Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Sommerserie #9: Væksteffekter af offentligt forbrug og regeringens ideologi

Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2024. Skriv et svar

Forleden skrev vi om, hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ påvirker landes langsigtede økonomiske vækst. Vi viste i to kort, hvordan begrebet ‘størrelsen’ på den offentlige sektor skal behandles varsomt: Som vores dygtige kollega Ryan Murphy (Southern Methodist University) viser i ny forskning, der udkommer med årets Economic Freedom of the World rapport næste måned, bør man skille offentligt forbrug og subsidier fra offentlige investeringer og ejerskab. De to er ganske enkelt separate fænomener, og lande som for eksempel Danmark har enorme offentlige sektorer, men meget små offentlige investeringer og forsvindende lidt offentligt ejerskab. Et andet spørgsmål – som dukkede op i samtaler med Ryan ved PCS-konferencen i Dallas og med Colin O’Reilly (Creighton University) til APEE er, om forskellene og deres effekter også er forbundet med regeringens ideology. Det har jeg forsket videre i.

Det var for interessant et spørgsmål, og et spørgsmål der også overlapper noget af min egen tidligere forskning, til at bare lade det ligge. Der er derfor nu et arbejdspapir med titlen “Government Intervention and Long-Run Growth: An Ideologically Moderated Association?“, der kan downloades fra SSRN. Bundlinjen i min undersøgelse er, at ideologi og offentligt forbrug interagerer: Ændringer i det offentlige forbrug har større vækstkonsekvenser under venstreorienterede regeringer.

Hvordan kunne effekterne af offentligt forbrug afhænge af ideologien i den regering, som indfører og ændrer det? Papiret foreslår, at der kunne være fem mekanismer på spil. For det første er påvirker ideologi regeringens politiske præferencer og de trade-offs, den er villig til at acceptere. Vil man for eksempel acceptere større og længerevarende arbejdsløshed i bytte for mere generøse dagpengeregler? For det andet påvirker ideologi også en regerings forventninger til konsekvenserne af, hvad dens indgreb gør. I det ovenstående eksempel vil venstreorienterede regeringer ofte påstå, at højere dagpenge ikke eller kun marginalt påvirker arbejdsløsheden. For det tredje kunne der være forskelle i, hvilke grupper der lobbyer venstre- og højreorienterede regeringer, hvilket også kan give forskelle i, hvad det offentlige forbrug faktisk går til. For det fjerde ser man ofte, at der er forskelle i regeringers ‘epistemiologiske følsomhed’ – hvor meget eller lidt forestiller de sig, man ved om samfundet og hvor meget kan man forudse. Og sidst, men ikke mindst, kan der være forskellige reaktioner mod venstre- og højreorienteredes politik, også selvom den er ens.

Hele væksteffekten af størrelsen på den offentlige sektor viser sig at være følsom overfor regeringens ideologi, når man tester det på tværs af 78 lande med moderne partissystemer, som man observerer fra 1975 til 2015. Ovenfor er Figur 4 fra papiret, der viser klar at ændringer i størrelsen har store konsekvenser under klart venstreorienterede regeringer, og muligvis ingen konsekvenser under de mest økonomisk højreorienterede: Større offentligt forbrug er mere skadeligt under venstreorienterede regeringer, og liberaliserende reformer er mere effektive under venstreorienterede regeringer.

Hele papiret rejser det fundamentale spørgsmål, hvad det er i detaljen, der skiller offentligt forbrug under venstre- og højreorienterede regeringer, selvom de i data ser ens ud. Der må nødvendigvis være subtile forskelle i hvad der subsidieres og forbruges, og hvilke reaktioner det giver – ellers ville der ikke være synlige vækstforskelle! Men hvad de præcist er, er et åbent spørgsmål til vores kolleger og læsere.

Sommerserie #8: Først blev vi for mange, så bliver vi for få – og hvorfor tales der så lidt om produktivitet?

Af Niels Westy, den 8. august 2024. Skriv et svar

Otto havde for et par uger siden et fremragende indlæg her på punditokraterne i vores sommerserie, om hvorvidt liberalisme var skyld i den faldende fertilitet, som er blevet voldsomt problematiseret i den offentlige debat det seneste år – ikke mindst Berlingske Tidende – har faciliteret denne debat på det seneste (se også links nederst). Ak ja, som tingene kan blive vendt på hovedet.

Tidligere var det befolkningstilvæksten som nogle åbenbart kunne ligge søvnløse over, nu er det så udsigten til at befolkningstallet topper, for derefter at falde, som problematiseres.

Men det er egentlig lidt underligt at folk først i årtier var bange for befolkningstilvæksten og det åbenbart først de senere år for alvor er gået op for folk, at den globale befolkning vil toppe på et tidspunkt og derefter blive mindre, ligesom diskussionen om fertilitetsraten herhjemme kan forekomme noget besynderlig. Således har den i mere end 50 år ligget under hvad der kræves (ca. 2,1) for at bibeholde befolkningens størrelse over tid, som det fremgår af nedenstående tabel. Med andre ord, hvis ikke det havde været for nettoindvandringen i den mellemliggende tid, ville befolkningstallet herhjemme være faldet de seneste år. Ifølge Danmarks Statistik udgør indvandrere og efterkommere efter indvandrere da også ca. 15 – 16 pct. af befolkningen her i 2024 (DST definition).  

Figur 1.

Kilde: Dst

Allerede da ægteparret Erhlich i 1968 udgav bogen ”The Population Bomb”, som forudsagde en verden med hungersnød og social uro på grund af den fortsatte befolkningstilvækst, havde verden passeret ”peak growth” punktet og tilvæksthastigheden har været faldende lige siden. Den globale befolkning forventes på nuværende tidspunkt ifølge de seneste estimater at toppe med omkring 10+ mia. mennesker i slutningen af dette århundrede.

Ægteparret Erhlich mente slet ikke at man kunne brødføde så mange mennesker, og brugte bl. a Indien som eksempel. Det var ”ren Malthus” tankegang og de havde ikke taget højde for produktivitetsudviklingen indenfor landbrug på grund af den Grønne Revolution. Det viste sig nemlig efterfølgende, at fødevareproduktionen steg langt hurtigere end befolkningstallet.

Læs resten →

Sommerserie #7: Den offentlige sektor og vækst

Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2024. 4 svar

I vores sommerserie om økonomisk vækst er vi idag kommet til den virkeligt politisk kontroversielle af faktorerne, og den der nok er vigtigst i en dansk debat: Den offentlige sektor – hvor stor er den, hvad gør den – og hvordan påvirker det den langsigtede økonomiske vækst.

Spørgsmålet er kompliceret, da sammenhængen i en vis grad går begge veje: Økonomisk vækst påvirker størrelsen af den offentlige sektor, og størrelsen påvirker den økonomiske vækst. Det gælder ikke mindst når man skelner mellem hvad det offentlige budget bruges på. I de to figurer nedenfor følger vi Ryan Murphys nye skelnen mellem to fundamentale funktioner: Offentligt forbrug, subsidier og overførsler, og offentlige investeringer og offentligt ejerskab. I den første figur viser vi det første element, som vi for simpelheds skyld kalder offentligt forbrug, mens den anden figur illustrerer det andet element, offentlig kontrol. Alle data er fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World.

