Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2024. 2 svar
I sidste uge udkom den årlige Economic Freedom of the World rapport fra Fraser Instituttet. Mange af os ser frem til rapporten hvert år, ikke mindst fordi datasættet, som udgives sammen med rapporten, bruges så meget. Dataene, der nu vedligeholdes af Bob Lawson (Southern Methodist University), har været helt centrale for vores forståelse af, hvor vigtig økonomisk frihed er for både økonomisk velstand og en række andre positive forhold (se her).
Det første spørgsmål, som var central da Lawson sammen med James Gwartney skabte den første version af de økonomiske frihedsdata, var hvordan status i verden er. Det kan man stadig informere sig selv om ved at læse rapporten. Man kan alternativt tage et hurtigt kig på kortet nedenfor, hvor de lande markeret med den dybeste rød farve er de mindst økonomisk frie – ingen kan vel være i tvivl om, at det af de 165 lande, der faktisk har data, er Venezuela og Zimbabwe – mens de mest økonomisk frie er de dybest blå.
Et andet spørgsmål er, hvordan den økonomiske frihed har udviklet sig over tid. Der er data tilbage til 1970 for en række lande, og siden 2000 har der været årlige målinger i rapporten. Den mulighed illustrerer vi nedenfor, hvor vi plotter Danmark, et gennemsnit af vores nordiske naboer, og Storbritannien siden 1980; Danmark er yderligere delt i perioder med røde versus blå regeringer. Tallene viser allerførst meget fint, hvordan 1980erne og 90erne var en periode med væsentlige reformer, der øgede borgernes økonomiske frihed i alle landene. De peger dog også på, at den er svækket igen i 00erne, selvom Fogh-regeringen ikke gjorde ret meget. Det er også interessant at se, at blå og røde regeringer ikke systematisk har gjort noget forskelligt, ligesom styrtdykket i 2020-22 er meget tydeligt!
Er man i tvivl om, hvor vigtig udviklingen er, er det næppe et bedre sted at starte end Handbook of Research on Economic Freedom, som vores gode ven og kollega Niclas Berggren har redigeret. Er man mere nysgerrig, omfatter årets rapport et temakapitel om Argentina af økonomparret Kevin og Robin Grier, og et andet kapitel om pensionssystemer og økonomisk frihed af Daniel Mitchell. Det hele er varmt anbefalet, ikke mindst for gymnasielærere der kan kombinere samfundsfag med matematik/statistik på en spændende og aktuel måde.
Lad os starte med emnet, som er et af de helt store og grundlæggende i nationaløkonomi: Hvorfor er nogle lande rigere end andre? Man kan derfor næppe klandre Nobelkomiteen, at den giver årets pris til måske det vigtigste spørgsmål i hele feltet. Der er heller ingen tvivl om, at Acemoglu, Johnson og Robinsons arbejde har været indflydelsesrigt: Deres oprindelige artikel fra 2001 er indtil nu citeret mere end 18000 gange i forskningen! Og selve idéen om at institutioner, der beskytter den private ejendomsret og håndhæver kontrakter upartisk, er også indlysende. Adam Smith skrev allerede om vigtigheden af institutioner i 1770erne, og Douglass Norths Nobelpris i 1993 handlede i høj grad om det samme. Men dykker man længere ned i årets Nobelpris, begynder problemerne desværre også at blive synlige.
Vi har adskillige gange skrevet om Acemoglu-holdets bidrag, men også om deres problemer. Et af de store problemer ligger i holdets teoretiske forståelse af, hvor gode institutioner kommer fra. Den er som følger: Europæiske lande koloniserede store dele af verden, og de steder hvor bosætterne kunne regne med at overleve lang tid – steder med lav mortalitet pga. et godt sundhedsklima – havde de incitament til at skabe institutioner, der beskyttede deres liv og ejendom. Steder med høj mortalitet havde bosætterne derimod interesse i at skrabe så meget til sig som muligt, og tage væk igen før de døde af sygdomme som malaria og andet, og havde derfor ingen interesse i gode institutioner. Acemoglu-holdets kausalitetskæde er derfor lav mortalitet -> inklusive demokratiske politiske institutioner -> gode juridiske institutioner -> velstand. Men en lang række studier har stillet spørgsmål ved netop dén forklaring.
I december 2018 skrev jeg for eksempel i “Tager Acemoglu-holdet fejl?” om de meget store spørgsmålstegn, der er stillet ved deres data og hvor generel, deres påstand om kolonihistoriens effekt er. I artiklen “Late Colonial Antecedents of Modern Democracy” finder min ven og kollega Martin Rode og jeg absolut ingen evidens for påstanden om mortalitets vigtige rolle, og både David Albouy, og Jonathan Krieckhaus sammen med Matthew Fails har vist, at der er noget fundamentalt galt med hele idéen. Robinson har virket åben overfor kritik, mens Acemoglu i særlig grad har afvist problemerne.
Mens der ikke er ret mange, der ikke accepterer idéen om, at gode institutioner er vigtige for langsigtet vækst og velstand (se f.eks. vores indlæg her og her), er der også ganske store spørgsmål ved, hvor original den teoretiske idé faktisk er. En central del af teorien – at en elite kan få en klar tilskyndelse til at skabe bedre reformer for at undgå en revolution eller et kup – der ofte kaldes ‘the replacement effect’, ligner i høj grad teoretisk arbejde, som Peter Rosendorff (NYU) publicerede nogle får år før Acemoglu, Johnson og Robinson. På trods af at det måske har været Acemoglu-holdet, der har populariseret den meget intuitive teoretiske forklaring, er det ikke sikkert at det faktisk er deres idé.
Så hvor står vi i vurderingen af årets Nobelpris i økonomi? På plussiden tæller emnets enorme vigtighed, og den uomtvistelige indflydelse, Acemoglu, Johnson og Robinsons arbejde og tænkning har haft i professionen. Man må også medgive, at alle tre har lavet andet vigtigt arbejde, og stadig gør. Men på minussiden står, hvor skrøbeligt datamaterialet er – og den snagende mistanke om, at databehandlingen i en del af deres arbejde ikke har været helt op til standard – hvor skidt det er gået med flere af deres grundlæggende præmisser, og det faktum at en del af de teoretiske idéer allerede var foreslået af andre forskere. Hvor ender regnskabet? Det lader vi være op til den enkelte læser. Min vurdering er dog, at det ikke er helt godt…
Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2024. 1 svar
Hvert år skriver vi ugen før annonceringen, hvem der kunne tænkes at få Nobelprisen i økonomi – og i særlig grad hvem vi selv mener burde få den. Sveriges Riksbank annoncerer på mandag, hvem der modtager årets Nobelpris. Her er nogle af punditokraternes bud.
Sidste år gik prisen til Claudia Goldin for hendes historiske forskning i kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse (se Ottos omtale her). Den var stærkt fortjent, men betyder nok også, at arbejdsmarkedsøkonomi og relaterede felter næppe får prisen i år. Vi må derfor se på muligheder i andre felter.
Ligesom sidste år, er handelsteori et område, som priskomiteen med stor fordel kunne give en pris og dermed også sende et halvpolitisk signal til Trump, Harris og EU-kommissionen om at tage nationaløkonomisk indsigt alvorligt. I en podcast fornylig (se nedenfor) pointerer Alex Tabarrok og Tyler Cowen, at Arnold Harberger (Chicago) stadig er i live. Harberger er en interessant Nobelmulighed, da hans arbejde om effekter af handelspolitik og deres fordeling i meget høj grad præger den måde, økonomer idag tænker på det. De dødsvægtstab der kommer af protektionistisk handelspolitik kalder vi ‘Harberger-trekanter’ idag, og indsigten at en stor del af attraktionen er en omfordeling af surplus fra forbrugere til beskyttede firmaer. En måske endnu mere interessant mulighed er derfor at kombinere en pris til Harberger med Marc Melitz (Harvard), for hans grundlæggende bidrag til såkaldt ‘new new trade theory’. En anden mulighed er at kombinere en af de to med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs f.eks. her).
