Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

EU løser ikke sine problemer ved at skyde sig selv i foden

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. januar 2023. 1 svar

Amerikas protektionisme har fået en ekstra tand, efter at Biden har afløst Trump. Senest med Bidens “anti-inflationslov”, som handler om “grøn omstilling” og består i store statssubsidier til amerikanske virksomheder. Det går mest ud over USA selv, som kommer til at betale overpris for grøn omstilling. Men stærke kræfter i EU ønsker et “gensvar” med mere europæisk statsstøtte, protektionisme og industripolitik.

Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?

Svaret er efter min mening nej.

Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).

Husk: Dansk Public Choice Workshop 2023

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2023. Skriv et svar

Som vi skrev forleden, afholdes den årlige danske public choice workshop på fredag den 27. januar, i København. Workshoppen starter klokken 11, og afholdes i år hos Cepos på Landgreven 3. Påmindelsen idag er både en påmindelse, og en notits om at programmet er en smule ændret og nu omfatter 22 præsentationer fra forskere fra Danmark, Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA.

Hvis nogen skulle være interesserede, er workshoppen åben for alle interesserede – selvom det er en videnskabelig workshop – og hvis man kun skulle være interesseret i én præsentation eller et emne, er man velkommen til simpelthen at komme og sidde med på en enkelt session. Og skulle man være bekymret, er både den danske workshop og det internationale miljø omkring public choice venligt og hjælpsomt, og altid interesseret i bredere interesse.

11.00: Welcome

11.05: Voting and government failure (Chair: Nicola Maaser)

Peter Kurrild-Klitgaard (Copenhagen): The perfect storm: A note on the election inversion of the 2022 parliamentary elections of Denmark

David Sandberg (Lund): The effect of left-wing party control: Evidence from Swedish local governments

Otto Brøns-Petersen (Cepos): The politics of highly uneven taxes on capital

Nicola Maaser (Aarhus), David Stadelmann (Bayreuth), and Marco Frank (Bayreuth): Becoming a lazy duck

12.35: Lunch

14.20a: Constitutions and regime change (Chair. Christian Bjørnskov)

Martin Rode (Navarra) and Jerg Gutmann (Hamburg): Are populists constitutionalists? An empirical assessment of populist constitutional compliance.

Jan Fałkowski, Jacek Lewkowicz and Zimin Luo (Warszawa): Watch out for words: the wording of constitutions and constitutional compliance of the executive

Katarzyna Metelska-Szaniawska and Anna Lewczuk (Warszawa): Economic Effects of (Non-) Compliance with Constitutions

Christian Bjørnskov (Aarhus), Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Repression after coups: The role of deposed leader partisanship

14.20b: Education and contracting (Chair: Stefan Sløk-Madsen)

Therese Nilsson (Lund): Patience, risk-taking and health behaviours across countries

Josh Bedi (George Mason) and Stefan Sløk-Madsen (Cepos): Holla, We Want Prenup! We Want Prenup!

Gert T. Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Danegeld in Viking Age England

Stefan Sløk-Madsen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Situationships – a transaction cost explanation

15.50: Coffee break

16.10a: Trust and safety (Chair: Niclas Berggren)

Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Foreign occupation and social trust

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen(Cepos): Social trust and education – private schools, social, ethnic, and religious diversity

Adrian Mehic (Lund): Perceptions of Personal Safety and Voting Outcomes

Stefan Voigt (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Political events and states of emergency

Niclas Berggren (IFN), Christian Bjørnskov (Aarhus), and Alexandra Sandström (Uppsala): The rule of law predicts trust in journalists and scientists

16.10b: Law and economics / democracy (Chair: Jerg Gutmann)

Andreas Bergh (Lund): Is the rise of right-wing populism a backlash against social-democracy?

Lasse Skjoldager Eskildsen (FM): Do mega sporting events increase human rights for the host country

Martin Paldam (Aarhus): Income, growth, and democracy: Looking for bedrock exogeneity

Rasmus Wiese (Groningen), João Tovar Jalles (Lisbon), and Jakob de Haan (Groningen): Structural Reforms and Income Distribution: New Evidence for OECD countries

Jerg Gutmann (Hamburg), Matthias Neuenkirch (Trier) and Florian Neumeier (Ifo):Do China and Russia undermine US sanctions? Evidence from DiD and event study estimation.

Dommeren, frelseren og de fattiges far

Af Niels Westy, den 21. januar 2023. Skriv et svar

I forrige uge kom Brasilien igen for en stund på verdens forsider. Denne gang fordi en flok af den tidligere præsident Jair “Messias” Bolsonaro’s tilhængere stormede og vandaliserede kongresbygningen, højesteret og præsidentpaladset i Brasilia.

Det var den foreløbige kulmination på flere måneders protester mod valget af Brasiliens (gamle) nye præsident, Luiz Inácio da Silva, eller Lula som han kaldes til daglig.

Angrebet kom en uge efter indsættelsen af Lula, som i oktober vandt ved det tætteste præsidentvalg nogensinde (50,9 pct. mod 49.1 pct. ). Et valg Bolsonaro og en stor del af hans tilhængere efterfølgende ikke vil anerkende (se også figur 1).

Læs resten →

Værdier i Europa: Tradition og sikkerhed

Af Christian Bjørnskov, den 19. januar 2023. 5 svar

Vi er kommet til den sidste af de fire værdidimensioner, som spørgeskemadataene fra the European Social Survey udviser. De fem værdiudsagn, som danner denne dimension er: “Important to live in secure and safe surroundings”; “Important to follow traditions and customs”; Important to do what is told and follow rules”; og med mindre vægt, “Important to be humble and modest, not draw attention” og “Important to get respect from others.” Vi beregner derfor, i hvilken grad respondenterne er enige i de fem udsagn, og dermed i hvilken grad de lægger normativ vægt på at følge traditioner og regler, og at være ‘sikre’ og ‘trygge’.