Sammenligner man de to kort, er det helt klart, at de to mål slet ikke fanger det samme fænomen. Der er begrænset offentligt forbrug i Nordafrika og Mellemøsten, men meget stor offentlig kontrol, mens det modsatte gælder størstedelen af Europa. Man bør derfor være præcis, når man taler om den offentlige sektor: Man kan for eksempel godt have en meget stor velfærdsstat som Danmark og Sverige, men uden ret meget direkte offentlig kontrol. Og man kan have en stat, der enten ejer eller kontrollerer store dele af økonomien (det kommunistiske ideal), uden at det kan ses direkte i forbruget. En skelnen er også vigtig, når man overvejer hvordan den offentlige sektors størrelse og ‘scope’ typisk påvirker den langsigtede vækst.

Fortalere for en større offentlig sektor fremhæver ofte, at offentligt forbrug er nødvendigt for at have et kapabelt forsvar, lov og orden, et fungerende retsvæsen, og en skole af en vis kvalitet. De hævder, med andre ord og med rette, at der er behov for en vis offentlig sektor for at opfylde Adam Smiths betingelser for at have et velfungerende samfund. Disse fire funktioner bidrager tydeligt til økonomisk vækst, og i særdeleshed et velfungerende retsvæsen er centralt. Men to spørgsmål presser sig alligevel på: Hvor stort behøver det offentlige budget at være for at opfylde de fire funktioner, og hvis der er problemer med, f.eks., folkeskole eller retsvæsen, er det da faktisk ressourceproblemer som kan afhjælpes ved at tilføre ekstra midler?

Derudover kan man forestille sig mindst tre typer af mekanismer, der indebærer at en større offentlig sektor medfører langsommere økonomisk vækst. For det første må man som økonom altid understrege, at de ressourcer der bruges af den offentlige sektor, ikke også kan bruges af den private. Der sker således det, økonomer kalder ’crowding out’. Hvis det offentlige investerer mere – for eksempel i en Femern-forbindelse eller supersygehuse – vil det private investere mindre. Der vil være færre folk at ansætte, færre ressourcer på markedet når det offentlige køber flere, og investeringsressourcerne bliver dyrere når det offentlige køber stort ind. På samme måde gælder det, at hvis staten forsøger at sælge flere statsobligationer, vil nogle af dem bliver købt af folk eller organisationer, som ellers ville have købt aktier, anparter eller obligationer i private virksomheder. En større offentlig sektor indebærer mindre privat investeringsaktivitet.

For det andet påvirker det offentlige almindelige menneskers incitamenter. Den mest almindeligt kendte af disse mekanismer kaldes ofte ’dynamiske effekter’ af skatteændringer og ændringer i dagpenge- og kontantsystemet. Jo mere generøse, de offentlige overførsler bliver, jo mindre incitament har folk til at tage et job, og jo højere skatterne bliver, jo mindre tilbøjelige er folk til at arbejde ekstra, flytte til bedre jobs, eller på langt sigt endda tage uddannelse, der giver bedre jobs, eller blive iværksættere. Men det samme gælder også for virksomheder: Når det offentlige udvider i en bestemt sektor, vil der være offentlige virksomheder, som man ganske enkelt ikke kan konkurrere imod. Problemet skyldes, at de offentlige har bløde budgetbegrænsninger: Hvis de går over budget, enten ved at sælge for lidt eller dumpe prisen, vil man fra politisk side typisk tilføre dem flere ressourcer. De kan således køre med underskud i mange år, mens deres private konkurrenter – så længe de eksisterer – bliver nødt til at holde budgettet.

For det tredje er der direkte effekter af en større offentlig sektor. I det offentlige er der politisk kontrol med, hvem man køber ind fra og også hvilke virksomheder stat og kommuner støtter mere direkte. Det åbner op for lobbyisme og rent-seeking, der også forvrider markedet og på langt sigt sænker den økonomiske vækst markant.

Mens man derfor kunne påstå, at der er gode teoretiske grunde til at et vist offentligt forbrug er positivt forbundet med vækst, er de sidste cirka 15 års empirisk forskning dog ret klar: Et højere offentligt forbrug og større offentlig kontrol fører til lavere vækstrater og dårligere produktivitetsudvikling. Vi skrev om det sidste år med basis i et konferencepaper, der nu udkommer i Government and Economic Growth in the 21st Century: A Classical Liberal Response, der er redigeret af Juan Castañeda. Interesserede læsere kan også konsultere den nye Handbook of Research on Economic Freedom, der udkom i april og er redigeret af punditokraternes ven og fremragende kollega, Niclas Berggren.

En af de klare mekanismer, der gør at en stor velfærdsstat er forbundet med lavere vækst, og i særdeleshed lavere produktivitetsvækst, er at den fører til langt mindre iværksætteraktivitet. Mere generelt sænker et stort offentligt forbrug, og omfattende offentlig kontrol, væksten i produktivitet. Offentlige indkøb er ikke udsat for markedskonkurrence, ligesom offentlige virksomheder heller ikke er det, og behøver derfor ikke arbejde for at blive dygtigere. Samtidig indebærer en større offentlig sektor også, at flere mennesker arbejder i erhverv, hvor de hverken kan være iværksættere eller belønnes for innovation eller ekstra indsats. Det er derfor ganske pudsigt, som en anden ven og glimrende kollega, Andreas Bergh, har vist, at solid produktivitetsvækst i det private er en forudsætning for at man kan finansiere en stor velfærdsstat.

Bundlinjen er, at en stor offentlig sektor ikke blot kommer med en stor skatteregning. Der er en ekstra regning at betale i form af lavere vækst, og dermed mindre velstand i fremtiden. Dette aspekt diskuteres alt for sjældent i dansk politik og den danske debat, der mere kommer til at handle om netop hvordan man finansierer forbruget. Man kan naturligvis mene, at en stor offentlig sektor giver en eller anden form for gevinst, som kan opveje væksttabet og skattebetalingen, men hvis man skal have en informeret debat om den trade-off, går det ikke kun at veje nogle af lodderne i vægtskålen. De negative vækstkonsekvenser af en stor velfærdsstat burde være centrale i debatten.

Sommerserie #6: Akademisk frihed og vækst

Af Christian Bjørnskov, den 28. juli 2024. 2 svar

Vores sommerserie handler basalt som om, hvad der bidrager til langsigtet økonomisk vækst – også selvom vi en gang imellem tager en interessant omvej. Idag er turen kommet til en noget overset faktor, men en som en ny forskningslitteratur så småt er begyndt at afsøge: Akademisk frihed.

At et lands akademiske frihed kan bidrage til økonomisk vækst, burde ikke være en overraskelse. Som den store økonomiske historiker Joel Mokyr har vist i flere (meget læseværdige) bøger, startede den Industrielle Revolution på det tidspunkt den gjorde og hvor den gjorde – i midten af 1700-tallet i England, det sydlige Skotland og Holland – netop fordi disse områder havde en unik kombination: 1) En langt større frihed til at forske, tænke nye tanker, afprøve teorier, og tale og skrive offentligt om det; 2) nye medier, der spredte idéerne til store dele af et samfund, hvor de fleste kunne læse; og 3) gode retsvæsener, der beskyttede folks ejendom.

