Af Jonas Herby, den 29. november 2022. Skriv et svar
Regulering er dyrt. Meget dyrt. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er en dårlig idé. Der er fx rigtig gode argumenter for at regulere forurening af vores fælles natur, men omkostningerne bør naturligvis stå mål med gevinsterne.
Gør de det? Nogle gange ja. Men meget ofte overstiger omkostningerne sandsynligvis klart gevinsterne. Både fordi politikerne påfører samfundet store omkostninger med fuldt åbne øjne (fx for at tækkes særinteresser, for at føre fordelingspolitik osv. – årsagerne kan være mange). Men også fordi vi har tendens til at undervurderer omkostningerne (vi fokuserer på det, vi kan se, men glemmer de – ofte negative – utilsigtede konsekvenser).
Bl.a. tror jeg, at i i høj grad undervurderer omkostningerne ved reguleringen af boligmarkedet gennem bl.a. bygningsreglementet, planloven, kommuneplaner og lokalplaner*:
Boligmarkedet er gennemreguleret, men ingen har overblikket over de samfundsøkonomiske omkostninger ved reguleringen. Men de er ganske givet enorme. Et kendt studie af økonomerne Hsieh og Moretti viser, at hvis man ikke havde indført stram boligregulering i de tre storbyer New York, San Jose, og San Francisco ville USA i dag have været 3,7% rigere, fordi flere lavtlønnede vil kunne flytte til højproduktive byer. De tre byer rummer tilsammen godt 7% af USA’s befolkning. Et åbent spørgsmål er, om Danmark ville være 3,7% (svarende til knap 100 mia. kr.) rigere, hvis boligreguleringen i København – hvor mere end 10% af danskerne bor – var mindre rigid?
I bogen “Vild virus” beskriver Jens Lundgren sygdomsforløbet for en person, der smittes med COVID-19. Bl.a. beskriver Jens Lundgren, at en person typisk bliver indlagt på dag 12 efter at være blevet inficeret (se nederst). Hvis en person blev indlagt 23. marts 2020, var personer altså blevet smittet ca. d. 11. marts 2020 (der er selvfølgelig noget variation, men typisk vil det være sådan)
I nedenstående figur har jeg på denne baggrund beskrevet smitteudviklingen i Danmark på baggrund af COVID-19-indlæggelserne 12 dage senere. Jeg har desuden indsat nogle af de vigtigste begivenheder.
Figuren viser meget klart, at smitten – ud fra disse data – toppede inden skolerne og restauranterne blev lukket. Men efter statsministeren holdt sit pressemøde d. 11. marts.
Hvad er proportionalitet? Det spørgsmål stiller Berger (2022), og han peger på mindst ét element, jeg ikke var opmærksom på (fremhævet med fed i abstract nedenfor):
What is proportionate? The measures taken worldwide to contain SARS-CoV-2 deeply curtailed the fundamental rights of many citizens. The courts have upheld this course of containment: the protection of life and health takes precedence over individual liberties, even in the case of doubt about scientific evidence for the effectiveness of far-reaching measures. This finding is astonishing and does not automatically follow from the International Health Regulations, according to which interventions in fundamental rights have to be justified by facts. The principle of proportionality is the logical place where facts and normativity meet. Since science has polarized during the pandemic, the court selection and interpretation of scientific expertise is itself a politicized value judgment. Courts, I conclude, base their selection and interpretation on publicly available and legitimate knowledge. I develop this hypothesis on the basis of COVID-19-jurisprudence in Germany.
Hvad er “International Health Regulations”? Her er lidt fra WHO’s beskrivelse:
The International Health Regulations (2005) (IHR) provide an overarching legal framework that defines countries’ rights and obligations in handling public health events and emergencies that have the potential to cross borders.
The IHR are an instrument of international law that is legally-binding on 196 countries, including the 194 WHO Member States.
Der var (og er) ingen “facts”, der kunne begrunde nedlukningerne. Så skal man tro ovenstående brød alle lande loven under COVID-19-pandemien.
Og det er jo fint. Men som Vinay Prasad skriver på Twitter (om et andet studie): Hvad er den videnskabelige gevinst ved at publicere et observationsstudie med alle de problemer sådanne studier har, når der er masser af sttudier, der lever op til guldstandarden (randomiserede forsøg)? Det første af disse blev publiceret allerede i august 2020 og førte til det omtalte væddemål.
Was asked my 2c:
There are 21 ongoing RCTs for vitamin D and COVID outcomes in registries.
Imagine thinking an observational study with residual confounding helps anything besides your CV
Great e.g. of bad research & wasted grant resources/ labor; Pointless, useless.
Peter Busk fra Roskilde Universitet er heller ikke super imponeret. Bemærk bl.a., at studiet ikke siger noget om alle dem, der ikke blev så syge, at de skulle på hospitalet.
Set lidt i bakspejlet, så havde man et middel (tilskud af D-vitamin), som meget tidligt så ud til at kunne medføre nogle gevinster (allerede før 2020, var det ifølge Peter Busk fra Roskilde Universitet “kendt viden, at vitamin D nedsætter risikoen for alvorlig sygdom ved respiratoriske infektioner”, men om det også gjaldt for COVID-19 blev diskuteret i starten af pandemien), og som er meget billigt og meget sikkert (“svært at overdosere” ifølge Peter Busk).
Alligevel gik man ikke massivt ud og anbefalede det. I stedet brugte man nedlukninger, som der ikke var evidens for havde nogen effekt (og særligt ikke før 2020), men som man til gengæld vidste havde enorme omkostninger for borgerne.
Man kan godt – her på bagkanten – undre sig lidt over nogle af de beslutninger, der blev truffet under pandemien…
Af Otto Brøns-Petersen, den 23. november 2022. 1 svar
Så har vi været igennem endnu et globalt klimatopmøde, COP27 i Egypten. De fleste vil nikke genkendende til det sædvanlige mediedrama, dommedagsretorikken og de store uenigheder mellem landene. Sådan har det været omtrent hver gang.
