Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Ligestilling på arbejdsmarkedet

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2023. Skriv et svar

Idag, den 8. marts, er Kvindernes Internationale Kampdag, hvor medier og andre diskuterer, hvor ‘langt vi er nået’. Der er desværre ofte en vis mangel på perspektiv i disse diskussioner, som i lande som Danmark er endt i skænderier: Hvor meget af barslen skal mænd tage – og skal staten blande sig i det valg, i hvilket omfang der er lige løn for lige arbejde, og endda om kvinder skal først i køen til f.eks. professorstillinger, fordi der blev ansat for få i tidligere generationer. Vi giver et hurtigt perspektiv her på stedet, men ikke ved at sammenligne med tidligere tider. I stedet giver vi et indblik i stauts på tværs af verden de seneste år. Som så ofte før gør vi det i et verdenskort, hvor farverne indikerer hvor stor en andel af kvinderne er i beskæftigede i forhold til andelen for mænd.

Som kortet illustrerer, ligger de skandinaviske lande lunt blandt de lande, hvor der er mindst forskel på mænds og kvinders beskæftigelsesfrekvens. I Danmark er den cirka 63 procent for mænd og 54 procent for kvinder, mens den er henholdsvis 64 og 59 procent i Norge, og 70 og 65 procent i Sverige. Man kan altid diskutere, om det er godt nok, men det er i den bedste femtedel af verden for Danmarks vedkommende, og den bedste tiendel af verden for vores to naboer.

Men det måske mest interessante, som kortet tydeliggør, er at de samfund hvor kvinder er relativt svagt knyttet til arbejdsmarkedet, falder i to klare grupper. Den første er Mellemøsten, Nordafrika og hele det indiske subkontinent. Man kan allerede høre folk sige ‘Islam’, men det er værd at bemærke, at området dækker store dele, der ikke er muslimske. Omvendt har det overvejende muslimske Malaysia og det stærkt muslimske Indonesien meget højere kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. Det ligner således i langt højere grad en regional tradition end noget, der umiddelbart har at gøre med religionen.

Det andet område, der klart stikker ud, er Mellemamerika, inklusiv Venezuela, Guyana, og Cuba. Man kan kun spekulere over, hvad grunden er – ikke mindst fordi både Mellemamerika og Sydamerika er katolske og – med Argentina og Chile som mulige undtagelser – stadig er ret religiøse. Men når vi tillader os at spekulere, er en mulighed at sydamerikanske lande som Argentina, Brasilien, Chile og Peru var store indvandringslande i starten af det 20. århundrede, efter at de sociale normer var begyndt at ændre sig i Vesteuropa.

Under alle omstændigheder er det interessant at se forskellene på tværs af verden. Kvinders beskæftigelse hænger ofte på sociale normer, der ændrer sig langsomt over tid. Det er derfor svært, grænsende til umuligt, at gøre ret meget ved det fra politisk side. Det forhindrer ikke politikere i at gøre forsøget eller at stole på deres egen enorme kompetencer (svært ikke at vælte rundt i latter når jeg skriver det), men borgerne bør have et ordentligt sammenligningsgrundlag. Vi bidrager med en bid af det i dag, uanset hvad læserne så mener om verdens status på området.

EU er ingen duks, når det gælder grøn statsstøtte

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. marts 2023. Skriv et svar

Jyllandsposten omtaler i dag en analyse, Line Andersen og jeg har skrevet om omfanget af grøn statsstøtte i EU op til Bidens “Inflation Reduction Act” (IRA) med massiv amerikansk statsstøtte. Og om omfanget af ny grøn statsstøtte i det “modsvar” til IRA, Kommissionen brygger på:

Læs resten →

Argentina – engang var det rigt

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2023. 5 svar

Et væsentligt problem i den danske debat, som vi kun sjældent taler om, er mange politikeres stålsatte overbevisning om, at Danmark er et af verdens rigeste lande – og altid vil være det. Idéen synes at være, at vi sagtens kan have en stor og meget dyr velfærdsstat med en offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien uden at vi mister økonomisk status af den grund. Vi kan uden problemer lave store eksperimenter med vores uddannelsessystem, hvor vi forkorter uddannelser og flytter ressourcer væk fra forskning. Danmark – synes folk at mene – er så stærkt, at det er ligegyldigt hvor tåbelig vores politik bliver. Og det er på det tidspunkt i diskussionen, jeg bringer eksemplet Argentina op.

Argentina var engang et af verdens absolut rigeste lande. Ifølge Madison-datasættet, der omfatter indkomstdata fra 71 lande før Første Verdenskrig, havde landet verdens tienderigeste befolkning i 1913. Bruger man CIAs World Factbook, er argentinerne idag nummer 59 i verden. Figuren nedenfor, hvor vi holder Argentinas (købekraftskorrigerede) BNP per indbygger op mod Nordeuropas (minus olielandet Norge, derfor noteret ‘NE m’) og Italien, illustrerer ret tydeligt landets position. Umiddelbart efter Første Verdenskrig var argentinerne lige så rige som gennemsnittet i Nordeuropa. Det skal også huskes, at i den periode var Argentina et af verdens magneter for immigranter, og at det sammen med naboerne Chile og Uruguay talte blandt verdens relativt få stabilt demokratiske lande. Men lige omkring 1930 begyndte det for alvor at gå galt.

Argentina blev hårdt ramt af den store depression, men allerede i 1927 var folk i Nacionalismo-bevægelsen begyndt at gå med kup-planer. Det var den sidste af disse planer, som blev udført den 6. september 1930, da Generalløjtnant José Félix Uriburu tog magten ved et militærkup. Inspireret af Mussolinis Italien ændrede Uriburu strukturen i landets økonomi og styrede det mod et korporatistisk og fascistisk samfund. Argentinas økonomi reagerede præcist som andre, der bliver statsliggjort og politiseret: Den holdt op med at vokse.

Argentina blev udsat for succesfulde statskup igen i 1943, 1955, 1962, 1966 og 1976, og fejlede forsøg i 1932, 1951, 1955, 1956, 1960, 1963, og 1988. Landet var demokratisk fra 1946 til kuppet i 1955, igen fra 1958 til 1962, fra 1963 til 1966, fra 1973 til 1976, og igen stabilt fra 1982 efter en presset militærjunta havde tabt sin egen erobringskrig mod Falklandsøerne. Det tog – lidt simpelt sagt – nogle læsterlige klø fra en kombineret britisk styrke, før militæret mistede så meget anseelse og status, at det ikke længere kunne bestemme samfundets udvikling i Argentina.