Min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg viste for to år siden, i en artikel i Southern Economic Journal, at den samme kombination stadig bidrager til væsentlig vækst i landes overordnede produktivitet. Når et land når en kvalitet i dets juridiske institutioner omtrent på niveau med Namibia, begynder akademisk frihed at have en statistisk sikker effekt på produktivitetsvæksten.

Vi illustrerer kombinationen på en simpel måde i figuren nedenfor, hvor de sorte områder er dem, der har både juridisk kvalitet og akademisk frihed under den globale median, de røde er dem med relativt god juridisk kvalitet men begrænset akademisk frihed, de grønne er dem med dårlig juridisk kvalitet, men akademisk frihed over de globale median, og de blå er lande med begge fordele.

En af grundene til at lave kortet i fire farver er, at Niclas og jeg fandt, at lande med god akademisk frihed, men uden gode juridiske institutioner, faktisk får gavn af nabolandes produktivitetsudvikling med en forsinkelse på omtrent ti år. Med andre ord drives en stor del af produktivitetsvæksten af de blå lande på kortet, men meget af innovationen flyder over til og kopieres af de grønne lande!

Kan vi nu være sikre på, at det faktisk er innovation vi fanger, og ikke et eller andet andet, der har med produktivitetsvækst at gøre? Svaret ligger i en anden del af den nye forskning om adademisk frihed, som jeg forleden leverede en oversigtsartikel om til tidsskriftet The Economists’ Voice. De få studier, der kigger på det, finder at svaret er ja. Akademisk frihed er forbundet med flere og bedre patentansøgninger, og flere citationer til forskning – særligt i samfundsvidenskaben.

Som vi har pointeret tidligere i sommerserien i år, er langt den meste vækst på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt. Og her er den akademiske frihed stadig central for at skabe potentielle fremskridt, men de kan kun blive kommercielt bæredygtige – og dermed virkelighed – hvis der også er institutioner, der beskytter virksomheders og menneskers ejendomsret og borgerlige rettigheder.

Diskrimination i mord?

Af Christian Bjørnskov, den 24. juli 2024. 4 svar

Vi skriver ganske meget om samfundsforskning her på stedet, men måske for sjældent om forskning, der enten er igang, eller som vi slet ikke har startet endnu. Det gør vi idag, hvor vi ser på noget så umiddelbart sært som morddiskrimination: Hvordan ser verdens mønstre i mord ud, når man ser separat på kvinder og mænd? Baggrunden for spørgsmålet er, at min gode ven og kollega Martin Rode forleden foreslog, at vi genbesøgte forholdet mellem kriminalitet og økonomisk frihed, men med et fokus på kønsforskelle (se her, her og her for tidligere forskning).

Et af de interessante forhold omkring mord er netop, at der bliver begået langt flere mord på mænd end kvinder. På tværs af 140 samfund hvorfra vi har rimeligt gode data de sidste ti år, begås der i gennemsnit 4,8 gange så mange mord på mænd som kvinder. Og jo flere mord, der begås, jo uforholdsmæssigt flere er på mænd: Sammenligningen på tværs af de 140 samfund peger på, at når mordraten på mænd stiger 10 %, stiger den på kvinder kun 5,7 % i gennemsnit. I det voldelige Venezuela begås der således 18 gange så mange mord på mænd som kvinder, mens der i det ekstremt fredelige Schweiz faktisk begås cirka 12 % flere mord på kvinder end mænd.

Martin og jeg går snart igang med at undersøge, i hvilket omfang økonomisk frihed ikke blot fører til færre drab, men om den også reducerer diskriminationen i mord. Når man ser på tidligere forskning – måske ikke mindst min og Niclas Berggrens nye artikel om sammenhængen mellem økonomisk frihed og statslig diskrimination – er der grund til at undersøge det. Det samme gælder, når man ser på Niclas tidligere forskning sammen med Therese Nilsson om hvordan frihed påvirker folks tolerancenormer.

Vores meget foreløbige analyser peger ret klart i retning af, at økonomisk frihed er forbundet med færre mord, og i særlig grad med færre mord på mænd. Hvilke elementer af økonomisk frihed er særligt vigtige, om de virker mere effektivt i demokratier, eller om det hele er en konsekvens af den økonomiske udvikling der kommer med udviklingen, er stadig åbne spørgsmål. Læsernes input er meget velkomment!

Med Trump følger øget protektionisme

Af Niels Westy, den 18. juli 2024. Skriv et svar

Punditokraternes sommerserie i 2018 handlede om frihandel. En af årsagerne var den stigende protektionisme, ikke mindst i USA, under Trumps første periode som præsident, hvilket er fortsat under Biden administrationen.

Trump og hans rådgiveres argumenter for øget protektionisme og hvorfor øget handel med andre lande skadede USA var (og er) deciderede absurde. Således mener man at import skader BNP, fordi man trækker import fra eksport. Selvfølgelig gør man det. Den indgår jo allerede i forbrug og investeringer.

Efter sin udnævnelse som Trumps vicepræsidentkandidat, holdt J. D. Vance en tale hvoraf det fremgår, at det bestemt ikke er blevet bedre med forståelsen af helt fundamentale sammenhænge mellem vækst, velstand og frihandel (se efter ca. 8 minutter).

Ser vi på udviklingen post 1989, var modstanden mod (økonomisk) globalisering primært en dagsorden for venstrefløjen de første mange år. Med Trump-Vance i det Hvide Hus, har de venstreorienterede antiglobalister, som rendte rundt og vandaliserede Seattle, Göteborg og andre byer i slutningen i 1990erne og begyndelsen af dette årtusinde, i den grad har vundet debatten, omend de næppe havde forestillet sig at det blev de nationalkonservative (som i hvert fald har kollektivismen til fælles med venstrefløjen), der høstede frugterne. Med tanke på at Biden administrationens handelspolitik langt hen af vejen minder om Trumps, så kan man selvfølgelig indvende at det skiftet allerede er sket. Og jeg er enig.

Og hvem betaler så prisen? Ja, det gør borgerne, ikke mindst dem med de laveste indkomster, se nedenfor og tidligere indlæg her på bloggen, bl. a. her.

I foråret udsendte Peterson Institute for International Policy en analyse, “Why Trump’s Tariff Proposals Would Harm Working Americans“, hvor man kommer frem til at allerede gennemførte og foreslåede skattereformer, samt foreslåede ændringer i toldsatserne indebærer, at a) skattereformerne primært gavner de øverste kvintiler og b) øgede toldsatser primært skader de laveste kvintiler.

Når Vance i sin tale så varmt taler for “den lille mand” og mod “storkapitalen”, må man som økonom ryste på hovedet.

Og egentlig er det jo også et godt eksempel på, at de forestillinger en del – især på venstrefløjen og blandt nationalkonservative – har om at (national)økonomer har for står magt er noget sludder. Det forholder sig vist mere omvendt.

Eller med en lettere omskrivning af et citat krediteret Ludvig Von Mises:

“They are all a bunch of socialists”

BNP og velstand, velfærd, velvære, tilfredshed og livskvalitet

Af Niels Westy, den 16. juli 2024. 1 svar

Denne sommers tema her på punditokraterne er “Hvad driver økonomisk vækst”. Mens mine kollegaer på bloggen skriver om det, handler dette indlæg dog om noget lidt andet, nemlig hvordan vi måler det, hvad det er vi faktisk måler og hvad der egentlig er pointen med vækst.

