Kategoriarkiv: Otto Brøns-Petersen

Hayeks bidrag til økonomi og politisk filosofi

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. marts 2017. 2 svar

Nu skal jeg nok love ikke at lade det udarte til en “døde økonomers klub”, men det bør markeres, at det i år er 25 året for F.A. Hayeks død. Han var om nogen repræsentant for den gren af liberalistisk politisk filosofi, som lægger vægt på problemer med at opsamle og udnytte viden centralt. Det gennemsyrede Hayeks arbejder først som økonom og siden som en tænker, der forsøgte at integrere samfundsvidenskaberne omkring dette tema.

Hayeks tese var, at markedet giver os mulighed for at anvende langt mere information, end det er muligt at opsamle centralt. På markedet bliver koordinationsopgaven ikke løst af en central planlægger, men af prissystemet. Han anså det for en af menneskehedens største frembringelser, selv om det ikke er skabt ved nogen bevidst designhandling, men gennem aktørernes individuelle handlinger med et meget mere begrænset sigte. Markedsordenen er på denne måde en spontan orden, skabt af menneskelige handlinger, men ikke af menneskeligt design. Hayeks mest berømte artikel og hans Nobelprisforelæsning fra 1974 handlede om det emne.

Med tiden begyndte Hayek at se ikke blot markedet, men hele samfundet som en spontan orden, baseret på institutioner, der ligesom prissystemet er skabt i en evolutionær selektionsproces. Det er ting som normer, sprog og love (han sondrede i den forbindelse mellem bevidst lovgivning og love fremvokset evolutionært, navnlig i lande med common law-tradition).

Hayeks pointe var, at den spontane sociale orden er mere kompleks, end nogen vi kan skabe bevidst. Et samfund baseret på central økonomisk planlægning og omfattende politisk styring vil ikke blot være mindre frit, men også meget fattigere end det frie samfunds “udvidede orden”. Han anså desuden økonomisk interventionisme som en ustabil tilstand, som vil lede til mere og mere central planlægning, hvis man forsøger at finde en vej ud af stadige frustrationer. Hans første populære og ikke-økonomiske bog, “Vejen til trældom” fra 1944, var en skarp advarsel til briterne om, at Hitlers autoritære styre ikke blot var et udslag af nazismens særlige ondskab, men lå i logisk forlængelse af dets centrale planlægning og totalitære mål.

Hayek er fortsat central både som økonom og som politisk filosof. Han har tiltrukket sig ekstra opmærksomhed på det seneste i to ret forskellige sammenhænge.

For det første havde finanskrisen et forløb, som skabte fornyet interesse for hans konjunkturteori. Jeg er dog ikke enig med dem, som mener, at finanskrisen genrejste hans konjunkturteori. Dette forskningsområde har bevæget sig meget, siden Hayeks centrale bidrag fra 1930erne. Blot at henvise til Hayek på dette felt svarer til dem, der mener, at Keynes’ 80 år gamle teori er den bedste beskrivelse, vi har af makroteorien. Men der er stadig interessante ideer at hente også i Hayeks konjunkturteori.

For det andet nævnes Hayek ofte som en af fædrene til “neoliberalismen”. “Neoliberalismen” er et begreb skabt af dens kritikere og mest af alt et sammensurium af ideer og doktriner, de ikke bryder sig om. Kritikerne er især modstandere af New Public Management, der karakteriseres som “neoliberalt”, fordi det angiveligt er udtryk for “markedstænkning”. Intet kunne dog være fjernere fra hinanden end Hayeks decentrale markedsorden og forsøget på at planlægge den økonomiske aktivitet i det offentlige. Enkelte af kritikerne er dog blevet opmærksomme på, hvor absurd sammenblandingen er.

Hvis ikke, man vil købe Hayeks samlede værker, er der (om og af) Hayek hos bl.a. libertyfund, econlib og IEA, hvor man bl.a. kan hente en ebogsudgave af “Vejen tiltrældom” samt af den forkortede udgave fra Readers Digest, som gav Hayek stort gennemslag i USA. Jeg har selv skrevet om ham flere steder, bl.a. her.

Hvor er omkostningssygen i Danmark?

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. februar 2017. 2 svar

”Omkostningssyge” kalder Tyler Cowen det for, at de amerikanske priser på bl.a. sundhedsydelser og uddannelse stiger eksplosivt. Men hvordan ser det egentlig ud herhjemme? Hvad stiger og falder særlig bemærkelsesværdigt i pris?

Den absolutte højdespringer er prisen på porto, som er næsten firedoblet på 15 år (en stigning på 284,6 pct.). Til sammenligning er det almindelige prisniveau steget med 29,8 pct. Her er det priserne uden afgifter, de såkaldte nettopriser, vi ser på. Andre højdespringere er vand, flydende brændsler, uddannelse, bøger og aviser samt kombineret persontransport, der er blevet omtrent fordoblet i pris siden 2002.

I den modsatte ende ligger en gruppe af varer og tjenester, som falder kraftigt i pris. Tele- og IT-udstyr koster omkring en tiendedel af, hvad det kostede for femten år siden. Radio-, TV- og fotoudstyr er blevet meget billigere. Kommunikation, medicinsk udstyr og medicin hører også til gruppen med faldende priser, ligesom tøj og interessant nok også flyrejser, selv om brændstofferne er blevet dyrere.

Se selv figurerne nedenfor, hvor jeg har opgjort den nominelle stigning for de elementer i nettoprisindekset, som er steget mest (de blå søjler). Til sammenligning viser de røde søjler de elementer, som direkte er faldet i pris. Der er ikke korrigeret for inflation i nogen af tilfældene.

Største prishop (pct. 2002-2017)

Største prisfald (pct. 2002-2017)

Figurerne viser de finest opdelte underkategorier. Desværre er en hovedkategori som ”uddannelse” ikke yderligere underopdelt, når man kigger 15 år tilbage.

Hvis man ser på figurerne og udviklingen i nettoprisindekset generelt, er der nogle punkter, som springer i øjnene.

For det første har vi også en ”omkostningssyge”. Det er bl.a. en række regulerede sektorer, som har store prisstigninger: Postvæsen, vand og transport. Man kan ikke direkte sammenligne med Cowens amerikanske omkostningssyge, fordi uddannelse og sundhedsydelser er offentligt leverede gratisydelser og altså ikke indgår i nettoprisindekset. De prissatte uddannelsesydelser ligger dog også blandt højdespringerne i Danmark. Samtidig er sundhedsudgifter den offentlige udgiftskategori, som er vokset mest siden 2002 – med næsten 73 pct. (hvori dog både indgår pris- og mængdestigninger).

For det andet stiger serviceydelser mere i pris end varer. Det understreger, at den generelt langsomme produktivitetsudvikling i Danmark især hænger sammen med udfordringer i servicesektoren.

For det tredje er det tydeligt, at globaliseringen spiller en afgørende rolle for den stigende levestandard, som vi i høj grad kan importere os til. Moores lov, som indebærer, at prisen på datakapacitet halveres hvert 18. måned, er stadig i kraft og afspejler sig i brat faldende omkostninger på IT og elektronisk udstyr. Prisen på tøj falder takket være en skærpet international arbejdsdeling. Og som sagt er flypriserne faldende trods øgede brændstofomkostninger, takket være den skærpede konkurrence i luftfarten.

I sidste ende er det vigtigste ikke størrelsen af ens indkomst, men hvad man kan købe for den. Hvad er der af politikhåndtag til at gøre købekraften størst mulig? Gevinsterne ved deregulering er tydelig i de historiske tal. Og på samme måde som flyrejser er blevet billigere af historiske dereguleringer og øget konkurrence til statslige selskaber som SAS, kunne reel deregulering af taxabranchen få gjort noget hyrevognspriserne. Deregulering og skærpet konkurrence blandt forsyningsselskaber kunne skabe gevinster på samme måde som dereguleringen af telesektoren har skabt billigere priser og bedre produkter dér. Også i brancher som den finansielle sektor og byggebranchen er der et potentiale ved en mindre hård reguleringsbyrde.

Samtidig taler tallene er meget tydeligt sprog om betydningen af globalisering: Dvs. af international arbejdsdeling og teknologisk udvikling baseret på fri handel.

Politiske set burde det ligge på den flade hånd at give vælgerne højest mulig levestandard ved at sikre lavest mulige priser og størst mulig konkurrence. Men som bl.a. Trumps protektionisme og S-DF-alliancen mod Uber viser, kan små koncentrerede særinteresser være mere velorganiseret end den brede forbrugerinteresser.

Balladen om Trump

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. februar 2017. 3 svar

Trump deler vandene – også herhjemme. Hvad vil hans præsidentskab indebære? Det har været diskuteret bl.a. i en række indlæg i Børsen. Lars Seier Christensen mener, at Trump vil overraske positivt, og at kritikken af ham er for hård. Asgar Aamund mener endda (i Berlingske), at kritikken af Trump er “alle sammensværgelsers moder”. Derimod er vurderingen meget negativ hos bl.a. Niels Westy, Lars Christensen, Martin Ågerup og Peter Kurrild-Klitgaard.

Min egen vurdering ligger også i den negative ende. Som jeg ser det, er Trump i høj grad et resultat af den amerikanske venstrefløjs kampagne mod globalisering og ulighed. Det præger også en del af hans politiske forslag, ikke mindst protektionismen.

Man har lov at håbe, at vi kritikere ender med at bliver positivt overrasket. Hvis det skal ske, vil det dog næppe blive i kraft af Trump selv, men fordi den amerikanske præsident ikke er enerådende. Han skal have sin politik i gennem Kongressen, hvor det republikanske flertal helt frem til valget også var skeptisk over for Trump. Han har heller ikke frit slag over for domstolene; tværtimod har han faktisk sin udnævnelse af Neil Gorsuch til højesteretsdommer styrket originalisterne, som fastholder, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med mere end en elastisk fortolkning af forfatningen.

Staten fylder meget i mediebilledet i Danmark

Af Otto Brøns-Petersen, den 30. januar 2017. 2 svar

CEPOS har netop offentliggjort en analyse af mediemarkedet, udarbejdet af Nils-Gunnar Indahl, Københavns Universitet. Se rapporten her, eller denne korte video her:

Rapporten viser grundlæggende fire ting:

  • At mediemarkedet er i hastig forvandling, og at ikke mindst de private dagblade er under pres, mens de statslige medier fylder mere.
  • Dagbladenes forretningsmodel er generelt udfordret, men mediestøtten er i stigende grad med til at skævvride markedet. Dagbladene tegner sig for en faldende andel og er nede på en sjettedel. Radio og tv tegner sig for 85 pct. af mediestøtten, heraf DR alene for 73 pct.
  • Staten fylder mere i mediebilledet end de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi har høj licens, er tæt på at have hver anden journalist ansat i statslige medier mv., DR.dk og tv2.dk er de største internetsites i Danmark, og generelt er mediepolitikken mindre liberal end f.eks. i Norge og Sverige.
  • Der er ingen gode begrundelser for den mediepolitik, der bliver ført i Danmark. Der er ikke længere nogen ”markedsfejl” af betydning, som kan begrunde den stærke offentlige intervention, og historisk set har ”markedsfejl” slet ikke spillet noget videre rolle som begrundelse. Der anvendes ingen systematisk definition af ”public service”.

Der er lagt op til et nyt medieforlig senere i år. Det haster med at få omlagt støtten. For min skyld må man gerne fjerne al støtte. Der er som sagt ingen af de ”markedsfejl”, som normalt begrunder offentlig intervention. Men som minimum bør skævvridningen bremses. Og politikerne bør begynde med at opstille politiske mål først og så vælge de mest effektive og mindst indgribende redskaber til at nå dem. Hvis man f.eks. gerne vil støtte dansk produktion, bør man som på filmområdet opstille støttekriterier og lade konkurrencen være åben for alle. Vil man gerne støtte et bestemt forbrug, er det mest oplagt at bruge voucheragtige ordninger – f.eks. som på skoleområdet, hvor man kan tage pengene med sig til en friskole. Tvangsfinansieringen til DR bør falde bort. Licensen er reelt en skat. For fremtiden bør den kun betales af DRs brugere.

Er “borgerligt” ved at være tømt for indhold?

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. januar 2017. 2 svar

Hvorfor foregår al interessant politisk debat på den ”blå” side? Hvad er forskellen på konservatisme og liberalisme? Er liberalismens menneskesyn,at ”det deciderede afstumpede individ hyldes igen og igen”?

Disse spørgsmål var jeg torsdag inviteret i mit yndlingsprogram Cordua og Steno for at diskutere. Citatet om liberalismens menneskesyn stammer fra en klumme af den nu erklærede konservative Kristian Ditlev Jensen. Den kom heldigvis ikke til at fylde noget særligt. Den var i enhver henseende under lavmålet. Og Jensen mødte ikke op til debatten; det gjorde den konservative Nikolaj Bøgh derimod, og han havde interessante og relevante synspunkter at bidrage med.

Klummen kunne dog alligevel tjene som en – nærmest karikeret – illustration af nogle problemstillinger i ”den borgerlige samfundsdebat” (udover ironien i, at Jensen ikke alene kom med en række grove beskyldninger helt uden referencer, men samtidig tillod sig at beklage sig over ”bondsk mangel på almen dannelse” hos politikerne, og at ”begrebet ’ekspert’ pludselig er noget dårligt”).

