Christian skrev forleden om David Hume i anledning af 249 årsdagen for hans død. Hume er sandt nok svært at overvurdere. Hvis nogen skulle finde på at udråbe ham til den største tænker, vi hidtil har set, bliver det ikke under mine voldsomme protester.
Udover hans mange kvaliteter som filsof og person bør nævnes, at han kunne skrive meget læseværdigt. Det gælder selv på århundredernes afstand. Han virker slet ikke så antikveret i dag. Man bør virkelig unde sig selv at læse Hume.
Læs restenDer tales meget om Kina, og både den danske udenrigsminister og mange danske virksomheder er bekymrede over landet. Kina er gået fra at være en desparat fattig rural økonomi til at posere somm supermagt med egne stealth-jagerfly, hangarskibe og rumprogram. Men hvor bekymrede skal man egentlig være for at få en ny, diktatorisk og undertrykkende supermagt? Vi har tidligere skrevet om, hvordan man skal tage de kinesiske tal med et stort gran salt, fordi diktaturer ofte lyver om deres nationalregnskabstal. Der er også andre klassiske indikationer, som for eksempel at information om bl.a. ungdomsarbejdsløshed er blevet fjernet fra de officielle statistikker.
Meget peger på, at den økonomiske udvikling i Kina er bremset op, og at landet slet ikke er så velstående, som det påstås. Vil man vide mere, er den hollandske historiker Frank Dikötter en af de mest vidende eksperter. Dikötter flyttede først på året ud af Hong Kong, hvor han havde boet i en årrække, og er nu associeret med Stanfords Hoover Institution. Interviewet nedenfor giver et fremragende overblik over hans indsigt og holdning til Kina, og forventningerne til dets umiddelbare fremtid.
Idag, for 249 år siden, døde den skotske filosof, historiker og samfundstænker David Hume i sit hjem i Edinburgh. Det er svært at overvurdere hans bidrag, ikke blot til liberalt tankegods, men overordnet til filosofi. Hans tyske kollega Immanuel Kant beskrev Hume som den, der havde vækket ham af sin ‘dogmatiske slummer’, og så sin banebrydende Kritik der reinen Vernunft som en direkte reaktion på Humes filosofiske udfordring. Humes A Treatise of Human Nature er stadig en inspiration, og hans indflydelse på blandt andet Adam Smith er også tydelig.
Men idag – og i dagens intellektuelle klima – er det også værd at huske på et helt særligt forhold ved Hume, som flere af hans samtidige understregede: Hume var udover at være en af århundredets største filosoffer også et behageligt, venligt og meget, meget vellidt menneske. Samtidig var han bestemt ikke konventionel, og lagde ikke skjul på at han var ateist. Humes ærlighed omkring, at han ikke troede på den gud – eller nogen gud – der var så vigtig for de fleste briter på tidspunktet, var også forklaringen på at han aldrig til ansættelse på et universitet. Det sørgede de kirkelige i ledelserne for – der skulle ikke en vantro ind på deres institutioner.
Et af de mest bekymrende særtræk ved det intellektuelle klima idag, er netop en udtalt uvillighed til at engagere sig civiliseret med folk, man er uenig med. Universiteter ‘canceller’ ansatte, redaktører af selv velsete videnskabelige tidsskrifter holder bestemte holdninger ude af deres sider, og mange forskere – også i Danmark – holder deres politiske holdninger for sig selv, i hvert fald hvis de er liberale. Hume var åben og ærlig omkring sine holdninger, men altid venlig og åbensindet overfor andres meninger og deres holdninger.
Hume var i mange år før sin død sin lige så berømte kollega Adam Smiths bedste ven. Da Hume den 25. august 1776 døde, skrev Smith meget offentligt – og sandsynligvis til mange modstanderes frustration, om sin vens karakter: “Upon the whole, I have always considered him, both in his lifetime and since his death, as approaching as nearly to the idea of a perfectly wise and virtuous man, as perhaps the nature of human frailty will permit.”
Smith mindede sin nutid og os om, at det vigtigste er ikke at have konventionelle eller ‘de rigtige’ meninger og værdier, men at være et ordentligt menneske. Det kunne man måske også med fordel minde mange om i den nuværende offentlige og videnskabelige debat.
Hvis nogen vil vide mere, er Dennis Rasmussens The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought om Hume og Smiths tænkning og venskab meget varmt anbefalet.
Vi ved, at mange af vores læsere er interesserede i public choice – gråzonen mellem statskundskab og nationaløkonomi, der studerer hvordan selv-interesse, klare incitamenter og rationelle beslutningstagere former politisk adfærd, politiske beslutninger, og den første politik. En ny encyclopædi er derfor måske nogen for dem.
