Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Ekonomisk Debatt om boligmarkedet

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2016. Skriv et svar

Det nye nummer af det fremragende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt er på gaden i denne uge. Emnet i dette års temanummer er boligmarkedet – et emne der har speciel relevans for Danmark. Begge vores lande har nemlig udviklet nærmest byzantinske reguleringer og har voldsomme priser i de største byer.

Mens der er en række artikler – Harry Flam om hvorvidt Sverige har en boligboble, Mikael Elinder og Lovisa Persson om virkningerne af Sveriges 2008-reform og en diskussion udenfor temadelen af Fredrik Andersson og Lars Jonung om hvor stor gæld er acceptabel for Sverige – var højdepunktet for mig Roland Anderssons analytiske ’bøn’ om at liberalisere huslejerne. Som sædvanlig er hele tidsskriftet eminent læseværdigt og dygtigt redigeret, og af lige så stor relevans for danske som svenske diskussioner.

Uligheden i levealder falder – uanset hvordan det måles

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. maj 2016. 8 svar

”Uligheden i sundhed er stigende”. Det hævder Danmarks Radio i en ny realitybaseret TV-serie over fire afsnit. Men det passer ikke. Uligheden i sundhed – som traditionelt måles ved livslængder – er faldende. Det viser mine beregninger her. Ser man på, hvor gamle danskerne bliver, bliver forskellene mindre og mindre år for år.

Danmarks Radio refererede ikke dette resultat i seriens første afsnit, hvor påstanden om voksende ulighed derimod blev fremført gentagne gange. Men man inviterede mig dog i DR2 Deadline for at diskutere det sidste onsdag. Til diskussionen var også inviteret Henrik Brønnum-Hansen, som var medforfatter til en rapport fra AE-rådet til Sundhedsstyrelsen om ulighed i sundhed. Og som i en artikel forfattet sammen med FOAs formand, Dennis Kristensen, og AE-rådets Jes Vilhelmsen i Berlingske den 9.12.2015 flere gange hævder, at ”Al forskning i danskernes levealder har vist, at den sociale ulighed vokser” (se i øvrigt mit svar til artiklen her).

Debatten i DR2 Deadline blev desværre i høj grad præget af metodespørgsmål. Jeg tvivler på, at mange seere var klædt på til at følge med. De har sikkert opfattet det som noget nørdet. Studieværten brugte samtidig kræfterne på især at prøve at få DRs realityprogram af krogen.

Mine pointer i programmet var kort sagt tre:

  • At danskernes middellevealder er stigende. Vi bliver ældre og ældre.
  • At forskellene i livslængde er klart faldende.
  • At AE-rådets analyse lider under nogle metodeproblemer, som ikke gør den særlig egnet til at sige meget om årsagsforklaringerne på forskelle i dødelighed.

Henrik Brønnum-Hansens pointer var – så vidt jeg hørte dem:

  • At min analyse burde have brugt overlevelsestavler i stedet faktiske livslængder ved død.
  • At man skal passe på med at sammenligne grupper med forskellig alderssammensætning.
  • At min kritik af AE-rådets metode må skyldes, at jeg ikke har læst ham ordentligt.

Hovedargumentet imod min analyse var altså, at den bygger på faktiske levealdre og ikke på overlevelsestavler. Inden vi ser nærmere på argumentet, kan der imidlertid være grund til at slå én ting fast: Det ændrer ikke ved konklusionen. Også når man bruger overlevelsestavler, er uligheden faldende. Jeg har her beregnet GINI-koefficienten (for mænd) på grundlag af overlevelsestavler.

gini levealder overlevelsestavle

Som man kan se, er den klart faldende – ligesom for den faktiske levealder. Det understreger en anden pointe, nemlig at faldet i ulighed er ganske robust over for valg af metode og afgrænsninger. Her er i øvrigt tal for en række andre lande og langt tilbage i tid, også baseret på overlevelsestavler. Man ser samme mønster med faldende ulighed over tid, med kun Rusland som afvigende i nyere tid.

 

Hvilken metode bør man beregne GINI ud fra?

Men hvad er rigtigst at beregne GINI ud fra? Svaret er, at man kan regne på forskellige måder, og at de hver især illustrerer noget forskelligt. Der er grundlæggende tre måder:

  1. Beregn GINI for personer med samme fødselsår.
  2. Beregn GINI for personer med samme dødsår.
  3. Beregn GINI ud fra den gennemsnitlige dødelige for alle i et givent år.

Den første metode er måske enklest at fortolke. Vi begynder med en gruppe nyfødte og venter og ser, hvor gamle de bliver. Problemer er naturligvis, at det først kan gøres, når alle er døde. Vi kan altså ikke sige noget om årgange født efter begyndelsen af det tyvende århundrede. Problemet er også, at historiske dødeligheder vil komme til at veje tungt. Vi vil måle en del ulighed, som er fremkaldt f.eks. af dødfald under den spanske syge.

Den anden metode tager udgangspunkt i personer, som dør samme år. Her kan vi altså komme helt frem til nutiden. Metoden lægger vægten på sundhedstilstanden frem mod måleåret. Personer døde under den spanske syge er allerede døde og kommer ikke til at præge billedet. Vi vil dog ikke kunne fange de forhold omkring aktuel sundhedstilstand, som først sætter sig i dødeligheden ude i fremtiden. Men det vil altid være tilfældet, uanset hvordan vi bærer os ad. Metoden er – indrømmet – følsom overfor, at ikke alle fødselsårgange er lige store. Med voksende fødselstal vil unge komme til at veje lidt tungere end gamle. Men når vi ser på ændringerne i GINI over tid, er alle år præget af de unges overvægt.

Det bør måske bemærkes, at den traditionelle GINI-koefficient for indkomst og formue også er beregnet på baggrund af forskellig størrelse aldersgrupper og derfor er præget af samme fænomen. Der er ikke tale om noget nyt problem.

Den tredje metode tager udgangspunkt i, hvordan uligheden ville være, hvis alle generationer levede i slutåret*). GINI’en for året 1990 viser altså dødeligheden, som om alle nyfødte levede i 1990, alle teenagere levede i 1990, alle 40 årige leve i 1990…og så videre, indtil den ældste. En overlevelsestavle viser således, hvor mange af 100.000 nyfødte, der er tilbage efter ét år, to år og så videre, indtil alle er døde – men med udgangspunkt i samme års aldersbetingede overlevelsessandsynlighed. Der er tale om et hypotetisk regnestykke, fordi ingen lever hele livet i samme år. Det kan bestemt være interessant alligevel, ligesom det kan være interessant at se på GINI-koefficienten for hypotetiske livsindkomster. Men det kræver en del fortolkning at forstå. Det kommer til at afspejle sundhedstilstanden i opgørelsesåret, hvor faktiske menneskers levealder selvsagt er påvirket af sundhedstilstanden over livet. Og alligevel fanger den ikke ændringer i sundhedstilstanden i det enkelte år, når den ikke har nået at påvirke dødeligheden.

For de fleste lande uden adgang til de registerdata, vi har til rådighed i Danmark, er det rent praktisk ikke muligt at opgøre GINI på grundlag af andet end overlevelsestavler, altså efter den tredje metode.

Min første beregning af uligheden i levealder benytter den anden metode. Henrik Brønnum-Hansen talte for den tredje metode. De kan begge være af interesse. Og man kan ikke hævde, at den ene er rigtig, og den anden forkert. De har bare et lidt forskelligt perspektiv. Men bemærkelsesværdigt nok kommer de til samme konklusion: Nemlig at uligheden i levealder er faldende. Og det var faktisk præcis den påstand, debatten i Deadline var foranlediget af.

 

AE-rådets heterogenitetsproblemer

Men hvad med Henrik Brønnum-Hansens advarsel mod at sammenligne to grupper med uens alder. Den er jeg grundlæggende meget enig i. Desværre rammer den AE-rådets analyse som en boomerang. Rådets analyse er ikke en måling af den faktiske ulighed, men et forsøg på at forklare årsagerne til ulighed, og om de er blevet skærpet over tid.

Det er velkendt, at levealderen varierer med indkomsten. Det er der ikke diskussion om. AE-rådet hævder imidlertid, at den sociale ulighed er vokset. I rapporten til Sundhedsstyrelsen er den primære opdeling mellem faglærte og ufaglærte. Da middellevealderen vokser hurtigst for de faglærte, konkluderer den, at uligheden er vokset. Problemet er imidlertid, at man ikke får korrigeret for al anden heterogenitet end forskellen mellem uddannelse. Heller ikke selv om der bliver korrigeret for aldersforskelle via aldersbetinget dødelighed. Alene det faktum, at den samlede ulighed mellem alle individer som sagt falder, burde have fortalt forfatterne, at de manglede at gøre rede for andre forklarende variable. Det bliver ikke bedre af, at man også opdeler efter andre kriterier – f.eks. efter indkomsten opdelt i fire lige store grupper – og overalt finder mere ulighed.

