Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2022. Skriv et svar
Forleden dag meddelte Finland, at landet lukker for alle russiske migranter. Finnerne har tidligere haft en væsentlig migration ind i landet af russere på turistvisa, men har nu valgt at lukke grænsen helt. Spørgsmålet er, om det faktisk er en god idé.
Der er to argumenter for finnernes beslutning, som har været luftet i forskellige medier. Det første, og mest almindelige, er at man ved at lukke grænserne tvinger russerne til at blive hjemme. Idéen er, at de dermed kommer til at protestere mod Putin-regimet – ikke ved at stemme med fødderne og flygte fra Rusland, men ved at gå på gaden i Moskva, Sankt Petersborg, Yekateringburg og andre storbyer.
Argumentet kan lyde besnærende, men hviler på to antagelser som sandsynligvis begge er forkerte. Den første antagelse er, at det er de samme mennesker, som ville protestere åbent, som dem der flygter nu. Med andre ord er det en antagelse om, at flugt og åben protest er substitutter for disse mennesker. Men er det virkeligt de samme, som skynder sig ud af landet, og som går på gaden? Min fornemmelse er, at det er to så forskellige handlinger, at man på ingen måde får flere protester mod Putin ved at tvinge russerne til at blive i Rusland.
Den anden antagelse er, at Putin-regimet er modtageligt overfor demonstrationer og offentlig mistillid. Jeg har de sidste fem år været overbevist om, at det russiske regime overhovedet ikke kan rykkes af folkelige protester eller internationale sanktioner. Grunden til min overbevisning kommer fra en præsentation, som Ron Wintrobe gav ved EPCS-konferencen i Budapest i 2017. Wintrobe, der er en af verdens førende diktaturforskere, pegede på at to diktaturer – Rusland og Iran – er så fundamentalt forskellige fra resten, at man ikke kan tænke på dem på samme måde. Iran er et teokrati, mens Rusland er et regime hvor lederen kommer fra efterretningstjenesten, og regimet bakkes aktivt op af tjenesten. I andre regimer kan man ramme det ved at gøre livet surt for civile interesser – industri, fagforeninger osv. – eller militære interesser, der får færre ressourcer som følge af sanktioner. I Rusland er den væsentlige baggrundsinteresser efterretningstjenesten, som ikke påvirkes direkte, og næsten trives ved større protester!
Der er således ingen grund til at tro, at det første argument for at lukke russerne inde holder vand. Det andet argument, der har været luftet i medierne, er at man ved at lukke for almindelige russere, også lukker for spioner og andre af regimets håndlangere. Men hvor mange spioner tror man reelt, man lukker for bare fordi almindelige mennesker formenes adgang, og hvilken skade forestiller man sig de kan gøre udover dem, der allerede er på Ruslands ambassader?
Den politiske sag for at lukke for russiske flygtninge til Europa står dermed på meget tynd is. Det betyder ikke, at politikere ikke sagtens kan fristes til at lukke grænserne, men kun som følge af action bias – at “vi må jo gøre noget”, det skal helst være synligt for vælgerne, og “det her er noget”. Set fra et humanitært synspunkt er de lukkede grænser derimod en katastrofe for titusinder af russere, der nu kan tvinges til at gå i krig, tvinges til at arbejde for Putin-regimet, og tvinges til at leve under stadigt tungere undertrykkelse i et korrupt styre fra helvede med absurde supermagtsdrømme. Vi bør ikke lukke grænserne.
Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2022. Skriv et svar
Forleden skrev vi om hvordan Verdens økonomiske frihed er under pres. Vi illustrerede da i detaljen hvor meget folks økonomiske frihed blev indskrænket fra 2019 til 2020. Idag ser vi på hele indekset, men på tværs af hele verden. Ændringer i økonomisk frihed for hvert af de 165 lande, der rates, illustrerer vi i kortet nedenfor.
I princippet varierer Fraser Instituttets indeks over økonomisk frihed mellem 0 og 10, men i praksis er variationen mellem 3,3 (Venezuela) og 8,6 (Hong Kong). Et typisk tab på 0,17 (medianen i 2020) er således ikke blot stort i forhold til, hvor meget det som oftest varierer fra år til år. Det betyder også, at store dele af verden på sigt kommer til at opleve væsentlig væksttab de kommende år, hvis ikke situationen snart rettes op.
Hvor store er væksttabene, kan man spørge. I artiklen Does economic freedom boost growth for everyone? som Andreas Bergh og jeg udgav i Kyklos sidste år, finder vi at for hvert point man ændrer på elementer i indekset, ændres den langsigtede, årlige vækstrate med cirka 0,5-0,6 procentpoint. Når man således ser på de sorte og lilla områder på kortet, er de steder, der kommer til at opleve synligt lavere vækst de kommende år. Undtagelsen vil være de lande, der ændrer kurs og indfører liberaliserende reformer ovenpå to af de værste år siden krigen. Og totalt set står verden til at blive mærkbart fattigere.
Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2022. 4 svar
Danmark har en af verdens største offentlige sektorer. Det betyder ikke blot, at lidt mere end halvdelen af borgernes indkomst enten bruges eller administreres gennem den offentlige sektor, men også at tusinder af virksomheder har kontakt til sektoren. Hvordan disse virksomheder klarer sig og hvad der sker med dem på sigt, er derfor et vigtigt spørgsmål at stille. Ny forskning fra økonomerne Peter Grajzl (Washington and Lee University), Jaka Cepec, og Barbara Mörec (begge universitetet i Ljubljana) undersøger netop dette spørgsmål ved at se på konsekvenserne for 72.000 virksomheder i Slovenien mellem 2015 og 2019.
