Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2022. 3 svar
Nu er tiden endeligt kommet, og både børn, børnebørn og barnlige sjæle glæder sig. Julekortene er sendt og modtaget, og vi har kun et enkelt tilbage at skrive: Årets ønsker om en Glædelig Jul til punditokraternes læsere.
Året startede ellers afskyeligt i et nedlukket samfund med mundbindskrav og en statsminister, der nok mest af alt betragtede sig selv som enevældig regent. Men da februar kom, fjernede Folketinget – til adskillige epidemiologers skræk og advarsel – de sidste restriktioner, og danskerne kunne igen leve i et frit samfund. Afskaffelsen illustrerede også en sidste gang, i hvilken grad de epidemiologer, som regeringen og medierne brugte, blev ved med at tage fejl. Flere af os hos punditokraterne var gennem hele nedlukningsperioden meget skeptiske overfor den danske approach, hvilket ikke mindst blev reflekteret i vores indlæg, og også i hvilke indlæg læserne virkeligt besøgte.
Vi arbejder naturligvis hårdt på, at 2023 bliver lige så godt med lige så informerede, diverse og tankevækkende indlæg. For flere af os bliver et af de første højdepunkter efter nytår nok den danske public choice workshop, som Cepos er vært for den 27. januar. Programmet ser storartet ud med papirer om f.eks. hvorvidt internationale sportsbegivenheder påvirker regimers respekt for menneskerettigheder, om udenlandske interventioner påvirker folks tillid, og populister og forfatningen. I løbet af januar kommer vi til at introducere læserne til flere af dem, ligesom man faktisk kan kigge forbi og sidde med på en session hvis man er interesseret.
Der kommer næsten med garanti også mere nonsens fra den nye SVM-regering, ligesom man aldrig kan forudsige, hvad der dukker på af nye emner eller ny forskning. Vi bestræber os også næste år på, at skrive om både aktuelle emner og mindre ting, som læserne måske ikke kender til endnu. Under alle omstændigheder glæder vi os til at skrive for alle vores læsere igen efter jul, og vi glæder os til at få feedback fra dem alle. Indtil da ønskes I alle en Glædelig Jul.
Af Jonas Herby, den 23. december 2022. Skriv et svar
Det er meget sjældent, nogen omtaler det som noget positivt at være ”materialistisk”. Langt de fleste synes enige om, at det er negativt at lægge stor vægt på penge og statussymboler fremfor de åndelige værdier. Og næppe uden grund. Lao Tsu, Buddha, Sokrates, Diogenes fra Sinope, Jesus og Gandhi har angiveligt alle fortalt os, at det gode liv ikke udspringer af økonomisk rigdom og materialistisk velstand.
Så hvilke samfund er bedst til at komme ”materialismen til livs? Teague et al. (2020) undersøger sammenhængen mellem økonomisk frihed og moral i form af grådighed og materialistisk tankegang. De finder, at frie og rige samfund er mindre grådige og tænker mindre materialistisk.
Her er abstract (min fremhævning):
While economists have found a positive relationship between norms like generalized trust and economic growth, several scholars outside of economics have argued that there is a tradeoff between economic growth and morality. In particular, they argue that as markets develop, market values, e.g. a focus on money and material possessions, also increase. In this article we empirically test this claim using data from the Economic Freedom of the World project, the World Bank, and the World Values Surveys. Our findings suggest that countries with more economic freedom, i.e. those countries that embrace markets to a greater extent, are less materialistic. We also find that countries with a higher GDP per capita are correlated with less materialism.
Studiet peger på to sandsynlige forklaringer på, hvorfor det forholder sig sådan. Den ene forklaring er at markedet gør os rigere, og når man er rigere, kan man fokusere på alternative, ikke-materielle ting. Dette forklares med loven om aftagende marginalnytte – hvis ens materielle ønsker er opfyldt er man mere tilbøjelig til at skifte fokus fra materielle til ikke-materielle goder.
Den anden forklaring er at økonomisk frihed kan øge tilliden til systemet, og derfor er der ikke behov for at være så fokuseret på materielle ting. Når man er sikker på, at ens ejendele ikke bliver konfiskeret eller stjålet, så er man mindre bekymret for at miste de ting man har tilegnet sig. At være materialistisk er altså en rational reaktion på ens miljø.
Konklusionen er altså, at hvis ønsker sig en mindre materialistisk verden, er de liberale værdier (der som bekendt fører til økonomisk velstand) vejen frem.
Af Jonas Herby, den 21. december 2022. Skriv et svar
Denne video forklarer på glimrende vis nogle af de centrale problemer, videnskaben står med i dag. Men også hvordan der er gode kræfter, der arbejder på at løse nogle af problemerne.
Værd at se.
Og husk så: Svaret på dette indlægs spørgsmål er “oftest bedre end alt andet…”
Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2022. 1 svar
Folks tillid til hinanden varierer kraftigt på tværs af Europa, og på tværs af verden. Vi har skrevet om det en række gange her på stedet, med forskellige perspektiver. Idag gør vi det med et særligt juleperspektiv. Helt specifikt er vores julede spørgsmål idag, om folks sociale tillid på en eller anden måde har noget at gøre med, hvad de kalder den højtid som på de nordiske sprog kendes som ‘Jul’.
Rent praktisk udnytter vi, at den store undersøgelse European Social Survey, der bliver gentaget hvert andet år, spørger folk om hvilket sprog de taler derhjemme. Vi kan derfor matche lige knap 170.000 respondenters tillid til hvilket navn de bruger for julen. I de nordiske lande er det for eksempel Jul, Jól, Joulu og Jōulud. En anden kategori er Christmas, der på hollandsk er Kerstmis, mens en tredje er de romanske sprogs forskellige udgaver af Noël, der også omfatter keltiske sprog – det er f.eks. Nedeleg på breton (se her).
Resultatet kan ses i figuren nedenfor, der meget klart viser at de mest tillidsfulde mennesker i Europa kalder julen for Jul: på undersøgelsens 10-punktskala svarer de i gennemsnit 6,4. De næste er forskellige udgaver af Christmas blandt folk der taler engelsk, hollandsk/flamsk og luxembourgsk – og pudsigt nok også græsk (gns. 5,1). Nummer tre er det tyske Weihnachten, der inkluderer det tjekkiske Vánoce (gns. 4,8), mens den fjerde er folk der kalder julen Noël (gns. 4,3). De romanske er kun marginalt mere tillidsfulde end enten folk på Balkan, der bruger ordet Božić og vores restgruppe – lettisk, litauisk, baskisk (begge gns, 4,2). I bunden ligger ungarsk og rumænsk (gns. 4,0) og det albanske Kristhlindja (3,8).
