Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

I anledningen af Danmarks befrielse for 78 år siden

Af Niels Westy, den 4. maj 2023. 2 svar

I aften fejrer vi det er 78 år siden Danmark atter blev frit. Vi sætter lys i vinduerne og mindes de danske, som satte livet til under de ”5 forbandede år”. De var godt nok ikke mange, men de var der. Og for mange af dem, som nok slap med livet i behold, måtte de resten af livet leve med eftervirkningerne af deres oplevelser under krigen. Jovist var der modige danske mænd og kvinder som kæmpede for at Danmark atter blev frit (og kun alt for sjældent fik den respekt og anerkendelse af det officielle Danmark efterfølgende, som de burde have haft), men vi jo godt, at vores frihed først og fremmest blev vundet på grund af de ofre, som andre bar. Det være sig ikke mindst de ofre, som de allierede styrker gjorde. Og hvor var vi egentlig heldige. For nok forblødte Hitlers hære på østfronten, men det var dog englænderne og amerikanerne som sikrede, at vi endte på den ”rigtige” side af jerntæppet, hvor frihed, demokrati og markedskapitalismen herskede og fortsat hersker.

Sådan gik det desværre ikke de områder, som blev ”befriet” af de sovjetiske styrker (bortset fra Bornholm), inkl. Polen. Det sidste måske særligt ironisk, idet Nazitysklands overfald 1. september 1939 på Polen fulgt op af Sovjets ditto 3 uger senere, markerer starten på 2. verdenskrig i Europa, da England og Frankrig erklærede Tyskland krig, med mindre de straks stoppede deres invasion. For de og andre Østeuropæere måtte vente næsten 40 år til, før de atter var herrer i eget hus.

Jovist, når alt kommer til alt, var vi vist mere end almindeligt heldige her til lands.

Nu er der atter krig i Europa, og vi oplever for første gang siden 2. verdenskrig at et land prøver at undertvinge sig et andet helt eller delvist via rå militærmagt. Ikke at der ikke har været krige i Europa siden 1945. Det har der, som fx. den blodige borgerkrig i Grækenland i slutningen af 40erne, som fortsat trækker spor den dag i dag og naturligvis krigen i det tidligere Jugoslavien, da det faldt fra hinanden i 1990erne, ligesom Sovjets sammenbrud udløste – og fortsat udløser blodige kampe fra tid til anden i Kaukasus regionen. Og så er der naturligvis krigene i Tjetjenien ej at forglemme, selv om de netop ofte bliver det, altså glemt. Men mere om det nedenfor.

Den nationalkonservative fredsbevægelse og dens stråmænd

Krigen i Ukraine har nu varet i mere end 1 år og i al den tid har der været flere argumenter, som er gået igen i kritikken af vores og resten af EU’s og NATO’s engagement på Ukrainsk side. De er bl. a.:

At nok angreb Rusland den 24. februar 2022 Ukraine, men ansvaret for ”krigsudbruddet” er i bund og grund Vestens. Det er bl. a. et synspunkt som tidligere folketingsmedlem for DF, Maria Krarup, har fremført. Det er NATO og EU’s ekspansion, som har fremprovokeret Russernes invasion af Ukraine, må man forstå. Unægtelig et interessant argument med tanke på at medlemskab af både EU og NATO er noget man ansøger om. Hermed indebærer argumentet også at både NATO og EU altså på forhånd skulle udelukke evt. medlemskab, ellers er der tale om en ekspansion.

Man kan naturligvis sagtens argumentere for at Vesten har et slags ansvar for russernes invasion, men i så fald er det af den slags, som også gjorde sig gældende ved den tyske invasion af Polen i 1939, Argentinas forsøg på at besætte Falklandsøerne i 1982 og Saddam Husseins annektering af Kuwait i 1990. Nemlig at man tror, man kan slippe afsted med det. I alle de nævnte eksempler forventede Hitler, den argentinske militærjunta og Saddam Hussein at deres handlinger ikke ville få synderlige konsekvenser. Hitler og Nazityskland var jo sluppet afsted med at annektere Tjekkoslovakiet i 1938-39, England reagerede ikke på argentinske provokationer i årene før invasionen af Falklandsøerne og bl. a. amerikanske diplomater udsendte forud for invasionen af Kuwait signaler, som i hvert fald af Saddam Hussein regimet tolkedes som at man ikke havde tænkt sig at gå i krig for Kuwaits eksistens.

På samme måde kan man jo argumentere for, med tanke på de manglende reaktioner på tidligere aggression fra Russisk side, at det tolkedes af regimet i Kreml, som at Vestens reaktion nok også denne gang ville være behersket. Måske ikke uden grund, når vi ser tilbage i tiden. Helt kontrafaktisk kan jo overveje hvorledes det ville være gået hvis Europa og USA havde reageret med styrke allerede tilbage i forbindelse med Ruslands blodige og bestialske krige i Tjetjenien. Eller i det mindste havde reageret helt anderledes voldsomt senest ved Ruslands annektering af Krim i 2014.

Og når fx. Kasper Strøvring, nationalkonservativ debattør og selvudnævnt realist (når det drejer sig om udenrigspolitik), kritiserer Vesten for ikke at have en realistisk tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitik, mens han i samme åndedrag anfører at Ukraine jo ikke kan vinde krigen og vestlig støtte bare trækker det hele i langdrag med unødige menneskelige ofre som konsekvens. Ja, så glemmer han behændigt at medtage at hans udgave af ”realistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik” måske i virkeligheden bærer det største ansvar for at Putins regime mente at de kunne invadere og vinde en krig mod Ukraine.

Men at man ønsker fred og fordragelighed, fremgang og velstand er vel næppe tilstrækkeligt til at pådrage sig ansvaret for alverdens ulykker. Og er den førte politik ikke primært et resultat af indenrigspolitiske forhold i de Vestlige lande?

Historien har jo tydeligt vist, at borgerne i demokratier ikke er meget for at bruge ressourcer på krudt og kugler eller ”udenlandske eventyr”. Det være sig krig, kolonisme, enten i dens oprindelige form eller i form af ”nation building”, som vi så det i Afghanistan.

Når vi derfor er så optagede af krigen i Ukraine og er parate til at yde økonomisk og militær støtte i en størrelsesorden som de fleste indtil invasionen i februar sidste år nok anså for helt urealistisk, er det naturligvis fordi det ikke primært handler om ukrainernes ret til at være herre i eget hus.

Jo det handler det også om, men det er bare ikke tilstrækkeligt. Og her fejler de selverklærede realister fuldkommen. For vores engagement er netop styret af vores egne behov. Og derfor er det egentlig også uvæsentlig om Ukrainerne i sidste ende kan vinde krigen (om end det vil være et positivt udfald). Det er naturligvis af samme grund, at reaktionen og engagementet er så forskellig globalt. Sådan har det altid været. En del har vist glemt at det først var efter angrebet på Pearl Harbour (og tysk krigserklæring), at USA gik aktivt ind i 2. verdenskrig. Ligesom Brasiliens deltagelse på allieret side (brasilianske tropper kæmpede i Italien) bestemt ikke var uproblematisk indenrigspolitisk, og grundlæggende var drevet af nationale interesser og forholdet til USA på daværende tidspunkt.

