Af Christian Bjørnskov, den 20. marts 2015. Skriv et svar
Bloomberg (læs her) rapporterede forleden forlydender om, at forhandlere og højtstående embedsmænd i både IMF og det tyske finansministerium er ved at have fået nok af Grækenland. IMF-ansatte kaldte uofficielt Grækenland for ”det mest uhjælpsomme land” organisationen har haft med at gøre i de 70 år, de har eksisteret. Anonyme kilder fortalte, at trojkaen i en samtale sidste uge klagede over at ”Greek officials aren’t adhering to a bailout extension deal reached in February or cooperating with creditors.” Bloombergs kilder rapporterede også, at embedsmænd fra det tyske finansministerium havde sammenlignet dét at få den græske regering til at sætte et troværdigt og tydeligt økonomisk-politisk program sammen, var ligesom ”at prøve at ride på en død hest.”
De økonomiske realiteter har ofte ikke meget med politiske forhandlinger at gøre, men Alexis Tsipras’s Syriza-regering i Athen har øjensynligt satset på at vinde et spil ’kylling’ – som hans finansminister Varoufakis sikkert ville kende under dets tekniske betegnelse ’the attrition game’ – hvor det gælder om at få modparten til at blinke først. Med meningsmålinger, der peger på at mere end 80 % af tyskerne ikke vil give Grækenland en eneste euro mere, blinker Frau Merkel næppe længere. Det synes også at være gået op for Francois Hollande, at giver man efter for grækerne, er døren åben for andre traditionelt mindre ansvarlige lande, der kunne have lyst til at lege lignende afpresningslege med Nordeuropa og Frankrig.
Så mens Bloomberg også skriver, at eurogruppens formand, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, er begyndt at tale åbent om at indføre kapitalkontrol for at beskytte den græske økonomi, er toget ved at være kørt for Tsipras. Hans land har betydelige gældsposter, der forfalder de næste uger, og den græske regering kan i princippet allerede om to uger være i en situation, hvor den ikke er i stand til betale de offentlige lønninger. Hvordan han og Varoufakis kan forestille sig, at EU og ECB alligevel kryber til korset og giver det næste lån – læs: Den næste pose afpresningspenge – er svært at forstå. Men som en kollega formulerede det forleden: Lande betaler gæld tilbage for at beskytte deres internationale omdømme, men hvad hvis man i forvejen har det værst tænkelige omdømme? Hvad skulle så få en til at betale sin gæld eller opføre sig fornuftigt? Og derfor, hvad skulle forhindre den regering, Tyler Cowen gentagne gange har omtalt som The Not Very Serious People i at drive dens land ud i den endelige bankerot?
Af Otto Brøns-Petersen, den 16. marts 2015. 5 svar
Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen har i sin relativt korte ministertid fremsat en lang række påstande, som i den grad må undre. De handler bl.a. om mine CEPOS-analyser af omkostningerne ved energipolitikken. Det er dog også hans egne embedsmænd, der underkendes. Og vel at mærke uden sagligt belæg. Tværtimod er ministerens udsagn direkte forkerte, uden underbygning eller baseret på misforståelser af grundlæggende mekanismer i økonomien og energisystemet.
Det har ført til kraftig, men desværre fuldt berettiget kritik på lederplads i Børsen.
Jeg har også samlet en stribe eksempler, som fortjener en kommentar med på vejen.
Ministeren hævder, at mindre CO2-udledning i kvotesektoren i Danmark ikke automatisk medfører højere udledning i andre lande (Weekendavisen 6.3.15). I første omgang kalder han det ligefrem ”en myte”, men siger så ”De får ikke de ubrugte kvoter automatisk. De skal købe dem”. Men så længe nogen er villige til at betale for CO2-kvoter, vil danske kvoter med sikkerhed og automatisk blive solgt til andre udledere. Det er simpelt hen den grundlæggende mekanik i kvotesystemet. Der er kun én kvotepris i EU – og altså ingen særlig pris på ”danske” kvoter. Prisen vil falde, indtil efterspørgslen svarer til det på forhånd givne udbud. Det er kun i den situation, hvor danske ubrugte kvoter strømmede ud i så store mængder, at prisen faldt til nul, at kvoterne ikke ville blive købt alle sammen. Det vil sige en situation, hvor Danmark sendte så meget vindmøllestrøm på markedet, at det blev gratis i hele EU at udlede CO2 (der er vi dog langt fra i dag).
Bemærkelsesværdigt nok erklærer ministeren i samme interview: ”jeg er ikke tilfreds med kvotesystemet og de meget lave priser på ubrugte kvoter”. Men en politik, som reducerer de danske udledninger inden for kvotesektoren (f.eks. via nye havvindmølleparker), har jo netop den effekt at presse kvoteprisen. Det gør udledninger i andre lande billigere.
I et interview med Søndagsavisen (7.3.15) hævder ministeren, at ”mere vindkraft og færre udledninger øger ikke kvotemængden eller udledningerne i EU, tværtimod bidrager det til at opfylde EU’s samlede reduktionsmål for 2020”. Det sidste er simpelt hen ukorrekt. Øget vindkraft og færre danske udledninger i kvotesektoren øger udledningerne iresten af EU én til én. Derfor bidrager danske reduktioner ikke til EU’s reduktionsmål. Det er udelukkende mængden af CO2-kvoter, der afgør udledningen fra kvotesektoren. Hvis Danmark gerne vil begrænse de samlede udledninger fra kvotesektoren, er der én og kun én måde at gøre det på: Ved at købe og destruere kvoter.
I interviewet i Søndagsavisen anfører Rasmus Helveg Petersen, at min beregning af omkostningerne ved fossilfri energi i 2050 (på formentlig mindst 100 mia.kr.) ”bygger på den fejlagtige antagelse, at teknologien inden for udviklingen af ift. de fossile ikke udvikler sig de kommende 35 år”. Hvilken baggrund har han for at kalde en forudsætning om fremtiden for ”fejlagtig”? Den kan være usikker, men fejlagtig? Han postulerer altså at vide, hvordan den teknologiske udvikling kommer til at forløbe. Foreløbig er fossil energi dog blevet markant billigere end grøn energi i forhold til de meget høje oliepriser, som ligger til grund for min analyse.
Sagen er, at ingen kan vide, hvilken teknologi der vil udvikle sig hurtigst. Derfor er den middelrette antagelse, at de udvikler sig i samme takt.
Der er dog en grund til at give risikoen for, at grøn teknologi udvikler sig langsommere end ”sort” ekstra vægt, når man beslutter sig politisk for at fremme grøn omstilling. For hvis den grønne teknologi løber hurtigst, vil omstillingen i høj grad komme af sig selv. Derfor er der en overvejende risiko for at vælge forkert.
Hvis Helveg er så sikker på, at den grønne teknologi vil blive billigere, hvorfor skal vi så i øvrigt forcere investeringer i bl.a. havvindmølleparker nu, hvor der er behov for massiv statsstøtte?
Helveg henviser i interviewet videre til ”Energistyrelsens scenarier viser, at meromkostningerne for et grønt energisystem i 2050…snarere er.. 10 mia.kr. årligt – og det er efter min opfattelse endda højt sat”. Men Energiscenarierne er for det første ikke en samfundsøkonomisk analyse. For det andet baserer de sig på en forudsætning om voldsomme grønne teknologispring. Det lægger rapporten ikke skjul på – den ”viser” altså ikke, at det vil koste 10 mia.kr. Og hvor er holdepunkterne for Helvegs kritik af sin egen styrelse for at sætte tallet for højt? Der kan være grund til at citere et større afsnit af, hvad rapporten selv siger om forudsætningerne:
“Scenarierne og særligt de skønnede omkostningsniveauer er behæftet med en lang række usikkerheder. I dag kræves meget betydelige tilskud, hvis VE i større omfang skal erstatte fossil energi. I scenarierne forudsættes imidlertid, at prisen på VE falder markant i forhold til fossil teknologi. For visse VE-teknologier forudsættes prisfaldet at være så stort, så de i sig selv – dvs. selv uden støtte – er konkurrencedygtige. Hvis et sådan forløb realiseres, så vil omstillingen være relativt billig, kræve færre (eller, såfremt den relative forbedring af VE teknologi bliver endnu mere markant end forudsat, slet ingen) tilskud og afgiftsbegunstigelser og i hvert fald på nogle områder ske af sig selv. Hvis omvendt VE ikke bliver markant mere konkurrencedygtig i forhold til fossiler, så forudsætter omstillingen betydelige tilskud og afgiftsbegunstigelser og bliver (potentielt langt) dyrere samfunds- økonomisk…
På nogle områder – f.eks. elbiler – afhænger omkostningerne ved at indføre VE i Danmark af den teknologiske udvikling på globalt plan. Hvis eksempelvis elbiler, som det forudsættes, bliver økonomisk konkurrencedygtige set fra forbrugernes synsvinkel, så må det forventes, at de generelt udbredes på globalt plan. Det vil alt andet lige gøre anvendelse af elbiler i Danmark markant billigere. Men samtidig vil den globale pris på fossile brændstoffer falde, fordi disse overvejende bruges i transport sektoren. Lavere priser på fossiler trækker isoleret set i retning af øgede meromkostninger ved at lade VE erstatte den nuværende energiforsyning. De beregnede omkostningsskøn, herunder forskellene mellem scenarierne, skal fortolkes i lyset af disse betydelige usikkerheder ved de bagvedliggende forudsætninger.”
Helvegs påstand om, at Energiscenarierne viser, at det er teknologisk muligt og økonomisk overkommeligt at omstille dansk økonomi til fossilfri energi, er altså uden dækning i analysen. Scenarierne viser derimod, hvad der skal til, for at omstillingen vil gå som ønsket. Og det er grønne teknologispring af hidtil uset styrke. F.eks. forudsættes elbiler at udkonkurrere andre biler. Der er vi meget langt fra.
