To økonomer fra Stanford og MIT har set på de langvarige effekter af COVID-19 sygdom. De opdeler folk i, om de har været syge i en hel uge pga. “probable” COVID-19 eller ej. Og forskellen på de tro grupper er slående. Her er deres abstract (mine fremhævninger)
We show that Covid-19 illnesses persistently reduce labor supply. Using an event study, we estimate that workers with week-long Covid-19 work absences are 7 percentage points less likely to be in the labor force one year later compared to otherwise-similar workers who do not miss a week of work for health reasons. Our estimates suggest Covid-19 illnesses have reduced the U.S. labor force by approximately 500,000 people (0.2 percent of adults) and imply an average forgone earnings per Covid-19 absence of at least $9,000, about 90 percent of which reflects lost labor supply beyond the initial absence week.
Bemærk, at det ikke (kun) er på grund af senfølger (long-Covid).
One reason why Covid-19 illnesses reduce labor supply is that they push older workers into retirement. Our results are thus best interpreted as identifying not “long Covid” in isolation but rather the overall labor-supply adjustment, across mechanisms, induced by Covid19 illnesses.
Hver gang jeg læser økonomers arbejde på baggrund af effekterne af COVID-19 pandemien, forundres jeg over, at de stort set var kørt helt ud på et sidespor af medier og regeringer verden over, mens man håndterede pandemien.
Da vi i februar udgav første version af vores meta-studie, “A Literature Review and Meta-Analysis of the Effects of Lockdowns on COVID-19 Mortality“, Herby, Jonuing & Hanke (2021), om effekten af nedlukninger, skrev Science Media Centre (SMC) en artikel, som førte til en heftig kritik af meta-studiet.
SMC spurgte i alt fire forskere om deres kommentar til os tre økonomers meta-studie:
Neil Ferguson (Epidemiolog på Imperial College London)
Seth Flaxman (Matematiks Institut, Imperial College London)
Samir Bath (Institut for Folkesundhedsvidenskab, Imperial College London)
David Paton (Økonom, Nottingham University Business School)
De tre fra Imperial College var alle forfattere til studier, vi kritiserede for at overse betydningen af frivillige adfærdsændringer, og som reagerede negativt på vores studie.
Helt anderledes var det med den enlige økonom, David Paton, som havde følgende positive kommentarer:
”It looks to be of good quality so I suspect it will end up in a peer-reviewed journal”
“Both parts of the paper (systematic review and the meta analysis) make a significant contribution to our understanding of lockdown effects.”
“Key to a systematic review like this are the sets of search & exclusion criteria. The paper is very transparent about this which is good.”
“That [the result] is pretty consistent with other, non- systematic reviews (e.g. Herby & Allen) which is reassuring. It is also consistent with the (few) studies which look at the impact on overall excess mortality.
”In that context, the central estimates of the Hanke paper are unsurprising to those who know the literature (though obviously very newsworthy in terms of the general perception)”
I en Twitter-debat forleden kom jeg til at tænke på, at jeg ikke mindedes, at David Patons positive bemærkninger rigtig kom frem tilbage i februar. Så derfor lavede jeg en Google-søgning på engelske resultater på ”David Paton” + ”Johns Hopkins” + ”lockdown”. Resultatet var slående. Kun én artikel – i The Spectator World – har nævnte umiddelbart Patons kommentarer. Anderledes så det ud med de tre kritikere fra Imperial College, som fik massiv omtale, jf. nedenstående figur.
Fire spørgsmål rejser sig:
Hvorfor bad Science Media Centre tre forskere, som vi kritiserer i vores meta-studie, om at vurdere vores arbejde? Ville det ikke være oplagt at bede upartiske forskere om at lave vurderingen?
Hvorfor bad Science Media Centre tre kollegaer om at bedømme vores arbejde? Ville det ikke være oplagt med mere uafhængige kilder?
Hvorfor bad Science Media Centre ikke (flere) økonomer om at bedømme vores arbejde? Ville det ikke være oplagt, at bede økonomer vurderer økonomers arbejde?
Hvorfor blev David Patons vurdering (stort set) ikke viderebragt i nogle medier? Blev han ”cancelled”?
Ift. punkt 4 er der ikke nødvendigvis tale om, at alle medierne har fravalgt ham bevidst. Det er før set at medier citerer hinanden i stedet for at gå til den oprindelige kilde. Så der kan altså som udgangspunkt være tale om såvel et bevidst fravalg og ”dovenskab”. Læser man artiklerne, der citerer de tre fra Imperial College, tyder mest dog på bevidste fravalg, da mange af dem henviser direkte til SMC.
PS: Her er links til mine søgninger. Jeg har ikke talt den oprindelige artikel i SMC med i min opgørelse.
Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2022. Skriv et svar
Dronning Elizabeths død har ikke blot affødt en lang række sympatierklæringer og tilbageblik på et langt liv og 70 års britisk historie. Den har også tilladt flere meningsdannere og kommentatorer at overveje visse forhold lidt dybere, end man ellers gør. Det gælder ikke mindst for den tænksomme og velformulerede Daniel Hannan, der fra sin post i Overhuset har skrevet en ret fin artikel med titlen “It’s no coincidence that the most successful democracies are constitutional monarchies.”
Hannan peger på, at “It is striking to see how many of the world’s most liberal, tranquil, contented and egalitarian countries turn out to be constitutional monarchies: Australia, Canada, Denmark, the Netherlands, New Zealand, Norway.” Og det er ikke helt galt. Nedenfor illustrerer vi de fordele, monarkier har i forhold til republikker. Vi sammenligner udelukkende vestlige lande, så vi ikke kommer til at skævvride ved at holde Europa op mod, f.eks., Latinamerika. Figuren viser gennemsnittet for Fraser Instituttets vurderinger af (frihed fra) statslig størrelse, kvaliteten af retsvæsenet, friheden fra regulering, gennemsnitsindkomst, social tillid, og tilfredshed med livet.
