Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Personlig frihed – hvad kostede nedlukningerne

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2023. 2 svar

Forledeen udkom dette års rapport om menneskelig frihed – The Human Freedom Index 2023: A Global Measurement of Personal, Civil, and Economic Freedom af Ian Vásquez, Fred McMahon, Ryan Murphy, og Guillermina Sutter Schneider. Rapporten er altid interessant, men i særlig grad i år, fordi den giver det første klare, empiriske estimat på, hvor meget almindelige menneskers frihed bleve indskrænket gennem nedlukningerne i 2020 og 2021. Som vores oversigt nedenfor viser, er det ikke bare pjat!

Ser man særligt på indekset over personlig frihed – retssikkerhed, personlig sikkerhed, bevægelses-, religons-, forsamlings-, relations, og ytringsfrihed – styrtdykkede det i løbet af nedlukningerne med et gennemsnitsfald på 0,3 point på en 10-skala, eller 4 % af indekset. For Danmark var faldet 0,22, mens kun få lande i verden så deciderede forbedringer over de tre år. Danmark lå således nogenlunde i midten af de vestlige landes begrænsninger af de friheder, som Grundloven og de fleste andre demokratiske forfatninger beskytter.

Spørgsmålet er, hvor stort det fald egentlig er? Dykker man ned i tallene finder man ikke overraskende, at det helt store fald gennem nedlukningerne var bevægelsesfrihed. I adskillige lande, bl.a. dele af Australien, var det forbudt at bevæge sig mere end et par kilometer væk fra ens hjem, og da kun for at købe nødvendigheder. Man man finder også en lang række lande, inklusive adskillige demokratier, der begrænsede forsamlingsfriheden markant, ligesom en række lande begrænsede folks religionsfrihed og verdens diktaturer brugte lejligheden til at indskrænke borgernes ytringsfrihed ganske kraftigt.

Et spørgsmål er, hvordan man skal vurdere dette fald? Kan man for eksempel omsætte det til kroner og ører? Svaret er jo, fordi man kan give et bud på, hvordan nationalindkomst og personlig frihed hænger sammen på langt sigt. Det tillader en at beregne, hvor meget fattigere lande typisk er, der har svagere personlig frihed – en såkaldt kompenserende indkomstvariation. Beregner man sådan en ud fra de data, vi har fra Cato, svarer den til omtrent 30.000 kroner per dansker, eller totalt set cirka 170 milliarder kroner.

Uanset hvordan man ser på det, har nedlukningerne gennem deres svækkelse af folks personlige frihed haft voldsomt skadelige virkninger. Nedlukningerne skadede folks liv på snart sagt alle fronter – deres økonomi, den efterfølgende inflationskrise, deres personlige frihed, og de liv, der nu tabes til kræft og hjertesygdomme, der kunne være behandlet hvis man ikke havde omstillet sygehusvæsenet til én sygdom. Hvorfor politikere og visse meningsdannere stadig synes at mene, at de var en god idé, er et mysterium.

Økonomisk frihed og individualisme forstærker hinanden

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2023. Skriv et svar

For at bekæmpe den sorte økonomi vil den danske regering afskaffe 1000-kronesedlen. Man kan mene om forslaget hvad man vil, og endda spørge om formålet med det – at få flere penge i statskassen ved at tvinge økonomisk aktivitet til at blive registreret og beskattet – overhovedet er proportionalt med midlet, og om det vil virke. Men diskussionen rejser også et andet spørgsmål: Hvorfor har nogle lande så store undergrundsøkonomier og meget sort arbejde, mens andre lande ikke har? Det har den amerikanske forsker James Saunoris (Eastern Michigan University) et nyt svar på.

I artiklen “Individualism, economic freedom, and the development of the shadow economy“, der lige er accepteret hos Economic Systems, undersøger Saunoris netop, hvorfor nogle lande har mere sort økonomi. Hans udgangspunkt er, at tidligere forskning fra bl.a. Axel Dreher (Universität Heidelberg) har vist, at reformer der øger borgernes økonomiske frihed, også formindsker den sorte økonomi. Andre forskere har i stedet fokuseret på det som et kulturfænomen, og for eksempel vist, at der er mere sort økonomi i kollektivistiske kulturer, og mindre i individualistiske kulturer.

Saunoris’s undersøgelse peger på, at begge regninger i forskningen har ret, men går et skridt videre. Det viser sig nemlig, at de to forhold – økonomisk frihed og en individualistisk kultur – forstærker hinanden! Kombinationen af en høj grad af økonomisk frihed og en stærkt individualistisk kultur giver typisk den mindste undergrundsøkonomi og mindre sort arbejde.

Den nye forskning peger således på, som Saunoris konkluderer, at økonomisk og institutional politik, der forøger borgernes økonomiske frihed, reducerer den sorte økonomi mere i individualistiske kulturer. Det er for eksempel Danmark, der på trods af Socialdemokraternes ihærdige forsøg fra 1950erne og frem, stadig er et af de mest individualistiske samfund i verden. Men det betyder også – med direkte reference til den danske regerings indsats for tiden – at reducerer man den økonomiske frihed, reagerer borgere i lande som Danmark, Storbritannien og Australien også mere, ved at forsøge at rykke aktivitet væk fra statens og Skats klamme hånd. Med andre ord peger den nye forskning på, at når den elendige SVM-regering forøger den offentlige sektors størrelse, giver Skat mere magt, og regulerer samfundet tættere, vil danskerne forsøge at skabe en større sort økonomi for at beskytte sig selv. Det selvforskyldte probleem hjælper afskaffelsen af 1000-kronesedlen næppe på.

Utilsigtede konsekvenser i handelsaftaler

Af Christian Bjørnskov, den 14. december 2023. 4 svar

Min klumme i Børsen idag har titlen “Politik med gode hensigter kan have utilsig­tede konsekvenser.” Udgangspunktet for klummen er ny forskning fra tidligere i år af Ryan Abman, Clark Lundgren (begge San Diego State University), John McLaren (University of Virginia), og Michele Ruta (IMF), der undersøger effekterne af regionale handelsaftaler. NBER-papiret har titlen “Child Labor Standards in Regional Trade Agreements: Theory and Evidence”, og bag den lidt kedelige titel gemmer der sig en ret grim konklusion: Regionale handelsaftaler, der forbyder børnearbejde, fører til stigninger i ulandes brug af børnearbejde.

Man fristes til at udbryde, at “Det var jo ikke meningen!” Men det er faktisk konsekvensen, og den er ikke svær at forstå fra et nationaløkonomisk perspektiv. Som jeg skriver i Børsen: Liberaliserende handelsaftaler skaber for eksempel nye økonomiske muligheder for fattige mennesker, der i højere grad kan eksportere landbrugsvarer eller få arbejde i tekstilindustri og andet, når handelsmurene falder. Med andre ord er liberaliserende handelsaftaler med ulande ofte særlgit gavnlige for fattige mennesker i fattige lande, men kun hvis de har manøvrerum til at udnytte mulighederne.

Der hvor det kan gå galt er, hvis USA, Japan og EU (i særlig grad) insisterer på at skrive krav ind, som f.eks. forbud mod børnearbejde. De kan ‘føles godt’, men kan decideret ødelægge muligheder for fattige mennesker. Hvis man gør brug af lidt børnearbejde, som det var almindeligt i dansk landbrug for 100 år siden, vil en sådan handelsaftale effektivt forbyde en af eksportere sine varer. Det samme gælder, hvis man ikke bruge børnearbejde eller noget der ligner, men ikke kan dokumentere det. I begge tilfælde kan handelsaftalen se liberaliserende ud, men forbuddet mod børnearbejde bliver en meget effektiv teknisk handelshindring.

Den nye NBER-forskning er således et fremragende eksempel på, at politik ofte har utilsigtede konsekvenser. Vi er som nationaløkonomer trænede i, at evaluere de totale konsekvenser af politiske tiltag, inklusive de utilsigtede. Det er en af grundene til, at nationaløkonomer ofte er så upopulære – særligt blandt det velmenende segment – fordi vi kommer til at understrege, at gode hensigter sagtens kan føre til dårlige udfald. Det er en af de vigtige grunde til, at regulering og andre begrænsninger af folks økonomiske frihed ofte rammer skævt eller helt modsat af intentionen, og dermed også en politisk uvelkommen advarsel mod at detailregulere folks liv og virke.

