Tag-arkiv: public choice

Virker sanktioner?

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2023. 2 svar

Der er en heftig diskussion om de økonomiske sanktioner mod Rusland virker. Spørgsmålet er svært at afgøre, ikke mindst fordi Rusland for over et år siden stoppede med at indberette økonomiske data til internationale organisationer. Verdensbanken, IMF og FN har således ikke bare dårlige og potentielt misvisende data, de har overhovedet ingen data. Det bedste man kan gøre for tiden er at undersøge, hvad sanktioner normalt gør.

Det der derfor meget værdifuldt, at Jerg Gutmann, Matthias Neuenkirch og Florian Neumeier forleden udgav et kort oversigtsstudie over litteraturen. Studiet udkom i maj i EconPol Forum (der tidligere hed CESifo Forum) med titlen The Impact of Economic Sanctions on Target Countries: A Review of the Empirical Evidence, og er en omhyggelig diskussion af netop hvilken evidens vi har for effekter.

De økonomiske effekter opsummere de tre tyskere i figuren nedenfor, som kommer fra deres egen forskning. Økonomien i sanktionerede samfund skrumper i de to år efter sanktionerne og – som Gutmann og hans kolleger understreger – returnerer vækstraterne til normalen. Sanktionerne efterlader således et permanent tab, som ikke indhentes efterfølgende. Og effekterne kan ses tydeligt i nationalindkomstens komponenter: Privatforbruget dykker stærkt og øjeblikkeligt, mens investeringerne og handelen – der begge ofte hviler på længerevarende kontrakter – dykker stærkt i år 2 efter sanktioner indføres.

Konklusionen er, at sanktioner virker, npr man ser isoleret på økonomien. Men hvis målet med sanktionerne er bedre respekt for menneskerettigheder, civile rettigheder, og mindre undertrykkelse, noterer Gutmann, Neuenkirch og Neumeier, at der ikke er meget systematisk evidens for at sanktioner virker. Der er endda enkelte studier, der peger på at sanktionerede regimer undertrykker mere end de ellers ville have gjort.

Bundlinjen er således, at sanktioner virker rent økonomisk, men også at det typisk er de fattige, der lider tabene, og at staten enten ikke opfører sig bedre – som målet ellers typisk er – eller undertrykker endnu mere. De historier og bidder af data, der kommer ud af Rusland, ser derfor helt normale ud: Putin-regimet opfører sig som et normalt, sanktioneret diktatur.

Mike Munger om den fremragende Geoff Brennan

Af Christian Bjørnskov, den 22. maj 2023. Skriv et svar

I juli sidste år døde Geoffrey Brennan, men hans død fløj desværre under radaren i de fleste medier, inklusive punditokraterne. Geoff var en fabelagtig forsker, der som en af de få virkelig formåede at integrere nationaløkonomi, public choice og filosofi. Og mens hans arbejde var førsteklasses hele vejen igennem, ikke mindst når han arbejdede sammen med sin ven og kollega, Nobelprismodtageren James Buchanan, var Geoff også et ekstrem venligt og rart menneske.

Det er pinligt at vi ikke fik skrevet mere om ham, men nu har Michael Munger heldigvis gjort det – og gjort det bedre end vi kunne. I det nye nummer af the Independent Review hylder Mike ham under overskriften “The Bright and Shiny Soul of Geoffrey Brennan.” For de mange læsere, der aldrig kendte eller kendte til ham, er det en fin introduktion til Geoffrey Brennan. For de af os der gjorde, er det en varm erindring om en af de fineste public choice-forskere nogensinde. Meget varmt anbefalet!

Danmark som ‘predatory state’

Af Christian Bjørnskov, den 30. april 2023. 4 svar

Underviser man public choice, politisk økonomi, good governance-teori eller noget lignende, og gør man det på enten økonomi eller statskundskab, har man mange muligheder for at karakterisere stater. En af de mest enkle og intuitive er forskellen på en ‘protective’, en ‘productive’, og en ‘predatory state’. Den første, der også nogle gange kaldes en ‘contractual state’. er tæt på Adam Smiths tanker om en stat, der sørger for “peace, easy taxes, and a tolerable administration of justice” – dvs. en stat der sørger effektivt for centrale offentlige goder som forsvar og retsvæsen. Den anden er muligvis en stat, der ikke kan eksistere, men hvor tanken er at staten er direkte produktiv. I konceptet om en produktiv stat ligger for eksempel ikke blot, at staten også sørger for udbredt infrastruktur, uddannelse og forskning, men også at den gennem industripolitik og lignende tiltag bringer velstand.

Dagens emne er dog den trejde mulighed: the predatory state, eller det man på dansk måske kan kalde den udbyttende stat. Konceptet blev introduceret af Geoffrey Brennan og James Buchanan i 1980 i The Power to Tax, og er sidenhen blevet et standardkoncept i både public choice og udviklingsøkonomi (se f.eks. Deepak Lal‘s arbejde fra 1984). En predatory state er defineret som “a state that promotes the private interests of dominant groups within the state (such as politicians, the army and bureaucrats) or influential private groups with strong lobbying powers.”*

Det er naturligvis svært at finde ‘rene’ eksempler på predatory states – med den mulige undtagelse af failed states som Sydsudan og Somalia – og alle eksisterer selvfølgelig på en skala mellem predatory og protective. Spørgsmålet idag er, om Danmark er på vej mod at blive mere predatory med Mette Frederiksen i spidsen? Emnet kom op forleden i en diskussion med en nær ven, der fremhævede flere stærkt kritisable forhold, der begge passer godt på en predatory state.

