Den videnskabelige basis for vaccinekrav var løgn

Af Christian Bjørnskov, den 14. oktober 2022. 7 svar

Vi har her på stedet været stærkt kritiske overfor de sidste to års nedlukninger, og har blandt andet skrevet om selve nedlukningerne og de mange påstande om hvor effektive statslige interventioner var. Det har endda ført til ren forskning fra punditokraterne – læs her, her og her – der har vist, at nedlukningerne generelt ikke havde nogen positiv virkning. Men en afsløring først på ugen, der ikke har været bragt i de danske medier, rykker kritikken et skridt videre.

I en høring i Europaparlamentets Special Committee on the COVID-19 Pandemic mandag den 10. oktober spurgte den hollandske parlamentariker Rob Roos direkte, om Pfizer havde testet, om firmaets nyudviklede vaccine forhindrede smitte. Pfizers CEO, Albert Bourla, skulle egentlig have repræsenteret firmaet, men trak sig ud noglge dage før. Det blev derfor firmaets direktør for internationale markeder, Janine Small, der svarede på spørgsmålet. Og Smalls svar var et nej!

Man må være fair og understrege, at Pfizer faktisk ikke har påstået, at deres vaccine påvirkede smitterisikoen. De holdt ganske enkelt mund med det faktum, at de slet ikke havde testet det, og endda ikke havde sat deres vaccinetrials op til at kunne teste det. Pfizer (eller andre vaccineproducenter) gjorde heller ikke nogen indsigelser, da politikere udover den vestlige verden begyndte at påstå, at vaccinerne stoppede smitten, og derfor indførte vaccinekrav.

Skandalen i afsløringen – udover at Moderna ikke har svaret på spørgsmålet og Pfizers repræsentant efter det simple nej taler sort i halvandet minut – er at regeringer i hele verden brugte en påstand om vaccinerne, som de intet belæg havde for – til at tvinge folk til at tage en vaccine. Tvangen var et brud på folks menneskerettigheder, og efterfølgende forskning har vist, at vaccinerne overhovedet ikke påvirker smitterisikoen. Der er dermed intet ‘public good’-aspekt af vaccination – det er er rent privat valg med rent private konsekvenser – og derfor heller ingen som helst valid grund til offentlig indblanding. Men det påstod man, ligesom man påstod at masker virkede og at børn da lærte det samme hjemme foran en skærm som i skolen. Medierne hjalp godt til med påstandene, så hvornår de begynder at skrive om skandalen i ugens nye afsløringer, er et åbent spørgsmål.

Hvem var de gode statsministre?

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2022. Skriv et svar

Hvordan vurderer man, hvor god eller dårlig en statsminister var? Selvom mange interesserede, inklusive adskillige historikere, har deres egne bud, er der ingen klar og objektiv måde at gøre det på. Derfor forsøger Punditokraterne idag at illustrere, hvordan netop dét måske kan gøres fra en økonomisk vinkel.

Vi fokuserer her på tre forhold, der er vigtige på langt sigt: Total faktorproduktivitet (TFP), arbejdsudbuddet, og offentlig gældsætning. VI kombinerer derfor data fra Penn World Tables, der tillader os at beregne vækst i TFP og vækst i arbejdsudbud (andel af befolkningen i fuldtidsbeskæftigelse gange det gennemsnitlige antal årlige arbejdstimer), med data fra Danmarks Statistik på statens gældsætning. Vi beregner her den årlige ændring for alle statsministre mellem 1960 og 2019 og sammenligner med TFP og arbejdsudbud i fire nabolande: Nederlandene, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Vi inkluderer ikke Norge, da dets olierigdom både gør det anderledes og indebærer, at man ikke kan beregne TFP på samme måde.

Den første figur illustrerer vækst i TFP + vækst i arbejdsudbud for hver af statsministrenes perioder. Ser man helt simpelt på billedet, ser Viggo Kampmann ud til at være den bedste statsminister, mens Poul Hartling var den værste. Nok gik produktiviteten markant fremad i hans periode, men en del af grunden var stærkt stigende arbejdsløshed.

Problemet med denne sammenligning er dog, at en af de væsentligste drivers af TFP er teknologiske fremskridt og andet, der ikke kun er dansk, men deles internationalt. At se på dansk TFP-vækst kan derfor være misvisende, hvis den blot reflekterer, at det går godt internationalt. Det problem afhjælper vi i den næste figur, hvor vi erstatter TFP med den danske TFP-vækst minus naboernes. Det rykker ikke på Kampmanns førsteplads, men flytter Jens Otto Krag ned på en næstsidsteplads.

Vi er dog ikke helt færdige, fordi en del af væksten i særligt 1960erne og 1970erne skete så at sige ‘for lånte penge’. I 1960 var statens nettogæld til udlandet en procent af BNP, mens den toppede i 1985 på 37,6 procent. Vi faktorerer dét problem ind ved – meget simpelt – at trække nettogældsætningen (væksten i gældsraten) fra TFP-væksten. Det giver den tredje og sidste figur over vores successindeks for statsministre.

Korrigerer man for gældsætning er Hartling stadig den ringeste statsminister. Omend han arvede store problemer fra Krag, Baunsgaard og den første Jørgensen-regering, og havde en historisk svær politisk situation, formåede han ikke at gøre ret meget ved dem. Bunden er netop de fem statsministre, der stod for opbygningen af den massive statsgæld, som Poul Schlüter begyndte at ændre på. At netop Schlüter ligger midt i feltet er således både en afspejling af de enorme problemer han overtog, men også fejltagelsen med Kartoffelkuren i 1986, der bremsede væksten og indførte topskatten.