Det er rigtigt, at en stor del af den interessante samfundsdebat foregår blandt borgerlige. Venstrefløjens postmoderne genopfindelse af sig selv efter Murens fald er ikke vitaminrig. Den er groft sagt gået fra den doktrinære marxismes overbevisning om at have opdaget historiens materielle, objektive bevægelseslove til den postmoderne opfattelse af, at alting er sprog og magtrelationer. Virkeligheden er blot en ’diskurs’, man kan erstatte med en anden, og klassekampen er blevet til identitetspolitik.

Der er dog også en bagside ved populariteten for den borgerlige debat. Den har tiltrukket en gruppe af ”borgerlige debattører”, som ikke har meget andet at byde på end letbenede godtkøbsbetragtninger og bombastiske postulater, der sjældent er underbygget af systematiske fakta eller teoretisk kontekst. Ofte bliver der ekstrapoleret ud fra personlige oplevelser, og modstanderne bliver underkastet moralsk fordømmelse. Denne tilstrømning er altså ikke nogen ubetinget berigelse.

Det er for mig at se desuden en god del afsmitning fra den postmoderne venstrefløj hos visse af disse ”borgerlige debattører”. Ditlev Jensens udfald mod liberalismen ligger f.eks. i direkte forlængelse af kritikken af ”neoliberalismen”, som er blevet en fællesbetegnelse for alt, kritikerne opfatter som ondt og dårligt. Det er alt fra blind satsning på økonomisk vækst som det eneste sagliggørende, new public management, krig, økonomisme og grådighed, som samles i dette bekvemme samlebegreb, der så tillægges ansvaret for ulighed, global opvarmning, fattigdom, stress og materialisme. Der bliver sjældent peget på konkrete referencer – undtaget dog f.eks. Naomi Kleins forvanskede fremstilling af især Milton Friedman.

Det er som sagt udmærket med en intern borgerlig debat, hvis den altså er meningsfuld og frugtbar. Det ligger ikke i borgerlighedens natur, at man skal være enige om alt. Det gælder ikke kun en debat mellem konservative og liberale – men også mellem forskellige slags liberale og forskellige slags konservative. Men for at kunne tale om ”borgerlige” må der nødvendigvis være et minimum af fælles projekt. I dag kan man godt frygte, at borgerligheden højst har det til fælles, at dens debattører opfatter sig selv som ikke tilhørende venstrefløjen. Det er for lille en platform til at give mening.

Hvad kunne være et bud på en meningsfuld fællesnævner? Efter min opfattelse kunne det være princippet om, at der skal være grænser for politik. Hvor grænsen skal gå og hvorfor, kan man diskutere. Men ikke at den skal være der. Det betyder også, at borgerlig politik er, hvad man kunne kalde anden-ordens-politik. Den går ikke ud på at realisere et helt bestemt resultat, men at sikre borgerne en privatsfære at handle frit indenfor.

25 årsdagen for Sovjets nedlæggelse

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. december 2016. 1 svar

Den 26. december 2016 er 25 årsdagen for Sovjetunionens nedlæggelse. Det er en mærkedag, som ikke fortjener at gå ubemærket hen. Sovjets opløsning beseglede Øst- og Centraleuropas frigørelse fra de kommunistiske diktaturer i de forgående år. Det fjernede det næstmest morderiske regime i verdenshistorien, kun overgået af det kommunistiske Kina. Og med Sovjet forsvandt også en trussel mod Vesteuropas sikkerhed af enorme dimensioner, som mange synes at have glemt i mellemtiden.

Der er også faldet en anden lidt overset mærkedag i december, nemlig 35 årsdagen den 13. for indførelsen af krigsretstilstanden i Polen i 1981 som reaktion på den frie fagforening Solidaritets krav om reformer. Det var i høj grad takket være den, der blev sat den proces i gang, som ti år senere førte til Sovjetunionens opløsning.

Det er svært ikke at være taknemmelig over, at det gik som det gik. Og navnlig at det gik så smertefrit. Denne ene ting fortjener Gorbatjov ros for. Men ellers tilfalder æren ikke mindst Jeltsin, som trådte i karakter, da historien kaldte på ham. Det kunne være endt meget blodigt.

Det kan være svært at genkalde sig, hvor alvorlig truslen fra Sovjetunionen var mod Vesteuropa i især 1970erne og 80erne. Man rådede over konventionelle styrker i et omfang, så bl.a. Danmark kunne besættes på få timer, hvis vi da ikke var blevet skueplads for en taktisk atomkrig i stedet. Eller Verden var blevet skueplads for en strategisk atomkrig. Inden Sovjets opløsning var det en fast årlig mediebegivenhed, at det såkaldte dommedagsur blev stillet tættere og tættere på klokken tolv – symbolet på atomart ragnarok.

Truslen kom ikke bare udefra. Der blev ført en massiv politisk propagandakrig via Sovjetregimets sympatisører på venstrefløjen. DDR husede terrorister fra RAF. Da opbakningen var på toppen, erklærede 25 pct. af unge under 40 år i Vesttyskland sympati for RAF i en meningsmåling, og 10 pct. erklærede sig rede til at skjule eftersøgte terrorister fra politiet.

Hvad er status 25 år efter Sovjets endeligt? Det er synd at sige, at historien er endt lykkeligt. Men dog meget mere lykkeligt end man kunne have frygtet. Og Verden er trods alt meget bedre, end da Sovjet endnu eksisterede. Sovjetrepublikkerne er desværre ikke blevet liberale demokratier. De gamle totalitære regimer er afløst af autoritære regimer, inklusive Putins Rusland, hvor sikkerhedstjenesten reelt greb magten. Rusland er stadig ikke frit og stadig en trussel mod sine naboer og freden, men dog ikke af sovjetiske dimensioner. Rusland har ikke fået fri markedsøkonomi, men egentlig planøkonomi brød sammen med Sovjet.

Øst- og centraleuropa blev befriet og drømmer sig ikke tilbage. Desværre er der i kølvandet på krisen i EU opstået stærke illiberale bevægelser i lande som Polen og Ungarn – det er skæbnens ironi, at begge lande var blandt spydspidserne i opgøret med kommunismen. Solidaritet i Polen og grænseåbningen i Ungarn var skelsættende for 26. december 1991.

Vesteuropa lever igen i terrorismens skygge. Men sikkerhedssituationen tåler ingen sammenligning med den ydre og indre trussel fra Sovjetunionens dage. Alligevel griber nutidens politikere til metoder mod islamister – bl.a. indskrænkninger af ytringsfriheden – som langt overgår reaktionen på kommunismens trusler. Den undskyldende attitude over for den totalitære venstrefløj – det var jo alligevel borgerskabets egne naive, men velmenende sønner og døtre – lever stadig langt ind i borgerlige rækker, selv 25 år efter Sovjets sammenbrud.

Samtidig er der opstået en ny venstrefløj i Vesteuropa til erstatning for den gamle. Den er intellektuelt set langt svagere end de gamle ”munkemarxister”. For den postmoderne venstrefløj er identitetspolitik og fordelingspolitik blevet de nye korstog – og også denne gang med afsmitning langt ind i borgerlige rækker.

Den uforlignelige Tom Schelling

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. december 2016. Skriv et svar

Thomas Schelling er død, 95 år gammel. Han var en fascinerende økonom, som bidrog på utallige områder, men er mest kendt for teorien om konflikter, som han fik Nobelprisen i økonomi for i 2005.

Her er Schellings korte populærvidenskabelige artikel om de økonomiske problemer ved global opvarmning. Den kunne trænge til at blive læst af de fleste.

Og nedenfor er min artikel fra Weekendavisen Ideer fra oktober 2005 i anledning af Schellings Nobelpris, som han delte med Robert Aumann.

 

Konfliktens og samarbejdets anatomi
Af Otto Brøns-Petersen. Skatteøkonomisk direktør i Skatteministeriet.

 

Antag at vi aftaler at mødes klokken fem på Københavns Hovedbanegård – og at vi ikke aftaler andet. Der er 1000 steder at mødes derinde. Men der er en pæn sandsynlighed for, at vi begge vælger at stå under det store ur. ”Under uret” er et eksempel på et Schelling-punkt – opkaldt efter den ene af de to, som det mandag blev besluttet at give Nobelprisen i økonomi. Et Schelling-punkt er en gradvis fremvokset social norm, som kan koordinere handlinger og befordre et samarbejde. Et endnu mere nærliggende eksempel er sproget. For at kommunikationen mellem læser og skribent skal være mulig, skal vi have en fælles forståelse for, at bogstaverne repræsenterer nogle bestemte lyde, og at lydene repræsenterer nogle bestemte begreber. I princippet kan vilkårlige ord og tegn jo dække over hvad som helst.
Det er nu ikke forskningen i samarbejde, men i konflikt, økonomen Thomas Schelling er mest kendt for. Samarbejdet kan mere siges at være overskriften for den anden af årets to økonomiprismodtagere, matematikeren Robert Aumann.
FOR begge to gælder det, at de har studeret konflikt og samarbejde inden for rammerne af den såkaldte spilteori. Det er anden gang, økonomiprisen bliver givet for spilteoretiske arbejder. Og næppe sidste. For den 60 årige disciplin er blevet et stadigt vigtigere redskab i samfundsvidenskaben. Første gang prisen blev givet for spilteori var i 1994, hvor den gik til bl.a. en af de mest særprægede skæbner i Nobelpristagernes rækker. Det var den geniale, skizofrene matematiker John Nash, hvis historie blev fortalt i den Oscarbelønnede A Beautiful Mind.
Grundideen i spilteori er at opstille et simpelt spil, hvor nogle få spillere råder over nogle få strategier. Og så se på, hvordan spillet ender, hvis alle spiller så godt, de kan.
Man kan f.eks. antage, at to supermagter, står over for hinanden og kan vælge to rustningsniveauer: Et højt og et lavt. Hvert land antages at foretrække, at modstanderen vælger et lavt rustningsniveau, mens det selv vælger et højt: Dermed kan det en gang for alle besejre modstanderen. Men hvis modstanderen vælger et højt rustningsniveau, gælder det også om at vælge et højt niveau selv. Ellers bliver det modstanderen, som besejrer én – og det er det værste udfald. Hvis begge stormagter gennemskuer spillet, er der kun én måde, spillet kan ende på: Begge parter har et højt rustningsniveau, og der eksisterer en uundgåelig terrorbalance mellem dem.
Thomas Schellings mest berømte bog, Konfliktens strategi, indeholder analyser som dette simple spil. Den er fra 1960, det vil sige et par år før Cuba-krisen. Det sammenfald og den fortsatte atomare kaprustning mellem Øst og Vest gjorde det nærliggende at kæde hans arbejder sammen med supermagtskonflikter. Men en central pointe i den spilteoretiske tilgang er, at mange slags situationer fra det virkelige liv ligner hinanden abstrakt set. Det er altså, hvad man kunne kalde konfliktens anatomi, Schelling er ude på at kortlægge. Uanset om konflikterne så foregår på den storpolitiske scene, mellem politiske partier, mellem konkurrerende virksomheder, på arbejdsmarkedet, mellem staten og borgerne, i sportsarenaen eller mellem ægtefæller. Ja, faktisk har han analyseret ”egonomiske” konflikter, hvor ”parterne” er den samme person, men på to forskellige tidspunkter. En af konflikterne kan være mellem det ædru jeg og det alkoholpåvirkede jeg, som gerne vil tage bilen hjem (løsning: Det ædru jeg lader nøglen blive hjemme).
Et nøglebegreb i Schellings konfliktteori er commitment – at man på forhånd prøver at binde sig til at handle på en bestemt måde. Tror modstanderen ikke på, at man vil gengælde et angreb, når det kommer til stykket, er der større risiko for, at angrebet også kommer. Paradoksalt nok kan man ”committe” sig stærkere ved at afskære sig fra en mulighed – som når krigsherrer brænder broerne bag sig. Eller hvis man vælger en leder, som er dårlig til at forhandle eller endog en smule gal!
DE fleste spil, vi spiller for sjov – skak, poker, fodbold – er rene konfliktspil. Den enes tab er en
andens gevinst (bortset fra den sjov, alle spillerne får!). Men de spil, der er mest interessante for
samfundsvidenskaben, indeholder tit både et konfliktelement og en mulig gevinst ved at samarbejde. Et eksempel kunne være en handel mellem en køber og sælger. Begge parter har en gevinst ved at gennemføre handlen (ellers ville de lade være). Men der er også en potentiel konflikt. Sælgeren kan øge sin gevinst ved at snyde køberen – f.eks. med en dårligere varekvalitet end lovet. Og køberen kan øge sin gevinst ved at lade være med at betale. Men hvis begge parter forventer at blive snydt, kan det medføre, at handlen slet ikke bliver til noget. Dermed står de værre, end hvis de bare gennemførte handlen uden at snyde hinanden. Ikke desto mindre kan man sagtens havne i situationer, hvor konfliktelementet er stærkt nok til at overskygge samarbejdsmulighederne.
Robert Aumann får sin Nobelpris især for gennem sin forskning allerede i 50erne at vise, hvorfor samarbejdet ikke behøver at bryde sammen så ofte, som spilteorien ellers lagde op til. Mulighederne for en samarbejdsløsning har langt bedre vilkår, når der er tale om spil, som spillerne skal spille igen og igen. Købmanden snyder ikke sine kunder, hvis de har mulighed for at straffe ham i næste omgang ved athandle et andet sted.
Aumann er ikke den første til at komme på, at gentagne møder kan fremme samarbejdet. Faktisk gårresultatet under betegnelsen ”folketeoremet”, fordi så mange gik ud fra den idé. Men han lagde grundstenen til at påvise, at det også er rigtigt. Og der er ikke tale om, at han får prisen for at føre matematisk bevis for det indlysende! Tværtimod har han udviklet et analytisk apparat, som kan håndtere talrige problemstillinger – ifølge beslutningsgrundlaget for Nobel-komiteen: ”inden for så tilsyneladende forskellige discipliner som økonomi, politologi, biologi, filosofi, computervidenskab og statistik”.
MAN har en gang i mellem hørt bekymring for, om der var store navne og temaer nok at uddele
Økonomiprisen til i det lange løb. 2005-tildelingen viser, at det punkt ikke er nået endnu. Der findes næppe større spørgsmål i samfundsvidenskaben, end hvad der driver menneskelige konflikter og samarbejder. Og forskningen i dem er stadig i udvikling.

