Det er titlen på et nyt studie publiceret i International Journal of Educational Research af Hallin et al. (2022). Her er highligts:
Highlights
• No COVID-19 related learning loss in reading in Swedish primary school students.•
• The proportion of students with weak reading skills did not increase during the pandemic.
• Students from disadvantaged socio-economic backgrounds were not especially affected.
Det står – desværre – i skærende kontrast til erfaringerne fra Danmark. Her er fx, hvad to forskere fra VIVE skriver
Undersøgelser viser, at hjemmeundervisningen har været særligt svær for de elever, som i forvejen havde faglige vanskeligheder, og de kan være kommet endnu længere bagud i forhold til deres klassekammerater.
Trist for de danske børn. Så store omkostninger skade for såsmå gevinster…
Jeg bliver ofte fascineret af tvilllingestudier, og hvordan forskere anvender dem til at estimere, hvor stor betydning gener har for vores valg.
Se fx denne beskrivelse (selve artiklen handler om, hvad tvillingestudier kan sige om motion):
A few years ago, Swedish researchers published a study of dog ownership in 35,000 twin pairs. By comparing identical and fraternal twins, they were able to estimate how much of the decision to have a dog is environmental—you grew up in a house with a dog, say—compared to genetic. Overall, genes seemed to explain about half the variance in dog ownership, with increasing importance as you get older. If you have a dog when you’re 50, that has almost nothing to do with whether you had one as a kid.
Jeg møder af og til mennesker, der mener, at kønsroller er et rent socialt fænomen – altså 100% miljø og 0% arv. Jeg tager sjældent diskussionen op, for det er ikke et område, jeg er super meget inde i. Men det forekommer mig mærkværdigt, at noget så afgørende for menneskers forplantning og overlevelse skulle være 100% miljø, når noget så relativt inferiørt som hundeejerskab er op imod 100% arv.
I sin bog, Selfish Reasons to Have More Kids, refererer Bryan Caplan til et væld af tvillingestudier (og koreastudier, hvor man følger adoptivbørn fra Korea). Overordnet set er Caplans konklusion, at miljøet – altså forældrenes opdragelse osv. – betyder meget lidt for børnenes fremtid. Det er forældrenes gener, der er afgørende. Og derfor er hans råd, at man investerer færre ressourcer i hvert barn (og i stedet får flere børn).
I dag er det præcis to år siden. Den 7. december 2020 lukkede regeringen endnu engang skolerne. Denne gang i månedsvis selvom man på baggrund af forskningen vidste (eller burde have vidst), at skolelukninger IKKE var en effektiv metode til at bekæmpe pandemien. Christian Kanstrup Holm redegjorde allerede i december 2020 glimrende for forskningen på TV, jf. nedenstående klip.
Alligevel valgte man som bekendt at lukke skolerne. De ældste klasser var først tilbage i skole igen i starten af maj, på trods af at man relativt tidligt havde reviews fra UNICEF og ECDC, der konkluderede, at skolelukninger ikke var effektive til at dæmpe smitten.
UNICEF’s review (som jeg tidligere har omtalt her) udkom 10. december 2020. ECDC’s review udkom 23. december 2020 og konkluderede bl.a. at:
There is a general consensus that the decision to close schools to control the COVID-19 pandemic should be used as a last resort. The negative physical, mental health and educational impact of proactive school closures on children, as well as the economic impact on society more broadly, would likely outweigh the benefits.
Senere lukkede man i løbet af foråret 2021 igen og igen skoler i håb om at bekæmpe lokale udbrud, selvom 1) UNICEF og ECDC advarede imod dette, og 2) data tydeligt viste, at skolelukningerne ikke var effektive, og at man i bund og grund ikke anede, hvad man lavede.
Her er fx skolelukningen i Kolding i marts 2021. Man lukkede skolen EFTER smitten var faldet. Figuren er fra et af mine tidligere indlæg, hvor der er flere eksempler – og endnu flere i denne Twitter-tråd.
Og så skal vi ikke glemme, at de første skolelukninger skete på trods af, at Søren Brostrøm advarede mod dem.
Og omkostningerne har været enorme. Trivslen blandt børnene er fx mærkbart forringet i perioden. Det skyldes selvfølgelig ikke kun lukningen af skolerne (der var jo også en pandemi, som helt sikkert har påvirket børnene), men skolelukningerne har næppe hjulpet.
Og skolelukningerne blev ved, på trods af den relativt solide evidens for, at det ikke var effektivt. 10. juni 2021 skrev UNICEF og WHO i set fælles brev, at:
COVID-19 does not pose a high risk to children, and that schools are not drivers of transmission within the surrounding community
The evidence shows increases in anxiety, depression, and self-harm among school-aged children since the start of the pandemic. Children who are not in the classroom also experience increased loneliness, difficulty concentrating, and high levels of learning anxiety. These problems will only grow worse the longer schools remain closed.
Alligevel trumfede den danske regering med at lukke skolerne i slutningen af december 2022. Heldigvis kun for en kort bemærkning, men børnene nåede lige at blive jaget en skræk i livet.
Når man gennemgår historikken og evidensen, kan man ikke andet end at fastslå, at skolelukningerne var en enorm politisk skandale. Tænk lige over det. Hvis du fik pistolen for panden og skulle vælge. Hvad ville du så vælge? 1) Lukke endnu et erhver i mink-kategorien, eller 2) sende knap 700.000 skolebørn hjem i månedsvis igen?
Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2022. 9 svar
Siden slutningen af februar har der været krig i Europa: Rusland invaderede Ukraine med det meget klare formål at underlægge sig befolkningen, og gøre landet til en del af et voksende russisk imperium. Siden da har det meste af vesten stået sammen om at hjælpe det store, demokratiske naboland i øst med det, der i første omgang lignede en russisk overmagt. Men til tider knirker den vestlige koalition, og i særligt grad tyske, italienske og ungarske politikere har været utilbøjelige til at fordømme den russiske ledelse og hjælpe ukrainerne.
Spørgsmålet er, om det er kold magtpolitik eller om de pågældende politikere også har bredere fokelig opbakning. Det spørgsmål kan man få et indtryk af fra EuroBarometer-undersøgelserne, der i 2018 spurgte repræsentative udsnit af de europæiske befolkninger om deres syn på Rusland, USA, Kina og Japan. Her omfattede spørgeskemaet et spørgsmål om, hvordan man så på de pågældende fire lande, fra meget positivt, overvejende positivt, overvejende negativt, til meget negativt. At man spurgte om fire stormagter viser sig at være vigtigt, da der er en ganske høj korrelation mellem svarene på holdninger til Kina, Rusland og USA: Nogle folk er ganske enkelt mere skeptiske overfor stormagter per se end andre. Kortet nedenfor illustrerer derfor ikke folks holdning til Rusland i sig selv, men folks holdninger til Rusland i forhold til deres holdninger til USA. På den måde kan man skelne mellem stormagtsskepsis i sig selv, og skepsis overfor Rusland.
Kortet illustrerer klart, hvor store forskelle der er på tværs af Europa. I kun seks af de 28 lande er der mere positiv stemning overfor russere end amerikanere: Tyskland (+10), Slovenien (+30), Grækenland (+36), Cypern (+38), Slovakiet (+47), og Bulgarien (+50). Omvendt er folk i Polen (-128) og Litauen (-101) særdeles skeptiske, overfulgt af befolkningerne i Danmark (-70), Holland (-67) og Sverige (-66). Mens gennemsnittet er en score på -31, er der således stor variation på tværs af Europa.
Og ét sted er det et stort problem for tiden: Midt i Europa ligger et af de Rusland-venlige lande, der på samme tid er regionens største økonomi – Tyskland. Weekendavisen bragte forleden en længere artikel om fænomenet ‘Putinverstehern” – dvs. folk der ‘forstår’ Putin og Berlingske bragte et portræt af den tyske general Erich Vad, der har taget fejl hele vejen igennem krigen, men stadig bruges som ekspert i det store land.
Ledende politikere og meningsdannere, inklusive Angela Merkel, har simpelthen set et andet Rusland end virkelighedens – et mytisk Rusland, der var stærkt, produktivt og som man kunne lave varige aftaler med. Før de kommer ud af deres vrangforestilling, og før så mange tyskere holder op med at se på Rusland med mildere øjne end USA, er det svært at se hvordan en fælles EU-udenrigspolitik, eller blot en nogenlunde fælles approach til russisk aggresion, nogensinde kan blive tilnærmelsesvis effektiv
Vi kan se på de konkrete tal: Hvem klarede sig dårligst, hvem fik størst tilbagegang i levealder mellem 2019 og 2021? Alle 29 lande fik en tilbagegang i levealder med undtagelse af Sverige, Danmark og Finland, hvor levealderen stod helt stille, samt Norge, hvor den blev forlænget med to måneder.
En ofte fremført påstand i diskussioner om, hvorfor Sverige havde så høj dødelighed i 2020, er, at Sverige havde en lavere dødelighed end nabolandene i 2019 – Sverige havde mere såkaldt dry tinder, tørt krudt, der kunne blusse op, når en ny virus dukkede op. Forfatterne af undersøgelsen i Nature Human Behaviour har ikke meget tilovers for denne påstand og henviser til undersøgelsen »High excess deaths in Sweden during the first wave of covid-19: Policy deficiences or ’dry tinder’?« fra marts 2022, offentliggjort i Scandinavian Journal of Public Health.
Som jeg opfatter det, er ovenstående i øvrigt i modstrid med resultaterne fra Kepp et al. (2022), som finder, at forskellen i overdødelighed mellem landende ændres markant, hvis man udelader 2019.
Om læringstab i grundskolen
Nedenstående er nok ikke helt uventet. Jeg vil ikke afvise, at skolelukningerne i fremtiden vil stå tilbage som dén største skamplet på COVID-19-politikken.
Jeg ser igen og igen folk påstå, at nedlukningen i Sverige i den sidste del af pandemien var lige så stram som den danske. Det er i mine øjne forkert. Hør evt. mit podcast fra februar 2021, hvor jeg taler med en dansker i Sverige og en svensker i Danmark.
Ikke desto mindre ser den norske coronakommission anderledes på det.
»Undersøgelsen viser endnu en gang, at de skandinaviske lande ofte får overraskende ens resultater, også når de tilsyneladende træffer forskellige valg. Men det er samtidig muligt, at den svenske coronastrategi på længere sigt ikke var så meget anderledes end de initiativer, der blev gennemført i Norge og Danmark. Den svenske coronakommission har skrevet om dette emne og påpeget, at Sverige i løbet af et års tid indførte nogenlunde de samme restriktioner som i Norge og Danmark, men at der ikke blev talt så højt om det. Det bør man holde sig for øje, når man diskuterer resultaterne både inden for sygdom og andre forhold,« siger Pål Sletten [fra den norske coronakommission] til Weekendavisen om artiklen i Nature Human Behaviour.