Den ganske simple pointe her er, at med statslig størrelse om undtagelse (og den er drevet af de skandinaviske monarkier), er alle disse forhold i gennemsnit 16 procent bedre i monarkier end i deres republikanske naboer. Forskning de sidte 15 år har peget på, at nogle af disse fordele kommer fra at monarkier skaber højere social tillid, som efterfølgende påvirker den retslige kvalitet, reguleringsfrihed, indkomst og tilfredshed. Uanset mekanismen er der således – om man ideologisk synes om monarki som institution eller blot synes om dets konsekvenser – al mulig grund til at beholde de velfungerende kongefamilier, som stadig eksisterer i Vesten og afholder politikere fra at være statsoverhoveder og lave alt for meget skade.
Der er dog grund til, at økonomer over en bred kamp råber vagt i gevær, når politikerne vil gribe ind i markedets prisdannelse for at føre fordelingspolitik. Priser har nemlig tre funktioner i en markedsøkonomi som den danske, hvoraf fordeling af samfundets goder kun er den ene. Udover at bestemme fordelingen af indkomst, transmitterer priser information og giver et incitament til at anvende de produktionsmetoder, der er mindst omkostningskrævende, og derved bruge tilgængelige ressourcer til de mest værdsatte formål. Prisernes tre funktioner er tæt forbundne.
Antag, at der, uanset årsagen, er et mindre udbud af elektricitet – for eksempel fordi man har lukket a-kraftværker. Gasværkerne vil opdage, at de kan sælge mere elektricitet produceret med gas. De vil bestille mere gas fra deres leverandører. For at få deres leverandører til at levere mere gas, bliver de nødt til at tilbyde højere priser for gassen. De højere priser vil få leverandørerne til at øge deres udbud (på kort sigt ved at øge produktionen maksimalt på nuværende felter eller øge importen fra udlandet – på længere sigt eventuelt ved at investere i udvidelse af gasfelterne).
For at få flere arbejdere i gasindustrien bliver de nødt til at tilbyde højere lønninger eller bedre arbejdsforhold. Samtidig giver de højere priser borgere og virksomheder incitament til at spare på gassen. Nogle skruer ned for varmen og produktionen. Nogle omlægger til andre energiformer, hvor efterspørgslen så stiger og fører til samme resultat med højere priser og øget produktion.
På denne måde spredes krusninger ud over stadigt bredere kredse, og prisændringerne overfører informationen til mennesker over hele verden om, at der er en større efterspørgsel efter gas – eller mere præcist, for et eller andet produkt, de er involveret i at producere, af årsager de måske ikke kender og ikke behøver kende.
Hvis du synes, at dele af det lyder som Milton Friedman, er det ikke tilfældigt. Dele af min tekst er nemlig meget kraftigt inspireret af netop ham. Her er Friedmans version i Free to Choose.
Prices perform three functions in organizing economic activity: first, they transmit information; second, they provide an incentive to adopt those methods of production that are least costly and thereby use available resources for the most highly valued purposes; third, they determine who gets how much of the product—the distribution of income. These three functions are closely interrelated. Suppose that, for whatever reason, there is an increased demand for lead pencils—perhaps because a baby boom increases school enrollment. Retail stores will find that they are selling more pencils. They will order more pencils from their wholesalers. The wholesalers will order more pencils from the manufacturers. The manufacturers will order more wood, more brass, more graphite—all the varied products used to make a pencil. In order to induce their suppliers to produce more of these items, they will have to offer higher prices for them. The higher prices will induce the suppliers to increase their work force to be able to meet the higher demand. To get more workers they will have to offer higher wages or better working conditions. In this way ripples spread out over ever widening circles, transmitting the information to people all over the world that there is a greater demand for pencils—or, to be more precise, for some product they are engaged in producing, for reasons they may not and need not know.
Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2022. Skriv et svar
I går aftes kom den sørgelige besked, at HM Dronning Elizabeth II var død. Beskeden var næppe en overraskelse for mange, da den 96-årige britiske dronnings helbred havde skrantet i nogen tid. Nyheden er dog gået verden over, og har rørt millioner af mennesker, da dronningen var verdens måske mest kendte kvinde, og en af de mest afholdte.
Elizabeth Alexandra Mary Windsor blev født den 21. april 1926 som hertugen og hertuginden af Yorks første barn. Hertugen var den kommende Edward VIIIs lillebror og stod dermed ikke til at blive konge. Da Edward gjorde det utænkelige og insisterede på at gifte sig med en fraskilt amerikaner – Wallis Simpson – måtte han abdicere. Lillebroren blev derefter kronet som George VI, og den ti-årige pige, som familien kaldte Lillibet stod pludselig som nummer et i tronfølgen. Hendes far havde aldrig ønsket sig tronen, men da han døde i 1952 tog den 26-årige Elizabeth det enorme ansvar på sig.
Siden da har hun personificeret hvad monarker kan, som politikere aldrig vil eller kan opnå: Integritet, ansvarlighed, og værdighed. Som Charles Moore understreger i the Telegraph her til morgen, var Elizabeth elsket og respekteret fordi hun i 70 år har gjort, hvad hun lovede. Hun nåede at acceptere den 15. premierminister i sin tid – Liz Truss var på besøg på Balmoral for et par dage siden – og gennem sin tid på tronen gik Storbritannien gennem gigantiske ændringer. Landet var ikke mindst en væsentlig kolonimagt i 1952, og Elizabeth var statsoverhoved gennem den lange og svære periode, hvor de fleste af kolonierne blev uafhængige. Et af mange tegn på hvor kompetent hun var, er at det britiske Commonwealth stadig eksisterer, og folk så forskellige steder i verden som Australien og the Bahamas støtter monarken i London som deres statsoverhoved.
Dronning Elizabeths død minder os om, at mens monarki måske er en mærkværdig, gammeldags og umiddelbart udemokratisk institution, kan monarker noget andet og mere end politikere. Der er en værdi i, at have nogen der står udenfor og over politik, og ikke mindst når de har de kvaliteter som Elizabeth II – og Margrethe II – havde.