Biografier og andet materiale om prismodtagerne findes på http://nobelprize.org/economics/laureates/2005/index.html

Is Trump really proposing to replace the corporate tax with a VAT?

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. november 2016. 1 svar

There are two ways in which the US Tax System stands out. The US corporate tax rate is the highest in the Western World, but unlike in the EU there is no VAT. Traditionally, the VAT has been unpopular with the Republicans in particular, who fear it will cause an increase in overall taxes and spending (as was the case, when Denmark introduced the VAT in the late 1960s).

During his campaign President-elect Trump promised to lower the corporate tax rate and according to the Wall Street Journal the incoming Administration is also considering changes to the corporate tax base. If you add the moves considered by the new Administration up, they almost amount to replacing the corporate tax system with a VAT (even if this is not mentioned in the article).

Here is what is being considered:

Capital expenses to be deductible immediately rather than through depreciations, whereas interest payments should not be deductible. Exports are to be exempted from taxation, whereas imports should be included in the tax base.

That adds up to a VAT system. The only – albeit huge – element missing is the wage bill. In a VAT system it is not deductible, as the VAT is formally a tax on the value added. Basically the proposal is a VAT with a wage subsidy to domestic wage earners. It could easily be transformed to a VAT proper by including the wage bill in the tax base.

Could it not, however, be seen as a cash flow tax instead? Not exactly. A true cash flow tax is in effect a tax on rents (extraordinary profits that is). In a cash flow tax system – while the wage bill is excluded – exports are not. Yet in the proposed system income from exports would remain untaxed, while imports will be taxed in full. It could be transformed into a cash flow tax as well though, if export revenues are included in the tax base, while import revenues are made deductible.

One thing is certain. The proposed system would not imply neutrality between imports and domestic goods, as claimed by Kevin Brady, House Ways and Means Committee chairman in the WSJ piece. That is pure nonsense. Both imports and domestic goods will be taxed, alright, but domestic producers would be allowed to deduct expenses such as their wage bills. To domestic producers, the Trump tax would work like a cash flow tax, leaving only rents to be taxed. To make the proposed system neutral, it would have to be turned into a VAT proper or cash flow tax proper.

Interestingly a move by a future Trump Administration to a semi-VAT as layed out would in effect remove the entire US corporate taxation as we know it. That would inevitably speed up the ongoing – and beneficial – international tax competition. It is a well-known fact that corporate taxation is an inferior kind of taxation. As shown by Kotlikoff et al., the World, including its wage earners, would be better off without corporate taxation, even if both wage and consumption taxes were raised to compensate for the revenues lost.

Still – in the case of the US – the risk is of cause that a VAT proper would generate a lot of revenue, creating political incentives to increase spending.

Another looming threat is the blatant protectionist element of the present proposal (wiz. the non-neutrality vis-a-vis traded goods) if the semi-VAT is not turned into a VAT or cash flow tax proper. Not only would that make everybody worse off, but could set off a new round of protectionist moves around the World.

Regeringens boligskatteudspil – en kritisk gennemgang og et alternativ

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. oktober 2016. 1 svar

Det er et stort kompleks, regeringen har fremlagt (her og her). Hvad skal man mene? Jeg har haft lejlighed til at kommentere det bl.a. her, her, her og her. Men nedenfor er et forsøg på at se på det i sammenhæng.

Vurderingen er desværre vanskeliggjort af, at forslaget mangler de helt elementære oplysninger, som ellers altid hører til et skatteforslag. Hvad er de varige provenuvirkninger? Kommer staten til at få mere provenu og skatteyderne betale mere? Hvordan fordeler skattelettelser og -forhøjelser sig på skatteyderne? Det er yderst sporadisk belyst, primært med kommuneinddelte skraveringer på Danmarkskort og udvalgte eksempler. Det kan man ikke bruge til så meget.

Meget kort fortalt om selve forslaget, så er ændringerne af ejendomsværdiskatten og grundskylden grundlæggende fornuftige. Det nye vurderingssystem er derimod ikke klogt, men vil få en masse arbitrære virkninger (man må dog beundre den politiske dødsforagt, som forslaget er udtryk for).

Selve forslaget indeholder tre elementer:

 

  1. Ejendomsværdiskatten.

Regeringen vil afskaffe skattestoppet, som siden 2001/02 har lagt et nominelt loft over vurderingerne. Skattestoppet indebærer altså, at man laver vurderingerne, som om priserne ikke var steget siden 2001/02. Men det hører op efter 2020. Det er i overensstemmelse med skattereformaftalen fra 2012, hvor skattestoppet løber foreløbig til 2020 (men flere partier har lovet en forlængelse til 2025, så man slipper ikke for løftebrudsdiskussion). Til gengæld sænkes satsen til den nuværende effektive sats – altså hvad satsen er, når man tager hensyn til, at skattestoppet spiser af beskatningsgrundlaget. Det er 0,6 pct. Formelt er satsen 1,0 pct. af 2001/02-vurderingen (eller 0,8 pct. hvis man har købt inden 1999), dog 3,0 pct.  for dyre ejendomme på den del af værdien, som overstiger 3.040.000 kr.

Det er grundlæggende en god idé at ophæve den nominelle begrænsning på vurderingerne. Ellers ville den effektive beskatning efterhånden falde væk. Så længe andre former for kapitalafkast beskattes –kombineret med fradrag for renteudgifter – vil det give forvridninger ikke at beskatte boligafkast. I begyndelsen af 1980erne var diskrepansen mellem beskatning af boligafkast og rentefradrag så stort, at skattesystemet reelt afdrog 10 pct. af en boligejers gæld hvert år. Der er vi dog langt fra nu, hvor man med dagens renteniveau faktisk – trods skattestoppet – i øjeblikket overbeskatter boliger. Ejendomsværdiskatten burde være effektivt 0,2 pct. i stedet for 0,6 pct. for at være såkaldt neutral (altså hvor rentefradrag og ejendomsværdiskat opvejer hinandens virkning). Renten vil formentlig stige noget igen, men foreløbig er der god tid til at indfase en ny ejendomsværdibeskatning. Man kan roligt lade skattestoppet løbe til 2020 og formentlig også 2025 uden samfundsøkonomiske problemer af den grund.

Derimod er det ikke nogen god idé at lade progressionen i ejendomsværdiskatten fortsætte, selv om regeringen trods alt foreslår at sænke den. Det er elementær skatteøkonomi, at selv om man ønsker at føre fordelingspolitik, så kan det ikke begrunde progression andre steder end i beskatningen af lønindkomst. Der er jo ingen én til én sammenhæng mellem indkomst og boligværdi. Det foreslås tilmed at sænke skatteværdien af store rentefradrag. Det forøger forvridningerne, at der er progressiv beskatning netop af nogle af dem, som har lavest fradragsværdi.

En yderligere påfaldende mangel ved udspillet er, at der ikke indføres ejendomsværdiskat for andelsboliger eller huslejespændet i lejeboliger. Huslejespændet er forskellen mellem markedslejen og den kunstigt lave husleje som følge af huslejeregulering og subsidier til almennyttigt byggeri. Udspillet er altså med til at cementere forvridningerne mellemboligformer.

Hvad er meningen med et ambitiøst gennemgribende boligbeskatningsforslag, hvis man helt lader dette problem ligge? Hvis ikke denne oplagte lejlighed til at tage livtag med forvridningerne på det samlede boligmarkedet bliver udnyttet, byder der sig næppe en ny meget længe. For en liberal mindretalsregering med en helhedsplan burde udgangspunktet være at spille ud med den rigtige løsning; der skal nok komme rigeligt med udvandinger i løbet af forhandlingerne.

 

  1. Grundskylden

Regeringen foreslår at afskaffe den nuværende begrænsningsregel, som betyder, at grundskylden højst kan stige med 5-7 pct. om året. Beskatningsgrundlaget bliver altså de fulde grundværdier i 2021. Det vil umiddelbart udløse store skattestigninger i kommuner, der som Frederiksberg ellers ville være omfattet af loftet i mange år endnu. Til gengæld foreslår regeringen at sætte grundskyldssatsen tilsvarende ned differentieret efter, hvor meget den enkelte kommunes grundskyldsgrundlag stiger i 2021. Frederiksberg vil f.eks. få en stor satsnedsættelse, fordi de skattepligtige grundværdier vil stige meget. I perioden frem til 2025 vil staten bevare kontrollen over grundskyldssatserne. Derefter får kommunerne kontrollen tilbage.

Det er noget af en Storm P.-maskine. Tænkningen er dog på flere punkter rigtig. Især de boligejere, som er blevet ramt af omvurderinger – hvor grundværdien er blevet sat op og bygningsværdien ned – er havnet med nogle ret arbitrære skatteregninger. Desuden har grundskylden i høj grad udhulet skattestoppet, fordi begrænsningen af ejendomsværdiskatten har sat sig i grundværdierne og dermed i grundskylden. Grundskylden kan sluge op til 80 pct. af den umiddelbare skattebesparelse ved skattestoppet. Ejendomsværdiskattestoppet har gjort det mere attraktivt at eje boliger. Det har budt priserne på grunde op, fordi der ikke på samme måde som for bygninger kommer nybyggeri ved øget efterspørgsel.

Når regeringens model er rigtig, hænger det sammen med, at grundskylden er en ret arbitrær skat. Det udfolder jeg nærmere i næste afsnit.

Men et af de store spørgsmål er, hvad der skal ske efter 2025, når grundskylden bliver kommunal igen? Hvordan sikrer man sig, at f.eks. et rødt flertal i Københavns Kommune ikke beslutter sig for at sætte grundskylden op igen? Og hvis man skal sikre sig dette, er vi så reelt på vej til at gøre grundskylden til en statsskat?

 

  1. Ejendomsvurderingerne

Det tredje ben i reformen er at indføre nye ejendomsvurderinger, herunder nye grundvurderinger. Det er den mest risikable og samtidig mest overflødige del af reformforslaget. Baggrunden er naturligvis et ønske om mere præcise vurderinger. Og er det ikke fornuftigt nok? I virkeligheden er svaret på det spørgsmål ret kompliceret og hænger sammen med grundskyldens meget specielle virkninger.

Grundskylden virker nemlig på den måde, at den eksisterende ejer kommer til at bære hele skatten, når den ændres. Grundskylden nedvæltes helt i priserne. Naturligvis er det den, der ejer grunden i et bestemt år, som indbetaler grundskylden. Men nedvæltningen indebærer, at grundskylden kapitaliseres i grundpriserne. De kommende ejere skal godt nok indbetale grundskylden, men vil blive kompenseret fuldstændig ved en lavere købspris. Man kan sammenligne med den, der køber et hus med gæld i. Den nye ejer overtager nok gælden, men vil betale tilsvarende mindre for huset. To ens huse, hvor det ene har en gæld på 1 mio.kr., og det andet er uden gæld, vil få en handelsprisforskel på 1 mio.kr. På samme måde vil to huse med høj og lav grundvurdering blive handlet til priser, som er tilsvarende forskellige..

Derfor kan man i høj grad stille spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt at indføre nye, mere retvisende grundvurderinger. F.eks. betyder den eksisterende vurderingspraksis, at grundene til ejerlejligheder systematisk undervurderes. Derfor betaler ejere af lejligheder som udgangspunkt for lidt i grundskyld. Men langt de fleste har købt under forudsætning af gældende vurderingspraksis. Dermed fortaber gevinsten ved de lave vurderinger sig til tidligere ejere. De nuværende ejere må imidlertid bære tabet, når vurderingerne bliver mere retvisende. Det svarer til at rette bager for smed. Det adskiller sig reelt ikke meget fra vilkårlig ekspropriation – bortset fra at det ikke er beskyttet af grundloven.

Selv om det især er ejerlejligheder, som bliver systematisk undervurderet i dag, vil de nye vurderinger af samtlige ejendomme i Danmark kunne medføre meget store forskydninger for enkeltejendomme. Der vil være husejere over hele landet, som fornylig har klaget over deres vurderinger og fået medhold, og som nu pludselig får en høj vurdering igen.