Et andet område, der i den grad er aktuelt, er vækstteori. Her er vores bedste bud Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Men siger man vækstteori og -forskning, er det svært at komme udenom Robert Barro (Harvard), som lagde en væsentlig del af grunden til den moderne empiriske udforskning af vækstprocesser med sin karakteristik af cross-country growth regressions. Som Cowen peger på, er Barro også værdig til prisen for sit arbejde med at forstå det, vi nu kalder Barro-Ricardo ækvivalens: At når staten låner penge til at øge det offentlige forbrug, vil borgerne indse at de selv skal betale for det i form af højere skatter i fremtiden, og derfor simpelthen begynde at spare op til det nu. Indsigten betyder, at aktiv finanspolitik ikke bliver ret effektiv, og Barros arbejde lagde derfor en potentiel bombe under den politiske brug og effekt af netop finanspolitik til at stimulere og stabilisere økonomien. Hans arbejde om centralbanker i 1980erne er også Nobelværdigt, og han er absolut mit foretrukne valg.
Hvis Riksbanken i stedet for vil undgå at træde på nogle politiske tæer, er der stadig muligheden ligesom sidste år, at give prisen til Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Cowen og Tabarrok nævner også Michael Woodford (Colombia) for hans arbejde med den såkaldte the fiscal theory of the price level. Man kan nævne en række andre, og som altid er det i sidste ende sandsynligvis en overraskelse.
Men indtil da er det værd at tænke over, hvem der er Nobel-værdig. Prisen uddeles mandag den 14/10 omkring klokken 12. Inden da er der masser af information om kandidaterne. Hele podcasten med Cowen og Tabarrok er interessant og anbefalet, og kan ses nedenfor.
Af Christian Bjørnskov, den 6. oktober 2024. Skriv et svar
Phillip Magness er en af de mest spændende økonomer for tiden. Han var indtil sidste år ansat ved tænketanken American Institute for Economic Research, men har siden foråret været David J. Theroux Chair in Political Economy hos the Independent Institute i Oakland. Magness har ikke blot dokumenteret hvordan Thomas Piketty og Gabriel Zucman har fiflet med historiske ulighedsdata for at kunne fortælle en særlig, politisk historie, og været med til at vise, hvor ineffektiv nedlukningspolitikken i 2020-22 var. Magness har også rykket ved folks billede af selve Karl Marx.
I artiklen “The Mainstreaming of Marx: Measuring the Effect of the Russian Revolution on Karl Marx’s Influence“, der udkom sidste sommer, viser Magness sammen med Michael Makovi (Northwood University), at Marx var en aldeles perifer tænker for 1917 og Sovjetunionens helgenkåring af ham. Den delvise undtagelse er i nationaløkonomi, hvor Marx blev nævnt – og afvist – på lige fod med en række andre socialistiske økonomer, som Johann Karl Rodbertus and Peter Kropotkin. Grunden til, at der så ofte tales om Marx og at der stadig undervises i hans idéer på vestlige universiteter, er at Sovjetunionen blev bygget på hans fundament, og at unionen derfor massivt propaganderede for et syn på Marx som geni.
Institute of Economic Affairs i London har lige udgivet den populære version af Magness argumenter i “Marxism is back – but Marxists cannot shake off the Soviet legacy” hvor han udlægger sin forskning, og nogle af hans kritikeres indvendinger. Magness er altid varmt anbefalet, men netop hans og Michael Makovis Marx-forskning fortjener langt bredere opmærksomhed.
Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2024. 4 svar
Den sidste tid har flere danske politikere, ikke mindst Pia Olsen Dyhr (SF) på Instagram, touret med en påstand om, at det kun er i Danmark, at forældre er mindre lykkelige end folk uden børn. De Konservatives Isabella Arendt har fremturet med lignende idéer, og i en grad så en af mine nære venner ringede forleden og konfronterede mig med den. Så lad os se på den, så vi kan afvise påstanden.
Det vi konkret har gjort er at sammenligne den gennemsnitlige tilfredshed med livet i to store grupper mennesker i ni nordeuropæiske lande, der alle er dækket af the European Social Survey. For sammenlignelighedens skyld ser vi kun på borgere, der bor sammen med en partner – dvs. singler, fraskilte, enker og enkemænd, der alle ofte er mindre lykkelige af andre grund, er ikke med i sammenligningen. Vi har derefter brugt information i datasættet til at kode, om de har hjemmeboende børn eller ej. Fordi der er ganske store forskelle på, hvor tilfredse hele samfund er, har vi i figuren nedenfor beregnet forskellen i tilfredshed mellem dem med hjemmeboende børn og dem uden. Forskellen er angivet i procent af en standardafvigelse for det pågældende land, dvs. i forhold til den almindelige ‘forskellighed’ i folks tilfredshed.
Og som man kan se, er der kun ét af landene, hvor dem med børn faktisk er mere tilfredse: Island. Det er også den mindste forskel, vi ser. Derudover burde det være ekstremt klart, at Danmark faktisk ligger lidt midt i feltet i Nordeuropa: Danskere med hjemmeboende børn er i gennemsnit 7,5 % af en standardafvigelse mindre tilfredse end dem uden børn. Helt modsat Olsen Dyhrs påstand er forskellene faktisk større i Sverige (10,5 %) og Norge (13,8 %), mens de er mindre i Finland (5,3 %) og det noget mere konservative Tyskland (4,6 %).
Pointen med posten idag er meget simpel den at ‘debunke’ en politisk påstand. Politikere – ikke kun de danske – påstår med meget jævne mellemrum ting, der simpelthen ikke er faktuelt korrekte. Det kan ikke undgås, at der en gang imellem snige sig lidt sjusk ind i deres arbejde, men det er meget sjældent, at de undskylder eller retter deres fejl. Det er derfor op til os, og dagens eksempel er et af tusinder på, hvorfor man ikke bør stole på, hvad politikere siger.
Af Christian Bjørnskov, den 23. september 2024. Skriv et svar
For en uge siden døde Perus tidligere præsident Alberto Fujimori, 86 år gammel. Der er ingen tvivl om, at han prægede sit land på flere måder, men ikke alle var lige positive. Fujimori er dermed et meget klart eksempel på, hvordan man kan komme i alvorligt stormvejr, når man skriver nekrologer eller i andre fora vurderer politikeres gerning.
Lad os tage det positive først. Alberto Ken’ya Fujimori blev født til japanske forældre i Lima i 1938. Han studerede til landbrugsingeniør ved Universidad Nacional Agraria La Molina, hvor han var en stjernestuderende, der fortsatte til fysiskstudiet på universitetet i Strasbourg, og fik et Ford scholarship til University of Wisconsin, hvor han tog en Master’s i matematik. Hjemme i Peru blev han rektor for Universidad Nacional Agraria, og vært for at politisk tv-show.
Fujimori stillede op til præsidentvalget i 1990 og vandt til de flestes overraskelse over forfatteren Mario Vargas Llosa. Hans første præsidentperiode skulle blive hans stjernestund, da hann kort efter valget begyndte at implementere en lang række liberaliserende reformer. Da Fujimori overtog præsidentembedet, var inflationen toppet på 7000 procent og økonomien var i frit fald. Men som figuren nedenfor klart viser, rettede de gennemgribende reformer – som hans modstandere forarget kaldte ‘neoliberale’ – op på økonomien og satte Peru på en vækststi, der var parallel med nabolandet Chiles. Fra en absolut bund under recessionen omkring 1990, hvor Perus levestandard var halvdelen af Sydamerikas gennemsnit, er Peru i de seneste år vokset til at have praktisk taget samme levestandard som resten af kontintet. Og væksten ser ud til at fortsætte, mens fattigdommen falder stærkt. Peru er idag en vækstøkonomi med relativt åbne markeder, en begrænset stat, og social stabilitet da Fujimori også stod for at nedkæmpe de marxistiske terrororganisationer Tupac Amaru og den Lysende Sti.
Men der er en anden side af Fujimoris arv! I foråret 1992 udførte han et såkaldt autogolpe ved at opløse han Kongressen, udskrive valg til en forfatningskongres, og indføre en ny forfatning året efter. Fujimori forblev populær, selvom han de facto var civil diktator og historier om korruption og magtmisbrug dukkede op i de medier, han forsøgte at kontrollere. Det hele kulminerede i april-maj 2000 ved præsidentvalget, som Fujimori stillede op til, på trods af at hans egen forfatning forbød en tredje valgperiode. Hans reaktion på kritik fra Højesteret var at fyre dommerne. Men efter valget dukkede der optagelser op Fujimoris sikkerhedschef Vladimiro Montesinos, der bestak oppositionspolitikeren Albert Kouri til at skifte parti. Herefter væltede skeletterne ud af skabet, inklusive Fujimoris kontakt til de paramilitære dødspatrulje Grupo Colina under Perus efterretningstjeneste, og han flygtede i november til Japan.
