensiveret siden slutningen af juli. Med andre ord er de øgede smittetal, som Seruminstituttet og regeringen er så bekymrede for, fuldstændigt forklaret af at man tester flere mennesker. Der er med andre ord ikke nogen tegn, der burde give grund til yderligere bekymring.

Om der er flere smittede i Aarhus end tidligere er faktisk ikke lige til at svare på, for Seruminstituttet publicerer ikke tal i deres Epidemiologiske Rapport, der tillader en at beregne andelen af testede, der er positive, per region eller kommune. Man kan dog få et vist indtryk, da rapporten viser, at Region Midtjylland i Uge 32 testede 16.388 personer, mod et gennemsnit på 10.895 i de foregående seks uger. En pludselig 50 % stigning i antallet af testede burde også føre til, at man finde flere smittede…

Hvorfor Seruminstituttet og regeringen insisterer på at kommunikere de absolutte smittetal i stedet for andelen af smittede – det korrekte mål – må stå hen i det uvisse. Her på stedet kan vi dog ikke lade være med at overveje, om det har noget at gøre med det stormvejr, regeringen er på vej ud i efter mediernes afsløringer af statsministerens og flere ministres løgne omkring myndighedernes anbefalinger og ulovlige mangel på udlevering af information til bl.a. Folketingets Ældre- og Sundhedsudvalg.  Eller som Bent Winther formulerede det i en fremragende artikel i Berlingske forleden: Problemet er at ”politikere har en fordel af at puste til frygten frem for at bekæmpe den.” Som enhver autokrat ved, er folk i panik meget nemmere at manipulere.

Er forskning ved at gå i stå?

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2020. Skriv et svar

Henover sommeren har jeg talt med en række kolleger, som alle har samme oplevelse: Vi får forbløffende mange invitationer til at fagfællebedømme andres papirer. Umiddelbart kunne det indikere, at der virkeligt er gang i forskningen for tiden, men virkeligheden er desværre den modsatte. Rigtigt meget forskning er ved at gå i stå, og grunden er indlysende.

For at kunne fortolke situationen, må man naturligvis først vide lidt om, hvordan den almindelige proces er, når man vil have udgivet en forskningsartikel. Arbejdet med at lave finde emnet, finde ud af hvordan man kan se på det, foretage analyserne og skrive selve artiklen er kun en del af processen. I langt de fleste tilfælde skal man også ud at præsentere sit arbejde, hvilket kan ske ved seminarer, små workshops hvor andre forskere også præsenterer deres arbejde på samme felt, eller større konferencer. For mit vedkommende sigter jeg altid mod at præsentere noget af årets bedste arbejde ved en af de to public choice-konferencer i foråret.

Efter præsentationerne, og efter man har arbejdet med den feedback man har fået der, går publikationsprocessen derefter i gang. Man udvælger et tidsskrift, som man tror og håber passer til ens artikel og sender den ind. Hos tidsskriftet checker en redaktør først, om det er interessant for deres læsere, og om papiret helt generelt er op til standard. Hvis det ikke er, får man sin artikel i hovedet igen med et nej. Hvis det er, sender redaktøren den ud til to eller tre såkaldte fagfællebedømmere – kolleger ude i verden, der forhåbentlig ved noget om emnet – og venter på deres bedømmelser. Og når de først kommer, beslutter redaktøren om de er positive nok til at forfatteren kan få en chance for at arbejde med bedømmernes kommentarer og sende en ny version ind til tidsskriftet. Igen, hvis det sker, skal man gå endnu en runde med bedømmerne – og måske endnu en… – inden de er tilfredse. Først da bliver artiklen udgivet.

Men i langt de fleste tilfælde bliver det et nej fra redaktøren, og så starter man forfra med at lede efter et egnet tidsskrift, som man kan tilbyde ens artikel. Hos det prestigiøse Journal of Development Economics afviser redaktørerne for eksempel 92 procent af alle artikler, de får. Hos Public Choice har det tilsvarende tal de seneste år været 87 procent. Langt de fleste papirer bliver derfor afvist en række gange før de publiceres.

Det bekymrende i, at vi oplever hvordan vi får særligt mange papirer til bedømmelse for tiden er derfor, at det reflekterer at folk har sendt dem tidligere ind end de ellers ville have gjort. Med andre ord har mange forskere valgt, at når det er umuligt at komme til workshops og konferencer for at præsentere deres arbejde – coronapanikken har lukket ned for alt den slags aktivitet – sender de det ind til tidsskrifterne i et noget tidligere stadie end de ellers ville have gjort. Jeg har gjort det samme i foråret, netop fordi at alt er aflyst. Risikoen er, at der enten vil komme en bølge af afvisninger fra tidsskrifterne – de artikler, de får ind er generelt af dårligere kvalitet end normalt – eller en bølge af dårligere forskning, der publiceres.