Kortet ovenfor illustrerer fordelingen af disse værdier på tværs af Europa, med røde områder som dem hvor folk lægger stor vægt på at følge tradition og være sikre, og blå områder der hvor folk ikke gør, men har andre værdier. Det mest traditionsbundne sted i Europa – målt på denne metrik – viser sig at være Kosovo, skarpt forfulgt af regioner i Albanien, Italien, Polen, og hovedstadsområdet i Slovakiet. De steder, hvor folk lægger mindst vægt på den slags er dele af Sverige, området omkring Amsterdam, Island, størstedelen af det vestlige Tyskland, og også dele af Frankrig. Internt i Danmark er det ikke overraskende, at folk i København lægger en tand mindre vægt på tradition end i resten af landet.

Men der er også andre interessante forskelle ude i Europa, og ikke mindst i Tyskland, Baltikum, og på den iberiske halvø. I Tyskland er der endnu en gang en klar soleklar øst-vest-forskel, og endda med Berlin og Brandenburg som de anderledes steder i øst. I Baltikum er de estisk dominerede dele af Estland basalt set som resten af Skandinavien, mens den langt mere russisk-talende nordøstlige del ligner Rusland. Og på den iberiske halvø er det igen påfaldende at se, hvor forskellige folks værdier er i Spanien og Portugal. Taler man om ‘europæiske værdier’, skal man godt nok være omhyggelig med at specificere, hvilken del af Europa man taler om, og hvilke værdier man er interesseret i!

Historisk fejltrin med skifte i EU-politik

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. januar 2023. 1 svar

Information bringer i dag et længere interview med mig. Det er en skarp advarsel imod det skifte i EU-politikken, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen luftede et par dagene forinden.

Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:

»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.

Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.

»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«

Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.

Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.

Dansk Public Choice Workshop 2023

Af Christian Bjørnskov, den 17. januar 2023. Skriv et svar

Det er snart tid til den årlige danske Public Choice workshop, som afholdes om ti dage, fredag den 27. januar fra klokken 11. I år afholdes workshoppen i København – det er efterhånden tradition, at ulige år er i hovedstaden og lige år i Aarhus – og i år er Cepos vært for eventen. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede, og man behøver ikke være med hele dagen. Hvis der skulle være en enkelt session, man er interesseret i, må man gerne komme forbi og sidde med i en halvanden time sådan en tager.

Vi kan se frem til det største program nogensinde ved en dansk Public Choice Workshop. Der er 21 præsentationer linet op i programmet, som kan ses nedenfor, og deltagere fra Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA, og en hel række forskellige emner. Hvis læserne vil have mere information om en eller flere af præsentationerne, må I gerne sige til. God fornøjelse!

11.00: Welcome

11.05: Voting and government failure (Chair: Nicola Maaser)

Peter Kurrild-Klitgaard (Copenhagen): The perfect storm: A note on the election inversion of the 2022 parliamentary elections of Denmark

David Sandberg (Lund): The effect of left-wing party control: Evidence from Swedish local governments

Otto Brøns-Petersen (Cepos): The politics of highly uneven taxes on capital

Nicola Maaser (Aarhus), David Stadelmann (Bayreuth), and Marco Frank (Bayreuth): Becoming a lazy duck

14.20a: Constitutions and regime change (Chair. Christian Bjørnskov)

Martin Rode (Navarra) and Jerg Gutmann (Hamburg): Are populists constitutionalists? An empirical assessment of populist constitutional compliance.

Jan Fałkowski, Jacek Lewkowicz and Zimin Luo (Warszawa): Watch out for words: the wording of constitutions and constitutional compliance of the executive

Katarzyna Metelska-Szaniawska and Anna Lewczuk (Warszawa): Economic Effects of (Non-) Compliance with Constitutions

Christian Bjørnskov (Aarhus), Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Repression after coups: The role of deposed leader partisanship

14.20b: Education and contracting (Chair: Stefan Sløk-Madsen)

Therese Nilsson (Lund): Patience, risk-taking and health behaviours across countries

Josh Bedi (George Mason) and Stefan Sløk-Madsen (Cepos): Holla, We Want Prenup! We Want Prenup!

Gert T. Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Danegeld in Viking Age England

Stefan Sløk-Madsen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Situationships – a transaction cost explanation

16.10a: Trust and safety (Chair: Niclas Berggren)

Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Foreign occupation and social trust

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen(Cepos): Social trust and education – private schools, social, ethnic, and religious diversity

Adrian Mehic (Lund): Perceptions of Personal Safety and Voting Outcomes

Niclas Berggren (IFN), Christian Bjørnskov (Aarhus), and Alexandra Sandström (Uppsala): The rule of law predicts trust in journalists and scientists

16.10b: Law and economics / democracy (Chair: Jerg Gutmann)

Stefan Voigt (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Political events and states of emergency

Lasse Skjoldager Eskildsen (FM): Do mega sporting events increase human rights for the host country

Martin Paldam (Aarhus): Income, growth, and democracy: Looking for bedrock exogeneity

Rasmus Wiese (Groningen), João Tovar Jalles (Lisbon), and Jakob de Haan (Groningen): Structural Reforms and Income Distribution: New Evidence for OECD countries

Jerg Gutmann (Hamburg), Matthias Neuenkirch (Trier) and Florian Neumeier (Ifo):Do China and Russia undermine US sanctions? Evidence from DiD and event study estimation.

Borgerrettigheder i verden

Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2023. Skriv et svar

Der er skrevet meget om hvordan landes respekt for de universelle menneskerettigheder – og især folks almindelige borgerrettigheder som f.eks. forsamlings-, ytrings- og bevægelsesfrihed – varierer. I Europa er debatten i høj grad centreret omkring svækkelsen af ungarernes og tyrkernes borgerrettigheder, og deres usle status i Rusland. Forskellene er velkendte, men spørgsmålet er, om de er overraskende givet landes indkomstniveau og styresystem?

I stedet for at kortlægge respekten for borgerrettigheder på tværs af verden, kortlægger vi dem derfor relativt til en forventning idag. Vi har helt konkret forsøgt at forklare niveauet for 176 lande i verden med gennemsnitsindkomst, om landet er kommunistisk, og om det er demokratisk, et flerparti-autokrati eller en etpartistat.