Som det er sagt mange gange er udenrigspolitik i sidste ende indenrigspolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitik har altid og handler altid om hvad der er ”bedst for ens egen nation”. Det ville jo også være mærkeligt andet.

Aktivistisk og idealistisk udenrigspolitik er først og fremmest et venstrefløjsfænomen, som nok i sidste ende bunder i forestillinger om at fremme etableringen af et ”socialistisk paradis på jord”. En utopisk forestilling der som bekendt hyppigt er endt i ”helvede på jord” for de stakler som det er gået ud over.

Som en lille nation har vi i Danmark en interesse i at der eksisterer bare et minimum af ”international retsorden” og herunder at man ikke uden konsekvenser bare kan invadere ens naboer. Så uanset om man er oprørt over den russiske aggression og mener at man skal støtte Ukrainerne i deres kamp for friheden eller om man måske mere hælder til at vi skal støtte Ukrainerne fordi det er i vores egen interesse (man kan jo også godt mene begge dele), så vil jeg opfordre til at når vi her på årsdagen for Danmarks befrielse mindes dengang for 78 år siden, hvor Danmark atter blev frit, giver en skærv til “Den Danske Ukraine komité“. Alle pengene går ubeskåret til indkøb af krudt og kugler.  

Om man mener det ender med ukrainsk sejr eller et nederlag og/barsk fredsaftale er ikke et argument for ikke at støtte Ukrainerne i deres kamp. Det er nemlig i vores interesse at denne krig bliver så dyr som absolut mulig set med russiske øjne. Det er den eneste måde man kan stoppe fremtid russisk aggression.

Og lad så håbe at vi i Vesten denne gang erkender, at der kun er os til at kæmpe for vestlige værdier og interesser. At vi erkender det har en pris vi må være parate til at betale. Skrevet uden på nogen måde at relativere hvem der betaler den højeste pris for Putin-regimets brutale overfald på en fredelig nabo. Det gør naturligvis ukrainerne – soldater såvel som civile – og de russiske soldater der falder i absurd stort antal som konsekvens af den russiske krigsførelse, hvor respekt for menneskeliv aldrig har haft nogen større betydning. Her adskiller Putins Rusland sig ikke fra kommunisternes Sovjetunionen eller Zarens Rusland for den sags skyld.  

Årets John Bates Clark Award er en ommer

Af Christian Bjørnskov, den 4. maj 2023. Skriv et svar

Hvert år uddeler the American Economic Association – den amerikanske nationaløkonomforening – John Bates Clark Prisen. Prisen gives til en økonom under 40, og betragtes bredt som den næstmest prestigefyldte pris for økonomer – kun Nobelprisen er en større pris. En væsentlig grund til, at den er så respekteret, er at det er meget sjældent at priskomiteen rammer forkert. På listen over tidligere modtagere finder man for eksempel Paul Samuelson, Milton Friedman, Kenneth Arrow, Robert Solow, Gary Becker, Joseph Stiglitz, Paul Krugman, og Esther Duflo, der alle senere modtog Nobelprisen. Som udvalget her peger på, er John Bates Clark-prisen også bemærkelsesværdigt fri for politisk indflydelse, og man kan bestemt ikke påstå, at den hælder til venstre eller højre for midten.

Det gælder desværre ikke i år, hvor det forleden blev annonceret, at den gives til Gabriel Zucman fra UC Berkeley. Zucman modtager eksplicit prisen for sit arbejde indenfor skatteunddragelse og ulighed, hvoraf noget af det er med den danske topøkonom Niels Johannesen. Problemet er ikke, at Zucmans arbejde ikke har været højt profileret eller er udgivet de fineste steder, men at manden ganske enkelt er taget i at fuske med sine data. Fusket er omhyggeligt dokumenteret af AIERs Phil Magness, som David Henderson beskrev igår i en post med titlen “American Economics Association Reaches a New Low.”

Der er ikke bare tale om sjusk, men decideret svindel med data i et forsøg på at nå en politisk konklusion. Og fusket var så slemt, at Harvards præsident i 2020 nedlagde veto mod at universitetets økonomiinstitut ansatte Zucman. Som flere økonomer, inklusive Magness, opdagede, havde Zucman strategisk ladet være med at inkludere en række fradrag for fattige amerikanere og omregnet skattebetalingen fra rige amerikanere på en noget ‘kreativ’ måde, for at kunne finde, at de rige betalte lavere skattesatser end de fattige. Pointen var vigtig for ham, da han som rådgiver for Elisabeth Warrens præsidentkampagne støttede hendes forslag om en voldsom formueskat netop fordi han påstod, at de rige ikke betalte nok.

Prisen er opkaldt efter den amerikanske økonom John Bates Clark (1847-1938), der var en pioner i den marginalistiske revolution i økonomi, var selv en ærlig forsker. Clark startede som økonomi i den tyske skole, der i høj grad støttede socialistiske idéer, men bevægede sig over mod at støtte en fri markedsøkonomi jo større hans indsigt blev. Det er derfor beskæmmende, at the American Economic Association i år har besluttet et tildele en ekstremt prestigefyldt pris i en ærlig forskers navn til en økonom, der har vist sig at være alt andet end ærlig. Det er en enorm ommer!

Danmark som ‘predatory state’

Af Christian Bjørnskov, den 30. april 2023. 4 svar

Underviser man public choice, politisk økonomi, good governance-teori eller noget lignende, og gør man det på enten økonomi eller statskundskab, har man mange muligheder for at karakterisere stater. En af de mest enkle og intuitive er forskellen på en ‘protective’, en ‘productive’, og en ‘predatory state’. Den første, der også nogle gange kaldes en ‘contractual state’. er tæt på Adam Smiths tanker om en stat, der sørger for “peace, easy taxes, and a tolerable administration of justice” – dvs. en stat der sørger effektivt for centrale offentlige goder som forsvar og retsvæsen. Den anden er muligvis en stat, der ikke kan eksistere, men hvor tanken er at staten er direkte produktiv. I konceptet om en produktiv stat ligger for eksempel ikke blot, at staten også sørger for udbredt infrastruktur, uddannelse og forskning, men også at den gennem industripolitik og lignende tiltag bringer velstand.

Dagens emne er dog den trejde mulighed: the predatory state, eller det man på dansk måske kan kalde den udbyttende stat. Konceptet blev introduceret af Geoffrey Brennan og James Buchanan i 1980 i The Power to Tax, og er sidenhen blevet et standardkoncept i både public choice og udviklingsøkonomi (se f.eks. Deepak Lal‘s arbejde fra 1984). En predatory state er defineret som “a state that promotes the private interests of dominant groups within the state (such as politicians, the army and bureaucrats) or influential private groups with strong lobbying powers.”*

Det er naturligvis svært at finde ‘rene’ eksempler på predatory states – med den mulige undtagelse af failed states som Sydsudan og Somalia – og alle eksisterer selvfølgelig på en skala mellem predatory og protective. Spørgsmålet idag er, om Danmark er på vej mod at blive mere predatory med Mette Frederiksen i spidsen? Emnet kom op forleden i en diskussion med en nær ven, der fremhævede flere stærkt kritisable forhold, der begge passer godt på en predatory state.