Helveg hævder videre, at CEPOS’ analyse af omkostningerne ved fossilfri energi baseres på ”hjemmestrikkede teorier” (interviewet i Søndagsavisen). Som det meget klart fremgår af analysen, baserer den sig på de to almindeligt anvendte standardmetoder i denne type analyser. Den ene metode (som viser en omkostning over 150 mia.kr.) bygger direkte på de beregnede omkostninger i regeringens egen Klimaplan. Det er endda forudsat, at de kraftigt stigende marginalomkostninger ved yderligere reduktionstiltag mod drivhusgasudledning flader helt ud. Den anden metode er standard til at beregne samfundsøkonomiske omkostninger og fremgår bl.a. af ministeriernes metodenotat til Klimaplanen. Helveg har ikke på nogen måde konkretiseret, hvad der skulle være ”hjemmestrikket” ved teorien.
Som anført i analysenotatet, er selve skønnet for omkostningerne ved fossil energi ikke i modstrid med den internationale litteratur, herunder som opsummeret af FNs Klimapanel.
Helveg bestred i P1 Business Finansministeriets beregning (som jeg gengav i programmet) af, at energiforliget vil reducere beskæftigelsen på lang sigt med 1.300 personer: ”Den regnemaskine, der har udregnet det her, opfatter Danmark som en ø… Men de 25-28.000 beskæftigede i den danske vindmøllebranche lever ikke bare af det danske marked. De eksporterer”. Han undlod ikke alene at forklare, hvorfor eksport skulle øge beskæftigelseseffekten. Hans påstand bryder grundlæggende med den måde, regeringens økonomer (og de fleste andre) beskriver arbejdsmarkedet på. Og som regeringens beskæftigelsespolitik bygger på. Det afgørende for beskæftigelsen på lang sigt er de strukturelle forhold på arbejdsmarkedet og ikke udenrigshandels omfang. Eksport- og beskæftigelsesargumentet er derimod et hyppigt anvendt lobbyistargument i den politiske debat.
Helvegs udtalelse i flere medier (f.eks. her) tyder på, at han forveksler beskæftigelses-, eksport- og indtjeningseffekten i de grønne erhverv med den samlede nettoeffekt i hele økonomien. Der skal imidlertid korrigeres for den fortrængning, som finder sted i andre erhverv. Almindelig økonomisk teori tilsiger, at fortrængningen overstiger den umiddelbare gevinst i de subsidierede erhverv for så vidt angår beskæftigelse og værditilvækst. Det hænger sammen med det forvridningstab, der er forbundet med at finansiere subsidierne. Derfor skal der løftes en meget tung bevisbyrde, hvis det skal godtgøres, at der er en samlet samfundsøkonomisk gevinst ved at yde subsidier til investeringer, som virksomhederne selv ikke ville foretage kommercielt. Ministeren har imidlertid ikke fremlagt nogen form for dokumentation. Tværtimod peger alle foreliggende seriøse økonomiske analyser på, at der vil være en omkostning ved at reducere udledningen af drivhusgasser.
Det betyder ikke, at der ikke kan være en klimagevinst ved at reducere udledningerne, og at den kan retfærdiggøre omkostningerne. Men der er ingen holdepunkter for, at omstillingen er en gevinst i sig selv.
Alligevel anfører Helveg som mål for regeringens energipolitik: ”Vi skal være det gode eksempel, som viser, at det er muligt at reducere udledningerne markant og tilmed uden at skade økonomien. Vi skal høste fordelene ved at være foregangsland” (Søndagsavisen-interviewet).
Helveg hævder imidlertid, at der vil være direkte klimamæssige omkostninger for Danmark ved dansk inaktivitet: ”Når jeg siger, at det ikke er voldsomt dyrt, er det, fordi vi skal huske, at det også har en pris at sætte sig på sine hænder og fyre mere kul i ovnene. Jeg kan desværre ikke sætte et prisskilt på, hvad klimaforandringerne vil koste Danmark, hvis vi ikke gør noget.” (Politikens kronik 31.10.14). Problemet er imidlertid, at der ingen direkte eller indirekte kobling er mellem reduktionstiltag i Danmark og den globale udledning af drivhusgasser. Reduktioner i udledninger omfattet af kvotesektoren modsvares som nævnt af tilsvarende merudledninger i andre EU-lande. Men der er også lækage uden for kvotesektoren. Grundlæggende medfører lavere efterspørgsel efter fossile brændsler, at verdensmarkedsprisen bliver lavere, og at efterspørgslen derfor øges i andre lande. Derfor medfører selv mindre benzinforbrug i Danmark, at udledningerne fra benzin øges i andre lande. Der er kun en global effekt af lavere udledninger i Danmark, hvis det samtidig sikres, at resten af verden også har grænser for udledningen.
Bemærkelsesværdigt nok har ministeren anerkendt, at de energiintensive erhverv har et konkurrenceevneproblem som følge af lækage (Berlingske 22.4.14). Men så må han jo forudsætte, at omverdenen ikke effektivt er underkastet begrænsninger – og i så fald i lækageproblemet helt generelt.
I nævnte interview i Weekendavisen hævder ministeren, at faldet i olieprisen er ”et tilfældigt lavpunkt” og desuden ikke spiller ”nogen stor rolle for prisen på den grønne omstilling”. Hvad bygger han det på? Den fremtidige pris er ganske vist behæftet med usikkerhed. Foreløbig peger futureprisen – som er summen af markedets forventninger – ikke på en pris over 70 dollar/td inden for de næste 5 år, og altså langt fra prisen på væsentligt over 100 dollar for blot et år siden. En vedvarende lav oliepris vil desuden smitte af på andre fossile energikilder (naturgas og kul) i takt med, at efterspørgerne ændrer forbrugssammensætning.
Ministeren vil fornuftigt nok ikke lægge hindringer i vejen for, at de danske forekomster af olie og gas i Nordsøen bliver indvundet. Det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, at olie og gas indvindes, hvor det er billigst, og at drivhusgasudledningerne reduceres, hvor reduktionsomkostningerne er lavest. Det opnås ved at sætte en ensartet, global pris på at udlede drivhusgasser. I den forbindelse skal man huske på, at indhøstning og lagring af CO2 fra fossile brændsler (kaldet CCS) er én af de teknologier, der kan vise sig at blive omkostningseffektive. FNs klimapanel anslår, at omkostningen ved at begrænse udledningerne af drivhusgasser til det ønskede niveau vil blive mere end dobbelt så store, hvis man på forhånd udelukker CCS.
Helveg insisterer imidlertid på, at energiforsyningen skal blive helt uafhængig af fossile brændsler og vil endda have en meget hurtig udfasning af kulfyring.
Begrundelsen for at opretholde indvindingen i Nordsøen er derimod: ”Vi prøver at få så meget op fra Nordsøen som muligt. Men vi hiver det jo ikke op for at eksportere det; det er alt sammen til eget forbrug”. Men hvilken rolle spiller, hvor det bliver forbrugt? Der vil under alle omstændigheder være udslip af drivhusgasser (medmindre der bruges CCS). De danske udledninger er ganske vist underkastet et loft aftalt i EU. Men uden Nordsøproduktionen ville vi i stedet skulle importere fra udlandet, hvor priserne ville være højere og forbruget lavere. Det er simpelt hen ikke til at se, hvordan udsagnet kan give mening.
I en kronik i Børsen (kræver abb.) hævdede jeg, at venstrefløjen jagter “fantasilioner”, når man går efter verdens multinationale selskaber.
Baggrunden er naturligvis klapjagten i medier og på venstrefløjen af multinationale selskaber, hvor sprogbruget og mistænkeliggørelsen til tider mest af alt minder om ren hetz.
Om det er den socialdemokratiske folketingskandidat, Peter Hummelgaard, som raser over skattely og kalder det den “største trussel mod velfærdsstaten”. SF der mistænkliggør multinationale virksomheder, (se ill. til højre). De grundløse anklager mod 3 for nogle uger siden fra en Politiken, DR samt en lang række venstrefløjpolitikere. Eller organisationer som Ibis, som “bekymrer” sig for stigende investeringer i “eksotiske skattely“, men selvfølgelig undlader at fortælle at ca. 80 procent af investeringerne er gået til Hong Kong og Singapore, hvoraf 20 procent er i form af koncernlån, hvilket udløser skattepligtige renteindtægter i Danmark, er der et klart fællestræk.
Ynglingskurken er nu en gang de multinationale selskaber. De “snyder åbenbart fællesskabet” for en masse penge. Åbenbart så mange, at der ikke er behov for at tale om vores, private borgeres egen skattetænkning, for slet ikke at tale om skattesnyd.
Skift multinationale selskaber ud med indvandrer eller muslim, og “tonen” er nogenlunde den som venstrefløjen typisk anklager borgerlige politikere for i indvandrerdebatten.
Det er også symptomatisk, at man i debatten sjældent skelner mellem egentlig skattesnyd og så at organisere sig, således at man bl.a. maksimerer overskud efter skat inden for lovens rammer.
Kald det bare spekulation. En aktivitet, som ganske mange mennesker bruger en del tid på her i landet. Nogle gange som konsekvens af politiske beslutninger og ligningsmæssige fradrag, der har til formål at tilskynde os til en bestemt adfærd i kraft af nedslag i skattebetalingen. Andre gange resultatet af forhold, hvor en bestemt adfærd indebærer en økonomisk gevinst for den enkelte, primært i kraft af sparede skatter og afgifter. Det er f. eks. tilfældet, når vi handler syd for grænsen. Jeg har endnu til gode at høre socialdemokrater, folkesocialister og enhedslistefolk skælde deres egne vælgere ud for at handle i Tyskland (eller Sverige), fordi der dermed “ikke bidrager til fællesskabet”.
Hvorfor virksomheder skulle agere anderledes, går over min forstand. Men det er dybest set hvad der ofte forlanges af de, som dæmoniserer multinationale selskaber, når disse bestræber sig på at optimere deres skattebetaling.
Man blander pærer og bananer
Groft sagt synes vejen fra at tale om skatteundragelse til at buldre mod skattely og multinationale selskaber, at være bemærkelsesværdig kort. Ofte baseret på tal og analyser, som ikke, eller kun i begrænset omfang, reelt beskæftiger sig med dette.
En yndet påstand er, at staterne i EU går glip af 1.000 mia euro årligt på grund af skatteunddragelse. Bl.a. refereres der til dette på EU-kommisionens hjemmesider. De 1.000 mia euro stammer fra en rapport udarbejdet af den engelske økonom Richard Murphy, “Closing the European Tax Gap”. Rapporten er bestilt af den socialistiske gruppe i EU-parlamentet.