Vores post idag er således en julet udgave af den traditionelle Sjov med Statistik-serie. Et bestemt ord for årets højtid går naturligvis ikke folk mere tillidsfulde, men forklaringen skal også findes et andet sted: Julenavnet reflekterer distinkte kulturkredse indenfor Europa, og det er forskelle i disse kulturkredse, der også skaber eller vedligeholder tillid på meget langt sigt.
Det at det meste af Østeuropa er mindre tillidsfuldt kan derfor i høj grad tilskrives oplevelsen under socialism inden 1990, mens forskellene internt næppe kan. På samme måde er forskellene mellem de fire vesteuropæiske hovedområder – Jul, Christmas, Weihnachten og Noël – interessante. Og måske mest interessant er, at det suverænt mest tillidsfulde område, Juleområdet, er der hvor det før-kristne navn for højtiden har overlevet i 1000 år. Er den nordiske tillid måske udtryk for, at kirken aldrig fik den samme undertrykkende indflydelse som i resten af Europa? Måske, måske ikke, men det er da værd at tænke over i dagene før jul.
Af Jonas Herby, den 19. december 2022. Skriv et svar
Da vi i februar 2022 udgav vores lockdown-studie, fik det en ordentlig tur i mediemøllen. Studiet blev angrebet vidt og bredt, og der var mange absurde argumenter imod kvaliteten af vores arbejde (fx var et ofte anvendt argument, at det ikke var ”endorsed” af Johns Hopkins, uden at nogen spekulerede over, hvorfor Johns Hopkins skulle gøre en helt unik undtagelse ved at ”godkende” lige netop vores studie, når universitetet ikke gør det ved de mange andre studier derfra).
En af de mere akademiske indvendinger mod vores lockdown-studie var, at vores resultater ikke er baseret på randomiserede kontrolforsøg (RCT’er). Den åbenlyse forklaring er, at der aldrig blev gennemført RCT’er af nedlukning, hvorfor forskere desværre er begrænset til observationsstudier.
Det er ikke unikt for nedlukningerne. Det er faktisk normalen, at vi kun har én kilde til at øge vores viden på et område, og det er historien, med alle dens kovariater og manglende/dårlige data. Hvis vi afviser den kilde, ville vi også afvise langt hovedparten af det, vi ved i dag. RCT er altså langt fra eneste form for forskning, der kan forbedre politik (og som Caplan har udtrykt det: “Hvad er det empiriske bevis på, at RCT’er faktisk forbedrer politik?”).
Men. Der er faktisk en del studier, der kommer tæt på noget, der ligner RCT. Vi har – bl.a. ved at foretage en søgning på Scopus efter “natural experiment” og “regression discontinuity” – fundet en række “RCT-lignende” studier, som bruger naturlige eksperimenter til at undersøge effekterne af lockdowns, maskepåbud, skolelukninger og udgangsforbud.
Studierne er beskrevet i tabellen nedenfor og helt overordnet finder de konklusioner meget lig resultaterne i vores meta-studie.
Af Jonas Herby, den 16. december 2022. Skriv et svar
Inspireret af professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, forsøgte jeg at give ChatGPT et par multiple choice-spørgsmål i økonomi. Jeg valgte et spørgsmål i kategorien “Elasticity of Demand and Supply” og svaret er ret iomponerende. Ikke blot svarer den rigtigt. Den kommer også med en ganske fin forklaring på svaret.
ChatGPT består et klassisk spørgsmål
Her er mit spørgsmål:
A student club wants to raise just enough income to cover its costs. Its income comes partly from membership fees and partly from selling tickets for its nightly discos. Attendance at the discos currently leads to overcrowding of the club’s room. The demand for membership is price inelastic and the demand for discos is price elastic. To reduce the crowding without changing its total income, what should the club do?
a) Raise both the disco ticket price and the membership fee. b) Lower both the disco ticket price and the membership fee. c) Raise the disco ticket price but lower the membership fee. d) Lower the disco ticket price but raise the membership fee.
Og her er ChatGPT’s svar:
c) Raise the disco ticket price but lower the membership fee.
The demand for membership is price inelastic, which means that the quantity demanded of membership does not change much in response to a change in price. Therefore, raising the membership fee will not significantly decrease the demand for membership. On the other hand, the demand for discos is price elastic, which means that the quantity demanded of discos will change significantly in response to a change in price. Therefore, raising the price of disco tickets will decrease the demand for discos and reduce the overcrowding of the club’s room. By raising the price of disco tickets and lowering the membership fee, the club can increase its income from the disco tickets to compensate for the decrease in income from the membership fees, while also reducing the overcrowding in the club’s room.
I mine øjne er ChatGPT’s svar ikke blot rigtigt men også fuldt dækkende. Så svaret ville give fuld point. Og hvis kvaliteten er bare nogenlunde lige så god på andre områder, vil ChatGPT uden problemer bestå denne eksamen, som meget ligner, hvad jeg blev udsat for på økonomistudiet.
Men ChatGPT består ikke St. Bededag-spørgsmålet
For sjov spurgte jeg også ind til effekten af at aflyse St. Bededag.
How will labor supply be affected if the government permanently cancels a national holiday?
Her er ChatGPTs svar:
The impact of cancelling a national holiday on the labor supply will depend on the specific circumstances, including the holiday in question, the expectations and practices around it, and the reactions of employees.
If the holiday is one that is widely observed and employees are typically given the day off with pay, cancelling the holiday could increase the labor supply by making it more attractive for employees to work on that day. This could happen if the holiday is cancelled and replaced with a regular work day, or if the holiday is cancelled but employees are still given the day off but without pay. In either case, employees who would have been off work on the holiday would now be available to work, which could increase the overall labor supply.
On the other hand, cancelling a national holiday could potentially decrease the labor supply if it leads to employee discontent or a perception that the employer or the government is not supportive of work-life balance. If employees feel that their time off or their ability to celebrate certain holidays is being unfairly taken away, they may be less motivated to work or may even look for other employment opportunities. In this case, cancelling the holiday could lead to a decrease in the overall labor supply.
Overall, the impact of cancelling a national holiday on the labor supply will depend on the specific circumstances and the reactions of employees.
I overskriften skriver jeg, at ChatGPT ikke består spørgsmålet. Det er selvfølgelig en vurderingssag. Den har fat i nogle rigtige ting, men misser i mine øjne nogle helt centrale pointer (fx at folk selv bestemmer, hvor meget de vil holde fri) og fokuserer på noget helt forkert i hvert fald ift. økonomi (“leads to employee discontent or a perception that the employer or the government is not supportive of work-life balance“). Måske kan den bestå i nogle tilfælde, men noget godt svar er det ikke i mine øjne.
