Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Ny bog om klassisk liberalisme i Norden og Østeuropa

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2023. Skriv et svar

Tidsskriftet Econ Journal Watch har haft en serie korte artikler om klassiske liberalisme i en række forskellige lande. Serien er nu ved at blive udgivet i bogform, og forleden kom turen til “Classical Liberalism by Country, Volume III: Iceland, Finland, Denmark, Spain, Italy, Czech Republic, Poland, Ex-Yugoslav Nations, Ukraine, and Romania.” Bogen er redigeret af Daniel Klein, Jason Briggeman og Jane Shaw Stroup og kan både købes hos Amazon og downloades fuldt her. Bogen er måske særligt interessant for danskere, da den omfatter kapitel 3 om “Classical Liberalism and Modern Political Economy in Denmark”, skrevet af den fremragende Peter Kurrild-Klitgaard.

Bøgerne i serien er iøvrigt fulgt af en podcast-serie med en række af forfatterne. Det hele er varmt anbefalet for læsere, der vil bruge sommeren på at lære mere om den idémæssige og politiske baggrund for liberalisme og liberal tænkning i Danmark og resten af verden.

John Tierney om den selvforskyldte ulykke

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2023. Skriv et svar

Den fremragende amerikanske journalist John Tierney, der tidligere har skrevet for bl.a. New York Times, havde i denne uge en artikel i the City Journal om nedlukning. City Journal er et meget respekteret magasin, der udgives fra the Manhattan Institute i New York. Magasinet kan ikke just siges at være i periferien af amerikanske medier, og det er derfor særligt interessant at se, hvad det vælger at udgive.

Tierney dækker særligt tre studier i artiklen, og citerer – til vores store stolthed – to punditokrater! Artiklen, der også omtales på bl.a. Cafe Hayek, er stærkt kritisk og reflekterer således en del af den vending der sker i de amerikanske og britiske medier for tiden. Hele artiklen er stærkt anbefalet. Her er blot et par udpluk.

“Long before Covid struck, economists detected a deadly pattern in the impact of natural disasters: if the executive branch of government used the emergency to claim sweeping new powers over the citizenry, more people died than would have if government powers had remained constrained. It’s now clear that the Covid pandemic is the deadliest confirmation yet of that pattern.

Governments around the world seized unprecedented powers during the pandemic. The result was an unprecedented disaster, as recently demonstrated by two exhaustive analyses of the lockdowns’ impact in the United States and Europe. Both reports conclude that the lockdowns made little or no difference in the Covid death toll. But the lockdowns did lead to deaths from other causes during the pandemic, particularly among young and middle-aged people, and those fatalities will continue to mount in the future.”

…

“Meantime, the lockdowns did have other significant effects on health. Rates of smoking, drinking, and obesity increased. The number of excess deaths from non-Covid causes in the U.S. rose by nearly 100,000 annually due to extra deaths from stroke, heart attack, diabetes, obesity, drug overdoses, alcohol-induced causes, homicide, and traffic accidents. Many of these excess deaths, which occurred disproportionately among working-age adults, were presumably related to the lockdowns’ disruptions in people’s lives and in medical treatments. The delays in screening for heart disease and cancer will continue to have a deadly impact in the years ahead.”

Sommerserien 2023, #2: Økonomisk frihed og respekt for menneskerettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2023. Skriv et svar

Som vi annoncerede forleden dag, handler punditokraternes sommerserie i år om ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed. Nogle læsere har måske allerede gættet, at vi kommer til at basere flere indlæg på kapitler fra den nye Handbook of Research on Economic Freedom, som udgives senere i år og redigeres af vores gode ven Niclas Berggren. Sommerserien er også et svar på de meningsdannere på både venstre og højre side af det politiske spektrum, der for tiden klager over, at borgerlighed kun handler om skat og offentligt forbrug. Der er masser af evidens for, at liberale institutioner og udbredt økonomisk frihed – kapitalistiske institutioner og politik i demokratiske samfund – har en række konsekvenser, som ikke har med penge at gøre, og som vi på tværs af Folketinget – måske med undtagelse af religiøse, nationalkonservative nutcases og totalitære kommunister – burde værdsætte.

Idag starter vi serien med et overblik over den nye forskning i sammenhængen mellem menneskerettigheder og økonomisk frihed. Jeg dækker netop denne forskning i mit kapital i Handbook of Research on Economic Freedom, som er en oversigt over litteraturen. Argumenterne her strækker sig fra den canadiske journalist Naomi Kleins rasende påstande om, at liberaliserende reformer er så upopulære blandt almindelige mennesker, at stater aktivt bryder folks menneskerettigheder for at gennemføre dem, til f.eks. Robert Lawsons (Southern Methodist University) argument, at økonomisk frihed også fører respekt for andre frihedsrettigheder med sig. I Bobs præsentation, som han gav i forbindelse med at han modtog Adam Smith-prisen i 2019 (som kan læses i Journal of Private Enterprise her), understregede han netop at blandt de mange nye emner som folk i litteraturen undersøgte var det ” Particularly gratifying was the growing number of papers studying important topics like war, human rights, and gender equality.”