Der er to væsentlige problemer ved rapporten. Før det første er beregningerne metodisk volapyk. For det andet tages der ofte afsæt i rapportens tal, når man taler om skattely og multinationale selskaber. Problemet er bare, at multinationale selskabers evne til at flytte overskud rundt, slet ikke, eller kun yderst marginalt kan udledes af de anvendte data.
1. Metodisk problem.
“Closing the European Tax Gap” anvender en bemærkelsesværdig metodik og er fuldkommen baseret på et arbejdspapir, hvor økonomer fra Verdenbankens forsøger at estimere den “sorte” eller paralle økonomis (shadow economy) størrelse i forhold til officielt BNP.
“Shadow Economies all over the world er anbefalelsesværdig og interessant læsning. Og læser man arbejdspapiret går det hurtigt op for en, at den anvendte model til estimering af landenes skyggeøkonomi ikke kan bruges til derefter at uddrage mistet skatteprovenu og slet ikke tabt provenu ved multinationale selskabers tiltag til at minimere deres skattebetalinger, lovligt, såvel som ulovligt.
Ifølge Verdensbankens arbejdspapir udgør den sorte økonomi i Danmark ca. 18 procent af officielt BNP.
Det er bestemt ikke nogen nem opgave at bestemme størrelsen på noget, som netop er karakteriseret ved ikke at være registreret. Ligesom hvad der forstås ved en skyggeøkonomiikke altid er helt klart. Hvad skal medregnes, og hvad skal ikke medregnes?
Afgrænsning og definition fremgår af nedenstående:
Som det fremgår udelukker man “klassiske” kriminelle aktiviteter, ligesom man ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler eller egentlig skatteundragelse.
Richard Murphy har tilsyneladende ikke kæret sig meget om de mange problemer i forbindelse med med både afgrænsning, betydningen af skattesammensætningen i de enkelte lande eller i hvilken udstrækning der allerede delvist faktisk er betalt diverse skatter og afgifter, Måske er det derfor han ikke finder det væsentligt at medtage, at Verdensbanken ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler eller omfanget af skatteunddragelse.
Det fremgår af “Murhy’s” gengivelse af Verdensbankens definition og afgrænsning:
Væk er understregningen af, at man ikke beskæftiger sig med overholdelse af skatteregler og skatteundragelse. Og profit-shifting o.a. i multinationale selskaber – som netop er karakteriseret ved at være en del af den formelle økonomi – indgår slet ikke.
Det afholder dog ikke Murphy fra at være meget optaget af både multinationale virksomheder og hele skattelysproblematikken i “Closing the Tax Gab”.
Murphy’s arbejdsindsats og beregninger er derimod s primitive, at man næste nikke tror sine egne øjne. I alt sin pragt består analysen i at gange BNP med skyggeøkonomien, som estimeret af Verdensbanken, for herefter at gange med det enkelte land skattetryk.
Bruger man Verdensbankens estimat udgør den sorte økonomi i Danmark (2009 tal) således ca. 41,5 mia. euro, hvilket med et skattetryk på 48,1, får Murphy til at konkludere, at den samlede skatteundragelse det år var på 19,9 mia euro, eller ca. 150 mia. kroner!
Han har endda den frækhed at skrive på side 10 i rapporten, at
It is stressed that much of the data used to prepare these calculations, whether it be GDP , population data and overall tax rates, is estimated: that is the nature of macroeconomic information. The resulting research findings are also, therefore, by definition estimates. However, it is suggested that they are likely to be the best possible estimates and as such provide valuable insights into the scale of tax evasion and its likely impact on a country‐by‐country basis throughout the European Union.
At postulere, at der skulle være tale om “det bedst mulige estimat” af omfanget af skatteindtægter, som går staternes næse forbi, er mildt sagt noget af en tilsnigelse.
For det første kan man, som allerede nævnt, pege på, at netop den for form for skatteundragelse, som profit-shifting (som dog muligvis har en netto positiv effekt i Danmark) og udnyttelse af inkonsistente skatteregler mellem landende medfører, slet ikke indgår i skyggeøkonomien. Med mindre der er tale om at flytte overskud uden for EU, vil det ene lands tab jo i en hvis udstrækning opvejes af et andet lands gevinst.
Men derudover kan man naturligvis slet ikke bruge landenes skattetryk til at udlede det tabte skatteprovenu. Var det så nemt, ville man nok have gjort det i Verdensbankens oprindelige arbejdspapir. Der er trods alt tale om beregninger der kan foretages på under en time.
Når man i det oprindelige arbejdspapir undlader at gå ind i debatten om skatteundragelse, dets omfang og konsekvenser. Skyldes det naturligvis, at det er ganske vanskeligt. Forfatterne til Verdensbankens arbejdspapir har i anden sammenhæng beskæftiget sig med netop skatteunddragelse, se bl.a. Buehn og Schneider: “Size and Development of Tax Evasion in 38 OECD countries: What do we (not) know?”
I Rockwool Fondens “Danskerne og det sorte arbejde” (2010), en af de mest grundige – også i international sammenhæng – studier i emnet, konkluderer man at sort arbejde udgør mellem 1,2 og 2,8 procent af BNP, alt efter anvendt metode. Rockwool Fonden kommer frem til at det tabte provenu formentlig er under 8 mia. kroner om året (s. 208).
Hvor meget af det tabte skatteprovenu der ender i et “eksotisk skattely” kan jeg naturligvis ikke vide, men meget er det næppe.
2. Og hvad med de multinationale?
Og så er der de multinationale selskaber. Dem som venstrefløjen elsker at hade (og dele af højrefløjen ikke at forglemme). Tjah, vi kan for det første konstatere, at deres aktiviteter (i lighed med de fleste andre virksomheder af en hvis størrelse) i vores de af verden ikke er del af den sorte økonomi.
Det er bemærkelsesværdigt givet ,at Murphy bruger en del kræfter på at skrive om netop multinationale selskaber, transfer-pricing og skattely (Tax Havens). Endda i en sådan grad, at en del måske forledes til at tro, at de er hovedansvarlige for det tabte skatteprovenu.
Der gælder for øvrigt typisk for multinationale selskaber:
De er mere lovlydige end nationale selskaber i det land de opererer
De forurener mindre end nationale selskaber i samme branche (for slet ikke at tale om statslige selskaber)
Arbejdsvilkår og lønninger er bedre end i tilsvarende stillinger i nationale selskaber.
Ikke fordi multinationale selskaber er mere moralske. Men der kan være betydelige kulturelle forskelle.
En væsentlig årsag, ikke mindst i forhold til punkt 1, er at man er “udlænding”. Ja, det er en yndet sport mange steder i verden, at skyde på multinationale selskaber. Og det kan man jo så tænke lidt over.
I min kronik i Børsen påpeger jeg bl.a., at internationale selskabers skatteplanlægning formentlig har langt mindre betydning for skattebetalingerne, end mange tror. Jovist finder der skattetænkning sted, mens huller i forskellige landes skattelovgivning udnyttes. Det ville være mærkeligt andet. Men der er tilsyneladende tale om beskedne beløb i forhold til private borgeres/mindre selvstændige erhvervsdrivende skatteunddragelse, samlede skattebetalinger og økonomiernes størrelse.
Et arbejdspapir udarbejdet af økonomer i OECD (forefindes desværre ikke online), kommer således frem til, at den samlede unddragelse (legal og illegal) indebærer et nettotab på “blot” 100 mia. dollar om året for G20- og OECD-landene, hvilket dækker næsten 90 pct. af verdensøkonomien. Heraf står USA alene for 30 ud af de 100 mia. dollar.
Der er langt op til de 1000 mia. euro eller 7500 mia. kr., som nævnes af bl.a. EU-kommissionen, gældende for EU alene. Men som påpeget slet ikke indeholder den form for skatteundragelse, som multinationale virksomheder foretager.
Den primære faktor er selskabernes evne til at flytte overskud fra lande med relativ høj skat, til lande med relativ lav skat. Provenu tabet anslås at svare til ca. 5 procent af samlede selskabsskatter. 2/3 af tabet opstår ved profit-shifting, og den sidste tredjedel skyldes mismatch mellem landenes skattelovgivning.
En væsentlig effekt af multinationale selskabers evne til at placere overskud i lande med relativt lav skat er, at multinationale selskabers tilsyneladende i gennemsnit betaler op til 5 procent (for mindre selskaber er forskellen under 2 procent) mindre i selskabsskat end tilsvarende selskaber, som kun opererer nationalt.
Det skal også understreges, at de 100 mia. USD. er nettotabet. Ovenfor kan man se gevinst/tab for de enkelte lande. Det fremgår her at hvor lande som f. eks. Japan, Australien, New Zeeland, Norge ov. er de store tabere (målt i forhold til BNP), er lande som Polen, Irland og Singapore “vindere”. Også Danmark har en lille gevinst ved de multinationale selskabers ageren, hvis OECDs beregninger er korrekte.
Hvis vi afskaffede selskabskatten
Det grundlæggende problem er naturligvis forskellene i skattelovgivning og skattesatserne. Var satser og beskatnings-grundlaget ens, ville problemet stort set forsvinde.
I sidste ende vil denne harmonisering formentlig medføre, at selskabsskatterne går mod nul. Og det skal bestemt ikke beklages, tværtimod.
Selskabsskatter er ud fra ønsket om at sikre høj vækst, den mest skadelige form for beskatning. Men det vil jeg som afslutning lade min gode med-punditokrat, Otto Brøns-Pedersen forklare. Og det gør han jo på fortrinlig vis.
Af Christian Bjørnskov, den 12. marts 2015. 2 svar
I eftermiddag starter den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society. Som altid er der bedre og ringere sessions, og også særlige papirer at se frem til. Jeg har i år fornøjelsen at være på en af tre organiserede sessions om emnet ”Institutions and Well-Being”, organiseret af Daniel Bennett og Boris Nikolaev. Hvis enkelte af vores læsere har interesser i den retning, er her hele programmet for de tre sessions, der alle afholdes i morgen. En del af papirerne kan allerede findes i foreløbige versioner på nettet.