Problemet med metoden er for det første, at man sammenligner grupper med forskellig sammensætning over tid. Man tager kun personer på 30 år eller mere med. Men den faldende dødelighed for de yngste – som reelt øger ligheden i sundhed – kommer dermed til at blive målt som stigende ulighed, fordi en række ”dårlige liv”, som tidligere døde, inden de fyldte 30 år, nu giver ulighed, når de f.eks. dør som 40-årige med lav uddannelse og lav indkomst. For det andet smider analysen indkomstvariation væk, når den sker inden for grupperne. Den eneste indkomstvariation, som indgår, er, om man tilhører den ene eller anden indkomstgruppe. For det tredje får man ikke sat de forklarende faktorer ind i en fælles multivariat model. Man slæber så at sige hele tiden rundt på ikke-håndteret heterogenitet. Endelig får analysen ikke afklaret kausalitetsretningen. I stedet for at f.eks. indkomstulighed driver ulighed i sundhed, forekommer det mig langt mere plausibelt, at ulighed i sundhed driver indkomstforskelle mere end før. Navnlig når man husker på pointen med, at de under 30-årige er smidt væk. I det hele taget forekommer det mig meget lidt plausibelt, at social ulighed i sig selv skulle være en væsentligt drivende kraft i ulighed i sundhed. Vi er med ganske få undtagelser – især narkomaner – ude over, at lav indkomst er årsag til underernæring eller sundhedsfarlige boligforhold. Måske dør der lidt ekstra med lave indkomster, fordi de har dårligere råd til trafiksikker transport, men i det store regnestykke må det være småting. Det tunge slid og arbejdsmiljøgifte er ved at være passé. Arbejdspladserne er mindre farlige. Og så fremdeles.

Ud over at årsagssammenhængen kan gå fra sundhed til indkomst, frem for den anden vej, er der også muligheden for en spuriøs sammenhæng: Nemlig at det er en tredje faktor, som driver både indkomst og sundhed. En god kandidat er, hvordan den enkelte vægter fremtiden i forhold til nutiden. En høj vægt på fremtiden kan tale for at vælge at uddanne sig og spare op, hvilket i gennemsnit vil resultere i højere indkomst. Det kan også tale for at vælge en sund livsstil. I begge tilfælde er der gevinster på langt sigt, men afsavn på kort sigt. Omvendt kan en høj vægt på nutiden tale for at foretage valg, som koster på det lange sigt – både med hensyn til indtægt og levealder.

 

*) Den anvendte overlevelsestavle er dog baseret på femårsperioder. Det vil sige, at dødeligheden måles, som om alle levede i et gennemsnitsår i femårsperioden.

 

HaH

IMF gør fortsat mere skade end gavn

Af Niels Westy, den 30. maj 2016. Skriv et svar

President Clinton and the International Monetary Fund have shifted into overdrive in their effort to save the economies of Indonesia, the Philippines, South Korea and Thailand–or, to be more accurate, to save the pocketbooks of international investors who could face a tide of defaults if these markets are not now shored up. But this must be the last time that the IMF acts in this capacity. If it is not, further bailouts, unprecedented in scope, will follow.

Sådan skrev George Shultz, William Simon og Walter Wriston i Wall Street Journal ( Who needs the IMF ) om fondens rolle i Asienkrisen tilbage i 1997-1998.

Som bekendt var det ikke sidste gang vi oplevede internationale finansielle kriser og lande med betalingsvanskeligheder. Blot 3 år senere opgav Argentina ved årsskiftet 2001/2002 at honorere sine internationale forpligtigelser og lod pesos flyde, efter IMF (endelig) havde opgivet at yde fortsat kredit.

Alle kriser har naturligvis deres særlige forløb, men et fællestræk synes at være, som Atish R. Ghosh, Jonathan D. Ostry og Mahvash S. Qureshi kommer frem til i “When Do Capital Inflow Surges End in Tears? ” fra maj nummeret af American Economic Review, at:

…….while changes in global conditions have an important bearing on crisis susceptibility, countries that allow the buildup of macroeconomic and financial vulnerabilities during boom times, and which receive mostly debt flows, are significantly more likely to see capital inflow surge episodes end in a financial crisis.

Ikke overraskende er risikoen for at en periode med kraftigt inflow af kapital ender i en finansiel krise i høj grad afhængig af den førte politik inden krisen.

IMF og neoliberale reformer

I en artikel af Jonathan D. Ostry, Prakash Loungani og Davide Furceri fra IMF, hvor man under overskriften “Neoliberalism: Oversold?” ser kritisk på dele af IMF’s traditionelle policy-forslag – først og fremmest deregulering af kapitalbevægelser og konsolidering af de offentlige finanser – har skabt en del furore de seneste dage.

På den ene side anerkender og understreger man, at den stigende internationale handel (frihandel) har “frelst” mio. af mennesker fra fatttigdom”. At direkte udenlandske investeringer ofte har indebåret overførsel af teknologi og know-how til udviklingsøkonomier, mens privatisering af statsejede virksomheder har indebåret kvalitetsforbedringer og mindsket presset på de offentlige finanser.

På den anden side mener man dog, at andre dele af den “neoliberale agenda” – frie kapitalbevægelser og konsolidering af de offentlige finanser – ikke har leveret som forventet. Som forfatterne skriver:

An assessment of these specific policies (rather than the broad neoliberal agenda) reaches three disquieting conclusions:

•The benefits in terms of increased growth seem fairly difficult to establish when looking at a broad group of countries.­

•The costs in terms of increased inequality are prominent. Such costs epitomize the trade-off between the growth and equity effects of some aspects of the neoliberal agenda.­

•Increased inequality in turn hurts the level and sustainability of growth. Even if growth is the sole or main purpose of the neoliberal agenda, advocates of that agenda still need to pay attention to the distributional effects.

I realiteten er der tale om en artikel, som i vid udstrækning opsummerer forfatternes egne konklusioner i tidligere analyser og arbejdspapirer, hvoraf vi her på bloggen har beskæftiget os med ikke mindst de som omhandler sammenhængen mellem vækst og indkomstfordeling.
Se bl.a. “IMF og ulighed (måske) III – empirisk fifleri” og “IMF om ulighed og vækst (måske)“.

Og som Christian Bjørnskov påpeger efter at have analyseret Ostry o. a. metode:

Problemet viser sig at være, at Ostry et al. ikke korrigerer for region-specifikke forskelle. Gør man det, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens ulighed i disponible indkomster ikke bare bliver insignifikant, men faktisk skifte fortegn. Målet for omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt. Hele resultatet er således kørt af tidsinvariante forskelle mellem regioner – Latinamerika er således kendetegnet af stor ulighed og massive politiske fejl, der holder det økonomisk tilbage.

Spørgsmålet er nok også, hvorvidt politikfejl ikke også er den væsentligste grund til de boom & bust episoder man har oplevet – og som “neoliberal” vil man også tilføje selve eksistensen af IMF.

Problemet er vist primært, som Milton Friedman på et tidspunkt påpegede, netop med tanke på IMF (efter Bretton-Woods sammenbrud):

“The IMF lost its only function and should have closed shop. But few things are so permanent as government agencies, including international agencies. ” “the IMF lost its only function and should have closed shop. But few things are so permanent as government agencies, including international agencies. “

Og hvis man skal svare på Ostry o. a. spørgsmål “Neoliberalism: Oversold?” så er spørgsmålet vel mere hvorvidt IMF og dets ageren ikke i sig selv netop er det modsatte af hvad “neoliberalisme” står for, hvis vi bruger det udtryk.

For som Milton Friedmans mangeårige faste medforfatter, Anna Schwartz, skrev i “Time to Terminate the ESF and the IMF“:

Defenders of the IMF as an international lender of last resort are misinformed since the IMF does not and cannot serve that purpose……..[IMF] should be abolished, not reformed, because they are not needed to resolve currency crises and they preclude superior solutions.

PS.
Jeg skal lige understrege, at der produceres masser af godt materiale i IMF (og OECD for den sags skyld) – ikke mindst data, som indgår i den fortsatte økonomiske forskning.

 

Hvem er de virkelige succeser?

Af Christian Bjørnskov, den 30. maj 2016. Skriv et svar

I flere år talte og skrev en række meningsdannere om BRIKS-landene – hvor flot deres vækst var, hvor politisk vigtige de ville blive, og hvordan verdens økonomiske centrum flyttede sig. I løbet af det sidste år er den debat dog svækket, da det nu er blevet alt for tydeligt, hvor meget man tog fejl. BRIKS-landene var aldrig rigtige succeser, med Indien som den store undtagelse. Vi kan naturligvis more os på punditokraterne fordi vi har skrevet om det gennem årene (Se f.eks. her og her), men spørgsmålet må under alle omstændigheder være: Hvem er de virkelige succeser?

Dagens svar kommer fra at beregne den gennemsnitlige vækstrate i købekraftskorrigeret BNP per indbygger, taget fra Verdensbankens World Development Indicators over tiårsperioden 2005-2014. Sammenligningsgrundlaget er, at den globale økonomi som helhed voksede med 2,1 % om året i perioden, mens den danske gennemsnitsvækst var -0,3 %. Vi viser to lister hvor den til højre er Top-10 inklusive alle lande mens den til venstre er demokratierne. Grunden til at smide autokratierne ud har vi også skrevet om for nogen tid siden: Diktaturer lyver ofte om deres vækst (læs her og her).