Under titlen ”Weaned off public money: The effect of discontinued reception of public cash on firm outcomes” viser de tre slovenere, hvad der skete med disse virksomheder efter de offentlige midler holdt op. Der er således ikke blot tale om en meget omfattende undersøgelse, der stort set dækker alle virksomheder med kontakt til det offentlige i et lille land. Forfatterne håndterer også omhyggeligt problemet, at det ikke er tilfældigt hvilke virksomheder der modtager offentlige midler. Artiklen er derfor under udgivelse i det fine – og altid interessante – tidsskrift Kyklos.
Professor Peter Grajzl, WLU
Når Grajzl (på billedet) og hans medforfattere løser ’selektionsproblemet’ – at det ikke er tilfældigt, hvem der leverer til det offentlige – finder de, at dem der mister det offentlige som kunder, oplever et fald i deres salg på i gennemsnit 77 % i løbet af tre år, og et fald i deres aktiver på 34 %. Man kan også se faldet i økonomisk aktivitet ved, at de køber 64 % færre input og beskæftiger 26 % færre medarbejdere. Der er dog også to interessant detaljer: Virksomhederne oplever typisk ikke værre finansiel performance, og der er forskelle mellem unge og ældre virksomheder. Mens salgstabet er værre hos de unge virksomheder, ser man væsentligt mindre tilpasning og reelle produktivitetstab i ældre firmaer.
Ser man helt isoleret på disse tab, kan man fristes til at tro, at der er negative økonomiske konsekvenser af at reducere det offentliges forbrug hos private virksomheder. Det peger Grajzl, Cepec og Mörec dog på, er en fejlkonklusion. Mens man ideelt set burde have en generelt ligevægtsmodel til at regne på alle konsekvenser, illustrerer deres simplere ’back of the envelope’ beregninger, at en reduktion af det offentlige sandsynligvis er gavnlig for økonomien. Mens de opgør virksomhedernes totale tab i værditilvækst fra mindre offentlige køb til 78 millioner euro, fremhæver de hvor store de offentlige køb var: 188 millioner euro. For at regnestykket skal ende med noget som helst andet end et stort tab, må man således antage aldeles gigantiske såkaldte ’eksternaliteter’ ved offentligt forbrug. Og ser man på resten af litteraturen, er det mere sandsynligt, at de er negative end positive. ’Afkastet’ ved de offentlige køb er voldsomt negativt.
Af Jonas Herby, den 20. september 2022. Skriv et svar
I mit indlæg i Børsen i dag citerer jeg den svenske økonom og socialdemokrat, Assar Lindbeck, som i 1972 sagde, at ”huslejeregulering synes at være den mest effektive teknik, der i øjeblikket er kendt, til at ødelægge en by – bortset fra bombning”. Men jeg skriver også, at mere liberale økonomer siden har diskuteret, om bombning virkelig var værre end huslejeregulering. For det er ikke åbenlyst. I dette indlæg vil jeg kort begrunde hvorfor.
Lad mig starte med at påpege, at når jeg taler om at ”ødelægge en by”, er det uden de menneskelige omkostninger. Det er altså et tænkt eksempel, hvor vi antager, at vi har to identiske byer, hvor den ene bliver underlagt huslejeregulering og den anden bombes. Derefter får mennesker lov til at flytte ind i byerne, og spørgsmålet er nu: Hvilken by vil klare sig bedst på lang sigt?
Det åbenlyse svar er, at det selvfølgelig afhænger af den konkrete regulering og bombning. Én bombe i en park gør næppe den store skade på byen. Og det samme kan siges om huslejeregulering, der kun rammer én bolig. Spørgsmålet er altså komplekst, og derfor kan man kun opstille nogle generelle principper for, hvordan man skal bedømme, hvad der er værst.
Alex Tabarrok har tidligere skrevet om “The Student Loan Giveaway“. Hvis det bliver vedtaget vil det foreslåede program betyde, at amerikanske studerende fremover – afhængig af deres fremtidige indkomst – kan nøjes med at betale en del af deres lån tilbage.
Som han uddyber i dag, kan konsekvenserne blive enorme. Det er værd at læse hele hans indlæg, da det både er skræmmende OG lærerigt for os danskere.
Et par centrale pointer fra indlægget:
Fordi andelen, du skal tilbage, kommer til at afhænge af din fremtidige indkomst, vil lavproduktive uddannelser få større subsidier end højproduktive.
Want a free ride to college? You can have one, but only if you study cosmetology, liberal arts, or drama, preferably at a for-profit school. Want to be a nurse, an engineer, or major in computer science or math? You’ll have to pay full price (especially at the best programs in each field). […] Typical graduates in Mechanical Engineering will on average get a 0% subsidy but graduates in Music will get a 96% subsidy, in Drama a 99% subsidy and Masseuses a 100% subsidy on average.
Og det fører naturligvis til at incitamenterne bliver skævvredet.
institutions will have an incentive to create valueless programs and aggressively recruit students into those programs with promises they will be free under an IDR plan
Problemerne er ikke ukendt fra den danske uddannelsessektor, hvor gratis uddannelse og verdens højeste SU også fører til inefficente uddannelsesvalg.