Og det er næppe en overraskelse, at Poul Nyrup Rasmussen ender som den bedste – eller i det mindste mest succesrige – statsminister siden 1960. Nyrup gennemførte en lang række nødvendige reformer, der faktisk opnåede begge ting: Større arbejdsudbud og højere produktivitetsvækst end udlandet. Skal den næste regering i Danmark – om det bliver en Frederiksen- eller Elleman-regering – gøre noget ved landets dybe økonomiske problemer, er det måske 90’ernes reformkurs, man skal se på. Valgkampen for tiden peger desværre på den modsatte kurs med en Frederiksen, der længes efter Anker Jørgensen, og en Elleman der helst ikke vil noget som helst.

Pelle Dragsted tager fejl, når han tror, profit tages fra velfærden

Af Jonas Herby, den 12. oktober 2022. 1 svar

Her er en forkert påstand: Hvis en privat institution har overskud (det, Pelle Dragsted kalder profit), er det penge, der i stedet ville gå til velfærd, hvis institutionen var offentlig.

Påstanden er essensen af dette tweet fra Pelle Dragsted. Men påstanden og tweetet er forkert og baseret på manglende forståelse for, hvordan en virksomhed producerer, og hvordan (og hvorfor) forskellige input i virksomheden aflønnes.

Påstanden er ikke ny. Vi har hørt den igen og igen i forskellige versioner. Fx hævdes det ofte, at det offentlige kan levere en given service billigere, fordi der ikke er nogen, der skal “tjene på det”. Der er ingen, der skal hive penge ud af virksomheden, og derfor vil det offentlige alt andet lige kunne levere billigere end det private.

Bl.a. sagde Enhedslistens tidligere politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i 2014, at “Det giver jo egentlig sig selv. Private virksomheder skal i modsætning til det offentlige tjene penge til deres aktionærer, og de penge forsvinder ud af velfærden. Det er skatteyderne, der kommer til at betale for aktionærernes profit.”

Hvis argumentet var rigtigt, ville det uden videre kunne overføres til alle andre områder. Vinduespolering, fødevarer, biler. Alt ville det offentlige kunne levere billigere, fordi det offentlige ikke skal “tjene på det”.

Men argumentet er som sagt forkert. Helt forkert.

Borgerne er investorer

For hvad vil det sige, at have “profit”? Hvad betyder det egentlig, når vi siger, at nogen “tjener på det”?

Det betyder, at man kræver et afkast af de ressourcer, man har investeret i form af penge, tid og risici. Kort fortalt: Hvis du sætter 1000 kr. i aktier, regner du med at tjene på det og få mere end 1000 kr. tilbage engang i fremtiden.

Men når vi, gennem skatterne, investerer i det offentlige for at kunne tilbyde plejehjem, renovation mv., er det så urimeligt at kræve et afkast af de investerede midler? For at svare på det spørgsmål, kan det være nyttigt med et eksempel.

Forestil dig, at både det private og det offentlige kan levere en service, og at det kun kræver en bestemt maskine at levere servicen. Den er 10 mio. kr. værd, og både kommunen og de private leverandører har den allerede.

De private leverandører kræver et afkast på 4 pct., da det ellers bedre kunne betale sig at sælge maskinen og investere pengene i aktier og obligationer. Det behøver kommunen ikke, for de skal jo ikke “tjene på det”.

Så mens de private leverandører skal have (mindst) 400.000 kr. om året for at tilbyde servicen (ellers kunne det bedre betale sig at sælge maskinen og få de 4 pct. i afkast), kan kommunen altså levere servicen ganske gratis (vi ser for simpelhedens skyld bort fra drift og vedligehold mv.).

En pris på 0 kr. hos det offentlige og 400.000 kr. hos det private gør valget for politikerne let. Også selvom det offentlige skulle være lidt mindre effektivt end det private. Ikke?

Nej. For det offentlige står i præcis samme situation som den private virksomhed. De forvalter en investering for investorerne (borgerne). Og hvis ikke de kan få den forrentet med mindst 4 pct., kan det bedre betale sig at investere de 10 mio. kr. i aktier og obligationer og i stedet købe servicen af private. De ville

I eksemplet skal kommunen altså kunne levere servicen 400.000 kr. billigere end det private, hvis det skal være en god idé for borgerne. Ellers er det bedre at investere de de 10 mio. kr. i aktier og bruge afkastet på 400.000 kr. til at købe servicen af den private leverandør.

Alle skal have et afkast

Den virkelige verden er selvfølgelig langt mere kompleks end ovenstående eksempel.

Men det ændrer ikke på, at det offentlige også skal “tjene på det” og levere profit (eller tilsvarende lavere priser) til borgerne.

Hvordan man finder de sande omkostninger i det offentlige – og hvorfor incitamenterne i det offentlige trækker i retning af, at det offentlige i ovenstående eksempel ikke kan levere de 400.000 kr. – er en helt anden og meget interessant snak. Men i første omgang skal du som minimum huske på, at det offentlige skal tjene på det.

Stadig forvirret? Så har Jacob Bræstrup fra DI skrevet en glimrende tråd på Twitter om det samme.

Mere om årets Nobelpris i økonomi

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. oktober 2022. Skriv et svar

Årets Nobelpris i økonomi blev annonceret mandag – og Christian har allerede skrevet om den her på bloggen.