Analysen peger på, at demokratier i gennemsnit er 0,56 point bedre, og flerparti-autokratier er 0,27 point bedre, end enkeltpartistater. De kommunistiske af slagsen er omvendt 0,15 point dårligere. Sidst, men ikke mindst, er rige lande bedre til at beskytte folks borgerrettigheder: For hver fordobling af indkomsten stiger respekten med cirka 0,047 point. Disse variable forklarer 71 procent af al variationen på tværs af de 176 lande, og kortet nedenfor viser således afvigelsen fra hvad vi burde regne med.

Grunden til, at det kan være interessant at se på afvigelser fra et kendt mønster i stedet for de rå tal, er at en sådan afvigelse i princippet ofte siger noget om den retning, et land udvikler sig i. Og kortet ovenfor viser netop, hvor overraskelserne ligger.

De hvide områder er dem, hvor forklaringen fra simpel regressionsanalyse rammer mest rigtigt – dvs. de mindst overraskende. Det er for eksempel (måske iverraskende i sig selv) lande så forskellige som Polen, Paraguay, Bolivia, Iran, og Afghanistan. De lyseblå er også tæt på forudsigelsen, så man hverken kan se det demokratiske Vesteuropa og Nordamerika, eller det kommunistiske Kina som overraskelser.

De negative overraskelser i form af regimer, der respekterer borgernes rettigheder mindre end man skulle tro, er det meste af den post-sovjetiske verden, men også steder som Indien, Brasilien, Mexico og Tyrkiet. Ellers stabile demokratier som Indien, Indonesien og Mexico skuffer således i et rettighedsperspektiv.

Modsat kan man finde de positive overraskelser i de mellem- og mørkeblå områder. Det dækker for eksempel det meste af det sydlige Afrika, der faktisk klarer sig meget fint i forhold til dets økonomiske udviklingsniveau. Det samme gælder dele af Vestafrika, og ikke mindst området omkring Benin, Burkina Faso, Côte d’Ivoire, Ghana, og Togo, samt Marokko.

Sidst, men ikke mindst, må man understrege lyspunkterne i Mellemøsten: Israel og Jordan er væsentligt bedre til at beskytte borgerrettighederne end vi umiddelbart ville regne med, givet deres styreform osv. Omgivet af nogle af de værste syndere som Egypten og Syrien holder de to små lande fanen højt for henholdsvis demokratier og royale autokratier.

Går det godt eller skidt i verden? Man kan altid – og med rette – hævde, at der bliver begået for mange overgreb på borgernes frihedsrettigheder. Det gælder selv med den nuværende regering i Danmark, der fortsætter med at se stort på demokratisk proces og almindelig moral. Men vores holdning her på stedet er, at man også må se på folks rettigheder osv. i et komparativt perspektiv. Det forsøger vi idag, og håber at det måske kan bringe noget perspektiv og et grundlag at sammenligne på.

Hannan om frihandel

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2023. 3 svar

Det er meget sjældent, at jeg støder på en politiker, der har de tre væsentligste kvaliteter for at være en god politiker: Principper, integritet, og indsigt. Britten Daniel Hannan – som jeg har haft fornøjelsen af at møde en enkelt gang – er en af de få. Den 51-årige Hannan har tidligere siddet i Europaparlamentet og er nu medlem af Storbritanniens Overhus (som Baron Hannan of Kingsclere). Se det korte klip fra Overhuset forleden dag og prøv at sammenligne hvor klare, velfunderede – og morsomme – hans pointer er, men næsten enhver dansk politiker. Hannan taler tydeligt særinteresser og inkompetente kolleger imod med charme og vid. Kan man forestille sig en eneste dansk politiker, der når dette niveau?

Hvad er skyggesiderne ved kunstig intelligens?

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. januar 2023. 1 svar

I mit sidste indlæg så jeg på den nye AI-robot ChatGPT og blandt andet på det store potentiale, der kan være i vente ved kunstig intelligens. Men vi skal også se på skyggesiderne. 

Jeg deler ikke i så høj grad de sædvanlige bekymringer.  

Robotterne vil næppe overtage al arbejdet og gøre os overflødige. Det er ikke umuligt, men ikke sandsynligt.  

Læs resten →

Kunstig intelligens kan slå dig i skak hver gang, men den forstår ikke spillet

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. januar 2023. 8 svar

“The Moon is a harsh mistress” er en science fiction om en uafhængighedskrig, som indbyggerne på månen indleder for at løsrive sig politisk fra jorden. Meget kort fortalt en gentagelse af den amerikanske uafhængighedskrig. Det var den første – og bedste – roman, jeg læste af Robert Heinlein. En af hovedpersonerne er en computer med bevidsthed og andre menneskelige træk. Den var opstået ved, at man på månen var begyndt at koble computersystemerne til forskellige formål sammen; Heinleins foregribelse af “the internet of things”. Ideen var, at bevidstheden er et spontant resultat af tilstrækkelig stor computercapacitet. Også her var Heinlein forud for sin tid.

Det var svært ikke at komme til at tænke på Heinleins computer, da AI’en ChatGPT under stor opmærksomhed gik i luften sidst i december. Den besvarer spørgsmål, interagerer, skriver essays og sange i løbet af splitsekunder. Den begår også store brølere – f.eks. at 2 er større end 2,5, eller at der ingen tegn er på, at Rusland har invaderet Ukraine i 2022 (men det gør den næsten mere menneskelig, som én bemærkede). Det skal dog nok rette sig. Mit gæt er, at vi kommer til at se en revolution i anvendelsen af AIer i de kommende år. Måske vil de fleste blogindlæg blive skrevet af maskiner i samarbejde med bloggeren om ikke så længe.

Læs resten →

Værdier i Europa: Bling

Af Christian Bjørnskov, den 8. januar 2023. 3 svar

I vores miniserie om værdier i Europa er vi kommet til den tredje af fire værdifaktorer. Vi har valgt at kalde den ‘bling’, selvom vi også kunne have kaldt den materialisme, ydre succes, eller ekstern validering. Det drejer sig nemlig om, hvorvidt folk er enige i fire udsagn: “Important to be rich, have money and expensive things”; “Important to get respect from others”; “Important to show abilities and be admired”; og “Important to be successful and that people recognize achievements.”

