Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Hvor vigtig er eurozonen for Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2015. 5 svar

Nationalbankdirektør Lars Rohde udtalte i forbindelse med valutauroen forleden, at han mente at Danmark burde gå med i euroen. En del af os er uenige, men uanset hvad er et af de stærkeste argumenter i den offentlige debat, at handel med eurozonen er ekstremt vigtig for den danske økonomi. For et flertal af politikerne i Folketinget er det – sammen med det ret idiotiske argument om ’at sidde med ved bordet’ – det, der overbeviser dem. Men hvor sandt er det egentlig, at eurozonen er så vigtig for dansk økonomi?

For at få et indtryk af, hvad svaret kunne være, kan man for eksempel se på dansk handel med resten af verden. Nedenfor plotter vi eksport til og import fra eurozonen og andre lande uden forbindelse til euroen (baseret på månedlige handelstal fra Danmarks Statistik). Det er nemt at se, at da vi for cirka 15 år siden havde eurodebatten, var vores handel indenfor og udenfor euroen cirka lige vigtig. Vi eksporterede lidt mere til ikke-eurolande og importerede mere fra eurozonen. I de sidste ti år har vores import været relativt ligeligt delt mellem euro- og ikke-eurolande. Det samme gælder dog på ingen måde for vores eksport. For cirka ti år siden begyndte vores eksport med ikke-eurolande at vokse mere end eksporten med eurozonen, så eksporten udenfor eurozonen i 2014 var en halv gange større end eksporten til eurolandene. Et lignende forhold gælder Danmarks direkte investeringer i udlandet.

Månedlig eksportMånedlig import

 

 

 

Det særlige er derfor, at et af standardargumenterne i høj grad er svækket i de senere år. Et andet element er, at Danmarks non-euroeksport faktisk er steget meget mellem 2004 og 2008 i en periode, hvor kronen apprecierede overfor bl.a. dollaren. Siden nogle større udsving under krisen har der ikke været nogen klar trend i krone-dollarkursen 2009-2014, hvorfor simple konkurrenceevneforhold ikke kan forklare den fortsatte stigning. Det er nødvendigvis andre forhold, der må forklare hvorfor og hvordan eurozonen over en 15-årig periode har mistet umiddelbar vigtighed for dansk økonomi. Bundlinjen er dog, at et af de politisk tunge argumenter for dansk medlemskab svækkes i takt med at store dele af eurozonen forbliver i stagnation og bliver mere ligegyldige for dansk økonomi.

Hvad #$*! forestiller grækerne sig?

Af Christian Bjørnskov, den 22. februar 2015. 7 svar

Den græske regering har åbenbart cirkuleret et non-paper efter at Eurogroup-mødet om de græske problemer var slut (Hattip: Robert Went). Her er teksten, som man kun kan ryste på hovedet af. Oversættelse følger.

  1. Today is a page-turning day for Greece. Negotiations mean giving fights without going back on the public mandate you have received. [Today] proves that a negotiation could have happened all those years ago and that Greece is not isolated, not heading towards the rocks, and not continuing with the Memoranda.
  2. The design to trap the new Greek government until 28 of February was overturned. The fundamental strategic plan for the time period (4 months), in the framework of an intermediate agreement, which will give us the possibility of negotiation, was successful.
  3. The blackmailing attempts in the last 24 hours came to nothing. The request for an extension of the loan agreement was eventually accepted in principle, and it constitutes the basis of further decisions as well as upcoming developments.
  4. The recessionary measures on which the former government was bounded were overturned (Hardouvelis email about pension cuts, tax increases etc), as well as the agreements about the exorbitant and out-worldly primary surpluses.
  5. The extra-institutional construct of TROIKA, which was giving orders and had become a new superpower, is finished.
  6. The new Greek government will present its own list of reforms for the next intermediate stage, proposing those that represent a common ground.
  7. The Greek government and Europe will take the necessary time in order for the negotiation towards the final transition to begin, from policies of recession, unemployment, and social insecurity towards policies of growth, employment and social justice.
  8. The Greek government, with clear mind, will continue its governmental work, having on its side Greek society, and will continue the negotiation until the final agreement in the summer.

Min subjective oversættelse af det græske non-paper er: 1) Vi vil ikke overholde tidligere aftaler; 2) Vi betragter vores nye karensperiode som et oplæg til yderligere forhandling; 3) Enhver forhandling skal give os flere penge; 4) Vi har ikke tænkt os at skære ned nogen steder; 5) Vi har tænkt os at ignorere alle institutionelle kreditorer, uanset at de samarbejder; 6) Vi gør hvad vi vil uanset hvad I siger; 7) Vi har ikke tænkt os at svare klart lige med det samme; og 8) Resten af Grækenland vil heller ikke betale sin gæld, så hvorfor skulle vi ville det?

Syriza-regeringen fortjener i hurtigt stigende grad sit nye øgenavn: Feta-forbryderne. Hvis de af en eller anden ukendt årsag faktisk mener det alvorligt, at de vil rydde op, kan de starte med lørdagens anbefaling fra Die Welt: Grækenland må begrave sine drømme.

Ingen sammenhæng mellem den reelle udvikling i ulighed og den offentlige debat

Af Niels Westy, den 18. februar 2015. 1 svar

Det er næppe gået nogen næse forbi, at ulighedsdebatten har fyldt en del de senere år. Nu har den selvfølgelig altid været fremtrædende herhjemme af politisk-historiske grunde. Og selv om baggrundsstøjen har været høj i Danmark, så fylder debatten også ekstra meget i disse år herhjemme.

Men er der egentlig nogen sammenhæng mellem debatten og den faktisk udvikling?

Det har den amerikanske økonom Greg Mankiw skrevet lidt om på sin sjove og fremragende blog, som man bestemt skal følge med i.

Og svaret er nej. Der er ingen sammenhæng, i hvert fald ikke i USA. Hvilket fremgår tydeligt af nedenstående to figurer over dels udviklingen i de famøse 1 procents indkomstandel og dels omtale af ulighed. Som Mankew gør opmærksom på, skal man tilbage til 1866 før man har en debat om ulighed, der bare  nærmer sig en lille bitte smule hvad man har set de senere år i USA. Og den gang handlede den om The Civil Rights Act of 1866.

Omtalen af ulighed er baseret på hvor mange gange ordet “inequality” optræder i New Yourk Times gennem tiderne.
One Percent

 

Antal gange ordet “inequality” optræder i New York Times

inequality word use

Som Mankiw skriver:

One thing that commentators sometimes fail to notice is that the big increase in the one percent’s income share came between 1980 and 2000. Since 2000, it has fluctuated but without much of a trend.  Why, then, are we all talking about income inequality only now? I am not sure. One hypothesis is that we don’t worry about inequality when everyone is doing well. Another hypothesis is that we now have a president with a political ideology that sees inequality as especially pernicious.

Noget kunne tyde på at Mankiw har mere end en pointe.

Og så skal vi jo ikke glemme, at den globale ulighed har været faldene de seneste 35-40 år, efter at have været stigende de forudgående 200 år.
ulighed

Følg Mankiw her – det er både oplysende og underholdene.

Hvor effektiv er terror til at skabe frygt?

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. februar 2015. Skriv et svar

Risikoen for at blive slået ihjel i et terrorangreb er meget lille for de fleste af os. Den er globalt set mindre end én promille af risikoen for at blive slået ihjel i trafikken.

