Kategoriarkiv: Otto Brøns-Petersen

Hvor gældstynget er Grækenland?

Af Otto Brøns-Petersen, den 2. juli 2015. 14 svar

nettorenter

Den græske statsgæld er enorm både sammenlignet med andre lande og tidligere tider. Opgjort efter OECDs metode svarer nettogælden til næsten 1½ gange bruttonationalproduktet (BNP). Men det er ikke det samme, som at gælden udgør en tilsvarende stor økonomisk byrde. Af figuren fremgår statens nettorenteudgifter som procent af BNP. Som det ses, belaster gælden ikke de offentlige græske finanser væsentligt mere end i andre lande med høj gæld. Rentebyrden svarer til 4 pct. af BNP. Byrden er den samme som gennemsnittet for alle eurolandene, da de gik ind i euroen ved årtusindeskiftet. Lande som Belgien, Ungarn og Grækenland selv lå næsten dobbelt så højt den gang.

Forklaringen på den lave rentebyrde trods den høje gæld er, at Grækenland reelt allerede er gået bankerot. De private kreditorer fik en “haircut” og har nu afhændet resten af deres tilgodehavender. Stort set al gæld er til offentlige myndigheder, og renten er fastsat på et meget lavt niveau – langt under, hvad man skulle betale på markedet.

Derfor handler den græske krise reelt ikke så meget om, at Grækenland ikke har råd til at klare sin gældsbyrde. Det egentlige spørgsmål drejer sig om på den ene side de dybt alvorlige strukturelle problemer i græsk økonomi og på den anden om kreditorernes krav for at fortsætte med de meget gunstige betingelser. Grækenland lider under reguleringer, som det ofte er svært for omverdenen at forstå omfanget af. Det er her, Akilleshælen i græsk økonomi skal findes.

Kreditorerne har stillet to typer af krav. Den første handler om at gennemføre de stærkt tiltrængte reformer. Den anden handler om at nedbringe gælden efter en meget stram plan. Den græske regering mener, at planen er urealistisk. Det kan der være en pointe i. Men regeringen bruger det som påskud for ikke gennemføre de aftalte reformer; Det nytter jo alligevel ikke…

Realiteten er, at kreditorerne hverken vil eller bør lempe på kravene til gældsreduktion, så længe skiftende regeringer ikke vil reformere. Hvis de gjorde det, ville det være en invitation til andre gældsatte lande om at stoppe deres reformer og i stedet vælge politikere fra radikale yderfløje til at regere.

Konsekvensen af den græske krise kan meget vel blive, at landet må forlade euroen. Men det er efter min opfattelse ikke noget, grækerne bør se frem til. Gælden er i euro, så man kan ikke bare devaluere sig ud af den. En devaluering vil ganske vist give en vis forbedring af konkurrenceevnen, men krisen er ikke forårsaget af et klassisk konkurrenceevneproblem. Læg mærke til, at de græske lønninger faktisk er nominelt faldende allerede. Så den primære effekt af at droppe ud af euroen vil formentlig være at inflationsbeskatte den del af den private opsparing, som endnu ikke er nået i sikkerhed. Det er præcis det modsatte af, hvad græsk økonomi har brug for; Tillid til at investere og allokering gennem markedsmekanismer, ikke politisk magt.

 

 

Tager Nationalbanken fastkurspolitikken alvorligt nok?

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. juni 2015. 13 svar

IMG_2583
For et par uger siden diskuterede Lars Christensen og jeg fastkurspolitikkens fortid og fremtid på et CEPOS gå-hjem-møde. Lars er netop blevet helt ”sin egen” efter at have været Danske Banks ekspert i emerging markets (men også meget mere). Han har valgt at forfølge en gammel drøm om en karriere som uafhængig international økonomisk ekspert – og vi havde altså tilfældigvis fornøjelsen af at være de første til at opleve ham i hans nye egenskab. Det lover godt.
En vigtig pointe i diskussionen – og her var vi ikke uenige – er, at fastkurspolitikken ikke nødvendigvis bør opgives, selv om det ikke ville være skabt sådan, hvis man skulle starte fra tabula rasa.
Der er for det første opbygget en gradvis stærkere troværdighed om fastkurspolitikken, og det giver nogle fordele i form af bl.a. lavere rente samt lavere og mere stabile inflationsforventninger. Mekanismen kan sammenlignes med en virksomheds brand. Man kan være rimelig tryg ved, at McDonald’s ikke blander rottekød i burgerne, fordi afsløringen af det ville koste ejerne et enormt tab. En tilfældig gadehandler ville ikke lide samme tab, og derfor er tilliden mindre. Det giver McDonald’s nogle markedsfordele – især i nogle lande. Og på samme måde indebærer tilliden til fastkursregimet nogle fordele, som får politikerne til at tøve med at droppe fastkurspolitikken, selv om der kunne være en kortsigtet gevinst.IMG_2598
For det andet er spørgsmålet, hvad vi ville få i stedet, hvis fastkurspolitikken blev opgivet. Den værste af alle verdener ville være et system uden anker – dvs. hvor det var op til regeringen eller Nationalbankens diskretionære afgørelse, hvordan pengepolitikken til en hver tid bør føres. Man kan opnå mere med regler end med de nominelt flere frihedsgrader i et diskretionært system. Derfor er regler på vej frem (også på det finanspolitiske område, hvor budgetloven forhåbentlig kan komme til at matche fastkurspolitikken).
En anden pointe fra diskussionen er, at vi ved fortsat fastkurspolitik bliver nødt til at tage den alvorlig – også når de eksterne betingelser ændrer sig. Da vi gik ind i fastkurssystemet i 1982, var det med et stort betalingsbalanceunderskud og høj stigende ledighed. Det kunne tilsige endnu en devaluering (som f.eks. vismændene anbefalede dengang). Men med fastkurspolitikken måtte tilpasningen i stedet ske internt. Det er fastkurspolitikkens logik.
Nu nærmer vi også en situation som i 1982, blot med omvendt fortegn. Vi har stort betalingsbalanceoverskud, og kronen er effektivt blevet nedskrevet betydeligt, fordi euroen – som vi fører fastkurspolitik over for – er faldet. Det har forbedret konkurrenceevnen, skabt valutaindstrømning og meget lave renter. Den økonomiske aktivitet er samtidig nu på vej op. Det taler dybest set for en revaluering af kronen, som ryster eurofaldet af os. Men hvis vi vil beholde fastkursen i forhold til euro, må tilpasningen ske internt. Lønninger og priser – inkl. prisen på boliger og andre aktiver – må have lov at tilpasse sig. Privatforbruget må have lov at stige og det høje private opsparingsoverskud synke. Så giver det ikke mening at bekæmpe privat låntagning ved at stramme boligbeskatningen og realkreditlovgivningen, sådan som Nationalbanken har gjort sig til talsmand for.
Men er der ikke risiko for en boble på boligmarkedet? Det er Nationalbankens argument. Hertil er to ting at sige: For det første er denne boble svær at få øje på – og irrationelle bobler er samtidig ikke automatiske og forudsigelige. Så truslen virker noget fortænkt. For det andet så er det med fastkurspolitik ikke muligt at undgå konsekvenserne af den pengepolitik, ECB fører. Hvis den øger risikoen for bobler, vil risikoen også stige i Danmark. Sådan er logikken i fastkurspolitikken.
Hvis vi ikke er villige til at acceptere at importere ECBs lempelse af pengepolitikken gennem valutakursen, ja så taler det for at opskrive kronen. Så må vi tage tilpasningen eksternt. Og faktisk er det en mulighed at overveje. Det ville ikke nødvendigvis underminere fastkurspolitikken, hvis den blev nyfortolket, så den ikke udelukker opskrivninger, men kun devalueringer.
Men kan man ikke bare stramme finans- og kreditpolitikken så meget, at det ophæver den ekspansive effekt fra pengepolitikken? Det er muligvis sådan, nogle tænker. Det er bare ikke en farbar vej. Det vil øge opsparings- og betalingsbalanceoverskuddet yderligere, føre til mere valutaindstrømning og kræve nye rentesænkninger for at holde kronekursen i ave. Der er ikke rigtig nogen vej uden om – tilpasningen må få lov at ske enten internt eller eksternt.

Kan grækerne lære af Danmark anno 1982?

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. maj 2015. 32 svar

På tirsdag afholdes en “Emergency Economic Summit” i Athen om krisen i græsk økonomi. Hovedtaler er Thomas Sargent, og finansminister Varoufakis har meldt sin ankomst.

Jeg er også inviteret til at holde et indlæg. Jeg vil bl.a. tage afsæt i den dramatiske udvikling i dansk økonomi efter det økonomisk-politiske regimeskifte i 1982.

Det er et af de mest kendte eksempler i litteraturen på, at finanspolitiske stramninger ligefrem kan virke ekspansivt på kort sigt. Den finanspolitiske stramning efter regeringsskiftet i 1982 betød et kraftigt omslag i det hidtil eksploderende underskud på de offentlige finanser, men ikke desto mindre gik økonomien ind i et opsving med høj økonomisk vækst – stik mod de daværende prognoser.

Oveni den finanspolitiske stramning kom endda et opgør med den hidtidige devalueringsspiral, som trods høj inflation blev erstattet med fastkurspolitikken. Også en sådan chokkur bør ifølge gængs opfattelse virke kontraktivt (altså dæmpe den økonomiske aktivitet) i en overgangsperiode, indtil inflationen og inflationsforventningerne har tilpasset sig.

Hvordan kan kontraktiv økonomisk politik virke ekspansivt? En vigtig forklaring er, at virksomheders investeringsbeslutninger og husholdningers forbrug er bestemt af deres forventninger til fremtiden. Et regimeskifte, som det vi så i begyndelsen af firserne, kan – hvis det er både uventet og troværdigt – medføre en så kraftig revision af forventningerne, at den positive effekt dominerer (jeg har skrevet mere om den økonomiske politik i firserne her).

Grækerne bør lade sig inspirere af de danske erfaringer. Også andre tilfælde med resolut indgreb over for kritisk voksende offentlige underskud er endt med at styrke de ramte økonomier – om ikke andet så på lidt længere sigt. Sverige og Finlands krise i begyndelsen af 1990erne er eksempler. Udviklingen i EU efter finanskrisen tyder også i retning af, at offentlige besparelser ikke behøver hæmme væksten langvarigt – Storbritannien og Baltikum er eksempler.

En dramatisk ændring kan også på andre måder være med til at flytte økonomien og samfundet til en ny ligevægt. Meget tyder på, at Grækenland i særlig grad er præget af rent-seeking (bl.a. i form af decideret korruption og tjenester til politiske støtter, cronyism). Ifølge dette studie svarer rent-seekingen til over halvdelen af de græske skatteindtægter (mod knap 20 pct. i Euroområdet samlet). Derfor er der et betydeligt potentiale for økonomisk vækst, hvis grækerne kan slippe ud af det rent-seeking spil, de er fanget i nu. I et sådant spil kan ligevægten let blive selvforstærkende – eksempelvis er korruption mindre risikabelt, hvis der i forvejen er meget korruption og alle forventer korruption af alle andre – og kan kun ændres ved markante reformtiltag.

Let bliver det dog næppe. Og hvor er den politiske kraft, der evner at sætte sig i spidsen for at stoppe den græske tragedie?

Den ukendte pris for finansiel regulering

Af Otto Brøns-Petersen, den 4. maj 2015. 7 svar

Efter finanskrisen er der kommet en bølge af ny finansiel regulering. Et spørgsmål er, om gevinsterne står mål med omkostningerne. Et endnu værre spørgsmål er, om reguleringen overhovedet virker efter hensigten, eller om den i nogle tilfælde mindsker de finansielle institutioners stabilitet og robusthed.

Folketinget bør forlange at få sat pris på reguleringernes omkostninger, når det præsenteres for ny lovgivning. Men reguleringen kommer mange steder fra, så der er også brug for et samlet overblik – f.eks. en årlig redegørelse.

Det har jeg skrevet mere om her.

Problemerne med grundskylden

Af Otto Brøns-Petersen, den 30. marts 2015. 1 svar

Denne artikel har fået flere til at tro, at jeg ikke ser problemerne omkring grundskylden som påtrængende. Det er nu langt fra tilfældet (som man bl.a. kan se her). Men er jeg ikke enig i, at løsningen er en simpel fastfrysning.