Jeg prøvede også at hjælpe ChatGPT ved at bede den om at besvare at fokusere på økonomisk teori. Men det gav heller ikke noget rigtig godt svar, jf. nedenstående.
In economic theory, the labor supply curve represents the relationship between the wage rate and the quantity of labor that workers are willing and able to supply. Factors that can affect the labor supply curve include changes in the wage rate, changes in the availability of non-labor income, changes in the cost of working, and changes in the overall level of economic activity.
If the government permanently cancels a national holiday, it could potentially affect the labor supply curve in a number of ways. For example:
* If cancelling the holiday leads to an increase in the wage rate or in the availability of non-labor income, it could shift the labor supply curve to the right, indicating an increase in the quantity of labor that workers are willing and able to supply. * If ancelling the holiday leads to a decrease in the wage rate or in the availability of non-labor income, it could shift the labor supply curve to the left, indicating a decrease in the quantity of labor that workers are willing and able to supply. * If cancelling the holiday leads to an increase in the cost of working (e.g. if it leads to increased transportation costs or other expenses), it could shift the labor supply curve to the left, indicating a decrease in the quantity of labor that workers are willing and able to supply. * If cancelling the holiday leads to an increase in the overall level of economic activity (e.g. if it leads to increased demand for goods and services), it could shift the labor supply curve to the right, indicating an increase in the quantity of labor that workers are willing and able to supply.
Overall, the impact of cancelling a national holiday on the labor supply curve will depend on the specific circumstances and the net effect of the various factors that can affect the labor supply curve.
Det rigtige svar rent økonomisk er, at effekten på arbejdsudbuddet må forventes at være relativt beskedent på lang sigt, med mindre ferieloven eller andre regler tvinger folk til at arbejde mere, end de ønsker. Og det tvivler jeg helt ærligt på.
Det kan du høre om i gårsdagens afsnit af “Økonomiske principper”.
Af Jonas Herby, den 16. december 2022. Skriv et svar
De samfund, vi har i dag, afhænger af og til (måske endda oftest) af ting, der er sket for længe siden.
Kortet nedenfor er fra en Twitter-tråd om emnet og viser Alabama på forskellige tidspunkter i historien. Kortet øverst til venstre viser basalt set kystlinien i Alabama i kridttiden – altså for 145 til 66 millioner år siden. Kortet nederst til højre viser resultaterne af valget i 2020. Der er en meget en meget tydelig korrelation mellem de to kort.
De fire øvrige kort forklarer basalt set, hvorfor vi ser denne korrelation. Kystlinjen i under kridttiden har betydning for hvor næringsrig jorden er i dag. Og det havde betydning for, hvor de store slavefarme lå i 1800-tallet, hvilket igen har betydning for, hvor der er størst koncentration af slaveefterkommere i dag, som i højere grad stemmer demokratisk. Voilá! Så blev vi så meget klogere.
Hvis du er interesseret i dette emne, så kan jeg anbefale episode 67 i Regelstaten, hvor jeg taler med Jeanet Sinding Bentzen om, hvordan historiske naturkatastrofer har påvirket vores samfund i dag.
I november 2020 og juni 2021 gennemførte SSI to såkaldte case-kontrolundersøgelser for at undersøge, om man kan måle en forøget risiko for smitte med SARS-CoV-2 ved at deltage i en forskellige aktiviteter i samfundet som fx restaurantbesøg.
I bund og grund går undersøgelserne ud på at spørge indtil de to gruppers aktiviteter. En gruppe, som er testet positiv for COVID-19, og en gruppe der ikke er testet positiv. Hvis dem, der er blevet smittet, har været mere på restaurant, er det et tegn på, at smitten spredes på restauranterne.
Forleden tweetede SSI så om undersøgelserne, fordi de nu er blevet peer-reviewed. Og det er jo en glimrende anledning til at se på resultaterne.
Tesen bag undersøgelsen er, at dem, der er blevet smittet, har haft en mere risikabel adfærd og fx har været mere på restaurant eller mere i fitnesscenter. Men det er ikke det, SSI’s finder. Generelt er der ikke noget i SSI’s undersøgelser, der tyder på, at dem, der har deltaget i aktiviteter, har større risiko for at blive smittet. Snarere tvært imod.
Som nedenstående tabel viser, havde dem, der fx havde været på restaurant eller café, lavere risiko for smitte både i november 2020 og i juni 2021. Kun én gang finder SSI en statistisk signifikant højere risiko for at være blevet smittet, og det er i forbindelse med at have været i fitnesscenter i November 2020. Til sammenligning finder de seks gange, at risikoen faktisk var signifikant mindre ved at deltage i aktiviteter. De fleste gange finder de dog ingen signifikant forskel.
Der var både i november 2020 og juni 2021 visse restriktioner. Alligevel er det slående, at man lukkede aktiviteter ned, som tilsyneladende ikke medførte nogen større risiko for borgerne.
Der er selvfølgelig en vis pointe i, at der trods alt var en del aktiviteter, hvor det middelrette estimat viste højere smitterisiko i november 2020 (markeret med rød skrift i tabellen ovenfor). Glemmer man alt om statistisk signifikans, er der således seks aktiviteter, der viser større risiko, mens kun tre aktiviteter viser mindre risiko. Her skal man bare huske på, at en vigtig årsag til, at de ender med at blive insignifikante er en kombination af, at den forøgede risiko er relativt lille samt at relativt få har den aktivitet. Og derfor vil en evt. effekt af at lukke aktiviteterne også være relativt lille.
Hvordan blev folk så smittet? Begge undersøgelser viser, at folk blev smittet i hjemmet, på arbejde eller sammen med venner og bekendte. Altså i de relationer, der ikke på noget tidspunkt blev lukket ned. Præcis som bl.a. data fra Robert Koch Institut også viser (se p. 69 her).
Jeg har ofte peget på frivillig adfærd som en væsentlig forklaring på, hvorfor nedlukningerne ikke virker. Men en anden vigtig forklaring er altså, at regeringen ganske enkelt ikke lukkede de kontakter ned, hvor smitten skete.