Et første eksempel er regeringens håndtering af Skats nye vurderingssystem. Hele sagen er omgivet af skandaler, ikke mindst fordi vurderingssystemet slet ikke er færdigt. Rygterne i økonommiljøet siger, at det nye system faktisk ikke er klart bedre end det gamle, som man skrottede fordi det producerede alt for mange fejlvurderinger. Alligevel vælger man nu at indføre det og beskatter ejendomme efter foreløbige vurderinger, som embedsværket og regeringen selv indrømmer er voldsomt fejlbehæftede. Det er svært at konkludere andet, end at statens interesse i at få indkomst fra borgerne her trumfer retssikkerhed og almindelig rimelighed.

Eksempel nummer to er minkskandalen, der startede med et klart grundlovsbrud og en erstatningsregning på omkring 19 milliarder kroner. Udmeldingen fra regeringen forleden var, at man nu vil tilbyde minkavlere ‘tidlig’ erstatning i næste år – fire år efter Folketinget ulovligt lukkede erhvervet – men mod at de ingen klagemulighed får. Hvis de ikke tager den faustske aftale, som regeringen tilbyder, skal de vente indtil 2027 for at få erstatning. Kun mafiaen kunne have foreslået en lignende aftale.

Det tredje eksempel er politikeres og centrale embedsmænds opførsel, og den totale mangel på sanktioner mod den. Det blev meget tydeligt forleden, da BT afslørede hvordan justitsminister Peter Hummelgaard helt konsekvent parkerede ulovligt når han afleverede sine børn i institution. Reaktionen fra ministeren var først at kalde historien ‘udansk’, ligesom flere politikere bakkede ham op og kaldte det overvågning (at tage fotos på offentlig vej). De fleste danskere så dog kernen i sagen: At landets justitsminister følte sig hævet over landets love: Præcist det samme var tilfældet i efteråret 2020, da BT kunne afsløre at han og Ane Halsboe-Jørgensen af to omgange, og på trods personalets henstilling, fjernede afspæring og brød det Kongelige Teaters coronaregler ved en opsætning af Tryllefløjten. Hummelgaard opfører sig meget præcist som en magthaver i en predatory state, hvor reglerne og deres håndhævelse afhænger fuldt og helt af ens politiske status.

Det samme ser ud til at gælde de embedsmænd, der fik advarsler efter Minkkommisionens arbejde. De fleste af disse advarsler er nu trukket tilbage, uden at førende jurister forstår hvorfor. Stort set den eneste, der stadig har advarslen stående i sin personalesag, er Tejs Binderup, der var afdelingschef i Fødevareministeriet. Det særlige i den situation er, at Binderup som den eneste, gentagne gange fra slutningen af september til efter Mette Frederiksens famøse minkpressemøde, advarede om at der ikke var lovhjemmel til at lukke minkerhvervet. Så hvad skal man lægge i, at den eneste ledende embedsmand i sagen, der insisterede på lovligheden af beslutningen, er den eneste man vælger at sanktionere. Det rejser det naturlige spørgsmål, om situationen er et signal om regeringens foretrukne opførsel i embedsværket: Er Barbara Bertelsens totalitære opførsel regeringens model for, hvordan den helst vil have staten fungerer?

Som vi mange gange har skrevet om her på stedet, er en retsstat en forudsætning for at have en dynamisk økonomi, for fremgang, og også en væsentlig faktor i at forklare internationale forskelle i tolerance, respekt for menneskerettigheder, og endda folks tilfredshed med livet. Med det jeg ser som et stort og åbenlyst planlagt og bevidst skridt mod en predatory state, er Danmark skredet et stykke væk fra to århundreders tradition for en stærk retsstat og politisk uafhængige institutioner. Der er godt for centrale politikere og deres kumpaner, men dårligt nyt for danskerne.

* Definitionen er fra Mehrdad Vahabis introduktion til et symposium om emnet i Public Choice i 2020.

Insider-outsider dynamik for og med sygeplejersker

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2023. 3 svar

Der tales meget i dansk politik, og i særdeleshed i regeringen og resten af venstrefløjen, om manglen på folk i plejesektoren. Det gælder ikke blot læger, men også i høj grad sygeplejersker. Man kunne derfor forledes til at tro, at sygeplejerskernes fagforening var interesseret i at hjælpe – i det mindste hvis man har et billede af fagbevægelsen som en positiv og integreret del af det danske system. Men tror man det bliver man slemt skuffet, for Dansk Sygeplejeråd (DSR) gør præcis det modsatte.

Sygeplejerskerne har i adskillige år argumenteret for, at de bør have højere løn, og har endda taget en konflikt om spørgsmålet. Som Martin Ågerup meget præcist påpegede sidste år, er det umuligt at sige om de – i en eller anden forstand – fortjener højere løn. Den eneste måde, man kan få et nogenlunde objektivt syn på, hvad sygeplejerskernes arbejdskraft er ’værd’, er når der er et frit marked for dem: Et marked, hvor det ikke bare er muligt at betale forskellige sygeplejersker forskellig løn, men også hvor forskellige arbejdsgivere konkurrerer om deres arbejdskraft. Det findes ikke i Danmark, der ligesom Storbritannien effektivt har givet det offentlige sygehusvæsen et monopson: Det offentlige er den eneste arbejdsgiver, og lønnen reflekterer derfor ikke almindelige markedsvilkår.