For at gøre en lang historie kort, er der for det første brug for at rulle de såkaldte omvurderinger tilbage – vurderinger som har givet markante stigninger i grundvurderingerne i visse dele af landet. Det fører til stærkt stigende grundskyldsbetalinger langt ud i fremtiden, når loftet over, hvor meget grundskylden kan stige et enkelt år, mister kraft. For det andet haster det med at få gennemført et nyt vurderingssystem,det eksisterende system mister legitimitet dag for dag. For det tredje bør de kommunale udligningsordningers tilskyndelse til at øge grundskyldspromillen fjernes. For det fjerde bør de kommuner, som får stærkt stigende grundskyldsindtægter, sætte grundskyldspromillen tilsvarende ned, så husejerne holdes skadesløse i mellemtiden.

Problemet løses ikke ved at fryse grundskylden fast. I dele af landet er det helt utilstrækkeligt, i andre dele vil det medføre uventede kapitalgevinster. Det er ikke noget problem i sig selv, men i CEPOS’s skattereformforslag sætter vi de mest forvridende skatter ned først.

Det er den korte version af historien. Men historien om vurderingssystemets krise er lang. Og samtidig virker grundskylden meget anderledes end andre skatter. Det er også en længere historie. Her kommer den lange version.

Hvordan virker grundskylden?
Lad os først se nærmere på, hvordan grundskatter virker. I modsætning til f.eks. topskat, selskabsskat og registreringsafgiften på biler forvrider grundskylden ikke. Det skyldes, at udbuddet af jord stort set er givet. Ændret grundskyld påvirker derfor kun prisen på jord, ikke mængden – modsat f.eks. det ændrede arbejdsudbud ved en forhøjelse af topskatten.

Det gør umiddelbart grundskatter økonomisk attraktive. Men det er samtidig en meget urimelig form for beskatning. Fordi ændringer i beskatningen alene slår igennem på prisen, bærer den, der tilfældigvis ejer grunden, når skatten hæves, hele byrden. Fremtidige købere skal godt nok indbetale grundskylden, men det modsvares af, at købsprisen er tilsvarende lavere. Man kan sammenligne indførelsen af en grundskat med en uventet ekspropriation af en virksomhed – uden erstatning. Det virker på helt samme måde. Der kommer ingen negative adfærdseffekter, og pengene fra ekspropriationen kunne i princippet bruges til at fjerne forvridende skatter. Men det er af gode grunde ikke en løsning, særlig mange ville gå ind for (og den ville heldigvis også være Grundlovsstridig).

Vurderingssystemets krise
Vurderingssystemet og grundskylden er kriseramt.

Problemet stammer fra tiden før strukturreformen, hvor vurderingen var kommunal. Der er ingen tvivl om, at der har været – og i høj grad stadig er – en skævhed i fordelingen af ejendomsværdien på bygninger og grunde. Grunddelen har ofte været fastsat for lavt, særligt i de dele af landet, hvor ejendomspriserne er høje. Ifølge loven skal Skat fastsætte vurderingerne så korrekt som muligt, og derfor har der ikke været nogen vej uden om end at gå i gang med at hæve dem, hvor de ser for lave ud. Det er der kommet de såkaldte omvurderinger ud af, hvor ejendomspris er blevet flyttet fra hus til grund.

Det er der imidlertid flere problemer ved. For det første betyder det højere skat, fordi grundskylden betales af grundværdien (ejendomsværdiskatten bliver derimod betalt af hele ejendomsværdien). Og det er vel at mærke en skatteforhøjelse, som ikke skyldes, at folk er blevet rigere og ejendommen mere værd. Man kan så spørge: Men burde boligejerne ikke blot være glade for, at de er sluppet for billigt hidtil, mens grundene blev vurderet for lavt?

Her er det imidlertid, at den særlige byrdefordeling ved grundskylden kommer til at spille en kritisk rolle. Det bliver således – for det andet – den, der tilfældigvis ejer ejendommen på omvurderingstidspunktet, som kommer til at bære den fulde byrde. Hvis ejendommene er blevet handlet under forudsætning af det hidtidige lempelige vurderingssystem, er gevinsten tilfaldet tidligere ejere, mens de nuværende har betalt en højere pris, men nu kommer til at sidde med den fulde regning.

Oveni problemerne med omvurdering kom, at selve vurderingssystemet er gammelt og vanskeligt at administrere. Det er ikke længere nogen hemmelighed, at der blev udfoldet betydelige bestræbelser på at få det ændret. Men forinden blev der forsøgt rejst kritik af tidligere skatteminister Kristian Jensen for nøleri. Siden har den nuværende regering selv trukket sagen ud.

Der blev som et rent hjørnespark nedsat det såkaldte Engberg-udvalg, der ikke kunne pege på egentlige forbedringer af vurderingssystemet, men til gengæld underkendte muligheden for at fastsætte en selvstændig grundværdi på en bebygget grund. De undersøgte statistiske metoder giver ifølge udvalgets analyser alt for usikre resultater.

Det har kastet vurderingssystemet og grundskylden ud i en meget alvorlig krise. Hvis man ikke kan fastsætte en relevant grundværdi, er der ikke noget sagligt grundlag at opkræve grundskylden på. Der bliver samtidig sat grundlæggende spørgsmålstegn ved omvurderingerne. Igen: hvordan kan grunddelen af ejendomsværdien hæves, når man ikke kan fastsætte værdien af den med acceptabel præcision?

Mens Engbergudvalget helt opgav at fastsætte en selvstændig grundværdi, foreslog man et nyt vurderingssystem, som imidlertid ikke er mere præcist end det eksisterende med hensyn til den samlede ejendomsværdi. Målet for den gennemsnitlige afvigelse mellem vurderinger og faktiske handelspriser, den såkaldte spredningskoefficient, er (bort set fra ejerlejligheder), nærmest identisk med det eksisterende system. Når man tager hensyn til, at udvalgets statistiske metode med meget stor sandsynlighed overvurderer træfsikkerheden i det foreslåede system, er det svært at se nogen fordel ved at udskifte det imperfekte, men dog kendte system. Ikke med mindre man ser en fordel i, at tiden trækkes yderligere ud… Og det er regeringen nu gået i gang med.

Hvad kan man gøre?
Jo længere tid, der går uden en løsning på de kaotiske tilstande, desto mere tømmes ejendomsbeskatningen for legitimitet. Pressen flyder over med åbenlyst besynderlige sager, men folk må leve med vurderingerne foreløbig frem til 2017.

Hvis systemet ikke skal køre helt af sporet, bør grundvurderingerne som udgangspunkt føres tilbage til før omvurderingerne. Der bør eventuelt gives et generelt nedslag oveni, så man er sikker på, at ingen grund er vurderet for højt. For at være sikker på dét, må den gennemsnitlige grund vurderes klart under markedsværdien. Derefter kan man vælge en af to modeller:

Enten kan grundpriserne reguleres med forbrugerprisinflationen. Eller også kan de fastfryses i kroner og øre. Herefter vil det være op til kommunalbestyrelserne at hæve grundskyldspromillen, hvis de vil kompensere for inflationen. Som udgangspunkt er det underordnet, om grundværdierne eller satsen vokser. Fordelen ved at lade satsen være variabel er, at kommunalbestyrelserne skal stå direkte til ansvar over for borgerne, når grundskylden reguleres.

De samlede ejendomsvurderinger bør fortsætte med den nuværende metode (bortset fra ejerlejligheder). Det vil sige en beregning med udgangspunkt i salgsstatistik og de data, myndighederne har om hver enkelt ejendom. Der bør dog ydes et nedslag, så man sikrer sig, at vurderingerne ikke rammer højere end de faktiske værdier. Størrelsen af nedslaget afhænger af, hvor mange klagesager man kan håndtere og leve med. Jo mere klagestrømmen skal begrænses, desto større nedslag bør gives.

Både grundskylds- og ejendomsværdiforslaget vil medføre færre skatteindtægter. Størrelsesordenen afhænger af nedslagene. Men vi taler om et betragteligt milliardbeløb. Hvis grundskylden eksempelvis ikke må stige mere end inflationen, skal der aflyses skattestigninger for 6 mia.kr. om året i varig virkning.

Det er dog værd at bemærke, at der vil blive aflyst skattestigninger i markant større udstrækning, hvis sammenligningsgrundlaget er de faktiske grundværdier, også de steder hvor der endnu ikke er omvurderet. Især etageejendomme ser ud til at blive vurderet for lavt. Men disse penge er endnu ikke medregnet i den såkaldte finanspolitiske holdbarhed, og de aflyste skattestigninger får derfor ikke indflydelse på de forventede fremtidige skatteindtægter.

Indtil der er flertal for en løsning på Christiansborg, kan de kommuner, hvor grundskyldsindtægterne stiger kraftigt, sænke grundskyldspromillen, så boligejerne bliver holdt skadesløse. Nogle kommuner har allerede valgt at holde boligejerne skadesløse, men f.eks. den hårdest ramte kommune, Frederiksberg, har valgt kun at nedsætte promillen minimalt, og lader grundejerne holde for. Gentofte har nået grænsen for, hvor lav grundskyldspromillen må være.

Endelig er det vigtigt at få ændret udligningssystemet, så det nuværende incitament til en høj grundskyld fjernes. Grundværdierne indgår i det grundlag, betalinger til udligningssystemet udmåles efter. En forhøjelse af grundskylden vil derfor få udligningen til at falde, fordi grundværdierne vil falde.

Andre forslag
Der har været fremsat en række andre forslag, som kort fortjener at blive nævnt.

Engbergudvalg foreslog, at grundværdien beregnes som en andel af den samlede ejendomsværdi – uanset hvad grunden er værd. Men det er ensbetydende med, at grundskylden omlægges til en ejendomsværdiskat. Og i modsætning til grundskylden, som alene sætter sig i grundprisen, er der en forvridende effekt af skatten på huse. Ejendomsværdiskatten bør ikke være højere end det såkaldt neutrale niveau (svarende til skatteværdien af renter). I øjeblikket ligger den faktisk over dette niveau. Derfor kan man ikke blot skifte grundskylden ud med ejendomsværdiskat.

Der har også været overvejelser om at indføre en avanceskat på boliger, sådan at man beskattes af en eventuel gevinst, når huset sælges. En sådan skat bør dog give fradrag for inflationen – ellers vil man beskatte rene nominelle stigninger. Og så er det begrænset, hvad en sådan skat vil indbringe i forhold til de betydelige ulemper. Ulemperne består bl.a. i indlåsningseffekten – at folk vil udskyde boligskift for ikke at udløse skatten. Samtidig skal myndighederne holde styr på, om håndværksmæssige udgifter er til forbedringer (som kan fradrages i skattegrundlaget) eller vedligeholdelse (som ikke kan). Og der vil være et incitament til ikke at vedligeholde, fordi det giver lavere skat. Alternativt skal der være fradrag for alle udgifter, og så er det endnu mere utopisk, at skatten vil give indtægter af betydning.

Det har været overvejet at indføre en indefrysning af en del af boligskatterne, så de først forfalder ved salg (som pensionister kan i dag), eller gradvist. Men problemet ved boligbeskatningen er næppe så meget likviditet som belastningen. Jeg har desuden lidt svært ved at se logikken i, at staten skal stå for den yderste del af boligfinansieringen som passiv kreditor – få år efter at private långivere er blevet klandret for ikke altid at udvise tilstrækkelig årvågenhed.

Endelig har det som sagt været foreslået at fastfryse eller helt afskaffe grundskylden. Her skal man imidlertid være opmærksom på, at uforudsete lempelser virker på samme måde som uforudsete stramninger – blot med omvendt fortegn. Ligesom en stramning af grundskylden – f.eks. via omvurderingerne – udelukkende vil ramme dem, der tilfældigvis ejer grundene på stramningstidspunktet, vil uventede lempelser betyde uforudsete kapitalgevinster til ejerne. Der er tale om nettogevinster, fordi byrden af grundskylden lå på de, der var ejere, da grundskylden blev indført og skærpet sidst. Nok indbetaler de nuværende ejere grundskylden, men de har fået ejendommene tilsvarende billigere.

Derfor kan man ikke helt sammenligne med kapitalgevinsten ved at afskaffe grundskylden med gevinsten ved at afskaffe en anden skat – f.eks. topskatten – som folk ellers havde regnet med ville fortsætte. Byrden af topskatten bæres af topskatteyderne, uanset hvad.

