Der tales med jævne mellemrum om populisme som både politisk fænomen og som politisk problem. Populisme er også et stort tema i samfundsvidenskabelig forskning, for eksempel i Barry Eichengreens The Populist Temptation – en på flere måder udmærket bog som jeg anmeldte for Economic Affairs i 2019 – eller mindre glimrende bidrag som f.eks. hollænderen Cas Muddes noget ideologiske, men medieprofilerede, forskning. Og oveni bekymringerne er der også enkelte studier, der peger på at populistiske partier kan være af det gode, da de tillader flere grupper i samfundet at blive hørt og repræsenteret i debatten, og giver større politisk konkurrence.
Et spørgsmål, der sjovt nok ikke diskuteres ret meget i den offentlige debat, er hvor fænomenet er størst, og hvilken form det tager. Helt særligt diskuteres populisme ofte som et fænomen på den ydre (nationalkonservative) højrefløj i højere grad end venstrefløjen – Mudde afviser endda blankt, at socialdemokrater kan være populister! Der er dog meget lidt grund til at tro, at populistiske venstrefløjspartier generelt vil det samme som deres populistiske pendanter på højrefløjen.
Idag bruger vi derfor den svenske tænketank Timbros data over populistiske partier i Europa. Det særlige ved Timbros data er, at de går tilbage til 1980 og sorterer populistiske partier i enten venstrefløj eller højrefløj. Kortet nedenfor illustrerer, hvor mange vælgere disse partier fik i forskellige europæiske lande ved valg mellem 2010 og 2019.
Kortet skal læses sådan, at hvis venstre- eller højreorienterede populistiske partier fik færre end 10 procent af stemmerne, er landet hvidt. Jo mørkere blåt det bliver, jo flere stemmer gik til højrefløjspopulister; på samme måde gik flere stemmer til venstrefløjspopulister i mere røde lande. Et enkelt land – Grækenland – er grønt fordi højrefløjspopulister i perioden fik 12 procent af stemmerne, mens venstrefløjspopulister fik 34 procent.
Vores kort idag illustrerer dermed, at man ikke blot kan tale om populisme som det samme fænomen i Spanien som i Finland. Finske populister i f.eks. Sannfinländarna (Perussuomalaiset) er fundamentalt anderledes end f.eks. det spanske Podemos, men på mange måder sammenlignelige med deres kolleger i Dansk Folkeparti. I det omfang populistiske partier får faktisk indflydelse kan man således heller ikke regne med samme konsekvenser (se f.eks. evidens fra Latinamerika her).
Pointen i dagens post er således den enkelte, at hvis man skal tale om populisme, kan man sagtens tale om fælles disrespekt for etablerede institutioner, en fælles fortælling om en elite versus ‘folket’ (som populisterne påstår, de repræsenterer), og en mangel på respekt for faglighed. Men det giver meget lidt mening at tale om det hele som ét fænomen: Hvis man skal have noget analytisk ud af populismediskussioner, må man skille dem ad ideologisk. Ellers ser det ud som Mai Villadsen og Pernille Vermund er samme politiske person…
Det er veletableret, at samhandel mindsker risikoen for krig mellem lande. Frihandel er derfor også sikkerhedspolitik – hvad nogle har en tendens til at overse i disse tider.
Et netop offentliggjort studie finder, at ikke-demokratiske lande, der samhandler med demokratier, også får en mere demokratisk indstillet befolkning og derigennem selv bliver mere demokratiske. Det er udført af Magistretti og Tabellini, som har set på sammenhængen mellem holdningen til demokrati og samhandlen med demokratier, mens man voksede op. Jo mere samhandel i de formative år, desto mere positiv er man i dag. Der findes derimod ikke en tilsvarende ”smitte” fra ikke-demokratiske regimer.
I abstraktet skriver de således:
We combine survey data with country-level measures of democracy from 1960 to 2015, and exploit the improvement in air, relative to sea, transportation to derive a time-varying instrument for trade. Relying on within-country variation across cohorts, we find that individuals who grew up when their country was more integrated with democracies are, at the time of the survey, more supportive of democracy. In line with the change in citizens’ preferences, economic integration with democratic partners has a large, positive effect on a country’s democracy score. Instead, economic integration with non-democratic partners has no impact on either individuals’ attitudes or countries’ institutions. We provide evidence consistent with the transmission of democratic capital from more to less democratic countries.
Hvis resultatet holder, kan det ikke alene forklare en mekanisme, som medvirker til at sænke risikoen for krig, desto mere demokratiske lande er. Handel og anden økonomisk integration kan være en af drivkræfterne – uden naturligvis at være den eneste. Det kan også være med til at forklare autokratiers dilemma med hensyn til handel. På den ene side kan handel styrke landets økonomi, hvilket alt andet lige gør det lettere for autokraterne at nå deres mål, herunder at der er flere ressourcer i økonomien at beslaglægge. På den anden side kan handel medføre en dynamik, som kan true autokraterne magtposition. Et velkendt eksempel er, at fri markedsøkonomi og konkurrence uvilkårligt vil medføre jævnlige forskydninger borgernes økonomiske positioner, og at det derfor kan være sværere at opbygge en stabil alliance bag magthaverne. Men Magisretti og Tabellinis studie tyder altså desuden på, at befolkningen får en mere positiv holdning til demokrati og dermed udgøre en større trussel mod autokratiet.
Af Christian Bjørnskov, den 5. juni 2022. Skriv et svar
På næste søndag, den 12. juni fra kl. 10 til 18.30, har CEPOS Uddannelse besøg af professor Hannes Hólmsteinn Gissurarson (Islands Universitet). Hannes holder en masterclass med titlen “How cosmopolitanism and patriotism can be combined, so that nationalism and patriotism is a servant of liberty and not a threat to it.” Undervisningen foregår på engelsk.
Det særlige ved arrangementet er, at det er åbent for alle – og alle punditokraternes læsere således er inviterede til at deltage! Tilmelding er gratis og efter først til mølle-princippet. Man sender bare sit CV og en kort beskrivelse af ens interesse i arrangementet til Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen på stefan@cepos.dk (sørge for at skrive “Masterclass” i emnefeltet).* Ved tilmelding vil man få tilsendt materiale, som man forventes at have læst forud for undervisningen.
* Hvis man er alumne fra CEPOS Uddannelse, har man direkte adgang og behøver ikke vedlægge CV eller motivation
Forleden udkom en analyse fra Cepos, hvor Mads Lundby Hansen og Jørgen Sloth dokumenterede to ting: For det første var den offentlige beskæftigelse vokset med 34.000 personer fra februar 2020 til marts 2022 – og endda med 1500 i marts i år – og for det andet, at den totale beskæftigelse nu er på det historisk højeste niveau nogensinde på 869.000 personer. Jeg skrev om problemet i Børsen igår, torsdag, hvor jeg bl.a. pegede på problemet i, at mens den samlede arbejdsstyrke er steget cirka 30 procent, er den offentlige beskæftigelse steget hele 220 procent.