Af Jonas Herby, den 16. september 2022. Skriv et svar
Som Christian påpegede forleden, er inflationen i Schweiz markant lavere end i Danmark (se nedenstående figur), på trods af at Schweiz – ligesom lande med høj inflation – har været ramt af corona, krig i Ukraine og hvad har du, som bl.a. Nationalbanken ellers har brugt som forklaring på den meget høje inflation.
Som Christian beskriver (eller som I kan se på Facebook, Twitter eller andre steder, hvor Lars Christensen optræder), så mener Lars, at kvantitetsligningen MV = PY (stadig) gælder.
Det betyder kort sagt, at en mulig forklaring på forskellen i inflationen kan findes i forskellige stigninger i pengemængden i Danmark og Schweiz. Og ser man på data, så er pengemængden da også steget væsentligt hurtigere i Danmark end i Schweiz siden før corona, krig mv. (1. januar 2020) for de forskellige pengemål. Eneste undtagelse er M0 (fysiske kontanter), som Nationalbanken ikke nævner som et af de pengemål, der anvendes i Danmark (se Boks 5.2 her), hvilket der er åbenlyse gode grunde til (hvem sagde MobiePay?).
Her er lidt hjælp til at forstå de andre pengemål.
M1: den private ikke-banksektors beholdning af sedler og mønter samt bankindskud på anfordring
M2: M1 plus korte tidsindskud
M3: M2 plus visse andre indlån og beholdningen af korte gældsbeviser (typisk op til 24 måneder)
Konklusionen er altså, at udviklingen i pengemængde og inflation passer ind i Lars’ fortælling.
PS: Alle tal er taget fra tradingeconomics.com. Tallene for pengemængden er en anelse upræcise, da de er aflæst fra grafer.
Af Otto Brøns-Petersen, den 16. september 2022. Skriv et svar
Som Christian skrev om i går, har Fraser Institute m.fl. udsendt den årlige måling af økonomisk frihed i form af Economic Freedom Index (EFI). I år har man samtidig opsummeret den efterhånden ret omfattende empiriske forskningslitteratur, hvor indekset har været anvendt.
Hvad han dog ikke fik nævnt er, at på listen over forskere med flest videnskabelige publikationer om økonomisk frihed, ligger han selv på en imponerende førsteplads. Hele 33 videnskabelige arbejder har han medvirket til. Feldmann på andenpladsen står for 22 arbejder. Også imponerende, men med meget klar distance til førstepladsen.
Det hører med til historien, at Christian også forsker i emner, hvor han ikke bruger indekset. Så det vidner om en meget produktiv forsker, som vi ovenikøbet har glæde af som redaktør her på bloggen.
Her er listen med dem, som har publiceret flest arbejder, der bruger EFI.
Og nu vi er i gang med at klippe figurer fra oversigten, så er her i skematisk form nogle af de statistisk stærkeste sammenhænge i litteraturen. Altså hvad økonomisk frihed synes at fremme.
Af Christian Bjørnskov, den 15. september 2022. 6 svar
Forleden udkom dette års udgave af Economic Freedom of the World, den årlige status fra the Fraser Institute i Vancouver over hvor frie verdens lande er. Rapporten omfatter altid både nye data – EFW er en af de vigtigste kilder til data for en række forhold, der alle dækkes af begrebet ‘økonomisk frihed’ – og temakapitler om særlige emner. Den er også vigtig i diskussion af politik og samfundsforhold udenfor den akademiske verden, da den sætter fokus på emner, der ellers ofte overses.
Da rapportens data af praktiske grunde altid er to år gamle – 2022-rapporten bringer derfor 2020-dataene – har dette års rapport været ventet med både længsel og bæven. Hovedmanden bag de senere års rapporter, Robert Lawson fra Southern Methodist University i Dallas, har da også kaldt udviklingen i 2020 for ‘et blodbad’: Verdens økonomiske frihed tog et alvorligt dyk i det vanvittige år, hvor størstedelen af den vestlige verden fulgte et kommunistisk diktaturs eksempel og lukkede ned for samfundet.
Vi illustrerer, hvor slem situation er, i nedenstående figur. Her plotter vi ændringerne i fire af de fem indeks, som tilsammen udgør det overordnede indeks for økonomisk frihed. Undtagelsen er område 2, der dækker kvaliteten af retsvæsenet, og som vi ved udvikler sig meget langsomt.
Årets rapport peger på, at det offentliges størrelse er vokset markant i alle dele af verden – her illustreret af de postkommunistiske lande, Latinamerika, og Vesten. Det samme gælder pengepolitikken (bortset fra de postkommunistiske), åbenheden overfor handel, internationale investeringer, og international bevægelighed, og friheden fra regulering (bortset fra Latinamerika). Og her må man endda understrege, at vi først har kunnet se de store effekter af de pengepolitiske fejltagelser i år, hvor inflationen for alvor er eksploderet.
Der er således tale om et reelt blodbad på verdens økonomiske frihed. Som Bob også påpegede i et interview forleden, vil det have alvorlige konsekvenser for bl.a. den økonomiske vækst fremover, hvis situationen ikke meget snart vender til det positive. Som hans egen oversigt over den samlede forskning i dette års rapport viser, er der ganske overvældende empirisk evidens for hvor vigtig økonomisk frihed er for landes langsigtede vækst og velstand. Som eksempler fra Kina til New Zealand viser, kan regningen for to års undertrykkelse af almindelige menneskers frihed ende med at blive gigantisk.