Hvordan går det med demokrati i verden?

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2023. Skriv et svar

Medierne skriver med jævne mellemrum om, hvordan – og typisk hvor skidt – det går med demokratiet i verden. Der er god grund til at holde øje med udviklingen, men der siges også en del vrøvl i debatten. Vi tager derfor idag udgangspunkt i vores egne data – fra Bjørnskov og Rode / Regime Types and Regime Change databasen – og plotter udviklingen de sidste ti år på kortet nedenfor. Lande der har været stabilt demokratiske de sidste ti år er hvide, de stabilt autokratiske er sorte, lande der startede demokratisk i 2013 men nu er diktaturer er røde, mens lande der har demokratiseret de sidste ti år er blå. Vi lader det være op til læserne at vurdere, om kortet illustrerer en god, dårlig eller medium udvikling.

På den ene side illustrerer kortet, at der de sidste ti år er 11 lande, hvor demokratiet de facto er brudt sammen: Benin, Burundi, Georgien, Guinea, Kirgisistan, Nicaragua, Sierra Leone, Thailand, Tyrkiet, Ungarn og Venezuela. Der er derimod kun fem lande, der er blevet demokratiske i samme periode: Gambia, Guinea-Bissau, Liberia, Montenegro, Nepal, og Nigeria. På den anden side ser det slet ikke så skidt ud, når man tager hensyn til hvor mange mennesker, der er påvirkede. Helt konkret har 248 millioner mennesker mistet deres demokratiske institutioner, mens 272 millioner har fået demokrati. Mens de cirka 70 millioner i Thailand og 83 millioner i Tyrkiet er negativt påvirkede, opvejes de to store landes tab af demokrati af det ny-demokratiserede Nigeria, der er hjem for 230 millioner borgere.

En lille, interessant detalje, er at i den sidst opdaterede udgave af World Governance Indicators har de to grupper lande næsten præcist samme vurdering af deres Rule of Law: de nye autokratier har et gennemsnit på -0,75 mens de nye demokratiers er -0,72 (p<0,92). Ser man på tingene på en anden måde – ved at bruge Varieties of Democracies indikator for ‘electoral democracy’ kan man derimod klart se forskel: De nye autokratier scorer et gennemsnit på 0,28 på indekset, der går fra 0 til 1, mens de ny demokratier scorer 0,54 (p<0,01). De er således ikke nær så pænt demokratiske som Danmark og Sverige – begge vurderet lige omkring 0,9 i 2022 – men klart demokratiske. Udviklingen 2013-2023 er således et eksempel på, at kvaliteten af et lands juridiske institutioner ikke altid går hånd i hånd med deres grad af demokrati.

Ser man på deres udvikling på et helt andet, centralt forhold, er ændringerne i ytringsfrihed også sigende. Mens der i den demokratiserede grupper ikke er sket ret meget undtagen i Gambia, er Varieties of Democracies indeks for ytringsfrihed faldet med 0,22 point i de autokratiserede lande (p<0,05). Skal man vove en bid fortolkning, kan man måske ofte se ytringsfriheden udvikle sig positivt før et land bliver demokratisk. Med andre ord er positive ændringer måske ‘forward indicators’ for demokratisering, mens man ikke kan sige det samme om autokratisering.

Som sagt lader vi det være helt op til læserne at vurdere situationen: Er det godt eller skidt, og er der tegn på at verden bliver mere eller mindre demokratisk for tiden? Idag dokumenterer vi blot udviklingen, for uden konkret information er den politiske debat bare en gang synseri. Det beskæftiger vi os ikke med her på stedet, og vi arbejder også for, at der skal være mindre af det i danske medier, og mere faktisk viden.

Når det offentlige opfører sig som mafiaen

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2023. 7 svar

Forestil dig, at en bank giver dig besked om, at du skylder den penge – hvilket du muligvis gør. Du vil gerne betale din gæld, men får at vide af banken, at det må du ikke. Den er ikke ’inddrivelsesparat’, fordi bankens konto- og computersystemer ikke virker, og ikke har virket i adskillige år. Banken lægger dog stadig renter på din gæld, og den vokser derfor måned for måned.

Der findes faktisk en måde at undgå den voksende rentebyrde, ved at deponere et mindre beløb hos banken, mens den finder ud af at få systemerne til at fungere – og om du faktisk skylder den penge. Den mulighed har banken dog ikke informeret dig om, og den ligger gemt bag syv klik i et særområdes FAQ på hjemmesiden. Din gæld vokser derfor eksponentielt med renterne, og du finder ud af, at flere tusinde af bankens kunder er i samme situation som dig. Bankens direktør har alligevel meldt ud, at man ikke vil gøre noget ved problemet nu, fordi banken jo tjener relativt mange penge på ordningen.

Som du sikkert allerede har gættet, er der ingen danske banker, der opfører sig så svinsk umoralsk – og ulovligt. Kun mafiaen ville forsøge at binde dig i en gældsfælde ved at gøre det umuligt at betale din gæld. Men som du nok også har gættet, er det slet ikke en privat organisation, der gør sådan. Det er den danske stat, og helt specifikt Skat. Og direktøren, der forsvarer dens indtægter er skatteminister Jeppe Bruus.

Som Berlingske har dokumenteret i en hel række fine artikler, er mange danskere fanget i en gældsfælde hos Skat. Myndigheden siger basalt set til borgerne: Du må ikke betale din gæld, og vi lader renterne stige måned for måned. Og vi fortæller dig ikke, hvor lang tid det kommer til at stå på. Ministeren har gentagne gange forsvaret ordningen ved at henvise til, at den jo giver staten et provenu.

Dagens spørgsmål er, hvorfor man på nogen måde kan mene, at det er en forsvarlig situation. Hvis man mener, at en banks adfærd – som vi beskriver ovenfor – er moralsk forkastelig og burde være forbudt, hvordan kan man så forsvare det samme, når dette gælder en offentlig myndighed, som ingen af os kan slippe væk fra? Vi kan jo ikke flytte vores konto til en anden ’skat’, hvis den ikke opfører sig ordentligt.

På samme måde bør man aldrig kunne slippe afsted med at forsvare en retssikkerhedsmæssig farce ved at fremhæve, at staten har en indtægt fra adfærd, som man ellers kun ser hos mafiaen. Men man ser noget af den samme fremfaren i forbindelse med det nye vurderingssystem, der med vold og magt skulle indføres på trods af, at alle med lidt indsigt kunne se, at det var helt galt. I den situation er Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen, og har forleden krævet at få al intern dokumentation udleveret.

Skåret ind til benet: Det er absurd, at så mange mennesker bruger forskellige standarder, når de vurderer adfærd hos private og offentlige organisationer. Om noget burde man være endnu mere kritisk overfor de offentlige, fordi de er monopoler – vi har som borgere ingen andre steder at gå hen. At Christiansborg tjener penge på at bedrage borgerne gennem Skat kan aldrig undskyldes.

Stefan Sløk-Madsen om hvordan Danmark blev rigt

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2023. Skriv et svar

The Institute of Economic Affairs i London har siden 1955 påvirket debatten om økonomisk politik i Storbritannien. IEA var for eksempel en væsentlig kilde til idéer og politikforslag for Margaret Thatcher, ligesom tænketanken idag leverer både debat og forslag til britisk politik – også selvom de ikke altid er videre populære på den britiske højrefløj. Da Cepos blev grundlagt i 2004 var IEA derfor et af forbillederne. Og det vedbliver den med at være, da tænketanken i London har globalt ‘reach’ og udgiver fremragende podcasts og interviews. Forleden dag blev det så tid til historien om, hvordan Danmark blev rigt og økonomisk frit.

Den dygtige Matthew Lesh interviewer her punditokraternes ven og Cepos’s uddannelsesleder Stefan Sløk-Madsen, der også er ekstern lektor på CBS. Baggrunden er Stefans bog fra sidste år Danish Capitalism in the 20th Century: A Business History of an Innovistic Mixed Economy, som netop fortæller historien om dansk erhvervsliv og hvordan økonomisk frihed var centralt for at netop Danmark var en af de store vækstsucceser mellem 1870 og 1920erne. Interviewet er vældigt interessant og informativt, og er varmt anbefalet.