Det betyder også, som jeg skrev i Børsen, at “Mens det offentlige forbrugs bidrag per ansat til nationalindkomsten er steget 20 procent i perioden, er det privates bidrag per ansat steget 185 procent.” Hvor absurd udviklingen er, burde være klart i dagens figur nedenfor. Den konjunkturkorrigerede private beskæftigelse er idag lige omkring den samme som midt-sidst i 1960erne. Mens der dengang var cirka otte privatansatte for hver offentlig ansat – dvs. otte personer i Danmark, der betalte skatter og afgifter til at finansiere én offentligt ansat – er det tilsvarende tal idag kun 3½.
Det er på dén baggrund, at mange økonomer efterlyser produktivitetsfremgange i den offentlige sektor. Kunne man ikke – enten gennem reformer af måden man gør ting på i det offentlige, af hvad det offentlilge gør, og af det omfang det offentlige bruger private udbydere – rette en smule op på den sære situation hvor 28 procent af arbejdsstyrken er beskæftigede i en sektor, der stort set ikke bliver mere produktiv eller dygtigere fra år til år?
Jeg er pinagtigt opmærksom på, at en væsentlig del af problemet er, at 28 procent af arbejdsstyrken er økonomisk ‘afhængig’ af politik – det er i sidste ende politikere, der er deres arbejdsgivere. Offentlige fagforeninger er også en væsentlig lobby i dansk politik, som kan forhindre reformer og som har en direkte interesse i at bibeholde en stor offentlig beskæftigelse. Men som dele af fagbevægelsen er klar over, kan det ikke blive ved: Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste på bedste pædagogiske vis i sin fremragende Den kapitalistiska välfärdsstaten, kræver finansieringen af velfærdsstaten og de 869.000 offentligt ansatte, et ekstremt produktivt erhvervsliv, og mere generelt en privat sektor, der bliver ved med at blive mere produktiv. Tider, hvor Folketinget udvider den offentlige sektor og ansætter flere, mens de regulerer den private sektor stadigt tættere og sætter barrierer op for international handel, rykker Danmark tættere på den velfærdsafgrund, der har truet siden 70erne.
Det påstås ofte, at verden er blevet langt mere åben for handel de senere årtier. Som det britiske Institute for Government peger på, er de vestlige landes toldbeskyttelse faldet dramatisk siden anden verdenskrig: I 1949 var USAs gennemsnitstold på 33,9 %, mens den idag er faldet til 3,5 %. EU’s tilsvarende told er 5,3 %, ned fra omkring 9 % i midten af 1970erne. Men på samme tid er der meget, der tyder på, at såkaldte Non-Tariff Barriers er blevet vigtigere over årene. WTO peger for eksempel på, at NTB’er bidrager med omtrent den dobbelte ‘beskyttelse’ mod international handel som toldmure går idag.
De NTB’er som vestlige lande benytter sig af, defineres typisk som bestående af to komponenter: “Regulation: Any rules which dictate how a product can be manufactured, handled, or advertised” og ” Rules of Origin: Rules which require proof of which country goods were produced in.” De er dermed både regler, der effektivt pålægger udenlandske producenter større omkostninger ved at direkte påvirke måden de producerer deres produkter og reklamerer for dem, og regler der skaber bureaukratiske mure.
For tiden giver den britiske strid med EU over Nordirlandprotokollen fremragende eksempler på, hvordan union benytter sig skruppelløst af NTB’er som protektionistisk redskab. The Telegraph skrev således i morges om, hvordan man ikke kan købe småkager som Walker’s producerer særligt i forbindelse med dronning Elizabeths jubilæum – det forhindres effektivt af de NTB’er, der ligger i protokollen. Et andet eksempel, der er direkte til undervisningen, gives af Marks & Spencers topchef Archie Norman, der fortalte parlamentsmedlemmer hvordan:
“At the moment, wagons arriving [from the UK] in the Republic of Ireland have to carry 700 pages of documentation it takes eight hours to prepare. The documentation of some of the descriptors, particularly of animal products, have to be written in Latin … in a certain typeface.”
EU-tilhængere påstår ofte, at unionen er en af de mest frihandelsvenlige kræfter i verden. Det er åbenlyst ikke sandt, men erfaringerne med måden, unionen straffer britiske borgere gennem Nordirlandprotokollen afslører, i hvor høj grad policy-making i EU er blevet voldsomt protektionistisk. Det er godt for vores undervisning i handelspolitik – særligt den beskidte af slagsen – men skadeligt for borgere i både EU og Storbritannien.
Af Otto Brøns-Petersen, den 30. maj 2022. Skriv et svar
Uddannelse gør folk mere produktive. Vi har brug for mere økonomisk vækst, og produktivitet er den vigtigste kilde til vækst. Ligger det så ikke på den flade, at staten bør subsidiere uddannelse massivt – hvad den allerede gør – og måske endnu mere end i dag?
Det gør det faktisk ikke. Det kan virke overraskende. Men alt tyder på, at vi subsidierer højere uddannelse for meget.
Af Christian Bjørnskov, den 25. maj 2022. Skriv et svar
De seneste år har der været mere forskningsfokus på, hvordan information påvirker handelsmønstre. James Rauch startede meget af denne forskning i 1999 ved at pege på search barriers – at det faktisk koster noget at finde ud af, hvilke virksomheder man kan samarbejde med – er vigtige for international handel. Mine gode kolleger Philipp Schröder og Allan Sørensen har for eksempel sammen med Ingo Geishecker set på såkaldte ‘one-off export events‘ – begivenheder hvor en virksomhed eksporterer til et bestemt land en enkelt gang, men hverken de foregående år eller de næste år. I Danmark har omkring 17 procent af alle eksportsalg de seneste år således været one-off events, i modsætning til den eksport man normalt tænker på, hvor virksomheder eksporterer stort set det samme til de samme partnere år efter år. Mange af disse events er det, man kalder en ‘testing-the-waters strategy’ hvor virksomheden sælger små mængder for at finde ud af, om markedet i det nye land er værd at eksportere mere permanent til.
Meget af forskningen har fokuseret på virksomheders handel med resten af verden, mens de fleste har glemt at mange af virksomhedernes barrierer for information ikke er markedsdrevne, men politisk bestemte. De er derfor nationale og bør i princippet påvirke al eksport til et land. Philipp Schröder og jeg besluttede os derfor for nogle år siden for at undersøge, om pressefrihed – en af de mest alvorlige barrierer for almindelige borgere, der søger information om hvad der foregår – også påvirker handelsmønstre. Resultatet er artiklen Press freedom, market information, and international trade, som udgives i European Journal of Political Economy (og som er open access).