Her ligger paradokset: Hvordan vurderer man Alberto Fujimoris arv? Manden startede som en indsigtsfuld politisk kommentator og gennemførte som præsident en række reformer, som Perus borgere stadig har enorm gavn af. Samme mand var korrupt, diktatorisk, og bidrog som de facto diktator til alvorlige brud på menneskerettighederne. Fujimori er derfor ligeså kompleks og svær at vurdere, som Jerry Rawlings i Ghana, Augusto Pinochet i Chile, eller Konstantin Päts i mellemkrigstidens Estland. De passer ikke ind i et simpelt sort-hvidt billede, som journalister ofte foretrækker, eller tidens præference for rene helte.
30. august udstedte en af Brasiliens højesteretsdommere, Alexandre de Moraes, en ordre om at blokere adgangen til Elon Musks X (tidligere Twitter) i Brasilien. Yderligere kunne brugere (der er ca. 22 mio. i Brasilien) nu risikere en bøde på op til 50.000 real (hvilket svarer til ca. 60.000 kr. i dagens kurser) per dag, hvis man alligevel tilgik X via en VPN-forbindelse.
Det kan ses som den foreløbige kulmination for Alexandre de Moraes og den brasilianske højesterets årelange bekæmpelse af ”online fake news, hadtale og antidemokratiske ytringer og brug af sociale medier”.
Lukning af adgangen til X kom efter Elon Musk og X i første omgang nægtede at følge krav fra Moraes – ofte uden begrundelse – om at lukke en lang række specifikke konti på X, bl.a. tilhørende folkevalgte medlemmer af Brasiliens underhus.
Afvisningen fra X medførte at selskabet blev pålagt dagbøder, som de også nægtede at betale, hvorefter de nedlagde deres lokale repræsentation (hvilket er et krav ifølge brasiliansk lovgivning). Men det stoppede ikke her. Som følge af at X nægtede at betale dagbøderne og følge Alexandre de Moraes påbud om at censurere dets brugere og lukke specifikke brugerkonti, blev de brasilianske bankkonti hos satellitfirmaet Starlink indefrosset. Efterfølgende er de næsten 19 mio. real i bøder, blevet trukket fra Starlinks konti i Brasilien og overført til den Brasilianske stat. Herefter er Starlinks konti blevet åbnet igen.
Problemet er bare, at Starlink er en global satellitbaseret internetudbyder, som har ca. 200.000 brugere i Brasilien, ikke mindst i Amazonas-regionen. Den er er ejet af SpaceX, som nok er startet af Elon Musk, men ellers har en anden ejerkreds end X Holdings Corp, som ejer X.
Brasiliens højesteret og dets dommere har en helt anden – og langt mere aktivistisk rolle – end vi kender det både fra USA og herhjemme. Og ifølge Brasiliens temmelig strenge lovgivning om regulering af sociale medier, er det indenfor lovens rammer at én højesteretsdommer kan lukke et socialt medie, som ikke efterkommer højesterets krav. Men det er dog ikke hele historien. Det handler også om Moraes’ personlige tilbøjelighed til at søge højtprofilerede sager og iscenesætte sig selv, noget som ikke er usædvanligt – heller ikke for dommere – i Brasilien.
Venstrefløjen jubler og højrefløjen raser
Ifølge en meningsmåling udført af AtlasIntel mener ca. 57 pct. af de adspurgte brasilianere, at Moraes beslutning er politisk motiveret, mens næsten 2 ud af 3 mener, at det var forkert at blokere Starlinks konti. Til gengæld er befolkningen stort set delt i to lige store blokke, når det kommer til, hvorvidt det var i orden at blokere X.
Det afspejler formentlig den kraftige polarisering, som længe har præget Brasilien. Er du venstreorienteret, vil du være tilbøjelig til at støtte forbuddet, men er du højreorienteret, er du imod. Ikke mindst hvis du tilhører den mere yderliggående del af højrefløjen, associeret med tidligere præsident Jair Bolsonaro. Frihed og ytringsfrihed er altså godt, når det gælder én selv og dem man er enige med, men ikke så godt, når det handler om ”de andre”.
Det hjælper nok heller ikke, at Elon Musk er sprunget ud som en aktiv Trump-støtte. Men som Jacob Mchangama skrev på X efter Moraes og højesterets beslutning i Brasilien:
”If your instincts are that Moraes = good, because Musk = bad, consider that Moraes’ war on “fake news” started in 2019 long before Musk acquired Twitter”. Hvorefter han i en af en række kommentarer til den oprindelige post argumenter, bl. a. påpeger, at ”You can’t have free and immediate online speech without accepting that “disinformation” will be part of the ecosystem of information and ideas. Fortunately there’s lots of evidence to suggest that the problem of disinformation is frequently exaggerated and poses less of an existential threat” than the doomsday prophecies would have you believe”.
Det skal understreges at der bestemt ikke er grund til at gøre Musk til en “helt”, som på vegne af ytringsfriheden holder fanen højt. I andre situationer, bl. a. i Tyrkiet, har man frivilligt og uden de store protester efterlevet myndighedernes krav om at lukke konti hos kritikere af Erdogan.
Moraes blev udnævnt til højesteretsdommer under den centrum-højreorienterede og konservative præsident Michel Temer (præsident efter Dilma Rousseff måtte gå af i 2016). Og han blev rost i Brasilien, da han under Jair Bolsonaros tid som præsident gik mod ham og hans mildt sagt til tider temmelig autoritære politik, bl.a. når Bolsonaro før valget i 2022 offentligt satte spørgsmålstegn ved selve optællingen af stemmerne. En fortælling der fortsatte efter han havde tabt valget. Bolsonaro er sidenhen blevet udelukket fra at stille op til valg i otte år på grund af sine løgne omkring de stemmemaskiner, man bruger i Brasilien.
Moraes’ ”korstog” synes også at handle om mere end opretholdelse af brasiliansk lov. Som The Economist påpeger i artiklen The all-powerful judge taking on Elon Musk , er Moraes en mand, som ”kan lide og forstår magt” og har omfattende kontakter i politi, militær og efterretningstjenester. Og mens det er normen i vestlige demokratier, at undersøgelser indledes af anklagemyndigheden eller politiet, har Moraes i flere sager givet sig selv beføjelser til både at indlede undersøgelser, agere anklager og dommer på én gang. Med en manglende juridisk definition på, hvad misinformation (fake news) egentlig er, og ved at kræve konti lukket uden begrundelse, bliver det mildt sagt problematisk. Moraes var f. eks. manden bag, at ikke-krypterede private samtaler og løs snak om, hvorvidt et kup var at foretrække frem for Brasilien igen fik en demokratisk venstreorienteret præsident, førte til at de pågældendes hjem blev ransaget, bankkonti indefrosset og sociale medie-konti suspenderet. Uanset at man kan mene – hvilket gælder undertegnede – at demokrati naturligvis altid er at foretrække – også når de der vinder er nogen, man ikke er enig med, er det jo en temmelig voldsom reaktion.
Lad os endelig kunne læse hvor vanvittige ideer folk har om verden vi lever i
Om så de mere eller mere drakoniske tiltag, man ser rundt om i verden – også i lande der betragter sig selv som frie og demokratiske – der indskrænker ytringsfriheden, så overhovedet afhjælper problemerne med fake news, had tale osv., er en anden sag. Vanvittige forestillinger om, hvordan verden er skruet sammen, løgne og bedrag, har der alle dage været masser af – også før de sociale medier kom til – og mon ikke der altid vil være det?
Og hvor meget værre er det egentlig i forhold til tidligere? Måske er den væsentligste forskel, at vi nu kan se og reagere på det? Ja, måske er det ligefrem en fordel, at det nu foregår i det åbne i stedet for i det skjulte, og at sociale medier som X giver mulighed for at man kan reagere på det?
Musk og Tucker Carlson
Et godt eksempel på dette er måske reaktionen, da Elon Musk tidligere på måneden delte et interview, som den kontroversielle journalist Tucker Carlson havde med en vis Darryl Cooper, af Carlson betegnet som ”den måske bedste og mest ærlige populærhistoriker i USA”. Musk knyttede dertil ordene: ”meget interessant, værd at se”.
Musk havde dog tydeligvis ikke selv set interviewet, for Darryl Cooper kan nok bedst betegnes som tæt på at være naziapologet og mængden af desinformation og absurditeter i interviewet – eller hvad vi nu skal kalde det – var mildt sagt overvældende.