Et første eksempel er regeringens håndtering af Skats nye vurderingssystem. Hele sagen er omgivet af skandaler, ikke mindst fordi vurderingssystemet slet ikke er færdigt. Rygterne i økonommiljøet siger, at det nye system faktisk ikke er klart bedre end det gamle, som man skrottede fordi det producerede alt for mange fejlvurderinger. Alligevel vælger man nu at indføre det og beskatter ejendomme efter foreløbige vurderinger, som embedsværket og regeringen selv indrømmer er voldsomt fejlbehæftede. Det er svært at konkludere andet, end at statens interesse i at få indkomst fra borgerne her trumfer retssikkerhed og almindelig rimelighed.

Eksempel nummer to er minkskandalen, der startede med et klart grundlovsbrud og en erstatningsregning på omkring 19 milliarder kroner. Udmeldingen fra regeringen forleden var, at man nu vil tilbyde minkavlere ‘tidlig’ erstatning i næste år – fire år efter Folketinget ulovligt lukkede erhvervet – men mod at de ingen klagemulighed får. Hvis de ikke tager den faustske aftale, som regeringen tilbyder, skal de vente indtil 2027 for at få erstatning. Kun mafiaen kunne have foreslået en lignende aftale.

Det tredje eksempel er politikeres og centrale embedsmænds opførsel, og den totale mangel på sanktioner mod den. Det blev meget tydeligt forleden, da BT afslørede hvordan justitsminister Peter Hummelgaard helt konsekvent parkerede ulovligt når han afleverede sine børn i institution. Reaktionen fra ministeren var først at kalde historien ‘udansk’, ligesom flere politikere bakkede ham op og kaldte det overvågning (at tage fotos på offentlig vej). De fleste danskere så dog kernen i sagen: At landets justitsminister følte sig hævet over landets love: Præcist det samme var tilfældet i efteråret 2020, da BT kunne afsløre at han og Ane Halsboe-Jørgensen af to omgange, og på trods personalets henstilling, fjernede afspæring og brød det Kongelige Teaters coronaregler ved en opsætning af Tryllefløjten. Hummelgaard opfører sig meget præcist som en magthaver i en predatory state, hvor reglerne og deres håndhævelse afhænger fuldt og helt af ens politiske status.

Det samme ser ud til at gælde de embedsmænd, der fik advarsler efter Minkkommisionens arbejde. De fleste af disse advarsler er nu trukket tilbage, uden at førende jurister forstår hvorfor. Stort set den eneste, der stadig har advarslen stående i sin personalesag, er Tejs Binderup, der var afdelingschef i Fødevareministeriet. Det særlige i den situation er, at Binderup som den eneste, gentagne gange fra slutningen af september til efter Mette Frederiksens famøse minkpressemøde, advarede om at der ikke var lovhjemmel til at lukke minkerhvervet. Så hvad skal man lægge i, at den eneste ledende embedsmand i sagen, der insisterede på lovligheden af beslutningen, er den eneste man vælger at sanktionere. Det rejser det naturlige spørgsmål, om situationen er et signal om regeringens foretrukne opførsel i embedsværket: Er Barbara Bertelsens totalitære opførsel regeringens model for, hvordan den helst vil have staten fungerer?

Som vi mange gange har skrevet om her på stedet, er en retsstat en forudsætning for at have en dynamisk økonomi, for fremgang, og også en væsentlig faktor i at forklare internationale forskelle i tolerance, respekt for menneskerettigheder, og endda folks tilfredshed med livet. Med det jeg ser som et stort og åbenlyst planlagt og bevidst skridt mod en predatory state, er Danmark skredet et stykke væk fra to århundreders tradition for en stærk retsstat og politisk uafhængige institutioner. Der er godt for centrale politikere og deres kumpaner, men dårligt nyt for danskerne.

* Definitionen er fra Mehrdad Vahabis introduktion til et symposium om emnet i Public Choice i 2020.

Bedste danske økonomer 2023

Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2023. 2 svar

Siden 2009 har vi hos Punditokraterne stort stee hvert år lavet en slags ‘kåring’ af de bedste danske (national)økonomer er. Helt fra begyndelsen var en del af pointen i diskussionen, at det er svært – grænsende til det umulige – at sige, hvem der er bedst. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt.

Men som vi også understregede sidste år, er en øvelse som den idag vigtig for at håndtere et væsentligt problem: At ikke-økonomer ofte tror at dem, der bruges meget af medierne, også må være de fagligt dygtigste. Jeg vil på ingen måde nedgøre nogle af de økonomer fra banker eller tænketanke, der bruges jævnligt af medierne, men simpelthen gøre opmærksom på, at der er en række økonomer som flyver under den offentlige radar. Bankøkonomerne i særdeleshed laver heller ikke forskning, og kan derfor ikke bedømmes på samme skala som universitetsøkonomer – eller endda topfolk fra tænketanke som AIER’s fremragende. Phil Magness.

Fra år til år ændrer vi derfor metoden vi bruger til at rate økonomer i Danmark, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er både simpel og arbejdsintensiv, og beregnet for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: Vi finder antallet af citationer til alle de artikler, en professor har udgivet i et videnskabelige tidsskrift de sidste ti år (2014-2023), beregner antal citationer per år det har været udgivet, og vægter citationerne med impact faktoren for tidsskriftet. Der er derfor tale om en slags kvalitetsjusteret citationstal. Den eneste komplikation er, at der findes flere forskellige impact faktorer, Vi tager faktorer enten fra Scimago eller JCR-faktoren fra tidsskriftets egen hjemmeside. Det indebærer dog et forhold, som bør holdes in mente når man ser listen, nemlig at der helt generelt er højere impact faktorer udenfor samfundsvidenskaberne uden at de reflekterer højere kvalitet. Enkelte forskere har publiceret en del i bl.a. sundhedsvidenskabelige tidsskrifter, og de kommer dermed til at placere sig en smule bedre.

Listen nedenfor indeholder dog ikke de store overraskelser i forhold til tidligere år. Topplaceringerne går igen til Nicolai Foss og Lasse Heje Pedersen fra CBS, og begge er langt foran resten. Nummer tre er den nye superøkonom Niels Johannesen fra Københavns Universitet. mens fjerdepladsen indtages af min Aarhus-kollega Daniele Nosenzo. Det slående er derfor, at de første fire sidder på meget forskellige forskningsområder: Foss er en af verdens førende i entrepreneurship-forskning, Pedersens område er finansiel økonomi, Johannesen er skat og public economics, mens Nosenzo er primært adfærdsøkonom.

NavnPlads (Scimago)IndeksPlads (JCR)
Nicolai Foss (CBS)18.382
Lasse Heje Pedersen (CBS)28.153
Niels Johannesen (KU)36.996
Daniele Nosenzo (AU)46.718
Søren Leth-Petersen (KU)56.7110
Jakob Roland Munch (KU)66.4114
Morten Bennedsen (KU)76.3411
Helena Skyt Nielsen (AU)85.924
Claus Thustrup Kreiner (KU)95.9115
Tooray Jamasb (CBS)105.821
Christian Bjørnskov (AU)115.787
Morten Ørregaard Nielsen (AU)125.6312
Anna Piil Damm (AU)135.6217
Finn Tarp (KU)145.609
Steffen Andersen (CBS)155.5816

Det andet forhold, der er værd at notere sig, er at den særlige metode vi bruger i år bringer nogle af de dygtigste kvindelige økonomer ind på listen. Det gælder ikke mindst Helena Skyt Nielsen på ottendepladsen, men også Anna Piil Damm og Marianne Simonsen, der er nummer 15 når man bruger JCR-faktorerne som vægt. Det er svært ikke at bemærke, at de alle er i Aarhus, hvor Nina Smith for mange år siden agerede ‘trailblazer’ for kvindelige økonomer.