Det er vildt. Meget vildt. Og jeg formoder, at der kommer en del mere om dette den næste tid. Indtil videre kan jeg anbefale denne gode artikel hos AIER om emnet, som bl.a. viser, at meget af dette skete efter politisk pres:
Yesterday (Dec 8 2022), using the information provided by Twitter under direction from new Chief Executive Elon Musk, journalist Bari Weiss, released a Twitter thread confirming these suspicions. Twitter secretly suppressed accounts, operated a “search blacklist,” and blocked certain content from trending, Weiss’ thread confirms. In response, Musk tweeted that Twitter plans to release software that will provide users with more clarity regarding shadowbanning.
Victims of Twitter’s practices include Dr. Jay Bhattacharya, Stanford professor of medicine and co-author of the Great Barrington Declaration (GBD). Weiss’s thread and The Twitter Files confirm what we’ve long suspected. Seeking to prop up Anthony Fauci and the lockdown policies he promoted in response to the COVID-19 pandemic, Twitter (and other Big Tech companies) intentionally blacklisted, censored, suppressed, and targeted the GBD and its signers.
Jeg synes i øvrigt, at AEIR afslytter med en særdeles god pointe:
Private companies are free to censor user speech on their platforms, but when top government officials pressure them to take these actions, that crosses a different line.
Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2022. 2 svar
Da Covid-epidemien begyndte at sprede sig i den vestlige verden i det tidlige forår 2020, advarede både den danske sundhedsstyrelse og mange andre sundhedsmyndigheder verden over imod, at folk begyndte at købe mundbind og andre typer masker. Sundhedsmyndighederne baserede tidligt i 2020 dermed deres anbefalinger på solid, videnskabelig evidens. Et Cochrane Review af brugen af mundbind blandt kirurger fandt ingen signifikant evidens for at de reducerer smitte. Et andet tidligere studie af influenzasmitte, publiceret i BMJ, fandt på samme måde at de tilgængelige eksperimentelle studier ikke dokumenterede nogen effekt af mundbind.
I et oversigtspapir fra Cato Instituttet i november 2021, der omfattede de nyeste studier, konkluderede Ian Liu, Vinay Prasad og Jonathan Darrow ligeledes, at mens nogle observationelle studier af lav kvalitet støtter mundbindsbrug, viser de randomiserede højkvalitetsstudier af influenza og lignende vira, at mundbind ikke virker. Selvom de dermed blot bekræftede, hvad tidligere forskning havde vist, var baggrunden for oversigtsstudiet, at sundhedsmyndigheder og regeringer verden over – med undtagelse af Sverige og enkelte udviklingslande og et par amerikanske stater – pludseligt begyndte at kræve, at folk gik med mundbind. I Tyskland gik man endda så langt, at man krævede at folk bar de såkaldte N95-masker indenfor. Dette krav gælder stadig i for eksempel tyske lufthavne. Spørgsmålet er derfor, om tyskerne havde ret i, at man ‘bare’ skulle være omhyggelig med sin maske og bruge de tungere masker?
Et ny studie i Annals of Internal Medicine, der næsten lige er udkommet, undersøger netop baggrunden for den tyske politik. I et randomiseret eksperiment med 1009 læger og sygeplejersker i Canada, Israel, Pakistan og Ægypten undersøger Mark Loeb og hans kolleger, om konsistent brug af omhyggeligt tilpassede N95-masker gør en forskel i forhold til de ‘almindelige’ blå mundbind, som danskerne blev påtvunget. Der er dermed ikke blot en undersøgelse af generel brug af mundbind versus de tungere N95-masker, men mundbind versus specifikt tilpassede og meget tætte masker. Alligevel finder forskerne en hazard rate på blot 1.14 med et 95 % konfidensinterval (den ‘statistiske usikkerhed’) mellem 0.77 og 1.69. Der er med andre ord ingen som helst indikation på, at N95-maskerne giver mere beskyttelse end almindelige mundbind.
Det danske Danmask-studie viste ligeledes – på trods af hvad mindst en af forfatterne påstod – at mundbindene ikke virkede. Med næsten 5000 deltagere fandt det danske hold, at dem der bar mundbind havde haft en 1,8 procent sandsynlighed for at blive smittet, mens dem der ikke bruge mundbind havde 2,1 procent sandsynlighed. Forskellen var signifikant ved 38-procentniveauet, og dermed meget, meget langt fra det konventionelle krav om fem procent sikkerhed.
Læserne kan således, sammen med mig, lege ‘connect the dots’: Det er ret tydeligt, at de almindelige mundbind slet ikke virker – det er ikke engang tydeligt, om de virker på hospitaler i forbindelse med kirurgi – og de mere ubehagelige N95-masker er ikke bedre end de almindelige. Konklusionen må være, at kravene om at folk skulle bære mundbind – der har kendte, negative konsekvenser for folks helbred, hvis de bæres for længe af gangen – var en alvorlig regeringsfejl. Læger og andre sundhedsfaglige myndighedspersoner, der støttede og var med til at implementere mundbindskravene, forbrød sig dermed mod lægeløftets krav om Primum non nocere – at man allerførst må undgå at gøre skade. De fortjener at blive mindet om den og mange andre graverende fejl, der gjorde 2020 og 2021 til de værste år af mit og millioner af andre menneskers liv.
Det er titlen på et nyt studie publiceret i International Journal of Educational Research af Hallin et al. (2022). Her er highligts:
Highlights
• No COVID-19 related learning loss in reading in Swedish primary school students.•
• The proportion of students with weak reading skills did not increase during the pandemic.
• Students from disadvantaged socio-economic backgrounds were not especially affected.
Det står – desværre – i skærende kontrast til erfaringerne fra Danmark. Her er fx, hvad to forskere fra VIVE skriver
Undersøgelser viser, at hjemmeundervisningen har været særligt svær for de elever, som i forvejen havde faglige vanskeligheder, og de kan være kommet endnu længere bagud i forhold til deres klassekammerater.
Trist for de danske børn. Så store omkostninger skade for såsmå gevinster…
Jeg bliver ofte fascineret af tvilllingestudier, og hvordan forskere anvender dem til at estimere, hvor stor betydning gener har for vores valg.
Se fx denne beskrivelse (selve artiklen handler om, hvad tvillingestudier kan sige om motion):
A few years ago, Swedish researchers published a study of dog ownership in 35,000 twin pairs. By comparing identical and fraternal twins, they were able to estimate how much of the decision to have a dog is environmental—you grew up in a house with a dog, say—compared to genetic. Overall, genes seemed to explain about half the variance in dog ownership, with increasing importance as you get older. If you have a dog when you’re 50, that has almost nothing to do with whether you had one as a kid.