Det er dog ikke den eneste konsekvens, de aflyste konferencer osv. har. Den største del af gevinsten ved at være til konference er ikke den feedback, man får på sit eget arbejde, men den inspiration man kan få fra at se andres nye arbejde, tale med dem, sætte sig med en kop kaffe og brainstorme idéer, og helt generelt få både nye idéer og muligvis nye samarbejdspartnere. En meget stor del af denne proces er uplanlagt og kan derfor på ingen måde erstattes af nok så avancerede onlineløsninger. Fraværet af den almindelige forskningsproces i form af konferencer, workshops osv. har derfor mærkbare konsekvenser allerede nu: Langt mindre ny forskning sættes i gang, og meget af det der faktisk kommer i gang, er mere marginalt end ellers og blot variationer over kendte problemstillinger i stedet for egentlig ny tænkning.

Hvis nogen skulle være i tvivl om omfanget af dette problem, har jeg illustreret det ovenfor med eksempler fra min egen hverdag. I tabellen kan man se mine forskningsrelaterede aktiviteter i form af konferencer, workshops, seminarer og projektmøder i de første otte måneder af 2019 og 2020. Men læg mærke til, at de grå felter er dem, der blev aflyst i år. De er, med andre ord, de feedback-, inspirations- og netværksmuligheder, der mangler i min egen forskningshverdag i år. Læserne kan således selv bedømme omfanget af problemet. Og så har jeg endda ikke nævnt det sociale aspekt – den manglende menneskelige kontakt – med et ord.

Indlysende forhold og bivirkninger 10: Skatterne rammer andre end man tror.

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. august 2020. 3 svar

Næsten ingen danskere betaler skat. Eller rettere: Næsten ingen indbetaler skat. Indkomstskatterne afregnes af arbejdsgiverne, og afgifterne indbetales af de virksomheder, som sælger os ting. Men alligevel ved de fleste af os godt, at vi som forbrugere og lønmodtagere ender med regningen.  

Læs resten →

Indlysende forhold og bivirkninger 9: Større statslige indtægter giver ikke mere individuel velfærd

Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2020. 2 svar

I årets sommerserie er vi kommet til en meget basal sammenhæng, som egentlig burde være indlysende, men ikke er det for mange mennesker: Når staten opkræver skatter og afgifter, er det omfordeling fra forbrug på privat besluttede formål til forbrug på politisk besluttede formål. Der er derfor ingen grund til at tro, at denne omfordeling vil føre til større individuel velfærd, men faktisk det stik modsatte.

I forbindelse med vores sommerserieindlæg om grænsehandel indvendte flere læsere for eksempel, at grænsehandlen indebærer et indtægtstab for staten. Ulrik Jeppesen skrev således, at ”Køber Liss derfor fx 130 flasker vin i Tyskland til en pris svarende til dkr 70,-, altså dkr 9.100 i alt, har den danske statskasse mistet – i meget runde tal – ca. dkr 3.300,- i form af punktafgift samt moms (også af punktafgiften). Penge der under ingen omstændigheder kommer igen.” Ulrik og mange andre læsere regner således et tab af statslige indtægter som et samfundsøkonomisk tab. Det er en fejltagelse.

For at se det, må man se på to forskellige margener hos to forskellige aktører: Borgerne og staten. Borgerne bruger deres første indtægter på nødvendigheder, og spreder derefter deres resterende indtægter udover en lang række andre formål, der alle bidrager til deres individuelle velfærd. Disse formål kan være meget forskellige – mit personlige forbrug på ost er således nul, mens mit forbrug på teater (under normale omstændigheder) er noget større end gennemsnittets. Ekstra indtægter bliver ikke spredt jævnt ud over forskellige formål som møg på en mark, men finansierer marginale formål. Får jeg en indtægtsfremgang, vil en ganske stor del af den ekstra indtægt således blive brugt på en form for oplevelser – teater, koncerter osv. mens jeg næppe bruger flere penge på transport eller kartofler. For andre mennesker med andre præferencer kunne en lignende ekstraindtægt muligvis blive brugt på et sæt nye fælge til bilen, eller ekstra rengørings- og havehjælp. Pointen er, at vi på marginen omhyggeligt bruger vores ekstra indtægter på ting, der fremmer vores helt individuelle velfærd.