Man ser da også regeringen ryste på hånden. Der indføres en rabatordning, som skal kompensere for arbitrære skattestigninger ved det nye vurderingssystem. Således er det udtænkt endnu en Storm P.-maskine, som indebærer, at en boligejer, der i 2021 kommer til at betale mere i boligskatter, får en tilsvarende rabat.

Er alt så ikke godt igen? Nej. Problemet er, at rabatten kun svarer til skatteforskellen i 2021. Efterfølgende skattestigninger bliver der ikke kompenseret for. Og endnu mere afgørende: Skatterabatten er personlig, sådan at den ikke kan sælges med huset til den nye ejer. Nedvæltningsmekanikken gør imidlertid, at det bliver den eksisterende ejer, som kommer til at betale for de kommende ejeres manglende rabat – ikke gennem højere skatter, men lavere salgspriser. Lægger man de regneeksempler til grund, som regeringen har offentliggjort, vil en ”typisk dyr ejerlejlighed i København” til 4,5 mio.kr. (som nu ikke er så dyrt igen i hovedstaden) få en skatterabat på godt 17.000 kr. om året. Det vil udløse et prisfald på godt 15 pct. ifølge mine beregninger, at rabatten ikke kan sælges. Ifølge skatteministeren selv vil det gennemsnitlige tab for ejerlejligheder blive på omkring 5-10 pct. (bemærk at de to tal rimer fint, fordi det sidste er et gennemsnit for alle lejligheder, hvoraf nogle er billigere end 4,5 mio. kr.).

Kunne man ikke udvide rabatordningen, så boligejerne bliver fuldt kompenseret? Jo, det kunne man godt. Men det ville være at gå over åen efter vand. I princippet skulle ordningen udformes, så den helt ophæver virkningen af de nye vurderinger. Men i så fald er det enklere ikke at gennemføre gennemgribende ændringer af vurderingssystemet.

En mere enkel reform ville være:

  • At revidere det eksisterende vurderingssystem for ejendomsværdien, altså grundlaget for ejendomsværdiskatten i stedet for regeringens forslag om at indføre et helt nyt system (hvor man bl.a. smider information væk om de utallige boligejere, som har klaget over deres vurderinger og fået medhold). En nænsom revidering af det nuværende system bør tage udgangspunkt i kun at gennemføre de ændringer, som giver sikre reelle forbedringer i træfsikkerheden. Det kan naturligvis være politisk vanskeligt efter at have hældt mere end én milliard kroner i det nye system, ICE. Men det kan være klogt ikke at kaste gode penge efter dårlige. Med den nylige IT-skandale omkring EFI in mente, bør det ikke være svært at se.
  • At bevare grundvurderingerne fra før de senere års forkætrede omvurderinger. De er givetvis ikke korrekte, men de svarer til mange års vurderingspraksis, og folk har handlet deres boliger på den. Man kan således ikke sammenligne med f.eks. en systematisk underrapportering af indkomst, som begynder forfra hvert år. Én model kunne være at tage udgangspunkt i de historiske grundvurderinger og enten fastholde dem nominelt eller lade dem vokse i en takt, som er mere afdæmpet end markedspriserne.
  • Hvis kommunerne ønsker voksende provenu, kan de hæve grundskyldssatsen. Det vil give en åben demokratisk proces, hvor kommunalpolitikerne møder vælgerne, frem for uigennemskuelige resultater fra et IT-system.

Grundvurderinger er notorisk vanskelige at foretage, fordi der ikke handles mange ubebyggede grunde. Engbergudvalget fandt, at det ikke er muligt at gøre troværdigt. Særligt når man begynder helt forfra, og med ringe troværdighed i ryggen kan det være vanskeligt nogensinde at få skabt accept af nye vurderinger.

 

Et par ting mere.

Der er et par ting mere i udspillet, som kunne trænge til at blive ændret.

For det første er der foreslået en henstandsordning, så boligskattestigninger udover lønudviklingen kan blive til en offentlig prioritet i huset i stedet. Det er et meget dårligt forslag. Det vil gøre staten til en kreditforening med voksende pant i folks huse, men uden de professionelle finansielle institutioners pligt til kreditvurdering. Det vil ovenikøbet primært være de boligejere, som har for svag økonomi til at kunne låne til skatten på det almindelige lånemarked, der får glæde af den nye ordning. Så der vil komme en voksende gældsætning fra boligejerne med svagest økonomi hos den dårligste udlåner på markedet, staten, som jo ikke må stille samme krav om kreditværdighed. Det sker tilmed efter en periode, hvor kravene til de private långivere er vokset massivt oven på finanskrisen.

For det andet er det på høje tid at få fjernet et dybt urimeligt element i det kommunale udligningssystem: Udligning efter grundværdier. I modsætning til indkomsterne – som også indgår i udligningssystemet – siger grundværdierne ikke meget om, hvor stor udligningsevne en kommune har. Tværtimod fungerer det reelt som en skat på kommuner, som ikke har en høj grundskyld. Jo lavere grundskyld, desto højere grundværdier og desto mere udligning. Der er altså indbygget en skævhed, som sætter kommunerne under pres for at hæve, ikke sænke grundskylden.

Hvis denne mekanisme fik lov at stå uhindret tilbage, ville indførelsen af ny boligbeskatning og navnlig de nye vurderinger resultere i pludselige spring i udligningen. Hovedstadskommunerne ville komme til at skulle betale endnu mere, alene fordi boligbeskatningen ændres. Regeringen foreslår derfor, at mekanismen sættes midlertidigt ud af kraft.

Men hvorfor kun midlertidigt? Den er som sagt grundlæggende urimelig. At den ikke er foreslået helt fjernet, er mildt sagt gådefuldt.

 

Årets Nobelpris

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. oktober 2016. Skriv et svar

Årets Nobelpris i økonomi går til britisk-amerikanske Oliver Hart og finsk-amerikanske Bengt Holmström for deres arbejder i kontraktteori. Jeg har skrevet en kort præsentation i Børsen.

Redaktionen har givet artiklen den friske overskrift “Det kan politikerne lære af Nobelprisvinderne”, selv om de fleste eksempler handler om private kontrakter så som forsikringer, jobkontrakter og CEO-bonusser. Men som jeg når at komme meget kort ind på, er der også politikrelevans. Og det handler endda ikke kun om politik for politikerne, men om hvordan gode politiske institutioner ser ud. Ja, faktisk har politiske filosoffer fra Hobbes, Locke, Rousseau og Kant til moderne skikkelser som Rawls og Gauthier på forskellig måde brugt ideen om en social kontrakt til at basere en politisk filosofi på. Så kontrakter er et vigtigt fænomen.

Hvad skal de til for? Artiklen eksemplificerer det med at bage en kage. Den kan blive større, hvis vi samarbejder. Men hver af os kan umiddelbart få mere kage, hvis vi bruger nogle af kræfterne på at tilkæmpe os en større del af kagen. Resultatet af, at alle gør sådan, bliver bare mindre kage. En kontrakt som binder os til at afstå fra at bruge kræfter på at kæmpe om kagen kan derfor i sidste ende føre til mere kage til alle.

Det økonomiske marked består dybest set af parvise bytter, som stiller begge parter bedre – altså skaber mere kage. Men der er mange situationer, hvor den slags bytter kun kan lade sig gøre med en kontrakt. Der ville ikke være mange forsikringer, fastansatte medarbejdere eller byggerier uden en kontrakt. Men der opstår nogle interessante problemer, når den perfekte kontrakt ikke kan lade sig gøre. Ét problem er, at man ikke altid kan overvåge fuldstændigt, om parterne overholder aftalen. F.eks. at forsikringstagere ikke bliver skødesløse eller direktøren aldrig tilgodeser sig selv frem for ejernes interesser. Et andet problem er, at en kontrakt ikke altid kan tage højde for alle situationer på forhånd.

Det er den type problemer, Hart og Holmström arbejder med. De kan bl.a. svare på, hvordan CEO-kontrakter kan udformes, og hvordan ejerskabsstrukturen hos forretningspartnere bør se ud.

Men der er som sagt også politiske implikationer af kontraktteori. Én kunne være, at staten ikke bør tilsidesætte private kontrakter. Hvis kontrakter er et gode, bør de ikke undergraves. Pointen går endda efter min opfattelse en hel del dybere. Hvis man begrunder politiske institutioner og politisk filosofi på hypotetiske kontrakter, så forekommer det selvmodsigende at se bort fra faktiske, konkrete kontrakter. Faktisk enighed bør stå over hypotetisk. En anden kunne være, at legitim politisk virksomhed bør handle om at gøre kagen større, ikke omfordele den – og slet ikke på en måde, som gør den mindre.

 

Derfor er topskatten så selvfinansierende at afskaffe

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. juli 2016. 5 svar

Det er næsten blevet et fast indslag i den politiske sommerferie at diskutere topskat. Denne sommer er der dog mere på spil, fordi der er lagt op til skatteforhandlinger i efteråret.

Desværre har vurderingen af den rent tekniske effekt af at ændre i topskatten det med at flyde sammen med den fordelingspolitiske diskussion. Modstanderne af at sænke topskatten er ofte også skeptikere over for, om der nu også kommer mest effekt ud af at sænke skatten i toppen. Og dertil kommer nok også en del oprigtig tvivl. Er topskatteyderne ikke i forvejen dem, der arbejder allermest? Vil de arbejde endnu mere, hvis skatten bliver sat ned?

For at forstå hvorfor topskatten har så høj en selvfinansieringsgrad kan det være nyttigt at se på en simpel formel. Godt nok har Stephen Hawkins sikkert ret i, at antallet at læsere halveres for hver formel, men denne formel er nu ganske illustrativ. Selvfinansieringsgraden kan (lidt forenklet) skrives sådan

sfg

Er selvfinansieringsgraden eksempelvis 0,5, betyder det, at det er 50 pct. selvfinansierende at nedsætte skatten. Som man kan se, afhænger selvfinansieringsgraden af fire størrelser. Marginalskatten (t), gennemsnitsindkomsten for dem der bliver ramt af skatten (Y), bundfradraget for skatten (F) og skattebasens elasticitet (e).

Ofte er fokus på skattebasens følsomhed over for adfærd, altså e. En del af adfærden er ændringer i arbejdsudbuddet – og deraf spørgsmålet, om topskatteyderne nu virkelig vil og kan arbejde så meget mere. Men elasticiteten indeholder alle adfærdsreaktioner, ikke bare den ugentlige arbejdstid. Det gælder også sådan adfærd som valg af et mere produktivt job og en mere produktiv uddannelse. Det gælder arbejdstiden over hele karriereforløbet – f.eks. om man trapper så hurtigt ned mod pensionen, om feriernes og orlovsperiodernes længde og tilskyndelsen til at blive hurtig færdig med studierne. Og så indeholder elasticiteten også effekten af skatteplanlægning (i den udstrækning den har vedvarende virkninger). Generelt er selve timeudbuddets følsomhed lavere hos højindkomst- end lavindkomster. Noget er der om, at man ikke kan blive ved at øge den ugentlige arbejdstid. Men den samlede elasticitet af skattepligtig indkomst – dvs. når man regner det hele med – ses derimod ofte at være voksende med indkomsten.

Når man ser på topskattens selvfinansieringsgrad er det dog ikke kun elasticiteten, som er vigtig. Man skal også se på de andre størrelser.

Som det ses af formlen ovenfor, vokser selvfinansieringsgraden med marginalskatten, t. Og netop for topskatteydere er marginalskatten høj – det følger af, at skattesystemet er progressivt. Alt inklusive er marginalskatten for topskatteydere 66,6 pct. Det betyder, at den første brøk i formlen ovenfor får værdien 2,0.

Men også den anden brøk er vigtig. Den viser forholdet mellem den gennemsnitslige topskatteyders samlede indkomst divideret med den del af indkomsten, som ligger over topskattegrænsen. Jo mindre andel af indkomsten, der ligger over grænsen, desto større bliver anden brøk. Topskatten er en progressiv skat og har derfor et stort bundfradrag. I år er bundgrænsen, F, for topskatten 467.300 kr. Den gennemsnitlige topskatteyders topskattegrundlag før bundfradrag – altså Y – er 695.912 kr. Det vil altså sige, at den anden brøk har værdien 3,0.

Det er frem for noget topskattens progression, som skubber selvfinansieringsgraden i vejret. Havde været topskatten været en helt flad skat, ville selvfinansieringsgraden kun have været en tredjedel så høj som nu.

Men hvor høj er topskattens selvfinansieringsgrad så? Her er formlen med værdierne for de to første brøker indsat:

sfg2

I modsætning til de to brøker, kender vi ikke e med sikkerhed. I ministeriernes beregningskonventioner anvendes en værdi på knap 0,1. Det medfører en selvfinansieringsgrad på omkring ½. Det bygger dog kun på det rene timearbejdsudbud og stammer i øvrigt fra en to årtier gammel undersøgelse. Der er imidlertid kommet en efterhånden ganske omfattende nyere empirisk litteratur til, som peger på en elasticitet af skattepligtig indkomst på 0,3 (se her for min gennemgang af den). Ved en elasticitet i den størrelsesorden er selvfinansieringsgraden 1,8.

En høj selvfinansieringsgrad er under alle omstændigheder et samfundsøkonomisk problem – uanset om det ikke er fuldt selvfinansierende at lette skatten. Mere herom i en senere blog.