Pointen er absolut ikke at sige, at Danmark i 2023 er ligesom Argentina i slutningen af 1920erne. Men Argentinas historie er en alvorlig advarsel om to ting. Den første er, at man ikke bare kan antage, at hvis man er et af verdens rigeste lande, er det en stabil status man på en eller anden måde bare ‘fortjener’. Den anden er, at i det øjeblik en række politikere mister troen på demokratiske institutioner og mener, at de ved meget bedre hvordan man styrer et land – og tror på værdien af politisk styring – begynder det at gå galt. Kuppet i 1930, der væltede en demokratisk regering i Argentina, indvarslede 60 års politisk ustabilitet og en tradition for næsten lattervækkende uansvarlig økonomisk politik og politisk selvsikkerhed. Danmark er ikke på vej til at blive et diktatur, men der er mere end én parallel til det stabilt demokratiske, rige Argentina i 1929!

Tjekkoslovakiet før, under og efter kommunismen

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2023. Skriv et svar

Igår, den 25. februar, var 75-årsdagen for at kommunistpartiet i Tjekkoslovakiet kuppede resten af den siddende regering og overtog magten (hattip: Niclas Berggren). Magtovertagelsen, der afsatte en koalitionsregering der var kommet til ved det demokratiske valg i 1946, skete på baggrund af en længere kampagne, der både havde gjort Klement Gottwalds kommunistparti langt mindre populært – det havde fået 38 procent af stemmerne i 1946 – og hvor partiet havde sikret sig kontrol med politiet, det meste af militæret, og centrale ministerier.

Konsekvensen var, at Tjekkoslovakiet blev fuldbyrdet kommunistisk, på trods af at landet havde været et stabilt demokrati i 1930erne og umiddelbart så ud til at være på vej tilbage til den situation. Efter alt at dømme var det cirka lige så rigt som Østrig, hvilket også indikeres af flere forhold, som Danmarks Statistik kunne dokumentere i den Statistiske Årbog i 1938. Det var 141 indbyggere per bil i Tjekkoslovakiet og 140 i Østrig (med 26 i Danmark), og indbyggerne kørte faktisk mere i tog end danskerne. Selv dengang var den tjekkiske del væsentligt rigere end den slovakiske, og der er derfor al grund til at regne med, at det nuværende Tjekkiet faktisk var et rigere område end Østrig.

De økonomiske konsekvenser af den kommunistiske magtovertagelse ses tydeligt i figuren nedenfor, hvor vi bruger indkomstdata fra Madison-databasen fra 1920-2021. Mens Tjekkoslovakiet og Østrig var stort set lige rige i 1949 (5195 versus 5249 dollars per indbygger), fladede udviklingskurven markant ud for tjekkerne efter kommunisterne overtog. Fra at være én procent fattigere (ifølge Madison) i 1949, endte de 40 år senere med en gennemsnitsindkomst på 54 procent af den østrigske i 1989 – året man endelig smed kommunisterne og Sovjetunionen på porten.

De seneste år har tjekkerne nået 72 procent af Østrigs gennemsnit, mens slovakkerne – som lod sig skille fra nationalfællesskabet i 1992 – har nået 63 procent. Godt 30 års fornem vækst i et demokratisk, kapitalistisk Tjekkiet har således kun lukket en fjerdedel af det velstandsgab, som 40 års kommunisme efterlod. Den statsstyrede totalfiasko i Tjekkoslovakiet fortjener at blive husket i og udenfor et land, der burde have været blandt Europas rigeste. Og så har vi ikke engang talt om fire årtiers undertrykkelse af ytringsfrihed, demokratiske rettigheder og miljøsvineri.

Forventet versus opnået vækst i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2023. Skriv et svar

Jeg oplever ofte at folk har meget stærke holdninger til, hvor godt forskellige steder klarer sig økonomisk. En del af diskussionen er naturligvis, hvorvidt det går særligt godt i Danmark – jævnfør min sære diskussion i Børsen i januar med 3F’s cheføkonom – men det sker også med jævne mellemrum, at studerende og andre ‘har hørt’ at det går godt i region X eller land Y. Hvilken information folks forestillinger hviler på, er derimod ofte temmeligt uklart.

Det er det spørgsmål, vi tager fat på idag. Mens der er mange måder at vurdere, om det rent normativt ‘går godt’, bliver man nødt til at etablere en sammenligning. Én måde at vurdere, hvilke områder der klarer sig økonomisk godt eller skidt, er at forsøge at forudsige, hvor godt det normalt går. Det er det, vi gør her på tværs af 347 regioner i Europa. Vi starter med at estimere, hvad der forklarer væksten i hver region mellem 2000 og 2019, og beregner derefter hver regions afvigelse fra den forudsete vækst. I alle tilfælde bruger vi kun faktorer, som man politisk ikke har mulighed for at påvirke – dvs. vi vurderer hvor godt det går fraset den økonomiske politik.

Vi ender med en simpel regressionsligning, der i gennemsnit viser at vækst over de 20 år er 11,29 – 1,13 * log(initial indkomst) + 0,13 * tidl. kommunistisk + 0,79 * hovedstadsregion + 1,08 * tillid. Med andre ord er forudsigelsen baseret på, at rige regioner alt andet lige vokser langsommere (dvs. Solows forudsigelse om ‘konvergens’), at tidligere kommunistiske steder vokser hurtigere – der er objektivt set mere at forbedre – at hovedstadsregioner vokser hurtigere, og at social tillid er en stærk forudsigende faktor (se f.eks. her). Som så mange gange før, opsummerer vi resultater ved at inddele regioner i Europa i ni kategorier: Fra lyst gul, der er regioner med den mest skuffende vækst-performance i forhold til forventningen, til mørkt blå, der er de virkeligt succesfulde vækstregioner.

Kortet over regionernes performance viser helt umiddelbart flere ting ‘vi vidste i forvejen’. For det første kan man se problemerne med middelhavsområdet – Sydspanien, den italienske Mezzogiorno, og Grækenland. Særligt Italien er delt mellem dårlig performance i syd, rimeligt fornuftig i nord, og glimrende vækst i Lombardiet. Lombardiet viser sig at høre til en succesfuld blok i midten af Europa, der også omfatter Schweiz, de østrigske Salzburg, Tirol og Vorarlberg, og tyske Baden-Würtemberg, Bayern og Hessen. Den blå blok i Europas geografiske centrum er ganske enkelt kontinentets industrielle hjerte.

