Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Ytringsfrihed og social konflikt

Af Christian Bjørnskov, den 29. september 2023. Skriv et svar

Der er næppe nogen der har overset, at regeringen er igang med indskrænke danskernes ytringsfrihed. Baggrunden for den nye koranlov – der ulovliggør langt mere end afbrænding af koraner – er, at en række muslimske lande har presset den danske regering. Det indrømmer man dog ikke gerne, men påstår i stedet for, at udbredt ytringsfrihed vil føre til konflikter – optøjer, demonstrationer, og social konflikt mellem folk. Rationalet er således, at hvis vi ulovliggør ytringer som nogle grupper måske kunne finde krænkende, får vi mindre konflikt i samfundet. Men er den påstand overhovedet sand? Hvor er forskningsopbakningen for rationalet i potentielt at bryde med Grundlovens paragraf 77?

Den fremragende Jacob Mchangama og jeg udgav forleden et working paper med titlen Freedom of Expression and Social Conflict, hvor vi tester netop den sammenhæng. Papiret er sjovt nok ikke skrevet som reaktion på regeringens udspil, men har været noget længere undervejs. Det er med andre ord rent tilfældigt, at det pludseligt er blevet aktuelt.

Finder man data og tester sammenhængen mellem social konflikt og ytringsfrihed, finder man ingen som helst opbakning til regeringens påstand. Jacob og jeg finder tværtimod, at demokratier med en større grad af ytringsfrihed får mindre social konflikt! Hvis man tillader sig at ekstrapolere fra en general sammenhæng til den danske kontekst inderbærer det, at den sandsynlige konsekvens af Frederiksen-regeringens indskrænkning af danskernes ytringsfrihed er flere demonstrationer, flere optøjer, og generelt mere konflikt. Politiken opnår således kun en midlertidig appeasement af visse muslimske staters kritik af Danmark, men skaber større problemer herhjemme. Det er næsten usigeligt tåbeligt, men helt i karakter for denne regering.

Er man interesseret, kan man enten hente hele papiret i linket ovenfor, hente det hos SSRN her, eller simpelthen læse det lange abstract nedenfor.

The association between freedom of expression – freedom of speech and the freedom of the media – and social conflict is theoretically ambiguous and politically highly contested. On one side of the debate, people argue that freedom of speech and freedom of the media create social conflict by giving people and organized interests the opportunity to disagree in public, creating visible conflicts and enabling people to insult and incite hatred against other groups and attempt to marginalize them.

On the other side of the political debate, the proponents of the freedom of expression argue that free speech and free media act as safety valves that allow substantial disagreement to be expressed in a peaceful manner instead of turning into violence, enabling deliberation among different groups, and furthering the understanding and potential acceptance of substantially different points of view.

In this paper, we therefore take the association to the test. We combine data on freedom of expression from the V-Dem database and conflict data from the Banks dataset with additional data on economic performance and political institutions. In a large panel dataset, we find evidence of a negative association between the freedom of expression and social conflict. Further tests suggest that this association is specific to countries with democratic political institutions while the empirical association in autocracies is ambiguous.

Hvad hvis du blev beskattet ligesom din grund?

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2023. 2 svar

Berlingske bragte i morges en historie, hvor flere eksperter angriber Skats måde at vurdere – og dermed beskatte – folks grunde. Som Skat har forklaret, vurderer det nye vurderingssystem ikke hvad en grund er værd lige nu, men ansætter grundværdien som værdien af den ( i skatteministerens ord) “bedste økonomiske anvendelse”. Det støder ikke blot mod de fleste menneskers retfærdighedssans – det virker intuitivt umoralsk at blive beskattet af hvad man kunne have gjort med sin grund, i stedet for hvad man faktisk gør. Det er også en stort fiktiv værdi, eller som min kollega og med-punditokrat Otto Brøns-Petersen understregede overfor Berlingske, faktisk et rent “gæt”. Hvor ekstrem vurderingsmetoden er, kan måske bedst illustreres med hvordan det ville se ud, hvis indkomstskatten var vurderet på samme måde.

Spørgsmålet er, hvordan det ville se ud hvis vi som borgere blev beskattet ud fra vores “bedste økonomiske anvendelse.” For det første er det et spørgsmål, som vil være ekstremt svært at svare på, for hvad er vores bedste økonomiske anvendelse? Ville jeg selv – eller samfundet – være ‘bedre’ stillet i en eller anden forstand, hvis jeg ikke var professor, men arbejdede i det private erhvervsliv, en interesseorganisation, eller evt. i statsadministrationen?* Hvad “bedre” betyder i den situation er nærmest umuligt at svare på, men det er netop hvad Vurderingsstyrelsen forsøger at gøre med de grunde, vores ejendomme står på. En sommerhusejendom på 41 kvadratmeter i Liseleje er således blevet vurderet til 1,73 millioner, mens sommerhusgrunden i sig selv er vurderet til 1,85 fordi myndighederne ‘vurderer’, at der kunne bygges et nyt på 200 kvadratmeter – og det er derfor denne rent fiktive anvendelse, der beskattes.

Som professor tjener jeg i omegnen af 800.000 kroner om året, vel at mærke inklusive en pension som det er usikkert om jeg nogensinde får. Den løn betales for et job, der kræver mindst otte års universitetsstudier, er enden på karrierestigen i den akademiske verden, og indebærer en gennemsnitlig arbejdsuge omkring 55 timer. Så hvad ville en ” bedste økonomiske anvendelse” kunne tænkes at være, hvis Vurderingsstyrelsen skulle vurdere mig? Man kunne måske tro, at en professor ville være cirka ligestillet med en departementschef? Den ringest lønnede departementsschef i Danmark er Kirkeministeriets Christian Dons Christensen, som per oktober 2022 tjente 1,75 millioner kroner om året. Hvis man i stedet rangerer en professor på linje med en typisk underdirektør i det private erhvervsliv, ville en normal løn være omkring 1,3 millioner (gennemsnittet er cirka 110.000 om måneden). Bruger man Tax.dk‘s skatteberegner, ville en vurdering af min bedste anvendelse indebære en skat på omtrent 630.000 kroner – eller en skattestigning på cirka 190.000 kroner. Hvis man valgte at vurdere min ‘værdi’ som en departementschef, ville skatten ende omkring 880.000 kroner, og dermed mere end hvad jeg faktisk tjener!

Det burde være indlysende for alle, at hvis man beskattede indkomster på samme måde som Skat har besluttet at beskatte grundværdi, ville der ikke blot snige sig et meget stort subjektivt element ind: En eller anden medarbejder, eller et IT-system, skulle vurdere min bedste økonomiske anvendelse uden at der er noget som helst marked, man kan vurdere ud fra. I eksemplerne ovenfor ville min faktiske skatteprocent stige fra en total på cirka 42,5 % lige nu (eksklusiv beskatning af afkast osv.) til 79 % hvis jeg vurderes som ligestillet med en privat underdirektør, eller 109 % hvis systemet vurderede, at jeg kunne have været departementschef i stedet for professor. Og heri ligger en af bomberne under danskernes økonomi: Systemet er ikke blot ekstremt vilkårligt og dybt inkompetent – husk, at det ikke kan tage hensyn til fredninger, servitutter på ejendommen, eller i nogen rimelig grad til lokalplanbegrænsninger – men vil også helt systematisk vurdere “bedste økonomiske anvendelse” væsentligt højere end den faktiske anvendelse. Danske ejendomsejere kan således på sigt se frem til store skattestigninger, der skjules af et håbløst og dybt skandaløst nyt system.