Regeringer der kan få noget gjort: Buchanan og Tullocks svar

Af Christian Bjørnskov, den 27. november 2023. 2 svar

Den danske SVM-regerings fortalere – og ikke mindst Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen, og den nu politisk afdøde Jakob Ellemann-Jensen – bliver ved med at understrege, at deres regering er særlig. Grunden er, at den har flertal og derfor “kan få noget gjort.” Deres holdning er ganske tydeligt, at de sidste mange års mindretalsregeringer, der måtte finde flertal med dele af oppositionen for at gennemføre politik, har været et problem. Frederiksen og Løkkes perspektiv på politik er således, at mere handling er bedre – i det mindste når de selv står for beslutningerne. De påstande skurer voldsomt i mange borgeres ører, og ikke mindst i mine. De ville nok også have fået James Buchanan og Gordon Tullock til at hæve øjenbrynene.

Buchanan og Tullock udgav i 1962 deres fælles bog The Calculus of Consent, som var en vigtig del af 60ernes public choice-revolution. Her præsenterer de deres fulde forståelse af konsekvenserne af at gøre det henholdsvis lettere og sværere at tage politiske beslutninger. Frederiksen og Løkkes fokus er på det ene af de to forhold, Buchanan og Tullock finder relevante. De mener, at der er omkostninger ved at gøre for lidt – ikke at lave såkaldte reformer, ændre lovgivning, og generelt blande sig – i forhold til hvad mindretalsregeringer gør. Men som man kan se i figuren nedenfor, er det kun den ene af to mulige typer af mekanismer.

Der er nemlig også omkostninger ved at gøre for meget: Jo mindre kompetente, politikere er – og vel at mærke fagligt kompetente og ikke bare kompetente til at spille et politisk spil – jo flere dårlige beslutninger tager de. Jo større indflydelse, der er fra særinteresser, jo flere dårlige beslutninger kan de tage. Og jo mindre de ved om samfundsmæssige forhold, jo ringere bliver deres beslutninger. Det relevante aspekt i sagen, er de samlede omkostninger, og ikke blot det irriterende besvær ved at finde flertal. Der er derfor virkeligt tungtvejende grunde til at gøre det svært at tage politiske beslutninger!

Buchanan og Tullock brugte dette framework til at argumentere for, hvorfor der er behov for krav om flertal på væsentligt over 50 %, når man for eksempel ændrer Grundloven. Helt grundlæggende er deres idé, at jo større og mere omfattende politiske beslutninger er, jo større må flertallet for dem være, fordi man i de tilfælde risikerer at lave langt større skader end ved almindelige, små beslutninger.

Frederiksen og Løkkes udgangspunkt at det skal være let for dem at lave store og omfattende ændringer i dansk politik og i samfundet er derfor rendyrket nonsens i Buchanan og Tullocks framework. De to public choice-koryfæer ville i stedet have sagt, at med den slags ambitioner er det vigtigt at inddrage store dele af oppositionen, og at være forsigtige. Man kan måske godt forstå, at magtmennesker som Lars Løkke bliver utålmodige, men fra en videnskabelig vinkel – og i det mindste fra en public choice-vinkel – er der behov for det stik modsatte end lynbehandling af et ukritisk flertal i Folketinget.

SEA 2023: Bryggerier og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 23. november 2023. Skriv et svar

Vores sidste rapport fra dette års konference i the Southern Economic Association handler om øl. Mere præcist handler den om Steve Gohmanns (University of Louisville) virkeligt interessante papir om, hvad der har påvirket den enorme vækst i antallet af bryggerier i USA siden 1990. Papiret med den sjove titel “Pour Policy: Economic Freedom and Brewery Startups” er således et studie i iværksætteraktivitet.

Baggrunden for Steves papir er den imponerende vækst i antallet af amerikanske bryggerier: I 1990 var der 204 bryggerier i USA, mens der ved sidste tælling i år var flere end 9500. De fleste er idag i stater som Colorado, Maine, Montana, Vermont, og Wyoming, mens enkelte af de store stater har komparativt færre.

Steve gør noget meget smart i papiret: I stedet for at se på hele staten, undersøger han byområder der ligger tæt på en statsgrænse, som f.eks. St. Louis der ligger direkte på grænsen mellem Missouri og Illinois. Det betyder, at han kan zoome ind på de helt samme markeder, der rækker ind over en statsgrænse, men hvor der er forskellig politik på hver side af grænsen. Effekten af politik på sandsynligheden for at få grundlagt et nyt bryggeri kan derfor estimeres meget præcist.

Resultaterne bør være interessante for alle, der interesserer sig for iværksætteri. En af de vigtigste faktorer, der forklarer eksplosionen i bryggerier, er at en række stater har tilladt såkaldt selv-distribution. Et af de politiske forhold, der holdt etableringen af små bryggerier nede og beskyttede store bryggerier, var et lovmæssigt krav om, at man ikke måtte distribuere direkte fra bryggeriet til restauranter, butikker eller enkeltpersoner, men skulle sælge fra bryggeriet til en distributør, der efterfølgende solgte til andre. Efter af kravet iver årene blev droppet i forskellige stater, begyndte der at blive etableret nye bryggerier.

Derudover finder Steve, at økonomisk frihed – i særlig grad hvor meget en stat regulerer arbejdsmarkedet og hvor høje og progressive skatterne er – undertrykker iværksætteraktiviteten i sektoren. “Pour Policy” understreger dermed endnu en gang, at udbygningen af velfærdsstaten er en væsentlig forklaring på, hvorfor nogle steder i verden har så relativt få iværksættere. Måske skulle erhvervsminister Morten Bødskov sætte sig ned og læse studiet, før han går videre med sin nye, milliarddyre iværksætterstrategi?

SEA 2023: Økonomisk usikkerhed og tolerance

Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2023. Skriv et svar

Som faste læsere ved, er jeg pt. i New Orleans til den årlige konference i the Southern Economic Association (SEA). Der er masser af glimrende kolleger på konferencen, og heldigvis også en lang række meget interessante præsentationer. For mit vedkommende var et af højdepunkterne igår endda en god ven, Andreas Bergh fra Lund (på billedet nedenfor), der præsenterede ny forskning sammen med Niclas Berggren (IFN) og Therese Nilsson (Lund). Niclas og Therese har været pionerer i studiet af økonomiske effekter på folks tolerancenormer, og i det nye papir ser de på et ganske aktuelt spørgsmål: Bliver folk mindre tolerante, når de er større økonomisk usikkerhed?

Mange regner nok med, at kriser og økonomisk usikkerhed stresser folk og dermed gør dem mindre tolerante overfor folk, der er anderledes. Det er også en plausibel hypotese, men Berggren, Bergh og Nilsson stiller den overfor det, der populært kaldes ‘rallying around the flag’ effekter. Her er idéen, at når folk enten oplever dårlige eller usikre tider, rykker de socialt sammen – man bliver mere villig til at hjælpe, og har dårligere råd til at diskriminere.

Ved at kombinere data fra the World Values Survey på, om folk vil tolerere muslimer eller jøder som naboer, med de nyudviklede World Uncertainty Index, finder svenskerne, at mønstrene i data peger helt klart på en positiv effekt af økonomisk usikkerhed. Effekten er relativt lille, men statistisk tydelig. Den er også robust overfor en række alternative forklaringer, og er dermed ikke bare en tilfældighed i data.

Et spørgsmål, der kom op i løbet af diskussionen efter Andreas præsentation, var hvorvidt effekten er lille fordi der er en række muslimsk-dominerede lande i datasættet. Er man i et allerede overvejende muslimsk land, er tolerance overfor muslimer nok ikke noget stort spørgsmål, mens tolerance overfor jøder bestemt kan være det. På samme vis kan man spørge, om toleranceeffekterne kun gælder folk, der selv er religiøse, eller om det i højere grad handler om samfundets normer som helhed.