Du kender sikkert skumfidustesten, hvor børn bliver lovet en ekstra skumfidus, hvis de venter med at spise den skumfidus, der ligger på bordet foran dem. Følger man op på børnene senere i deres liv, kan man se, at dem, der kunne lade skumfidusen ligge (altså havde tilstrækkelig selvkontrol til at udsætte deres behov) generelt klarer sig bedre på en lang række parametre så som indkomst og helbred.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om det med at udsætte behov, er noget, man kan lære, eller om det er noget, man er født med.
Sagt på en anden måde: Kan man lære at udsætte sine behov (og lade skumfidusen ligge)? Og hvis man kan lære det, vil denne læring så spille ind på outcomes i ens senere liv, så man opnår (nogle af) de indkomst- og helbredsfordele, som de tålmodige børn i skumfidustesten havde?
Svaret på dette spørgsmål er “ja” og “ja”. Det er i hvert fald hvad Schunk et al. (2022) finder (min fremhævning):
Selvom det sidste er sandt (Omicron var langt fra så dødelig som Delta-varianten, men det er stadig en sygdom, som særligt ældre kunne dø af, så flere smittede betød flere dødsfald), havde antallet af smittede og senere indlæggelser intet med restriktionerne at gøre.
Figuren nedenfor viser antallet af COVID-19 hospitalsindlæggelser efter men fjernede restriktionerne. Jeg har tilføjet et par vigtige datoer. For det første går der 9-12 dage fra infektion til hospitalsindlæggelse, så effekten af at ophæve restriktioner 1. februar ses tidligst omkring 10. februar. Det fremgår tydeligt af figuren, at det ikke førte til flere smittede at ophæve restriktionerne, som hr. Ghebreyesus fra WHO antydede.
For det andet, da jeg først postede denne figur på sociale medier, hævdede en del, at vendepunktet i hospitalsindlæggelser var forårsaget af, at den mindre farlige Omicron-variant tog over fra Delta-varianten. Men allerede 10. januar udgjorde Omikron 94% af alle positive tests i Danmark, så skiftet fra Delta til Omikron kan ikke have haft nævneværdig betydning for antallet af hospitalsindlæggelser i februar.
Hvorfor antallet af hospitalsindlæggelser faldt, efter at restriktionerne blev ophævet, ved jeg ikke. Det er ikke mit indtryk, at danskerne blev mere forsigtige. Så måske var det sæsonbestemt, eller også nåede vi endelig en form for flokimmunitet.
Det interessante i historien er imidlertid, at smitten faldt, efter at restriktionerne blev ophævet på trods af, at fx WHO og flere danske epidemiologer forventede det modsatte.
Dette var ikke unikt for februar 2022. Faktisk var dette mønsteret mere eller mindre gennem hele pandemien. Når restriktionerne blev lempet, kunne man være relativt sikker på, at smitten faldt eller som minimum blev på samem niveau. På trods af adskillige forudsigelser om det modsatte.
Og det er interessant. For af en eller anden grund fokuserede fortalerne for nedlukningerne på vendepunktet og hævdede1, at hver gang vi indførte nedlukninger, begyndte smitten at falde. De negligerede til gengæld, at hver gang restriktionerne blev fjernet, faldt smitten også.
//
1 Det er i øvrigt en sandhed med modifikationer. Da man i løbet af december lukkede Danmark ned, indførte man løbende nye resstriktioner med få dages mellemrum. Og så vil man selvfølgelig før eller siden ramme det tidspunkt, hvor smitten vender.
Fra tid til anden popper diskussionen om hvorvidt man skal legalisere køb og salg af cannabis op herhjemme. Det sker oftest i forbindelse med at en eller flere “i branchen” lider en voldsom død. Og debatten blussede da også op igen i forbindelse med det seneste drab på Christiania.
Ovenstående diskussion bør nok holdes adskilt fra en anden diskussion, nemlig den om afkriminalisering, som igen er blevet aktuel efter seneste folketingsvalg, hvor moderaterne, og ikke mindst Nanna Gotfredsen, blev valgt ind. Nanna Gotfredsen har i årtier argumenteret for at vi skal ændre vores narkotikapolitik, og er et kendt og respekteret navn internationalt blandt de som arbejder med reformering af den globale narkotikapolitik (læs forbudspolitik, eller som amerikanerne ynder at kalde det “The War on Drugs”).
Hvad Nanna Gotfredsen og moderaterne foreslår, er en afkriminalisering af i dag illegale rusmidler, inspireret af bl. a. de reformer man for snart mange år siden gennemførte i Portugal. I et interview i Berlingske Tidende (bag betalingsmur) peger Nanna Gotfredsen bl. a. på, at »Tanken bag forbudspolitikken er hensynet til folkesundheden, og at folk ikke skal ud i sådan noget snavs med stoffer. Men det kommer folk. Også i lande med fysisk lemlæstende straffe eller dødsstraf for besiddelse af stoffer. Der er stoffer everywhere. Og folk bruger dem,« og fastslår herefter, at »Det er besiddelse af mindre mængder stoffer til eget brug, der skal afkriminaliseres.«
legalisering eller afkriminalisering – det er bestemt ikke det samme
Med tanke på hvor meget debat alene det at afkriminalisere brugere og gadehandlere (det er ofte reelt det samme) også denne gang sikkert giver anledning til, er det nok også hvad der politisk er gangbart på nuværende tidspunkt (og nok også mange år frem). Og der er ikke tvivl om at afkriminalisering har gunstige konsekvenser, hvis vi ser på livsvilkårene for de som FN kategoriserer som “problembrugere”, men hvis vi ser på hvad det kan betyde for den følgekriminalitet der følger med et egentlig forbud og de unødige risici man løber ved brug af illegale rusmidler (nogle mere end andre), er effekten nok beskeden.