To økonomer fra Stanford og MIT har set på de langvarige effekter af COVID-19 sygdom. De opdeler folk i, om de har været syge i en hel uge pga. “probable” COVID-19 eller ej. Og forskellen på de tro grupper er slående. Her er deres abstract (mine fremhævninger)
We show that Covid-19 illnesses persistently reduce labor supply. Using an event study, we estimate that workers with week-long Covid-19 work absences are 7 percentage points less likely to be in the labor force one year later compared to otherwise-similar workers who do not miss a week of work for health reasons. Our estimates suggest Covid-19 illnesses have reduced the U.S. labor force by approximately 500,000 people (0.2 percent of adults) and imply an average forgone earnings per Covid-19 absence of at least $9,000, about 90 percent of which reflects lost labor supply beyond the initial absence week.
Bemærk, at det ikke (kun) er på grund af senfølger (long-Covid).
One reason why Covid-19 illnesses reduce labor supply is that they push older workers into retirement. Our results are thus best interpreted as identifying not “long Covid” in isolation but rather the overall labor-supply adjustment, across mechanisms, induced by Covid19 illnesses.
Hver gang jeg læser økonomers arbejde på baggrund af effekterne af COVID-19 pandemien, forundres jeg over, at de stort set var kørt helt ud på et sidespor af medier og regeringer verden over, mens man håndterede pandemien.
Da vi i februar udgav første version af vores meta-studie, “A Literature Review and Meta-Analysis of the Effects of Lockdowns on COVID-19 Mortality“, Herby, Jonuing & Hanke (2021), om effekten af nedlukninger, skrev Science Media Centre (SMC) en artikel, som førte til en heftig kritik af meta-studiet.
SMC spurgte i alt fire forskere om deres kommentar til os tre økonomers meta-studie:
Neil Ferguson (Epidemiolog på Imperial College London)
Seth Flaxman (Matematiks Institut, Imperial College London)
Samir Bath (Institut for Folkesundhedsvidenskab, Imperial College London)
David Paton (Økonom, Nottingham University Business School)
De tre fra Imperial College var alle forfattere til studier, vi kritiserede for at overse betydningen af frivillige adfærdsændringer, og som reagerede negativt på vores studie.
Helt anderledes var det med den enlige økonom, David Paton, som havde følgende positive kommentarer:
”It looks to be of good quality so I suspect it will end up in a peer-reviewed journal”
“Both parts of the paper (systematic review and the meta analysis) make a significant contribution to our understanding of lockdown effects.”
“Key to a systematic review like this are the sets of search & exclusion criteria. The paper is very transparent about this which is good.”
“That [the result] is pretty consistent with other, non- systematic reviews (e.g. Herby & Allen) which is reassuring. It is also consistent with the (few) studies which look at the impact on overall excess mortality.
”In that context, the central estimates of the Hanke paper are unsurprising to those who know the literature (though obviously very newsworthy in terms of the general perception)”
I en Twitter-debat forleden kom jeg til at tænke på, at jeg ikke mindedes, at David Patons positive bemærkninger rigtig kom frem tilbage i februar. Så derfor lavede jeg en Google-søgning på engelske resultater på ”David Paton” + ”Johns Hopkins” + ”lockdown”. Resultatet var slående. Kun én artikel – i The Spectator World – har nævnte umiddelbart Patons kommentarer. Anderledes så det ud med de tre kritikere fra Imperial College, som fik massiv omtale, jf. nedenstående figur.
Fire spørgsmål rejser sig:
Hvorfor bad Science Media Centre tre forskere, som vi kritiserer i vores meta-studie, om at vurdere vores arbejde? Ville det ikke være oplagt at bede upartiske forskere om at lave vurderingen?
Hvorfor bad Science Media Centre tre kollegaer om at bedømme vores arbejde? Ville det ikke være oplagt med mere uafhængige kilder?
Hvorfor bad Science Media Centre ikke (flere) økonomer om at bedømme vores arbejde? Ville det ikke være oplagt, at bede økonomer vurderer økonomers arbejde?
Hvorfor blev David Patons vurdering (stort set) ikke viderebragt i nogle medier? Blev han ”cancelled”?
Ift. punkt 4 er der ikke nødvendigvis tale om, at alle medierne har fravalgt ham bevidst. Det er før set at medier citerer hinanden i stedet for at gå til den oprindelige kilde. Så der kan altså som udgangspunkt være tale om såvel et bevidst fravalg og ”dovenskab”. Læser man artiklerne, der citerer de tre fra Imperial College, tyder mest dog på bevidste fravalg, da mange af dem henviser direkte til SMC.
PS: Her er links til mine søgninger. Jeg har ikke talt den oprindelige artikel i SMC med i min opgørelse.
Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2022. Skriv et svar
Dronning Elizabeths død har ikke blot affødt en lang række sympatierklæringer og tilbageblik på et langt liv og 70 års britisk historie. Den har også tilladt flere meningsdannere og kommentatorer at overveje visse forhold lidt dybere, end man ellers gør. Det gælder ikke mindst for den tænksomme og velformulerede Daniel Hannan, der fra sin post i Overhuset har skrevet en ret fin artikel med titlen “It’s no coincidence that the most successful democracies are constitutional monarchies.”