Hvis læserne står med midler, der skal investeres i den nære fremtid kan de spørge sig selv, hvilke lande der er mest interessante. Stoler man f.eks. på Turkmenistans officielle vækstrate på otte procent, og Uzbekistans på 5,6? Hvis ikke, er dele af Latinamerika interessante – men ikke Brasilien. Peru, Uruguay og Panama er blandt de store succeser de sidse ti år. Som man siger i sydstaterne: Who’d a Thunk hvis man bare havde læst de lyserøde sider i JP.

Land Vækst Land Vækst
Peru 4.18 Indien 5.26
Ghana 4.20 Laos 5.42
Uruguay 4.29 Uzbekistan 5.62
Sierra Leone 4.70 Panama 5.67
Bhutan 4.92 Georgien 5.77
Sri Lanka 4.99 Mongoliet 6.34
Indien 5.26 Ethiopien 6.68
Panama 5.67 Azerbaijan 7.30
Georgien 5.77 Kina 7.97
Mongoliet 6.34 Turkmenistan 8.20

 

Hvor dårligt går det i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 24. maj 2016. 7 svar

Vi har flere gange skrevet om, hvor dårligt det går i Sydafrika (ikke godt), Brasilien (virkeligt dårligt) og Venezuela (katastrofalt). Et rimeligt spørgsmål er derfor, hvor dårligt det går i vores eget land? Spørgsmålet er ikke mindst interessant fordi regeringen påstår, at det går tydeligt fremad, som det f.eks. kan ses i Konvergensprogrammet for 2016.

Dagens mål for, hvor godt eller skidt det går i Danmark, er det private forbrug, målt i faster priser og sæsonkorrigeret. Figuren viser privatforbruget i 1000 kroner per person i Danmark hvert kvartal fra 1995 til og med 2015. Spørgsmålet til enhver læser, der ikke er politiker – eller måske er en af landets tre-fire ærlige af slagsen – om man kan se tydelige tegn på, at det går bedre? Finanskrisens impact er klar for enhver, men siden 2009 har privatforbruget fluktueret omkring samme niveau som det havde i 2004-5. Ethvert tilløb til en trend synes at være forårsaget af en vis genopretning af boligforbruget, og ikke resten. Det samme kan ses i de simple tal, hvor privatforbruget inklusive boliger er faldet med 4,5 % siden krisens start, mens faldet eksklusive boliger er 6,5 %.

dårligt i DK

Så hvad er der gået galt i Danmark, som ikke gik galt i f.eks. Sverige? I vores naboland er privatforbruget faktisk steget med omkring 8 % siden krisens start. Som jeg også har skrevet tidligere i bl.a. Børsen er min favoritforklaring Policy Uncertainty. Danske politikere har ikke blot øget reguleringsbyrden, men har også øget den fundamentale risiko, der kommer fra at det private erhvervsliv (og dele af den offentlige sektor) ganske enkelt ikke længere ved, hvad Folketinget kan finde på. Sagt med andre ord har landets politikere valgt at ignorere Regel Nr. 1 for Ordentlig Politik: Statens rolle er først og fremmest at undgå at stå i vejen for borgerne.

Hvem kan lide hvem i Europa – og hvorfor?

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2016. 1 svar

Jeg lagde fornylig et nyt papir ud i working paper-databasen SSRN. Papiret med titlen ”Who Likes Whom In Europe?” begyndte som lidt af en joke efter at en survey i januar af Lord Ashcroft havde inkluderet et spørgsmål om, hvor favorabelt et indtryk man har af folk i de 27 andre EU-medlemslande. Vi har tidligere skrevet om en anden del af surveyen (læs her) , men emnet var simpelthen et af den salgs, hvor folk tit tænker ”Nej hvor sjovt”. Og det var både morsomt og tankevækkende at se, hvem der kan lide hvem i Europa, og også se hvem der overordnet er mere populære end andre i landene. Som en samfundsvidenskabelig nørd kunne jeg dog ikke lade være med også at stille spørgsmål ”Hvorfor?”

Først og fremmest viser figuren nedenfor, hvilke befolkninger, der er relativt mere eller mindre populære i resten af Europa. Målet i figuren er hvor stor en andel af respondenterne i de andre EU-lande, der har et favorabelt syn på folk fra land X i forhold til hvor mange der har et favorabelt syn på de andre 26 lande. Det pudsige er, at cyprioterne i januar 2016 var den suverænt mindst afholdte befolkning, efterfulgt af slovernene og svenskerne. I den anden ende var esterne, litauerne og polakkerne de mest afholdte.

hvem kan lide hvem

Hvorfor befolkningen i land X synes om befolkningen i land Y viser sig at være en konsekvens af f.eks. hvor socialt globalisereret X er, hvor meget samhandel de to har, og hvor religiøst Y er. Det hele er enten, interessant, sjovt eller måske bare latterligt, alt efter ens temperament – men nogen skal jo lave forskningen! Hele papiret kan hentes på SSRN her; abstractet følger nedenfor:

This paper employs new survey evidence to ask why the populations in different European countries have more or less favourable views of each other. The paper applies a gravity equation framework and exploring the potential effects of 21 economic, social, political and linguistic variables, and separates the characteristics of ‘sender’ and ‘receiver’ countries. The findings suggest that a small subset is robustly significant determinants. Specifically, social globalization, bilateral trade, views on EU membership, religiosity, and geographical and linguistic distance predict how favourable populations are towards each other.

Venezuela – en failed state

Af Niels Westy, den 16. maj 2016. 1 svar

Skal Venezuela tilbage på vækstsporet, er det ikke nok at gøre op med den førte politik under Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro. Det kræve et opgør med årtiers økonomisk politik.

Vi nærmer os hastigt Venezuelas endelige sammenbrud. Inflationen forventes at passere 700 procent i år, BNP er i frit fald. Der er udbredt varemangel og sundheds-systemet er brudt fuldkommen sammen. Der meldes om flere og flere plyndringer og optøjer.

I fredags erklærede præsident Maduro så landet i undtagelsestilstand i 60 dage og samtidig afviste regeringen at det kan komme på tale at udskrive en folkeafstemning om hvorvidt Maduro skal fortsætte eller ej, hvilket landets forfatning ellers giver mulighed for.

Undtagelsestilstanden begrundes med at Venezuela er under “angreb” fra både indre og ydre fjender af revolutionen. En begrundelse som er blevet brugt et par gange efterhånden.

Det lyder måske tosset i vores ører, men er helt i tråd med 1960ernes afhængighedsteori,  der udgør det ideologiske fundament for regimet.

Lørdag besøgte jeg Deadline, hvor emnet netop var krisen i Venezuela

[youtube]https://youtu.be/5rWbT5fK-jc[/youtube]

Præsident Maduro’s dage er talte og Chavez “socialisme for det 21. århundrede” er på vej i graven. Spørgsmålet er alene hvordan slutspillet kommer til at foregå. Den store frygt er naturligvis at det ender i borgerkrigslignende tilstande. Formentlig bliver det hæren, som i sidste ende afgør Venezuela’s skæbne.

Godt nok sidder en del af Chavez gamle venner centralt placeret, men man kan jo håbe på, at der er tilstrækkeligt stærke krafter i den, der vægter forfatningen højere end at holde det nuværende regime ved magten. De konfrontationer man må forudsige kun bliver værre i den kommende tid mellem protesterende borgere og militær og politi kan blive afgørende.

Et lille håb kan man måske finde i, at det sandsynligvis var efter at have fået et løft med en vognstang fra netop kredse indenfor militæret, at Maduro i december anerkendte nederlaget ved valget til kongressen og accepterede valgresultatet, der gav oppositionen (MUD) et klart flertal.

Maduro og højesteret, som er fuldkommen i regeringens lommer, har dog sidenhen ved flere lejligheder vist at man er revnende ligeglad med kongressen, der bl.a. har krævet løsladelse af hvad den opfatter som politiske fanger.  Situationen er kaotisk og vi kan blot vente og se hvad der sker med bange anelser.

Venezuela er uden sammenligning Latinamerikas største og mest absurde tragedie de seneste 100 år. Måske verdens hurtigst voksende økonomi fra starten af 1920erne og 6 årtier frem. Blandt verdens rigeste lande, målt på BNP i 1950erne og Latinamerikas rigeste land frem til 1980erne.

I dag det måske det bedste eksempel på hvorledes olierigdom på en og samme gang kan være årsag til stor velstand og og et samfunds totale ruin. Både økonomisk og moralsk. Selv om Latinamerika gennem tiden har oplevet mange usædvanligt ringe regimer, både miltære og civile, kan ingen vist slå hvad der er foregået i Venezuela de seneste 18 år.