EU efter Brexit/Bremain

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. juni 2016. 3 svar

I dag stemmer briterne. Frimarkedsliberale er stærkt delte. Nogle håber på et Storbritannien som et nyt Hongkong uden for EU med mere frihandel, mindre regulering og mere økonomisk vækst end muligt indenfor. Det kan da heller ikke teoretisk umuligt. Det er bare heller ikke sandsynligt. EU øver i dag et stærkt, men ret usynligt bolværk mod regulering og statsstøtte, som virksomheder og interessegrupper lobbyer for nationalt.  Uden det bolværk kan der sagtens komme mere regulering, også i UK. Og når man ser på, at modstanden mod fri bevægelighed er et af de Brexit-argumenter, som har gjort størst indtryk i den britiske debat, bliver den bekymring ikke mindre. Indstrømningen af bl.a. østeuropæisk arbejdskraft har været en stor fordel for briterne og deres økonomi.

EU uden UK bliver mindre markedsliberalt

Men hvor efterlader afstemningen os andre?

Hvis briterne forlader EU, vil medianvælgeren rykke i mindre markedsliberal retning. Nu træffes beslutningerne i EU jo ikke med almindeligt flertal, men effekten vil langt henad vejen være den samme. Stemmevægten i Det Europæiske Råd vil rykke i en uhensigtsmæssig retning. Det vil blive sværere at blokere for mere protektionistisk politik og lettere at blokere liberaliseringer. I dag kan et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Det er i dag den mest liberale blok. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Man kan desuden frygte, at de nationalistiske og illiberale strømninger i Østeuropa vil blive stærkere uden briterne som forbillede og ledestjerne i EU. Det gælder navnlig, hvis den frie bevægelighed bliver begrænset, og en større del af budgettet flyder sydover. Samtidig vil britisk udtræden styrke gruppen af Euro-lande mod gruppen af ikke-Eurolande, som i højere grad vil kunne komme til at tage imod diktat.

Ved en skillevej i EU?

Den britiske afstemning vil dog sandsynligvis kunne få indflydelse ikke bare på den politiske linje i EU, men den helt overordnede konstitutionelle udvikling i unionen. Vi står sandsynligvis ved en skillevej – ikke bare fremkaldt af den britiske afstemning, men af den dybe krise i EU. Og det rummer både muligheder og trusler.

De hænger til dels sammen med, at der i EU og måske navnlig herhjemme er utrolig begrænset fornemmelse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. Her er et par pointer, som jeg ser dem, hvis man tager udgangspunkt i indsigterne fra konstitutionel økonomi.

EU’s svage centralmagt er en fordel

Problemet i EU er ikke, at ”det er for svært at træffe beslutninger”, og egentlig heller ikke et ”demokratisk underskud”. Hvis politiske beslutninger skal være til gavn for alle, kræver det, at beslutninger er svære at træffe, sådan at et flertal ikke kan udnytte et mindretal – f.eks. omfordele fra mindretallet til flertallet. Institutionerne skal være robuste over for populistiske strømninger. Og decentralisering – dvs. national selvbestemmelse på det store flertal af områder, hvor EU ikke med fordel kan blande sig – kræver også stærke begrænsninger på centralmagten. Det indså allerede de amerikanske ”framers” bag forfatningen. Men realiteten er, at EU set ud fra konstitutionelt økonomisk perspektiv på mange måder er bedre og stærkere end den amerikanske føderalmagt – navnlig som den amerikanske er kommet til at udvikle sig på trods af de beskyttelsesmekanismer, som blev sat ind i forfatningen. Staterne i EU står meget stærkere end delstaterne i USA. EU beskæftiger sig med færre politiske emner, har et markant mindre budget og betydeligt færre magtmidler til sin rådighed. EU har intet militær, ingen selvstændige skatteindtægter af betydning og har dårlig nok en fælles valuta.

Det er alt sammen en ”feature, not a bug”. På kort sigt er der næppe den store risiko for, at EU’s magtbeføjelser bliver udvidet. Der er ikke folkelig opbakning i EU-landene til ”mere magt til Bruxelles”, men dagsordenen kan også blive solgt som ”mindre demokratisk underskud” og ”det skal være lettere at træffe beslutninger”.

”En stadig tættere union” bør ikke længere være motoren i EU’s konstitutionelle proces

En grundlæggende doktrin i EU-samarbejdet er Romtraktatens princip om ”en stadig tættere union”. Det var kompromisset mellem ønsket om Europas Forenede Stater og den manglende opbakning til at opgive nationalstaternes suverænitet. Så EF blev i stedet til et meget løsere samarbejde, men doktrinen er bygget dybt ind i EU’s institutioner, så bevægelsen gik i retning af forenede stater. I Danmark er der ikke megen forståelse for, at navnlig EU-domstolen ”politiserer” så meget, men det hænger grundlæggende sammen med, at den ser det som sit mandat at medvirke til en stadig tættere union.

Udover den manglende opbakning er problemet ved doktrinen om ”en stadig tættere union”, at den har ført til en meget hasarderet politik. En del føderalister har (haft?) den filosofi, at det ikke gør noget at søsætte politiske initiativer, som ikke er komplette, men tværtimod vil give anledning til kriser, hvis det blot driver os videre i retning af endnu mere union. Altså at f.eks. en ufuldstændig fælles valuta ikke gør noget, hvis det baner vejen for en bankunion og yderligere finanspolitisk koordinering. I Euroens tilfælde har det imidlertid været lige ved at vælte hele EU-konstruktionen – og faren er ikke drevet over endnu.

Det helt centrale spørgsmål er, om tiden ikke for længst er inde til et opgør med doktrinen om ”en stadig tættere union”. Der er stadig ikke opbakning til Europas Forenede Stater, og en indbygget drift i den retning vil uvægerligt give stadige spændinger som den, der har udløst den britiske afstemning. Der kan tværtimod være grund til at konsolidere de forfatningsmæssige bindinger på EU’s centralmagt.

EU’s naturlige opgaver er de få kollektive goder med passende skala

Udover at det skal være tilpas svært at træffe beslutninger, handler det også om, hvad EU’s naturlige opgaver skal være. Jeg er enig med Bill Niskanen i, at der er relativt få kollektive goder med en skala, så de bedst løses centralt på EU-niveau. Det drejer sig først og fremmest om det indre marked og de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, forbud mod statsstøtte, frihandelsaftaler med resten af verden og grænseoverskridende miljø- og klimaspørgsmål. Så længe landbruget får så store subsidier, kan det også være en fordel med fælles landbrugspolitik, men den bedste løsning vil være at indføre samme forbud mod støtte som for industrivarer.

Desværre er der en risiko for, at politikerne vil kaste sig over de opgaver, som ikke har med fælles kollektive goder at gøre, men kan anvendes til sædvanlig politisk dynamik med køb og salg af politisk støtte: Det vil sige åben eller skjult omfordeling via pengestrømme eller reguleringer.

Krisen i EU er så voldsom og har udviklet sig så hurtigt, at den konstitutionelle proces i EU bygget op om ”stadig tættere union” bør sendes til revision. Den britiske afstemning vil kun bidrage yderligere til det (uanset om det bliver ”remain” eller ”leave”).

Det kunne være godt, hvis EU-borgerne fik en bedre forståelse for, hvor styrkerne og svaghederne i deres nuværende union ligger.

 

Uligheden i levealder falder – uanset hvordan det måles

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. maj 2016. 8 svar

”Uligheden i sundhed er stigende”. Det hævder Danmarks Radio i en ny realitybaseret TV-serie over fire afsnit. Men det passer ikke. Uligheden i sundhed – som traditionelt måles ved livslængder – er faldende. Det viser mine beregninger her. Ser man på, hvor gamle danskerne bliver, bliver forskellene mindre og mindre år for år.

Danmarks Radio refererede ikke dette resultat i seriens første afsnit, hvor påstanden om voksende ulighed derimod blev fremført gentagne gange. Men man inviterede mig dog i DR2 Deadline for at diskutere det sidste onsdag. Til diskussionen var også inviteret Henrik Brønnum-Hansen, som var medforfatter til en rapport fra AE-rådet til Sundhedsstyrelsen om ulighed i sundhed. Og som i en artikel forfattet sammen med FOAs formand, Dennis Kristensen, og AE-rådets Jes Vilhelmsen i Berlingske den 9.12.2015 flere gange hævder, at ”Al forskning i danskernes levealder har vist, at den sociale ulighed vokser” (se i øvrigt mit svar til artiklen her).

Debatten i DR2 Deadline blev desværre i høj grad præget af metodespørgsmål. Jeg tvivler på, at mange seere var klædt på til at følge med. De har sikkert opfattet det som noget nørdet. Studieværten brugte samtidig kræfterne på især at prøve at få DRs realityprogram af krogen.

Mine pointer i programmet var kort sagt tre:

  • At danskernes middellevealder er stigende. Vi bliver ældre og ældre.
  • At forskellene i livslængde er klart faldende.
  • At AE-rådets analyse lider under nogle metodeproblemer, som ikke gør den særlig egnet til at sige meget om årsagsforklaringerne på forskelle i dødelighed.

Henrik Brønnum-Hansens pointer var – så vidt jeg hørte dem:

  • At min analyse burde have brugt overlevelsestavler i stedet faktiske livslængder ved død.
  • At man skal passe på med at sammenligne grupper med forskellig alderssammensætning.
  • At min kritik af AE-rådets metode må skyldes, at jeg ikke har læst ham ordentligt.

Hovedargumentet imod min analyse var altså, at den bygger på faktiske levealdre og ikke på overlevelsestavler. Inden vi ser nærmere på argumentet, kan der imidlertid være grund til at slå én ting fast: Det ændrer ikke ved konklusionen. Også når man bruger overlevelsestavler, er uligheden faldende. Jeg har her beregnet GINI-koefficienten (for mænd) på grundlag af overlevelsestavler.

gini levealder overlevelsestavle

Som man kan se, er den klart faldende – ligesom for den faktiske levealder. Det understreger en anden pointe, nemlig at faldet i ulighed er ganske robust over for valg af metode og afgrænsninger. Her er i øvrigt tal for en række andre lande og langt tilbage i tid, også baseret på overlevelsestavler. Man ser samme mønster med faldende ulighed over tid, med kun Rusland som afvigende i nyere tid.

 

Hvilken metode bør man beregne GINI ud fra?

Men hvad er rigtigst at beregne GINI ud fra? Svaret er, at man kan regne på forskellige måder, og at de hver især illustrerer noget forskelligt. Der er grundlæggende tre måder:

  1. Beregn GINI for personer med samme fødselsår.
  2. Beregn GINI for personer med samme dødsår.
  3. Beregn GINI ud fra den gennemsnitlige dødelige for alle i et givent år.

Den første metode er måske enklest at fortolke. Vi begynder med en gruppe nyfødte og venter og ser, hvor gamle de bliver. Problemer er naturligvis, at det først kan gøres, når alle er døde. Vi kan altså ikke sige noget om årgange født efter begyndelsen af det tyvende århundrede. Problemet er også, at historiske dødeligheder vil komme til at veje tungt. Vi vil måle en del ulighed, som er fremkaldt f.eks. af dødfald under den spanske syge.

Den anden metode tager udgangspunkt i personer, som dør samme år. Her kan vi altså komme helt frem til nutiden. Metoden lægger vægten på sundhedstilstanden frem mod måleåret. Personer døde under den spanske syge er allerede døde og kommer ikke til at præge billedet. Vi vil dog ikke kunne fange de forhold omkring aktuel sundhedstilstand, som først sætter sig i dødeligheden ude i fremtiden. Men det vil altid være tilfældet, uanset hvordan vi bærer os ad. Metoden er – indrømmet – følsom overfor, at ikke alle fødselsårgange er lige store. Med voksende fødselstal vil unge komme til at veje lidt tungere end gamle. Men når vi ser på ændringerne i GINI over tid, er alle år præget af de unges overvægt.

Det bør måske bemærkes, at den traditionelle GINI-koefficient for indkomst og formue også er beregnet på baggrund af forskellig størrelse aldersgrupper og derfor er præget af samme fænomen. Der er ikke tale om noget nyt problem.

Den tredje metode tager udgangspunkt i, hvordan uligheden ville være, hvis alle generationer levede i slutåret*). GINI’en for året 1990 viser altså dødeligheden, som om alle nyfødte levede i 1990, alle teenagere levede i 1990, alle 40 årige leve i 1990…og så videre, indtil den ældste. En overlevelsestavle viser således, hvor mange af 100.000 nyfødte, der er tilbage efter ét år, to år og så videre, indtil alle er døde – men med udgangspunkt i samme års aldersbetingede overlevelsessandsynlighed. Der er tale om et hypotetisk regnestykke, fordi ingen lever hele livet i samme år. Det kan bestemt være interessant alligevel, ligesom det kan være interessant at se på GINI-koefficienten for hypotetiske livsindkomster. Men det kræver en del fortolkning at forstå. Det kommer til at afspejle sundhedstilstanden i opgørelsesåret, hvor faktiske menneskers levealder selvsagt er påvirket af sundhedstilstanden over livet. Og alligevel fanger den ikke ændringer i sundhedstilstanden i det enkelte år, når den ikke har nået at påvirke dødeligheden.