Omfordeler man fra private til staten vil man således få et umiddelbart velfærdstab som følge af mindre forbrug på alle disse mange, individ-specifikke formål. For at øgede statslige indtægter skal føre til gevinster for samfundet som helhed, må alle de individuelle velfærdstab derfor mere end opvejes af gevinster ved en eller anden form for offentligt leveret ydelse eller service. Og der er her, kæden hopper af for argumentet.

Hvad staten bruger midler på, er politisk bestemt og derfor ikke nødvendigvis forbundet med nogen form for individuel velfærdsovervejelse. 70 års forskning i public choice og politisk økonomi – eller et køligt blik på Folketingets almindelige dispositioner – afslører, at udgifter ofte er bestemt af særinteresser og stemmehensyn. De fleste politikere har således stærke incitamenter til at smide flere midler efter problemer, der slet ikke har noget at gøre med mangel på ressourcer, da det signalerer ’handlekraft’ og køber stemmer hos dem, der f.eks. arbejder i den offentlige sektor (der får flere midler). De samlede erfaringer fra forskningen peger således på, at de direkte velfærdsimplikationer af øget offentligt forbrug sandsynligvis er nul, mens de afledte effekter når borgerne betaler øgede skatter og afgifter og derfor sænker deres forbrug er klart negative.

Et argument om, at der kan være problemer forbundet med f.eks. grænsehandel eller anden aktivitet falder således på, at der ligger en implicit antagelse i det om at staten bruger de ekstra indtægter på fornuftige formål. Det er der ikke noget, der tyder på at den gør og når man ser på de politiske aktørers incitamenter, er der heller ikke nogen videre tilskyndelse til at de skulle gøre det. Som Willa Cather formulerede det, er en del af problemet at folk med ”zeal to reconstruct and improve human society seem to lose touch with human beings and with the individual needs and desires which make people what they are” (hattip: Don Boudreaux). Selv hvis politikere generelt var interesserede i borgernes velfærd – hvilket der for mit vedkommende ikke er noget, der tyder på – rammer de således som oftest rædselsfuldt forkert. Større statslige indtægter giver typisk mindre individuel velfærd.

Indlysende forhold og bivirkninger 8 – hjælpepakker til eksportsektoren: “working for nothin’ and the joke’s on you”

Af Niels Westy, den 5. august 2020. 7 svar

Dire Straits ( et meget populært band i 80erne) største hit var sangen “money for nothing” (1985). En af den slags (lettere irriterende) “ørehængere”, som er svær at få ud af hovedet, når man først har hørt den en gang.

Sangens hovedperson er en “almindelig” arbejder, som slider og slæber for det daglige brød og synes at datidens popstjernerne på det dengang realativt nystartede MTV, kommer lige lovlig nemt til tingene og får “Money for nothin’ and chicks for free.” Hver gang jeg ser debatindlæg, hører journalister udlægge teksten eller danske politikere (ikke mindst den til enhver tid siddende udenrigsminister) skrive eller tale om eksports enorme betydning for dansk økonomi, kommer jeg til at tænke på den sang og disse to linjer, dog med en mindre omskrivning.

“Working for nothin’ – and the joke’s on you”

Senest var det tidligere ambassadør i USA, direktør for udenrigsministeriet af flere omgange, samt rådgiver for Haldor Topsøe (hvis primære markeder ligger udenfor Danmark) de seneste 11 år, Ulrik Federspiel, som interviewes til Berlingske Tidende under overskriften “Topdiplomat efterlyser handling fra regeringen: Nu skal der fokus på eksportvirksomhederne“.

Læs resten →

Hvor effektive er nedlukninger?

Af Christian Bjørnskov, den 4. august 2020. 15 svar

Et af de helt store spørgsmål, som folk enten ikke stiller eller får rasende reaktioner på, når de stiller det, er om nedlukningspolitik virker. Langt de fleste vestlige lande, med Sverige som undtagelsen, har ført en eller anden form for nedlukningspolitik, og de fleste gør stadig. Vi har tidligere skrevet om emnet her, her, her og her hvor vi har problematiseret den nærmest blinde tiltro til, at regeringens nedlukning har virket efter hensigten.

For de interesserede har jeg nu skrevet et kort papir om emnet, hvor jeg evaluerer nedlukningspolitikerne i 24 europæiske lande. Evalueringen er baseret på den samme type analyse, vi normalt bruger i nationaløkonomi og statskundskab til at vurdere politikeffekter. Statistisk omfatter den således lande-, tids, og uge-fixed effects, så alle faktorer, der ikke ændrer sig markant over fire år, alle forhold der er specifikke for et enkelt år, og alle forhold der er specifikke for en enkelt uge er effektivt kontrolleret væk. Det, der er tilbage, er ændringen i overordnet mortalitet per uge, relativt til samme uge de sidste tre år, i alle 24 lande.