Man kan så spørge: Men hvad gør det egentlig, at skatteyderne for en gang skyld får en nettogevinst? Og svaret er: Det er der intet som helst galt med. Pengene ligger bedst i borgernes lommer.

Men hvis man – som i CEPOS’s skattereformforslag – har et begrænset beløb til rådighed til at lette skatten for, så er det bedst at bruge pengene, hvor de gør mest gavn og rækker længst. Det er ved at fjerne de mest forvridende skatter først. Og det er altså forklaringen på, at vi ikke har valgt at bruge halvdelen af beløbsrammen på at fjerne grundskylden. Forslaget er udformet, så det illustrerer, hvad man kan opnå af strukturforbedrende skattelettelser ved en økonomisk udgiftspolitik, som ikke er mere restriktiv end i SR(og til dels SF)-regeringens tid. Men dermed ikke være sagt, at man ikke kan eller bør gå videre. For min skyld meget gerne.

En løsning på problemerne med vurderingssystemet kan ikke vente til en kommende skattereform. Den bør findes nu.

Rasmus Helveg Petersens forkerte påstande

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. marts 2015. 5 svar

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen har i sin relativt korte ministertid fremsat en lang række påstande, som i den grad må undre. De handler bl.a. om mine CEPOS-analyser af omkostningerne ved energipolitikken. Det er dog også hans egne embedsmænd, der underkendes. Og vel at mærke uden sagligt belæg. Tværtimod er ministerens udsagn direkte forkerte, uden underbygning eller baseret på misforståelser af grundlæggende mekanismer i økonomien og energisystemet.

Det har ført til kraftig, men desværre fuldt berettiget kritik på lederplads i Børsen.

Jeg har også samlet en stribe eksempler, som fortjener en kommentar med på vejen.

  1. Ministeren hævder, at mindre CO2-udledning i kvotesektoren i Danmark ikke automatisk medfører højere udledning i andre lande (Weekendavisen 6.3.15). I første omgang kalder han det ligefrem ”en myte”, men siger så ”De får ikke de ubrugte kvoter automatisk. De skal købe dem”. Men så længe nogen er villige til at betale for CO2-kvoter, vil danske kvoter med sikkerhed og automatisk blive solgt til andre udledere. Det er simpelt hen den grundlæggende mekanik i kvotesystemet. Der er kun én kvotepris i EU – og altså ingen særlig pris på ”danske” kvoter. Prisen vil falde, indtil efterspørgslen svarer til det på forhånd givne udbud. Det er kun i den situation, hvor danske ubrugte kvoter strømmede ud i så store mængder, at prisen faldt til nul, at kvoterne ikke ville blive købt alle sammen. Det vil sige en situation, hvor Danmark sendte så meget vindmøllestrøm på markedet, at det blev gratis i hele EU at udlede CO2 (der er vi dog langt fra i dag).
  1. Bemærkelsesværdigt nok erklærer ministeren i samme interview: ”jeg er ikke tilfreds med kvotesystemet og de meget lave priser på ubrugte kvoter”. Men en politik, som reducerer de danske udledninger inden for kvotesektoren (f.eks. via nye havvindmølleparker), har jo netop den effekt at presse kvoteprisen. Det gør udledninger i andre lande billigere.
  1. I et interview med Søndagsavisen (7.3.15) hævder ministeren, at ”mere vindkraft og færre udledninger øger ikke kvotemængden eller udledningerne i EU, tværtimod bidrager det til at opfylde EU’s samlede reduktionsmål for 2020”. Det sidste er simpelt hen ukorrekt. Øget vindkraft og færre danske udledninger i kvotesektoren øger udledningerne i resten af EU én til én. Derfor bidrager danske reduktioner ikke til EU’s reduktionsmål. Det er udelukkende mængden af CO2-kvoter, der afgør udledningen fra kvotesektoren. Hvis Danmark gerne vil begrænse de samlede udledninger fra kvotesektoren, er der én og kun én måde at gøre det på: Ved at købe og destruere kvoter.

 

 

  1. I interviewet i Søndagsavisen anfører Rasmus Helveg Petersen, at min beregning af omkostningerne ved fossilfri energi i 2050 (på formentlig mindst 100 mia.kr.) ”bygger på den fejlagtige antagelse, at teknologien inden for udviklingen af ift. de fossile ikke udvikler sig de kommende 35 år”. Hvilken baggrund har han for at kalde en forudsætning om fremtiden for ”fejlagtig”? Den kan være usikker, men fejlagtig? Han postulerer altså at vide, hvordan den teknologiske udvikling kommer til at forløbe. Foreløbig er fossil energi dog blevet markant billigere end grøn energi i forhold til de meget høje oliepriser, som ligger til grund for min analyse.

 

Sagen er, at ingen kan vide, hvilken teknologi der vil udvikle sig hurtigst. Derfor er den middelrette antagelse, at de udvikler sig i samme takt.

Der er dog en grund til at give risikoen for, at grøn teknologi udvikler sig langsommere end ”sort” ekstra vægt, når man beslutter sig politisk for at fremme grøn omstilling. For hvis den grønne teknologi løber hurtigst, vil omstillingen i høj grad komme af sig selv. Derfor er der en overvejende risiko for at vælge forkert.

Hvis Helveg er så sikker på, at den grønne teknologi vil blive billigere, hvorfor skal vi så i øvrigt forcere investeringer i bl.a. havvindmølleparker nu, hvor der er behov for massiv statsstøtte?

 

  1. Helveg henviser i interviewet videre til ”Energistyrelsens scenarier viser, at meromkostningerne for et grønt energisystem i 2050…snarere er.. 10 mia.kr. årligt – og det er efter min opfattelse endda højt sat”. Men Energiscenarierne er for det første ikke en samfundsøkonomisk analyse. For det andet baserer de sig på en forudsætning om voldsomme grønne teknologispring. Det lægger rapporten ikke skjul på – den ”viser” altså ikke, at det vil koste 10 mia.kr. Og hvor er holdepunkterne for Helvegs kritik af sin egen styrelse for at sætte tallet for højt? Der kan være grund til at citere et større afsnit af, hvad rapporten selv siger om forudsætningerne:

 

“Scenarierne og særligt de skønnede omkostningsniveauer er behæftet med en lang række usikkerheder. I dag kræves meget betydelige tilskud, hvis VE i større omfang skal erstatte fossil energi. I scenarierne forudsættes imidlertid, at prisen på VE falder markant i forhold til fossil teknologi. For visse VE-teknologier forudsættes prisfaldet at være så stort, så de i sig selv – dvs. selv uden støtte – er konkurrencedygtige. Hvis et sådan forløb realiseres, så vil omstillingen være relativt billig, kræve færre (eller, såfremt den relative forbedring af VE teknologi bliver endnu mere markant end forudsat, slet ingen) tilskud og afgiftsbegunstigelser og i hvert fald på nogle områder ske af sig selv. Hvis omvendt VE ikke bliver markant mere konkurrencedygtig i forhold til fossiler, så forudsætter omstillingen betydelige tilskud og afgiftsbegunstigelser og bliver (potentielt langt) dyrere samfunds- økonomisk…

 På nogle områder – f.eks. elbiler – afhænger omkostningerne ved at indføre VE i Danmark af den teknologiske udvikling på globalt plan. Hvis eksempelvis elbiler, som det forudsættes, bliver økonomisk konkurrencedygtige set fra forbrugernes synsvinkel, så må det forventes, at de generelt udbredes på globalt plan. Det vil alt andet lige gøre anvendelse af elbiler i Danmark markant billigere. Men samtidig vil den globale pris på fossile brændstoffer falde, fordi disse overvejende bruges i transport sektoren. Lavere priser på fossiler trækker isoleret set i retning af øgede meromkostninger ved at lade VE erstatte den nuværende energiforsyning. De beregnede omkostningsskøn, herunder forskellene mellem scenarierne, skal fortolkes i lyset af disse betydelige usikkerheder ved de bagvedliggende forudsætninger.”

Helvegs påstand om, at Energiscenarierne viser, at det er teknologisk muligt og økonomisk overkommeligt at omstille dansk økonomi til fossilfri energi, er altså uden dækning i analysen. Scenarierne viser derimod, hvad der skal til, for at omstillingen vil gå som ønsket. Og det er grønne teknologispring af hidtil uset styrke. F.eks. forudsættes elbiler at udkonkurrere andre biler. Der er vi meget langt fra. 

  1. Helveg hævder videre, at CEPOS’ analyse af omkostningerne ved fossilfri energi baseres på ”hjemmestrikkede teorier” (interviewet i Søndagsavisen). Som det meget klart fremgår af analysen, baserer den sig på de to almindeligt anvendte standardmetoder i denne type analyser. Den ene metode (som viser en omkostning over 150 mia.kr.) bygger direkte på de beregnede omkostninger i regeringens egen Klimaplan. Det er endda forudsat, at de kraftigt stigende marginalomkostninger ved yderligere reduktionstiltag mod drivhusgasudledning flader helt ud. Den anden metode er standard til at beregne samfundsøkonomiske omkostninger og fremgår bl.a. af ministeriernes metodenotat til Klimaplanen. Helveg har ikke på nogen måde konkretiseret, hvad der skulle være ”hjemmestrikket” ved teorien.

 

Som anført i analysenotatet, er selve skønnet for omkostningerne ved fossil energi ikke i modstrid med den internationale litteratur, herunder som opsummeret af FNs Klimapanel.

 

  1. Helveg bestred i P1 Business Finansministeriets beregning (som jeg gengav i programmet) af, at energiforliget vil reducere beskæftigelsen på lang sigt med 1.300 personer: ”Den regnemaskine, der har udregnet det her, opfatter Danmark som en ø… Men de 25-28.000 beskæftigede i den danske vindmøllebranche lever ikke bare af det danske marked. De eksporterer”. Han undlod ikke alene at forklare, hvorfor eksport skulle øge beskæftigelseseffekten. Hans påstand bryder grundlæggende med den måde, regeringens økonomer (og de fleste andre) beskriver arbejdsmarkedet på. Og som regeringens beskæftigelsespolitik bygger på. Det afgørende for beskæftigelsen på lang sigt er de strukturelle forhold på arbejdsmarkedet og ikke udenrigshandels omfang. Eksport- og beskæftigelsesargumentet er derimod et hyppigt anvendt lobbyistargument i den politiske debat.

 

  1. Helvegs udtalelse i flere medier (f.eks. her) tyder på, at han forveksler beskæftigelses-, eksport- og indtjeningseffekten i de grønne erhverv med den samlede nettoeffekt i hele økonomien. Der skal imidlertid korrigeres for den fortrængning, som finder sted i andre erhverv. Almindelig økonomisk teori tilsiger, at fortrængningen overstiger den umiddelbare gevinst i de subsidierede erhverv for så vidt angår beskæftigelse og værditilvækst. Det hænger sammen med det forvridningstab, der er forbundet med at finansiere subsidierne. Derfor skal der løftes en meget tung bevisbyrde, hvis det skal godtgøres, at der er en samlet samfundsøkonomisk gevinst ved at yde subsidier til investeringer, som virksomhederne selv ikke ville foretage kommercielt. Ministeren har imidlertid ikke fremlagt nogen form for dokumentation. Tværtimod peger alle foreliggende seriøse økonomiske analyser på, at der vil være en omkostning ved at reducere udledningen af drivhusgasser.

 

Det betyder ikke, at der ikke kan være en klimagevinst ved at reducere udledningerne, og at den kan retfærdiggøre omkostningerne. Men der er ingen holdepunkter for, at omstillingen er en gevinst i sig selv.

Alligevel anfører Helveg som mål for regeringens energipolitik: ”Vi skal være det gode eksempel, som viser, at det er muligt at reducere udledningerne markant og tilmed uden at skade økonomien. Vi skal høste fordelene ved at være foregangsland” (Søndagsavisen-interviewet).

