Jo rigere vi er, jo mindre tid bruger vi i køkkenet

Af Jonas Herby, den 7. november 2022. 6 svar

Jeg bryder mig ikke særlig meget om at lave mad. Jeg er ikke god til det, og jeg er langsom til det. Så hver gang jeg laver mad, ender jeg med at stå og drømme lidt om en hverdag, hvor madlavningen er nemmere.

Det gode er, at den hverdag efter al sandsynlighed kommer før eller siden. For vi bruger kortere og kortere tid i køkkenet.

Den gennemsnitlige tid udelukkende brugt på madlavning i Storbritannien er faldet betydeligt i løbet af de seneste årtier: Fra 100 minutter i 1960 til 27 minutter i 2016.

Der er flere forklaringer på, at madlavning fylder mindre og mindre.

“I et velfærdssamfund vil vi også gerne have mere fritid. Det får os til at efterspørge mere forarbejdet mad, mere udespisning, take-away med mere. Teknologien har også bidraget til mindre tid i køkkenet. Også internettet, onlinebestillinger, udvikling af food service, catering med mere har bidraget til nemmere og hurtigere løsninger, som har reduceret tiden i køkkenet. Endelig har også lavere omkostninger ved masseproduktion i fødevaresektoren, automatisering, store indkøb, udvikling af infrastruktur med mere bidraget til billige alternativer til madlavning i sit eget køkken.”

Mit bud er, at madlavning engang i fremtiden kun vil være noget, vi gør for sjov. Præcis som vi ikke er tvunget til at fiske, jage, ride osv. i dag, men kun gør det for sjov.

Figur og citat er fra et indlæg i Landbrugsavisen af Henning Otte Hansen, økonom ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.

Er politisk ustabilitet et økonomisk problem?

Af Christian Bjørnskov, den 4. november 2022. 1 svar

2022-valget er endt i en overraskende besværlig politisk situation. Flere kommentatorer har peget på, at der er en række udfordringer og problemer, der bør løses relativt snart. De indikerer dermed – nogle endda helt eksplicit – at den svære politiske situation og den næsten historisk ustabile politiske fordeling, er et problem i sig selv. Men er det faktisk korrekt, og hvad siger forskningen om spørgsmålet?

Det særlige er, at der ikke er et simpelt svar på spørgsmålet. På den ene side kan man – som mange kommentatorer – argumentere for, at regeringer der ikke kan tage beslutninger er et problem: De kan ikke løse problemer for borgere og erhvervsliv, hvis de ikke er beslutningskraftige, og holder dermed udvikling tilbage. Men det argument hviler på en antagelse om, at beslutningstagerne er hæderlige, kompetente og velinformerede. Med andre ord hviler det på en såkaldt Nirvana-fejltagelse – en naiv tro på, at regeringer fungerer perfekt, mens markeder og borgere ikke gør. På den anden side kan man lige så vel argumentere, at hvis man har politikere der enten er udygtige eller uhæderlige og drevet af særinteresser og personlig karriere (eller begge dele), vil man helst ikke have, at de er beslutningskraftige. I det tilfælde vil flere beslutninger være værre for borgerne og erhvervslivet, end hvis politikerne var fastlåste.

I begge tilfælde må man også tage hensyn til, at jo flere beslutninger der tages og jo mere politik, der føres, jo større bliver den såkaldte ‘policy uncertainty‘: At uforudsigeligheden i den førte politik stiger, og virksomheder og borgere dermed udskyder investeringer, fordi de ikke ved, hvad politikerne kan finde på. Som Steve Davis og hans hold har vist, fører det ofte til dårligere regulering og lavere økonomisk vækst.

Et klassisk eksempel (blandt økonomer) på, hvordan politisk stabilitet kan føre til dårlige outcomes, kan ses i nedenstående figur. Her plotter vi italiensk produktivitetsudvikling (beregnet som et Solow-residual) relativt til USA og til Nordeuropa siden 1960. Som figuren viser, voksede Italiens produktivitet hurtigere end Nordeuropa og USA fra 1960 og indtil starten af 1980erne. Men efter at italiensk politik blev langt mere stabilt (målt på hvor mange forskellige regeringer, landet havde de foregående fem år), begyndte produktivitetsudviklingen ganske enkelt at gå i stå. Landet har ganske enkelt ikke haft produktivitetsudvikling de sidste 20 år, hvor den politiske stabilitet har været normal.

Fortolkningen af figuren er meget enkel: Italiensk politik er dybt dysfunktionel og ofte drevet af særinteresser og direkte korruption. Med så dårlige politikere er det afgjort at foretrække, at de kan beslutte så lidt som muligt. Italien udviklede sig derfor i mange år netop på grund af den politiske ustabilitet, og bremsede op da politik blev mere stabilt. Med det Folketing, der netop er blevet valgt, og erfaringerne fra den første Frederiksen-regering, er det måske værd at overveje, om en umulig politisk situation ikke ville være at foretrække fremfor en handlekraftig, kommende regering?

Hvorfor er det så svært at komme af med bureaukrati i den offentlige sektor?

Af Jonas Herby, den 2. november 2022. 3 svar

Valget er overstået, og hvis man skal tro de mange løfter i løbet af valgkampen (det skal du ikke, men jeg krydser fingre), så er politikerne endelig klar til at gøre noget ved regeljunglen.

Desværre er der lidt for meget fokus på den offentlige sektor og lidt for lidt på den private. I mit indlæg i Børsen forleden skrev jeg bl.a.:

Lidt forsimplet er den danske økonomi delt op i to sektorer. Den offentlige sektors planøkonomi og private sektors markedsøkonomi. I den offentlige sektor styrer politikerne produktionen ved blandt andet at lave regler for, hvordan produktet skal laves (f.eks. hvor mange engelsktimer eleverne i folkeskole skal have).

Er politikerne utilfredse med produktet, kan de lave flere regler for, hvordan produktet skal laves (folkeskoleloven er næsten tre gange længere i dag end for 30 år siden). I den private sektor styrer forbrugerne produktionen ved at give deres penge til de virksomheder, der leverer det bedst mulige produkt.