Efterfølgende har Musk da også slettet det oprindelige opslag med en forkølet undskyldning om, at han kun havde set dele af det, hvilket sådan set også siger en del om Musks troværdighed eller mangel på samme, uanset om man er enig eller uenig i hans holdninger.
Men skal Tucker Carlson, som med rette er en temmelig omstridt journalist, nægtes adgang til de sociale medier? Altså hvis vi ser på reaktionen hos en række ”rigtige” historikere, ville det være en skam. For naziapologeter som Darryl Cooper findes – sociale medier og internettet eller ej – og Tucker Carlson findes jo også.
Hvad der er sket efterfølgende er, at især Coopers udtalelser om 2. Verdenskrig og Winston Churchill vs. Adolf Hitler har udløst en sand kaskade af reaktioner og artikler, som ”debunker” Darryl Cooper. Noget som kun var muligt, netop fordi også Tucker Carlson har adgang til de sociale medier.
Også relevant herhjemme
Også herhjemme ser vi samme kamp om ytringsfriheden. Når fx, en ikke ubetydelig nationalkonservativ stemme i den danske debat, som jævnligt skriver i Berlingske, reagerede på at Tivoli smed en gæst ud, fordi vedkommende havde en T-shirt på, hvor der stod ”boykot Israel”, ved at skrive på X, at ”TAK, Tivoli. Fascismen kan pakke sig”, må man jo naturligvis forvente at det er helt ok med hende, hvis det er hende der nægtes adgang næste gang på grund af et eller andet ved hendes beklædning fx.
Og nej, selv om flere på venstrefløjen gjorde det til et spørgsmål om ytringsfrihed at en gæst blev nægtet ophold i Tivoli på grund af en T-shirt, er det naturligvis noget vrøvl. Der er tale om en privat virksomhed, og for mit vedkommende må Tivoli stille lige præcis de krav til gæsternes påklædning, de har lyst til. Men ligefrem af hylde Tivolis tiltag, som ikke rigtigt virker gennemtænkte er dog et stykke vej? (og håndhævelsen kan aldrig blive andet end mildt sagt temmelig arbitrær). Kravet om politisk neutral påklædning, som åbenbart er det Tivoli henviser til, Hvad betyder det egentlig?
Og så er der selvfølgelig sagen med det mangeårige medlem af Enhedslisten, Jan Kjærgaard Hansen, som er suppleant til byrådet i Faxe Kommune, hvor han også er lokalt aktiv. Her har Politiet åbenbart ifølge medierne rejst en sag om terrorbilligelse ( straffelovens §136, efter hvilket den, der offentligt udtrykkeligt billiger en terrorhandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år) på baggrund af et interview i BT ( Enhedslisten-medlemmer vil genoptage pengestrøm til organisation, der deltog i terrorangreb), fordi Jan Kjærgaard Hansen mener at man bør genoptage samarbejdet med PFLP, selv om de formentlig deltog i terrorangrebet den 7. Oktober – hvilket han vist ikke helt tror på – fordi han anser dem for at være frihedskæmpere på ligne med danske frihedskæmpere under 2. Verdenskrig.
Man kan sagtens mene – hvilket jeg selv gør – at mandens synspunkter er fuldkommen absurde. Men skal han potentielt dømmes til op mod 3 års fængsel for billigelse af terror, fordi han i et interview siger hvad han mener? PFLP er (korrekt efter min mening) på listen over terrorbevægelser og som sådan er det jo i orden at retsforfølge borgere, som yder aktiv støtte til dem – som det skete med Fighters and Lovers i 2008 Men et er dog at give udtryk for en overbevisning eller holdning, som de fleste af os andre finder absurd, og så aktivt yde støtte til mennesker og organisationer der aktivt deltager i terror. Og så kan det godt være, at et andet medlem af Enhedslisten, nemlig folketingsmedlem, gruppeformand og udenrigsordfører, Trine Pertou Mach, som for øvrigt mente, at dommen over medlemmerne af Fighters and Lovers i 2008, da disse blev dømt for økonomisk at støtte FARC og PFLP i 2008 var forkert, her i 2024 mener at ”kort og godt, så synes jeg, at det [Jan Kjærgaard Hansens o.a. forslag om at genoptage samarbejdet med DFLP] er fuldstændig langt ude,” som hun skriver i et svar til BT. I 2008 lød det lidt anderledes, når det handlede om Fighter+Lovers støtte til terrororganisationerne FARC og PFLP:
Kampen mod terror rundede et skarpt hjørne med Landsrettens domsfældelse af aktivister fra Fighters+Lovers. Dommene på op til seks måneders ubetinget fængsel til aktivisterne er resultatet af stramninger af terrorlovgivningen, som fulgte i kølvandet på 11. september 2001.
Dommen er også udtryk for, at terrorlovgivningen ikke alene indskrænker den enkelte borgers grænse for privatlivets fred, men også afgør, hvem borgere i Danmark må støtte, upåagtet at det ikke er støtte til vold. Dette er et alvorligt indgreb i vores rettigheder og er ikke fordrende for en demokratisk udvikling. Hverken i de lande, som Fighters+Lovers ville sende støtten til, Palæstina og Columbia, eller i Danmark. -Trine Pertou Mach (2008)
Det ændrer bare ikke ved at vi her har tale om en sigtelse (i 2024), som ret beset er baseret på at et menneske giver udtryk for sin overbevisning. For hvad bliver det næste? Hvad nu hvis det du tror på kriminaliseres?
Og her har vi så ved problemets kerne. Heldigvis er vores politiske tradition og kultur væsensforskellig fra den brasilianske, og ikke mindst er vores retssystem helt anderledes indrettet. Men på det personlige plan er vi måske ikke så forskellige fra brasilianerne. Ytringsfriheden og frihed i det hele taget er vist desværre noget som primært gælder, når det er synspunkter og holdninger, man selv deler.
Af Christian Bjørnskov, den 10. september 2024. 4 svar
Vi har adskillige gange understreget, hvor vigtig produktivitet er her på stedet. For et par uger siden understregede vi, at danskerne slet ikke var blevet rigere de sidste 25 år uden produktivitetsfremskridt. Man kan således godt glemme hele diskussionen om arbejdsudbud og beskæftigelsesfrekvens, hvis man er interesseret i det langt sigt.
Det er derfor bekymrende, at produktivitetsudviklingen så tydeligt er bremset ned de sidste cirka 20 år. Figuren nedenfor viser udviklingen i BNP per indbygger i Danmark siden 1960. Fra 1960 til 1981 steg produktiviteten – målt på værdiskabelse per arbejdstime – med cirka 3,6 % om året. Fra 1982 til 2005, dvs. den store reformperiode i dansk politik, steg produktiviteten lige godt 2 % om året. Men i perioden 1982-2019 faldt produktivitetsvæksten til 1,3 % (1,4 % 1982-2022). Hvad skete der?
Opbremsningen i produktivitet skete i mange vestlige lande i de sidste 20 år, og er ikke specifik for Danmark. Forleden udkom en EU-rapport, der var forsinket flere gange, som konkluderede, at Europa har et massivt konkurrenceevneproblem lige præcis fordi Vesteuropas produktivitet bevæger sig fremad med sneglefart.
Pointen idag er at understrege, hvor vigtigt problemet er. Forestiller man sig, at produktivitetsvæksten var fortsat i samme tempo, som den havde i Danmark 1982-2005, ville hver dansker – ung som gammel – alt andet lige have været omtrent 45.000 kroner rigere i gennemsnit. Det betyder, at en såkaldt standard LO-familie ville have haft en årlig indkomst, der var meget cirka 75.000 kroner højere før skat. Som vi skrev forleden, er produktivitet så meget vigtigere end alt muligt andet på langt sigt, at det er svært at forstå hvorfor danskerne ikke interesserer sig mere for problemet.
Af Christian Bjørnskov, den 3. september 2024. Skriv et svar
Der findes efterhånden en hel litteratur, der konkluderer at lande med en længere historie som etableret stat – steder som Japan, Danmark, og Storbritannien – er rigere fordi de har bedre institutioner. Denne forskning peger på, at jo ældre en stat er, jo bedre er den helt generelt til for eksempel at indkræve skat, håndhæve private kontrakter, og producere offentlige goder som forsvar, infrastruktur og uddannelse. Indsigten er vigtig, fordi den giver en forklaring på, hvorfor steder som Zimbabwe, Papua Ny Guinea, eller Mali fungerer så meget dårligere. Men hvor meget af det skyldes at staten er bedre, og hvor meget er en anden historie? Det giver M. Scott King og Claudia Williamson Kramer et nyt bud på i en artikel, der er på vej ud i Public Choice.