* For mit eget vedkommende er det reelle alternativ, hvor jeg kunne tjene væsentligt flere penge, en ansættelse på et udenlandsk universitet. Men det er næppe den slags “bedste økonomiske anvendelse” som Jeppe Bruus vil applaudere…

Økonomisk Frihed 2023

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2023. Skriv et svar

Forleden udkom den nye Economic Freedom of the World rapport. Rapporten er hvert år venet med spænding, ikke mindst fordi der med den kommer en ny udgave af datasættet bag den. Dataene på økonomisk frihed fra Fraser Instituttet, der udgiver den, bruges flittigt i både forskningen og tænketanksmiljøet. Sidste år viste Bob Lawson – en af forfatterne af rapporten siden den allerførste version – at flere end 800 videnskabelige studier havde brugt datasættet i konkrete, empiriske undersøgelser. Mange af os ser også frem til rapporten, fordi den hvert år omfatter et eller flere temakapitler om særlige emner.

Hvad viser rapporten så? Allerførst er den særligt interessant i år, fordi dataene i 2023-versionen går op til 2021. Med andre ord kan man nu se, hvad nedlukningerne i 2020 og 2021 kostede i form af økonomisk frihed. Og det er ikke småting! Vi illustrerer konsekvenserne i kortet nedenfor, hvor sort-røde-orange områder er dem, der mistede økonomisk frihed mellem 2019 og 2021, mens den blå områder er dem, der fik større økonomisk frihed. Det gennemsnitlige tab er 0,17 point (på en tiskala med et gennemsnit på 6,8). De store problemområder er et tab på 0,32 på området Freedom to trade internationally, 0,29 på Sound Money – dvs. pengepolitikken – 0,19 på det offentliges størrelse, og 0,10 på regulering. En interessant detalje er, at demokratier øgede reguleringen af markeder markant mere med 0,14 (autokratierne på 0,06; p<.05), og således rykker deres økonomier i mere illiberal retning end verdens diktaturer.

Konsekvenserne af tabet af økonomisk frihed på længere sigt er ganske alvorlige. Bruger man estimaterne i min artikel i Kyklos sammen med Andreas Bergh for et par år siden, vil gennemsnitsstigningen i det offentliges størrelse i demokratier koste cirka 0,15 procentpoint vækst per år. Det kan lyde af meget lidt, men i en tid hvor Danmarks trendvækst ligger noget i underkanten af 1,5 procent om året, skærer stigningen faktisk mere end ti procent af den langsigtede vækst.

En indvending kunne være, at disse ændringer jo er midlertidige, og intentionen er, at politikken skal vende tilbage til normalen efter nedlukningerne. Men det gjorde den jo ikke – Danmark er f.eks. på vej mod 900.000 offentligt ansatte! Og det generelle billede er da også, at ‘midlertidig’ krisepolitik har en forbløffende evne til at blive permanent. Martin Rode og jeg viste således i 2019 i en artikel med titlen Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets, at tab af økonomisk frihed under kriser som oftest bliver permanente, uanset om man efterfølgende får en blå eller rød regering.

Hele episoden med nedlukninger pga. en ny virus illustrerer således, at selv demokratisk valgte politikere har interesse i, at få mere magt når de kan slippe afsted med det. Politikere er i politik primært fordi de har smag for at have magt over andre mennesker – hvis de ikke brød sig om det, gik de ikke ind i politik – og mere magt er ‘bedre’. De vil således, i klar overensstemmelse med 65 års forskning i public choice, overreagere når de kan kalde noget en krise, og rykke i retning af mere politisk magt uanset om det gør noget ved det underliggende problem. En af de store gevinster ved at have kilder som Fraser instituttets Economic Freedom of the World er, at klare data umuliggør, at man dækker over konsekvenserne af ens politiske handlinger.

Hele rapporten er varmt anbefalet, ligesom dataene ligger lige til arbejde i gymnasiets samfundsfag. Og i næste uge følger en omtale af årets temakapitler.

Mark Pennington om missions-fokuseret politik

Af Christian Bjørnskov, den 21. september 2023. 2 svar

I juli deltog jeg i Vinson Centrets Classical Political Economy Conference på University of Buckingham. Vi skrev om mit papir dagen efter (her), men senere skitserede jeg i Børsen dagens måske mest interessant indlæg: Professor Mark Penningtons (King’s College London) indlæg om det, han kalder missions-fokuseret (“missionary”) politik. Marks idé er, at mange stater og politikere idag er begejstrede for politik med store visioner og massiv statslig involvering, der kræver store investeringer – og tillader meget lidt opposition. Der er flere problemer med idéen, ikke mindst at missions-fokuseret politik forsøger at løse såkaldte komplekse problemer. Man må dog heller ikke ignorere de enorme incitamentproblemer der følger, og de gigantiske muligheder for særinteresser i processen. Missions-fokuseret politik er således et mareridt fra en public choice-vinkel.

Marks præsentation blev igår lagt på YouTube, så alle kan følge med. Han er som altid en af vores mest interessante og innovative kolleger, og også en fin formidler. Hvis man har en halv time, som man kan bruge på at koncentrere sig om et af de helt store problemer – også i dansk politik, hvor Løkke og Frederiksen i høj grad er eksponenter for approachen – er præsentationen varmt anbefalet.

Johan Norberg om Sveriges udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2023. Skriv et svar

Fraser Instituttet i Vancouver, Canada, udgiver ikke blot de årlige Economic Freedom of the World rapporter, som forskere og meningsdannere ser frem til hvert år (og som kommer meget snart). Instituttet har også et projekt for tiden med titlen Realities of Socialism, med formålet at “educate people about the experiences of socialism that was imposed on tens of millions of people across the world throughout the 20th century”. Udgaven om Sverige er skrevet af den fremragende Johan Norberg, er lige udkommet og kan varmt anbefales.

Johans bog har titlen “The Mirage of Swedish Socialism: The Economic History of a Welfare State“. Bogen er struktureret omkring fire kapitler: Fortællingen om, hvordan Sverige blev rigt før det begyndte at indføre en velfærdsstat, et kapitel om tiden da landet indførte velfærdsstaten og direkte socialistisk økonomisk politik, og hvordan det afskaffede meget af politikken, og to kapitler om hvordan Sveriges politik faktisk ser ud idag.

Fraser Instituttets projekt kommer til at dække Sverige og Danmark som lande, der indførte velfærdsstater, men ikke er socialistiske, Polen og Estland og deres erfaring med faktisk socialisme, og Singapore som valgte en helt tredje, unik vej. Det hele er absolut værd at holde øje med og læse når det kommer. Varmt anbefalet!

Hvad koster det at sanktionere andre lande?

Af Christian Bjørnskov, den 14. september 2023. 6 svar

Danmark er et af de mange vestlige lande, der i disse år har sanktioner mod handel med Rusland. Der er næppe tvivl om, at sanktionerne har effekt i Rusland. Forleden kom det frem, at Aeroflots piloter har fået at vide, at de så vidt muligt skal undgå at bremse med hjulene på deres fly, når de lander. Grunden er, at selskabet ikke længere kan få nye bremser. På samme måde har man set en import af køleskabe og andre vestlige varer, som splittes ad i Rusland for at man kan hamstre vestlige computerchips. Kreativiteten er stor, men afslører hvor elendig tilstand, Ruslands økonomi efterhånden er i. Sanktionerne bider, men hvad koster de os? Det er spørgsmålet for idag.