Og for nylig mindede en kollega mig om denne video. Den er stadig god (hvis jeg selv skal sige det). Som minimum er den sand.

Hvem kan man stemme på?

Af Christian Bjørnskov, den 30. oktober 2022. 8 svar

En af mine store bekymringer ved de sidste valg har været, hvem jeg kunne stemme på uden at væmmes ved mit valg. Som faste læsere ved, har mit valg været at stemme blankt. På tirsdag er mit valg ganske anderledes, da min noget bedre halvdel stiller op. Men hvis hun ikke havde gjort det, havde jeg stået i samme situation en gang til.

Problemet, som jeg ser det, er at dansk politik er blevet stadig mere kendetegnet af politikere, der på trods af deres overbevisning om egne evner, reelt er blottede for faktiske indsigter, for relevant erfaring fra det private, og som oftest også har en ganske fleksibel moral. Det gælder desværre ikke kun den ene fløj, men er udbredt på tværs af Folketinget. Nogle af de klare eksempler er for eksempel: 1) De konservatives Niels Flemming Hansen, der har brilleret med floskler og slogans, når journalister har stillet ham spørgsmål, mens han har søgt at underminere andres kampagner. 2) SF’eren Karsten Hønge, som udover at være glødende socialist mangler nærmest enhver indsigt i hvordan det private reelt fungerer, og som kan opføre sig svinagtigt overfor folk han ikke er enig med. 3) Socialdemokraternes social- og ældreminister Astrid Krag, som ikke blot er kendt for sin tilsvining af kolleger (se f.eks. de sidste par ugers beskrivelse af hendes behandling af Thyra Frank), men heller ikke har formået at færdiggøre en BA-uddannelse.

En indikation på, hvor moralsk fleksible mange politikere er, kom for en uges tid siden. Frihedsbrevet havde sat den tidligere bedrageridømte Mads Dinesen til at ringe rundt til forskellige folketingskandidater med tilbuddet om 50.000 kroner i støtte (læs f.eks. her). Detaljen var at det skulle være anonymt, selvom reglerne for partistøtte forbyder anonyme donationer over 22.200 kroner. Kun fire partier takkede nej, mens en række kandidater decideret rådgav Dinesen i, hvordan man kan omgå reglerne. Mange af de samme partier har været bag indsatser mod social bedrageri, hvor overvågningen og reglerne er blevet så snævre, at det forleden kom frem at flere sønderjyder var kommet i problemer, fordi de havde handlet dagligvarer i Flensborg. Gælder det borgerne, er man villig til at skyde med store kanoner, mens man på personligt og politisk plan er mere end villige til at småsvindle for egen vindings skyld.

Mens danskernes tillid til hinanden er intakt, og blandt de absolut højeste i verden, er vores tillid til politikere langt lavere. Danske politikere i dag går typisk gennem ungdomspolitik, hvor de lever deres liv og lærer deres normer. Det er derfor ikke underligt – omend det er voldsomt problematisk – at mange af dem ikke har begreb skabt om, hvordan man opfører sig overfor sine medborgere. De opdrages til at alle kneb gælder i politik, og som Friedrich Hayek beskrev allerede i 1944, er vi endt med et system hvor det ofte er de værste der kommer forrest. Vi har således en statsminister, der er kendt for at opføre sig psykopatisk overfor medarbejdere, og en tidligere undervisningsminister fra LA, der angiveligt måtte forlade sit nye job, fordi hun ikke vidste hvordan man opfører sig overfor andre. På den måde er danske politikere i dag fjernere fra det danske samfund som nogensinde i levende minde.

Hvis du, kære læser, skal finde en at stemme på, er der derfor en række spørgsmål, jeg ville stille mig selv før jeg tager valgt. Spørgsmålene må være: Har din kandidat et rigtigt politisk projekt, eller kun et personligt karriereprojekt? Har din kandidat erfaring udenfor politik? Er din kandidat ydmyg overfor magten, eller er han/hun tiltrukket af magten og føler han/hun en ret til at bestemme over andre mennesker? Og sidst, men ikke mindst, ville du personligt låne din kandidat 100 kroner? Glædelig valgdag på tirsdag!

Regelstop, tabt arbejdsfortjeneste og (mindst) 29 regulatoriske krav

Af Jonas Herby, den 28. oktober 2022. Skriv et svar

Flere partier har i valgkampen talt om regelstop og byrdestop. En idé jeg bakker meget kraftigt op om, og som faktisk ER groet i min baghave.

Et af de steder, man har haft succes med et regelstop, er i provinsen British Columbia i Canada. Her definerer man en regel som “et regulatorisk krav”, dvs. krav regeringen stiller overfor borgere og virksomheder. Skal du udfylde dit navn på en blanket, tælles det som et regulatorisk krav.

Men hvordan ser sådan en optælling ud i praksis? Det er emnet for dette blogindlæg, og i tager udgangspunkt i velfærdsstaten.

Læs resten →

Frederiksens klientilistiske Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 27. oktober 2022. 3 svar

Statsminister Mette Frederiksen har som del af sin valgkamp forleden foreslået, at der skal gives lønstigninger til særligt udvalgte grupper. Adskillige kommentatorer har kritiseret udspillet, og med rette kaldt det populistisk. De har også, igen med rette, advaret at det er en ‘kanonkugle’ rettet mod den danske model, hvor løn- og arbejdsvilkår fastlægges i forhandlinger mellem arbejdsgiver og fagbevægelserne. Det er således ikke mærkeligt – men meget prisværdigt – at så vigtige personer i miljøet som DAs administrerende direktør Jacob Holbraad og Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen har advaret og argumenteret imod udspillet.

Udspillet, der umiddelbart ser ud til at ville sprede tre milliarder ekstra udover godt 200.000 offentligt ansatte, er et brud med en ekstremt velfungerende dansk institution med mere end et århundrede på bagen. Og grunden er så åbenlys, at Socialdemokraterne ikke rigtigt gør en indsats for at skjule den: Det drejer sig om at købe stemmer med løfter om højere løn. Der er et ord for denne type politik og målet med den: Klientilisme.