UdklipvenzuelaKilde: CEPAL

Hvor voldsom en nedtur Venezuela’s økonomi har været igennem – og hvor længe den reelt har stået på – fremgår med smertelig tydelighed af nedenstående sammenligning af BNP per indbygger for Spanien, Chile og Venezuela.

venzuela-chileSom det fremgår var Venezuela så sent som i 1980 rigere end både Spanien og Chile. I dag er man markant fattigere.

Venezuela før Chavez

Mens Venezuela’s katastrofale udvikling under Chavez er nogenlunde velkendt, er der måske grund til lige at repetere hvad der gik forud.

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeling af koncensioner.

I 1950erne gennemførte den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorveje, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen på militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, gennem omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Det skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderligere.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente at have  inden for disse sektorer. Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter stammede primært fra staten, som ydede lån med subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålages private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op – for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok.

Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget der har gentaget sig under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela ses tydeligt af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en interessant historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Ingen grund til optimisme for fremtiden

Set over udviklingen de seneste årtier, at der aldrig blevet etableret en fælles forståelse for at et  paradigmeskifte er nødvendigt.
Chavez “socialisme for det 21. århundrede” har således mere tilfælles med den førte politik de foregående årtier, end hvad der adskiller den.

Man må derfor spørge sig selv hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt.

Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret havde opført sig som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig sikre hurtig tilbagevenden til demokrati?

Det er tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart.

I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser.

Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.

Simeon Djankov i Aarhus den 26.

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2016. Skriv et svar

Alle, der er interesserede i europæisk vækst og andre økonomiske forhold, bør kigge forbi Aarhus Universitet den 26. maj. Grunden er, at FACCA og Aarhus universitet får besøg af Simeon Djankov, en af de mest spændende økonomer de sidste år. Arrangementet med titlen ”Europe’s Growth Challenge” omfatter også tidligere finansminister Bjarne Corydon og professorerne Bo Sandeman Rasmussen og Philip Schröder. Dette hele løber af stablen klokken 16 i S-bygningen på Fuglesangs Alle og slutter klokken 19.Simeon_Djankov

For de sikkert mange læsere, der ikke kender til Djankov, er han pt. professor i nationaløkonomi på London School of Economics. Han er tidligere cheføkonom og vicepræsident for Verdensbanken, hvor han var med til at grundlægge Doing Business-projektet, tidligere finansminister i Bulgarien, han har også haft poster som rektor på New Economic School i Moskva (Ruslands Harvard) og bestyrelsesformand i EBRD.  Djankov har også publiceret sin forskning i American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Review of Economics and Statistics og adskillige andre toptidsskrifter.

Djankov holder også et Distinguished Speaker Seminar om fredagen fra 13-14 med titlen ”Two decades of research on the core of the market economy” ligesom vi får glæde af ham ved en lukket workshop fredag morgen. Det hele er resultatet af studenterinitiativ, ikke mindst fra Djankovs bulgarske landsmand Boris Georgiev, der er en af vores dygtigste PhD-studerende ved Aarhus Universitet. Så for alle interesserede er der (endnu) en grund til at kigge forbi Aarhus den 26!

Panama papers – Endnu en “skattefuser”

Af Niels Westy, den 11. maj 2016. 2 svar

Mandag blev der lukket op for data fra de nu berømte Panama papers, og målt på potentielt skatteprovenu til den danske stat, må det mildt sagt siges at være noget af en fuser.

Sølle 65 personer med dansk tilknytning har kunne identificeres, og så må man jo ikke glemme, at de absolut intet illegalt behøver at have foretaget sig. Se også Otto-Brøns Petersens fremragende indlæg fra den 16. april “Hvor meget mister statskassen på grund af skattely?”

Man fristes næsten til at sige “hvad sagde jeg” – eller rettere “hvad sagde vi”. Vi har tidligere skrevet om den ofte meget fantasifulde debat der efterhånden har kørt i nogle år omkring skatteundragelse og skattely, som har stået på i nogle år efterhånden. Om hvorledes der bringes tal til torvs som er mildt sagt ude af proportioner.

Se også tidligere indlæg her.

En slet skjult politisk dagsorden

At mennesker prøver at minimere deres skattebetalinger burde ikke være noget kontroversielt standpunkt. Det gør vi alle sammen, og staten løber endda an på det, når man f. eks. tilbyder os en skatterabat, hvis vi betaler skat af vores pensionsopsparing nu i stedet for at vente til vi får den udbetalt, når vi handler ind syd for grænsen osv.

Det afskrækker dog ikke venstrefløjen for at sidestille denne form for skatteundgåelse med egentlig skatteindragelse. Og det sker med en retorik der er både svulstig, vulgær og appellerer til de laveste instinkter hos mennesker.

Man taler om at almindelige mennesker gerne betaler ind til “fælleskassen”, mens velhavere og (naturligvis) multinationale selskaber bistået af den (væmmelige) finansielle sektor undrager sig at yde deres bidrag.

At den estimerede værdi af skatteundragelse via sort arbejde så er flere gange større end den estimerede værdi af undragelse via skattely, selv når sidstnævnte sættes endog meget højt, taler man ikke om. Man skal jo ikke lægge sig ud med sine vælgere.

Fortællingen om hvordan de velhavende, multinationale (de fremmede) og den finansielle sektor (jøderne) nasser og bedrager “os”, har jo også dybe historiske og religiøse rødder. Og det var bestemt også et sællert ved 1. maj talerne.

Er der håb om en mere afbalanceret debat i fremtiden?

Hvor det i mange år har været voldsomt frustrerende at følge skattelys-debatten i pressen, er der måske et lille håb for fremtiden.

Således havde Berlingske Finans en artikel, “Skattely navne offentliggøres – er debatten hysterisk“, oven på mandagens “afsløringer” af navne i Panama papirerne, hvor både Otto Brøns-Petersen og undertegnede kom til orde med vores kritik.

Som Otto siger i artiklen om den danske debat:

Debatten har været overdrevet, og Panama-papirerne har været brugt til en generel mistænkeliggørelse af dansk erhvervsliv. Der er ingen danske politikere, embedsmænd eller seriøse erhvervsfolk – eller familiemedlemmer til dem – nævnt i det, som er kommet frem indtil videre. Det bekræfter, at Danmark ikke har noget stort problem med dette sammenlignet med andre lande.

Det afholder dog ikke Lars Koch fra IBIS i at mene, at at sagen om Mossack Fonseca viser,

“at ansvarlige danske banker og rådgivere hjælper med at omgå skattelovgivningen. Det vurderes, at den danske stat går glip af 3-5 mia. kr. i tabte skatteindtægter alene fra rentebeskatning af rigmænds formuer gemt i skattely.”

Han er dygtig ham Lars, når det kommer til det retoriske, det giver jeg ham, men det er altså mildt sagt problematisk at han udviser s ringe respekt for helt grundlæggende retsstats-principper, som han gør.

Og læg mærke til den manglende kritik af det som er kernen i problemet, der nemlig IKKE er hverken skatteundgåelse (som er legalt) eller skatteundragelse (som er snyd) – en skelnen, som Lars Koch og venstrefløjen tilsyneladende ikke forstår.

Problemet med at fokusere på de tabte skatteindtægter – der trods alt er begrænsede i forhold til staternes samlede indtægter – er ikke det centrale problem, eller som jeg er citeret for i artiklen i Berlingske Tidende:

Konsekvensen er, at man dermed ikke diskuterer det væsentlige. Nemlig at Panama Papers afslører korruption og hvidvask i lande som Rusland og Kina og tilsyneladende også i Island og Spanien.

Det handler om menneskesynet åbenbart

Men måske skyldes venstrefløjens besættelse af én form for skatteundragelse måske i virkeligheden noget helt andet, nemlig behovet for selviscenesættelse og dyrkelse af sig selv som “det gode mennesker” – Se her hvad Pelle Dragsted fra Enhedslisten skriver om Enhedlistens vælgere under en facebook status, hvor han linker til et indlæg fra hans side i Politiken, hvor han ud over nogle temmelig vilde anklager mod Liberal Alliance, ret beset søger at fremstille Joachim B. Olsen som et egoistisk og følelseskoldt menneske – så meget respekt for andres holdninger.
Udklippelle

Da jeg påpeger det lettere problematiske i at vurdere andre menneskers personlige egenskaber på hvilket parti de stemmer, er svaret at:

Udklippelle1
Selv om Pelle Dragsted tidligere har været ude og  tage afstand fra hans tidligere voldelige aktiviteter i Antifascistisk aktionsgruppe –  så er det altså hård kost at skulle se en mand der tidligere har gjort sig i hærværk og vold – opkaste sig til et bedre menneske end andre.

Pelle Dragsted er bestemt en skarp og intelligent debattør og politiker, men empati er nok ikke den egenskab man umiddelbart ville forbinde med ham. Hertil er hans fortid alligevel for belastende, uanset om han senere har fortrudt sine handlinger.v

For hvilke erhverv de nævnte i Panama Papers har, se her.