De steder i Europa, hvor folk er mest enige i at det for eksempel er vigtigt at være beundret, rig og respekteret, er Kosovo, Bukarest-området i Rumænien, og med lidt afstand der sydvestlige Rumænien og Bratislava i Slovakiet. De regioner i Europa, hvor folk er mindst tilbøjelige til at være enige, ligger alle i Frankrig. Hele fordelingen kan ses i kortet nedenfor.

I Danmark finder man den pudsige detalje, at folk i hovedstadsregionen faktisk er væsentligt mere tilbøjelige til at være enige i udsagnene end resten af landet. Groft sagt ligner københavnerne i højere grad irere, schweizere og tjekker, end de ligner jyder, fynboer eller nordmænd, når de præcist gælder denne type værdier.

Derudover illustrerer kortet meget klart, at Europa i forhold til ‘bling-værdier’ i høj grad falder i to halvdele, og det er ikke klart øst versus vest eller protestantisk versus katolsk. I stedet lægger det meste af Østeuropa, men ikke Estland og Letland, vægt på ydre tegn på succes, men det samme gælder det sydøstlige Europa, inklusive Italien og dele af Østrig. Og endnu en gang er Tjekkiet omtrent det sted, hvor de to dele mødes. Hvorfor forskellen eksisterer, kan vi ikke engang gætte på – men måske kan nogle af vores flittige læsere?

Privatiserede lufthavne er bedre

Af Christian Bjørnskov, den 4. januar 2023. Skriv et svar

Med jævne mellemrum dukker en diskussion om Københavns Lufthavn i Kastrup op. Præmissen for diskussionen er næsten altid, at da den er så vigtig en del af Danmarks infrastruktur, og så tæt på at være et monopol, må man beholde den under statslig kontrol – og ofte endda statsligt ejerskab. Argumentet er tæt på rent nonsens, og som jeg pointerede for nogle få år siden i Børsen, bor alle jyder tættere på Billund end Kastrup, og alle syd for Fredericia bor endda tættere på Hamborgs lufthavn i Fuhlsbüttel. Påstanden fra Københavns overborgmester Sofie Hæstorp Andersen om, at SAS er så vigtig for lufthavnen, at staten bør blive ved med at støtte SAS – fordi lufthavnen er så vigtig – er lige så meget nonsens. Ny forskning understøtter nu graden af nonsens i de politiske påstande.

I “All Clear for Takeoff: Evidence from Airports on the Effects of Infrastructure Privatization” undersøger Sabrina Howell, Yeejin Jang, Hveik Kim og Michael Weisbach hvad der sker, når når lufthavne bliver privatiserede. Mens de fire forskere ikke finder, at almindelig privatisering gør meget, viser det sig at der virkeligt sker noget, når kapitalfonde overtager ejerskabet. Forskerne opsummerer deres resultater således:

Our central finding is that PE acquisitions bring marked improvements in airport performance along a rich array of dimensions such as passengers per flight, total passengers, number of routes, number of airlines, cancellations, and awards. Net income increases after PE acquisitions, which does not reflect lower costs or layoffs.

Effekterne er størst, når der er konkurrerende lufthavne relativt tæt ved, og når fonden helt overtager ejerskabet i stedet for blot en kontrollerende andel. Implikationen er ganske klar: Hvis man virkeligt vil have en velfungerende og profitabel lufthavn i vækst, skal staten ikke bare holde fingrene væk, men helt bakke ud. Pt. ejer den danske stat 39 procent af Københavns Lufthavn, mens en kapitalfond (der i sig selv primært er ejet af ATP og the Ontario Teachers’ Pension Plan) ejer godt 59 procent. der er ikke brug for mere stat eller politisk kontrol, men langt mindre – og det gælder også hos SAS.

Værdier i Europa: Ordentlighed

Af Christian Bjørnskov, den 2. januar 2023. 3 svar

I vores miniserie om værdier i Europa baserer vi os på en analyse af de 21 værdispørgsmål i the European Social Survey. En faktoranalyse (som man kan få per e-mail) viser – som vi noterede forleden dag – at de 21 spørgsmål fordeler sig langts fire dimensioner. Vi har allerede illustreret ‘sjov og kreativitet’-dimensionen, og er idag kommet til den anden dimension: Ordentlig opførsel.

Spørgsmålene, der udgør dimensionen er hvorvidt respondenter er enige i at det er: “Important to care for nature and environment”; “Important that people are treated equally and have equal opportunities”; “Important to help people and care for others well-being”; “Important to be loyal to friends and devote to people close”; “Important to understand different people”; og med lidt lavere vægt “Important to make own decisions and be free” og “Important to be humble and modest, not draw attention”. Forskellene på tværs af Europa er illustrerede i figuren nedenfor.

De regioner, hvor folk lægger mest vægt på at opføre sig ordentligt, bredt forstået, er Cantabria og Navarra, begge i Nordspanien. De regioner, hvor folk lægger mindst vægt på det, er det sydøstlige Rumænien og størstedelen af Litauen. Som kortet klart viser, er mindre vægt på ordentlig opførsel noget, der helt primært er et fænomen i dele af Centraleuropa, og i en vis grad i de traditionelt meget venstreorienterede, industrielle dele af Norditalien.

Det svære ved at tolke dimensionen, som vi har valgt at kalde ‘ordentlig opførsel’ er dog, at det ikke her helt klart fra et liberalt standpunkt, at det utvetydigt er en god ting at være loyal overfor venner og familie, eller at være ydmyg og ikke tiltrække sig opmærksomhed. Det første kan hurtigt blive snæversyn eller nepotisme, mens det andet er underdanigt. Det indikerer, at man måske burde foretrække en mellemscore på dimensionen, i stedet for en høj score. Det forklarer måske også, hvorfor netop denne værdidimension er så stærk i Spanien?

Hvordan man end fortolker folks svar, er det tankevækkende, at det lige præcis er Tjekkiet, Ukraine, Litauen, og store dele af Rumænien der stikker ud fra resten. Her kan vi i høj grad bruge læsernes særlige kompetencer – hvis der er nogen, der ved noget særligt om netop de dele af Europa.