Denne gang var problemet tilmed, at selve præmissen for mødet er gal.
Klimadebatten er fyldt med katastrofesnak. Hvis man skal tro personer som fx Uffe Elbæk mv., er der ingen grænser for, hvor meget død og ødelæggelse, der venter os som følge af klimaforandringerne.
Et eksempel er denne video fra WEF, hvor de bl.a. viser, at Florida vil blive oversvømmet pga. stigende vandstande. Det åbenlyse spørgsmål til den slags vilde påstande er selvfølgelig, om det ikke er smartere at bygge diger end at lade et af verdens rigeste områder oversvømme?
Stiller man dette spørgsmål, kan man dog med statsgaranti regne med, at en eller anden trold på sociale medier (ingen nævnt, ingen glemt) vil insinuere, at man kun tænker på de rigeste, og at de fattige ikke har råd til at bygge diger.
Men det har de fattigste faktisk med al sandsynlighed råd til. Brugen af diger er nemlig en meget, meget gammel teknologi, som mennesker i århundreder har brugt til at beskytte sig mod vejrfænomener og inddæmme nyt land. på Lolland byggede man fx meget højere diger efter stormfloden for 150 år siden, der dræbte mindst 260 mennesker. Og det var vel at mærke en forbedring af de eksisterende diger, som senest var udskiftet i 1830’erne.
I Holland har man brugt diger i over 1.000 år. Brugen af diger i stor skala begyndte dog “først” for ca. 700 år siden ifølge Dutch Dikes, som skriver:
In the fourteenth century, the combined effects of soil subsidence and rising sea levels meant, in many parts of the Low Countries, that sea level and ground level converged to the same height. This was the period that saw the first large-scale building of dikes. The population was falling in some parts of Europe, as a result of economic recession and a succession of epidemics, but the Netherlands, especially Holland, was doing relatively well.
Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2022. 2 svar
Som flittige læsere ved, har jeg i mange år været interesseret i økonomisk frihed, og har forsket i emnet. To af de mest interessante sessions ved den årlige konference i the Southern Economic Association, der sluttede i mandags, handlede netop om økonomisk frihed. Baggrunden er, at min gode ven og kollega Niclas Berggren er redaktør på en ny Handbook of Research in Economic Freedom. Niclas havde derfor sammensat to sessions, hvor forfatterne af en række kapitler i bogen kunne præsentere og få feedback på deres kapitler.
De to sessions illustrerede bredden i forskningen omkring økonomisk frihed. De syv emner, der blev præsenteret handlede om hvordan økonomisk frihed påvirker iværksætteraktivitet (præsenteret af Per Bylund), sammenhængen mellem religion og økonomisk frihed (Inês Gregório), immigration (Alex Padilla), hvordan økonomisk frihed skaber lykke (Johan Graafland), populisme (Andreas Bergh – på billedet), de ‘dybe determinanter’ af økonomisk frihed (Ola Olsson), og hvordan økonomisk frihed påvirker landes respekt for borgernes menneskerettigheder (mig selv).
Andreas Bergh, Lund
Arbejdet omkring den nye Handbook viser således ikke blot, hvor mange forskellige forhold i samfundet og folks liv er påvirket af, hvor økonomisk frit et samfund er, men også hvordan det varierer hvilke aspekter af økonomisk frihed der er specielt vigtige. I iværksætterlitteraturen er det vigtigste aspekt meget klart hvor stor og tung den offentlige sektor er, mens kvaliteten af retsvæsenet og beskyttelse af privat ejendomsret ofte ser vigtigere ud for immigration.
Overordnet understreger omkring 25 års forskning, der dækkes i den nye Handbook, at økonomisk frihed er vigtig for samfunds udvikling på langt sigt. Spørgsmålet bliver derfor, hvorfor man i praktisk politik og almindelig samfundsdebat taler så lidt om borgernes rent økonomiske frihed. Med en regering – som sandsynligvis igen bliver ledt af Mette Frederiksen – der har indledt et frontalangreb på borgernes frihed, er der alvorligt behov for netop denne debat. Den kan passende starte i bogens oversigt over hvad friheden gør.
Lønforskelle mellem mænd og kvinder opstår selv på markeder, hvor diskrimination er umulig eller som minimum ekstremt usandsynligt.
Som jeg tidligere har beskrevet her, finder Cook et al. (2021), at der på trods af, at Uber-chauffører tildeles ture på baggrund af en kønsneutral algoritme og aflønnes efter en kendt formel baseret på rejsetid og afstand, så er der alligevel en lille, men vedvarende kønsforskel på omkring 7% blandt Uber-chauffører. Forskellen ser ud til hovedsageligt at skyldes, at mandlige bilister kører en lille smule hurtigere (ca. 3,5%-point), vælger at tage mere lukrative ture (ca. 1,4%-point) og har lidt mere erfaring (ca. 2,1%-point). Det er altså ikke kønsdiskrimination, der driver lønforskellen.
In this study we examined the gender pay gap on an anonymous online platform across an 18-month period, during which close to five million tasks were completed by over 20,000 unique workers. Due to factors that are unique to the Mechanical Turk online marketplace–such as anonymity, self-selection into tasks, relative homogeneity of the tasks performed, and flexible work scheduling–we did not expect earnings to differ by gender on this platform. However, contrary to our expectations, a robust and persistent gender pay gap was observed.
The average estimated actual pay on MTurk over the course of the examined time period was $5.70 per hour, with the gender pay differential being 10.5%.
Hvad er det her? På et marked, hvor diskrimination er umulig, er der alligevel et løngab. Hvorfor?
Et interessant resultat er, at kvinder er mere tilbøjelige til at vælge opgaver med en lavere annonceret løn. Hvorfor? Måske mænd bare er mere fokuseret på pengene?