Der er derfor god grund til at skabe et overblik over, hvad den empiriske litteratur faktisk har fundet. Her nøjes vi dog med at se på, hvordan de overordnede data ser ud.* Det gør vi i to figurer fra mit kapitel, der viser sammenhængen mellem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks og to mål for menneskerettigheder: Vásquez og McMahons Personal Freedom Index og V-Dem-projektets civil liberties index. I begge figurer skelner vi mellem autokratier (de hvide markører) og demokratier (de sorte markører).

Begge figurer demonstrerer en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og de to forskellige aspekter af menneskerettigheder. Korrelationen mellem økonomisk frihed og menneskerettigheder på tværs af autokratier er henholdsvis 0,36 og 0,32 i de to figurer, mens den er 0,50 og 0,54 blandt demokratier. Det billede bekræftes af litteraturen: Jeg har fundet 38 publicerede artikler, publiceret siden 2000, der undersøger sammenhængen mellem en form for mål for økonomisk frihed og mål for forskellige typer menneskerettigheder, og kun to af dem finder negative effekter.

Og hvad kan man så lære af det? Hvad kan man bruge den forskning til? Et tentativt svar er, at selv hvis man personligt er ligeglad med borgernes økonomiske frihed – hvilket ser ud til at være tilfældet for den nuværende danske regering – bør man alligevel være bekymret for indskrænkninger i den. Når stater og regeringer begynder at indskrænke borgernes økonomiske frihed, følger en del af deres andre frihedsrettigheder ofte med. Værdsætter man respekt for menneskerettighederne, går det ikke at man samtidigt tror at man kan begrænse borgernes økonomiske frihed.

* Skulle enkelte læsere have lyst til at læse kapitlet, kan man kontakte mig via e-mail. Forlaget, der udgiver den nye Handbook, tillader desværre ikke at teksten gøres offentligt tilgængelig andre steder.

Punditokraternes sommerserie 2023

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2023. 3 svar

Som faste læsere ved, kører vi hos punditokraterne hvert år en sommerserie: En serie indlæg omkring et fælles emne. Sidste år var emnet begreber og idéer, som vi helst så folk holdt op med at bruge, i 2021 var det historiske forhold og blandt tidligere emner er der f.eks. public choice (i 2017), og befolkning, klima og vækst (i 2019). Sommeremnet i år er ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed.

Baggrunden for sommerserien er ikke mindst, at det er 300-året for Adam Smiths fødsel. Smith var ikke blot en af moderne samfundsvidenskabs fædre, men også professor i moralfilosofi. Emnet i år giver os også mulighed for at diskutere en lang række andre forhold. Vi kommer for eksempel til at introducere læserne til Berggren og Nilssons pionerarbejde omkring tolerancenormer og økonomisk frihed og forholdet til menneskerettigheder, ligesom vi begiver os ud i sociale konsekvenser af regulering og meget andet.

Hvis læserne har forslag til, hvilke emner de gerne vil have dækket under sommerseriens dække, hører vi meget gerne om det!

Adam Smith 300 år: Hvem var han?

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2023. Skriv et svar

Som Otto pointerede forleden dag, er det for tiden 300-årsdagen for Adam Smiths fødsel. Præcist hvilken dag han blev født, ved vi ikke. I starten af 1700-tallet registrerede man som oftest dagen et barn blev døbt, og ikke fødslen. Med andre ord kan vi kun sige, at Adam Smith blev født i denne uge for 300 år siden. Han blev ad omveje professor i moralfilosofi ved universitetet i Glasgow, og en del af den rent ud sagt fantastiske periode, vi idag kalder den Skotske Oplysningstid.

Skulle læserne have lyst til at vide mere om en af de mest indflydelsesrige filosoffer nogen siden, og den første samfundstænker vi kan genkende som moderne økonom – og det synes vi bestemt, de bør – er der flere steder at gå til. Vi kan allerførst anbefale at læse Smith selv! Både The Wealth of Nations og den mindre kendte (men fremragende) The Theory of Moral Sentiments kan stadig læses med stor fornøjelse. Vi kan også varmt anbefale Dennis Rasmussens interessante og bevægende The Infidel and the Professor om Smiths venskab med David Hume. Otto bidrog i 2011 til et fint temanummer af Libertas som er en god introduktion. Og hvis man er mere interesseret i manden og hans tid, er Johan Norbergs dobbeltdokumentar The Real Adam Smith nedenfor også stærkt anbefalet. Uanset hvad man har af tid og hvad man specifikt er interesseret i, er det altdi en god idé at lære mere om Adam Smith, hans idéer og hans tid. God fornøjelse!

Den nye vismand: Mette Ejrnæs

Af Christian Bjørnskov, den 15. juni 2023. Skriv et svar

I morges kom nyheden, at Danmark får en ny vismand: Det Økonomiske Råds formandsskab skifter et medlem ud. Det er der i sig selv ikke noget særligt i, da formandsskabet skifter medlemmer ud med jævne mellemrum. Der er dog et positivt og et lidt bekymrende aspekt af nyheden.