Ny Adam Smith-dokumentar

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2016. Skriv et svar

Den fremragende Johan Norberg har sammen med Free to Choose TV forleden udsendt en ny TV-dokumentar om Adam Smiths liv og indflydelse (hattip: Emily Skarbek). De to dele handler henholdsvis om Smiths liv og arbejde, og hans indflydelse på moderne tænkning og forskning. Begge dele er forrygende formidlet, spændende og tankevækkende, og er stærkt anbefalet for både almindeligt interesserede og som tværfagligt emne for ikke-marxistiske lærere i gymnasiets samfundsfagsundervisning!

 

Tillid til mennesker og politikere

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2016. 6 svar

Der har de sidste par år været talt meget om danskernes lave tillid til politikere. Ser man på udviklingen i tillid til politikere i Danmark har den bestemt heller ikke være positiv for medlemmerne af Folketinget. Niveauet i 2014 var således på linje med niveauet omkring jordskredsvalget i 1973, og en enkelt undersøgelse pegede på, at danskerne har mere tillid til brugtbilssælgere end til politikere. Spørgsmålet der dog, præcist hvor lavt niveauet er, ikke mindst i forhold til andre europæiske lande.

Dét spørgsmål kan naturligvis besvares på en lang række måder, men som udgangspunkt er ’problemet’ at danskerne helt generelt har meget høj tillid til hinanden. Mit argument i dag er derfor, at tillid til politikere og andre grupper i samfundet må måles relativt til tilliden til andre mennesker mere generelt. Det kan i sig selv gøres forskelligt, men nedenfor bruger vi en bestemt approach: Hvor stor en andel af de adspurgte, har mindre tillid til politikere end til andre mennesker. Det kan lade sig gøre at måle fordi European Social Survey har stillet spørgsmål om tillid til andre mennesker generelt, men også til politikere, partier, politi og andre siden 2002. Figuren nedenfor er således baseret på svar fra godt 81.000 mennesker i 29 europæiske lande i 2012 og 2014.

Mistillid til politikere

Det bør ikke overraske nogen, at de to topscorere på mistillid til politikere er Spanien og Italien, hvor henholdsvis 83 og 80 procent har mindre tillid til medlemmer af parlamentet end til andre mennesker. Elendig økonomi, idiotisk politik og vedvarende korruptionsskandaler gør deres indlysende indhug i tilliden. Det særlige ved billedet er dog, at det viser at de næste pladser på dagens mistillidsbarometer holdes af Finland og Danmark, hvor tre ud af fire har mindre tillid til politikere end til andre.

De eneste lande, hvor målet er fifty-fifty – dvs. at tilliden er nogenlunde ens – er Schweiz og Albanien, men nok af meget forskellige grunde. Den generelle tillid er meget lav i Albanien – 3,0 på en 0-10-skala – mens Schweiz udmærker sig ved et anderledes demokratisk system. De to eksempler peger dog også på det særlige i Finland og Danmark: De er de to mest tillidsfulde lande generelt i undersøgelsen med scorer på 6,9 (Danmark) og 6,7 (Finland, ligesom i Norge), men tilliden udbredes tydeligvis ikke til politikere. I gennemsnit placerer vi således politikere to point lavere end dem, vi opfatter som andre mennesker. Med andre ord peger denne type sammenligning på, at danskerne ikke blot har lav tillid til politikere i forhold til hvad vi engang havde, men også har lav relativ tillid til politikere i forhold til næsten alle andre europæiske lande.

Mistilliden er der således tydeligvis, og bliver beklaget ofte og højlydt af politikere og en række kommentatorer. Det opfølgende spørgsmål, når man har dokumenteret status, er dog om det overhovedet er en dårlig tilstand. Med andre ord, burde vi have tillid til vores politikere, og er der overhovedet gode konsekvenser af at have høj politisk tillid? Min holdning er et nej – det er godt for demokratiet, at vi ikke har tillid til folkevalgte med så forsvindende integritet og kompetence som dem, vi pt. har siddende på Slotsholmen, og det har sandsynligvis endda gode konsekvenser, at vi ikke stoler på dem (læs videre her; ungated her).

For 71 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2016. Skriv et svar

C._A._Pedersen__1945_natmus

Nationalkonservativ økonomi – når målet helliger midlet.

Af Niels Westy, den 2. maj 2016. 21 svar

En af Jyllandspostens faste bloggere, den nationalkonservative Rune Selsing, påstår i sit seneste blogindlæg, “Når arbejdsgivere nasser på samfundet“, at indvandring af “lavproduktiv” arbejdskraft gør “Danmark fattigere”.

Således slutter Rune Selsing af med at konkludere, at

Virkningen af deres [arbejdsgivere og liberalisters]  indvandringspolitik er ikke, at Danmark bliver rigere, men at de velstående bliver bedre stillet, og at Danmark som helhed bliver fattigere. Ønsket om lavproduktiv indvandring er i virkeligheden udtryk for et helt andet klassisk økonomisk problem, nemlig ’fælledens tragedie’. Når man søger selv at opnå en lille fordel mens kollektivet betaler prisen. Hvis indvandring skal være økonomisk gavnlig, skal den være højproduktiv, og for sådanne indvandrere er Danmark heldigvis helt åbent.

I forsøget på at argumentere økonomisk for sit synspunkt om indvandringens negative økonomiske konsekvenser, henviser han til et par teorier, som man møder på 1. del af cand. polit. uddannelsen.

Således skriver Selsing, at

Siden er den såkaldte Heckscher–Ohlin-model blevet standard i handelsteori, og med udgangspunkt i denne model viste Wolfgang Stolper og Paul Samuelson i 1941, at effekterne af international handel ikke fordeler sig jævnt. Faktisk viste deres teorem, at ufaglærte arbejdere i et højproduktivt samfund som det danske, vil blive stillet dårligere af international handel med lavindkomstøkonomier. Det er da også derfor, at danske ufaglærte industriarbejdspladser er forsvundet, og de ufaglærte må søge over i fag, der ikke er konkurrenceudsat fra udlandet. Men det helle fra konkurrencen forsvinder, når den lavproduktive arbejdskraft får lov at komme hertil. Så må danske ufaglærte prøve at lære at leve med permanent forringede vilkår.

Her har den gode Selsing desværre misforstået noget. Det er korrekt, at Stolper og Samuelson kommer frem til at gevinsterne ikke er lige fordelt, hvilket kan anvendes som et argument for en midlertidig kompensation til de der oplever negative konsekvenser af en fjernelse af begrænsninger mod handel (det gælder i så fald både ejere og medarbejdere i sektorer der ikke længere er konkurrencedygtige).

Men Rune tager helt fejl, når han heraf udleder, at det at en række arbejdspladser forvinder/outsorces indebærer et permanent tab for ufaglært arbejdskraft. På samme måde tager han fejl, når han konkluderer at “når den lavproduktive arbejdskraft får lov at komme hertil. Så må danske ufaglærte prøve at lære at leve med permanent forringede vilkår.”

Der er nok en grund til at hans indlæg glimrer ved sit fravær af empiri der understøtter hans påstand, for en sådan eksisterer ikke.

Det er korrekt, at indvandring fra det vi kalder “ikke-vestlige lande” i gennemsnit har været en underskudsforretning her i landet (men ikke i alle lande).

Det skyldes Ikke, at de der kommer til landet er “lavproduktive”, men at vi har indrettet vores arbejdsmarked og velfærdsstat således, at en stor del (især flygtninge) ikke kommer i arbejde, mens de er berettigede til en række skatteyderbetalte ydelser.

Eller sagt med andre ord:

Problemet i den konkrete sammenhæng med indvandring er ikke, at indvandrerne tager, men at den vestlige landes skatteydere giver

Er Danmark en han, hun eller måske en “hen”?

Rune Selsing er voldsomt optaget af betydningen af indvandring for BNP per indbygger i en sådan grad, at han taler om at den gør “Danmark fattigere”. Her må man spørge sig selv om hvem er Danmark? Jeg kender hende (eller ham) ikke. Jeg har aldrig mødt vedkommende . Jeg kender en masse danskere. Ja, jeg er normalt omgivet af dem hver dag. Her er vist tale om en form for retorik, som vi kender alt for godt fra venstrefløjen, hvor individet ikke eksisterer, men kun er til og giver værdi i kraft af at være arbejder, kapitalist, kvinde, mand, hvid eller sort.

Det er jo dog et besynderligt kriterie at lægge til grund for sin kritik at indvandringen, at det skulle gøre Danmark fattigere, i og med – hvis markedet får lov til at fungere – at både de herboende og indvandrerne opnår en højere levestandard. Med andre ord – alle bliver mere velstående, men Danmark bliver fattigere – måske.

I USA, hvor både antal og forskel i human capital, målt på uddannelse, hos indvandrere og den indfødte befolkning er større end i Danmark, er BNP steget betydeligt hurtigere end herhjemme.  Og der er intet som tyder på at indvandringen fra især Latinamerika af ufaglært arbejdskraft har haft en negativ effekt på lønningerne i USA.

Sammenligner man således populationen – i stedet for blot indkomstdeciler –  er konklusionen ganske klar – alle vinder, omend nogle mere end andre.