Hvem ved? Folk er forskellige. Men kønsdiskrimination er det altså ikke.
PS: Jeg vil gerne – som Litman et al. (2020), der gør end dyd ud af at begrunde, at deres studie ikke er politisk ukorrekt – understrege, at jeg blot formidler data. Kvinder (og familier) må leve deres liv, som de vil. Det tilkommer ikke mig at mene noget om, hvordan andre skal leve deres liv. Don’t shoot the messenger. PPS: Indlægget er stærkt inspireret af Alex Tabarrok.
John Maynard Keynes became famous with The Economic Consequences of the Peace published in 1919, a harsh critique of the Versailles peace treaty. As a consequence, Keynes was nominated for the Nobel Peace Prize in 1922, 1923, and 1924, and evaluated in advisory reports for the Nobel Committee of the Norwegian parliament. This paper summarizes these appreciative reports. The appraiser even informed Keynes that he was “one of the foremost candidates proposed for the Nobel Peace Prize”. Still, the Prize was not awarded to him. This paper ends with a speculative answer to why the Prize was not given to Keynes.
It is clear from the list of laureates after the Great War that Keynes did not fit into the general pattern of laureates. He was not a political actor who promoted the League of Nations, nor was he active as an official working for international cooperation and peace. He did not even hold an official position. He was an independent voice outside the establishment trying to foster peace using economic analysis. […]
Keynes was a controversial choice for many reasons. He emerged as a voice not just outside of the establishment, but critical of it, with the publication of The Economic Consequences of the Peace. There, he clearly showed how an international agreement such as the Treaty of Versailles could turn into a threat to a peaceful world. […]
To give the Prize to Keynes in 1923 or 1924 might be viewed as a criticism of Wilson, and thus of his Prize, and indirectly of the establishment of the League of Nations, an outcome of the Treaty of Versailles.
Og mere politik:
Another reason might be the political views held by members of the Nobel Prize Committee. A rift could be sufficient for the Prize not being awarded (see Abrams, 2001, p. 23). As the Committee consisted of politicians from the Conservative Party, the Liberal Party, and the Labour Party – the latter party was openly revolutionary in its outlook in the 1920s – it is easy to imagine that political differences could give rise to a deadlock in the Committee.
Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2022. 1 svar
Om et par timer starter dette års konference i the Southern Economic Association. Konference, der foregår i Fort Lauderdale, Florida, er den første normale konference siden 2019 og tegner til at blive en fornøjelse. Programmet er pakket med over 600 deltagere og masser af forskellige emner.
Mit personlige program startede allerede igår, da jeg var inviteret til en event, arrangeret af the Institute for Humane Studies om “Institutional Effects of Foreign Intervention“. Jeg introducerede noget af mit arbejde med Martin Rode om vigtigheden af de institutioner, som kolonimagterne skabte i den sene koloniperiode (se billedet), mens et spændende panel bestående af Kevin Grier, Abby Hall og Indra de Soysa talte om andre aspekter af udenlandsk indflydelse.
Kevins arbejde med sin kone Robin og Sam Absher – som kan læses her – fortjener mere omtale. De tre har undersøgt effekterne af CIA-støttede kup i Latinamerika. Baggrunden er, at flere amerikanske regeringer havde en officiel politik der sigtede mod at understøtte demokrati og udvikling i Latinamerika – the Alliance for Progress. På samme tid hjalp CIA til med at vælte mindst syv regeringer i regionen i militærkup, der på ingen måde hjalp demokratiet frem.
Grier, Grier og Absher finder i et meget smart papir, ved hjælp af syntetiske kontroller, at de CIA-støttede kup førte til værre økonomisk udvikling, værre juridiske institutioner, langt mere undertrykkelse og markant svækket ytringsfrihed. Deres estimater peger også på, at de CIA-støttede begivenheder ser ud til at føre til værre resultater end andre kup i regionen.
Det spændende er således, at de tre ikke blot bidrager til den moderne forskning i kup og politisk ustabilitet for økonomisk udvikling, men også beriger den historiske forskning på området. Det er dermed et glimrende eksempel på forskning i politisk økonomi, der har relevans langt udenfor snævre nationaløkonomiske kredse. Den slags vil vi gerne have mere af her på stedet!
Af Christian Bjørnskov, den 17. november 2022. 3 svar
Hvis nogen skulle være i tvivl, var folketingsvalget forleden en katastrofe for de gamle, borgerlige partier – det Konservative Folkeparti og Venstre. Venstre gik fra 43 til 23 mandater, og selvom de konservative en overgang stod til at få omkring 15-16 procent af stemmerne, og således kunne se frem til noget det lignede en fordobling af mandattallet, endte de med at tabe to. I det nye Folketing har de to partier således tilsammen 33 mandater – 23 til Venstre og 10 til Konservative.
En del af udviklingen ligger naturligvis i, at Moderaterne – Lars Løkkes enmandsprojekt, som ingen præcist kender den politiske retning hos – fik 16 mandater. Inger Støjbergs ligeledes personlige projekt, Danmarksdemokraterne, tog 14 mandater (de 11 fra et imploderende Dansk Folkeparti) og nye Borgerlige gik fra 4 til 6 mandater. Sidst, men ikke mindst, gik Liberal Alliance frem fra 4 til 14 mandater.
Særligt de konservative er gået i gang med en del ’soul searching’, på trods af Søren Pape Poulsen og ledelsens absolutte modvilje mod at diskutere problemet. Flere ældre politikere, inklusive partiets tidligere toppolitiker Connie Hedegaard, har allerede kritiseret, at Pape gik til valg på at afskaffe topskatten. I hendes optik skal man mene noget om klima, og helst have en stærkt interventionistisk politik med ansvaret lagt hos EU. De konservatives borgerlige profil skal væk på samme måde, som Troels Lund Poulsen i Venstre arbejder for, at partiet helst ikke skal mene noget som helst. Begge politikere har deres personlige kæpheste, men holder ellers hårdt på Hjort-doktrinen: At man ikke kan vinde valg på borgerlig politik, men bør rykke ind på midten hvor vælgerne angiveligt er.