Men derudover er der andre ting, der bliver klare i denne type sammenligning. Først og fremmest er de andre succeser, heriblandt de virkeligt store, i Europas periferi: Store dele af Rumænien – ikke mindst Bukarest – det sydlige Irland, det ellers fattige Wales, og dele af Baltikum har klaret sig komparativt godt. Omvendt kan man se, at Danmark ikke har gjort det særligt godt, og ringere end de fleste naboregioner. Det gælder i særlig grad for Storkøbenhavn, der ligesom den tilsvarende region omkring Helsinki ligger i vores kategori 2. Vores model forudsiger, at Storkøbenhavn samlet set burde have haft cirka 125 procents vækst, mens den faktisk kun realiserede 78 procent i perioden. Det er således ifølge vores data fra Eurostat en af de ringest voksende hovedstadsregioner i Europa i forhold til dens potentiale.

Om man synes, at det er godt er dagens øvelse under alle omstændigheder en øvelse i sammenligning: Hvor godt klarer en region sig økonomisk i forhold til et mål for dens potentiale? Her ligger det ofte nedgjorte Storbritannien slet ikke dårligt – med Nordirland som en undtagelse – mens de danske regioner ligger i kategori sammen med Sydspanien, Syditalien, store dele af Grækenland, og de regioner der grænser op til f.eks. Hviderusland og Ukraine. Spørgsmålet er, om det er godt nok?

Vindenergi bør afpolitiseres

Af Otto Brøns-Petersen, den 22. februar 2023. 1 svar

Der er stor blæst om udbygningen med vindmøller til havs, hvor regeringen har sat den såkaldte “åben dør”-ordning i bero. Men hvad er op og ned?

Det har Ingeniøren bedt mig om et bud på. Til de af læserne, som ikke læser Ingeniøren, er her min kronik. Det er ikke et spørgsmål, som kun eller primært er relevant for ingeniører.

Afpolitisering er vejen ud af krisen for havvind 

Af Otto Brøns-Petersen, analysechef CEPOS, tidligere formand for Serviceeftersyn af vilkårene for kulbrinteudvinding i Nordsøen og Kulbrintebeskatningsudvalget   

Det har vakt betydelig røre, at staten indtil videre har indstillet brugen af den såkaldte ”åben-dør”-ordning for havvindmøller. Interessenterne har lagt betydeligt pres for at få afklaret det EU-retlige problem, som førte til, at regeringen trak stikket. Men der er grund til at revidere hele politikken for vedvarende energi, som er præget af skadelig og dyr politisering. Det grundlæggende problem – også bag EU-sagen – er, at energisektoren er gennemsyret af politiske ønsker om at styre udviklingen, ofte tilskyndet af stærke interessegrupper og med symbolpolitiske manifestationer. 

Det er ikke muligt at afgøre for os udefra, om stoppet for åben dør er velbegrundet eller udtryk for embedsmændenes overforsigtighed. Helt konkret har Energistyrelsen og statsstøttesekretariatet i Erhvervsministeriet vurderet, at der er en risiko for at overtræde EU’s statsstøtteregler. Reglerne har en indbygget tilskyndelse til forsigtighed, for hvis der udbetales statsstøtte, som efterfølgende viser sig at være ulovlig, skal de virksomheder, der har modtaget statsstøtten, betale den tilbage. Da statsstøtten typisk ikke bare havner i virksomhedens kasse, men slår ud i f.eks. kapacitetsinvesteringer og lavere forbrugerpriser, kan kravet om tilbagebetaling ramme virksomheden meget hårdt. Det er ikke en utilsigtet bivirkning, men en klogt tænkt mekanisme til at bremse de ellers stærke politiske incitamenter til at give statsstøtte. 

Hidtil har vindenergi fået to former for støtte. Den ene er ved ikke at blive belastet af de fulde omkostninger, som vindenergi påfører resten af elnettet og energisystemet. Vindenergi kræver stor back up-kapacitet, netkapacitet og for fremtiden også lagringsmuligheder, når de norske vandmagasiner til vandkraft ikke længere rækker som ”batteri”. Den anden er i form af produktionsstøtte til el. Støtteniveauet bliver fastlagt ved udbud, så den investor, som kræver mindst i støtte, får lov til at bygge de havvindmølleparker, der er besluttet politisk. Denne støtte omfatter de parker, som sendes i udbud. Åben dør-ordningen indebærer derimod, at man kan søge om at opføre vindmøller, som ikke er besluttet politisk, men uden at få produktionsstøtte.  

Det har hidtil ikke været lukrativ. Men nu har den teknologiske udvikling og konkurrencen medført, at fortegnet ved udbud er skiftet. Der er kommet investorer, som er villige til at betale for at få lov til at opføre parkerne. Betalingsviljen afspejler dels gevinsten ved den indirekte støtte, dels at vindstederne på havet er knappe. På samme måde som vindstederne også på landjorden er det, og hvor investorerne betaler lodsejerne for retten til at rejse møllerne. 

Denne udvikling har også gjort åben dør-møller interessante, og ansøgningerne er strømmet ind. Myndighedernes betænkelighed går nu på, om den gratis adgang i åben dør udgør ulovlig statsstøtte, når vinderne af udbud skal betale. Det kan naturligvis også spille en rolle, at interessen for at deltage i udbud om de politiske prestigeprojekter kan fordufte, hvis adgangen til åben dør er gratis. 

Hvad er løsningen?  

Grundlæggende er der behov for at få skabt gode, neutrale rammevilkår for vedvarende energi, så kommercielle beslutninger og samfundsøkonomiske hensyn bliver sammenfaldende. Udbygningen med vedvarende energi bør ske på markedsvilkår, uden politisk styring og uden anden statsstøtte end den begunstigelse, der ligger i, at fossile konkurrenter betaler en høj pris for at udlede CO2.   

For det første er det vigtigt at afvikle den indirekte støtte helt og sikre, at tarifferne for producenter af vindmøllestrøm indeholder alle afledte omkostninger til back up-kapacitet, netkapacitet osv.  

For det andet bør vindenergien afpolitiseres. Ideelt set burde alle planlagte udbud aflyses, inklusive af energiøerne, og der bør i hvert fald ikke planlægges nye.  

For det tredje bør der sikres en konsekvent prissætning af havarealerne, som afspejler knapheden. Præcis som landjorden er prissat. 

Langt hen ad vejen kan håndteringen af de knappe olie- og gasforekomster i Nordsøen tjene som inspiration. Der er i høj grad tale om identiske problemstillinger. I begge tilfælde genererer retten til at udnytte de knappe pladser på havet en såkaldt grundrente.. 