Den gode del af nyheden er, at det nye medlem bliver professor Mette Ejrnæs fra Københavns Universitet. Hun afløser min fine kollega Nabanita Datta Gupta, og har mange af de samme kvaliteter. Mette oplyser på sin hjemmeside på universitetet, at hendes primære forskningsområde er ‘anvendt mikroøkonometri’. Hun fortsætter således en lang tradition for at have mindst en vismand med empirisk kompetence i en eller anden form for arbejdsmarkedsøkonomi. Man kan heller ikke klandre hende for ikke at være kompetent. Mettes CV omfatter således publikationer i bl.a. supertidsskrifterne Journal of Political Economy og Review of Economic Studies, og de næsten lige så fine Review of Economics and Statistics og the Economic Journal. Hun er også blandt økonomer kendt som en omhyggelig og samvittighedsfuld forsker, der med garanti vil gøre sit vismandsarbejde lige så godt. Mette har også udtjent sin vismands-værnepligt som tidligere medlem i Ydelseskommissionen og Lønstrukturkomitéen.

Hvad er det bekymrende da i nyheden? Jo, som Thomas Bernt Henriksen understreger i Berlingske Tidende idag, er formandsskabet med udnævnelsen af Mette udelukkende fra Københavns Universitet. Med andre ord er CBS, Aarhus Universitet og SDU slet ikke repræsenteret, på trods af at både CBS og AU – SDU har sine egne problemer for tiden – bestemt har relevante kandidater siddende på deres økonomiinstitutter. Og det har altid været sundt at have medlemmer fra flere forskellige universiteter, eller som Torben Tranæs fra sektorforskningen, og i særlig grad fra steder, der er et skridt længere væk fra centraladministrationen.

Bundlinjen er dog, at Mette Ejrnæs er en god udnævnelse og et sikkert kort som ny vismand. Den rejser dog spørgsmålet, om det Økonomisk Råd har været forbi kvindelige økonomer på CBS og i Aarhus, som bare har sagt nej til jobbet. Jeg er personligt lidt spændt på, hvad rygtebørsen har at sige om det spørgsmål…

Adam Smiths 300 år

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. juni 2023. 4 svar

Adam Smith blev født i 1723 og fylder rundt i disse dage. Hans præcise fødselsdag er ikke registreret, men han blev døbt den 16. juni efter den moderne kalender (5. juni efter den daværende). Ifølge daværende skotsk skik lå dåben ikke længe efter fødslen.

Adam Smith ikke alene huskes efter alle disse år. Hans idéer holder sig overraskende godt, trods den betydelige videnskabelige udvikling der naturligt nok har været, siden han grundlagde nationaløkonomien som disciplin med ”Nationernes Velstand” fra 1776. Han holder sig langt bedre end efterfølgere som Malthus og Marx.

Læs resten →

Krisen vi ikke taler om

Af Christian Bjørnskov, den 8. juni 2023. 1 svar

De seneste uger har medier og meningsdannere talt og skrevet om, hvordan regeringens krisefortælling er kollapset. Regeringen har måttet opjustere det finanspolitiske råderum med 16 milliarder kroner (ja, seksten milliarder), arbejdsløsheden er væsentligt under det strukturelle niveau, og inflationen er ikke værre end store dele af Europa. Man må kigge længe og forgæves efter større kriser, som Mette Frederiksen og Lars Løkke kan hævde, kræver regeringens ‘handlekraft’.

Der er dog én krise, som mange politikere og folk i fagbevægelsen har meget travlt med ikke at tale om: Danmark har en vækstkrise, og ikke mindst en krise i væksten i privatforbruget. Vi har tidligere skrevet om vækstkrisen (se f.eks. her), ligesom jeg over julen havde et mindre sammenstød med 3F’s cheføkonom, der insisterede på at påstå, at der intet problem er. Undersøger man selv situationen er det dog meget klart, at der er et problem. I det følgende gør vi det med udgangspunkt i offentligt tilgængelige data fra Danmarks Statistik; alle kan slå op i Statistikbanken og få adgang til samme information.

Danmarks Statistiks opgørelser viser – som man også tydeligt kan se i figuren nedenfor – at de 20 år før nedlukningerne mellem første kvartal 1999 og fjerde kvartal 2019 voksede danskernes privatforbrug i gennemsnit 1 % om året. Der var naturligvis en nedgang og nogle kvartalers stagnation omkring finanskrisen i 2008-9, men det er ret klart at se, hvordan væksten i privatforbruget vendte tilbage til den langsigtede trend i løbet af nogle år. Det er også ganske let at se dykket, da regeringen lukkede Danmark ned i starten af 2020: I løbet af blot et halvt år faldt privatforbruget med næsten seks procent.

Den umiddelbare krise ligger dog i perioden efter nedlukningerne blev opgivet i starten af 2022. De tre kvartaler over trend fra sommeren 2021 til 2022 er næppe nogen overraskelse, da det havde været effektivt forbudt for danskerne at bruge deres indkomst normalt i næsten halvandet år. Da det begyndte at blive muligt at komme nogen vegne, tog mange mennesker naturligvis muligheden mens der stadig var åbent. Stort set alle nationaløkonomer regnede således med et kortvarigt forbrugsboom, med en efterfølgende dosis inflation.