En af mine kolleger, den meget dygtige Ina Jäkel, der er lektor på Aarhus Universitet og specialiseret i handelsteori og -forhold, udgav forleden en ny artikel, der svarer på netop dét spørgsmål. Forskningen bag er lavet sammen med Inas (nu tidligere) PhD-studerende Søren Østervig og deres kollega Erdal Yalcin, der er professor ved Hochschule Konstanz für Technik, Wirtschaft und Gestaltung. Artiklen, der udkommer i et særnummer af Review of International Economics, har titlen “The effects of heterogeneous sanctions on exporting firms: Evidence from Denmark.“

Ina og hendes kolleger undersøger helt specifikt danske virksomheders eksportadfærd i 62 lande, der rammes af sanktioner mellem 2000 og 2015. Det tillader dem også at skelne mellem forskellige typer sanktioner, så en våbenembargo ikke behøver at have samme effekt som en bredere handelssanktion eller rejsesanktion. Det viser sig at være vigtigt, da gennemsnitseffekten rent umiddelbart ser lille ud: Hvis en eksportdestination rammes af en sanktion, stiger sandsynligheden for at virksomheden holder op med at eksportere til landet med bare 2,4 procentpoint. Mens det lyder som en lille ændring, skal det ses i lyset af at der er en 18 procent chance for at en virksomhed forlader en eksportdestination i et tilfældigt år! Sandsynligheden stiger således godt 13 procent (2,4 / 18) når et land sanktioneres.

Når forskerne dykker ned i forskellige sanktionstyper, viser det sig at sandsynligheden for helt at forlade et marked stiger cirka 4 procentpoint ved en våbenembargo, og 2,7 procentpoint ved en rejsesanktion. Man kunne derfor tro, at rene handelssanktioner ikke virker, men Ina og hendes kollegers forskning peger på noget helt andet: Mens virksomheder ikke systematisk forlader markeder, falder deres eksportvolumen med cirka 25 procent når det rammes af en handelssanktion. Og vender man typerne om til at se på deres intentioner, er det klart at de store effekter findes efter sanktioner, der sigter efter enten at forhindre krig eller at tvinge lande til at ændre politik. Omvendt finder forskerne, at sanktioner der forsøger at demokratisere lande eller forbedre menneskerettigheder, ikke systematisk har konsekvenser for danske virksomheders handel.

Hvad kan man lære af den nye forskning fra mine kolleger? Et bud på et svar er, at forskningen gør det langt lettere for os at ikke blot identificere, hvilke virksomheder der kan blive ramt økonomisk, når Danmark er med til at sanktionere et land. Den kan også bruges til at sætte et cirkatal på virksomhedernes – og dermed landets – eksporttab, og dermed give en idé om de rent økonomiske omkostninger ved sanktioner for dem, der sanktionerer. Vi vil ikke vurdere, om et eksporttab på 25 procent i et enkelt marked er billigt eller dyrt for de virksomheder, der kunne operere i markedet. Men som altid bør man have information om både omkostningerne og gevinsterne ved politik, og det nye studie fra Jäkel, Østervig og Yalcin giver netop det.

Hvem forurener mindst?

Af Christian Bjørnskov, den 6. september 2023. 1 svar

Meget af miljødebatten de senere år har fokuseret på CO2 og andre drivhusgasser, hvor meget hvert land udleder af dem, og hvad man fra politisk side kan gøre for det sænke udledningerne. Der er ærgerligt, da der er andre miljøproblemer med langt større, direkte skadevirkninger for almindelige mennesker. Et af dem, der ikke blot er veldokumenteret, men også er relativt godt målt på tværs af verdens lande, er partikelforurening. Og ser man på partikelforureningen, giver det et noget andet billede end mange miljøinteresserede danskere forestiller sig.

Kortet nedenfor illustrerer partikelforurening, defineret som PM 2.5, på tværs af verden de seneste år; kilden er Verdensbanken. De reneste steder (hvor folk bor) er New Zealand (5,7 ppm), Brunei (5,8 ppm), og Finland (5,9 ppm), mens de mest forurenede er Nepal (94,3), Qatar (90,4) og Egypten (79,3). Det (uvægtede) gennemsnit på tværs af 177 lande er 25, 8, mens medianen er 20,6.

Hvorfor ser vi så store forskelle i forurening på tværs af verden? Læser man medierne og lytter til journalister og politikere, skulle man ofte tro at det er de rigeste lande, der forurener mest. Man glemmer, at meget af den sundhedsrelevante forurening – og ikke mindst partikelforurening – ikke kommer fra avanceret økonomisk aktivitet, men fra almindelige mennesker der laver mad, varmer deres hjem op osv. Millioner af mennesker verden over gør begge dele ved at brænde kul, træ og tørv indenfor, og dermed voldsomt forurene deres indeklima. Det forsvinder typisk med at folk bliver rigere, men det er ikke hele historien.

Noget af historien kan ses i nedenstående figur, der plotter område 2 fra the Economic Freedom of the World indekset – kvaliteten af de juridiske institutioner – mod forurening. Det slående ved figuren er, at mens demokratier (de blå markører) typisk har mindre forurening end autokratier (de røde markører), har ingen lande med en juridisk kvalitet over cirka 6½ på en 10-skala forurening over medianen. Sagt med andre ord: Når kvaliteten af retsvæsenet og beskyttelsen af privat ejendomsret bliver god nok, får man ikke længere alvorlige forureningsproblemer på denne parameter.

Mens man bestemt ikke skal lade hele sin holdning danne af en enkelt figur – det ville være tåbeligt – peger evidensen her i en helt anden retning af, hvad mange tror. Økonomisk frihed er ofte forbundet med mindre forurening og mindre udledninger, og et generelt bedre miljø. Det samme gælder ofte for økonomisk udvikling. Og det paradoksale er, at langt de fleste ‘miljøkæmpere’ bekæmper moderne økonomisk udvikling og borgernes økonomiske frihed.

Tilfredshed og ‘mistrivsel’

Af Christian Bjørnskov, den 1. september 2023. 1 svar

De danske medier har de seneste uger skrevet meget og langt om danske unges ‘mistrivsel’. Ikke overraskende er en række danske politikere allerede rykket ud med krav om, at ‘vi’ bør gøre noget ved det. Forleden påstod 19 gymnasierektorer endda i Berlingske Tidende, at ‘vi har skabt et monster’ ved at teste de unge, stille krav og ved det “konstante fokus på tempo og præstation” i gymnasiet. Rektorerne lægger en ideologisk skarpvinkling i deres indlæg ved at hævde, at de unge er blevet “kanonføde i konkurrencestatens test- og karakterregime.” Lad det ligge, at hele idéen om den såkaldte konkurrencestat er en påstand fra en nulforsker fra CBS, som det politiske Danmark af en eller anden grund er kommet til at tro på. Lad det også ligge, at de af os, der arbejder på universiteterne, oplever at de unge kan historisk lidt når de kommer ud af gymnasiet, og at de krav der stilles til dem, er næsten latterligt lave. Og lad det ligge, at pensum i fag som matematik, fysik og tysk er beskåret voldsomt – i fysiks tilfælde med omkring en tredjedel – i forhold til da vi gik på gymnasiet. Spørg i stedet, om det egentlig er rigtigt, at danske unge mistrives.

Jeg vil på ingen måde påstå, at der ikke er unge i Danmark, der faktisk mistrives! Det er der, og dem bør man tage hånd om så godt man kan. Men tag et kig på nedenstående kort, der illustrerer unges tilfredshed med livet på tværs af Europa. Kortet er tegnet på basis af de seneste års tilfredshed med livet blandt unge mellem 16 og 25 i alle de lande, der er dækket af the European Social Survey (noter at de sorte områder er dem, der ikke er dækket af undersøgelsen). Spørgsmålet, der er stillet, er helt standard: “Når alt tages i betragtning, hvor tilfreds er du så med dit liv som helhed? Giv din vurdering på en skala fra 0 til 10, hvor 0 betyder særdeles utilfreds, og 10 betyder særdeles tilfreds.”