Der er egentlig ikke noget nyt i det Rune Selsing skriver. En anden af JPs faste bloggere, Morten Uhrskov, skrev for et par år siden netop en bog, “Indvandringens pris – på vej mod et fattigere Danmark”, baseret på samme fejlagtige opfattelse af økonomi. Mens man kan undskylde Uhrskov med hans manglende faglige viden, når det kommer til økonomi, gælder dette ikke Rune Selsing, som er uddannet økonom. Derfor må det undre at han ikke har forstået helt fundamentale økonomiske sammenhænge. (Jeg har tidligere skrevet et ret omfattende blogindlæg om Uhrskovs bog, se her)

Nyprotektionismens grimme ansigt

Det er interessant, at hvor vi i mange årtier herhjemme var vant til at det stort set udelukkende var venstrefløjen som kritiserede markedskapitalismen, har nationalkonservative  stemmer som Rune Selsing o. a. fået mere plads de senere år. Også de er som deres røde fælder, vældig glade for staten. Det eneste problem med den er vist for denationalkomservative, at det er de forkerte som sidder på magten. Med andre ord har de det ikke godt med Public Choice.

Rune Selsings indlæg illustrerer glimrende hvor tæt på hinanden de to kollektivistiske strømninger reelt er – helt ned til en totalt statisk forståelse af økonomi som alene et spørgsmål om fordeling.

Den fælles fjende er naturligvis det frie åbne borgerligt-liberale samfund, som det altid har været.

Det kommer vi nok til at skrive lidt mere om i fremtiden.

 

Tillid og lykke hos danskere og andre

Af Christian Bjørnskov, den 2. maj 2016. Skriv et svar

Som nogle af læserne allerede ved, er der en fortsat diskussion i tillidsforskning om hvorvidt social tillid er et stabilt, kulturelt fænomen eller en mere direkte erfaringsbaseret ting. Diskussionen er ikke blot principielt eller akademisk vigtig, men har også relevans for hvordan man tænker politik. Kan man fra politisk side ændre folks tillid, er mange af de gavnlige konsekvenser af tillid – lav korruption, højere vækst osv. – opnåelige hvis de politiske incitamenter er til det. Hvis man ikke kan, indebærer det omvendt, at der er udviklingsveje, der sandsynligvis er lukkede for mange nationer.

Det er ingen hemmelighed at jeg personligt hører til i den kulturelle lejr, men dygtige kolleger som Peter Thisted Dinesen, som jeg har stor respekt for, læser evidensen anderledes. Emnet for denne post er derfor, hvordan det billede som vi diskuterer, faktisk ser ud. De to figurer nedenfor illustrere det ved at vise gennemsnittene for social tillid (dvs. tillid til folk, man ikke kender) og folks lykke (dvs. hvor tilfredse de selv synes, de er med deres liv), fordelt på tre grupper: 1) Indbyggere i Danmark med danske forældre, 2) indbyggere i Danmark med en eller begge forældre fra et andet Nordeuropæisk land (Norden, Holland, Tyskland, Storbritannien), og 3) indbyggere med mindst en forælder fra et land udenfor Nordeuropa.

Det er først og fremmest nemt at se, at tillidsniveauet er helt ens på 6,9 (på en 0-10-skala) for folk med danske og nordeuropæiske forældre, så længe de bor her og formodentlig for de flestes vedkommende opvokset her. Til gengæld ligger niveauet for dem med ikke-nordlige forældre på 6,1, og dermed meget markant og statistisk signifikant lavere. Strukturen i de samme gruppers lykke er derimod lidt anderledes med ’danske’ danskeres lykke på 8,51, de nordliges på 8,37 og de ikke-nordliges på 8,00. Problemet er nu, hvordan man tolker det.

Det er her, forskerne kan være uenige. Det er evident, at dem med ikke-nordeuropæiske forældre har slæbt mistillid med fra deres forældres opvækst og erfaringer i hjemlandet, men hvordan fortolker man at de andre med ikke-danske forældre har samme tillid som danskerne? Her kan man frit vælge forestillingen om, at de ’nye’ danskere har lært at man kan have tillid til de fleste – altså at tillid kan ændre sig med erfaringen. Men man kan lige så godt vælge fortolkningen, at de nordeuropæere, der enten fandt en dansk partner eller valgte at flytte til Danmark, i forvejen havde højere tillid og dermed kunne finde sig nemmere til rette i en skandinavisk kultur. Vi kan dermed ikke sige noget præcist om, hvorvidt billedet skyldes læring eller selektion, kun at der er definerbare grupper, der ikke lærer tilliden. På den måde kan forskere blive ved med at være uenige om ganske vigtige spørgsmål.

tillid dk danskere og andrelykke dk danskere og andre

Zombieidéer: Samfundet kan jo betale

Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2016. 8 svar

I vores serie af zombieidéer er vi kommet til en af de idéer, der både er mest indlysende forkert, og bliver brugt oftest i politiske (og personlige) diskussioner: Idéen om, at samfundet eller staten kan betale for forhold. På et overfladisk plan beror zombieidéen ofte på en forestilling om, at staten på en eller anden måde har egne midler, mens den i mange andre politiske diskussioner ganske enkelt er udtryk for en ekstrem grad af enten inkompetence eller intellektuel dovenskab og bevidst vildledning.

Argumentet er almindeligt kendt: Nogen vil gerne have adgang til en eller anden form for privat service og synes enten, der har en form for moralsk krav på den, eller gør som om. De ved godt, at den pågældende service ikke er helt gratis, men mener heller ikke at de ’bør’ betale den fulde pris for den. Påstanden bliver derefter, at det er noget samfundet / staten skal betale for dem.

Der er to måder, man kan forstå argumentet på uden at være inkompetent. Den ene er hvis man er kommunist. I det tilfælde er ens ideologiske udgangspunkt, at borgerne alligevel ikke har ejendomsret og at staten ejer alt. Det indebærer naturligvis, at staten logisk kan betale for ens service, og fra en ideologisk vinkel måske endda bør. Men en kommunistisk logik indebærer også, at alle vil have incitament til at få så meget som muligt fra ’staten’, da alle har krav og ingen har egentlige markedsøkonomiske forpligtelser. På den måde bliver det meste efterspørgsel i et kommunistisk samfund til rent-seeking uden incitament til værdiskabelse.

Den anden måde, argumentet kan føres i en konsistent logik, er hvis man faktisk godt er klar over, at staten ikke har egne midler, men er ligeglad. Det gør det til et helt almindeligt rent-seeking-argument, hvor man forsøger at få en overførsel, og helst på bekostning af en ansigtsløs, anden gruppe. Denne version hviler på, at folk faktisk har indset den centrale pointe: Staten har ingen midler selv, men kun dem, den kan vriste fra de individuelle borgere i form af skatter, afgifter og overpriser for monopolydelser. Argumenterer man således for, at man har en form for krav på en ydelse, er det således en påstand om et krav på andre menneskers midler.

Enhver påstand om, at ’samfundet’ da kan betale for X, er således en påstand om at andre mennesker – og helst nogen, man ikke lige kender – skal tvinges til at betale for X. Medmindre der er en meget tydelig eksternalitet forbundet med X, eller X er et indiskutabelt offentligt gode som forsvar og retsvæsen, er zombieidéen således en form for retfærdiggørelse af tyveri. Den vil bare ikke dø, for det er så nemt at argumentere, og at give efter for den type argument er så effektiv en måde at købe stemmer på. Og ve den, der offentligt mener, at folk da må betale for deres egne busbilletter og operationer mod flyvører.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden i dag

Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2016. Skriv et svar

Som mange læsere vil vide, holder vi meget af det svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt. Det nye nummer er kommet på gaden her til morgen, og kan læses i sin helhed her. Lederen i denne måned er skrevet af Helena Svaleryd, som diskuterer rentefradrag – en diskussion, der også er aktuel i Danmark – og første artikel er Carl Hamilton, der skriver om, hvorvidt globaliseringen er på retræte, og hvorfor vi skal være bekymrede for udviklingen. Andre artikler på min læseliste er bl.a. af Lars Hultkrantz, der skriver om svenske kommuner, at deres ”ekonomiska styrning tenderar snarare att uppmuntra till kortsiktighet, stuprörstänkande och ointresse för effektutvärderingar.” Genkendeligheden er nedslående. Som altid er hele tidsskriftet stærkt anbefalet.

Den “Brasilianske models” kollaps

Af Niels Westy, den 24. april 2016. 1 svar

Den formelle årsag til et flertal i Deputeretkammeret sent søndag aften med stort flertal vedtog at præsidenten stilles for en rigsretssag er, at hun og regeringen anklages for brud på forfatningen og “Lei de Responsabilidade Fiscal”.

[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=V-u2jD7W3yU&feature=youtu.be&t=9h4m43s[/youtube]

(Video ovenfor – øjeblikket da den 342. og afgørende ja-stemme til rigsretssag afgives)

Ifølge anklagerne har man sminket de offentlige regnskaber, så de fremstod bedre end de var op til valget i 2014. Det er der næppe tvivl om at hun og regeringen faktisk har gjort. Deres forsvar er at det er sket tidligere uden konsekvenser, hvilket også er korrekt.