Jeg møder af og til mennesker, der mener, at kønsroller er et rent socialt fænomen – altså 100% miljø og 0% arv. Jeg tager sjældent diskussionen op, for det er ikke et område, jeg er super meget inde i. Men det forekommer mig mærkværdigt, at noget så afgørende for menneskers forplantning og overlevelse skulle være 100% miljø, når noget så relativt inferiørt som hundeejerskab er op imod 100% arv.
I sin bog, Selfish Reasons to Have More Kids, refererer Bryan Caplan til et væld af tvillingestudier (og koreastudier, hvor man følger adoptivbørn fra Korea). Overordnet set er Caplans konklusion, at miljøet – altså forældrenes opdragelse osv. – betyder meget lidt for børnenes fremtid. Det er forældrenes gener, der er afgørende. Og derfor er hans råd, at man investerer færre ressourcer i hvert barn (og i stedet får flere børn).
I dag er det præcis to år siden. Den 7. december 2020 lukkede regeringen endnu engang skolerne. Denne gang i månedsvis selvom man på baggrund af forskningen vidste (eller burde have vidst), at skolelukninger IKKE var en effektiv metode til at bekæmpe pandemien. Christian Kanstrup Holm redegjorde allerede i december 2020 glimrende for forskningen på TV, jf. nedenstående klip.
Alligevel valgte man som bekendt at lukke skolerne. De ældste klasser var først tilbage i skole igen i starten af maj, på trods af at man relativt tidligt havde reviews fra UNICEF og ECDC, der konkluderede, at skolelukninger ikke var effektive til at dæmpe smitten.
UNICEF’s review (som jeg tidligere har omtalt her) udkom 10. december 2020. ECDC’s review udkom 23. december 2020 og konkluderede bl.a. at:
There is a general consensus that the decision to close schools to control the COVID-19 pandemic should be used as a last resort. The negative physical, mental health and educational impact of proactive school closures on children, as well as the economic impact on society more broadly, would likely outweigh the benefits.
Senere lukkede man i løbet af foråret 2021 igen og igen skoler i håb om at bekæmpe lokale udbrud, selvom 1) UNICEF og ECDC advarede imod dette, og 2) data tydeligt viste, at skolelukningerne ikke var effektive, og at man i bund og grund ikke anede, hvad man lavede.
Her er fx skolelukningen i Kolding i marts 2021. Man lukkede skolen EFTER smitten var faldet. Figuren er fra et af mine tidligere indlæg, hvor der er flere eksempler – og endnu flere i denne Twitter-tråd.
Og så skal vi ikke glemme, at de første skolelukninger skete på trods af, at Søren Brostrøm advarede mod dem.
Og omkostningerne har været enorme. Trivslen blandt børnene er fx mærkbart forringet i perioden. Det skyldes selvfølgelig ikke kun lukningen af skolerne (der var jo også en pandemi, som helt sikkert har påvirket børnene), men skolelukningerne har næppe hjulpet.
Og skolelukningerne blev ved, på trods af den relativt solide evidens for, at det ikke var effektivt. 10. juni 2021 skrev UNICEF og WHO i set fælles brev, at:
COVID-19 does not pose a high risk to children, and that schools are not drivers of transmission within the surrounding community
The evidence shows increases in anxiety, depression, and self-harm among school-aged children since the start of the pandemic. Children who are not in the classroom also experience increased loneliness, difficulty concentrating, and high levels of learning anxiety. These problems will only grow worse the longer schools remain closed.
Alligevel trumfede den danske regering med at lukke skolerne i slutningen af december 2022. Heldigvis kun for en kort bemærkning, men børnene nåede lige at blive jaget en skræk i livet.
Når man gennemgår historikken og evidensen, kan man ikke andet end at fastslå, at skolelukningerne var en enorm politisk skandale. Tænk lige over det. Hvis du fik pistolen for panden og skulle vælge. Hvad ville du så vælge? 1) Lukke endnu et erhver i mink-kategorien, eller 2) sende knap 700.000 skolebørn hjem i månedsvis igen?
Af Christian Bjørnskov, den 6. december 2022. 9 svar
Siden slutningen af februar har der været krig i Europa: Rusland invaderede Ukraine med det meget klare formål at underlægge sig befolkningen, og gøre landet til en del af et voksende russisk imperium. Siden da har det meste af vesten stået sammen om at hjælpe det store, demokratiske naboland i øst med det, der i første omgang lignede en russisk overmagt. Men til tider knirker den vestlige koalition, og i særligt grad tyske, italienske og ungarske politikere har været utilbøjelige til at fordømme den russiske ledelse og hjælpe ukrainerne.
Spørgsmålet er, om det er kold magtpolitik eller om de pågældende politikere også har bredere fokelig opbakning. Det spørgsmål kan man få et indtryk af fra EuroBarometer-undersøgelserne, der i 2018 spurgte repræsentative udsnit af de europæiske befolkninger om deres syn på Rusland, USA, Kina og Japan. Her omfattede spørgeskemaet et spørgsmål om, hvordan man så på de pågældende fire lande, fra meget positivt, overvejende positivt, overvejende negativt, til meget negativt. At man spurgte om fire stormagter viser sig at være vigtigt, da der er en ganske høj korrelation mellem svarene på holdninger til Kina, Rusland og USA: Nogle folk er ganske enkelt mere skeptiske overfor stormagter per se end andre. Kortet nedenfor illustrerer derfor ikke folks holdning til Rusland i sig selv, men folks holdninger til Rusland i forhold til deres holdninger til USA. På den måde kan man skelne mellem stormagtsskepsis i sig selv, og skepsis overfor Rusland.
Kortet illustrerer klart, hvor store forskelle der er på tværs af Europa. I kun seks af de 28 lande er der mere positiv stemning overfor russere end amerikanere: Tyskland (+10), Slovenien (+30), Grækenland (+36), Cypern (+38), Slovakiet (+47), og Bulgarien (+50). Omvendt er folk i Polen (-128) og Litauen (-101) særdeles skeptiske, overfulgt af befolkningerne i Danmark (-70), Holland (-67) og Sverige (-66). Mens gennemsnittet er en score på -31, er der således stor variation på tværs af Europa.
Og ét sted er det et stort problem for tiden: Midt i Europa ligger et af de Rusland-venlige lande, der på samme tid er regionens største økonomi – Tyskland. Weekendavisen bragte forleden en længere artikel om fænomenet ‘Putinverstehern” – dvs. folk der ‘forstår’ Putin og Berlingske bragte et portræt af den tyske general Erich Vad, der har taget fejl hele vejen igennem krigen, men stadig bruges som ekspert i det store land.