Det er derfor passende, at det var dronningen selv, der efter 9/11-angrebene formulerede den måske største trøst for de millioner mennesker, der idag mindes hende: Grief is the price we pay for love.
Hans centrale pointe er: Produktionen i en markedsøkonomi stiger år for år (hvis vi ser bort fra katastrofer mv.). Hvis pengemængden (og omløbshastigheden ikke steg), ville vi derfor se faldende priser i en markedsøkonomi uden stigende pengemængde.
Free markets are fundamentally deflationary. In the absence of monetary intervention, Aggregate Demand stays roughly stable*, while Aggregate Supply is growing. Per every textbook, stable demand and rising supply implies falling prices.
While then is inflation almost always positive in almost every country? Because central banks keep increasing the money supply. If they did nothing, deflation would be the norm.
It is therefore quite absurd to give the Fed or any other central bank credit for “fighting inflation.” You might as well give your hard-partying neighbor credit for “fighting loud noise” because he turned his stereo volume down from 10 to 7. Key point: If the neighbor wasn’t home to “fight loud noise,” the volume would be 0. The most you can honestly say about any central bank is that they are trying to start causing a lot less inflation. Which sounds underwhelming. Which is why they twist the truth.
Af Niels Westy, den 6. september 2022. Skriv et svar
“Only a crisis – actual or perceived – produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around. That, I believe, is our basic function: to develop alternatives to existing policies, to keep them alive and available until the politically impossible becomes the politically inevitable.” – fra Milton Friedmans forord til 1982 udgaven af Capitalism & Freedom
Søndag stemte chilenerne om en ny forfatning til afløsning af den gamle, som blev indført i 1980, under Pinochet. Det blev (heldigvis) et nej. Mens et overvældende flertal af afgivne stemmer (80 pcr.) ved afstemningen i 2020 ønskede etablering af en grundlovgivende forsamling og udarbejdelse af en ny forfatning, som konsekvens af de sociale uroligheder der hærgede landet i 2019, endte det (fornuftigvis) med, at flertallet sagde tak, men nej tak, til det forslag som denne kom frem til.
Jeg skal ikke her gå ind i en dybere analyse af forslaget, som med 150 sider og mere end 300 paragraffer var en ordentlig moppedreng (den danske grundlov fylder ca. svarende til 2 kronikker i Politiken eller Berlingske tidende). Men har man lyst, kan man læse en engelsk oversættelse her.
Problemet med forfatningsforslaget var ud over længden, at det formentlig ville have betydet enden for Chile som forgangsland i Sydamerika og have sat alt det man har opnået det seneste halve århundrede over styr – herunder at man er gået fra at være fattigere end gennemsnittet i midten af 1970erne til i dag – trods relativt ringe vækst de seneste 10 år – at være Sydamerikas rigeste land målt på BNP per capita.
Men hvad så nu? Vælgernes afvisning sætter godt nok den nuværende venstreorienterede præsident (de mest venstreorienterede chilenerne har valgt siden Allende i 1970) i en problematisk situation. I forvejen har præsident Gabriel Boric, som indsattes i marts allerede mistet en stor del af den oprindelige opbakning. Kun omkring 1/3 af vælgerne udtrykker deres støtte til præsidenten og hans regering i de seneste meningsmålinger. Jo jo, høj inflation (ca. 13 pct), lav vækst (forventet nul-vækst i indeværende år) og en (åben) arbejdsløshed på små 8 pct. hjælper naturligvis ikke, uanset hvor “gode intentioner” man har. (data er fra seneste The Economist)
Der er ingen tvivl om at Covid-19 ramte Latinamerika hårdt – også Chile, men selv uden pandamien har udviklingen i 10erne ikke været noget at juble over. Problemet er at selv Chile, som godt nok har klaret sig rimeligt i forhold til andre lande i regionen de seneste 10 år, slet ikke har kunne mønstre samme vækst og fremgang som tidligere, hvilket tydeligt fremgår af nedenstående figur (data er fra IMF Economic Outlook).
Ja, i det hele taget er det gået rigtigt skidt for de fleste lande efter de ”glade nuller”, både hvis vi ser på Sydamerika eller Latinamerika mere generelt.
1. Den meget omtalte ”2. røde bølge” bliver formentlig kortvarig (bortset fra de ikke-demokratiske lande Cuba, Nicaragua og Venezuela) og ”højrefløjen” vinder i de fleste lande præsidentvalgene fra 2023 og frem, hvorefter vi kan få en ”3. rød bølge” osv.
2. Der er ikke brug for hverken højreorienterede eller venstreorienterede præsidenter, men for markedsreformer – og jo, den slags kan også venstreorienterede præsidenter finde på at gennemføre. Fx er Uruguay et af Latinamerikas mest åbne økonomier (så åben som man nu kan blive, når man indgår i Mercosul), og det var man også i alle årene med socialistiske præsidenter. På samme måde er højreorienterede præsidenter bestemt ingen garanti for tiltrængte reformer. Colombia er således – i modsætning til uruguay – bl. a. karakteriseret ved høje handelsrestriktioner, og her har man haft ”højreorienterede præsidenter” indtil valget i år. Og ja, selvfølgelig er graden af handelsrestriktioner kun en parameter – og sådan er det jo ofte. De ”rene” økonomiske regimer eksisterer sjældent.
Problemet er som det har været i årtier, behovet for (fortsatte) markedsreformer – mere i nogle lande end i andre. Og her er Chile bestemt ikke det ringeste eksempel (og hvorfor man set over 30-40 er den hurtigst voksende økonomi i regionen, se nedenstående figur). Men et stort problem er den politiske usikkerhed det seneste årti omkring den “Chilenske” model. En usikkerhed som ikke blev mindre, da Michelle Bachelet ved valget i 2013 (som hun vandt) på et klart mere venstrepopulistisk valgprogram end da hun blev valgt første gang i nullerne.
Kilde IMF
Således er selskabskatten steget fra 21 pct. i 2014 til 27 pct. i 2019, ligesom man har ønsket et opgør med det “privatiserede” pensionssystem (reelt genindførelse af go-as-you-pay), hvilket dog nu er afværget indtil videre med forkastelsen af den foreslåede forfatning.