Hannan peger på, at “It is striking to see how many of the world’s most liberal, tranquil, contented and egalitarian countries turn out to be constitutional monarchies: Australia, Canada, Denmark, the Netherlands, New Zealand, Norway.” Og det er ikke helt galt. Nedenfor illustrerer vi de fordele, monarkier har i forhold til republikker. Vi sammenligner udelukkende vestlige lande, så vi ikke kommer til at skævvride ved at holde Europa op mod, f.eks., Latinamerika. Figuren viser gennemsnittet for Fraser Instituttets vurderinger af (frihed fra) statslig størrelse, kvaliteten af retsvæsenet, friheden fra regulering, gennemsnitsindkomst, social tillid, og tilfredshed med livet.
Den ganske simple pointe her er, at med statslig størrelse om undtagelse (og den er drevet af de skandinaviske monarkier), er alle disse forhold i gennemsnit 16 procent bedre i monarkier end i deres republikanske naboer. Forskning de sidte 15 år har peget på, at nogle af disse fordele kommer fra at monarkier skaber højere social tillid, som efterfølgende påvirker den retslige kvalitet, reguleringsfrihed, indkomst og tilfredshed. Uanset mekanismen er der således – om man ideologisk synes om monarki som institution eller blot synes om dets konsekvenser – al mulig grund til at beholde de velfungerende kongefamilier, som stadig eksisterer i Vesten og afholder politikere fra at være statsoverhoveder og lave alt for meget skade.
Der er dog grund til, at økonomer over en bred kamp råber vagt i gevær, når politikerne vil gribe ind i markedets prisdannelse for at føre fordelingspolitik. Priser har nemlig tre funktioner i en markedsøkonomi som den danske, hvoraf fordeling af samfundets goder kun er den ene. Udover at bestemme fordelingen af indkomst, transmitterer priser information og giver et incitament til at anvende de produktionsmetoder, der er mindst omkostningskrævende, og derved bruge tilgængelige ressourcer til de mest værdsatte formål. Prisernes tre funktioner er tæt forbundne.
Antag, at der, uanset årsagen, er et mindre udbud af elektricitet – for eksempel fordi man har lukket a-kraftværker. Gasværkerne vil opdage, at de kan sælge mere elektricitet produceret med gas. De vil bestille mere gas fra deres leverandører. For at få deres leverandører til at levere mere gas, bliver de nødt til at tilbyde højere priser for gassen. De højere priser vil få leverandørerne til at øge deres udbud (på kort sigt ved at øge produktionen maksimalt på nuværende felter eller øge importen fra udlandet – på længere sigt eventuelt ved at investere i udvidelse af gasfelterne).
For at få flere arbejdere i gasindustrien bliver de nødt til at tilbyde højere lønninger eller bedre arbejdsforhold. Samtidig giver de højere priser borgere og virksomheder incitament til at spare på gassen. Nogle skruer ned for varmen og produktionen. Nogle omlægger til andre energiformer, hvor efterspørgslen så stiger og fører til samme resultat med højere priser og øget produktion.
På denne måde spredes krusninger ud over stadigt bredere kredse, og prisændringerne overfører informationen til mennesker over hele verden om, at der er en større efterspørgsel efter gas – eller mere præcist, for et eller andet produkt, de er involveret i at producere, af årsager de måske ikke kender og ikke behøver kende.
Hvis du synes, at dele af det lyder som Milton Friedman, er det ikke tilfældigt. Dele af min tekst er nemlig meget kraftigt inspireret af netop ham. Her er Friedmans version i Free to Choose.
Prices perform three functions in organizing economic activity: first, they transmit information; second, they provide an incentive to adopt those methods of production that are least costly and thereby use available resources for the most highly valued purposes; third, they determine who gets how much of the product—the distribution of income. These three functions are closely interrelated. Suppose that, for whatever reason, there is an increased demand for lead pencils—perhaps because a baby boom increases school enrollment. Retail stores will find that they are selling more pencils. They will order more pencils from their wholesalers. The wholesalers will order more pencils from the manufacturers. The manufacturers will order more wood, more brass, more graphite—all the varied products used to make a pencil. In order to induce their suppliers to produce more of these items, they will have to offer higher prices for them. The higher prices will induce the suppliers to increase their work force to be able to meet the higher demand. To get more workers they will have to offer higher wages or better working conditions. In this way ripples spread out over ever widening circles, transmitting the information to people all over the world that there is a greater demand for pencils—or, to be more precise, for some product they are engaged in producing, for reasons they may not and need not know.
Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2022. Skriv et svar
I går aftes kom den sørgelige besked, at HM Dronning Elizabeth II var død. Beskeden var næppe en overraskelse for mange, da den 96-årige britiske dronnings helbred havde skrantet i nogen tid. Nyheden er dog gået verden over, og har rørt millioner af mennesker, da dronningen var verdens måske mest kendte kvinde, og en af de mest afholdte.
Elizabeth Alexandra Mary Windsor blev født den 21. april 1926 som hertugen og hertuginden af Yorks første barn. Hertugen var den kommende Edward VIIIs lillebror og stod dermed ikke til at blive konge. Da Edward gjorde det utænkelige og insisterede på at gifte sig med en fraskilt amerikaner – Wallis Simpson – måtte han abdicere. Lillebroren blev derefter kronet som George VI, og den ti-årige pige, som familien kaldte Lillibet stod pludselig som nummer et i tronfølgen. Hendes far havde aldrig ønsket sig tronen, men da han døde i 1952 tog den 26-årige Elizabeth det enorme ansvar på sig.