Det pudsige i holdningen er, at den indebærer at borgerlige partier helst skal gøre som om de er socialdemokratiske. Hjort-doktrinen har dermed over årene undermineret det Konservative Folkepartis og Venstres eksistensberettigelse som noget som helst andet end organisationer for folk, der gerne vil have magt.
En interessant detalje er, at det samme i høj grad er sket for de britiske konservative. Det er endda en politisk position, der foreløbig er hamret fast af den nye premierminister Rishi Sunak, efter at Liz Truss forsøgte sig med en borgerlig profil. Allister Heath diskuterer i dag det samme spørgsmål som vi stiller i Danmark, men i en britisk kontekst, i The Telegraph. Cameron og Johnson forsøgte febrilsk at flytte de konservatives politik ind på midten, men meget tydeligt uden nogen særlig vælger succes. Som den altid interessante Heath formulerer det: ”Perhaps not believing in anything doesn’t lead to electoral nirvana after all?”
Ser man på det danske valg, er det også endda meget svært at forstå, hvorfor nogen skulle tro at udfaldet støtter Hjort-doktrinen. Udover Moderaterne, der er gået på rov i V og K-vælgerne, og Danmarksdemokraterne, der reelt er det nye DF, har de to store succeser været Nye Borgerlige og Liberal Alliance. De to partier, der virkeligt har trukket vælgere, er således dem med en klart borgerlig profil i så centrale emner som skattepolitik og regulering. Hvis Hjort-doktrinen havde været sand, skulle man have forventet netop de partier havde klaret sig dårligt.
Det triste er, at Hjort-doktrinen har hærget i de store partier siden valget i 1998, selvom den tydeligvis allerede dengang var en fejlanalyse. Vælgerne forlader ikke V og K fordi de er borgerlige, men fordi deres toppolitikere enten er utroværdige, eller fordi de simpelthen ikke mener noget. Et fint eksempel på, hvor bange man er blevet for vælgerne, er at Venstre fredede den såkaldte Arne-pension. Selvom kun 40.000 danskere havde søgt om og fået Arne-pension per 30/6, ville Venstre ikke risikere at fornærme nogen af de 40.000, ud af en samlet pulje på 4,27 millioner vælgere! Ellemanns parti gav således køb på borgerlig politik og støttede et blatant, socialdemokratisk forsøg på at købe vælgere, fordi de var bange for færre end én procent af vælgerne. Hvis man er så nervøs for at tabe enkelte vælgere, ender man med ikke at tiltrække en eneste ny.
Mit bud på en central del af miseren er den udbredte borgerlede i dansk politik. Ledende politikere og toppen af partiapparaterne tror, at danskerne er dumme – og væsentligt dummere end politikerne. De har ingen tiltro til, at danskerne kan finde ud af at leve livet uden store lederes hjælp. Og de forstår derfor ikke, hvordan mange danskere opfatter politikere – inklusive partilederne – som dybt utroværdige – partiet har jo fortalt vælgerne, at de skal stole på dem. Uden en respekt for danskerne – for hvert individs kompetence i eget liv og forståelse af hvordan politik påvirker dem – sker der næppe noget. Undtagelsen er Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der har en vis grad af liberal ideologi tilbage. Og i mellemtiden forsvinder Venstre og de konservative stille ud i den politiske irrelevans.
Vinay Prasad (som er værd at følge på Twitter og Youtube) forsøger – indtil videre desværre lidt forgæves – at bekæmpe den nærmest religiøse tilgang til masker i USA med viden.
No, they don't. The gold standard in medicine for transmission is cluster randomization. The reason we didn't recommend it prepandemic was the evidence is weak. It's still just as weak, but now is a religion too. Here's the data 👇👇https://t.co/7Dy5LBjRnKhttps://t.co/lD3eisKu9k
I arbejdspapiret, som Vinay Prasad henviser til, ser de bl.a. på det meget omtalte Bangladesh-studie, som – selv hvis man tager det overordnede resultat for pålydende (se bl.a. her og her, hvorfor man måske ikke bør gøre det) – fandt en relativt beskeden effekt af masker (9,5% færre med symptomer og positiv test, svarende til at der under anden bølge i Danmark ville have været knap 200 flere døde uden maskepåbuddet).
The use of cloth facemasks in community settings has become an accepted public policy response to decrease disease transmission during the COVID-19 pandemic. Yet evidence of facemask efficacy is based primarily on observational studies that are subject to confounding and on mechanistic studies that rely on surrogate endpoints (such as droplet dispersion) as proxies for disease transmission. The available clinical evidence of facemask efficacy is of low quality and the best available clinical evidence has mostly failed to show efficacy, with fourteen of sixteen identified randomized controlled trials comparing face masks to no mask controls failing to find statistically significant benefit in the intent-to-treat populations. Of sixteen quantitative metaanalyses, eight were equivocal or critical as to whether evidence supports a public recommendation of masks, and the remaining eight supported a public mask intervention on limited evidence primarily on the basis of the precautionary principle. Although weak evidence should not preclude precautionary actions in the face of unprecedented events such as the COVID-19 pandemic, ethical principles require that the strength of the evidence and best estimates of amount of benefit be truthfully communicated to the public.
Lettere ironisk er masker faktisk den eneste intervention, der i vores meta-studie ser ud til at have nogen nævneværdig effekt på COVID-19 dødstallene. Ud fra et forsigtighedsprincip i forhold til borgernes individuelle rettigheder (og jeg er pedantisk her), bør man altså afstå fra at indføre maskepåbud.