Ledende politikere og meningsdannere, inklusive Angela Merkel, har simpelthen set et andet Rusland end virkelighedens – et mytisk Rusland, der var stærkt, produktivt og som man kunne lave varige aftaler med. Før de kommer ud af deres vrangforestilling, og før så mange tyskere holder op med at se på Rusland med mildere øjne end USA, er det svært at se hvordan en fælles EU-udenrigspolitik, eller blot en nogenlunde fælles approach til russisk aggresion, nogensinde kan blive tilnærmelsesvis effektiv
Vi kan se på de konkrete tal: Hvem klarede sig dårligst, hvem fik størst tilbagegang i levealder mellem 2019 og 2021? Alle 29 lande fik en tilbagegang i levealder med undtagelse af Sverige, Danmark og Finland, hvor levealderen stod helt stille, samt Norge, hvor den blev forlænget med to måneder.
En ofte fremført påstand i diskussioner om, hvorfor Sverige havde så høj dødelighed i 2020, er, at Sverige havde en lavere dødelighed end nabolandene i 2019 – Sverige havde mere såkaldt dry tinder, tørt krudt, der kunne blusse op, når en ny virus dukkede op. Forfatterne af undersøgelsen i Nature Human Behaviour har ikke meget tilovers for denne påstand og henviser til undersøgelsen »High excess deaths in Sweden during the first wave of covid-19: Policy deficiences or ’dry tinder’?« fra marts 2022, offentliggjort i Scandinavian Journal of Public Health.
Som jeg opfatter det, er ovenstående i øvrigt i modstrid med resultaterne fra Kepp et al. (2022), som finder, at forskellen i overdødelighed mellem landende ændres markant, hvis man udelader 2019.
Om læringstab i grundskolen
Nedenstående er nok ikke helt uventet. Jeg vil ikke afvise, at skolelukningerne i fremtiden vil stå tilbage som dén største skamplet på COVID-19-politikken.
Jeg ser igen og igen folk påstå, at nedlukningen i Sverige i den sidste del af pandemien var lige så stram som den danske. Det er i mine øjne forkert. Hør evt. mit podcast fra februar 2021, hvor jeg taler med en dansker i Sverige og en svensker i Danmark.
Ikke desto mindre ser den norske coronakommission anderledes på det.
»Undersøgelsen viser endnu en gang, at de skandinaviske lande ofte får overraskende ens resultater, også når de tilsyneladende træffer forskellige valg. Men det er samtidig muligt, at den svenske coronastrategi på længere sigt ikke var så meget anderledes end de initiativer, der blev gennemført i Norge og Danmark. Den svenske coronakommission har skrevet om dette emne og påpeget, at Sverige i løbet af et års tid indførte nogenlunde de samme restriktioner som i Norge og Danmark, men at der ikke blev talt så højt om det. Det bør man holde sig for øje, når man diskuterer resultaterne både inden for sygdom og andre forhold,« siger Pål Sletten [fra den norske coronakommission] til Weekendavisen om artiklen i Nature Human Behaviour.
Du kender sikkert skumfidustesten, hvor børn bliver lovet en ekstra skumfidus, hvis de venter med at spise den skumfidus, der ligger på bordet foran dem. Følger man op på børnene senere i deres liv, kan man se, at dem, der kunne lade skumfidusen ligge (altså havde tilstrækkelig selvkontrol til at udsætte deres behov) generelt klarer sig bedre på en lang række parametre så som indkomst og helbred.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om det med at udsætte behov, er noget, man kan lære, eller om det er noget, man er født med.
Sagt på en anden måde: Kan man lære at udsætte sine behov (og lade skumfidusen ligge)? Og hvis man kan lære det, vil denne læring så spille ind på outcomes i ens senere liv, så man opnår (nogle af) de indkomst- og helbredsfordele, som de tålmodige børn i skumfidustesten havde?
Svaret på dette spørgsmål er “ja” og “ja”. Det er i hvert fald hvad Schunk et al. (2022) finder (min fremhævning):
Selvom det sidste er sandt (Omicron var langt fra så dødelig som Delta-varianten, men det er stadig en sygdom, som særligt ældre kunne dø af, så flere smittede betød flere dødsfald), havde antallet af smittede og senere indlæggelser intet med restriktionerne at gøre.
Figuren nedenfor viser antallet af COVID-19 hospitalsindlæggelser efter men fjernede restriktionerne. Jeg har tilføjet et par vigtige datoer. For det første går der 9-12 dage fra infektion til hospitalsindlæggelse, så effekten af at ophæve restriktioner 1. februar ses tidligst omkring 10. februar. Det fremgår tydeligt af figuren, at det ikke førte til flere smittede at ophæve restriktionerne, som hr. Ghebreyesus fra WHO antydede.
For det andet, da jeg først postede denne figur på sociale medier, hævdede en del, at vendepunktet i hospitalsindlæggelser var forårsaget af, at den mindre farlige Omicron-variant tog over fra Delta-varianten. Men allerede 10. januar udgjorde Omikron 94% af alle positive tests i Danmark, så skiftet fra Delta til Omikron kan ikke have haft nævneværdig betydning for antallet af hospitalsindlæggelser i februar.
Hvorfor antallet af hospitalsindlæggelser faldt, efter at restriktionerne blev ophævet, ved jeg ikke. Det er ikke mit indtryk, at danskerne blev mere forsigtige. Så måske var det sæsonbestemt, eller også nåede vi endelig en form for flokimmunitet.
Det interessante i historien er imidlertid, at smitten faldt, efter at restriktionerne blev ophævet på trods af, at fx WHO og flere danske epidemiologer forventede det modsatte.
Dette var ikke unikt for februar 2022. Faktisk var dette mønsteret mere eller mindre gennem hele pandemien. Når restriktionerne blev lempet, kunne man være relativt sikker på, at smitten faldt eller som minimum blev på samem niveau. På trods af adskillige forudsigelser om det modsatte.
Og det er interessant. For af en eller anden grund fokuserede fortalerne for nedlukningerne på vendepunktet og hævdede1, at hver gang vi indførte nedlukninger, begyndte smitten at falde. De negligerede til gengæld, at hver gang restriktionerne blev fjernet, faldt smitten også.
//
1 Det er i øvrigt en sandhed med modifikationer. Da man i løbet af december lukkede Danmark ned, indførte man løbende nye resstriktioner med få dages mellemrum. Og så vil man selvfølgelig før eller siden ramme det tidspunkt, hvor smitten vender.