I stedet har DSR i årevis satset på at skabe mangel på sygeplejersker. Med andre ord er en del af problemet, som der tales om i dansk politik, skabt af fagforeningen. DSR har opført sig helt på linje med den såkaldte ’insider-outsider model’, som Assar Lindbeck og Dennis Snower formulerede i 1980erne. Ifølge dem forhandler fagforeninger kun og udelukkende løn for en gruppe insiders, og ser stort på dens konsekvenser for outsiders. DSR har for eksempel været instrumentel i den fjernelse af sekretærer på de danske sygehuse, som før i tiden skrev skadekort og håndterede en masse papirarbejde og registrering. Den slags gør sygeplejersker nu – sekretærerne er stort set væk – og de har derfor langt mindre patienttid end de havde for blot 20 år siden. DSR har dermed skabt kunstigt større efterspørgsel efter sygeplejersker ved at fjerne en hjælpefunktion på sygehusene.

DSR opfører sig meget klart også som en insider-outsider-forening overfor to andre grupper. Som Martin Ågerup understregede på Folkemødet sidste år, er den åbenlyse uretfærdighed for sygeplejerskerne deres oldnordiske lønstruktur. Mange sygeplejersker tjener nok til at betale topskat, men de første otte år er lønnen relativt lav. Lønstrukturen er nemlig lavet til at belønne de trofaste ved at give et stort lønhop efter otte års ancienitet. De unge sygeplejersker er ikke en del af DSRs insidergruppe, som man aktivt forhandler løn for.

Den anden gruppe omfatter min mor, er som tidligere sygeplejerske hellere end gerne ville arbejde deltid i f.eks. en skadestue eller en privat lægeklinik. At lade dygtige, pensionerede sygeplejersker (og læger) komme tilbage på arbejdsmarkedet på deltid vil også være en måde, man kan afhjælpe manglen på sygeplejersker. Men DSR har været direkte i medierne og eksplicit advaret imod, at man gør det. Igen slår insider-outsider dynamikken til, fordi de pensionerede har forladt fagforeningen og er derfor ikke en del af den insidergruppe, man forhandler løn for. På trods af at mange patienter og kolleger værdsætter ’det grå guld’ med erfaring og arbejdsvilje, arbejder DSR aktivt for at holde dem ude.

Logikken er meget klar, omend også ekstremt kynisk: Sygeplejerskernes fagforening arbejder aktivt og målrettet på at holde udbuddet af sygeplejersker lavt og efterspørgslen høj. Det gøres for at manøvrere sig i en position for at kræve langt højere løn. Men borgerne og de få politikere, der er ærligt interesserede i at afhjælpe problemerne, må kunne se igennem DSRs strategi. Nok kommer der flere ældre og flere danskere med plejebehov, men en væsentlig del af problemet er skabt bevidst af fagforeningen. Løsningen er ikke bare flere ressourcer og højere løn, men også en svækkelse af en kynisk og moralsk anløben fagforenings magt over de syge og svageste danskere.

Munger-testen

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2023. Skriv et svar

Som liberal – og bare som almindelige borger – kan man nogle gange blive noget træt af folk og kommentatorer, der indigneret mener at problem X eller situation Y er forkert, og staten må gøre noget. Problemet bidrager allerførst til såkaldt ‘action bias’, som den fantastiske britiske serie ‘Yes, Minister’ beskrev som “We must do something. This is something. Therefore, we must do this.” For det andet afslører det enten, hvor lidt folk har tænkt over situationen, eller hvor meget tillid de har til systemet som sådan. Det sidste kan afsløres med den såkaldte Munger-test.

Testen er, som navnet afslører, opfundet af den amerikanske økonom og politolog Michael Munger (Duke University). Mungers test, som han blandt andet forklarer i en populær artikel om fænomenet ‘Unicorn Governance‘, består af tre skridt.

Lav eller gentag argumentet, om at problem X er for galt og staten må gøre noget.
Gå tilbage til argumentet, og erstat ‘staten’ med en navngiven politiker eller særinteresse. For eksempel: ‘Det er for galt at priserne stiger så meget. Simon Kollerup må gøre noget ved det.’ eller ‘Det er for galt, at der er så meget grænsehandel. Lars Løkke må gøre noget ved det.’
Tag et mentalt skridt tilbage og se på dit argument, og overvej om det stadig giver mening.

Læserne er velkomne til at komme med deres egne eksempler. Under alle omstændigheder er opfordringen herfra idag, at man bliver meget bedre til at applikere Munger-testen i hverdagen. Nogen bliver måske sure over, at deres indignerede argumenter kan pilles så let fra hinanden – en almindelig indvending er, at selvfølgelig mente jeg ikke politiker X – men testen er en god måde at holde folk op på letkøbte argumenter om hvad staten kan og bør.

Justin Callais om forfatninger efter revolutioner

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2023. Skriv et svar

Justin Callais, der forleden flyttede til University of Louisiana at Lafayette, er en af de virkeligt lovende unge forskere i public choice. Her til morgen (vestkysttid) præsenterede Justin ny forskning i forfatningsøkonomi, som han har foretaget med Andrew Young (Texas Tech). De to bryder ny og meget interessant grund ved at undersøge, om forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes end andre forfatninger skrevet under meget anderledes omstændigheder.

I “Revolutionary Constitutions Are they Revolutionary in Terms of Constitutional Design?” starter med observationen, at revolutioner – begivenheder hvor samfundets basale institutioner ændres og magthaverne smides ud – ofte ender i en ny forfatning. De foreslår, at revolutionsforfatninger typisk vil være længere og mere ambitiøse, vil prøve at være mere demokratiske og sikre folks rettigheder bedre, og vil måske også være sværere at ændre – altsammen fordi den nye regering efter revolutionen har incitament til at ændre status og se mere legitim ud end tidligere regimer.