Siden da har hun personificeret hvad monarker kan, som politikere aldrig vil eller kan opnå: Integritet, ansvarlighed, og værdighed. Som Charles Moore understreger i the Telegraph her til morgen, var Elizabeth elsket og respekteret fordi hun i 70 år har gjort, hvad hun lovede. Hun nåede at acceptere den 15. premierminister i sin tid – Liz Truss var på besøg på Balmoral for et par dage siden – og gennem sin tid på tronen gik Storbritannien gennem gigantiske ændringer. Landet var ikke mindst en væsentlig kolonimagt i 1952, og Elizabeth var statsoverhoved gennem den lange og svære periode, hvor de fleste af kolonierne blev uafhængige. Et af mange tegn på hvor kompetent hun var, er at det britiske Commonwealth stadig eksisterer, og folk så forskellige steder i verden som Australien og the Bahamas støtter monarken i London som deres statsoverhoved.
Dronning Elizabeths død minder os om, at mens monarki måske er en mærkværdig, gammeldags og umiddelbart udemokratisk institution, kan monarker noget andet og mere end politikere. Der er en værdi i, at have nogen der står udenfor og over politik, og ikke mindst når de har de kvaliteter som Elizabeth II – og Margrethe II – havde.
Det er derfor passende, at det var dronningen selv, der efter 9/11-angrebene formulerede den måske største trøst for de millioner mennesker, der idag mindes hende: Grief is the price we pay for love.
Hans centrale pointe er: Produktionen i en markedsøkonomi stiger år for år (hvis vi ser bort fra katastrofer mv.). Hvis pengemængden (og omløbshastigheden ikke steg), ville vi derfor se faldende priser i en markedsøkonomi uden stigende pengemængde.
Free markets are fundamentally deflationary. In the absence of monetary intervention, Aggregate Demand stays roughly stable*, while Aggregate Supply is growing. Per every textbook, stable demand and rising supply implies falling prices.
While then is inflation almost always positive in almost every country? Because central banks keep increasing the money supply. If they did nothing, deflation would be the norm.
It is therefore quite absurd to give the Fed or any other central bank credit for “fighting inflation.” You might as well give your hard-partying neighbor credit for “fighting loud noise” because he turned his stereo volume down from 10 to 7. Key point: If the neighbor wasn’t home to “fight loud noise,” the volume would be 0. The most you can honestly say about any central bank is that they are trying to start causing a lot less inflation. Which sounds underwhelming. Which is why they twist the truth.
Af Niels Westy, den 6. september 2022. Skriv et svar
“Only a crisis – actual or perceived – produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around. That, I believe, is our basic function: to develop alternatives to existing policies, to keep them alive and available until the politically impossible becomes the politically inevitable.” – fra Milton Friedmans forord til 1982 udgaven af Capitalism & Freedom
Søndag stemte chilenerne om en ny forfatning til afløsning af den gamle, som blev indført i 1980, under Pinochet. Det blev (heldigvis) et nej. Mens et overvældende flertal af afgivne stemmer (80 pcr.) ved afstemningen i 2020 ønskede etablering af en grundlovgivende forsamling og udarbejdelse af en ny forfatning, som konsekvens af de sociale uroligheder der hærgede landet i 2019, endte det (fornuftigvis) med, at flertallet sagde tak, men nej tak, til det forslag som denne kom frem til.
Jeg skal ikke her gå ind i en dybere analyse af forslaget, som med 150 sider og mere end 300 paragraffer var en ordentlig moppedreng (den danske grundlov fylder ca. svarende til 2 kronikker i Politiken eller Berlingske tidende). Men har man lyst, kan man læse en engelsk oversættelse her.
Problemet med forfatningsforslaget var ud over længden, at det formentlig ville have betydet enden for Chile som forgangsland i Sydamerika og have sat alt det man har opnået det seneste halve århundrede over styr – herunder at man er gået fra at være fattigere end gennemsnittet i midten af 1970erne til i dag – trods relativt ringe vækst de seneste 10 år – at være Sydamerikas rigeste land målt på BNP per capita.
Men hvad så nu? Vælgernes afvisning sætter godt nok den nuværende venstreorienterede præsident (de mest venstreorienterede chilenerne har valgt siden Allende i 1970) i en problematisk situation. I forvejen har præsident Gabriel Boric, som indsattes i marts allerede mistet en stor del af den oprindelige opbakning. Kun omkring 1/3 af vælgerne udtrykker deres støtte til præsidenten og hans regering i de seneste meningsmålinger. Jo jo, høj inflation (ca. 13 pct), lav vækst (forventet nul-vækst i indeværende år) og en (åben) arbejdsløshed på små 8 pct. hjælper naturligvis ikke, uanset hvor “gode intentioner” man har. (data er fra seneste The Economist)
Der er ingen tvivl om at Covid-19 ramte Latinamerika hårdt – også Chile, men selv uden pandamien har udviklingen i 10erne ikke været noget at juble over. Problemet er at selv Chile, som godt nok har klaret sig rimeligt i forhold til andre lande i regionen de seneste 10 år, slet ikke har kunne mønstre samme vækst og fremgang som tidligere, hvilket tydeligt fremgår af nedenstående figur (data er fra IMF Economic Outlook).