Den reelle årsag er den økonomiske og politiske krise som man gennemløber i disse år. Ved udgangen af dette år forventes BNP at være ca. 7,5 procent mindre end i 2014.

Når man i flere medier har set en kobling mellem kravet om rigsretssag og den verserende korruptionsskandale i det statslige olieselskab Petrobras, er det formet forkert. Dilma Rousseff er endnu ikke blevet knyttet til korruptionen omkring Petrobras på andet end rygteplan – og det selv om hun var bestyrelsesformand i en lang perode, hvor ulovlighederne foregik.

At det endte med et meget klart flertal for en rigsretssag anses af mange iagtagere for at være resultatet af en række katastrofale politiske fejltagelser. Ikke mindst forsøget på at udnævne Dilma’s forgænger, Lula, til hvad der i dansk sammenhæng svarer til statsminister.

Udnævnelsen af Lula kom mindre en uge efter han havde været tilbageholdt af det føderale politi, mistænkt for korruption. Den var for tyk for mange. Lula er da her mere end et måned efter udnævnelsen ikke blevet godkendt af højeteret.

Hvorvidt Dilma Rousseff ender med at blive stillet for en rigsretssag afgøres i første halvdel af maj, og kræver blot simpelt flertal i senatet. Det anses for meget sandsynligt. Herefter skal Dilma træde tilbage i op til 180 dage, eller til en afgørelse foreligger. Det kræver herefter 2/3 flertal i senatet for at afsætte hende. Under retssagen mod hende vil nuværende vicepræsident Michel Temer midlertidigt overtage hvervet som præsident. I tilfælde af at hun må gå af, vil han herefter udfylde rollen som præsident frem til næste vag i efteråret 2018.

Når man ikke til en afgørelse indenfor de 180 dage genindtræder Dilma som præsident.

Det kommer til at tage tid og det kommer til at gøre ondt.

Det økonomiske sammenbud er til at tage og føle på. Sidste år faldt BNP med 3,8 procent og der forventes et fald på (mindst) det samme i indeværende år. Tilsammen svarer det til et fald i BNP på 7,5 procent, og siden 2010 er BNP per indbygger faldet med næsten 20 procent. Og det kan mærkes. Arbejdsløsheden er på ca. 10 procent og fortsat stigende. Underskuddet på de offentlige finanser forventes at havne på ca. 11 procent, mens gælden passerer 75 procent af BNP i år.

WO-AZ318_BRFISC_16U_20160129191205

En ofte gentaget fremstilling af udviklingen de seneste år har fokuseret på den nuværende, og måske snart forhenværende præsident Dilma’s ringe økonomiske politik. Det er også korrekt at den økonomiske politik i hendes første regeringsperiode var præget af en udstrakt brug af mikrostyring, men omend den nuværende økonomiske krises styrke i høj grad er hendes ansvar, ligger roden til problemerne i lige så høj grad tilbage i det skifte, som skete under hendes forgænger, Lula’s, ledelse i “boomårene” i nullerne.

Som Diogo Costa påpeger i et indlæg i “The Telegraph” om skiftet under Lula’s 2. valgperiode, 2006-2010. :

Government subsidies via public banks went from 0.4 per cent of GDP in 2007 to 9.7 per cent in 2013. Public banks overtook private banks in market share. Pumped up with subsidised Treasury funds, the National Development Bank, BNDES, increased its annual disbursements to about $50 billion (£35 billion), higher than those of the World Bank.

I en kommentar i Børsen til afstemningen sidste søndag, sammenligner jeg udviklingen i Brasilien med Peru. Et land hvis politiske system bestemt ikke lader Brasiliens noget tilbage, når det kommer til skandaler og korruption.

Men i modsætning til Brasiliens statscentrerede økonomiske model, som man aldrig reelt har gjort op med, har Peru udviklet sig i en langt mere markedsorienteret retning, mens der er væsentlige begrænsninger på skiftende regeringers muligheder for at manipulere, regulere og “hærge” i den indelandske økonomi.

Lige som Brasilien har Peru været hårdt ramt af faldende priser på sine vigtigste eksportvarer. Eksportindtægterne i begge lande er i høj grad afhængige af den globale efterspørgsel og priser på råvarer, der som bekendt er faldet drastisk de senere år. Det er et fælles træk for de fleste sydamerikanske lande. Men til forskel fra Brasilien er den økonomiske fremgang fortsat i Peru, omend på et lavere niveau.

Mens bruttonationalproduktet i Brasilien, ifølge IMF, med udgangen af dette år forventes at være faldet med mere end 7 pct. siden 2014, vil Perus bnp være 7,5 pct. højere. Siden 2007 er bnp blot steget med ca. 14 pct. i Brasilien, mens det er steget med mere end 55 pct. i Peru. Og det kan mærkes.

IMF-bnp
Målt på andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom, har begge lande oplevet et betydeligt fald siden begyndelsen af nullerne. I Brasilien levede hver syvende i absolut fattigdom i 2001, mens det i 2012 var faldet til ca. hver 20.

I samme periode faldt andelen Peru fra hver femte til mindre end hver 20. Men hvor andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom, herefter har fortsat sit fald i Peru, har det siden 2012 igen været stigende i Brasilien.

perubrasil-fattigdom

Desværre er der ingen nem vej ud for Brasilien. Og man kan have sine tvivl om, hvorvidt det skulle blive meget bedre med en anden præsident. Hvordan har man tænkt sig at få bugt med det offentlige underskud? 90 procent af de offentlige udgifter er lovbestemte, ofte som del af forfatningen, hvorfor ændringer kræver et kvalificeret flertal på 50 procent. Hvor store er chancerne for at øge skatter og afgifter i et år med vigtige lokalvalg? Og er der virkeligt opbakning til at gøre op med et håbløst system med subsidierede kreditter, skattebreaks og handelsrestriktioner for udvalgte sektorer?

Selv om markedet synes optimistisk (aktierne er steget hver gang sandsynligheden for en rigsretssag øgedes) vil forbedringen formentlig være marginal. Som The Economist skriver i en artikel denne weekend:

The roots of Brazil’s political dysfunction go back to the slave-based economy of the 19th century, to dictatorship in the 20th and to a flawed electoral system that both makes campaigns ruinously expensive and also shields politicians from account.

In the short run, impeachment will not fix this. The charge that is the basis for trying Ms Rousseff—that she manipulated accounts last year to make the fiscal deficit look smaller than it was—is so minor that just a handful of congressmen bothered to mention it in their ten-second tirades. If Ms Rousseff is ousted on a technicality, Mr Temer will struggle to be seen as a legitimate president by the large minority of Brazilians who still back Ms Rousseff.

Et nyvalg ville måske “rense luften”, men jeg tvivler. Den nuværende kongres, hvoraf en stor del af medlemmerne, på tværs af partierne, er mistænkt for korruption, hvidvaskning mv., blev lige som præsidenten valgt i 2014.

Problemet er at mens Brasilianerne – med god grund – lider af akut politikerlede, er vejen lang fra dette og så til faktisk at vælge nogle andre,  og hvem skulle det så være?

Det grundlæggende problem er den særlige brasilianske økonomiske model, hvor markedet er sekundært og hvor staten spiller en stor rolle. Hvis Brasilien for alvor skal leve op til sit vækstpotentiale, skal man gennem et reelt paradigmeskifte. Det kommer nok til at tage nogle år.

Mere om Brasiliens økonomi :

http://americas.dk/2012/12/15/bye-bye-brazil/

inveterata dolor in asinum

Af Niels Westy, den 23. april 2016. 5 svar

Måske er DR2 Debatten det DR program som bedst illustrerer hvad politik går ud på. Og det er bestemt ikke et kompliment.

Hver torsdag mellem 20 og 21 “svinger domptør Clement Kjærsgaard” kuglepennen mens landets folkevalgte og repræsentanter for diverse interessegrupper taler for deres syge moster. Ganske ofte sker det bevæbnet med en særlig evne til IKKE at forholde sig til hverken virkelighed eller relativt banale økonomiske sammenhænge.

Det gjorde sig ikke mindst gældende i udsendelsen torsdag, hvor emnet var skat og vækst. Det første har vi som bekendt mere end rigelig af, mens det står mere end skralt til med det sidste.

Positionerne var de velkendte og det var “zombie” argumenterne dermed også. Heller ikke overraskende viste det sig også ganske hurtigt, at det ikke just var borgernes velstand som var det væsentligste i debatten. René Christensen DF lagde frisk fra start ved at proklamere at den øgede tilstrømning af asylsøgere umuliggjorde skattelettelser. At de øgede forventede omkostninger til asylsøgere på ca. 6, 5 mia. kroner, kun udgør en mindre del af det samlede forventede råderum på 40 mia. kroner frem til 2020, havde ingen virkning på DF’s repræsentant. Helt absurd blev det da han også brokkede sig over 3-parts forhandlinger og forsøg på at få asylsøgerne i arbejde, da det ifølge ham holdt danskere på overførselsindkomster ude af arbejdsmarkedet.