“Tolerance in the United States: How freer markets transform racial, religious, and sexual attitudes”, af Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet / IFN)
“Economic Freedom, Physical Activity, and Health Disparities”, af Joshua Hall (West Virginia University), Brad Humphreys (West Virginia University) og Jane Ruseki
“Give Me Liberty and Give Me Control: Freedom and the Locus of Control”, af Boris Nikolaev (Emory College Oxford) og Daniel Bennett (Patrick Henry College)
“Institutional Convergence”, af Christopher Boudreaux (Florida State University) og Randall Holcombe (Florida State University)
“Economic Freedom and the Education of Women: An Empirical Analysis”, af Rosemarie Fike (Florida State University)
“Free to choose? Economic freedom, relative income, and life control perceptions”, af Martin Rode (Universidad de Navarra) og Hans Pitlik (WIFO, Wien)
“Want Freedom, Will Travel: Emigrant Self Selection according to Institutional Quality”, af Andrew Young (West Virginia University) og Maryam Naghsh Nejad (IZA, Bonn)
“Economic Freedom and Economic Crisis”, af Christian Bjørnskov (Aarhus Universitet)
“Aiding Economic Freedom”, af Nabamita Dutta (University of Wisconsin, La Crosse) og Claudia Williamson
“Disentangling the impact of institutions and human capital on economic development: Some evidence”, af Hugo Faria (University of Miami), Hugo Montesinos (Florida State University), Daniel Morales (Barna Business School) og Carlos Navarro (Monteavila University)
Af Christian Bjørnskov, den 9. marts 2015. Skriv et svar
Mens Norwegians piloter strejker i protest over at blive flyttet, gjorde kabinepersonalet hos SAS endnu gang vrøvl. Denne gang var det over planen om, at flytte en række stillinger til datterselskabet Cimber. En del af problemet er, at kabinepersonalet hos Cimber er organiseret i en anden fagforening end hos SAS og derfor har en anden gældende overenskomst. Men SAS-problemerne stikker væsentligt dybere end det og man må ofte undre sig over, om fagforeninger og andre slet ikke har indset, at selskabet faktisk kan gå konkurs.
Det helt basale problem er, at SAS stadig er en såkaldt ’parastatal’ – et halvoffentligt selskab. SAS er et gammelt statsligt monopol, som de tre stater, der ejede selskabet – Danmark, Norge og Sverige – for år tilbage besluttede skulle udsættes for almindelig konkurrence. Det blev derfor halvoffentligt, og med ganske sædvanlige halvoffentlige problemer. Ikke mindst har SAS problemer været et miks af monopolets efterladenskaber og en stædig insisteren på, at dets budgetbegrænsning er ’blød’: Hvis det går alt for galt, skal de tre stater nok understøtte budgettet.
Det gør det naturligt nok lettere at være både topleder og fagforening, fordi der dukker politiske krav op ind imellem de almindelige økonomiske betingelser. Så længe, man kan blande et rent politisk argument ind i en forhandling, kan man komme afsted med at ignorere økonomiske realiteter. Det store problem er dog, at det i dag er sværere at støtte parastataler end før pga. EU-regler, og at den norske stat helt åbenlyst ønsker at afhænde dens SAS-aktier. Spillets regler har derfor ændret sig til det bedre, men øjensynligt uden at centrale aktører har erkendt (eller vil erkende) det.
SAS er i en elendig økonomisk forfatning – se blot figuren nedenfor, der illustrerer deres overskud før skat (i % af omsætningen) fra 2003-2014. Aggressive fagforeningskrav kan ende med at blive dråben, der før det økonomiske bæger til at flyde over. Men foreløbig synes det som om, både kabinepersonalets og piloternes fagforeninger tror, at nogen nok skal redde deres arbejdspladser. Det kommer ikke til at ske: Mange politikerne har trods indset, at der hverken er rationel grund eller stemmer i at redde SAS, og andre selskaber er ikke interesserede i at købe et så dysfunktionelt firma. Topledelsens hovedpine burde således med andre ord blot være, hvordan man kan få SAS i en stand, hvor det kan sælges.
Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2015. Skriv et svar
I næste uge afholdes den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society. Som trofaste læsere ved, skriver vi hvert år om konferencen med nogle få eksempler på papirer, som kunne være værd at læse. Konferencen starter officielt fredag morgen, men for mit vedkommende er den egentlige start allerede morgenmad torsdag med Niclas Berggren og Martin Rode og en arbejdsfrokost med Stefan Voigt.
Programmet byder igen i år på mange interessante papirer. Her er et helt personligt udpluk, mens hele programmet kan ses på PCS-hjemmesiden.
Niclas Berggren præsenterer fælles arbejde med Therese Nilsson i den første af tre sessions om Institutions and Well-Being: Tolerance in the United States: How free markets transform racial, religious, and sexual attitudes
Rosemarie Fike præsenterer i den anden af de tre sessions om: Economic freedom and the education of women: an empirical analysis
Bob Subrick kommer med en analyse af: Rent-seeking and income inequality
Bill Shughart stiller op med et nyt og alt for aktuelt papir on: “The economics of budget deficits”
Jerry Ellig præsenterer et papir om ” Political influences on the quality and use of regulatory analysis”, iøvrigt i en session chair’ed af den glimrende Lynne Kiesling
Derudover er der blandt andet særsessioner om Olsons ”Logic of Collective Action”, organiseret af Jac Heckelmann, Tullock og Bocherding, og plenary sessions med bl.a. Todd Sandler.
Kinas officielle statistik påstår, at økonomien voksede 7 % sidste år. Mange økonomer er i stigende grad tilbøjelige til at mene, at kinesisk statistik er cirka lige så troværdig som sovjetisk statistik var i 60erne og 70erne. Andrew Sheng og Xiao Geng skriver om Kinas problemer hos Project Syndicate (Hattip: Tyler Cowen). Se om du kan få nedenstående økonomiske fakta til at være konsistente med en økonomi med 7 % realvækst:
The latest year-on-year data, from January, highlight the danger. The consumer price index dropped to 0.8%; the producer price index fell by 4.3%; exports contracted by 3.3%; imports were down by 19.9%; and growth of broad money (M2) slowed by 1.4%.
Derudover rapporterer PS, at profitvæksten i kinesisk industri er faldet fra 12,2 % i 2013 til 3,3 % i 2014, og lokalregeringers indtægt fra jordsalg faldt 37 % sidste år.
Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2015. 5 svar
Nationalbankdirektør Lars Rohde udtalte i forbindelse med valutauroen forleden, at han mente at Danmark burde gå med i euroen. En del af os er uenige, men uanset hvad er et af de stærkeste argumenter i den offentlige debat, at handel med eurozonen er ekstremt vigtig for den danske økonomi. For et flertal af politikerne i Folketinget er det – sammen med det ret idiotiske argument om ’at sidde med ved bordet’ – det, der overbeviser dem. Men hvor sandt er det egentlig, at eurozonen er så vigtig for dansk økonomi?
For at få et indtryk af, hvad svaret kunne være, kan man for eksempel se på dansk handel med resten af verden. Nedenfor plotter vi eksport til og import fra eurozonen og andre lande uden forbindelse til euroen (baseret på månedlige handelstal fra Danmarks Statistik). Det er nemt at se, at da vi for cirka 15 år siden havde eurodebatten, var vores handel indenfor og udenfor euroen cirka lige vigtig. Vi eksporterede lidt mere til ikke-eurolande og importerede mere fra eurozonen. I de sidste ti år har vores import været relativt ligeligt delt mellem euro- og ikke-eurolande. Det samme gælder dog på ingen måde for vores eksport. For cirka ti år siden begyndte vores eksport med ikke-eurolande at vokse mere end eksporten med eurozonen, så eksporten udenfor eurozonen i 2014 var en halv gange større end eksporten til eurolandene. Et lignende forhold gælder Danmarks direkte investeringer i udlandet.
Det særlige er derfor, at et af standardargumenterne i høj grad er svækket i de senere år. Et andet element er, at Danmarks non-euroeksport faktisk er steget meget mellem 2004 og 2008 i en periode, hvor kronen apprecierede overfor bl.a. dollaren. Siden nogle større udsving under krisen har der ikke været nogen klar trend i krone-dollarkursen 2009-2014, hvorfor simple konkurrenceevneforhold ikke kan forklare den fortsatte stigning. Det er nødvendigvis andre forhold, der må forklare hvorfor og hvordan eurozonen over en 15-årig periode har mistet umiddelbar vigtighed for dansk økonomi. Bundlinjen er dog, at et af de politisk tunge argumenter for dansk medlemskab svækkes i takt med at store dele af eurozonen forbliver i stagnation og bliver mere ligegyldige for dansk økonomi.
Af Christian Bjørnskov, den 22. februar 2015. 7 svar
Den græske regering har åbenbart cirkuleret et non-paper efter at Eurogroup-mødet om de græske problemer var slut (Hattip: Robert Went). Her er teksten, som man kun kan ryste på hovedet af. Oversættelse følger.
Today is a page-turning day for Greece. Negotiations mean giving fights without going back on the public mandate you have received. [Today] proves that a negotiation could have happened all those years ago and that Greece is not isolated, not heading towards the rocks, and not continuing with the Memoranda.
The design to trap the new Greek government until 28 of February was overturned. The fundamental strategic plan for the time period (4 months), in the framework of an intermediate agreement, which will give us the possibility of negotiation, was successful.
The blackmailing attempts in the last 24 hours came to nothing. The request for an extension of the loan agreement was eventually accepted in principle, and it constitutes the basis of further decisions as well as upcoming developments.
The recessionary measures on which the former government was bounded were overturned (Hardouvelis email about pension cuts, tax increases etc), as well as the agreements about the exorbitant and out-worldly primary surpluses.
The extra-institutional construct of TROIKA, which was giving orders and had become a new superpower, is finished.
The new Greek government will present its own list of reforms for the next intermediate stage, proposing those that represent a common ground.
The Greek government and Europe will take the necessary time in order for the negotiation towards the final transition to begin, from policies of recession, unemployment, and social insecurity towards policies of growth, employment and social justice.
The Greek government, with clear mind, will continue its governmental work, having on its side Greek society, and will continue the negotiation until the final agreement in the summer.