Det virkeligt store problem for regeringens fortælling om ansvarlighed og fremgang er derfor, at privatforbruget er styrtdykket igen, og nu igen ligger hele seks procent under den langsigtede trend. De seks procent er ikke småpenge: Havde privatforbruget fulgt trenden, havde hver dansker i gennemsnit haft 4300 kroner større forbrug uden de sidste tre års politisk idioti. Privatforbruget i første kvartal 2023 lå således på næsten præcist det samme niveau som i første kvartal 2017, seks år tidligere. Og vi er nu på tredje kvartal i træk med privatforbrug langt under trend.

Problemet med situationen er, at regeringen slet ikke synes at have nogen interesse i at beskytte danskernes privatforbrug, kun det offentligt forbrug og dermed Folketingets mulighed for at øse gaver på mulige vælgere. Så måske er det slet ikke så mærkeligt, at vi har en vækst- og forbrugskrise?

Mads Lundby Hansen, 1969-2023

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2023. Skriv et svar

I går formiddags fik vi den sørgelige nyhed, at Mads Lundby Hansen var sovet ind natten før. Den danske debat har dermed mistet en af sine mest markante stemmer i de sidste 15 års diskussion af økonomisk politik, ligesom Cepos har mistet sin cheføkonom. Det vigtigste er naturligvis, at Mads også efterlader sin hustru og to børn.

Mads var født på Bornholm, og endte hos det dengang nystartede Cepos i 2005 efter at have arbejdet i både Finans- og Økonoministeriet og som cheføkonom for Venstre. Ingen kunne dengang have forudset, at det skulle blive til 18 års parløb med den nye tænketanks direktør, Martin Ågerup. Han blev dermed en central del af den proces, der etablerede Cepos som den primære danske tænketank, med Kraka som en tæt nummer to de senere år.

Mens nogen måske tog anstød af Mads lidt kantede og måske lidt bryske facon, begyndte andre danske økonomer hurtigt at høre efter, hvad han sagde, og læse hans analyser. Som en af mine erfarne kolleger på Aarhus Universitet engang pointerede overfor en yngre kollega, der var kritisk overfor Mads: Det kan godt være du ikke er politisk enig med ham, men han har jo ret! Der stod stor respekt om Mads faglige dygtighed, omhu og integritet, og der blev lyttet langt udenfor universitets- og tænketanksmiljøerne.

Den samme respekt har gennemsyret mandagens reaktioner på den triste meddelelse om, at Mads er gået bort. Venner og kolleger roser ham naturligvis, men også mange andre – inklusive AE-direktøren Lars Andersen og Dansk Metals cheføkonom Erik Bjørsted – der næppe har været politisk enige med Mads, fremhæver også hans faglige dygtighed og omhu. Og alle, fra Søren Pind til Pelle Dragsted, understregede igår hvor venligt og hjælpsomt et menneske, Mads var. Det kan jeg også selv med største lethed skrive under på, efter at have kendt Mads i snart 18 år. Mads havde faglige kvaliteter og menneskelig livsglæde i lige mål. Troede man, at han blot var et hoved der talte om skat i TV2, tog man grueligt fejl. Mads var meget mere end det.

Vi skal vænne os til svingende elpriser

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. juni 2023. 3 svar

Elpriserne er svinget rigtig meget det sidste år. Det skyldes især afbrækkene i de russiske gasforsyninger til EU. Men svingende elforsyning og -priser bliver hverdag også på længere sigt, når der kommer mere vind og sol i elsystemet.

Det skriver Line Andersen og jeg om i en artikel i Klimamonitor.

Læs resten →

Krisestater – en samtale med Ethan Yang

Af Christian Bjørnskov, den 2. juni 2023. Skriv et svar

I marts blev jeg spurgt, om jeg ikke ville lave en podcast i forbindelse med den årlige konference i the Public Choice Society. Det gjorde jeg med stor fornøjelse sammen med Ethan Yang fra the American Institute for Economic Research, da vi begge var i Seattle. Det primære emne var min forskning i nødret og nødsituationer – det hele lavet sammen med den fremragende Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg – men Ethan og jeg drev også ud i blandt andet at tale om de skandinaviske velfærdsstater.

Ethan er en erfaren og vidende interviewer, og jeg nød at lave podcasten. Den er nu udgivet, og kan ses i sin helhed nedenfor. Jeg håber at vores læsere også enten lærer noget, eller i det mindste underholdes af en god samtale om nødret, Skandinavien og public choice.

Virker sanktioner?

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2023. 2 svar

Der er en heftig diskussion om de økonomiske sanktioner mod Rusland virker. Spørgsmålet er svært at afgøre, ikke mindst fordi Rusland for over et år siden stoppede med at indberette økonomiske data til internationale organisationer. Verdensbanken, IMF og FN har således ikke bare dårlige og potentielt misvisende data, de har overhovedet ingen data. Det bedste man kan gøre for tiden er at undersøge, hvad sanktioner normalt gør.

Det der derfor meget værdifuldt, at Jerg Gutmann, Matthias Neuenkirch og Florian Neumeier forleden udgav et kort oversigtsstudie over litteraturen. Studiet udkom i maj i EconPol Forum (der tidligere hed CESifo Forum) med titlen The Impact of Economic Sanctions on Target Countries: A Review of the Empirical Evidence, og er en omhyggelig diskussion af netop hvilken evidens vi har for effekter.