Værdier i Europa: Sjov og kreativitet

Af Christian Bjørnskov, den 31. december 2022. 2 svar

Her på årets sidste dag starter vi en ny serie i fem installationer. Serien handler helt basalt om forskelle i værdier på tværs af Europa. Baggrunden for serien er, at man ofte hører at Europa / EU er et ‘værdifællesskab’, og hvordan vi som europæere har noget mystisk mere til fælles end med f.eks. canadiere, new zealændere, eller taiwanesere. Debatten ignorere dermed hvor store forskellene er internt i Europa, og dermed hvor meget der faktisk skiller os. Det kan man dog få et klart indtryk af gennem the European Social Survey, der er en spørgeskemaundersøgelse der er lavet hvert andet år siden 2002.

European Social Survey omfatter hver gang den bliver lavet en gruppe på 21 spørgsmål, der har til formål at afdække folks værdier og præferencer. Det viser sig, at de 21 spørgsmål meget tydeligt dækker over fire områder – vi har lavet en eksplorativ faktoranalyse af dem, som er tilgængelig for interesserede – der kan fortolkes meget enkelt. Vi starter vores serie med den dimension, vi kalder ‘sjov og kreativitet’. Spørgsmålene er alle af typen ‘hvor enig er du med det følgende udsagn” på en skala fra 0 til 10.

Dimensionen vi kalder sjov og kreativitet omfatter fem spørgsmål: “Important to try new and different things in life”; “Important to seek fun and things that give pleasure”; “Important to seek adventures and have an exciting life”; “Important to have a good time”; og med en lidt lavere vægt “Important to think new ideas and being creative”. Europeas regioner strækker sig fra det vestlige Rumænien, hvor folk virkelig ikke er særligt enige i værdien af at have det sjovt osv. – dens faktorværdi er 0,67 – og til den belgiske Brabant Wallon på -0,36. Ude i enderne er den østpolske Podkarpackie-region tæt på at være lige så meget imod sjov som Vestrumænien, mens Nordjylland er ganske tæt på Brabant Wallon. Hele fordelingen kan ses i kortet nedenfor.

Helt overordnet er der en klar øst-vest forskel i Europa, men ikke helt klart pga. kommunismen. En anden fortolkning er, at der ganske stor vægt på sjov / kreativitet i områder, der har været del af det Østrig-Ungarske imperium, mens de russisk-påvirkede er helt anderledes negative. Israel er som så ofte før et nordeuropæisk land i en værdimæssig sammenhæng, ligesom Italien er meget forskelligartet. Og sidst, men måske ikke mindst, kan det være værd at understrege at Storbritannien falder i to dele: Nordirland (og Dublin i Irland) lægger mere vægt på sjov, ligesom et større område i England gør det – og det engelske område er næsten præcist sammenfaldende med Danelagen, der var dansk i 100 år.

Læserne bør bemærke, at dette er den første af fire dimensioner i folks værdisvar i European Social Survey. Det er ikke alle, der følger de samme forskelle på tværs af Europa! Og man bør derfor lige vente, før man drager for håndfaste konklusioner på hvad folk er for nogen, og om forskellene be- eller afkræfter ens forestillinger om, hvordan europæerne er flest og hvordan de er forskellige.

Årets julegave fra Punditokraterne

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. december 2022. 1 svar

Med håbet om, at I alle får nogle gode og fredelige juledage, følger hermed den traditionelle julegave fra os på Punditokraterne. Vi har bundet en sløjfe om årets sommerserie. Så kan du læse eller genlæse dem alle i sammenhæng.

Sommerserien handlede i år om begreber, vi ville være bedre tjent uden – i hvert fald sådan som de oftest anvendes. Der er uklare, misvisende eller forkerte. Kort sagt: Begreber der skal væk.

God (gen)læselyst og på gensyn i det nye år.

Relativ fattigdom

Folkevilje

Social retfærdighed

“Skattefradrag” der reelt er offentlige udgifter

Velfærd

Sammenhængskraft

Public service

Samfundskontrakten

Glædelig jul fra Punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2022. 3 svar

Nu er tiden endeligt kommet, og både børn, børnebørn og barnlige sjæle glæder sig. Julekortene er sendt og modtaget, og vi har kun et enkelt tilbage at skrive: Årets ønsker om en Glædelig Jul til punditokraternes læsere.

Året startede ellers afskyeligt i et nedlukket samfund med mundbindskrav og en statsminister, der nok mest af alt betragtede sig selv som enevældig regent. Men da februar kom, fjernede Folketinget – til adskillige epidemiologers skræk og advarsel – de sidste restriktioner, og danskerne kunne igen leve i et frit samfund. Afskaffelsen illustrerede også en sidste gang, i hvilken grad de epidemiologer, som regeringen og medierne brugte, blev ved med at tage fejl. Flere af os hos punditokraterne var gennem hele nedlukningsperioden meget skeptiske overfor den danske approach, hvilket ikke mindst blev reflekteret i vores indlæg, og også i hvilke indlæg læserne virkeligt besøgte.

Vi har indtil videre haft ni indlæg, der har haft flere end 1000 direkte besøg i 2022. Topscoreren var Jonas post om spørgsmål til hans, Steve Hankes og Lars Junongs glimrende metastudie af nedlukningers effektivitet. Nummer to på listen var også af Jonas, og handlede om at Ukraine producerer 2,6% af verdens korn. De næste af de meget besøgte var mine om hvorvidt vaccinerne overhovedet virker, om hvem der kan lide russerne, om hvad der var galt med det ellers fine SCM-studie fra Born et al., om hvordan Danmark så ud i 1860, om, det perverterede forsigtighedsprincip, og mit (meget sure) farvel til 2021, og Jonas spørgsmål om det kræver reel ekspertise at være ekspert i mediernes øjne. Alt i alt ender vi 2022 lige omkring 100.000 besøg.

Vi arbejder naturligvis hårdt på, at 2023 bliver lige så godt med lige så informerede, diverse og tankevækkende indlæg. For flere af os bliver et af de første højdepunkter efter nytår nok den danske public choice workshop, som Cepos er vært for den 27. januar. Programmet ser storartet ud med papirer om f.eks. hvorvidt internationale sportsbegivenheder påvirker regimers respekt for menneskerettigheder, om udenlandske interventioner påvirker folks tillid, og populister og forfatningen. I løbet af januar kommer vi til at introducere læserne til flere af dem, ligesom man faktisk kan kigge forbi og sidde med på en session hvis man er interesseret.