Det slående i den information, der kommer fra den måske bedste repræsentative spørgeskemaundersøgelse i Europa, er at danske unge er med afstand de mest tilfredse. I gennemsnit er danskernes score 8,41, efterfulgt af schweiziske unge på 8,12 og østrigske unge på 7,98. Bundskraberne er (ikke overraskende) ukrainere (6,23), bulgarere (6,41) og russere (6,44).

Pointen med dagens indlæg er derfor at spørge, hvordan det kan lade sig gøre, at medierne skaber et billede af omfattende og dyb mistrivsel blandt unge i Danmark, mens de bedste data vi har – når vi spørger de unge selv – peger på, at de er dem der trives allerbedst i Europa? Og burde den information ikke være et element i den offentlige og politiske diskussion?

Ytringsfrihed fører ikke til mere terror!

Af Christian Bjørnskov, den 30. august 2023. Skriv et svar

Regeringen vil genindføre lovgivningen mod blasfemi, som vi ellers endelig slap for i 2017. Den konkrete plan er at forbyde afbrænding af Koraner, som gennem et forbud mod “utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund.” Mens danske jurister synes uenige om forslaget, har flere peget på at formuleringerne giver masser af juridisk elastik i loven, der har en strafferamme op til to år. Hvad betyder “utilbørlig behandling” for eksempel i praksis, og hvordan skal menige politimænd på gaden vurdere, hvad religiøse grupperinger måtte mene er utilbørligt? Et særligt problem er dog næsten forbigået, men blev dog understreget af Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt i mandags i en kronik i Politiken: Er det sandsynligt at loven vil virke efter hensigten?

Hensigten, hvis man spørger regeringen, er at forhindre terror på dansk grund, omend det måske også er en vis nervøsitet for nogle virksomheders markedsandele på muslimske markeder. Så hvad siger forskningen på området? Jacob og Frederik fremhæver to artikler fra de senere år: En af Nilay Saiya fra 2015, og en anden af Lasse Skjoldager Eskildsen og undertegnede fra 2021.

Saiya peger først, i The International Journal of Human Rights, på at stater der ikke tillader blasfemi og generelt har mindre religiøs frihed, ikke blot oplever mere terror, men også har større risiko for religiøst funderet borgerkrig og konflikter med nabostater. Lasse og jeg undersøgte i Political Studies for to år siden om øget respekt for ytringsfrihed er forbundet med større terrorrisiko – dvs. præcist den sammenhæng, regeringen påstår er der. Vores resultater på tværs af 162 lande i 45 år viste utvetydigt, at større diskussionsfrihed – og det indebærer også større frihed til at diskutere og kritisere religion – er forbundet med mindre terror i demokratier.

I princippet burde regeringen have et enormt problem, hvis folk og oppositionen interesserede sig. Justitsminister Peter Hummelgaard har næppe meget troværdighed at tabe, men den burde nærme sig nul når han påstår én ting, men forskningen meget klart viser det stik modsatte. Skal man regne med forskningen, risikerer Danmark nu at opleve mere terror som en direkte konsekvens af regeringens indskrænkning af danskernes ytringsfrihed.

Hvordan klarer BRICS-11 sig?

Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2023. Skriv et svar

Forleden holdt BRICS-gruppen møde i Sydafrika for at fejre sig selv og bringe seks nye lande ind i det, der nu er en slags BRICS-11 gruppe. De oprindelige lande – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – dannede gruppen for nogle år siden som modvægt til særligt USA og de vestlige landes indflydelse på bl.a. IMF. De seks nye – Argentina, Egypten, Etiopien, de Forenede Arabiske Emirater, Iran og Saudiarabien – har således købt medlemsskab til en klub, der ser sig selv som en vigtig økonomisk spiller på globalt plan. Det er derfor indlysende relevant at spørge, hvordan det går for dem rent økonomisk?

Det gør vi idag i figuren nedenfor, der plotter BNP per indbygger og det gennemsnitlige privatforbrug for den globale benchmark USA, de fem gamle BRICS-lande, og de seks nye. For de to grupper har vi valgt at vise gennemsnit vægtet med befolkningsstørrelse, så Emiraterne ikke får urimeligt stor indflydelse med landets ti millioner ud af gruppens samlede 3,6 milliarder mennesker.

Som figuren viser ret klart, er BRICS-landene som gruppe meget fattigere end USA. De fem gamle har et gennemsnits-BNP der er 20 % af USAS (28 % for de seks nye) og et privatforbrug på bare 13 % (18 % for de nye). Selv de to rigeste i gruppen, Saudiarabien og Emiraterne, har gennemsnitlige privatforbrug på kun 39 og 54 % af amerikanernes.

Det bliver på ingen måde bedre af at kigge på den økonomiske dynamik i stedet for de nuværende niveauer. USA’s gennemsnitsvækst i BNP de sidste 15 år har været 1,1 % (1,2 % i privatforbrug), mens de fem oprindelige BRICS-landes gennemsnit er 1,4 % (1,4 %) og de seks nyes har været blot 0,4 % (0,2 %). Hvad værre er, er at det eneste virkelige vækstland i den oprindelige gruppe er Indien! Kinas vækst er efter alt at dømme stoppet op med ungdomsarbejdsløshed, der nærmer sig 25 % – kineserne er holdt op med at publicere statistik på det – deflation, og et boligmarked tæt på kollaps. Ruslands var nødlidende allerede før Ukraine-krigen, Sydafrika har store økonomiske problemer, og blandt de nye lande står Argentina på kanten af en statsbankerot og analytikere er begyndt at tale om et Sovjet-agtigt iransk kollaps som en reel mulighed.

Som en analytiker i the Telegraph påpegede forleden, er fremtidsprospekterne slet ikke gode for gruppen. Det eneste land, der har en vestlig grad af økonomisk frihed – en veldokumenteret og vigtig vækstparameter på langt sigt – er Emiraterne, og både Argentina, Kina og Sydafrika er politisk på vej den modsatte vej. Ser man sobert på BRICS-gruppen som helhed, tegner der sig et meget klart billede af en landegruppe domineret af diktaturer (med Argentina og Brasilien som de eneste velfungerende undtagelser) der lider økonomisk og forsøger at bryde med økonomisk logik. I politik tales der meget om BRICS som en global faktor, men ser man på det økonomisk, er der kun en lidt medtaget papirtiger.

Hæmmer globaliseringen den sociale tillid?

Af Christian Bjørnskov, den 27. august 2023. Skriv et svar

De økonomiske fordele ved øget globalisering er uomtvistelige. På et teoretisk plan har de været forstået siden Adam Smiths tid, med væsentlige senere bidrag fra David Ricardo i 1817, Heckscher og Ohlin i 1930erne, og bl.a. Marc Melitz siden 2000. Alligevel er globalisering enten direkte upopulær blandt politikere i næsten alle dele af dansk politik, eller i det mindste er politikerne skeptiske. En del af deres skepsis – når den ikke blot kommer fra en uvilje mod et tab af politisk kontrol – kommer fra idéen om, at globalisering på en eller anden måde svækker samfundets sammenhængskraft og fælles kultur.

Vi har tidligere skrevet om, hvordan det ser ud til at social tillid faktisk gør folk mere positive overfor globalisering (læs her). Men spørgsmålet om den modsatte årsagssammenhæng – påvirker globalisering folks tillid til hinanden – er stadig åbent. På den ene side er der en tradition i sociologi siden Ferdinand Tönnies, der mente der var en forskel på gemeinschaft og gesellschaft, hvor markedsøkonomien fører til gesellschaft og dermed ødelægger folks følelse af gemeinschaft, der groft kan oversættes til sammenhængskraft. På den anden side er der mere moderne tænkning, der fokuserer på hvordan folk lærer om andre mennesker, der er anderledes end dem selv, i en mere global markedsøkonomi.