Det mest vidtgående skridt ville være simpelt hen at afskaffe udbuddene og lade udnyttelsen drive af kommerciel anvendelse af åben dør. Hvis udbuddene alligevel fastholdes, bør det være som i Nordsøen, hvor udbudsrunderne handler om at tilrettelægge udbygningen, ikke at styre produktionen efter politiske mål (det samme kan desværre ikke siges om den politiske aftale om at afvikle Nordsøproduktionen, herunder ikke holde flere udbudsrunder). I Nordsøen lever udbudsrunder og åben dør side om side, uden at komme i konflikt med statsstøttereglerne, fordi der opkræves en ensartet betaling i form af kulbrintebeskatning. Kulbrintebeskatningen er tilnærmelsesvist en skat på grundrenten og løser dermed prissætningsproblemet på undergrunden. Den er reelt en betaling for at udnytte forekomsterne. Der er intet principielt i vejen for at inddrage havvindmøller på statens arealer under kulbrintebeskatning. 

Et alternativ til at lade grundrente tilfalde staten er at lade de selskaber udnytte arealerne, som kommer først. I så fald vil grundrenten tilfalde de pågældende investorer, men hvis rettighederne kan omsættes, vil det også prissætte knapheden. Det vil dog kræve, at grundrenten ikke bliver spist af kapløb om at komme først, og at det er troværdigt, at der ikke bliver indført særskatter senere alligevel. Ellers kan det være hensigtsmæssigt at få skatteregimet på plads fra starten og eventuelt med klausuler, der beskytter mod efterfølgende særskatter oveni, således som det også kendes fra Nordsøen. 

Under alle omstændigheder er energisektoren for vigtig til den massive nuværende politisering. Arbejdsdelingen mellem politikerne og de kommercielle aktører bør være, at de første opstiller neutrale rammer og med samfundsøkonomisk sunde incitamenter, og at de private operatører udfylder dem uden politisk detailstyring eller statsstøtte. 

Korruption og jordskælv – en dødbringende kombination

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2023. Skriv et svar

Forleden ramte et voldsomt jordskælv Tyrkiet, hvor cirka 40.000 mennesker har mistet livet. Der er allerførst tale om en alvorlig menneskelig katastrofe, hvor hurtig og rigelig hjælp kan gøre en væsentlig forskel. På trods af, at den tyrkiske regering gennem længere tid har modarbejdet de nordiske lande – og ikke mindst Sveriges indtræden i NATO – har de været hurtige til at hjælpe.

Det samme kan desværre ikke siges om den tyrkiske stat, som tog temmeligt lang tid om at komme ud af starthullerne. En del af forklaringen har tydeligvis været den udemokratiske magtkoncentration omkring landets præsident Recep Tayyip Erdoğan, der syntes paralyseret til at starte med. En del af katastrofen er således et eksempel på, hvordan en koncentration af statsmagten – meget modsat hvad bl.a. Mette Frederiksen og Lars Løkke har påstået i lang tid – kan føre til håbløse beslutninger.

Men det er ikke hele historien, hvilket er vores pointe idag. En anden kilde til de enormt store dødstal i Tyrkiet er landets kendte og historisk dybe korruptionsproblemer. I 2007 dokumenterede Monica Escaleras, Nejat Abarci, og Charles Register, at jo mere korrupt et land er, jo flere mennesker dør i helt sammenlignelige jordskælv (artikel her; ungated version her). De tre forskere viste allerførst i en lille teoretisk model, hvordan korruption kan bidrage til at underminere håndhævelsen af ordentlige bygningsnormer og -regulering. Man kan måske tilføje, at korruption også kan betyde at en del beredskab slet ikke er klart – som man har kunnet se i den russiske militærindsats i invasionen af Ukraine, hvor meget udstyr slet ikke eksisterede fordi ressourcerne var forsvundet i bestikkelse – og at en række andre systemer også kan fungere dårligt, når bestikkelse er normen.

De viser derefter, at i faktiske tal fra en lang række lande med samme internationale bygningsregulering, er korruption kraftigt forbundet med dødstal i jordskælv. Og heri ligger en substantiel forklaring på de tragiske dødstal i Tyrkiet: Mens der døde fire sidste år i et jordskælv i Japan, er Tyrkiet idag over 40.000 i et jordskælv, der kun var lidt kraftigere. Naturkatastrofer må ikke undervurderes, men det er korruptionen, der er den store dræber.

Hvad var Iran blevet uden 1979-revolutionen?

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2023. Skriv et svar

Præstestyret i Iran fejrer i disse dage afslutningen på den Iranske Revolution, der den 11. februar 1979 endte med at det iranske monarki endeligt kollapsede. Shah Mohammad Reza Pahlavi, der havde taget magten fra den valgte regering i 1953, flygtede og døde året efter af den leukæmi, der havde svækket ham i de sidste år på tronen. Han efterlod dermed iranerne i hænderne på et ekstremt religiøst præstestyre, der har overlevet til idag.

Shahen var en autokrat af den gamle slags, der undertrykte sine politiske modstandere, udsatte dem for tortur, og investerede voldsomt i militæret. Han var dog også en reformator, der både privatiserede førhen statsejede virksomheder, kraftigt forbedrede iranernes uddannelsesniveau og sundhed, og gav kvinder stemmeret i den såkaldte Hvide Revolution. Hans styre var derfor – ganske pudsigt – hadet af både voldsomt konservative mullaher og af vestlige venstreintellektuelle. Undertrykkelsen var meget reel, men det samme var den økonomiske succes, da Iran gennem 1970erne havde vækstrater i liga med Sydkorea og Taiwan.

Det næsten umulige spørgsmål, vi stiller idag, er derfor hvad der økonomisk ville være sket, hvis shahens styre var fortsat og Iran ikke var blevet til et religiøst diktatur. Måden vi gør det på, er ved at bruge en slags discount-version af en Syntetisk Kontrolmetode, der f.eks. er blevet brugt til at vurdere konsekvenserne af Hugo Chávez i Venezuela (se Grier og Maynards ungatede artikel her). Selvom vi bruger en simpel version af metoden – vi beregner bare en syntetisk kontrol med den bedste fit af nabolandenes udvikling – giver den et forbløffende akkurat sammenfald med Irans faktiske udvikling før 1979. I figuren nedenfor er den sorte linje Irans faktiske nationalindkomst per indbygger (i logaritmer), mens den røde er den syntetiske kontrol og den stiplede er forholdet mellem den faktiske indkomst og forudsigelsen fra det syntetiske Iran.

Det er let at se, at den syntetiske kontrol passer godt, da de røde og sorte linjer er klart sammenfaldende fra sidste i 1950erne til 1978. Fra 1978 til 1988 halveredes iranernes gennemsnitsindkomst, og væksten er ikke kommet tilbage og har lukket hullet eller bare noget af det. Man kan naturligvis indvende, at den lange krig med nabolandet Irak ikke gjorde situationen bedre (ligesom den bestemt ikke gjorde i Irak), men almindelig økonomisk dynamik indebærer normalt, at man efter en krig- får en periode med ‘konvergens’ tilbage til normalen. Det har Iran overhovedet ikke oplevet, ligesom man kan spørge om krigen overhovedet var sket uden revolutionen.