Merriam-Webster definerer klientilisme som “a political or social system based on the relation of client to patron with the client giving political or financial support to a patron (as in the form of votes) in exchange for some special privilege or benefit.” For mig er det en præcis beskrivelse af formålet med Frederiksens politiske udspil. Med andre ord er hendes formål at gøre dansk politik langt mere klientilistisk: I stemmer på os hvis vi tilbyder at misbruge vores politiske indflydelse til at skævvride markeder og civilsamfundets institutioner i jeres kortsigtede interesse.

Man må spørge, hvorfor det nødvendigvis er et problem. Der er to svar på det spørgsmål: En teoretisk indsigt og det simple empiriske svar man får, når man ser udover verden og spørger hvilke lande er mere eller mindre klientilistiske? Rent teoretisk vil politik i en klientilistisk verden helt primært blive rettet mod at købe stemmer. Mens det naturligvis altid er et formål i almindelig politik, er klientilistisk politik netop defineret ved at man tager fra andre og giver til en helt specifik gruppe, som stemmer på en. Det bliver med andre ord til vulgærsocialistisk omfordeling på steroider.

Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvordan den slags samfund ser ud, inkluderer Varieties of Democracy-projektet et sæt ekspertvurderinger af, hvor klientilistisk hvert lands politiske system er. Vi har plottet fordelingen på tværs af verden nedenfor. Hvilken slags samfund vil man helst leve i: Et af de mindst klientilistiske (de mørkeblå), eller de klientilistiske dele af verden (de gule og røde)? Svaret giver vel sig selv…

Hvad burde valget have handlet om?

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2022. Skriv et svar

Med otte dage til valget er det klart, at valgkampen i ekstrem grad har handlet om personer, og ikke om politik. Socialdemokraterne har ført en præsidentiel kampagne for Mette Frederiksen, der har fokuseret på sin krisepolitik og forsøgt at skabe krisestemning – omend man kan spørge, om den ikke også har fremhævet hendes magtfuldkommenhed og magtmisbrug for mange vælgere. Lars Løkkes nye parti Moderaternes foreløbige succes i meningsmålinger er en anden indikator på problemet, for udover at Løkke vil tilbage til magten sammen med S, er der næppe nogen der ved hvad partiet rent politisk står for. Det er heller ikke prangende, hvad andre partier har meldt ud af politik.

Så hvad burde valgkampen handle om, og hvilke emner ville vi gerne se diskuteret? Allerførst ville vi naturligvis helst se, at politikerne diskuterer de langvarige problemer som Danmark har eller er på vej ud i. Personligt ser jeg to væsentlige, langsigtede problemer: Økonomien, der slet ikke er så stærk som der påstås, og folks personlige frihed, som den nuværende regering synes helt ligeglad med. Mit syn på Danmarks økonomiske udfordringer kan opsummeres i de nedenstående to grafer. Den ene viser danskernes arbejdsudbud i antal timer, gennemsnitsdanskeren arbejder om året, mens den anden viser gennemsnitsdanskerens årlige privatforbrug; begge er baseret på data fra Penn World Tables mellem 1960 og 2019.

Allerførst er der naturligvis grund til at glædes over, hvor meget økonomisk udvikling gør. Danskerne arbejdede i gennemsnit 907 timer i 1970 (1845 timer per fuldtidsansat) og skabte 27 dollars værdi per arbejdstime. For det fik de godt 14.000 dollars (109.000 kroners) privatforbrug. Per 2019 leverede de 711 timers arbejde (1381 timer per fuldtidsansat), skabte 76 dollars (580 kroner) værdi per timer, og have et privatforbrug på cirka 24000 dollars (183.000 kroner). Som danskere arbejder vi således 25 procent mindre end i mit fødselsår, får næsten 2,8 gange mere ud af hver arbejdstime, og har 68 procent større privatforbrug. Denne udvikling er sket samtidig med, at miljøet har fået det langt bedre. For eksempel udledte hver dansker i gennemsnit 12,5 tons CO2 i 1970, mens det tilsvarende tal i 2019 var faldet til 5,1 tons.

I absolutte tal ser udviklingen således fin ud, men ser man på Danmark relativt til resten af Vesteuropa, eller relativt til vores nabolande, er udviklingen ikke nær så positiv. Vores produktion per arbejdstime var således et par procent over nabolandene i 1970, og den er et par procent over i dag. Som den første figur illustrerer, er vores samlede arbejdsudbud også faldet mere end resten af Vesteuropas, og i særdeleshed mere end vores nabolandes. Figuren viser også, hvordan de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa (Postkom, de røde linje) og i de fire vestlige offsprings (Australien, Canada, New Zealand og USA) faktisk er vokset i forhold til Vesteuropa. Mens man i dansk politik taler meget om reformer, der har til hensigt at øge arbejdsudbuddet, må man erkende at vi på det punkt ikke engang følger med vores naboer. Ser man på antallet af fuldtidsansatte, matcher vi stort set vores naboer, men arbejdstiden er væsentligt lavere og er faldet hurtigere. Vil man have en diskussion af dansk arbejdsudbud, er det et element, der bør tages med!

Dagens anden figur viser det gennemsnitlige privatforbrug i Danmark, relativt til resten af Vesteuropa, og relativt til vores naboer. De fire europæiske offsprings er taget med i figuren, mest som en illustration af at Vesteuropa som helhed ikke har gjort det specielt godt de sidste 50 år. Danskerne havde i 1970 et privatforbrug, der var cirka 11 procent højere end nabolandenes, mens det per 2019 var otte procent lavere. Året før verdens nedlukningsparanoia var danskernes privatforbrug således cirka 4500 kroner lavere end svenskerne, 24.000 kroner lavere end briterne, og 27.000 lavere end tyskerne.