Jeg har skrevet et portræt af forskningen og betydningen af årets pris i Berlingske her.

Hvis man har lyst til mere, er jeg sammen med min kollega Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen gået i gang med en podcastserie (på engelsk) om de Nobelpriser i økonomi, der hidtil er uddelt. Vi bevæger os tematisk frem, ikke kronologisk. Foreløbig har vi otte afsnit dækket moderne makroteori, handelsteori og vækststeori.

Nobelprisen 2022: Bankkriser

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2022. 3 svar

Tidligere idag annoncerede Sveriges Riksbank, at årets Nobelpris i økonomi går til Ben Bernanke, Douglas Diamond, og Philip Dybvig. Prisen gives for deres arbejde med at forstå bankers rolle i økonomien, med særligt fokus på bankernes rolle under finansielle kriser.

Som svenskerne skriver i den officielle pressemeddelelse, tackler Diamond og Dybvig den første del af spørgsmålet ved at starte med et dilemma: Folk med indlån har behov for direkte og øjeblikkelig adgang til deres penge, mens virksomheder og boligejere ikke bare kan tilbgebetale deres lån uden et langt varsel. Hvordan sørger man for, at den første gruppe har adgang til deres indlån, uden at den anden adgang ofrer muligheden for at have langsigtede og forudsigelige lån? Diamond og Dybvigs model – der er blevet en af ‘arbejdshestene’ i nationaløkonomi – viser hvordan banker løser problemet gennem måden, der medierer finansielle transaktioner. Fordi bankerne har mange indlånere, der løbende hæver penge, er der ikke noget problem at låne penge ud til virksomheder på en forudsigelig måde.

Så længe der ikke pludseligt er en stor gruppe indlånere, der vil hæve deres penge, kan banker uden problemer intermediere mellem indlån og udlån. Og her ligger hele humlen i problemet, fordi det er netop det der kan ske under finansielle kriser. Hvis der begynder at gå rygter om, at en bank eller banksektoren er i problemer, kan det være rationelt for en stor gruppe indlånere at prøve at hæve deres penge. Fænomenet kaldes et ‘bank run’ og kan vælte selv velpolstrede banker. Diamond og Dybvig peger på, hvordan stater kan undgå fænomenet ved at forsikre folks indlån: I Danmark er det Garantifonden, der forsikrer de første 750.000 kroner. Derudover kan staten også virke som ‘lender of last resort’ for banker, der kommer i stormvejr.

Bernankes arbejde går videre ved at vise, at den store Depression i 1930erne blev så dyb og lang ved en kombination af elendig pengepolitik og bank runs. Som Nobelpriskomiteen formulerer det viste Bernanke “how bank runs were a decisive factor in the crisis becoming so deep and prolonged. When the banks collapsed, valuable information about borrowers was lost and could not be recreated quickly. Society’s ability to channel savings to productive investments was thus severely diminished.”

Årets Nobelpris er måske ikke en af de mest ophidsende i mands minde, og den gives primært til de tre forskeres arbejde fra først i 1980erne. Der er dog ingen grund til at ærgre sig over den, da Bernanke, Diamond og Dybvig så absolut hører til i Nobelklassen. Deres arbejde er fundamentalt for den moderne forståelse af, hvordan banker fungerer og hvad deres rolle er i økonomien. Og selvom der næppe er mange, der vil beskylde Bernanke for at have være økonomisk østriger, kan det godt varme at en del af hjertet af hans indsigter om kriser er et fokus på informationsproblemer.

Apropos Grønland…

Af Jonas Herby, den 8. oktober 2022. Skriv et svar

Et nyt studie udført i Grønland viser, at folk, der “udsættes for markedet” bl.a. er mere ærlige. Nedenfor er, hvad Alex Tabarrok skriver om studiet.

**********************

In a new paper, Gustav Agneman and Esther Chevrot-Bianco test the idea that markets generate more universal behavior. They run their tests in villages in Greenland where some people buy and sell in markets for their primary living while others in the same village still rely for a substantial part of their subsistence on hunting, fishing and personal exchange. They use a dice game in which players report the number of a roll with higher numbers being better for the player. Only the player knows their true roll and there is no way to detect cheaters on an individual basis. In some variants, other people (in-group or out-group) benefit when players report lower numbers. The upshot is that people exposed to market institutions are honest while traditional people cheat. Cheating is only ameliorated in the traditional group when cheating comes at the expense of an in-group (fellow-villager) but not when it comes at the expense of an out-grou member. More generally the authors summarize:

…We conduct rule-breaking experiments in 13 villages across Greenland (N=543), where stark contrasts in market participation within villages allow us to examine the relationship between market participation and moral decision-making holding village-level factors constant. First, we document a robust positive association between market participation and moral behaviour towards anonymous others. Second, market-integrated participants display universalism in moral decision-making, whereas non-market participants make more moral decisions towards co-villagers. A battery of robustness tests confirms that the behavioural differences between market and non-market participants are not driven by socioeconomic variables, childhood background, cultural identities, kinship structure, global connectedness, and exposure to religious and political institutions.

Markets and trade increase trust, cooperation and universal moral action–it is hard to think of a more important finding for the world today.