Terror virker ved at skabe frygt. Men hvor effektiv er den? Det satte Gary Becker og Yona Rubinstein sig for at undersøge. Deres hypotese var, at jo mere frygten koster os, desto bedre er vi til at overvinde den. Det undersøgte de ved at udnytte data fra perioden med ”Al-Aqsa-intifada” i Israel. Det viste sig ganske rigtigt, at det faldende antal buspassagerer og cafegæster efter et terrorangreb stammede fra ikke-hyppige besøgende. Pendlere og hyppige cafégæster gik derimod ikke ned i aktivitet. Et højere uddannelsesniveau var også forbundet med mindre frygtsom adfærd, fandt de.

Interessant nok havde terrorangreb dagen før sabbatten eller en helligdag meget mindre effekt på rejse- og caféaktiviteten end dagen før en hverdag. Forklaringen er, at der ikke udkommer aviser i Israel på sabbatten eller helligdage. Derfor fik angreb dagen før en avisfri dag ikke så meget medieopmærksomhed.  Så medieomtale spiller en stor rolle for terrorens gennemslagskraft.

Becker og Rubinsteins resultater kan bl.a. forklare, hvorfor turistmål også er yndede terrormål. De fleste turister er sjældne gæster og kan let finde alternative destinationer. Hverdagen vil formentlig hurtigt komme igen i København, men der kan gå noget tid, før turisterne er tilbage i fuldt omfang.

Desværre er det ikke alle, som kun har en forsvindende lille risiko for at blive ramt af terror. Folk forbundet med Muhammed-tegningerne er – som senest weekendens begivenheder viser – alvorligt truede. Islamisterne benytter sig tydeligvis af en spilteoretisk pointe om at ramme dem, der er mest profilerede. Hvis alle forsøger at undgå at blive mest profileret, kan man på den måde kue en stor befolkning. Selv en lille, forholdsvis svag gruppe vil kunne kue det store flertal på den måde.

Der er kun én effektiv modstrategi. Den er, at alle vælger en høj profil. Medierne kan gå sammen om at bringe tegningerne så meget, at Jyllands-Posten, Vilks, Rose og Westergaard drukner i mængden. Det er desværre nok for sent at forhindre dem i at have symbolsk status også fremtidigt. Men det vil reducere risikoen for andre ved at ytre sig frit.

Hvordan opdager man vækstfirmaer?

Af Christian Bjørnskov, den 10. februar 2015. 5 svar

Jeg skrev i Børsen i går om Sven-Olov Daunfeldt og Daniel Halvarssons nye forskning om højvækstfirmaer. Mange politikere mener, at vi bør støtte højvækstfirmaer for at skabe flere arbejdspladser og mere vækst, men problemet er stadig hvordan man identificerer dem. Alle politikere, jeg har talt med om emnet, mener at det er nemt: Man kan jo se dem der er successer. Den implicitte antagelse, som de færreste forstår, er at de firmaer, der er successer nu også er det om nogle få år. Hvis ikke giver den politiske identifikationsstrategi ingen mening.

Og deri ligger Daunfeldt og Halvarssons pointe! Som de identificerer højvækstfirmaer i svenske data, er sandsynligheden for at en succes i én treårsperiode også er det i den næste periode kun 1 %. Sandsynligheden for at firmaerne ligger i den dårligste del er derimod 5-6 %. Så simpel sandsynlighed taler for, at den populære politiske strategi mest kommer til at støtte fiaskofirmaer.

Den publicerede version af papiret er her; en ungated tidlig version er tilgængelig her.

Bør staten kunne optage gæld?

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. februar 2015. 3 svar

Der er mange gode grunde til, at store organisationer kan optage gæld. Staten er den største organisation, vi har. Men der er en række fundamentale grunde, som taler imod statsgæld – eller i hvert fald for at lægge meget stramme bånd på mulighederne. Det viste Buchanan og Wagner i deres klassiske værk ”Democracy in deficit” fra 1977.

Det græske valg og landets atter genopblussede gældskrise sætter fingeren på pointerne og giver anledning til nogle flere.

Grundlæggende set er spørgsmålet: Hvem er det egentlig, man låner til, når man låner til en stat? I Grækenlands tilfælde: Hvor meget kan vælgerne påberåbe sig, at de ikke bør hæfte for gælden, eller i hvert fald ikke det hele?

Det generelle først.

Vi er vant til, at private selskaber fungerer fremragende som juridiske personer, når de optager gæld. Det skyldes, den måde selskabet er organiseret på – altså det regelsæt, som bestemmer. Et selskab kan betragtes som en meget præcis kontrakt for, hvordan en lang række personer er bundet sammen i et kollektiv, og hvem der har krav på hvad. Går et selskab f.eks. konkurs, er det på forhånd klart, at kreditorer og ejere højst har krav på selskabets aktiver (eller rettere den del af ejernes aktiver, de har placeret i selskabet). Panthavere med pant i konkrete aktiver får først. Så får de generelle kreditorer. Og så til sidst ejerne, hvis der måtte være noget til overs.

Selskabet har også meget bestemte regler for, hvordan ejerne kan træffe beslutninger. Et flertal må ikke berige sig på bekostning af mindretallet. Enhver ejerkrone har krav på lige andel af overskuddet. Der er også mulighed for, at ejerne kan gå hver til sit, hvis de ikke kan enes. En mindretalsaktionær kan træde ud og blive kompenseret ved at sælge sin andel.

Det fungerer generelt så smidigt, at vi uden store problemer kan se på selskaber som juridiske personer. Det er også derfor, vi er villige til at låne dem penge.

Det er selvsagt heller ikke svært at se en privat person som en juridisk person. Den person, der låner pengene, er også den, der skal betale tilbage. Der er dog i modsætning til de krystalklare grænser for selskaber en meget uklar grænse for, hvor mange aktiver man kan tage fra en personlig debitor. Man kan – selv hvis man ville – ikke tage alt fra folk. Der er selvfølgelig sædvaneretlige grænser, men ofte vil kreditorer have en interesse i at stoppe inden dem. Manglen på en klar grænse skaber en spilteoretisk situation med risiko for, at begge parter taber. Selskabet er bl.a. en løsning på det problem.

Men hvis vi så ser på en stat, hvor langt holder metaforen om en juridisk ”person” så? Det letteste tilfælde er naturligvis et kongedømme, hvor beskatningsretten ses som kongens personlige ejendom. Her falder en gældsbyrde virkelig på kongen, fordi han i forvejen har presset størst mulig skat ud af undersåtterne. Derfor kan man – og gjorde også historisk – betragte landskaberne som en slags obligationer, der kunne pantsættes og gå tabt, hvis kongen ikke kunne svare sine kreditorer. Vi kan også ret let anvende metaforen i det tænkte tilfælde, hvor kongen er en såkaldt “benevolent (godgørende) diktator”, som har samme magt som den provenumaksimerende konge, men i stedet udelukkende er motiveret af borgernes nytte i stedet for sin egen. Og vel at mærke alle både nutidige og fremtidige borgere.

Den benevolente diktator er den implicitte – og ind i mellem eksplicitte – antagelse bag økonomisk teoris behandling af statsgæld. Kan borgerne få mere end 1 krones gavn af en krones statsgæld, bør gælden optages. Det er simpelt nok, og det er ikke svært at finde situationer, hvor det krav er opfyldt.

Der eksisterer imidlertid ikke en benevolent diktator i et demokrati. Eller i al fald ikke noget, der ligner i de demokratiske systemer, vi betjener os af for tiden.

For det første er det i høj grad muligt for flertallet at berige sig på mindretallets bekostning. Eller – som Buchanan og Wagner understregede – for et nulevende flertal at berige sig på bekostning af et nulevende mindretal og det store flertal af fremtidige generationer. Det er endda muligt for et mindretal at manipulere sig til at berige sig på bekostning af et flertal.