Bundlinjen i den lille øvelse idag er, at kommentatorer i starten af 1970erne på sin vis havde ret: Iran var på vej til at blive Mellemøstens første ‘førsteverdensland’. Den syntetiske kontrol i 2018 er cirka lige så rig som Tjekkiet eller Spanien, og selv hvis man regner det som et overestimat, ville iranerne have været meget, meget rigere uden Ayatollah Khomeini og hans præstestyre. Det seneste tiår har deres faktiske indkomst ligget omkring 40-45 procent af vores bedste bud på, hvad den havde været uden det religiøse diktatur. Og det er værd at bemærke, at når lande bliver så rige, bliver de næsten altid også demokratiske. Iranerne tabte meget i 1979.

Hvis statsministerens “fortælling” er forkert, hvad er så det rigtige problem?

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. februar 2023. Skriv et svar

I går skrev jeg om, hvorfor statsministerens “fortælling” om dansk økonomi er forkert. De offentlige finanser er ikke uholdbare. Finansministeriets fremskrivning viser tværtimod, at der “overholdbarhed”.

Men hvad er egentlig det centrale problem, man kan udlede af fremskrivningen?

Læs resten →

Regeringslederes alder i verden

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2023. Skriv et svar

Forleden holdt den amerikanske præsident Joe Biden den traditionelle State of The Union-tale for Kongressen. Som Berlingske pointerede, gentog Biden flere gange sloganet “Let’s finish the job”, og signalerede dermed, at han har planer om at stille op til præsidentvalget næste år. Hvis han (mod forventning) skulle vinde, ville han ved slutningen af sin anden periode være 86 år gammel. Biden er dermed en anomali i den udviklede verden, ligesom hans land generelt er: Amerikanske politikere er i gennemsnit forbløffende gamle. Som kortet nedenfor viser – hvor vi illustrerer hvor gammel regeringslederen er i verdens forskellige lande – er en alder over 80 et særsyn i den demokratiske verden, men ikke nødvendigvis i verdens diktaturer.

En første åbenlys forskel er mellem demokratier og andre regimer. Gennemsnitsalderen for regeringsledere i demokratier er 58 år for tiden, og dermed i gennemsnit næsten seks år yngre end i diktaturer (p<0,01). Den ældste leder i et demokratisk land er Namibias præsident Hage Geingob, der er 81 år gammel. Han er dog sekunderet af premierministeren Saara Kuugongelwa, der er 55. Udover Biden og Geingob, er den eneste demokratisk valgte leder over 80 Nigerias Muhammadu Buhari, der har en ganske farverig fortid. Mens Geingob var det uafhængige Namibias første premierminister i 1990 – da landet var et godt stykke fra at være demokratisk – var Buhari regeringsleder i halvandet år i midten af 1980erne efter han tog magten i et militærkup. Omvendt er der tre regeringsledere under 40: Chiles præsident Gabriel Boric, Finlands statsminister Sanna Marin, og Montenegros fungerende premierminister Dritan Abazović.

I verdens 74 autokratier er der derimod seks ledere over 80, inklusive Cameroons Paul Biya, der har været landets leder siden 1982, den enevældige kong Salman af Saudiarabien, og Ækvatorialguineas ubestridte diktator Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, der har været ved magten siden 1979. Gennemsnitsaldereden er 64, og kun to regeringsledere i diktaturer er under 40: Burkina Fasos Ibrahim Traoré og Chads Mahamat Idriss Déby. Det pudsige ved de to er at Traoré kom til magten ved et kup sidste år, mens Déby overtog magten da hans far Idriss Déby pludseligt omkom i borgerkrigen i det nordlige Chad. Déby senior var kommet til magten ved et kup i 1990.

Hele fordelingen af regeringslederes alder kan ses i dagens anden figur, lige nedenfor, ved at fokusere på de fyldte søjler. Figuren viser ganske tydeligt, hvordan der er en overvægt af regeringsledere i 40’erne og 50’erne i demokratier, og en overvægt af ældre regeringsledere i diktaturer. Det rejser dog spørgsmålet, hvordan de præcist er kommet til magten, og hvor længe de har siddet der.

Den 80-årige Obiang var således kun 37, da han tog magten ved et blodigt militærkup i august 1979. Biya, der idag er 89 år gammel, var 49 da han tog over fra Ahmadou Ahidjo i 1982, og havde da allerede været Ahidjos premierminister i syv år. Disse eksempler viser sig at være en væsentlig del af forklaringen: Fokuserer man på de to sæt stribede søjler, viser de ved hvilken alder regeringsledere kom til magten – og ikke hvor gamle, de er idag. Der er helt enkelt langt flere diktatorer, der kom til magten da de var under 40, mens der er flere demokratiske ledere, der kommet til magten i deres 40’ere.

Der er også lidt flere demokratiske ledere, der kommer til magten i deres 70’ere end autokrater. Selv gennemsnittene for de to grupper afslører forholdet: Mens de autokrater, der er ved magten idag, i gennemsnit kom til magten da de var 52, var de demokratiske ledere cirka 2½ år ældre (omend p<0,18). Autokraterne er ældre, fordi de i gennemsnit har siddet 11½ år på posten, mens gennemsnittet for demokratiske ledere kun er cirka 3½ år (p<0,01).

Mens det er interessant at se de store forskelle på tværs af verden, er et sidste spørgsmål om de overhovedet gør nogen forskel? Der findes to videnskabelige artikler, er dokumenterer at der er noget at se efter. For det første fandt Alberto Alesina, Traviss Cassidy, og Ugo Troiano i 2019 i Economica, at yngre borgmestre i Italien – dvs. demokratisk valgte ‘regeringsledere’ – er mere tilbøjelige til at lave ‘politiske business cycles’. Med andre ord var de yngre borgmestre mere tilbøjelige til at øge de offentlige udgifter for at blive valgt. For det andet fandt Richard Jong-a-Pin og Jochen Mierau sidste år i Economic Modelling, at ældre diktatorer typisk fører politik, der sænker den økonomiske vækst.

Der er således god grund til at interessere sig for regeringslederes alder, og naturligvis også, hvor lang tid de bliver siddende. Begynder man at tænke over det, dukker der en række andre spørgsmål op, som man kan håbe at forskningen på et tidspunkt ser på: Fører yngre regeringsledere anderledes politik? Får den dem valgt? Er hele regeringens aldersprofil vigtig? Er alder ligegyldig, hvis regeringen ikke har flertal? For interesserede, ligger der et helt PhD-projekt og venter i spørgsmålene…

Statsministerens økonomiske ”fortælling” er ganske enkelt forkert.