Som en del af vores projekt Cultures of Trust and Institutions of Freedom har min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg set på spørgsmålet. Helt specifikt undersøger vi i artiklen Does Globalization Suppress Social Trust? om øget globalisering underminerer folks tillid til hinanden. Det store problem i spørgsmålet er, om folks tillid påvirker deres lands handels- og investeringspolitik – dvs. landets grad af globalisering – eller om globaliseringen påvirker folks tillid. Man kan derfor ikke bare se på en simpel sammenhæng, men må finde en måde at løse kausalitetsproblemet. Vores løsning er at bruge det, der kaldes den epidemiologiske metode. Konkret undersøger vi, hvordan globaliseringen i folks formative år (16-25) har påvirket deres tillid idag. Vi stiller skarpt på immigranter, som har været påvirket af globaliseringen i deres hjemland, men nu bor et andet sted. Deres sociale tillid idag i Frankrig kan således logisk ikke påvirke globaliseringsgraden for 20 år siden i Marokko, hvis det er der de kom fra. Og den kan slet ikke gøre noget, når vi ser på tillid blandt immigranternes børn.

Resultatet af undersøgelsen, der udkom forleden dag i Journal of Economic Behavior & Organization er, at hvis der er nogen som helst effekt af globalisering på folks tillid, er den lille og positiv. Vi kan også vise, at påvirkningen primært kommer fra den førte politik og ikke fra faktiske globale handels- eller investeringsstrømme. På tværs af cirka 26.000 førstegenerations-immigranter og godt 7000 i anden generation finder Niclas og jeg således ingen – siger og skriver ingen – evidens for den type effekter, der gør politikere og nationalkonservative borgere skeptiske overfor fri handel og investeringer med resten af verden. Bekymringen om, at interaktion med resten af verden på en eller anden måde truer vores kernekultur, er med andre ord helt uden fundament.

Howard S. Becker, 1928-2023

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2023. Skriv et svar

Tidligere på måneden døde den amerikanske sociolog Howard S. Becker, 95 år gammel. Becker, der i mange år var professor på Northwestern University i det nordlige Chicago, var en pionér i flere felter af sociologi. Hans 1963-bog Outsiders: Studies in the Sociology of Deviance, var starten på det der idag kaldes labelling theory, der bl.a. også har sneget sig ind i økonomisk spilteori. Hans senere arbejde var blandt andet fokuseret på sociologiske studier af kunstverdenen, ikke mindst i Art Worlds, der udkom i 1982. Derudover var han en af de få virkeligt multitalenterede forskere: Becker var også en fin jazz-pianist, og havde allerede i sin studietid professionelt spillet på klubber i Chicago.

Normalt skriver vi ikke meget om sociologi her på stedet, men Becker var særlig, og der er mindst to gode grunde til at fremhæve ham i dag. Den første er hans oprindelige arbejde, der lå til grund for hans PhD-afhandling og hans 1963-bog. Becker blev født i Chicago i april 1928, og spillede på klubber under krigen – efter eget udsagn fordi han var under 18, mens alle andre jazzpianister var sendt i krig – og lærte derfor jazzmiljøet indgående at kende indefra. En stor del af miljøet brugte stoffer, ikke mindst røg de hash, hvilket Becker begyndte at tænke over. Resultatet var hans PhD-afhandling, hvor kernen belv publiceret i 1953 i det stærkt prestigefyldte American Sociological Review som Becoming a Marihuana User. Gennembruddet i artiklen var, at den beskrev brugen af stoffer i jazzmiljøet som forbrug, i modsætning til al tidligere forskning, der havde tænkt på det udelukkende som misbrug. Becker var således den første, der skelnede mellem relativt uproblematisk forbrug og alvorligt misbrug i en tid, hvor visse stoffer som hash var forbundet med ’afvigende’ adfærd, mens andre stoffer faktisk var almindeligt brugt: Amfetamin blev bl.a. givet regulært til tyske piloter, og nogle af vores bedsteforældre kendte det som ’feriepiller’.

Den anden grund til at skrive om Howard Becker er min helt personlige oplevelse med ham. For knap 20 år siden, da jeg læste PhD i Aarhus, tog jeg et kursus i moderne sociologi på CBS. Kurset i sig selv var udmærket, men højdepunktet var at vi fik en forelæsning og en kort one-on-one samtale med Becker den ene eftermiddag. Deltagerne havde sendt en kort beskrivelse af deres emner før kurset, og jeg havde ingen illusioner om, at ret mange sociologer ville være interesserede i en spilteoretisk forståelse af, hvordan mikrofinansielle institutioner bruger social kapital som sikkerhed for lån.

Da det blev min tur, fortalte Becker da også, at han ikke havde været interesseret i mit emne da han læste det, men havde set det som ret perifert – indtil det gik op for ham, at millioner af mennesker i den tredje verden brugte mikrofinans. Han var oprigtigt entusiastisk, og jeg fik en knap 20 minutter lang samtale om brugen af spilteori og modeller, deres forbindelse med virkelig praksis, og grænserne for deres brug og mulighederne for udvidelser af dem. Becker var ikke blot venlig og positiv, men også inspirerende og den første ’store’ forsker jeg oplevede, der var helt ligeglad med grænser mellem discipliner i samfundsforskningen.  

Min oplevelse med Howard Becker i 2003 har været vigtig for hvordan jeg i dag interagerer med PhD- og kandidatstuderende, når de enten kommer til mig på Aarhus Universitet eller jeg møder dem til konferencer og kurser ude i verden. Alt for mange ser ud til at tænke, at ’han er bare sociolog’ / ”hun er bare økonom”, eller gider ikke sætte sig ind i, hvad de laver. På den måde gør vi ikke vores arbejde som lektorer, professorer, eller forskere overfor dem, der måske bliver del af vores næste generation. Beckers villighed til at lytte og tænke over, hvad en tilfældig PhD-studerende fra Aarhus lavede og hvorfor det var vigtigt, var et ideal som mange af os stræber efter i dag.

Hans disciplinære ydmyghed og villighed og evne til at lytte og tænke fordomsfrit over nye situationer var klar fra hans første artikler, og gjorde ham til en fremragende forsker. Flere nyhedsmedier har bragt nekrologer i ugens løb: New York Times, News in France, og den franske sociologforening som skrev, at “a very great sociologist is leaving us.”

Ulandshjælp, særinteresser, og reformer

Af Christian Bjørnskov, den 23. august 2023. Skriv et svar

En af mine yndlingskolleger i det amerikanske public choice miljø er Bonnie Wilson fra Saint Louis University. Selvom hun ikke er særligt kendt udenfor det specifikke forskningsmiljø, er hun ikke blot en vældigt rar og hyggelig kollega. Hun har også stille og roligt etableret sig som en økonom, der har bidraget væsentligt til forskningen i særinteresser.

Meget af Bonnies forskning har været sammen med Jac Heckelman (Wake Forest University). De to har de senere år for eksempel afsøgt, hvordan særinteresser påvirker politiske inflationsmål, stabilitet i den økonomiske politik, og økonomisk vækst (her og her). Noget lignende gælder deres nye papir, som jeg læste forleden og fandt særligt interessant.

Bonnie og Jacs nye papir har titlen Aid, Reform, and Interest Groups, og starter med spørgsmålet om ulandshjælp fører til reformer i den økonomiske og institutionelle politik. Baggrunden er, at det siden 1980erne faktisk har været et officielt formål med vestlig ulandshjælp, og noget af den gives decideret på baggrund af løfter om reformer. Men foreløbig peger forskningen ikke på nogen tydelig, positiv effekt på reformchancerne af at modtage ulandshjælp.