Philipp Schröder
Philipp og jeg har undersøgt eksportflows til 37 forskellige lande mellem 1993 og 2016, og sammenholdt dem med pressefriheden i modtagerlandene. Det interessante er, at vi faktisk ikke finder nogen generelle effekter af pressefrihed på eksport når vi ser på alle lande sammen. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget: Når vi skelner mellem demokratier og autokratier, er der en meget stærk, positiv effekt af større pressefrihed på eksport til autokratier, og mere eller mindre et nul på eksport til demokratier.
Budskabet er således, at når man handler med verdens politisk ufrie lande, er frihed i én bestemt dimension – for pressen – forbløffende vigtig for handelen. Hvad der præcist foregår, kræver virksomhedsdata for at finde ud af. Men vi mener alligevel, at vi tager et skridt i retning af at forstå hvordan institutioner der påvirker pressefriheden, kan have konsekvenser for enkelte virksomheder. På den måde matcher vi indsigter fra international handel med input fra public choice / politisk økonomi – og den kombination er underligt sjælden.
Som enhver ved, der har rejst i forskellige dele af verden, er der stor forskel på hvor høje folk er. De skandinaviske befolkninger er blandt de højeste, men er ikke helt de allerhøjeste. De laveste mænd på tværs af 77 vestlige og latinamerikanske lande, som vi har troværdige data fra, findes i Guatemala og er blot 164,4 cm i gennemsnit, mens de højeste er hollænderne på 183,8 cm, skarpt forfulgt af montenegrinerne på 183,3 cm.
En af forklaringerne på, at nogle landes befolkninger er højere end andre, er rigdom: Jo rigere gennemsnittet bliver, jo bedre ernærede bliver folk, og jo bedre ernærede bliver deres børn i særlig grad. Det kan også ses i danskernes udvikling, som vi skrev om i 2013. Men det kan næppe være hele forklaringen. Og det er her, dagens Sjov med Statistik kommer ind fordi det generelle billede på tværs af den vestlige verden afslører en anden ting: Der er ingen lande med en lav befolkning, der har en høj grad af social tillid! Skulle man være i tvivl, kan man blot se på nedenstående figur, hvor vi plotter social tillid mod gennemsnitshøjden for mænd for fire grupper: Vestlige lande (blå markører), tidligere kommunistiske lande (røde), Latinamerika (sorte), og de rige asiatiske lande (gule).
Er det ikke bare noget pjat – en såkaldt spuriøs sammenhæng? Det kan sagtens være, det er det, men yderligere analyse bekræfter bare den generelle sammenhæng. Regressionsanalyse på de 77 observationer i vores figur viser, at mens en fordobling af BNP i gennemsnit gør folk to centimeter højere – og at den relative fattigdom fuldt forklarer, hvorfor latinamerikanere er så klart mindre end europæere – er immigrantnationer og de asiatiske mindre, og folk i tidligere kommunistiske lande. Det ødelægger derimod ikke sammenhængen mellem tillid og højde: Formelle estimater som disse viser, at folk ti procentpoint højere social tillid er forbundet med en gennemsnitshøjde, der er én centimeter højere. Med andre ord, hvis danskerne eller nordmændene havde haft samme tillidsniveau som f.eks. briter eller vesttyskere, havde vi været tre cm mindre.
Hvad der ligger bag sammenhængen skal jeg lade være usagt – det er der næppe nogen der ved – men det kan være interessant at tænke over. Er der f.eks. en tredjevariabel, der forklarer både højde og tillid? Det kunne der være, men den mest åbenlyse – hvor kold vinteren er og dermed hvor hårdt klimaet historisk set har været – forklarer faktisk intet. Er der en plausibel mekanisme, der kan forklare at et kulturelt træk som social tillid på en eller anden måde fører til enten bedre ernæring i generationer, eller at højere mennesker får flere børn? Er der noget genetisk bag det? Vi opfordrer vores læsere til at tænke over tallene og måske undre sig lige så meget, som vi gør.
Hvert år vejleder jeg en række bacheloropgaver og specialer, og hvert år er der heldigvis nogle virkeligt gode blandt dem. En gang imellem er der endda en virkeligt god med et emne, der også kunne have interesse blandt punditokraternes læsere. Mads Henning Kristensen og Erik Oskar Rasmussens bacheloropgave, som de forsvarede tidligere på ugen, er en af dem.
Mads og Oskars overordnede emne er, hvordan mega-events påvirker et lands økonomi. Helt specifikt ser de på fodbold-VM, hvilket giver dem to fordele: For det første er fodbold-VM mere sammenlignelige end mange andre events, da der er en klar struktur for alle, der er interesserede i at afholde VM, og for det andet er der en klar budrunde, hvor man ved hvilke lande der byder, og selvfølgelig ser, hvilket land vinder bud og bliver den faktiske vært. Dette clue, der først blev benyttet af Mark Spiegel og Andrew Rose, indebærer at man har en ret god statistisk kontrolgruppe i form af de lande, der bød på VM, men ikke fik det. Man sammenligner således ikke VM-værter med alle mulige andre lande, men kun med dem, der på samme tidspunkt var i stand til at afholde samme event. Med andre ord får man løst en række ellers besværlige statistiske problemer.
Resultatet i Mads og Oskars studie er, at det ikke er en god idé at afholde et VM – i hvert fald ikke fra et økonomisk synspunkt. En simpel måde at illustrere det overordnede billede, de finder, er at plotte udviklingen i BNP per indbygger (indekseret til nul i starten) og investeringsraten fra otte år før eventen – dvs. fra året de vinder buddet – til fem år efter. Det gør vi nedenfor, hvor den fuldt optrukne linje er værten, og den stiplede linje er gennemsnittet af de lande, der bød men ikke fik værtsskabet. Som figuren viser, er der en tydelig indikation på, at værtslandet faktisk har ringere BNP-udvikling fra omkring året for eventen og fem år frem. Den lille forskel i nogle få år før, kan tilskrives øget beskæftigelse omkring forhold som stadionbyggeri eller andet, men er ikke signifikant.
Billedet er særligt interessant, når det sammenholdes med investeringsraten nedenfor. Det er nemlig klart, at værtslandet afholder markant større investeringer i årene op til VM, men med en nedeadgående trend i hele perioden. Den meget klare indikation man får fra kombinationen af de to figurers indhold, er at VM-værter afholder ganske betydelige investeringer, men at disse investeringer er helt uproduktive og sandsynligvis på langt sigter skubber potentielt produktive investeringer ud af markedet.
Mads og Erik viser således meget fint, at hele hypen og de ofte gentagne, politiske påstande om store gevinster, ‘branding’ og andet, ikke er andet end tom snak. Erfaringen fra de lande, der faktisk har afholdt VM, taler sit klare sprog: Der er ingen økonomisk case for at afholde den type mega-events!
Af Christian Bjørnskov, den 10. maj 2022. Skriv et svar
For nogle måneder siden skrev vi om en ny artikel af Niclas Berggren (IFN) og undertegnede med titlen Academic Freedom, Institutions, and Productivity. Artiklen udkom for et par uger siden i Southern Economic Journal, og har – hvis vi skal være ærlige – ikke helt fået den opmærksomhed, vi havde håbet den skulle få.