Det er for det andet en velkendt fundamental egenskab ved flertalsafstemninger, at enten kan udfaldet blive helt vilkårligt – og vilkårligt dårligt – eller også er de sårbare over for manipulation.  Der findes en meget stor (social choice) litteratur om dette. Men det betyder også, at et flertal ikke behøver at føle ejerskab til en beslutning om f.eks. at optage statsgæld. Enten kan det ske som resultat af, at et mindretal behersker beslutningsprocessen, eller ved en ren tilfældighed.

Det kan selvsagt også ske ved en flertalsafgørelse i et aktieselskab. Men her er forskellen for det første at alle løsninger, som indebærer, at nogle beriger sig på andres bekostning, er forbudt. For det andet, at der er mulighed for at exite mod kompensation (sælge sin ejerandel). En aktionærkreds, som ”passer” dårligt sammen, vil til alles fordel blive omdannet gennem køb og salg, men det sker kun i begrænset omfang, at demokratiske problemer løses gennem ind- og udvandring.

I modsætning til en konge med personligt ”ejerskab” til beskatningen er det ikke veldefineret, hvilke aktiver en demokratisk stat ejer eller kan tvinges til at afgive til kreditorerne. Kreditorerne kan højst få udenlandske stater til at beslaglægge aktiver i udlandet, men de er sjældent særlig omfangsrige. I sidste ende består kreditorernes sikkerhed i debitorernes interesse i at bevare et så godt omdømme, at de fortsat kan optage lån. Kursen på en statsobligation er i modsætning til en virksomheds- eller byggeobligation ikke bestemt af, hvad aktiverne er værd, men af chancen for, at debitorstaten vælger at betale sin gæld.

Og så til de græske vælgeres oprør mod kreditorerne og den hjemlige politiske elite. Hvor meget har de at have det i?

Det er forståeligt nok, at grækerne gerne vil betale mindre end de skylder. Gælden går ud over velstanden. Det er bare ikke noget specielt godt argument. Alternativet er jo, at nogle andre – og det vil alt overvejende sige skatteyderne i kreditorlandene – skal gå tilsvarende ned i velstand.

Hvis grækerne skal have et argument, skal de kunne godtgøre, at de ikke har noget ansvar for gælden. Der er uden tvivl mange grækere, som personligt ikke har støttet de politikere, som har optaget gælden. Det kan være et stort mindretal. Der kan også være et flertal af vælgerne, som har været i mod gældsoptagelsen, men har stemt på politikerne alligevel (og vel at mærke været i mod prospektivt og ikke kun set i bagspejlet). De kan være blevet ført bag lyset, blevet manipuleret med eller simpelt være offer for tilfældigheden i demokratiske beslutningers udfald.

Problemet er blot, at denne indvending kun er gyldig som systemkritik. Man kan ikke undsige konsekvenserne af det demokratiske system uden samtidig at være villig til at undsige systemet, herunder systemets legitimitet før gældskrisen brød løs.

Man kan sammenligne med den gæld, bl.a. polakkerne blev efterladt med efter kommunismens fald. Her kunne befolkningen med nogen ret gøre gældende, at de ikke havde lod og del i optagelsen af statsgælden, som tværtimod var et redskab for et undertrykkende og illegitimt regime vendt mod befolkningen.

Men grækerne kan ikke hævde det samme. Man kan ganske givet finde eksempler på ansvarspådragende forsømmelser og embedsmisbrug under tidligere regeringer – faktisk er det bemærkelsesværdigt så få forsøg, der er blevet gjort for at drage nogen retligt til ansvar, herunder i EU-kommissionen som har til opgave at føre tilsyn. Men der er næppe mange penge at komme efter.

Det er altså ikke nok til at vaske skylden af sig, at man vælger en ny regering. Grækerne er af god grund trætte af regningen, men der er ikke mange andre steder at sende regningen hen.

Det er derimod oplagt ikke bare for grækerne, men også os andre at overveje, om staten bør kunne optage gæld i samme omfang som hidtil. Overalt er citronen jo blevet presset. Alle stater har gæld, selv om deres demografi tilsiger det modsatte. Meget få demokratiske stater er finanspolitisk holdbare – dvs. at forpligtelserne overstiger skatteindtægterne, medmindre fremtidige generationer betaler resten.

Det taler for en meget strammere ”fiskal konstitution” end f.eks. EU’s budgetregler og den danske budgetlov.

Giver Draghis pengepolitik mening?

Af Christian Bjørnskov, den 31. januar 2015. 12 svar

Forleden torsdag afslørede den Europæiske Centralbank dens planer for en massiv pengepolitisk ekspansion indtil september 2016. Mario Draghis plan er, at opkøbe obligationer og andre aktiver for 60 miliarder euro om måneden indtil september 2016. Der er således tale om massivt ekspansiv pengepolitik, der skal udfoldes over halvandet år.

Rent umiddelbart har mange bankøkonomer og kommentatorer udtrykt deres støtte til ECB-planen. Overfladisk set er den også klassisk kortsigtspolitik direkte ud af lærebøgerne: Et land er i en lavkonjunktur, har et generelt konkurrenceevneproblem, og har budgetunderskud, der i princippet kan forhindre det i at føre ekspansiv finanspolitik. Som vi lærer vores studerende, kan den ekspansive pengepolitik i princippet føre til mere økonomisk aktivitet, blandt andet gennem en svækket valutakurs, der retter op på konkurrenceevnen.

Problemet er blot, at eurozonen ikke er et land, men et valutaområde. Som Robert Mundell understregede i sit Nobelprisvindende bidrag til nationaløkonomi, kræver det af et optimalt valutaområde, at dets forskelige medlemmer har cirka samme konjunkturer. Hvis ikke, har de forskellige medlemmer behov for forskellig kortsigtspolitik på forskellige tidspunkter. I det tilfælde kan man ikke føre en fælles pengepolitik, der blot tilnærmelsesvist passer på alle medlemmer.

Draghis store problem er således, at eurozonen – og EU i særdeleshed – på ingen måde er et optimalt valutaområde. I store dele af Østeuropa, og særdeles i Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Baltikum, går det faktisk ganske godt økonomisk. Tysk, finsk, østrigsk og hollandsk økonomi har det heller ikke specielt dårligt. I ingen af disse lande, uanset om de er euromedlemmer eller ej, er der noget tydeligt behov for ekspansiv politik. Omvendt har store dele af Sydeuropa så dårlige konjunkturer og så elendige budgetter, at ekspansiv pengepolitik stort set er eneste politiske mulighed – hvis der overhovedet kan lade sig gøre med start i realrenter, der er tæt på nul.

ECBs valg er ret tydeligt: Til tyskernes slet skjulte frustration, har banken valgt en pengepolitik, der passer Sydeuropa, men ingen andre. Faren, som Draghi enten overser eller af politiske grunde vælger at ignorere, er at kortsigtspolitikken hurtigt kan blive en politisk sovepude. Som Bo Sandemann Rasmussen understregede overfor Berlingske i weekenden, kan pengepolitikken ikke stå alene. Den må og skal ledsages af egentlige, og ganske dybgående, strukturreformer, for at de sydeuropæiske lande skal have en chance for at trække sig ud af deres økonomiske sump. I Italien bliver Renzi nødt til at levere på løftet om store liberaliseringer af arbejdsmarkedet og i Spanien bliver man nødt til at gøre det samme, hvis en ungdomsarbejdsløshed over 30 % skal bekæmpes. Hvis grækerne overhovedet skal blive i EU, mangler de voldsomme reformer af ikke bare arbejdsmarkedet, men også det offentlige bureaukrati og en gennemgribende nedskæring af en offentlig sektor, der mest ligner en tegneserieversion af enhver moderne økonoms mareridt.