Der er flere ting, som Berggren, Bergh og Nilsson skal hjem og kigge på. Men for mig var det et højdepunkt fordi det var et eksempel på glimrende forskning, der blev præsenteret på det rigtige tidspunkt i forskningsprocessen: Der er et udkast til et papir, analysen er eminent kompetent, og resultaterne er fascinerende, men der er stadig tid og rum til at udvide analysen og tilføje nuancer og ekstra spørgsmål. Og hvis man er interesseret i, hvordan tolerancenormer varierer på tværs af verden og udvikler sig over tid, er de tre svenskere blandt den forskningsmæssige elite. Interesserede læser bør holde øje med, hvornår forskninge udgives som working paper. Den er varmt anbefalet!

Konferencer: Southerns og Public Choice Society

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2023. Skriv et svar

I skrivende stund er jeg så småt på vej ud ad døren for at tage til den årlige konference i the Southern Economic Association. Southerns er i år i New Orleans, og ser ud til at have i omegnen af 1500 deltagere. Mine kolleger og jeg har virkeligt set frem til konference, ikke mindst fordi vi har organiseret to sessions der afvikles lørdag eftermiddag. Emnerne burde være interessante for mange af Punditokraternes læsere, og mange andre.

Første session med titlen “Institutions and Economic Freedom” omfatter tre papirer: Institutions as Predictors of Government Exclusion der er fælles arbejde med Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og som jeg præsenterer, Endogenous Social Contracts and State Capacity af Jerg Gutmann (Hamborg), og Does Capitalism Disfavor Women, som Niclas præsenterer med mig som medforfatter. Den anden session med titlen “Social Norms and Trust” kører umiddelbart efter på lørdag og har fire papirer: Traditional Norms and Parental Investment in Human Capital af Lund-forskerne Steve Berggren-Clausen, Jan Bietenbeck og Günes Gökmen, Influencing Public Trust in Central Banks af Bernd Hayo (Marburg) og Pierre-Guillaume Méon (ULB), Coming Together or Coming Apart: Crises, Uncertainty and Tolerance som præsenteres af Andreas Bergh (Lund) og er fællesarbejde med Niclas Berggren og Therese Nilsson (Lund), og Too Cold to Trust? Effects of Extreme Cold on Political Trust and Civic Participation: Evidence from the Peruvian Highlands af Judhajit Chakraborty og Eduardo Nakasone (Michigan State University) og Leah Lakdawala (Wake Forest University).

Derudover er der en række fremragende kolleger, som vi ser frem til at opleve og ses med. Nogle af navnene vil være kendte for faste læsere af Punditokraterne: Justin Callais (University of Louisiana at Lafayette), Kevin Grier og Jaime Bologna Pavlik (Texas Tech), Nabamita Dutta (University of Wisconson La Crosse), og Steve Gohmann (University of Louisville) kommer allesammen til New Orleans. Skulle nogle af vores læsere være interesserede i noget af forskningen på Southerns i år modtager vi gerne forslag til, hvad vi kunne skrive om. Hele programmet kan læses her hvis man mangler inspiration.

Og det bringer mig til dagens sidste punkt. I aften er der frist på at sende papirforslag til næste års konference i the Public Choice Society. Konferencen er nok fyrtårnet i international public choice-forskning og altid et højdepunkt på året. Hvis der skulle sidde nogen derude, som kunne have lyst til at tage til Dallas den 14-16. marts næste år, præsentere egen forskning og opleve nogle af Jeffery Jenkins, Nils Karlson, og Nobelprismodtageren Roger Myerson – og en lang række andre store og små navne i public choice – er der således stadig mulighed. PCS-konferencen er ikke blot et højdepunkt, men også en meget venlig og hyggelig event, hvor PhD-studerende og unge forskere bliver godt behandlet. Den er varmt anbefalet hvis man har interesser den vej.

4000 jobs fra erhvervsstøtten? Næppe…

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2023. Skriv et svar

Regeringen har barslet med et udspil den nye finanslov for 2024. Som vi skrev forleden, omfatter udspillet en række påstande om arbejdsudbudseffekter, som mange fagøkonomer – bl.a. overvismand Carl-Johan Dalgaard, Krakas cheføkonom Ulrik Beck, fungerende cheføkonom i Cepos Jørgen Sloth, og undertegnede inklusive – har stillet store spørgsmålstegn ved. Helt særligt påstår ministeren, at der kan komme 4000 flere i arbejde på grund af “ny prioritering i erhvervsstøtten.” Påstanden er rendyrket vrøvl.

En måde at se det på, er at spørge hvornår det overhovedet giver mening at give erhvervsstøtte: Under hvilke omstændigheder kan man fra en fagøkonomisk vinkel forsvare at give en virksomhed eller et erhverv offentlig støtte? Svaret er, at der skal være en form for markedsfejl, før en offentlig intervention potentielt kan give positiv mening. Den eneste anden retfærdiggørelse, der giver mening, er at der kan være tale om produktion af militær-strategisk vigtighed.

Med andre ord kan erhvervsstøtte kun skabe jobs – og ikke bare flytte jobs, men permanent hæve den samlede beskæftigelse – ved at løse en form for markedsfejl. Militærstrategiske overvejelser påvirker næppe folks incitament til at arbejde flere timer eller bliver på arbejdsmarkedet. Der vil i denne sammenhæng kunne være tale om to typer: Enten eksistensen af positive eksternaliteter – hvor ekstra ansættelser genererer noget ekstra samfundsøkonomisk udover den ansattes løn og virksomhedens ekstra indtjening – eller mangel på information.

Lad mig bare skyde nummer to ned med det samme: Erhvervsstøtten kan ikke skabe ekstra information hos virksomhederne, der får dem til at ansætte flere mennesker, som ellers ikke ville være ansat hos nogen! For når vi taler om at hæve arbejdsudbuddet, er der ikke kun tale om at ansætte flere i bestemte virksomheder, men at enten ansætte folk der ellers ville være arbejdsløse, fastholde folk, der ellers ville forlade arbejdsmarkedet, eller incentivere allerede ansatte til at arbejde ekstra timer. Virksomhederne er glimrende informeret om, hvilke kompetencer de har brug for, og hvad deres ansatte værdsætter. Og der er langt bedre informerede end offentlige bureaukrater, der implementerer erhvervsstøtteordninger.

Det efterlader os med en overvejelse, om der overhovedet findes eksternaliteter, som kan løses af erhvervsstøtte og skabe højere arbejdsudbud. Som nævnt ovenfor må det være problemer, der 1) forhindrer nogen i overhovedet at blive ansat, selvom de er produktive til at oppebære en almindelig løn på langt sigt; 2) profitabelt kunne blive længere på arbejdsmarkedet; eller 3) profitabelt kunne arbejde flere timer. Man kan for eksempel godt give erhvervsstøtte til virksomheder, der ansætter meget lavproduktive medarbejdere, så staten effektivt betaler en del af lønnen i en periode.

Men hvis disse mennesker kunne opkvalificeres på en arbejdsplads til at være produktive til at tjene deres løn uden støtte, må man spørge sig selv, om danske virksomheder ikke allerede tager dem ind? Og man må spørge, hvordan en offentlig myndighed ville kunne spotte dem bedre end virksomhederne? Begge betingelser skal være tilstede, før støtte til formålet giver mening og øger arbejdsudbuddet permanent. På samme måde kunne man forestille sig, at erhvervsstøtten gives til at fastholde ældre medarbejdere – det såkaldt ‘grå guld’. Men det private erhvervsliv gør allerede meget for at fastholde dygtige, ældre medarbejdere, der ofte har særlige kompetencer eller overblik. Ville det give samfundsøkonomisk mening at subsidiere dem, og dermed lade resten af samfundet betale for at de bliver et år længere hos en virksomhed?