Min subjective oversættelse af det græske non-paper er: 1) Vi vil ikke overholde tidligere aftaler; 2) Vi betragter vores nye karensperiode som et oplæg til yderligere forhandling; 3) Enhver forhandling skal give os flere penge; 4) Vi har ikke tænkt os at skære ned nogen steder; 5) Vi har tænkt os at ignorere alle institutionelle kreditorer, uanset at de samarbejder; 6) Vi gør hvad vi vil uanset hvad I siger; 7) Vi har ikke tænkt os at svare klart lige med det samme; og 8) Resten af Grækenland vil heller ikke betale sin gæld, så hvorfor skulle vi ville det?
Syriza-regeringen fortjener i hurtigt stigende grad sit nye øgenavn: Feta-forbryderne. Hvis de af en eller anden ukendt årsag faktisk mener det alvorligt, at de vil rydde op, kan de starte med lørdagens anbefaling fra Die Welt: Grækenland må begrave sine drømme.
Det er næppe gået nogen næse forbi, at ulighedsdebatten har fyldt en del de senere år. Nu har den selvfølgelig altid været fremtrædende herhjemme af politisk-historiske grunde. Og selv om baggrundsstøjen har været høj i Danmark, så fylder debatten også ekstra meget i disse år herhjemme.
Men er der egentlig nogen sammenhæng mellem debatten og den faktisk udvikling?
Det har den amerikanske økonom Greg Mankiw skrevet lidt om på sin sjove og fremragende blog, som man bestemt skal følge med i.
Og svaret er nej. Der er ingen sammenhæng, i hvert fald ikke i USA. Hvilket fremgår tydeligt af nedenstående to figurer over dels udviklingen i de famøse 1 procents indkomstandel og dels omtale af ulighed. Som Mankew gør opmærksom på, skal man tilbage til 1866 før man har en debat om ulighed, der bare nærmer sig en lille bitte smule hvad man har set de senere år i USA. Og den gang handlede den om The Civil Rights Act of 1866.
Omtalen af ulighed er baseret på hvor mange gange ordet “inequality” optræder i New Yourk Times gennem tiderne.
Antal gange ordet “inequality” optræder i New York Times
Som Mankiw skriver:
One thing that commentators sometimes fail to notice is that the big increase in the one percent’s income share came between 1980 and 2000. Since 2000, it has fluctuated but without much of a trend. Why, then, are we all talking about income inequality only now? I am not sure. One hypothesis is that we don’t worry about inequality when everyone is doing well. Another hypothesis is that we now have a president with a political ideology that sees inequality as especially pernicious.
Noget kunne tyde på at Mankiw har mere end en pointe.
Og så skal vi jo ikke glemme, at den globale ulighed har været faldene de seneste 35-40 år, efter at have været stigende de forudgående 200 år.
Af Otto Brøns-Petersen, den 16. februar 2015. Skriv et svar
Risikoen for at blive slået ihjel i et terrorangreb er meget lille for de fleste af os. Den er globalt set mindre end én promille af risikoen for at blive slået ihjel i trafikken.
Terror virker ved at skabe frygt. Men hvor effektiv er den? Det satte Gary Becker og Yona Rubinstein sig for at undersøge. Deres hypotese var, at jo mere frygten koster os, desto bedre er vi til at overvinde den. Det undersøgte de ved at udnytte data fra perioden med ”Al-Aqsa-intifada” i Israel. Det viste sig ganske rigtigt, at det faldende antal buspassagerer og cafegæster efter et terrorangreb stammede fra ikke-hyppige besøgende. Pendlere og hyppige cafégæster gik derimod ikke ned i aktivitet. Et højere uddannelsesniveau var også forbundet med mindre frygtsom adfærd, fandt de.
Interessant nok havde terrorangreb dagen før sabbatten eller en helligdag meget mindre effekt på rejse- og caféaktiviteten end dagen før en hverdag. Forklaringen er, at der ikke udkommer aviser i Israel på sabbatten eller helligdage. Derfor fik angreb dagen før en avisfri dag ikke så meget medieopmærksomhed. Så medieomtale spiller en stor rolle for terrorens gennemslagskraft.
Becker og Rubinsteins resultater kan bl.a. forklare, hvorfor turistmål også er yndede terrormål. De fleste turister er sjældne gæster og kan let finde alternative destinationer. Hverdagen vil formentlig hurtigt komme igen i København, men der kan gå noget tid, før turisterne er tilbage i fuldt omfang.
Desværre er det ikke alle, som kun har en forsvindende lille risiko for at blive ramt af terror. Folk forbundet med Muhammed-tegningerne er – som senest weekendens begivenheder viser – alvorligt truede. Islamisterne benytter sig tydeligvis af en spilteoretisk pointe om at ramme dem, der er mest profilerede. Hvis alle forsøger at undgå at blive mest profileret, kan man på den måde kue en stor befolkning. Selv en lille, forholdsvis svag gruppe vil kunne kue det store flertal på den måde.
Der er kun én effektiv modstrategi. Den er, at alle vælger en høj profil. Medierne kan gå sammen om at bringe tegningerne så meget, at Jyllands-Posten, Vilks, Rose og Westergaard drukner i mængden. Det er desværre nok for sent at forhindre dem i at have symbolsk status også fremtidigt. Men det vil reducere risikoen for andre ved at ytre sig frit.
Af Christian Bjørnskov, den 10. februar 2015. 5 svar
Jeg skrev i Børsen i går om Sven-Olov Daunfeldt og Daniel Halvarssons nye forskning om højvækstfirmaer. Mange politikere mener, at vi bør støtte højvækstfirmaer for at skabe flere arbejdspladser og mere vækst, men problemet er stadig hvordan man identificerer dem. Alle politikere, jeg har talt med om emnet, mener at det er nemt: Man kan jo se dem der er successer. Den implicitte antagelse, som de færreste forstår, er at de firmaer, der er successer nu også er det om nogle få år. Hvis ikke giver den politiske identifikationsstrategi ingen mening.
Og deri ligger Daunfeldt og Halvarssons pointe! Som de identificerer højvækstfirmaer i svenske data, er sandsynligheden for at en succes i én treårsperiode også er det i den næste periode kun 1 %. Sandsynligheden for at firmaerne ligger i den dårligste del er derimod 5-6 %. Så simpel sandsynlighed taler for, at den populære politiske strategi mest kommer til at støtte fiaskofirmaer.
Den publicerede version af papiret er her; en ungated tidlig version er tilgængelig her.
Af Otto Brøns-Petersen, den 3. februar 2015. 3 svar
Der er mange gode grunde til, at store organisationer kan optage gæld. Staten er den største organisation, vi har. Men der er en række fundamentale grunde, som taler imod statsgæld – eller i hvert fald for at lægge meget stramme bånd på mulighederne. Det viste Buchanan og Wagner i deres klassiske værk ”Democracy in deficit” fra 1977.
Det græske valg og landets atter genopblussede gældskrise sætter fingeren på pointerne og giver anledning til nogle flere.
Grundlæggende set er spørgsmålet: Hvem er det egentlig, man låner til, når man låner til en stat? I Grækenlands tilfælde: Hvor meget kan vælgerne påberåbe sig, at de ikke bør hæfte for gælden, eller i hvert fald ikke det hele?
Det generelle først.
Vi er vant til, at private selskaber fungerer fremragende som juridiske personer, når de optager gæld. Det skyldes, den måde selskabet er organiseret på – altså det regelsæt, som bestemmer. Et selskab kan betragtes som en meget præcis kontrakt for, hvordan en lang række personer er bundet sammen i et kollektiv, og hvem der har krav på hvad. Går et selskab f.eks. konkurs, er det på forhånd klart, at kreditorer og ejere højst har krav på selskabets aktiver (eller rettere den del af ejernes aktiver, de har placeret i selskabet). Panthavere med pant i konkrete aktiver får først. Så får de generelle kreditorer. Og så til sidst ejerne, hvis der måtte være noget til overs.
Selskabet har også meget bestemte regler for, hvordan ejerne kan træffe beslutninger. Et flertal må ikke berige sig på bekostning af mindretallet. Enhver ejerkrone har krav på lige andel af overskuddet. Der er også mulighed for, at ejerne kan gå hver til sit, hvis de ikke kan enes. En mindretalsaktionær kan træde ud og blive kompenseret ved at sælge sin andel.
Det fungerer generelt så smidigt, at vi uden store problemer kan se på selskaber som juridiske personer. Det er også derfor, vi er villige til at låne dem penge.
Det er selvsagt heller ikke svært at se en privat person som en juridisk person. Den person, der låner pengene, er også den, der skal betale tilbage. Der er dog i modsætning til de krystalklare grænser for selskaber en meget uklar grænse for, hvor mange aktiver man kan tage fra en personlig debitor. Man kan – selv hvis man ville – ikke tage alt fra folk. Der er selvfølgelig sædvaneretlige grænser, men ofte vil kreditorer have en interesse i at stoppe inden dem. Manglen på en klar grænse skaber en spilteoretisk situation med risiko for, at begge parter taber. Selskabet er bl.a. en løsning på det problem.
Men hvis vi så ser på en stat, hvor langt holder metaforen om en juridisk ”person” så? Det letteste tilfælde er naturligvis et kongedømme, hvor beskatningsretten ses som kongens personlige ejendom. Her falder en gældsbyrde virkelig på kongen, fordi han i forvejen har presset størst mulig skat ud af undersåtterne. Derfor kan man – og gjorde også historisk – betragte landskaberne som en slags obligationer, der kunne pantsættes og gå tabt, hvis kongen ikke kunne svare sine kreditorer. Vi kan også ret let anvende metaforen i det tænkte tilfælde, hvor kongen er en såkaldt “benevolent (godgørende) diktator”, som har samme magt som den provenumaksimerende konge, men i stedet udelukkende er motiveret af borgernes nytte i stedet for sin egen. Og vel at mærke alle både nutidige og fremtidige borgere.
Den benevolente diktator er den implicitte – og ind i mellem eksplicitte – antagelse bag økonomisk teoris behandling af statsgæld. Kan borgerne få mere end 1 krones gavn af en krones statsgæld, bør gælden optages. Det er simpelt nok, og det er ikke svært at finde situationer, hvor det krav er opfyldt.
Der eksisterer imidlertid ikke en benevolent diktator i et demokrati. Eller i al fald ikke noget, der ligner i de demokratiske systemer, vi betjener os af for tiden.