Budskabet i artiklen er ellers ganske intuitivt: Vi finder at akademisk frihed – “[t]he freedom of teachers and students to teach, study and pursue knowledge and research without unreasonable interference or restriction from law, institutional regulations or public pressure.” – er forbundet med hurtigere produktivitetsvækst, men kun under en bestemt betingelse. For at kunne se systematiske effekter af at give forskere og andre akademikere fuld frihed, kræver det at landet også har et nogenlunde effektivt retsvæsen, der bl.a. beskytter privat ejendomsret. Med andre ord kan vi observere på tværs af verden siden 1960, at akademiske indsigter og gennembrud først bliver til ny produktivitet, når et relativt godt retsvæsen kan gøre det profitabelt for private virksomheder at investere i indsigterne.
Dagens spørgsmål er derfor, hvor i verden den slags produktivitetseffekter er mest sandsynlige. Det illustrerer vi ved at gange to mål sammen: Et mål for graden af akademisk frihed og et mål for kvaliteten af retsvæsenet (begge fra V-Dem-projektet). Ved netop af gange dem sammen får vi et indeks der fanger, i hvor høj grad et land er karakteriseret af begge forhold. I kortet nedenfor er lysere farver det samme som højere indeks, og dermed en væsentlig større sandsynlighed for, at man ser produktivitetseffekter af kombinationen af akademisk frihed og retslig kvalitet.
Det burde ikke overraske nogen, at Vesteuropa og væsentlige dele af Centraleuropa, sammen med de britiske offspring (Australien, Canada, New Zealand og USA) ligger i den absolute top. De interessante observationer ligge udenfor den rigeste del af verden: Chile og Uruguay i Latinamerika, men ikke Mellemamerika, Botswana, Namibia og Sydafrika, men også et område i Vestafrika omkring Nigeria, Benin og Ghana, og Filippinerne i højere grad end Indonesien eller Vietnam. Forskningsdrevet innovation og produktivitet er således ikke tydeligt i højsædet i de traditionelle vækstøkonomier som Kina og Indien. Så skal man til at gentænke, hvor de næste årtiers vækstmarkeder ligger?
Coronaepidemien er officielt ovre i Danmark og en række andre lande, og har nok i virkeligheden været ovre siden sidste sommer. Mange epidemiologer og politikere har hævdet, at det helt primært skyldes vaccinerne, der skabte immunitet og forhindrede folk i at dø af den nye virus. For både forskere og lægmænd kan det lyde rimeligt, men der er et problem: Vi ved det faktisk ikke, fordi vaccinerne blev godkendt på deres demonstrerede effekt på sygdom, og ikke på dødsfald.
Christine Stabel Benn (SDU) har derfor sammen med en række kolleger vurderet, i hvilket omfang vaccinerne ser ud til at beskytte mod dødsfald. Deres papir, der pt. er i preprint med titlen ”Randomised Clinical Trials of COVID-19 Vaccines: Do Adenovirus-Vector Vaccines Have Beneficial Non-Specific Effects?”, bruger data fra alle de trials, der lå til grund for nødgodkendelserne af vaccinerne. Et væsentligt – og stærkt kritisabelt – problem med disse trials er, at producenterne afbrød deres trials noget før man normalt ville have gjort det, og vaccinerede en del af kontrolgruppen. Evidensen, som de blev godkendt på, er derfor ikke så klar som man gerne ville have haft den. Omvendt kan man i dette tilfælde sige, at Benn og hendes kolleger bruger de data, der er til rådighed, og dermed etablerer statistisk evidens der er lige så god som den, der blev brugt i nødgodkendelsesprocedurer i USA og Europa.
Og resultaterne er en anelse rystende. De tre coronavacciner, der er produceret på den ’gammeldags’ måde med en adenovirus-vektor som basis – helt primært Astra-Seneca og Johnson & Johnson – ser ud til at virke: Vaccinegruppen havde en dødelighedsrate, der var 37 % af dødeligheden i placebogrupper. Omvendt havde vaccinegruppen i Moderna og Pfizers trials – de to ’moderne’ vacciner baseret på en mRNA-teknologi – en dødelighed på 103 % af placebogruppens.
Vi viser disse forskelle i figuren ovenfor, hvor søjlernes højde indikerer dødeligheden i promille. Figuren illustrerer klart Benns hovedkonklusion: De to mRNA-vacciner, som blev brugt i stor stil i det meste af den vestlige verden inklusive Danmark, virker faktisk ikke. Med andre ord har store dele af Europa fjernet de vacciner, der faktisk virker mod død, og beholdt dem der ikke gør.
Benn er en førende ekspert i såkaldt ’ikke-specifikke vaccineeffekter’, dvs. utilsigtede effekter af vacciner: Nogle vacciner (muligvis specielt ’levende’ vacciner) beskytter mod mere end den virus, de er lavet til at bekæmpe, mens andre (muligvis primært ’døde’ vacciner) kan skade immunforsvarets evne til at bekæmpe visse andre vira. Det er den type effekter, nogle forskere har alluderet til når de har nævnt muligheden for, at konstant vaccination og ’boosting’ kan træne immunforsvaret forkert, og dermed svække anden immunitet.
Hun og hendes kolleger noterer i papiret, at der er indikationer på uspecifikke effekter af de nye vacciner. Når de følger det, de kalder ’non-accident, non-Covid deaths’, finder de en effekt på 35 % for de gammeldags vacciner mod 117 % for mRNA-vaccinerne. Mens forfatterne understreger, at man ikke kan konkluderer for meget på basis af de relativt tynde trials-data, passer det overordnede billede godt på tidligere forskning fra bl.a. Benn. Og hvis flere studier bekræfter billedet, må man konkludere at epidemien i Danmark blev overstået på samme måde som tidligere virusudbrud: Med almindelig etablering af flokimmunitet, når nok folk har haft virussen…
Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2022. Skriv et svar
Næsten hvert år siden 2009 har vi hos Punditokraterne skrevet et indlæg om, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Pointen fra starten af var at imødegå et problem som mange af os ofte oplever: At ikke-økonomer opfatter dem, der bruges meget af medierne, som de fagligt dygtigste. Nogle meget dygtige økonomer er jævnligt i medierne, men det samme gælder for en række folk, som vi nok ikke helt har samme faglige respekt for. Over årene har indlægget dog også udviklet sig til en diskussion af, hvor svært det er at måle præcist, hvor dygtige forskere er. Man kan med fuld rimelighed lægge vægt på forskellige ting – hvor meget skriver man, hvor publicerer man sine ting, hvor ofte citeres man, og andre forhold – og forskellige forskere har forskellige strategier for, hvordan de gør.