Bundlinjen er, at når man som økonom begynder at overveje, hvilke omstændigheder der skal være til stede for at en omlægning af erhvervsstøtten kan hæve arbejdsudbuddet, må man fortvivle over hensigten. De betingelser, som må og skal være der, før erhvervsstøtte kan skabe nettojobs, er så usandsynligt opfyldte i den danske økonomi, at det er langt mere sandsynligt, at den vil ødelægge jobs. Og man skal holde sig for øje, at den på ingen måde er billig for samfundet. I deres kritik af regeringens planer skriver Det Økonomiske Råd for eksempel i dette efterårs rapport, at det ikke er “oplagt, at en hensigtsmæssig sanering af erhvervsstøtten overhovedet vil have en positiv effekt på arbejdsudbuddet.” Når politikere begynder at ‘skabe’ jobs, sker det stort set altid ved, at de støtter mindre produktive jobs, som borgere der allerede er ansat andre steder, flytter til. Dén process skaber ikke et eneste job som helhed, men flytter bare folk til mindre produktive erhverv og gør Danmark fattigere.

Regeringens fiktive fugle på taget

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2023. 1 svar

Tirsdag præsenterede finansminister Nicolai Wammen SVM-regeringens udspil til en finanslov for 2024. Set fra en økonomisk vinkel er der intet imponerende over udspillet, selvom det måske er politisk smart. Det er derfor også helt fortjent, at Berlingskes glimrende Thomas Bernt Henriksen hudfletter Wammens påstande om effekter i dagens avis.

Pointen er, at regeringen lover at øge arbejdsudbuddet med 45.000 fuldtidsbeskæftigede. Thomas kalder løftet “fup” – en vurdering der næsten er for flink. Regeringen har i lang tid tordnet mod folk, der vælger at arbejde mindre, med forklaringen at vi alle skal ‘bidrage’ til velfærdsstaten ved at arbejde og dermed betale skat. At dens egne forsøg på at incentivere danskerne til det – og ikke bare skrige fra en socialdemokratisk høj hest – er en blanding af tomme løfter og overdrevne effekter er næsten pinligt at se.

Et første problem er, at af de 45.000 kommer 19.000 ifølge regeringen selv fra “gennemførte reformer og beslutninger.” Heri indregner man for eksempel 8000 fra afskaffelsen af Store Bededag, 4600 fra “reformer af universitetsuddannelserne”, og 4500 fra “styrket international rekruttering.” Som mange af os har påpeget, er der ingen arbejdsudbudseffekt af den meget upopulære afskaffelse af Store Bededag. Det ændrer ikke på danskernes efterspørgsel efter ferie, og stort set alle har rigelig mulighed for at holde fri en anden dag i løbet af året. Nettoeffekten er nul. Jeg kan heller ikke se nogen som helst grund til, at forkortelser og forværring af kandidatuddannelserne giver ret meget. Nok kan man påstå, at nogle af kandidaterne kommer et halvt år tidligere på arbejdsmarkedet, men de vil kunne langt mindre, og derfor ikke blot tjene mindre end ellers, men også være dårligere jobmatch. Alt i alt giver det næppe noget særligt bidrag til statskassen. Thomas kritiserer også de 4500 fra international rekruttering, fordi man normalt ikke regner dem med. Jeg er ikke helt enig med ham i, at det er en dårlig idé at regne dem med, men ville meget gerne se hvor det tal kommer fra, og de detaljerede vurderinger af at den beslutning giver noget som helst.

Derudover regner regeringen 9500 beskæftigede med som konsekvens af “kommende reformer.” De 5200 her er fra skattereformen, men selv her må man stille et stort spørgsmålstegn. Finansministeriet har basalt set antaget, at Lars Løkkes nye “top-top skat” ikke får nogen adfærdsmæssige konsekvenser. Det er stærkt kritisabelt, da erfaringerne fra Frankrig og Norge (og studier af f.eks. professionelle fodboldspilleres adfærd) peger på, at adfærdseffekterne kan være endda særdeles store.

Det helt gale, og det Thomas kalder fup, er at de 45.000 omfatter 4000 fra “ny prioritering i erhvervsstøtten” og 12.000 fra “potentiale for at øge strukturel beskæftigelse.” Begge dele er rene fugle på taget. Når en politiker begynder at tale om potentiale, skal man spidse ører og lade sin mentale seksløber. Det betyder næsten altid, at politikeren regner effekter med, som kun findes i hans hoved eller som han ønsker, ville være der. Det er et tal, der er grebet ud af luften og som burde være et stort nul. Det samme gælder de 4000 fra omlagt erhvervsstøtte. Bemærk, at Wammen ikke vil skære i erhvervsstøtten – det eneste fornuftige valg – men vil omlægge og tror, at bare man giver den smartere, dukker der pludselig 4000 beskæftigede op. Erhvervsstøtte er, ligesom dens større fætter industripolitik, en absolut tåbelig idé fra en økonomisk vinkel, og at påstå, at en omlæggelse af hvad der reelt er rent spild, får 4000 ekstra i arbejde, er næsten fornærmende.

Samlet set er finanslovens løfter om arbejdsudbud dybt skuffende. Selv ikke regeringens måske venligste medlem formår at overbevise mange af os om, at der ligger 45.000 ekstra beskæftigede i en række forslag, hvor flere af dem er næsten økonomisk analfabetiske. Wammens udspil er endda, at kun 15.000 af de 45.000 jobs i hans fantasi skabes i den offentlige sektor. Skærer man den rene fantasi fra udspillet, er der måske et par tusinde til den private sektor – og det er givet, at den offentlige sektor ikke vokser mere end planlagt. Hvem tror på det? For en regering, der sælger sig selv på evnen til at få ting gjort, er den nye finanslov tåkrummende.

Forskning igang: Populisme og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 2. november 2023. 1 svar

I Børsen idag, torsdag den 2. november, skrev jeg om en af de kendte konsekvenser af populisme i den økonomiske kommentar. Baggrunden er, at det første temakapitel i dette års Economic Freedom of the World rapport netop handler om, hvad vi ved om effekterne af populisme på landes grad af økonomisk frihed. De to forfattere – punditokraternes ven og glimrende kollega Martin Rode og hans PhD-studerende Andrea Celico – peger her på, at en øget tilstedeværelse af populistiske partier og partier med populistiske holdninger er forbundet med reduceret økonomisk frihed: Ringere retsvæsener, mere regulering, højere handelsbarrierer osv.

På langt sigt vil den populistiske indflydelse således sandsynligvis indebære lavere vækst og længere kriser. Men Rode og Celico påpeger også i deres empiriske analyse, at alle lande ikke oplever samme skadevirkninger. Jeg opsummerede deres konklusioner i Børsen ved at notere, at “Når de to forskere tager disse grænser i betragtning, finder de ikke overraskende større skadevirkninger, jo mindre begrænset regeringen er. En flertalsregering, der ikke behøver at operere med de sædvanlige politiske begrænsninger – en regering, der kan få noget gjort – er således den farligste type, når populisme sniger sig ind i politikken.”

Som jeg også indikerer sidst i kommentaren – med en vognstang – passer situationen ret perfekt på den danske regering for tiden. Den har ikke blot flertal, men er også ganske tydeligt ligeglad med almindelig parlamentarisk procedure. Flere ministre har da også koldt bemærket, at de har flertal så de kan gøre hvad de vil. Men er den populistisk? Svaret er ja, hvis man bruger Rode og Celicos nyudviklede data. Figuren nedenfor plotter en populismescore for regeringen (den tynde, sorte linje), venstrefløj og højrefløj (de røde og blå linjer), og for Socialdemokraterne (den stiplede røde) og VK (den stiplede blå).

Skulle nogen være i tvivl om, at vurderingen af S er blevet mere populistisk, kan man blot se på justitsministerens angreb på Højesteret efter at regeringen og anklagemyndigheden har måttet droppe deres sager mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Angrebet er også rendyrket populisme: Hvis retsvæsenet ikke makker ret, må man styre det politisk.

Sidst, men ikke mindst, er spørgsmålet om man også kan se noget på udviklingen i Danmark. Jeg vil ikke påstå for meget, men der er bestemt en indikation i figuren: De store reformer i 1980erne kom i en periode hvor den populistiske højrefløj var på tilbagetog, og hvor Socialdemokraterne rykkede væk fra Anker Jørgensens klart populistiske profil. De fortsatte under Poul Nyrup, der bestemt heller ikke var en populist (som data også peger på), men stagnerede i 00erne og frem, efter at først højre side i Folketinget og hurtigt derefter Socialdemokraterne rykkede mod mere populistisk politik.