For de fleste lande uden adgang til de registerdata, vi har til rådighed i Danmark, er det rent praktisk ikke muligt at opgøre GINI på grundlag af andet end overlevelsestavler, altså efter den tredje metode.

Min første beregning af uligheden i levealder benytter den anden metode. Henrik Brønnum-Hansen talte for den tredje metode. De kan begge være af interesse. Og man kan ikke hævde, at den ene er rigtig, og den anden forkert. De har bare et lidt forskelligt perspektiv. Men bemærkelsesværdigt nok kommer de til samme konklusion: Nemlig at uligheden i levealder er faldende. Og det var faktisk præcis den påstand, debatten i Deadline var foranlediget af.

 

AE-rådets heterogenitetsproblemer

Men hvad med Henrik Brønnum-Hansens advarsel mod at sammenligne to grupper med uens alder. Den er jeg grundlæggende meget enig i. Desværre rammer den AE-rådets analyse som en boomerang. Rådets analyse er ikke en måling af den faktiske ulighed, men et forsøg på at forklare årsagerne til ulighed, og om de er blevet skærpet over tid.

Det er velkendt, at levealderen varierer med indkomsten. Det er der ikke diskussion om. AE-rådet hævder imidlertid, at den sociale ulighed er vokset. I rapporten til Sundhedsstyrelsen er den primære opdeling mellem faglærte og ufaglærte. Da middellevealderen vokser hurtigst for de faglærte, konkluderer den, at uligheden er vokset. Problemet er imidlertid, at man ikke får korrigeret for al anden heterogenitet end forskellen mellem uddannelse. Heller ikke selv om der bliver korrigeret for aldersforskelle via aldersbetinget dødelighed. Alene det faktum, at den samlede ulighed mellem alle individer som sagt falder, burde have fortalt forfatterne, at de manglede at gøre rede for andre forklarende variable. Det bliver ikke bedre af, at man også opdeler efter andre kriterier – f.eks. efter indkomsten opdelt i fire lige store grupper – og overalt finder mere ulighed.

Problemet med metoden er for det første, at man sammenligner grupper med forskellig sammensætning over tid. Man tager kun personer på 30 år eller mere med. Men den faldende dødelighed for de yngste – som reelt øger ligheden i sundhed – kommer dermed til at blive målt som stigende ulighed, fordi en række ”dårlige liv”, som tidligere døde, inden de fyldte 30 år, nu giver ulighed, når de f.eks. dør som 40-årige med lav uddannelse og lav indkomst. For det andet smider analysen indkomstvariation væk, når den sker inden for grupperne. Den eneste indkomstvariation, som indgår, er, om man tilhører den ene eller anden indkomstgruppe. For det tredje får man ikke sat de forklarende faktorer ind i en fælles multivariat model. Man slæber så at sige hele tiden rundt på ikke-håndteret heterogenitet. Endelig får analysen ikke afklaret kausalitetsretningen. I stedet for at f.eks. indkomstulighed driver ulighed i sundhed, forekommer det mig langt mere plausibelt, at ulighed i sundhed driver indkomstforskelle mere end før. Navnlig når man husker på pointen med, at de under 30-årige er smidt væk. I det hele taget forekommer det mig meget lidt plausibelt, at social ulighed i sig selv skulle være en væsentligt drivende kraft i ulighed i sundhed. Vi er med ganske få undtagelser – især narkomaner – ude over, at lav indkomst er årsag til underernæring eller sundhedsfarlige boligforhold. Måske dør der lidt ekstra med lave indkomster, fordi de har dårligere råd til trafiksikker transport, men i det store regnestykke må det være småting. Det tunge slid og arbejdsmiljøgifte er ved at være passé. Arbejdspladserne er mindre farlige. Og så fremdeles.

Ud over at årsagssammenhængen kan gå fra sundhed til indkomst, frem for den anden vej, er der også muligheden for en spuriøs sammenhæng: Nemlig at det er en tredje faktor, som driver både indkomst og sundhed. En god kandidat er, hvordan den enkelte vægter fremtiden i forhold til nutiden. En høj vægt på fremtiden kan tale for at vælge at uddanne sig og spare op, hvilket i gennemsnit vil resultere i højere indkomst. Det kan også tale for at vælge en sund livsstil. I begge tilfælde er der gevinster på langt sigt, men afsavn på kort sigt. Omvendt kan en høj vægt på nutiden tale for at foretage valg, som koster på det lange sigt – både med hensyn til indtægt og levealder.

 

*) Den anvendte overlevelsestavle er dog baseret på femårsperioder. Det vil sige, at dødeligheden måles, som om alle levede i et gennemsnitsår i femårsperioden.

 

HaH

Hvor meget mister statskassen på grund af skattely?

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. april 2016. 5 svar

Det såkaldte ”Panamalæk” fylder en stor del af mediebilledet i disse dage. De medier, der har ”eneret” til papirerne, forsøger at sælge historien med maksimal opmærksomhed.

Men dækningen af Panamahistorien har stort set ikke besvaret nogen centrale spørgsmål. Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Hvilken vej går det med udnyttelsen af skattely? Hvad dækker kontiene i skattely egentlig over?

Det eneste, de pågældende medier har offentliggjort, er udvalgte navne på personer samt banker, der optræder i dokumenterne. Selve dokumenterne er ikke offentliggjort hverken helt eller delvist (se Martin Ågerup for en rammende kritik).

 

Det handler ikke kun om skat

Det hedder jo skattely, og de skjulte konti bliver da også fremstillet, som om dette udelukkende handler om skatteunddragelse. De offentliggjorte navne tyder dog på, at hovedproblemet snarere er ulovlige midler fra f.eks. korruption. Mange af navnene er politikere, embedsmænd og deres familier. Der er ledere fra autoritære regimer, som ser ud til at skjule midler røvet fra deres befolkninger. Der er navne som tyder på snyd af partnere og kreditorer. Der er også folk, som gemmer penge for autoritære ledere og regimer med svag beskyttelse af ejendomsretten.

 

Mistede skatteindtægter på 0,3 pct. af BNP

Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Det er i sagens natur meget svært at besvare, fordi oplysningerne netop holdes skjult. Der florerer mange fantasifulde og misvisende tal. Opgørelser over overførsler til skattelylande siger ikke rigtig noget – dels er mange transaktioner fuldt ud legale, dels er de illegale ikke altid med. Det svarer lidt til at opgøre antallet af illegale immigranter ved at tælle personer i telefonbogen! Der er også mange tal, som inkluderer helt legal skatteplanlægning. At sammenligne den faktiske skattebetaling med, hvad nogen synes, skatteyderne burde have betalt, er en frugtesløs eksercits.

Et eksempel på talblindheden er Danmarks Radios dokumentarchefs påstand: ”Hvis man ser på EU, vurderes det, at 1.000 milliarder euro hvert år rykkes i skattely. De mistede skatteindtægter kan jo være med til at finansiere vores skoler, veje og sygehuse”.

Det måske mest troværdige tal for omfanget af illegale konti i er udarbejdet af den franske venstrefløjsøkonom Gabriel Zucman. Hans metode går grundlæggende ud på at se på forskellen mellem de rapporterede aktiver og passiver i landenes nationalregnskaber. Hvis mængden af passiver overstiger aktiverne globalt set, må der være aktiver, som ingen vil kendes ved. Det kunne være nogle i skattely. Hvad viser hans tal?

Han skønner for det første, at der står 7.600 mia. dollar på konti i skattely globalt. Det er som sagt indeståendet, ikke den årlige tilstrømning. Det svarer til 8 pct. af de samlede finansielle aktiver hos husholdningerne i verden.

Han skønner for det andet, at der årligt bliver unddraget 190 mia. dollar i skat globalt. Det svarer til 1 pct. af de globale skatteindtægter.

Der er ikke tal for Danmark. Og metoden indebærer, at det er svært at opgøre på enkeltlande. For Europa samlet anslår han, at der er tabte skatteindtægter på 75 mia. dollar. Hvis man forudsætter, at de tabte skatteindtægter i Danmark svarer til økonomiens relative størrelse, bliver det 6½ mia.kr. Det svarer til 0,3 pct. af BNP.

Er der grund til at tro, at Danmark står for en større andel? Det er der næppe. Frem til 2010 var det muligt at indskyde ubegrænsede midler på en ratepensionsordning, hvor afkastet beskattes med 15 pct. Sammenholdt med de omkostninger, der må formodes at være ved at placere illegalt i skattely, var det rent skattemæssige incitament nok begrænset. Det har dog ændret sig med det loft, som blev indført i 2010.

Mere afgørende er det dog nok, at en væsentlig del af indeståenderne i ”skattely” som sagt dækker over illegale midler fra korruption og svindel. Danmark er det mindst korrupte land ifølge Transparency International. Det er da også påfaldende, at der blandt afsløringerne af navne fra Panamapapirerne ingen danske politikere, embedsmænd eller seriøse erhvervsfolk har været. Det er egentlig det mest opsigtsvækkende.

Faktisk viser Zucmans opgørelse, at i de lande, hvor udbredelsen af skattelykonti er allerstørst – Rusland og Golfstaterne – er der praktisk taget ikke noget mindreprovenu. Det er ikke for at snyde i skat, men for at gemme penge fra borgerne, for at have penge gemt af vejen i tilfælde af revolution eller lignende.

 

Er 0,3 pct. et stort tal?

Men lad os nu antage, at størrelsesordenen er 0,3 pct. af BNP i tabte skatteindtægter i Danmark som følge af konti i skattely. Er det et stort tal? Det er selvfølgelig en smagssag. Men det er ikke stort i den forstand, at det har nogen særlig nationaløkonomisk betydning. Det samlede skattetryk er 44,8 pct. af BNP.

Man kan også sammenligne med omfanget af sort arbejde, som ifølge DØRS på baggrund af data fra Rockwool Fondens Forskningsenhed kan anslås til 1½ pct. af BNP. SKATs opgørelse af det samlede skattegab – altså fejlangivelser på virksomheders og personers selvangivelser samt restancer – er 2,7 pct.

Det kan være fristende at sammenligne med politiktiltag, som også beløber sig til 6½ mia.kr. F.eks. kunne topskatten afskaffes for omtrent det beløb. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at vi aldrig med nok så stor en kontrolindsats ville kunne blive skatteunddragelse helt kvit. Det er altså ikke realistisk at sætte de to forslag op imod hinanden.

 

Skattely under pres

Hverken medier eller politikere har været sene til at kræve handling. Det er, som om der er afsløret noget helt nyt og hidtil upåagtet. Og det kan godt være, at det er nyt for de pågældende. Men realiteten er, at internationalt er kursen blevet strammet ganske alvorligt over for skattelylandene navnlig under præsident Obama. De er nu i vid udstrækning forpligtet til at udveksle information med resten af verden. Danskeres muligheder for at gemme penge under schweizisk bankhemmelighed hører fortiden til. En voksende gruppe på nu knap 100 lande har automatisk informationsudveksling, så danske myndigheder bliver underrettet, hvis en dansker har en konto og et afkast på en konto i landet. Panama har netop tilsluttet sig automatisk informationsudveksling.

Det er selvsagt fortsat muligt at skjule midler i skattely, men mulighederne er blevet mindre, og risikoen for at blive taget er vokset. Det svarer i princippet til at sætte en lås på døren. Den garanterer selvsagt ikke imod indbrud, men øger tyvens omkostning ved at bryde ind og gør derfor indbruddet mindre sandsynligt. På samme måde er det blevet vanskeligere at gemme penge under bankhemmelighed.

Det er ikke realistisk at opnå en verden uden indbrudstyveri og heller ikke uden muligheder for at gemme penge fra myndighederne eller andre. Men det er lidt ironisk, at der kommer så voldsomt fokus på skattely netop som landene er kommet så meget under pres. Blot fordi der tilfældigvis lige nu har været et læk af nogle dokumenter – ovenikøbet dokumenter som vi ikke har fået meget at vide om, andet end en håndfuld danske navne og nogle hundrede udenlandske.

Jeg har deltaget i et par udsendelser om Panamahistorien: DR2 Deadline og Radio 24syv Cordua & Steno

Vækst og fordelingspolitik – hvad har betydet mest?

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. februar 2016. Skriv et svar

Her er et tankeeksperiment. Lad os antage, at udgivelsen af Marx og Engels “Das Kapital” havde ført til en meget stærk politisk krav om indkomstudjævning. Så stærk, at alle danskere i 1870 havde fået præcis samme indkomst. Lad os yderligere antage, at omfordelingen slet ikke ville have påvirket størrelsen af de samlede indkomster. Vi forudsætter altså, at der var en kage af en på forhånd givet størrelse. Man besluttede sig bare for at skære den anerledes ud.

Spørgsmålet er nu: Hvor meget var der blevet til hver?

Svaret er godt 20.000 kr. målt i nutidskroner. Det svarer til en femtedel af den ”fattigdomsgrænse” på knap 104.000 kr., som blev indført under den tidligere regering (og nu heldigvis er afskaffet igen).

Og hvad kan man så bruge dette yderst kontrafaktiske regnestykke til?

Det illustrerer betydningen af økonomisk vækst over tid i forhold til omfordeling. Selv med den mest radikalt tænkelige fordelingspolitik i 1870 ville man kun have opnået en indkomst svarende til en femtedel af, hvad der i dag af nogle betragtes som ”fattigt”.