Radio Mercur, P3 og Lex Mercur

Af Jonas Herby, den 7. oktober 2022. 1 svar

Danmarks Radio begyndte 1. januar 1963 at sende et nyt program, P3, også kaldet Musikradioen, der mindede meget om Radio Mercurs populære og uhøjtidelige stil, dog i begyndelse kun i et begrænset tidsrum på døgnet. En række medarbejdere fra Mercur kunne også høres bag mikrofonerne på den såkaldte Musikradio. Blandt andre hørte P3-lytterne Pedro Biker, Hans Vangkilde, Nete Schreiner, Hannah Rahlff og Anders Dahlerup. P3 blev først mange år senere sendt døgnet rundt.

Én af de nye medarbejdere på P3 var Jørgen de Mylius, som var meget inspireret af Radio Mercurs hitlisteprogrammer.

Ovenstående er fra Wikipedias side om Radio Mercur. Man gik åbenbart meget langt for først at lukke radioen og dernæst kopiere dens programmer på det licensfinansierede DR.

I 1962 blev Radio Mercur tvunget til at lukke, da en lov – den såkaldte “Lex Mercur” – blev vedtaget i Folketinget. Den betød, at al medvirken til udsendelser af danske statsborgere og danske virksomheder var ulovligt.  Ved midnat den 31. juli 1962 sendte Radio Mercur da også sin sidste lovlige udsendelser og slukkede så for senderen.

www.radio-mercur.dk

Hvilket ansvar har finanssektorens ESG-politik for energi-krisen?

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. oktober 2022. 5 svar

Hvis verden holdt op med at bruge fossile brændsler i morgen, ville det resultere i en katastrofe ud over, hvad menneskeheden hidtil har oplevet.Fossile brændsler står for 84 pct. af verdens energiforsyning. I EU er det 73 pct., og selv i Danmark tegner det sig for 67 pct. Det er endda under den omdiskuterede forudsætning, at biomasse regnes for klimaneutralt. Det vil tage lang tid at udfase fossile brændsler. Det får vi i øjeblikket en forsmag på i Europa under energikrisen. 

Årsagen til den aktuelle energikrise skal bl.a. findes i en forceret afvikling af fossil produktion drevet af politiske beslutninger. Men en del af forklaringen kan også ligge i, at investorer og finansielle virksomheder markerer sig på at sige nej til at finansiere den fossile produktion. Også det afspejler et politisk pres fra ikke mindst EU-kommissionen, som har rullet en dyne af regulering og regnskabsstandarder ud over virksomhederne for at fremme “bæredygtighed”. Men en del banker, pensionskasser og andre har ført sig frem med et svulstigt sprog om deres “bæredygtighed”, og de er endnu ikke tvunget til at udfase deres fossile forretninger (Danske Bank afviser f.eks. kunder med mere end 5 pct. fossil energi i deres portefølje). 

Det vil sige: Der var meget snak om “bæredygtighed” før energikrisen. Men hvor er den nu? Den hører vi ikke meget til. Det er ellers netop nu, man kan se effekten af den faldende fossile forsyning. Hvorfor er ESG-direktørerne ikke ude og fejre?

Jeg savner, at medierne og andre holder dem op på deres politik. 

Hvor skyldig er den finansielle sektor i energikrisen? Måske ikke så meget, når det kommer til stykket. Realiteten er jo, at en del af investeringerne bare er blevet overtaget af andre. Pensionsfonde, der har solgt ud af deres fossile aktiviteter, har netop solgt dem til andre. Hvis de rigtig skulle have effekt, skulle de have stoppet produktionen. Men hvis deres medansvar for energikrisen er om ikke fraværende, men begrænset, er de til gengæld skyldig i et betydeligt hykleri og greenwashing.

Der kan ikke spares i det offentlige…

Af Jonas Herby, den 5. oktober 2022. Skriv et svar

For noget tid siden fik jeg tilsendt svaret på en aktindsigt fra Københavns Kommune. Nedenstående er et citat fra aktindsigten.

Det er tavler a’la nedenstående, der er tale om. De er interaktive, hvilket – for den jeg ser dagligt nær Christmas Møllers Plads på Amager – betyder, at den enten viser, at man kan undgå trængsel ved at køre en omvej (som på billedet nedenfor), eller en tekst a’la “Pas på hinanden” eller “Hold til højre”.

Fotograf: Troels Heien/Københavns Kommune (bl.a. anvendt i Cykelregnskab 2016)

Er sådan et skilt 4,2 mio. kr. værd? Det kan nok diskuteres. Jeg ville ikke have tøvet med at tage den med i mit indlæg “København ødsler med pengene på tvivlsomme projekter” på Altinget.

De 4,2 mio. kr. svarer i øvrigt ca. til 1/3 af en ufaglærts disponible livstidsindkomst, jf. nedenstående fra AE.

Hvem får Nobelprisen i økonomi i 2022 – og hvem bør have den?

Af Christian Bjørnskov, den 4. oktober 2022. 1 svar

Mandag den 10. oktober annoncerer Sveriges Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Vi har stadig ikke ramt rigtigt – i 2019 var vores bud således Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området, og  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs her) – mens prisen faktisk gik til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. I 2020 gik prisen til Paul Milgrom og Robert Wilson, for deres arbejde i auktionsteori, mens sidste års pris gik til David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens for arbejde i arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri. Vi foreslog heller ikke nogen af dem.

Det skal dog ikke forhindre os i at fortsætte traditionen med at diskutere, hvem der kunne få prisen og hvem, vi gerne ville have at Nobelprisen gik til. Først og fremmest er Melitz, Grossman og Helpman ikke bare stadig gode bud for kvaliteten af deres arbejde. Tiden er også til at understrege, hvor meget vi forstår i handelsteori, og i hvor høj grad både USA’s og EU’s handelspolitiske retning underminerer deres egen og resten af verdens velstand. Derudover er handelsteori et område, der ikke er givet til i lang tid.