Derfor er det også uheldig at snart sagt enhver debat herhjemme om en anden narkotikapolitik ofte ender op i noget med “se på Holland” og en sammenblanding af afkriminalisering og legalisering. Ligesom det selvfølgelig bør være to adskilte diskussioner, hvorvidt man bør legalisere hash (hvilket man bør) og afkriminalisere i dag illegale rusmidler. En sammenblanding og tilsyneladende manglende viden, som i en artikel under overskriften “En dræbt tv-stjerne og et afhugget hoved i Amsterdam viser, hvorfor fri hash ikke løser Christianias problemer” , får indlandsredaktør, Kasper Krogh, til afslutningsvis at skrive, at “Den brutale udvikling i Holland viser, at det ikke er en mirakelkur mod den kriminelle verden. Og det skal med i ligningen, når vi tager debatten om legalisering eller afkriminalisering i Danmark.”
At inddrage Holland giver for det første ingen mening i forhold til at diskutere en egentlig legalisering af cannabis i Danmark, al den stund at cannabis ikke er legaliseret i Holland. Hvad man kan tale om er at det i en hvis udstrækning er tolereret på de berømte coffeeshops. Men Hollandsk politi efterforsker, beslaglægger og anholder fortsat de som indfører eller producerer cannabis indtil det når de “berømt/berygtede” coffeeshops. Ja, det lyder mærkeligt og det er det også.
Han blander også cannabis sammen med alle mulige andre illegale rusmidler og sidst men ikke mindst glemmer han at medtage at en væsentlig årsag til den brutale kriminalitet skyldes Rotterdam og Amsterdams status som betydelige havnebyer (Rotterdam er Europas travleste og Amsterdam 4. travleste havn i europa). Problemerne med brutale bander er de samme i Antverpen i Belgien, hvor der ikke findes coffeeshops.
Og mens afkriminalisering kan være en fordel for slutbrugerne (og de “små fisk” i distributionsnettet), så ændrer det reelt intet på udbudssiden, herunder den meget høje risikoaflønning/profit på salget af illegale rusmidler. Det ændrer heller ikke på problemerne med rusmidlernes mildt sagt svingende kvalitet – både hvad der egentlig blandet i og styrken af de solgte produkter. Begge forhold som har konsekvenser for brugernes/kundernes helbred. Fx. er den manglende vide om og svingende styrke af illegale stoffer formentlig langt den væsentligeste årsag til dødsfald på grund af overdosis.
Jeg har tidligere skrevet specifikt om afkriminalisering vs. legalisering. Se bl. a. her.
Forbuddet, ikke rusmidlerne er det egentlige problem
To ting synes også at forbavse rigtigt mange, nemlig hvor lille et problem illegale rusmidler er, hvis vi ser på hvor mange der har “et problematisk forbrug”, hvor dan man så lige definerer det og hvor stabilt forbruget er. Nedenstående figurer er hentet fra en rapport fra 2019 udsendt af FN’s kontor for Narkotika og Kriminalitet. Som det fremgår kigger forbruget nogenlunde konstant omkring 5 pct. af den voksne befolkning, ligesom kun en mindre del (omkring ca. 0,6 pct.) af de som har anvendt en eller flere illegale rusmidler indenfor det seneste år kan kategoriseres som “problembrugere
Af nedenstående tabel kan vi se fordelingen mellem de mest populære illegale rusmidler, er det også tydeligt at cannabis er langt det mest udbredt illegale rusmiddel. Samtidig fremgår det at det som reelt bærer markederne – ikke mindst når vi taler de mere potente rusmidler, som også oppebærer de højeste profitrater (tænk overskudsgrad) – “blot” er omkring 0,6 pct., svarende til ca 30-15 mio. personer.
Vi må altså konkludere at på grund af ca. 2 ud af hver 1.000 voksne her på kloden, opretholder et forbud eller hvad? For det kan jo ikke være for de ca. 5 pct. af klodens befolkning der fra tid til anden bruger et eller flere illegale rusmidler, men ingen problemer har med det, at man gør det.
Jeg har tidligere slået et slag for at man modeleret over det svenske systembolaget, lavede et “Narkobolaget”. hermed kunne man sikre sig at forbrugerne blev ordentlig informeret, ligesom det ville mindske salget til mindreårige (det illegale marked ville simpelthen blive meget mindre). Men kunne det så ikke medføre, at flere prøvede de forskellige stoffer? Jo formentlig, og hvad så? Det bliver der ikke nødvendigvis flere “problembrugere” af, tværtimod vil det formentlig primært betyde at andelen af problembrugere faldt. Det er i hvert fald læren af det faldende antal rygere (omend med omvendt fortegn) .
Desværre er der nok langt igen før de rationelle argumenter vinder og “The War on Drugs” aflyses. Men ligesom man i England i slutningen af 1700-tallet mente at det var et utopisk mål at kræve en egentlig ophævelse af slaveriet, og derfor i første omgang argumenterede og arbejdede for et forbud mod slavehandlen, hvorefter slaveriet blev ophævet få år tier senere, kan kampen for afkriminalisering måske ses som et skridt på vejen mod den eneste konsistente og rationelle løsning, nemlig en egentlig legalisering af diverse rusmidler.