Nok har det private pensionssystem som indførtes i begyndelsen af 1980erne sine klare mangler. Bl. a er opsparingskvoten sat for lavt, lige som det er et problem at en betydelig del af arbejdsstyrken kun har en marginal tilknytning til det formelle arbejdsmarked. Arbejdsmarkedet er et af de områder som desværre ikke for alvor blev reformeret u 70erne og 80erne.
Men alle synes at have glemt hvorfor man reformerede pensionssystemet i 80erne og hvilken positiv effekt det efterfølgende fik på Chiles økonomi. På daværende tidspunkt var det statslige system reelt bankerot, og den private opsparing der fulgte reformerne har haft stor betydning for udviklingen af de chilenske kapitalmarkeder og muligheden for at rejse kapital lokalt.
Et andet problem man kan pege på er Chiles uddannelsessektor. Det har de seneste mere end 10 år igen og igen ført til protester, strejker på de videregående uddannelser mv., kulminerende i de voldsomme uroligheder i 2019, at der er en betydelig egenbetaling på især de videregående uddannelser.
Igen har man vist glemt, at uddannelsesniveauet målt som andelen som tager en videregående uddannelse samtidig med ”privatiseringen” er steget markant, og reelt ligger det væsentlige problem et andet sted, nemlig i grundskolen.
Nok er Chile det Latinamerikanske land, hvis elever scorer højest i Pisa-undersøgelserne, men der er samtidig en voldsom spredning. En af grundene er at man i stedet for et centraliseret (statsligt) system og finansiering, lavede et decentraliseret (kommunalt) system. Resultatet af dette er at der er væsentligt forskel på kvaliteten i ”fattige” kommuner og ”rige” kommuner. Selv om den foreslåede forfatning ikke blev vedtaget udestår selvfølgelig fortsat spørgsmålet om hvad der så vil ske.
En realistisk mulighed er, at der vil blive forsøgt med et langt mere moderat forslag til ny forfatning, som kan sikre flertal ved en ny afstemning. Men uanset må det forventes at Chile, også efter at den nuværende præsident Borac, som uanset at han selv ligger et godt stykker ude på venstrefløjen, skal have et flertal med i kongressens to kamre for at lave ændringer, vil fortsætte med en bevægelse mod mere blandingsøkonomi (mere statslig indvolvering/højere skatter). Det afgørende bliver så hvordan. De nordiske landes velfærdsstater fremhæves jo ofte som rollemodeller i udviklingsøkonomiske sammenhænge. Her var det måske en ide med en bredere erkendelse af, at en af “hemmelighederne” er, at de blev indført på et relativt sent tidspunkt, hvor fx. Danmark allerede var blandt verdens absolut rigeste lande. En rigdom baseret på bl. a. relativt lave skatter og en efter datidens forhold åben økonomi. Den pointe glemmes desværre ofte. Ligesom det glemmes, at prisen for en “fuldfed” velfærdsstat er lavere vækst.
Nu indledte jeg dette indlæg med et citat fra forordet til Friedmans Capitalism & Freedom 1982 udgave om at forandringer kun for alvor sker i tider med reel eller indbildt krise, og de forandringer som sker afhænger af de ideer der er til stede. Måske var det en ide at flere læste Capitalism & Freedom – både i Chile og i Danmark?
Så her er til slut en opfordring. følg linket for oven og læs Capitalism & Freedom. Den er fra 1962, men stadig sørgelig aktuel.
Af Christian Bjørnskov, den 5. september 2022. 2 svar
Der tales meget om inflation, og problemet undervurderes systematisk fra politisk hold. Jeg havde forleden den fremragende, uafhængige økonom Lars Christensen med i bilen fra Aarhus – iøvrigt til en glimrende event på Clausholm Slot – som ‘underholdt’ med sine bedste bud på, hvor høj inflationen ender med at blive i år. Lars bedste bud er 12-14 procent i 2022!
Politikere på begge sider af Folketinget forsøger at sælge en fortælling om, at den høje inflation skyldes krigen i Ukraine, og flere eksterne forhold. Men kan det være rigtigt, når 12-månedersraten i Danmark er 8,7 procent ifølge Trading Economics, mens Schweizs pendant er steget til 3,5 procent? Svaret er, at mens Ukraine-krigen naturligvis bidrager, er det store problem den pengepolitik, der er ført siden 2009, og den finanspolitik der er ført de sidste to år.
Som Lars Christensen holder af at understrege, gælder kvantitetsligningen stadig: MV = PY. P er prisniveauet og Y er nationalindkomsten, så PY er værdien af alle økonomiske transaktioner. M er pengemængden, og V er pengenes omløbshastighed – groft sagt hvor mange gange på et år, en hundredekroneseddel bruges. Det betyder, at hvis der pumpes flere penge ud i samfundet (man får en markant større M) uden at nationalindkomsten Y stiger, er der kun én ting der kan ændre sig: Priserne, P.
Med andre ord fører ekspansiv pengepolitik – når M vokser hurtigere end Y – til øget inflation. Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at inflationen eksploderer i det meste af den vestlige verden i en grad, så man skal tilbage til de store kriseår i 70erne for at finde lige. Centralbankerne har forsøgt at holde renterne ekstremt lave siden finanskrisen, og har gjort det ved at pumpe penge ud i samfundet. Og de har forsøgt at sterilisere de enorme udgifter, de fleste stater har afholdt de sidste to år. M er simpelthen hamret derudaf, mens politikere og centralbankchefer har påstået, at det ikke gav et problem. Irving Fishers kvantitetsligning holder stadig!
Hvis læserne iøvrigt er mere interesserede i emnet, var Lars gæst hos Martin Ågerup i Samfundstanker tidligere i år. Hele det glimrende program kan ses nedenfor.
Af Otto Brøns-Petersen, den 1. september 2022. Skriv et svar
Begrebet ”samfundskontrakt” bør om ikke udgå af det danske sprog, så tages alvorligt igen. Det er en vigtig og central idé i politisk filosofi. Men det har fundet anvendelse som politisk slang, der i bedste fald er misvisende.