Sidst, men ikke mindst, er der måske nogen der spørger om, hvor vismændene er henne? Svaret er, at det ligesom i tidligere år er klart, at vismandsjobbet har en alvorlig omkostning på forskningsfronten. Den nuværende overvismand Carl-Johan Dalgaard figurerer som nummer 20 i år, mens den nyeste af vismændene – Jakob Roland Munch – stadig er at finde som nummer 6. Hvor lang tid han bliver på listen er nok et åbent spørgsmål, når man ser på erfaringerne fra tidligere. Vi andre kan heldigvis bruge mere tid – ind mellem et stigende pres fra undervisning og vejledning – på at forske i stedet for at bruge tid på forgæves at rådgive politikere…

Kunstig og naturlige intelligenser er ikke hinandens fjender

Af Otto Brøns-Petersen, den 21. april 2023. Skriv et svar

Den altid interessante Robin Hanson har skrevet – endnu – et interessant indlæg om kunstig intelligens, denne gang med udgangspunkt i den seneste tids debat på baggrund af de forbløffende gode sprogmodeller. Jeg skrev selv om modellerne her og her.

Robin Hanson advarer mod den forskrækkelse, som har grebet nogle – og bl.a. ført til et forslag om et globalt moratorium for at udvikle AI yderligere, en tænkepause mens vi overvejer, hvordan de skal gribes an. På den umiddelbare sigt ligger jeg selv ganske meget på linje med Hanson. Han anlægger det syn, at der ikke er god grund til at frygte, at det vil udvikle sig til en magtkamp mellem kunstig og menneskelig intelligens. Økonomisk teori tilsiger tværtimod, at der ikke nødvendigvis er noget modsætningsforhold, sådan som instinktiv nulsumstænkning kunne lede til at tro.

Læs resten →

Insider-outsider dynamik for og med sygeplejersker

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2023. 3 svar

Der tales meget i dansk politik, og i særdeleshed i regeringen og resten af venstrefløjen, om manglen på folk i plejesektoren. Det gælder ikke blot læger, men også i høj grad sygeplejersker. Man kunne derfor forledes til at tro, at sygeplejerskernes fagforening var interesseret i at hjælpe – i det mindste hvis man har et billede af fagbevægelsen som en positiv og integreret del af det danske system. Men tror man det bliver man slemt skuffet, for Dansk Sygeplejeråd (DSR) gør præcis det modsatte.

Sygeplejerskerne har i adskillige år argumenteret for, at de bør have højere løn, og har endda taget en konflikt om spørgsmålet. Som Martin Ågerup meget præcist påpegede sidste år, er det umuligt at sige om de – i en eller anden forstand – fortjener højere løn. Den eneste måde, man kan få et nogenlunde objektivt syn på, hvad sygeplejerskernes arbejdskraft er ’værd’, er når der er et frit marked for dem: Et marked, hvor det ikke bare er muligt at betale forskellige sygeplejersker forskellig løn, men også hvor forskellige arbejdsgivere konkurrerer om deres arbejdskraft. Det findes ikke i Danmark, der ligesom Storbritannien effektivt har givet det offentlige sygehusvæsen et monopson: Det offentlige er den eneste arbejdsgiver, og lønnen reflekterer derfor ikke almindelige markedsvilkår.

I stedet har DSR i årevis satset på at skabe mangel på sygeplejersker. Med andre ord er en del af problemet, som der tales om i dansk politik, skabt af fagforeningen. DSR har opført sig helt på linje med den såkaldte ’insider-outsider model’, som Assar Lindbeck og Dennis Snower formulerede i 1980erne. Ifølge dem forhandler fagforeninger kun og udelukkende løn for en gruppe insiders, og ser stort på dens konsekvenser for outsiders. DSR har for eksempel været instrumentel i den fjernelse af sekretærer på de danske sygehuse, som før i tiden skrev skadekort og håndterede en masse papirarbejde og registrering. Den slags gør sygeplejersker nu – sekretærerne er stort set væk – og de har derfor langt mindre patienttid end de havde for blot 20 år siden. DSR har dermed skabt kunstigt større efterspørgsel efter sygeplejersker ved at fjerne en hjælpefunktion på sygehusene.

DSR opfører sig meget klart også som en insider-outsider-forening overfor to andre grupper. Som Martin Ågerup understregede på Folkemødet sidste år, er den åbenlyse uretfærdighed for sygeplejerskerne deres oldnordiske lønstruktur. Mange sygeplejersker tjener nok til at betale topskat, men de første otte år er lønnen relativt lav. Lønstrukturen er nemlig lavet til at belønne de trofaste ved at give et stort lønhop efter otte års ancienitet. De unge sygeplejersker er ikke en del af DSRs insidergruppe, som man aktivt forhandler løn for.

Den anden gruppe omfatter min mor, er som tidligere sygeplejerske hellere end gerne ville arbejde deltid i f.eks. en skadestue eller en privat lægeklinik. At lade dygtige, pensionerede sygeplejersker (og læger) komme tilbage på arbejdsmarkedet på deltid vil også være en måde, man kan afhjælpe manglen på sygeplejersker. Men DSR har været direkte i medierne og eksplicit advaret imod, at man gør det. Igen slår insider-outsider dynamikken til, fordi de pensionerede har forladt fagforeningen og er derfor ikke en del af den insidergruppe, man forhandler løn for. På trods af at mange patienter og kolleger værdsætter ’det grå guld’ med erfaring og arbejdsvilje, arbejder DSR aktivt for at holde dem ude.

Logikken er meget klar, omend også ekstremt kynisk: Sygeplejerskernes fagforening arbejder aktivt og målrettet på at holde udbuddet af sygeplejersker lavt og efterspørgslen høj. Det gøres for at manøvrere sig i en position for at kræve langt højere løn. Men borgerne og de få politikere, der er ærligt interesserede i at afhjælpe problemerne, må kunne se igennem DSRs strategi. Nok kommer der flere ældre og flere danskere med plejebehov, men en væsentlig del af problemet er skabt bevidst af fagforeningen. Løsningen er ikke bare flere ressourcer og højere løn, men også en svækkelse af en kynisk og moralsk anløben fagforenings magt over de syge og svageste danskere.

Populisme og økonomisk frihed – event

Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2023. 1 svar

Er populister skyld i den faldende økonomiske frihed de senere år eller er utilfredshed med kapitalisme måske en årsag til stigende populisme? Det er et af de store spørgsmål i meget forskning, og også i en del debat for tiden. Det er også emnet for et policy seminar som afholdes hos Cepos den 16. maj. Seminaret afholdes fælles med Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm, og er en del af projektet Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Hele projektet, der ledes af Niclas Berggren og mig, er finansieret af den amerikanske John Templeton Foundation, er cirka halvvejs.