Den sandsynlige konsekvens af Draghis pengepolitiske felttog er desværre, at problemlandene for en tid kan slippe for at implementere reformer, der af ideologiske grunde er stærkt upopulære. Pt. ser det endda ud til, at blot løftet om at gennemføre nogen reformer kommer til at koste de store græske partier magten – det venstreekstreme populistparti Syriza vandt valget stort i Grækenland og danner regering i denne uge. Den øgede risiko, som ECB udsætter sig for ved at opkøbe problemlandes obligationer, bliver ikke dækket af dem, hvis det går galt for et af dem – det er realistisk kun de velfungerende lande som Holland, Tyskland og Østrig, der kan refinansiere ECB. I mellemtiden presser både Sydeuropa og Frankrig på, for at bevæge EU i retning af en fiskal union, så underskud i fremtiden delvist kan betales af andre. Der er en reel risiko for, at Draghis kortsigtsbekymring for Sydeuropa kan udvikle sig til et mareridtsscenario for Nordeuropa.

Bistandsbranchens falske profeter.

Af Niels Westy, den 26. januar 2015. 14 svar

I sidste uge offentliggjorde engelske Oxfam en rapport udarbejdet i samarbejde med Lars Koch fra danske IBIS, som Otto Brøns kort omtalte i dette indlæg. Den følger jeg i dag op med en kronik i Børsen, “når bistand bliver til modstand“.

IBIS finansieres primært af offentlige og institutionelle midler. I 2013 stammede kun 7 procent ud af indtægter på små 278 mio. kroner fra private. Du og jeg er altså tvungne til at finansiere en organisation, som ret beset arbejder mod reduktion af fattigdom og i lighed med en del andre “NGO’ere” har mere end svært ved sobert at forholde sig til de seneste årtiers glædelige udvikling i levevilkårene, ikke mindst for verdens fattige.

Som jeg påpeger i dagens kronik:

Trods de seneste par års lave vækst er den væsentligste historie om menneskehedens udvikling da heller ikke en fortælling om uretfærdig stigende fattigdom, hvor de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det er derimod fortællingen om, hvorledes globalisering og udbredelsen af markedskapitalisme har øget velstanden til historisk uhørte højder for en stadig større del af jordens befolkning.

Hæver man sig lidt op i helikopterhøjde, og ser på udviklingen blot de seneste årtier, har den været intet mindre end forrygende. Så sent som i begyndelsen af 1980erne levede hver anden fortsat i ekstrem fattigdom. I dag gælder det “kun” 1 ud af 9. Alene de seneste 25 år er andelen faldet med 2/3.

Alle med succes er undtagelser

Den primære forklaring er naturligvis den større globale udbredelse af markedskapitalisme, ikke mindst i Kina. Alene i perioden 1981-2010 faldt antallet af absolut fattige i Kina således med 680 mio. Hvad man ellers kan have af forbehold overfor Kina kommer man ikke uden om, at det er en fantastisk bedrift.

Af samme grund bliver man som fortaler for globalisering og “budbringer” af det glade budskab om, at markedet er godt i gang med at få bugt med den værste fattigdom, nu mødt med argumentet om, at man ikke skal medtage Kina.  Det er et “særtilfælde” ( et som altså dækker ca. 20 procent af jordens befolkning).

Hermed træder Kina ind i en historisk tradition på venstrefløjen, hvor alt “væmmeligt” fra virkeligheden, der kan forstyre deres forestillinger om hvordan verden fungerer (og det er jo rigtigt meget), blot er noget man skal se bort fra.

Oplever et land øget vækst og velstand via mere marked, skal det altså fjernes fra “ligningen”. Det indebærer reelt at alle succesfulde økonomier skal holdes udenfor, da verden til dato har til gode at opleve en økonomi, der varigt klarer sig bedre via mindre markedsøkonomi.

Tidligere blev man mødt med, at man ikke skulle tage Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong med, for de var også alle særtilfælde. Deres historie kunne ikke gentages. Men det blev den så. I Kina,

Heller ikke Chile må man nævne, for de er jo verdens største kobberproducent. Nu er Peru ved at gentage Chiles kunststykke. Det ender sikkert med, at man heller ikke må medtage dem på grund af landets naturrigdomme.

Og nej, det hjælper ikke hvis man nævner, at der ikke ligefrem er den store globale sammenhæng mellem at være rig på naturressourcer og sikre en fornuftig levestandard for sin befolkning. For så bliver man naturligvis mødt med argumentet om, at disse landes fiasko naturligvis skyldes multinationale selskaber og vestens udnyttelse af fattige lande og deres befolkninger. Ak ja.

Tilbage står, at hver  gang et land gør noget rigtigt i forhold til at sikre varig velstandsfremgang, skal det åbenbart skrives ud af den fortælling som venstrefløjen helst vil have. Nemlig at verden er uretfærdig, at det går af pommern til og det hele naturligvis skyldes markedet og den uretfærdige ulighed. Således også med det seneste tiltag fra Oxfam og Ibis.

Begge steder kører man en kampagne under titlen “Inequality out of control”. En meget mærkelig kampagne af flere grunde.

For det første bør netop organisationer, som beskæftiger sig med globale fattigdomsproblemer vel tage udgangspunkt i, at  den globale ulighed, hvis man finder at det er en vigtig parameter, rent faktisk er faldet de seneste 35 år. Se også Otto Brøns-Petersens indlæg her.

For det andet sætter man lighedstegn mellem ulighed og fattigdom. En sammenhæng der ikke er empirisk belæg for. Førnævnte Kina oplevede således stigende ulighed i præcis samme periode ,hvor man bragte næsten 700 mio. mennesker ud af fattigdom. Uligheden steg alene fordi nogle oplevede en større indkomststigning end andre. Væsentlig er at alle fik det bedre.

For det tredje bruger man nettoformue som udtryk for fattigdom. Nettoformue er defineret som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt ikke-finansielle aktiver (primært boliger og jord) minus gæld. Der er mange problemer i at anvende dette begreb, ikke mindst hvorvidt det reelt siger noget om ens levevilkår.

Når en del boligejere i disse år er teknisk insolvente på grund af faldet i boligpriserne, har de så fået forringet deres levevilkår i en grad, at de er del at de 10 procent fattigste i verden? Hvis man bruger fordelingen af nettoformue, som de fremgår af Credit Suisse data, er det rent faktisk tilfældet.

Ud af de ca. 470 mio. voksne mennesker, som udgør verdens 10 procent fattigste målt på nettoformue, er mere end 1,2 mio voksne danskere, mens der kun er ca. 400.000 kinesere i denne gruppe.

Formuefordeling siger ikke noget fornuftigt om levestandard.

Reelt må Oxfam og Ibis fælles rapport afvises som det den er, ren og skær propaganda og tom luft uden faglig substans overhovedet. Der er reelt tale om misbrug af Credit Suisse årlige rapport om udviklingen i borgernes velstand i form af nettoformuer. Denne årlige rapport er der sådan set ikke noget galt i, så længe man ved hvad der måles på og ikke mindst, hvad tallene ikke siger noget om, nemlig levestandard. Og det er præcis hvad Oxfam og IBIS forgøgler os.

Og så er der den manglende vederhæftighed, grænsende til det bevidst løgnagtige. Således advarer Oxfam og IBIS mod, at de 1 procent rigeste i 2016 vil eje mere end resten af verden.

Det kommer man frem til ved at tage de sidste 4 års udvikling, og frejdigt påstå, at den bare vil fortsætte, se figuren nedenfor. Her er der tale om manipulation af den groveste slags.

wealth2

At tage 4 år, hvor udgangsåret er lige efter kollapset i boligpriser og aktiekurser giver ingen mening. Det fremgår også tydeligt, hvis man ser på udviklingen siden årtusindeskiftet. Det rent faktisk mere sandsynligt, at den ene procent rigeste ikke vil eje mere end de resterende 99 procent tilsammen i 2016. Se også nedenstående figur, som viser udviklingen siden 2000

wealth

Tendensen set over hele perioden er derimod, at den ene procent rigestes andel er svagt faldende.