Et par andre bud, der har fordel af at være stærkt citerede, er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) nævnes også ofte som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. Som vi understregede for nogle år siden, er Acemoglus problem at hans metode og centrale fund har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år (se f.eks. min og Martin Rodes kritik her). Easterlys problem er meget anderledes, da han jævnligt udsættes for voldsom politisk kritik, fordi hans arbejde ikke ligefrem fører til implikationer, som FN- og bistandsvenlige folk kan lide.

Robert Barro

Sidst, men ikke mindst, ville det være rart med en pris til f.eks. Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. I løbet af 1990erne leverede Aghion og Howitt flere teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Deres problem er, at Paul Romer (New York University) fik prisen i 2018 for sit arbejde i vækstteori, så området har modtaget en pris de senere år. Men hvis det skulle blive i den retning – som også er ekstremt aktuelt mens den vestlige verden er på vej ind i en voldsom, og selvforskyldt, økonomisk krise – kunne man vælge at belønne Robert Barro (Harvard) for at lægge en væsentlige del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser.

Under alle omstændigheder er vi klar til at blive overraskede på mandag, om det så bliver positivt eller negativt. Visse kommentatorer har for eksempel foreslået Herman Daly (Maryland) og Richard Layard (LSE), som vi her på stedet ser som elendige og politiske valg. Nobelprisen i økonomi er svær at forudsige fra år til år, men komiteen rammer sjældent helt skævt, og risikoen for at det går galt er meget mindre end chancen for at prisen går til nogen, vi slet ikke havde tænkt på.

Tillid og velstand (igen)

Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2022. Skriv et svar

Jeg sidder pt. i Stockholm til den første workshop i projektet ”Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Projektet, der er fælles arbejde med Niclas Berggren, køres fra IFN i Stockholm, og sigter mod at forstå hvordan tillidskultur, udvikling og forhold som økonomisk frihed og demokrati spiller sammen. Særligt forholdet mellem økonomisk udvikling og social tillid er interessant, da der er en række studier der finder, at social tillid fostrer hurtigere vækst (se f.eks. her og her), og andre der påstår at tillid er noget der kommer med rigdom – at man får ’råd til’ at stole på andre mennesker.

To måder at få en idé om, hvilken retning årsagssammenhængen går, er at enten se på sammenhængen mellem tillid og indkomst over tid, eller at se på sammenhængen på tværs af forskellige regimetyper. Pointen med den første måde er, at hvis indkomst skaber større tillid, burde man se en stærkere sammenhæng mellem tillid og indkomst over årene, men hvis tillid skaber indkomst bør sammenhængen være ret stabil over tid. Pointen med den anden er, at hvis indkomst skaber tillid, burde det ske i alle typer lande. Hvis tillid skaber indkomst har vi teorier, der peger på at det primært sker gennem at tillid skaber gode institutioner i demokratier, og disse institutioner påvirker den økonomiske udvikling.

Figuren nedenfor viser begge distinktioner: Vi plotter tillid mod nationalindkomst per indbygger for 2018, 1988 og 1958 – dataene er fra Madison-databasen – og skelner mellem lande der var demokratiske i de ti år op til tidspunktet versus dem, der ikke var. Mens der er relativt store forskelle, illustrerer plottet ganske godt to forhold. For det første er der en ganske klar sammenhæng på tværs af verdens demokratier, men ikke i autokratierne. For det andet er der ingen forskel mellem styrken i sammenhængen i 2018, 1988 og 1958. Over tid varierer korrelationen mellem 0,48 og 0,62, men som plottet viser, er regressionslinjen fuldstændigt den samme, bare forskudt opad i takt med at hele verden er blevet rigere.

Overordnet set peger disse simple illustrationer således på, at det primært er social tillid, der driver den langsigtede økonomiske udvikling, og ikke omvendt. Tillid kan derfor ses som en del af en national eller i nogle tilfælde regional kultur, der ikke ændrer sig ret meget over tid. Men tillidskulturen er vigtig, da den gør samfundet rigere og mere produktivt. Den er således heller ikke et resultat af politik, men mere fundamental for hvem vi er, og hvilken vej vi kan tage til rigdom.

Bør man lukke for russiske flygtninge?

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2022. Skriv et svar

Forleden dag meddelte Finland, at landet lukker for alle russiske migranter. Finnerne har tidligere haft en væsentlig migration ind i landet af russere på turistvisa, men har nu valgt at lukke grænsen helt. Spørgsmålet er, om det faktisk er en god idé.

Der er to argumenter for finnernes beslutning, som har været luftet i forskellige medier. Det første, og mest almindelige, er at man ved at lukke grænserne tvinger russerne til at blive hjemme. Idéen er, at de dermed kommer til at protestere mod Putin-regimet – ikke ved at stemme med fødderne og flygte fra Rusland, men ved at gå på gaden i Moskva, Sankt Petersborg, Yekateringburg og andre storbyer.

Argumentet kan lyde besnærende, men hviler på to antagelser som sandsynligvis begge er forkerte. Den første antagelse er, at det er de samme mennesker, som ville protestere åbent, som dem der flygter nu. Med andre ord er det en antagelse om, at flugt og åben protest er substitutter for disse mennesker. Men er det virkeligt de samme, som skynder sig ud af landet, og som går på gaden? Min fornemmelse er, at det er to så forskellige handlinger, at man på ingen måde får flere protester mod Putin ved at tvinge russerne til at blive i Rusland.