Fra år til år ændrer vi derfor metoden, for at bringe forskellige aspekter af forsknings- og forskerkvalitet frem. Vores metode i år er at tage et gennemsnit af tre forhold for alle økonomiprofessorer ved danske universiteter: 1) En forskers citationstal, delt med det antal år forskeren har været aktiv (for det meste fra det år, vedkommende fik sin PhD); 2) en forskers citationstal, delt med forskerens samlede antal publikationer; og 3) det antal artikler, forskeren har haft i et ’supertidsskrift’. Vi regner supertidsskrifter i nationaløkonomi som American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Journal of Political Economy, Econometrica, og Review of Economic Studies. Vi tæller også, hvis en forsker har haft en artikel I et supertidsskrift i de to nabodiscipliner statskundskab og management, hvis vi regner dem som henholdsvis American Journal of Political Science, American Political Science Review, og Journal of Politics, eller i Academy of Management Journal og Academy of Management Review. I alle tilfælde tager vi logaritmen til tallet, hvilket har den effekt at en forsker, der scorer højt på én komponent, men ikke andre, ikke kan få en særligt score. Man skal med andre ord have en rimelig balance på tværs af de tre komponenter for at få en rigtigt høj score, og almindelig flittighed belønnes ikke.
Alligevel toppes årets rangliste endnu en gang af Lasse Heje Pedersen og Nicolai Foss fra CBS. Nicolai er med et citationstal på 14400 den suverænt mest citerede danske økonom, og den eneste over 10000 citationer. Lasse, der fik sin PhD i 2001, har dog flere citationer per artikel end Nicolai – han er faktisk mere end seks gange så citeret per artikel som den gennemsnitlige danske økonomiprofessor. Nummer tre, David Dreyer Lassen fra KU, excellerer ved at have ikke mindre end seks artikler i supertidsskrifter, og endda både i nationaløkonomi og statskundskab.
Petersen, Lasse Heje
CBS
1
5.9
Foss, Nicolai
CBS
2
5.1
Lassen, David Dreyer
KU
3
4.2
Andersen, Steffen
CBS
4
4.1
Lau, Morten
CBS
5
3.7
Lando, David
CBS
6
3.7
Sørensen, Peter Norman
KU
7
3.6
Bjørnskov, Christian
AU
8
3.5
Kreiner, Claus Thustrup
KU
9
3.4
Bennedsen, Morten
KU
10
3.4
Nielsen, Morten Ørregaard
AU
11
3.1
Rahbek, Anders
KU
12
2.9
Leth-Petersen, Søren
KU
13
2.9
Johannesen, Niels
KU
14
2.8
Munch, Jakob Roland
KU
15
2.6
Derudover kan flittige læsere sandsynligvis genkende flere navne: En af konklusionerne i år som tidligere år er derfor, at nærmest uanset hvordan man gør, får man nogenlunde de samme folk i toppen af listen. Og har man fulgt med i nyhederne og måske lidt i den faglige debat, er den nye dreng heller ikke en overraskelse: Niels Johannesen fra KU rykker ind på plads nummer 14 i år efter bl.a. at hans papir med Jørgen Juel Andersen og Bob Rijkers om Elite Capture of Foreign Aid blev accepteret i supertidsskriftet Journal of Political Economy.
Nogle læsere vil måske notere – og beklage sig over – at der ingen kvinder er på listen. For de interesserede er de højest placerede kvinder Anna Piil Damm (AU) på plads 21, Mette Ejrnæs (KU) på plads 23, og Nabanita Datta Gupta (AU) på plads 24. Andre fremragende kvindelige kolleger som Helena Skyt Nielsen og Nina Smith – og i øvrigt ligesom folk som Jesper Rangvid og til dels Carl-Johan Dalgaard (som trods alt er nummer 16 i år) – har sandsynligvis lidt under at lave kommissionsarbejde og administrativt arbejde. Ser man på folks karrierer må man desværre konstatere, at det at være vismand ikke er godt for den rent akademiske udvikling.
En anden indvending jeg har hørt flere gange, er at Nicolai Foss – årets nummer to – slet ikke er nationaløkonom, men professor på Institut for Strategi og Innovation på CBS. Mit svar har altid været, at Nicolai er en fremragende nationaløkonom, der blot befinder sig i et krydsfelt eller en gråzone mellem strategisk management og klassisk nationaløkonomi. De syv artikler, jeg har skrevet sammen med Nicolai, har i hvert fald været primært nationaløkonomiske. Men skulle man stadig mene, at han er management, kan man simpelthen ignorere alle de artikler han har udgivet i tidsskrifter, der ikke er rent nationaløkonomiske, og beregne en score på basis af det. Gør man det, er Nicolai stadig i Top 30 med den forskning, som nogen vil mene er marginal for ham!
Sidst, men ikke mindst, er hele formålet med dette indlæg at skabe lidt debat, og understrege for folk udenfor snævre faglige kredse, at man skal være omhyggelig når man påstår, at professor X eller cheføkonom Y er så dygtige. Toppen af listen er næsten altid den samme, men længere nede findes der folk, der er ekstremt dygtige i en måske lidt snæver specialisering. Og der findes folk, som ikke kommer på Top 15 på grund af den måde, listen lige i år er skruet sammen. Som en unavngiven kollega engang sagde om Martin Paldam (nummer 27 i år): ”Martin laver måske ikke altid forskning som visse af vores kolleger synes er ’fin’, men der er ingen af dem der kan matche hans økonomiske intuition”. Det ville være rart, hvis journalister også en gang imellem husker, at enkelte af de lidt ældre kolleger der ikke gør så meget væsen af sig, ofte ser klarere end de fleste af os.
Af Christian Bjørnskov, den 18. april 2022. Skriv et svar
På datoen i går for 52 år siden, den 17. april 1970, landede besætningen på den amerikanske månemission Apollo 13 sikkert i Stillehavet, lidt sydøst for Amerikansk Samoa og blot seks kilometer fra hangarskibet Iwo Jima, der var sendt ud for at hente dem. De tre astronauter – James Lovell, John Swigert og Fred Haise – havde da været igennem et mareridtsagtigt forløb, som det meste af verden fulgte med i: På vej som den tredje NASA-mission til månen, førte en kortslutning til en eksplosion i deres rumskib, og tabet af begge ilttanke i servicemodulet. Historien, der er fortalt adskillige gange og ikke mindst i filmen Apollo 13og episode 8 af serien From the Earth to the Moon, er værd at mindes af to grunde.
For det første satte NASA nærmest himmel og jord i bevægelse for at løse problemerne hos Lovell og hans kolleger. Den 13. april meddelte han i radioen til kontrolcenteret i Houston, at ”I believe we’ve had a problem here.” I Mission Control bad man ham om at gentage, hvorefter Lovell specificerede problemet med “Houston, we’ve had a problem. We’ve had a main B bus undervolt.” Bag den simple, tekniske beskrivelse af et problem lå der, at besætningen havde hørt en lille eksplosion, og at ilten fra deres hovedtank sivede ud i rummet, da det hurtigt gik op for alle, at de krystaller, som fartøjet lækkede, var besætningens iltreserver. Løsningen, som NASAs team fandt, var at de tre besætningsmedlemmer lukkede servicemodulet ned så hurtigt som det var muligt, og flyttede over i landingsmodulet. Det lille landingsmodul, der var bygget til to personer i to dage, blev de tres hjem indtil de startede servicemodulet op igen og forberedte landingen på Jorden i landingskapslen. Apollo 13 fløj således hele vejen rundt om månen som den eneste reelle mulighed – det var ganske enkelt umuligt at bremse ned halvvejs og vende rundt – i et improviseret rumskib.