Det nye i papiret er, at de foreslår at det måske er ligesom meget andet reformpolitik: Den tegnes effektivt af særinteresser. Industristøtte gives for eksempel ofte til virksomheder, som er meget lidt produktive – de meget produktive kan sagtens klare sig uden støtte og har ingen interesse i at lobbye for at få den. Det samme gælder meget andet politik, hvor reformer designes, så de i hvert fald ikke rammer dem, der er politisk vigtige.

Bonnie og Jacs fund er direkte konsistente med et public choice syn på reformdesign: Jo flere interessegrupper, der er i et land, jo mere sandsynligt er det, at reformer faktisk svækker den økonomiske frihed i stedet for at styrke den. Omvendt finder de, at det er meget sjældent, at omstændighederne indebærer positive reformer betalt af ulandshjælp. De to forskere peger således på en potentielt vigtig del af forklaringen af, at ulandshjælp som oftest ikke virker, og til tider har direkte skadelige konsekvenser.

Papirets abstract kan læses nedenunder; det hele er varmt anbefalet.

Foreign aid is often granted to encourage market-oriented reform. It is not clear that this approach to reform has been effective. We seek to understand this seeming failure of aid. We ask whether and how political markets for institutions have influenced the impact of aid allocations on reform, and we explore the extent to which the impact of aid on reform is conditional on the influence of a particular player in those markets – special interest groups. In a panel of 92 aid-receiving nations over four decade-long time periods, for several measure of reform, we find evidence that the aid-reform relation is conditional on the influence of interest groups. We find that only under relatively extreme and rare conditions has aid been positively associated with reform. Mostly, we find that aid has been associated with reform backsliding. The effects are economically meaningful in magnitude.

John Tierney om Covid-politik og -reaktioner

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2023. Skriv et svar

Hvis man har 20 minutter – til opvasken, i bilen, eller bare i sofaen – er der mange værre ting, man kan bruge tiden på end at høre the 10 Blocks Podcast. I denne uge har podcasten, der udgives fra the City Journal, den glimrende og erfarne journalist John Tierney som gæst. Tierney, der selv er tilknyttet the Manhattan Institute der udgiver City Journal, har fulgt med i den videnskabelige debat og skrevet om den gentagne gange.

Tierney er en fremragende videnskabsjournalist, og hele podcasten med ham om ‘Counting the Costs’ – at opgøre omkostningerne ved Covid-nedlukningerne – er 20 minutters superb formidling. Tierney fokuserer på to nye studier, der begge forsøger at kvantificere effekterne (det ene medofrfattet af Punditokraternes egen Jonas Herby). Hele podcasten kan høres her, og er stærkt anbefalet!

Sommerserien #8: Den kapitalistiske fred

Af Christian Bjørnskov, den 14. august 2023. Skriv et svar

I vores sommerserie er vi kommet til et af de ‘store’ emner: Skaber kapitalisme og økonomisk frihed fred, som mange på den liberale side af debatten – og siden oplysningstiden – har påstået, eller havde Marx og hans efterfølgere ret, når de påstod at kapitalisme skaber krig og hviler på imperialisme? Det spørgsmål kan man skabe sig et vist overblik over ved at læse Alexander Jelloians artikel i det sidste nummer af Economic Affairs.

Det marxistiske argument hviler ofte på to simple idéer: 1) At kapitalisme afhænger af imperialisme, så man bliver nødt til at føre krig og undertrykke for at de kapitalistiske lande og magthavere kan udbytte resten; og 2) at en kapitalistisk industri har interesse i ufred fordi den så kan producere og sælge flere våben. Som så meget anden marxistisk tænkning er de to mekanismer således partielle – de ignorerer, at ufred ødelægger potentielle markeder for industrien og borgerne, og at hvis industrien skal producere våben, kan den ikke også bruge de samme ressourcer til at producere almindelige varer. Det er således tænkning uden alternativomkostninger, præcist som Mariana Mazzucatos politisk populære, nymarxistiske idéer om the entrepreneurial state.

Den liberale ‘case’ hviler på meget andre idéer. For det første skaber international handel også afhængighed af hinanden, hvilket kraftigt øger prisen på ufred. For det andet skaber solid beskyttelse af den private ejendomsret ikke blot produktivitet, men også et økonomisk alternativ til udbytning og korruption. Og sidst, men i Ruslands tilfælde nok ikke mindst, vil dårlig beskyttelse af ejendomsret og dermed massiv korruption underminere en stats evne til at føre krig.

Hvor meget evidens er der for det ene eller det andet? Jelloian peger i sin artikel på, at der faktisk ikke er ret meget tydelig, moderne empirisk forskning på området. Men hvis man skal konkludere noget ud fra forskningen, er det at økonomisk frihed skaber fred. En indikation af det kan ses nedenfor, hvor vi har plottet område 2 fra the Economic Freedom of the World indekset – beskyttelse af privat ejendomsret og kontraktfrihed – mod the Global Peace Index for de 153 lande der er dækket af begge indeks. De røde markører er autokratier mens de blå markører er demokratier.

Skal man konkludere noget, er det at der er en meget tæt forbindelse mellem de to indeks, i det mindst i en tværsnitsanalyse. Korrelationen er -0,59 i autokratier og -0,68 i demokratier (den blå ‘outlier’ er USA). Kapitalisme ser ud til at skabe fred! Men når man som forskernørd (som undertegnede) ser figuren, får man i den grad lyst til at bidrage til forskningen på området. Hvis jeg ikke kan overtale en specialestuderende til det i foråret, kan læserne nok se frem til at der dukker noget mere op om dette emne udenfor sommerserien.

Er heavy metal et luksusgode?

Af Christian Bjørnskov, den 10. august 2023. 3 svar

Et klassisk træk ved modne markeder i velstående markedsøkonomier er differentiering: At markedet ikke blot leverer ét gode, men en lang række goder med forskellige træk, der appellerer til forskellig smag og forskellige præferencer for kvalitet. Efter liberaliseringen af det danske pantsystem har markedet for øl således ændret sig fra et marked domineret af Carlsberg-Tuborg og nogle få varianter af pilsner til et meget mere fragmenteret, forbrugerorienteret marked. Omvendt har Cuba – ikke just en fri markedsøkonomi – kun to (ja, 2) ølvarianter på markedet.

En pudsig detalje er, at det gælder for alle mulige varer og service – inklusive musik – men at den særlige variation og bestemte præferencer samtidig følger ander skillelinjer. Mens man for eksempel kan finde masser af cola-varianter i København, er det nemmere at finde forskellige varianter af mango lassi i Calcutta. Disse forskelle afslører således også tilhør til det, man kan kalde en ‘moderne’ verden.

Det er netop det pudsige, der kan ses på nedenstående figur der illustrerer, hvor mange heavy metal bands per million indbyggere, der er i hvert land i verden. Jeg blev gjort opmærksom på problemstillingen forleden, da jeg læste Jakub Marians blog, hvor han spekulerede over, hvorfor der var så mange heavy metal bands i nogle af verdens lykkeligste lande. Emnet kunne let udvides, da Encyclopaedia Metallum oplister (næsten) alle heavy metal bands i hvert land i verden.

Som kortet meget klart viser, er heavy metal et fænomen, der helt primært eksisterer i rige, veludviklede markedsøkonomier med en vestlige kultur. De lande i verden, der har flest bands, er de nordiske, Holland, Tjekkiet og Østrig – og interessant nok Chile. Med andre ord ligner det latinamerikanske land, som andre latinamerikanere har kaldt ‘et europæisk land, der ligger forkert’, identisk med nordeuropa på netop dette punkt!