Googler man ”måling af økonomisk vækst” (om det er på dansk eller engelsk gør ingen forskel), omhandler den første post, man bliver mødt med, BNP (eller GDP på engelsk) – Bruttonationalproduktet. Så der er jo god grund til at se lidt nærmere på begrebet, som gennem de seneste små 80 år er blevet dét centrale og mest udbredte nøgletal for økonomisk vækst. Flittige læsere af denne blog ved også, at vi her på bloggen ofte bruger udviklingen i BNP som en indikator for økonomisk udvikling og velstand – og det på trods af de problemer, der er med dette nøgletal.  

Læs resten →

Sommerserien 2024 #3: Gode juridiske institutioner

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2024. 2 svar

De sidste cirka 30 års vækstforskning kommer til en næsten enstemmig konklusion: Gode juridiske institutioner er, alt andet lige, nært forbundet med hurtigere vækst. Det gælder ikke mindst, at gode institutioner beskytter den private ejendomsret og håndhæver private kontrakter. Men forskningen de sidste 30 år har også vist, at gode institutioner gør mere end det. Institutioner, der helt overordnet understøtter det, der på engelsk kaldes ‘the rule of law’, skaber udvikling i flere dimensioner.

Sammenhængen mellem kvaliteten af de retslige institutioner og den økonomiske udvikling er meget tydelig i figuren nedenfor. Korrelationen mellem de to mål – det ene fra Fraser Instituttet, det andet fra the CIA World Factbook – er 0,64 på tværs af de autokratiske lande (de røde markører), og hele 0,80 på tværs af demokratierne. Når man ser et plot som det nedenstående, må man dog spørge sig selv, om det er udviklingen der skaber institutionerne, eller institutionerne, der skaber udviklingen?

Forskningen kommer ret klart frem til, at institutioner faktisk forårsager økonomisk udvikling. Vi har for eksempel tidligere vist, at der så vidt man overhovedet kan måle det, var gode institutioner i 1930erne i det fleste lande, hvor der idag er gode institutioner (læs her). Det kan derfor ikke være 80 års økonomisk udvikling, der har gjort det muligt at finansiere gode retsvæsener osv. når de allerede var der i 1930erne! Andre studier har angrebet problemet på andre måder ved, for eksempel, at se på hvad der sker efter store institutionelle reformer, og finder også at institutionerne efterfølgende skaber udvikling.

Som figuren ovenfor indikerer, er effekterne ikke bare småting. Andreas Bergh og jeg fandt for eksempel i forskning for tre år siden, at en et-point ændring (på en ti-pointskala) fører til 0,4 til 0,6 % ekstra årlig vækst (læs her). I en dansk kontekst, hvor den langsigtede vækst ligger under 1½ % om året, ville det give et stort boost til økonomien både nu og mange år frem. Det er dog ikke en mulighed, da Danmark allerede har nogle af verdens bedste retslige institutioner.

Nogle ville måske spørge, hvad vi så skal bruge indsigten til, når nu vi ikke kan forbedre status i Danmark særligt meget. Svaret er allerførst, at de gode institutioner – både formelle og uformelle – er grunden til at Danmark, Sverige og Norge er blandt verdens rigeste lande. Det er ikke velfærdsstaten, glimrende politikere eller andet, men noget så basalt som ordentlige retsvæsener der i Danmarks tilfælde blandt andet har håndhævet næringsfriheden siden 1857, sikret et bemærkelsesværdit ukorrupt embedsværk side 1800-tallet, og beskyttet folks jord, ejendom, investeringer, og rettigheder i lige så lang tid. Og det er præcist de samme ting, der sker i fattige lande når de får bedre institutioner! Hvorfor de fleste lande alligevel ikke har gode institutioner, er et af de store spørgsmål i public choice – og i virkeligheden et af de vigtigste spørgsmål i samfundsvidenskaberne.

Sommerserien 2024 #2: Fører individualisme til mistrivsel og dårlig levestandard?

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. juli 2024. 2 svar

Det er ikke længere kun den traditionelle venstrefløj, som dyrker kollektivisme. Der er også eksempler på selverklærede nationalkonservative, som gør det. Patrick Deneen’s bog om ”Why liberalism failed” udpeger de liberales angivelige dyrkelse af individualisme som årsagen til, at deres projekt angiveligt er slået helt fejl. Det giver genlyd hos nogle af hans danske dyrkere. F.eks. skriver Morten Messerschmidt og Mitchel Oliver Vestergaard: ”Den liberale ideologi legitimerer det meningsløse liv, og med meningsløshed kommer mistrivsel.”

Men er det rigtigt, at en kultur præget af individualistiske værdier er mindre succesfuld? Skaber den mistrivsel, manglende livstilfredshed og dårligere levestandard? I dag vil jeg se på, hvad empirien egentlig siger, hvis vi prøver at måle det kvantitativt.

Det mest anvendte mål for individualisme er en skala skabt af Gert Hofstede. Han sammenlignede kulturen i forskellige lande baseret på svar på en række spørgsmål stillet deltagere i undersøgelsen. En af dimensionerne er netop individualisme-kollektivisme. Topscoreren i det anvendte datasæt er Australien. Også Danmark ligger højt på individualisme-scoren sammen med lande som Holland og de angelsaksiske lande. I den modsatte ende ligger lande som Venezuela, Singapore, Guatemala og Portugal. Der findes Hofstede-scorer for i alt 58 lande. Det er opgjort i 2015, men fordi der er tale om en kulturel variabel, er den relativt stabilt over tid. 100 er maksimum på skalaen.

Der eksisterer også – som vi tilbagevendende skriver om på Punditokraterne – et mål for, hvor tilfredse mennesker rapporterer at være med livet. Det er genstanden for såkaldte lykkestudier. Her rapporterer respondenterne deres selvopfattede livstilfredshed på en skala fra 0 til 10. Som med individualisme findes der nationale gennemsnit. Data stammer fra World Happiness Report 2024.

Vi kan altså se på, om lande med mere individualistiske værdier også har mindre livstilfredshed, sådan som den nationalkonservative tese skulle tilsige.

Der kan dog også være andre forhold, som påvirker livstilfredsheden, og som derfor kan være værd at inddrage. En meget velkendt sammenhæng er mellem gennemsnitsindkomst og livstilfredshed. Jo større gennemsnitsindkomst, desto mere livstilfredshed. Derfor forsøger vi også at tage gennemsnitsindkomsten med som forklarende variabel, udover individualisme-scoren.

En tredje forklarende variabel, som typisk hænger sammen med livstilfredsheden, er, om et land har været kommunistisk. Mennesker rapporterer typisk lavere livstilfredshed i lande, der har været eller stadig er under kommunistisk styre. Derfor inkluderer vi en såkaldt dummyvariabel for, om et land har været det (det får værdien 1, hvis ja, ellers nul).