Haise, Sweigert og Lovell med viceadmiral Donald Davis på Iwo Jimas dæk. Kilde: NASA
En del af den fantastiske fortælling er også, at anlægget der rensede luften for CO2 i landingsmodulet ikke passede på udstyret fra servicemodulet, og NASAs team i Houston derfor måtte finde på en måde at få de to koblet sammen på – et firkantet modul til et rundt anlæg – med bl.a. omslaget til en vejledning og rigeligt gaffatape. At det alligevel lykkedes og Lovell, Swigert og Haise kan ses på dækket af Iwo Jima på billedet, skyldtes en enorm opfindsomhed og arbejdsindsats hos hundredevis af NASA-folk, og en insisteren på at det skulle lykkes. Hvis man skal hylde menneskelig opfindsomhed, er Apollo 13 et godt sted at starte.
Den anden grund til at mindes dagen er, at hele forløbet omkring Apollo 13 foregik i fuld offentlighed. De fleste mennesker var ikke særligt interesserede i måneprogrammet efter Apollo 11 landede i juli 1969 og Apollo 12 gentog bedriften i november. Det ændrede sig, da medierne meddelte om eksplosionen og den meget virkelige risiko for, at Lovell, Swigert og Haise ville dø i rummet. At stort set alt foregik i mediernes lys, kan man sætte overfor situationen da den russiske atomubåd Kursk sank i Barentshavet den 12. august 2000 pga. en eksplosion ombord. 24 af de 118 besætningsmedlemmer overlevede eksplosionen, men døde alligevel. Rusland forsøgte allerførst at holde forliset hemmeligt, afviste derefter tilbud om hjælp fra både den britisk og norske flåde, og lod grundlæggende set de 24 søfolk dø for at beskytte et autokratisk regime med en ung præsident Putin i spidsen. Forskellen mellem Apollo-programmets potentielt største katastrofe, og Kursks forlis, er et billede på forskellen mellem demokratiske retsstater og kommunistiske diktaturer.
Hele forløbet blev bragt live i medier over hele verden, og fik en virkning der viste hvordan almindelige mennesker ofte er anderledes end politikere, der således blev tvunget med i støtte til Apollo-besætningen. Paven ledte således 10000 forsamlede i Rom i bøn for rumskibet, og et endnu større fremmøde sås i bl.a. Indien. Selv den sovjetiske premierminister Aleksey Kosygin beordrede også landets militær til at give de amerikanske astronauter al assistance, de havde behov for, mens de russiske medier dækkede forløbet. Billederne fra dengang er næsten fortryllende af en hel verden, der holder vejret og håber på det bedste for tre mennesker i nød. Kontrasten til i dag er slående.
Af Otto Brøns-Petersen, den 13. april 2022. 5 svar
Paradoksalt nok har politikerne ofte lettere ved at styre det private forbrug end det offentlige, når ressourcerne bliver mere knappe, eller der er behov for at prioritere.
Besparelser i den offentlige sektor kræver typisk konkrete beslutninger. Det er vanskeligt for politikerne at få overblik over konsekvenserne, og modstanden fra berørte personalegrupper og andre interessegrupper melder sig hurtigt. Det private forbrug kan lettere fortrænges. Hvis f.eks. skatterne forhøjes, uddelegeres beslutningerne om at forbruge mindre til hver enkelt borger, virksomhed eller familie gennem priser og realindkomster. De vil ovenikøbet reducere den del af forbruget, som bedst kan undværes – modsat reduktioner i det offentlige forbrug, hvor de politiske beslutningstagere har langt ringere muligheder for at målrette besparelserne, hvor de gør mindst ondt. Fra de politiske beslutningstageres synspunkt ser det lettere ud og modstanden mindre.
Dette er omtrent situationen i dag. Men kun omtrent. Det er besluttet at bruge mere på forsvar i de kommende år. Under coronaen er der ikke alene brugt ekstra penge på hjælpepakker og epidemibekæmpelse; det offentlige forbrug har fået et løft, der forventes at blive permanent. Det er dog kun en lille del af udgiftsstigningerne under denne regering, som er finansieret ved hjælp af skatteforhøjelser nu og her. Til gengæld er de lånefinansieret. Det gælder f.eks. det permanente løft i forsvarsudgifterne.
Låntagningen vil i sidste ende resultere i mindre privatforbrug end ellers. De offentlige finanser er godt nok “overholdbare”. Det vil sige, at det offentlige ved uændret politik vil få flere indtægterend udgifter i nutidsværdi set over en lang tidshorisont. Altså beskatter mere end nødvendigt. Men når overholdbarheden veksles til offentligt forbrug, vil det også sige, at der er mindre at lette overbeskatningen med. Før eller siden må det private forbrug give sig tilsvarende. For i det lange løb består landets forbrugsmuligheder af enten privat eller offentligt forbrug (eller forbrug af offentligt kapitalapparat).
Og som sagt er det lettere at få borgerne til at spare end politikerne.
Nu vil du måske indvende, at det private forbrug trods alt ikke står til at skrumpe i år, også selv om mange borgere står til at gå ned i realindkomst, fordi priserne stiger hurtigere end lønningerne (og mange aktiver vil falde i værdi). Men selv om forbruget gennemsnitligt vokser, så dækker det over, at mange får dårligere råd til at opretholde den hidtidige levestandard. Så realiteten for mange vil være at skære forbruget ned for at skaffe luft i budgettet.
Man kan spørge sig, hvor længe overholdbarheden vil vare ved. Den politiske fristelse til at bruge pengene er enorm. Smerten kan tørres af på borgerne og endda ude i fremtiden. Ligesom naturen afskyr et vakuum, vil politisk konkurrence før eller siden fortrænge overholdbarhed med øgede udgifter.
Derfor er overholdbarhed ikke meget mere ønskelig end manglende holdbarhed. Overholdbarheden burde med det samme have været ført tilbage til borgerne ved at nedsætte de unødigt høje skatter. Nu risikerer den at ende som merudgifter i stedet.
Økonomer antager ofte, at de politiske myndigheder er en “social planlægger”, som søger at maksimere borgernes velfærd ved at sikre, at den marginale offentlige udgiftskrone giver samme værdi som den marginale krone brugt på privatforbrug. Problemet er blot, at politikerne hverken har information eller incitament til at sikre denne ligevægt.
Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2022. 1 svar
Ruslands overfald på Ukraine er ikke ligefrem gået som planlagt, og de russiske styrker er i disse dage i gang med en omgruppering. Grunden er, at Ruslands frygtede militær har skuffet (russerne) slemt, og har vist sig slet ikke at være så mægtigt, som mange troede. Min klumme i Børsen i sidste uge handlede derfor om, hvorvidt folk også overvurderer Ruslands økonomiske status. Klummen, som avisen bragte i torsdags med titlen ”Derfor er den russiske økonomi nødlidende og overraskende svag” påpeger netop, at den landets økonomi også er svag.
I klummen understreger jeg først, at mens Rusland har 145 millioner indbyggere, er deres samlede købekraft næsten præcist den samme som Storbritanniens 67 millioner. Benytter man sig af CIA’s data på fordelingen af bidrag til BNP og arbejdsstyrke, kombineret med data fra Penn World Tables, producerer hver fuldtidsansat i den russiske industri 67.000 dollars værdi om året. Det tilsvarende tal for briterne er 90.000, og 117.000 for danskerne. Kortet nedenfor illustrerer disse forskelle, hvor mørkere områder er mindre produktive.
Den sammenligning er dog skæv, da russerne i gennemsnit arbejder 18 % flere timer end briterne, og 42 % flere timer end danskerne. Korrigerer man for det, får man produktion per arbejdstimer på 34 dollars i den russiske industri, 54 dollars i den private britiske industri, og 84 dollars i den tilsvarende danske. Den russiske industri er med andre ord langt mindre produktiv end den vesteuropæiske eller den amerikanske.
Og som jeg noterer i klummen, er selv dét en skæv sammenligning. Årsagen er, at en ganske stor del af den russiske industris bidrag til BNP er fra olie- og gassektoren, som ifølge Verdensbanken stod for ni procent af Ruslands BNP i 2019. Den beskæftiger bare ikke særligt mange mennesker: Tager man de russiske olie- og gasselskabers samlede antal ansatte, er de blot 1,3 procent af arbejdsstyrken. Det indebærer, at mens de før nedlukningerne og Ukraine-krigen stod for en stor del af Ruslands BNP og eksportindtjening, producerede hver ansat i den resterende industri blot 50.000 dollars om året. Det placerer den russiske industris arbejdsproduktivitet på linje med Algeriet, Montenegro eller Sydafrika.
En omhyggelig international sammenligning afslører således, at det ikke bare er det russiske militær, der er nødlidende. Den russiske økonomi som sådan er langt mindre produktiv, end de fleste samfund som russerne selv og den russiske ledelse sammenligner sig med. Det er noget så specielt som et samfund med atomvåben og avancerede jagerfly, der gør som om det er en supermagt, men har økonomi som et mellemindkomstland. En væsentlig del af årsagen er, at Rusland netop mangler nogle af de vigtige komponenter af en vækstkultur, som Niclas Berggren og jeg skrev om forleden. Og så er det måske heller ikke så underligt, at deres militær heller ikke præsterer som en supermagt…
Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2022. Skriv et svar
Forleden blev Ratio Instituttet i Stockholm 20 år. Stedet, der definerer sig som et tværvidenskabeligt forskningsinstitut for det svenske erhvervsliv, har adskillige fine forskere tilknyttet. De omfatter bl.a. Kristina Nyström, der samtidig er professor ved den Kungliga Tekniska Högskolan, Karl Wennberg, professor på Stockholm School of Economics, og Ratios nuværende chef Charlotta Stern, der ved siden af jobbet er professor i sociologi på Stockholms Universitet. Grundlæggeren Nils Karlson er naturligvis også stadig tilknyttet.
I forbindelse med jubilæet indstiftede Ratio en ny pris til “Årets bidrag til mänsklig blomstring.” Idéen er glimrende, og der var også glæde i det punditokratiske hjem da igår blev annonceret hvem den første modtager bliver. Årets bidrag gives for første gang til min gode ven og kollega Niclas Berggren, der er forsker på Institutet för Näringslivsforskning og docent ved Prags økonomiske universitet.
Niclas, som ses på billedet fra en konference i Tel Aviv, er ikke blot en glimrende økonom, men også en kreativ af slagsen. Hans forskning om værdien af skønhed sammen med Panu Poutvaara og Henrik Jordahl er stærkt citeret, og Niclas var blandt de første, der beskæftigede sig med konsekvenserne af økonomisk frihed. Han er samtidig et meget tænksomt menneske, der over årene har bidraget til både forskning og den svenske debat. Når man samtidig lægger til, at han er bredt afholdt som en meget hjælpsom, hyggelig og til tider morsom kollega, er det klart hvor velfortjent prisen er.
Punditokraterne ønsker derfor Niclas et stort tillykke med prisen, mens vi samtidig opfordrer vores interesserede læsere til at dykke længere ned i hans forskning.
Jeg er pt. på vej hjem fra den årlige konference i APEE – min første rigtige konference i over to år – som jeg har nydt i fulde drag. Mens turen ud var dybt frustrerende (BA aflyste et fly og parkerede mig i London hele weekenden), var det en fornøjelse at komme ud igen, interagere med kolleger, og se hvad de og nogle af deres studerende har bedrevet af ny forskning.
Pudsigt nok var en af de bedste præsentationer jeg så i løbet af mandag og tirsdag fra en ung forsker. Kerianne Lawson fra North Dakota State University fortsætter noget af sin forskning i sin fars spor – hun er Robert og Tracy Lawsons datter og har dermed noget at bevise – ved at se på ‘blødere’ konsekvenser af økonomisk frihed. I “Free to Protest or Protesting for Freedom? Understanding the relationship between Institutions and the Prevalence of Protest” ser Keri netop på sammenhængen mellem, hvor økonomisk frit et samfund er, og i hvor høj grad samfundet er udsat for protester som demonstrationer, strejker, optøjer osv.
Spørgsmålet er meget interessant, da man ofte hører at almindelige borgere ikke kan lide ‘neoliberal’ politik, og derfor endda går på gaden mod det. Det venstrefløjen omtaler som neoliberal politik er netop politik, der øger den økonomiske frihed ved at reducere det offentliges rolle i samfundet, styrke privat ejendomsret og retsvæsenet, åbne økonomien og deregulere. Stoler man på helt klassiske venstrefløjsargumenter, må man derfor regne med, at se flere og voldsommere protester, jo mere økonomisk frit samfundet bliver.
Keris omhyggelige resultater baserer sig på data fra mange år i over 100 samfund på tværs af verden. Hun afviser blankt den populære politiske fortælling, da hendes resultater meget klart viser, at jo mere økonomisk frit et samfund bliver, jo færre protester oplever man. Det gælder i særlig grad, når hun fokuserer på den komponent, der måler kvaliteten af retsvæsenet: Folk protesterer simpelthen mere, jo dårligere deres ejendom beskyttes, jo mere korruption der er, og jo mere vilkårligt retsvæsenet er. Umiddelbart finder hun også, at der er flere protester, jo større den offentlige sektor bliver.