Den anden antagelse er, at Putin-regimet er modtageligt overfor demonstrationer og offentlig mistillid. Jeg har de sidste fem år været overbevist om, at det russiske regime overhovedet ikke kan rykkes af folkelige protester eller internationale sanktioner. Grunden til min overbevisning kommer fra en præsentation, som Ron Wintrobe gav ved EPCS-konferencen i Budapest i 2017. Wintrobe, der er en af verdens førende diktaturforskere, pegede på at to diktaturer – Rusland og Iran – er så fundamentalt forskellige fra resten, at man ikke kan tænke på dem på samme måde. Iran er et teokrati, mens Rusland er et regime hvor lederen kommer fra efterretningstjenesten, og regimet bakkes aktivt op af tjenesten. I andre regimer kan man ramme det ved at gøre livet surt for civile interesser – industri, fagforeninger osv. – eller militære interesser, der får færre ressourcer som følge af sanktioner. I Rusland er den væsentlige baggrundsinteresser efterretningstjenesten, som ikke påvirkes direkte, og næsten trives ved større protester!

Der er således ingen grund til at tro, at det første argument for at lukke russerne inde holder vand. Det andet argument, der har været luftet i medierne, er at man ved at lukke for almindelige russere, også lukker for spioner og andre af regimets håndlangere. Men hvor mange spioner tror man reelt, man lukker for bare fordi almindelige mennesker formenes adgang, og hvilken skade forestiller man sig de kan gøre udover dem, der allerede er på Ruslands ambassader?

Den politiske sag for at lukke for russiske flygtninge til Europa står dermed på meget tynd is. Det betyder ikke, at politikere ikke sagtens kan fristes til at lukke grænserne, men kun som følge af action bias – at “vi må jo gøre noget”, det skal helst være synligt for vælgerne, og “det her er noget”. Set fra et humanitært synspunkt er de lukkede grænser derimod en katastrofe for titusinder af russere, der nu kan tvinges til at gå i krig, tvinges til at arbejde for Putin-regimet, og tvinges til at leve under stadigt tungere undertrykkelse i et korrupt styre fra helvede med absurde supermagtsdrømme. Vi bør ikke lukke grænserne.

Verdens tab af økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 25. september 2022. Skriv et svar

Forleden skrev vi om hvordan Verdens økonomiske frihed er under pres. Vi illustrerede da i detaljen hvor meget folks økonomiske frihed blev indskrænket fra 2019 til 2020. Idag ser vi på hele indekset, men på tværs af hele verden. Ændringer i økonomisk frihed for hvert af de 165 lande, der rates, illustrerer vi i kortet nedenfor.

I princippet varierer Fraser Instituttets indeks over økonomisk frihed mellem 0 og 10, men i praksis er variationen mellem 3,3 (Venezuela) og 8,6 (Hong Kong). Et typisk tab på 0,17 (medianen i 2020) er således ikke blot stort i forhold til, hvor meget det som oftest varierer fra år til år. Det betyder også, at store dele af verden på sigt kommer til at opleve væsentlig væksttab de kommende år, hvis ikke situationen snart rettes op.

Hvor store er væksttabene, kan man spørge. I artiklen Does economic freedom boost growth for everyone? som Andreas Bergh og jeg udgav i Kyklos sidste år, finder vi at for hvert point man ændrer på elementer i indekset, ændres den langsigtede, årlige vækstrate med cirka 0,5-0,6 procentpoint. Når man således ser på de sorte og lilla områder på kortet, er de steder, der kommer til at opleve synligt lavere vækst de kommende år. Undtagelsen vil være de lande, der ændrer kurs og indfører liberaliserende reformer ovenpå to af de værste år siden krigen. Og totalt set står verden til at blive mærkbart fattigere.

Få 109 kr. i rabat på “Myten om den rationelle vælger”

Af Jonas Herby, den 23. september 2022. 3 svar

I går havde vi et fremragende arrangement hos CEPOS, hvor den danske oversættelse af “The Myth of the Rational Voter” – “Myten om den rationelle vælger” blev lanceret.

Der er rigtig meget godt at sige om bogen, og der er meget lidt tvivl om, at Caplan har en pointe, når han påpeger at:

  1. Vælgerne har marginal tilskyndelse til at stemme “rigtigt” fordi deres stemme har yderst marginal betydning for valgets.
  2. Vælgerne er systematisk biased på en række områder. Manges opfattelse af, hvordan økonomien fungerer er ganske enkelt forkert.
  3. 1) betyder, at den enkelte vælger aldrig får gjort noget ved 2), og derfor bliver den førte politik derefter.
Læs resten →

Afvænning fra offentlige midler

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2022. 4 svar

Danmark har en af verdens største offentlige sektorer. Det betyder ikke blot, at lidt mere end halvdelen af borgernes indkomst enten bruges eller administreres gennem den offentlige sektor, men også at tusinder af virksomheder har kontakt til sektoren. Hvordan disse virksomheder klarer sig og hvad der sker med dem på sigt, er derfor et vigtigt spørgsmål at stille. Ny forskning fra økonomerne Peter Grajzl (Washington and Lee University), Jaka Cepec, og Barbara Mörec (begge universitetet i Ljubljana) undersøger netop dette spørgsmål ved at se på konsekvenserne for 72.000 virksomheder i Slovenien mellem 2015 og 2019.