Om man – baseret på et mere fornuftigt proportionalitetsprincip – bør anvende maskepåbud i særlige situationer, er sværere at svare på, da der – så vidt jeg ved – ikke er lavet nogen gode samfundsøkonomiske analyser af det endnu. Bruger man Finansministeriets tal og antager, at de døde kunne have levet 5 år mere, svarer 200 dødsfald i en samfundsøkonomisk beregning til ca. 1,5 mia. kr. Men hvad er omkostningerne ved et maskepåbud? Det har jeg ikke set nogen gode vurderinger af. Bryan Caplan har i den henseende nogle gode betragtninger her – bl.a.:
Personally, I only find masks marginally uncomfortable. But I hate wearing them, and I dislike being around people who wear them. Why? Because a big part of being human is showing other people our faces – and seeing their faces in return.
Hvis du er stødt på gode ananlyser af omkostningerne ved maskepåbud (som inddrager og undersøger Caplans pointer), så smid gerne et link i kommentarsporet.
Jeg anmelder normalt ikke bøger. Og det er næppe noget, jeg kommer til at gøre ofte i tiden fremover. Men jeg vil – bl.a. (lidt) på opfordring fra Lars Igum Rasmussen – gøre et (kort) forsøg med bogen ”Vild virus”.
Konklusion: Læs bogen – den er god
Min helt overordnede konklusion er, at ”Vild virus” er en rigtig god bog. Der er masser af info om virus, tests, politik, Lundgren osv., og det er fortalt på en rigtig god og let tilgængelig måde. At der – jf. nedenfor – rodes lidt rundt i nedlukningernes effekt, spiller så lille en rolle, at det på ingen måde ødelægger oplevelsen. Heller ikke for en nedlukningsnørd som mig.
Virusinfektioner er Jens Lundgrens hjemmebane
Jeg læste primært bogen for at se, om Jens Lundgren har nogle betragtninger ift. nedlukningerne. Der går dog relativt lang tid, inden man når til coronapandemien og nedlukningerne, for den første tredjedel af bogen handler primært om Jens Lundgrens karriere. Og det er faktisk rigtig spændende. Her får man indblik i, hvorfor det absolut ikke er tilfældigt, at Jens Lundgren er en af verdens førende infektionsmedicinere. Ikke blot har Jens Lundgren knoklet, når lejligheden bød sig. Han har også knoklet, når lejligheden ikke rigtig bød sig.
I bogen er der bl.a. en beskrivelse af, hvordan hele familien Lundgren bruger dele af deres bilferier i Europa på at besøge internationale kollegaer, i hans forsøg på at opbygge et europæisk netværk. Vi tænker tit på samfundet som bestående af individer, men i virkeligheden er det jo i højere grad familierne, der er centrale i samfundet. Og Jens Lundgren havde ikke været den topforsker, han er, hvis ikke familien havde bidraget. Vi kender Jens Lundgren fra fjernsynet osv., men jeg vil tro, han er enig i, at han står på skuldrene af sin familie (dette kunne i øvrigt anspore et helt indlæg om det rimelige i topskatten, som Jens Lundgren med garanti betaler, men det bliver ikke her).
Vi får i denne del af bogen baggrunden for, hvorfor det var Jens Lundgren, der endte med at tone frem på TV igen og igen (og bl.a. deltage i et CEPOS-arrangement), når danskerne skulle forstå smitte, varianter, vacciner osv. Her er Jens Lundgren – qua sin imponerende karriere – i dén grad på hjemmebane.
Det er også interessant at læse om Jens Lundgrens rolle i – og beskrivelse af – den helt tidlige del af pandemien, hvor man indrettede hospitaler osv. Der er en række spændende detaljer ift., hvordan hospitaler udnytter kapaciteten bedst muligt og indrettes effektivt samtidig med, at smittespredning undgås, som jeg ikke kendte til. Også denne del af bogen er rigtig god.
Det er først i slutningen af bogen, at jeg synes den bliver lidt langtrukken. Det tager lidt for lang tid at få lukket ned for pandemien, når man tænker på, at den for de fleste læsere reelt var overstået i slutningen af marts 2021 (selvom det langt fra er uinteressant at høre om, hvordan evolutionens gudinde tilsmilede os, da den tillod Omikron-varianten at oversvømme landet).
Ovenstående er meget kort beskrevet og fortjener egentlig en grundigere gennemgang. For det er det, der fylder klart mest i bogen, og det ér rigtig godt.
Men…
Nedlukninger er udebanen – og svær at blive klog på
…jeg læste som skrevet bogen for at se, hvad der står om nedlukningerne. Og der er da en smule, men egentlig overraskende lidt, når man tænker på, hvor meget det har fyldt politisk (eller også er jeg biased, fordi det har fyldt enormt meget i mit arbejdsliv).
Men der er lidt om nedlukninger. De dele af bogen er dog – i modsætning til resten af bogen –relativt ureflekterede. Det er som sådan ikke så overraskende, at detaljerne i nedlukningerne ikke fylder alverdens for en infektionsmediciner. Men jeg havde nok håbet, at bogen helt ville springe over emnet, eller også gav emnet lidt mere vægt og dybde. For der mangler en rød tråd.
Helt overordnet er det lidt svært at blive klog på, hvad Jens Lundgren egentlig mener om nedlukninger. Flere steder siger Lundgren nærmest, hvad jeg selv kunne have sagt:
Årsagen [til de få dødsfald] er jo den simple, at vi fik afbrudt smittekæder, fordi danskerne lyttede til myndighedernes og regeringens anbefalinger, holdt afstand, ryddede kalenderne og så færre mennesker. Selvom vi aldrig fik udgangsforbud som i andre, særligt sydeuropæiske, lande, var Danmark jo nærmest hermetisk lukket ned.
Men andre steder siger Lundgren så pludselig det modsatte:
Vores to første smittebølger blev lagt ned af nedlukninger i foråret 2020 og fra ultimo december 2020 og ind i 2021.