Man kan godt videre og lave regressionsanalyse, hvor man forsøger at forklare, hvad det kan forklare forskellene i ‘heavy band density’. Og det har vi naturligvis gjort. For nørderne har vi estimeret det i en log-log specifikation med regionale fixed effects. For dem, og alle andre, viser resultaterne meget klart, at rigdom (målt ved BNP), befolkningsstørrelse og demokrati forklarer meget. Men derudover er den eneste anden klare, statistisk sikre forklaring antallet af landingsbaner hvor man kan lande et jetfly. Økonomisk frihed, social tillid, tilfredshed med livet, handel og en række andre forhold gør ingen forskel. Og vi finder det samme, når vi kun fokuserer på mere traditionel heavy metal som folk køber – og som altså ikke er ren modkultur – og altså kun Iron Maiden og Metallica, men ingen Necrofeast (ja, der er tre af dem) eller Cannibal Corpse…

Det efterlader os dermed med to forhold, man kan tænke over. Det første er, hvad antallet af heavy metal bands fortæller os om landet, dets økonomi og dets kultur. Det andet er, hvad de forklarende variable indikerer. Bundlinjen idag er, at globale data ret klart indikerer, at rigdom og demokrati skaber mulighed og markeder for et fænomen som heavy metal, og at de således skaber kulturel diversitet – også selvom det nok næppe er dén form for diversitet, de fleste har i tankerne.

Sommerserien #6: Økonomisk frihed og tolerancenormer

Af Christian Bjørnskov, den 31. juli 2023. 1 svar

I vores sommerserie er vi kommet til et af de emner, hvor den traditionelle socialistiske venstrefløj og den liberale højrefløj ofte overraskes over at de er enige: Tolerancenormer. Her ender enigheden dog, fordi folk på venstrefløjen som oftest advokerer for at staten skal skabe tolerancenormer, mens liberales politiske præference er den præcist omvendte. Og i mange år kunne man stå og råbe ad hinanden, fordi der stort set kun var spekulativ sociologi og strategisk udvalgte eksempler at læne sig op ad. Sådan er det ikke længere.

Forskning de sidste ti år har meget klart peget på, at økonomisk frihed bidrager til at befolkningen bliver mere tolerant. Pionererne på området er mine og punditokraternes gode venner Niclas Berggren og Therese Nilsson. De to svenske forskere er begge tilknyttet Institutet fór Náringslivsforskning i Stockholm, og er også tilknyttet henholdsvis VSE i Prag og Lunds Universitet. For ti år siden udkom Does Economic Freedom Foster Tolerance? i Kyklos, hvilket skulle vise sig at være starten på en voksende litteratur.

Therese og Niclas viste i den allerførste artikel, at større økonomisk frihed fører til at befolkningen bliver mere tolerant overfor homoseksuelle. Senere studier har dykket ned i andre detaljer ved at se på andre spørgsmål – forskningen er begrænset til, hvad der er spurgt om i store, internationalle spørgeskemaundersøgelser – andre elementer af økonomisk frihed, og i et enkelt eksempel også spørgsmålet, om det samme gælder på tværs af amerikanske stater.

Den videre forskning har for eksempel yddybet vores viden på området ved at vise, at øget globalisering fører til, at folk i højere grad ønsker at lære deres børn at være tolerante (læs her). Studiet var særligt interessant, idet det pegede på at det ikke bare er noget der sker af sig selv, men at i det mindste en del af virkningen af økonomisk frihed ligger i forældres opdragelse af deres børn, og hvordan de reagerer på et ændret miljø. Et andet interessant nyere studie af svenskerne udnyttede, at der er gode amerikanske spørgeskemadata. Mens de data for økonomisk frihed, der findes for de amerikanske stater, kun medtager det offentliges størrelse og reguleringsfrihed, gav det derfor Niclas og Therese mulighed for at undersøge, om man kan se lignende møsntre på tværs af staterne som man ser på tværs af lande. Svaret var ja: På tværs af de amerikanske stater er større økonomisk frihed, og i særlig grad lavere skatteprogressivitet, forbundet med større tolerance overfor ateister, kommunister og homoseksuelle (læs her).

Det sidste bidrag kom for to år siden, da Journal of Institutional Economics publicerede de to svenskeres undersøgelse af økonomisk frihed og antisemitisme. På tværs af 106 lande i alle dele af verden fandt de, at bedre retsvæsener og stærk beskyttelse af ejendomsret er meget tydeligt forbundet med mindre antisemitisme. De fandt dog også tegn på, at en større grad af frihed til at handle og investere internationalt er forbundet med mere antisemitisme. Det sidste fund var meget uforventet, og indikerer at der bestemt er brug for mere detaljeret forskning på området.

Når man kender den nye forskning på området, må det fundamentale spørgsmål være, hvad der gør at økonomisk frihed gør folk mere tolerante overfor andre slags livsstil og andre præferencer? Mens man naturligvis kan spekulere over en lang række mulige mekanismer, giver den økonomiske forskning to klare bud.

Det første er demonstrationseffekter, som er en god forklaring på de positive effekter af særligt globalisering: Jo mere man handler og investerer i resten af verden, jo mere bliver man også kulturelt udsat for den. man får således demonstreret, at folk der på mange måder er anderledes end en selv kan være flinke, hæderlige mennesker. Man kan desværre også få demonstreret, hvordan folk der umiddelbart er præcist som en selv, kan være det modsatte. Demonstrationseffekter som disse gør det derfor noget sværere at vedligeholde faste fordomme overfor folk, der er anderledes.

Den anden type mekanisme er en mere simpel økonomisk effekt: Jo mindre markeder er regulerede, jo større konkurrence man får udefra, og jo bedre retsvæsenet beskytter alle – og ikke kun dem med kontakter – jo dyrere bliver det at diskriminere. Mekanismen har været kendt siden Gary Beckers banebrydende The Economics of Discrimination udkom i 1971. Jo dyrere en aktivitet bliver, jo mindre af den får man, og hvis det bliver meget dyrt at være intolerant, forsvinder mange af ens intolerante medborgere. Omvendt indebærer dårlige institutioner ikke blot mere småsvindel og korruption, men også mere intolerance.

Konsekvenserne for folks tolerancenormer burde diskuteres og fremhæves langt oftere i offentlig debat, der ofte kun drejer sig om de rent økonomiske gevinster ved økonomisk frihed. De forklarer også til tider, hvorfor stærkt nationalkonservative meningsdannere absolut ikke er tilhængere af åbne markeder, reguleringsfrihed eller uafhængige retsvæsener. Det er hverken hos en Órban, Trump eller Trudeau man skal finde en liberal tolerance overfor dem, der tænker eller lever anderledes.

Sommerserien 2023 #5: Økonomisk frihed og miljøet

Af Christian Bjørnskov, den 26. juli 2023. 1 svar

Som Otto skrev forleden – og som vi har understreget mange gange her på stedet – er økonomisk frihed forbundet med større økonomisk vækst. De sidste 25 år har forskningen dokumenteret en klar effekt fra særligt mindre offentlige sektorer, mindre offentlig intervention, og bedre retslige institutioner på den langsigtede økonomisk vækst. Men taler man med folk om det, har de ofte en indvending: Jaaah, men det er jo ligegyldigt når det ødelægger miljøet. Hvis det var rigtigt, ville det være en god indvending – men det er det ikke!

I en ny analyse for den canadiske tænketank Montreal Economic Institute skitserer den fremragened Vincent Geloso, hvordan økonomisk vækst faktisk hjælper til et bedre miljø. Analysen er en del af en serie, der sigter mod at afvise almindelige – men udokumenterede – angreb på fænomenet økonomisk vækst. Vincent peger på to meget almindelige påstande, som er forkerte: At folk der gerne vil have vækst, er ligeglade med miljøet, og at øget vækst indebærer større ressourceforbrug, som kloden ikke kan klare.