Inden vi ser på, hvor meget henholdsvis individualisme, indkomst og kommunisme-dummyen kan forklare af variationen i den gennemsnitlige livstilfredshed, skal vi være opmærksom på et potentielt problem, nemlig om de tre forklarende variable kan være korreleret. I så fald kan det give problemer med deres indbyrdes forklaringskraft (kaldet multikollinearitet). Og her har vi faktisk et potentielt problem, fordi individualistiske kulturer viser sig at have en højere indkomst (korrelationskoefficienten er 0,67). Det giver os ganske vist et problem med at skille forklaringskraften for de to variable helt ad, men til gengæld viser det også, at individualisme kan påvirke livstilfredsheden ad flere kanaler. Dels kan individualisme have en direkte virkning, dels via at gøre folk rigere og derigennem mere lykkelige. Man kunne f.eks. forestille sig et trade-off, sådan at individualisme på den ene side gjorde folk lykkeligere ved at gøre dem rigere, men mindre lykkelige ved at undergrave sammenhængskraft osv.

De centrale resultater fra vores regression ses af nedenstående tabel.

Tabellen viser, at der er ikke noget sådan trade-off i tallene. Tværtimod er fortegnet positivt for både effekten af individualisme og af indkomst positiv på selvrapporteret lykke. Det kan fortolkes på den måde, at individualisme virker både direkte og indirekte til at gøre folk mere lykkeligere.

Hvis vi ser på kommunist-dummyen, er der ikke den samme korrelation med de to andre forklarende variable, men til gengæld er effekten meget signifikant negativ. Og hvad siger det så? Ja, for det første at den negative effekt af kollektivisme på lykke ikke kun er drevet af de fiaskoprægede kommunistiske regimer. For det andet kan man vel tillade sig at betragte kommunistiske værdier som (et af flere) udtryk for kollektivisme i sig selv. Men det er altså ikke kun kommunist-kollektivisme, som gør folk mindre lykkelige.

Det skal naturligvis understreges, at vores undersøgelse ikke tillader en streng kausal fortolkning. Vi kan se en klar korrelation – direkte og indirekte – mellem individualisme og lykke, men ikke nødvendigvis, hvad der fører til hvad. Det er altså i teorien muligt, at lykkelige og velhavende mennesker bliver mere individualistiske i stedet for den anden vej rundt.

Det er et generelt problem ved at bruge kulturelle variable, som ikke ændrer sig så meget over tid. Hvis vi kunne identificere et chok til værdierne, kunne man designe et mere kausalt studie. Men korrelationen er meget tydelig og ikke let at få til at passe med det nationalkonservative og venstreorienterede postulat om, at individualisme fører til mistrivsel og andre sociale patologier.

I figurerne har jeg plottet den direkte sammenhæng mellem lykke og henholdsvis individualisme og indkomstniveau. I den lille tabel afrapporterer som sagt den samlede statistiske analyse.

Sammenfattende er der altså ikke tegn på, at individualisme har negative konsekvenser – eller i hvert fald ikke på, at de eventuelle negative konsekvenser overdøver de positive. Jeg synes, der er for mange eksempler på, at nationalkonservative debattører blot postulerer en sammenhæng uden at dokumentere eller sandsynliggøre den. Empirien tyder, som vi har set, tværtimod på den modsatte sammenhæng, når det gælder individualisme og mistrivsel.

Men hvorfor kan det så virke så dragende at udpege individualisme grundlæggende årsag til angivelige problemer med mistrivsel og dårlig sammenhængskraft? Det vil jeg tage op i et senere indlæg.

 KoefficienterStandardfejlt-statP-værdi
Konstant3,64955990,428206828,522890731,4259E-11
Individualism Score (Hofstede)0,009636670,004643672,075227580,04274349
LN(BNP)0,651714480,148802824,379718625,5024E-05
Kommunistdummy-1,24675190,19506124-6,39159233,9925E-08

Regressionsstatistik
Multipel R0,81161938
R-kvadreret0,65872601
Justeret R-kvadreret0,63976635
Standardfejl0,61839628
Observationer58

Realities of socialism – et overblik

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2024. Skriv et svar

Fraser Instituttet i Vancouver har det sidste års tid haft et større projekt med titlen Realities of Socialism. Projektet har dækket to lande, der aldrig rigtigt var socialistisk – Danmark og Sverige – som i amerikansk debat afbildes som socialistiske, to lande der faktisk var socialistiskee, men ikke længere er det – Estland og Polen – og et af de få lande, der valgte en fundamentalt anderledes vej: Singapore.

Hele projektet, som den glimrende danske økonom Lars Christensen har bidraget til, er absolut værd at tage et nærmere kig på. Men hvis man ikke har mod på at grave i hjemmesiden og læse adskillige sider, er der en anden mulighed. Rosie Fike interviewer Steven Globerman, der har været en af de drivende kræfter bag. Det hele tager en lille time, og er varmt anbefalet, hvis man vil vide mere om socialisme og andre muligheder, eller bare forstå Danmarks situation lidt bedre.

Sommerserien 2024 #1: Faktorakkumulering vs. produktivitetsvækst

Af Christian Bjørnskov, den 2. juli 2024. Skriv et svar

Vi skyder vores sommerserie om økonomisk vækst igang idag med en kort afklaring. Et af de forhold, som ikke blot almindelige mennesker, men desværre også en del økonomer ikke forstår, er at vækst kan være kortsigtet eller langsigtet, og komme fra to helt forskellige kilder: Faktorakkumulering og produktivitetsvækst. Det er ekstremt vigtigt at forstå forskellene.

Forskellen er ellers meget enkel at forstå. Økonomisk vækst kan basalt set komme fra, at man bruger mere arbejdskraft, mere energi, flere råvarer osv. til at lave flere eller bedre varer. Det er den del af processen, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig, når man taler om vækst. Men økonomisk vækst kan også komme fra produktivitetsfremskridt, hvor man laver det samme med mindre energi, færre råvarer eller mindre spild af dem, færre arbejdstimer osv., eller producerer varer af højere kvalitet med de samme ressourcer. Den første slags proces kalder man faktorakkumulering – dvs. at man bruger flere inputfaktorer for at lave mere output. Den anden slags kommer fra produktivitetsvækst – dvs. processen hvor vi på den ene eller anden måde bliver dygtigere til at bruge de ressourcer, vi nu engang har.

Taler man for eksempel om sammenhængen mellem miljøet og økonomisk vækst, er det helt centralt at forstå, hvilken vækstproces man taler om. Det er næsten indlysende, at faktorakkumulering fører til større miljøproblemer, fordi det indebærer en forøgelse af ressourceforbruget på en eller anden måde. Men det burde være næsten lige så indlysende – når man først kender forskellen på de to slags vækstprocesser – at produktivitetsvækst i det lange løb er forbundet med mindre miljøbelastning, fordi man producerer mere mængde eller kvalitet med mindre ressourceforbrug. At kende forskellen på de to processer er derfor fundamentalt vigtigt.