Abstractet er her og selve papiret kan downloades her.

Abstract: I explore the association between the severity of lockdown policies in the first half of 2020 and mortality rates. Using two indices from the Blavatnik Centre’s Covid 19 policy measures and comparing weekly mortality rates from 24 European countries in the first halves of 2017-2020, and addressing policy endogeneity in two different ways, I find no clear association between lockdown policies and mortality development.

It’s not what you don’t know…

Af Christian Bjørnskov, den 1. august 2020. 2 svar

Hvad ved folk om noget som helst? Svaret er ofte, at de ikke ved ret meget. Forskning i, hvad vælgerne ved om samfundsøkonomien – hvor mine fremragende kolleger Martin Paldam og Peter Nannestad var blandt pionererne – afslører typisk, at cirka 10 procent har nogenlunde præcis viden om forhold som inflation, arbejdsløshed, og vækst. Langt de fleste vælgere har ingen idé om, hvad der foregår, eller har klare forestillinger, der bare er faktuelt forkerte.

Det politiske problem, der følger med at vælgerne ikke bare er uvidende, men ofte tror ting, der ikke passer, illustreres meget fint af et citat, der ofte tilskrives Mark Twain: ”It’s not what you don’t know that gets you into trouble, it’s what you know that just ain’t so.” Hvis danskerne for eksempel har en idé om, at Danmark er et af verdens rigeste lande og har høj vækst, er der ikke noget politisk marked for vækstfremmende reformer. Eksemplet er ikke tænkt, da dansk økonomi ikke havde det videre godt før epidemien (læs her).

Mark Twain-problemet viser sig nu også ikke bare at passe på borgernes idéer om coronavirus, men passer i helt overvældende grad. Mens der desværre ikke er lavet studier i Danmark, viser en ny rapport fra Kekst CNC, at borgerne i vores nabolande meget misvisende idéer om coronavirussens udbredelse og dødelighed. Kekst CNC spurgte repræsentative udsnit af befolkningen i Frankrig, Storbritannien, Sverige, Tyskland og USA, hvor mange mennesker der har haft coronavirus i landet, og mange der er døde af den. Svarene på det første spørgsmål varierede fra 11-22 % af befolkningen – 20-40 gange det officielle tal, om end nogle antistoftest giver langt højere værdier. Svarene på det andet spørgsmål er langt mere sigende: De adspurgte mente i gennemsnit, at 3-9 procent af befolkningen var døde af coronavirus. I Storbritannien, Sverige og Frankrig er det 100 (hundrede) gange så mange, som der faktisk er døde med coronavirus (bemærk at langt fra alle, der dør med coronavirus dør af virussen). I USA og Tyskland overvurderer folk endda dødstallet langt mere. Folks forestillinger om virussen kan således ikke kaldes andet end helt forrykte.

Man kan naturligvis spørge sig selv, hvordan det kan komme dertil at folk i gennemsnit overvurderer med en faktor 100, men et måske mere alvorligt spørgsmål er, hvad det indebærer for det politiske liv. Man kan naturligvis skyde skylden på medier, der skriver sensationalistisk og uinformeret om emnet, og nogle epidemiologer, der bestemt ikke har nogen interesse i at sige, at der ikke længere er behov for deres rådgivning. Men en del af problemet er også, at regeringen absolut intet incitament har til at informere folk korrekt. Tværtimod har Mette Frederiksen og hendes hold et stærkt incitament til at holde en stor del af befolkningen i forestillingen om enorm fare: En befolkning i panik er så dejligt nem at regere, fordi mange borgere er parate til at acceptere hvad som helst for at komme af med kilden til deres panik – de agerer lidt ligesom araknofober med en fugleedderkop på armen.

Vores opfordring til vores læsere i dag er derfor ganske simpel: Lad være med at høre på, hvor politikere og den type meningsdannere påstår eller indikerer. Sørg for at få ordentlig, uvildig information om et givent emne, og dan jeres egen mening, baseret på jeres egne holdninger og jeres egne risikopræferencer. Og hold hovedet koldt, når bølgerne går højt i politik. Jo større diskussionerne er, jo mindre kan man generelt stole på, at politikere holder sig fra at misbruge vælgernes uvidenhed.