 

  1. Helveg hævder imidlertid, at der vil være direkte klimamæssige omkostninger for Danmark ved dansk inaktivitet: ”Når jeg siger, at det ikke er voldsomt dyrt, er det, fordi vi skal huske, at det også har en pris at sætte sig på sine hænder og fyre mere kul i ovnene. Jeg kan desværre ikke sætte et prisskilt på, hvad klimaforandringerne vil koste Danmark, hvis vi ikke gør noget.” (Politikens kronik 31.10.14). Problemet er imidlertid, at der ingen direkte eller indirekte kobling er mellem reduktionstiltag i Danmark og den globale udledning af drivhusgasser. Reduktioner i udledninger omfattet af kvotesektoren modsvares som nævnt af tilsvarende merudledninger i andre EU-lande. Men der er også lækage uden for kvotesektoren. Grundlæggende medfører lavere efterspørgsel efter fossile brændsler, at verdensmarkedsprisen bliver lavere, og at efterspørgslen derfor øges i andre lande. Derfor medfører selv mindre benzinforbrug i Danmark, at udledningerne fra benzin øges i andre lande. Der er kun en global effekt af lavere udledninger i Danmark, hvis det samtidig sikres, at resten af verden også har grænser for udledningen.

Bemærkelsesværdigt nok har ministeren anerkendt, at de energiintensive erhverv har et konkurrenceevneproblem som følge af lækage (Berlingske 22.4.14). Men så må han jo forudsætte, at omverdenen ikke effektivt er underkastet begrænsninger – og i så fald i lækageproblemet helt generelt.

 

  1. I nævnte interview i Weekendavisen hævder ministeren, at faldet i olieprisen er ”et tilfældigt lavpunkt” og desuden ikke spiller ”nogen stor rolle for prisen på den grønne omstilling”. Hvad bygger han det på? Den fremtidige pris er ganske vist behæftet med usikkerhed. Foreløbig peger futureprisen – som er summen af markedets forventninger – ikke på en pris over 70 dollar/td inden for de næste 5 år, og altså langt fra prisen på væsentligt over 100 dollar for blot et år siden. En vedvarende lav oliepris vil desuden smitte af på andre fossile energikilder (naturgas og kul) i takt med, at efterspørgerne ændrer forbrugssammensætning.

 

  1. Ministeren vil fornuftigt nok ikke lægge hindringer i vejen for, at de danske forekomster af olie og gas i Nordsøen bliver indvundet. Det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, at olie og gas indvindes, hvor det er billigst, og at drivhusgasudledningerne reduceres, hvor reduktionsomkostningerne er lavest. Det opnås ved at sætte en ensartet, global pris på at udlede drivhusgasser. I den forbindelse skal man huske på, at indhøstning og lagring af CO2 fra fossile brændsler (kaldet CCS) er én af de teknologier, der kan vise sig at blive omkostningseffektive. FNs klimapanel anslår, at omkostningen ved at begrænse udledningerne af drivhusgasser til det ønskede niveau vil blive mere end dobbelt så store, hvis man på forhånd udelukker CCS.

 

Helveg insisterer imidlertid på, at energiforsyningen skal blive helt uafhængig af fossile brændsler og vil endda have en meget hurtig udfasning af kulfyring.

Begrundelsen for at opretholde indvindingen i Nordsøen er derimod: ”Vi prøver at få så meget op fra Nordsøen som muligt. Men vi hiver det jo ikke op for at eksportere det; det er alt sammen til eget forbrug”. Men hvilken rolle spiller, hvor det bliver forbrugt? Der vil under alle omstændigheder være udslip af drivhusgasser (medmindre der bruges CCS). De danske udledninger er ganske vist underkastet et loft aftalt i EU. Men uden Nordsøproduktionen ville vi i stedet skulle importere fra udlandet, hvor priserne ville være højere og forbruget lavere. Det er simpelt hen ikke til at se, hvordan udsagnet kan give mening.

 

Hvor effektiv er terror til at skabe frygt?

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. februar 2015. Skriv et svar

Risikoen for at blive slået ihjel i et terrorangreb er meget lille for de fleste af os. Den er globalt set mindre end én promille af risikoen for at blive slået ihjel i trafikken.

Terror virker ved at skabe frygt. Men hvor effektiv er den? Det satte Gary Becker og Yona Rubinstein sig for at undersøge. Deres hypotese var, at jo mere frygten koster os, desto bedre er vi til at overvinde den. Det undersøgte de ved at udnytte data fra perioden med ”Al-Aqsa-intifada” i Israel. Det viste sig ganske rigtigt, at det faldende antal buspassagerer og cafegæster efter et terrorangreb stammede fra ikke-hyppige besøgende. Pendlere og hyppige cafégæster gik derimod ikke ned i aktivitet. Et højere uddannelsesniveau var også forbundet med mindre frygtsom adfærd, fandt de.

Interessant nok havde terrorangreb dagen før sabbatten eller en helligdag meget mindre effekt på rejse- og caféaktiviteten end dagen før en hverdag. Forklaringen er, at der ikke udkommer aviser i Israel på sabbatten eller helligdage. Derfor fik angreb dagen før en avisfri dag ikke så meget medieopmærksomhed.  Så medieomtale spiller en stor rolle for terrorens gennemslagskraft.

Becker og Rubinsteins resultater kan bl.a. forklare, hvorfor turistmål også er yndede terrormål. De fleste turister er sjældne gæster og kan let finde alternative destinationer. Hverdagen vil formentlig hurtigt komme igen i København, men der kan gå noget tid, før turisterne er tilbage i fuldt omfang.

Desværre er det ikke alle, som kun har en forsvindende lille risiko for at blive ramt af terror. Folk forbundet med Muhammed-tegningerne er – som senest weekendens begivenheder viser – alvorligt truede. Islamisterne benytter sig tydeligvis af en spilteoretisk pointe om at ramme dem, der er mest profilerede. Hvis alle forsøger at undgå at blive mest profileret, kan man på den måde kue en stor befolkning. Selv en lille, forholdsvis svag gruppe vil kunne kue det store flertal på den måde.

Der er kun én effektiv modstrategi. Den er, at alle vælger en høj profil. Medierne kan gå sammen om at bringe tegningerne så meget, at Jyllands-Posten, Vilks, Rose og Westergaard drukner i mængden. Det er desværre nok for sent at forhindre dem i at have symbolsk status også fremtidigt. Men det vil reducere risikoen for andre ved at ytre sig frit.

Bør staten kunne optage gæld?

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. februar 2015. 3 svar

Der er mange gode grunde til, at store organisationer kan optage gæld. Staten er den største organisation, vi har. Men der er en række fundamentale grunde, som taler imod statsgæld – eller i hvert fald for at lægge meget stramme bånd på mulighederne. Det viste Buchanan og Wagner i deres klassiske værk ”Democracy in deficit” fra 1977.

Det græske valg og landets atter genopblussede gældskrise sætter fingeren på pointerne og giver anledning til nogle flere.

Grundlæggende set er spørgsmålet: Hvem er det egentlig, man låner til, når man låner til en stat? I Grækenlands tilfælde: Hvor meget kan vælgerne påberåbe sig, at de ikke bør hæfte for gælden, eller i hvert fald ikke det hele?

Det generelle først.

Vi er vant til, at private selskaber fungerer fremragende som juridiske personer, når de optager gæld. Det skyldes, den måde selskabet er organiseret på – altså det regelsæt, som bestemmer. Et selskab kan betragtes som en meget præcis kontrakt for, hvordan en lang række personer er bundet sammen i et kollektiv, og hvem der har krav på hvad. Går et selskab f.eks. konkurs, er det på forhånd klart, at kreditorer og ejere højst har krav på selskabets aktiver (eller rettere den del af ejernes aktiver, de har placeret i selskabet). Panthavere med pant i konkrete aktiver får først. Så får de generelle kreditorer. Og så til sidst ejerne, hvis der måtte være noget til overs.

Selskabet har også meget bestemte regler for, hvordan ejerne kan træffe beslutninger. Et flertal må ikke berige sig på bekostning af mindretallet. Enhver ejerkrone har krav på lige andel af overskuddet. Der er også mulighed for, at ejerne kan gå hver til sit, hvis de ikke kan enes. En mindretalsaktionær kan træde ud og blive kompenseret ved at sælge sin andel.

Det fungerer generelt så smidigt, at vi uden store problemer kan se på selskaber som juridiske personer. Det er også derfor, vi er villige til at låne dem penge.

Det er selvsagt heller ikke svært at se en privat person som en juridisk person. Den person, der låner pengene, er også den, der skal betale tilbage. Der er dog i modsætning til de krystalklare grænser for selskaber en meget uklar grænse for, hvor mange aktiver man kan tage fra en personlig debitor. Man kan – selv hvis man ville – ikke tage alt fra folk. Der er selvfølgelig sædvaneretlige grænser, men ofte vil kreditorer have en interesse i at stoppe inden dem. Manglen på en klar grænse skaber en spilteoretisk situation med risiko for, at begge parter taber. Selskabet er bl.a. en løsning på det problem.

Men hvis vi så ser på en stat, hvor langt holder metaforen om en juridisk ”person” så? Det letteste tilfælde er naturligvis et kongedømme, hvor beskatningsretten ses som kongens personlige ejendom. Her falder en gældsbyrde virkelig på kongen, fordi han i forvejen har presset størst mulig skat ud af undersåtterne. Derfor kan man – og gjorde også historisk – betragte landskaberne som en slags obligationer, der kunne pantsættes og gå tabt, hvis kongen ikke kunne svare sine kreditorer. Vi kan også ret let anvende metaforen i det tænkte tilfælde, hvor kongen er en såkaldt “benevolent (godgørende) diktator”, som har samme magt som den provenumaksimerende konge, men i stedet udelukkende er motiveret af borgernes nytte i stedet for sin egen. Og vel at mærke alle både nutidige og fremtidige borgere.

Den benevolente diktator er den implicitte – og ind i mellem eksplicitte – antagelse bag økonomisk teoris behandling af statsgæld. Kan borgerne få mere end 1 krones gavn af en krones statsgæld, bør gælden optages. Det er simpelt nok, og det er ikke svært at finde situationer, hvor det krav er opfyldt.

Der eksisterer imidlertid ikke en benevolent diktator i et demokrati. Eller i al fald ikke noget, der ligner i de demokratiske systemer, vi betjener os af for tiden.

For det første er det i høj grad muligt for flertallet at berige sig på mindretallets bekostning. Eller – som Buchanan og Wagner understregede – for et nulevende flertal at berige sig på bekostning af et nulevende mindretal og det store flertal af fremtidige generationer. Det er endda muligt for et mindretal at manipulere sig til at berige sig på bekostning af et flertal.

Det er for det andet en velkendt fundamental egenskab ved flertalsafstemninger, at enten kan udfaldet blive helt vilkårligt – og vilkårligt dårligt – eller også er de sårbare over for manipulation.  Der findes en meget stor (social choice) litteratur om dette. Men det betyder også, at et flertal ikke behøver at føle ejerskab til en beslutning om f.eks. at optage statsgæld. Enten kan det ske som resultat af, at et mindretal behersker beslutningsprocessen, eller ved en ren tilfældighed.

Det kan selvsagt også ske ved en flertalsafgørelse i et aktieselskab. Men her er forskellen for det første at alle løsninger, som indebærer, at nogle beriger sig på andres bekostning, er forbudt. For det andet, at der er mulighed for at exite mod kompensation (sælge sin ejerandel). En aktionærkreds, som ”passer” dårligt sammen, vil til alles fordel blive omdannet gennem køb og salg, men det sker kun i begrænset omfang, at demokratiske problemer løses gennem ind- og udvandring.

I modsætning til en konge med personligt ”ejerskab” til beskatningen er det ikke veldefineret, hvilke aktiver en demokratisk stat ejer eller kan tvinges til at afgive til kreditorerne. Kreditorerne kan højst få udenlandske stater til at beslaglægge aktiver i udlandet, men de er sjældent særlig omfangsrige. I sidste ende består kreditorernes sikkerhed i debitorernes interesse i at bevare et så godt omdømme, at de fortsat kan optage lån. Kursen på en statsobligation er i modsætning til en virksomheds- eller byggeobligation ikke bestemt af, hvad aktiverne er værd, men af chancen for, at debitorstaten vælger at betale sin gæld.

Og så til de græske vælgeres oprør mod kreditorerne og den hjemlige politiske elite. Hvor meget har de at have det i?

Det er forståeligt nok, at grækerne gerne vil betale mindre end de skylder. Gælden går ud over velstanden. Det er bare ikke noget specielt godt argument. Alternativet er jo, at nogle andre – og det vil alt overvejende sige skatteyderne i kreditorlandene – skal gå tilsvarende ned i velstand.