Det samme gælder centrale diskussioner i dansk politik. Det vigtige her er, at vi siden Solow og Swans arbejde i 50erne, at jo flere arbejdstimer eller jo flere inputs vi stopper ind i produktionen, jo mindre ekstra får vi ud af dem – der er ‘aftagende marginalafkast’. Den ekstra times arbejde giver ikke nær så meget, hvis man allerede arbejder 40 timer om ugen, som hvis man allerede arbejde 25. Hvis man derfor forsøger at hæve væksten ved at øge arbejdsudbuddet, som det har været diskussionen i mange år, får man ikke andet end kortsigtet vækst ud af det. Øget arbejdsudbud er ekstra faktorinput, og når effekten af at arbejde én ekstra time er realiseret, er der ikke yderligere vækst i det. Derimod vil alle tiltag, der forøger produktivitetsvæksten også forøge den permanente vækst; det der ofte kaldes ‘trend-væksten’.

Målet med korrekt forstået vækstpolitik er derfor altid at forøge produktivitetsvæksten i samfundet. Det er både der, man skal finde de store vækstfremskridt, hvor væksten er permanent, og hvor den også kan indebære miljøfremskridt. Dét aspekt kommer vi til at bære videre i sommerserien.

Sommerserien 2024: Hvad driver økonomisk vækst?

Af Christian Bjørnskov, den 1. juli 2024. 4 svar

Mange læseres sommerferie begynder idag, men det afholder ikke Punditokaterne fra at poste indlæg. Som tidligere år vil vi i år køre en sommerserie med et særligt tema. Sidste års emne var for eksempel ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed, i 2022 var det begreber og idéer, som vi helst så folk holdt op med at bruge, og i 2021 den et læste historiske forhold. Vi kan også stolt fremhæve 2017-serien om public choice. Emnet i år er et af de store, som man helst ikke taler om i dansk politik: Hvad driver økonomisk vækst?

Som vi skrev om allerede for tre år siden, er Danmark og væsentlige dele af Europa i en decideret vækstkrise. Hvorfor det er sket og hvad man kan gøre ved det, er i virkeligheden store og væsentlige spørgsmål. Vi tager fat på dem i løbet af sommeren i en serie indlæg.

Som altid består sommerserien af en håndfuld emner, som vi har planlagt at skrive om på forhånd, og emer som dukker op undervejs. Der kommer naturligvis indlæg om vigtigheden af handel, gode institutioner, de nordiske tillidskultur, og iværksætteri. Vi regner også med at skrive om, hvorfor Latinamerika holdt op med at vokse, og hvad de asiatiske tigre og afrikanske højdespringere gjorde rigtigt. Men derudover opfordrer vi vores læsere til at foreslå emner til serien. Vi kan ikke love, at vi skriver om dem – det afhænger af, om der er solid forskning på området – men hvis der er, gør vi en indsats!

Hvad sker der efter revolutioner?

Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2024. Skriv et svar

De seneste år er der sket ret meget i vores forståelse af kup af kupforsøg. Forskningen har i høj grad undersøgt, hvad der sker efter kup: Hvordan økonomien udvikler sig, hvilke institutionelle ændringer der typisk sker, ændringer i militærudgifter, og undertrykkelsesdynamik er blot nogle af de emner, der sidste godt fem års forskning har set på. Men regimeændringer kan ske på andre måder, og særligt en af dem er blevet glemt af forskningen: Den bredere katergori af revolutioner.

Heldigvis er den slags huller i litteraturen glimrende emner for PhD-afhandlinger, og netop forståelsen af, hvad revolutioner gør, var emnet for den afhandling, Joshua Ammons forsvarede tidligere i år på George Mason University udenfor Washington DC. Han er pt. ansat på Institute for Humane Studies, samtidig med at han starter som post doctoral fellow ved Wabash College. Som man altid håber, er kapitlerne i hans afhandling nu på vej ud som artikler.

Særligt to af Joshs kapitler er værd at fremhæve, da de begge udkommer i gode tidsskrifter. I det første, der skrevet sammen med Shishir Shakya (Appalachian State University) og udkommer i Public Choice, ser han på om revolutioner påvirker graden af korruption i et land. Spørgmålet er interessant, fordi mange revolutioner – både de voldelige og de fredelige – begrundes som opgør med en korrupt elite eller apparat.

De to starter med at fortælle historien om Idriss Deby, der tog magten i Chad ved et kup og erklærede, at skulle være demokratisk og mindre korrupt. Resultatet blev, at Debys regime blev endnu mere korrupt end den allerede famøst korrupte Hissene Habre. Josh og hans medforfatter finder i deres undersøgelse af revolutionskampagner siden 1900, at det generelle billede er, at revolutionerne ikke påvirker korruptionen. Som man siger – revolutionen spiser sine børn – og det gælder også når man ser på korruption. Tager man hensyn til, at lande ofte får dårligere udvikling af befolkningens uddannelse efter revolutioner, er den langsigtede effekt endda negativ!

Konklusionerne er lidt mere positive i Institutional Effects of Nonviolent and Violent Revolutions, der udkommer i World Development Perspectives. Josh giver i artiklen et overblik over de 65 separate studier af revolutioner, der er udgivet. Han peger allerførst på, at litteraturen samlet viser, at ikke-voldelige revolutioner generelt fører til bedre resultater. Det gælder i særlig grad, at ikke-voldelige revolutioner oftere fører til demokratisering, ligesom folks civile rettigheder respekteres mere og retsvæsener og andre dele af de offentlige institutioner forbedres.

Som Joshs sidste highlight i artiklen siger, er det sådan at litteraturen “While highlighting the empirical edge of disciplined nonviolent resistance […] emphasizes the situated agency of citizens in driving social change through values, cooperation, and creative problem-solving.” Der er med andre ord behov for mere forskning i, hvordan folk navigerer store regimetransitioner – og måske behov for at holde øje med Joshua Ammons forskning de kommende år.

I London for 178 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 25. juni 2024. Skriv et svar

I dag, den 25. juni, er det 178 år siden at verden med en enkelt parlamentsbeslutning blev væsentligt bedre. Storbritanniens premierminister Sir Robert Peel samlede et flertal af Whigs og enkelte af sine partifæller imod et flertal af konservative, for at afskaffe landets handelsbarrierer mod import af korn og andre fødevarer. Beslutningen – der idag kaldes the Repeal of the Corn Laws – var det første, store skridt mod frihandel i Storbritannien og Nordeuropa.

Baggrunden var, at landet siden 1600-tallet havde haft handelsbarrierer overfor import af fødevarer fra resten af verden. Fra slutningen af 1700-tallet udviklede samfundsvidenskaberne dog en forståelse af, både hvem der havde gavn af barriererne, men også at de samlet set var skadelige for den britiske økonomi. Det gjaldt ikke mindst efter David Ricardos Principles of Political Economy and Taxation blev udgivet i 1817. Ricardo beskrev i bogen sin teori om ‘komparative fordele’ (som John Stuart Mill døbte fænomenet), der indtil idag har været grundstenen i moderne handelsteori. Da Peel gennemførte en liberalisering af handelspolitikken, var konsekvenserne således allerede fuldt forståede og forudsigelige.

Liberaliseringen var ikke blot starten på en lang vækstperiode for Storbritannien, men også begyndelsen på en lang række lignende reformer i andre lande. Det blev derfor også – helt forudsigeligt – perioden hvor Danmark begyndte at specialisere sig i bacon, korn, og mejeriprodukter, og hvor man en overgang kunne høre Jylland blive omtalt som Londons madkammer.