Vi mener selv, at vi har en meget spændende line-up med Andreas Bergh fra Lunds Universitet som hovedtaler, og hans kollega Robert Klemmensen, Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance, og undertegnede i et panel bagefter. Alle – endda Punditokraternes læsere – er velkomne den 16. maj. Man skal bare sørge for at tilmelde sig på seminarets side. Vi håber at se mange læsere!

Liberalisme i Sydøstasien

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2023. 1 svar

Mange af os er interesserede i langsigtet økonomisk vækst, og hvad der fører til hurtigere vækst. Det betyder også normalt, at man er interesseret i hvad der skete i dele af Sydøstasien fra 1950erne og til nu – og i særlig grad til to bystater: Hong Kong og Singapore. Nogen påstår, at de var resultatet af gode ledere, der implementerede gode statslige indgreb, mens andre fastholder at de var resultatet og udbredt økonomisk frihed.

Dét spørgsmål tager Bryan Cheang et skridt videre i en ny bog – Economic Liberalism and the Developmental State: Hong Kong and Singapore’s Post-War Development. Cheang er ansat på det prestigiøse King’s College London, hvor han er Assistant Director for the Centre for the Study of Governance & Society. Han var tidligere embedsmand i Singapore, og har derfor ikke blot videnskabelig indsigt, men også personlig erfaring med emnet. Forleden holdt han en præsentation af sin bog på King’s, som nu kan ses nedenfor. Præsentationen, der indledtes af centerets direktør Mark Pennington, er varmt anbefalet.

Ryan Murphy om ‘off-the-diagonal’-lande

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2023. 1 svar

Min gode kollega Ryan Murphy – der er såkaldt ‘research associate professor’ på Bridwell-instituttet ved Southern Methodist University – er altid interessant at læse. Ryan har de seneste år været medforfatter til den årlige Economic Freedom of the World rapport, og har flittigt bidraget til vores viden om økonomisk frihed, statskapacitet, og økonomiske udviklingsmønstre. Hans nyeste paper, “Off the Diagonal of Institutional Development”, er lige så interessant som tidligere forskning.

Ryan starter med observationen, at almindelige udviklingsprocesser helt typisk indebærer, at lande bliver rigere, med økonomisk frie, mere demokratiske, og får større statskapacitet i nogenlunde samme takt. På den måde er verdens nuværende rige lande endt med at ligne hinanden på en række centrale punkter: Med få undtagelser, er de alle stabilt og ordentligt demokratiske, relativt økonomisk frie, og med stater, der i det mindste i princippet har kapacitet til at løse større kollektive handlingsproblemer.

Mens det generelle mønster er interessant og relativt godt dokumenteret, peger Ryan på at der er en række lande, der ikke helt ligner det generelle mønster. Innovationen i papiret er, at udvikle en simpel metode til at identificere lande, hvor graden af demokrati, statskapacitet, økonomisk frihed, og økonomisk udvikling ikke følger hinanden. Det giver en mulighed for at vise, hvilke lande der i særlig grad stikker ud fra det globale mønster. Rent praktisk viser Ryan med metoden, hvilke fem lande, der stikker af på henholdsvis statskapacitet, demokrati og økonomisk frihed.

For statskapacitet gælder det Guatemala, Bosnien og Herzegovina, Nigeria, Paraguay, og Mauritius; alle fem har overraskende svage stater, givet de andre tegn på modernitet. Lande, der er kapable, rige og økonomisk frie, men meget lidt demokratiske, er Singapore, Hong Kong, Rwanda, de Forenede Arabiske Emirater, og Qatar. Og sidst, men ikke mindst, er listen over lande med demokrati og statskapacitet, men meget lidt økonomisk frihed, Argentina, Tunisien, Guyana, Østtimor, og Sierra Leone.

Hvad er der særligt ved de anderledes lande? Ryans forklaring er, at gruppen består af “non-democratic development states” som Hong Kong og Singapore, oliestater der kan finansiere udvikling uden almindelige rettigheder, men med stærke institutioner. For resten noterer han den interessante konklusion, at “It isn’t clear that a combination of credible democratic institutions and economic freedom without a strong state is a stable equilibrium. Either countries achieve economic growth when they have both economic freedom and democracy, after which they can afford to “buy” a better state, or they collapse (e.g., in the case of Haiti) because of the lack of a state.”

Introduktioner til ‘Essential Scholars’

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2023. 1 svar

Mange af os – dvs. universitetsnørder og ligesindede – har fornemmelsen, at unge mennesker ved alt for lidt om ikke bare vores idéer og værdier, men også hvor de kommer fra. De har hørt noget vagt og sandsynligvis forvrøvlet på gymnasiet fra deres samfundsfagslærer, eller har set en reference et sted på Instagram. Men hvad mente folk som Adam Smith, David Hume eller Milton Friedman egentlig? Og hvorfor er det stadig interessant at læse dem?

Den udfordring har Fraser Instituttet forleden taget op i samarbejde med the Institute of Economic Affairs. De to tænketanke – den ene i Vancouver, den anden i London – er igang med at udgive en serie korte videoer, bøger, podcasts, og andet materiale om det, de kalder ‘Essential Scholars’. Serien dækker ikke blot koryfæer fra Oplysningstiden som John Locke, David Hume og Adam Smith, men også det 20. århundredes store, liberale tænkere: Milton Friedman, James Buchanan, Friedrich Hayek og Joseph Schumpeter. Og som en særlig bonus, dækker den ‘Essential Women of Liberty’, der er et emne som ofte overses.

Hele serien kan findes på Essential Scholars, og er lidt af en guldgrube af interessant materiale til en selv eller ens elever. Man kan også nedenfor se en begejstret Reem Ibrahim fra the Institute of Economic Affairs. Reem er institituttets nyeste ansatte i kommunikationsafdelingen, og er udover at være studerende på London School of Economics også en af de nye, unge stemmer i det britiske mediebillede.

Ulighed i indkomst og forbrug – der er forskel!

Af Christian Bjørnskov, den 30. marts 2023. 1 svar

Der tales med jævne mellemrum med store bogstaver om ulighed i den offentlige debat. Politikere på begge sider af Folketinget taler til tider om den voldsomt stigende ulighed og vi må sørme gøre noget ved den (men se f.eks. en mere balanceret diskussion fra Kraka). Men det er forbløffende sjældent, at man spørger hvilken ulighed der tales om.

Spørgsmålet er ikke bare af akademisk interesse, fordi det kan være relativt ligegyldigt at der er store forskelle på folks indkomster, hvis forskellene ikke også bliver til forskelle i forbrugsmuligheder. På et praktisk plan er det, med andre ord, langt mere relevant at se på ulighed i forbrug end i ulighed. Det gøres desværre ret sjældent – men det er det, vi gør idag. Helt konkret har vi plottet udviklingen i ulighed i indkomster og ulighed i faktisk forbrug fra 1974-2015 i Danmark, Sverige og Storbritannien. Data kommer fra the Global Consumption and Income Project; DK, C refererer således til ginikoefficienten for forbrug i Danmark mens DK, I refererer til den for indkomst.