Til beroligelse for DF (og frustration for os andre) er der nu ingen grund til at tro at det går anderledes med flygtningestrømmen denne gang, end det er gået tidligere. Reelt kom der ikke meget andet ud af arbejdsmarkedets parters forhandlinger end ord, og på den måde har DF naturligvis ret i, at tilstrømningen af flygtninge fra især Mellemøsten, Irak og Somalia er en betydelig omkostning for skatteborgerne. At det forholder sig således kan vi først og fremmest takke os selv for.

Der kan være  – og er andre – problemer med flygtningestrømmene. Men at det er et økonomisk problem er nu primært selvskabt. (Betydeligt) lavere overførsels-indkomster og større løn-spredning er  helt afgørende, hvis det skal ændres i fremtiden.

Pia Olsen Dyhr slog (naturligvis) fra start et slag for at der naturligvis ikke kunne gives skattelettelser, fordi det “vil gå ud over velfærden”. Senere slog hun så et slag for aktiv (grøn) erhvervspolitik og afslørede endnu en gang, at hun ikke har den fjerneste forståelse for hvad “alternativomkostninger” er for en størrelse. Det er alligevel imponerende, med hvilken standhaftighed – sekunderet af Pernille Skipper og Morten Østergaard – man kan fortsætte med at forsvare den energi- og klimapolitik vi har ført herhjemme i årtier, der har kostet mia. af kroner og arbejdspladser.

Eneste politiske repræsentant som stod klart for skattelettelser var Liberal Alliance’s Anders Samuelsen (Morten Østergaard og RV taler primært for en skatteomlægning), hvilket finansminister Claus Hjort formentlig er ganske tilfreds med (Konservative deltog ikke i  aftens debat).

Det hele blev garneret med bl. a. en temmelig agressiv socialdemorkatisk borgmester fra Herlev (Thomas Gyldal Petersen), der naturligvis mente, at kommunerne er presset til det yderste og kasserne er tomme.

Den kommende skattereform

Centralt i debatten stod naturligvis DFs udmeldinger om at der ikke var plads til skattelettelser overfor LA’s modsatte krav om skattelettelser ved efterårets forhandlinger. Og jo, mon ikke der kommer skattelettelser? og mon ikke de – desværre, set fra et økonomisk synspunkt – primært bliver givet i bunden? og mon ikke også der kommer en række (symbolske) stramninger på udlændingepolitiken? og skal gives nogle mia. hist og her bestilt af DF?

Uden skattelettelser er der ingen grund til at LA lægger stemmer til regeringens poltik, og skattelettelsernes sammensætning skal samtidig kunne forsvares af DF, hvis de skal fastholde deres position som det national-socialdemokrati, der forsvarer velfærdsstaten.

Med andre ord vil man vedtage skattelettelser, ikke ud fra et økonomisk, men et politisk rationale, til skade for vækst og velstandsfremgang.

Og uanset hvad man gennemfører, vil reformen med garanti blive kritiseret af venstrefløjen, som vil himle op om stigende ulighed og at “man giver skattelettelser til de rige”.

Givet den lave vækst burde man måske forvente at debatten drejede sig om hvorledes man via skattelettelser/omlægninger kunne mindske væksttabet. Det er dog ikke tilfældet. Det ender altid op i en debat om fordeling og ulighed. Det var også tilfældet ved debatten i torsdags.

Af samme grund tør jeg godt allerede nu konstatere, at de skattelettelser som kommer til efteråret vil lade meget tilbage at ønske. For hvis ønsket var at øge vækst og velstand er der ingen tvivl. Nedbringelse/fjernelse af registreringsafgift, selskabskat og topskat medfører væsentlig større BNP vækst end alternative nedsættelser. Det viser beregninger fra finansministeriet meget tydeligt. Disse kan naturligvis diskuteres, men i så fald er der grund til at understrege, at Finansministeriet traditionelt er (for) forsigtige i sine beregninger – ikke at de er overoptimistiske.

En klassisk debat er hvor høj elasticiteten er. Finansministeriet regner med 0,1, men en del studier peger på at den er betragteligt højere – for en opsummering, se “Topskattens samfundsøkonomiske skadevirkninger er undervurderet” af Otto Brøns-Petersen.

For mere om selvfinansieringsgrad og topskat, se også dette indlæg fra Otto.

I et svar til et spørgsmål fra Ole Birk Olesen om effekterne af en lang række tiltag frem til 2015, kom finansministeriet i 2014 frem til følgende resultater:

Udklip_oleSom det fremgår er der ingen tvivl om hvilke lettelser, som sikrer den største økonomiske gevinst – og det er IKKE en forøgelse af bundgrænsen for folk i arbejde. Der kan være andre årsager til man ønsker at øge bundfradraget – ligesom når man ønsker at afskaffe grundskylden. Men ud fra en rationel økonomisk betragtning må nedsættelse af topskat, selskabsskat og registreringsafgift have første prioritet. Det tør jeg godt garantere, ikke kommer til at være afgørende.

Det illustrerer nedenstående desværre udemærket. Misundelse er en grim ting, men den sælger desværre godt.
13000329_10206342727350675_648424628894123828_n

I Stratford for 400 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 23. april 2016. Skriv et svar

For 400 år siden, i engelske Stratford, sov et af verdenshistoriens store genier ind. William Shakespeare var født i byen i 1564, men satte sit aftryk på den vestlige verdens litteratur, teater og selvopfattelse i sine år i London. Her opførtes fra først i 1590erne en perlerække af den vestlige kulturs største skuespil: Hamlet, Macbeth, Romeo og Julie, En Skærsommernatsdrøm, Henry V… Andre dødelige vill give en arm og sælge deres bedstemor for at have skrevet blot ét af dem, men af Shakespeares 37 kendte skuespil, er omtrent halvdelen indiskutable mesterværker.

I dag påstår mange, at uden den statslige kulturstøtte til forfattere og kunstnere – som statslige udvalg mener er særligt værdige – ville danskerne ikke bare blive kulturelt fattigere, men også dummere og dårligere mennesker. Men for 400 år siden fik William Shakespeare ingen  kunstnerstøtte eller anden offentlig bistand. Nok var Dronning Elizabeth en fan, men Shakespeare skrev for et betalende publikum. Var befolkningen i London omkring 1600 da mere kulturelt nysgerrig, åbensindet og dybsindig end vi er? Det var de næppe, men de havde forfattere som Shakespeare – og Marlowe, Johnson og andre – som ikke undervurderede dem, og heller ikke skrev for at et snævert, selvdefineret åndsaristokrati kunne hylde deres eksklusivitet. I en tid, hvor det engelske monarkis magt var næsten uindskrænket, gjorde de grin med høj og lav, og skrev til alle. Måske døde manden for 400 år siden, men hans værker hjælper med at holde vi andre i live. Hvis læserne er i tvivl, kan de gøre som mig: Gå i krig med Henry, more sig med Puk, eller forelske sig igen i Julie og Viola.

Hvor dårligt går det i Brasilien? 2. ombæring

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2016. 1 svar

I marts skrev om, hvor dårligt det faktisk går med Brasiliens økonomi. Sidste år skrumpede økonomien med 3½ procent, og i året hvor landet skal afholde OL, er forsigtige forecasts at økonomien skrumper yderligere 4 procent. Det er dog ikke de eneste problemer, brasilianerne har. Landets dybt korrumperede politiske elite er i krise, som Niels snart vil skrive mere om her på stedet. De danske medier har endda fået øjnene op for problemernes omfang, og DR2 Dagen bragte et længere indslag i går med Mads Damgaard fra KU og undertegnede, som kan ses her.

De underliggende problemer er dog mindre omtalte, så her er to klare eksempler i figuren nedenfor. Den røde linje er Freedom Houses årlige vurdering af pressefrihed (omskaleret så 100 e perfekt og 0 er Nordkorea), mens den blå linje er the Heritage Foundations ligeledes årlige Index of Economic Freedom. De to kurver illustrerer det, mange analytikere efterhånden ser som det altoverskyggende problem i Brasilien. Staten ikke blot fylder mere rent størrelsesmæssigt – og Rousseffs problemer med at skjule et stort underskud er blot en del af det – men regulerer også i stigende grad. Det forbløffende er, at man både kan se det i den økonomiske frihed – hvor lette de offentlige reguleringer er, hvor stærkt retsvæsenet står og hvor åbent landet er for resten af verden – men også i det omfang, staten regulerer og kontrollerer medierne. Med risiko for at gentage, hvad mange andre har sagt: Brasiliens problem er ikke mangel på styring, men styringen i sig selv. Det er tid til at den brasilianske stat holder op med at stå i vejen for almindelige borgere, og at landets politikere taget erfaringerne i Chile, Panama, Peru og Uruguay alvorligt. Når de har gjort det, kunne danske politikere eventuelt tage erfaringerne lige så alvorligt.

Brasilien pres øk frihed