Den danske udvikling – selvom vi ikke vil påstå kausalitet – er således konsistent med en historie, hvor mere populisme forhindrer reformer, der skaber mere økonomisk frihed. Så hvorfor har vi kaldt denne post “Forskning igang” når Rode og Celicos forskning allerede er udgivet? Grunden er, at Rode og jeg er igang med at dykke videre ned i emnet. Konkret er vi igang med at sætte en analyse op, hvor vi undersøger i hvor høj grad og hvornår populisme påvirker pengepolitikken, og om det er regeringens position eller et bredere fænomen, der gør det. Alle input er som altid meget velkomne.

Forskning igang: Social tillid i Ukraine

Af Christian Bjørnskov, den 26. oktober 2023. 3 svar

Nogle gange kan man sidde med noget som forsker, som på ingen måde er færdigt, men som man alligevel synes er så spændende, at man gerne vil dele det med andre. Det er tilfældet idag, hvor vi derfor starter noget der kan gå hen at blive en tilbagevendende serie på bloggen: ‘Forskning igang’. Og idag handler det om udviklingen af social tillid i Ukraine.

Baggrunden er, at der er en åben diskussion af hvad konflikt gør ved et lands ‘sammenhængskraft’. Begrebet sammenhængskraft er som bekendt vagt og misbrugt, men er ganske tæt på ‘social tillid’, som er klart defineret og målt. Mine kolleger Martin Rode og Miguel Ángel Borella Mas – begge fra Universidad de Navarra i Pamplona – og jeg udgav for et par år siden “The economics of change and stability in social trust: Evidence from (and for) Catalan secession“, hvor vi undersøgte hvad uafhængighedsprocessen i Catalonien havde gjort ved catalanernes tillid til hinanden. Forleden kontaktede Martin mig med spørgsmålet, om vi kunne gøre noget lignende med den sociale tillid i Ukraine. Det mente jeg absolut man kunne, og vi gik igang sammen med Miguel Ángel.

Som indikeret i indledningen er vi midt i forskningsprocessen lige nu. Vi har lagt os fast på hvilke data vi kan bruge – det er the World Values Survey fra 1996, 2006, 2011 og 2020 – og har nogenlunde lagt os fast på et empirisk design. Vi har derfor ikke konkrete estimater endnu, men vores data giver nogle meget klare indikationer. Det er dem, vi deler idag.

Figuren nedenfor opsummerer, hvorfor vi er sikre på at der er en historie at fortælle. I 1996, nogle få år efter at Ukraine formelt var blevet uafhængigt, så der ud til at være en mindre forskel på tillidsniveauerne i Rusland og Ukraine: Både de russiske-talende og ukrainsk-talende ukrainere havde lidt højere tillid. Ti år senere var der ingen klar forskel, og per 2011 virkede det mere som om de ukrainsk-talende var mindre tillidsfulde.

Grunden til at vi skiller ukrainsk-talende ukrainere fra de russisk-talende er, at det er vores bedste bud på, hvordan man fanger forskelle i om folk føler sig ukrainske og har en tydeligt ukrainsk national identitet. Og det er præcist der, vi kan se forskellen efter Ruslands invasion af det ukrainske Krim og støtte til konflikten i Donetsk og Luhansk i den østligste del af Ukraine. I 2020-undersøgelsen er der ingen forskel på social tillid i Rusland og blandt russisk-talende i Ukraine, men en solid forskel til de ukrainsk-talende Ukrainere: De første to grupper har tillidsniveauer på henholdsvis 23,1 og 22,1 %, mens de ukrainske ukraineres niveau er 36 % (p<.01). Fra en lang periode uden klare forskelle, har en markant forskel materialiseret sig.

Spørgsmålet, udover hvordan man empirisk vurderer hvor stor forskellen er og hvor statistisk sikker den er, er hvordan man tolker billedet. Vores umiddelbare tolkning er, at vi ser en uforudset konsekvens af Ruslands annektering af Krim og trussel mod Ukraine i form af skabelsen- eller genskabelsen af en klar national identitet. Vi ser således heller ingen forskel i tillid mellem russisk-talende og ukrainsk-talende, hvis de stemmer på russisk-venlige partier i Ukraine, men store forskelle ellers.

Der er masser af ting, der stadig skal laves i vores nye forskning, og nok nogle hundrede timers arbejde, før det er klart. Planen er, at den første version skal præsenteres til den årlige konference i the Public Choice Society i Dallas til marts. Men de helt foreløbige indikationer var for interessante til ikke at dele med punditokraternes læsere. Og som altid er spørgsmål, forslag og overvejelser velkomne!

Venstre og Blå Blok i 50 år

Af Christian Bjørnskov, den 23. oktober 2023. 3 svar

Idag forlod Jakob Ellemann ikke blot regeringen, men dansk politik. Baggrunden er voldsom utilfredshed i baglandet, og ikke mindst historisk elendige meningsmålinger. Hvis der var valg imorgen, viser de nyeste Gallup-målinger, at Venstre ville få blot 8,7 procent af stemmerne. Det ville være partiets værste valg siden 1909, da det var splittet i flere dele. Problemet skal ses på baggrund af, at partiet til valget for fire år siden fik 23,4 procent. Flere Venstre-folk har de seneste uger talt om, at det ikke blot er et problem for Venstre, men for hele Blå Blok. Men er det faktisk det?

Figuren nedenfor illustrerer først Venstres resultater (de blå markører) ved valgene de sidste 50 år, og i meningsmålingerne for tiden. Som det ses tydeligt, ligger målingerne lidt under partiets valg i 1970erne, som ellers var elendige i forhold til de foregående årtier. Men Blå Blok som helhed (de sorte markører) klarer sig faktisk ikke særligt dårligt for tiden. En stemmeandel lige omkring 50 procent er faktisk ret normal – og ikke overraskende. Der er således primært tale om vandringer internt i blå blok, eller med andre ord, at blå vælgere forlader et Venstre, der reelt har forladt Blå Blok.

Skal man virkelige være bekymret, skal man følge de grønne markører, der angiver et mål for gennemsnitsideologien blandt de partier, vælgerne stemmer på. Det er beregnet sådan at midterpartier får scoren 0, almindelige højrefløjspartier scoren ½, almindelige venstrefløjspartier -½, virkeligt liberale partier får 1, og den ekstreme venstrefløj får -1. Indekset illustrerer, hvordan vælgerne i gennemsnit er skiftet til venstre de seneste to år, og i måingerne for tiden. Pudsigt nok viser samme indeks, at blå vælgere skifter mod højre. Udviklingen er dog stærkere til venstre for midten, hvilket flytter indekset som helhed mod venstre.

Er Venstres deroute et problem for det blå Danmark? Svaret er, at det er det næppe medmindre resten af blokken helt mister evnen til at tale med hinanden og koordinere politik. Blå blok står ikke blot fint hos vælgerne, men er endda som gennemsnit flyttet lidt mod det liberale højre. Det egentlige problem er, at det samme sker i Rød Blok selvom medierne skriver langt mindre om det. Håbet herfra er, at det ikke også sætter sig i politikken mere end det allerede har gjort.

Hvorfor tror politikere at borgerne er idioter?

Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2023. 5 svar

Som vi tidligere har påpeget her på stedet, tales der meget om politikerlede, og både politikere og meningsdannere ser det som et stort problem, at befolkningen har mistet tillid til politikerne (f.eks. her). Men som flere har understreget, er fænomenet den ene side af sagen, hvor den anden er politikernes efterhånden ekstreme grad af borgerlede (se f.eks. her). En væsentlig del af borgerleden, som jeg personligt oplever den, er at politikerne ikke tror at borgerne er kompetente i deres egne liv eller til at tage økonomiske eller politiske beslutninger. Med andre ord tror mange – og nok de fleste – politikere på, at borgerne basalt set er idioter.

Et stort spørgsmål – hvis vi da har ret i analysen – er derfor, hvorfor politikerne er blevet så borgerlede? Ligger problemet i deres politiske opdragelse, i hvem der vælger at blive politikere, eller er det måske bare en del af en zeitgeist?