Jeg argumenterer i dag for at den nye regering nedsætter en coronakommission til at evaluere den førte politik under coronapandemien. Ikke så meget for at drage nogen til ansvar, men for at vi ikke gentager fejlene til næste pandemi.
Baggrunden er et studie fra danske forskere, der viser, at overdødeligheden i Danmark og Sverige var stort set ens under pandemien (2020+2021).
Danske forskere har nu publiceret et studie, der kaster lys over, hvorfor de to parter kunne nå til så forskellige konklusioner. Forskerne viser, at overdødeligheden – forskellen mellem det reelle antal døde og det antal døde, man på baggrund af en beregning ville forvente – afhænger markant af, hvordan disse beregninger laves.
Baserer man for eksempel forventningen på de seneste fem års data, ville overdødeligheden have været 4.756 personer højere i Danmark i løbet af 2020 og 2021, hvis Danmark havde haft et pandemiforløb som det svenske. Bruger man i stedet ti års data, skrumper forskellen ind til 754 døde. Og ser man yderligere bort fra 2019 – et særligt år, hvor Sverige havde ekstraordinært få døde – ville overdødeligheden i Danmark have været 1.102 døde mindre, hvis vi havde haft et pandemiforløb som i Sverige.
Af Christian Bjørnskov, den 30. november 2022. 2 svar
Som nogle af vores velinformerede læsere sikkert ved, findes der en lang diskussion om forholdet mellem kapitalisme og liberal markedsøkonomi på den ene side, og demokrati på den anden. På den yderste venstrefløj hævdes det til tider, at en relativt ureguleret markedsøkonomi med udbredt økonomisk frihed underminerer demokratiet, men ellers står diskussionen typisk mellem dem, der argumenterer at der ikke er nogen sammenhæng, og dem der argumenterer for det der kaldes Hayek-Friedman Hypotesen.
Hypotesen, der har sine rødder i Friedrich Hayeks The Road to Serfdom fra 1944 og Milton Friedmans Capitalism and Freedom fra 1962, siger at en vis grad af økonomisk frihed er en forudsætning for at have et stabilt demokrati. Friedman pegede for eksempel på, at hvis staten enten ejer eller detailregulerer radiospektret eller andre industrier der er vigtige for medierne, kan man ikke have egentlig pressefrihed – et argument jeg fandt solid evidens for i en artikel i 2018 – og en væsentlig grad af ytrings- og pressefrihed er en forudsætning for demokrati. Hayeks klareste argument var, at når staten regulerer arbejdsmarkedet i ekstrem grad, ender folk med at stemme på magthaverne for at beholde deres job. Udviklingen de sidste 15 år i Venezuela har meget klart illustreret Hayeks pointe. Derudover kan man også argumentere for, at hvis det offentlige forbrug bliver meget stort, bliver det for let for magthaverne at bestikke vælgerne, og når man decideret kan købe stemmer er der ikke længere tale om et reelt demokrati.
Problemet med Hayek-Friedman Hypotesen er, at den er svær at teste. Det kan for eksempel være endda meget svært at etablere en klar årsagssammenhæng, fordi økonomisk frihed kunne påvirke graden af demokrati, men demokrati kunne i princippet også føre til større økonomisk frihed. For det andet kan det være svært at etablere, hvilket element af borgernes økonomiske frihed er mest relevant.
I dag gør vi alligevel et forsøg på en simpel test ved at sammenholde demokratidata fra Bjørnskov-Rode databasen med data fra Varieties of Democracy-projektet på graden af statsligt ejerskab i økonomien. Dataene fra min og Martin Rodes projekt viser om lande er enkeltparti-autokratier, autokratier med valg med flere partier, men hvor valgene enten manipuleres eller ignoreres, og faktisk demokratier. I figuren nedenfor deler vi alle lande siden 1990 (observeret hvert år) op i fem grupper alt efter hvor stort det statslige ejerskab er. Vi plotter derefter, hvor stor en andel af hver af de fem grupper, der er enten enkeltpartistater (de røde dele), flerpartiautokratier (sorte), eller demokratier (hvide).
Billedet i figuren bekræfter meget tydeligt logikken i Hayek-Friedman Hypotesen: Mens der naturligvis er en stor overvægt af enkeltpartistater i lande med omfattende statsligt ejerskab, da de fleste af dem var kommunistiske, er demokrati kun den største andel i de to grupper med mindst statsligt ejerskab. Mellemgruppen er derimod netop karakteriseret ved at have flerpartivalg med en opposition, men ikke reelt demokrati. Mønsteret er med andre ord præcist det, hypotesen siger.
De eneste demokratier blandt de to grupper med størst statsligt ejerskab er næppe overraskelser, og støtter hypotesen: Ukraine 1990-92, Letland og Mongoliet i 1990, Estland og Nepal i 1991, er alle eksempler på lande i transition fra kommunisme til demokrati, mens Venezuela i 2013-15 var på vej mod diktatur i lyntempo. De er således lande i transition mod demokrati eller væk fra demokrati.
De relativt få eksempler på lande med meget lidt statsligt ejerskab, der ikke er demokratier, tæller først og fremmest en række ’failed states’: Den Centralafrikanske Republik de sidste ti år Chad, Haiti og Somalia. Hong Kong er også blandt dem, ligesom Peru under Fujimoro og Côte d’Ivoire de sidste 20 år, og alle er eksempler på lande med relativt klart ideologisk politik.