De økonomiske effekter opsummere de tre tyskere i figuren nedenfor, som kommer fra deres egen forskning. Økonomien i sanktionerede samfund skrumper i de to år efter sanktionerne og – som Gutmann og hans kolleger understreger – returnerer vækstraterne til normalen. Sanktionerne efterlader således et permanent tab, som ikke indhentes efterfølgende. Og effekterne kan ses tydeligt i nationalindkomstens komponenter: Privatforbruget dykker stærkt og øjeblikkeligt, mens investeringerne og handelen – der begge ofte hviler på længerevarende kontrakter – dykker stærkt i år 2 efter sanktioner indføres.

Konklusionen er, at sanktioner virker, npr man ser isoleret på økonomien. Men hvis målet med sanktionerne er bedre respekt for menneskerettigheder, civile rettigheder, og mindre undertrykkelse, noterer Gutmann, Neuenkirch og Neumeier, at der ikke er meget systematisk evidens for at sanktioner virker. Der er endda enkelte studier, der peger på at sanktionerede regimer undertrykker mere end de ellers ville have gjort.

Bundlinjen er således, at sanktioner virker rent økonomisk, men også at det typisk er de fattige, der lider tabene, og at staten enten ikke opfører sig bedre – som målet ellers typisk er – eller undertrykker endnu mere. De historier og bidder af data, der kommer ud af Rusland, ser derfor helt normale ud: Putin-regimet opfører sig som et normalt, sanktioneret diktatur.

Var mundbindene værre end virkningsløse?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2023. 2 svar

I 2020 begyndte en lang række regeringer at tvinge deres borgere til at bære mundbind i det offentlige. Det gjaldt også den danske, mens den tyske regering gik endnu længere og påbød tyskerne at bære de såkaldte N95-masker. Påstanden var – modsat hvad sundhedsmyndigheder og læger sagde i starten af 2020 – at mundbindene ville forhindre, at man selv og andre blev smittede. Virussen ville, mente man, hænge fast i mundbindet og dermed ikke komme videre. Påstanden var måske politisk bekvem, men forskningsmæssig nonsens.

Et Cochrane Review, der blev udgivet i januar i år efter at Cochranes ledelse havde siddet på rapporten i næsten syv måneder, konkluderede at den samlede forskning viser, at mundbind ikke gør nogen forskel overfor luftbårne vira. Det samme havde det danske DanMask-studie vist – også selvom visse epidemiologer efterfølgende har brugt det som argument for mundbindstvang. To medlemmer af den britiske SAGE-kommission indrømmede endda, efter de havde forladt kommissionen, at de da vidste at mundbindstvangen ikke gjorde nogen forskel – de havde støttet den, fordi den ville gøre folk bange og at de derfor ville blive hjemme.

Ny forskning indikerer nu, at mundbindene måske ikke bare har været nyttesløse, men direkte skadelige for mange mennesker. Det er i hvert fald advarslen fra en oversigtsartikel af Kai Kisielinski, Susanne Wagner, Oliver Hirsch, Bernd Klosterhalfen, og Andreas Prescher, der udkom forleden i Heliyon. Artiklen med den mundrette titel “Possible toxicity of chronic carbon dioxide exposure associated with face mask use, particularly in pregnant women, children and adolescents – A scoping review” peger på potentielt alvorlige bivirkninger ved længere brug af mundbind.

Jeg blev opmærksom på studiet, da Jeffrey Anderson skrev om det i the City Journal. De fem tyske forskere fokuserer på én kilde til sundhedsproblemer ved at bære mundbind, og noterer kun kort sidst i studiet, at der naturligvis kan være langt flere. Deres bekymring er en ophobning af kuldioxid, som man ved er giftigt for mennesker og dyr i større mængder. De pointerer, at frisk luft har et kuldioxidindhold på cirka 0,04 %, mens folk der går med mundbind i længere tid, kan indånde luft med et indhold på over 1 %. Når man derop, viser blandt andet dyreforsøg, at man kan opleve væsentlige problemer. På tværs af de 43 studier, som forskerne kan opsummere i artiklen, tæller problemerne nedsat indlæring, dårligere hukommelse, og svagere psykologisk udvikling blandt børn, og både fødselsskader og dødfødsler.

Jeg har lært af egen, bitter erfaring, hvad der sker når man kritiserer den nedlukningspolitik, som de fleste vestlige lande praktiserede mellem 2020 og 2022. Det er derfor ikke bare gavnligt, men også modigt at de fem tyskere ikke bare skriver artiklen, men også at chefredaktør Christian Schulz har bragt artiklen. Nedlukningerne var ikke bare en politisk detalje, men det sidste århundredes største sundhedspolitiske fejl. Der er brug for omhyggelig og uafhængig forskning for at dokumentere, hvor stor skade politikere i det meste af verden gjorde på deres borgere. Kisielinske et al. er et fint bidrag til vores viden om netop det.