Konkret sammenligner Callais og Young 31 forfatninger skrevet efter revolutioner med 162 forfatninger skrevet uden en revolution, som tillader dem at matche revolutionsforfatninger til forfatninger i lignende lande. Deres analyser peger på, at revolutionsforfatninger er forbløffende almindelige – de er ikke meget anderledes end andre. Undtagelsen er nogen evidens, der peger på at de er lettere at ændre – dvs. at det nye regimer giver sig selv mere konstitutionelt manøvrerum. Ligheden er dog ikke helt så klar, da Callais og Young også foretager et sæt analyser uden stater, der enten kommer ud af den kommunistiske østblok eller starter som kolonier. Smider man dem ud, viser det sig at revolutionsforfatningerne generelt gør lande signifikant mere demokratiske.

Overordnet viser Callais og Youngs nye forskning, at der er forbløffende stabilitet på forfatningsniveauet – selv omkring revolutioner. Som Callais selv noterede efter præsentationen, er et af de store spørgsmål i forfatningsøkonomi hvorfor forfatninger er så ligegyldige for mange outcomes. Måske er det ikke så sært, når man kan observere at selv revolutionære regeringer ikke rigtigt tager anderledes forfatningsvalg end markant anderledes regimer?

Pris for årets bedste artikel i Public Choice til Bjørnskov og Voigt

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. marts 2023. 1 svar

Punditokraternes redaktør berettede forleden, at han i denne uge er til den årlige Public Choice Society-konference, som i år holdes i Seattle. Hvad også fortjener at blive nævnt er, at han ved samme lejlighed vil blive hædret med Duncan Black-prisen. Christian vinder den sammen med Stefan Voigt for intet mindre end årets bedste artikel i tidsskriftet Public Choice. Public Choice er i sig selv et prestigefyldt videnskabeligt tidsskrift, så det siger ikke så lidt at blive udråbt til det bedste bidrag i 2022.

Læs resten →

Underspecificerede reformer

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2023. 1 svar

Som nogle læsere vil vide, har jeg været involveret i debatten omkring regeringens / reformkommissionens nye universitetsudspil. Meget kort fortalt vil regeringen forkorte en række kandidatuddannelser fra to år til 1 1/4 år. De studerende skal med andre ord kun have 75 ECTS-point i stedet for de 120 point, der kræves idag for at kalde sig kandidat (og som kræves i det internationale system). Man kan mene hvad man vil om idéen – jeg er af den overbevisning at den er idiotisk og vil gøre Danmark fattigere – men der er et særligt element, der er værd at tænke videre over, og overveje langt udover det aktuelle eksempel.

Det særlige element er, at regeringen ikke vil udspecificere, hvordan reformen skal udspille sig i praksis. Den har således besluttet, at en andel af kandidatuddannelserne skal forkortes, og at de studerende efter et års undervisning skal skrive en afsluttende opgave henover sommeren, men ikke præcist hvilke, og ikke hvordan de nye uddannelser skal se ud. Det særlige ved den nye universitetsreform er derfor, at den er underspecificeret. Det generelle spørgsmål den særlige situation således rejser, er hvorfor det kan være politisk rationelt – og måske endda attraktivt – at underspecificere store reformer.

I en vis forstand er alle reformer underspecificerede, fordi der altid vil være nogle rent praktiske ting, som man ikke kan planlægge præcist. Der kan for eksempel være beslutninger om investeringer i skoler, hvor man ikke har specificeret hvor skolerne skal ligge – man bliver nødt til efterfølgende at finde ud af, hvor der enten er egnede lokaler eller hvor der er en brugbar grund, man kan købe. Regeringens universitetsudspil går dog meget længere end det og efterlader ganske væsentlige beslutninger til dem, der skal implementere reformen.

Det gælder for eksempel et særligt problem, som fik denne blogs gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard til at spørge, om regeringen overhovedet anede hvad den lavede: Reformen indebærer at de studerende på de nye 1 1/4-årige uddannelser skal skrive deres afsluttende opgave henover sommeren i juli-august. Men på det tidspunkt holder lektorer og professorer fra, og man kan ikke bare sige, at de skal holde sommerferie på et andet tidspunkt. I maj og juni er der eksamener, bachelorforsvar (i maj) og regulære specialeforsvar (i juni), og i august er der omeksamener og forberedelse til den undervisning, der starter 1. september. Det er derfor logisk umuligt at holde sammenhængende ferie på noget andet tidspunkt end juli og starten af august – netop på det tidspunkt hvor regeringen forestiller sig, at man skal vejlede de nye afsluttende opgaver på discount-uddannelserne.

Netop dén gordiske knude efterlader man til universiteterne selv at løse, ligesom mange andre forhold omkring uddannelserne er overladt til de universiteter, der skal udmønte reformen. På samme måde er det stadig ikke klart, hvilke uddannelser der skal forkortes, om der overhovedet er et arbejdsmarked for de kortere uddannede studerende, og for den sags skyld om de kortere uddannelser ikke vil få langt flere danskere til at tage deres universitetsuddannelse i udlandet (hvor man kan få rigtige kandidatuddannelser).

En god grund til at underspecificere reformer er naturligvis, at man overlader noget af udmøntningen til folk / organisationer med den nødvendige specialviden og ekspertise, som Folketinget aldrig har. Underspecificering på den måde kan være en god idé, hvor man fra politisk side definerer et område, X, og en række mål for reformen, Z.