Fra tid til anden popper diskussionen om hvorvidt man skal legalisere køb og salg af cannabis op herhjemme. Det sker oftest i forbindelse med at en eller flere “i branchen” lider en voldsom død. Og debatten blussede da også op igen i forbindelse med det seneste drab på Christiania.
Ovenstående diskussion bør nok holdes adskilt fra en anden diskussion, nemlig den om afkriminalisering, som igen er blevet aktuel efter seneste folketingsvalg, hvor moderaterne, og ikke mindst Nanna Gotfredsen, blev valgt ind. Nanna Gotfredsen har i årtier argumenteret for at vi skal ændre vores narkotikapolitik, og er et kendt og respekteret navn internationalt blandt de som arbejder med reformering af den globale narkotikapolitik (læs forbudspolitik, eller som amerikanerne ynder at kalde det “The War on Drugs”).
Hvad Nanna Gotfredsen og moderaterne foreslår, er en afkriminalisering af i dag illegale rusmidler, inspireret af bl. a. de reformer man for snart mange år siden gennemførte i Portugal. I et interview i Berlingske Tidende (bag betalingsmur) peger Nanna Gotfredsen bl. a. på, at »Tanken bag forbudspolitikken er hensynet til folkesundheden, og at folk ikke skal ud i sådan noget snavs med stoffer. Men det kommer folk. Også i lande med fysisk lemlæstende straffe eller dødsstraf for besiddelse af stoffer. Der er stoffer everywhere. Og folk bruger dem,« og fastslår herefter, at »Det er besiddelse af mindre mængder stoffer til eget brug, der skal afkriminaliseres.«
legalisering eller afkriminalisering – det er bestemt ikke det samme
Med tanke på hvor meget debat alene det at afkriminalisere brugere og gadehandlere (det er ofte reelt det samme) også denne gang sikkert giver anledning til, er det nok også hvad der politisk er gangbart på nuværende tidspunkt (og nok også mange år frem). Og der er ikke tvivl om at afkriminalisering har gunstige konsekvenser, hvis vi ser på livsvilkårene for de som FN kategoriserer som “problembrugere”, men hvis vi ser på hvad det kan betyde for den følgekriminalitet der følger med et egentlig forbud og de unødige risici man løber ved brug af illegale rusmidler (nogle mere end andre), er effekten nok beskeden.
Derfor er det også uheldig at snart sagt enhver debat herhjemme om en anden narkotikapolitik ofte ender op i noget med “se på Holland” og en sammenblanding af afkriminalisering og legalisering. Ligesom det selvfølgelig bør være to adskilte diskussioner, hvorvidt man bør legalisere hash (hvilket man bør) og afkriminalisere i dag illegale rusmidler. En sammenblanding og tilsyneladende manglende viden, som i en artikel under overskriften “En dræbt tv-stjerne og et afhugget hoved i Amsterdam viser, hvorfor fri hash ikke løser Christianias problemer” , får indlandsredaktør, Kasper Krogh, til afslutningsvis at skrive, at “Den brutale udvikling i Holland viser, at det ikke er en mirakelkur mod den kriminelle verden. Og det skal med i ligningen, når vi tager debatten om legalisering eller afkriminalisering i Danmark.”
At inddrage Holland giver for det første ingen mening i forhold til at diskutere en egentlig legalisering af cannabis i Danmark, al den stund at cannabis ikke er legaliseret i Holland. Hvad man kan tale om er at det i en hvis udstrækning er tolereret på de berømte coffeeshops. Men Hollandsk politi efterforsker, beslaglægger og anholder fortsat de som indfører eller producerer cannabis indtil det når de “berømt/berygtede” coffeeshops. Ja, det lyder mærkeligt og det er det også.
Han blander også cannabis sammen med alle mulige andre illegale rusmidler og sidst men ikke mindst glemmer han at medtage at en væsentlig årsag til den brutale kriminalitet skyldes Rotterdam og Amsterdams status som betydelige havnebyer (Rotterdam er Europas travleste og Amsterdam 4. travleste havn i europa). Problemerne med brutale bander er de samme i Antverpen i Belgien, hvor der ikke findes coffeeshops.
Og mens afkriminalisering kan være en fordel for slutbrugerne (og de “små fisk” i distributionsnettet), så ændrer det reelt intet på udbudssiden, herunder den meget høje risikoaflønning/profit på salget af illegale rusmidler. Det ændrer heller ikke på problemerne med rusmidlernes mildt sagt svingende kvalitet – både hvad der egentlig blandet i og styrken af de solgte produkter. Begge forhold som har konsekvenser for brugernes/kundernes helbred. Fx. er den manglende vide om og svingende styrke af illegale stoffer formentlig langt den væsentligeste årsag til dødsfald på grund af overdosis.
Jeg har tidligere skrevet specifikt om afkriminalisering vs. legalisering. Se bl. a. her.
Forbuddet, ikke rusmidlerne er det egentlige problem
To ting synes også at forbavse rigtigt mange, nemlig hvor lille et problem illegale rusmidler er, hvis vi ser på hvor mange der har “et problematisk forbrug”, hvor dan man så lige definerer det og hvor stabilt forbruget er. Nedenstående figurer er hentet fra en rapport fra 2019 udsendt af FN’s kontor for Narkotika og Kriminalitet. Som det fremgår kigger forbruget nogenlunde konstant omkring 5 pct. af den voksne befolkning, ligesom kun en mindre del (omkring ca. 0,6 pct.) af de som har anvendt en eller flere illegale rusmidler indenfor det seneste år kan kategoriseres som “problembrugere
Af nedenstående tabel kan vi se fordelingen mellem de mest populære illegale rusmidler, er det også tydeligt at cannabis er langt det mest udbredt illegale rusmiddel. Samtidig fremgår det at det som reelt bærer markederne – ikke mindst når vi taler de mere potente rusmidler, som også oppebærer de højeste profitrater (tænk overskudsgrad) – “blot” er omkring 0,6 pct., svarende til ca 30-15 mio. personer.
Vi må altså konkludere at på grund af ca. 2 ud af hver 1.000 voksne her på kloden, opretholder et forbud eller hvad? For det kan jo ikke være for de ca. 5 pct. af klodens befolkning der fra tid til anden bruger et eller flere illegale rusmidler, men ingen problemer har med det, at man gør det.
Jeg har tidligere slået et slag for at man modeleret over det svenske systembolaget, lavede et “Narkobolaget”. hermed kunne man sikre sig at forbrugerne blev ordentlig informeret, ligesom det ville mindske salget til mindreårige (det illegale marked ville simpelthen blive meget mindre). Men kunne det så ikke medføre, at flere prøvede de forskellige stoffer? Jo formentlig, og hvad så? Det bliver der ikke nødvendigvis flere “problembrugere” af, tværtimod vil det formentlig primært betyde at andelen af problembrugere faldt. Det er i hvert fald læren af det faldende antal rygere (omend med omvendt fortegn) .