Mike Munger om den fremragende Geoff Brennan

Af Christian Bjørnskov, den 22. maj 2023. Skriv et svar

I juli sidste år døde Geoffrey Brennan, men hans død fløj desværre under radaren i de fleste medier, inklusive punditokraterne. Geoff var en fabelagtig forsker, der som en af de få virkelig formåede at integrere nationaløkonomi, public choice og filosofi. Og mens hans arbejde var førsteklasses hele vejen igennem, ikke mindst når han arbejdede sammen med sin ven og kollega, Nobelprismodtageren James Buchanan, var Geoff også et ekstrem venligt og rart menneske.

Det er pinligt at vi ikke fik skrevet mere om ham, men nu har Michael Munger heldigvis gjort det – og gjort det bedre end vi kunne. I det nye nummer af the Independent Review hylder Mike ham under overskriften “The Bright and Shiny Soul of Geoffrey Brennan.” For de mange læsere, der aldrig kendte eller kendte til ham, er det en fin introduktion til Geoffrey Brennan. For de af os der gjorde, er det en varm erindring om en af de fineste public choice-forskere nogensinde. Meget varmt anbefalet!

Seminar om økonomisk frihed og populisme

Af Christian Bjørnskov, den 18. maj 2023. 2 svar

Som flittige læsere ved, afholdt Cepos i samarbejde med Institutet för Näringslivsforskning (IFN) i tirsdags et seminar om populisme og økonomisk frihed. Hovedtaleren var Andreas Bergh, der er docent i nationaløkonomi ved Lunds Universitet og forsker ved IFN i Stockholm, mens emnet efterfølgende blev diskuteret med et panel med Robert Klemmensen, professor i statskundskab ved Lunds Universitet, undertegnede, og Cepos forskningschef Karsten Bo Larsen, der trådte ind i sidste øjeblik i stedet for Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance, der desværre blev syg.

Seminaret var interessant, oplysende og blev afholdt i en rigtigt god stemning – ikke mindst pg.a Cepos-direktør Martin Ågerups evner som ordstyrer. Andreas har efterfølgende skrevet en længere Twitter-tråd om emnet (læs her), men for de interesserede kan hele eventen ses nedenfor. Den er varmt anbefalet.

Uden Robert Lucas ville makroøkonomi ikke have været det samme

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. maj 2023. Skriv et svar

Christian har allerede omtalt Robert Lucas’ bortgang. Påstanden om, at Lucas var den måske mest indflydelsesrige økonom i den sidste kvarte del af det tyvende århundrede er ikke nogen overdrivelse. Navnlig ikke når det gælder makroøkonomi, hvor han var en af grundlæggerne af nyklassisk teori. Den dag i dag praktiseres makroøkonomisk teori og forskning på en måde, som ikke ville have været den samme uden Lucas.

Stefan Sløk Kierkegaard-Madsen og jeg er i gang med en podcastserie om Nobelpriserne i økonomi, og her spiller Lucas, som fik prisen i 1995, en af hovedrollerne (især i afsnit 3, men også i andre afsnit).

Læs resten →

Robert Lucas (1937-2023)

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2023. 3 svar

I morges fik jeg den triste besked, at Robert Lucas døde igår. Det er nok de færreste udenfor økonomverdenen, der kender til Lucas, men for nationaløkonomer var han en af de virkeligt store, og en af de meget få, der har fået et fænomen opkaldt efter sig. Lucas var, i hans kollega Greg Mankiws ord, måske den mest indflydelsesrige økonom i de sidste 25 år af det 20. århundrede.

Lucas var født i Yakima, Washington, og studerede senere på University of Chicago, hvor han fik en bachelor i historie som 22-årig. Efter et kort ophold på Berkeley vendte han tilage til Chicago, hvor han i 1964 fik en PhD i nationaløkonomi. Den pudsige kombination af historie og økonomi skyldtes, at den unge Lucas troede på den marxistiske påstand, at økonomi – samfundets produktionskræfter – driver historien. Som en form for marxist ville han derfor studere økonomi for at forstå historie, men endte i sidste ende med at forstå, hvorfor marxistisk teori var noget vrøvl.

Lucas er idag kendt for to separate bidrag til nationaløkonomi, og fik Nobelprisen i 1995 for det ene af dem. Hans relativt tidlige arbejde, ikke mindst hans 1972-artikel Expectations and the Neutrality of Money, var central for vores forståelse af, hvordan folks og virksomheders forventninger påvirker effekten af økonomisk politik. Tidligere havde keynesianske økonomer argumenteret for, at man ved f.eks. at føre ekspansiv finanspolitik kan skabe mere økonomisk aktivitet og få flere i arbejde. Lucas og flere af hans kollegers arbejde pegede på, at hvis man i samfundet forventer at regeringen fører ekspansiv finanspolitik, vil dens effekter bliver bygget ind i f.eks. lønkrav i overenskomstforhandlinger, og finanspolitikken bliver derfor til inflation i stedet for øget aktivitet. Med andre ord førte det til indsigten, at politik ofte kun virker hvis den er en overraskelse – altså hvis den ikke er forventet. Netop det, at ændrede forventninger kan ændre effekterne af politik, kendes nu som the Lucas Critique, og er en væsentlig indsigt, der for det meste taler imod aktivistisk økonomisk politik.