Men den nye universitetsreform excellerer ikke ligefrem på den måde. Her virker det langt mere til, at den er underspecificeret af public choice-agtige grunde: Rigtigt mange ting kan gå galt – forestil jer bare om to år, når flere tusinde studerende skal have vejledere til deres afsluttende opgave, og ingen vil vejlede dem. Underspecificering er derfor en måde for politikerne at slippe for ansvaret for problemerne og skandalerne, da udmøntningen skal defineres og planlægges af universiteterne selv.

Den nye reform er også underspecificeret på en anden måde: Ved at selve formålet med den er uklart. På trods af adskillige journalisters spørgsmål har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ikke formået at forklare, hvorfor man overhovedet laver reformen, eller hvilket problem den løser! I vores notation ovenfor er Z uklar, når der ikke engang er et klart mål for hvad man laver. Handler den om arbejdsudbud, når nogle få unge mennesker kommer ni måneder tidligere på arbejdsmarkedet? Handler den om at spare i universitetssektoren? Er formålet i virkeligheden at gokke universiteterne oveni hovedet på grund af regeringens arbejderistiske ideologi? Vil regeringen bare demonstrere ‘handlekraft’, men ligegyldigt hvad handlingen er?

Det står mig og de fleste af mine kolleger noget uklart, hvad man egentlig vil med den. Men fra en rent videnskabelig public choice-vinkel er den interessant, netop fordi den er så klart underspecificeret på både midler og mål. Det tvinger en til at spørge, om politikerne har uhellige politiske mål med den, eller om reformen bare er endnu et eksempel på, hvor totalt inkompetent meget dansk politik er blevet.

Public Choice Society 2023

Af Christian Bjørnskov, den 13. marts 2023. 3 svar

Onsdag morgen sætter jeg mig i et fly til Seattle, med en mellemlanding i London, for at deltage i den årlige konference i the Public Choice Society. Konferencen er altid et af forårets videnskabelige højdepunkter for de fleste folk med interesse i public choice og politisk økonomi, og tegner i år til ikke bare at være tilbage til fuld styrke efter nedlukningshelvedet, men også til at blive særdeles interessant.

Jeg er ansvarlig for to sessions til årets konference med titlerne “Institutions of freedom” og “Irregular transitions and institutional change”. Den første session om fredagen er endt med kun to deltagere: Dennis Coates (University of Maryland) præsenterer “Microfoundations of effects of economic freedom” og min fremragende kollega og gode ven Niclas Berggren (IFN, Stockholm) præsenterer “The rule of law predicts trust in journalists and scientists” som er fælles arbejde med Alexandra Sandström (Uppsala Universitet) og undertegnede. På den anden session er der tre præsentationer: Jerg Gutmann (Universität Hamburg) kommer med “On the relationship between de jure and de facto judicial independence – a global puzzle?”, Peter Calcagno (College of Charleston) præsenterer “Political systems, regime memory, and economic freedom” og jeg slutter af med “Coups and economic crises”.

Derudover er der masser af spændende emner på programmet, ligesom der er en række unge forskere, der er værd at følge. Der er for eksempel den erfarne Jan Schnellenbach (Brandenburgische Technische Universität), der deltager med det ekstremt relevante spørgsmål “Limits to interventionist policies during and after the pandemic: Are we on a slippery slope?” Der er den fremragende Jaime Bologna (Texas Tech) med “Revisiting the relationship between corruption and press freedom.” Og blandt de særligt lovende unge er der tyske Kim Leonie Kellerman (Ruhr Universität Bochum), som præsenterer “Administrative areas and regional identity formation: The case of East Germany” og Justin Callais, der lige er flyttet til University of Louisiana at Lafayette, som taler om “Revolutionary Constitutions.”

Alt i alt lover konferencen godt for de kommende års public choice-forskning, ligesom den med næsten total sikkerhed bliver et møde med både nye kolleger, spændende forskning, og gamle venner. Skulle der være læsere, der efter at have bladret programmet igennem, gerne vil vide mere om et eller flere specifikke emner, tager vi dem hellere end gerne op. Det kræver kun en kommentar nedenfor.

Argentina – engang var det rigt

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2023. 5 svar

Et væsentligt problem i den danske debat, som vi kun sjældent taler om, er mange politikeres stålsatte overbevisning om, at Danmark er et af verdens rigeste lande – og altid vil være det. Idéen synes at være, at vi sagtens kan have en stor og meget dyr velfærdsstat med en offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien uden at vi mister økonomisk status af den grund. Vi kan uden problemer lave store eksperimenter med vores uddannelsessystem, hvor vi forkorter uddannelser og flytter ressourcer væk fra forskning. Danmark – synes folk at mene – er så stærkt, at det er ligegyldigt hvor tåbelig vores politik bliver. Og det er på det tidspunkt i diskussionen, jeg bringer eksemplet Argentina op.

Argentina var engang et af verdens absolut rigeste lande. Ifølge Madison-datasættet, der omfatter indkomstdata fra 71 lande før Første Verdenskrig, havde landet verdens tienderigeste befolkning i 1913. Bruger man CIAs World Factbook, er argentinerne idag nummer 59 i verden. Figuren nedenfor, hvor vi holder Argentinas (købekraftskorrigerede) BNP per indbygger op mod Nordeuropas (minus olielandet Norge, derfor noteret ‘NE m’) og Italien, illustrerer ret tydeligt landets position. Umiddelbart efter Første Verdenskrig var argentinerne lige så rige som gennemsnittet i Nordeuropa. Det skal også huskes, at i den periode var Argentina et af verdens magneter for immigranter, og at det sammen med naboerne Chile og Uruguay talte blandt verdens relativt få stabilt demokratiske lande. Men lige omkring 1930 begyndte det for alvor at gå galt.