Vincent understreger allerførst, at det er veldokumenteret, at i takt med at folk bliver rigere, bliver de faktisk mere fokuserede på forhold som et godt miljø: Er man fattig, er hovedfokus at få mad på bordet idag og imorgen, men når det er sikret, skifter fokus mere mod andre ting, der er rare at have som f.eks. rent miljø. Overordnet er det sandsynligvis i højere grad et forhold, der skifter, når folk er mere økonomisk frie. Forskning peger således på, at folk bliver mindre materialistisk fokuserede, jo mere økonomisk frie de er.

Et andet forhold, som har været centralt for noget af min egen forskning – som vi har skrevet om tidligere – er hvordan kilderne til økonomisk vækst ændrer sig henover det, man kalder den miljømæssige Kuznets-kurve. I starten af kurven (når man kommer fra meget dyb fattigdom) vil væksten typisk indebære et større ressourceforbrug og en byrde på miljøet, men kun op til et vist punkt. Herefter er der endda direkte effekter at økonomisk frihed. Som Vincent skriver, er det for eksempel sagen, at “thanks to strong property rights (one component of economic freedom), innovators can more easily secure the fruits of technological innovation. This stimulates innovation that could be environmentally beneficial, while fewer regulatory barriers may facilitate the adoption of new technologies by other firms. Third, strong property rights make it easy to assign liability.”

Bundlinjen er, at økonomisk frihed faktisk bidrager positivt til et renere miljø. Det kan endda ses i partikelforurening i storbyer, som vi skrev om for nogle år siden (læs her). En af grundene til, at folk tror det modsatte, er at de ikke forstår hvordan moderne økonomisk vækst fungerer, og at de har dyb og naiv tro på, at staten nok skal kende løsningerne på problemer. Virkeligheden er derimod, som Don Boudreaux har understreget, at lande har en tendens til at blive ‘cleaned by capitalism’. Eller som nogle af os er gamle nok til at huske: De mindst økonomisk frie, nogenlunde rige samfund vi har kendt – Central- og Østeuropa under kommunismen – var miljømæssige katastrofer.

Hvor fattigt er Afrika egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 24. juli 2023. Skriv et svar

Anne Sofie Allarp havde i april en glimrende kommentar i Berlingske med titlen “Man skulle tro, at Afrika var et bundløst krater af menneskelig lidelse og ucivilisation beboet af hjælpeløse u-voksne.” Anne Sofies pointe er, at for almindelige mennesker, som kun får deres information fra de normale medier, må Afrika ligne “et bundløst krater af kaos, menneskelig lidelse og urimelighed, baseret på manglende ressourcer, mangel på mad, mangel på civilisation, mangel på fremtidsudsigter og mangel på almindelig anstændig opførsel.” Men det er meget langt fra virkeligheden. Som hun skriver, er der “normalitet, høflighed, forudsigelighed, hjælpsomhed og civilisation i Afrika” og en gennemsnitligt levealder, der idag ligger indenfor et par år af levealderen for russiske mænd. Helt dårligt er det ikke.

Baggrunden for Anne Sofies kommentar er en analyse fra the Economist, der udkom i foråret og som undersøger kontinentets befolkningstilvækst. Analysens konklusion er, at vækstraten er på vej ned i praktisk taget alle lande. Det hører man bare ikke om, fordi der eksisterer en hjælpeindustri, der har en egeninteresse i at holde forestillingen om det elendige kontinent i live.

Hvor langt er Afrika fra vestlig velstand? En måde at svare på, er at se på hvordan den mest velstående femtedel af befolkningen lever. Jo mere den del ligner et vestligt niveau, jo mere er der en del af befolkningen, der vil efterspørge skoler, sundhedspleje, underholdning, rent miljø, og demokrati på lige fod med europæere. Vores eneste pointe idag er blot at bede læserne om at se på kortet nedenfor – det viser i farver, hvor stort den bedst stillede femtedels privatforbrug er som procent af den danske middelklasses privatforbrug – og bedømme, om hele den afrikanske kontinent er elendigt.

Mere viden om statens størrelse og økonomisk vækst

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2023. 2 svar

De fleste politikere og meningsdannere, som jeg har talt med eller læst, har tydeligvis en idé om, at offentligt forbrug og offentlige investeringer bidrager til den økonomiske vækst. Nogle af dem er halvstuderende statskundskabere, der enten kan huske nationalregnskabsidentiteten (hvor det offentlige forbrug indgår), eller har forstået simpel keynesiansk konjunkturpolitik, hvor staten øger forbruget for at imødegå økonomiske nedgange. De er blot ikke kommet videre til de nationaløkonomiske og politologiske forklaringer på, hvorfor det ofte ikke virker sådan, og hvorfor politikere faktisk ikke gør det, Keynes ville have dem til. Andre, der har mindre økonomisk uddannelse, har enten ikke tænkt over det, eller argumenterer tautologisk – hvis det skadede væksten, ville politikerne da ikke gøre det. Men forskningen viser noget meget andet.

Anledningen til dagens post er, at jeg igår deltog i en heldags-workshop med titlen “2023 Vinson Centre Classical Political Economy Conference.” Workshoppen blev afholdt på det lille University of Buckingham lidt nord for London, og havde deltagelse af bl.a. de glimrende kolleger Mark Pennington (King’s College London) og Daniel Klein (George Mason University). Mit bidrag havde titlen “Economic Growth in Liberal Democracies vs. Authoritarian States: (How) Does the Size of Government Matter?” Hele papiret kan læses i konferenceversionen her.

Papiret starter der hvor det meste public choice-forskning: Med indsigten at der er en klar, negativ forbindelse mellem størrelsen på det offentlige og omfanget af offentlig intervention i demokratier. Spørgsmålet, som jeg stiller i papiret er for det første, hvilke specifikke elementer af det offentlige engagement, der skader væksten, og sekundært om det kun gælder i demokratier. Ved at bruge data fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapporter, kan man skelne mellem fem separate elementer: Det offentlige forbrug, overførsler og subsidier, offentlige investeringer, skattebyrden og -strukturen, og offentligt ejerskab. Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der illustrerer effekten af et reducere hvert af de fem elementer med ét point på en tipunkts-skala.

Som man kan se, er resultaterne meget klare: Det er overførsler og subsidier, der i højeste grad påvirker væksten i demokratier, mens man kan se en lidt større effekt af beskatning i autokratier. Netop den struktur har vigtige implikationer for en skandinavisk velfærdsstat som Danmark, hvor det offentlige faktisk ikke investerer ret meget (i forhold til andre lande), men er voldsomt engageret i forsøg på at omfordele gennem overførsler og subsidier.

Sagt på en anden måde, er det ikke blot omfanget af den danske velfærdsstat, der påvirker væksten, men i høj grad også måden, den er skruet sammen på. For at illustrere effekterne, peger de på at en reduktion i overførsler og subsidier på ét point (fra 4,5 til 5,5), eller omtrent fra et dansk til et britisk niveau, i gennemsnit medfører 0,3 procentpoint højere økonomisk vækst per år. Hvis man synes, det lyder af lidt, skal man huske, at Danmark i årene op til nedlukningerne havde en trendvækst, der ikke var meget højere end halvanden procent. En relativt moderat reduktion af statens overførsler – Storbritannien er ikke ligefrem en velfærdsørken – vil dermed sandsynligvis øge den årlgie vækst med 20 procent!

Og det efterlader os med en klassisk public choice-problemstilling. Vi har på den ene side en politik, der ikke blot kan løfte væksten ret synligt, men også afhjælpe trykket på de offentlige finanser. På den anden side har vi en situation, hvor det er blevet en del af alle danske regeringers modus operandi at bestikke vælgerne med målrettede overførsler og subsidier. At reducere overførslerne vil være til tydelig gavn for almindelige borgere, men ramme politikeres måde at gøre tingene på, Hvis interesser tror vi, der vægtes højest i den beslutning?