I slang-versionen bruges ”samfundskontrakt” som oftest reelt i betydningen ”samfundssystem”. Men i modsætning til samfundssystem så indikerer ”samfundskontrakt”, at systemet er skabt ved borgernes eksplicitte tilslutning. Dermed indikeres det også, at hvis nogen forbryder sig mod ”samfundskontrakten”, så har de begået en slags løftebrud. Skulle nogen få den idé at ændre dagpengesystemet, så kan de beskyldes for at bryde samfundskontrakten. Regeringens populistiske kampagne mod bankerne blev markedsført som en styrkelse af samfundskontakten!
Af Otto Brøns-Petersen, den 30. august 2022. 4 svar
Danmark er et af de sammenlignelige lande, hvor staten engagerer sig mest i medierne. De spiller ellers en central rolle som vagthund over for den selvsamme stat, og i højtidelige taler benævnes pressen endog ”den fjerde statsmagt”.
Mantraet for den politiske indblanding på medieområdet er ”public service”. Umiddelbart skulle man tro, at politikerne så definerede, hvad ”public service” er, og begrundede hvorfor borgerne ikke ville få det gennem det almindelige kommercielle mediemarked. Men realiteten er, at der ikke findes nogen klar definition af, hvad politikerne efterspørger. Derimod handler ”public service” primært om, hvem der producerer. Dilettantshow på TV efter internationalt anvendte koncepter – ”Den store bagedyst”, ”Gift ved første blik” og den slags – sendes f.eks. i stor stil af danske statslige ”public service”-stationer, mens de i udlandet sagtens kan leveres af private. Radioprogrammer med nyheder og musik, inspireret af udenlandske kommercielle stationers flader, leveres i høj grad af statens ”public service-virksomheder” i Danmark.
OPK refererer i kommentaren til sin 42 år gamle artikel med den meget sigende underrubrik: “Why Expansion of Public Programs is a “Private Good” and Their Restriction is a “Public Good”” og fortsætter:
Udgiftsbeslutningerne var [for 42 år siden] skævvredne til fordel for udgiftsvækst. Den beskrivelse kunne være forældet. Nogle samfundsvidenskabelige lovmæssigheder kan i modsætning til de naturvidenskabelige påvirkes af mennesker. Rammerne for de politiske beslutningsprocesser kunne i princippet være ændret, så asymmetrien var om ikke elimineret så i hvert fald svækket.
Men sådan er det desværre langt fra gået. Vi har ikke fået indrette institutionerne, så vi har løst den assymmetri, OPK udpegede i 1980.
Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2022. 1 svar
Mens sommeren går på hæld, nærmer tiden sig hvor vi lukker for dette års sommerserie om begreber, der skal væk. Der er dog mindst ét, der i den grad stadig fortjener at blive nævnt: ‘Sammenhængskraft’. Begrebet bruges jævnligt i den offentlige debat, og jeg har mødt mange, der hævder at vi da alle ved hvad det er. Problemet er dog, at vi ikke rigtigt er enige om, hvad det måske er.
Det skorter ellers ikke på påstande om, hvad sammenhængskraften gør, eller at den er truet. Det er bl.a. blevet påstået, at det at de fleste elever går i den almindelige folkeskole styrker ’sammenhængskraften’. Begrebet dækker således en mystisk ’kraft’, der ligesom tyngdekraften i fysik holder individerne i et samfundet sammen i en eller anden forstand. Dansk wikipedia henviser til Durkheims idé om ’social kohæsion’ som en mere videnskabelig måde at sige sammenhængskraft, og definerer den effektivt som Robert Putnams ’sociale kapital’. Det er så tæt på, man kan komme en ægte definition, er ikke er funktionel – dvs. at man ikke definerer begrebet som noget der gør godt.
Accepterer man, at sammenhængskraft er nogenlunde det samme som social kapital, får man et klarere blik for hvad det kan være, men også nogle meget klarere studier af hvor problematisk, det er. I en artikel med Kim Mannemar Sønderskov fra 2013 så jeg på netop det spørgsmål: Er ’social kapital’ overhovedet et videnskabeligt godt koncept? Vores svar på spørgsmålet var et meget klart nej. Vores udgangspunkt for papiret var John Gerrings arbejde om ’konceptvaliditet’ – dvs. under hvilke omstændigheder er et videnskabeligt koncept mere eller mindre validt og brugbart.
Gerring fremhæver for eksempel, at et godt koncept skal fange noget mere, og mere præcist, end nabokoncepter. Det dur således ikke, at det bare er et andet og mindre præcist ord for noget, vi allerede har et brugbart koncept for (det må ikke være gammel vin på nye flasker). Det dur heller ikke, at det er bredere end nabokoncepterne og dækker flere af dem, da det indebærer at det bliver langt mindre præcist. Og det går slet ikke, at man bare puljer ting man godt kan lide i et enkelt koncept. Gør man det, får man hvad samfundstænkeren Giovanni Sartori kaldte ’katte-hunde’ – når man smider forskellige features ind i samme koncept.
Og sammenhængskraft er netop en katte-hund som koncept. Det dækker over alt godt fra havet – en række forhold som folk forestiller sig gør noget godt – og er dermed mindre præcist end nabokoncepterne, og funktionelt defineret ved at være godt. Konkretiseret som social kapital postulerer det også en sammenhæng mellem en række elementer som prosociale normer, social tillid, og aktivitet i frivillige klubber og civilsamfundet, som Kim Sønderskov og jeg, og en række andre forskere, har vist ikke er der.
En allersidste redningskrans for konceptet ville være, hvis de blandede elementer alle havde samme konsekvens. Man ville således få en slags brugbart, politisk indeks som indikerede forskellige veje til samme outcome. Men tænker man på sammenhængskraft som social kapital, er der nu en lang serie studier, der viser at de forskellige elementer i Putnams begreb ikke engang har de samme eller blot sammenlignelige konsekvenser. Uanset at politikere elsker at sige sammenhængskraft, er det et begreb, der er så håbløst upræcist og misvisende, at vi bør holde op med at bruge det.
Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2022. 2 svar
Er et statskup en dårlig nyhed for pressefriheden? Umiddelbart vil de fleste nok sige ja, for hvad kan en regering, der er kommet til magten ved et statskup, ikke finde på. Pudsigt nok var der indtil fornylig nærmest ingen forskning i den type konsekvener af kup. Det gjorde jeg sammen med to tyske kolleger for nogle år siden, og papiret er nu – efter en lang og frustrerende process – endeligt på vej til udgivelse.
Artiklen “Coups and Dynamics of Media Freedom” er skrevet sammen med Andreas Freytag (Uni Jena) og Jerg Gutmann (Uni Hamburg), og udkommer i Economic Modelling. Vores teoretiske udgangspunkt er, at alle regeringer i princippet kan bruge to slags midler til at blive ved magten: 1) undertrykkelse; og 2) bestikkelse. Man kan vælge at undertrykke, hvilket også indebærer at undertrykke borgernes adgang til information – dvs. at undertrykke pressefriheden – og man kan vælge at bestikke vælgere, særinteresser, og interesser der kunne tage magten fra en.
Demokratier har dog nogle begrænsninger indbygget for, hvor meget man kan undertrykke, og ofte også, hvor meget man kan bestikke vælgere og interesser. Der er derfor grund til at tro, at effekter er noget mindre i demokratier, og nok større når et kup fjerner en demokratisk regering. Men – og det er det helt nye rent teoretisk – vi viser også, at der er al mulig grund til at tro, at kuppet fører til mere undertrykkelse, når det offentlige forbrug er større. Grunden er, at mens kupregeringer i lande med små offentlige sektorer har masser af kapacitet til at bestikke interesser, gælder det ikke dem i lande med stort offentlig forbrug. Her er der ikke meget tilovers til at bestikke med, og undertrykkelse bliver derfor et attraktivt alternativ.
Og det er netop det vi finder i 8400 observationer på tværs af 160 lande siden 60erne. Figuren nedenfor er fra artiklen, og viser effekten af succesfulde (de mørke markeringer) og fejlede (de grå) kup på graden af censur mod medier. Figuren til venstre illustrerer vores estimater, når kuppet sker mod et autokrati, mens den til højre viser effekter mod et demokrati. Det er her helt klart at se, at kup ikke har systematiske effekter i autokratier – nogle gange undertrykker de nye regime mere, andre gange mindre end det gamle. Omvendt er det tydeligt at se, at mens fejlede kup ikke fører til systematiske ændringer, falder indekset alvorligt når et kup med et demokrati lykkes. Med andre ord fører kup til markant mere censur, og i helt særlig grad når det offentlige forbrug er stort (til venstre på figuren).
Artiklen med Freytag og Gutmann indikerer dermed, at regeringer forsøger at beskytte deres egen magt på den måde, de praktisk kan. Det betyder dermed ikke, at diktaturer automatisk undertrykker, hvis der er en nemmere / billigere måde at blive ved magten på. Og vores arbejde følger således på sin vis i fodsporene fra Bueno de Mesquita, der understregede, at demokratier ikke er så anderledes end autokratier. Demokratiske politikere er i hvert fald ikke bedre, de lever bare med nogle andre institutioner, som de ikke altid bryder sig ret meget om.
Ukraine har været langsomme til at reformere økonomien efter bruddet med Sovjet Unionen (se fx her). Men noget tyder på, at Ruslands overfald på landet potentielt vil kunne skubbe (kraftigt) til denne proces.
Mange af disse dereguleringer og skattelettelser er midlertidige. Men det var huslejereguleringen i Danmark – der blev indført under 2. Verdenskrig og stadig gælder (lyt her) – jo også. Så måske vil meget af dereguleringen blive hængene i Ukraine, selv efter at russerne – forhåbentlig – er blevet smidt ud igen.
Det bliver spændende at følge, hvordan disse dereguleringer og skattenedsættelser vil påvirke efterkrigstiden, og om de kan føre til et permant stærkere Ukraine i fremtiden.
Nedenfor kan du høre mere om Ukraines deregulatoriske svar på Ruslands angreb.
Det tog mig et stykke tid at få styr på, hvad juristerne mente, når de talte om “objektivt set” og “subjektivt set”. Har du endnu ikke fået styr på det, giver Lasse Lund Madsen, ph.d., professor, Juridisk Institut, AU, en glimrende forklaring i sin ligeledes glimrende kronik om minksagen og evt. rigsretssag mod Mette Frederiksen i Berlingske forleden.
Svarene kræver først et lille og lidt forenklet lynkursus i strafferet: Et strafansvar forudsætter grundlæggende, at to betingelser er opfyldt: den objektive og subjektive. Hvis en person – vi kunne kalde ham Mogens – i bil kører et andet menneske ihjel, har Mogens objektivt begået et drab. Om Mogens kan straffes herfor, beror på den subjektive vurdering. Såfremt Mogens kørte fodgængeren ned for at slå ham ihjel, kan Mogens straffes for manddrab efter straffelovens § 237. Mogens har handlet med det, vi jurister betegner som »forsæt«. Hvis Mogens derimod »kun« kørte for stærkt, mens han i øvrigt sad og fumlede med radioen, har han ikke kørt fodgængeren ned med vilje, men han burde have kørt mere forsigtigt og med øjnene rettet mod vejen. Mogens kan derfor straffes for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241. Hvis Mogens derimod kørte efter reglerne, men fodgængeren i et uopmærksomt øjeblik trådte lige ud foran Mogens’ bil, kan Mogens slet ikke straffes. Nok har han objektivt set dræbt et andet menneske, men han har subjektivt set ingen skyld deri.
I kronikken peger Lasse Lund Madsen på et centralt dilemma. Der er ingen retspraksis, så derfor er det svært at vurdere, om der er grundlag for en sag. Og det argument bider sig selv i halen.