Min fremragende kollega Richard Jong-a-Pin (Groningen) har, hjulpet af undertegnede, redigeret den nye Elgar Encyclopedia of Public Choice, der udkommer til efteråret. Bogen omfatter 118 separate, korte kapitler om emner indenfor public choice, fra korruption til forskelle mellem valgsystemer. Vi har fået nogle af verdens førende public choice-forskere til at skrive, og resultatet er en bred og omfattened encyclopædi.
Er nogen interesserede i at vide lidt mere, kan de med fordel læse vores blogindlæg hos Edward Elgar med titlen Using Economics to Understand Political Outcomes: A New Encyclopedia of Public Choice. Som vi indleder posten med: “Why do trade policies typically favour certain groups of industries? Why do politicians regularly ignore large groups of their voters? Why does corruption persist as a major problem in large parts of the world although everyone recognises how problematic it is?” Er man enig i, at de spørgsmål er vigtige, er public choice måske den approach der passer til ens interesser?
Den danske stat er enorm og gør alt muligt. Det er næppe en overraskelse, at vi her på stedet ville ønske at det offentlige gør langt mindre, men gør de ting det skal meget bedre. Hvor dårligt den danske stat leverer centrale offentlige goder, er der lige kommet et nyt eksempel på.
Henrik Munkholm Wulff, Eva Ljungkvist og Matt Blands nye artikel i Nordic Journal of Criminology giver eksemplet. De tre har undersøgt de næsten 24.000 indbrud, der skete i Danmark i 2019. Danmark har den højeste indbrudsrate i Europa, men det er samtidig en af de typer kriminalitet, der sjældnest opklares i landet. Hvorfor politiet åbenbart er så dårlige til at opklare et fænomen, der påvirker flere tusinde danskere hvert år, er et stort spørgsmål – og et godt eksempel på en offentlig myndighed, der ikke gør sit arbejde særligt godt.
Som abstractet nedenfor viser, indsamlede politiet kun fingeraftryk i 708 sager, og af dem var kun tre fjerdedele brugbare. Men som Wulff et al. viser, fører brugen af fingeraftryk til langt højere domsrater: “When a case with fingerprint evidence identifying the suspect was prosecuted there was a 0.71 probability of conviction, compared to 0.13 when there was none.” Med andre ord er der mere end fem gange så høj sandsynlighed at der sker domfældelse, når der er indhentet fingeraftryk, end når der ikke er.
Det store spørgsmål er, hvorfor det danske politik ikke bruger den – trods alt ret begrænsede – tid det tager at indsamle fingeraftryk? Det virker jo, og det er ikke ligefrem fordi der er tale om et begrænset problem uden særlige konsekvenser for borgerne. Gider politiet simpelthen ikke efterforske den slags ‘kedelige’ forbrydelser? Er der en helt anderledes prioritering fra polititoppen? Vælger man at fokusere på kriminalitet med politisk bevågenhed, eller mulig prestige og medieomtale? Og er indbrud blandt de sager, som politiet vasker for at få dem til at gå væk? Lov og orden er en af de mest fundamentale ting, en offentlig sektor bør håndtere, men den danske gør det åbenbart slet ikke.
Abstractet er her:
Denmark has the highest burglary rate per capita in Europe but burglary is one of its least solved crime types. Practitioners and scholars have made the case for the collection of fingerprint evidence for decades. Fingerprint evidence can lead to the identification of suspects and contribute to the case for prosecutions. In this study we explore how widely used this traditional investigative technique is in Danish burglaries and what differences there are in prosecution rates when fingerprints lead to the identification of suspects compared to when they do not. We analysed all residential burglaries in Denmark in 2019. Of almost 24,000 cases, fingerprints were obtained in just 708. When submitted for examination at the Danish National Forensic Services, only 530 prints passed the initial screening process containing the sufficient quality and details required to identify an individual. The likelihood of conviction was significantly increased if a suspect was identified through fingerprints, which begs the critical question of why fingerprint evidence is not collected more often by Danish Police. Our findings provide a new perspective for theoretical analyses of fingerprint evidence, emphasising the importance of organisational efficacy. There are also numerous practical implications, not just for Danish Police but for any law enforcement agency seeking to improve its burglary investigation outcomes. We discuss the potential implications for more forensic training, the time allocated to crime scene examination, and the priorities for future research in this area.
Det skulle være så godt, og så endte det desværre med endnu en statsbankerot.
Her følger fortsættelsen af mine indlæg i februar og marts. Denne gang skal vi se på hvad der skete i Argentina i perioden 1998-2003 og hvilken lære man kan drage af det. Vigtigt, når vi nu endnu en gang ser en præsident og regering, som prøver at gennemføre de reformer som Argentina har behov for, hvis man endelig skal bryde den negative udvikling, som har præget Argentina, ikke mindst fra midten af det 20. århundrede og frem.