Mønsteret i dataene fra Varieties of Democracy bekræfter således, at mens en grad af økonomisk frihed er en forudsætning for demokrati, er det ikke en garanti. Stabilt demokrati eksisterer ikke uden stort privat ejerskab i økonomien, men stort privat ejerskab kan godt eksistere under diktatur. Hayek og Friedman ser stadig ud til at have ret.
Af Jonas Herby, den 29. november 2022. Skriv et svar
Regulering er dyrt. Meget dyrt. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er en dårlig idé. Der er fx rigtig gode argumenter for at regulere forurening af vores fælles natur, men omkostningerne bør naturligvis stå mål med gevinsterne.
Gør de det? Nogle gange ja. Men meget ofte overstiger omkostningerne sandsynligvis klart gevinsterne. Både fordi politikerne påfører samfundet store omkostninger med fuldt åbne øjne (fx for at tækkes særinteresser, for at føre fordelingspolitik osv. – årsagerne kan være mange). Men også fordi vi har tendens til at undervurderer omkostningerne (vi fokuserer på det, vi kan se, men glemmer de – ofte negative – utilsigtede konsekvenser).
Bl.a. tror jeg, at i i høj grad undervurderer omkostningerne ved reguleringen af boligmarkedet gennem bl.a. bygningsreglementet, planloven, kommuneplaner og lokalplaner*:
Boligmarkedet er gennemreguleret, men ingen har overblikket over de samfundsøkonomiske omkostninger ved reguleringen. Men de er ganske givet enorme. Et kendt studie af økonomerne Hsieh og Moretti viser, at hvis man ikke havde indført stram boligregulering i de tre storbyer New York, San Jose, og San Francisco ville USA i dag have været 3,7% rigere, fordi flere lavtlønnede vil kunne flytte til højproduktive byer. De tre byer rummer tilsammen godt 7% af USA’s befolkning. Et åbent spørgsmål er, om Danmark ville være 3,7% (svarende til knap 100 mia. kr.) rigere, hvis boligreguleringen i København – hvor mere end 10% af danskerne bor – var mindre rigid?
I bogen “Vild virus” beskriver Jens Lundgren sygdomsforløbet for en person, der smittes med COVID-19. Bl.a. beskriver Jens Lundgren, at en person typisk bliver indlagt på dag 12 efter at være blevet inficeret (se nederst). Hvis en person blev indlagt 23. marts 2020, var personer altså blevet smittet ca. d. 11. marts 2020 (der er selvfølgelig noget variation, men typisk vil det være sådan)
I nedenstående figur har jeg på denne baggrund beskrevet smitteudviklingen i Danmark på baggrund af COVID-19-indlæggelserne 12 dage senere. Jeg har desuden indsat nogle af de vigtigste begivenheder.
Figuren viser meget klart, at smitten – ud fra disse data – toppede inden skolerne og restauranterne blev lukket. Men efter statsministeren holdt sit pressemøde d. 11. marts.
Hvad er proportionalitet? Det spørgsmål stiller Berger (2022), og han peger på mindst ét element, jeg ikke var opmærksom på (fremhævet med fed i abstract nedenfor):
What is proportionate? The measures taken worldwide to contain SARS-CoV-2 deeply curtailed the fundamental rights of many citizens. The courts have upheld this course of containment: the protection of life and health takes precedence over individual liberties, even in the case of doubt about scientific evidence for the effectiveness of far-reaching measures. This finding is astonishing and does not automatically follow from the International Health Regulations, according to which interventions in fundamental rights have to be justified by facts. The principle of proportionality is the logical place where facts and normativity meet. Since science has polarized during the pandemic, the court selection and interpretation of scientific expertise is itself a politicized value judgment. Courts, I conclude, base their selection and interpretation on publicly available and legitimate knowledge. I develop this hypothesis on the basis of COVID-19-jurisprudence in Germany.
Hvad er “International Health Regulations”? Her er lidt fra WHO’s beskrivelse:
The International Health Regulations (2005) (IHR) provide an overarching legal framework that defines countries’ rights and obligations in handling public health events and emergencies that have the potential to cross borders.
The IHR are an instrument of international law that is legally-binding on 196 countries, including the 194 WHO Member States.
Der var (og er) ingen “facts”, der kunne begrunde nedlukningerne. Så skal man tro ovenstående brød alle lande loven under COVID-19-pandemien.
Og det er jo fint. Men som Vinay Prasad skriver på Twitter (om et andet studie): Hvad er den videnskabelige gevinst ved at publicere et observationsstudie med alle de problemer sådanne studier har, når der er masser af sttudier, der lever op til guldstandarden (randomiserede forsøg)? Det første af disse blev publiceret allerede i august 2020 og førte til det omtalte væddemål.
Was asked my 2c:
There are 21 ongoing RCTs for vitamin D and COVID outcomes in registries.
Imagine thinking an observational study with residual confounding helps anything besides your CV
Great e.g. of bad research & wasted grant resources/ labor; Pointless, useless.
Peter Busk fra Roskilde Universitet er heller ikke super imponeret. Bemærk bl.a., at studiet ikke siger noget om alle dem, der ikke blev så syge, at de skulle på hospitalet.