Af Otto Brøns-Petersen, den 8. februar 2023. 1 svar

Regeringen er kommet usædvanligt skævt fra start. ”Fortællingen” hænger ikke sammen. Regeringen vil gerne gennemføre reformer. Det er prisværdigt og påkrævet. Men ikke af de grunde, regeringen hævder. Og desuden hjælper dens første reformudspil – afskaffelsen af en helligdag – ikke på det problem, den vil løse.

Læs resten →

Nedlukningernes omkostninger: 10 ugers uddannelse

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2023. Skriv et svar

Selvom mange slet ikke mener, at der er behov for det og mener, at der intet er at se og at vi bør komme videre, er det stadig vigtigt at undersøge omkostningerne ved nedlukningerne i 2020-22. En af de måske vigtigste har været den uddannelse, børn og unge mistede de to år. Som jeg skrev i Jyllandsposten i december 2021, afslørede nedlukningerne, hvor ligegyldige børn er for de fleste politikere. Men der var dengang ikke et præcist tal på, hvor slemt det var. Det er der nu.

En ny artikel i Nature Human Behaviour af Bastian Betthäuser (Sciences Po), Anders Bach-Mortensen (Oxford), og Per Engzell (Oxford) gennemgår 42 studier fra forskellige steder af uddannelsestabet. Det overordnede resultat afra deres meta-analyse er, at børn og unge mistede cirka 35 procent af et skoleår, eller omtrent ti uger i danske forhold, på grund af nedlukningerne. Det store problem er, at analysen ikke viser nogen indikation på, at effekterne forsvinder over de næste to år. Med andre ord ser de ud til at være persistente, så i det mindste en stor del af de børn og unge, der gik gennem deres uddannelse under nedlukningerne, vil have et permanent tab af uddannelse og færdigheder resten af deres liv.

Betthäuser, Bach-Mortensen, og Engzell finder også, at de 42 studier klart viser større tab blandt børn fra fattigere familier, større tab matematik og læsning, og relativt større tab i mellemindkomstlande. Det er således centrale færdigheder, som børnene er bagud på, og som FN har estimeret, har 95 procent af verdens elever været påvirkede af nedlukninger. Ét land stikker dog ud i de internationale sammenligninger: Anna Eva Hallin (Karolinska), Henrik Danielsson (Linköping), Thomas Nordström (Linnaeus), og Linda Fälth (Linnaeus) i International Journal of Education Research finder, at der ikke har været substantielle tab af indlæring i Sverige.

Udover de gigantiske tab af velfærd gennem de to år, og de voldsomme depressionsproblemer millioner af unge nu lider under, peger de store og persistente tab også i retning af store økonomiske tab i fremtiden. Som mine IFN-kolleger Gabriel Heller Sahlgreen og Henrik Jordahl forleden viste i Applied Economic Letters, er uddannelseskvalitet stærkt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at regne med, at verdens som helhed vokser langsommere de kommende år når en dårligere uddannet generation kommer på arbejdsmarkedet. Og følger tabene de tab, vi ser i verden nu, kommer det til at gå værst ud over dem, der i forvejen kom fra de mindst velstillede familier. Hvorfor epidemiologer og politikere totalt ignorerede den slags konsekvenser af de værdiløse nedlukninger, er en moralsk fallit der fortjener at blive husket.

Korruption i verden – CPI 2022

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2023. 1 svar

Hvert år udkommer den årlige korruptionsrapport fra Transparency International. Organisationen har hvert år siden 1995 udgivet det såkaldte Corruption Perception Index (CPI), der ret beset måler eksperters ‘perception’ af korruption, og ikke det absolutte problem. CPI korrelerer dog meget stærkt med andre forsøg på at måle korruptionen, så der er ikke nogen grund til ikke at stole på de brede forskelle på tværs af verden. Og som man kan se på kortet nedenfor, er der heller ikke mange overraskelser.

I 2022-udgaven er verdens mindst korrupte land Danmark, med en score på 90 /100; i den anden ende finder man Somalia på 12 /100. I den gode ende er de andre over en score på 80 Finland, New Zealand, Norge, Singapore, Sverige, Schweiz og Holland. I den dårlige ende ligger kun få lande under 15: Udover Somalia er det Venezuela, Sydsudan, og Syrien. De allerværste er således alle failed states.

Igen i år kan man også se den klare forbindelse til landes tillidskultur. Mens sammenhængen ikke er specielt klar på tværs af autokratier, er korrelationen mellem korruptionsindekset og vores normale mål for social tillid 0,7 på tværs af verdens demokratier, og 0,8 for de meget stabile demokratier. Det indikerer således, at de nordiske landes meget begrænsede korruptionsproblemer ikke kan tilskrives god politik eller gode politikere – forklaringen er meget dybere. På den anden side indikerer det også, at nogle lande kan få endda meget svært ved at bekæmpe korruptionen effektivt.

Uanset hvilken slags samfund man bor i, er det dog værdifuldt, at organisationer som Transparency International sætter fokus på korruptionsproblemer og gør forskellene så transparente som her. Det er derfor måske heller ikke mærkeligt, at det kinesiske kommunistparti blokerer for adgang til organisationens website i Kina. Hvor længe det kan blive ved, og hvor hårdt befolkninger i demokratier med store problemer som Ukraine reagerer, er et spørgsmål for de kommende år.

Menneskelig frihed styrtdykkede i 2020

Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2023. Skriv et svar

I torsdags udkom den årlige rapport fra the Cato Institute og Fraser Institute om the Human Freedom Index. Overskriften på Catos pressemeddelelse var “The Pandemic Was a Catastrophe for Global Freedom — New Human Freedom Index.” I 148 af de 165 lande, som organisationerne rater, skete der et markant fald i 2020. Eller som rapportens forfattere Ian Vásquez, Fred McMahon, Ryan Murphy, og Guillermina Sutter Schneider noterer, er de sidste 20 års globale fremskridt i menneskelig frihed slettet af et enkelt års nedlukninger i 2020.

I kortet nedenfor illustrerer vi, hvor i verden folks menneskelige frihed – defineret som en situation der “implies that individuals have the right to lead their lives as they wish as long as they respect the equal rights of others” – er faldet mere eller mindre. Farvekategorierne burde i sig selv fortælle en del af historien, da kun to – mellemblå og mørkeblå – af de syv kategorier indikerer, at situationen er blevet bedre i landet. I de første fem, fra mørkt rød til lyseblå, er folks frihed reduceret.