Som figuren ovenfor gør klart, er der langt større udsving i indkomstuligheden end i forbrugsuligheden. Store refomer af den danske velfærdsstat har således give udsving i indkomstuligheden, mens ændringerne i uligheden i faktisk forbrug har været langt mindre. Fra 1975 til midten af 1980erne falder indkomstuligheden for eksempel, mens forbrugsuligheden stiger. Noget lignende gør sig gældende for Sverige, mens det britiske billede illustrerer store ændringer i indkomstuligheden – fra 0,29 i Thatchers første år til 0,38 i midten af 00’erne – der følges af cirka tre points udsving i forbrugsuligheden.

Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor der er så meget mindre udsving i forbrugs- end i indkomstuligheden. Dele af svaret kan findes flere steder i sund fornuft og økonomisk standardteori, og burde ikke overraske ret mange. Først og fremmest er en hel del af indkomstuligheden, som man måler den, forskelle på unge, midaldrende, og gamle. Unge og gamle har en klar tendens til at forbruge mere end de tjener: Som ung tager man lån, for eksempel som studerende, men også senere hvis man køber egen bolig og bil, og som gammel har man måske en mindre pension, men også en masse opsparing og en friværdi i boligen, som man kan bruge. Midt i livet er der, hvor man betaler sine lån tilbage og effektivt sparer op til sin pensionisttilværelse. At forbrugsuligheden er mindre end indkomstuligheden er derfor ikke mærkeligt, men følger af overvejelser i det man ofte kalder ‘moderne forbrugsteori‘.

Derudover findes der en række skatter og afgifter, der ikke sætter sig i indkomster, men klart i forbrugsmønstre. Mange almindelige afgifter er således regressive – dvs. de rammer fattigere befolkningsgrupper hårdere. Det er for eksempel tilfældet for tobaksafgifter, da fattigere danskere ofte er mere tilbøjelige til at ryge. På samme måde kan høje marginalskatter sænke forbruget i de relativt rigere dele af befolkningen mere, end de sænker deres indkomst.

Bundlinjen er, at man i virkeligheden burde interessere sig for forbrugsulighed i langt højere grad end man interesserer sig for indkomstulighed – hvis emnet overhovedet er interessant. Den er ikke blot højere end indkomstuligheden i Danmark og Sverige, men også langt mere stabil over tid og adskiller sig væsentligt mindre på tværs af lande. Om man kan få politikere og kommentatorer til at se på den mere relevante ulighed, er dog et meget andet spørgsmål.

Munger-testen

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2023. Skriv et svar

Som liberal – og bare som almindelige borger – kan man nogle gange blive noget træt af folk og kommentatorer, der indigneret mener at problem X eller situation Y er forkert, og staten må gøre noget. Problemet bidrager allerførst til såkaldt ‘action bias’, som den fantastiske britiske serie ‘Yes, Minister’ beskrev som “We must do something. This is something. Therefore, we must do this.” For det andet afslører det enten, hvor lidt folk har tænkt over situationen, eller hvor meget tillid de har til systemet som sådan. Det sidste kan afsløres med den såkaldte Munger-test.

Testen er, som navnet afslører, opfundet af den amerikanske økonom og politolog Michael Munger (Duke University). Mungers test, som han blandt andet forklarer i en populær artikel om fænomenet ‘Unicorn Governance‘, består af tre skridt.

  1. Lav eller gentag argumentet, om at problem X er for galt og staten må gøre noget.
  2. Gå tilbage til argumentet, og erstat ‘staten’ med en navngiven politiker eller særinteresse. For eksempel: ‘Det er for galt at priserne stiger så meget. Simon Kollerup må gøre noget ved det.’ eller ‘Det er for galt, at der er så meget grænsehandel. Lars Løkke må gøre noget ved det.’
  3. Tag et mentalt skridt tilbage og se på dit argument, og overvej om det stadig giver mening.

Læserne er velkomne til at komme med deres egne eksempler. Under alle omstændigheder er opfordringen herfra idag, at man bliver meget bedre til at applikere Munger-testen i hverdagen. Nogen bliver måske sure over, at deres indignerede argumenter kan pilles så let fra hinanden – en almindelig indvending er, at selvfølgelig mente jeg ikke politiker X – men testen er en god måde at holde folk op på letkøbte argumenter om hvad staten kan og bør.

Har vi den rigtige finansielle regulering?

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. marts 2023. Skriv et svar

Der har været nogle spektakulære banksager de sidste par uger. Det begyndte med, at Silicon Valley Bank (SVB) i USA gik ned, og sidste weekend overtog schweiziske UBS så sin nærmeste konkurrent Credit Suisse. Det rejser flere interessante spørgsmål om den fremtidige pengepolitik, sundhedstilstanden i den finansielle sektor og om den offentlige regulering af den.

Læs resten →

Bliver danske studerende i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2023. 3 svar

Regeringen er kommet i stormvejr på grund af dens planer om at forkorte en lang række danske universitetsuddannelser – og med rette. Jeg har selv kritiseret reformen i bl.a. Børsen, ligesom mine fremragende kolleger Michael Svarer og Carl-Johan Dalgaard – en tidligere og en nuværende overvismand – har været meget klare i spyttet omkring, hvor tåbelig en reform det er. Det er tydeligt, at regeringen og dens reformkommission har undervurderet, i hvilket omfang både uddannelsessektoren, men også dele af erhvervslivet stritter imod. Der er også elementer af ren inkompetence i forslaget. Ingen i kommissionen har for eksempel indset, at der ikke er lektor- og professorkræfter til at vejlede i juli og august, hvor man forestiller sig at de mange nye studerende skal skrive endelig opgave.

Der er dog et enkelt element af kritikken, som ikke helt har været klart diskuteret i medierne. Min og andres kritik er gået på, at reformerne leverer meget lidt arbejdsudbud mens de skader de unges uddannelse – de får lavere løn – og erhvervslivets innovationsevne, når ringere uddannede medarbejdere innoverer mere. En anden del af kritikken er, at de påståede positive elementer, som reformkommissionen forsøger at regne ind – højere kvalitet på uddannelserne og mere erhvervsretning – er rene fugle på taget. Elementet, som folk indtil videre har overset, går direkte imod en af regeringens ambitioner på området.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har flere gange nævnt ambitionen, at flere udenlandske studerende kunne vælge at studere i Danmark på de nye, kortere uddannelser. Men hvad med de danske studerende? Antagelsen er åbenbart, at de stadig vil læse i Danmark, men er det en rimelig antagelse? Mit svar idag er et stort nej.

De korte uddannelser er for det første dårligere og vil give lavere løn. De er heller ikke kompatible med det fælleseuropæiske system, ligesom de ikke svarer til britiske eller amerikanske master-uddannelser. I en international sammenhæng vil det dermed af indlysende grunde blive sværere at blive ansat på en dansk uddannelse på 1 1/4 semester. Spørgsmålet som ministeren – og desværre også min ellers både rare og fagligt glimrened kollega Nina Smith – øjensynligt ikke har stillet sig er, hvorfor danske studerende ikke bare skrotter danske kandidatuddannelser og tager til Lund, Hamborg eller King’s College, London?

