Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Dragsteds mærkværdige verden

Af Christian Bjørnskov, den 27. august 2016. 4 svar

Det er næppe gået manges næse forbi, at Enhedslisten ved sidste uges landsmøde igen foreslog at indføre en millionærskat. Tirsdag aften var Pelle Dragsted gæst hos Martin Krasnik i DR2 Deadline for at forklare og forsvare det venstreekstreme partis politiske forslag. Indslaget, der på trods af Krasniks ihærdige forsøg virkelig led under at der ikke var en anden gæst som modpol til Dragsteds påstande, afslørede i høj grad hans ganske mærkværdige syn på både økonomien som hans ganske absurde påstande om status i forskningen.

Det var ikke mindst bemærkelsesværdigt, at Dragsted gentog en ganske bestemt formulering, som den franske økonom Thomas Piketty er blevet kritiseret voldsomt for at bruge i (den engelske version af) Capital in the 21st Century. Dragsted sagde, at de rigeste i de senere år har ”tilegnet” sig en større andel af nationalindkomsten. I populær brug er ”tilegne” blot en eufemisme for at stjæle, og en handling hvor man tilegner sig en større andel af en tærte eksisterer i bedste fald i en slags juridisk og moralsk limbo. Påstanden kan derfor læses på to måder.

En måde at læse Dragsteds påstand, der er konsistent med hans idelogiske skoling, er at den følger af en særlig del af marxistisk og leninistisk teori, nemlig deres såkaldte arbejdsværdilære. I marxistisk arbejdsværdilære er den andel af værdiskabelsen, man legitimt kan kræve, direkte proportional med den del af den samlede arbejdstid eller det samlede fysiske arbejde, man har bidraget med. Marx benyttede ældre værdilære, som på cirka samme tid som han skrev, blev grundigt refuteret. En af de indlysende mangler ved den er, at den tilskriver al værdiskabelse stil arbejdskraften, og dermed per definition sætter bidraget fra kapital, kvalitet i ledelse og organisation, uddannelse og iværksætterevner til nul. Det følger i en vis forstand også, at enhver produktivitetsudvikling, der driver samfundet videre, må skyldes statens kløgtige indgreb – det kan jo logisk ikke skyldes andre, hvis man tror på marxistisk arbejdsværdilære. Enhver moderne teori siden Marshall og Walras bidrag i anden del af 1800-tallet har vist, at den gamle arbejdsværdilære er nonsens.

Den anden måde at tolke Dragsteds påstand er, at den blot er et populistisk forsøg på at score stemmer blandt de mindre begavede eller særligt dårligt informerede dele af befolkningen. Sandheden kan naturligvis sagtens ligge midt mellem de to, hvis Dragsted er overbevist om venstreekstrem økonomisk teori, og samtidigt ved, at misundelsesskatter kan vække den indre svinehund i misundelige danskere og få dem til at stemme på Enhedslisten.

Et andet problem i indslaget var dog langt mere bekymrende fordi det afspejler et problem, der findes bredt på tværs af Folketinget, og ikke kun på den ekstreme venstrefløj. Det var dette problem, som Martin Krasnik ikke fik dæmmet op for i Deadline: For at afvise den forskningsmæssige opbakning til dynamiske effekter af skatteændringer, brugte Dragsted nemlig det retoriske trick, at hævde at der jo ”er andre økonomer” der påstår noget andet. Han har faktisk ret i, at der ikke er den store opbakning blandt danske eksperter til Finansministeriets vurdering af de dynamiske effekter. Dragsted glemmer blot – eller vil ikke vide – at de nyere studier peger på, at ministeriets vurdering er for negativ. Dragsted kan naturligvis henvise til den håbløse rapport fra Folketingets ’økonomiske konsulenter’, eller man kan interviewe en af Aalborg Universitets eksperter i alt, men forsøger man at henvise til nye forskningsstudier, finder man f.eks. Kreiner, Munch og Whitta-Jakobsens ”Taxation and the Long Run Allocation of Labor”,der blev publiceret i Journal of Public Economics sidste år. De tre danskere finder her – baseret på danske data – at de positive dynamiske effekter sandsynligvis er tre gange større end Finansministeriet regner med!

Krasniks interview med Dragsted led derfor under det særlige problem, at han lod en gæst med en meget speciel ideologisk agenda påkalde ’autoriteter’, uden at give seerne hverken en kritisk diskussion af, hvad der menes med det, eller overhovedet diskutere, om de pågældende, ikke-navngivne autoriteter overhovedet ved noget som helst forskningsbaseret om emnet. Man kan spekulere, om Krasniks journalistiske træning kom i vejen for at være solidt kritisk overfor Dragsted – danske journalister trænes netop i, at der altid skal være to modpoler og ingen af dem har nogen særlig vægt. Og så har vi slet ikke nævnt det åbenlyse spørgsmål, der blev efterladt på bordet i Deadline: Hvordan kan de nominelt rigeste danskere få en lidt lavere skattesats, men derefter betale en væsentligt større andel af den totale skattesum uden at der er dynamiske effekter på spil? Hele spørgsmålet om Laffer-kurven i Danmark lod man være usagt, selvom det må være et særdeles ubehageligt spørgsmål at få, når man lever i Pelle Dragsteds mærkværdige version af verden. Vi vender derimod gerne tilbage til det senere her på stedet.

Efter OL – Brasiliens økonomiske krise fortsætter

Af Niels Westy, den 22. august 2016. Skriv et svar

I aftes sluttede OL i Rio de Janeiro. Desværre fortsætter den økonomiske krise, omend der fra flere sider anes en begyndende optimisme om, at det snart vender. Således har IMF opjusteret den økonomiske vækst for det kommende år til 0,5 procent, mens faldet i indeværende år ændredes fra -3,8 til -3,3 procent.

Ikke alle er dog lige “optimistiske”, hvilket fremgår af OECDs seneste prognose nedenfor.

brazil indicatorsJeg har skrevet lidt om det i et indlæg på Americas.dk. Afgørende er i hvilken udstrækning den nuværende regering kan komme igennem med nødvendige stramninger og reformer i løbet af de kommende måneder. I

Skandinaver udenfor Skandinavien

Af Christian Bjørnskov, den 21. august 2016. 7 svar

I den amerikanske valgkamp har Skandinavien været et emne. Som vi har skrevet om før her på stedet – ikke mindst her – misforstår Bernie Sanders, Hilary Clinton og mange andre amerikanere helt fundamentalt vores lande. En uinformeret amerikansk venstrefløj påstår, at Skandinavien fungerer så godt på grund af velfærdsstaten, og implikationen de drager er naturligvis, at USA skal være mere som os. Men hvis det argument skal være overbevisende, må man kende de faktiske grunde til at skandinaviske lande er / var så relativt succesfulde.

Den svenske økonom Nima Sanandaji udgav fornylig en ny bog med titlen Debunking Utopia: Exposing the Myth of Nordic Socialism, hvor han afliver en række myter om Danmark, Norge, Sverige og Finland. Sanandaji har tidligere skrevet den fine Scandinavian Unexceptionalism for the Institute of Economic Affairs (som kan downloades her) og er blevet en del omtalt i de amerikanske medier (f.eks. her). Han bekræfter en række forhold i den nye bog, som også Milton Friedman kendte til. Friedman blev en gang spurgt, hvordan de kunne være, at der var så få arbejdsløse i Sverige. Hans famøse svar var, at man også blev nødt til at spørge, hvorfor der var så få arbejdsløse amerikanere med svenske forfædre.

Sanandajis bog har fået flotte anmeldelser (og jeg har bestilt den), så her er blot nogle få illustrationer af hans hovedpointer. Vi opsummerer dem i grafen nedenfor, hvor søjlerne angiver, hvor mange procent de skandinaviske efterkommere er anderledes end det amerikanske gennemsnit. Grafen har fem kategorier: Danskere, svenskere, nordmænd, finner, og en skandinavisk samlekategori, hvor folk sandsynligvis placerer sig hvis de f.eks. enten har blandet dansk-svenske forfædre eller forfædre, der kom fra Island eller Norge mens de ikke var uafhængige.

Sanandaji skan efterkom

Som figuren viser, er de skandinaviske efterkommere 12 % mere tilbøjelige til at have afsluttet en gymnasial uddannelse, 35 % mindre tilbøjelige til at være arbejdsløse, og cirka 30 % rigere end den gennemsnitlige amerikaner. Sanandajis pointe her er, at når man ser sammenlignelige fænomener hos danskere og danske efterkommere i Danmark og i f.eks. USA, dvs. i lande med meget forskellige institutioner og velfærdsregimer, kan succeserne ikke skyldes velfærdsstaten. Årsagen må ligge i faktorer, som folk bærer med sig, når de emigrerer. Basalt set handler det i Sanandajis optik om tillids- og ærlighedsnormer og arbejdsetik, der forklarer forskellene. Som man siger i USA: Food for thought.

Er en Trump-regering det mindst ringe valg?

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2016. 10 svar

USA står til november i et valg mellem pest og kolera – Donald Trump versus Hilary Clinton. De danske medier har meget tydeligt valgt side, og portrætterer Trump meget præcist og retvisende, mens Clinton stadig står i et noget romantisk skær for danske og europæiske journalister. Hun er også uden tvivl den mere kompetente politiker af de to valg – Trump virker ofte noget mindre end ideelt stabil – men Clinton har øjensynligt hverken hæmninger eller overbevisninger af nogen art, og synes at være næsten endeløst arrogant.

Hvem skal man da håbe på vinder? Bør man sætte sin lid til en tvivlsom forretningsmand, der bedst kan karakteriseres som en ’bloviating ignoramus’ med farlige holdninger, eller en i særgrad magtsyg politiker, der intet skyer for at vinde valget? På det personlighedsmæssige plan er valget måske relativt let: Clinton er det onde, vi kender, og valget mellem politisk pest eller kolera må være den sygdom, vi har mest erfaring med at håndtere. Men når det kommer til at bedømme, hvilken administration – dvs. hvilken effektiv regering – vi helst ser i USA, er valget på ingen måde indlysende.

Flere kommentatorer har hintet til de følgende overvejelser, men det libertarianske multitalent Penn Jillette beskrev situationen meget klart i et interview med Reason TV forleden. Jillettes pointe er, at både Trump og Clinton lægger op til aldeles håbløs politik. Begge har f.eks. argumenteret, at USA’s handelsaftaler (NAFTA, WTO-aftaler osv.) bør genforhandles, og begge har påstået, at handel med Kina og Mexico koster arbejdspladser i USA. Begge lægger også op til pro-business, men stærkt anti-market, reguleringer. Jillettes svar hviler på spørgsmålet, i hvor høj grad kandidatens eget parti er parat til at blokere de mest absurde dele af politikken når den skal gennem Kongressen.

Situationen opstår, fordi Clintons position så at sige er handlet af i det Demokratiske parti. Bernie Sanders har haft sin indflydelse, og har effektivt flyttet Clinton i en venstreorienteret og populistisk retning. Partiet har således fået en kandidat, hvis politiske linje dets repræsentanter og senatorer har ’committet’ sig til. Hvis Hilary Clinton bliver valgt til præsident, kan hun derfor regne med relativt lidt modstand i Kongressen, så længe den ikke domineres fuldstændigt af det andet parti. Med andre ord er det sandsynligt, at hun kommer til at være i stand til at gennemføre store dele af sin politik.

Det er i denne sammenhæng, at en potentiel præsident Trump har en fordel. Han er en afskyelig politiker og en absurd karikatur af et menneske, men han er sandsynligvis også den kandidat, der kan få klart mindst gennemført. En række relativt prominente samfundsforskere og intellektuelle har enten meldt sig ud af det Republikanske Parti eller trukket deres støtte til partiet fordi det har accepteret Trump som præsidentkandidat. Internt i partiledelsen har bl.a. Paul Ryan snoet sig for at undgå at erklære sin ubetingede støtte. Resultatet er, at det er ganske usandsynligt, at en kontroversiel og generelt afskyet kandidat som præsident vil få ubetinget – eller bare tydelig – støtte fra et flertal i sit parti.

Skal man bedømme en kandidat for konsekvenserne af hans eller hendes gennemførte politik, kan det dermed paradoksalt nok være, at Trump er den kandidat, de fleste danskere burde foretrække. Grunden er, meget kort opsummeret, at konsekvenserne er kvaliteten af den foreslåede politik gange sandsynligheden for at den gennemføres. Og måske er Trumps foreslåede politik, inklusive hans uforudsigelighed og hans fascination med autoritære regimer, en del ringere end Clintons. Men hvis chancerne er tilstrækkeligt gode for at Trumps politik bliver blokeret af repræsentanter for hans eget parti, er han kandidaten med den effektivt mindst ringe politik.

I anledning af Fidel Castros fødselsdag

Af Niels Westy, den 15. august 2016. Skriv et svar

I lørdags fyldte pensionisten Fidel Castro 90. I den anledning er der grund til at se på hvordan det går med hans lillebror og efterfølger, Raul Castro’s markedreformer, som angiveligt skulle øge vækst og velstand, samt tilpasse og opdatere Cuba til det 21. århundrede. Og det går ikke specielt godt. Derfor har jeg skrevet et mindre (og langt fra fuldstændigt) indlæg om reformerne i Cuba. Og før du klikker over på Americas.dk for at læse videre, kan jeg godt her afsløre, at der ikke er grund til at tro, at Cuba’s reformer vil gøre meget for at hjælpe på landets ringe økonomi og levestandard. Blandt andet fordi reformerne kun levner plads til en forkrøblet privat sektor i spændetrøje.

Læs videre på Americas.dk

Cuba's former President Fidel Castro, center right, attends a gala for his 90th birthday accompanied by his brother and current President Raul, center left, and Venezuela's President Nicolas Maduro, right, at the 'Karl Marx' theater in Havana, Cuba, Saturday, Aug. 13, 2016. (Ismael Francisco, Cubadebate via AP)

Cubas tidligere præsident Fidel Castro, fejrer 90 års fødselsdag sammen med Raul og Venezuelas præsident Nicolas Maduro, i Karl Marx teateret i Havana

Årsager og løsninger på høje boligpriser i de store byer

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2016. 11 svar

Den nybagte cand. merc. Mathias Falkenberg har skrevet nedenstående indlæg, hvor han giver en analyse af de store problemer i boligmarkedet i København og Aarhus.

De høje boligpriser og boligmangel i de store byer, som gør livet surt for tusindvis af unge studerende, lejere og andre tilflyttere, har stået på i så mange år, at man skulle tro, at der er tale om en uundgåelig tilstand, der ikke kan laves om på. Det ville da også være naivt at forvente en bedring i forholdene, hvis vi fortsætter med at lytte til forslag fra personer, som intet forsøg gør på enten at forstå eller forklare, hvad årsagen til problemerne er.

Fælles for stortset alle forslagene er, at staten skal spille en større rolle og sørge for at flere boliger bliver bygget – typisk med det ønske, at boligerne skal subsidieres af skatteyderne, så huslejen kan bringes ned til et niveau langt under markedsprisen. Men sjældent bliver der gjort overvejelser om retfærdigheden i, at det ofte bliver dem med de gode kontakter, der får adgang til boligerne, når andre ikke har mulighed for at konkurrere med dem på markedsvilkår ved at byde en højere pris.

Et andet eksempel er den lov, der giver kommunerne ret til at kræve, at 25 procent af nye lokalplaner skal være almene boliger. Kaldt for billig boligloven – som om, at det er givet, at det vil være resultatet. Det vil det ikke. Loven vil blot bidrage til at gøre byggeri til en endnu mere uattraktiv investering, end det er i forvejen. Så selv hvis flere almene boliger bliver bygget, så vil der blive færre af andre slags bygninger, herunder beboelse, som der også er efterspørgsel på.

Eftersom de fleste mennesker ikke har meget forstand på hvordan det frie marked fungerer, så er det forventeligt, at de hælder til statslige løsninger. For selvom de måske ikke ved meget mere om, hvordan det forholder sig, når staten træffer økonomiske beslutninger, så ved de trods alt, at staten har magt til at beskatte, subsidiere, forbyde og påbyde. I kombination med disse værktøjer, og en evne til at træffe overlegne moralske beslutninger, er de overbevist om, at de er i stand til at reallokere samfundets ressourcer til formål, som vil skabe et mere socialt optimalt udfald. Eller i hvert fald et mere socialt retfærdigt udfald – hvordan de end definerer det. Men selvfølgelig er det umuligt for dem at opnå mere viden, end aktørerne i markedet kollektivt besidder, for at træffe beslutninger, der er kompetente nok til at opnå dette udfald.

Sandheden er, at problemerne på det danske boligmarked ikke skyldes en mangel af statslige indgreb eller regulering – tværtimod. Det er allerede den sektor i økonomien med den strammeste regulering – måske lige med undtagelse af finanssektoren. Kigger man f.eks. ud over København er det tydeligt at se, at bygningsmassen ikke har været et resultat af et frit marked. Den ensartede højde på omkring seks etager skyldes ikke et tilfælde, men fordi der er restriktioner på, at det ikke være højere end dette. Der er dog kommet lempelser de senere år, men det er stadig ikke muligt at bygge høje beboelsesejendomme for at tilfredsstille efterspørgslen fra de tusindvis af mennesker, som ønsker at bo centralt.

Reguleringen af boligsektoren er et virvar af lovgivning, som kun de færreste personer i landet har det fulde kendskab til. Selvom der er gode intentioner bagved, så gør det i mange tilfælde mere skade end gavn, når byggeri bliver mere besværligt, mere restriktivt og dermed mere omkosteligt, end hvad ellers vil være tilfældet, og som i sidste ende er nødt til at blive dækket af den pris, der tilbydes til køberne og lejerne.

Men hvor det er huslejereguleringen, der er årsagen til manglen på markedet for lejeboliger, så er det restriktionen på bygningernes højde, og fredning af ”bevaringsværdige” historiske bygninger, som er den primære årsag til høje boligpriser i de store byer. Byggehøjderestriktionen forhindrer udbuddet i at følge med den kraftigt stigende efterspørgsel, når området i syv etagers højde og derover erklæres for lukket land. På steder hvor byggegrunden er meget dyr, kan det let resultere i en mangedobling af prisen per lejlighed, hvis der bygges lavt fremfor højt, når omkostningen fra grunden skal spredes ud på færre beboere.

Det er ikke et spørgsmål om fattigdom, at mange folk ikke kan få deres drøm opfyldt om at bo i København – men fordi byggehøjderestriktionen sætter en fysisk begrænsning på, hvor mange der er plads til. De høje priser, som er en reflektion af den virkelighed, er den mekanisme, som begrænser antallet af beboere i København ved at sortere de mennesker fra, der ikke kan eller er villige til at betale nok.

Det vil sandsynligvis være en øvelse i nyttesløshed at forsøge at overbevise danskerne om vigtigheden ved at respektere den private ejendomsret, da de fleste desværre har et meget afslappet forhold til den slags fundamentale frihedsrettigheder. I stedet bør man spørge det store antal af mennesker, der foretrækker, at København forbliver ubeskæmmet af højhuse og skyskrabere, hvorvidt de syntes det er værd at betale den store omkostning, der er ved at begrænse højden og bevare historiske bygninger. For det er ikke gratis at pålægge markedet den slags restriktioner – ligesom det ikke er gratis at indføre restriktioner på brugen af kul til elproduktion, eller på handel med udlandet.

Hvor mange milliarder af kroner i velstand, der går tabt ved misallokeringen af knappe ressourcer, som restriktionen skaber, er i sidste ende et empirisk spørgsmål. Hvad der kan svares på er, at denne omkostning ikke er båret ligeligt af alle – tværtimod. Det er indflytterne og lejerne, der betaler de høje priser for at kunne bo i de store byer. Boligejerne, derimod, har vundet ved, at værdien af deres ejendomme er steget eksplosivt. Denne ejendomsejende klasse af storbybeboere har altså både fornøjelsen af den tilsyneladende store lyksagelighed ved den lave bebyggelse, og de høje boligpriser. Det kan nok også tænkes, at de heller ikke begræder konsekvensen ved, at de lavere sociale klasser er blevet forvist til udkanten af de store byer, hvor priserne er lavere. Det er iøvrigt svært at se det moralske i, at en gruppe mennesker, som bliver pålægt en så stor del af omkostningen ved byggehøjderestriktionen, ikke har råd til at bo der, hvor de kan have glæde af den.

Hvad enten man mener, at byggehøjderestriktionen, og andre slags reguleringer af den art, er omkostningen værd eller ej, så er det vigtigt, at der kan opstå enighed om, at det er det dette, som er årsagen til de høje boligpriser i de store byer. For uanset hvor snedig udtænkt en regulering og statslig subsidiering, vi forsøger os med, så er lave bygninger og lave boligpriser ikke foreneligt i en storby, fordi det strider imod de økonomiske love om udbud og efterspørgsel.

Slutteligt er det også vigtigt at understrege, at deregulering på der her område bør være det sande liberale standpunkt, i stedet for, at vi fremstår usympatisk ved at hævde, at det ikke er en menneskeret at bo i København, og at de studerende skal holde op med at brokke sig.

Gæsteindlæg ved Ivan Kragh – myten om de stagnerende amerikanske lønninger

Af Niels Westy, den 10. august 2016. 3 svar

38npYRVGStud. polit. Ivan Kragh har skrevet nedenstående indlæg, hvor han tager fat på den ofte fremførte påstand om, at amerikanske lønninger trods stigende produktivitet, ikke er steget i årtier.

Ivan studerer til daglig cand. polit. og udsender løbende egne økonomiske analyser. De læsere der er på facebook opfordrer jeg derfor til at søge hans venskab. Ivan er også bidragsyder til “tank & tænk“, fra tænketanken Cepos, som jeg i et senere indlæg her på bloggen, vil præsentere nærmere.

Myten om de stagnerende amerikanske lønninger

Lønkvoten er stabil – også i USA

Der har længe været en diskussion om hvorvidt lønningerne i USA er stagneret i forhold til produktivitetsudviklingen. Herhjemme har blandt andet Kristian Weise (Direktør, CEVEA) givet udtryk for, at der er sket en ”Afkobling mellem produktivitet og løn i USA”. Kristian Weise påpeger at produktiviteten siden 1979 er steget 65 pct. mens lønningerne kun er steget 8 pct. I USA har præsidentkandidat Hillary Clinton også været på banen. I et opslag på Twitter har Clinton lagt en figur op med teksten: ”You’re working harder but your wages aren’t going up.”

I henhold til den økonomiske litteratur er det en grundlæggende forudsætning og resultat, at udviklingen i lønningerne over en årrække følger udviklingen i produktiviteten –  se bl. a. Finansministeriet,  Det Økonomiske Råd  samt Danmarks Statistik. Denne umiddelbare nære sammenhæng mellem løn- og produktivitetsudvikling bygger på antagelsen om, at en produktion, på lang sigt skabes ved en sammensætning af kapital, arbejdskraft samt et restled kaldet Totalfaktorproduktivitet.

Arbejdskraftens andel af produktionen (lønkvoten) er givet som lønnen gange antallet af arbejdere i forhold til den samlet produktion. Lønkvoten antages på sigt at være konstant, hvormed forholdet mellem aflønningen af arbejderne og kapital er konstant over tid. I USA har lønkvoten ligget stabilt omkring 55 pct. af BNP, fra 1940 og frem til 1970 var der en stigende tendens, mens der fra 1970 til 2014 var en faldende tendens i lønkvoten. Fra finanskrisens start i ’08 og frem til ’14 faldt lønkvoten fra 55 til 52 pct. af BNP – hvilket er et krisetegn. Jf. Figur 1

Også i Danmark har lønkvoten været stabil omkring 51,6 pct. af BNP. Afvigelserne fra det historiske gennemsnit kan overordnet forklares med udviklingen i konjunkturer. Der er dog ingen tvivl om, at lønkvoten ikke har nogen trend og dermed er en flad serie. Jf. Figur 2

fig 1 og 2

Misvisende lønbegreb skaber forvirring

To grundlæggende opgørelsesfejl har medført at visse økonomer og interesseorganisationer konkluderer, at stigningen i lønningerne ikke har fulgt udviklingen i produktiviteten. Den første fejl er, at fokusset udelukket har ligget på lønningerne og ikke den samlet aflønning. Når man udelukket kigger på den rene løn indregnes der f.eks. ikke frynsegoder og andre arbejdsgiverbetalte ydelser – så som pension, sygesikring og arbejdsløshedsforsikringer. Ved udelukket at kigge på lønnen fremgår det, at lønningerne ikke i samme grad har fulgt produktiviteten – ift. den samlet aflønning. Det er derfor vigtigt at sammenligne den samlet aflønning af ansatte og ikke blot lønningerne.

Den nominelle lønsum er i perioden 1930 til 2014 i gennemsnit steget med 6,5 pct., hvoraf stigningen i lønningerne har udgjort 5,5 pct. og arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger mv. har udgjort 1,0 pct. af stigningen.  Jf. Figur 3

Det at virksomhederne i stigende grad aflønner deres ansatte med andet end den rene løn, har medført at langt flere amerikanere har en sundhedsforsikring samt en pensionsopsparing. Disse arbejdsgiverbidrag steg primært i perioden 1950 til 1993, hvor de toppede første gang – fokusset herpå betød at arbejdsgiverbidrag steg fra at udgør 7 pct. i 1950 til i 1993 at udgør 20 pct. af den samlet aflønning. Jf. Figur 4

3 og 4

Den anden opgørelsesfejl er måden hvorpå den nominelle- produktion og aflønning af ansatte bliver opgjort i faste priser. Såfremt man bruger det samme fast-prisindeks ændres ikke det relative niveau, men i det de to serier har to forskellige prisindeks er de to serier ikke længere sammenlignelige. Typisk vil man opgøre BNP i faste priser ved at bruge prisindekset for BNP (BNP-deflatoren), men i det lønsummen ikke opgøres i faste priser, vil man være nød til at bruge et alternativt prisindeks. Den gængse måde at opgøre lønninger i faste priser, er ved at bruge forbrugerprisindekset. Forbrugerprisindekset har dog den indbygget fejl, at det ikke kun tager højde for priserne på lønningerne, men både produktionspriser og varer og tjenesteydelser – der ikke indgår i lønsummen. Såfremt man ønsker at sammenligne lønninger og produktivitet er man derfor nød til at lave sammenligningen i løbende priser.

Lønningerne følger produktivitetsudviklingen

Fra 1940 til 2014 har USA mangedoblet produktiviteten. Lønninger eller mere præcist lønsummen pr. beskæftiget lønmodtager er steget med omtrent den samme vækstrate som produktiviteten, såfremt man sammenligner løn og produktivitet i løbende priser. Jf. forrige afsnit

Mere præcist er produktiviteten i perioden 1940 til 2014 i gennemsnit steget med 5,4 pct., mens lønningerne i gennemsnit er steget med 5,2 pct. om året.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet har været en kilde til megen debat og uenighed – ikke kun på grund af dens afgørende betydning, men også på grund af spørgsmålene omkring hvordan løn og produktivitet opgøres samt hvordan man bedst muligt kan sammenligne opgørelserne.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet er vigtig fordi den er afgørende for hvilke levevilkår den arbejdende del af befolkningen har samt fordelingen mellem aflønning af arbejdskraften og kapital. Hvis lønningerne stiger i samme takt som produktiviteten vil lønkvoten forblive uændret.

Løn- og produktivitetsudviklingen har historisk set fulgt hinanden ganske tæt, i visse perioder er lønningerne steget mere end produktiviteten, hvormed konkurrenceevnen har været forringet. I andre perioder er produktiviteten steget mere end lønningerne hvormed konkurrenceevnen er blevet forbedret. Jf. Figur 5

Begyndelsestidspunktet har stor betydning for hvordan en sammenligning af to udviklinger ser ud. Det skyldes, at konjunktursituationen sætter sig i de efterfølgende datapunkter. Laver man en sammenligning med udgangspunkt i et år, hvor lønningerne er lavere og produktiviteten højere end normalt – vil dette sætte sig i de resterende punkter. Det er derfor vigtigt at korrigere for dette forhold. Det gøres bedst ved at tage udgangspunkt i gennemsnittet for serierne, for på den måde undgår man endepunkts-problematikken samt forskydning i niveauerne mellem lønninger og produktivitet. Man har dermed bedre mulighed for at undersøge og sammenligne vækstraterne i serierne.

Ændringer i produktiviteten har været efterfulgt af omtrent samme ændring i lønningerne. Set over perioden 1940 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 97,5 pct. af stigningen i produktiviteten. Dertil skal nævnes, at specielt perioden 2009 til 2014 trækker i en negativ retning, korrigere man for perioden 2009 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 99,3 pct. af stigningen i produktiviteten. Jf. Figur 6

5 og 6

 

Politisk tillid i hovedstaden og resten af landet

Af Christian Bjørnskov, den 6. august 2016. 6 svar

Den politiske tillid – målt ved gennemsnittet af folks tillid til Folketinget, politikerne og de politiske partier på en 0-10 skala i the European Social Survey – er faldet omtrent 10 % siden 2006. Der er ikke sket noget med vores tillid til hinanden, som vedblivende er en af de højeste i verden. I en vis forstand er den faldende politiske tillid derfor et udtryk for, at vi i faldende grad opfatter politikere som ’andre mennesker’. Det specielle er, at politikerne ikke synes at forstå, at tilliden til dem er svækket i så betydelig grad. De udviser ofte en holdning, hvor de synes at sige, at ’bare folk ville forstå indsigten / storheden / indsatsen i de vi lever’. Tillidsfaldet, som medierne skriver om, er således overdrevet og misforstået for dem.

Der kan dog være en delvis forklaring på den politiske frustration, udover den indlysende at politikere har anderledes og svagere ærlighedsnormer end resten af os: De har deres hverdag og derfor langt de fleste af deres umiddelbare, personlige erfaringer i København. En forklaring på den politiske misforståelse af tillidsfaldet kunne derfor i princippet være, at tillidsfaldet primært er sket udenfor hovedstaden.

Dén forklaring viser sig faktisk at være konsistent med de data, vi har. For hele landet var den politisk tillid 5,87 i 2006, 5,92 i 2008, 5,35 i 2010, 5,54 i 2012, og 5,30 i 2014 (det sidste år vi har data for). Det giver alt i alt et fald på 10 %. Fokuserer man på den politiske tillid i hovedstaden, er den omvendt kun faldet cirka 4 % siden 2006, hvor det primære fald skete fra 2008 til 2010. Det betyder logisk, at faldet i resten af landet må have været meget større for at give et samlet gennemsnit på 10 %.

Vi illustrerer udviklingen i figuren nedenfor, der viser den politisk tillid i de fire andre regioner relativt til tilliden i hovedstaden. Man skal derfor huske, at sammenligningsgrundlaget allerede er et fald på 4 %. Som figuren viser, var den politisk tillid i 2006 lidt højere i Midt- og Nordjylland, og lidt lavere i Syddanmark end i hovedstaden. Derefter er hovedstadsområdet ganske enkelt divergeret fra resten af landet, og hele resten af landet har oplevet et yderligere fald på 8 %. Med andre ord er den politiske tillid blevet svækket tre gange mere i Danmark vest for Valby bakke end i hovedstaden.

politisk tillid kbh resten

Spørgsmålet er, i hvor høj grad den store forskel mellem hovedstadsområdet og resten af landet kan forklare, hvorfor politikerne øjensynligt slet ikke reagerer på – eller forstår – det relativt store fald i politisk tillid. Dataene er naturligvis kun indikative, men ikke klar evidens i nogen egentlig forstand. Men den bredere historie passer også umiddelbart på udviklingen i Storbritannien – London versus resten af landet – USA, hvor Washington synes at leve i sin egen boble, og Frankrig, hvor Paris ofte udgør et ekstrem af politisk arrogance. Den giver også en mulig forklaring på, hvorfor 28 % af sønderjyderne og 26 % af sjællænderne udenfor hovedstaden stemte på Dansk Folkeparti. Der ligger således et helt forskningsprojekt og venter på en eller anden med interesse og tid. For nu må man nøjes med at gøre opmærksom på, at danske politikere er mere afskyede udenfor hovedstaden end hvor de de facto bor.

Vindere og tabere ved frihandel

Af Niels Westy, den 31. juli 2016. 5 svar

Protektionismen er på fremmarch. I USA går republikanernes præsidentkandidat til valg på en klar protektionistisk dagsorden og herhjemme mere end flirter man med protektionisme i nationalkonservative kredse.

I et indlæg i sidste uge, “Protektionisme er idiotisk, punktum“, gik Christian Bjørnskov i rette med den stigende protektionisme, vi ser i disse år. I modsætning til tidligere er det Ikke kun på den yderste venstrefløj (hvis forhold til den økonomiske videnskab altid har været på niveau med kreationisters forhold til biologi og evolutionslæren) man flirter med protektionistiske tiltag. Også på dele af det, som i daglig tale opfattes som “højrefløjen” dyrker man protektionisme og kritiserer hvad der omtales som den “liberale” økonomiske dagsorden. Vi ser det i USA, hvor både den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, og Bernie Sanders, der i sidste ende tabte nomineringen til Hillary Clinton hos demokraterne, har ført en meget protektionistisk kampagne.

At højrefløjen dyrker nationalistisk økonomisk politik og protektionisme er relativt nyt i vores del af verden. Det er historisk noget vi primært forbinder med med Sydeuropa og Latinamerika, hvor sammenblandingen af nationalisme og økonomi har en lang tradition. på tværs af den traditionelle politiske skala.

Når Morten Uhskov fra Dansk Samling således anbefaler protektionisme, er der tale om et markant brud med mere end 100 års (borgerlig) dansk tradition. At det netop er blandt nationalkonservative, som jo med særlig ildhu fremhæver kultur og det danske som helt centralt, man finder nogle af bannerførerne for nyprotektionismen er i sig selv lettere paradoksalt. Idehistorisk hører disse tanker til i Sydeuropa og Latinamerika. Hvis vi skal blive i den nationalt orienterede retorik kan man sige, at det er udansk, når man foreslår tiltag der er i direkte modstrid med både økonomisk videnskab og dansk handels- og økonomisk politik gennem mere end 100 år,. En økonomisk forståelse baseret på erkendelse at vi lever i en lille åben økonomi, hvis velstand i høj grad er skabt vi tilpasning til den internationale arbejdsdeling, adgang til verdensmarkedet og begrænset protektionisme.

Picking the loosers

Christians indlæg i sidste uge var en direkte kommentar til føromtalte Morten Uhrskovs udtalelser i Radio 24syv, hvor han foreslog at rejse beskyttende toldmure omkring sektorer som bruger ufaglært arbejdskraft, der alternativt kan flytte/har flyttet produktionen til f. eks. Kina.

I interviewet fremhævede Uhrskov at 80 procent af legetøj solgt i EU fremstilles i Kina. Jeg går ud fra at det også gælder f. eks. fremstilling af tøj og beklædningsenstande (der er den største enkeltpost på dansk import fra Kina). Mere om konsekvenserne af dette senere.

Strategi Morten Uhrskov anbefaler har betegnelse indenfor den økonomiske videnskab, nemlig “picking the loosers”, som er når man opstiller handelbarrierer eller subsidierer sektorer, der ikke længere er konkurrencedygtige.

Et oplagt eksempel i Europæisk sammenhæng er naturligvis den førte landbrugspolitik i EU, der hvert år koster borgerne i Europa tusindevis af kroner, eller som Christian og undertegnede skrev i en kronik i Berlingske Tidende for nu mere end 10 år siden;

“Hvis vi afskaffede landbrugsstøtten i Europa, ville det øge vores levestandard med et beløb
svarende til, at en gennemsnits husholdning fik udbetalt en ekstra månedsløn om året. “

Det gør den formentlig fortsat, selv om man har ændret hist og pist, og flyttet nogle af posterne ind under egnsudvikling. Og så havde vi slet ikke medtaget, at den førte landbrugspolitik svækkede – og svækker – væksten i andre dele af verden. En vækst som kunne øge efterspørgslen efter netop europæisk, og dermed også dansk fremstillede produkter.

Næsten komisk bliver det, når Uhrskov understreger, at det skam kun er overfor sektorer hvor man i stor udstrækning bruger ufaglært arbejdskraft, man skal indføre told og andre restriktioner og samtidig understreger at der skam fortsat skal være fri handel indenfor mere avancerede sektorer.

Han har tilsyneladende ikke overvejet hvorledes fattige lande skal få råd til at købe vores mere avancerede produkter, når  de ikke længere har mulighed for at sælge deres produkter til os.

Han har heller ikke overvejet, at hvis vi nægter at importere bestemte varer fra et andet land, er det ikke utænkeligt, at der hos dem vil være et indenlandsk pres for at de gør det samme i forhold til sektorer, hvor de ikke er konkurrencedygtige.

Den problemstilling illustreres fint af de mere end 10 års forhandlinger mellem EU og  Mercosur. Mens landene i Mercosur ønsker adgang til at eksportere landbrugsvarer til Europa og EU gerne have adgang til at eksportere mere avancerede produkter til Mercosur, hr problemet været, at modparten ikke har ønsket dette. til skade for forbrugerne i både Mercosur og EU. Forbrugerne betaler mere produkterne end nødvendigt, og samtidig er det kunstigt attraktivt at investere i sektorer, som kun overlever på grund af politiske regulering og handelsbarrierer. Det skader i sidste ende både vækst og reallønsudvikling og dermed levestandarden for langt de fleste.

Eneste vindere er kapitalejerne i de beskyttede industrier og evt. de ansatte. Der er dog tale om en gevinst som alene sikres via et endnu større tab for andre – i dette tilfælde i høj grad de lavtlønnede.

Som økonom er det godt nok vanskeligt at forstå at nogen ligefrem foretrækker tiltag, der garanterer en lavere velstand end hvad man kunne have haft ved frihandel.

De fattigste forbrugere vinder mest ved frihandel

Måske er problemet at Morten Uhrskov (og andre nationalkonservative) kun tillægger økonomi ringe værdi og vi derfor taler forbi hinanden. For som Uhrskov skriver under overskriften “Er protektionisme vejen frem?”

Jeg ved godt, at mit forslag vil føre til mindre global velstand, men hvis jeg kan styrke sammenholdet blandt danskere, er jeg villig til at betale den pris. Det følger af mine forpligtelser overfor de dårligst stillede danskere, for hvem det er en ulykke ikke at være i arbejde.

Her ville det have været en fordel hvis Uhrskov  i sit blogindlæg på Jyllands-Posten, havde forholdt sig til et helt centralt afsnit i Christian Bjørnskovs kritik.

For som Christian skriver, overser Uhrskov ( og alle der er enige med ham), at folk med relativt lav indkomst har et andet forbrugsmønster end han selv. Grunden er, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske.

Man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. Således har lavtlønnede et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede – ofte i andre lande – end de med højere lønninger. Sidstnævnte har til gengæld et væsentligt højere forbrug af indenlandsk producerede serviceydelser, som i sagens natur ikke er udsat for samme grad af udenlandsk konkurrence, som landbrugsprodukter og forarbejdede varer. Heraf følger også, at det er de laveste indkomstgrupper, som rammes hårdest af den fortsatte protektionisme på landbrugsområdet i EU.

Som Christian gør opmærksom på, er konklusionen af ny forskning ved Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, “Measuring the unequal gains from trade“, at

“Larger expenditures in more tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”

Gevinsten på udvalgte indkomstdeciler i USA er illustreret ved nedenstående figur.

consumer_benefits_to_trade_by_income_share_usa_world_average_chartbuilder-1

Det fremgår meget tydeligt, at de laveste indkomster procentuelt har oplevet en langt højere gevinst end de højeste indkomster. En konsekvens af at lavindkomstgrupperne bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er er prisuelastisk – f.eks. fødevarer.

Derfor rammes de laveste indkomstgrupper væsentligt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Det er illustreret ved nedenstående grafer, som illustrerer de relative velfærdsgevinster ved et fald på 5 procent på handlede udenlandske varer.

gainsOmvendt forholder det sig naturligvis ved en stigning. Derfor vil omkostningerne ved Morten Uhrskovs forslag primært blive båret af forbrugerne med de laveste indkomster.

Maskinstormere og sammenhængskraft

Grundlæggende ligner Morten Uhrskov (og andre i det nationalkonservative landskab) argumentation da også til forveksling tidligere tiders maskinstormere. Det er de samme forestillinger og den samme frygt som de havde, som er bærende for den nye bølge af protektionisme.

Men måske er en central del af problemet også at Uhrskov blander tingene sammen. Således skriver han på sin blog, at

Anslået mellem 15 og 20 procent af danskerne har mere og mere vanskeligt ved at finde noget, der bare minder om varig beskæftigelse. Kvalifikationskravene på arbejdsmarkedet stiger, men det gør kvalifikationerne hos op imod en femtedel af danskerne ikke af den grund. Jeg er med på, at en del af miseren kan løses ved at sænke mindstelønnen mod skattelettelser, men jeg tvivler stærkt på, at det kan løse hele det meget alvorlige samfundsproblem, vi står overfor her.

Men er det virkeligt en konsekvens af frihandel og globalisering? For hvorledes vil Morten Uhrskov så forklare tilstedeværelsen af de over 100.000 udlændinge fra primært Østeuropa, som arbejder i Danmark? Det hænger ikke sammen. Hvis det skulle forholde sig som Morten Uhrskov siger, ville de arbejdspladser jo ikke findes.

Men det gør de. Og nej, den udenlandske arbejdskraft “tager ikke” danske arbejdspladser eller arbejder til “30 kroner i timen”. Langt de fleste arbejder til overenskomstmæssig løn og arbejdsgiverne kan ganske enkelt ikke skaffe dansk arbejdskraft. Noget kunne tyde på at forklaringen på den store andel på overførselsindkomst skal findes andet steds. Frihandel, EUs indre marked eller globaliseringen kan ikke forklare det. Og er hverken globalisering eller frihandel grund til den store andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alderm, der står udenfor arbejdsmarkedet, giver det absolut heller ingen mening at ville begrænse vores levestandard gennem protektionisme, for at

styrke den sociale sammenhængskraft i Danmark, (således) at taberkulturen i mange af de sociale boligbyggerier vil blive reduceret, forhåbentlig markant.

Det eneste som Morten Uhrskovs forslag vil medføre er so msagt, at vi alle bliver fattigere , og de der taber mest er forbrugerne med de laveste indkomster.

Som økonom giver forslag om øget protektionisme ganske enkelt ikke mening. Men måske giver det mening i den postfaktuelle kollektive fortælling, som dyrkes mere og mere på både venstre og højrefløjen.

Det er i det hele taget ofte vanskeligt at skelne mellem den traditionelle venstrefløjs og nationalkonservatives kritik af hvad de kalder “liberal” økonomi, men som de fleste økonomer nok blot vil kalde koncensus, baseret på mere end 200 års forskning, debat og ikke mindst empirisk data. Den peger klart på, at nogenlunde frie markedsøkonomier med udbredt fri handel, sikrer den bedste levestandard, ikke mindst for de med relativt få penge til rådighed.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan eksistere transitoriske  problemer, når arbejdspladser nedlægges (det synlige) og til nye opstår (de t usynlige). Svaret på denne udfordring er dog ikke protektionisme, men reformer som sikrer mere frie markeder og mindre regulering – ikke mere.

Derfor er topskatten så selvfinansierende at afskaffe

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. juli 2016. 5 svar

Det er næsten blevet et fast indslag i den politiske sommerferie at diskutere topskat. Denne sommer er der dog mere på spil, fordi der er lagt op til skatteforhandlinger i efteråret.

Desværre har vurderingen af den rent tekniske effekt af at ændre i topskatten det med at flyde sammen med den fordelingspolitiske diskussion. Modstanderne af at sænke topskatten er ofte også skeptikere over for, om der nu også kommer mest effekt ud af at sænke skatten i toppen. Og dertil kommer nok også en del oprigtig tvivl. Er topskatteyderne ikke i forvejen dem, der arbejder allermest? Vil de arbejde endnu mere, hvis skatten bliver sat ned?

For at forstå hvorfor topskatten har så høj en selvfinansieringsgrad kan det være nyttigt at se på en simpel formel. Godt nok har Stephen Hawkins sikkert ret i, at antallet at læsere halveres for hver formel, men denne formel er nu ganske illustrativ. Selvfinansieringsgraden kan (lidt forenklet) skrives sådan

sfg

Er selvfinansieringsgraden eksempelvis 0,5, betyder det, at det er 50 pct. selvfinansierende at nedsætte skatten. Som man kan se, afhænger selvfinansieringsgraden af fire størrelser. Marginalskatten (t), gennemsnitsindkomsten for dem der bliver ramt af skatten (Y), bundfradraget for skatten (F) og skattebasens elasticitet (e).

Ofte er fokus på skattebasens følsomhed over for adfærd, altså e. En del af adfærden er ændringer i arbejdsudbuddet – og deraf spørgsmålet, om topskatteyderne nu virkelig vil og kan arbejde så meget mere. Men elasticiteten indeholder alle adfærdsreaktioner, ikke bare den ugentlige arbejdstid. Det gælder også sådan adfærd som valg af et mere produktivt job og en mere produktiv uddannelse. Det gælder arbejdstiden over hele karriereforløbet – f.eks. om man trapper så hurtigt ned mod pensionen, om feriernes og orlovsperiodernes længde og tilskyndelsen til at blive hurtig færdig med studierne. Og så indeholder elasticiteten også effekten af skatteplanlægning (i den udstrækning den har vedvarende virkninger). Generelt er selve timeudbuddets følsomhed lavere hos højindkomst- end lavindkomster. Noget er der om, at man ikke kan blive ved at øge den ugentlige arbejdstid. Men den samlede elasticitet af skattepligtig indkomst – dvs. når man regner det hele med – ses derimod ofte at være voksende med indkomsten.

Når man ser på topskattens selvfinansieringsgrad er det dog ikke kun elasticiteten, som er vigtig. Man skal også se på de andre størrelser.

Som det ses af formlen ovenfor, vokser selvfinansieringsgraden med marginalskatten, t. Og netop for topskatteydere er marginalskatten høj – det følger af, at skattesystemet er progressivt. Alt inklusive er marginalskatten for topskatteydere 66,6 pct. Det betyder, at den første brøk i formlen ovenfor får værdien 2,0.

Men også den anden brøk er vigtig. Den viser forholdet mellem den gennemsnitslige topskatteyders samlede indkomst divideret med den del af indkomsten, som ligger over topskattegrænsen. Jo mindre andel af indkomsten, der ligger over grænsen, desto større bliver anden brøk. Topskatten er en progressiv skat og har derfor et stort bundfradrag. I år er bundgrænsen, F, for topskatten 467.300 kr. Den gennemsnitlige topskatteyders topskattegrundlag før bundfradrag – altså Y – er 695.912 kr. Det vil altså sige, at den anden brøk har værdien 3,0.

Det er frem for noget topskattens progression, som skubber selvfinansieringsgraden i vejret. Havde været topskatten været en helt flad skat, ville selvfinansieringsgraden kun have været en tredjedel så høj som nu.

Men hvor høj er topskattens selvfinansieringsgrad så? Her er formlen med værdierne for de to første brøker indsat:

sfg2

I modsætning til de to brøker, kender vi ikke e med sikkerhed. I ministeriernes beregningskonventioner anvendes en værdi på knap 0,1. Det medfører en selvfinansieringsgrad på omkring ½. Det bygger dog kun på det rene timearbejdsudbud og stammer i øvrigt fra en to årtier gammel undersøgelse. Der er imidlertid kommet en efterhånden ganske omfattende nyere empirisk litteratur til, som peger på en elasticitet af skattepligtig indkomst på 0,3 (se her for min gennemgang af den). Ved en elasticitet i den størrelsesorden er selvfinansieringsgraden 1,8.

En høj selvfinansieringsgrad er under alle omstændigheder et samfundsøkonomisk problem – uanset om det ikke er fuldt selvfinansierende at lette skatten. Mere herom i en senere blog.

Protektionisme er idiotisk – punktum

Af Christian Bjørnskov, den 27. juli 2016. 15 svar

Hvis nogen skulle være i tvivl, lever vi rent politisk i en post-faktuel verden. Niveauet i den politiske og normative debat er fortvivlende lavt, og det gælder ikke kun på Facebook og andre sociale medier. Når det drejer sig om, hvad folk uden at blinke er parate til at påstå, og ikke mindst hvad andre sluger råt, er vi tilbage i 1930erne. Det er ganske enkelt ingen grænser for, hvad folk kan slippe afsted med at præsentere som ’virkelighed’, bare en tilstrækkeligt stor gruppe af andre mennesker synes, at det ’føles rigtigt’. Til de fleste nationaløkonomers store frustration betyder det, at videnskabeligt stendøde idéer som protektionisme er tilbage som politisk gangbare forslag.

Forleden foreslog den nationalkonservative Morten Uhrskov – der vel at mærke er cand. mag. i samfundsfag – at man indfører ”protektionisme for produkter forarbejdet af især ufaglærte”. I Radio 24syv foreslog Uhrskov at man skulle beskytte arbejdspladser med ”lavt vidensindhold” for at skabe arbejdspladser for ufaglærte og således få ”større social stabilitet.” Han åbnede også op for at ”se på mindstelønnen” – dvs. fra politisk side at hæve mindstelønnen.

Det næsten fabelagtigt tåbelige i de økonomisk analfabetiske argumenter er, at den gruppe danskere, der sandsynligvis vil blive hårdest ramt, netop er relativt lavtlønnede ufaglærte. Uhrskovs fejl er, at han med Bastiats ord kun fokuserer på ’det man ser’ på trods af, at han er opmærksom på yderligere effekter. Hans argument (taget fra Facebook) er, at:

”Hvis man ønsker flere i arbejdsstyrken til at betale skat og ophøre med at modtage skatteyderbetalte overførsler, er det en vældig god idé. Den noget højere pris på en række varer kompenseres af en større produktion og derved et større skatteunderlag, der efter politisk valg kan bruges til skattelettelser og/eller velfærdsforbedringer.”

Han argumenter også for, at man bliver nødt til ”at indflage industriarbejdspladser for at skabe tilstrækkeligt mange arbejdspladser” for at beskytte en slags sammenhængskraft, som han mener, er truet.

Uhrskov tager fejl på en række punkter. For det første påstår han, at hvis man beskytter bestemte produkter – og det betyder her at man fra politisk side med told eller andre midler sørger for, at prisen i Danmark er væsentligt højere end i udlandet – vil det indebære flere arbejdspladser. Problemet er blot, at der ikke skabes mere værdi hvis man beskytter disse arbejdspladser. Grunden til at de forsvinder, er, at den danske arbejdskraft ikke længere er produktiv relativt til den udenlandske (endda inklusive transportomkostninger). Beskytter man dem, holder man derfor danske ressourcer bundet i uproduktive erhverv. Det betyder, som Uhrskov også ved, at danske forbrugere tvinges til at betale højere priser for varerne, og derfor må reducere deres forbrug af andre varer. Der forsvinder derfor arbejdspladser i andre erhverv i proportional takt med, at folks forbrugsvaner ændres.

Problem nummer to er, at han ligesom mange politikere tror på, at man med aktivistisk politik kan ’skabe arbejdspladser’. Baggrunden for ideen er, at der er arbejdsløshed, og man hopper derfor til konklusionen, at det må være fordi der mangler arbejdspladser. På ekstremt kort sigt kan det måske være sandt, men på bare lidt længere sigt er det rendyrket nonsens. Arbejdsløshed skyldes, at folk er mellem jobs (de søger), folk arbejder kun dele af året (sæson), og helt særligt at folk ikke har incitament til at tage de jobs, der rent faktisk er ledige eller ville være det, hvis strukturerne så anderledes ud (strukturel ledighed). Det eneste, man kan opnå med aktivistisk politik er, at flytte arbejdspladser hen til områder eller sektorer, der er politisk favorable. Med Bastiats udtryk ’ser’ man således de nye jobs, man overser at man har slået en masse gamle jobs ihjel. Og medmindre der sker noget nær et mirakel, er de nye, politisk favoriserede jobs, mindre produktive end de gamle. Man har med andre ord gjort Danmark fattigere.

Det sidste problem, Uhrskov overser, er at folk med relativt lave lønninger har et andet forbrugsmønster end han selv. Det skyldes, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske – man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. I stedet har de lavtlønnede pudsigt nok et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede, ofte i andre lande. Ny forskning af Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, der lige er udkommet i Quarterly Journal of Economics (gated her; tidligere version her), konkluder således at “Larger expenditures inmore tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”

Med andre ord: Fordi de relativt fattigere / lavtlønnede bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er noget, man ikke bare skærer ned på (f.eks. fødevarer), rammes de langt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Indfører man derfor protektionistiske tiltag på varer, der produceres af lavtlønnede ufaglærte – i et misforstået forsøg på at ’skabe arbejdspladser’ til dem – skaber man netto ingen arbejdspladser, man gør alle fattigere, og den gruppe, der rammes hårdest af tiltaget er – de lavtlønnede ufaglærte. Protektionisme er over alt og til alle tider tåbeligt, medmindre man er et politisk dyr, der kan score stemmer eller popularitet ved at narre andre til at tro noget andet.

Bedste danske nationaløkonomer 2016

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2016. Skriv et svar

Som mange læsere ved, er en af traditionerne her på stedet, at vi en gang om året diskutere, hvem der er de bedste danske nationaløkonomer – og hvordan man kan måle den slags. Pointen hvert år – uanset at mange kritikere jævnligt og meget konsistent overser den – er at det på ingen måde er et simpelt spørgsmål. Vi gør det derfor forskelligt fra år til år for at understrege to pointer: 1) Ethvert mål er udtryk for både kvalitet og publikationsstrategi; og 2) top og bund er stort set altid de samme uanset målet (læs tidligere år her, her, her, her, her og her).

Udgangspunktet for ethvert mål, vi har brugt over årene, er at man må dokumentere sine kvaliteter. Det er ikke nok, at man sidder hjemme og tænker store tanker, som man udgyder i Politiken eller skriver i en bog. Man bliver nødt til at præstere forskning publiceret i internationale, fagfællebedømte (peer-reviewed) tidsskrifter. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt. Årets liste omfatter således som altid kun folk, der bedriver primær forskning, der er genkendelig som nationaløkonomi. Årets ændring er dog, at vi i år stiller helt skarpt på folks nationaløkonomiske aktivitet.

Årets indeks består således af tre dele. Den første er IDEAS/REPEC ratingen af det bedste, snævert definerede economics tidsskrift, som man har publiceret i. Vi tager her logaritmen til 100 minus ratingen, da de er ratet med 1 som det potentielt bedste. For det andet inkluderer vi antallet af publicerede citationer per år siden man blev aktiv, og for det tredje citationer per artikel. Indekset i år er således konstrueret sådan, at det favoriserer økonomer, der er konstant aktive, snævert fokuserede i economics, og publicerer i højt rangerede journals.

Eksempelvis er min gode kollega Martin Paldam nummer 21 på årets liste ved at have 31 citationer per artikel og 46 per år siden han blev aktiv i 1975. Martins placering trækkes ned af, at den fineste economics journal, han har publiceret i, er European Economic Review, der har en score på 28.9. Martin ser således et eksempel på, at mere tværfaglig forskning (f.eks. hans arbejde med Peter Nannestad i British Journal of Political Science) ikke tæller med i år. Disse tre faktorer er normaliseret med deres gennemsnit og standardafvigelse, så de tæller helt ens, og vægtet sammen i et enkelt indeks. Resultatet er nedenstående liste over Top-20, som man naturligvis efterfølgende kan diskutere rimeligheden af.

Lasse Heje Pedersen (CBS) 3.99 Henrik Jensen (KU) 0.43
David Lando (CBS) 2.71 Claus Thustrup Kreiner (KU) 0.36
Keld Laursen (CBS) 1.98 Carl-Johan Dalgaard (KU) 0.26
Nicolai Foss (CBS) 1.25 Nabanita Datta Gupta (AU) 0.26
Morten Bennedsen (CBS) 1.22 Christian Schultz (KU) 0.19
Morten Lau (CBS) 1.20 Jakob Roland Munch (KU) 0.18
Steffen Andersen (CBS) 1.15 David Dreyer Lassen (KU) 0.09
Peter Norman Sørensen (KU) 0.79 Niels Westergård-Nielsen (CBS) 0.04
Christian Bjørnskov (AU) 0.64 Jesper Rangvid (CBS) -0.03
Henrik Hansen (KU) 0.57 Leif Danziger (AU) -0.05

 

Dead Wrong med Johan Norberg

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2016. Skriv et svar

Den fremragende Johan Norberg har i årevis, siden han udgav In Defense of Globalization for 13 år siden, været en af de bedste formidlere af værdien af økonomisk frihed. Han har på det sidste stået for en serie meget korte film – cirka halvandet minut hver – hvor han lægger en økonomisk misforståelse i graven (hattip: Cafe Hayek). Hele serien indtil videre kan nu ses hos Free to Choose TV. Norberg er varmt anbefalet for alle, men måske mest til interesserede, som lider under de sædvanlige myter om bagsiden ved ikke at have ’politisk kontrol’ med markeder og almindelige mennesker. Og skulle der sidde en gymnasielærer derude, som mangler inspiration, er der spandevis af den hos Norberg.

For dem, der stadig er skeptiske, er her Norberg om børnearbejde i fattige lande:

 

Grüsse aus Heidelberg 3: Spill-over velgørenhed

Af Christian Bjørnskov, den 19. juli 2016. Skriv et svar

En af de gode ting ved at bruge sin sommer i Heidelberg er, at universitetet er relativt velrenommeret og placeret næsten midt i Europa. Der sker derfor en masse rent fagligt hernede. Disse dage har det faglige input været ved en workshop om ”Geospatial Analysis of Disasters: Measuring Welfare Impacts of Emergency Relief.” Trods det noget tørre navn, er der spændende nyt.

Det mest spændende har været vores franske ven Pierre-Guillaume Méons papir om spill-over velgørenhed. Han har med Philip Verwimp studeret begivenheder efter katastrofen ved Pukkelpop-festivalen den 18. august 2011. Det særlige at studere er ikke begivenheden selv, hvor en pludselig og meget voldsom storm ramte de 60.000 deltagere slog fem mennesker ihjel og gjorde flere tusinde midlertidigt hjemløse. Det er derimod, at et konsortium af belgiske NGO’der kort forinden havde lanceret en kampagne, kendt i hele Belgien som 12-12 – nummeret på den konto, man kunne betale sine bidrag ind på. Kampagnen sigtede mod at samle ind til tørkekatastrofer i Østafrika, dvs. katastrofer meget langt fra Belgien.

Meón og Verwimp startede med spørgsmålet, om den lokale katastrofe, som tiltrak sig stor opmærksomhed pga. omfanget, men også det lokale respons – folk tog de hjemløse unge ind, bragte spontant mad, tæpper osv. og viste det bedste af flamsk samfund – presser bidragene til andre katastrofer ud. De fik fuld adgang til 12-12’s data på bidrag, inklusive hvilken dag de kom ind, hvor de kom fra, og hvor store de var. De har derfor en unik mulighed for at se, i hvor høj grad en lokal begivenhed påvirker folks respons til internationale begivenheder.

Og resultaterne er specielle: I Limburg omkring Hasselt, hvor festivalen foregår, steg bidragene til Østafrika cirka 20 procent i ugerne efter Pukkelpop-katastrofen. Reaktionen er fokuseret i de første uger efter begivenheden, og var centrerede omkring Limburg. De flamske medier skrev intensivt om Pukkelpop umiddelbart efter, men som alle nyheder forsvandt også denne relativt hurtigt.

Det elegante i Meón og Verwimps papir er, at de meget præcist kan identificere, hvor meget ekstra folk giver. Med andre ord kan de vise præcist, hvor meget en katastrofe i ens baghave påvirker ens empati med folk langt væk. De kan vise dette ved at se, hvor meget folk gav ekstra relativt til hvor meget der blev giver i ugerne før Pukkelpop, og relativt til hvor langt væk fra Hasselt, folk bor.

Det giver fem euro ekstra, i forhold til hvad folk ellers giver og i forhold til at man bor tæt på. De kan også vise, at det ikke er fordi flere mennesker giver, men fordi dem, der ville give i forvejen, giver mere. Og de kan med deres data vise, at det er almindelige mennesker, der giver mere – det typiske bidrag stiger med cirka fem euro – og ikke enkelte, der giver meget mere.

Enkelte læsere kan måske mene, at dagens post er rent statistisk nørderi. Jeg er ikke enig, af den enkelte grund at Mëon og Verwimp meget elegant og overraskende præcis ikke blot viser, at der ikke nødvendigvis er konkurrence om velgørenhedseuroerne, men også kan demonstrere, hvem der giver mere og hvor man giver mere. Er man interesseret i denne type aktivitet, lærer man meget mere af et enkelt eksempel på denne måde.

Tillykke og tak, Boeing

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2016. Skriv et svar

Det er sjældent man siger tillykke til en virksomhed, og endnu sjældnere at man siger tak. Men jeg har alligevel tænkt mig at gøre det, fordi Boeing fylder 100 år i dag. Grunden er, at virksomheden på mange måder repræsenterer udviklingen af den moderne verden. Der er der næppe mange, der tænker over, når de sætter sig i et af Lufthansas B737-fly til Frankfurt eller en B787 med Norwegian til New York. Så denne dag er anledning til at minde læserne om det.

SK0711

Ældre fly så meget anderledes ud, men det første fly med lave vinger, bygget af aluminium i en semimonocoque-konstruktion og landingsgear, der kunne trækkes op i en hjulbrønd, var Boeings 247-model i 1933. Det første, der havde den trykkabine vi alle tager for givet i dag, var B307 Stratocruiser. Under anden verdenskrig fløj modellen under det militære kendetegn C75, som en af de få med nok rækkevide, særligt gods og personale over Atlanten. I de kommende år producerede Boeing mere end 12.000 eksemplarer af bombeflyet B17, kendt af mange ældre danskere fra samme tid som ’Den Flyvende Fæstning’, og knap 4000 B29 ’Superfortress’-fly.

Det er dog primært tre civile fly, som Boeing har præget verden med: 707, 737 og 747. Boeings famøse 707-model var på mange måder det fly, der sammen med Douglas DC8, indvarslede ’the jet age’ – den forsvundne tid hvor man ikke længere skulle være rig for at flyve på ferie. Flyet var med en kapacitet op til 150 passagerer og en normal flyvetid fra New York til London på 6½ time et stort skridt fremad i både komfort, sikkerhed og økonomi. Det var de mere end 1000 707’er og 550 DC8, der gjorde det muligt at sælge billetter, som almindelige mennesker kunne betale.

Det, folk som oftest glemmer, er dog historien bag udviklingen af både B707 og den endnu større revolution med Jumboen, B747. Begge gange var projekterne så store og krævede så meget ny udvikling, at Boeing ganske enkelt satte virksomhedens eksistens på spil. Med B707, der kom på markedet i 1958, havde Boeing erfaringer at række på fra udviklingen af B47-bombeflyet, men sidst i 60erne havde ingen forsøgt at bygge et så stort fly, som Jumboen. Den udløsende idé kom fra Pan Ams præsident Juan Trippe, som ville have Boeing til at bygge et meget større fly end tidligere. Trippe havde indset, at det burde være muligt at få lagt bedre økonomi i et noget større fly, men tænkte i retning af et normal-størrelse fly i to etager. Joe Sutter skulle blive berømt for at lede det team i Seattle, der udviklede giganten og fik tilnavnet ’The Incredibles’, men måtte først overbevise Trippe om, at de to etager ikke var en god idé. I stedet udviklede han det, der i dag kaldes ’wide-body’ flyet – et langt bredere fly, hvor folk ikke blot sidder komfortabelt ved siden af hinanden, men som alligevel kan tømmes for passagerer i løbet af få minutter.

Pan Am bestilte 25 stk., men Boeing vidste, at der skulle sælges langt flere for at det kunne betale sig. Selskabets ledelse satsede på det tidspunkt på et supersonisk fly, der skulle konkurrere med den europæiske Concorde – alle regnede med, at overlydstransport var fremtiden – og planlagde derfor Jumboen som et fly, der i fremtiden primært skulle flyve fragt. Derfor har 747-modellen den karakteristiske pukkel af en overetage, hvor cockpittet er. Med cockpittet placeret over kabinen, kan man nemlig nemt og hurtigt laste fragt gennem næsen af flyet.

Der er i skrivende stund bygget godt 1500 B747, og flyet er blevet synonymt med massetransport. Men det var aldrig blevet bygget, hvis ikke Boeings ledelse havde været parat til at satse hele forretningen på en helt banebrydende innovation. På samme måde ledte Boeing tilfældigvis udviklingen af profitabel og billig flytransport på kortere afstande med udviklingen af B737, som de fleste læsere sikkert har fløjet i. Flyet, der ligesom Jumboen er i tredje generation, har solgt over 9000 og er stadig et af de mest driftssikre og profitable fly, der findes. I de senere år har Boeing også været en pioner i både internationalt samarbejde – mange dele på bl.a. B777 produceres andre steder i verden – og brugen af kompositmaterialer i B787.

Man kan altid argumentere for, at andre på et eller andet tidspunkt nok havde fundet på lignende ting. Jeg er dog taknemmelig for, at der har været en virksomhed, hvis ledelse og medarbejdere har været villige til at risikere så meget, og investere så hårdt, i at bringe verden videre. Nok har de gjort det for at tjene penge, men konsekvenserne har været tydelige for alle – de er en del af den moderne verden, vi tager for givet. I 2014 fløj jeg for eksempel knap 70.000 kilometer i Boeing-fly, og jeg kan ikke påstå, a jeg nød hver af dem. Men irritationen var altid over underholdning, der ikke virkede, forsinkelser pga. andre fly, og mad der enten var trist eller uspiselige. Det var aldrig flyet, der var problemet. En gang imellem kan man godt stoppe op i sin hverdag og overveje, om man har grund til at være taknemmelig. Det har jeg gjort i dag og ja, jeg er taknemmelig. Fra punditokraterne og mig personligt lyder der derfor et stort tak, og tillykke med de 100!

Medier rundt omkring i verden har noteret begivenheden. The Telegraph og Flying Magazine bringer hver deres en billedserie af Boeing-fly, BBC har sammensat en lille hyldestvideo, og Flight Global har sat en fem-siders rapport sammen om virksomheden. Også i den tysktalende del af verden fejrer man begivenheden: Der Spiegel (og her), die Zeit, Stern og die Welt har rapportager med billeder.

Man skyder da fængselsbetjente, gør man ikke?

Af Niels Westy, den 13. juli 2016. 14 svar

Tirsdag aften blev en fængselsbetjent skudt flere gange i benet ifølge bl.a. JyllandsPosten, der også kan berette, at en af landets mere betydende bandegrupperinger, Loyal to Familia, menes at stå bag overfaldet.

Den voldsomme episode kommer efter, at trusler og vold mod landets fængselsbetjente har været stigende gennem en årrække. Og godt nok udtaler landets justitsminister, Søren Pind, i anledning af det voldelige overfald, at ” Ikke under nogen omstændigheder vil jeg acceptere disse tilstande”. Men det kommer han desværre nok til alligevel.

En forventet udvikling

Svaret er hårdere straffe – hvilket egentlig er forståeligt nok, men det vil næppe grundlæggende ændre en udvikling som grundlæggende er drevet af den førte narkotikapolitik.

Logikken er ganske simpel:

Man tager et stk. illegalt marked med meget høj profit. Hvem vinder konkurrencen om dette marked?

De med de laveste priser og bedste kvalitet?

Nej, det gør naturligvis de som er mest brutale.

Der er således intet overraskende ved den udvikling som vi har oplevet gennem nogle årtier. Det eneste vi kan glæde os over er, at det trods alt ikke står lige så slemt til som I andre dele af verden. Men det er nu slemt nok. Denne gang blev der skudt mod benene. Næste gang er det måske en anden del af kroppen.

Og sådan vil det fortsætte indtil man erkender at den mest effektive bekæmpelse af organiseret kriminalitet er at fjerne bandernes profitmuligheder.

Det kan man i forbindelse med illegale rusmidler kun gøre gennem et (reguleret) legalt marked eller ekstremt hårde konsekvenser (og her menes virkeligt ekstremt hårde konsekvenser). Vi ved fra andre lande med langt hårdere straffe end Danmark, at dette ikke forhindrer hverken forbrug af illegale rusmidler (en forudsætning for salg) eller styrkelse af den organiserede kriminalitet.

Formentlig øger det reelt også brutaliteten.

Mere om (dårlig) regeringsførelse i EU

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2016. Skriv et svar

Vi skrev forleden om det særlige i folks tillid til nationale institutioner og til EU, og hvordan den relative tillid reflekterer forskellige befolkningers holdning til EU-integration. Dagens billede reflekterer det samme, men fra en lidt anden vinkel: Hvor meget korruption er der i et EU-land, og i hvor høj grad stoler de på EU-institutioner i stedet for landets egne. Spørgsmålet er særligt problematisk fordi lande, der er særligt villige til at overføre suverænitet og politiske beslutninger til Bruxelles, sandsynligvis også har større indflydelse på, hvad der faktisk gennemføres og implementeres.

Figuren nedenfor demonstrerer sammenhængen mellem bestikkelse og korruptionsproblemer, målt med Transparency Internationals CPI (hvor 100 er helt uden bestikkelse), og den relative tillid til EU-institutioner. De røde markører er eks-kommunistiske medlemmer, de sorte er kandidatlande, de blå Vesteuropa, og af dem er de stribede lande, der tilhører den traditionelle liberale gruppe. Figuren demonstrerer relativt klart, sammenhængen fra forleden også gælder korruptionsproblemer. Den viser dog også, at den liberale gruppe, der klart foretrækker mindre regulering, mindre centralisering, og markante reformer af landbrugs- og handelspolitikken, ikke ligefrem er repræsentative for EU. Mens gennemsnitskorruptionen i gruppen er 77, er gennemsnittet for resten af EU 57 – dvs. hele 20 point værre.

eu korrupt relativ tillid

Det bekymrende kan således være, at de lande, der kan risikere at kendetegne en yderligere integrationsproces som Jean-Claude Juncker tydeligt har argumenteret for som det rigtige respons til Brexit, er dem med de mindst rene institutioner og politikere, og de ringeste hjemlige politikker. De er også de lande, der (som jeg viste i en artikel for nogle år siden) har de også de effektivt højeste tekniske handelsbarrierer. Går man i retning af yderligere centralisering af beslutninger i EU, er strukturen af de indflydelsesrige lande og deres traditioner foruroligende.

Friedman om euroen – hvor præcis kan man være?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2016. 1 svar

For 19 år siden, i august 1997, var Milton Friedman blevet bedt om sin vurdering af euro-projektet. Den 28. blev den udgivet hos Project Syndicate (hattip: Niclas Berggren). Friedmans tekst fik titlen ”The Euro: Monetary Unity to Political Disunity?”

I den korte artikel tog Friedman delvist udgangspunkt i teorien om optimale valutaområder. Han understregede, at en fælles valutakan være en god idé, afhængig af hvordan tilpasningsmekanismerne til økonomiske stød fungerer. USA har således relativt stor geografisk mobilitet og en befolkning, der for det meste taler samme sprog og deler samme information og begrebsverden. Der er også begrænsede forskelle på den økonomiske politik i de 50 stater, og de deler velfungerende vare- og arbejdsmarkeder uden grænser, ligesom der er fiskale udligningsmekanismer, der håndteres nogenlunde fornuftigt politisk.

Friedman påpegede derefter, at EU ser meget anderledes ud, med langt større regulering, stivere markeder, og meget begrænset mobilitet. Helt særligt så han, hvordan den politiske dynamik omkring euro-zonen ville virker. Som Friedman skrev dengang:

“The drive for the Euro has been motivated by politics not economics. The aim has been to link Germany and France so closely as to make a future European war impossible, and to set the stage for a federal United States of Europe.  I believe that adoption of the Euro would have the opposite effect. It would exacerbate political tensions by converting divergent shocks that could have been readily accommodated by exchange rate changes into divisive political issues. Political unity can pave the way for monetary unity. Monetary unity imposed under unfavorable conditions will prove a barrier to the achievement of political unity.”

Euroen var sandsynligvis tænkt som en made, at hjælpe historien på vej – på samme måde, men mindre voldeligt, som russiske marxister, der gennem erobringskrig i øst prøvede at hjælpe en historisk proces, som Marx og Lenin påstod var uafvendelig.  I den lille artikel og i andre medier pegede Friedman i retning af den udvikling, man ser for tiden med Brexit og EU-elitens reaktioner. Vågner toppen i Bruxelles ikke snart op af dens historisk-didaktiske drømme, kan flere forlade EU. Og dem, der først forlader unionen, er dem der mindst passer i en fransk-keynesiansk drøm om et politisk styret område, hvor det er grandiøse planer og politisk storhed, der kontrollerer hvem der får hvad, og ikke noget så snavset og kaotisk som frie markeder og konkurrence. Friedman så, at uden velfungerende markeder og konkurrence, river et fælles-politisk område sig selv i stykker – og det er de økonomisk selvhjulpne, der forlader skuden først.

Rige hovedstæder

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2016. Skriv et svar

I Danmark har vi gennem mange år haft den debat om forskellene i indtægter og levestandard i de større byer og resten af landet. Kommer man til København, og til en vis grad også Aarhus, er mange synligt rigere end i resten af landet. Det er også her, landets koncentration af Porscher, strandvejsvillaer og Botox-behandlinger ligger. Weekendens spørgsmål er, hvor stor denne forskel faktisk er, hvor stor den er i forhold til andre hovedstadsregioner i Europa, og hvor disse forskelle kan tænkes at komme fra.

Et først skridt er, at få konkrete tal på forskellene. Tager man Eurostats regionale BNP-tal på NUTS2-niveau – det er i Danmark de fem regioner – er hovedstadsregionen cirka 24 % rigere end resten af landet. Enhver københavner eller aarhusianer vil dog med det samme påpege, at de større byer også er dyrere: For værdien af min lejlighed på 55 kvadratmeter i Aarhus kunne jeg f.eks. købe et 130-kvadrameter byhus i Haderslev. Bruger man derfor Numbeos opgørelse af leveomkostninger i byer rundt omkring i verden, viser København sig at være cirka 6 % dyrere end resten af landet. Så reelt er den danske hovedstadsregion rundt regnet 18 % rigere end resten af landet.

Næste skridt i en minianalyse af spørgsmålet er, at sammenholde dette med resten af Europa. Laver man samme beregning for 25 hovedstadsregioner, får man figuren nedenfor. De sorte søjler er de ’rene’ tal på regionens gennemsnitsindkomst relativt til hele landets, mens de røde søjler er korrigeret for forskelle i leveomkostninger. Figuren omfatter også de tre regioner, der har lignende status som hovedstæder: Barcelona i Spanien, og München og Hamborg i Tyskland.

Indkomst i hovedstadsregion relativt til hele landet

Indkomst i hovedstadsregion relativt til hele landet

Sammenligningen viser, at København ikke er specielt rigere end resten af landet. Forskellen er ligesom Rom, Wien eller Oslo på de cirka 20 %. Berlin er, som de fleste har oplevet, faktisk ikke rigere end resten af Tyskland. Det samme gælder for Dublin og Amsterdam, mens Oslo kun umiddelbart ser lige ud. Tager man højde for de enorme omkostninger i f.eks. Kristianssand og Bergen, er Oslo faktisk en del rigere. I Tyskland peger sammenligningen også på, at det ikke er Berlin, men derimod Hamborg og München, der har en økonomisk hovedstadsstatus: Korrigeret for omkostningsforskelle er München cirka 30 % rigere end resten af Tyskland, mens Hamborg er hele 60 % rigere.

Det interessante, set fra en politisk-økonomisk vinkel, er at de virkelige store forskelle alle findes i Centraleuropa og stærkt centraliserede lande i vest. Både Bratislava og Bukarest er enorme 150 % rigere end resten af Slovakiet og Rumænien, og Prag – meget synligt for de mange danske turister – er 120 % rigere. Sofia, Warszawa og Budapest ligger også over gennemsnittet, ligesom Paris og Bruxelles – de centraliserede magtcentre for henholdsvis Frankrig og EU – ligner østeuropæiske hovedstadsregioner ved at være henh. 70 og 81 % rigere end omgivelserne. London, derimod, ser kun rent umiddelbart voldsomt rig ud, men som enhver, der kender byen ved, er den også voldsomt dyr at bo i. Uden omkostningskorrektion ser London 66 % rigere end resten af Storbritannien, mens en faktisk sammenligning peger på, at den priskorrigerede forskel kun er 27 %.

Hvor fører disse sammenligninger så hen – hvad er pointen? Min personlige interesse blev vakt af diskussionerne om Udkantsdanmark, forfordeling af København og hovedstadsbias, og hvor parallelle de er til de britiske diskussioner om London. Konkrete tal viser, at hovedstæderne er rigere end resten af landet, men fortæller intet om hvorfor. Det er et spørgsmål, man slås med i økonomisk geografi, men som i det store og hele har været ignoreret i politisk økonomi og public choice. Forskellen på de to vinkler er, at mens den første kigger efter naturlige økonomiske processer, der skaber de store indkomstforskelle vi ser – agglomeration, cluster-fordele osv. – ser den anden efter politiske processer, der skævvrider fordelingen af indkomster og økonomisk aktivitet. Og et hurtigt blik på forskellen på tværs af europæiske lande er i det mindste konsistent med en politisk-økonomisk forklaring hvor interventionistiske og centralistiske traditioner skaber langt rigere hovedstadsregioner, uanset af de også gør hele landet fattigere.

Relativ tillid til EU

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2016. 1 svar

Et af de store spørgsmål i EU-debatter burde være, hvorfor nogle personer og befolkninger er så begejstrede for yderligere suverænitetsafgivelse til EU, og for yderligere regulering og indgreb, end andre. En teori, jeg så præsenteret så langt tilbage som i 2003 da jeg var en grøn PhD-studerende, er at det handler om institutionernes kvalitet. Ideen er ganske simpel: Man foretrækker at have de facto magten – f.eks. indflydelsen over implementering af reguleringer osv. – placeret hos den myndighed, man har mest tiltro til. Ser man det fra den vinkel, er spørgsmålet om man helst så magten koncentreret hos EU eller det nationale parlament.

Plotter man forholdet mellem, hvor meget tillid befolkningen har til EU, relativt til dens tillid til det nationale parlament, får man billedet i figuren nedenfor (tallene er fra den seneste EuroBarometer-undersøgelse).  Det særlige er, hvilken holdning disse lande har til unionen og dens politiske retning. De røde søjler viser den relative tillid til EU i lande med en kommunistisk fortid, de sorte er resten, mens de stribede illustrerer en helt særlig gruppe i EU: Den liberale gruppe, der indtil fornylig kunne blokere forslag, der ellers kræver almindeligt flertal. Med andre ord illustrerer de stribede søjler den institutionelle tillid i det traditionelt blokerende mindretal.

relativ tillid til eu

Om end man naturligvis ikke kan tage den som endegyldig evidens, er mønsteret i figuren en klar indikation. Den stiller således flere spørgsmål. Er en del af skepsissen overfor EU-integration en simpel refleksion af, at man ikke stoler på institutioner i Sydeuropa? Skal man måske tænke en smule videre: Er de hjemlige, danske politikeres uforståenhed overfor danskernes (og briternes, tjekkernes og finnernes) manglende vilje til ’integration’, at de ikke forstår og deler danskernes mistillid til politikernes europæiske åndsfæller? Og når den politiske vægt ikke blot skifter væk fra en liberal linje med Storbritanniens exit, men også ødelægger det traditionelle, liberale mindretals mulighed for vetoer, hvad afholder da sydeuropæiske ledere fra at tage EU i en retning, der flytter langt mere suverænitet til Bruxelles?