Skal statsministeren så for en rigsret? Tja, bum, bum! For taler sagens alvorlige substans og statsministerens kritisable adfærd, der umiddelbart forekommer at være groft uagtsom. Imod taler, at det er vanskeligt at sige med en så tilstrækkelig høj grad af sikkerhed, som Rigsrettens omkostningstunge apparat tilsiger.
Problemet er, at grov uagtsomhed er en skønspræget størrelse, hvis grænser kun kan fastlægges gennem retspraksis, der kun kan dannes ved at føre sager for Rigsretten. Dermed bider vurderingen af, om der skal føres en rigsretssag, sig selv i halen.
Kronikken førte i øvrigt til et interview, hvor Lasse Lund Madsen konkluderer, at “sad jeg med sagen nu, ville jeg hælde til en domfældelse”
Sad jeg med sagen nu, ville jeg hælde til en domfældelse
Lasse Lund Madsen, ph.d., professor, Juridisk Institut, AU
»Havde det været en almindelig borger, der havde ageret som statsministeren, kunne det godt være, at det var blevet opfattet som groft uagtsomt. Men jeg tror, at han overser, at der er andre regler i statsretten,« siger Jørgen Albæk Jensen.
I øvrigt synes jeg, det er interessant, at ingen af juristerne synes at interesserer sig synderligt for, at regeringen fortsatte med aflivningerne, efter det var alment kendt, at ordren var ulovlig. Noget Rasmus Jarlov har skrevet om utallige gange.
Minkaflivningen skete også med forsæt. De fortsatte og gennemførte handlingen velvidende, at den var ulovlig.
Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2022. Skriv et svar
I vores sommerserie er vi kommet til et af de begreber, der ikke blot irriterer mig mest, men også i højest grad har ændret betydning over tid: ‘Velfærd’. Den Danske Ordbog definerer velfærd som “en persons eller gruppes sundhed, lykke og trivsel, især med hensyn til materielle goder og social tryghed.” Problemet er tilføjelsen, og ikke mindst forbindelsen til begrebet ‘social tryghed’.
Ordet kommer oprindeligt fra det nordiske ‘at fare vel’, dvs. at have en god rejse. Oplever man velfærd i denne betydning, har man dermed en god rejse gennem sit liv. Det er således synonymt med velbefindende og har et stort overlap med tilfredshed med ens liv. Der er intet galt med disse begreber, som alle fanger en form for subjektiv, positiv oplevelse af livet.
Problemet med begrebet ‘velfærd’ er den nu normale brug af det som noget, en stor stat leverer. Den politiske brug af ordet velfærd implicerer således en sammenhæng mellem kerneidéen i en socialdemokratisk stat og hvor positivt folk oplever deres liv. Brugen af begrebet indbygger med andre ord en slags postuleret årsagssammenhæng i vores hverdagssprog, som er dybt politisk. I det øjeblik, man overtager denne betydning, er begreber som ‘privat velfærd’ enten nonsens eller udtryk for en særlig ordning af statslige opgaver.
Problemet forværres faktisk af, at forskningen i folks tilfredshed med livet klart viser, at størrelsen på de offentlige udgifter enten slet ikke er forbundet med tilfredshed, eller er negativt forbundet med dem: Velfærdsstaten leverer ikke velfærd, forstået med den oprindelige betydning!
Begrebet ‘velfærd’ bør derfor forsvinde fra vores sprog, fordi den moderne brug af det narrer folk til at tro, at den såkaldte velfærdsstat leverer velbefindende (et meget bedre udtryk) – hvordan kan det være anderledes, når sproget nærmest definerer det. Hvordan det er kommet så vidt, at et ord som snart sagt alle bruger, har fået en så udpræget politiseret betydning, er et andet spørgsmål. Vores råd er klart: Hold op med at sige velfærd.
Som følge af GDPR forsvandt 1/3 af alle apps fra Google Play og antallet af nye apps blev halvveret. Resultatet er fra Janßen et al. (2022). Her er abstract (mine fremhævninger):
“Using data on 4.1 million apps at the Google Play Store from 2016 to 2019, we document that GDPR induced the exit of about a third of available apps; and in the quarters following implementation, entry of new apps fell by half. We estimate a structural model of demand and entry in the app market. Comparing long-run equilibria with and without GDPR, we find that GDPR reduces consumer surplus and aggregate app usage by about a third. Whatever the privacy benefits of GDPR, they come at substantial costs in foregone innovation.“
De samlede omkostninger som følge af GDPR må være gigantiske (jeg har personligt brugt tid på at diskutere og forholde mig til GDPR både på arbejde i Incentive og CEPOS og i frivilligt bestyrelsesarbejde).
Det virker iøvrigt lidt skizofrent, at man indfører GDPR, samtidig med at man fortsætter ulovlig logning (som du kan høre mere om i Regelstatens podcast):
Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2022. Skriv et svar
Den siddende regering med Mette Frederiksen har mindre end et år tilbage. Valget skal afholdes senest søndag den 4. juni næste år, og skal defor udskrives allersenest 14. juni. Mange eksperter regner dog med et langt tidligere valg, og med en vis sandsynlighed et valg først eller midt på efteråret. I dansk politik hører man absolut også valgtrommerne, og alle er begyndt at forberede sig. Det gælder også regeringen, der med Berlingske Tidendes ord er begyndt at smide ‘stinkbomber’ ind i blå blok.
Ser man på de seneste meningsmålinger, eller ser man på den politiske situation med det Radikale Venstres nye plan, eller blot på de sager der bliver ved med at vælte ud af skabene i regeringen, virker det ikke videre sandsynligt at Frederiksen har lyst til at udskrive valg i efteråret. To meningsmålinger, fra henholdsvis Gallup og Voxmeter, giver begge Socialdemokraterne omkring 23 procent og 42-43 mandater. På trods af en relativt fredelig sommer peger målingerne således ikke blot på et tab af 5-6 mandater, men også et flertal for blå blok. Hvor elendig situationen ser ud for det parti, som Frederiksen og hendes kumpaner har rykket væsentligt mod venstre, illustrerer vi i figuren nedenfor. Den afslører også et andet forhold, som lige nu ser ud til at komme med det næste valg.