Hele denne udvikling er gået de fleste danskeres næse forbi. Diskussionen om økonomisk politik i Danmark koncentrerer sig næsten altid om forhold, der kan hjælpe med at finansiere fortsat vækst i et af verdens allerhøjeste offentlige forbrug. Det i sig selv er måske ikke mærkeligt, da det i en vis forstand er politikernes eget forbrug, men det er stærkt kritisabelt at danskerne ikke ser det: Vores naboer er løbet fra os. Og dét er en historie, som valget burde have handlet om: At mens danske politikere har skændtes om finanspolitisk ansvarlighed, omfordeling, og små politiske ændringer med arbejdsudbudseffekter, der nogle gange tælles i hundreder, mangler der i desperat grad store reformer. Danmarks økonomiske motor kører langsommere end naboernes, og hvis vi havde været på en reel motorvej på vej mellem Aarhus i 1970 og København i 2019, havde danskerne stadig været i Ringsted mens naboerne ankom til København.

Hvorfor Rwanda?

Af Christian Bjørnskov, den 20. oktober 2022. 1 svar

Regeringen har i nogen tid arbejdet på at etablere et modtagecenter for flygtninge og asylansøgere udenfor Danmark. Idéen er ret enkel: Hvis flygtninge kommer til Danmark, men ikke får asyl eller anden form for opholdstilladelse, er det ofte svært at hjemsende dem; men hvis modtagecenteret slet ikke ligger i Danmark, har flygtningene ikke samme incitament til at blive. Regeringen har således lavet en (eller anden) form for aftale med Rwandas regering om at etablere et modtagecenter i det lille, afrikanske land.

Man kan naturligvis spørge, hvor humant det er at insistere på, at folk der flygter fra krig, naturkatastrofer og andre ulykker ikke engang må træde over grænsen til vores land. Jeg er af den overbevisning, at hvis folk først har vist mod og initiativ nok til at komme herop – vi bor trods alt i en kold, nordlig udkant af den beboede verden – bør vi også realitetsbehandle deres ansøgning om at blive. Men det aspekt fraset, er der et andet der bør behandles: Hvorfor vælge Rwanda som ’modtageland’?

Rwanda var oprindeligt et kongerige, som blev tysk koloni i 1898, men erobret af Belgien i 1916. Landet blev i en lang årrække administreret af Belgien som en enhed sammen med Burundi. Belgierne regerede landet gennem det allerede stærkt centraliserede kongerige, der således blev både endnu mere undertrykkende og mere autokratisk. Tre år før landet blev selvstændigt i 1962, var det blevet for meget for den største etniske gruppe – Hutuerne – der smed kongen på porten. Spændinger mellem Hutuer og Tutsier kom til at karakterisere landet i mange år, og eksploderede i et enormt folkedrab i 1994. 800.000 rwandere, heriblandt næsten tre fjerdedele af Tutsi-befolkningen, blev myrdet af deres medborgere.

Landets nuværende statsoverhoved og regeringsleder er præsident Paul Kagame, der de facto har ledt det siden han blev forsvarsminister i 1994. Han er en af Afrikas mest diktatoriske ledere, og spillede en ikke uvæsentlig rolle i folkedrabet og borgerkrigen i 90erne. Kagame arresterede således den tidligere præsident Pasteur Bizimungu i 2001 og forbød hans parti, og gjorde med implementeringen af den nye forfatning i 2003 effektivt Rwanda til en etpartistat. Hans respekt for forfatningen er dog begrænset: Kagame ændrede for eksempel forfatningen i december 2015, så han kunne stille op til en tredje periode som præsident. Han vandt derefter det stærkt ufrie valg og har de seneste år slået ekstra hårdt ned på al opposition. Man siger nu, at det ikke er nok at flygte fra Rwanda, hvis man som oppositionspolitiker eller kritisk meningsdanner bliver advaret – man skal flygte ud af kontinentet, fordi Kagames efterretningsstyrker også kan forfølge en i nabolandene. For eksempel er 30 journalister, ifølge the Committee to Protect Journalists, enten fængslet eller forsvundet i Rwanda siden 2018.  

Det er således et voldsomt diktatorisk land, danske politikere ønsker at flygtninge og andre asylansøgere skal sendes til, i stedet for at lade dem sidde i et dansk modtagecenter. Kortet nedenfor illustrerer dette på en anden måde, ved at plotte Varieties of Democracys indeks over respekt for folks borgerrettigheder (’civil liberties’) mellem 2017 og 202; røde markeringer er værre, blå er bedre. Som kortet viser, er det kun- regeringerne i Eritrea, Somalia og Sydsudan, der er mere tilbøjelige til at gøre vold på folks rettigheder. Organisationens vurdering af presse- og ytringsfrihed viser endda, at folk i Somalia har væsentligt større frihed end i Rwanda. Selv udenlandske forskere og Verdensbankens repræsentanter rammes, som Great Lakes Post skrev om for nogle få år siden, og Kagame fastholder ihærdigt et glansbillede af landet udadtil, mens han indadtil regerer med hård hånd.

Man må derfor spørge, hvad danske (og britiske) politikere har tænkt og planlagt, da de fik idéen om at etablere modtagecentre i Rwanda. Det er ganske svært at finde et mere diktatorisk styre, og næsten umuligt at finde et, der endda har en præsident med en fortid med involvering i folkedrab. Men måske er det netop pointen med idéen: Sender man flygtninge ned til Paul Kagames Rwanda, er der bestemt ’styr på dem’ – men på en måde, selv de mest hårdkogte medlemmer af DF og DD ville væmmes ved.

Når embedsmænd lovgiver

Af Jonas Herby, den 18. oktober 2022. Skriv et svar

I 2019 og 2020 hjalp jeg en gruppe forskere med data til en ny bog, Når embedsmænd lovgiver, af bl.a. Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, som skulle analysere brugen af bemyndigelseslovgivning. Bogen giver et systematisk overblik over væksten i brugen af bekendtgørelser fra 1990 og frem.

Bogen visser, at omfanget af bemyndigelser i danske love har været stærkt stigende de seneste 30 år, jf. nedenstående tabel fra bogen. Folketinget giver altså i større og større udstrækning ministrene mulighed for (/bemyndigelse til) at indføre nye regler uden at spørge Folketinget først.

Bogen behandler også fordele og ulemper ved den stigende brug af bemyndigelser. Men baggrunden for dette blogindlæg er et lidt andet.