Hvis grækerne skal have et argument, skal de kunne godtgøre, at de ikke har noget ansvar for gælden. Der er uden tvivl mange grækere, som personligt ikke har støttet de politikere, som har optaget gælden. Det kan være et stort mindretal. Der kan også være et flertal af vælgerne, som har været i mod gældsoptagelsen, men har stemt på politikerne alligevel (og vel at mærke været i mod prospektivt og ikke kun set i bagspejlet). De kan være blevet ført bag lyset, blevet manipuleret med eller simpelt være offer for tilfældigheden i demokratiske beslutningers udfald.

Problemet er blot, at denne indvending kun er gyldig som systemkritik. Man kan ikke undsige konsekvenserne af det demokratiske system uden samtidig at være villig til at undsige systemet, herunder systemets legitimitet før gældskrisen brød løs.

Man kan sammenligne med den gæld, bl.a. polakkerne blev efterladt med efter kommunismens fald. Her kunne befolkningen med nogen ret gøre gældende, at de ikke havde lod og del i optagelsen af statsgælden, som tværtimod var et redskab for et undertrykkende og illegitimt regime vendt mod befolkningen.

Men grækerne kan ikke hævde det samme. Man kan ganske givet finde eksempler på ansvarspådragende forsømmelser og embedsmisbrug under tidligere regeringer – faktisk er det bemærkelsesværdigt så få forsøg, der er blevet gjort for at drage nogen retligt til ansvar, herunder i EU-kommissionen som har til opgave at føre tilsyn. Men der er næppe mange penge at komme efter.

Det er altså ikke nok til at vaske skylden af sig, at man vælger en ny regering. Grækerne er af god grund trætte af regningen, men der er ikke mange andre steder at sende regningen hen.

Det er derimod oplagt ikke bare for grækerne, men også os andre at overveje, om staten bør kunne optage gæld i samme omfang som hidtil. Overalt er citronen jo blevet presset. Alle stater har gæld, selv om deres demografi tilsiger det modsatte. Meget få demokratiske stater er finanspolitisk holdbare – dvs. at forpligtelserne overstiger skatteindtægterne, medmindre fremtidige generationer betaler resten.

Det taler for en meget strammere ”fiskal konstitution” end f.eks. EU’s budgetregler og den danske budgetlov.

Fattigdommen rasler ned

Af Otto Brøns-Petersen, den 20. januar 2015. 2 svar

Vi har gennemlevet nogle årtier, hvor fattigdommen i verden er faldet som aldrig før. Alligevel – eller måske derfor – spredes der historier, som forsøger at give indtryk af det modsatte. Vi skal nok vende tilbage med en kommentar til den seneste fra britiske Oxfam. Her er et udmærket svar fra Institute of Economic Affairs. Her er lidt om, hvordan det går med fattigdommen.

Punditokrater, der har gjort en forskel i det forgangne år

Af Niels Westy, den 30. december 2014. 3 svar

Slutningen af året er som bekendt præget af lister for dette og hint. Politiken har f. eks. deres årlige liste over meningsdannere. Her på punditokraterne plejer vi også at give det forgangne år et par ord med på vejen og nævne dem vi finder har gjort en forskel i løbet af året.

Til forskel fra Politikens liste som vist primært handler om “at sætte en dagsorden”, vægtes saglighed og reel viden en en del højere her på punditokraterne. Vi mener faktisk at det gør en forskel hvorvidt man tror at jorden er flad eller rund.

To skribenter her på bloggen har ved flere lejligheder på fornemmeste vis præsenteret dette i det forgangne år. Det er naturligvis professor ved Christian Bjørnskov og  analysechef Otto Brøns-Petersen.

Christian Bjørnskov skal især fremhæves for at pointere, at der ikke er belæg for, at udviklingsbistand gør en positiv forskel. En pointe der vel og mærke har solid opbakning i den økonomiske sagkundskab. Det afholdt dog ikke den daværende udviklingsminister, Rasmus Helveg Petersen, fra at påstå at Bjørnskov var både ekstrem og alene i at konkludere, at udviklingsbistanden ikke virkede, eller som Rasmus Helveg påstod  i en debat på Radio 24syv den 3. januar:

”Christian Bjørnskov er helt alene. Ikke bare her i studiet, men generelt i hele verden, når det gælder det her standpunkt med, at 80 pct. af pengene er spildt. Det er et ekstremt standpunkt. Det er faktisk forholdsvis yderliggående.”

Debatten kan genhøres her.

En udtalelse, der i den udstrækning Rasmus Helveg Petersen overhovedet har sat sig ind i den videnskabelige diskussion på området, er lodret løgn. Det burde have været en langt større historie, end den endte med at være. Ministre må åbenbart gerne lyve og beklikke andres hæderlighed, blot det er i en “god sags tjeneste”. Man græmmes.

Christian har selv skrevet om debatten i Cordua & Steno på Radio 24syv i dette blogindlæg.

Som Bjørnskov startede året med at insistere på substans og faglighed, sluttede Otto Brøns-Petersen af med, på solidt faglig grund, at påpege en absurditet i dansk (og international) skattepolitik, nemlig selskabsskatten. Otto er ikke den første, og bliver næppe heller den sidste økonom, som påpeger at selskabsskatten er et problem. Den optimale selskabsskat er og bliver nul.

I en video, som for øjeblikket deles flittigt på de sociale medier forklarer Otto på fornemmeste vis problemet med selskabsskatten og hvorfor den over tid bør/vil blive afskaffet.

Det er nu ikke den eneste grund til at nævne Otto Brøns-Petersen, som en af de som har gjort en forskel i år. Mens hans kollega, Mads Lundby Hansen, for tredje gang i træk, udnævntes til årets mest citerede økonom af Dagbladet Børsen, drønede Otto Brøns-Pedersen i år ind på et 38. plads. Og som Børsen påpeger i artiklen:

Otto Brøns-Petersen anses ikke blot for en dygtig økonom, men er også en landets førende eksperter i økonomisk ideologi.

Men det er vi jo en del som har vidst i mange år.

 

 

Ulighed – igen igen igen

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. december 2014. 1 svar

Det har vakt opsigt, at OECD har offentliggjort et arbejdspapir, hvor forfatteren finder en negativ korrelation mellem ulighed og økonomisk vækst. Det skyldes, at OECD selv slår på tromme for det.

Jeg har tidligere påpeget om litteraturen, at

det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig.

Det fremgår også af OECD-papiret, som dermed føjer sig til denne række af studier.

Og det kan ikke overraske, for der er ingen grund til at forvente en direkte kobling mellem ulighed og vækst. Derimod medfører nogle politiktiltag, som øger væksten, også til øget ulighed (OECD foreslår traditionelt lavere marginalskatter, lavere kompensationsgrad og mindre minimumslønninger for at øge væksten). Andre tiltag (OECD foreslår traditionelt øget produktmarkedskonkurrence) kan øge væksten og sænke uligheden.

Murens fald – og harens sejr over skildpadden

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. november 2014. Skriv et svar

I dag fejrer vi Murens Fald for 25 år siden. Det var en fantastisk begivenhed. Planøkonomien – som så mange havde troet på i 1970erne – brød sammen. I løbet af få år fulgte Sovjetunionens sammenbrud.

Først og fremmest betød det frihed. Dernæst betød det en chance for, at befolkningerne kunne få del i den velstand, som markedsøkonomierne i Vest havde nydt godt af. Men hvordan kom man bedst til det?

Min egen opfattelse på det tidspunkt var præget af Vesttysklands skæbne efter krigen. Ikke alene var tysk økonomi på hælene efter sønderbombningen og krigsnederlaget. Da de allierede militærmagter overtog administrationen, var det med industriplaner og central økonomisk styring. I 1948 var ifølge Wilhelm Röpke: “Tyskland tilintetgjort i en sådan grad og forvandlet til sådan et kaos, at ingen, som ikke har set det med deres egne øjne, vil kunne forestille sig det”. Citatet stammer fra Ludwig Erhards “Velstand for alle”. Erhard greb som ny økonomiminister chancen og gennemførte totalt gennemgribende reformer: En valutareform, som indførte den snart så stærke D-mark og lave inflation, liberalisering af prisfastsættelsen, skattereform og reduktion af den offentlige økonomi. Det skete ikke med det engelske og amerikanske militærs gode vilje, men Erhard udnyttede sit mandat til at foretage de lempelser i prisreguleringen, han fandt nødvendige, til “så hurtigt som muligt [at] likvidere så mange regulerings- og prisbestemmelser som muligt”. Resten af reformerne fulgte straks efter trop. Tyskland rejste sig meget hurtigt – allerede i løbet af 1949. I løbet af 50erne kom det tyske “wirtshaftswunder” med mere end en fordobling af produktionen i løbet af årtiet.

Derfor var mit synspunkt ved Murens fald, at de postkommunistiske lande burde lære af de tyske erfaringer. Reformerne burde gennemføres hurtigst muligt.

Men var det klogt? Det har været omdiskuteret. I et nyt arbejdspapir har økonomen Andrei Shleifer fra Harvard og politologen Daniel Treisman fra UCLA forsøgt at gøre status. De er bemærkelsesværdigt klare i mælet:

From early on, critics claimed that reforms had failed in certain Eastern European states
because they had been pursued in too radical a manner. Countries that proceeded more
slowly and methodically were said to have fared better.

As Nobel laureate Joseph Stiglitz put it: “gradualist policies lead to less pain in the short
run, greater social and political stability, and faster growth in the long [run]. In the race
between the tortoise and the hare, it appears that the tortoise has won again.”

This view appealed to those in the East whose privileges were threatened by
liberalization and those in the West who distrusted market forces or felt excluded from
the debate. But it was wrong. By the mid-1990s, countries that had embraced radical
reform were outperforming those that had delayed.

Og hvordan gik det med ambitionerne om frihed og højere levestandard?

The transition has had its disappointments. Central Asia hardly inspires emulation. Russia
and Hungary have taken political wrong turns. But, overall, the changes since 1989 have
been a remarkable success.

In most postcommunist states, life has improved, often dramatically. Citizens enjoy
higher living standards, broader political rights, greater autonomy and personal dignity.

 

 

Tullock-tabet

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. november 2014. 1 svar

Som redaktøren har bekendtgjort, døde Gordon Tullock i går. Tullock var ikke uddannet økonom, og måske derfor var han derfor i stand til at få øje på vinkler, andre ikke så.

Han var sammen med James Buchanan – som døde tidligere i år – medforfatter til “Calculus of Consent” og en fædrene til public choice-disciplinen. Selv om Tullock leverede mange forskellige bidrag, er hans bedst kendte nok teorien om “rent-seeking” (eller “gevinstsøgning”). I grunden er ideen simpel – når man først får øjnene op for den. Og når den er kommet ind under huden, opdager man ”rent-seeking” allevegne (jeg har selv brugt ideen her).

Rent-seeking beskriver en grundlæggende mekanisme i ikke mindst politik og forklarer, hvorfor politiske beslutninger så ofte har store samfundsøkonomiske omkostninger.

Først lidt forhistorie. Økonomer har længe vidst, at monopoler tager højere priser end virksomheder på et konkurrencepræget marked. Det giver dem en såkaldt monopolrente eller monopolfortjeneste. I standardmonopolmodellen er der også et samfundsøkonomisk tab. Det er bare ikke særlig stort, som den amerikanske økonom Harberger viste. Det kaldes Harberger-trekanten.

Men det slog Tullock, at der også kunne være et andet samfundsøkonomisk tab ved monopoler. Og et der kunne være meget større. Forklaringen er følgende: En monopolrente trækker konkurrenter til. Under normale markedsforhold konkurrerer man ved at sætte prisen ned. Men i takt med, at virksomhederne sætter prisen ned for at tiltrække kunder eller holde på dem, de har, forsvinder monopolrenten. Virksomhederne taber, men kunderne vinder. Og nettoresultatet er en samfundsøkonomisk gevinst, fordi Harberger-trekanten også forsvinder.

Antag imidlertid, at monopolisten i stedet for at svare igen med priskonkurrence vælger at gå til f.eks. politikerne og bede om lovens beskyttelse. Monopolet og monopolrenten opretholdes. Men det er ikke gratis at forsøge at påvirke politikerne. Det koster udgifter til lobbyister og konsulenter (som kan udarbejde rapporter med påvisning af de mange vigtige sociale, kulturelle eller lignende grunde til, at monopolet bør opretholdes). Man må dog samtidig forvente, at konkurrenterne stadig vil være tillokket af monopolrenten. De vil derfor også blive draget til at afholde udgifter for at påvirke myndighederne til at give dem en del af kagen (eller måske overtage eneretten helt).