Argentina blev hårdt ramt af den store depression, men allerede i 1927 var folk i Nacionalismo-bevægelsen begyndt at gå med kup-planer. Det var den sidste af disse planer, som blev udført den 6. september 1930, da Generalløjtnant José Félix Uriburu tog magten ved et militærkup. Inspireret af Mussolinis Italien ændrede Uriburu strukturen i landets økonomi og styrede det mod et korporatistisk og fascistisk samfund. Argentinas økonomi reagerede præcist som andre, der bliver statsliggjort og politiseret: Den holdt op med at vokse.

Argentina blev udsat for succesfulde statskup igen i 1943, 1955, 1962, 1966 og 1976, og fejlede forsøg i 1932, 1951, 1955, 1956, 1960, 1963, og 1988. Landet var demokratisk fra 1946 til kuppet i 1955, igen fra 1958 til 1962, fra 1963 til 1966, fra 1973 til 1976, og igen stabilt fra 1982 efter en presset militærjunta havde tabt sin egen erobringskrig mod Falklandsøerne. Det tog – lidt simpelt sagt – nogle læsterlige klø fra en kombineret britisk styrke, før militæret mistede så meget anseelse og status, at det ikke længere kunne bestemme samfundets udvikling i Argentina.

Pointen er absolut ikke at sige, at Danmark i 2023 er ligesom Argentina i slutningen af 1920erne. Men Argentinas historie er en alvorlig advarsel om to ting. Den første er, at man ikke bare kan antage, at hvis man er et af verdens rigeste lande, er det en stabil status man på en eller anden måde bare ‘fortjener’. Den anden er, at i det øjeblik en række politikere mister troen på demokratiske institutioner og mener, at de ved meget bedre hvordan man styrer et land – og tror på værdien af politisk styring – begynder det at gå galt. Kuppet i 1930, der væltede en demokratisk regering i Argentina, indvarslede 60 års politisk ustabilitet og en tradition for næsten lattervækkende uansvarlig økonomisk politik og politisk selvsikkerhed. Danmark er ikke på vej til at blive et diktatur, men der er mere end én parallel til det stabilt demokratiske, rige Argentina i 1929!

Korruption og jordskælv – en dødbringende kombination

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2023. Skriv et svar

Forleden ramte et voldsomt jordskælv Tyrkiet, hvor cirka 40.000 mennesker har mistet livet. Der er allerførst tale om en alvorlig menneskelig katastrofe, hvor hurtig og rigelig hjælp kan gøre en væsentlig forskel. På trods af, at den tyrkiske regering gennem længere tid har modarbejdet de nordiske lande – og ikke mindst Sveriges indtræden i NATO – har de været hurtige til at hjælpe.

Det samme kan desværre ikke siges om den tyrkiske stat, som tog temmeligt lang tid om at komme ud af starthullerne. En del af forklaringen har tydeligvis været den udemokratiske magtkoncentration omkring landets præsident Recep Tayyip Erdoğan, der syntes paralyseret til at starte med. En del af katastrofen er således et eksempel på, hvordan en koncentration af statsmagten – meget modsat hvad bl.a. Mette Frederiksen og Lars Løkke har påstået i lang tid – kan føre til håbløse beslutninger.

Men det er ikke hele historien, hvilket er vores pointe idag. En anden kilde til de enormt store dødstal i Tyrkiet er landets kendte og historisk dybe korruptionsproblemer. I 2007 dokumenterede Monica Escaleras, Nejat Abarci, og Charles Register, at jo mere korrupt et land er, jo flere mennesker dør i helt sammenlignelige jordskælv (artikel her; ungated version her). De tre forskere viste allerførst i en lille teoretisk model, hvordan korruption kan bidrage til at underminere håndhævelsen af ordentlige bygningsnormer og -regulering. Man kan måske tilføje, at korruption også kan betyde at en del beredskab slet ikke er klart – som man har kunnet se i den russiske militærindsats i invasionen af Ukraine, hvor meget udstyr slet ikke eksisterede fordi ressourcerne var forsvundet i bestikkelse – og at en række andre systemer også kan fungere dårligt, når bestikkelse er normen.

De viser derefter, at i faktiske tal fra en lang række lande med samme internationale bygningsregulering, er korruption kraftigt forbundet med dødstal i jordskælv. Og heri ligger en substantiel forklaring på de tragiske dødstal i Tyrkiet: Mens der døde fire sidste år i et jordskælv i Japan, er Tyrkiet idag over 40.000 i et jordskælv, der kun var lidt kraftigere. Naturkatastrofer må ikke undervurderes, men det er korruptionen, der er den store dræber.

Regeringslederes alder i verden

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2023. Skriv et svar

Forleden holdt den amerikanske præsident Joe Biden den traditionelle State of The Union-tale for Kongressen. Som Berlingske pointerede, gentog Biden flere gange sloganet “Let’s finish the job”, og signalerede dermed, at han har planer om at stille op til præsidentvalget næste år. Hvis han (mod forventning) skulle vinde, ville han ved slutningen af sin anden periode være 86 år gammel. Biden er dermed en anomali i den udviklede verden, ligesom hans land generelt er: Amerikanske politikere er i gennemsnit forbløffende gamle. Som kortet nedenfor viser – hvor vi illustrerer hvor gammel regeringslederen er i verdens forskellige lande – er en alder over 80 et særsyn i den demokratiske verden, men ikke nødvendigvis i verdens diktaturer.