Læs resten →

Truss – rigtig diagnose, forkert politik

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. oktober 2022. 1 svar

Den nye britiske premierminister Liz Truss har ydmygende måttet trække først sin topskattelettelse og siden sine øvrige skattelettelser tilbage samt skille sig af med sin finansminister efter blot et par måneder på posten.

Hvad er problemet?

Læs resten →

Den videnskabelige basis for vaccinekrav var løgn

Af Christian Bjørnskov, den 14. oktober 2022. 7 svar

Vi har her på stedet været stærkt kritiske overfor de sidste to års nedlukninger, og har blandt andet skrevet om selve nedlukningerne og de mange påstande om hvor effektive statslige interventioner var. Det har endda ført til ren forskning fra punditokraterne – læs her, her og her – der har vist, at nedlukningerne generelt ikke havde nogen positiv virkning. Men en afsløring først på ugen, der ikke har været bragt i de danske medier, rykker kritikken et skridt videre.

I en høring i Europaparlamentets Special Committee on the COVID-19 Pandemic mandag den 10. oktober spurgte den hollandske parlamentariker Rob Roos direkte, om Pfizer havde testet, om firmaets nyudviklede vaccine forhindrede smitte. Pfizers CEO, Albert Bourla, skulle egentlig have repræsenteret firmaet, men trak sig ud noglge dage før. Det blev derfor firmaets direktør for internationale markeder, Janine Small, der svarede på spørgsmålet. Og Smalls svar var et nej!

Man må være fair og understrege, at Pfizer faktisk ikke har påstået, at deres vaccine påvirkede smitterisikoen. De holdt ganske enkelt mund med det faktum, at de slet ikke havde testet det, og endda ikke havde sat deres vaccinetrials op til at kunne teste det. Pfizer (eller andre vaccineproducenter) gjorde heller ikke nogen indsigelser, da politikere udover den vestlige verden begyndte at påstå, at vaccinerne stoppede smitten, og derfor indførte vaccinekrav.

Skandalen i afsløringen – udover at Moderna ikke har svaret på spørgsmålet og Pfizers repræsentant efter det simple nej taler sort i halvandet minut – er at regeringer i hele verden brugte en påstand om vaccinerne, som de intet belæg havde for – til at tvinge folk til at tage en vaccine. Tvangen var et brud på folks menneskerettigheder, og efterfølgende forskning har vist, at vaccinerne overhovedet ikke påvirker smitterisikoen. Der er dermed intet ‘public good’-aspekt af vaccination – det er er rent privat valg med rent private konsekvenser – og derfor heller ingen som helst valid grund til offentlig indblanding. Men det påstod man, ligesom man påstod at masker virkede og at børn da lærte det samme hjemme foran en skærm som i skolen. Medierne hjalp godt til med påstandene, så hvornår de begynder at skrive om skandalen i ugens nye afsløringer, er et åbent spørgsmål.

Hvem var de gode statsministre?

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2022. Skriv et svar

Hvordan vurderer man, hvor god eller dårlig en statsminister var? Selvom mange interesserede, inklusive adskillige historikere, har deres egne bud, er der ingen klar og objektiv måde at gøre det på. Derfor forsøger Punditokraterne idag at illustrere, hvordan netop dét måske kan gøres fra en økonomisk vinkel.

Vi fokuserer her på tre forhold, der er vigtige på langt sigt: Total faktorproduktivitet (TFP), arbejdsudbuddet, og offentlig gældsætning. VI kombinerer derfor data fra Penn World Tables, der tillader os at beregne vækst i TFP og vækst i arbejdsudbud (andel af befolkningen i fuldtidsbeskæftigelse gange det gennemsnitlige antal årlige arbejdstimer), med data fra Danmarks Statistik på statens gældsætning. Vi beregner her den årlige ændring for alle statsministre mellem 1960 og 2019 og sammenligner med TFP og arbejdsudbud i fire nabolande: Nederlandene, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Vi inkluderer ikke Norge, da dets olierigdom både gør det anderledes og indebærer, at man ikke kan beregne TFP på samme måde.

Den første figur illustrerer vækst i TFP + vækst i arbejdsudbud for hver af statsministrenes perioder. Ser man helt simpelt på billedet, ser Viggo Kampmann ud til at være den bedste statsminister, mens Poul Hartling var den værste. Nok gik produktiviteten markant fremad i hans periode, men en del af grunden var stærkt stigende arbejdsløshed.

Problemet med denne sammenligning er dog, at en af de væsentligste drivers af TFP er teknologiske fremskridt og andet, der ikke kun er dansk, men deles internationalt. At se på dansk TFP-vækst kan derfor være misvisende, hvis den blot reflekterer, at det går godt internationalt. Det problem afhjælper vi i den næste figur, hvor vi erstatter TFP med den danske TFP-vækst minus naboernes. Det rykker ikke på Kampmanns førsteplads, men flytter Jens Otto Krag ned på en næstsidsteplads.

Vi er dog ikke helt færdige, fordi en del af væksten i særligt 1960erne og 1970erne skete så at sige ‘for lånte penge’. I 1960 var statens nettogæld til udlandet en procent af BNP, mens den toppede i 1985 på 37,6 procent. Vi faktorerer dét problem ind ved – meget simpelt – at trække nettogældsætningen (væksten i gældsraten) fra TFP-væksten. Det giver den tredje og sidste figur over vores successindeks for statsministre.

Korrigerer man for gældsætning er Hartling stadig den ringeste statsminister. Omend han arvede store problemer fra Krag, Baunsgaard og den første Jørgensen-regering, og havde en historisk svær politisk situation, formåede han ikke at gøre ret meget ved dem. Bunden er netop de fem statsministre, der stod for opbygningen af den massive statsgæld, som Poul Schlüter begyndte at ændre på. At netop Schlüter ligger midt i feltet er således både en afspejling af de enorme problemer han overtog, men også fejltagelsen med Kartoffelkuren i 1986, der bremsede væksten og indførte topskatten.