Det hele er måske ikke så overraskende for Punditokraternes læsere. Økonomisk frihed skaber flere muligheder, større velstand, og ofte også større tilfredshed med livet. Det demonstrerer folk meget sjældent imod, ligesom de heller ikke demonstrerer mod at blive friere, men derimod det modsatte. Men der er stor værdi i at få det demonstreret omhyggeligt og overbevisende, og for en forskernørd som mig er det særligt rart at se, at unge forskere interesserer sig så kompetent for emnet.
Af Otto Brøns-Petersen, den 31. marts 2022. 1 svar
CEPOS’ uddannelseschef Stefan Kierkegaard Sløk-Madsen og jeg har taget hul på en ambitiøs podcastserie. Vi vil gennemgå samtlige Nobelpristagere i Økonomi.
Vi går tematisk frem. Derfor er der også en række af prismodtagerne, vi vender tilbage til flere gange. Men vi har som udgangspunkt biografier for tre af modtagerne hver gang.
Det første tema, vi har dækket, er moderne makroøkonomi. Det rækker fra F.A. Hayek (prismodtager 1974), som var en konjunkturteoriens pionerer allerede i 1930erne, til Thomas Sargent (prismodtager 2011). Vi har også taget hul på handelsteorien. Modtagerne rækker fra Bertil Ohlin (1977) til Paul Krugman (2008).
Det foregår på engelsk. Det er ikke meningen at blive mere teknisk, end at alle interesserede kan følge med.
Podcasten hedder Econroots. Første sæson var om økonomiens teorihistorie på dansk af Stefan. Nobelprisserien er 2. sæson og et stykke frem (der er 89 Nobelpristagere i alt, og der kommer flere til, inden vi er færdige).
Du kan finde de foreløbige afsnit her. Eller hvor du henter dine podcasts (her er f.eks. Spotifys 1. afsnit i Nobelserien).
Lyt med. Og giv gerne kommentarer i kommentarsporet her.
Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2022. Skriv et svar
Forleden dag udkom det nye nummer af det fine svenske Ekonomisk Debatt. Tidsskriftet er videnskabeligt, men udgiver typisk artikler der er lettere at forstå udenfor et snævert fagligt niveau, og er således unikt i de nordiske lande. Vi ser frem til hvert nummer, da det stort set altid har noget interessant, men i særligt grad denne gang. Grunden er, at nummer 2 i år inkluderer min artikel med min fremragende kollega og ven Niclas Berggren om Den Svenska Växtkulturen.
Baggrunden for artiklen er, at vi ofte møder kolleger og andre, der mener at vi burde fokusere vores forskning på noget, der ’gavner virksomheder’. Med andre ord ser de vores forskning i institutioners betydning for samfundet og hvor de kommer fra, som mindre vigtig end mere virksomhedsrettede studier. Niclas og jeg er meget enige om, at virkeligheden nærmere er den modsatte: Hvis man ikke forstår virksomheders og borgeres juridiske, regulatoriske og mellemmenneskelige rammevilkår, bliver det meget svært at forstå, hvad der foregår i dem, og i særlig grad hvordan virksomheders vilkår og modus operandi kan variere fra land til land.
Artiklen opsummerer de sidste 25 års forskning, som vi begge to har bidraget til efter bedste evne, om institutionelle konsekvenser i samfundet. Som vi konkluderer allerede i abstractet, viser en lang forskningstradition at den særlige vækstkultur, som de nordiske lande deler, handler om ”att människor litar på andra och att de är toleranta, individualistiska och tålmodiga.” De nordiske lande blev rige på basis af en grundlæggende individualistisk kultur, der fremmede mellemmenneskelig tillid og tolerance. Fra den voksede for eksempel vores gode juridiske institutioner, og den skandinaviske velfærdsstat overlever på grund af kulturen.
Hvor findes denne kultur så henne i verden? Kortet nedenfor viser et indeks, der samvejer Geert Hofstedes mål for individualisme med det almindelige mål for social tillid. Det viser dermed, hvilke steder i verden kombinationen af de to er stærkest (lysere farve er bedre). Hvis man er interesseret, kan man læse artiklen gratis (gennem linket ovenfor) og tage et nærmere kig på kortet.
Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2022. 3 svar
Vi skrev forleden om den danske public choice workshop, der i morgen – mandag den 28/2 – afholdes efter et års tvungen pause. Sidste gang var i januar 2020 (omtalt her), men i morgen er det endelig tid til den 22. workshop. Stedet er Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, lokale M104, og hele eventen starter klokken 11. Som vi også har givet vores studerende besked på, er alle interesserede velkomne til at komme, også hvis man kun er interesseret i en enkelt session. Mens vi desværre ikke har tysk deltagelse denne gang – vores kolleger fra Hamborg er forhindrede – spænder programmet endnu engang over forskelligartede emner. Det endelige program er nedenfor, og vi håber på at se punditokraterne-læsere ved workshoppen.
The 22nd Danish Public Choice Workshop
11.00: Welcome
11.05: Institutional and Constitutional Economics (Chair: Christian Bjørnskov)
Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Does Legal Freedom Satisfy?
Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Democracy and Gender Equality
Christian Bjørnskov (Aarhus), Andreas Bergh (Lund), and Luděk Kouba (Mendel): The Growth Consequences of Socialism.
12.20: Lunch
12.55: Surveys and Meta-Analysis (Chair: Karsten Bo Larsen)
Martin Paldam (Aarhus): Meta-Mining: The Political Economy of Meta-Analysis
Jonas Herby (Cepos), Steve Hanke (Johns Hopkins), and Lars Jonung (Lund): A Systematic Review and Meta-Analysis: What does the First 1½ Years of Empirical Studies tell Us about the Effects of Lockdowns on COVID-19 Fatality Rates?
Kathrine Elisabeth Skjoldborg and Karsten Bo Larsen (Cepos): Does Public Service Motivation increase Public Service Efficiency? A Meta-Analysis.
14.10: Coffee break
14:30: The Political Economy of Elite Interests (Chair: Lasse Aaskoven)
Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen (Cepos): From Liberal to Social Institutional Logics – How a Failed State Organization Saved Itself
Peter Nannestad (Aarhus): Tax Competition or Tax Cartelization? The Political Economy of Decentralized Tax Setting in Denmark, 2007-2020
Lasse Aaskoven (SDU) and Jonathan Stavnskær Doucette (Copenhagen): Elite Control of Religious Institutions: Evidence from Denmark
15:45: Break
15.50: Schools and Democracy (Chair: Andreas Bergh)
Therese Nilsson (Lund), Diem Hoang (Duisburg-Essen) and Martin Karlsson (Duisburg-Essen): Political Representation and Investments in Education: Sweden in 1930-1949.
Karsten Bo Larsen and Jens Lund Andersen (Cepos): The Importance of Competition and Politics for the Efficiency of Public Schools – a Two-Stage Data Envelopment Analysis.
Andreas Bergh (Lund): Do the Highly Educated Know More about the World?