En første åbenlys forskel er mellem demokratier og andre regimer. Gennemsnitsalderen for regeringsledere i demokratier er 58 år for tiden, og dermed i gennemsnit næsten seks år yngre end i diktaturer (p<0,01). Den ældste leder i et demokratisk land er Namibias præsident Hage Geingob, der er 81 år gammel. Han er dog sekunderet af premierministeren Saara Kuugongelwa, der er 55. Udover Biden og Geingob, er den eneste demokratisk valgte leder over 80 Nigerias Muhammadu Buhari, der har en ganske farverig fortid. Mens Geingob var det uafhængige Namibias første premierminister i 1990 – da landet var et godt stykke fra at være demokratisk – var Buhari regeringsleder i halvandet år i midten af 1980erne efter han tog magten i et militærkup. Omvendt er der tre regeringsledere under 40: Chiles præsident Gabriel Boric, Finlands statsminister Sanna Marin, og Montenegros fungerende premierminister Dritan Abazović.

I verdens 74 autokratier er der derimod seks ledere over 80, inklusive Cameroons Paul Biya, der har været landets leder siden 1982, den enevældige kong Salman af Saudiarabien, og Ækvatorialguineas ubestridte diktator Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, der har været ved magten siden 1979. Gennemsnitsaldereden er 64, og kun to regeringsledere i diktaturer er under 40: Burkina Fasos Ibrahim Traoré og Chads Mahamat Idriss Déby. Det pudsige ved de to er at Traoré kom til magten ved et kup sidste år, mens Déby overtog magten da hans far Idriss Déby pludseligt omkom i borgerkrigen i det nordlige Chad. Déby senior var kommet til magten ved et kup i 1990.

Hele fordelingen af regeringslederes alder kan ses i dagens anden figur, lige nedenfor, ved at fokusere på de fyldte søjler. Figuren viser ganske tydeligt, hvordan der er en overvægt af regeringsledere i 40’erne og 50’erne i demokratier, og en overvægt af ældre regeringsledere i diktaturer. Det rejser dog spørgsmålet, hvordan de præcist er kommet til magten, og hvor længe de har siddet der.

Den 80-årige Obiang var således kun 37, da han tog magten ved et blodigt militærkup i august 1979. Biya, der idag er 89 år gammel, var 49 da han tog over fra Ahmadou Ahidjo i 1982, og havde da allerede været Ahidjos premierminister i syv år. Disse eksempler viser sig at være en væsentlig del af forklaringen: Fokuserer man på de to sæt stribede søjler, viser de ved hvilken alder regeringsledere kom til magten – og ikke hvor gamle, de er idag. Der er helt enkelt langt flere diktatorer, der kom til magten da de var under 40, mens der er flere demokratiske ledere, der kommet til magten i deres 40’ere.

Der er også lidt flere demokratiske ledere, der kommer til magten i deres 70’ere end autokrater. Selv gennemsnittene for de to grupper afslører forholdet: Mens de autokrater, der er ved magten idag, i gennemsnit kom til magten da de var 52, var de demokratiske ledere cirka 2½ år ældre (omend p<0,18). Autokraterne er ældre, fordi de i gennemsnit har siddet 11½ år på posten, mens gennemsnittet for demokratiske ledere kun er cirka 3½ år (p<0,01).

Mens det er interessant at se de store forskelle på tværs af verden, er et sidste spørgsmål om de overhovedet gør nogen forskel? Der findes to videnskabelige artikler, er dokumenterer at der er noget at se efter. For det første fandt Alberto Alesina, Traviss Cassidy, og Ugo Troiano i 2019 i Economica, at yngre borgmestre i Italien – dvs. demokratisk valgte ‘regeringsledere’ – er mere tilbøjelige til at lave ‘politiske business cycles’. Med andre ord var de yngre borgmestre mere tilbøjelige til at øge de offentlige udgifter for at blive valgt. For det andet fandt Richard Jong-a-Pin og Jochen Mierau sidste år i Economic Modelling, at ældre diktatorer typisk fører politik, der sænker den økonomiske vækst.

Der er således god grund til at interessere sig for regeringslederes alder, og naturligvis også, hvor lang tid de bliver siddende. Begynder man at tænke over det, dukker der en række andre spørgsmål op, som man kan håbe at forskningen på et tidspunkt ser på: Fører yngre regeringsledere anderledes politik? Får den dem valgt? Er hele regeringens aldersprofil vigtig? Er alder ligegyldig, hvis regeringen ikke har flertal? For interesserede, ligger der et helt PhD-projekt og venter i spørgsmålene…

Korruption i verden – CPI 2022

Af Christian Bjørnskov, den 1. februar 2023. 1 svar

Hvert år udkommer den årlige korruptionsrapport fra Transparency International. Organisationen har hvert år siden 1995 udgivet det såkaldte Corruption Perception Index (CPI), der ret beset måler eksperters ‘perception’ af korruption, og ikke det absolutte problem. CPI korrelerer dog meget stærkt med andre forsøg på at måle korruptionen, så der er ikke nogen grund til ikke at stole på de brede forskelle på tværs af verden. Og som man kan se på kortet nedenfor, er der heller ikke mange overraskelser.

I 2022-udgaven er verdens mindst korrupte land Danmark, med en score på 90 /100; i den anden ende finder man Somalia på 12 /100. I den gode ende er de andre over en score på 80 Finland, New Zealand, Norge, Singapore, Sverige, Schweiz og Holland. I den dårlige ende ligger kun få lande under 15: Udover Somalia er det Venezuela, Sydsudan, og Syrien. De allerværste er således alle failed states.