Ja, i det hele taget er det gået rigtigt skidt for de fleste lande efter de ”glade nuller”, både hvis vi ser på Sydamerika eller Latinamerika mere generelt.
1. Den meget omtalte ”2. røde bølge” bliver formentlig kortvarig (bortset fra de ikke-demokratiske lande Cuba, Nicaragua og Venezuela) og ”højrefløjen” vinder i de fleste lande præsidentvalgene fra 2023 og frem, hvorefter vi kan få en ”3. rød bølge” osv.
2. Der er ikke brug for hverken højreorienterede eller venstreorienterede præsidenter, men for markedsreformer – og jo, den slags kan også venstreorienterede præsidenter finde på at gennemføre. Fx er Uruguay et af Latinamerikas mest åbne økonomier (så åben som man nu kan blive, når man indgår i Mercosul), og det var man også i alle årene med socialistiske præsidenter. På samme måde er højreorienterede præsidenter bestemt ingen garanti for tiltrængte reformer. Colombia er således – i modsætning til uruguay – bl. a. karakteriseret ved høje handelsrestriktioner, og her har man haft ”højreorienterede præsidenter” indtil valget i år. Og ja, selvfølgelig er graden af handelsrestriktioner kun en parameter – og sådan er det jo ofte. De ”rene” økonomiske regimer eksisterer sjældent.
Problemet er som det har været i årtier, behovet for (fortsatte) markedsreformer – mere i nogle lande end i andre. Og her er Chile bestemt ikke det ringeste eksempel (og hvorfor man set over 30-40 er den hurtigst voksende økonomi i regionen, se nedenstående figur). Men et stort problem er den politiske usikkerhed det seneste årti omkring den “Chilenske” model. En usikkerhed som ikke blev mindre, da Michelle Bachelet ved valget i 2013 (som hun vandt) på et klart mere venstrepopulistisk valgprogram end da hun blev valgt første gang i nullerne.
Kilde IMF
Således er selskabskatten steget fra 21 pct. i 2014 til 27 pct. i 2019, ligesom man har ønsket et opgør med det “privatiserede” pensionssystem (reelt genindførelse af go-as-you-pay), hvilket dog nu er afværget indtil videre med forkastelsen af den foreslåede forfatning.
Nok har det private pensionssystem som indførtes i begyndelsen af 1980erne sine klare mangler. Bl. a er opsparingskvoten sat for lavt, lige som det er et problem at en betydelig del af arbejdsstyrken kun har en marginal tilknytning til det formelle arbejdsmarked. Arbejdsmarkedet er et af de områder som desværre ikke for alvor blev reformeret u 70erne og 80erne.
Men alle synes at have glemt hvorfor man reformerede pensionssystemet i 80erne og hvilken positiv effekt det efterfølgende fik på Chiles økonomi. På daværende tidspunkt var det statslige system reelt bankerot, og den private opsparing der fulgte reformerne har haft stor betydning for udviklingen af de chilenske kapitalmarkeder og muligheden for at rejse kapital lokalt.
Et andet problem man kan pege på er Chiles uddannelsessektor. Det har de seneste mere end 10 år igen og igen ført til protester, strejker på de videregående uddannelser mv., kulminerende i de voldsomme uroligheder i 2019, at der er en betydelig egenbetaling på især de videregående uddannelser.
Igen har man vist glemt, at uddannelsesniveauet målt som andelen som tager en videregående uddannelse samtidig med ”privatiseringen” er steget markant, og reelt ligger det væsentlige problem et andet sted, nemlig i grundskolen.
Nok er Chile det Latinamerikanske land, hvis elever scorer højest i Pisa-undersøgelserne, men der er samtidig en voldsom spredning. En af grundene er at man i stedet for et centraliseret (statsligt) system og finansiering, lavede et decentraliseret (kommunalt) system. Resultatet af dette er at der er væsentligt forskel på kvaliteten i ”fattige” kommuner og ”rige” kommuner. Selv om den foreslåede forfatning ikke blev vedtaget udestår selvfølgelig fortsat spørgsmålet om hvad der så vil ske.
En realistisk mulighed er, at der vil blive forsøgt med et langt mere moderat forslag til ny forfatning, som kan sikre flertal ved en ny afstemning. Men uanset må det forventes at Chile, også efter at den nuværende præsident Borac, som uanset at han selv ligger et godt stykker ude på venstrefløjen, skal have et flertal med i kongressens to kamre for at lave ændringer, vil fortsætte med en bevægelse mod mere blandingsøkonomi (mere statslig indvolvering/højere skatter). Det afgørende bliver så hvordan. De nordiske landes velfærdsstater fremhæves jo ofte som rollemodeller i udviklingsøkonomiske sammenhænge. Her var det måske en ide med en bredere erkendelse af, at en af “hemmelighederne” er, at de blev indført på et relativt sent tidspunkt, hvor fx. Danmark allerede var blandt verdens absolut rigeste lande. En rigdom baseret på bl. a. relativt lave skatter og en efter datidens forhold åben økonomi. Den pointe glemmes desværre ofte. Ligesom det glemmes, at prisen for en “fuldfed” velfærdsstat er lavere vækst.
Nu indledte jeg dette indlæg med et citat fra forordet til Friedmans Capitalism & Freedom 1982 udgave om at forandringer kun for alvor sker i tider med reel eller indbildt krise, og de forandringer som sker afhænger af de ideer der er til stede. Måske var det en ide at flere læste Capitalism & Freedom – både i Chile og i Danmark?