Set lidt i bakspejlet, så havde man et middel (tilskud af D-vitamin), som meget tidligt så ud til at kunne medføre nogle gevinster (allerede før 2020, var det ifølge Peter Busk fra Roskilde Universitet “kendt viden, at vitamin D nedsætter risikoen for alvorlig sygdom ved respiratoriske infektioner”, men om det også gjaldt for COVID-19 blev diskuteret i starten af pandemien), og som er meget billigt og meget sikkert (“svært at overdosere” ifølge Peter Busk).
Alligevel gik man ikke massivt ud og anbefalede det. I stedet brugte man nedlukninger, som der ikke var evidens for havde nogen effekt (og særligt ikke før 2020), men som man til gengæld vidste havde enorme omkostninger for borgerne.
Man kan godt – her på bagkanten – undre sig lidt over nogle af de beslutninger, der blev truffet under pandemien…
Af Otto Brøns-Petersen, den 23. november 2022. 1 svar
Så har vi været igennem endnu et globalt klimatopmøde, COP27 i Egypten. De fleste vil nikke genkendende til det sædvanlige mediedrama, dommedagsretorikken og de store uenigheder mellem landene. Sådan har det været omtrent hver gang.
Denne gang var problemet tilmed, at selve præmissen for mødet er gal.
Klimadebatten er fyldt med katastrofesnak. Hvis man skal tro personer som fx Uffe Elbæk mv., er der ingen grænser for, hvor meget død og ødelæggelse, der venter os som følge af klimaforandringerne.
Et eksempel er denne video fra WEF, hvor de bl.a. viser, at Florida vil blive oversvømmet pga. stigende vandstande. Det åbenlyse spørgsmål til den slags vilde påstande er selvfølgelig, om det ikke er smartere at bygge diger end at lade et af verdens rigeste områder oversvømme?
Stiller man dette spørgsmål, kan man dog med statsgaranti regne med, at en eller anden trold på sociale medier (ingen nævnt, ingen glemt) vil insinuere, at man kun tænker på de rigeste, og at de fattige ikke har råd til at bygge diger.
Men det har de fattigste faktisk med al sandsynlighed råd til. Brugen af diger er nemlig en meget, meget gammel teknologi, som mennesker i århundreder har brugt til at beskytte sig mod vejrfænomener og inddæmme nyt land. på Lolland byggede man fx meget højere diger efter stormfloden for 150 år siden, der dræbte mindst 260 mennesker. Og det var vel at mærke en forbedring af de eksisterende diger, som senest var udskiftet i 1830’erne.
I Holland har man brugt diger i over 1.000 år. Brugen af diger i stor skala begyndte dog “først” for ca. 700 år siden ifølge Dutch Dikes, som skriver:
In the fourteenth century, the combined effects of soil subsidence and rising sea levels meant, in many parts of the Low Countries, that sea level and ground level converged to the same height. This was the period that saw the first large-scale building of dikes. The population was falling in some parts of Europe, as a result of economic recession and a succession of epidemics, but the Netherlands, especially Holland, was doing relatively well.
Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2022. 2 svar
Som flittige læsere ved, har jeg i mange år været interesseret i økonomisk frihed, og har forsket i emnet. To af de mest interessante sessions ved den årlige konference i the Southern Economic Association, der sluttede i mandags, handlede netop om økonomisk frihed. Baggrunden er, at min gode ven og kollega Niclas Berggren er redaktør på en ny Handbook of Research in Economic Freedom. Niclas havde derfor sammensat to sessions, hvor forfatterne af en række kapitler i bogen kunne præsentere og få feedback på deres kapitler.
De to sessions illustrerede bredden i forskningen omkring økonomisk frihed. De syv emner, der blev præsenteret handlede om hvordan økonomisk frihed påvirker iværksætteraktivitet (præsenteret af Per Bylund), sammenhængen mellem religion og økonomisk frihed (Inês Gregório), immigration (Alex Padilla), hvordan økonomisk frihed skaber lykke (Johan Graafland), populisme (Andreas Bergh – på billedet), de ‘dybe determinanter’ af økonomisk frihed (Ola Olsson), og hvordan økonomisk frihed påvirker landes respekt for borgernes menneskerettigheder (mig selv).
Andreas Bergh, Lund
Arbejdet omkring den nye Handbook viser således ikke blot, hvor mange forskellige forhold i samfundet og folks liv er påvirket af, hvor økonomisk frit et samfund er, men også hvordan det varierer hvilke aspekter af økonomisk frihed der er specielt vigtige. I iværksætterlitteraturen er det vigtigste aspekt meget klart hvor stor og tung den offentlige sektor er, mens kvaliteten af retsvæsenet og beskyttelse af privat ejendomsret ofte ser vigtigere ud for immigration.
Overordnet understreger omkring 25 års forskning, der dækkes i den nye Handbook, at økonomisk frihed er vigtig for samfunds udvikling på langt sigt. Spørgsmålet bliver derfor, hvorfor man i praktisk politik og almindelig samfundsdebat taler så lidt om borgernes rent økonomiske frihed. Med en regering – som sandsynligvis igen bliver ledt af Mette Frederiksen – der har indledt et frontalangreb på borgernes frihed, er der alvorligt behov for netop denne debat. Den kan passende starte i bogens oversigt over hvad friheden gør.
Lønforskelle mellem mænd og kvinder opstår selv på markeder, hvor diskrimination er umulig eller som minimum ekstremt usandsynligt.