Danmarks udvikling var endda værre end det typiske land i verden. Vores fald i the Human Freedom Index var 0,29, fra et af de højeste niveauer i verden omkring 9. Mens det ikke lyder af ret meget, er ændringen det tidobbelte af den gennemsnitlige år-til-år ændring de foregående 20 år. Det er også dybt bekymrende at dykke ned i dataene og se, hvilke dele af indekset har ændet sig mest. I Danmarks tilfælde er det kvaliteten af retsstaten (Rule of Law), folks bevægelsesfrihed, væksten i pengemængden og det væsentligt større offentligt forbrug.

Der er en række politikere og såkaldte meningsdannere, der idag påstår, at nedlukningerne var meget små og ikke rigtigt havde nogen konsekvenser. Det er derfor ekstra vigtigt, at der er transparente data og forskning, der viser hvor forkert påstandene er. Nedlukningerne i 2020-2022 indebar historiske tab af folks frihed, af børn og unges uddannelse, og af verdens velstand – og den sidste har vi slet ikke set de sidste effekter af. Og der var ingen sammenhæng mellem, hvor lidt eller meget samfund lukkede ned og den overdødelighed, de endte med. Vi ved at gevinsten ved nedlukningerne var omtrent nul i de to år, de var der, men omkostningerne er først ved at blive dokumenteret. Og voldsomme tab af menneskelig frihed må tælle meget tungt i det endelige regnskab.

Værdiclusters i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2023. Skriv et svar

Vi har siden 31. december skrevet om værdier i Europa, som vi har splittet op i fire typer: Sjov og kreativitet, ordentlighed, bling, og traditioner og sikkerhed. De fire værdidimensioner og resultatet af en faktoranalyse af 21 forskellige udsagn om værdier, som knap 176.000 respondenter har svaret på i the European Social Survey. Vi har derefter taget gennemsnittene i 290 regioner på tværs af Europa og har tegnet fire kort over fordelingen af dem.

Vores femte og sidste indlæg i serien handler om, hvilke regioner der herefter ligner hinanden. Vi laver her en såkaldt cluster-analyse, som netop fordeler observationer ind i et antal grupper, der er maksimalt ens internt i hver gruppe samtidig med at grupperne som sådan er maksimalt forskellige. En løsning med seks clusters viser sig at være fornuftig, forstået på den måde at man hverken får clusters, der er meget blandede internt eller meget små clusters. Resultatet kan ses i figuren nedenfor.

Den første observation, som springer i øjnene, er at der ikke er en eneste cluster, der udelukkende indeholder regioner fra EU – alle clusters er spredt udover EUs grænser. Den lyseblå cluster, som Danmark tilhører, omfatter således både Norge, Holland, Portugal, Wales, store dele af England, dele af Irland or det meste af Estland, Letland, og Belgien. Der er også Salzburg-regionen i Østrig, lidt tilfældige bidder af Ungarn og Zagreb i Kroatien. Det man måske mest kan kalde kernen af EU er den røde cluster, der dækker hele Frankrig, hele Vesttyskland (inkl. Berlin), hele Sverige, Finland og Island, og derudover Skotland, Cornwall og det spanske Baskerland.

Forskellene på disse to clusters – den lyseblå og røde – findes i, at de blå lægger lidt mere vægt på traditioner (som ingen af dem ser som særligt vigtige), og noget mindre vægt på ordentlighed, og at folk i de røde regioner er meget kraftigt imod ‘bling’-faktoren. Begge er fælles om at lægge vægt på at have det sjovt og være kreativ, en type værdi som de også deler med den grønne cluster. En anden mulig forskel på den lyseblå og den røde cluster er, at de østlige dele af England, der er blå, i højere grad stemte for Brexit, mens Skotland og de gamle industriområder i the Midlands stemte Remain. Omvendt finder man ikke ret meget EU-skepsis i den røde cluster.

Udenfor disse to clusters er den lilla cluster den sidste vesteuropæiske. Den omfatter andre dele af England og Irland, hele Spanien udenfor Baskerlandet, Schweiz, Østtyskland, en bid af Letland og Belgien, og Kroatien udenfor hovedstaden. Folk i den lilla cluster er typisk kendetegnede ved at lægge meget høj vægt på at opføre sig ordentligt, og en vis vægt på bling. En interessant forskel, som kan ses på kortet, er at mens dele af den grønne cluster ligger tæt op ad den lilla – Slovenien er for eksempel grønt mens Kroaiten er næsten helt lilla – er den meget anderledes. I de grønne områder lægger folk typisk stor vægt på ‘bling’ og at vise man er rig, og lige så meget vægt på traditioner som i den sorte cluster. Man kan måske spekulere på, at meget af de grønne områder ligger i det tidligere Østrig-Ungarske Imperium, modsat de sorte områder, der også typisk er blandt de mest religiøse i Europa.

Der hvor den sorte cluster er anderledes, er at folk netop ikke lægger vægt på at have det sjovt og at være kreativ. Den grå er omtrent gennemsnitlig med undtagelse af, at folk har lave scorer på ordentlighed clusterens områder i Tjekkiet, Litauen, Ukraine, og dele af Rumænien og Ungarn, og Slovakiets hovedstadsregion.

Hvad kan man så lære af det? Et åbenlyst forhold, der bør springe i øjnene når man ser kortet ovenfor, er at det er endda meget svært at tale meningsfuldt om ‘europæiske værdier’. På tværs af de 21 spørgmål og fire værdidimensioner i the European Social Survey er der meget store forskelle på tværs af Europa. Selv regioner, der umiddelbart kan virke meget ens, ender i forskellige værdiclusters: Se blot Danmark versus Sverige, Portugal versus Spanien, eller Slovenien versus Zagreb-regionen versus resten af Kroatien. Men om forskellene også har særlige konsekvenser, og hvor de kommer fra, må være et åbent spørgsmål som man først kan stille, når man har dokumenteret, at de er der.

EU løser ikke sine problemer ved at skyde sig selv i foden

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. januar 2023. 1 svar

Amerikas protektionisme har fået en ekstra tand, efter at Biden har afløst Trump. Senest med Bidens “anti-inflationslov”, som handler om “grøn omstilling” og består i store statssubsidier til amerikanske virksomheder. Det går mest ud over USA selv, som kommer til at betale overpris for grøn omstilling. Men stærke kræfter i EU ønsker et “gensvar” med mere europæisk statsstøtte, protektionisme og industripolitik.

Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?

Svaret er efter min mening nej.

Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).

Husk: Dansk Public Choice Workshop 2023

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2023. Skriv et svar

Som vi skrev forleden, afholdes den årlige danske public choice workshop på fredag den 27. januar, i København. Workshoppen starter klokken 11, og afholdes i år hos Cepos på Landgreven 3. Påmindelsen idag er både en påmindelse, og en notits om at programmet er en smule ændret og nu omfatter 22 præsentationer fra forskere fra Danmark, Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA.