For det første er det i høj grad muligt for flertallet at berige sig på mindretallets bekostning. Eller – som Buchanan og Wagner understregede – for et nulevende flertal at berige sig på bekostning af et nulevende mindretal og det store flertal af fremtidige generationer. Det er endda muligt for et mindretal at manipulere sig til at berige sig på bekostning af et flertal.
Det er for det andet en velkendt fundamental egenskab ved flertalsafstemninger, at enten kan udfaldet blive helt vilkårligt – og vilkårligt dårligt – eller også er de sårbare over for manipulation. Der findes en meget stor (social choice) litteratur om dette. Men det betyder også, at et flertal ikke behøver at føle ejerskab til en beslutning om f.eks. at optage statsgæld. Enten kan det ske som resultat af, at et mindretal behersker beslutningsprocessen, eller ved en ren tilfældighed.
Det kan selvsagt også ske ved en flertalsafgørelse i et aktieselskab. Men her er forskellen for det første at alle løsninger, som indebærer, at nogle beriger sig på andres bekostning, er forbudt. For det andet, at der er mulighed for at exite mod kompensation (sælge sin ejerandel). En aktionærkreds, som ”passer” dårligt sammen, vil til alles fordel blive omdannet gennem køb og salg, men det sker kun i begrænset omfang, at demokratiske problemer løses gennem ind- og udvandring.
I modsætning til en konge med personligt ”ejerskab” til beskatningen er det ikke veldefineret, hvilke aktiver en demokratisk stat ejer eller kan tvinges til at afgive til kreditorerne. Kreditorerne kan højst få udenlandske stater til at beslaglægge aktiver i udlandet, men de er sjældent særlig omfangsrige. I sidste ende består kreditorernes sikkerhed i debitorernes interesse i at bevare et så godt omdømme, at de fortsat kan optage lån. Kursen på en statsobligation er i modsætning til en virksomheds- eller byggeobligation ikke bestemt af, hvad aktiverne er værd, men af chancen for, at debitorstaten vælger at betale sin gæld.
Og så til de græske vælgeres oprør mod kreditorerne og den hjemlige politiske elite. Hvor meget har de at have det i?
Det er forståeligt nok, at grækerne gerne vil betale mindre end de skylder. Gælden går ud over velstanden. Det er bare ikke noget specielt godt argument. Alternativet er jo, at nogle andre – og det vil alt overvejende sige skatteyderne i kreditorlandene – skal gå tilsvarende ned i velstand.
Hvis grækerne skal have et argument, skal de kunne godtgøre, at de ikke har noget ansvar for gælden. Der er uden tvivl mange grækere, som personligt ikke har støttet de politikere, som har optaget gælden. Det kan være et stort mindretal. Der kan også være et flertal af vælgerne, som har været i mod gældsoptagelsen, men har stemt på politikerne alligevel (og vel at mærke været i mod prospektivt og ikke kun set i bagspejlet). De kan være blevet ført bag lyset, blevet manipuleret med eller simpelt være offer for tilfældigheden i demokratiske beslutningers udfald.
Problemet er blot, at denne indvending kun er gyldig som systemkritik. Man kan ikke undsige konsekvenserne af det demokratiske system uden samtidig at være villig til at undsige systemet, herunder systemets legitimitet før gældskrisen brød løs.
Man kan sammenligne med den gæld, bl.a. polakkerne blev efterladt med efter kommunismens fald. Her kunne befolkningen med nogen ret gøre gældende, at de ikke havde lod og del i optagelsen af statsgælden, som tværtimod var et redskab for et undertrykkende og illegitimt regime vendt mod befolkningen.
Men grækerne kan ikke hævde det samme. Man kan ganske givet finde eksempler på ansvarspådragende forsømmelser og embedsmisbrug under tidligere regeringer – faktisk er det bemærkelsesværdigt så få forsøg, der er blevet gjort for at drage nogen retligt til ansvar, herunder i EU-kommissionen som har til opgave at føre tilsyn. Men der er næppe mange penge at komme efter.
Det er altså ikke nok til at vaske skylden af sig, at man vælger en ny regering. Grækerne er af god grund trætte af regningen, men der er ikke mange andre steder at sende regningen hen.
Det er derimod oplagt ikke bare for grækerne, men også os andre at overveje, om staten bør kunne optage gæld i samme omfang som hidtil. Overalt er citronen jo blevet presset. Alle stater har gæld, selv om deres demografi tilsiger det modsatte. Meget få demokratiske stater er finanspolitisk holdbare – dvs. at forpligtelserne overstiger skatteindtægterne, medmindre fremtidige generationer betaler resten.
Det taler for en meget strammere ”fiskal konstitution” end f.eks. EU’s budgetregler og den danske budgetlov.
Af Christian Bjørnskov, den 31. januar 2015. 12 svar
Forleden torsdag afslørede den Europæiske Centralbank dens planer for en massiv pengepolitisk ekspansion indtil september 2016. Mario Draghis plan er, at opkøbe obligationer og andre aktiver for 60 miliarder euro om måneden indtil september 2016. Der er således tale om massivt ekspansiv pengepolitik, der skal udfoldes over halvandet år.
Rent umiddelbart har mange bankøkonomer og kommentatorer udtrykt deres støtte til ECB-planen. Overfladisk set er den også klassisk kortsigtspolitik direkte ud af lærebøgerne: Et land er i en lavkonjunktur, har et generelt konkurrenceevneproblem, og har budgetunderskud, der i princippet kan forhindre det i at føre ekspansiv finanspolitik. Som vi lærer vores studerende, kan den ekspansive pengepolitik i princippet føre til mere økonomisk aktivitet, blandt andet gennem en svækket valutakurs, der retter op på konkurrenceevnen.
Problemet er blot, at eurozonen ikke er et land, men et valutaområde. Som Robert Mundell understregede i sit Nobelprisvindende bidrag til nationaløkonomi, kræver det af et optimalt valutaområde, at dets forskelige medlemmer har cirka samme konjunkturer. Hvis ikke, har de forskellige medlemmer behov for forskellig kortsigtspolitik på forskellige tidspunkter. I det tilfælde kan man ikke føre en fælles pengepolitik, der blot tilnærmelsesvist passer på alle medlemmer.
Draghis store problem er således, at eurozonen – og EU i særdeleshed – på ingen måde er et optimalt valutaområde. I store dele af Østeuropa, og særdeles i Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Baltikum, går det faktisk ganske godt økonomisk. Tysk, finsk, østrigsk og hollandsk økonomi har det heller ikke specielt dårligt. I ingen af disse lande, uanset om de er euromedlemmer eller ej, er der noget tydeligt behov for ekspansiv politik. Omvendt har store dele af Sydeuropa så dårlige konjunkturer og så elendige budgetter, at ekspansiv pengepolitik stort set er eneste politiske mulighed – hvis der overhovedet kan lade sig gøre med start i realrenter, der er tæt på nul.
ECBs valg er ret tydeligt: Til tyskernes slet skjulte frustration, har banken valgt en pengepolitik, der passer Sydeuropa, men ingen andre. Faren, som Draghi enten overser eller af politiske grunde vælger at ignorere, er at kortsigtspolitikken hurtigt kan blive en politisk sovepude. Som Bo Sandemann Rasmussen understregede overfor Berlingske i weekenden, kan pengepolitikken ikke stå alene. Den må og skal ledsages af egentlige, og ganske dybgående, strukturreformer, for at de sydeuropæiske lande skal have en chance for at trække sig ud af deres økonomiske sump. I Italien bliver Renzi nødt til at levere på løftet om store liberaliseringer af arbejdsmarkedet og i Spanien bliver man nødt til at gøre det samme, hvis en ungdomsarbejdsløshed over 30 % skal bekæmpes. Hvis grækerne overhovedet skal blive i EU, mangler de voldsomme reformer af ikke bare arbejdsmarkedet, men også det offentlige bureaukrati og en gennemgribende nedskæring af en offentlig sektor, der mest ligner en tegneserieversion af enhver moderne økonoms mareridt.
Den sandsynlige konsekvens af Draghis pengepolitiske felttog er desværre, at problemlandene for en tid kan slippe for at implementere reformer, der af ideologiske grunde er stærkt upopulære. Pt. ser det endda ud til, at blot løftet om at gennemføre nogen reformer kommer til at koste de store græske partier magten – det venstreekstreme populistparti Syriza vandt valget stort i Grækenland og danner regering i denne uge. Den øgede risiko, som ECB udsætter sig for ved at opkøbe problemlandes obligationer, bliver ikke dækket af dem, hvis det går galt for et af dem – det er realistisk kun de velfungerende lande som Holland, Tyskland og Østrig, der kan refinansiere ECB. I mellemtiden presser både Sydeuropa og Frankrig på, for at bevæge EU i retning af en fiskal union, så underskud i fremtiden delvist kan betales af andre. Der er en reel risiko for, at Draghis kortsigtsbekymring for Sydeuropa kan udvikle sig til et mareridtsscenario for Nordeuropa.
I sidste uge offentliggjorde engelske Oxfam en rapport udarbejdet i samarbejde med Lars Koch fra danske IBIS, som Otto Brøns kort omtalte i dette indlæg. Den følger jeg i dag op med en kronik i Børsen, “når bistand bliver til modstand“.
IBIS finansieres primært af offentlige og institutionelle midler. I 2013 stammede kun 7 procent ud af indtægter på små 278 mio. kroner fra private. Du og jeg er altså tvungne til at finansiere en organisation, som ret beset arbejder mod reduktion af fattigdom og i lighed med en del andre “NGO’ere” har mere end svært ved sobert at forholde sig til de seneste årtiers glædelige udvikling i levevilkårene, ikke mindst for verdens fattige.
Som jeg påpeger i dagens kronik:
Trods de seneste par års lave vækst er den væsentligste historie om menneskehedens udvikling da heller ikke en fortælling om uretfærdig stigende fattigdom, hvor de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det er derimod fortællingen om, hvorledes globalisering og udbredelsen af markedskapitalisme har øget velstanden til historisk uhørte højder for en stadig større del af jordens befolkning.