Og det er næppe en overraskelse, at Poul Nyrup Rasmussen ender som den bedste – eller i det mindste mest succesrige – statsminister siden 1960. Nyrup gennemførte en lang række nødvendige reformer, der faktisk opnåede begge ting: Større arbejdsudbud og højere produktivitetsvækst end udlandet. Skal den næste regering i Danmark – om det bliver en Frederiksen- eller Elleman-regering – gøre noget ved landets dybe økonomiske problemer, er det måske 90’ernes reformkurs, man skal se på. Valgkampen for tiden peger desværre på den modsatte kurs med en Frederiksen, der længes efter Anker Jørgensen, og en Elleman der helst ikke vil noget som helst.

Pelle Dragsted tager fejl, når han tror, profit tages fra velfærden

Af Jonas Herby, den 12. oktober 2022. 1 svar

Her er en forkert påstand: Hvis en privat institution har overskud (det, Pelle Dragsted kalder profit), er det penge, der i stedet ville gå til velfærd, hvis institutionen var offentlig.

Påstanden er essensen af dette tweet fra Pelle Dragsted. Men påstanden og tweetet er forkert og baseret på manglende forståelse for, hvordan en virksomhed producerer, og hvordan (og hvorfor) forskellige input i virksomheden aflønnes.

Påstanden er ikke ny. Vi har hørt den igen og igen i forskellige versioner. Fx hævdes det ofte, at det offentlige kan levere en given service billigere, fordi der ikke er nogen, der skal “tjene på det”. Der er ingen, der skal hive penge ud af virksomheden, og derfor vil det offentlige alt andet lige kunne levere billigere end det private.

Bl.a. sagde Enhedslistens tidligere politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i 2014, at “Det giver jo egentlig sig selv. Private virksomheder skal i modsætning til det offentlige tjene penge til deres aktionærer, og de penge forsvinder ud af velfærden. Det er skatteyderne, der kommer til at betale for aktionærernes profit.”

Hvis argumentet var rigtigt, ville det uden videre kunne overføres til alle andre områder. Vinduespolering, fødevarer, biler. Alt ville det offentlige kunne levere billigere, fordi det offentlige ikke skal “tjene på det”.

Men argumentet er som sagt forkert. Helt forkert.

Borgerne er investorer

For hvad vil det sige, at have “profit”? Hvad betyder det egentlig, når vi siger, at nogen “tjener på det”?

Det betyder, at man kræver et afkast af de ressourcer, man har investeret i form af penge, tid og risici. Kort fortalt: Hvis du sætter 1000 kr. i aktier, regner du med at tjene på det og få mere end 1000 kr. tilbage engang i fremtiden.

Men når vi, gennem skatterne, investerer i det offentlige for at kunne tilbyde plejehjem, renovation mv., er det så urimeligt at kræve et afkast af de investerede midler? For at svare på det spørgsmål, kan det være nyttigt med et eksempel.

Forestil dig, at både det private og det offentlige kan levere en service, og at det kun kræver en bestemt maskine at levere servicen. Den er 10 mio. kr. værd, og både kommunen og de private leverandører har den allerede.

De private leverandører kræver et afkast på 4 pct., da det ellers bedre kunne betale sig at sælge maskinen og investere pengene i aktier og obligationer. Det behøver kommunen ikke, for de skal jo ikke “tjene på det”.

Så mens de private leverandører skal have (mindst) 400.000 kr. om året for at tilbyde servicen (ellers kunne det bedre betale sig at sælge maskinen og få de 4 pct. i afkast), kan kommunen altså levere servicen ganske gratis (vi ser for simpelhedens skyld bort fra drift og vedligehold mv.).

En pris på 0 kr. hos det offentlige og 400.000 kr. hos det private gør valget for politikerne let. Også selvom det offentlige skulle være lidt mindre effektivt end det private. Ikke?

Nej. For det offentlige står i præcis samme situation som den private virksomhed. De forvalter en investering for investorerne (borgerne). Og hvis ikke de kan få den forrentet med mindst 4 pct., kan det bedre betale sig at investere de 10 mio. kr. i aktier og obligationer og i stedet købe servicen af private. De ville

I eksemplet skal kommunen altså kunne levere servicen 400.000 kr. billigere end det private, hvis det skal være en god idé for borgerne. Ellers er det bedre at investere de de 10 mio. kr. i aktier og bruge afkastet på 400.000 kr. til at købe servicen af den private leverandør.

Alle skal have et afkast

Den virkelige verden er selvfølgelig langt mere kompleks end ovenstående eksempel.

Men det ændrer ikke på, at det offentlige også skal “tjene på det” og levere profit (eller tilsvarende lavere priser) til borgerne.

Hvordan man finder de sande omkostninger i det offentlige – og hvorfor incitamenterne i det offentlige trækker i retning af, at det offentlige i ovenstående eksempel ikke kan levere de 400.000 kr. – er en helt anden og meget interessant snak. Men i første omgang skal du som minimum huske på, at det offentlige skal tjene på det.

Stadig forvirret? Så har Jacob Bræstrup fra DI skrevet en glimrende tråd på Twitter om det samme.

Mere om årets Nobelpris i økonomi

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. oktober 2022. Skriv et svar

Årets Nobelpris i økonomi blev annonceret mandag – og Christian har allerede skrevet om den her på bloggen.

Jeg har skrevet et portræt af forskningen og betydningen af årets pris i Berlingske her.

Hvis man har lyst til mere, er jeg sammen med min kollega Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen gået i gang med en podcastserie (på engelsk) om de Nobelpriser i økonomi, der hidtil er uddelt. Vi bevæger os tematisk frem, ikke kronologisk. Foreløbig har vi otte afsnit dækket moderne makroteori, handelsteori og vækststeori.

Nobelprisen 2022: Bankkriser

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2022. 3 svar

Tidligere idag annoncerede Sveriges Riksbank, at årets Nobelpris i økonomi går til Ben Bernanke, Douglas Diamond, og Philip Dybvig. Prisen gives for deres arbejde med at forstå bankers rolle i økonomien, med særligt fokus på bankernes rolle under finansielle kriser.