I artiklen med titlen “State antiquity and economic progress: cause or consequence?” peger King og Kramer på et umiddelbart indlysende metodisk problem: Er det statens alder, er påvirker velstanden, eller er der måske en eller flere underliggende faktorer, der både gør lande rigere og hjælper dem med at overleve som nationer?
Det er det argument, King og Kramer fokuserer på: At private løsninger hjalp lande med at blive rigere og velfungerende, og senere indebar at staten og den offentlige sektor også fungerede bedre. I en dansk sammenhæng er der adskillige eksempler på, hvordan private løsninger – enten markedsløsninger eller civilsamfundet – endte med at blive koopteret af staten. Det er for eksempel værd at understrege, at hele dagpengesystemet startede som forsikring mod indkomsttab ved arbejdsløshed, nogle gange kørt af fagbevægelsen, som man individuelt betalte til. Man kan også minde sig selv om, at selv før rytterskolerne og mens undervisningspligten blev fastsat ved lov af Christian VI i 1739, var skolerne drevet af sognet eller fælles som en civilsamfundsopgave, og typisk ikke af staten. Skolekommissionerne førte først opsyn fra 1814.
King og Kramers indsigt er vigtig for at forstå, hvor nogle landes gode institutioner kommer fra, og dermed også hvad man måske kan gøre – om noget – i lande med dårlige institutioner. Den er også en fin påmindelse om, at meget af det, der idag kendetegner de nordiske lande og ligge bag deres succes, ikke startede som statslige løsninger designet af kompetente politikere, men private løsninger på offentlige problemer.
Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2024. 1 svar
I denne uge kom det frem i medierne, at regeringen nægter at offentliggøre Finansministeriets beregninger af det såkaldt ‘frie råderum’. Begrebet dækker over ministeriets beregning af, hvor mange midler der kan bruges på nye politiske initiativer frem mod 2030, uden at der er behov for anden ekstra finansiering. Der er således tale om et absolut centralt begreb i diskussioner om beskatning og de offentlig udgifter, og om i hvilken grad regeringen og Folketinget opfører sig økonomisk ansvarlig og finansielet bæredygtigt. Regeringen kender naturligvis til enhver tid ministeriets bedste bud på det frie råderum, men som flere ordførere fra oppositionen understreger, er det ekstremt skævt og udemokratisk, at de nægtes adgang til så vigtig en information i politiske diskussioner. Oppositionen bliver basalt set tvunget til at fægte med en klap for det ene øje.
Manglen på information er ikke blot et alvorligt demokratisk problem, men også på mange måder et brud på dansk tradition for gennemsigtighed. Traditionen blev grundlagt i 1830erne, da Danmarks første demokratisk valg var sket: Valgene i 1834 til de fire stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, Slesvig og Itzehoe (der dog kun omfattede mænd over 35 med en vis ejendom). På det tidspunkt var statens udgifter og indtægter hemmelige, endda for de danskere, der var blevet valgt til de nye og udelukkende rådgivende forsamlinger. Alligevel begyndte de folkevalgte at presse på for at få konkret information om statens regnskab, og ikke mindst statens gæld.
Stænderforsamlingernes pres og kritik betød, at regeringen offentliggjorde et regnskab over de offentlige udgifter i Kollegialtidende den 30. december 1837 (læs her). Fra 1838 var statens budget offentligt tilgængeligt, så alle – stænderforsamlinger som almindelige borgere – kunne læse, hvad den danske stat brugte penge på og hvordan udgifterne blev finansieret, og kritisere det. De kunne dermed – i princippet – også beregne datidens parallel til det, vi idag kalder det frie råderum.
At regeringen forhindrer oppositionen i at have fuld information om, hvordan den umiddelbare fremtid for dansk økonomi og de statslige finansier ser ud, er med andre ord ikke blot et stort demokratisk problem. Det er måske ikke en overraskelse fra en regering, der ikke ligefrem oser af respekt for demokratisk proces, og hvis statsminister helt åbenlyst var ligeglad i 2020. Det er, som vi peger på her, et brud på en over 180-år gammel dansk demokratisk tradition for transparens og klar information om, hvad staten laver. Det er en skændsel.
Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2024. 5 svar
For 2½ år siden skrev vi her på stedet om programmet til den danske public choice workshop, der lod sig gøre igen efter nedlukningerne. En af præsentationerne i februar 2022 var nyt arbejde om økonomisk vækst under socialisme, udarbejdet af Andreas Bergh (Lund), Luděk Kouba (Mendel) og undertegnede. Papiret er nu endelig ude som working paper ved IFN med titlen “The Growth Consequences of Socialism.”
Andreas, Luděk og jeg ser i papiret på, hvad der skete med 22 udviklings- og mellemindkomstlande de havde perioder med fuld socialismee fra sidst i 1950erne til nu. Det nye i vores arbejde er dermed, at vi ikke er primært interesserede i økonomisk udvikling i Central- og Østeuropa og i det sovjetiske Kaukasus, men i de udviklingslande, der valgte den sovjetiske/cubanske/kinesiske vej. Mange udviklingslandes politikere var stærkt påvirkede af både politiske og akademiske idéer, da deres lande blev uafhængige fra slutningen af 1950erne og frem. Meget vestlig akademisk tænkning var på det tidspunkt domineret af socialistiske og marxistiske idéer, hvilket endda spredte sig til nationaløkonomi, hvor en række topøkonomer vitterligt troede på, at Sovjetunionen voksede meget hurtigere end Vesten.
Eftertiden har vist, at skeptiske stemmer som Warren Nutter og Walt W. Rostow havde ret i, at man ikke skulle tro på officiel statistik fra socialistiske diktaturer. Som joken blandt økonomer blev, var det mærkeligt at Sovjetunionen havde højere vækstrater end Finland i alle år fra 1930erne 1990, men finnerne var tre gange så rige da man kom til 1990. Vi viser i det nye papir, at den udvikling er et generelt træk ved lande, der bliver fuldt socialistiske gennem politik, der nationaliserer produktionsmidlerne.
Grafen nedenfor illustrerer forsigtigt den typiske udvikling i et udviklingsland, der bliver socialistisk. Som den fuldt optrukne linje viser, havde de 22 lande i gennemsnit 95 % af deres nabolandes levestandard året før de fik en socialistisk politik. Efter otte års socialisme var levestandarden faldet til 79 % af naboernes. Vores mere omhyggelige estimater peger på, at det typiske socialistiske udviklingslande havde 2-2½ procentpoint lavere vækst end sammenlignelige, ikke-socialistiske lande. Når man tager hensyn til, at gennemsnitsvæksten for disse lande var et stykke under 2 %, indebærer vores estimater at de socialistiske oplevede negativ vækst. Når vi dykker længere ned i data, peger de på at effekten – ikke overraskende – kommer fra negativ produktivitetsudvikling.
I lyset af vores undersøgelse, og af almindelig erfaring, er det utroligt at der stadig findes begavede mennesker, som mener at socialisme er den rigtige vej frem, og som stadig hylder Venezuela og Cuba. Som økonom kan man uden problemer se ‘ind bag’ tallene, og se de enorme menneskelige tab og lidelse, der følger med socialisme. Som Kristian Niemitz skrev i sin fine bog om emnet, er socialisme en fejlet idé, er ikke vil dø. Hvorfor ikke?
Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2024. 2 svar
Nobelpristageren Paul Krugman sagde engang, at “Produktivitet er ikke alt, men i det lange løb er det næsten alt.” Jeg blev mindet om citatet i sommers, da jeg skrev min klumme til Børsen. Under overskriften “Mere arbejde og højere skat løser ikke velfærdsstatens problemer – det kræver noget helt tredje” pegede jeg på, at en lille forøgelse af den årlige produktivitetsvækst vil løse de finansieringsproblemer, som velfærdsstaten har. Det er derfor mærkeligt, at politikere og meningsdannere skændes om, om man skal hæve skatten eller tvinge danskerne til at arbejde mere.