Hæver man sig lidt op i helikopterhøjde, og ser på udviklingen blot de seneste årtier, har den været intet mindre end forrygende. Så sent som i begyndelsen af 1980erne levede hver anden fortsat i ekstrem fattigdom. I dag gælder det “kun” 1 ud af 9. Alene de seneste 25 år er andelen faldet med 2/3.
Alle med succes er undtagelser
Den primære forklaring er naturligvis den større globale udbredelse af markedskapitalisme, ikke mindst i Kina. Alene i perioden 1981-2010 faldt antallet af absolut fattige i Kina således med 680 mio. Hvad man ellers kan have af forbehold overfor Kina kommer man ikke uden om, at det er en fantastisk bedrift.
Af samme grund bliver man som fortaler for globalisering og “budbringer” af det glade budskab om, at markedet er godt i gang med at få bugt med den værste fattigdom, nu mødt med argumentet om, at man ikke skal medtage Kina. Det er et “særtilfælde” ( et som altså dækker ca. 20 procent af jordens befolkning).
Hermed træder Kina ind i en historisk tradition på venstrefløjen, hvor alt “væmmeligt” fra virkeligheden, der kan forstyre deres forestillinger om hvordan verden fungerer (og det er jo rigtigt meget), blot er noget man skal se bort fra.
Oplever et land øget vækst og velstand via mere marked, skal det altså fjernes fra “ligningen”. Det indebærer reelt at alle succesfulde økonomier skal holdes udenfor, da verden til dato har til gode at opleve en økonomi, der varigt klarer sig bedre via mindre markedsøkonomi.
Tidligere blev man mødt med, at man ikke skulle tage Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong med, for de var også alle særtilfælde. Deres historie kunne ikke gentages. Men det blev den så. I Kina,
Heller ikke Chile må man nævne, for de er jo verdens største kobberproducent. Nu er Peru ved at gentage Chiles kunststykke. Det ender sikkert med, at man heller ikke må medtage dem på grund af landets naturrigdomme.
Og nej, det hjælper ikke hvis man nævner, at der ikke ligefrem er den store globale sammenhæng mellem at være rig på naturressourcer og sikre en fornuftig levestandard for sin befolkning. For så bliver man naturligvis mødt med argumentet om, at disse landes fiasko naturligvis skyldes multinationale selskaber og vestens udnyttelse af fattige lande og deres befolkninger. Ak ja.
Tilbage står, at hver gang et land gør noget rigtigt i forhold til at sikre varig velstandsfremgang, skal det åbenbart skrives ud af den fortælling som venstrefløjen helst vil have. Nemlig at verden er uretfærdig, at det går af pommern til og det hele naturligvis skyldes markedet og den uretfærdige ulighed. Således også med det seneste tiltag fra Oxfam og Ibis.
Begge steder kører man en kampagne under titlen “Inequality out of control”. En meget mærkelig kampagne af flere grunde.
For det første bør netop organisationer, som beskæftiger sig med globale fattigdomsproblemer vel tage udgangspunkt i, at den globale ulighed, hvis man finder at det er en vigtig parameter, rent faktisk er faldet de seneste 35 år. Se også Otto Brøns-Petersens indlæg her.
For det andet sætter man lighedstegn mellem ulighed og fattigdom. En sammenhæng der ikke er empirisk belæg for. Førnævnte Kina oplevede således stigende ulighed i præcis samme periode ,hvor man bragte næsten 700 mio. mennesker ud af fattigdom. Uligheden steg alene fordi nogle oplevede en større indkomststigning end andre. Væsentlig er at alle fik det bedre.
For det tredje bruger man nettoformue som udtryk for fattigdom. Nettoformue er defineret som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt ikke-finansielle aktiver (primært boliger og jord) minus gæld. Der er mange problemer i at anvende dette begreb, ikke mindst hvorvidt det reelt siger noget om ens levevilkår.
Når en del boligejere i disse år er teknisk insolvente på grund af faldet i boligpriserne, har de så fået forringet deres levevilkår i en grad, at de er del at de 10 procent fattigste i verden? Hvis man bruger fordelingen af nettoformue, som de fremgår af Credit Suisse data, er det rent faktisk tilfældet.
Ud af de ca. 470 mio. voksne mennesker, som udgør verdens 10 procent fattigste målt på nettoformue, er mere end 1,2 mio voksne danskere, mens der kun er ca. 400.000 kinesere i denne gruppe.
Formuefordeling siger ikke noget fornuftigt om levestandard.
Reelt må Oxfam og Ibis fælles rapport afvises som det den er, ren og skær propaganda og tom luft uden faglig substans overhovedet. Der er reelt tale om misbrug af Credit Suisse årlige rapport om udviklingen i borgernes velstand i form af nettoformuer. Denne årlige rapport er der sådan set ikke noget galt i, så længe man ved hvad der måles på og ikke mindst, hvad tallene ikke siger noget om, nemlig levestandard. Og det er præcis hvad Oxfam og IBIS forgøgler os.
Det kommer man frem til ved at tage de sidste 4 års udvikling, og frejdigt påstå, at den bare vil fortsætte, se figuren nedenfor. Her er der tale om manipulation af den groveste slags.
At tage 4 år, hvor udgangsåret er lige efter kollapset i boligpriser og aktiekurser giver ingen mening. Det fremgår også tydeligt, hvis man ser på udviklingen siden årtusindeskiftet. Det rent faktisk mere sandsynligt, at den ene procent rigeste ikke vil eje mere end de resterende 99 procent tilsammen i 2016. Se også nedenstående figur, som viser udviklingen siden 2000
Tendensen set over hele perioden er derimod, at den ene procent rigestes andel er svagt faldende.
Piketty og neomarxistiske forestillinger.
Og hvad er så det egentlige formål med Oxfams og IBIS notat? Ja, det er at argumentere for en øget beskatning af kapital og formue. Logikken er funderet i de forslag som senest den franske økonom Piketty har slået til lyd for i sin bog, “Capitalism in the 21. century”. Den er omtalt her på bloggen i flere indlæg af bl. a. Erik Winther Paisley og Christian Bjørnskov, se f. eks. her, her og her.
Hvad det har med IBIS oprindelige formål, nemlig at øge fattiges adgang til uddannelse, står lidt hen i det uvisse. Der er tale om politisk propaganda, som ret beset intet har at gøre i en bistandsorganisation der er fuldkommen afhængig af offentlig finansiering.
Efter jeg over flere dage via twitter debatterede med Lars Koch fra IBIS (og på et tidspunkt også Trine Partou March fra Mellemfolkeligt Samvirke), hvor han forsøgte sig som ekspert og postulerede at “der var anvendt videnskabeligt anerkendte metoder”, hvilket ikke var tilfældet, måtte han til sidst erkende sin opsigtsvækkende ringe viden om det område han beskæftiger sig med.
Således er han ikke klar over at den globale indkomstulighed har været faldene i årtier. Det fremgår af nedenstående Screenshot af en ordudveksling på Tweeter:
Nok så væsentligt erkender Lars Koch dog at formueuligheden ikke har direkte betydning. Den er altså kun indirekte gennem øget politisk indflydelse for de allerrigeste. Man må så spørge om det betyder, at IBIS og Lars Koch mener at det står særligt slemt til i Danmark? Af Credit Suisse rapport fremgår, at Danmark er et af de lande der falder i kategorien “Høj ulighed”.
Kilde : Credit Suisse
Med deres “analyse” i hånden, argumenterer Oxfam og IBIS herefter naturligvis for, at formuer og kapital skal beskattes hårdere,.
Afviklingen af skatter og fremkomsten af den markedsfundamentalistiske model siden 1980’erne har øget den ekstreme ulighed.
Analyser fra Oxfam og Ibis viser, at de 85 rigeste i verden har samme formue som den fattigste halvdel af verdens befolkning.
Det fører ikke bare til dårligere velfærd og underminerer den sociale sammenhængskraft. Studier fra Verdensbanken og OECD indikerer også, at ekstrem ulighed hæmmer væksten.
Bortset fra at Lars Koch ikke har forstået OECD rapporten, som alene problematiserer udviklingen for de 40 procent laveste indkomster (i OECD lande), er det åbenbart gået hen over hovedet på ham, at den globale fattigdomsreduktion har været langt kraftigere siden 1980erne end i perioden før, lige som den globale indkomstulighed har været faldende.
Med udgangspunkt i Piketty, foreslår Lars Koch herefter en formueskat på 1,5 procent af f.eks. formuer over 10 millioner kroner.
Ifølge Koch kunne en skat på 1,5 procent af “dollarmilliardærernes formue” (uha, de er nogle farlige nogle), kunne finansiere at få alle børn i skole i hele verden og sikre basal sundhed til alle i verdens fattigste lande.
Han burde nok have tilføjet, at det som minimum kræver, at den amerikanske stat er parat til at opkræve formueskat (USA er uden sammenligning den del af verden med de største formuer og dermed det største beskatningsgrundlag) og herefter fordele indtægterne ud i resten af verden. Næppe sandsynligt.
Noget andet er, at formueskatter reelt vil have en negativ velstandseffekt.
En formueskat vil indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomheder at investere i ny teknologi, maskiner og forskning. Det vil indebære lavere produktivitet og velstand.
Den Europæiske Centralbank har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at højere kapitalskatter i Danmark giver et provenutab. Det skyldes, at de negative velstandseffekter af højere kapitalskatter er så betydelige.
Det skal også bemærkes, at Nyrup i 1996 afviklede den danske formueskat, i erkendelse af at den skadede dansk økonomi. Heldigvis er andre forsøg på øget kapitalskat på retræte.
Vi ved hvad der virker og det er markedet
Vil man hjælpe verdens fattige handler det om mere vækst og det gøres bedst gennem mere frihandel. Ikke mere, men mindre skat på kapital. Mere marked og mindre stat. Stort set det modsatte af hvad IBIS og Lars Koch står for.
IBIS og Lars Koch er falske profeter, som prædiker et budskab, der ikke vil lede til mere velstand og mindre fattigdom. Konsekvensen vil, alt andet lige, være mindre velstand og øget fattigdom. Det viser eksperimenterne gennem tiden med radikale former for omfordelingspolitik med alt tydelighed.
Derimod viser de sidste 200 års udvikling – ikke mindst de sidste årtiers – udvikling, hvor effektiv markedskapitalisme er til at øge velstand og mindske fattigdom. Udviklingen i Østasien siden 1980 viser dette med al tydelighed. For 35 år siden levede 2 ud af 10 i den dybeste fattigdom. I dag er det 1 ud af 10.