Dagen fortjener ikke blot at blive husket for en del af indvarslingen af moderne vækst i Nordeuropa, men også fordi mange politikere og vælgere har glemt de indsigter, reformen byggede på. Det gælder ikke mindst, at den bedste handelspolitik er en politik uden nogen form for handelshindringer. Om man kalder det ‘strategisk autonomi’ (som EU-kommissionen), straf for andre landes statsstøtte, og blot misforstået nationalisme, er aktiv handelspolitik enn idé, der gør folk fattigere. Hvis der var ét emne, jeg ville undervise Folketingets politikere i, og som de færreste af dem forstår, var det netop det.

Debunking Degrowth

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2024. 3 svar

I mange vestlige lande, inklusive Danmark, findes en lille bevægelse, der argumenterer for at vi bør stoppe økonomisk vækst. Folk i bevægelsen er overbeviste om, at økonomisk vækst er forbundet med forurening, miljøproblemer, global opvarmning, tab af biodiversitet, og menneskelig elendighed. Der er således tale om en gruppering, der ønsker at afskaffe vestlig vækst og markedsøkonomi, gøre mennesker i rige lande fattigere, og i allerbedste fald omfordele fra velfungerende lande til fattige lande. Målet er som helhed at gøre kloden fattigere i miljøets eller den globale retfærdigheds navn.

Heldigvis har vores fremragende, unge kollega Justin Callais fra University of Louisiana Lafayette netop startet en Substack om økonomisk vækst. Og Justins første emneserie kommer til at handle om netop det: Hvorfor degrowth er så forvirret og forfejlet et koncept.

Hvis nogle læsere kan genkende navnet, er det fordi vi tidligere har omtalt Justin her på bloggen. Han er et af de meget spændende nye navne i amerikansk public choice, og har allerede markeret sig artikler i bl.a. Public Choice, European Economic Review, og Journal of Economic Behavior & Organization om så forskellige emner som forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes, om den politiske økonomi bag fyrtårne, og om markeder faktisk underminerer folks moral.

Justin peger i sit indlæg på, at økonomisk vækst et tydeligt er forbundet med så forskellige goder som borgere, der er mere tilfredse med deres liv, lang lavere dødsfald ved fødsler, lang lavere børnedødelighed, og langt færre mennesker, der lever i dyb fattigdom. Man kunne fortsætte listen, men bare konklusionen, at borgerne i rigere lande “are happier, healthier, and have less truly desperate levels of poverty” burde være nok. Debunking Degrowth er varmt anbefalet!

EU bliver (endnu) mere protektionistisk

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2024. 2 svar

Medierne meddelte tidligere denne uge, at EU-Kommissionen vil underrette Europas bilproducenter om, at den ønsker at indføre en ekstra told på op til 25 procent på import af kinesiske elbiler. Tolden skal gælde fra næste måned, og den officielle intention er, at den skal være midlertidig. Måske giver den politisk mening, men fra en økonomisk vinkel er EU’s nye toldtiltag absolut vanvid.

Berlingske noterer idag, at Frankrig og Spanien har været ‘fortalere’ – læs, har lobbyet – for den nye told, mens bl.a. Tyskland og Sverige er imod. Baggrunden er, at kinesiske producenters andel af markedet for elbiler i EU de senere år er steget til otte procent. Som en yderligere grund til tiltaget, har kommissionsformand Ursula von der Leyen understreget, at “EU’s handelsunderskud med Kina er helt urimeligt højt” og at Kina giver statsstøtte til landets producenter. Kommissionens argument er således, at konkurrencen ikke er fair, at det landespecifikke underskud er for stort – og iøvrigt, at tolden kan give EU indtægter, som ikke kommer direkte fra medlemslandene.

Ingen af de danske medier har fanget, at von der Leyens argumenter er identiske med Donald Trumps retfærdiggørelse af de handelsbarrierer, han indførte og præsident Biden siden har udbygget. Allerførst giver det absolut ingen mening at kigge på et landespecifikt handelsunderskud. Læserne har nok, ligesom forfattere af denne blog, et ret solidt ‘handelsunderskud’ med Meny, Føtex eller andre forretninger, uden at det er et problem. På samme måde gælder det for lande, at man under nogle isolerede omstændigheder kan se det samlede handelsunderskud som et problem, men underskuddet med bestemte lande er inderligt ligegyldigt. At argumentere for politik med, at underskuddet med Kina er for stort, et intet andet end økonomisk analfabetisk.

Det samme gælder i virkeligheden for argumentet imod Kinas statsstøtte. Hvis den kinesiske regering effektivt støtter elbilproducenter i landet, der eksporterer til Europa, er det i sidste ende en overførsel til europæiske forbrugere. Man kan måske argumentere, at der er en pris at betale for europæiske elbilproducenter, men gevinsten for forbrugerne af at kunne købe billigere elbiler fra Kina er langt større.

Von der Leyens sidst argument bør også bekymre de fleste almindelige mennesker, og mange politikere. For argumentet er, at en elbilstold giver EU indtægter. Princippet i unionen er, at alle omkostninger skal finansieres af medlemsstaterne – unionen i sig selv bør ikke have indtægter. Men det forsøger man disse år at komme udenom, så EU kan bruge penge på tiltag uden at høre medlemsstaterne og søge finansiering fra dem. Von der Leyens argumenter er således en blanding af analfabetisme, blatant gammeldags protektionisme, og forsøg på at gøre unionsapparatet mere suverænt. Ingen af dem burde accepteres af bare normalbegavede borgere.

Hvor sort ser det ud for Europa?

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. juni 2024. Skriv et svar

Det er begyndt at gå op for politikerne, at EU er tynget af problemer med bl.a. lav økonomisk vækst. Macron har talt om, at truslen endda kan være eksistentiel på lang sigt.

Det er godt, fordi der er et reelt problem med lav vækst, og fordi velstand er nøglen til bl.a. Europas sikkerhed.

Men hvor der kan være meget rigtigt i diagnosen, er der grund til at advare mod nogle af de politiske ”løsningsforslag”. De risikerer at gøre problemerne større, ikke mindre.

Læs resten →

Jacob Lundberg om skatter og vækst

Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2024. Skriv et svar

Danske politikere er glade for at beskatte befolkningen, men ikke for at tale om virkningerne af skat. På venstrefløjen afviser man enten, at skat kan have dynamiske effekter, eller argumenterer for, at man med høje skatter opnår enten ‘lighed’ eller finansierer ‘gode’ formål. På højrefløjen foreetrækker man enten ikke at tale om emnet, eller gør det meget forsigtigt for ikke at forskrække SF-vælgere, der måske kunne skifte parti. Det gør bare ikke emnet mindre vigtigt, eller konsekvenserne af høje skatter mindre skadelige.

Min IFN-kollega Jacob Lundberg har tidligere i år skrevet en rapport for Svenskt Näringsliv – Sveriges pendant til Dansk Industri – om netop det emne, som blev udgivet i maj. Jacob køber ikke argumentet om, at marginalskatten ikke er særligt vigtig. Som han skriver: “Skatterna är bland politikens mest kraftfulla verktyg och spelar stor roll för tillväxten eftersom de påverkar nästan alla ekonomiska beslut som individer och företag fattar.”

