Der er skrevet meget om hvordan landes respekt for de universelle menneskerettigheder – og især folks almindelige borgerrettigheder som f.eks. forsamlings-, ytrings- og bevægelsesfrihed – varierer. I Europa er debatten i høj grad centreret omkring svækkelsen af ungarernes og tyrkernes borgerrettigheder, og deres usle status i Rusland. Forskellene er velkendte, men spørgsmålet er, om de er overraskende givet landes indkomstniveau og styresystem?
I stedet for at kortlægge respekten for borgerrettigheder på tværs af verden, kortlægger vi dem derfor relativt til en forventning idag. Vi har helt konkret forsøgt at forklare niveauet for 176 lande i verden med gennemsnitsindkomst, om landet er kommunistisk, og om det er demokratisk, et flerparti-autokrati eller en etpartistat.
Analysen peger på, at demokratier i gennemsnit er 0,56 point bedre, og flerparti-autokratier er 0,27 point bedre, end enkeltpartistater. De kommunistiske af slagsen er omvendt 0,15 point dårligere. Sidst, men ikke mindst, er rige lande bedre til at beskytte folks borgerrettigheder: For hver fordobling af indkomsten stiger respekten med cirka 0,047 point. Disse variable forklarer 71 procent af al variationen på tværs af de 176 lande, og kortet nedenfor viser således afvigelsen fra hvad vi burde regne med.
Grunden til, at det kan være interessant at se på afvigelser fra et kendt mønster i stedet for de rå tal, er at en sådan afvigelse i princippet ofte siger noget om den retning, et land udvikler sig i. Og kortet ovenfor viser netop, hvor overraskelserne ligger.
De hvide områder er dem, hvor forklaringen fra simpel regressionsanalyse rammer mest rigtigt – dvs. de mindst overraskende. Det er for eksempel (måske iverraskende i sig selv) lande så forskellige som Polen, Paraguay, Bolivia, Iran, og Afghanistan. De lyseblå er også tæt på forudsigelsen, så man hverken kan se det demokratiske Vesteuropa og Nordamerika, eller det kommunistiske Kina som overraskelser.
De negative overraskelser i form af regimer, der respekterer borgernes rettigheder mindre end man skulle tro, er det meste af den post-sovjetiske verden, men også steder som Indien, Brasilien, Mexico og Tyrkiet. Ellers stabile demokratier som Indien, Indonesien og Mexico skuffer således i et rettighedsperspektiv.
Modsat kan man finde de positive overraskelser i de mellem- og mørkeblå områder. Det dækker for eksempel det meste af det sydlige Afrika, der faktisk klarer sig meget fint i forhold til dets økonomiske udviklingsniveau. Det samme gælder dele af Vestafrika, og ikke mindst området omkring Benin, Burkina Faso, Côte d’Ivoire, Ghana, og Togo, samt Marokko.
Sidst, men ikke mindst, må man understrege lyspunkterne i Mellemøsten: Israel og Jordan er væsentligt bedre til at beskytte borgerrettighederne end vi umiddelbart ville regne med, givet deres styreform osv. Omgivet af nogle af de værste syndere som Egypten og Syrien holder de to små lande fanen højt for henholdsvis demokratier og royale autokratier.
Går det godt eller skidt i verden? Man kan altid – og med rette – hævde, at der bliver begået for mange overgreb på borgernes frihedsrettigheder. Det gælder selv med den nuværende regering i Danmark, der fortsætter med at se stort på demokratisk proces og almindelig moral. Men vores holdning her på stedet er, at man også må se på folks rettigheder osv. i et komparativt perspektiv. Det forsøger vi idag, og håber at det måske kan bringe noget perspektiv og et grundlag at sammenligne på.