Så her er til slut en opfordring. følg linket for oven og læs Capitalism & Freedom. Den er fra 1962, men stadig sørgelig aktuel.
Af Christian Bjørnskov, den 5. september 2022. 2 svar
Der tales meget om inflation, og problemet undervurderes systematisk fra politisk hold. Jeg havde forleden den fremragende, uafhængige økonom Lars Christensen med i bilen fra Aarhus – iøvrigt til en glimrende event på Clausholm Slot – som ‘underholdt’ med sine bedste bud på, hvor høj inflationen ender med at blive i år. Lars bedste bud er 12-14 procent i 2022!
Politikere på begge sider af Folketinget forsøger at sælge en fortælling om, at den høje inflation skyldes krigen i Ukraine, og flere eksterne forhold. Men kan det være rigtigt, når 12-månedersraten i Danmark er 8,7 procent ifølge Trading Economics, mens Schweizs pendant er steget til 3,5 procent? Svaret er, at mens Ukraine-krigen naturligvis bidrager, er det store problem den pengepolitik, der er ført siden 2009, og den finanspolitik der er ført de sidste to år.
Som Lars Christensen holder af at understrege, gælder kvantitetsligningen stadig: MV = PY. P er prisniveauet og Y er nationalindkomsten, så PY er værdien af alle økonomiske transaktioner. M er pengemængden, og V er pengenes omløbshastighed – groft sagt hvor mange gange på et år, en hundredekroneseddel bruges. Det betyder, at hvis der pumpes flere penge ud i samfundet (man får en markant større M) uden at nationalindkomsten Y stiger, er der kun én ting der kan ændre sig: Priserne, P.
Med andre ord fører ekspansiv pengepolitik – når M vokser hurtigere end Y – til øget inflation. Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at inflationen eksploderer i det meste af den vestlige verden i en grad, så man skal tilbage til de store kriseår i 70erne for at finde lige. Centralbankerne har forsøgt at holde renterne ekstremt lave siden finanskrisen, og har gjort det ved at pumpe penge ud i samfundet. Og de har forsøgt at sterilisere de enorme udgifter, de fleste stater har afholdt de sidste to år. M er simpelthen hamret derudaf, mens politikere og centralbankchefer har påstået, at det ikke gav et problem. Irving Fishers kvantitetsligning holder stadig!
Hvis læserne iøvrigt er mere interesserede i emnet, var Lars gæst hos Martin Ågerup i Samfundstanker tidligere i år. Hele det glimrende program kan ses nedenfor.
Af Otto Brøns-Petersen, den 1. september 2022. Skriv et svar
Begrebet ”samfundskontrakt” bør om ikke udgå af det danske sprog, så tages alvorligt igen. Det er en vigtig og central idé i politisk filosofi. Men det har fundet anvendelse som politisk slang, der i bedste fald er misvisende.
I slang-versionen bruges ”samfundskontrakt” som oftest reelt i betydningen ”samfundssystem”. Men i modsætning til samfundssystem så indikerer ”samfundskontrakt”, at systemet er skabt ved borgernes eksplicitte tilslutning. Dermed indikeres det også, at hvis nogen forbryder sig mod ”samfundskontrakten”, så har de begået en slags løftebrud. Skulle nogen få den idé at ændre dagpengesystemet, så kan de beskyldes for at bryde samfundskontrakten. Regeringens populistiske kampagne mod bankerne blev markedsført som en styrkelse af samfundskontakten!
Af Otto Brøns-Petersen, den 30. august 2022. 4 svar
Danmark er et af de sammenlignelige lande, hvor staten engagerer sig mest i medierne. De spiller ellers en central rolle som vagthund over for den selvsamme stat, og i højtidelige taler benævnes pressen endog ”den fjerde statsmagt”.
Mantraet for den politiske indblanding på medieområdet er ”public service”. Umiddelbart skulle man tro, at politikerne så definerede, hvad ”public service” er, og begrundede hvorfor borgerne ikke ville få det gennem det almindelige kommercielle mediemarked. Men realiteten er, at der ikke findes nogen klar definition af, hvad politikerne efterspørger. Derimod handler ”public service” primært om, hvem der producerer. Dilettantshow på TV efter internationalt anvendte koncepter – ”Den store bagedyst”, ”Gift ved første blik” og den slags – sendes f.eks. i stor stil af danske statslige ”public service”-stationer, mens de i udlandet sagtens kan leveres af private. Radioprogrammer med nyheder og musik, inspireret af udenlandske kommercielle stationers flader, leveres i høj grad af statens ”public service-virksomheder” i Danmark.
OPK refererer i kommentaren til sin 42 år gamle artikel med den meget sigende underrubrik: “Why Expansion of Public Programs is a “Private Good” and Their Restriction is a “Public Good”” og fortsætter:
Udgiftsbeslutningerne var [for 42 år siden] skævvredne til fordel for udgiftsvækst. Den beskrivelse kunne være forældet. Nogle samfundsvidenskabelige lovmæssigheder kan i modsætning til de naturvidenskabelige påvirkes af mennesker. Rammerne for de politiske beslutningsprocesser kunne i princippet være ændret, så asymmetrien var om ikke elimineret så i hvert fald svækket.
Men sådan er det desværre langt fra gået. Vi har ikke fået indrette institutionerne, så vi har løst den assymmetri, OPK udpegede i 1980.