Under titlen ”Weaned off public money: The effect of discontinued reception of public cash on firm outcomes” viser de tre slovenere, hvad der skete med disse virksomheder efter de offentlige midler holdt op. Der er således ikke blot tale om en meget omfattende undersøgelse, der stort set dækker alle virksomheder med kontakt til det offentlige i et lille land. Forfatterne håndterer også omhyggeligt problemet, at det ikke er tilfældigt hvilke virksomheder der modtager offentlige midler. Artiklen er derfor under udgivelse i det fine – og altid interessante – tidsskrift Kyklos.

Professor Peter Grajzl, WLU

Når Grajzl (på billedet) og hans medforfattere løser ’selektionsproblemet’ – at det ikke er tilfældigt, hvem der leverer til det offentlige – finder de, at dem der mister det offentlige som kunder, oplever et fald i deres salg på i gennemsnit 77 % i løbet af tre år, og et fald i deres aktiver på 34 %. Man kan også se faldet i økonomisk aktivitet ved, at de køber 64 % færre input og beskæftiger 26 % færre medarbejdere. Der er dog også to interessant detaljer: Virksomhederne oplever typisk ikke værre finansiel performance, og der er forskelle mellem unge og ældre virksomheder. Mens salgstabet er værre hos de unge virksomheder, ser man væsentligt mindre tilpasning og reelle produktivitetstab i ældre firmaer.

Ser man helt isoleret på disse tab, kan man fristes til at tro, at der er negative økonomiske konsekvenser af at reducere det offentliges forbrug hos private virksomheder. Det peger Grajzl, Cepec og Mörec dog på, er en fejlkonklusion. Mens man ideelt set burde have en generelt ligevægtsmodel til at regne på alle konsekvenser, illustrerer deres simplere ’back of the envelope’ beregninger, at en reduktion af det offentlige sandsynligvis er gavnlig for økonomien. Mens de opgør virksomhedernes totale tab i værditilvækst fra mindre offentlige køb til 78 millioner euro, fremhæver de hvor store de offentlige køb var: 188 millioner euro. For at regnestykket skal ende med noget som helst andet end et stort tab, må man således antage aldeles gigantiske såkaldte ’eksternaliteter’ ved offentligt forbrug. Og ser man på resten af litteraturen, er det mere sandsynligt, at de er negative end positive. ’Afkastet’ ved de offentlige køb er voldsomt negativt.

Hvad er værst for en by? Huslejeregulering eller bombning?

Af Jonas Herby, den 20. september 2022. Skriv et svar

I mit indlæg i Børsen i dag citerer jeg den svenske økonom og socialdemokrat, Assar Lindbeck, som i 1972 sagde, at ”huslejeregulering synes at være den mest effektive teknik, der i øjeblikket er kendt, til at ødelægge en by – bortset fra bombning”. Men jeg skriver også, at mere liberale økonomer siden har diskuteret, om bombning virkelig var værre end huslejeregulering. For det er ikke åbenlyst. I dette indlæg vil jeg kort begrunde hvorfor.

Lad mig starte med at påpege, at når jeg taler om at ”ødelægge en by”, er det uden de menneskelige omkostninger. Det er altså et tænkt eksempel, hvor vi antager, at vi har to identiske byer, hvor den ene bliver underlagt huslejeregulering og den anden bombes. Derefter får mennesker lov til at flytte ind i byerne, og spørgsmålet er nu: Hvilken by vil klare sig bedst på lang sigt?

Det åbenlyse svar er, at det selvfølgelig afhænger af den konkrete regulering og bombning. Én bombe i en park gør næppe den store skade på byen. Og det samme kan siges om huslejeregulering, der kun rammer én bolig. Spørgsmålet er altså komplekst, og derfor kan man kun opstille nogle generelle principper for, hvordan man skal bedømme, hvad der er værst.

Læs resten →

The Student Loan Giveaway. Er USA på vej mod enorme problemer i uddannelsessektoren?

Af Jonas Herby, den 19. september 2022. 2 svar

Alex Tabarrok har tidligere skrevet om “The Student Loan Giveaway“. Hvis det bliver vedtaget vil det foreslåede program betyde, at amerikanske studerende fremover – afhængig af deres fremtidige indkomst – kan nøjes med at betale en del af deres lån tilbage.

Som han uddyber i dag, kan konsekvenserne blive enorme. Det er værd at læse hele hans indlæg, da det både er skræmmende OG lærerigt for os danskere.

Et par centrale pointer fra indlægget:

Fordi andelen, du skal tilbage, kommer til at afhænge af din fremtidige indkomst, vil lavproduktive uddannelser få større subsidier end højproduktive.

Want a free ride to college? You can have one, but only if you study cosmetology, liberal arts, or drama, preferably at a for-profit school. Want to be a nurse, an engineer, or major in computer science or math? You’ll have to pay full price (especially at the best programs in each field). […] Typical graduates in Mechanical Engineering will on average get a 0% subsidy but graduates in Music will get a 96% subsidy, in Drama a 99% subsidy and Masseuses a 100% subsidy on average. 

Og det fører naturligvis til at incitamenterne bliver skævvredet.

institutions will have an incentive to create valueless programs and aggressively recruit students into those programs with promises they will be free under an IDR plan

Problemerne er ikke ukendt fra den danske uddannelsessektor, hvor gratis uddannelse og verdens højeste SU også fører til inefficente uddannelsesvalg.

Hele Alex Tabarroks indlæg er værd at læse (her).