En første grund kan være politikernes opdragelse. Som min kollega Martin Paldam understregede for flere år siden, er der forbløffende få politikere i Folketinget for tiden, der har nogen reel erfaring fra ikke-politisk arbejde. De fleste er gået den mere eller mindre direkte vej fra ungdomspolitik i DSU, VU, KU eller andre organisationer, til at stille op til Foketing eller byråd, eller med en omvej gennem arbejde for et parti eller fagbevægelsen. De kommer dermed ikke til at opleve hvordan ting gøres i den virkelige verden udenfor politik, og kan derfor ret let ende med en opfattelse af, at almindelige mennesker ikke kan finde ud af noget. Den proces indebærer også, at de aldrig lærer hvordan man opfører sig overfor andre mennesker – deres opfattelse af ‘normal’ adfærd og normale normer er det politiske miljø, hvor løfter kun holdes indtil noget andet er opportunt, og hvor der er fuldt acceptabelt at stikke venner og fjender i ryggen, hvis det gavner ens politiske karriere.

Den anden mulige grund kan være, at dansk politik tiltrækker mennesker med en smag for at udøve magt over andre mennesker, og med mindre grundlæggende respekt for ens medborgere og deres rettigheder og kompetence: Jo mere magt, Folketinget tiltager sig, jo mere tiltrækker politik folk med en stærk præference for at have magt over andre mennesker. Det bliver således et selvforstærkende problem, når politikere med smag for magt sørger for, at de selv og tinget får mere magt, og den situation i sig selv tiltrækker magtsyge mennesker.

En sidste mulig forklaring er, at der ligger en slags autoritær strømning i tidens zeitgeist, der gør at mange politikere og politiske kommentatorer har en fundamental skepsis overfor private løsninger på problemer. En anden version af det samme er, at en del af en zeitgeist kan være at mange har glemt at være skeptiske overfor statslige og politiske løsninger. Der tales for eksempel en del om, at der nu er en hel generation vælgere og yngre politikere, der ikke har levet med Sovjetunionens eksistens. Er man født efter 1980 har man således næppe nogen reel erindring om, at der eksisterede en hel del af verden lige øst for os, hvor stort set alt var styret af politikere. Mangler man den oplevelse, og er man ikke nysgerrig efter hvad man kan lære af historien, mister man hurtigt indsigten i, hvor horribelt dårlige centrale politiske løsninger ofte er.

Det er naturligvis muligt at afvise, at der findes et fænomen som borgerlede. Jeg er da også sikker på, at adskillige politikere vil afvise det – og nogle af dem vil måske endda gøre det ærligt. Men det er et fænomen, jeg ser tegn på hver uge, og som jeg ikke mener man bør afvise. Og uanset hvor det kommer fra og hvordan man vil vægte de tre mulige årsager, er det et problem for demokratiet.

Er det nye vurderingssystem ulovligt?

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2023. Skriv et svar

Ekstrabladet bragte igår en tankevækkende historie om Skats nye og stærkt kritiserede vurderingssystem. Under overskriften “Afsløring: Syv ud af ti vurderinger dumper” peger avisen på, at baggrunden for det nye system var, at Rigsrevisionen i 2013 udgav en stærkt kritisk rapport der viste, at tre fjerdedele af Skats offentlige ejendomsvurderinger var i strid med vurderingsloven. Systemet producerede således et flertal af ulovligt skæve vurderinger, og måtte derfor skrottes. Men virkeligheden er faktisk en tand værre, end Ekstrabladet viser.

Ekstrabladet har fået dataplatformen Resights til at lave et udtræk af vurderinger på 38.000 ejendomme, som avisen betragter som repræsentative for det nye vurderingssystem. Avisens pointe er, at den har “med udgangspunkt i de samme kriterier, som Rigsrevisionen brugte – nemlig den dagældende vurderingslov – gennemgået mere end 38.000 bolighandler over et halvt år fordelt på begge sider af den nye vurderingstermin 1. januar 2022.” Med andre ord kan avisens journalister helt konkret vurdere, på basis af de 38.000 faktiske handler, hvor retvisende de nye vurderinger er.

Vi illustrerer det nye systems træfsikkerhed overfor det gamle systems, baseret på Rigsrevisionens oprindelige kriterier, i figuren nedenfor. Det gamle system producerede 41 procent vurderinger, der var over den faktiske handelspris, og 34 procent, der lå mere end 15 % under handelsprisen. Med andre ord var kun 25 procent af vurderingerne indenfor den ramme, Rigsrevisionen betragtede som lovlig. Den ‘gode’ nyhed i Ekstrabladets afsløring er, at der nu er 31 procent i det nye system, som rammer indenfor skiven. Men som vores figur konkret viser – og som Ekstrabladet ikke understreger – er den ekstra træfsikkerhed et resultat af, at der nu kun er 22 procent der rammer mindst 15 procent for lavt, men hele 47 procent, der vurderes for højt i forhold til den faktiske handelspris.

Spørgsmålet burde i virkeligheden stilles til skatteministeren, og ikke blot på en borgerlig blog: Hvordan kan man forsvare et offentligt vurderingssystem, der i et udtræk af 38.000 bolighandler rammer for højt i næsten halvdelen af tilfældene? Hvordan kan det være lovligt, at operere med et vurderingssystem – der definerer hvad folk skal betale i skat til staten – der ikke blot rammer forkert, men så åbenlyst rammer forkert i statens favør? Vi har ikke just en regering, der er særligt interesseret i borgernes retssikkerhed, men er vi ikke et stykke over grænsen for, hvad Moderaternes og Venstres vælgere trods alt kan acceptere?

Hvem skal have Nobelprisen i økonomi på mandag?

Af Christian Bjørnskov, den 7. oktober 2023. 2 svar

Hvert år skriver vi nogle dage i forvejen, hvem der kunne tænkes at få Nobelprisen i økonomi, og hvem vi selv mener burde få den. I år er ikke anderledes, udover at der kun er to dage til: Sveriges Riksbank annoncerer på mandag omkring klokken 12, hvem der modtager årets Nobelpris.

Sidste år gik prisen til Ben Bernanke, Douglas Diamond, og Philip Dybvig for deres arbejde om bankkriser. Året før modtog David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens prisen for deres udvikling af hvordan man kan bruge naturlige eksperimenter i økonomi, og i særlig grad i arbejdsmarkedsøkonomi (læs vores omtaler her og her). Det er derfor usandsynligt, at årets pris gør til emner i enten finansiel økonomi eller arbejdsmarkedsøkonomi. Nobelkomiteen har tradition for ikke at gå til samme emneområde to år i træk.

Et område, som komiteen kunne give til og samtidig sende et halvpolitisk signal om at tage videnskab alvorligt, er handelsteori. En stærk mulighed er Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs f.eks. her). I en årrække hvor både USA, EU og Kina bliver mere protektionistisk, er det måske tiden til at sætte fokus på, hvordan forskning har bidraget til vores betragtelige forståelse af, hvorfor frihandel er en god ting. Et andet aktuelt område kunne være vækstteori, hvor Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) fortjener en pris for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Det kunne passende være sammen med Robert Barro (Harvard), som lagde en væsentligt del af grunden til den moderne empiriske udforskning af vækstprocesser. Og hvis Riksbanken vil undgå at være politisk, er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) en god mulighed som modtager for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet.

Desværre er det ikke de bud, der flyder rundt på internettet. David Walker hos Inside Story nævner således Daron Acemoglu for hans arbejde om institutioner, Thomas Piketty, Emmanuel Saez og Gabriel Zucman for arbejde om økonomisk ulighed, og Ray Chetty for – omend sidstnævnte ville følge meget tæt efter Banerjee, Duflo og Kremers arbejde i samme felt. Han nævner dog også bl.a. Edward Glaeser for byøkonomi, og Aghion og Barro.

Hvem det bliver kan ingen sige før tidligst 11.45 på mandag. Vores håb hos punditokraterne er, at Sveriges Riksbank først og fremmest lade være med at hoppe på en politisk vogn eller forsøger at reflektere en ‘zeitgeist’, men i stedet giver prisen til forskere og emner, der fortjener det. Komiteen har generelt været dygtige til at ramme rigtigt – også selvom den er svær at forudsige – men om 2023 bliver året, hvor prisen ikke gør til et område, der giver forslag til direkte aktivistisk politik, ved vi først mandag.