For at hamre pointen hjem, illustrerer vi nedenfor hvor vigtige tre forskellige forhold er: 1) Arbejdsmarkedsdeltagelse, dvs. hvor mange der er i job; 2) Hvor mange timer per år den gennemsnitlige ansatte arbejder; og 3) produktivitet, dvs. hvor meget værdi danskerne i gennemsnit producerer per arbejdstime. Hvis politikerne vil have flere penge i kassen for at finansiere voksende offentlige udgifter (i stedet for at prioritere), er det de tre måder det kan ske på, udover skattestigninger.
Men ikke alle kilder er lige effektive, hvilket dansk økonomi siden 1979 er et glimrende eksempel på. Hvis danskerne havde samme arbejdsmarkedsdeltagelse – groft sagt, hvis lige så mange var i arbejde – som i 1979, ville nationalindkomsten være 345.000 kroner per dansker i 30 år senere, i stedet for de faktiske 360.000. Hele indsatsen siden 1990erne med at få flere i arbejde har således givet omtrent 15.000 kroner mere. Hvis danskerne i stedet arbejdede lige så mange timer som i 1979, ville nationalindkomsten være 407.000 kroner. Men hvis vi, alt andet lige, havde samme produktivitet som i 1979, ville indkomsten være blot 182.000 kroner.
Faldet i arbejdstimer over en 30-årig periode har kostet godt 11 % vækst, mens den øgede arbejdsmarkedsdeltagelse har givet et plus på 4 %. Men det hele overskygges, som figuren ovenfor illustrerer dramatisk, af de 97 %, der er kommet fra øget produktivitet! Hvorfor politikere – og endda nogle af mine dygtige kolleger – har øjnene fikseret på arbejdstiden og -deltagelsen er mig uforståeligt, når man ser på de langsigtede fakta. Produktivitet er langt, langt vigtigere end andre kilder til velstand.
Af Christian Bjørnskov, den 18. august 2024. Skriv et svar
Der bliver påstået alle mulige ting om kapitalisme og dens søsterkoncept økonomisk frihed. Marxs berømte hypotese var, at et kapitalistisk, markedsøkonomisk samfund er ‘fremmedgørende’: At når man ikke er ‘fælles’ om arbejdet, bliver man også fremmed overfor sine medmennesker. Denne idé, og mange andre, bruges ofte som argumenter mod friere samfund, og særligt i en form hvor folk indrømmer, at “kapitalisme har gjort os rigere, men …” Efter men’et følger således ofte påstandene om fremmedgørelse, intolerance, polarisering, og ulighed. Mange af disse påstande indebærer, at folk i kapitalistiske samfund burde være ensomme – og med en påstået ensomhedskrise begynder man at kunne genfinde mange af argumenterne i debatten. Men er det egentligt sandt?
Simas Kucinskas har forleden skrevet en absolut fremragende lille blogpost om emnet (hattip: Marginal Revolution). Kucinskas udlægger først en række af påstandene, og tager derefter udgangspunkt i den undersøgelse af State of Social Connections som Gallup og Meta lavede i 2022. Han sammenholder derefter spørgeskemadata på hvor ensomme folk føler sig med Index of Economic Freedom fra The Heritage Foundation – et af de to mest brugte mål for økonomisk frihed, og dermed hvor kapitalistisk et samfund er. Resultatet kan ses nedenfor, hvor de røde markører indikerer autokratier og de blå indikerer demokratier.*
Kucinskas går videre i sin post og viser blandt andet, at folk også føler sig mere socialt forbundne i økonomisk friere samfund, og at sammenhængene umiddelbart ser ret robuste ud. Det interessante i den lille post er således, at mens en lang tradition fra bl.a. Marx og Tönnies i sociologi – den ene mente af kapitalisme fører til fremmedgørelse, den anden at samfundet ville bevæge sig fra Gemeinschaft til Gesellschaft – har påstået at kapitalisme og økonomisk frihed gør folk ensomme og bryder fællesskaber op, viser det empiriske billede på tværs af verden det modsatte.
Tager man empiri alvorligt, falder endnu et af de klassiske sociologiske argumenter imod kapitalisme bort. Ligesom påstande om, at kapitalisme gør os intolerante og selviske (læs f.eks. her) er tilbagevist, er der heller ikke meget kød på historien om, at markedsøkonomi og mindre politisk kontrol gør os ensomme.
* Dataene på ensomhed i figuren kommer fra at beregne et indeks, hvor de meget ensomme får værdien 2, respondenter der siger de er noget ensomme får værdien 1, og dem der erklærer at de ikke er ensomme får værdien 0. Indekset er således i princippet fordelt mellem 0 og 2, men reelt ligger værdierne mellem 0,19 (Vietnam) og 1,37 (Philippinerne). Læg iøvrigt mærke til at de fem nordiske lande – de mørkeblå markører, basalt set ligger oveni hinanden.
Af Otto Brøns-Petersen, den 15. august 2024. Skriv et svar
De offentlige udgifter kan påvirke den økonomiske vækst, sådan som Christian allerede har været inde på her i sommerserien. Det samme gælder den offentlige finansieringsside – både beskatning og offentlig låntagning.
Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2024. Skriv et svar
Forleden skrev vi om, hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ påvirker landes langsigtede økonomiske vækst. Vi viste i to kort, hvordan begrebet ‘størrelsen’ på den offentlige sektor skal behandles varsomt: Som vores dygtige kollega Ryan Murphy (Southern Methodist University) viser i ny forskning, der udkommer med årets Economic Freedom of the World rapport næste måned, bør man skille offentligt forbrug og subsidier fra offentlige investeringer og ejerskab. De to er ganske enkelt separate fænomener, og lande som for eksempel Danmark har enorme offentlige sektorer, men meget små offentlige investeringer og forsvindende lidt offentligt ejerskab. Et andet spørgsmål – som dukkede op i samtaler med Ryan ved PCS-konferencen i Dallas og med Colin O’Reilly (Creighton University) til APEE er, om forskellene og deres effekter også er forbundet med regeringens ideology. Det har jeg forsket videre i.
Det var for interessant et spørgsmål, og et spørgsmål der også overlapper noget af min egen tidligere forskning, til at bare lade det ligge. Der er derfor nu et arbejdspapir med titlen “Government Intervention and Long-Run Growth: An Ideologically Moderated Association?“, der kan downloades fra SSRN. Bundlinjen i min undersøgelse er, at ideologi og offentligt forbrug interagerer: Ændringer i det offentlige forbrug har større vækstkonsekvenser under venstreorienterede regeringer.
Hvordan kunne effekterne af offentligt forbrug afhænge af ideologien i den regering, som indfører og ændrer det? Papiret foreslår, at der kunne være fem mekanismer på spil. For det første er påvirker ideologi regeringens politiske præferencer og de trade-offs, den er villig til at acceptere. Vil man for eksempel acceptere større og længerevarende arbejdsløshed i bytte for mere generøse dagpengeregler? For det andet påvirker ideologi også en regerings forventninger til konsekvenserne af, hvad dens indgreb gør. I det ovenstående eksempel vil venstreorienterede regeringer ofte påstå, at højere dagpenge ikke eller kun marginalt påvirker arbejdsløsheden. For det tredje kunne der være forskelle i, hvilke grupper der lobbyer venstre- og højreorienterede regeringer, hvilket også kan give forskelle i, hvad det offentlige forbrug faktisk går til. For det fjerde ser man ofte, at der er forskelle i regeringers ‘epistemiologiske følsomhed’ – hvor meget eller lidt forestiller de sig, man ved om samfundet og hvor meget kan man forudse. Og sidst, men ikke mindst, kan der være forskellige reaktioner mod venstre- og højreorienteredes politik, også selvom den er ens.
Hele væksteffekten af størrelsen på den offentlige sektor viser sig at være følsom overfor regeringens ideologi, når man tester det på tværs af 78 lande med moderne partissystemer, som man observerer fra 1975 til 2015. Ovenfor er Figur 4 fra papiret, der viser klar at ændringer i størrelsen har store konsekvenser under klart venstreorienterede regeringer, og muligvis ingen konsekvenser under de mest økonomisk højreorienterede: Større offentligt forbrug er mere skadeligt under venstreorienterede regeringer, og liberaliserende reformer er mere effektive under venstreorienterede regeringer.
Hele papiret rejser det fundamentale spørgsmål, hvad det er i detaljen, der skiller offentligt forbrug under venstre- og højreorienterede regeringer, selvom de i data ser ens ud. Der må nødvendigvis være subtile forskelle i hvad der subsidieres og forbruges, og hvilke reaktioner det giver – ellers ville der ikke være synlige vækstforskelle! Men hvad de præcist er, er et åbent spørgsmål til vores kolleger og læsere.