Og i virkelighedens verden har fordelingspolitikken i de forgange små 150 år ikke været nær så radikal. Det er altså den økonomiske vækst, som har spillet den helt afgørende rolle for indkomstfremgangen også blandt de laveste indkomster.

Den gennemsnitlige indkomst (målt ved BVT i 2014) per indbygger er omkring 300.000 kr. Det er en femten gange gennemsnitsindkomsten i 1870.

Den mest kritiske kontrafaktiske antagelse i regnestykket er naturligvis, at fordelingen af kagen ikke ville have haft indflydelse på dens størrelse. Omfordeling har en pris – og en så radikal omfordeling som i tankeeksperimentet her ville have medført, at gennemsnitsindkomsten hverken ville have været 20.000 kr. i 1870 eller 300.000 kr. i dag, men meget mindre.

Desværre tager mange fordelingspolitiske diskussioner udgangspunkt i en implicit præmis om, at kagen har en bestemt størrelse, at den nuværende fordeling er mere eller mindre tilfældig, og at en retfærdig fordeling udelukkende er et politisk spørgsmål. Så kan man næsten ikke nå til anden konklusion, at der skal udlignes maksimalt. Men det er også komplet kontrafaktiske antagelser.

Data er fra Maddison og Statistikbanken

Hvad ville borgerløn som i Finland betyde i Danmark?

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. januar 2016. 17 svar

Finland er formentlig på vej til at indføre en borgerløn. Både til højre og venstre i det politiske spektrum kan man finde fortalere for sådan et system. Men vil det være en god idé i Danmark?

Svaret må blive det lidt kedelige: ”Det afhænger…”.

Her er et par simple regnestykker. De viser meget kort fortalt, at en model som i Finland enten vil føre til en eksplosion i de offentlige udgifter, eller til et betydeligt fald i overførslerne til dem, som ikke er erhvervsaktive.

Ikke foreneligt med liberal samfundsorden
Allerførst dog et principielt synspunkt. Indførelse af borgerløn er ensbetydende med at pålægge dem, der forsørger sig selv, også at forsørge mennesker, som godt kunne forsørge sig selv. Det er et system, hvor dem med størst præference for pengeindkomster bliver tvunget til at betale til dem, der har mindst præference for dem og hellere vil bruge deres tid på noget andet. Det er jeg lodret imod. Det er ikke foreneligt med min opfattelse af en liberal samfundsorden. Punktum.

Effekter af borgerløn
Spørgsmålet er imidlertid, om indførelse af borgerløn er bedre end den massive omfordeling, vi allerede kender. Milton Friedman er den mest berømte fortaler for borgerløn – eller negativ indkomstskat – ud fra denne betragtning. Det glemmes dog ofte, at Friedman også havde stærke reservationer.

I sin reneste form ”giver” borgerløn alle en garanteret minimumsindkomst. I Finland (hvor man dog foreløbig er i en eksperimental fase) er det (ifølge min overfladiske indsigt) åbenbart meningen, at alle i den erhvervsaktive alder skal have 800 euro skattefrit i borgerløn om måneden.

Fordelen ved et sådant system er, at man ikke mister sin borgerløn, hvis man har ekstra indkomst. Det hæmmer derfor ikke incitamentet til at arbejde på samme måde som med f.eks. kontanthjælp og dagpenge, som tabes, hvis man kommer i arbejde. Det øger isoleret set arbejdsudbuddet.

Men – og det bliver en gang imellem overset – en borgerløn virker modsat for dem, der allerede er i arbejde. De kan reducere deres arbejdsudbud med færre økonomiske konsekvenser end i dag. I dag kan man kun få de fleste typer overførselsindkomst, hvis man ikke arbejder. Det gør det mindre attraktivt at reducere arbejdsudbuddet for de allerede beskæftigede.

Hertil kommer, hvad der sker med de effektive marginalskatter. Hvis borgerlønnen erstatter indkomstafhængige overførselsindkomster som daginstitutionstilskud, vil det sænke den effektive marginalprocent. Men hvis der skal skaffes ekstra provenu til at finansiere borgerlønnen med, vil det øge marginalskatterne og reducere de beskæftigedes arbejdsudbud.

Hvis vi indfører borgerløn, vil nogle, som i dag ikke arbejder, begynde at arbejde, mens nogle af de beskæftigede vil arbejde mindre. Effekten er ikke entydig og givet på forhånd. Det er én vigtig pointe at have in mente.

En anden vigtig pointe er, at en borgerløn kan opfattes som værdien af et skattefradrag – blot med den vigtige tilføjelse, at bliver skatten negativ, bliver beløbet udbetalt til borgeren.

Friedman kaldte, som sagt, sin model for negativ indkomstskat. Derfor kan vi opfatte borgerlønnen som en del af skattesystemet og skattesystemets omfordeling.Det har bl.a. den konsekvens, at det ikke betyder noget, om borgerlønnen aftrappes i takt med øvrig indkomst eller ej. Aftrapning kan gøre behovet for provenu til at finansiere borgerlønnen mindre og derfor muliggøre lavere marginalskatter. Men aftrapningen indgår også i den sammensatte marginalprocent, og derfor bliver virkningen af de lavere marginalskattesatser ophævet igen. Hvis en model med aftrapning indrettes, så den har samme fordelingsvirkning som en model uden aftrapning, vil den have samme sammensatte marginalsatser, når det hele regnes med.

Hvad koster det at indføre borgerløn?
Nu kommer vi til et springende punkt. Hvad vil det koste at indføre borgerløn? Forbløffende mange fortalere for systemet har slet ikke regnet på det, eller blot gjort sig forestillinger om det. Information havde en lang artikel om det finske systems anvendelighed i Danmark uden at beskæftige sig med så primitive detaljer!

Svaret på spørgsmålet afhænger helt af, hvor høj borgerlønnen skal være i forhold til de eksisterende overførsler.

Hvis ingen skal miste overførselsindkomst
Man kan som den ene yderlighed forestille sig, at de nuværende modtagere af overførselsindkomst ikke stilles økonomisk ringere, således at der bruges det samme på de nuværende overførselsindkomstmodtagere som i dag. Dermed kommer borgerlønnen reelt til at gå til de nuværende beskæftigede oveni, hvad de får i dag. Dem er der ca. 2,5 millioner af. Hvis alle skal have en borgerløn svarende til 800 euro om måneden oveni, mangler der ca. 650 euro, hvis vi begynder med at give dem skatteværdien af deres personfradrag. Det vil kræve 146 mia. kr. ekstra. Hvis vi finansierer det med at hæve skatten på arbejdsindkomst, skal marginalskatten for alle stige med 12,7 pct.

Dette er regnet før adfærd. Men vi ved, at en forøgelse af progressionen vil få entydig negativ virkning på arbejdsudbuddet fra de allerede beskæftigede. Og det er strengt taget det eneste, vi har gjort: At øge progressionen i beskatningen af arbejdsindkomst (og hvor borgerlønnen kan opfattes som et fradrag eller en negativ skat). Det er også det eneste, vi kan gøre, hvis vi vil holde overførselsindkomst helt skadesløs (hvordan vi præcis kan gøre det, er vi på nuværende abstraktionsniveau behageligt fri for at tage stilling til).

Der vil dog også være en vis positiv adfærdseffekt for personer på overførselsindkomst, som får mere ud af at arbejde (så længe de begunstiges af den højere progression – ellers gælder det modsatte). Pointen er imidlertid, at der skal enorme adfærdsvirkninger til, for at modvirke de negative virkninger for de beskæftigede. Der skal som sagt 146 mia.kr. til for at undgå en stigning i marginalskatten. Hvis vi f.eks. forudsætter, at hver overførselsindkomstmodtager vil øge sit arbejdsudbud svarende til, at der for hver ny fuldtidsbeskæftiget kommer 300.000 kr. ekstra i offentligt provenu, skal arbejdsudbuddet vokse med en halv million fuldtidsbeskæftigede. Det svarer til, at hver fjerde ikke-beskæftigede på overførselsindkomst skal i fuldtidsbeskæftigelse, eller hver anden af de ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere, der ikke er pensionister. Det er selvsagt komplet urealistisk.

Regnestykket illustrerer en central pointe. Det kan ikke lade sig gøre at indføre borgerløn, uden at sænke niveauet for overførsler til i hvert fald nogle af dem, der i dag modtager overførselsindkomst.

Hvis udgifterne til overførsler ikke må stige
En anden yderlighed er at regne på, hvad det vil betyde, at der indføresborgerløn for de udgifter, der i dag går til overførselsindkomster. Et helt simpelt regnestykke er, at knap halvdelen af alle voksne er på overførselsindkomst i stedet for at være i beskæftigelse – svarende til 2,2 millioner personer. De tegner sig for langt størstedelen af udgifterne til overførselsindkomst (men en mindre del går til beskæftigede). Hvis de nuværende udgifter skal fordeles på alle voksne i stedet, vil det altså medføre næsten en halvering af den gennemsnitlige overførselsindkomst for de ikke-beskæftigede.

I Finland er det åbenbart planen at holde folkepensionisterne uden for den nye borgerløn. I Danmark er det 1,1 million personer. Hvis man holder dem uden for regnestykket, bliver forholdet 1:3 mellem ikke-beskæftigede overførselsindkomstmodtagere og beskæftigede.

Lad os se lidt nærmere på tallene. Der udbetales godt 230 mia.kr. i indkomstoverførsler, bortset fra folkepension. Hvis vi omregner det til et efter-skatbeløb og fordeler det på alle i den erhvervsaktive alder, giver det en månedlig skattefri borgerløn på ca. 640 euro per måned (inkl. skatteværdien af det nuværende personfradrag). Vi kan altså ikke nå helt op på det finske niveau.

Nu er det regnet før adfærd. En nedsættelse af overførselsindkomsterne vil øge arbejdsudbuddet. Derfor kan man altså ikke udelukke, at man kan indføre en ordning i Danmark i stil med den finske.

Men det vil som sagt indebære en markant nedsættelse af niveauet for indkomstoverførsler for de ikke-beskæftigede. Det ligger i dag i gennemsnit på ca. 1.700 euro om måneden per ikke-beskæftiget overførselsindkomstmodtager (bortset fra folkepensionister). Ikke mindst overførselsindkomstmodtagere med børn vil komme til at gå tilbage, hvis der alene skal uddeles et fast beløb per voksen. Man kan selvfølgelig vælge også at give borgerløn til børn, men så bliver niveauet tilsvarende lavere.

En god idé – hvis omfordelingen falder
Når man skal overveje, om borgerløn vil være en god idé, afhænger svaret i virkeligheden af, hvad der sker med graden af omfordeling i skatte- og overførselssystemerne. Et borgerlønsystem kan være en fordel, hvis det fører til et samlet fald i omfanget af omfordeling. Omvendt vil øget omfordeling både betyde mere negative adfærdseffekter, og at vi kommer længere væk fra en liberal samfundsorden (i hvert fald så længe vi ikke sondrer mellem, hvor ”værdigt trængende” forskellige folk måtte være).

Derfor bør kriteriet være, om den samlede grad af omfordeling falder eller stiger. Falder den, vil det være en fordel at indføre borgerløn.

Det er næsten uundgåeligt, at omfordelingen vil vokse mellem de erhvervsaktive. Det skyldes, at borgerlønnen gør skatte- og omfordelingssystemet for de beskæftigede mere progressivt. Selv et skattesystem med en flad skat er progressivt, hvis der er et bundfradrag. Jo højere bundfradrag, jo større progression. Borgerlønnen virker på fuldstændig samme måde. I dag svarer personfradraget til en ”borgerløn” på ca. 150 euro/måned. Så medmindre borgerlønnen ikke bliver så lav, så øges progressionen.

Derimod er det næsten uundgåeligt, at omfordelingen til dem uden for arbejdsmarkedet falder. Det vil være ubetaleligt dyrt at opretholde det nuværende niveau for indkomstoverførsler til dem uden for arbejdsmarkedet.

Bedste argument: Hvis vi er på toppen af Laffer-kurven for topskatteyderne
Det bedste argument for borgerløn er måske, at beskatningen for de højest beskattede (topskatteyderne) har en tendens til at ramme toppen af Laffer-kurven, så der ikke kan presses ekstra provenu ud af de højest beskattede. Hvis vi alligevel er på toppen af Lafferkurven, så man er mere sikker på, at den samlede omfordeling ikke øges. Større progression i beskatningen af arbejdsindkomst (inklusive borgerlønnen til de beskæftigede) fører groft sagt til mindre samlet omfordeling: Jo højere borgerløn, jo lavere gennemsnitsskat for de højeste indkomster.
Pudsigt nok var Friedmans største betænkelighed, at en negativ indkomstskat vil kunne sætte gang i en politisk dynamik, hvor en koalition af de laveste indkomster i befolkningen bliver ved at med at skrue op for beskatningen. Men givet, at vi har nået toppen af Laffer-kurven, virker denne dynamik altså modsat. Derfor skal man i øvrigt nok ikke regne med, at der vil være flertal for borgerløn i Danmark.