Som svenskerne skriver i den officielle pressemeddelelse, tackler Diamond og Dybvig den første del af spørgsmålet ved at starte med et dilemma: Folk med indlån har behov for direkte og øjeblikkelig adgang til deres penge, mens virksomheder og boligejere ikke bare kan tilbgebetale deres lån uden et langt varsel. Hvordan sørger man for, at den første gruppe har adgang til deres indlån, uden at den anden adgang ofrer muligheden for at have langsigtede og forudsigelige lån? Diamond og Dybvigs model – der er blevet en af ‘arbejdshestene’ i nationaløkonomi – viser hvordan banker løser problemet gennem måden, der medierer finansielle transaktioner. Fordi bankerne har mange indlånere, der løbende hæver penge, er der ikke noget problem at låne penge ud til virksomheder på en forudsigelig måde.

Så længe der ikke pludseligt er en stor gruppe indlånere, der vil hæve deres penge, kan banker uden problemer intermediere mellem indlån og udlån. Og her ligger hele humlen i problemet, fordi det er netop det der kan ske under finansielle kriser. Hvis der begynder at gå rygter om, at en bank eller banksektoren er i problemer, kan det være rationelt for en stor gruppe indlånere at prøve at hæve deres penge. Fænomenet kaldes et ‘bank run’ og kan vælte selv velpolstrede banker. Diamond og Dybvig peger på, hvordan stater kan undgå fænomenet ved at forsikre folks indlån: I Danmark er det Garantifonden, der forsikrer de første 750.000 kroner. Derudover kan staten også virke som ‘lender of last resort’ for banker, der kommer i stormvejr.

Bernankes arbejde går videre ved at vise, at den store Depression i 1930erne blev så dyb og lang ved en kombination af elendig pengepolitik og bank runs. Som Nobelpriskomiteen formulerer det viste Bernanke “how bank runs were a decisive factor in the crisis becoming so deep and prolonged. When the banks collapsed, valuable information about borrowers was lost and could not be recreated quickly. Society’s ability to channel savings to productive investments was thus severely diminished.”

Årets Nobelpris er måske ikke en af de mest ophidsende i mands minde, og den gives primært til de tre forskeres arbejde fra først i 1980erne. Der er dog ingen grund til at ærgre sig over den, da Bernanke, Diamond og Dybvig så absolut hører til i Nobelklassen. Deres arbejde er fundamentalt for den moderne forståelse af, hvordan banker fungerer og hvad deres rolle er i økonomien. Og selvom der næppe er mange, der vil beskylde Bernanke for at have være økonomisk østriger, kan det godt varme at en del af hjertet af hans indsigter om kriser er et fokus på informationsproblemer.

Apropos Grønland…

Af Jonas Herby, den 8. oktober 2022. Skriv et svar

Et nyt studie udført i Grønland viser, at folk, der “udsættes for markedet” bl.a. er mere ærlige. Nedenfor er, hvad Alex Tabarrok skriver om studiet.

**********************

In a new paper, Gustav Agneman and Esther Chevrot-Bianco test the idea that markets generate more universal behavior. They run their tests in villages in Greenland where some people buy and sell in markets for their primary living while others in the same village still rely for a substantial part of their subsistence on hunting, fishing and personal exchange. They use a dice game in which players report the number of a roll with higher numbers being better for the player. Only the player knows their true roll and there is no way to detect cheaters on an individual basis. In some variants, other people (in-group or out-group) benefit when players report lower numbers. The upshot is that people exposed to market institutions are honest while traditional people cheat. Cheating is only ameliorated in the traditional group when cheating comes at the expense of an in-group (fellow-villager) but not when it comes at the expense of an out-grou member. More generally the authors summarize:

…We conduct rule-breaking experiments in 13 villages across Greenland (N=543), where stark contrasts in market participation within villages allow us to examine the relationship between market participation and moral decision-making holding village-level factors constant. First, we document a robust positive association between market participation and moral behaviour towards anonymous others. Second, market-integrated participants display universalism in moral decision-making, whereas non-market participants make more moral decisions towards co-villagers. A battery of robustness tests confirms that the behavioural differences between market and non-market participants are not driven by socioeconomic variables, childhood background, cultural identities, kinship structure, global connectedness, and exposure to religious and political institutions.

Markets and trade increase trust, cooperation and universal moral action–it is hard to think of a more important finding for the world today.

Radio Mercur, P3 og Lex Mercur

Af Jonas Herby, den 7. oktober 2022. 1 svar

Danmarks Radio begyndte 1. januar 1963 at sende et nyt program, P3, også kaldet Musikradioen, der mindede meget om Radio Mercurs populære og uhøjtidelige stil, dog i begyndelse kun i et begrænset tidsrum på døgnet. En række medarbejdere fra Mercur kunne også høres bag mikrofonerne på den såkaldte Musikradio. Blandt andre hørte P3-lytterne Pedro Biker, Hans Vangkilde, Nete Schreiner, Hannah Rahlff og Anders Dahlerup. P3 blev først mange år senere sendt døgnet rundt.

Én af de nye medarbejdere på P3 var Jørgen de Mylius, som var meget inspireret af Radio Mercurs hitlisteprogrammer.

Ovenstående er fra Wikipedias side om Radio Mercur. Man gik åbenbart meget langt for først at lukke radioen og dernæst kopiere dens programmer på det licensfinansierede DR.

I 1962 blev Radio Mercur tvunget til at lukke, da en lov – den såkaldte “Lex Mercur” – blev vedtaget i Folketinget. Den betød, at al medvirken til udsendelser af danske statsborgere og danske virksomheder var ulovligt.  Ved midnat den 31. juli 1962 sendte Radio Mercur da også sin sidste lovlige udsendelser og slukkede så for senderen.

www.radio-mercur.dk

Hvilket ansvar har finanssektorens ESG-politik for energi-krisen?

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. oktober 2022. 5 svar

Hvis verden holdt op med at bruge fossile brændsler i morgen, ville det resultere i en katastrofe ud over, hvad menneskeheden hidtil har oplevet.Fossile brændsler står for 84 pct. af verdens energiforsyning. I EU er det 73 pct., og selv i Danmark tegner det sig for 67 pct. Det er endda under den omdiskuterede forudsætning, at biomasse regnes for klimaneutralt. Det vil tage lang tid at udfase fossile brændsler. Det får vi i øjeblikket en forsmag på i Europa under energikrisen. 