Figuren viser socialdemokraternes stemmetal og mandattal (i procent) fra 1884 – det første år partiet blev valgt ind i Folketinget – og til meningsmålingerne i august 2022 yderst til højre. De røde markører viser mandattal for resten af de røde partier, mens de gule markører viser Herfindahl-Hirschmann indekset. Indekset måler hvor koncentrerede mandaterne er i et eller få partier, og går fra 1 (for et etpartistyre) og ned mod 0.
Det umiddelbart mest interessante i figuren er, at den viser hvordan meningsmålingerne indikerer at Socialdemokraterne står til at få deres dårligste valg siden 1913. Selv det elendige valg i 2011, der tvang Helle Thorning til at tage de radikale med i regering, var bedre end meningsmålingerne. Og med det, men ikke kan kalde andet end lortesager – den manglende suspendering af embedsmænd, som minkkommissionen anbefalede man undersøger, Rasmus Prehns misbrug af sit ministerkort, og den generelt arrogante og autokratiske indstilling til stort set alle beslutningsprocesser – må man regne med, at Frederiksen står til endnu ringere meningsmålinger i løbet af efteråret. På den baggrund er det et mysterium, hvorfor hun skulle udskrive valg snart.
Det er dog et andet, meget interessant forhold, som man kan se i figuren. Følger man de gule markører, kan man se at det næste valg står til at levere den mindst koncentrerede mandatfordeling siden jordskredsvalget i 1973. Socialdemokraterne står til at blive største parti, men med tre partier – Venstre, det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne – omkring eller lidt over 20 mandater, og tre andre over ti mandater. Det næste Folketing bliver alt andet end let at navigere politisk i!
Af Otto Brøns-Petersen, den 8. august 2022. Skriv et svar
Venstres formand har annonceret et nyt boligudspil, der angiveligt skal gøre det lettere for førstegangskøbere at komme ind på ejerboligmarkedet. Det går ud på at indføre et fradrag på op til 50.000 kr. i op til fem år. Fradragsværdien er 20 pct., svarende til 50.000 kr. i perioden.
Boligmarkedet er fyldt med reguleringer og tilskudsordninger. Der er bl.a. krav til indkomsten for at kunne optage realkreditlån, hvilket både sænker mobiliteten på boligmarkedet og gør det sværere for unge at komme ind i især de store byer. Der er subsidier til almene boliger og til lejere. Der er huslejeregulering i dele af den private udlejningssektor. Andelsboliger må ikke realkreditbelånes. København stiller krav om, at nybyggeri skal have en vis størrelse. Og så videre. Listen er lang og bedrøvelig.
Venstres forslag vil dog ikke gøre op med den omfattende regulering. Derimod vil man indføre endnu et tilskud til udvalgte grupper.
Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2022. Skriv et svar
Min gode ven og kollega Martin Rode (Uni Navarra) og jeg satte for nogle år siden en større database sammen (se f.eks. omtale her). Databasen er bl.a. central for min forskning i statskup sammen med Martin og flere andre kolleger – her, her og her – og antallet af studier, der har brugt vores data nærmer sig 200. Al adgang til dataene er gratis, og vores fornemmelse er, at de sagtens kunne bruges i gymnasiet når der f.eks. undervises i demokratisering eller emner i Latinamerika.
Nyheden i dagens post er, at vi har en ny version 4.2 ude. Versionen omfatter to ekstra års data, en korrektion af et par fejl i den tidligere version, og et par ekstra features. Udover at følge Cheibub, Gandhi og Vreelands seks kategorier for regimer – tre typer demokratier og tre typer autokratier – har vi i version 4.2 også to koder for kolonier (selvstyrende eller ej), ligesom vi har yderligere information om hvorvidt der er afholdt valg i et bestemt år.
Hvad kan man så bruge den slags til? Lad os give et enkelt eksempel på et spørgsmål, der er både relevant og ikke helt ligetil at svare på: Hvor stabilt er et demokratisk / autokratisk regime? Det kan man få et indtryk af ved blot at afsøge vores data.
I tabellen nedenfor har vi netop gjort det. Vi viser, hvor sandsynligt det er at et land er stabilt demokratisk i de første tre, fem, og otte år efter en demokratisering. Vi viser også det samme mål for, hvor stabilt et autokrati er efter at et land har afskaffet demokrati. Et særligt forhold er, at vi rapporterer to sandsynligheder: En øvre for lande, hvor under halvdelen af naboerne er demokratiske, og en nedre for lande, hvor over halvdelen er demokratier
3 år
5 år
8 år
Demokrati
0,81
0,68
0,57
0,94
0,85
0,81
Autokrati
0,82
0,78
0,62
0,63
0,57
0,43
Kilde: Christian Bjørnskov og Martin Rode, Regime Types and Regime Change: A New Dataset on Democracy, Coups, and Political Institutions
De simple sandsynligheder fra vores data illustrerer ret præcist, at det i høj grad er vigtigt, hvordan nabolandenes politiske system fungerer. I perioden mellem 1950 og 2022 har 81 % af alle demokratiseringer vist sig at være stabile i mindst otte år, hvis nabolandene var demokratiske, mens det kun har været 57 % for dem med relativt mange autokratiske naboer. Den samme forskel viser sig for autokratiseringerne, som er markant mere stabile, når naboerne er autokratiske.
Hvordan disse og andre forhold skal fortolkes, er naturligvis et spørgsmål til yderligere forskning og diskussion. Skyldes den mindre stabilitet i nye demokratier med autokratiske naboer, at naboerne intervenerer eller på andre måder blander sig? Er det fordi det er mindre sandsynligt at autokratiske naboer indfører sanktioner? Eller skyldes det, at der er færre rollemodeller og mindre information om, hvordan demokrati fungerer hos naboerne?
Det er spørgsmål, der virkeligt bliver relevante når man kan vise den generelle forskel, som i tabellen ovenfor. Vi opfordrer derfor alle interesserede læser til at tage et kig – og til at få jeres elever og studerende til at tage et kig.