Og
Samtidig har test været brugt til at ’styre’ genåbningerne, ligesom man har kunnet nedlukke et område eller sogn igen, hvis smittetallet steg ’for meget’.
Som så igen følges op af (mine fremhævninger):
Jeg lærte virkelig meget af Michael Bang [Petersen][1]. Hans pointer om tillid og vigtigheden af befolkningens opbakning flugtede fuldkommen med den tilgang til epidemihåndtering, som jeg eksempelvis havde lært under ebola-udbruddet. […] Han påpegede […] at det hverken var regeringen eller os eksperter, der kunne håndtere eller kontrollere en smitsom sygdom under en pandemi, men alene borgernes adfærd. At vi alle skulle stå sammen, fordi epidemihåndtering handlede om at hjælpe hinanden, at handle solidarisk.
Samt
Befolkningen har løbende forstået budskaberne fra myndigheder, regering og eksperter som Jens Lundgren og gjort, som der blev opfordret til, så smitten blev dæmpet. Danmark undgik de altødelæggende smittebølger, andre lande har sloges med. Borgerne har stået sammen mod virus, oplevet afsavn, tab, uenigheder og usikkerhed, men klaret den.
Så på den ene side var det folks (frivillige) handlinger, der var afgørende. På den anden side var det nedlukningerne, der ”lagde smittebølgerne ned” og ”styrede smittetallet”.
De divergerende udsagn betyder, at det er svært at blive klog på, hvor Jens Lundgren står ift. nedlukninger. Og man ender med at sidde med en fornemmelse af, at det skyldes, at han ikke selv ved det. At han ikke har samlet og organiseret de mange input i en overordnet betragtning, som både passer med det, han kunne se med sit blotte øje (at smitten faldt efter nedlukningerne) og det, han lærte af Michael Bang Petersen mv. For så ville teksten (måske) have været drejet mere over i retning af hvor vigtig god information er for at vi får de (frivillige) adfærdsændringer, der sikrer god pandemihåndtering. En mulig forklaring er, at Lundgren ikke sondrer mellem kilden til nedlukning – altså om den er frivillig eller tvungen. I så fald vil han ikke være den første til blande tingene sammen.
Helt underligt blev det for mig, da jeg læste ekstramaterialet ”Dele der aldrig kom med” på vildvirus.dk. Her fortæller Lundgren om hans indtryk af Sveriges corona-politik, og det slipper han ikke så godt fra. Fx passer nedenstående afsnit relativt dårligt med, at dødstallene i Sverige toppede tidligere end i England.
Det var nedlukningen i Danmark, der var årsagen til, at vores smittekurven knækkede, allerede omkring 1. april 2020, to uger før forventet. Svenskerne gik enegang, selv England og Boris Johnson valgte efter nogle uger at vende på en tallerken, da det begyndte at gå galt, og smitten kom ud af kontrol. UK lukkede også ned, selvom Boris Johnson havde afvist det, men ikke svenskerne. Det må man sige, Anders Tegnell og hans kolleger de holdt fast, og det er alligevel ret imponerende: Negativt ment.
Det er tydeligt, at Jens Lundgren ikke er specielt begejstret for Anders Tegnell, som han bl.a. kalder Rasmus Modsat, fordi han ikke følger samme strategi som alle andre lande. Men disse bemærkninger stemmer relativt dårligt overens med Jens Lundgrens store (og helt rigtige) fokus på randomiserede forsøg tidligt i bogen, hvor han bl.a. skriver:[2]
Dette alvorlige udbrud med en dødelig virus havde nærmest intet videnskabeligt fremskridt medført. Efter kaosset under ebola-epidemien i Vestafrika havde rapporten fra National Academy of Sciences i 2016 konkluderet, at solide kliniske lægemiddelafprøvninger under alvorlige udbrud og pandemier var påkrævet for hurtigst muligt at skaffe solid viden om mulige effektive behandlinger, men det krævede, at fagfolk samarbejdede om afprøvningerne – ikke modarbejdede hinanden. Faktisk var det det eneste etisk rigtige at gøre under udbrud: at afprøve lægemidler i store, solide lodtrækningsforsøg, i stedet for at hver enkelt læge tilfældigt forsøgte sig frem med det, der lå i medicinskabet.
Bemærk sidste del, som jeg har omskrevet nedenfor.
Faktisk var det det eneste etisk rigtige at gøre under udbrud: at afprøve nedlukninger i store, solide lodtrækningsforsøg, i stedet for at hver enkelt regering tilfældigt forsøgte sig frem med det, man kunne komme på.
Hvorfor står Lundgrens holdninger til nedlukninger (non-pharmaceutical interventions) i skærende kontrast til hans holdninger til medicin (pharmaceutical interventions)?
Min fornemmelse er, at Jens Lundgren endnu ikke har samlet og organiseret sine indtryk fra nedlukningerne. Og for at være helt ærlig: Det har jeg det helt fint med. Jens Lundgren er en af verdens bedste infektionsmedicinere. Andre – og gerne folk med den relevante baggrund, som fx økonomer – må tage sig af at forstå den ikke-medicinske del af pandemien.
Fem ud af fem stjerner herfra.
PS: Lundgren kommer også med et par politiske svirp. Fx denne
Det var virkelig, virkelig besynderligt. Særligt når det var sundhedsministeren, der kørte hårdest på. Det var næsten Komiske Ali, ren populisme. Han talte mere til folks følelser end om det, der var realiteterne i den virkelige verden. Det ser man en gang imellem i politik. Men i de kaotiske uger i marts og april 2020 havde vi slet ikke brug for at skabe en konflikt mellem sundhedsvæsenet og Sundhedsstyrelsen på den ene side og så regeringen på den anden i det offentlige rum.
Og så gennemhuller han – ligesom bl.a. Kasper Planeta Kepp har gjort på Twitter – Mette Frederiksens argument om, at det var den rigtige beslutning at aflive alle mink.