Der kommer næsten med garanti også mere nonsens fra den nye SVM-regering, ligesom man aldrig kan forudsige, hvad der dukker på af nye emner eller ny forskning. Vi bestræber os også næste år på, at skrive om både aktuelle emner og mindre ting, som læserne måske ikke kender til endnu. Under alle omstændigheder glæder vi os til at skrive for alle vores læsere igen efter jul, og vi glæder os til at få feedback fra dem alle. Indtil da ønskes I alle en Glædelig Jul.

Julens navn og folks tillid

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2022. 1 svar

Folks tillid til hinanden varierer kraftigt på tværs af Europa, og på tværs af verden. Vi har skrevet om det en række gange her på stedet, med forskellige perspektiver. Idag gør vi det med et særligt juleperspektiv. Helt specifikt er vores julede spørgsmål idag, om folks sociale tillid på en eller anden måde har noget at gøre med, hvad de kalder den højtid som på de nordiske sprog kendes som ‘Jul’.

Rent praktisk udnytter vi, at den store undersøgelse European Social Survey, der bliver gentaget hvert andet år, spørger folk om hvilket sprog de taler derhjemme. Vi kan derfor matche lige knap 170.000 respondenters tillid til hvilket navn de bruger for julen. I de nordiske lande er det for eksempel Jul, Jól, Joulu og Jōulud. En anden kategori er Christmas, der på hollandsk er Kerstmis, mens en tredje er de romanske sprogs forskellige udgaver af Noël, der også omfatter keltiske sprog – det er f.eks. Nedeleg på breton (se her).

Resultatet kan ses i figuren nedenfor, der meget klart viser at de mest tillidsfulde mennesker i Europa kalder julen for Jul: på undersøgelsens 10-punktskala svarer de i gennemsnit 6,4. De næste er forskellige udgaver af Christmas blandt folk der taler engelsk, hollandsk/flamsk og luxembourgsk – og pudsigt nok også græsk (gns. 5,1). Nummer tre er det tyske Weihnachten, der inkluderer det tjekkiske Vánoce (gns. 4,8), mens den fjerde er folk der kalder julen Noël (gns. 4,3). De romanske er kun marginalt mere tillidsfulde end enten folk på Balkan, der bruger ordet Božić og vores restgruppe – lettisk, litauisk, baskisk (begge gns, 4,2). I bunden ligger ungarsk og rumænsk (gns. 4,0) og det albanske Kristhlindja (3,8).

Vores post idag er således en julet udgave af den traditionelle Sjov med Statistik-serie. Et bestemt ord for årets højtid går naturligvis ikke folk mere tillidsfulde, men forklaringen skal også findes et andet sted: Julenavnet reflekterer distinkte kulturkredse indenfor Europa, og det er forskelle i disse kulturkredse, der også skaber eller vedligeholder tillid på meget langt sigt.

Det at det meste af Østeuropa er mindre tillidsfuldt kan derfor i høj grad tilskrives oplevelsen under socialism inden 1990, mens forskellene internt næppe kan. På samme måde er forskellene mellem de fire vesteuropæiske hovedområder – Jul, Christmas, Weihnachten og Noël – interessante. Og måske mest interessant er, at det suverænt mest tillidsfulde område, Juleområdet, er der hvor det før-kristne navn for højtiden har overlevet i 1000 år. Er den nordiske tillid måske udtryk for, at kirken aldrig fik den samme undertrykkende indflydelse som i resten af Europa? Måske, måske ikke, men det er da værd at tænke over i dagene før jul.

Ny viden om maskernes mangel på virkning

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2022. 2 svar

Da Covid-epidemien begyndte at sprede sig i den vestlige verden i det tidlige forår 2020, advarede både den danske sundhedsstyrelse og mange andre sundhedsmyndigheder verden over imod, at folk begyndte at købe mundbind og andre typer masker. Sundhedsmyndighederne baserede tidligt i 2020 dermed deres anbefalinger på solid, videnskabelig evidens. Et Cochrane Review af brugen af mundbind blandt kirurger fandt ingen signifikant evidens for at de reducerer smitte. Et andet tidligere studie af influenzasmitte, publiceret i BMJ, fandt på samme måde at de tilgængelige eksperimentelle studier ikke dokumenterede nogen effekt af mundbind.

I et oversigtspapir fra Cato Instituttet i november 2021, der omfattede de nyeste studier, konkluderede Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow ligeledes, at mens nogle observationelle studier af lav kvalitet støtter mundbindsbrug, viser de randomiserede højkvalitetsstudier af influenza og lignende vira, at mundbind ikke virker. Selvom de dermed blot bekræftede, hvad tidligere forskning havde vist, var baggrunden for oversigtsstudiet, at sundhedsmyndigheder og regeringer verden over – med undtagelse af Sverige og enkelte udviklingslande og et par amerikanske stater – pludseligt begyndte at kræve, at folk gik med mundbind. I Tyskland gik man endda så langt, at man krævede at folk bar de såkaldte N95-masker indenfor. Dette krav gælder stadig i for eksempel tyske lufthavne. Spørgsmålet er derfor, om tyskerne havde ret i, at man ‘bare’ skulle være omhyggelig med sin maske og bruge de tungere masker?

Et ny studie i Annals of Internal Medicine, der næsten lige er udkommet, undersøger netop baggrunden for den tyske politik. I et randomiseret eksperiment med 1009 læger og sygeplejersker i Canada, Israel, Pakistan og Ægypten undersøger Mark Loeb og hans kolleger, om konsistent brug af omhyggeligt tilpassede N95-masker gør en forskel i forhold til de ‘almindelige’ blå mundbind, som danskerne blev påtvunget. Der er dermed ikke blot en undersøgelse af generel brug af mundbind versus de tungere N95-masker, men mundbind versus specifikt tilpassede og meget tætte masker. Alligevel finder forskerne en hazard rate på blot 1.14 med et 95 % konfidensinterval (den ‘statistiske usikkerhed’) mellem 0.77 og 1.69. Der er med andre ord ingen som helst indikation på, at N95-maskerne giver mere beskyttelse end almindelige mundbind.