Havde jeg haft børn, ville jeg som dansk universitetsprofessor så afgjort foreslå dem, at de forlod landet i stedet for at tage en kort dansk discountuddannelse. Hvis de iøvrigt havde evner til en kandidatuddannelse, ville det ret sikkert svare sig at tage en fuld uddannelse på et ordentligt universitet end en halv i Danmark. Så spørgsmålet er, hvorfor regeringen ikke (officielt) har tænkt over det? Det er mere sandsynligt at det fører til en exodus af danske studerende til udlandet, end at det ender med en inflow af udenlanske studerende til Danmark.

Justin Callais om forfatninger efter revolutioner

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2023. Skriv et svar

Justin Callais, der forleden flyttede til University of Louisiana at Lafayette, er en af de virkeligt lovende unge forskere i public choice. Her til morgen (vestkysttid) præsenterede Justin ny forskning i forfatningsøkonomi, som han har foretaget med Andrew Young (Texas Tech). De to bryder ny og meget interessant grund ved at undersøge, om forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes end andre forfatninger skrevet under meget anderledes omstændigheder.

I “Revolutionary Constitutions Are they Revolutionary in Terms of Constitutional Design?” starter med observationen, at revolutioner – begivenheder hvor samfundets basale institutioner ændres og magthaverne smides ud – ofte ender i en ny forfatning. De foreslår, at revolutionsforfatninger typisk vil være længere og mere ambitiøse, vil prøve at være mere demokratiske og sikre folks rettigheder bedre, og vil måske også være sværere at ændre – altsammen fordi den nye regering efter revolutionen har incitament til at ændre status og se mere legitim ud end tidligere regimer.

Konkret sammenligner Callais og Young 31 forfatninger skrevet efter revolutioner med 162 forfatninger skrevet uden en revolution, som tillader dem at matche revolutionsforfatninger til forfatninger i lignende lande. Deres analyser peger på, at revolutionsforfatninger er forbløffende almindelige – de er ikke meget anderledes end andre. Undtagelsen er nogen evidens, der peger på at de er lettere at ændre – dvs. at det nye regimer giver sig selv mere konstitutionelt manøvrerum. Ligheden er dog ikke helt så klar, da Callais og Young også foretager et sæt analyser uden stater, der enten kommer ud af den kommunistiske østblok eller starter som kolonier. Smider man dem ud, viser det sig at revolutionsforfatningerne generelt gør lande signifikant mere demokratiske.

Overordnet viser Callais og Youngs nye forskning, at der er forbløffende stabilitet på forfatningsniveauet – selv omkring revolutioner. Som Callais selv noterede efter præsentationen, er et af de store spørgsmål i forfatningsøkonomi hvorfor forfatninger er så ligegyldige for mange outcomes. Måske er det ikke så sært, når man kan observere at selv revolutionære regeringer ikke rigtigt tager anderledes forfatningsvalg end markant anderledes regimer?

Pris for årets bedste artikel i Public Choice til Bjørnskov og Voigt

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. marts 2023. 1 svar

Punditokraternes redaktør berettede forleden, at han i denne uge er til den årlige Public Choice Society-konference, som i år holdes i Seattle. Hvad også fortjener at blive nævnt er, at han ved samme lejlighed vil blive hædret med Duncan Black-prisen. Christian vinder den sammen med Stefan Voigt for intet mindre end årets bedste artikel i tidsskriftet Public Choice. Public Choice er i sig selv et prestigefyldt videnskabeligt tidsskrift, så det siger ikke så lidt at blive udråbt til det bedste bidrag i 2022.

Læs resten →

Underspecificerede reformer

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2023. 1 svar

Som nogle læsere vil vide, har jeg været involveret i debatten omkring regeringens / reformkommissionens nye universitetsudspil. Meget kort fortalt vil regeringen forkorte en række kandidatuddannelser fra to år til 1 1/4 år. De studerende skal med andre ord kun have 75 ECTS-point i stedet for de 120 point, der kræves idag for at kalde sig kandidat (og som kræves i det internationale system). Man kan mene hvad man vil om idéen – jeg er af den overbevisning at den er idiotisk og vil gøre Danmark fattigere – men der er et særligt element, der er værd at tænke videre over, og overveje langt udover det aktuelle eksempel.

Det særlige element er, at regeringen ikke vil udspecificere, hvordan reformen skal udspille sig i praksis. Den har således besluttet, at en andel af kandidatuddannelserne skal forkortes, og at de studerende efter et års undervisning skal skrive en afsluttende opgave henover sommeren, men ikke præcist hvilke, og ikke hvordan de nye uddannelser skal se ud. Det særlige ved den nye universitetsreform er derfor, at den er underspecificeret. Det generelle spørgsmål den særlige situation således rejser, er hvorfor det kan være politisk rationelt – og måske endda attraktivt – at underspecificere store reformer.

I en vis forstand er alle reformer underspecificerede, fordi der altid vil være nogle rent praktiske ting, som man ikke kan planlægge præcist. Der kan for eksempel være beslutninger om investeringer i skoler, hvor man ikke har specificeret hvor skolerne skal ligge – man bliver nødt til efterfølgende at finde ud af, hvor der enten er egnede lokaler eller hvor der er en brugbar grund, man kan købe. Regeringens universitetsudspil går dog meget længere end det og efterlader ganske væsentlige beslutninger til dem, der skal implementere reformen.

Det gælder for eksempel et særligt problem, som fik denne blogs gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard til at spørge, om regeringen overhovedet anede hvad den lavede: Reformen indebærer at de studerende på de nye 1 1/4-årige uddannelser skal skrive deres afsluttende opgave henover sommeren i juli-august. Men på det tidspunkt holder lektorer og professorer fra, og man kan ikke bare sige, at de skal holde sommerferie på et andet tidspunkt. I maj og juni er der eksamener, bachelorforsvar (i maj) og regulære specialeforsvar (i juni), og i august er der omeksamener og forberedelse til den undervisning, der starter 1. september. Det er derfor logisk umuligt at holde sammenhængende ferie på noget andet tidspunkt end juli og starten af august – netop på det tidspunkt hvor regeringen forestiller sig, at man skal vejlede de nye afsluttende opgaver på discount-uddannelserne.

Netop dén gordiske knude efterlader man til universiteterne selv at løse, ligesom mange andre forhold omkring uddannelserne er overladt til de universiteter, der skal udmønte reformen. På samme måde er det stadig ikke klart, hvilke uddannelser der skal forkortes, om der overhovedet er et arbejdsmarked for de kortere uddannede studerende, og for den sags skyld om de kortere uddannelser ikke vil få langt flere danskere til at tage deres universitetsuddannelse i udlandet (hvor man kan få rigtige kandidatuddannelser).

En god grund til at underspecificere reformer er naturligvis, at man overlader noget af udmøntningen til folk / organisationer med den nødvendige specialviden og ekspertise, som Folketinget aldrig har. Underspecificering på den måde kan være en god idé, hvor man fra politisk side definerer et område, X, og en række mål for reformen, Z.