Det andet bidrag, som var mit første møde med Lucas, var hans 1988-artikel On the Mechanics of Economic Development, som jeg læste som kandidatstuderende. Lucas var her en af pionererne i den revolution af økonomisk vækstteori, der skete i slutningen af 1980erne og ind i 1990erne. Det var også i den artikel, at han indledte med de nu berømte ord om økonomisk vækst: “The consequences for human welfare involved in questions [om vækst] are simply staggering: Once one starts to think about them, it is hard to think about anything else.” Min personlige interesse for langsigtet vækst startede med et læse Lucas.

Robert Lucas beskæftigede sig med en række andre spørgsmål, og rystede således mange udviklingsøkonomer i 1990, med spørgsmålet Why Doesn’t Capital Flow from Rich to Poor Countries? Svaret var revolutionerende, og gav et solidt skub til forståelsen af f.eks. institutioners indflydelse på udvikling. Kun en virkelig stor forsker kunne stille et så provokerende spørgsmål, og give et svar der efterfølgende synes indlysende. Hans død er bestemt ikke fløjet under radaren: Læs f.eks. nekrologer i så forskellige medier som National Review, Chicago Business, Bloomberg, og Wall Street Journal.

Hvor er verdens befolkningstilvækst?

Af Christian Bjørnskov, den 13. maj 2023. 2 svar

I 1968 udkom en bog af Paul og Anne Ehrlich med titlen The Population Bomb, der advarede om at “The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now.” Bogen bruges stadig af miljøorganisationer og politikere, på trods af den åbenlyse mangel på evidens for dens forudsigelser. På den måde er den lige så elendig som den endnu mere berømte Limits to Growth fra 1972, der på samme måde var økonomisk analfabetisk: Ehrlich’ernes bog ender dens argument i den malthusianske fælde, som verden har været ude af siden 1700-taller, og Limits to Growth manglede enhver form for prismekanisme. Ingen af dem burde tages alvorligt, men millioner gjorde det.

Der er stadig mange politikere, der tror (eller i det mindste påstår), at det hele er et enormt problem, men nogle forskere mener, at befolkningstilvæksten allerede vil ramme nul om få år. Selv FN- forskere peger på, at der er en top i sigte. Mange forskeres pointe kan ses på dagens kort, hvor vi illustrerer forskelle i justeret fertilitet på tværs af verden. Dataene er fra Verdensbanken, og vi har taget fertilitetsraten (antal børn per kvinde), justeret med børnedødeligheden fra 2017-21.

Ser man på kortet, er det værd at bemærke at alle de grønne områder har justeret fertiliet under 2. Med andre ord skrumper disse landes befolkninger, medmindre de holdes oppe af indvandring. Det er værd at understrege, at nogle af verdens store lande er blandt de grønne: Brasilien, med en justeret fertiliet på bare 1,7, Iran på 1,8, og Vietnam på 1,9. Indien – der idag sandsynligvis har verdens største befolkning – ender lige præcist udenfor den grønne gruppe med en justeret fertiliet på 2,04 per kvinde og Kinas fertilitet er helt nede under 1,5!

Som kortet illusterer med al ønskelig tydelighed, vokser verdens befolkning stort set kun i Afrika. Selv her er Sydafrika og Botswanas befolkningstilvækst tæt på at ramme nul. De eneste steder udenfor Afrika med væsentlig befolkningstilvækst er Kazakhstan, Afghanistan og det tyndt befolkede Mongoliet.

Det særlige, som man ofte enten glemmer eller ignorerer, er at den såkaldt demografiske transition eksisterer, og nærmest er blevet stærkere de senere årtier: Når lande når et vist velstandsniveau, holder folk op med at få mange børn. Gennemsnittet for lande med en nationalindkomst per indbygger over bare 8000 dollars om året er således 1,88 børn per kvinde. Vietnam – der netop har en gennemsnitsindkomst på 8000 dollars – ligger præcist på det gennemsnit. I takt med at lande vokser over cirka det niveau, falder fertiliteten således synligt.

Hvornår klodens befolkning topper er meget svært, og måske umuligt, at sige. Men i takt med at fattige lande bliver rigere, løser problemet sig selv. Det er endda sandsynligt, at udbredelsen af mobiltelefoner og andet også gør sit, da det giver fattige mennesker adgang til at se, hvor almindeligt et liv med få eller ingen børn er i verdens rige lande. Ehrlicherne holder måske fast i, at de havde ret og at verden er på vej i skraldespanden, men de har aldrig taget mere tydeligt fejl end i disse år.

Oversete fordele ved det nuværende EU

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. maj 2023. 1 svar

Det er Europa-dag i dag. Det er en lejlighed til at markere de efter min mening meget oversete fordele ved det nuværende EU. Det bygger på forfatningsmæssige rammer, som i meget høj grad lever op til kriterierne for en god forfatning – som vi kender dem fra konstitutionel økonomi.  

Netop de forfatningsmæssige rammer er ellers ofte genstand for kritik. Der tales om “demokratisk underskud”, manglende beslutningskraft, afstand til borgerne og mangel på europæisk identitet. Men det kan man i virkeligheden se som fordele.  