Regeringen gik jo fuldkommen i selvsving og traf på alt for kort tid en virkelig radikal beslutning. Risikovurderingen var overgjort og malede for sort et billede. Som minimum skulle risikovurderingen og de data, jeg først fik om aftenen den 5. november, have været offentliggjort, da pressemødet startede. […] Når beslutningen blev at slå alle mink ihjel, forstår jeg ikke rigtigt det skøn.
Fra den 4. til den 6. november delte Statens Serum Institut selv oplysningerne i forskellige databaser, men de kom først på hjemmesiden den 7. november, og så gik nørdeklubben igen i omdrejninger. Allerede den 7.-8. november var der international, faglig konsensus om, at bekymringen var helt overkørt. Casen faldt sammen, det faglige grundlag blev revet fra hinanden.
[2] Han skriver også ”Den store forskel var bare, at vores patienter bidrog til, at vi én gang for alle kunne afklare, om stoffet virkede. Man bliver nødt til at acceptere bivirkninger i et studie, så længe der er formodning om, at stoffet muligvis hjælper. Og patienterne bidrager aktivt til, at vi kommer frem til den afklaring. Men bare at give medicinen på en formodning, som franskmændene gjorde, uden at vide om det virkede, er problematisk.” Og ”På den måde skulle INSIGHT kunne hjælpe med at afprøve og afklare, om medicin A mod en ny virus er bedre end medicin B. […] Både Cliff og Fauci var enige i, at der under et kommende udbrud skulle laves ordentlige lodtrækningsstudier. De ville for alt i verden ikke gentage ebola-fejltagelsen.”
Af Christian Bjørnskov, den 14. november 2022. Skriv et svar
A couple of months ago, my friend and colleague Martin Rode (University of Navarra) and I put up a new version of our database. The data are an update and expansion of the much-used DD dataset, compiled by Cheibub, Gandhi and Vreeland; the data are available here. It, for example, includes three different indicators of democracy – all based on a highly minimalist conception of democracy – additional details of countries’ political institutions, and information of 542 coup attempts. The data are available on a yearly basis for 208 countries between 1950 and 2022.
One of several questions that one can use the database to answer is if the political institutions implemented by colonial powers continue to shape modern political institutions after the countries became independent. Martin and I decided to have a closer look at that exact question, which resulted in a paper that I presented at the 2019 Australasian Public Choice Conference in Brisbane, and also presented at an online seminar for Economic Research South Africa; the entire seminar can be viewed here. The paper was published this summer in the Journal of Institutional Economics.
In the paper “Late colonial antecedents of modern democracy”, we use one of the features unique to our database that Cheibub et al. did not offer: We have information on the structure of the political institutions of about 90 countries that were colonies in 1950. These institutions varied substantially: While Djibouti had a Representative Council in 1950, consisting of 10 nominated members, 10 elected from the first (White) college, and 10 from second (African) college, Rhodesia had a fully elected Legislative Assembly of 30 elected members. In the French colony of Djibouti, the representative institutions were biased directly by design while those of Rhodesia did not formally descriminate against Africans. However, Rhodesian democracy was unfair as a literacy restriction on voting effectively excluded about 85 percent of Black Rhodesians.
Our results can be subsumed in the simple table below, where we plot how many countries were non-democratic / democratic in the years immediately before independence against how many are now democratic or not. We find that if the colonial authorities implemented actual democracy prior to independence – and kept their fingers off the elections – it is highly likely that the country is a democracy today. Of the 39 countries in our sample that were democratic before independence, 30 of them are democratic today. Only 7 are democratic today without having had democratic political institutions during the colonial period.
Colonial autocracy
Colonial democracy
Modern autocracy
29 (18)
9 (6)
Modern democracy
7 (6)
30 (27)
Figure 1 from the paper
In recent years, there has been a vigorous debate about the effects of colonialism and whether colonialism was all bad or good. Our findings indicate that in some cases, colonialism left a lasting, positive legacy in the shape of a viable democracy. One of the interesting details that are obvious in our database is that the British and Dutch colonial authorities were far more likely to implement actual democracy than the French, Portuguese or Belgian. In particular, we find that although the French introduced la Loi Cadre in 1956 that required the introduction of democratic institutions in all colonies, they rigged or otherwise managed the elections in almost all colonies; Dahomey (modern-day Benin) appears to have been the only exception.
That said, it didn’t always work out well for the British: Democracy proved short-lived in Sudan and the budding democracy in Rhodesia – which would have become a full democracy in due time because the vast majority of Black children went to school in the 1950s – was dismantled by Ian Smith’s appartheid government. The association is not perfect, but colonial democracy has turned out to be surprisingly long-lasting
Af Otto Brøns-Petersen, den 13. november 2022. Skriv et svar
Flere partier overvejer at træde ind i den kommende regering. Det kan der jo være flere gode grunde til. I politik er det ofte agenda-sætteren, som bestemmer, og den funktion tilfalder typisk regeringen.
Af Otto Brøns-Petersen, den 9. november 2022. 3 svar
I CEPOS podcast Bag Om Nyhederne fredag diskuterede vi valgresultatet og bl.a. de udfordringer, Venstre står over for. Den strategi, som mere eller mindre har været fulgt de sidste 25 år, virker ikke længere. Og spørgsmålet er, om den har været tilstrækkelig succesfuld.
Når jeg skal pege på (udelukkende) skadelig regulering, bruger jeg tit godskørselsloven fra 2018 som eksempel. Loven er god som eksempel, fordi der er tale om
overimplementering af EU-regulering
en lov uden nogen positive konsekvenser. Overhovedet.
en tilladelsesordning, hvor man ikke blot skal overholde loven, men også søge om tilladelse.