Desværre er der nok langt igen før de rationelle argumenter vinder og “The War on Drugs” aflyses. Men ligesom man i England i slutningen af 1700-tallet mente at det var et utopisk mål at kræve en egentlig ophævelse af slaveriet, og derfor i første omgang argumenterede og arbejdede for et forbud mod slavehandlen, hvorefter slaveriet blev ophævet få år tier senere, kan kampen for afkriminalisering måske ses som et skridt på vejen mod den eneste konsistente og rationelle løsning, nemlig en egentlig legalisering af diverse rusmidler.
Jeg argumenterer i dag for at den nye regering nedsætter en coronakommission til at evaluere den førte politik under coronapandemien. Ikke så meget for at drage nogen til ansvar, men for at vi ikke gentager fejlene til næste pandemi.
Baggrunden er et studie fra danske forskere, der viser, at overdødeligheden i Danmark og Sverige var stort set ens under pandemien (2020+2021).
Danske forskere har nu publiceret et studie, der kaster lys over, hvorfor de to parter kunne nå til så forskellige konklusioner. Forskerne viser, at overdødeligheden – forskellen mellem det reelle antal døde og det antal døde, man på baggrund af en beregning ville forvente – afhænger markant af, hvordan disse beregninger laves.
Baserer man for eksempel forventningen på de seneste fem års data, ville overdødeligheden have været 4.756 personer højere i Danmark i løbet af 2020 og 2021, hvis Danmark havde haft et pandemiforløb som det svenske. Bruger man i stedet ti års data, skrumper forskellen ind til 754 døde. Og ser man yderligere bort fra 2019 – et særligt år, hvor Sverige havde ekstraordinært få døde – ville overdødeligheden i Danmark have været 1.102 døde mindre, hvis vi havde haft et pandemiforløb som i Sverige.
Af Christian Bjørnskov, den 30. november 2022. 2 svar
Som nogle af vores velinformerede læsere sikkert ved, findes der en lang diskussion om forholdet mellem kapitalisme og liberal markedsøkonomi på den ene side, og demokrati på den anden. På den yderste venstrefløj hævdes det til tider, at en relativt ureguleret markedsøkonomi med udbredt økonomisk frihed underminerer demokratiet, men ellers står diskussionen typisk mellem dem, der argumenterer at der ikke er nogen sammenhæng, og dem der argumenterer for det der kaldes Hayek-Friedman Hypotesen.
Hypotesen, der har sine rødder i Friedrich Hayeks The Road to Serfdom fra 1944 og Milton Friedmans Capitalism and Freedom fra 1962, siger at en vis grad af økonomisk frihed er en forudsætning for at have et stabilt demokrati. Friedman pegede for eksempel på, at hvis staten enten ejer eller detailregulerer radiospektret eller andre industrier der er vigtige for medierne, kan man ikke have egentlig pressefrihed – et argument jeg fandt solid evidens for i en artikel i 2018 – og en væsentlig grad af ytrings- og pressefrihed er en forudsætning for demokrati. Hayeks klareste argument var, at når staten regulerer arbejdsmarkedet i ekstrem grad, ender folk med at stemme på magthaverne for at beholde deres job. Udviklingen de sidste 15 år i Venezuela har meget klart illustreret Hayeks pointe. Derudover kan man også argumentere for, at hvis det offentlige forbrug bliver meget stort, bliver det for let for magthaverne at bestikke vælgerne, og når man decideret kan købe stemmer er der ikke længere tale om et reelt demokrati.
Problemet med Hayek-Friedman Hypotesen er, at den er svær at teste. Det kan for eksempel være endda meget svært at etablere en klar årsagssammenhæng, fordi økonomisk frihed kunne påvirke graden af demokrati, men demokrati kunne i princippet også føre til større økonomisk frihed. For det andet kan det være svært at etablere, hvilket element af borgernes økonomiske frihed er mest relevant.
I dag gør vi alligevel et forsøg på en simpel test ved at sammenholde demokratidata fra Bjørnskov-Rode databasen med data fra Varieties of Democracy-projektet på graden af statsligt ejerskab i økonomien. Dataene fra min og Martin Rodes projekt viser om lande er enkeltparti-autokratier, autokratier med valg med flere partier, men hvor valgene enten manipuleres eller ignoreres, og faktisk demokratier. I figuren nedenfor deler vi alle lande siden 1990 (observeret hvert år) op i fem grupper alt efter hvor stort det statslige ejerskab er. Vi plotter derefter, hvor stor en andel af hver af de fem grupper, der er enten enkeltpartistater (de røde dele), flerpartiautokratier (sorte), eller demokratier (hvide).
Billedet i figuren bekræfter meget tydeligt logikken i Hayek-Friedman Hypotesen: Mens der naturligvis er en stor overvægt af enkeltpartistater i lande med omfattende statsligt ejerskab, da de fleste af dem var kommunistiske, er demokrati kun den største andel i de to grupper med mindst statsligt ejerskab. Mellemgruppen er derimod netop karakteriseret ved at have flerpartivalg med en opposition, men ikke reelt demokrati. Mønsteret er med andre ord præcist det, hypotesen siger.
De eneste demokratier blandt de to grupper med størst statsligt ejerskab er næppe overraskelser, og støtter hypotesen: Ukraine 1990-92, Letland og Mongoliet i 1990, Estland og Nepal i 1991, er alle eksempler på lande i transition fra kommunisme til demokrati, mens Venezuela i 2013-15 var på vej mod diktatur i lyntempo. De er således lande i transition mod demokrati eller væk fra demokrati.
De relativt få eksempler på lande med meget lidt statsligt ejerskab, der ikke er demokratier, tæller først og fremmest en række ’failed states’: Den Centralafrikanske Republik de sidste ti år Chad, Haiti og Somalia. Hong Kong er også blandt dem, ligesom Peru under Fujimoro og Côte d’Ivoire de sidste 20 år, og alle er eksempler på lande med relativt klart ideologisk politik.
Mønsteret i dataene fra Varieties of Democracy bekræfter således, at mens en grad af økonomisk frihed er en forudsætning for demokrati, er det ikke en garanti. Stabilt demokrati eksisterer ikke uden stort privat ejerskab i økonomien, men stort privat ejerskab kan godt eksistere under diktatur. Hayek og Friedman ser stadig ud til at have ret.