Tullocks pointe er, at denne konkurrence om ”renten” medfører et ressourcetab. I modsætning til de ressourcer, virksomhederne mister ved priskonkurrence – og som ikke er tab for samfundet, men overførsler til forbrugerne – er ressourcetabet ved rentseeking samfundsøkonomisk dødvægt. Ligesom Harbergertrekanten er det. Dette tab lagde Tullock navn til og hedder nu Tullocktabet.

Hvor stort er Tullocktabet? Hvis der er mange kombattanter, kan det ende med et tab svarende til hele monopolrenten. Tænk på et lotteri. Så længe der er solgt lodder for mindre end præmiesummen, vil der være en forventet gevinst ved at købe et lod mere. Og sådan er det, lige indtil der er solgt lodder svarende til gevinstsummen (kan man vinde 100 kr. og der er solgt 100 lodder af en krone, er den forventede præmie 0,01×100 kr. = 1 kr., svarende prisen på et lod). Nu er rigtige lotterier ikke rentseeking, fordi betalingen for lodderne ikke går tabt. Men hvis lotteriet i stedet blev afgjort ved at slås, ville krigsomkostningerne være reelle omkostninger. Eller tænk på 100 kommuner, der hver bruger 100.000 kr. på at få andel i en pulje på 10 mio. kr. Netto går puljen tabt i omkostninger.

Hvis der kun er to kombattanter i et rentseekingspil, vil Tullocktabet ”kun” være halvdelen af renten (under standardforudsætninger). Selv det kan være meget i forhold til Harberger-trekanten. Tullock pegede på, at tabet under visse (omdiskuterede) forudsætninger endda kan være mere end 100 pct. af renten.

Det er som sagt let at få øje på Tullocktab allevegne. F.eks. virksomheder der konkurrerer om at komme først med et patent. Forbrydere der konkurrerer indbyrdes og i kamp mod politiet om ofrenes penge. Partier og andre politiske aktører der konkurrerer om skatteydernes penge. Interessegrupper som konkurrerer om statens penge. I modsætning til de ressourcer, der går til ved produktive handlinger, kommer der ikke nye goder ud af det, men kun omfordeling af de eksisterende ved rentseeking. Vi kan langt hen ad vejen se det politiske system som et virvar af rentseeking-spil.

Derfor er der også en pointe i at gøre rentseeking så lidt attraktiv som muligt og til gengæld gøre produktive handlinger så attraktive som muligt. Det kan man bl.a. ved at skabe asymmetri mellem de potentielle kombattanter. En af de mest effektive asymmetrier hedder privat ejendomsret. Hvis ejendomsretten var så stærk, at den slet ikke kunne omtvistes, ville det afholde andre fra at forsøge sig med at tilrane den private ejendom. Ejererne vil omvendt være sikre på at kunne høste frugten af at anvende deres ressourcer produktivt. Men mindre end fuld sikkerhed kan også gøre det.

En anden mulighed for at begrænse rentseeking er at begrænse adgangen for et flertal til at tilegne sig på mindretallets bekostning. Det kan være med forfatningsregler som dem, Tullock og Buchanan analyserede i ”Calculus of Consent”.

Så indsigten i rentseeking-mekanismen er både stærk som analyseredskab og instrument til forbedringer. Den er en gave til enhver, som interesserer sig for politik og politisk filosofi.

Gordon Tullock var selvsagt ikke den første til at indse problematikken. Men han skabte en hidtil uset klarhed om dens mekanik og konsekvenser.

Ham der ikke delte Nobelprisen i år

Af Otto Brøns-Petersen, den 18. oktober 2014. 2 svar

Jean Tirole, der bliver tildelt Nobelprisen i økonomi i år, skrev nogle af sine vigtigste bidrag sammen med en anden fransk økonom, Jean-Jacques Laffont. Nobelpriskommitteen antyder, at Laffont også havde været en værdig prismodtager – hvis han altså stadig havde været i live (men i så fald kunne han have fået den allerede, da den blev givet for mechanism design i 2007) .

Det er der god grund til. Laffont må endda siges at være forløberen af de to. Et af hans – efter min opfattelse – vigtigste resultater stammer fra 1977 og er skrevet sammen ikke med Tirole, men Jerry Green. Det handler primært om kollektive goder. Og den centrale problemstilling er den samme som i arbejderne sammen med Tirole og i Tiroles arbejder i øvrigt.

Denne problemstilling er, at myndighederne ikke som udgangspunkt kender til alle de informationer, som borgere og virksomheder sidder inde med. Vores præferencer kender vi som udgangspunkt kun selv. Problemet kaldes asymetrisk information.

En vigtig konklusion i økonomisk teori er, at priser og grænsenytte bør svare til hinanden. Hvis jeg værdsætter en ekstra gaffel til 100 kr. – dvs. er parat til at betale 100 kr. for den -, men den koster 50 kr. at fremstille, bør jeg have en ekstra gaffel. Og jeg bør blive ved med at få flere, lige til min nytte af en endnu en ekstra gaffel er faldet til 50 kr.

En gaffel er et såkaldt privat gode. Derfor findes der en simpel måde at finde ud af mine præferencer på. Lad der være et privat marked for gafler, og jeg vil blive ved med at købe, indtil min grænsenytte svarer til prisen. Faktisk behøver myndighederne slet ikke opsamle oplysninger om min grænsenytte. Hvis de blot tillader et frit marked for gafler, vil der decentralt og spontant blive allokeret gafler efter reglen om pris og grænsenytte.

Men konklusionen om spontan optimal markedsallokering gælder ikke for alle goder. Såkaldt kollektive goder bliver forbrugt i fællesskab med andre. Forsvaret er standardeksemplet. En ekstra enhed forsvar (f.eks. et ekstra kampfly) vil beskytte ikke bare den enkelte forbruger, men også alle andre under den fælles paraply. Ved kollektive goder er reglen, at prisen skal svare til summen af alle individers grænsenytte. Altså bør forsvaret indkøbe kampfly op til det punkt, hvor prisen svarer til grænsenytten for samtlige danskere.

Hvis forsvaret skal leveres af et almindeligt marked, vil det ikke levere dette resultat. Vi vil hver især købe, indtil prisen svarer til vor personlige grænsenytte. Sandsynligvis vil det betyde, at der ingen kampfly bliver købt. Man kunne i stedet indsamle frivillige bidrag, så der blev skillinget sammen. Men i så fald har vi et incitament til at skjule vores sande præferencer og lade som om, vores grænsenytte er nul, så andre kommer til at betale. Når indsamleren til forsvaret kommer rundt, vil jeg fortælle ham, at jeg er pacifist og sende ham videre til naboen (som gør det samme).

Slå nu op i en simpel lærebog i økonomi. Den vil sige, at kollektive goder er argumentet par excellence for at have en stat. Markedet kan ikke levere et tilstrækkeligt omfang af kollektive goder, så derfor må staten gøre det.

Men det er en postgang for tidligt at konkludere sådan. Staten kan kun løse opgaven, hvis den kender alle borgernes præferencer. Og det gør den som udgangspunkt ikke. Det gør kun borgerne selv. Staten kan selvfølgelig spørge, men her er problemet at få borgerne til at tale sandfærdigt. Antag at borgernes individuelle betaling for det kollektive gode er uafhængigt af, hvad de svarer. Så har de en interesse i at overdrive. Tror jeg, at danskerne i gennemsnit ønsker et lavere forsvarsbudget end jeg selv, kompenserer jeg ved at overdrive min betalingsvillighed. Eller omvendt. Man kan også lade folks betaling afhænge af, hvad de svarer. Men så løber man ind i samme problem som ved en frivillig indsamling.

Er der en løsning? Svaret er tjaaa. Og svaret skyldes Green og Laffonts artikel.

Hvad går løsningen ud på? Jo, man kan betjene sig af et snedigt udformet skattesystem, Clarke-Groves-skatter. Ideen er groft sagt følgende. Antag vi har to projekter over for hinanden. Det kunne være en pakke med et lille og en pakke med et stort luftvåben. Borgerne bliver bedt om at fortælle, hvor meget de værdsætter den lille og den store pakke. Myndighederne tæller sammen, og den mest værdsatte pakke bliver valgt. Nu udskrives der så en særlig skat. Hvis jeg har stemt på vinderpakken, og hvis vinderpakken ikke var blevet valgt uden min stemme, skal jeg betale en skat svarende til forskellen mellem, hvor meget de to pakker blev værdsat af alle andre, uden min deltagelse. Jeg kommer altså kun til at betale, hvis mine præferencer gør forskellen, og højst hvad svarer til hvor meget jeg værdsætter den ene pakke frem for den anden. Man kan nu vise, at borgerne har et incitament til at tale sandt om deres præferencer, når de ved, at de bliver beskattet på denne måde. Er de for fedtede, risikerer de, at det ikke foretrukne bliver valgt, hvor de kunne have fået det mest foretrukne for en pris, de gerne vil betale. Overdriver de, risikerer de at komme til at betale for meget i skat i forhold til, hvad det er værd for dem, at deres foretrukne løsning bliver valgt.

Green og Laffont påviste, at alene varianter af dette skattesystem “tvinger” borgerne til at afsløre deres sande præferencer. Det er et vigtigt resultat af flere grunde, som jeg vender tilbage til straks. Men først er det værd at notere sig, at denne måde at tænke på gennemsyrer Laffont og Tiroles arbejder. Nobelprisen blev ikke mindst motiveret med deres fælles arbejde om regulering af virksomheder under begrænset konkurrence. Her designede de to et særligt system af kontrakter, som aftvinger profitsøgende virksomheder sandfærdige svar.

Men tilbage til kollektive goder og Clark-Grovesskatten. Den er det eneste mulighed for at finde et optimalt udbud af et kollektivt gode som det fælles forsvar. Det ved vi fra Green og Laffonts bevis. Der er bare nogle hager ved dette system. For det første er det en kompleks omgang at køre alle alternativer igennem, indtil man finder smørhullet, hvor pris og grænsenytte svarer til hinanden (medmindre man kan få borgerne til at indrapportere deres præferencer som en matematisk funktion). For det andet holder konklusionen kun, hvis man smider indtægterne fra den særlige skat væk. Selve det kollektive gode må finansieres via det almindelige skattesystem. For det tredje og måske mest problematisk: Systemet er sårbart over for, at to eller flere borgere rotter sig sammen om at overdrive.

Det er da også sigende, at der er meget få konkrete eksempler på, Clark-Groves-skatter benyttes i praksis. Hvordan størrelsen af det danske forsvar relaterer sig til borgernes præferencer ved ingen, og ingen forsøg bliver gjort på at finde ud af det.

Implikationen af Green og Laffont er altså, at vi er henvist til imperfekte systemer til at håndtere kollektive goder. Det er ikke længere sådan, at valget står mellem et imperfekt marked og en perfekt statslig løsning. Og så har vi ikke engang taget hul på de problemer, der knytter sig til, at staten også – som markedet – består af aktører, der ikke automatisk bare er ude på at maksimere den kollektive velfærd. Man kan bl.a. vise, at alle andre end diktatoriske beslutningsmekanismer er sårbare over for manipulation.

Et forsøg – måske det mest ambitiøse hidtil – på at opstille et imperfekt privat alternativ til statslig forsyning af kollektive goder er Anthony de Jasays “Social Contract, Free-ride” (se her for min vurdering af det). Andre veje er James Buchanans klubløsninger.

Der er ingen tvivl om, at Laffont og Tiroles inklination var og er at søge at finde på statslige løsninger på problemerne med asymmetrisk information – også selv om de måtte være langt fra idealiserede first-best løsninger, hvor det antages, at staten har perfekt information og ingen mangel på god vilje. Og skal staten endelig løse problemer, bør den da gøre det så godt som muligt. Men det er påfaldende, at der er så få historiske eksempler på f.eks. forsøg med Clark-Grovesligende mekanismer eller de kontraktsystemer, Laffont og Tirole pegede på som det bedste redskab til konkurrenceregulering. Og at de har afdækket så mange eksempler på, at regulering har gjort mere skade end gavn. Forklaringen skal givetvis findes i, at de er ekstremt komplekse at føre ud i livet. Men også at nissen har det med at flytte med, når man går i gang med at løse såkaldte “markedsfejl” – som forekomsten af kollektive goder – med statslige midler.