Hvis nogen skulle være interesserede, er workshoppen åben for alle interesserede – selvom det er en videnskabelig workshop – og hvis man kun skulle være interesseret i én præsentation eller et emne, er man velkommen til simpelthen at komme og sidde med på en enkelt session. Og skulle man være bekymret, er både den danske workshop og det internationale miljø omkring public choice venligt og hjælpsomt, og altid interesseret i bredere interesse.

11.00: Welcome

11.05: Voting and government failure (Chair: Nicola Maaser)

Peter Kurrild-Klitgaard (Copenhagen): The perfect storm: A note on the election inversion of the 2022 parliamentary elections of Denmark

David Sandberg (Lund): The effect of left-wing party control: Evidence from Swedish local governments

Otto Brøns-Petersen (Cepos): The politics of highly uneven taxes on capital

Nicola Maaser (Aarhus), David Stadelmann (Bayreuth), and Marco Frank (Bayreuth): Becoming a lazy duck

12.35: Lunch

14.20a: Constitutions and regime change (Chair. Christian Bjørnskov)

Martin Rode (Navarra) and Jerg Gutmann (Hamburg): Are populists constitutionalists? An empirical assessment of populist constitutional compliance.

Jan Fałkowski, Jacek Lewkowicz and Zimin Luo (Warszawa): Watch out for words: the wording of constitutions and constitutional compliance of the executive

Katarzyna Metelska-Szaniawska and Anna Lewczuk (Warszawa): Economic Effects of (Non-) Compliance with Constitutions

Christian Bjørnskov (Aarhus), Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Repression after coups: The role of deposed leader partisanship

14.20b: Education and contracting (Chair: Stefan Sløk-Madsen)

Therese Nilsson (Lund): Patience, risk-taking and health behaviours across countries

Josh Bedi (George Mason) and Stefan Sløk-Madsen (Cepos): Holla, We Want Prenup! We Want Prenup!

Gert T. Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Danegeld in Viking Age England

Stefan Sløk-Madsen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Situationships – a transaction cost explanation

15.50: Coffee break

16.10a: Trust and safety (Chair: Niclas Berggren)

Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Foreign occupation and social trust

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen(Cepos): Social trust and education – private schools, social, ethnic, and religious diversity

Adrian Mehic (Lund): Perceptions of Personal Safety and Voting Outcomes

Stefan Voigt (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Political events and states of emergency

Niclas Berggren (IFN), Christian Bjørnskov (Aarhus), and Alexandra Sandström (Uppsala): The rule of law predicts trust in journalists and scientists

16.10b: Law and economics / democracy (Chair: Jerg Gutmann)

Andreas Bergh (Lund): Is the rise of right-wing populism a backlash against social-democracy?

Lasse Skjoldager Eskildsen (FM): Do mega sporting events increase human rights for the host country

Martin Paldam (Aarhus): Income, growth, and democracy: Looking for bedrock exogeneity

Rasmus Wiese (Groningen), João Tovar Jalles (Lisbon), and Jakob de Haan (Groningen): Structural Reforms and Income Distribution: New Evidence for OECD countries

Jerg Gutmann (Hamburg), Matthias Neuenkirch (Trier) and Florian Neumeier (Ifo):Do China and Russia undermine US sanctions? Evidence from DiD and event study estimation.

Dommeren, frelseren og de fattiges far

Af Niels Westy, den 21. januar 2023. Skriv et svar

I forrige uge kom Brasilien igen for en stund på verdens forsider. Denne gang fordi en flok af den tidligere præsident Jair “Messias” Bolsonaro’s tilhængere stormede og vandaliserede kongresbygningen, højesteret og præsidentpaladset i Brasilia.

Det var den foreløbige kulmination på flere måneders protester mod valget af Brasiliens (gamle) nye præsident, Luiz Inácio da Silva, eller Lula som han kaldes til daglig.

Angrebet kom en uge efter indsættelsen af Lula, som i oktober vandt ved det tætteste præsidentvalg nogensinde (50,9 pct. mod 49.1 pct. ). Et valg Bolsonaro og en stor del af hans tilhængere efterfølgende ikke vil anerkende (se også figur 1).

Læs resten →

Værdier i Europa: Tradition og sikkerhed

Af Christian Bjørnskov, den 19. januar 2023. 5 svar

Vi er kommet til den sidste af de fire værdidimensioner, som spørgeskemadataene fra the European Social Survey udviser. De fem værdiudsagn, som danner denne dimension er: “Important to live in secure and safe surroundings”; “Important to follow traditions and customs”; Important to do what is told and follow rules”; og med mindre vægt, “Important to be humble and modest, not draw attention” og “Important to get respect from others.” Vi beregner derfor, i hvilken grad respondenterne er enige i de fem udsagn, og dermed i hvilken grad de lægger normativ vægt på at følge traditioner og regler, og at være ‘sikre’ og ‘trygge’.

Kortet ovenfor illustrerer fordelingen af disse værdier på tværs af Europa, med røde områder som dem hvor folk lægger stor vægt på at følge tradition og være sikre, og blå områder der hvor folk ikke gør, men har andre værdier. Det mest traditionsbundne sted i Europa – målt på denne metrik – viser sig at være Kosovo, skarpt forfulgt af regioner i Albanien, Italien, Polen, og hovedstadsområdet i Slovakiet. De steder, hvor folk lægger mindst vægt på den slags er dele af Sverige, området omkring Amsterdam, Island, størstedelen af det vestlige Tyskland, og også dele af Frankrig. Internt i Danmark er det ikke overraskende, at folk i København lægger en tand mindre vægt på tradition end i resten af landet.

Men der er også andre interessante forskelle ude i Europa, og ikke mindst i Tyskland, Baltikum, og på den iberiske halvø. I Tyskland er der endnu en gang en klar soleklar øst-vest-forskel, og endda med Berlin og Brandenburg som de anderledes steder i øst. I Baltikum er de estisk dominerede dele af Estland basalt set som resten af Skandinavien, mens den langt mere russisk-talende nordøstlige del ligner Rusland. Og på den iberiske halvø er det igen påfaldende at se, hvor forskellige folks værdier er i Spanien og Portugal. Taler man om ‘europæiske værdier’, skal man godt nok være omhyggelig med at specificere, hvilken del af Europa man taler om, og hvilke værdier man er interesseret i!

Historisk fejltrin med skifte i EU-politik

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. januar 2023. 1 svar

Information bringer i dag et længere interview med mig. Det er en skarp advarsel imod det skifte i EU-politikken, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen luftede et par dagene forinden.

Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:

»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.

Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.

»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«

Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.

Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.