Piketty og neomarxistiske forestillinger.

Og hvad er så det egentlige formål med Oxfams og IBIS notat? Ja, det er at argumentere for en øget beskatning af kapital og formue. Logikken er funderet i de forslag som senest den franske økonom Piketty har slået til lyd for i sin bog, “Capitalism in the 21. century”. Den er omtalt her på bloggen i flere indlæg af  bl. a. Erik Winther Paisley og Christian Bjørnskov, se f. eks. her, her og her.

Hvad det har med IBIS oprindelige formål, nemlig at øge fattiges adgang til uddannelse, står lidt hen i det uvisse. Der er tale om politisk propaganda, som ret beset intet har at gøre i en bistandsorganisation der er fuldkommen afhængig af offentlig finansiering.

Efter jeg over flere dage via twitter debatterede med Lars Koch fra IBIS (og på et tidspunkt også Trine Partou March fra Mellemfolkeligt Samvirke), hvor han forsøgte sig som ekspert og postulerede at “der var anvendt videnskabeligt anerkendte metoder”, hvilket ikke var tilfældet, måtte han til sidst erkende sin opsigtsvækkende ringe viden om det område han beskæftiger sig med.

Således er han ikke klar over at den globale indkomstulighed har været faldene i årtier. Det fremgår af nedenstående Screenshot af en ordudveksling på Tweeter:

påtilbageløb

Nok så væsentligt erkender Lars Koch dog at formueuligheden ikke har direkte betydning. Den er altså kun indirekte gennem øget politisk indflydelse for de allerrigeste. Man må så spørge om det betyder, at IBIS og Lars Koch mener at det står særligt slemt til i Danmark? Af Credit Suisse rapport fremgår, at Danmark er et af de  lande der falder i kategorien “Høj ulighed”.

meget_skæv

Kilde : Credit Suisse

Med deres “analyse” i hånden, argumenterer Oxfam og IBIS herefter naturligvis for, at formuer og kapital skal beskattes hårdere,.

Således skriver Lars Koch i Politiken den 19.1 under overskriften “skat på formuer kan få alle verdens børn i skole“, bl. a. at

Afviklingen af skatter og fremkomsten af den markedsfundamentalistiske model siden 1980’erne har øget den ekstreme ulighed.

Analyser fra Oxfam og Ibis viser, at de 85 rigeste i verden har samme formue som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Det fører ikke bare til dårligere velfærd og underminerer den sociale sammenhængskraft. Studier fra Verdensbanken og OECD indikerer også, at ekstrem ulighed hæmmer væksten.

Bortset fra at Lars Koch ikke har forstået OECD rapporten, som alene  problematiserer udviklingen for de 40 procent laveste indkomster (i OECD lande), er det åbenbart gået hen over hovedet på ham, at den globale fattigdomsreduktion har været langt kraftigere siden 1980erne end i perioden før, lige som den globale indkomstulighed har været faldende.

Med udgangspunkt i Piketty, foreslår Lars Koch herefter en formueskat på 1,5 procent af f.eks. formuer over 10 millioner kroner.

Ifølge Koch kunne en skat på 1,5 procent af “dollarmilliardærernes formue” (uha, de er nogle farlige nogle), kunne finansiere at få alle børn i skole i hele verden og sikre basal sundhed til alle i verdens fattigste lande.

Han burde nok have tilføjet, at det som minimum kræver, at den amerikanske stat er parat til at opkræve formueskat (USA er uden sammenligning den del af verden med de største formuer og dermed det største beskatningsgrundlag) og herefter fordele indtægterne ud i resten af verden. Næppe sandsynligt.

Noget andet er, at formueskatter reelt vil have en negativ velstandseffekt.

Som Mads Lundby fra Cepos påpegede et par dage senere i samme avis:

En formueskat vil indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomheder at investere i ny teknologi, maskiner og forskning. Det vil indebære lavere produktivitet og velstand.

Den Europæiske Centralbank har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at højere kapitalskatter i Danmark giver et provenutab. Det skyldes, at de negative velstandseffekter af højere kapitalskatter er så betydelige.

Det skal også bemærkes, at Nyrup i 1996 afviklede den danske formueskat, i erkendelse af at den skadede dansk økonomi. Heldigvis er andre forsøg på øget kapitalskat på retræte.

Vi ved hvad der virker og det er markedet

Vil man hjælpe verdens fattige handler det om mere vækst og det gøres bedst gennem mere frihandel. Ikke mere, men mindre skat på kapital. Mere marked og mindre stat. Stort set det modsatte af hvad IBIS og Lars Koch står for.

IBIS og Lars Koch er falske profeter, som prædiker et budskab, der ikke vil lede til mere velstand og mindre fattigdom. Konsekvensen vil, alt andet lige, være mindre velstand og øget fattigdom. Det viser eksperimenterne gennem tiden med radikale former for omfordelingspolitik med alt tydelighed.

Derimod viser de sidste 200 års udvikling – ikke mindst de sidste årtiers – udvikling, hvor effektiv markedskapitalisme er til at øge velstand og mindske fattigdom. Udviklingen i Østasien siden 1980 viser dette med al tydelighed. For 35 år siden levede 2 ud af 10 i den dybeste fattigdom. I dag er det 1 ud af 10.

På den anden side kan man med god ret stille spørgsmålstegn ved hvor meget godt organisationer som IBIS har gjort (ud over de som får deres løn ved at arbejde i ornganisationerne).

Tæt på 250 mio. kroner om året modtager IBIS. Gud vide hvor meget fattigdomsreduktion vi kunne få for de penge, hvis vi f.eks. købte smartphones, tøj eller computere eller legetøj eller….. for pengene i stedet.

Formentlig en hele del mere end ved fortsat støtte til organisationer som bla. IBIS. Også selv om hovedparten af midlerne ender i “fæle kapitalisters” lommer. De er jo ofte “grådige”, hvorfor pengene sikkert hurtigt ville blive investeret igen i forsøget på at tjene endnu flere penge. Og det er faktisk ikke så skidt endda.

Douce Commerce – ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2015. 8 svar

En af de ældste teorier i samfundsvidenskaberne, som stadig diskuteres heftigt, er teorien om ’Douce Commerce.’ Teorien siger ganske simpelt, at ureguleret handel og anden kommerciel fører til større tolerance og accept af andre. Overfor Douce Commerce står en lang venstrefløjstradition, der strækker sig tilbage til Marx, som påstår det modsatte – at en ureguleret økonomi gør folk egoistiske og intolerante.

De sidste par år har punditokraternes venner Niclas Berggren og Therese Nilsson brugt en del af deres energi på netop spørgsmålet, om globaliseringsprocesser og økonomisk frihed er forbundet med mere eller mindre tolerance. Therese præsenterede deres nyeste papir om emnet på den danske public choice workshop i fredags, hvor de to svenskere har set på ændringer i økonomisk frihed på tværs af de amerikanske stater, og efterfølgende ændringer i borgernes tolerance overfor racisme, homoseksualitet og ateisme.

Pudsigt nok faldt Thereses præsentation sammen med, at New York Times skrev om deres forskning i går. Sagen er, at de omhyggeligt i en række artikler har vist, at øget økonomisk frihed er positivt forbundet med større tolerance. Fredag viste deres præsentation således, at lavere og mindre progressive skatter i amerikanske stater generelt har været forbundet med en hurtigere ændring mod øget tolerance overfor homoseksuelle og ateister mellem 1982 og 2008.