Statsministerens ‘forståelse’ af vækst

Af Christian Bjørnskov, den 5. oktober 2023. Skriv et svar

Forleden udtalte statsminister Mette Frederiksen på DI Topmødet i Herning, at ”Det er den høje arbejdsmoral, der har skabt vores velstand, det er den, der skaber vores muligheder. Det er sådan set dét og ikke så meget andet, der har skabt Danmark.” Hun har tidligere beskrevet arbejdsudbud som “den nye valuta” i dansk politik, og både hun og hendes parti er igang med en fortælling om, at det er umoralsk ikke at arbejde fuld tid. Den socialdemokratiske grund er, at det kræver velfærdsstaten. Men Frederiksen er ikke just Danmarks mest indsigtsfulde statsminister nogensinde, og synes i høj grad at leve i en postfaktuel politisk virkelighed, hvor det at gentage en påstand, eller virkelig synes den burde være det, gør den sand. Det gør det naturligvis ikke, og det gælder i helt særlig grad for Frederiksens påstande om dansk vækst og hendes forståelse af den økonomiske udviklingsproces.

I Børsen onsdag den 4. oktober pointerede jeg, hvor totalt misforstået statsministerens idéer om vækst er, og i speciel grad hvor tåbelig hendes fokus på arbejdsudbud er. Min økonomiske kommentar måtte nødvendigvis hvile på eksempler, da vi ikke kan bringe grafer i kommentaren (kun lejlighedsvis i forbindelse med kronikker). Vi bruger derfor Punditokraterne idag til at vise, hvor tåbelig Frederiksens idé om arbejde som den ultimative kilde til vækst er. Grafen er baseret på data fra Penn World Tables, mark 10.01, og viser seks udviklinger fra Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister til Frederiksen overtog: 1) den faktiske udvikling i dansk BNP (den sorte linje); 2) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af totalt arbejdsudbud (den røde); 3) udviklingen hvis dansk produktivitet ikke havde ændret sig og alt var drevet af at få flere i arbejde (den grønne); 4) udviklingen uden bidrag fra virksomheders og statens investeringer i fysisk kapital (den grå); 5) et simpelt mål for total faktorproduktivitet (TFP, den stiplede sorte); og 6) et mål for TFP der også tager uddannelse i betragtning (den stiplede grå).

Som jeg pointerede i Børsen, er dansk BNP per indbygger vokset 32,6 procent siden 1993, men kun 1,3 procentpoint kommer fra arbejdsudbuddet og mindre end én procent fra kapitalinvesteringerne. Figuren ovenfor illustrerer således den pointe, som økonomer, det enten studerer økonomisk vækst eller økonomisk historie, gang på gang understreger: Økonomisk vækst på langt sigt er altid en historie om øget produktivitet!

Man kan undre sig over, at det virker som om statsministeren eller andre centrale politikere i regeringen slet ikke vil tale om produktivitet. Der ligger ellers et helt kompendium af idéer fra Produktivitetskommissionens fine arbejde for nogle år siden, som politikerne bare kan starte med. Men måske er problemet, at Danmark har et stort problem, som regeringen ikke vil tale om: Vores svage produktivitetsudvikling på langt sigt. Som vi har skrevet flere gange om her på stedet, sakker dansk produktivitet langsomt, men sikker bagud. Figuren nedenfor viser samme udviklinger i Danmark, Sverige og Storbritannien – som mange har travlt med at beskrive som en fiasko.

Følger man svensk produktivitetsudvikling – den røde kurve – er det klart at se hvordan vores nabo var faldet bagud i landets periode med et meget socialistisk socialdemokrati. Baggrunden kan man læse om i Johan Norbergs fremragende bog om Sveriges udvikling. Efter en række meget store reformer i starten af 1990erne er svensk produktivitet vokset med samlet set 49,6 procent. I samme periode er briternes vokset 38,4 procent, mens den danske 31 procent.

Regeringen og store dele af Folketinget har travlt med at beskrive dansk økonomi som ‘bomstærk’, men stort set udelukkende begrundet med hvor stort statens budgetoverskud er. Det er en meget mærkelig måde at vurdere kvaliteten af den økonomiske udvikling, og den skjuler det store problem: Produktiviteten. Frederiksens syn på økonomisk udvikling er åbenbart, at det ikke er vigtigt og at udvikling er drevet af arbejdsmoral og almindelige menneskers arbejdstid. Måske er hun bare så inkompetent, at hun er blind overfor virkeligheden, eller måske gør hun som om for at undgå den nødvendige diskussion om det reelle problem…

Hvem arbejder vi for?

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2023. 5 svar

Statsministeren mener, at vi alle skal arbejde mere for velfærdsstatens skyld. Som hun sagde forleden til andre socialdemokrater og fagforeningsfolk: “Glem det”. I hendes optik er det vigtigste, at velfærdsstaten og de offentlige udgifter består uændret eller udvidet. Hvis velfærdsstaten ikke kan få skatteindtægter nok til at finansiere, hvad politikerne vil, eller få nok folk til at udføre arbejdet (og pseudoarbejdet), skal danskerne tvinges til at arbejde mere. Som Frederiksen ser det, er det eneste måde at man kan få nok indtægter og nok sygeplejersketimer til det, hun og hendes parti vil.

Mette Frederiksens syn på danskerne er – sagt meget direkte – at vi alle er slaver på den socialdemokratiske velfærdsplantage, og hun er plantageejer. Det er nok ikke et ualmindeligt synspunkt blandt politikere, der som jeg ser det i stigende grad føler sig hævet over borgerne. Som vi tidligere har skrevet, kan den danske politisk situation de senere år ses som en logisk konsekvens af politikernes stigende borgerlede. Frederiksen har simpelthen særligt lidt respekt for borgerne, og mangler interne grænser for hvad hun tillader sig, og melder således klart ud, at vi alle er undersåtter i hendes autokratiske stat.

Det er sjældent, at jeg er enig med Pelle Dragsted, men i denne situation rammer han hovedet på sømmet. I dagens Berlingske udtaler han sig meget kritisk mod statsministeren, og understreger, at “Vi mennesker er jo ikke til for staten. Vi skal skabe en økonomi, der hænger sammen, med det mennesker ønsker for et godt liv.” Dragsted pointerer således et af de forhold, som liberale og venstrefløjssocialister er enige om: Staten er til for borgerne, og ikke omvendt, og borgerne er suveræne i deres egne liv.

Situationen afslører også Frederiksens approach til politik. I praksis kan man anspore folk til at arbejde mere ved at sænke skatten, tilbyde mere i løn og bedre arbejdsvilkår, og tillade bedre karrieremuligheder. Men statsministerens tænkning peger i en helt anden retning: Tvang. Hendes politik, der bryder med mere end 120 års tradition på det danske arbejdsmarked, er at give bestemte, udvalgte medarbejdsgrupper i det offentlige højere løn, og efterfølgende kræve at de arbejder mere.

Nogen ser ud til at mene, at vi har en slags ‘pligt’ til at arbejde mere for at finansiere velfærdsstaten. Min egen Aarhus-kollega Nina Smith – som jeg har stor respekt for og som jeg tidligere har haft stor fornøjelse med at undervise sammen med – synes for eksempel at mene, at der eksisterer en slags social kontrakt, hvor velfærdsstaten leverer ydelser til borgerne, og borgerne leverer arbejde og (mange) skattekroner til staten.

Det filosofiske spørgsmål til Nina og mange andre er, om man har nogen form for pligt til at overholde en kontrakt, som man ikke har indgået frivilligt, og som man ikke ville indgå, hvis man fik muligheden for det. Er vi forpligtede til at arbejde for staten, eller arbejder vi for os selv og vores nærmeste? Mit svar som klassisk liberal er klart: Staten er til for os, vi er ikke til for staten, og hvis statens virke ikke hænger sammen, er det staten der skal ændres – ikke borgerne. Men sådan ser Frederiksen ikke på samfundet…