Lad mig med det samme advare om at dette indlæg er temmelig langt. Derfor har jeg også lavet en pdf med samme indhold, som du finder i slutningen af dette indlæg.
Indlægget er en fortsættelse af mit indlæg den 25. marts, Der er en del sammenfald, da jeg i første omgang måske var lige overfladisk nok. Når jeg løbende læser de mange indlæg, hvor Milei hyldes for udviklingen siden han kom til magten, tror jeg det er på sin plads, lige at gøre mere ud af udviklingen i 1980erne og 1990erne (fra midten af 80erne og frem til 1998), end jeg gjorde i første omgang tilbage i marts.
Det er der forhåbentlig rettet op på i dette indlæg, som dækker udviklingen til og med den økonomiske krise, som kulminerede i begyndelsen af dette årtusinde. Der kommer senere på efteråret endnu et afsluttende indlæg med udgangspunkt i hvad der foregår i disse år under præsident Milei og hans regering.
Dette indlæg vil derfor bestå af fyldigt resumé af udviklingen i 1980erne og 1990erne, hvorefter vi ser på hvad der skete fra 1998 til 2003, for til sidst at se på nogle af de grundlæggende årsager til forklaring af hvorfor det der startede så godt, endte så skidt.
Læs restenI dagens afsnit af sommerserien om de tidligere kommandoøkonomier i EU skal vi se på, hvor langt de er kommet med at reformere sig i markedsøkonomisk retning. Til formålet anvender vi det nærmest uopslidelige Economic Freedom Index fra Fraser Institute og en lang række andre tænketanke.
I figuren fremgår landenes samlede score, som forsøger at opfange graden af fri markedsøkonomi i ét tal (det bygger på en lang række indikatorer og underindeks).
Vi startede årets sommerserie med at vise, hvor meget privatforbruget er steget i de tidligere socialistiske samfund i Central- og Østeuropa siden regimernes kollaps i 1989-90. Stigningen er dramatisk og ekstremt vigtig for borgerne i de pågældende lande, men rejser også et spørgsmål: Hvordan er udviklingen sket? Spørgsmålet handler grundlæggende om, hvorvidt polakker, tjekker, rumænere osv. er blevet rigere fordi de bare arbejder benhårdt og har investeret kraftigt, eller om de er blevet dygtigere. Med andre ord: Hvor meget mere produktive er de central- og østeuropæiske lande blevet siden starten af 1990erne?
Lad os starte med at understrege, at nok arbejder folk i regionen langt mere end i Danmark – polakkerne har den næstlængste årlige arbejdstid i Europa – men på tværs af de samfund, hvor vi har data, er den samlede årlige arbejdstid faldet cirka seks procent siden 1995. Beskæftigelsen er nok steget, hvilket bidrager til væksten, men det store bidrag kommer utvetydigt fra arbejdskraftens produktivitet. I de 12 samfund, hvor vi har data, er timeproduktivitet steget 124 procent siden 1995; til sammenligning er Danmarks produktivitet steget med 39 procent i samme periode. Sagt på en anden måde er godt 90 procent af den samlede vækst siden 1995 kommet fra kraftigt forøget produktivitet. Det gælder alle samfundene, men som figuren nedenfor viser, også i højere grad for lande som Rumænien og Polen, der i starten af 1990erne var stærkt uproduktive, men idag helt har indhentet Grækenland og Portugal.
En anden måde at ‘se’ den markant forøgede produktivitet, er at se på miljøaftryk. Mens der er mange miljøinteresserede, der er stærkt kritiske overfor økonomisk vækst – interesserede læsere kan med fordel tage et kig på Justin Callais fremragende substack Debunking Degrowth for at få debunked den idé – men Central- og Østeuropa er et godt eksempel på de modsatte. Regionen udleder idag kun 2/3 af de drivhusgasser per indbygger, som de gjorde i 1990, og CO2-intensiteten i produktionen er faldet til blot 30 procent af 1990-niveauet, og 41 procent af 1995-niveauet. Hele regionen er dermed blevet langt mere energieffektiv på samme tid som den er vokset langt rigere end tidligere.
Vi kunne blive ved – og det gør vi i august – men de central- og østeuropæiske lande, der kom ud af transitionen væk fra socialisme, er idag fremragende eksempler på ikke blot hvor vigtig produktivitet er, men også modeksempler på nogle af skræmmebillederne, som miljøfanatikere, globaliseringsangste nationalkonservative, og imperienostalgiske USA-skeptikere jævnligt paraderer i medierne. Alene af den grund er regionen så interessant at se nærmere på.
Gregory Mankiw har afholdt årets Martin Feldstein Lecture hos National Bureau of Economic Research. Den handler om den amerikanske statsgæld, som har nået uhørte højder i fredstid.
Her er et par udplug:
Læs resten