Som Tyler Cowen skriver i NYT (og her hos Marginal Revolution) er det ganske svært at etablere kausalitet uden der kan stilles spørgsmål ved den. Men Berggren og Nilsson-projektet ved Institut for Näringslivsforskning i Stockholm (for god ordens skyld: Jeg er også affilieret med IFN) har angrebet kausalitetsproblemet meget omhyggeligt og på flere forskellige måder. Projektet peger klart på, at ’Commerce’ så afgjort ’douce’ ser ud, mens større statslig indblanding og regulering generelt er forbundet med en højere grad af intolerance overfor anderledes livsvalg og fravalg af tro.

Fattigdommen rasler ned

Af Otto Brøns-Petersen, den 20. januar 2015. 2 svar

Vi har gennemlevet nogle årtier, hvor fattigdommen i verden er faldet som aldrig før. Alligevel – eller måske derfor – spredes der historier, som forsøger at give indtryk af det modsatte. Vi skal nok vende tilbage med en kommentar til den seneste fra britiske Oxfam. Her er et udmærket svar fra Institute of Economic Affairs. Her er lidt om, hvordan det går med fattigdommen.

Dansk Public Choice Workshop 2015

Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2015. 3 svar

Hvert år afholdes den danske Public Choice Workshop i januar, og i år er Aarhus Universitet vært for arrangementet. Workshoppen løber af stablen fredag den 23. januar klokken 11, og afholdes på Institut for Økonomi. De senere års tradition tro er der åbent for alle kolleger fra forskellige institutioner, inklusive PhD-studerende og interesserede kandidatstuderende.

Som altid er der en bred palet af emner i løbet af dagen. Som noget nyt har vi inviteret kolleger fra Lund og Hamborg med, og får også fornøjelsen af en dansk kollega fra Groningen. Programmet ser således ud:

11-12.30

Philipp Schröder (AU): Harmonization versus Mutual Recognition

Gert Tinggaard Svendsen (AU): Waste of Resources? Countervailing Lobbying in the EU ETS

Lasse Aaskoven (KU): Public Sector Unions and Contracting Out in Danish Municipalities

13.20-14.50

Therese Nilsson (Lund): Tolerance in the United States: How free markets transform racial, religious, and sexual attitudes

Rasmus Wiese (Groningen): Expressive voting and ideology in a laboratory democracy

Sylvanus Afesorgbor (AU): Impact of Economic Sanctions on Income Inequality of Target Nations

15.20-.16.50

Irina Mirkina (Lund): Pushed by Poverty or by Institutions? An Analysis of Migration Determinants

Martin Paldam (AU): The Political Economy of Church Building in Denmark

Jerg Guttman (Hamburg): Mapping the Road to Freedom

17.00-18.30

Christina Mangaard Jørgensen (AU): Did Africa’s First Choices Matter? Growth Effects of Leaders at Independence

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Inflation targeting and macroeconomic performance since the Great Recession

David Dreyer Lassen (KU): Petro Rents, Political Institutions, and Hidden Wealth: Evidence from Offshore Bank Accounts

The Wild Bunch – ny forskning i populisme

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2015. Skriv et svar

En ny, interessant artikel, der er på vej ud i Economics of Governance (gated version her), tager fat på spørgsmålet om populistiske politikere egentlig er så skadelige. Forfatterne, Julio Revuelta (Universidad de Cantabria) og punditokraternes ven Martin Rode (Universidad de Navarra), svare bekræftende på spørgsmålet. Ved at sammenligne statslederes grad af populisme, målt ved et tekstbaseret indeks udviklet af Kirk Hawkins, med efterfølgende ændringer i økonomisk frihed kan Rode og Revuelta vise, at særligt retslig kvalitet og reguleringsfrihed svækkes betragteligt når et land får en populistisk leder. Så skal man være bekymret for Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og forskellige andre udpræget populistiske partier? Svaret synes at være ja. Papirets abstractet er her:

The debate on populism has recently been revitalized by the rise of new political actors, especially in Latin America and Europe. Despite the renewed interest, the concept of populism remains vague, complicating any empirical investigation on its political and economic outcomes. Still, all populist politicians strongly emphasize the defense of the commonman’s interest against those of privileged elites, suggesting that such governments will have notable implications for economic policy and institutions. Using a non-partisan indicator of populism, this paper seeks to assess the impact of populist policies on institutional change, as measured by the economic freedom of the world index. Results indicate that populist governments actively reduce economic freedom. In particular, they erode legal security, reduce freedom to trade, and tighten economic regulation. Findings expand on previous research with empirical methodology, questioning the importance of ideological orientation in some definitions of populism.

Væsentlige bøger i 2014

Af Niels Westy, den 8. januar 2015. Skriv et svar

Som afslutningen på vores lille serie over 2014, set med borgerlig-liberale øjne, slutter vi af med at fremhæve to bøger fra det forgangne år.

Det kreative samfund

ItemImage (1)Man kommer naturligvis ikke uden om Lars Tvede‘s fremragende gennemgang af hvorfor og hvordan Vesten kom til at dominere og drive verden frem. Tvede’s måske største bedrift med Det kreative samfund, er, at hans bog er skrevet, således at også lægmand kan få udbytte af den.

Bogen fik da også gode anmeldelser vedudgivelsen, og selv Politiken var begejstret.  Det er egentlig ikke fordi Tvede bringer ny viden på banen. Men for det første er bogen velskrevet og for det andet må man ikke undervurdere betydningen af at den er på dansk. Tvede har med sin bog gjort det borgerlig-liberale Danmark en stor tjeneste, og det skal han have tak for.

 

Det mindst ringe

ItemImageVi kommer heller ikke uden om forskningschef og forfatter Henrik Christoffersens fremragende bog, Det mindst ringe. Her sættes folkus på udviklingen i det danske demokrati og velfærdsmodellen de seneste 6 årtier. Begejstringen er til at overse, og med overlegen analytisk sans påpeger Henrik Christoffersen den lange række af områder, hvor den danske velfærds- og omfordelingsmodel er ødelæggende for vores velstand og demokrati.

Som der står i omtalen på Cepos hjemmesider, hvor Henrik Christoffersen har sin daglige gang:

“En demokratisk indretning af samfundet, hvor borgerne er lige, hver med én stemme, blev lov i Danmark i 1953. Dette opgør med særrettigheder for de besiddende kom på et tidspunkt, hvor danskerne endnu kendte den ydmyghed, som fulgte med erfaringen om, hvorledes sult kunne være en realitet for de svageste. Men det var også tiden, hvor beruselsen fra befrielsen rådede, og hvor optimismen og troen på bedre tider var stærk.

I bogen ’Det mindst ringe’ tegner  et billede af et demokrati, som blev til i ånden fra folk som K.E. Løgstrup og Hal Koch. I dette velfærdssamfundets demokrati skulle demokratiet handle om samtale og søgen efter den fælles forståelse. De nye toneangivende velfærdsøkonomer talte om den fælles interesse, hvor velstandsfremgang ville gavne alle, og hvor overflod ville gøre kultur mere interessant end økonomi.

I ’Det mindst ringe’ undersøger bogens forfatter, hvordan danskerne har forvaltet dette lighedens demokrati, efterhånden som den ydmyge og troskyldige forestilling om den fælles interesses råden blegnede. Det er blevet til en beskrivelse af et samfund, hvor kamp om fordelingen efterhånden har taget magten over politikken i en grad, så den fælles interesse i en udvikling, som sikrer mere velstand til alle, har en tendens til at fortone sig.