Det danske Danmask-studie viste ligeledes – på trods af hvad mindst en af forfatterne påstod – at mundbindene ikke virkede. Med næsten 5000 deltagere fandt det danske hold, at dem der bar mundbind havde haft en 1,8 procent sandsynlighed for at blive smittet, mens dem der ikke bruge mundbind havde 2,1 procent sandsynlighed. Forskellen var signifikant ved 38-procentniveauet, og dermed meget, meget langt fra det konventionelle krav om fem procent sikkerhed.

Læserne kan således, sammen med mig, lege ‘connect the dots’: Det er ret tydeligt, at de almindelige mundbind slet ikke virker – det er ikke engang tydeligt, om de virker på hospitaler i forbindelse med kirurgi – og de mere ubehagelige N95-masker er ikke bedre end de almindelige. Konklusionen må være, at kravene om at folk skulle bære mundbind – der har kendte, negative konsekvenser for folks helbred, hvis de bæres for længe af gangen – var en alvorlig regeringsfejl. Læger og andre sundhedsfaglige myndighedspersoner, der støttede og var med til at implementere mundbindskravene, forbrød sig dermed mod lægeløftets krav om Primum non nocere – at man allerførst må undgå at gøre skade. De fortjener at blive mindet om den og mange andre graverende fejl, der gjorde 2020 og 2021 til de værste år af mit og millioner af andre menneskers liv.

Hvem kan lide russerne?

Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2022. 9 svar

Siden slutningen af februar har der været krig i Europa: Rusland invaderede Ukraine med det meget klare formål at underlægge sig befolkningen, og gøre landet til en del af et voksende russisk imperium. Siden da har det meste af vesten stået sammen om at hjælpe det store, demokratiske naboland i øst med det, der i første omgang lignede en russisk overmagt. Men til tider knirker den vestlige koalition, og i særligt grad tyske, italienske og ungarske politikere har været utilbøjelige til at fordømme den russiske ledelse og hjælpe ukrainerne.

Spørgsmålet er, om det er kold magtpolitik eller om de pågældende politikere også har bredere fokelig opbakning. Det spørgsmål kan man få et indtryk af fra EuroBarometer-undersøgelserne, der i 2018 spurgte repræsentative udsnit af de europæiske befolkninger om deres syn på Rusland, USA, Kina og Japan. Her omfattede spørgeskemaet et spørgsmål om, hvordan man så på de pågældende fire lande, fra meget positivt, overvejende positivt, overvejende negativt, til meget negativt. At man spurgte om fire stormagter viser sig at være vigtigt, da der er en ganske høj korrelation mellem svarene på holdninger til Kina, Rusland og USA: Nogle folk er ganske enkelt mere skeptiske overfor stormagter per se end andre. Kortet nedenfor illustrerer derfor ikke folks holdning til Rusland i sig selv, men folks holdninger til Rusland i forhold til deres holdninger til USA. På den måde kan man skelne mellem stormagtsskepsis i sig selv, og skepsis overfor Rusland.

Kortet illustrerer klart, hvor store forskelle der er på tværs af Europa. I kun seks af de 28 lande er der mere positiv stemning overfor russere end amerikanere: Tyskland (+10), Slovenien (+30), Grækenland (+36), Cypern (+38), Slovakiet (+47), og Bulgarien (+50). Omvendt er folk i Polen (-128) og Litauen (-101) særdeles skeptiske, overfulgt af befolkningerne i Danmark (-70), Holland (-67) og Sverige (-66). Mens gennemsnittet er en score på -31, er der således stor variation på tværs af Europa.

Og ét sted er det et stort problem for tiden: Midt i Europa ligger et af de Rusland-venlige lande, der på samme tid er regionens største økonomi – Tyskland. Weekendavisen bragte forleden en længere artikel om fænomenet ‘Putinverstehern” – dvs. folk der ‘forstår’ Putin og Berlingske bragte et portræt af den tyske general Erich Vad, der har taget fejl hele vejen igennem krigen, men stadig bruges som ekspert i det store land.

Ledende politikere og meningsdannere, inklusive Angela Merkel, har simpelthen set et andet Rusland end virkelighedens – et mytisk Rusland, der var stærkt, produktivt og som man kunne lave varige aftaler med. Før de kommer ud af deres vrangforestilling, og før så mange tyskere holder op med at se på Rusland med mildere øjne end USA, er det svært at se hvordan en fælles EU-udenrigspolitik, eller blot en nogenlunde fælles approach til russisk aggresion, nogensinde kan blive tilnærmelsesvis effektiv

Afkriminalisering – et skridt på vejen til legalisering?

Af Niels Westy, den 1. december 2022. 2 svar

Fra tid til anden popper diskussionen om hvorvidt man skal legalisere køb og salg af cannabis op herhjemme. Det sker oftest i forbindelse med at en eller flere “i branchen” lider en voldsom død. Og debatten blussede da også op igen i forbindelse med det seneste drab på Christiania.

Ovenstående diskussion bør nok holdes adskilt fra en anden diskussion, nemlig den om afkriminalisering, som igen er blevet aktuel efter seneste folketingsvalg, hvor moderaterne, og ikke mindst Nanna Gotfredsen, blev valgt ind. Nanna Gotfredsen har i årtier argumenteret for at vi skal ændre vores narkotikapolitik, og er et kendt og respekteret navn internationalt blandt de som arbejder med reformering af den globale narkotikapolitik (læs forbudspolitik, eller som amerikanerne ynder at kalde det “The War on Drugs”).