Men den nye universitetsreform excellerer ikke ligefrem på den måde. Her virker det langt mere til, at den er underspecificeret af public choice-agtige grunde: Rigtigt mange ting kan gå galt – forestil jer bare om to år, når flere tusinde studerende skal have vejledere til deres afsluttende opgave, og ingen vil vejlede dem. Underspecificering er derfor en måde for politikerne at slippe for ansvaret for problemerne og skandalerne, da udmøntningen skal defineres og planlægges af universiteterne selv.

Den nye reform er også underspecificeret på en anden måde: Ved at selve formålet med den er uklart. På trods af adskillige journalisters spørgsmål har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ikke formået at forklare, hvorfor man overhovedet laver reformen, eller hvilket problem den løser! I vores notation ovenfor er Z uklar, når der ikke engang er et klart mål for hvad man laver. Handler den om arbejdsudbud, når nogle få unge mennesker kommer ni måneder tidligere på arbejdsmarkedet? Handler den om at spare i universitetssektoren? Er formålet i virkeligheden at gokke universiteterne oveni hovedet på grund af regeringens arbejderistiske ideologi? Vil regeringen bare demonstrere ‘handlekraft’, men ligegyldigt hvad handlingen er?

Det står mig og de fleste af mine kolleger noget uklart, hvad man egentlig vil med den. Men fra en rent videnskabelig public choice-vinkel er den interessant, netop fordi den er så klart underspecificeret på både midler og mål. Det tvinger en til at spørge, om politikerne har uhellige politiske mål med den, eller om reformen bare er endnu et eksempel på, hvor totalt inkompetent meget dansk politik er blevet.

Public Choice Society 2023

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2023. 3 svar

Onsdag morgen sætter jeg mig i et fly til Seattle, med en mellemlanding i London, for at deltage i den årlige konference i the Public Choice Society. Konferencen er altid et af forårets videnskabelige højdepunkter for de fleste folk med interesse i public choice og politisk økonomi, og tegner i år til ikke bare at være tilbage til fuld styrke efter nedlukningshelvedet, men også til at blive særdeles interessant.

Jeg er ansvarlig for to sessions til årets konference med titlerne “Institutions of freedom” og “Irregular transitions and institutional change”. Den første session om fredagen er endt med kun to deltagere: Dennis Coates (University of Maryland) præsenterer “Microfoundations of effects of economic freedom” og min fremragende kollega og gode ven Niclas Berggren (IFN, Stockholm) præsenterer “The rule of law predicts trust in journalists and scientists” som er fælles arbejde med Alexandra Sandström (Uppsala Universitet) og undertegnede. På den anden session er der tre præsentationer: Jerg Gutmann (Universität Hamburg) kommer med “On the relationship between de jure and de facto judicial independence – a global puzzle?”, Peter Calcagno (College of Charleston) præsenterer “Political systems, regime memory, and economic freedom” og jeg slutter af med “Coups and economic crises”.

Derudover er der masser af spændende emner på programmet, ligesom der er en række unge forskere, der er værd at følge. Der er for eksempel den erfarne Jan Schnellenbach (Brandenburgische Technische Universität), der deltager med det ekstremt relevante spørgsmål “Limits to interventionist policies during and after the pandemic: Are we on a slippery slope?” Der er den fremragende Jaime Bologna (Texas Tech) med “Revisiting the relationship between corruption and press freedom.” Og blandt de særligt lovende unge er der tyske Kim Leonie Kellerman (Ruhr Universität Bochum), som præsenterer “Administrative areas and regional identity formation: The case of East Germany” og Justin Callais, der lige er flyttet til University of Louisiana at Lafayette, som taler om “Revolutionary Constitutions.”

Alt i alt lover konferencen godt for de kommende års public choice-forskning, ligesom den med næsten total sikkerhed bliver et møde med både nye kolleger, spændende forskning, og gamle venner. Skulle der være læsere, der efter at have bladret programmet igennem, gerne vil vide mere om et eller flere specifikke emner, tager vi dem hellere end gerne op. Det kræver kun en kommentar nedenfor.

.

Stem på Kurrild

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. marts 2023. 1 svar

Peter Kurrild-Klitgaard er indstillet til Berlingskes Fonsmarkspris. Det er svært at komme i tanke om nogen mere oplagt kandidat, navnlig til en pris der bærer Henning Fonsmarks navn.

Læs resten →

Ligestilling på arbejdsmarkedet

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2023. Skriv et svar

Idag, den 8. marts, er Kvindernes Internationale Kampdag, hvor medier og andre diskuterer, hvor ‘langt vi er nået’. Der er desværre ofte en vis mangel på perspektiv i disse diskussioner, som i lande som Danmark er endt i skænderier: Hvor meget af barslen skal mænd tage – og skal staten blande sig i det valg, i hvilket omfang der er lige løn for lige arbejde, og endda om kvinder skal først i køen til f.eks. professorstillinger, fordi der blev ansat for få i tidligere generationer. Vi giver et hurtigt perspektiv her på stedet, men ikke ved at sammenligne med tidligere tider. I stedet giver vi et indblik i stauts på tværs af verden de seneste år. Som så ofte før gør vi det i et verdenskort, hvor farverne indikerer hvor stor en andel af kvinderne er i beskæftigede i forhold til andelen for mænd.

Som kortet illustrerer, ligger de skandinaviske lande lunt blandt de lande, hvor der er mindst forskel på mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens. I Danmark er den cirka 63 procent for mænd og 54 procent for kvinder, mens den er henholdsvis 64 og 59 procent i Norge, og 70 og 65 procent i Sverige. Man kan altid diskutere, om det er godt nok, men det er i den bedste femtedel af verden for Danmarks vedkommende, og den bedste tiendel af verden for vores to naboer.

Men det måske mest interessante, som kortet tydeliggør, er at de samfund hvor kvinder er relativt svagt knyttet til arbejdsmarkedet, falder i to klare grupper. Den første er Mellemøsten, Nordafrika og hele det indiske subkontinent. Man kan allerede høre folk sige ‘Islam’, men det er værd at bemærke, at området dækker store dele, der ikke er muslimske. Omvendt har det overvejende muslimske Malaysia og det stærkt muslimske Indonesien meget højere kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. Det ligner således i langt højere grad en regional tradition end noget, der umiddelbart har at gøre med religionen.

Det andet område, der klart stikker ud, er Mellemamerika, inklusiv Venezuela, Guyana, og Cuba. Man kan kun spekulere over, hvad grunden er – ikke mindst fordi både Mellemamerika og Sydamerika er katolske og – med Argentina og Chile som mulige undtagelser – stadig er ret religiøse. Men når vi tillader os at spekulere, er en mulighed at sydamerikanske lande som Argentina, Brasilien, Chile og Peru var store indvandringslande i starten af det 20. århundrede, efter at de sociale normer var begyndt at ændre sig i Vesteuropa.

Under alle omstændigheder er det interessant at se forskellene på tværs af verden. Kvinders beskæftigelse hænger ofte på sociale normer, der ændrer sig langsomt over tid. Det er derfor svært, grænsende til umuligt, at gøre ret meget ved det fra politisk side. Det forhindrer ikke politikere i at gøre forsøget eller at stole på deres egen enorme kompetencer (svært ikke at vælte rundt i latter når jeg skriver det), men borgerne bør have et ordentligt sammenligningsgrundlag. Vi bidrager med en bid af det i dag, uanset hvad læserne så mener om verdens status på området.