Konstitutionel økonomi tilsiger så høj en grad af decentralisering som muligt (ideelt set helt til det enkelte individ). For det første for at begrænse den centrale politiske magt. For det andet ved at skabe politisk konkurrence, som holder også de nationale magthavere i skak. For det tredje ved at give plads til forskelle i præferencer (Tiebout-mekanismen).  

At historien har frembragt nogle af exceptionelt frieste og rigeste samfund i Europa, skyldes i stort mål interstatslig konkurrence og begrænsninger på statsmagten.  

Der, hvor EU har sin berettigelse, er at levere kollektive goder, som har en rækkevidde på fælles niveau. Teorien om kollektive goder tilsiger, at der bør være forskellige niveauer for politisk kompetence netop bestemt af rækkevidden af de kollektive goder, de leverer. Lokal vejbelysning bør være en kommunal opgave. Forsvar bør være en national opgave (eventuelt i samarbejde med andre nationer).  

Tilsvarende er der en række opgaver, som bedst løses på mellemstatsligt niveau. De bedste (men ikke eneste) eksempler i EU er: Frihandel eksternt og fri bevægelighed over grænserne for varer, tjenester, kapital og personer (EU’s fire friheder), klimapolitik, grænseoverskridende energisystemer, gensidig anerkendelse af regler, bekæmpelse af konkurrerende statsstøtte og en række grænseoverskridende miljøopgaver.  

I den amerikanske forfatning er tilsvarende indsat regler, der skal begrænse føderalmagten til “enumerated powers” – altså en positivliste. Der lå meget dybe overvejelser til grund for forfatningen, som imidlertid ikke har forhindret en betydelig større centralisering end tilsigtet. En metode, der bliver brugt til at overskride positivlisten, er at opkræve fælles skatter og fordele pengene efter, om delstaterne lever op til centralt fastsatte krav. Formelt har delstaterne stadig magten, men reelt er den havnet i Washington. 

Begrænsningerne på magten i Bruxelles og omegn er i mange henseender stærkere end på Washington. Der er krav om enstemmighed på andre områder end EU’s kernekompetencer. Det er en utrolig vigtig regel, som sikrer, at der ikke i så høj grad bliver ført fordelingspolitik mellem landene, og som forhindrer “normalpolitik”.  “Normalpolitik” går ud på at danne en minimal vindende koalition (som Riker kaldte det), som omfordeler til sig selv på bekostning af det tabende mindretal. Uden enstemmighedsreglen tilsiger den sædvanlige logik, at velhavende landes borgere skal omfordele til fattigere landes (på samme måde som der omfordeles inden for landets grænser). Enstemmighed sikrer, at der kun træffes beslutninger, som er til alles fordel. 

I EU ligger magten i høj grad hos det Europæiske Råd, som består af de nationale regeringschefer. Der er nærmest tale om, at det er “førstekammeret”. Det giver også decentrale interesser en stor magt. Magten er så delt med EU-kommissionen (som er den udøvende magt), EU-domstolen og EU-parlamentet, som er svagt “andetkammer”. Samlet giver konstruktionen stærke checks and balances.  

Et yderligere vigtigt træk ved EU er, at unionen kun i meget begrænset grad har sine egne indtægter. Den har ikke en skattekilde i stil med indkomstskatten at skrue op på efter forgodtbefindende. Midlerne stammer fra de nationale statskasser, og det er altså igen de nationale regeringer, der har snor i beslutningerne. 

Hvis vi ikke er opmærksomme på de gode sider ved EU-samarbejdet, risikerer vi at miste dem. Truslen er både, at medlemmer falder fra, som det skete med Brexit, og at centraliseringen øges. Muligvis begge dele på én gang.  

Der er en naturlig tendens til, at magten bliver mere centraliseret med tiden. Især hvis der opstår kriser, som reelt eller indbildt kalder på større “handlekraft”. Derfor kræver det også stadig opmærksomhed at imødegå centraliseringen.  

En hovedpointe fra konstitutionel økonomi er, at konstitutionelle rammer er vigtigere end dag-til-dag-politik. Når først spillereglerne er givet, er det også i høj grad bestemt, hvordan spillet ender. Men spillereglerne er typisk meget vanskeligere at ændre end den daglige politik. EU er imidlertid et forløbende konstitutionelt projekt, som vi har mulighed for at påvirke.  

Husk: Policyseminar om økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 9. maj 2023. Skriv et svar

Om en uge afholder Cepos et policyseminar i samarbejde med IFN i Stockholm. Policyseminaret, som vi skrev om forleden (læs her), er en del af projektet Cultures of Trust and Institutions of Freedom, der ledes af Niclas Berggren og mig og finansieres af den amerikanske John Templeton Foundation.

Hos punditokraterne håber vi, at mange af vores læsere har lyst til at troppe op til et seminar, der tegner til at blive en virkeligt spændende begivenhed. Andreas Bergh – er bl.a. er forfatter til den fremragende Den Kapitalistiska Välfärdsstaten – er en dygtig forsker og en forrygende formidler. Jeg ser også frem til at være del af panelet og den diskussion, der altid kommer efter disse seminarer!