På den anden side kan man med god ret stille spørgsmålstegn ved hvor meget godt organisationer som IBIS har gjort (ud over de som får deres løn ved at arbejde i ornganisationerne).
Tæt på 250 mio. kroner om året modtager IBIS. Gud vide hvor meget fattigdomsreduktion vi kunne få for de penge, hvis vi f.eks. købte smartphones, tøj eller computere eller legetøj eller….. for pengene i stedet.
Formentlig en hele del mere end ved fortsat støtte til organisationer som bla. IBIS. Også selv om hovedparten af midlerne ender i “fæle kapitalisters” lommer. De er jo ofte “grådige”, hvorfor pengene sikkert hurtigt ville blive investeret igen i forsøget på at tjene endnu flere penge. Og det er faktisk ikke så skidt endda.
Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2015. 8 svar
En af de ældste teorier i samfundsvidenskaberne, som stadig diskuteres heftigt, er teorien om ’Douce Commerce.’ Teorien siger ganske simpelt, at ureguleret handel og anden kommerciel fører til større tolerance og accept af andre. Overfor Douce Commerce står en lang venstrefløjstradition, der strækker sig tilbage til Marx, som påstår det modsatte – at en ureguleret økonomi gør folk egoistiske og intolerante.
De sidste par år har punditokraternes venner Niclas Berggren og Therese Nilsson brugt en del af deres energi på netop spørgsmålet, om globaliseringsprocesser og økonomisk frihed er forbundet med mere eller mindre tolerance. Therese præsenterede deres nyeste papir om emnet på den danske public choice workshop i fredags, hvor de to svenskere har set på ændringer i økonomisk frihed på tværs af de amerikanske stater, og efterfølgende ændringer i borgernes tolerance overfor racisme, homoseksualitet og ateisme.
Pudsigt nok faldt Thereses præsentation sammen med, at New York Times skrev om deres forskning i går. Sagen er, at de omhyggeligt i en række artikler har vist, at øget økonomisk frihed er positivt forbundet med større tolerance. Fredag viste deres præsentation således, at lavere og mindre progressive skatter i amerikanske stater generelt har været forbundet med en hurtigere ændring mod øget tolerance overfor homoseksuelle og ateister mellem 1982 og 2008.
Som Tyler Cowen skriver i NYT (og her hos Marginal Revolution) er det ganske svært at etablere kausalitet uden der kan stilles spørgsmål ved den. Men Berggren og Nilsson-projektet ved Institut for Näringslivsforskning i Stockholm (for god ordens skyld: Jeg er også affilieret med IFN) har angrebet kausalitetsproblemet meget omhyggeligt og på flere forskellige måder. Projektet peger klart på, at ’Commerce’ så afgjort ’douce’ ser ud, mens større statslig indblanding og regulering generelt er forbundet med en højere grad af intolerance overfor anderledes livsvalg og fravalg af tro.
Af Otto Brøns-Petersen, den 20. januar 2015. 2 svar
Vi har gennemlevet nogle årtier, hvor fattigdommen i verden er faldet som aldrig før. Alligevel – eller måske derfor – spredes der historier, som forsøger at give indtryk af det modsatte. Vi skal nok vende tilbage med en kommentar til den seneste fra britiske Oxfam. Her er et udmærket svar fra Institute of Economic Affairs. Her er lidt om, hvordan det går med fattigdommen.
Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2015. 3 svar
Hvert år afholdes den danske Public Choice Workshop i januar, og i år er Aarhus Universitet vært for arrangementet. Workshoppen løber af stablen fredag den 23. januar klokken 11, og afholdes på Institut for Økonomi. De senere års tradition tro er der åbent for alle kolleger fra forskellige institutioner, inklusive PhD-studerende og interesserede kandidatstuderende.
Som altid er der en bred palet af emner i løbet af dagen. Som noget nyt har vi inviteret kolleger fra Lund og Hamborg med, og får også fornøjelsen af en dansk kollega fra Groningen. Programmet ser således ud:
11-12.30
Philipp Schröder (AU): Harmonization versus Mutual Recognition
Gert Tinggaard Svendsen (AU): Waste of Resources? Countervailing Lobbying in the EU ETS
Lasse Aaskoven (KU): Public Sector Unions and Contracting Out in Danish Municipalities
13.20-14.50
Therese Nilsson (Lund): Tolerance in the United States: How free markets transform racial, religious, and sexual attitudes
Rasmus Wiese (Groningen): Expressive voting and ideology in a laboratory democracy
Sylvanus Afesorgbor (AU): Impact of Economic Sanctions on Income Inequality of Target Nations
15.20-.16.50
Irina Mirkina (Lund): Pushed by Poverty or by Institutions? An Analysis of Migration Determinants
Martin Paldam (AU): The Political Economy of Church Building in Denmark
Jerg Guttman (Hamburg): Mapping the Road to Freedom
17.00-18.30
Christina Mangaard Jørgensen (AU): Did Africa’s First Choices Matter? Growth Effects of Leaders at Independence
Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Inflation targeting and macroeconomic performance since the Great Recession
David Dreyer Lassen (KU): Petro Rents, Political Institutions, and Hidden Wealth: Evidence from Offshore Bank Accounts
Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2015. Skriv et svar
En ny, interessant artikel, der er på vej ud i Economics of Governance (gated version her), tager fat på spørgsmålet om populistiske politikere egentlig er så skadelige. Forfatterne, Julio Revuelta (Universidad de Cantabria) og punditokraternes ven Martin Rode (Universidad de Navarra), svare bekræftende på spørgsmålet. Ved at sammenligne statslederes grad af populisme, målt ved et tekstbaseret indeks udviklet af Kirk Hawkins, med efterfølgende ændringer i økonomisk frihed kan Rode og Revuelta vise, at særligt retslig kvalitet og reguleringsfrihed svækkes betragteligt når et land får en populistisk leder. Så skal man være bekymret for Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og forskellige andre udpræget populistiske partier? Svaret synes at være ja. Papirets abstractet er her:
The debate on populism has recently been revitalized by the rise of new political actors, especially in Latin America and Europe. Despite the renewed interest, the concept of populism remains vague, complicating any empirical investigation on its political and economic outcomes. Still, all populist politicians strongly emphasize the defense of the commonman’s interest against those of privileged elites, suggesting that such governments will have notable implications for economic policy and institutions. Using a non-partisan indicator of populism, this paper seeks to assess the impact of populist policies on institutional change, as measured by the economic freedom of the world index. Results indicate that populist governments actively reduce economic freedom. In particular, they erode legal security, reduce freedom to trade, and tighten economic regulation. Findings expand on previous research with empirical methodology, questioning the importance of ideological orientation in some definitions of populism.
Som afslutningen på vores lille serie over 2014, set med borgerlig-liberale øjne, slutter vi af med at fremhæve to bøger fra det forgangne år.
Det kreative samfund
Man kommer naturligvis ikke uden om Lars Tvede‘s fremragende gennemgang af hvorfor og hvordan Vesten kom til at dominere og drive verden frem. Tvede’s måske største bedrift med Det kreative samfund, er, at hans bog er skrevet, således at også lægmand kan få udbytte af den.
Bogen fik da også gode anmeldelser vedudgivelsen, og selv Politiken var begejstret. Det er egentlig ikke fordi Tvede bringer ny viden på banen. Men for det første er bogen velskrevet og for det andet må man ikke undervurdere betydningen af at den er på dansk. Tvede har med sin bog gjort det borgerlig-liberale Danmark en stor tjeneste, og det skal han have tak for.
Det mindst ringe
Vi kommer heller ikke uden om forskningschef og forfatter Henrik Christoffersens fremragende bog, Det mindst ringe. Her sættes folkus på udviklingen i det danske demokrati og velfærdsmodellen de seneste 6 årtier. Begejstringen er til at overse, og med overlegen analytisk sans påpeger Henrik Christoffersen den lange række af områder, hvor den danske velfærds- og omfordelingsmodel er ødelæggende for vores velstand og demokrati.
Som der står i omtalen på Cepos hjemmesider, hvor Henrik Christoffersen har sin daglige gang:
“En demokratisk indretning af samfundet, hvor borgerne er lige, hver med én stemme, blev lov i Danmark i 1953. Dette opgør med særrettigheder for de besiddende kom på et tidspunkt, hvor danskerne endnu kendte den ydmyghed, som fulgte med erfaringen om, hvorledes sult kunne være en realitet for de svageste. Men det var også tiden, hvor beruselsen fra befrielsen rådede, og hvor optimismen og troen på bedre tider var stærk.
I bogen ’Det mindst ringe’ tegner et billede af et demokrati, som blev til i ånden fra folk som K.E. Løgstrup og Hal Koch. I dette velfærdssamfundets demokrati skulle demokratiet handle om samtale og søgen efter den fælles forståelse. De nye toneangivende velfærdsøkonomer talte om den fælles interesse, hvor velstandsfremgang ville gavne alle, og hvor overflod ville gøre kultur mere interessant end økonomi.
I ’Det mindst ringe’ undersøger bogens forfatter, hvordan danskerne har forvaltet dette lighedens demokrati, efterhånden som den ydmyge og troskyldige forestilling om den fælles interesses råden blegnede. Det er blevet til en beskrivelse af et samfund, hvor kamp om fordelingen efterhånden har taget magten over politikken i en grad, så den fælles interesse i en udvikling, som sikrer mere velstand til alle, har en tendens til at fortone sig.
Denne udgivelse har godt nok ikke fået samme store omtale som Tvede’s bog, men det burde den. Den er et “must read” for enhver der kærer sig om om udviklingen og fremtiden i vort land.
Men man kan kan jo starte med at se nedenstående video, mens man venter på bogen.
PS. Som det fremgår er begge videoer optaget på Cepos, hvor den ene af de to bøgers forfatter har sin daglige gang. Det er naturligvis ikke noget tilfælde. For uanset hvor mange årlige lister man laver, så kommer vi ikke uden om, at Cepos, som startede for blot 10 år siden og alene finansieres med private midler, uden tvivl indtager en helt central rolle i bestræbelserne på at fremme et mere velstående og frit samfund.