Nobelsæson

Af Otto Brøns-Petersen, den 12. oktober 2014. 1 svar

De sidste ti år har det været en kær pligt at skrive en præsentation af årets Nobelpristagere i økonomi til Weekendavisens videnskabssektion Ideer. Mandag annonceres dette års pristager(e), og på fredag kommer mit por-træt.

Bortset fra fornøjelsen – og ind i mellem vanskeligheden – ved at gøre kernen i økonomiske fænomener forståelige for ikke-økonomer, giver disse portrætter mig en anden ting: En påmindelse om bredden, spændstigheden og dynamikken i økonomisk teori. Og lejligheden til at vise, at økonomi ikke bare eller primært handler om skematyranni i den offentlige sektor, offentlige underskud og næste kvartals BNP-vækst.

Det har virkelig været ti meget forskellige priser. Prescott og Kydland fik den 2004 for Real Business Cycle-teori (som efter min mening stadig er den bedste vej til at forstå konjunktursvingninger) og tidsinkonsistens (hvorfor er troværdig økonomisk politik så svær). Så kom Aumann og Schelling for forstå samarbejde og konflikter. 2006 Phelps for teori der (som Friedman, modtager af prisen i 1976) forklarede Phillipskurvens sammenbrud og problemer ved at efterlade arv til kommende generationer. Derefter Hurwicz, Maskin og Myerson om mekanismedesign – hvordan bør grundlæggende institutioner skrues sammen, og hvorfor markedet som institution er så svær at slå. Året efter Krugman for sine teoretiske forklaringer på økonomisk geografi (derimod fik han den ikke for makroøkonomi, som han gerne deltager i store polemikker om, men altså ikke har forsket i). 2009 kom turen til Ostrom – den foreløbigt eneste kvinde og “rigtige” politolog til at modtage prisen – og Williamson. Deres bidrag handler om spontant opstået governance henholdsvis i anarkiske konfliktsituationer og virksomheder. Året efter gik den til Diamond,  Mortensen (han er vist det tætteste, Danmark har været på økonomiprisen, men er amerikaner) og Pissarides for markeder, ikke mindst arbejdsmarkedet, præget af friktion. I 2011 gik den til Sargent og Sims for deres bidrag til empiriske metoder til at studere makroøkonomi og bygge modeller. Herefter Shapley og Roth for henholdsvis grundlæggende teoretiske og mere konkrete bidrag til spilteorien. Roth beskæftiger sig med, hvordan man kan afbøde konsekvenserne af, at åbenlys organhandel er forbudt. Og sidste år gik den til Fama, Hansen og Schiller for bidrag til at forstå prisdannelsen på finansielle markeder.

Som man kan se, er bredden stor. Men det handler essentielt set om at forstå samfundet som et resultat af samspillet mellem menneskers adfærd og institutioner, og hvordan det kan og ikke kan forbedres politisk.

Jeg glæder mig til endnu en tur.

 

 

Mere rigdom og lavere skatter…

Af Otto Brøns-Petersen, den 27. september 2014. 3 svar

Først nogle gode nyheder: Vi er blevet et par procent rigere, og samtidig er skattetrykket faldet et par point. Og så den dårlige: Det skyldes, at Danmark Statistik har revideret nationalregnskabet. Definitionen af bruttonationalproduktet (BNP) er blevet ændret og udvidet. Et par skatter (primært kirkeskat, kulbrinteskat og a-kassebidrag) er gået ud, mens andre (f.eks. PSO-afgiften på el) er kommet med. Intet i den virkelige verden er ændret, kun den måde den bliver målt på.

Bismarck sagde som bekendt, at folk sover roligere om natten, desto mindre de ved om, hvordan man laver pølser og politik. Noget tilsvarende gælder utvivlsomt statistik, ikke mindst nationalregnskabsstatistik. BNP lever langt fra op til de forestillinger, rigtig mange går rundt med om det – hverken når det gælder entydighed i mening eller præcision i opgørelse. Strengt tager ved vi ikke, hvad BNP betyder, eller hvor stort det er. Eller rettere: Det er, hvad det er defineret som. Og det måles ud fra de kilder, som det er muligt at finde eller konstruere. Det skyldes ikke, at statistikerne er skødesløse, inkompetente eller samvittighedsløse. Det er de så langt fra. Men statistikken er nu engang ikke mere end den er.

BNP er bedst til at give et groft indtryk af økonomiens samlede størrelse. Det giver en idé om, hvor stor velstanden er i et land i forhold til et andet. Eller hvor meget den er steget i løbet af f.eks. et årti. Man kan også få et indtryk af andre størrelser ved at sætte dem i forhold til BNP. Skattetrykket er et velkendt mål, der beregnes på den måde (altså ved at dividere de samlede skatteindtægter med BNP). Man kan med rimelig sikkerhed regne med, at et land med 10 points højere skattetryk end et andet også har generelt højere skatter. Derimod viser skattetrykket ikke, hvor stor den gennemsnitlige skatteprocent er. Man betaler ikke skat af BNP, og skattegrundlagene lagt sammen giver ikke BNP.

Naivitet omkring, hvad BNP kan vise, får en gang i mellem nogle til at foreslå korrektioner. Især vil man støde på nogle, som energisk advokerer for et ”grønt BNP”. De lider ofte af den misforståelse, at BNP er en slags facit, og at facit kan blive korrekt, hvis man blot tager dette eller hint med. Men realiteten er, at BNP ikke er et facit. Det kan som regel kun bruges som input eller indikator. Og det kan gå helt galt, hvis man forsøger at styre efter BNP. Det kan man lige så lidt som man kan styre universet ved hjælp af Hubble-teleskopet.

En af de økonomer, som har kritiseret BNP skarpest, var Oskar Morgenstern (som flere nok kender som grundlæggeren af spilteori sammen med John Neumann). Her er en ikke-teknisk præsentation (fra 1975), hvor han ikke lægger fingrene imellem. Og her en smagsprøve:

”We would of course like to know whether and how much and in what direction the economy has grown and how economic welfare has been changed, presumably been improved. We would like to have good, trustworthy numerical expressions for both. Alas, the GNP concept is primitive in the extreme and certainly useless for any adequate expression of “growth”. “Social welfare” is still so difficult and controversial a notion that, without overcoming the inherent great conceptual difficulties we cannot indicate any measure at present which is scientifically unchallengeable and does not involve political, moral or whatever other prejudices”.

Og én mere: En økonomi er mere kompleks end et menneske, og den ændrer hurtigere karakter som følge af teknologisk udvikling. Men

”would anybody in his senses imagine that there could be a single scalar number, which would adequately describe the development of a human from babyhood to maturity to old age: the growth of the body, the mind, of capabilities? The idea is so grotesque and ludicrous that we can dismiss it from the outset”.

Den økonomiske proces fungerer ikke, fordi vi kan måle og styre den:

“All this works and works miraculously well, although of course it is easily subject to great disturbances. The astonishing fact is not that the thing does not work well, but that it works at all. It is only when we realize the complexity of the economy that we begin to see, and possibly understand how dangerously it is to interfere with these matters”.

Sommerføljetonen om topskatten

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. august 2014. 2 svar

gæld4

Det er omtrent selvfinansierende at afskaffe topskatten. Det peger en voksende forskning nu i retning af. Med sommerens debat kan den tiltagende konsensus måske nå ud i det politiske system og offentligheden.

Det begyndte med et nyt interessant studie af Roland Munch, Claus Thustrup Kreiner og Hans Jørgen Whitta Jacobsen. De så på, hvordan omkostningerne ved at søge job påvirker mobiliteten. Altså – hvis der er en omkostning, men også en gevinst ved at søge efter et job, man er bedre til, så vil vi søge indtil det punkt, hvor omkostningen ved ekstra søgeaktivitet overdøver den sandsynlige gevinst. Modeller af denne art spiller en fremtrædende rolle i moderne arbejdsmarkedsteori (men kan også forklare andre situationer, hvor folk søger – alt fra svampeplukning til kærester). Pointen i det nye studie er, at beskatningen tager en del af gevinsten ved at søge og finde et bedre job. Derfor gør beskatning mobiliteten mindre, og folk er ikke så godt matchede med jobbene. Det betyder, at de er mindre produktive, får mindre løn og derfor betaler mindre i skat.

Ifølge studiets analyse af danske data betyder denne effekt alene, at produktiviteten falder med 0,3 pct., hver gang lønnen efter skat falder med 1 pct. Det vil sige, at den såkaldte elasticitet er 0,3.

Elasticiteten har betydning for to ting: For det første hvor store skattesystemets forvridninger er. For det andet, hvor stor en del af statens umiddelbare tab af skatteprovenu, der vil komme igen, hvis marginalskatten sænkes. Jo højere marginalskat, desto større forvridningstab og selvfinansieringsgrad.

Hvor meget er en elasticitet på 0,3? Egentlig er det ikke så stor en adfærdsvirkning sammenlignet med udbudsvirkningen af prisen på mange andre ting. Så folks arbejdsmarkedsbeslutninger påvirkes kun i ret begrænset omfang af lønnen efter skat. Men når marginalskatten er høj, vil selv en lille elasticitet begynde at give store forvridninger og en høj selvfinansieringsgrad.

Den måske mest interessante konklusion i studiet er, at progressionen i det danske skattesystem medfører et meget stort forvridningstab. Hvis det progressive system blev erstattet af en angelsaksisk inspireret flad skat på 30 pct., ville det øge de samlede indkomster med 20 pct., hvoraf halvdelen, altså 10 pct., ville være mindre forvridningstab. Det er et meget stort skridt i betragtning af, at en skat helt uden forvridning (dvs. en skat på samme kronebeløb til) ville give en gevinst svarende til 12 pct. af indkomsten. Vi betaler altså en høj pris for progressionen. En anden interessant konklusion er, at progressionen i skattesystemet påvirker mange flere end dem, den umiddelbart rammer. Topskatten har betydning for søgeaktiviteten hos dem, der betaler topskat, men også for dem der kunne komme til det.

Men elasticiteten har som sagt også betydning for selvfinansieringsgraden ved at afskaffe topskatten. Til Børsen lavede min kollega Carl-Christian Heiberg og jeg et simpelt regnestykke. Ifølge det på daværende tidspunkt seneste skøn fra regeringen vil det koste 14,1 mia.kr. brutto, men kun 6,8 mia.kr. netto at afskaffe topskatten. Ministerierne anvender en elasticitet på omkring 0,1, svarende til en estimeret ren arbejdsudbudseffekt. Arbejdsudbuddet vil sige, hvor mange timer man arbejder. Produktivitet derimod vil sige, hvor meget der kan produceres hver time. Hvis elasticiteten i stedet for 0,1 er 0,3, så bliver selvfinansieringsgraden ikke 52, men 106 pct.

Det bør dog bemærkes, at de 0,3 og 0,1 egentlig ikke er alternativer, men ligger i forlængelse af hinanden. For topskatten påvirker både arbejdsudbud og produktivitet. Altså snarere omkring 0,4 og en selvfinansieringsgrad klart over 100 pct. (132 pct.).

Der er dog gode argumenter for at regne med 0,3. Det skyldes, at analysen fra Kreiner, Munch og Whitta blot er det seneste af flere nyere studier. Chetty har på baggrund af danske data vist, at friktion kan reducere den målte effekt af små skatteændringer. Tager man hensyn til friktionen, finder han på baggrund af et omfattende studie af den empiriske litteratur en gennemsnitlig elasticitet på netop 0,3.

Så langt, så godt. I Børsen den 29. juli anfører Finansministeriet, at en stigning i produktiviteten fra en lettelse af marginalskatten ikke blot vil påvirke de offentlige skatteindtægter, men også udgifterne. Faktisk så meget, at alle de ekstra skatteindtægter forsvinder igen. Argumentet er følgende: Øget produktivitet vil få lønningerne til at stige. Men hvis lønningerne i den private sektor stiger, følger de offentlige med op og derfor også udgifterne til offentligt forbrug. Og indkomstoverførslerne reguleres også med lønningerne (i DAs lønstatistik). Ergo stiger de også.