Som jeg tidligere har beskrevet her, finder Cook et al. (2021), at der på trods af, at Uber-chauffører tildeles ture på baggrund af en kønsneutral algoritme og aflønnes efter en kendt formel baseret på rejsetid og afstand, så er der alligevel en lille, men vedvarende kønsforskel på omkring 7% blandt Uber-chauffører. Forskellen ser ud til hovedsageligt at skyldes, at mandlige bilister kører en lille smule hurtigere (ca. 3,5%-point), vælger at tage mere lukrative ture (ca. 1,4%-point) og har lidt mere erfaring (ca. 2,1%-point). Det er altså ikke kønsdiskrimination, der driver lønforskellen.
In this study we examined the gender pay gap on an anonymous online platform across an 18-month period, during which close to five million tasks were completed by over 20,000 unique workers. Due to factors that are unique to the Mechanical Turk online marketplace–such as anonymity, self-selection into tasks, relative homogeneity of the tasks performed, and flexible work scheduling–we did not expect earnings to differ by gender on this platform. However, contrary to our expectations, a robust and persistent gender pay gap was observed.
The average estimated actual pay on MTurk over the course of the examined time period was $5.70 per hour, with the gender pay differential being 10.5%.
Hvad er det her? På et marked, hvor diskrimination er umulig, er der alligevel et løngab. Hvorfor?
Et interessant resultat er, at kvinder er mere tilbøjelige til at vælge opgaver med en lavere annonceret løn. Hvorfor? Måske mænd bare er mere fokuseret på pengene?
Hvem ved? Folk er forskellige. Men kønsdiskrimination er det altså ikke.
PS: Jeg vil gerne – som Litman et al. (2020), der gør end dyd ud af at begrunde, at deres studie ikke er politisk ukorrekt – understrege, at jeg blot formidler data. Kvinder (og familier) må leve deres liv, som de vil. Det tilkommer ikke mig at mene noget om, hvordan andre skal leve deres liv. Don’t shoot the messenger. PPS: Indlægget er stærkt inspireret af Alex Tabarrok.
John Maynard Keynes became famous with The Economic Consequences of the Peace published in 1919, a harsh critique of the Versailles peace treaty. As a consequence, Keynes was nominated for the Nobel Peace Prize in 1922, 1923, and 1924, and evaluated in advisory reports for the Nobel Committee of the Norwegian parliament. This paper summarizes these appreciative reports. The appraiser even informed Keynes that he was “one of the foremost candidates proposed for the Nobel Peace Prize”. Still, the Prize was not awarded to him. This paper ends with a speculative answer to why the Prize was not given to Keynes.
It is clear from the list of laureates after the Great War that Keynes did not fit into the general pattern of laureates. He was not a political actor who promoted the League of Nations, nor was he active as an official working for international cooperation and peace. He did not even hold an official position. He was an independent voice outside the establishment trying to foster peace using economic analysis. […]
Keynes was a controversial choice for many reasons. He emerged as a voice not just outside of the establishment, but critical of it, with the publication of The Economic Consequences of the Peace. There, he clearly showed how an international agreement such as the Treaty of Versailles could turn into a threat to a peaceful world. […]
To give the Prize to Keynes in 1923 or 1924 might be viewed as a criticism of Wilson, and thus of his Prize, and indirectly of the establishment of the League of Nations, an outcome of the Treaty of Versailles.
Og mere politik:
Another reason might be the political views held by members of the Nobel Prize Committee. A rift could be sufficient for the Prize not being awarded (see Abrams, 2001, p. 23). As the Committee consisted of politicians from the Conservative Party, the Liberal Party, and the Labour Party – the latter party was openly revolutionary in its outlook in the 1920s – it is easy to imagine that political differences could give rise to a deadlock in the Committee.
Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2022. 1 svar
Om et par timer starter dette års konference i the Southern Economic Association. Konference, der foregår i Fort Lauderdale, Florida, er den første normale konference siden 2019 og tegner til at blive en fornøjelse. Programmet er pakket med over 600 deltagere og masser af forskellige emner.
Mit personlige program startede allerede igår, da jeg var inviteret til en event, arrangeret af the Institute for Humane Studies om “Institutional Effects of Foreign Intervention“. Jeg introducerede noget af mit arbejde med Martin Rode om vigtigheden af de institutioner, som kolonimagterne skabte i den sene koloniperiode (se billedet), mens et spændende panel bestående af Kevin Grier, Abby Hall og Indra de Soysa talte om andre aspekter af udenlandsk indflydelse.
Kevins arbejde med sin kone Robin og Sam Absher – som kan læses her – fortjener mere omtale. De tre har undersøgt effekterne af CIA-støttede kup i Latinamerika. Baggrunden er, at flere amerikanske regeringer havde en officiel politik der sigtede mod at understøtte demokrati og udvikling i Latinamerika – the Alliance for Progress. På samme tid hjalp CIA til med at vælte mindst syv regeringer i regionen i militærkup, der på ingen måde hjalp demokratiet frem.
Grier, Grier og Absher finder i et meget smart papir, ved hjælp af syntetiske kontroller, at de CIA-støttede kup førte til værre økonomisk udvikling, værre juridiske institutioner, langt mere undertrykkelse og markant svækket ytringsfrihed. Deres estimater peger også på, at de CIA-støttede begivenheder ser ud til at føre til værre resultater end andre kup i regionen.
Det spændende er således, at de tre ikke blot bidrager til den moderne forskning i kup og politisk ustabilitet for økonomisk udvikling, men også beriger den historiske forskning på området. Det er dermed et glimrende eksempel på forskning i politisk økonomi, der har relevans langt udenfor snævre nationaløkonomiske kredse. Den slags vil vi gerne have mere af her på stedet!