Inflation og pengemængde i Danmark og Schweiz

Af Jonas Herby, den 16. september 2022. Skriv et svar

Som Christian påpegede forleden, er inflationen i Schweiz markant lavere end i Danmark (se nedenstående figur), på trods af at Schweiz – ligesom lande med høj inflation – har været ramt af corona, krig i Ukraine og hvad har du, som bl.a. Nationalbanken ellers har brugt som forklaring på den meget høje inflation.

Som Christian beskriver (eller som I kan se på Facebook, Twitter eller andre steder, hvor Lars Christensen optræder), så mener Lars, at kvantitetsligningen MV = PY (stadig) gælder.

Det betyder kort sagt, at en mulig forklaring på forskellen i inflationen kan findes i forskellige stigninger i pengemængden i Danmark og Schweiz. Og ser man på data, så er pengemængden da også steget væsentligt hurtigere i Danmark end i Schweiz siden før corona, krig mv. (1. januar 2020) for de forskellige pengemål. Eneste undtagelse er M0 (fysiske kontanter), som Nationalbanken ikke nævner som et af de pengemål, der anvendes i Danmark (se Boks 5.2 her), hvilket der er åbenlyse gode grunde til (hvem sagde MobiePay?).

Her er lidt hjælp til at forstå de andre pengemål.

  • M1: den private ikke-banksektors beholdning af sedler og mønter samt bankindskud på anfordring
  • M2: M1 plus korte tidsindskud
  • M3: M2 plus visse andre indlån og beholdningen af korte gældsbeviser (typisk op til 24 måneder)

Konklusionen er altså, at udviklingen i pengemængde og inflation passer ind i Lars’ fortælling.

PS: Alle tal er taget fra tradingeconomics.com. Tallene for pengemængden er en anelse upræcise, da de er aflæst fra grafer.

Mere om forskning i økonomisk frihed

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. september 2022. Skriv et svar

Som Christian skrev om i går, har Fraser Institute m.fl. udsendt den årlige måling af økonomisk frihed i form af Economic Freedom Index (EFI). I år har man samtidig opsummeret den efterhånden ret omfattende empiriske forskningslitteratur, hvor indekset har været anvendt.

Hvad han dog ikke fik nævnt er, at på listen over forskere med flest videnskabelige publikationer om økonomisk frihed, ligger han selv på en imponerende førsteplads. Hele 33 videnskabelige arbejder har han medvirket til. Feldmann på andenpladsen står for 22 arbejder. Også imponerende, men med meget klar distance til førstepladsen.

Det hører med til historien, at Christian også forsker i emner, hvor han ikke bruger indekset. Så det vidner om en meget produktiv forsker, som vi ovenikøbet har glæde af som redaktør her på bloggen.

Her er listen med dem, som har publiceret flest arbejder, der bruger EFI.

Og nu vi er i gang med at klippe figurer fra oversigten, så er her i skematisk form nogle af de statistisk stærkeste sammenhænge i litteraturen. Altså hvad økonomisk frihed synes at fremme.

Verdens økonomiske frihed er under pres

Af Christian Bjørnskov, den 15. september 2022. 6 svar

Forleden udkom dette års udgave af Economic Freedom of the World, den årlige status fra the Fraser Institute i Vancouver over hvor frie verdens lande er. Rapporten omfatter altid både nye data – EFW er en af de vigtigste kilder til data for en række forhold, der alle dækkes af begrebet ‘økonomisk frihed’ – og temakapitler om særlige emner. Den er også vigtig i diskussion af politik og samfundsforhold udenfor den akademiske verden, da den sætter fokus på emner, der ellers ofte overses.

Da rapportens data af praktiske grunde altid er to år gamle – 2022-rapporten bringer derfor 2020-dataene – har dette års rapport været ventet med både længsel og bæven. Hovedmanden bag de senere års rapporter, Robert Lawson fra Southern Methodist University i Dallas, har da også kaldt udviklingen i 2020 for ‘et blodbad’: Verdens økonomiske frihed tog et alvorligt dyk i det vanvittige år, hvor størstedelen af den vestlige verden fulgte et kommunistisk diktaturs eksempel og lukkede ned for samfundet.

Vi illustrerer, hvor slem situation er, i nedenstående figur. Her plotter vi ændringerne i fire af de fem indeks, som tilsammen udgør det overordnede indeks for økonomisk frihed. Undtagelsen er område 2, der dækker kvaliteten af retsvæsenet, og som vi ved udvikler sig meget langsomt.

Årets rapport peger på, at det offentliges størrelse er vokset markant i alle dele af verden – her illustreret af de postkommunistiske lande, Latinamerika, og Vesten. Det samme gælder pengepolitikken (bortset fra de postkommunistiske), åbenheden overfor handel, internationale investeringer, og international bevægelighed, og friheden fra regulering (bortset fra Latinamerika). Og her må man endda understrege, at vi først har kunnet se de store effekter af de pengepolitiske fejltagelser i år, hvor inflationen for alvor er eksploderet.

Der er således tale om et reelt blodbad på verdens økonomiske frihed. Som Bob også påpegede i et interview forleden, vil det have alvorlige konsekvenser for bl.a. den økonomiske vækst fremover, hvis situationen ikke meget snart vender til det positive. Som hans egen oversigt over den samlede forskning i dette års rapport viser, er der ganske overvældende empirisk evidens for hvor vigtig økonomisk frihed er for landes langsigtede vækst og velstand. Som eksempler fra Kina til New Zealand viser, kan regningen for to års undertrykkelse af almindelige menneskers frihed ende med at blive gigantisk.