Årsagen til den aktuelle energikrise skal bl.a. findes i en forceret afvikling af fossil produktion drevet af politiske beslutninger. Men en del af forklaringen kan også ligge i, at investorer og finansielle virksomheder markerer sig på at sige nej til at finansiere den fossile produktion. Også det afspejler et politisk pres fra ikke mindst EU-kommissionen, som har rullet en dyne af regulering og regnskabsstandarder ud over virksomhederne for at fremme “bæredygtighed”. Men en del banker, pensionskasser og andre har ført sig frem med et svulstigt sprog om deres “bæredygtighed”, og de er endnu ikke tvunget til at udfase deres fossile forretninger (Danske Bank afviser f.eks. kunder med mere end 5 pct. fossil energi i deres portefølje). 

Det vil sige: Der var meget snak om “bæredygtighed” før energikrisen. Men hvor er den nu? Den hører vi ikke meget til. Det er ellers netop nu, man kan se effekten af den faldende fossile forsyning. Hvorfor er ESG-direktørerne ikke ude og fejre?

Jeg savner, at medierne og andre holder dem op på deres politik. 

Hvor skyldig er den finansielle sektor i energikrisen? Måske ikke så meget, når det kommer til stykket. Realiteten er jo, at en del af investeringerne bare er blevet overtaget af andre. Pensionsfonde, der har solgt ud af deres fossile aktiviteter, har netop solgt dem til andre. Hvis de rigtig skulle have effekt, skulle de have stoppet produktionen. Men hvis deres medansvar for energikrisen er om ikke fraværende, men begrænset, er de til gengæld skyldig i et betydeligt hykleri og greenwashing.

Der kan ikke spares i det offentlige…

Af Jonas Herby, den 5. oktober 2022. Skriv et svar

For noget tid siden fik jeg tilsendt svaret på en aktindsigt fra Københavns Kommune. Nedenstående er et citat fra aktindsigten.

Det er tavler a’la nedenstående, der er tale om. De er interaktive, hvilket – for den jeg ser dagligt nær Christmas Møllers Plads på Amager – betyder, at den enten viser, at man kan undgå trængsel ved at køre en omvej (som på billedet nedenfor), eller en tekst a’la “Pas på hinanden” eller “Hold til højre”.

Fotograf: Troels Heien/Københavns Kommune (bl.a. anvendt i Cykelregnskab 2016)

Er sådan et skilt 4,2 mio. kr. værd? Det kan nok diskuteres. Jeg ville ikke have tøvet med at tage den med i mit indlæg “København ødsler med pengene på tvivlsomme projekter” på Altinget.

De 4,2 mio. kr. svarer i øvrigt ca. til 1/3 af en ufaglærts disponible livstidsindkomst, jf. nedenstående fra AE.

Hvem får Nobelprisen i økonomi i 2022 – og hvem bør have den?

Af Christian Bjørnskov, den 4. oktober 2022. 1 svar

Mandag den 10. oktober annoncerer Sveriges Riksbank, hvem der modtager årets Nobelpris i økonomi. Vi har stadig ikke ramt rigtigt – i 2019 var vores bud således Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området, og  Marc Melitz (Harvard), for hans bidrag til ny handelsteori, kombineret med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard) for deres indsigter i, hvordan handelspolitik dannes (læs her) – mens prisen faktisk gik til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. I 2020 gik prisen til Paul Milgrom og Robert Wilson, for deres arbejde i auktionsteori, mens sidste års pris gik til David Card, Joshua Angrist og Guido Imbens for arbejde i arbejdsmarkedsøkonomi og økonometri. Vi foreslog heller ikke nogen af dem.

Det skal dog ikke forhindre os i at fortsætte traditionen med at diskutere, hvem der kunne få prisen og hvem, vi gerne ville have at Nobelprisen gik til. Først og fremmest er Melitz, Grossman og Helpman ikke bare stadig gode bud for kvaliteten af deres arbejde. Tiden er også til at understrege, hvor meget vi forstår i handelsteori, og i hvor høj grad både USA’s og EU’s handelspolitiske retning underminerer deres egen og resten af verdens velstand. Derudover er handelsteori et område, der ikke er givet til i lang tid.

Et par andre bud, der har fordel af at være stærkt citerede, er Ariel Rubinstein (Tel Aviv) for sit teoretiske arbejde om at forstå begrænset (bounded) rationalitet. Daron Acemoglu (MIT) og William Easterly (New York University) nævnes også ofte som to forskere, der har bragt vores forståelse af langsigtede udviklings- og politiske processer videre. Som vi understregede for nogle år siden, er Acemoglus problem at hans metode og centrale fund har været udsat for alvorlig kritik de sidste 10 år (se f.eks. min og Martin Rodes kritik her). Easterlys problem er meget anderledes, da han jævnligt udsættes for voldsom politisk kritik, fordi hans arbejde ikke ligefrem fører til implikationer, som FN- og bistandsvenlige folk kan lide.

Robert Barro

Sidst, men ikke mindst, ville det være rart med en pris til f.eks. Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. I løbet af 1990erne leverede Aghion og Howitt flere teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Deres problem er, at Paul Romer (New York University) fik prisen i 2018 for sit arbejde i vækstteori, så området har modtaget en pris de senere år. Men hvis det skulle blive i den retning – som også er ekstremt aktuelt mens den vestlige verden er på vej ind i en voldsom, og selvforskyldt, økonomisk krise – kunne man vælge at belønne Robert Barro (Harvard) for at lægge en væsentlige del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser.

Under alle omstændigheder er vi klar til at blive overraskede på mandag, om det så bliver positivt eller negativt. Visse kommentatorer har for eksempel foreslået Herman Daly (Maryland) og Richard Layard (LSE), som vi her på stedet ser som elendige og politiske valg. Nobelprisen i økonomi er svær at forudsige fra år til år, men komiteen rammer sjældent helt skævt, og risikoen for at det går galt er meget mindre end chancen for at prisen går til nogen, vi slet ikke havde tænkt på.