Der er dog et problem med denne argumentation. I Børsens kronik den 4.8. påpeger jeg, at stigende offentlige lønninger kun medfører merudgifter, hvis den offentlige produktivitet ikke stiger tilsvarende (som den gør i den private sektor). Nogle gange er det kun den private produktivitet, der stiger – f.eks. når man sænker selskabsskatten. Og så er det rigtigt, at udgifterne stiger svarende til de ekstra skatteindtægter. Men øget mobilitet og bedre jobmatch – som jo er den effekt de tre økonomer har undersøgt – øger produktiviteten i begge sektorer. Derfor bliver den offentlige sektor ikke ramt af den såkaldte Baumols syge, hvor produktivitetsstigninger i den private sektor driver prisen på offentligt forbrug i vejret. Når produktiviteten stiger i begge sektorer, virker det derimod på samme måde som højere arbejdsudbud.

Faktisk er det sådan, at selv om der slet ikke kom øget mobilitet i den offentlige sektor, ville lønstigningerne i den private sektor ikke skubbe de offentlige tilsvarende op. Her er den lidt tekniske forklaring: Som sagt indgår der i regnestykket, at såvel mobilitet som søgeomkostningerne stiger. Nettolønnen er altså hvad der er tilbage efter søgeomkostninger (og skat). Og det er nettolønnen i den private sektor, som den offentlige sektor bliver nødt til at matche, hvis den skal kunne tiltrække den nødvendige arbejdskraft. De øgede mobilitet i den private sektor vil således trække mobiliteten og bruttolønnen op, men søgeomkostningerne vil trække i den modsatte retning. Derfor sætter den private sektors produktivitetsstigning ikke 100 pct. i de offentlige lønninger, selv om vi forudsatte, at mobiliteten er konstant i det offentlige. Men der er som sagt intet, som taler for, at mobiliteten ikke skulle stige begge steder, når skatten sænkes. Vi har ingen holdepunkter for, at effekten det ene sted skulle være større eller mindre end det andet.

Tilbage står altså den afsmittende effekt på overførselsindkomsterne. Men i sidste ende er det en politisk beslutning, hvad man vil regulere med – og altså om man vil lade overførselsindkomsterne stige ekstraordinært. Det ville være en stærkt bizar begrundelse for at opretholde topskatten, at der ikke er råd til at give overførselsindkomsterne en gevinst, de ellers ikke ville få. Man kan blot beslutte ikke at hæve dem. Modsat ved skattereformen i 2012, hvor væksten blev lavere end den ellers ville, er der her bare status quo.

Jeg bemærker mig, at Munch, Kreiner og Whitta tilslutter sig opfattelsen af, hvad der vil ske med de offentlige udgifter, hvis produktiviteten stiger som følge af større mobilitet. Vi er derfor også enige om, at selvfinansieringsgraden øges.

Selv hvis der antages fuldt gennemslag på overførselsindkomsterne af lønstigningerne i den private sektor (hvilket er i overkanten), vil det være knap 90 pct. selvfinansierende at fjerne topskatten (regnestykket er mit – de tre forfattere har ikke regnet på topskatten, endsige nævnt den eksplicit i deres artikel).

Som sagt har elasticiteten betydning for både selvfinansieringsgraden og forvridningstabet. Faktisk svarer selvfinansieringsgraden (før eventuelle effekter på udgiftssiden, vel at mærke) til det marginale forvridningstab. Derfor er det en alvorlig misforståelse, at det er vigtigt, om selvfinansieringsgraden lige præcis er over eller under 100 pct. Selv ved selvfinansieringsgrader betydeligt under 100 pct. er der store samfundsøkonomiske omkostninger ved en skat. Og topskattens samfundsøkonomiske omkostninger er indiskutabelt høje, uanset det er en overskuds- eller en lille underskudsforretning for statskassen at afskaffe den.

Markedet og prosocial adfærd – et studie mere

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. august 2014. 1 svar

Fremmer markedsøkonomier egoistisk ”markedstænkning” og underminerer de samarbejde, empati og fairness-normer? Antagelsen er udbredt, men som redaktøren har beskrevet her og her, tyder flere eksperimentalstudier på det modsatte. Senest har et studie vist, at borgere opvokset i det tidligere DDR var mere tilbøjelige til at snyde end borgere opvokset i det tidligere Vesttyskland.

Endnu et studie peger i samme retning. Deltagelse i udvidede markedssamfund var stærkt korreleret med en vilje til at gøre noget for andre og straffe ”unfair” handlinger, selv om begge dele umiddelbart indebærer en omkostning. De to ”store” verdensreligioner, islam og kristendom, var også forbundet med en større tilbøjelighed til at straffe ”unfair” modparter – men ikke at straffe ”unfair” tredjeparter og ikke større vilje til at gøre noget for andre.

Henrich et al har således undersøgt 2148 personer fra femten befolkningsgrupper fra vidt forskellige dele af kloden. De strækker sig fra jægere og samlere over nomader til amerikanske lønmodtagere. Forskerne lod dem spille tre slags spil. Et hvor de havde mulighed for at dele en gevinst med en anonym medspiller (diktatorspillet). Et hvor de havde mulighed for at straffe en anonym medspiller, som ikke var tilstrækkelig villig til at dele en gevinst med dem (ultimatumspillet). Og et hvor spillerne fik mulighed for at straffe en medspiller, som havde optrådt unfair over for en tredjepart (tredjepartsafstrafningsspillet).I alle tre tilfælde var der en omkostning forbundet med ”prosocial” adfærd, idet gevinsten ved at deltage i spillet (udmålt efter en lokal dagløn) blev mindre.

Som udtryk for gruppernes markedsintegration blev anvendt et mål for, hvor stor en del af det daglige kalorieindtag, som stammer fra markedstransaktioner.

Markedsintegration var som sagt positivt korreleret med tilbøjeligheden til ”prosocial” adfærd i alle tre spil. Tilhørsforhold til en af de to religioner var positivt korreleret med ”prosocial” adfærd i ultimatumspillet, men ikke de to andre. Analysen stemmer ikke godt overens med forestillingerne om, at den moderne civilisation er båret af fortsatte, men korrumperede normer fra ”de noble vilde”, som Rousseau kaldte dem. Og altså heller ikke, at ”markedstænkning” står bag en sådan udvikling.

Analysen støtter heller ikke, at de disse normer i særlig grad kommer fra en af de store monoteistiske religioner, sådan som konservative muslimer og kristne kan finde på at hævde. Effekten af islam og kristendom havde mindre udbredt effekt end markedseksponering.

“New Public Management” har intet med liberalisme at gøre

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. juli 2014. 8 svar

Der er grundlæggende to måder at drive en økonomi på. Enten som et centralt styret og planlagt system. Eller som et decentralt system, hvor ordenen fremkommer som et spontant resultat af frivillige individuelle beslutninger og transaktioner. En af de epokegørende opdagelser hos de første nationaløkonomer var, at en spontan orden uden central styring ikke alene kunne lade sig gøre, men for det meste ligefrem frembragte bedre resultater end planlægning.

Klassisk liberalisme er ikke opstået af denne indsigt. Den kommer fra en endnu ældre kamp for personlig frihed og mod tyranni. Men opdagelsen af den spontane orden var med til at booste liberalismens udbredelse og anseelse.

Når markedet frembringer orden og ikke kaos, skyldes det grundlæggende incitamentsstrukturen. Den får selv egennyttige personer til at gøre noget, som er godt for andre. Privat ejendomsret forhindrer et kapløb om at forbruge ressourcerne hurtigst mulig og gør det muligt at investere langsigtet. Markedsøkonomiens bytter kan kun foregå, hvis begge parter på markedet er enige. Dermed bliver der kun gennemført transaktioner, hvis begge står til at få en fordel af dem.

Man kan godt finde eksempler, hvor incitamenterne på et marked ikke er i perfekt balance. Men over for disse undtagelser står, at central planlægning både teoretisk og praktisk har haft store problemer med at matche den spontane orden, fordi den fundamentalt savner tilsvarende incitamenter. Der er ingen ”usynlig hånd” – som Adam Smith kaldte markedets prismekanisme – og der må derfor være en synlig.

Skal man meget kort sammenfatte det liberale politiske program, er det: Mindst mulig stat og mest mulig marked og civilsamfund.

Derfor er det absurd ironi, at forsøg på at styre og planlægge i den offentlige sektor i visse kredse pine død skal stemples som ”liberale” (eller ”neoliberale”) – senest af Malte Frøslee Ibsen i Politikens kronik den 11. juli. Den teknokratisering af velfærdsstaten, han anker over, har intet som helst med markedet, men alene med staten at gøre. Den er nødvendig, fordi staten mangler markedets selvkoordinerende mekanismer. ”New public management” og lignende redskaber er et forsøg på at løse planøkonomiens problem, ikke liberalismen eller markedets.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at Ibsens kronik helt savnede konkrete referencer til moderne liberale tænkere, når han angriber deres påståede tilslutning til teknokratisering. Den findes simpelt hen ikke.

Hvad, han derimod måske nok kan finde, er tilhængere af, at den stat, der skal være, organiseres så effektivt og hensigtsmæssigt som muligt. Dem vil han imidlertid finde over hele det politiske spektrum. Det har intet med liberalisme at gøre, men skyldes, at vi lever i en verden af knappe ressourcer og behov for at koordinere menneskers handlinger. I det omfang det ikke kan ske spontant på markedet, må det ske ved planlægning.

Og her er vi måske ved det afgørende: At kritikere som Ibsen ikke anerkender grundlæggende økonomiske problemstillinger. Man må forstå på ham, at uden finansmarkedernes pres ville de forvoksede velfærdsstater i Europa og andre steder overhovedet ikke behøve at tage økonomiske hensyn alvorligt. Og at man politisk blot kan vælge at ”italesætte” verden på en anden måde. Men det er ikke en tænkning, som kan bringe f.eks. grækerne ud af deres dybe krise. Det er netop for meget af den tænkning, som har bragt dem i krisen.

Piketty – og flere forslag til ferielæsning

Af Otto Brøns-Petersen, den 4. juli 2014. 3 svar

Piketty-fænomenet har bragt et stykke økonomisk litteratur på en uvant placering på bestsellerlister og boghandlernes bedste hylder. Hans bog, ”Capital in the 21st Century”, er blevet revet væk. Og den fortjener faktisk at blive læst også, for den er velskrevet og tilgængelig. Det siger jeg, selv om jeg ser en række problemer med den. Det kan man læse nærmere om her.

Det skal i al retfærdig dog også siges, at Piketty langt fra er den første økonom, som har omsat sin akademiske indsigt velskrevet og tilgængeligt. Her er nogle stykker, som stærkt kan anbefales som ferielekture, fordi de både er velskrevne og ekstremt relevante:

Daron Acemoglu & James Robinson (2012): ”Why Nations Fail”. Deres tese er, at økonomisk velstand er forbundet med åbne, inkluderende politiske regimer, der beskytter borgernes rettigheder, mens ”ekstrakterende” autokratiske regimer hindrer velstand. Det er institutionerne, som bestemmer et lands skæbne mere end noget andet, herunder geografi, kultur og naturressourcer. De gennemtrawler en stor del af verdenshistorien siden Romerriget for at vise det. Nogen gange mere vellykket end andre, men altid vigtigt og interessant.

Matt Ridley (2010): ”The Rational Optimist”. Ridley er egentlig ikke traditionel fagøkonom, men han har fat i en central økonomisk pointe fra Adam Smith: At velstanden afhænger af arbejdsdelingen (specialiseringen), og at jo flere vi er, desto større kan arbejdsdelingen og dens gevinster blive. Man får en fascinerende gennemgang af historien med talrige eksempler. F.eks. om, hvordan civilisationen ifølge potteskår mm. løb baglæns, da Tasmanien ikke længere var landfast med Australien – og markedet skrumpede.

Henrik Christoffersen (2014): ”Det mindst ringe”. Han fortæller den virkelige historie om, hvordan den danske velfærdsstat blev til efter Den Anden Verdenskrig og blev til det, den er i dag. Nok blev den født af naive forestillinger – ikke mindst hos økonomer, som troede, de kunne bedrive social ingeniørkunst – men den er drevet frem af de særinteresser, dens incitamenter skabte. Til gengæld vil man – modsat hos Piketty – lede forgæves efter arv og formue som vigtige drivkræfter i den historie.