Denne udgivelse har godt nok ikke fået samme store omtale som Tvede’s bog, men det burde den. Den er et “must read” for enhver der kærer sig om om udviklingen og fremtiden i vort land.

Men man kan kan jo starte med at se nedenstående video, mens man venter på bogen.

PS. Som det fremgår er begge videoer optaget på Cepos, hvor den ene af de to bøgers forfatter har sin daglige gang. Det er naturligvis ikke noget tilfælde. For uanset hvor mange årlige lister man laver, så kommer vi ikke uden om, at Cepos, som startede for blot 10 år siden og alene finansieres med private midler, uden tvivl indtager en helt central rolle i bestræbelserne på at fremme et mere velstående og frit samfund.

Punditokrater, der har gjort en forskel i det forgangne år

Af Niels Westy, den 30. december 2014. 3 svar

Slutningen af året er som bekendt præget af lister for dette og hint. Politiken har f. eks. deres årlige liste over meningsdannere. Her på punditokraterne plejer vi også at give det forgangne år et par ord med på vejen og nævne dem vi finder har gjort en forskel i løbet af året.

Til forskel fra Politikens liste som vist primært handler om “at sætte en dagsorden”, vægtes saglighed og reel viden en en del højere her på punditokraterne. Vi mener faktisk at det gør en forskel hvorvidt man tror at jorden er flad eller rund.

To skribenter her på bloggen har ved flere lejligheder på fornemmeste vis præsenteret dette i det forgangne år. Det er naturligvis professor ved Christian Bjørnskov og  analysechef Otto Brøns-Petersen.

Christian Bjørnskov skal især fremhæves for at pointere, at der ikke er belæg for, at udviklingsbistand gør en positiv forskel. En pointe der vel og mærke har solid opbakning i den økonomiske sagkundskab. Det afholdt dog ikke den daværende udviklingsminister, Rasmus Helveg Petersen, fra at påstå at Bjørnskov var både ekstrem og alene i at konkludere, at udviklingsbistanden ikke virkede, eller som Rasmus Helveg påstod  i en debat på Radio 24syv den 3. januar:

”Christian Bjørnskov er helt alene. Ikke bare her i studiet, men generelt i hele verden, når det gælder det her standpunkt med, at 80 pct. af pengene er spildt. Det er et ekstremt standpunkt. Det er faktisk forholdsvis yderliggående.”

Debatten kan genhøres her.

En udtalelse, der i den udstrækning Rasmus Helveg Petersen overhovedet har sat sig ind i den videnskabelige diskussion på området, er lodret løgn. Det burde have været en langt større historie, end den endte med at være. Ministre må åbenbart gerne lyve og beklikke andres hæderlighed, blot det er i en “god sags tjeneste”. Man græmmes.

Christian har selv skrevet om debatten i Cordua & Steno på Radio 24syv i dette blogindlæg.

Som Bjørnskov startede året med at insistere på substans og faglighed, sluttede Otto Brøns-Petersen af med, på solidt faglig grund, at påpege en absurditet i dansk (og international) skattepolitik, nemlig selskabsskatten. Otto er ikke den første, og bliver næppe heller den sidste økonom, som påpeger at selskabsskatten er et problem. Den optimale selskabsskat er og bliver nul.

I en video, som for øjeblikket deles flittigt på de sociale medier forklarer Otto på fornemmeste vis problemet med selskabsskatten og hvorfor den over tid bør/vil blive afskaffet.

Det er nu ikke den eneste grund til at nævne Otto Brøns-Petersen, som en af de som har gjort en forskel i år. Mens hans kollega, Mads Lundby Hansen, for tredje gang i træk, udnævntes til årets mest citerede økonom af Dagbladet Børsen, drønede Otto Brøns-Pedersen i år ind på et 38. plads. Og som Børsen påpeger i artiklen:

Otto Brøns-Petersen anses ikke blot for en dygtig økonom, men er også en landets førende eksperter i økonomisk ideologi.

Men det er vi jo en del som har vidst i mange år.

 

 

Embargo eller ej?

Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2014. 3 svar

Obama-administrationen, i et sjældent klart øjeblik, har besluttet at løfte dele af embargoen på fødevareeksport, bygge- og kommunikationsudstyr overfor Cuba, og de to lande har aftalt at udveksle ambassadører. Den amerikanske regering har således taget det første skridt siden Kennedy mod at normalisere forholdet til det kommunistiske diktatur i Cuba. Dette skridt har udløst en voldsom debat om politikken overfor den sydlige nabo. Debatten står om, hvorvidt man skal vente på at Cuba bevæger sig mod demokrati og en vis respekt for menneskerettighederne, før man løfter embargoen – dvs. tilgangen i Helms-Burton-loven fra 1995 – eller om man bør begynde at løfte embargoen og regne med, at den friere handel, rejser og udveksling af information gør sit til at gøre Cuba demokratisk.

Problemet som de fleste, om end modvilligt for nogens vedkommende, er enige om, er at embargoen har været en ekstrem fiasko. Som Businessweek skrev forleden: ”If the embargo of Cuba had been aimed at keeping the Castro brothers in power, it might be judged today as the most successful foreign policy in the history of the U.S” Fidel Castro var præsident fra sin magtovertagelse indtil 2008, hvor hans bror Raúl overtog og landet er stadig en af kommunismens sidste ‘bastioner’ i verden. Omvendt har handel, turisme og mere generelt information om resten af verden været en væsentlig del af forklaringen på, at nogle lande bliver demokratier og vel at mærke forbliver demokratiske (se f.eks. her eller her).

Den omvendte tilgang er at kræve, at et land tydeligt bevæger sig mod demokrati og menneskerettigheder før man åbner op for handel med landet. Argumentet er en blanding af et moralsk argument – vi burde ikke ’belønne’ afskyelige regimer – og et kausalargument, der handler om at en politisk gulerod i form af øget handel og investeringer kan få politikere til at opføre sig mere demokratisk og mindre undertrykkende. Problemet med dette argument er, at det implicit antager, at regimets selektorat – de særinteresser, der er knyttet til regimet – vil få gavn af handelen.

Det er i min optik på ingen måde klart, at det er tilfældet i andet end et meget begrænset antal særtilfælde, men det er et a priori validt argument. Empirisk er der dog ikke alt for meget støtte til dette synspunkt, mens det omvendt hos den sanktionerende part kan være politisk opportunt at begrænse handelen med Cuba. Amerikanske sukkerproducenter har for eksempel en ret stærk og indlysende interesse i at holde ved embargoen.

Tragedien uanset hvordan man ser på embargoen er, at Cuba inden Castros overtagelse var et af Latinamerikas rigere lande inden det blev kommunistisk. Sundhedsvæsenet var i særklasse og øen tiltrak ganske mange tilflyttere. Som Niels Westy tidligere har påpeget, lå der ved den kommunistiske magtovertagelse 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom. Cuba havde også i 1950erne omtrent samme levestandard som Portugal og Spanien, havde Latinamerikas højeste middellevealder og havde indtil 1952 været et relativt velfungerende præsidentielt demokrati. Uden Castro og hans ’revolution’, var Cuba da blevet til den Dominikanske Republik eller Barbados? Det kan ingen sige, men stort set ethvert alternativ er at foretrække for det kommunistiske Cuba.

Glædelig Jul

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2014. Skriv et svar

Efter en enormt travl december måned – vores læsere har nok bemærket, at aktiviteten på bloggen har været lidt begrænset – er vi endelig kommet til juleaften. Vi har haft et godt år på Punditokraterne, også selvom vi gerne ville have blogget mere regelmæssigt, og vil gerne takke de trofaste læsere for kommentarer, kritik og diskussion.