Hvad Nanna Gotfredsen og moderaterne foreslår, er en afkriminalisering af i dag illegale rusmidler, inspireret af bl. a. de reformer man for snart mange år siden gennemførte i Portugal. I et interview i Berlingske Tidende (bag betalingsmur) peger Nanna Gotfredsen bl. a. på, at »Tanken bag forbudspolitikken er hensynet til folkesundheden, og at folk ikke skal ud i sådan noget snavs med stoffer. Men det kommer folk. Også i lande med fysisk lemlæstende straffe eller dødsstraf for besiddelse af stoffer. Der er stoffer everywhere. Og folk bruger dem,«  og fastslår herefter, at »Det er besiddelse af mindre mængder stoffer til eget brug, der skal afkriminaliseres.«

legalisering eller afkriminalisering – det er bestemt ikke det samme

Med tanke på hvor meget debat alene det at afkriminalisere brugere og gadehandlere (det er ofte reelt det samme) også denne gang sikkert giver anledning til, er det nok også hvad der politisk er gangbart på nuværende tidspunkt (og nok også mange år frem). Og der er ikke tvivl om at afkriminalisering har gunstige konsekvenser, hvis vi ser på livsvilkårene for de som FN kategoriserer som “problembrugere”, men hvis vi ser på hvad det kan betyde for den følgekriminalitet der følger med et egentlig forbud og de unødige risici man løber ved brug af illegale rusmidler (nogle mere end andre), er effekten nok beskeden.

Derfor er det også uheldig at snart sagt enhver debat herhjemme om en anden narkotikapolitik ofte ender op i noget med “se på Holland” og en sammenblanding af afkriminalisering og legalisering. Ligesom det selvfølgelig bør være to adskilte diskussioner, hvorvidt man bør legalisere hash (hvilket man bør) og afkriminalisere i dag illegale rusmidler. En sammenblanding og tilsyneladende manglende viden, som i en artikel under overskriften “En dræbt tv-stjerne og et afhugget hoved i Amsterdam viser, hvorfor fri hash ikke løser Christianias problemer” , får indlandsredaktør, Kasper Krogh, til afslutningsvis at skrive, at “Den brutale udvikling i Holland viser, at det ikke er en mirakelkur mod den kriminelle verden. Og det skal med i ligningen, når vi tager debatten om legalisering eller afkriminalisering i Danmark.”

At inddrage Holland giver for det første ingen mening i forhold til at diskutere en egentlig legalisering af cannabis i Danmark, al den stund at cannabis ikke er legaliseret i Holland. Hvad man kan tale om er at det i en hvis udstrækning er tolereret på de berømte coffeeshops. Men Hollandsk politi efterforsker, beslaglægger og anholder fortsat de som indfører eller producerer cannabis indtil det når de “berømt/berygtede” coffeeshops. Ja, det lyder mærkeligt og det er det også.

Han blander også cannabis sammen med alle mulige andre illegale rusmidler og sidst men ikke mindst glemmer han at medtage at en væsentlig årsag til den brutale kriminalitet skyldes Rotterdam og Amsterdams status som betydelige havnebyer (Rotterdam er Europas travleste og Amsterdam 4. travleste havn i europa). Problemerne med brutale bander er de samme i Antverpen i Belgien, hvor der ikke findes coffeeshops.

Og mens afkriminalisering kan være en fordel for slutbrugerne (og de “små fisk” i distributionsnettet), så ændrer det reelt intet på udbudssiden, herunder den meget høje risikoaflønning/profit på salget af illegale rusmidler. Det ændrer heller ikke på problemerne med rusmidlernes mildt sagt svingende kvalitet – både hvad der egentlig blandet i og styrken af de solgte produkter. Begge forhold som har konsekvenser for brugernes/kundernes helbred. Fx. er den manglende vide om og svingende styrke af illegale stoffer formentlig langt den væsentligeste årsag til dødsfald på grund af overdosis.

Jeg har tidligere skrevet specifikt om afkriminalisering vs. legalisering. Se bl. a. her.


Forbuddet, ikke rusmidlerne er det egentlige problem

To ting synes også at forbavse rigtigt mange, nemlig hvor lille et problem illegale rusmidler er, hvis vi ser på hvor mange der har “et problematisk forbrug”, hvor dan man så lige definerer det og hvor stabilt forbruget er. Nedenstående figurer er hentet fra en rapport fra 2019 udsendt af FN’s kontor for Narkotika og Kriminalitet. Som det fremgår kigger forbruget nogenlunde konstant omkring 5 pct. af den voksne befolkning, ligesom kun en mindre del (omkring ca. 0,6 pct.) af de som har anvendt en eller flere illegale rusmidler indenfor det seneste år kan kategoriseres som “problembrugere

Af nedenstående tabel kan vi se fordelingen mellem de mest populære illegale rusmidler, er det også tydeligt at cannabis er langt det mest udbredt illegale rusmiddel. Samtidig fremgår det at det som reelt bærer markederne – ikke mindst når vi taler de mere potente rusmidler, som også oppebærer de højeste profitrater (tænk overskudsgrad) – “blot” er omkring 0,6 pct., svarende til ca 30-15 mio. personer.

Vi må altså konkludere at på grund af ca. 2 ud af hver 1.000 voksne her på kloden, opretholder et forbud eller hvad? For det kan jo ikke være for de ca. 5 pct. af klodens befolkning der fra tid til anden bruger et eller flere illegale rusmidler, men ingen problemer har med det, at man gør det.

Jeg har tidligere slået et slag for at man modeleret over det svenske systembolaget, lavede et “Narkobolaget”. hermed kunne man sikre sig at forbrugerne blev ordentlig informeret, ligesom det ville mindske salget til mindreårige (det illegale marked ville simpelthen blive meget mindre). Men kunne det så ikke medføre, at flere prøvede de forskellige stoffer? Jo formentlig, og hvad så? Det bliver der ikke nødvendigvis flere “problembrugere” af, tværtimod vil det formentlig primært betyde at andelen af problembrugere faldt. Det er i hvert fald læren af det faldende antal rygere (omend med omvendt fortegn) .

Desværre er der nok langt igen før de rationelle argumenter vinder og “The War on Drugs” aflyses. Men ligesom man i England i slutningen af 1700-tallet mente at det var et utopisk mål at kræve en egentlig ophævelse af slaveriet, og derfor i første omgang argumenterede og arbejdede for et forbud mod slavehandlen, hvorefter slaveriet blev ophævet få år tier senere, kan kampen for afkriminalisering måske ses som et skridt på vejen mod den eneste konsistente og rationelle løsning, nemlig en egentlig legalisering af diverse rusmidler.