Ikke desto mindre blev loven vedtaget af et flertal udenom den daværende VLAK-regering. Her er hvad jeg skrev om loven i 2021:
Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2022. 3 svar
Folketingsvalget i 2022 blev på flere måder særligt. De traditionelle, store blå partier kollapsede begge, Socialdemokraterne fik et nogenlunde godt valg på trods af at mange ministre personligt fik elendige valg, og regeringsdannelsen ser næsten lige så besværlig ud som den politiske situation kommer til at blive, når regeringen er dannet.
Et særlig forhold må dog fremhæves udover de rent politiske resultater: Folketingsvalget i 2022 bød op en historisk stor andel af vælgerne, der mødte op på et valgsted for at stemme blankt. 47.091 danskere afleverede en stemmeseddel, hvor de ikke stemte på nogen. Det er 1,33 procent af alle de afgivne stemmer, eller næsten lige så mange stemmer som Frie Grønne og Kristendemokraterne fik tilsammen!
Hvor unikt, 2022-valget var, kan ses på nedenstående figur hvor vi plotter andelen af blanke stemmer (sort markører) og valgdeltagelsen siden septembervalget i 1953 (hvide markører). Mellem 1990 og 2019 afgav i gennemsnit 0,63 procent af de danskere der stemte, en blank stemme; mellem 1953 (efter Grundlovsændringen) og 1988 var gennemsnittet 0,37 procent. Ved valget den første november 2022 var andelen af blanke stemmer således mere end det dobbelte af et almindelig valg,og 69 procent højere end den tidligere rekord fra 2015.
Foreløbig kan man kun spekulere på, hvad grunden er til de mange blanke stemmer., men apati er ikke en sandsynlig grund. Valgdeltagelsen – som også kan ses i figuren – er nemlig ikke specielt lav, men på linje med 2019, 2005, og 1994, og langtfra så lav som i 1990. Borgerne har tydeligvis taget tid til at tage ud til valgstederne for aktivt at afgive en blank stemme. Den mest rimelige fortolkning af de ekstremt mange blanke stemmer er således, at de er en protest mod dansk politik som helhed: De indholdsløse karrierepolitikere der går op i politisk spin og spillet i stedet for indhold, de efterhånden mange års reformstilstand, lovbrudene som ingen i Folketinget rigtigt gider at bekymre sig om, og den udbredte borgerlede blandt politikerne. De 47.091 blanke stemmer burde være et ¨wake-up call’ til Danmarks politikere, men bliver det nok næppe med dem vi har stemt ind.
Af Otto Brøns-Petersen, den 7. november 2022. 1 svar
I weekenden døde Ed Prescott, 81 år gammel. Han var en helt central bidragyder til moderne makroøkonomi og også til økonomisk politik. Han fik Nobelprisen i 2004 sammen med Finn Kydland, som han skrev nogle af sine mest centrale artikler sammen med.
I disse dage er der diskussion om den danske fastkurspolitik (som jeg vender tilbage til på bloggen snarligt). Men der er ikke diskussion om, at centralbanker bør være uafhængige af regeringen. De bør bindes af et mandat, som den danske Nationalbank i øjeblikket er det med fastkurspolitikken. Ideen om uafhængige centralbanker skyldes om noget Prescott og Kydlands arbejde om “regler frem for diskretion”. De viste, at i nogle situation kan det være en ulempe at have diskretionære beføjelser, fordi det kan være utroværdigt ikke at bruge dem. Derfor kan det være en fordel helt at undvære dem. Inden fastkurspolitikken var Danmark fanget i en inflations-devalueringsspiral, som var svær at bryde. Hver gang konkurrenceevnen blev for dårlig, og lønstigningerne havde været for høje, var der et pres på regeringen for at devaluere, som arbejdsmarkedets parter indkalkulerede i deres aftaler.
Makroøkonomisk grundlagde Prescott og Kydland Real Business Cycle-teorien. Hvor hidtidig makroteori især havde fokus på ændringer i efterspørgslen som drivkraft for konjunkturbevægelser, viste deres banebrydende empiriske arbejder, at mange chok kom fra udbudssiden i form af stød til produktiviteten. Disse chok er svære både at forudse og påvirke med aktiv økonomisk politik. Vi var nogle, som pegede på, at faldet i aktiviteten under pandemien i 2020 netop havde karakter af en udbudskrise, der i øvrigt måtte forventes at blive kortvarig. Desværre blev den økonomiske politik lempet voldsomt, og resultaterne kender vi nu i form af inflation (og gæld).
Prescott fortjener at blive husket på linje med de allerstørste makroøkonomer.
Jeg bryder mig ikke særlig meget om at lave mad. Jeg er ikke god til det, og jeg er langsom til det. Så hver gang jeg laver mad, ender jeg med at stå og drømme lidt om en hverdag, hvor madlavningen er nemmere.
Det gode er, at den hverdag efter al sandsynlighed kommer før eller siden. For vi bruger kortere og kortere tid i køkkenet.
Den gennemsnitlige tid udelukkende brugt på madlavning i Storbritannien er faldet betydeligt i løbet af de seneste årtier: Fra 100 minutter i 1960 til 27 minutter i 2016.
Der er flere forklaringer på, at madlavning fylder mindre og mindre.
“I et velfærdssamfund vil vi også gerne have mere fritid. Det får os til at efterspørge mere forarbejdet mad, mere udespisning, take-away med mere. Teknologien har også bidraget til mindre tid i køkkenet. Også internettet, onlinebestillinger, udvikling af food service, catering med mere har bidraget til nemmere og hurtigere løsninger, som har reduceret tiden i køkkenet. Endelig har også lavere omkostninger ved masseproduktion i fødevaresektoren, automatisering, store indkøb, udvikling af infrastruktur med mere bidraget til billige alternativer til madlavning i sit eget køkken.”
Mit bud er, at madlavning engang i fremtiden kun vil være noget, vi gør for sjov. Præcis som vi ikke er tvunget til at fiske, jage, ride osv. i dag, men kun gør det for sjov.