2015 ser ud til at blive et interessant, men næppe særligt liberalt år! Det er først og fremmest valgår, hvilket altid får politikere til at glemme de sidste rester af ideologi og rygrad og foreslå absurde ting. Vi vil selvfølgelig gøre vores til at skyde de værste af slagsens ned! Vi er også parate til både at tage andre aktuelle emner op, og at holde folk informeret om, hvad der foregår på forskningsfronten i public choice og politisk økonomi. Og som altid er vores læsere velkomne til at foreslå emner, hvis der skulle være noget, vi har misset.

Men vigtigst af alt i dag er at ønske jer alle en Glædelig Jul og Godt Nytår.

Redaktionen på Puditokraterne

Ulighed – igen igen igen – nu med illustration :-)

Af Niels Westy, den 10. december 2014. 1 svar

I forlængelse af Otto’s kommentar til OECD’s arbejdspapir om ulighed, som venstrefløjen naturligvis tager til indtægt for, at øget ulighed i sig selv skader væksten og omvendt at øget lighed gavner den – til alle tider, er her en lille illustration fra Otto’s kollega, Mads Lundby, af hvordan man i hvert fald IKKE skal gøre, hvis man ønsker mere økonomisk lighed.

Som det fremgår af nedenstående foto fra CEPOS vækstkonference i mandags, skal der en del til for blot at sikre en beskeden reduktion af GINI. Og ja, BNP falder.

10858004_10203777819140340_4276643020436457790_n

Ulighed – igen igen igen

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. december 2014. 1 svar

Det har vakt opsigt, at OECD har offentliggjort et arbejdspapir, hvor forfatteren finder en negativ korrelation mellem ulighed og økonomisk vækst. Det skyldes, at OECD selv slår på tromme for det.

Jeg har tidligere påpeget om litteraturen, at

det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig.

Det fremgår også af OECD-papiret, som dermed føjer sig til denne række af studier.

Og det kan ikke overraske, for der er ingen grund til at forvente en direkte kobling mellem ulighed og vækst. Derimod medfører nogle politiktiltag, som øger væksten, også til øget ulighed (OECD foreslår traditionelt lavere marginalskatter, lavere kompensationsgrad og mindre minimumslønninger for at øge væksten). Andre tiltag (OECD foreslår traditionelt øget produktmarkedskonkurrence) kan øge væksten og sænke uligheden.

Den nye vismand

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2014. Skriv et svar

Forleden skiftede det Økonomiske Råd ud i sit formandskab. Det sker med jævne mellemrum, og begivenheden er vigtig, da formændene – i populær tale de økonomiske vismænd – tegner en del af den økonomiske debat i Danmark. Det er derfor ikke uden betydning, hvem der bliver valgt. Og i denne omgang har DØR taget et glimrende valg. Pilen har peget på professor Carl-Johan Dalgaard fra Københavns Universitet.

C-J er ikke bare mindre ortodoks i sin fremtoning og emnevalg end mange tidligere vismænd, men også både internationalt fremtrædende og en af de få, der har et klart fokus på konsekvenser på rigtigt langt sigt. Så mens DØR stadig kommer til at producere konjunkturanalyse, har man formået at bringe en vismand ind med reel indsigt i langsigtede udviklingsprocesser og produktivitetsudvikling. Hans faglige status er der ingen, der stiller spørgsmål ved. Med adskillige artikler i Journal of Economic Growth, The Economic Journal, og Review of Economics and Statistics, er han en af de bedst publicerede danske økonomer.

Ikke nok med det, har C-J – som en af de meget få danske vismænd nogensinde – egentlig kompetence i politisk økonomi, public choice, eller hvad man foretrækker at kalde feltet. Modsat en perlerække af ellers dygtige vismænd, burde han derfor ikke lide af en forestilling om, at bare man fortæller de flinke politikere hvad, der er op og ned, skal de nok gøre det rigtige. Uden at regne med, at institutionen ændrer retning med det samme, er udnævnelsen af C-J et skridt i den rigtige retning.

Er vi på vej mod en rationel klima- og energipolitik?

Af Niels Westy, den 1. december 2014. 1 svar

imagesTidligere overvismand, formand for produktivitetskommissionen og og professor ved Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen, er blevet udnævnt til formand for den nys nedsatte klimaråd. Det er der grund til at glæde sig over.

 

I forbindelse med udnævnelsen, udtaler Peter Birch til Jyllandsposten, at

Det langsigtede mål er, at vi skal gøre os uafhængige af fossile brændsler, men det skal ske så effektivt som muligt, så det går mindst muligt ud over konkurrenceevne og beskæftigelse

Det er nye toner i klima- og energidebatten herhjemme, som i årevis netop har været kendetegnet ved sin totale mangel på realisme og til tider næsten semireligiøse tilgang. Et af de værste eksempler er Klimakommisionen nedsat af VK regeringen i 2007 og dennes rapport i 2010. Forudsætningerne for rapportens konklusioner var (og er) vanvittige, og den økonomiske del meget ringe.

Det er ikke mindst værd at lægge mærke til at Peter Birch Sørensen er tidligere overvismand. Vismandsinstitutionen har i årevis kritiseret dansk klima- og energipolitik, desværre indtil videre uden den støre succes, men det er udnævnelsen af Peter Birch måske et tegn på er ved at ændre sig?

Det er i hvert fald værd at erindre at DØRS i flere rapporter både har kritiseret den overdrevne satsning på vindenergi og sammenblandingen af erhvervs- og klimapolitik, se bl. andet deres rapport fra 2011.

Helt tilbage til Peter Birch Sørensens tid som overvismand, har DØRS da også igen og igen understreget, at

Der er intet belæg for et synspunkt om, at politikere eller embedsmænd generelt er bedre
end markedet til at udnævne “morgendagens vindere”. (2010)

Ovenstående er en klart anderledes indgangsvinkel til klimaspørgsmålet end den lalleglade promovering af bestemte teknologier og fremhævelse af klimapolitisk enegang, som i årevis har præget dansk politik, ikke mindst den nuværende regering.

Træerne vokser naturligvis ikke ind i himlen. Det er fortsat politikerne som fastsætter de overordnede mål, men som Peter Birch Sørensen udtaler:

Den centrale opgave er at finde balancen, så vi ikke unødigt skader konkurrenceevne og beskæftigelse, men uden at give køb på de målsætninger, som politikerne har stillet op,

og fortsætter:

Omstillingen kan forhåbentligt betyde, at Danmark kan være med til at udvikle nye alternative energiteknologier, og det kan blive et vækstområde for dansk erhvervsliv

Her nærmer vi os en “Bjørn Lomborg” tilgang, nemlig at løsningen er udvikling af CO2-neutrale teknologier, som kan konkurrere på markedsvikår.

Det er under alle omstændigheder afgørende hvis man skal skal mindske brugen af fosile brændstoffer og udledningen af drivhusgasser.

Således er udledningen af CO2 i EU, for slet ikke at tale om Danmark, i stigende grad irrelevant i forhold til udledningen i den ikke-vestlige verden. Og hvis CO2 neutrale energiformer skal være attraktive for resten af verden, skal de være konkurrencedygtige overfor traditionelle fossile brændstoffer, ellers er kun tilbage at krydse fingre for at den stigende udledning af CO2 ikke har indvirkning på klimaet.

Under alle omstændigheder er der grund til at ønske Peter Birch Sørensen tillykke med den nye post, og glæde sig over at man nu åbenbart også har tænkt sig at lytte til økonomer. Det har længe været tiltrængt i den hjemmelige klimadebat.

Om det så ligefrem vil resultere i en rationel klima- og energipolitik er dog nok for meget at forvente. Dertil er den politiske profit ved at bruge løs af andre folks penge nok for stor.