Otto havde for et par uger siden et fremragende indlæg her på punditokraterne i vores sommerserie, om hvorvidt liberalisme var skyld i den faldende fertilitet, som er blevet voldsomt problematiseret i den offentlige debat det seneste år – ikke mindst Berlingske Tidende – har faciliteret denne debat på det seneste (se også links nederst). Ak ja, som tingene kan blive vendt på hovedet.
Tidligere var det befolkningstilvæksten som nogle åbenbart kunne ligge søvnløse over, nu er det så udsigten til at befolkningstallet topper, for derefter at falde, som problematiseres.
Men det er egentlig lidt underligt at folk først i årtier var bange for befolkningstilvæksten og det åbenbart først de senere år for alvor er gået op for folk, at den globale befolkning vil toppe på et tidspunkt og derefter blive mindre, ligesom diskussionen om fertilitetsraten herhjemme kan forekomme noget besynderlig. Således har den i mere end 50 år ligget under hvad der kræves (ca. 2,1) for at bibeholde befolkningens størrelse over tid, som det fremgår af nedenstående tabel. Med andre ord, hvis ikke det havde været for nettoindvandringen i den mellemliggende tid, ville befolkningstallet herhjemme være faldet de seneste år. Ifølge Danmarks Statistik udgør indvandrere og efterkommere efter indvandrere da også ca. 15 – 16 pct. af befolkningen her i 2024 (DST definition).
Figur 1.
Kilde: Dst
Allerede da ægteparret Erhlich i 1968 udgav bogen ”The Population Bomb”, som forudsagde en verden med hungersnød og social uro på grund af den fortsatte befolkningstilvækst, havde verden passeret ”peak growth” punktet og tilvæksthastigheden har været faldende lige siden. Den globale befolkning forventes på nuværende tidspunkt ifølge de seneste estimater at toppe med omkring 10+ mia. mennesker i slutningen af dette århundrede.
Ægteparret Erhlich mente slet ikke at man kunne brødføde så mange mennesker, og brugte bl. a Indien som eksempel. Det var ”ren Malthus” tankegang og de havde ikke taget højde for produktivitetsudviklingen indenfor landbrug på grund af den Grønne Revolution. Det viste sig nemlig efterfølgende, at fødevareproduktionen steg langt hurtigere end befolkningstallet.
Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2024. 4 svar
I vores sommerserie om økonomisk vækst er vi idag kommet til den virkeligt politisk kontroversielle af faktorerne, og den der nok er vigtigst i en dansk debat: Den offentlige sektor – hvor stor er den, hvad gør den – og hvordan påvirker det den langsigtede økonomiske vækst.
Spørgsmålet er kompliceret, da sammenhængen i en vis grad går begge veje: Økonomisk vækst påvirker størrelsen af den offentlige sektor, og størrelsen påvirker den økonomiske vækst. Det gælder ikke mindst når man skelner mellem hvad det offentlige budget bruges på. I de to figurer nedenfor følger vi Ryan Murphys nye skelnen mellem to fundamentale funktioner: Offentligt forbrug, subsidier og overførsler, og offentlige investeringer og offentligt ejerskab. I den første figur viser vi det første element, som vi for simpelheds skyld kalder offentligt forbrug, mens den anden figur illustrerer det andet element, offentlig kontrol. Alle data er fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World.
Sammenligner man de to kort, er det helt klart, at de to mål slet ikke fanger det samme fænomen. Der er begrænset offentligt forbrug i Nordafrika og Mellemøsten, men meget stor offentlig kontrol, mens det modsatte gælder størstedelen af Europa. Man bør derfor være præcis, når man taler om den offentlige sektor: Man kan for eksempel godt have en meget stor velfærdsstat som Danmark og Sverige, men uden ret meget direkte offentlig kontrol. Og man kan have en stat, der enten ejer eller kontrollerer store dele af økonomien (det kommunistiske ideal), uden at det kan ses direkte i forbruget. En skelnen er også vigtig, når man overvejer hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ typisk påvirker den langsigtede vækst.
Fortalere for en større offentlig sektor fremhæver ofte, at offentligt forbrug er nødvendigt for at have et kapabelt forsvar, lov og orden, et fungerende retsvæsen, og en skole af en vis kvalitet. De hævder, med andre ord og med rette, at der er behov for en vis offentlig sektor for at opfylde Adam Smiths betingelser for at have et velfungerende samfund. Disse fire funktioner bidrager tydeligt til økonomisk vækst, og i særdeleshed et velfungerende retsvæsen er centralt. Men to spørgsmål presser sig alligevel på: Hvor stort behøver det offentlige budget at være for at opfylde de fire funktioner, og hvis der er problemer med, f.eks., folkeskole eller retsvæsen, er det da faktisk ressourceproblemer som kan afhjælpes ved at tilføre ekstra midler?
Derudover kan man forestille sig mindst tre typer af mekanismer, der indebærer at en større offentlig sektor medfører langsommere økonomisk vækst. For det første må man som økonom altid understrege, at de ressourcer der bruges af den offentlige sektor, ikke også kan bruges af den private. Der sker således det, økonomer kalder ’crowding out’. Hvis det offentlige investerer mere – for eksempel i en Femern-forbindelse eller supersygehuse – vil det private investere mindre. Der vil være færre folk at ansætte, færre ressourcer på markedet når det offentlige køber flere, og investeringsressourcerne bliver dyrere når det offentlige køber stort ind. På samme måde gælder det, at hvis staten forsøger at sælge flere statsobligationer, vil nogle af dem bliver købt af folk eller organisationer, som ellers ville have købt aktier, anparter eller obligationer i private virksomheder. En større offentlig sektor indebærer mindre privat investeringsaktivitet.
For det andet påvirker det offentlige almindelige menneskers incitamenter. Den mest almindeligt kendte af disse mekanismer kaldes ofte ’dynamiske effekter’ af skatteændringer og ændringer i dagpenge- og kontantsystemet. Jo mere generøse, de offentlige overførsler bliver, jo mindre incitament har folk til at tage et job, og jo højere skatterne bliver, jo mindre tilbøjelige er folk til at arbejde ekstra, flytte til bedre jobs, eller på langt sigt endda tage uddannelse, der giver bedre jobs, eller blive iværksættere. Men det samme gælder også for virksomheder: Når det offentlige udvider i en bestemt sektor, vil der være offentlige virksomheder, som man ganske enkelt ikke kan konkurrere imod. Problemet skyldes, at de offentlige har bløde budgetbegrænsninger: Hvis de går over budget, enten ved at sælge for lidt eller dumpe prisen, vil man fra politisk side typisk tilføre dem flere ressourcer. De kan således køre med underskud i mange år, mens deres private konkurrenter – så længe de eksisterer – bliver nødt til at holde budgettet.
For det tredje er der direkte effekter af en større offentlig sektor. I det offentlige er der politisk kontrol med, hvem man køber ind fra og også hvilke virksomheder stat og kommuner støtter mere direkte. Det åbner op for lobbyisme og rent-seeking, der også forvrider markedet og på langt sigt sænker den økonomiske vækst markant.
Mens man derfor kunne påstå, at der er gode teoretiske grunde til at et vist offentligt forbrug er positivt forbundet med vækst, er de sidste cirka 15 års empirisk forskning dog ret klar: Et højere offentligt forbrug og større offentlig kontrol fører til lavere vækstrater og dårligere produktivitetsudvikling. Vi skrev om det sidste år med basis i et konferencepaper, der nu udkommer i Government and Economic Growth in the 21st Century: A Classical Liberal Response, der er redigeret af Juan Castañeda. Interesserede læsere kan også konsultere den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der udkom i april og er redigeret af punditokraternes ven og fremragende kollega, Niclas Berggren.
En af de klare mekanismer, der gør at en stor velfærdsstat er forbundet med lavere vækst, og i særdeleshed lavere produktivitetsvækst, er at den fører til langt mindre iværksætteraktivitet. Mere generelt sænker et stort offentligt forbrug, og omfattende offentlig kontrol, væksten i produktivitet. Offentlige indkøb er ikke udsat for markedskonkurrence, ligesom offentlige virksomheder heller ikke er det, og behøver derfor ikke arbejde for at blive dygtigere. Samtidig indebærer en større offentlig sektor også, at flere mennesker arbejder i erhverv, hvor de hverken kan være iværksættere eller belønnes for innovation eller ekstra indsats. Det er derfor ganske pudsigt, som en anden ven og glimrende kollega, Andreas Bergh, har vist, at solid produktivitetsvækst i det private er en forudsætning for at man kan finansiere en stor velfærdsstat.