Jacob starter med fuldstændigt at afklare en forvirring, der ellers findes i stor stil i både den politiske debat, og desværre endda blandt en række af mine kolleger. Der er to forskellige slags ‘dynamiske’ effekter!

For det første er der de dynamiske effekter, der tales om i den danske debat: Arbejdsudbudseffekter og investeringseffekter. Begge dele er såkaldt dynamiske effekter, der giver statiske effekter. Et højere udbud af arbejde eller større investeringer giver et højere BNP, men når hele effekten er slået til, er der ikke mere i dem.

Den anden slags dynamisk effekt er effekten af skat på iværksætteri og innovation. De to rykker ikke kun på BNP, men på den underliggende vækst i BNP på længere sigt. De type konsekvens glemmes for det meste i debatten, men er i virkeligheden langt vigtigere end arbejdsudbuddet og virksomhedernes almindelige investeringer. Hvorfor der ikke tales mere om dem, er et mysterium.

Er man mere interesseret, gennemgår Jacob en væsentlig del af den nye litteratur i den meget fine og grundige rapport. Det hele kan læses her og er varmt anbefalet for danskere, svenskere, og resten af verden der kan læse svensk.

Mere told: Dumhed eller særinteresser?

Af Christian Bjørnskov, den 2. juni 2024. 5 svar

DR har idag en nyhed om, at DI og flere danske politikere nu mener, at man bør sætte prisgrænsen ned for, hvornår der skal betales told af en importeret vare. Baggrunden er, at det kinesiske firma Temu og flere andre er begyndt at sende mange pakker til Danmark. Danskerne har fundet ud af, at man kan købe mange billige varer hos bl.a. Temu og få dem leveret til en kiosk eller andet tæt på. Og som fornuftige forbrugere gør mange selvfølgelig netop det.

Det har hidset flere politikere op, og helt unikt også DI, der ellers ikke plejer at være økonomisk analfabetisk. Peter Bay Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent hos DI, er ude med et krav om, at EU sænker bagatelgrænsen for, hvornår der skal betales told af importerede varer. Han hævder derudover, at der er tale om såkaldt ‘dumping’ fra nogle af de kinesiske firmaer – dvs. at de faktisk sælger varerne under omkostninger og derfor direkte taber på salget. Det kan i princippet kun lade sig gøre, hvis firmaet enten bliver subsidieret af den kinesiske stat, så det er de kinesiske forbrugere det bærer omkostningen, eller at det kun gør det en kort tid for mere permanent at erobre større markedsandele.

Argumentet fra både DI, Enhedslistens Per Clausen, og Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm, er at importen skader danske virksomheder, der ikke kan konkurrere på ‘fair’ vilkår. Det er en af de ældste travere i protektionisternes verbale arsenal, og et argument vi har forstået fuldt siden David Ricardos arbejde i 1817, er absolut nonsens. Virksomheder, der konkurrerer direkte med den kinesiske import, vil naturligvis have en interesse i at stoppe den. Men den beskyttelse kommer med store tab for både forbrugerne og andre virksomheder, der rammes af både lavere samlet købekraft og potentielt også højere priser på input. Mekanismen er noget, enhver økonom med bare et modikum at selvrespekt skal kende og forstå.

Og det er her, dagens spørgsmål ligger: Er en eller flere af de tre, DR har interviewet, ude i et ærinde for en særinteresse, velvidende at forslaget er økonomisk skadeligt, eller er de ‘blot’ økonomiske analfabeter? Ser man på deres uddannelsesniveau, kan man ikke afvise basal inkompetence som en forklaring. Peter Bay Kirkegaard er uddannet fra statskundskab i Aarhus, Per Clausen har læst samfundsfag på Aalborg Universitet i 1980erne, og Kristoffer Storm har en HA jur. fra samme sted.

Man kan derfor måske undskylde de tre med fundamental uvidenhed: Der er sandsynligvis ingen af dem, der nogensinde er blevet undervist i handelsteori eller noget, der er blot tæt på. Clausen og Storm er derudover politikere, der har et enkelt ærinde – at overbevise vælgere og at blive set i debatten – og har således heller ingen egeninteresse i at vide ret meget om noget. Men Kirkegaard er trods alt chefkonsulent i DI, og burde derfor være bedre informeret og mere vidende end at rykke ud med nyprotektionistisk vrøvl. Og der burde også være en chef, der stoppede manden, før han risikerer at gøre skade på dansk erhvervsliv som helhed. Man må stille spørgsmålet, om Kirkegaard er emblematisk for, hvor dybt DI’s faglige niveau er faldet.

Sagen er rystende, fordi jeg og mine kolleger ikke ligefrem har regnet med, at den nyprotektionistiske bølge, der raser i de mere populistiske dele af amerikansk og europæisk politik, ville ramme Danmark. Helt særligt regnede vi ikke med, at Dansk Industri ville hoppe med på en så absurd analfabetisk idé. Det er skammeligt på flere plan.

Uddannelse og vækst – ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 27. maj 2024. 1 svar

Fra en rent teoretisk – og en intuitiv – vinkel er uddannelse vigtig for langsigtet vækst. Et vist uddannelsesniveau e nødvendigt for at have en forsknings- og udviklingssektor, for at medarbejdere kan lære nye metoder og ny produktion, og mere uddannede medarbejdere er også mere fleksible. Det er også svært at have et nogenlunde effektivt embedsværk uden et vist uddannelsesniveau, og nogle forskere mener også, at mere uddannede vælgere opfører sig mere begavet, når de stemmer. Problemet er bare, at forskningen har et problem, som Lant Pritchett beskrev i den glimrende Where Has All the Education Gone? for 25 år siden: Det er faktisk svært at vise sammenhængen empirisk.

Mine svenske kolleger Gabriel Heller-Sahlgren og Henrik Jordahl har netop udgivet en lille artikel i Applied Economic Letters med titlen Test Scores and Economic Growth: Update and Extension, der ser med friske øjne på problemet. Gabriel og Henrik følger en approach der blev startet af Hanushek og Woessman for ti år siden, hvor man i stedet for længden af folks uddannelse ser på test-scorer: Hvor meget har folk faktisk lært i folkeskolen eller gymnasiet, i stedet for bare at se på, hvor mange der har gået x år i skole. Det gør en væsentlig forskel.

Gabriel og Henrik opsummerer deres resultater således: “Our estimates also indicate a strong association between the share of top-performing students and economic growth. The share of top-performing students exhibits a correlation with economic growth that is five times as strong as the correlation between the share of students who meets basic requirements and economic growth.”

Med andre ord peger den nye forskning på to særlige forhold. For det første, at testscorer er meget bedre forklaringer for økonomisk vækst end antal skoleår. For det andet – og mere væsentligt – at den virkelige drivkraft ser ud til at komme fra andelen af studerende, der klarer sig virkeligt godt. Det peget således på, at den store væksteffekt kommer fra de virkeligt dygtige studerende – dem der kan noget særligt og har lært noget særligt – og ikke så meget fra den grå masses gennemsnitlige uddannelse. Det er ikke nogen særligt socialdemokratisk konklusion, og det er bestemt heller ikke en konklusion, der får regeringens angreb på de lange universitetsuddannelser til at se specielt begavet ud!