De liberale borgerlønsforkæmpere?
Friedman er som sagt den mest kendte liberale borgerlønstilhænger, men også Hayek og Buchanan er blevet nævnt. Men det er vigtigt at gøre sig deres bevæggrunde klart. Friedman er ikke blind for ulemperne, men peger primært på mulighederne for at forenkle systemet. Det kræver ikke noget bureaukrati at udbetale det samme til alle. Friedmans begrundelse hænger også sammen med, at hvis der endelig skal omfordeles, er det bedst at omfordele penge og direkte. Penge er mere værd for borgerne end naturalier af den ene eller anden slags, og enkeltheden i borgerløn kan forhindre utilsigtede konsekvenser.

Buchanans overvejelser går på, om en generel borgerløn vil reducere grundlaget for politiske pressionsgrupper. Hvis alle får det samme, kan interessegrupper ikke målrette gevinsterne fra rent-seeking snævert til sig selv. Borgerløn kan derfor føre til mindre rent-seeking, end hvis interessegrupperne kan skræddersy ordninger til sig selv. Hans pointe er altså ikke ulig min pointe vedrørende Laffer-kurven ovenfor.

Hayek gik ind for, at en liberal forfatning bør have et minimum af indkomst til dem, der ikke kan klare sig selv. Der er altså ikke tale om en ubetinget borgerløn, men om, at man kan blive visiteret (må man forstå) til en minimumsindkomst, hvis man ikke kan skaffe anden indkomst. Han gik også ind for tvungen opsparing for at begrænse antallet af personer, som ikke kan forsørge sig selv.

Der er altså ingen af de tre, som så borgerløn som et gode i sig selv. Men afhængigt af alternativet kan det være værd at overveje. Det gælder for så vidt også i Danmark i dag.

Jeg tvivler dog på, at det vil være politisk muligt at komme i gennem med en model, som vil betyde et reelt fremskridt. Det vil som sagt kræve, at vi får nedbragt omfordelingen væsentligt.

Dansk udviklingspolitik og Deatons Nobelpris

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. oktober 2015. 2 svar

Regeringen har foreslået nogle meget begrænsede ændringer af udviklingsbistanden – inklusive en mindre beskæring af især den direkte støtte til de såkaldte programsamarbejdslande. Jeg synes, debatten i kølvandet på selv de små justeringer har været nedslående for ikke at sige direkte pinagtig. Det besluttede jeg mig for at skrive min faste klumme på Altinget om.

Men emnet fik unægtelig en ekstra dimension, da Nobelprisen i økonomi for 2015 mandag blev tildelt Angus Deaton. Hans arbejder med måling af forbrug har ført ham til at måle fattigdom, og han er derudover gået ret kontant ind i debatten om udviklingsbistand. Hans konklusion er, at den gør mere skade end gavn. Både Christian Bjørnskov og NIels Westy har nævnt pointerne her på bloggen. Det slår direkte ned i den danske debat.

Ud over klummen om udviklingsbistand har jeg skrevet denne kommentar i Børsen. Det er også blevet til interviews til Radioavisen, TV2 News, P4 og DR2. Og så har jeg skrevet min årlige Nobelprispræsentation i Weekendavisens videnskabstillæg Ideer med en chance (jeg kan desværre ikke linke, så man må have abonnement eller fat i papirudgaven).

“Rystende ringe forskning om ulighed”

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. september 2015. Skriv et svar

Punditokraternes redaktør fremsætter i en kronik i Børsen i dag (desværre nok gated) en meget hård kritik af de forskningsresultater om ulighed og vækst, både OECD og IMF har ført til torvs. Det er ikke noget robust resultat, at større lighed fremmer væksten. De har altså ikke rokket – siger Bjørnskov – ved den velkendte konklusion fra litteraturen, at der ikke er nogen entydig sammenhæng (som også diskuteret i et tidligere blogindlæg). I arbejdspapiret fra OECD er der en litteraturgennemgang, hvor konklusionen i øvrigt er den samme.

Jeg har generelt stor respekt for OECD og har gennem mange år deltaget i arbejdet som dansk delegat. Det analytiske har været grundstammen i OECDs tilgang – i al fald, når det gælder økonomisk politik. Organisationen har imidlertid ikke haft godt af den transformation, der er foregået med den nuværende generalsekretær, den mexicanske politiker Gurria. Han har med egne ord forvandlet den fra en “think tank” til “do tank” med mindre vægt på støvede analyser og mere på politisk aktivisme og kampagner. Det har måske nok gjort OECD mere synlig, men det har – som The Economist var bekymret for – ikke hævet troværdigheden. Og i sidste ende er det OECDs eksistensberettigelse.

Rivalerne Friedman og Samuelson

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. juli 2015. 11 svar

Hvis nogen kan siges at have skabt moderne makroøkonomisk teori, er det Paul Samuelson og Milton Friedman. De blev økonomer under den store depression og begge influeret af keynesiansk tænkning. Men de blev også rivaler. Det var Samuelson (og ikke Keynes), som skabte det matematiske modelapparat bag keynesiansk makroøkonomi og formulerede den såkaldt neoklassiske syntese – den udgave af keynesiansk makroteori, som kom til at præge efterkrigstiden, og hvor finanspolitisk styring syntes at kunne gøre konjunkturbevægelser til fortid. Og det var Friedman, som kom til at lede opgøret med denne tænkning over en bred kam: Metodisk, historisk, empirisk og økonomisk politisk.

Den fremragende økonomiske journalist David Warsh, der driver Economic Principals, har skrevet et medrivende essay om de to rivaler. Det er også fremragende. Han portrætterer både personerne og deres ideer, så man har svært ved at lægge hjemmesiden fra sig (hvis man da kan sige det om en hjemmeside). Den bør man altså ikke snyde sig selv for. Læs f.eks. om, hvordan den ene tilbringer sommeren på stranden, mens den anden tjener til studierne bl.a. ved at servere på en restaurant.

Warsh fører historien frem til det tidspunkt i 1960erne, hvor de to har fået etableret henholdsvis MIT og Chicago Universitetet som kraftcentre for hver deres tilgang til økonomi, og hvor de begynder at blande sig i den offentlige debat ved på skrift at skrive klummer i Newsweek.

Men hvis vi prøver at spole tiden frem til i dag, hvem af rivalerne kan så siges at have præget moderne makroøkonomi mest? Ser vi på den grundlæggende måde at modellere makroøkonomier på, er der stadig tydelige spor af Samuelson. Men det er nok primært Friedman, som kom til at sætte de største fodaftryk. I moderne teori spiller forventninger og individuel økonomisk ageren en central rolle, modsat Samuelsons model baseret på relationer alene mellem makrostørrelser. Ud af Friedmans monetarisme voksede den rationelle forventningsrevolution, som ligger bag de vigtigste makroøkonomiske tilgange i dag – fra nykeynesiansk til real business cycle-teori. Friedmans vægt på pengepolitik og ikke finanspolitik som det mest potente redskab på kort sigt, på økonomisk politiske regler frem for diskretionær økonomisk politik og på empiri er også fremherskende.

Efter den store recession i 00erne har der dog været en fornyet interesse i finanspolitik, men den har foreløbig været noget teoriløs og ad hoc-præget. Dels har fokus været på, om renter omkring nul medfører et skifte, så finanspolitik overtager rollen som det mest effektive redskab fra pengepolitikken. De store quantitive easing-programmer først hos den amerikanske centralbank og siden den europæiske har dog trængt denne opfattelse noget tilbage igen. Og ellers har institutioner som IMF været i gang med rent statistiske målinger af finanspolitikkens effekter (den såkaldte multiplikator) uden rigtig at hægte dem op på en teoretisk forklaring.

Men ét sted lever den simple udgave af Samuelson-modellen i bedste velgående. Og det er i den måde, politikere, journalister og gymnasielærere ofte præsenterer og diskuterer økonomiske problemstillinger på.

En formel for den græske gæld

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. juli 2015. 2 svar

Her er en formel, som meget simpelt illustrerer den græske gældsdynamik og diskussionen om den:

Fald i gældskvote = gældskvote x (BNP-vækst – rente) + offentlig saldo/BNP

Den kan endda skrives endnu mere simpelt:

Fald i gældskvote = gældskvote x BNP-vækst + primær saldo/BNP

Formlen siger altså, at gældskvoten falder, når der er økonomisk vækst og overskud på den primære budgetsaldo. Den primære budgetsaldo er det faktiske overskud minus rentebetalingerne.

Grækenland løb ind i sine gældsproblemer ved at have for store underskud. Samtidig har den økonomiske krise efterfølgende ført til negativ BNP-vækst. Begge dele har skubbet gældskvoten op.

Grækenland har fået hjælp til gældsproblemerne på tre måder. For det første er en del af gælden eftergivet (haircuttet). Den nedbringer gældskvoten direkte. For det andet er renten fastsat meget lavt, hvilket øger den primære saldo. For det tredje har landet fået tilført betydelige kreditter, som på den ene side øger gældskvoten, men på den anden understøtter væksten.

Modydelsen har været, at Grækenland skulle skaffe tilpas stort overskud på den primære saldo ved at forbedre de offentlige finanser og øge BNP gennem strukturreformer.

Men siden valget af den Syrizaledede regering har det været gået i hårdknude, som nu er forsøgt løst med endnu en kreditaftale i weekenden.

Meget kort fortalt har det handlet om samspillet mellem de variable, som indgår i formlen.

Regeringen har slået på, at de nødvendige stramninger for at skabe tilstrækkeligt stort overskud slår væksten i stykker. Og lavere vækst går ud over faldet i gældskvoten både direkte (som man kan se af formelen) og via forringelse af den offentlige saldo (mindre skatteindtægter og højere offentlige udgifter som følge af lavkonjunkturen). Altså en ond cirkel, som ifølge regeringen kun kunne brydes med yderligere gældsnedskrivning.

Men der er flere problemer med denne forklaring.

Hvis Syriza-regeringen havde fastholdt den aftalte kurs, ville gælden også være faldet som aftalt, viser den seneste opgørelse fra IMF. Den økonomiske vækst har ganske vist været lavere end ventet, men det har renten også. I stedet har regeringen ikke alene undladt at gennemføre aftalte reformer – den har også annonceret at ville rulle nogle af dem tilbage. De manglende reformer har svækket den offentlige saldo. Samtidig betyder det mindre langsigtet økonomisk vækst, så også ad den vej har regeringen svækket reduktionen af gældskvoten.

En vigtig pointe er samtidig, at sammenhængen mellem en stramning af finanspolitikken og væksten højst er midlertidig. Det er ikke noget ukendt fænomen, at et land i gældskrise i begyndelsen får et lavere overskud trods en stramning af finanspolitikken. Men hvis stramningen fastholdes, vil effekten på væksten klinge af, mens den har varig virkning på det offentlige overskud.

Det hører med til billedet, at den teoretiske sammenhæng mellem en finanspolitisk stramning og den økonomiske vækst er svag og ikke entydig. Der er ingen grund til at tro på en simpel mekanisk effekt (selv om det har været på mode i visse kredse efter finanskrisen at estimere teoriløse multiplikatorer). Men selv i så fald må man forvente, at BNP-efterslæbet bliver indhentet igen.

Derimod er struktureffekten af finanspolitiske ændringer varig. Skatteforhøjelser, som øger forvridningerne, kan sænke BNP permanent. Især den forhøjelse af selskabsskatten, som den græske regering spillede ud med i forhandlingerne, ville have haft en klar negativ virkning. Omvendt vil den aftalte forhøjelse af pensionsalderen hæve BNP permanent – og formentlig allerede på kort sigt (men det kunne være sket hurtigere ved ikke at indfase den). Oveni kommer en forbedring af de offentlige finanser ved lavere udgifter til pensioner og flere skatteindtægter fra større økonomisk aktivitet. Derfor er denne type af strukturforbedrende tiltag særligt interessante for et land i gældskrise. De aftalte privatiseringer vil virke på samme måde.

Det er vigtigt at huske på, at formelen ovenfor viser årlige ændringer i gældskvoten. Derfor vil initiativer, som løfter BNP-niveauet permanent, ikke blive ved med at reducere gældskvoten. Men reduktionen i gældskvotens niveau som følge af ændret BNP-niveau vil være permanent. Og i den udstrækning, initiativerne ændrer det offentlige overskuds niveau, vil de blive ved med at spise af gældskvoten år for år.

Derfor var det rigtigt af kreditorerne at insistere på strukturreformer, uanset hvor vanskelig gældsdynamikken ser ud i Grækenland. Og jo mere overbevisende, reformerne er, desto hurtigere vil de virke også på den økonomiske vækst, som i høj grad er bestemt af forventningerne til fremtiden. Men heri ligger også svagheden ved den nye aftale. Strukturforbedringen kunne sagtens have været større. Og hvis der ikke er tillid til, at det er alvor denne gang, men at reformerne endnu engang bliver syltet, bliver det svært at bryde den onde cirkel.

Formelen viser dog også, at det vil tage lang tid at bringe gælden ned selv med en meget høj græsk disciplin. Ved f.eks. et overskud på den primære saldo på 3,5 pct. af BNP og en gennemsnitlig årlig vækst på 3,5 pct., vil det tage næsten 16 år at komme ned på en gældskvote på 60 pct. af BNP (som er EU-reglernes normale gældsloft). Det gør det ikke urealistisk, at der bliver skåret mere af en græske gæld på et tidspunkt – enten fordi de græske politikere igen vægrer at betale, eller fordi kreditorerne vælger at eftergive. I bedste fald bliver det af den sidste grund og som belønning for ambitiøse reformer.