Igen i år kan man også se den klare forbindelse til landes tillidskultur. Mens sammenhængen ikke er specielt klar på tværs af autokratier, er korrelationen mellem korruptionsindekset og vores normale mål for social tillid 0,7 på tværs af verdens demokratier, og 0,8 for de meget stabile demokratier. Det indikerer således, at de nordiske landes meget begrænsede korruptionsproblemer ikke kan tilskrives god politik eller gode politikere – forklaringen er meget dybere. På den anden side indikerer det også, at nogle lande kan få endda meget svært ved at bekæmpe korruptionen effektivt.

Uanset hvilken slags samfund man bor i, er det dog værdifuldt, at organisationer som Transparency International sætter fokus på korruptionsproblemer og gør forskellene så transparente som her. Det er derfor måske heller ikke mærkeligt, at det kinesiske kommunistparti blokerer for adgang til organisationens website i Kina. Hvor længe det kan blive ved, og hvor hårdt befolkninger i demokratier med store problemer som Ukraine reagerer, er et spørgsmål for de kommende år.

Husk: Dansk Public Choice Workshop 2023

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2023. Skriv et svar

Som vi skrev forleden, afholdes den årlige danske public choice workshop på fredag den 27. januar, i København. Workshoppen starter klokken 11, og afholdes i år hos Cepos på Landgreven 3. Påmindelsen idag er både en påmindelse, og en notits om at programmet er en smule ændret og nu omfatter 22 præsentationer fra forskere fra Danmark, Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA.

Hvis nogen skulle være interesserede, er workshoppen åben for alle interesserede – selvom det er en videnskabelig workshop – og hvis man kun skulle være interesseret i én præsentation eller et emne, er man velkommen til simpelthen at komme og sidde med på en enkelt session. Og skulle man være bekymret, er både den danske workshop og det internationale miljø omkring public choice venligt og hjælpsomt, og altid interesseret i bredere interesse.

11.00: Welcome

11.05: Voting and government failure (Chair: Nicola Maaser)

Peter Kurrild-Klitgaard (Copenhagen): The perfect storm: A note on the election inversion of the 2022 parliamentary elections of Denmark

David Sandberg (Lund): The effect of left-wing party control: Evidence from Swedish local governments

Otto Brøns-Petersen (Cepos): The politics of highly uneven taxes on capital

Nicola Maaser (Aarhus), David Stadelmann (Bayreuth), and Marco Frank (Bayreuth): Becoming a lazy duck

12.35: Lunch

14.20a: Constitutions and regime change (Chair. Christian Bjørnskov)

Martin Rode (Navarra) and Jerg Gutmann (Hamburg): Are populists constitutionalists? An empirical assessment of populist constitutional compliance.

Jan Fałkowski, Jacek Lewkowicz and Zimin Luo (Warszawa): Watch out for words: the wording of constitutions and constitutional compliance of the executive

Katarzyna Metelska-Szaniawska and Anna Lewczuk (Warszawa): Economic Effects of (Non-) Compliance with Constitutions

Christian Bjørnskov (Aarhus), Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Repression after coups: The role of deposed leader partisanship

14.20b: Education and contracting (Chair: Stefan Sløk-Madsen)

Therese Nilsson (Lund): Patience, risk-taking and health behaviours across countries

Josh Bedi (George Mason) and Stefan Sløk-Madsen (Cepos): Holla, We Want Prenup! We Want Prenup!

Gert T. Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Danegeld in Viking Age England

Stefan Sløk-Madsen and Karsten Bo Larsen (Cepos): Situationships – a transaction cost explanation

15.50: Coffee break

16.10a: Trust and safety (Chair: Niclas Berggren)

Lasse Aaskoven (Southern Denmark): Foreign occupation and social trust

Jens Lund Andersen and Karsten Bo Larsen(Cepos): Social trust and education – private schools, social, ethnic, and religious diversity

Adrian Mehic (Lund): Perceptions of Personal Safety and Voting Outcomes

Stefan Voigt (Hamburg) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Political events and states of emergency

Niclas Berggren (IFN), Christian Bjørnskov (Aarhus), and Alexandra Sandström (Uppsala): The rule of law predicts trust in journalists and scientists

16.10b: Law and economics / democracy (Chair: Jerg Gutmann)

Andreas Bergh (Lund): Is the rise of right-wing populism a backlash against social-democracy?

Lasse Skjoldager Eskildsen (FM): Do mega sporting events increase human rights for the host country

Martin Paldam (Aarhus): Income, growth, and democracy: Looking for bedrock exogeneity

Rasmus Wiese (Groningen), João Tovar Jalles (Lisbon), and Jakob de Haan (Groningen): Structural Reforms and Income Distribution: New Evidence for OECD countries

Jerg Gutmann (Hamburg), Matthias Neuenkirch (Trier) and Florian Neumeier (Ifo):Do China and Russia undermine US sanctions? Evidence from DiD and event study estimation.

Dansk Public Choice Workshop 2023

Af Christian Bjørnskov, den 17. januar 2023. Skriv et svar

Det er snart tid til den årlige danske Public Choice workshop, som afholdes om ti dage, fredag den 27. januar fra klokken 11. I år afholdes workshoppen i København – det er efterhånden tradition, at ulige år er i hovedstaden og lige år i Aarhus – og i år er Cepos vært for eventen. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede, og man behøver ikke være med hele dagen. Hvis der skulle være en enkelt session, man er interesseret i, må man gerne komme forbi og sidde med i en halvanden time sådan en tager.

Vi kan se frem til det største program nogensinde ved en dansk Public Choice Workshop. Der er 21 præsentationer linet op i programmet, som kan ses nedenfor, og deltagere fra Holland, Polen, Spanien, Sverige, Tyskland og USA, og en hel række forskellige emner. Hvis læserne vil have mere information om en eller flere af præsentationerne, må I gerne sige til. God fornøjelse!