Bundlinjen er, at en stor offentlig sektor ikke blot kommer med en stor skatteregning. Der er en ekstra regning at betale i form af lavere vækst, og dermed mindre velstand i fremtiden. Dette aspekt diskuteres alt for sjældent i dansk politik og den danske debat, der mere kommer til at handle om netop hvordan man finansierer forbruget. Man kan naturligvis mene, at en stor offentlig sektor giver en eller anden form for gevinst, som kan opveje væksttabet og skattebetalingen, men hvis man skal have en informeret debat om den trade-off, går det ikke kun at veje nogle af lodderne i vægtskålen. De negative vækstkonsekvenser af en stor velfærdsstat burde være centrale i debatten.
Vores sommerserie handler basalt som om, hvad der bidrager til langsigtet økonomisk vækst – også selvom vi en gang imellem tager en interessant omvej. Idag er turen kommet til en noget overset faktor, men en som en ny forskningslitteratur så småt er begyndt at afsøge: Akademisk frihed.
At et lands akademiske frihed kan bidrage til økonomisk vækst, burde ikke være en overraskelse. Som den store økonomiske historiker Joel Mokyr har vist i flere (meget læseværdige) bøger, startede den Industrielle Revolution på det tidspunkt den gjorde og hvor den gjorde – i midten af 1700-tallet i England, det sydlige Skotland og Holland – netop fordi disse områder havde en unik kombination: 1) En langt større frihed til at forske, tænke nye tanker, afprøve teorier, og tale og skrive offentligt om det; 2) nye medier, der spredte idéerne til store dele af et samfund, hvor de fleste kunne læse; og 3) gode retsvæsener, der beskyttede folks ejendom.
Min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg viste for to år siden, i en artikel i Southern Economic Journal, at den samme kombination stadig bidrager til væsentlig vækst i landes overordnede produktivitet. Når et land når en kvalitet i dets juridiske institutioner omtrent på niveau med Namibia, begynder akademisk frihed at have en statistisk sikker effekt på produktivitetsvæksten.
Vi illustrerer kombinationen på en simpel måde i figuren nedenfor, hvor de sorte områder er dem, der har både juridisk kvalitet og akademisk frihed under den globale median, de røde er dem med relativt god juridisk kvalitet men begrænset akademisk frihed, de grønne er dem med dårlig juridisk kvalitet, men akademisk frihed over de globale median, og de blå er lande med begge fordele.
En af grundene til at lave kortet i fire farver er, at Niclas og jeg fandt, at lande med god akademisk frihed, men uden gode juridiske institutioner, faktisk får gavn af nabolandes produktivitetsudvikling med en forsinkelse på omtrent ti år. Med andre ord drives en stor del af produktivitetsvæksten af de blå lande på kortet, men meget af innovationen flyder over til og kopieres af de grønne lande!
Kan vi nu være sikre på, at det faktisk er innovation vi fanger, og ikke et eller andet andet, der har med produktivitetsvækst at gøre? Svaret ligger i en anden del af den nye forskning om adademisk frihed, som jeg forleden leverede en oversigtsartikel om til tidsskriftet The Economists’ Voice. De få studier, der kigger på det, finder at svaret er ja. Akademisk frihed er forbundet med flere og bedre patentansøgninger, og flere citationer til forskning – særligt i samfundsvidenskaben.
Som vi har pointeret tidligere i sommerserien i år, er langt den meste vækst på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt. Og her er den akademiske frihed stadig central for at skabe potentielle fremskridt, men de kan kun blive kommercielt bæredygtige – og dermed virkelighed – hvis der også er institutioner, der beskytter virksomheders og menneskers ejendomsret og borgerlige rettigheder.
Vi skriver ganske meget om samfundsforskning her på stedet, men måske for sjældent om forskning, der enten er igang, eller som vi slet ikke har startet endnu. Det gør vi idag, hvor vi ser på noget så umiddelbart sært som morddiskrimination: Hvordan ser verdens mønstre i mord ud, når man ser separat på kvinder og mænd? Baggrunden for spørgsmålet er, at min gode ven og kollega Martin Rode forleden foreslog, at vi genbesøgte forholdet mellem kriminalitet og økonomisk frihed, men med et fokus på kønsforskelle (se her, her og her for tidligere forskning).
Et af de interessante forhold omkring mord er netop, at der bliver begået langt flere mord på mænd end kvinder. På tværs af 140 samfund hvorfra vi har rimeligt gode data de sidste ti år, begås der i gennemsnit 4,8 gange så mange mord på mænd som kvinder. Og jo flere mord, der begås, jo uforholdsmæssigt flere er på mænd: Sammenligningen på tværs af de 140 samfund peger på, at når mordraten på mænd stiger 10 %, stiger den på kvinder kun 5,7 % i gennemsnit. I det voldelige Venezuela begås der således 18 gange så mange mord på mænd som kvinder, mens der i det ekstremt fredelige Schweiz faktisk begås cirka 12 % flere mord på kvinder end mænd.
Martin og jeg går snart igang med at undersøge, i hvilket omfang økonomisk frihed ikke blot fører til færre drab, men om den også reducerer diskriminationen i mord. Når man ser på tidligere forskning – måske ikke mindst min og Niclas Berggrens nye artikel om sammenhængen mellem økonomisk frihed og statslig diskrimination – er der grund til at undersøge det. Det samme gælder, når man ser på Niclas tidligere forskning sammen med Therese Nilsson om hvordan frihed påvirker folks tolerancenormer.
Vores meget foreløbige analyser peger ret klart i retning af, at økonomisk frihed er forbundet med færre mord, og i særlig grad med færre mord på mænd. Hvilke elementer af økonomisk frihed er særligt vigtige, om de virker mere effektivt i demokratier, eller om det hele er en konsekvens af den økonomiske udvikling der kommer med udviklingen, er stadig åbne spørgsmål. Læsernes input er meget velkomment!
Punditokraternes sommerserie i 2018 handlede om frihandel. En af årsagerne var den stigende protektionisme, ikke mindst i USA, under Trumps første periode som præsident, hvilket er fortsat under Biden administrationen.
Efter sin udnævnelse som Trumps vicepræsidentkandidat, holdt J. D. Vance en tale hvoraf det fremgår, at det bestemt ikke er blevet bedre med forståelsen af helt fundamentale sammenhænge mellem vækst, velstand og frihandel (se efter ca. 8 minutter).
Ser vi på udviklingen post 1989, var modstanden mod (økonomisk) globalisering primært en dagsorden for venstrefløjen de første mange år. Med Trump-Vance i det Hvide Hus, har de venstreorienterede antiglobalister, som rendte rundt og vandaliserede Seattle, Göteborg og andre byer i slutningen i 1990erne og begyndelsen af dette årtusinde, i den grad har vundet debatten, omend de næppe havde forestillet sig at det blev de nationalkonservative (som i hvert fald har kollektivismen til fælles med venstrefløjen), der høstede frugterne. Med tanke på at Biden administrationens handelspolitik langt hen af vejen minder om Trumps, så kan man selvfølgelig indvende at det skiftet allerede er sket. Og jeg er enig.
Og hvem betaler så prisen? Ja, det gør borgerne, ikke mindst dem med de laveste indkomster, se nedenfor og tidligere indlæg her på bloggen, bl. a. her.
I foråret udsendte Peterson Institute for International Policy en analyse, “Why Trump’s Tariff Proposals Would Harm Working Americans“, hvor man kommer frem til at allerede gennemførte og foreslåede skattereformer, samt foreslåede ændringer i toldsatserne indebærer, at a) skattereformerne primært gavner de øverste kvintiler og b) øgede toldsatser primært skader de laveste kvintiler.
Når Vance i sin tale så varmt taler for “den lille mand” og mod “storkapitalen”, må man som økonom ryste på hovedet.
Og egentlig er det jo også et godt eksempel på, at de forestillinger en del – især på venstrefløjen og blandt nationalkonservative – har om at (national)økonomer har for står magt er noget sludder. Det forholder sig vist mere omvendt.
Eller med en lettere omskrivning af et citat krediteret Ludvig Von Mises:
