Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

EU-kendskab og -skepsis

Af Christian Bjørnskov, den 3. juli 2016. 2 svar

VoxEurop skrev forleden om nye data fra EuroBarometer, der kan bruges til at måle folks kendskab til EU (hattip: Nonicoc). Dataene er interessante, men VoxEurop går videre. EuroBarometer-undersøgelsen viser nemlig, at briterne i gennemsnit er dem, der svarer mest forkert på spørgsmål om deres kendskab til EU. Folkene hos VoxEurop indikerer således, at det er uvidenhed, der fik briterne til at stemme for en exit. Man har kunnet se lignende holdninger hos mange andre, inklusive danske debattører fra Malene Wind til Mogens Lykketoft: Folk er skeptiske, fordi de ikke ved nok om EU.

Jeg er til enhver tid skeptisk overfor argumenter fra en selvforstået politisk elite, der går på at de har de ’rigtige’ indsigter, mens skeptikere bare er uvidende. Figuren nedenfor er derfor resultatet af at sammenholde det gennemsnitlige kendskab til EU til EU (skala fra 0-100) fra den nye EuroBarometer-undersøgelse med data fra Lord Ashcrofts survey fra januar (læs her). X-aksen er kendskabet til EU, mens y-aksen er hvor mange, der var positive i Ashcroft-surveyen minus hvor mange, der var negative overfor EU. Danmark er markeret med en sort prik.

eu kendskab plus

Man skal naturligvis altid notere sig, at det sagtens kan være sådan, at folk med mere kendskab er mere positive end dem med mindre indenfor et givet land – eller måske omvendt – men som et første indtryk fortæller figuren i det mindste en ting: At set på befolkningsniveau, er der ingen klar sammenhæng mellem kendskab og holdninger på tværs af de 28 lande. Så måske kommer skepsissen fra noget andet? Måske endda fra noget så banalt som forskellige holdninger til, hvad EU skal og ikke skal udvikle sig til?

Grüsse aus Heidelberg 2: Best for Britain

Af Christian Bjørnskov, den 29. juni 2016. 6 svar

Forleden skrev vi om, hvad man kan forestille sig, der sker efter Brexit. Enkelte kommentatorer drømmer stadig om, at briterne alligevel snor sig udenom vælgerne og forbliver i EU. Det er dog næppe sandsynligt, da det vil være den sikre vælgerdød for en række fremtrædende politikere. Enhver diskussion om konsekvenserne af Brexit må starte med, at Storbritannien rent faktisk forlader EU. Som vi skrev i weekenden, og som Thomas Barnebeck også bevægede sig hen mod at sige i Deadline mandag aften, afhænger en ganske væsentlig del af konsekvensen af, hvad briterne selv vælger at gøre. Dagens overvejelser fra det sydtyske handler derfor om, hvad det bedst britiske respons kan være.

I det spørgsmål er jeg helt på linje med Alberto Mingardi og den glimrende Emily Skarbek, hvis anbefaling er simpel: Frihandel, frihandel, frihandel. En ensidig britisk politikretning til frihandel, eller en status meget tæt på ikke at have handelsbarrierer overfor resten af verden, vil først og fremmest være stærkt gavnlig rent økonomisk. Det er en anbefaling, som noget i retning af 95 % af verdens økonomer kan skrive under på – vi er uenige om mange andre ting, men de gavnlige virkninger af handel er bestemt ikke en af dem – og det er et område, hvor briterne har stolte traditioner. Omvendt er det et af de ømmeste punkter for EU. Nok er der formelt fri handel indenfor det indre marked, men udadtil er EU en af de største protektionistiske kræfter i verden. Tolddiskussioner i EU tager altid afsæt i et fransk, merkantilistisk verdenssyn, og selv internt har flere lande svært ved at lade være med at fifle med tekniske handelshindringer.

Man må derfor spørge, hvor store chancer et frihandelsforslag har i Storbritannien? Svaret er, at det i høj grad kommer an på, hvordan det bliver håndteret, men flere elementer taler for. Først og fremmest har landet stolte traditioner – det er ikke tilfældigt, at det var Adam Smith og senere David Ricardo, der først beskrev de utvetydigt positive virkninger af frihandel. Den første globaliseringsbølge blev også skudt i gang af briternes ’Repeal of the Corn Laws’, dvs. deres ophævelse af toldbarrierer på landbrugsvarer fra 1846. For det andet vil et frihandelsforslag demonstrere ’politisk vilje’ og mod, hvilket der i den grad mangler i både britisk og fælleseuropæisk håndtering af Brexit-beskeden. Det kan således have en politisk logik, uanset hvad de normalt principløse politikere ellers mener, ved at være en vælgervindende strategi. For det tredje kan et ryk mod ensidig frihandel i den særlige situation efter Brexit være lettere end ellers. Enhver handelsliberalisering er normalt modarbejdet af stærke særinteresser, og der findes en del industri i Storbritannien, der kunne have interesse i at bibeholde høje barrierer. Men i den særlige situation i det urolige kølvand på Brexit, er alle den slags særinteresser svækkede.

På EU-siden er der grund til bekymring. Pressemødet i mandags afslørede en Francois Hollande, der sammen med Italiens Matteo Renzi er klar til at tage teten i unionen. Og der er absolut ingen grund til at tvivle på, hvad de vil: Med Storbritannien af vejen – og det kan åbenbart ikke gå hurtigt nok for dem – er noget af vejen ryddet for langt mere regulering og den hede, sydeuropæiske drøm om en fiskal union. Sidste hindring for den synes at være den tyske forfatningsdomstol.

Kan en britisk frihandelsposition da forhindre det? Måske ikke, men hvis briterne demonstrerer en vilje til at bevæge sig den vej, der også er målet for den liberale gruppe i EU – Holland, Danmark, Sverige, Finland, Estland og til dels Tyskland og Tjekkiet – vil uroen internt blive væsentligt større. Der ligger således en mulig demonstrationseffekt af en britisk frihandelsreform, og muligvis også en skammevirking i og med at det vil gøre det endnu mere klart, hvor stor en fallit EU har spillet på handels- og landbrugsområdet. Og hvis de store lande virkelig tager det alvorligt, at andre lande kunne forlade unionen, er en britisk demonstration af liberal politik en faktisk trussel.

Er alle disse ideelle overvejelser blot det, englænderne kalder a pie in the sky? Ja, det er de muligvis. Grunden til at være pessimist er ikke mindst, at der ingen grænser er for politikeres inkompetence og villighed til at føre deres lande mod afgrunden, blot de giver dem popularitet og genvalg. Men hvis ingen diskuterer mulighederne for at føre fornuftig politik, sker der aldrig noget godt på den front. Og en ensidig frihandelspolitik vil uden tvivl være Best for Britain.

En lynguide til konsekvenserne af Brexit

Af Christian Bjørnskov, den 26. juni 2016. 3 svar

I torsdags valgt et flertal på 1,3 millioner briter at de ønsker at melde sig ud af EU. De europæiske medier har derfor været oversvømmede af påstande og holdninger til, hvad der nu vil ske i Storbritannien såvel som på kontinentet. Allerede før afstemningen var særligt de britiske medier fyldt af dommedagsscenarier fra ’Remain’-kampagnen, og populistisk-nationalistisk jingoism fra ’Leave’-siden. Debatten har været karakteriseret af masser af meninger, men uden at journalisternes og kommentatorernes basale antagelser er blevet gjort klare. Ofte virker det endda som om, de ikke har gjort det klart for dem selv, før de fløj til tasterne. Ens normative holdning til EU – enten dets ’idé’ eller dets praksis – har øjensynligt bestemt, hvad man valgte at påstå.

Uanset hvad man ellers mener om unionen, hviler enhver analyse og ethvert forecast af konsekvenserne på antagelser om, hvordan de politiske parter håndterer en udmelding. Med andre ord afhænger alt af, hvordan det politiske respons kommer til at se ud i Storbritannien og i EU. Man kan derfor sætte en slags 2*2 matrix op for konsekvenserne, alt efter hvordan de to aktører reagerer: Reagerer EU liberalt eller illiberalt, og reagerer Storbritannien liberalt eller illiberalt.

Fra EU’s side kan man forestille sig tre basale typer negative respons: 1) Hævn, 2) trusler; og 3) politisk ’lettelse’. Den første mulighed er den mest tåbelige, set fra et objektivt synspunkt, men man skal aldrig ignorere, hvor irrationelle politikere kan være, eller hvor irrationelt de kan synes at opføre sig, fordi de tror deres vælgere belønner det. Der er derfor en lille, men reel mulighed for at EU’s respons bliver et fornærmet ”hvis I ikke vil være med i vores grandiose projekt, vil vi ikke have noget at gøre med jer.” Dette respons vil føre til barrierer overfor samkvem med Storbritannien, og en nægtelse af en nogenlunde rimelig samhandels- og samarbejdsaftale med unionen.

Den anden mulighed er umiddelbart meget mere sandsynlig. Den ligner nummer 1, men har en ganske anden baggrund. EU-projektet er nemlig designet med én og kun én retning: Stadigt tættere integration. Det er derfor, at der ikke eksisterer procedurer for, hvordan et land forlader unionen, eller for den sags skyld, hvordan man forlader eurozonen. Det er ganske enkelt ikke meningen, at det skal kunne lade sig gøre. EU-eliten har således en stærk interesse i, at det ikke sker mere. Der kan derfor være en meget stærk politisk interesse i, at gøre det så dyrt som muligt for briterne at forlade EU. Rationalet er, at hvis andre lande ser, hvor dyrt det er og hvor dårligt, man bliver behandlet i det tilfælde, vil det virke afskrækkende på andre befolkninger, der måtte overveje at forlade unionen. Mulighed nummer 2 er med andre ord politisk rationel, fordi den ændrer de næste potentielle exit-landes cost-benefit-overvejelser ved at hæve omkostningerne ved et exit.

Det tredje mulige respons er direkte relateret til Ottos post forleden her på stedet. Otto understreger, ligesom jeg selv tidligere har gjort i Børsen, at en række afgørelser i Rådet kan tænkes at falde anderledes ud uden briterne. Reglen er, at et mindretal på mindst fire lande og mindst 35 pct. af unionens befolkning, kan blokere enhver beslutning, der ikke kræver enstemmighed. Danmark hører ofte til dette mindretal, der har langt mere liberale politiske præferencer end resten af EU. Uden briterne er det traditionelle ’blocking minority’ ikke længere stort nok til at blokere. Den ændrede politiske situation kan derfor føre til politisk ’lettelse’ i de mindre liberale dele af EU – man er lettede over, at briterne nu ikke længere kan blokere for langt mere regulering, protektionisme, overførsler sydpå osv. Brexit kan derfor åbne en ladeport for elendig, fælleseuropæisk politik i en fransk/sydeuropæisk tradition.

Omvendt kan et EU-flertal også vælge en pragmatiske og økonomisk gavnlig retning. Problemet med alle tre respons ovenfor er nemlig, at de på blot mellemlangt sigt vil gøre EU-landene markant fattigere. Rejser man handels- og investeringsbarrierer mod Storbritannien, kan det have meget umiddelbare og stærkt negative konsekvenser i bl.a. Frankrig og Tyskland. Cirka 6 % (4,5 %) af Frankrigs eksport (import), 8 % (5 %) af Tysklands eksport (import), og 9 % (6 %) af Hollands eksport (import) går til Storbritannien. En mere håndfast måde at eksemplificere de økonomiske bånd er at notere, at en ganske stor del af motorerne i tyske BMW-biler bliver produceret i England. Det samme gælder for Ford og Opel, ligesom briterne leverer en meget lang række andre komponenter til tysk, fransk og hollandsk industri. Handelsbarrierer overfor briterne vil have direkte konsekvenser for disse EU-virksomheder, og spørgsmålet er, om konsekvenserne er værre for kontinentet end for briterne. De helt umiddelbare reaktioner kan måske tyde på det. Mens danske og tyske medier skrev vidt om et 4-5 % fald på børsen i London, var de umiddelbare fald noget større i bl.a. Frankfurt og Paris. Det er også sigende, at mens pundet er faldet i værdi ift. dollaren, er euroen faldet sammen med pundet. Et økonomisk rationelt respons vil derfor være, hurtigt at forhandle en frihandelsaftale med briterne, der f.eks. ligner den schweiziske.

På den britiske side er det tydeligt, at aviser som den konservative The Telegraph, der har støttet et Brexit, regner med at uafhængig britisk politik vil bevæge sig i en mere liberal retning. Men det er blot en af de to muligheder. Mens Labour med valget af Jeremy Corbyn har taget et stort skridt mod den ekstreme venstrefløj, og dermed væk fra egentlig politisk indflydelse, er der stærkt populistiske kræfter på midten af britisk politik. UKIP og dets leder Nigel Farage bliver ofte beskrevet som stærkt højreorienterede, men i både økonomisk politik, handel og immigrationsforhold er partiet lige så oldsocialdemokratisk som Front National, FPÖ eller Dansk Folkeparti.

Uafhængigheden fra EU betyder derfor, at briterne står i et politisk vadested. Hvis de populistiske kræfter får overhånd, bliver britisk politik næppe mere liberal og den britiske økonomi næppe mere åbent overfor handel og investeringer med resten af verden. Og man kan med nogen rimelighed forvente, at hvis EU reagerer ved at forsøge at fryse briterne ude, bliver det langt lettere for UKIP og andre at argumentere for, at interventionistisk og protektionistisk gengældelse er det rigtige svar. Holder Boris Johnson og det konservative parti hovedet koldt, er der gode muligheder for, at briterne politisk rykker i retning af den liberale, de selv grundlagde i den skotske oplysning. Et Storbritannien, der frigjort fra franske og italienske bånd bevæger sig mod mere frihandel, lettere og mere særinteressefrie reguleringer og mindre stat, er absolut at foretrække.

Idealet for alle almindelige europæere, og i særdeleshed for de liberale stater som Danmark, Finland og Holland, er et liberalt Storbritannien, der bibeholder en tydelig frihandelsaftale og helt generelt frie økonomiske bånd til EU, og uden gengældelsesaktioner fra unionen. Second best er et liberalt Storbritannien, som rider en politisk storm af fra Frankrig, Spanien og andre. De helt grimme scenarier er til enhver tid dem, hvor briterne også på et ’ideologisk’ plan forlader Nordeuropa. Hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.

EU efter Brexit/Bremain

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. juni 2016. 3 svar

I dag stemmer briterne. Frimarkedsliberale er stærkt delte. Nogle håber på et Storbritannien som et nyt Hongkong uden for EU med mere frihandel, mindre regulering og mere økonomisk vækst end muligt indenfor. Det kan da heller ikke teoretisk umuligt. Det er bare heller ikke sandsynligt. EU øver i dag et stærkt, men ret usynligt bolværk mod regulering og statsstøtte, som virksomheder og interessegrupper lobbyer for nationalt.  Uden det bolværk kan der sagtens komme mere regulering, også i UK. Og når man ser på, at modstanden mod fri bevægelighed er et af de Brexit-argumenter, som har gjort størst indtryk i den britiske debat, bliver den bekymring ikke mindre. Indstrømningen af bl.a. østeuropæisk arbejdskraft har været en stor fordel for briterne og deres økonomi.

EU uden UK bliver mindre markedsliberalt

Men hvor efterlader afstemningen os andre?

Hvis briterne forlader EU, vil medianvælgeren rykke i mindre markedsliberal retning. Nu træffes beslutningerne i EU jo ikke med almindeligt flertal, men effekten vil langt henad vejen være den samme. Stemmevægten i Det Europæiske Råd vil rykke i en uhensigtsmæssig retning. Det vil blive sværere at blokere for mere protektionistisk politik og lettere at blokere liberaliseringer. I dag kan et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Det er i dag den mest liberale blok. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Man kan desuden frygte, at de nationalistiske og illiberale strømninger i Østeuropa vil blive stærkere uden briterne som forbillede og ledestjerne i EU. Det gælder navnlig, hvis den frie bevægelighed bliver begrænset, og en større del af budgettet flyder sydover. Samtidig vil britisk udtræden styrke gruppen af Euro-lande mod gruppen af ikke-Eurolande, som i højere grad vil kunne komme til at tage imod diktat.

Ved en skillevej i EU?

Den britiske afstemning vil dog sandsynligvis kunne få indflydelse ikke bare på den politiske linje i EU, men den helt overordnede konstitutionelle udvikling i unionen. Vi står sandsynligvis ved en skillevej – ikke bare fremkaldt af den britiske afstemning, men af den dybe krise i EU. Og det rummer både muligheder og trusler.

De hænger til dels sammen med, at der i EU og måske navnlig herhjemme er utrolig begrænset fornemmelse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. Her er et par pointer, som jeg ser dem, hvis man tager udgangspunkt i indsigterne fra konstitutionel økonomi.

EU’s svage centralmagt er en fordel

Problemet i EU er ikke, at ”det er for svært at træffe beslutninger”, og egentlig heller ikke et ”demokratisk underskud”. Hvis politiske beslutninger skal være til gavn for alle, kræver det, at beslutninger er svære at træffe, sådan at et flertal ikke kan udnytte et mindretal – f.eks. omfordele fra mindretallet til flertallet. Institutionerne skal være robuste over for populistiske strømninger. Og decentralisering – dvs. national selvbestemmelse på det store flertal af områder, hvor EU ikke med fordel kan blande sig – kræver også stærke begrænsninger på centralmagten. Det indså allerede de amerikanske ”framers” bag forfatningen. Men realiteten er, at EU set ud fra konstitutionelt økonomisk perspektiv på mange måder er bedre og stærkere end den amerikanske føderalmagt – navnlig som den amerikanske er kommet til at udvikle sig på trods af de beskyttelsesmekanismer, som blev sat ind i forfatningen. Staterne i EU står meget stærkere end delstaterne i USA. EU beskæftiger sig med færre politiske emner, har et markant mindre budget og betydeligt færre magtmidler til sin rådighed. EU har intet militær, ingen selvstændige skatteindtægter af betydning og har dårlig nok en fælles valuta.

Det er alt sammen en ”feature, not a bug”. På kort sigt er der næppe den store risiko for, at EU’s magtbeføjelser bliver udvidet. Der er ikke folkelig opbakning i EU-landene til ”mere magt til Bruxelles”, men dagsordenen kan også blive solgt som ”mindre demokratisk underskud” og ”det skal være lettere at træffe beslutninger”.

”En stadig tættere union” bør ikke længere være motoren i EU’s konstitutionelle proces

En grundlæggende doktrin i EU-samarbejdet er Romtraktatens princip om ”en stadig tættere union”. Det var kompromisset mellem ønsket om Europas Forenede Stater og den manglende opbakning til at opgive nationalstaternes suverænitet. Så EF blev i stedet til et meget løsere samarbejde, men doktrinen er bygget dybt ind i EU’s institutioner, så bevægelsen gik i retning af forenede stater. I Danmark er der ikke megen forståelse for, at navnlig EU-domstolen ”politiserer” så meget, men det hænger grundlæggende sammen med, at den ser det som sit mandat at medvirke til en stadig tættere union.

Udover den manglende opbakning er problemet ved doktrinen om ”en stadig tættere union”, at den har ført til en meget hasarderet politik. En del føderalister har (haft?) den filosofi, at det ikke gør noget at søsætte politiske initiativer, som ikke er komplette, men tværtimod vil give anledning til kriser, hvis det blot driver os videre i retning af endnu mere union. Altså at f.eks. en ufuldstændig fælles valuta ikke gør noget, hvis det baner vejen for en bankunion og yderligere finanspolitisk koordinering. I Euroens tilfælde har det imidlertid været lige ved at vælte hele EU-konstruktionen – og faren er ikke drevet over endnu.

Det helt centrale spørgsmål er, om tiden ikke for længst er inde til et opgør med doktrinen om ”en stadig tættere union”. Der er stadig ikke opbakning til Europas Forenede Stater, og en indbygget drift i den retning vil uvægerligt give stadige spændinger som den, der har udløst den britiske afstemning. Der kan tværtimod være grund til at konsolidere de forfatningsmæssige bindinger på EU’s centralmagt.

EU’s naturlige opgaver er de få kollektive goder med passende skala

Udover at det skal være tilpas svært at træffe beslutninger, handler det også om, hvad EU’s naturlige opgaver skal være. Jeg er enig med Bill Niskanen i, at der er relativt få kollektive goder med en skala, så de bedst løses centralt på EU-niveau. Det drejer sig først og fremmest om det indre marked og de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, forbud mod statsstøtte, frihandelsaftaler med resten af verden og grænseoverskridende miljø- og klimaspørgsmål. Så længe landbruget får så store subsidier, kan det også være en fordel med fælles landbrugspolitik, men den bedste løsning vil være at indføre samme forbud mod støtte som for industrivarer.

Desværre er der en risiko for, at politikerne vil kaste sig over de opgaver, som ikke har med fælles kollektive goder at gøre, men kan anvendes til sædvanlig politisk dynamik med køb og salg af politisk støtte: Det vil sige åben eller skjult omfordeling via pengestrømme eller reguleringer.

Krisen i EU er så voldsom og har udviklet sig så hurtigt, at den konstitutionelle proces i EU bygget op om ”stadig tættere union” bør sendes til revision. Den britiske afstemning vil kun bidrage yderligere til det (uanset om det bliver ”remain” eller ”leave”).

Det kunne være godt, hvis EU-borgerne fik en bedre forståelse for, hvor styrkerne og svaghederne i deres nuværende union ligger.

 

Grüsse aus Heidelberg 1: Støtte til ideen om EU?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2016. Skriv et svar

Som enkelte af læserne måske ved, er jeg i juni og juli væk fra Danmark. Mens jeg normalt har hjemme i Aarhus, har jeg midlertidig sommerbase i år og næste år i Heidelberg, ligesom jeg opholder mig her en del tid i december i år og januar 2017. Opholdet er muligt pga. forskningsmidler fra universitetet i Heidelberg. Jeg er derfor en del af teamet omkring Axel Drehers Lehrstuhl, hvor vi dette semester har sat et kandidatkursus sammen om ’The Political Econoy of Development’.

Det særlige ved at slå sine folder midlertidigt i Sydtyskland er, at man bliver direkte udsat for mange nye input. Vi kører derfor denne sommer en lille serie indlæg med titlen ”Grüsse aus Heidelberg”, der fokuserer på netop disse input. Det første handler om folks syn på EU, og i særlig grad på synet på den grundlæggende idé om EU.

Som Foreign Policy skrev i går, har briterne altid været lunkne: ” Although the EU was not exactly popular with the majority of the British public, most of them appreciated the material advantages it offered, such as freedom to travel and the possibility of spending your retirement years in places where the sun shone and the living was easy.” Mit klare indtryk er, at danskerne deler denne holdning. Vi er tilfredse med de muligheder for handel – både for danske virksomheder og for vores egen personlige grænsehandel (fysisk eller over nettet) – og glade mobiliteten, dvs. at vi kan rejse rundt i Europa uden problemer. Men ligesom briterne, er danskerne generelt ikke begejstrede for selve idéen om en overstatslig konstruktion.

Det slog mig derfor, da jeg i går delte en kaffepause med Gerda Asmus og Angelika Müller – to PhD-studerende ved vores Lehrstuhl – at tyskernes syn på EU er ret anderledes. Gerda tog de sædvanlige forbehold, at vi som akademikere måske ikke har helt samme holdninger og forestillinger som de fleste, men var alligevel sikker i sin sag: Et klart flertal af tyskere støtter idéen om et EU som styrende, overstatsligt organ i Europa. Det samme er ret tydeligt tilfældet i Frankrig, mens der længere sydpå er støtte til den basale idé, men måske mest fordi der er så lidt tillid til disse landes egne politiske institutioner.

Det slående ved disse forskelle er, at de indebærer at vi slet ikke er enige om formålet med et europæisk samarbejde, og at de ofte forsvinder ud af debatten. Det er dog også en tanke, at et formål med EU som styrende, overstatsligt organ er det, der i sidste ende kan drive ikke blot Storbritannien, men flere lande ud af unionen. Den fundamentale idé bag øget frihandel og større mobilitet, om vi så taler om arbejdskraft, studerende eller turisme, er en idé om mindre politisk styring – at staten skal lade være med at stå i vejen for borgerne. Den grundlæggende idé bag EU-samarbejdet er på helt anderledes vis, at der skal mere politisk styring til, og at denne styring skal være fælleseuropæisk.

Har man en tradition for meget direkte styring af folks privatliv og af erhvervslivet er der intet særligt i EU-idéen. Den bliver blot et udtryk for et håb om, at bare gode folk kommer til – i dette tilfælde ikke i det nationale parlament (som sikkert har spillet fallit), men i et europæisk politisk system – kommer det til at gå bedre. Har man ikke denne tradition (læs: Storbritannien, Danmark, Finland…) er det ganske svært at argumentere kohærent for, at EU er en basalt god idé. Uden en enten socialistisk eller virkeligt gammeldags konservativ tradition bliver EU et dybt ufolkeligt projekt.

Om valg af gymnasium

Af Niels Westy, den 19. juni 2016. Skriv et svar

Vi har tidligere henvist til Jens Frederik Hansens blog – se her. Denne gang ser Jens Frederik på den ikke helt ukomplicerede proces, at vælge Gymnasium, når man er færdig med folkeskolen.

Som Jens Frederik skriver:

Det er et system, der indbyder til, at man tænker taktisk, og i den forbindelse betyder taktisk, at man søger ind på en mindre attraktiv skole, end den man helst ville på. Det er jo et virkelig godt udgangspunkt for en gymnasietid, at man må elske den skole, man får, fremfor at få den man elsker. Det er ellers en livserfaring, man helst først skulle have så sent i livet som muligt.

Læs mere på Jens Frederiks blog

De røde ledere og den brune mås

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2016. Skriv et svar

Med jævne mellemrum dukker der nyheder op fra Venezuela, og ingen af dem er positive. Som vi har skrevet om tidligere, og som interesserede har kunnet følge tæt på Americas, er landet nu i gang med en total økonomisk nedsmeltning. Selvom Hugo Chavez og hans efterfølger Nicolas Maduro begge har gjort hvad de kunne for at knægte landets frie medier, har det vist sig umuligt at styre nyhedsstrømmen ud af landet. Det samme er i stigende grad tilfældet i Cuba, hvor Obamas besøg for nogen tid siden både skabte opmærksomhed om cubanernes lidelser og gav dem en kort respit fra en grå tilværelse. Begge lande er i en miserabel tilstand, og ikke blot økonomisk. Det særlige ved de to historier er, hvordan de begge er så klare eksempler på, hvad der sker med et samfund, når man indfører faktisk socialisme.

Som Catos David Boaz mindede læserne om forleden, begyndte flere venezuelanske hoteller allerede sidste år at bede deres udenlandske gæster om at medbringe deres eget toiletpapir og sæbe. Boaz pegede på, at det er helt ækvivalent til hvad man lærte, da Sovjetunionen begyndte at åbne sig så meget op for resten af verden, at man kunne få faktuel viden om hvad der foregik. Sidst i 80erne, da Vesten først begyndte at få solid, verificerbar information, var der mangel på sæbe, vaskepulver og salt, og sukker var rationeret i Moskva. I en helt parallel udvikling i Venezuela skrev The Guardian – ikke ligefrem det mest liberale medie i den vestlige verden – i maj om, hvordan det er blevet del af den venezuelanske hverdag, at det er svært at finde mælk, kød og bønner i butikkerne (læs f.eks. her og her). I 2014 var historien mangel på mælk, majsmel og bleer, og året før var det store hit en app, der viste vej til nærmeste butik, der solgte toiletpapir. På det sidste er turen kommet til øl.

Fødevarefirmaet Polar har således måttet stoppe en væsentlig del af deres ølproduktion, fordi de ikke længere kan skaffe råvarer. Et særligt problem er, at malten købes hos et belgisk bryggeri, og Polar derfor har behov for udenlandsk valuta. Det er blevet et bureaukratisk mareridt pga. regimets byzantinske regler og kontrol med valutahandel. Polar har derfor meldt ud, at de må stoppe produktionen af øl. Præsident Maduros reaktion har været helt i tråd med, hvad man kender fra andre lignende regimer. Maduros fortælling om Venezuelas økonomiske genvordigheder hviler på konspirationsteori: Den officielle forklaring er således, at de tragiske mangelsituationer er en konsekvens af en økonomisk krig ført af oppositionen i samarbejde med USA. Maduro har derfor truet med, at firmaer der ligesom Polar stopper produktionen, deltager i den økonomiske krig mod ham og derfor risikerer at blive nationaliserede.

Problemet for Polar er, at selskabets normale fødevareproduktion overhovedet ikke er profitabel pga. et andet element af regeringens socialistiske politik: Omfattende priskontrol. Det har således i en årrække krydssubsidieret fødevarerne med indtægter fra ølsalget, for fortsat at kunne levere fødevarer til befolkningen. Polar står nu i en Kafkask situation, hvor de ikke kan få råvarer til at producere øl. Hvis de stopper med det, kan de ikke finansiere fortsat produktion af fødevarer, og så bliver de nationaliserede. Hvis de ikke stopper, går firmaet fallit, og så bliver det sandsynligvis nationaliseret. Hundredevis af andre venezuelanske firmaer er i samme situation, ligesom dusinvis af chilenske firmaer blev overtaget på lignende vis af det kommunistiske Allende-regime i starten af 70erne. Metoden har dybe, historiske rødder i den socialistiske verden. Lenin og Stalin nationaliserede og tvangskollektiviserede f.eks. størstedelen af det russiske landbrug ved at påstå, at ejerne var del af en økonomisk konspiration med udenlandske kræfter mod regimet.

Forsøgene på at styre økonomien fra centralt politisk hold er ødelæggende. Hvis man – rent teoretisk – skal styre en planøkonomi fra centralt hold, kræver det omfattende, detaljeret viden om specifikke forhold som produktivitet, efterspørgsel, umiddelbare omkostninger, sæsonfluktuationer og mange andre forhold ned på ikke blot vare-, men ressourceniveau. Som Ludwig von Mises demonstrerede allerede i 1920, skaber relative priser mellem varer og serviceydelser information om disse forhold i en fri markedsøkonomi. Informationskravene uden en fri prisdannelse er uoverstigelige, og selvom man kunne løse dem – ’moderne’ kommunister har ofte stor tiltro til computerkraft – ødelægger styringen ethvert privat incitament til innovation.

Alligevel er det påfaldende, hvor ekstremt dårligt, socialistiske regimer klarer sig på bestemte områder. Som titlen antyder, har socialistiske ledere meget specifikke problemer. Et af de særligt bemærkelsesværdige er, at mens det naturligvis kan være svært at forudsige efterspørgsel efter bestemte sæsonbetonede varer, er det forbløffende let at fremskrive behovet for toiletpapir. Selv en kommunistisk planøkonomi burde i princippet ikke have uoverstigelige problemer med at levere toiletpapir, medmindre der er usikre alternative produktionsformål, som papiret kan bruges til. Toiletpapir er heller ikke ligefrem en high-tech vare.

På trods af enkelheden er mangel på toiletpapir alligevel et gennemgående tema i de fleste socialistiske landes sociale virkelighed (se f.eks. her). Mange galgenhumoristiske vitser fra disse lande handler således om, hvorfor der trykkes som mange eksemplarer af Pravda, Granma, eller hvad det statssanktionerede medie nu engang hedder. Svaret er, at avisen da kan bruges til ét fornuftigt formål – at tørre sig bagi. Problemet med de brune måse, når butikkerne endnu engang er løbet tør for toiletpapir, demonstrerer på stinkende vis, hvor verdensfjerne, ligeglade og inkompetente, de fleste ’folkelige’ røde ledere faktisk er – og hvor elendigt, deres økonomiske system virker. For de tusinder af europæere, der er vokset op efter murens fald og med kun romantiseret misinformation om, hvad der faktisk foregik i Østeuropa, er den historie værd at gentage.

Liberalisering og recovery

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2016. 6 svar

En af de store debatter de senere år, der stadig splitter politikere og almindelige mennesker, er hvordan man bedst kommer ud af en krise. Med andre ord, hvilke slags politik er forbundet med hurtigere ’recovery’? I Danmark er det en helt særligt relevant debat, da vi ikke er ude af krisen endnu – danske økonomi står stille (læs f.eks. her). Så hvad kan dataene indikere for os?

Spørger man om sammenhængen mellem offentligt forbrug og recovery, møder man et slemt endogenitetsproblem: Fordi de automatiske stabilisatorer – dagpenge, kontanthjælp osv. – er en del af det offentliges totale forbrug, og de automatisk stiger når de går dårligt, kan man ikke på enkel vis sige noget om sammenhængen mellem de to. Det kan være, at stigende offentligt forbrug fører til langsom recovery, men vi ved også at langsom recovery helt generelt fører til større stabilisatorudgifter. Man må derfor se på noget andet.

Det gør vi i den nedenstående figur. Her er tre faktorer plukket ud af Fraser Instituttets EFW-data: Marginalskatter, graden af reguleringer af produktmarkeder (dvs. regulering af det private erhvervsliv), og omkostninger forbundet med at dokumentere, at importvarer overholder danske reguleringer. Den første fanger, om politikerne reagerer i skattepolitikken, den anden om man reagerer på krisen ved at regulere yderligere, og den sidste om en konsekvens af reguleringsændringerne fører til væsentligt tungere bureaukrati.

Søjler krise respons 7 til 14

Figuren omfatter 44 vestlige lande (minus katastrofelandet Grækenland), så hver søjle er gennemsnitsvæksten i real BNP per indbygger over perioden 2007-14 (fra Verdensbanken) på tværs af 22 lande under og over medianændringen i de tre faktorer. Den simple indikation fra figuren burde få flere politikkere til at tænke sig om en gang til, før de slipper kontrollen med deres reguleringsfetich. I lande, der overordnet har reageret på krisen ved at regulere disse områder mere – højere eller uændret marginalskat, flere og tungere reguleringer – har den totale vækst i perioden været cirka 1 %. I lande, der har reageret modsat og faktisk liberaliseret deres politik, har den gennemsnitlige vækst været 6 %. Hvilke lande er således bedst kommet ud af krisen? Svaret er, at det er dem, hvor staten er stået en smule mindre i vejen for befolkningen.

Et Europa i ”to hastigheder”

Af Christian Bjørnskov, den 13. juni 2016. 1 svar

Der har længe været talt om et EU i ”to hastigheder”, og ofte som et problematisk scenario. Med en mulig Brexit er diskussionerne taget til. Adskillige kommentatorer ser det således som overvejende sandsynligt, at EU vil udvikle sig i retning af to hastigheder, hvis briterne vælger at blive i unionen. Grunden er, at der ganske enkelt er for mange af de overstatslige løsninger, ikke mindst fælles EU-reguleringer, som er uspiselige for et flertal i Storbritannien. Man må derfor lave en løsning, hvor briterne – og andre – kan slutte sig til et EU med færre beslutninger taget i Bruxelles og en større rolle for nationalstaterne, mens resten (eller næsten resten) kan fortsætte ad vejen mod ”dybere integration”.

Selve frasen ”to hastigheder” indikerer, at de lande, der deltager i den yderligere integration, vil bevæge sig hurtigere end dem, der bliver udenfor. Tricket er, at folk uden at overveje det, ser hastighed som hastighed, dvs. som samme hastighed overalt. To hastigheder kan dog ganske hurtigt komme til at betyde noget helt andet.

Den måde, begrebet bruges korrekt, er netop at det angiver, at nogle lande vil udvikle sig mere og hurtigere i retning af en føderal stat med centraliserede beslutninger i Bruxelles og kun mindre beslutninger i de enkelte medlemslande eller regioner. Den ’hurtige’ hastighed er dermed en EU-venlig proces, hvor mere beslutningsmagt afgives til overstatslige myndigheder, og hvor man får stadigt mere ens – i EU-speak, harmoniserede – reguleringer og politikker. Den langsomme hastighed er situationen hvor kun en del af harmoniseringen implementeres, mens andre reguleringer og politikker forbliver hos nationalstaterne, eller hvor visse politikområder gives tilbage fra Bruxelles til København og andre hovedstæder.

Den uudtalte ide hos den mest EU-venlige fløj i debatten er således, at den hurtige hastighed i forhold til harmonisering også fører til en hurtig hastighed i den økonomiske udvikling. Det er netop her, jeg mener at kæden hopper af i de implicitte argumenter. Hvorfor tror man, at yderligere EU-integration ad den retning, den fælles politik har udviklet sig de sidste 10-15 år, er gavnlig for den økonomiske udvikling?

En simpel og grov, men praktisk, måde at vurdere spørgsmålet på, er at se på den økonomiske udvikling siden 2007 i tre grupper i Europa: Lande i eurozonen, EU-medlemmer udenfor euroen, og europæiske lande udenfor EU. Den akkumulerede BNP-vækst per indbygger (BNI-vækst per indbygger) i eurozonen var iflg. Verdensbanken -4.2 % (-3.3 %) i perioden, og -2.8 % (-1.9 %) uden Grækenland. EU-landene udenfor euroen voksede i gennemsnit 6,0 % (6.7 %), mens landene udenfor EU voksede 10.0 % (9.9 %). De mest integrerede europæiske lande voksede dermed langsomst efter krisen.

En anden måde at vurdere, hvorfor man skulle tro at yderligere integration i EU fører til mere udvikling – udover en politisk udvikling til gavn for en meget lille politisk elite – er at se på, hvilke slags reguleringer og lovgivning, der indføres eller harmoniseres. Udover den totale centralisering af pengepolitikken gennem euroen, tales der også meget og varmt om at give EU beskatningsbeføjelser. Frankrig og andre har også foreslået, at man harmoniserer bl.a. selskabsskatter og dele af afgiftsstrukturen, og vel at mærke ikke på et irsk niveau. Argumentet har som oftest været, at man vil undgå skattekonkurrence i EU, hvilket i praksis betyder, at lande med de højeste eller mest forvridende selskabsskatter og afgifter ønsker, at resten af EU hæver deres skatter og afgifter. Frankrig excellerede endda i hykleri for nogle år siden, da landet foreslog en fælleseuropæisk minimumsskat på indkomst.

Ser man med nogenlunde klare øjne på de politikforslag, der dukker op i Bruxelles, er de endda meget svært at finde et eneste, der med nogen sandsynlighed vil fremme en økonomisk udvikling. Ser man over et gennemsnit af præferencer for politik, er det også ret tydeligt, at ’kernelandene’ i EU – dvs. dem, der sandsynligvis ville deltage i den hurtige hastighed – er de samme som har en tradition og politisk præference for meget aktive, regulerende og tunge stater. Med andre ord er det politiske traditioner, der foretrækker begrænset økonomisk frihed og væsentlig politisk styring. Alle erfaringer fra eksempler og vækststudier de senere år peger på, at de traditioner er væksthæmmende. Så et EU i to hastigheder kan meget hurtigt blive til netop et EU i to hastigheder: En kerne, der integrerer sig mere og mere, og vokser langsomt, og en EU-periferi, der økonomisk løber fra kernen. Det er næppe det, de fleste politikkere har i tankerne, når de advarer om et Europa i to hastigheder.

Hvor demokratisk er Afrika egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juni 2016. 7 svar

I torsdags skrev vi om de særlige eksempler, man kan finde i de opdaterede data, som Martin Rode og jeg arbejder med for tiden. Men dataene, der er tilgængelige fra 1950 til 2015, kan naturligvis også bruges til at illustrere mere generelle trends. En af de mest omdiskuterede i mange år, har været hvordan det går med demokrati i Afrika.

Figuren nedenfor viser, hvor stor en andel af de nu 54 afrikanske lande er kategoriseret som ’rigtigt’ demokratiske. Svaret er 35 %, eller 19 af de 54, og selvom det ikke lyder af alverden, er det et væsentligt fremskridt i forhold til for bare 20 år siden. Ikke overraskende skete meget af udviklingen som direkte konsekvens af Sovjetunionens kollaps, da Østblokken ikke længere politisk og økonomisk kunne understøtte socialistiske diktaturer i Afrika. Figuren viser dog også, at de tidligere britiske kolonier helt generelt har været mere tilbøjelige til at blive demokratiske. Med den fredelige overdragelse af magten efter valget i september 2011 blev Zambia det ottende af de 16 lande med britisk kolonifortid, der er tydeligt demokratisk.

Afrika demokrati

Før nogen undrer sig, illustrerer figuren dog også en ganske interessant detalje. Ghana var den første koloni i Afrika, der blev uafhængig i 1957, men figuren viser hvordan omtrent 6 % – dvs. tre lande – faktisk var demokratiske før de blev uafhængige. Denne andel stiger endda en smule omkring 1960. Ghana fik faktisk frie og demokratiske valg, og en grad af selvstyre, allerede i 1951. Landet blev dermed på sin vis lige så demokratisk, som Færøerne er i dag. Denne umiddelbart mærkværdige situation er både spændende og generelt ignoreret i forskningen. Hvis læserne kender til forskning på området, hører vi meget gerne om det.

Hvor er de mest overraskende demokratier?

Af Christian Bjørnskov, den 9. juni 2016. Skriv et svar

Jeg har de seneste måneder brugt en del tid i samarbejde med min ven Martin Rode (Universidad de Navarra) på at samle en database over regimetyper og ledere. Dataene indgår både i vores fælles arbejde omkring demokratiseringer og regimeændringer (se f.eks. her) og i mit eget arbejde omkring kup og kupforsøg. Hvis man ikke lige stirrer sig blind på tallene, ser man ofte morsomme og interessante ting, mens man arbejder med dem. Dagens observation er ganske enkel den, at man faktisk ser stabilt demokratiske regimer, som er omgivet af autokratiske nabolande, ligesom man ser det modsatte. Så hvor er de mest overraskende af slagsen?

Mit bud, baseret på vores opdatering af demokratiindikatorerne i Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-database, peger på tre lande: Kenya, Mongoliet og São Tomé og Príncipe. Alle tre er kendetegnet ved at være fattige eller mellem-indkomst med PPP-justerede nationalindkomster på 3300, 12.500 og 3400 dollars (kilde: CIA World Factbook) og har været stabilt demokratiske i mindst ti år.

De deler også det, at alle deres geografiske nabolande er stabilt autokratiske, forstået på den måde at de alle er kategoriseret som udemokratiske i hele perioden 2005-2015. Deres nabolande er på andre måder bekymrende. For Kenya gælder det f.eks. Somalia og Sydsudan, for Mongoliet Rusland, og for São Tomé er det nærmeste fastland Gabon og Ækvatorialguinea. Sidst er de alle tidligere kolonier – Kenya som en del af Britisk Østafrika, São Tomé under portugiserne, og Mongoliet som en effektiv sovjetisk lydstat. Mens det kenyanske demokrati ikke altid er perfekt fredeligt, ligner politiske processer i Mongoliet og São Tomé dem vi kender fra vestlige lande. Det er med andre ord ganske imponerende, at demokratiet har slået så grundigt rod i de tre lande.

I den anden ende af skalaen viser de nye data ret klart tre lande, hvor autokratier overlever på trods af, at de er næsten helt omgivet af demokratier: Montenegro, Singapore og Cuba. Montenegro har de sidste ti år været omgivet af demokratier på alle sider, men præsident Filip Vujanović og premierminister Milo Đukanović har siddet tungt på magten siden før den officielle uafhængighed fra Serbien i 2006. Đukanović har således haft posten som enten premierminister eller præsident uafbrudt siden 1991. Historierne om statssanktioneret smugleri, manipulation med banker og indgroet rent-seeking mangler ikke i det ellers fabelagtigt smukke land, og indtil videre er det ikke lykkedes at vælte en magthaver.

I Cuba har det på meget anderledes vis været Castro-brødrenes kommunistiske jerngreb, der har holdt befolkningen udenfor en hvilken som helst indflydelse. Ingen ved præcist hvor mange politiske fanger, der sidder i landets fængsler, og selvom regimet har åbnet en smule op – Obama blev således modtaget tidligere i år og holdt ikke sin kritik tilbage – er der ingen tegn på, at den politiske elite og de cubanske militær har planer om at give magten fra sig. I mellemtiden er alle nabolandene, med undtagelse af Haiti, blevet stabilt og pænt demokratiske. Cubanerne kan, i det omfang de får information fra internet, tv eller undergrundspressen, blot følge med i, hvordan verden løber fra dem.

Sidst, men ikke mindst mærkeligt, har Singapore været ledt med stor, autokratisk dygtighed. Lee Kuan Yew definerede stilen i de tre årtier, han sad ved magten efter uafhængigheden, og efterfølgende leder har styret den lille bystat sammen med et parlament, der er nogenlunde demokratisk valgt, men uden megen formel magt. Singapore har således ikke fulgt Cubas voldsomt undertrykkende måde at bevare autokrati, og har heller ikke været udbyttende som Montenegros elite. I stedet har bystaten skabt et af verdens mest effektive embedsværk, retsvæsener og erhvervsklimaer. Resultatet har været en af verdens hurtigste vækstrater, så Singapore fra at have været en ret ubetydeligt, fattig knold med en havn i 1950erne er vokset til at være markant rigere end Danmark. Selvom der er en demokratibevægelse, som også blander sig i den offentlige debat, synes politiske rettigheder stadig at være lidt nede på listen over prioriterede emner blandt store dele af befolkningen.

Dagens post er således både en undren over, at visse lande kan bibeholde politiske institutioner, der slet ikke ligner nabolandenes, og en introduktion til, hvad man kan bruge denne type databaser til – man kan f.eks. notere sig, at alle de særligt stabile autokratier har ikke-militære ledere. Men posten er også en påmindelse til mange læsere, der måske i gymnasiet eller andre steder har lært, at tal er kolde og økonomer kun er interesseret i dem (og penge). For som eksemplerne viser, er der en historie bag hvert ’tal’, men man skal nogle gange have de hårde fakta – tallene – først før man opdager historierne.

IEC-studerende om dansk handelspotentiale

Af Christian Bjørnskov, den 7. juni 2016. Skriv et svar

En af de store fornøjelser som underviser på et universitet er at se studerende vokse med en opgave. Det får de dygtigste studerende på International Economic Consulting-linjen mulighed for hvert år når de følger kurset Applied Economic Consulting. Her simulerer underviserne en rigtig konsulentopgave med møder, sure klienter, umulige deadlines, og kolleger man ikke selv har valgt. Nogle år sker det med en rigtig konsulentopgave, hvilket var tilfældet i år. Årets case var givet af det Dansk-Tyske Handelskammer og handlede om, hvorvidt der er et uudnyttet eksportpotentiale for danske virksomheder i Sydtyskland.

Handelskammeret har været særligt tilfreds med den rapport, som Nikolaj Krog Knudsen, Thi Hong Nhung Nguyen, Gustav Ebler Johansen, Virginia Midari og Hannes Velt udarbejdede. Ifølge de studerendes beregninger ligger der et ganske stort potentiale til særligt Bayern og Baden-Württemberg. Ved at analysere, hvor meget man generelt handler med andre lande og regioner og sammenholde det med, hvor meget der faktisk eksporteres til Sydtyskland, kommer de frem til et potentiale i størrelsesordenen 1,8 mia. euro i eksport. Meget af potentialet ligger hos små og mellemstore virksomheder, der ikke ligesom de store har mulighed for, at indhente og aktivt behandle information fra nye markeder. De studerendes analyse viste således også, at Handelskammeret ikke er en primær informationskilde for disse virksomheder, noget de kalder en ”øjenåbner” og naturlig inspiration i kammerets videre arbejde.

Virginia+

Der er derfor også en dobbelt glæde forbundet med, at det Dansk-Tyske Handelskammer gav de studerende en mindre præmie for deres arbejde. Først er det den simple glæde ved at se dygtige studerende blomstre når de får muligheden, og for det andet er der glæden ved at vise, at vi ikke blot uddanner de unge til en plads i elfenbenstårnet. Når de er færdige hos os, har de faktisk lært noget brugbart. Hermed et tillykke til Nikolaj, Thi, Gustav, Virginia og Hannes.

Præsidentvalg i Peru

Af Niels Westy, den 5. juni 2016. Skriv et svar

Som det muligvis er nogle bekendt, skriver jeg ved siden af Punditokraterne også på bloggen på Americas.dk, der kun omhandler Latinamerika.

I anledning af dagens præsidentvalg i Peru, har jeg skrevet et mindre indlæg, hvor jeg ser på bl.a. udviklingen i BNP og den offentlige gæld. Det går godt i Peru, som i indeværende år forventes at vokse med ca. 4 procent målt på BNP.

Hemmeligheden bag denne succes er grundlæggende de (neoliberale) reformer man gennemførte i 1990erne, der har begrænset skiftende regeringers muligheder for at blande sig i markedet.

Læs mere på Americas.dk

Ulandshjælp og voldelige konflikter

Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2016. Skriv et svar

Jeg ankom til Heidelberg i tirsdags og har startet mit sommerophold hernede på universitetets Alfred Weber Institut med deltagelse i den årlige konference for udviklingsøkonomer i Tyskland. Programmet afsluttedes i aftes med en præsentation af Martin Gassebner (Uni Hannover), der sammen med Richard Bluhm, Paul Schaudt (begge Hannover) og Sarah Langlotz (Heidelberg) har spurgt om ulandshjælp påvirker graden af voldelige konflikter i fattige lande. Tidligere forskning har generelt ikke kunnet blive enig og vist indbyrdes modstridende resultater. Det teoretiske billede er også tvetydigt, da bistanden – hvis den virker efter hensigten – vil skabe udvikling og dermed gøre konflikter dyrere, men også giver flere midler at slås om adgangen til. Gassebner et al. skaber i deres konferencepapir ny empirisk klarhed over spørgsmålet med et nuanceret ja.

Nuancerne kommer fra at splitte konfliktniveauet i fire niveauer: 1) Hvis der ingen er; 2) hvis der er mellem 1 og 25 dødsfald i forbindelse med f.eks. demonstrationer mod regeringen; 3) hvis der er mellem 25 og 1000 dødsfald, dvs. svære konflikter; og 4) hvis der er decideret borgerkrig. De tidligere studier har ikke skelnet mellem samfund uden konflikter overhovedet, og samfund med svage konflikter (niveau 2). Gassebner et al. viser, at det gør en forskel.

I et meget avanceret empirisk set-up peger deres resultater på et billede, som Martin over en kop kaffe betegnede som ”noget som tilhængere og skeptikere begge burde kunne lide.” Ved at bruge samfund med svage konflikter som udgangspunkt, viser det sig nemlig, at 10 % mere ulandshjælp gør det cirka 2,8 % mere sandsynligt at de svage konflikter slutter, og samfundet bliver helt fredeligt. De samme 10 % ekstra hjælp øger dog også risikoen med 1,5 % for at de svage konflikter eskalerer til voldsomme konflikter, og øger risikoen for at de udarter sig borgerkrig med yderligere 1,5 %.

De tyske forskerholds studie peger derfor på, at hjælpen har en polariserende virkning på samfunds konfliktudvikling. I nogle tilfælde bruges hjælpen fornuftigt, eller giver i det mindste noget fredeligt at lave, og bidrager dermed til ro. I lige så mange andre tilfælde bidrager de ekstra midler simpelthen til at eskalere småkonflikter til virkeligt ødelæggende begivenheder. I sidste ende er læren, at det ikke betyder så meget, hvad vi gør, men mere hvordan hjælpen i sidste ende bruges i modtagerlandene. Vi har som donorer meget mindre kontrol over den, end de fleste politikere og andre går og tror.

Ekonomisk Debatt om boligmarkedet

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2016. Skriv et svar

Det nye nummer af det fremragende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt er på gaden i denne uge. Emnet i dette års temanummer er boligmarkedet – et emne der har speciel relevans for Danmark. Begge vores lande har nemlig udviklet nærmest byzantinske reguleringer og har voldsomme priser i de største byer.

Mens der er en række artikler – Harry Flam om hvorvidt Sverige har en boligboble, Mikael Elinder og Lovisa Persson om virkningerne af Sveriges 2008-reform og en diskussion udenfor temadelen af Fredrik Andersson og Lars Jonung om hvor stor gæld er acceptabel for Sverige – var højdepunktet for mig Roland Anderssons analytiske ’bøn’ om at liberalisere huslejerne. Som sædvanlig er hele tidsskriftet eminent læseværdigt og dygtigt redigeret, og af lige så stor relevans for danske som svenske diskussioner.

Uligheden i levealder falder – uanset hvordan det måles

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. maj 2016. 8 svar

”Uligheden i sundhed er stigende”. Det hævder Danmarks Radio i en ny realitybaseret TV-serie over fire afsnit. Men det passer ikke. Uligheden i sundhed – som traditionelt måles ved livslængder – er faldende. Det viser mine beregninger her. Ser man på, hvor gamle danskerne bliver, bliver forskellene mindre og mindre år for år.

Danmarks Radio refererede ikke dette resultat i seriens første afsnit, hvor påstanden om voksende ulighed derimod blev fremført gentagne gange. Men man inviterede mig dog i DR2 Deadline for at diskutere det sidste onsdag. Til diskussionen var også inviteret Henrik Brønnum-Hansen, som var medforfatter til en rapport fra AE-rådet til Sundhedsstyrelsen om ulighed i sundhed. Og som i en artikel forfattet sammen med FOAs formand, Dennis Kristensen, og AE-rådets Jes Vilhelmsen i Berlingske den 9.12.2015 flere gange hævder, at ”Al forskning i danskernes levealder har vist, at den sociale ulighed vokser” (se i øvrigt mit svar til artiklen her).

Debatten i DR2 Deadline blev desværre i høj grad præget af metodespørgsmål. Jeg tvivler på, at mange seere var klædt på til at følge med. De har sikkert opfattet det som noget nørdet. Studieværten brugte samtidig kræfterne på især at prøve at få DRs realityprogram af krogen.

Mine pointer i programmet var kort sagt tre:

  • At danskernes middellevealder er stigende. Vi bliver ældre og ældre.
  • At forskellene i livslængde er klart faldende.
  • At AE-rådets analyse lider under nogle metodeproblemer, som ikke gør den særlig egnet til at sige meget om årsagsforklaringerne på forskelle i dødelighed.

Henrik Brønnum-Hansens pointer var – så vidt jeg hørte dem:

  • At min analyse burde have brugt overlevelsestavler i stedet faktiske livslængder ved død.
  • At man skal passe på med at sammenligne grupper med forskellig alderssammensætning.
  • At min kritik af AE-rådets metode må skyldes, at jeg ikke har læst ham ordentligt.

Hovedargumentet imod min analyse var altså, at den bygger på faktiske levealdre og ikke på overlevelsestavler. Inden vi ser nærmere på argumentet, kan der imidlertid være grund til at slå én ting fast: Det ændrer ikke ved konklusionen. Også når man bruger overlevelsestavler, er uligheden faldende. Jeg har her beregnet GINI-koefficienten (for mænd) på grundlag af overlevelsestavler.

gini levealder overlevelsestavle

Som man kan se, er den klart faldende – ligesom for den faktiske levealder. Det understreger en anden pointe, nemlig at faldet i ulighed er ganske robust over for valg af metode og afgrænsninger. Her er i øvrigt tal for en række andre lande og langt tilbage i tid, også baseret på overlevelsestavler. Man ser samme mønster med faldende ulighed over tid, med kun Rusland som afvigende i nyere tid.

 

Hvilken metode bør man beregne GINI ud fra?

Men hvad er rigtigst at beregne GINI ud fra? Svaret er, at man kan regne på forskellige måder, og at de hver især illustrerer noget forskelligt. Der er grundlæggende tre måder:

  1. Beregn GINI for personer med samme fødselsår.
  2. Beregn GINI for personer med samme dødsår.
  3. Beregn GINI ud fra den gennemsnitlige dødelige for alle i et givent år.

Den første metode er måske enklest at fortolke. Vi begynder med en gruppe nyfødte og venter og ser, hvor gamle de bliver. Problemer er naturligvis, at det først kan gøres, når alle er døde. Vi kan altså ikke sige noget om årgange født efter begyndelsen af det tyvende århundrede. Problemet er også, at historiske dødeligheder vil komme til at veje tungt. Vi vil måle en del ulighed, som er fremkaldt f.eks. af dødfald under den spanske syge.

Den anden metode tager udgangspunkt i personer, som dør samme år. Her kan vi altså komme helt frem til nutiden. Metoden lægger vægten på sundhedstilstanden frem mod måleåret. Personer døde under den spanske syge er allerede døde og kommer ikke til at præge billedet. Vi vil dog ikke kunne fange de forhold omkring aktuel sundhedstilstand, som først sætter sig i dødeligheden ude i fremtiden. Men det vil altid være tilfældet, uanset hvordan vi bærer os ad. Metoden er – indrømmet – følsom overfor, at ikke alle fødselsårgange er lige store. Med voksende fødselstal vil unge komme til at veje lidt tungere end gamle. Men når vi ser på ændringerne i GINI over tid, er alle år præget af de unges overvægt.

Det bør måske bemærkes, at den traditionelle GINI-koefficient for indkomst og formue også er beregnet på baggrund af forskellig størrelse aldersgrupper og derfor er præget af samme fænomen. Der er ikke tale om noget nyt problem.

Den tredje metode tager udgangspunkt i, hvordan uligheden ville være, hvis alle generationer levede i slutåret*). GINI’en for året 1990 viser altså dødeligheden, som om alle nyfødte levede i 1990, alle teenagere levede i 1990, alle 40 årige leve i 1990…og så videre, indtil den ældste. En overlevelsestavle viser således, hvor mange af 100.000 nyfødte, der er tilbage efter ét år, to år og så videre, indtil alle er døde – men med udgangspunkt i samme års aldersbetingede overlevelsessandsynlighed. Der er tale om et hypotetisk regnestykke, fordi ingen lever hele livet i samme år. Det kan bestemt være interessant alligevel, ligesom det kan være interessant at se på GINI-koefficienten for hypotetiske livsindkomster. Men det kræver en del fortolkning at forstå. Det kommer til at afspejle sundhedstilstanden i opgørelsesåret, hvor faktiske menneskers levealder selvsagt er påvirket af sundhedstilstanden over livet. Og alligevel fanger den ikke ændringer i sundhedstilstanden i det enkelte år, når den ikke har nået at påvirke dødeligheden.

For de fleste lande uden adgang til de registerdata, vi har til rådighed i Danmark, er det rent praktisk ikke muligt at opgøre GINI på grundlag af andet end overlevelsestavler, altså efter den tredje metode.

Min første beregning af uligheden i levealder benytter den anden metode. Henrik Brønnum-Hansen talte for den tredje metode. De kan begge være af interesse. Og man kan ikke hævde, at den ene er rigtig, og den anden forkert. De har bare et lidt forskelligt perspektiv. Men bemærkelsesværdigt nok kommer de til samme konklusion: Nemlig at uligheden i levealder er faldende. Og det var faktisk præcis den påstand, debatten i Deadline var foranlediget af.

 

AE-rådets heterogenitetsproblemer

Men hvad med Henrik Brønnum-Hansens advarsel mod at sammenligne to grupper med uens alder. Den er jeg grundlæggende meget enig i. Desværre rammer den AE-rådets analyse som en boomerang. Rådets analyse er ikke en måling af den faktiske ulighed, men et forsøg på at forklare årsagerne til ulighed, og om de er blevet skærpet over tid.

Det er velkendt, at levealderen varierer med indkomsten. Det er der ikke diskussion om. AE-rådet hævder imidlertid, at den sociale ulighed er vokset. I rapporten til Sundhedsstyrelsen er den primære opdeling mellem faglærte og ufaglærte. Da middellevealderen vokser hurtigst for de faglærte, konkluderer den, at uligheden er vokset. Problemet er imidlertid, at man ikke får korrigeret for al anden heterogenitet end forskellen mellem uddannelse. Heller ikke selv om der bliver korrigeret for aldersforskelle via aldersbetinget dødelighed. Alene det faktum, at den samlede ulighed mellem alle individer som sagt falder, burde have fortalt forfatterne, at de manglede at gøre rede for andre forklarende variable. Det bliver ikke bedre af, at man også opdeler efter andre kriterier – f.eks. efter indkomsten opdelt i fire lige store grupper – og overalt finder mere ulighed.

Problemet med metoden er for det første, at man sammenligner grupper med forskellig sammensætning over tid. Man tager kun personer på 30 år eller mere med. Men den faldende dødelighed for de yngste – som reelt øger ligheden i sundhed – kommer dermed til at blive målt som stigende ulighed, fordi en række ”dårlige liv”, som tidligere døde, inden de fyldte 30 år, nu giver ulighed, når de f.eks. dør som 40-årige med lav uddannelse og lav indkomst. For det andet smider analysen indkomstvariation væk, når den sker inden for grupperne. Den eneste indkomstvariation, som indgår, er, om man tilhører den ene eller anden indkomstgruppe. For det tredje får man ikke sat de forklarende faktorer ind i en fælles multivariat model. Man slæber så at sige hele tiden rundt på ikke-håndteret heterogenitet. Endelig får analysen ikke afklaret kausalitetsretningen. I stedet for at f.eks. indkomstulighed driver ulighed i sundhed, forekommer det mig langt mere plausibelt, at ulighed i sundhed driver indkomstforskelle mere end før. Navnlig når man husker på pointen med, at de under 30-årige er smidt væk. I det hele taget forekommer det mig meget lidt plausibelt, at social ulighed i sig selv skulle være en væsentligt drivende kraft i ulighed i sundhed. Vi er med ganske få undtagelser – især narkomaner – ude over, at lav indkomst er årsag til underernæring eller sundhedsfarlige boligforhold. Måske dør der lidt ekstra med lave indkomster, fordi de har dårligere råd til trafiksikker transport, men i det store regnestykke må det være småting. Det tunge slid og arbejdsmiljøgifte er ved at være passé. Arbejdspladserne er mindre farlige. Og så fremdeles.

Ud over at årsagssammenhængen kan gå fra sundhed til indkomst, frem for den anden vej, er der også muligheden for en spuriøs sammenhæng: Nemlig at det er en tredje faktor, som driver både indkomst og sundhed. En god kandidat er, hvordan den enkelte vægter fremtiden i forhold til nutiden. En høj vægt på fremtiden kan tale for at vælge at uddanne sig og spare op, hvilket i gennemsnit vil resultere i højere indkomst. Det kan også tale for at vælge en sund livsstil. I begge tilfælde er der gevinster på langt sigt, men afsavn på kort sigt. Omvendt kan en høj vægt på nutiden tale for at foretage valg, som koster på det lange sigt – både med hensyn til indtægt og levealder.

 

*) Den anvendte overlevelsestavle er dog baseret på femårsperioder. Det vil sige, at dødeligheden måles, som om alle levede i et gennemsnitsår i femårsperioden.

 

HaH

IMF gør fortsat mere skade end gavn

Af Niels Westy, den 30. maj 2016. Skriv et svar

President Clinton and the International Monetary Fund have shifted into overdrive in their effort to save the economies of Indonesia, the Philippines, South Korea and Thailand–or, to be more accurate, to save the pocketbooks of international investors who could face a tide of defaults if these markets are not now shored up. But this must be the last time that the IMF acts in this capacity. If it is not, further bailouts, unprecedented in scope, will follow.

Sådan skrev George Shultz, William Simon og Walter Wriston i Wall Street Journal ( Who needs the IMF ) om fondens rolle i Asienkrisen tilbage i 1997-1998.

Som bekendt var det ikke sidste gang vi oplevede internationale finansielle kriser og lande med betalingsvanskeligheder. Blot 3 år senere opgav Argentina ved årsskiftet 2001/2002 at honorere sine internationale forpligtigelser og lod pesos flyde, efter IMF (endelig) havde opgivet at yde fortsat kredit.

Alle kriser har naturligvis deres særlige forløb, men et fællestræk synes at være, som Atish R. Ghosh, Jonathan D. Ostry og Mahvash S. Qureshi kommer frem til i “When Do Capital Inflow Surges End in Tears? ” fra maj nummeret af American Economic Review, at:

…….while changes in global conditions have an important bearing on crisis susceptibility, countries that allow the buildup of macroeconomic and financial vulnerabilities during boom times, and which receive mostly debt flows, are significantly more likely to see capital inflow surge episodes end in a financial crisis.

Ikke overraskende er risikoen for at en periode med kraftigt inflow af kapital ender i en finansiel krise i høj grad afhængig af den førte politik inden krisen.

IMF og neoliberale reformer

I en artikel af Jonathan D. Ostry, Prakash Loungani og Davide Furceri fra IMF, hvor man under overskriften “Neoliberalism: Oversold?” ser kritisk på dele af IMF’s traditionelle policy-forslag – først og fremmest deregulering af kapitalbevægelser og konsolidering af de offentlige finanser – har skabt en del furore de seneste dage.

På den ene side anerkender og understreger man, at den stigende internationale handel (frihandel) har “frelst” mio. af mennesker fra fatttigdom”. At direkte udenlandske investeringer ofte har indebåret overførsel af teknologi og know-how til udviklingsøkonomier, mens privatisering af statsejede virksomheder har indebåret kvalitetsforbedringer og mindsket presset på de offentlige finanser.

På den anden side mener man dog, at andre dele af den “neoliberale agenda” – frie kapitalbevægelser og konsolidering af de offentlige finanser – ikke har leveret som forventet. Som forfatterne skriver:

An assessment of these specific policies (rather than the broad neoliberal agenda) reaches three disquieting conclusions:

•The benefits in terms of increased growth seem fairly difficult to establish when looking at a broad group of countries.­

•The costs in terms of increased inequality are prominent. Such costs epitomize the trade-off between the growth and equity effects of some aspects of the neoliberal agenda.­

•Increased inequality in turn hurts the level and sustainability of growth. Even if growth is the sole or main purpose of the neoliberal agenda, advocates of that agenda still need to pay attention to the distributional effects.

I realiteten er der tale om en artikel, som i vid udstrækning opsummerer forfatternes egne konklusioner i tidligere analyser og arbejdspapirer, hvoraf vi her på bloggen har beskæftiget os med ikke mindst de som omhandler sammenhængen mellem vækst og indkomstfordeling.
Se bl.a. “IMF og ulighed (måske) III – empirisk fifleri” og “IMF om ulighed og vækst (måske)“.

Og som Christian Bjørnskov påpeger efter at have analyseret Ostry o. a. metode:

Problemet viser sig at være, at Ostry et al. ikke korrigerer for region-specifikke forskelle. Gør man det, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens ulighed i disponible indkomster ikke bare bliver insignifikant, men faktisk skifte fortegn. Målet for omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt. Hele resultatet er således kørt af tidsinvariante forskelle mellem regioner – Latinamerika er således kendetegnet af stor ulighed og massive politiske fejl, der holder det økonomisk tilbage.

Spørgsmålet er nok også, hvorvidt politikfejl ikke også er den væsentligste grund til de boom & bust episoder man har oplevet – og som “neoliberal” vil man også tilføje selve eksistensen af IMF.

Problemet er vist primært, som Milton Friedman på et tidspunkt påpegede, netop med tanke på IMF (efter Bretton-Woods sammenbrud):

“The IMF lost its only function and should have closed shop. But few things are so permanent as government agencies, including international agencies. ” “the IMF lost its only function and should have closed shop. But few things are so permanent as government agencies, including international agencies. “

Og hvis man skal svare på Ostry o. a. spørgsmål “Neoliberalism: Oversold?” så er spørgsmålet vel mere hvorvidt IMF og dets ageren ikke i sig selv netop er det modsatte af hvad “neoliberalisme” står for, hvis vi bruger det udtryk.

For som Milton Friedmans mangeårige faste medforfatter, Anna Schwartz, skrev i “Time to Terminate the ESF and the IMF“:

Defenders of the IMF as an international lender of last resort are misinformed since the IMF does not and cannot serve that purpose……..[IMF] should be abolished, not reformed, because they are not needed to resolve currency crises and they preclude superior solutions.

PS.
Jeg skal lige understrege, at der produceres masser af godt materiale i IMF (og OECD for den sags skyld) – ikke mindst data, som indgår i den fortsatte økonomiske forskning.

 

Hvem er de virkelige succeser?

Af Christian Bjørnskov, den 30. maj 2016. Skriv et svar

I flere år talte og skrev en række meningsdannere om BRIKS-landene – hvor flot deres vækst var, hvor politisk vigtige de ville blive, og hvordan verdens økonomiske centrum flyttede sig. I løbet af det sidste år er den debat dog svækket, da det nu er blevet alt for tydeligt, hvor meget man tog fejl. BRIKS-landene var aldrig rigtige succeser, med Indien som den store undtagelse. Vi kan naturligvis more os på punditokraterne fordi vi har skrevet om det gennem årene (Se f.eks. her og her), men spørgsmålet må under alle omstændigheder være: Hvem er de virkelige succeser?

Dagens svar kommer fra at beregne den gennemsnitlige vækstrate i købekraftskorrigeret BNP per indbygger, taget fra Verdensbankens World Development Indicators over tiårsperioden 2005-2014. Sammenligningsgrundlaget er, at den globale økonomi som helhed voksede med 2,1 % om året i perioden, mens den danske gennemsnitsvækst var -0,3 %. Vi viser to lister hvor den til højre er Top-10 inklusive alle lande mens den til venstre er demokratierne. Grunden til at smide autokratierne ud har vi også skrevet om for nogen tid siden: Diktaturer lyver ofte om deres vækst (læs her og her).

Hvis læserne står med midler, der skal investeres i den nære fremtid kan de spørge sig selv, hvilke lande der er mest interessante. Stoler man f.eks. på Turkmenistans officielle vækstrate på otte procent, og Uzbekistans på 5,6? Hvis ikke, er dele af Latinamerika interessante – men ikke Brasilien. Peru, Uruguay og Panama er blandt de store succeser de sidse ti år. Som man siger i sydstaterne: Who’d a Thunk hvis man bare havde læst de lyserøde sider i JP.

Land Vækst Land Vækst
Peru 4.18 Indien 5.26
Ghana 4.20 Laos 5.42
Uruguay 4.29 Uzbekistan 5.62
Sierra Leone 4.70 Panama 5.67
Bhutan 4.92 Georgien 5.77
Sri Lanka 4.99 Mongoliet 6.34
Indien 5.26 Ethiopien 6.68
Panama 5.67 Azerbaijan 7.30
Georgien 5.77 Kina 7.97
Mongoliet 6.34 Turkmenistan 8.20

 

Hvor dårligt går det i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 24. maj 2016. 7 svar

Vi har flere gange skrevet om, hvor dårligt det går i Sydafrika (ikke godt), Brasilien (virkeligt dårligt) og Venezuela (katastrofalt). Et rimeligt spørgsmål er derfor, hvor dårligt det går i vores eget land? Spørgsmålet er ikke mindst interessant fordi regeringen påstår, at det går tydeligt fremad, som det f.eks. kan ses i Konvergensprogrammet for 2016.

Dagens mål for, hvor godt eller skidt det går i Danmark, er det private forbrug, målt i faster priser og sæsonkorrigeret. Figuren viser privatforbruget i 1000 kroner per person i Danmark hvert kvartal fra 1995 til og med 2015. Spørgsmålet til enhver læser, der ikke er politiker – eller måske er en af landets tre-fire ærlige af slagsen – om man kan se tydelige tegn på, at det går bedre? Finanskrisens impact er klar for enhver, men siden 2009 har privatforbruget fluktueret omkring samme niveau som det havde i 2004-5. Ethvert tilløb til en trend synes at være forårsaget af en vis genopretning af boligforbruget, og ikke resten. Det samme kan ses i de simple tal, hvor privatforbruget inklusive boliger er faldet med 4,5 % siden krisens start, mens faldet eksklusive boliger er 6,5 %.

dårligt i DK

Så hvad er der gået galt i Danmark, som ikke gik galt i f.eks. Sverige? I vores naboland er privatforbruget faktisk steget med omkring 8 % siden krisens start. Som jeg også har skrevet tidligere i bl.a. Børsen er min favoritforklaring Policy Uncertainty. Danske politikere har ikke blot øget reguleringsbyrden, men har også øget den fundamentale risiko, der kommer fra at det private erhvervsliv (og dele af den offentlige sektor) ganske enkelt ikke længere ved, hvad Folketinget kan finde på. Sagt med andre ord har landets politikere valgt at ignorere Regel Nr. 1 for Ordentlig Politik: Statens rolle er først og fremmest at undgå at stå i vejen for borgerne.

Hvem kan lide hvem i Europa – og hvorfor?

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2016. 1 svar

Jeg lagde fornylig et nyt papir ud i working paper-databasen SSRN. Papiret med titlen ”Who Likes Whom In Europe?” begyndte som lidt af en joke efter at en survey i januar af Lord Ashcroft havde inkluderet et spørgsmål om, hvor favorabelt et indtryk man har af folk i de 27 andre EU-medlemslande. Vi har tidligere skrevet om en anden del af surveyen (læs her) , men emnet var simpelthen et af den salgs, hvor folk tit tænker ”Nej hvor sjovt”. Og det var både morsomt og tankevækkende at se, hvem der kan lide hvem i Europa, og også se hvem der overordnet er mere populære end andre i landene. Som en samfundsvidenskabelig nørd kunne jeg dog ikke lade være med også at stille spørgsmål ”Hvorfor?”

Først og fremmest viser figuren nedenfor, hvilke befolkninger, der er relativt mere eller mindre populære i resten af Europa. Målet i figuren er hvor stor en andel af respondenterne i de andre EU-lande, der har et favorabelt syn på folk fra land X i forhold til hvor mange der har et favorabelt syn på de andre 26 lande. Det pudsige er, at cyprioterne i januar 2016 var den suverænt mindst afholdte befolkning, efterfulgt af slovernene og svenskerne. I den anden ende var esterne, litauerne og polakkerne de mest afholdte.

hvem kan lide hvem

Hvorfor befolkningen i land X synes om befolkningen i land Y viser sig at være en konsekvens af f.eks. hvor socialt globalisereret X er, hvor meget samhandel de to har, og hvor religiøst Y er. Det hele er enten, interessant, sjovt eller måske bare latterligt, alt efter ens temperament – men nogen skal jo lave forskningen! Hele papiret kan hentes på SSRN her; abstractet følger nedenfor:

This paper employs new survey evidence to ask why the populations in different European countries have more or less favourable views of each other. The paper applies a gravity equation framework and exploring the potential effects of 21 economic, social, political and linguistic variables, and separates the characteristics of ‘sender’ and ‘receiver’ countries. The findings suggest that a small subset is robustly significant determinants. Specifically, social globalization, bilateral trade, views on EU membership, religiosity, and geographical and linguistic distance predict how favourable populations are towards each other.