19. december 2021 – efter at regeringen havde meddelt, at skolerne endnu engang skulle lukkes – skrev Christian Bjørnskov en fremragende kronik i Jyllands-Posten under ovenstående titel og med underrubruikken “Man må spørge sig selv, om det er moralsk rigtigt at ofre børns velbefindende i et forsøg på at redde nogle mennesker, der typisk er over deres forventede levealder.”

Forleden henviste jeg igen til kronikken, og jeg synes egentlig, at den fortjener at komme frem i lyset. Så her er de væsentligste (primært empiriske) pointer fra kronikken.

God fornøjelse!

Mange politikere, inklusive statsministeren, har betonet, at nedlukningerne naturligvis ikke burde gå ud over børnenes skolegang eller andet. Danske politikeres afslørede præferencer viser dog noget andet: at børn reelt er ligegyldige for den førte politik. Deres velbefindende og fremtid indgår ikke i de faktiske politiske overvejelser.

Evidensen for de skader, politikere verden over har pådraget børn og unge, er ellers ganske overvældende. Svenske og hollandske erfaringer har meget tydeligt vist, hvordan nedlukninger og virtuel undervisning ikke blot skader børn og unges indlæring, men også skaber alvorlig ulighed i indlæringen, man ikke ville se under normale omstændigheder.

I et studie fra Holland, der omfattede 350.000 børn, fandt forskerne således, at børnene i gennemsnit næsten intet havde lært i de uger, de havde modtaget virtuel undervisning. Effekten var endda særligt udtalt i dårligere uddannede hjem, hvor de negative effekter for børn med lavt uddannede forældre var 60 procent større end dem fra veluddannede hjem. Som i mange andre tilfælde har nedlukningerne således ikke blot skadet de fleste, men effekten vender den tunge ende nedad.

De hollandske erfaringer svarer meget godt til et tidligere britisk studie, der fandt, at nedlukningerne i Storbritannien i foråret 2020 havde sat seks- og syv-årige elever cirka to måneder bagud i matematik og læsefærdighed. Uanset at de fleste lærere har gjort en stor indsats for at flytte undervisning online og forsøgt at gøre det så godt som muligt, erkender mange, at de har leveret langt ringere undervisning end nogensinde før.

Både lærere og børn blev derfor hurtigt demotiverede i løbet af nedlukningen. Som det britiske Institute of Fiscal Studies har vist, var tilfældet, at jo længere tid børn var sendt hjem, jo mindre tid brugte de på skolen. Ved udgangen af skoleåret brugte den gennemsnitlige elev således kun halvdelen af den tid, hun ville have brugt under normale omstændigheder.

Erfaringerne er ikke meget anderledes i Danmark, hvor en spørgeskemaundersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut fandt, at halvdelen af alle elever mellem 5. og 8. klasse oplevede at få markant mindre ud af undervisningen end tidligere. Instituttet noterer også, at elever fra socialt udsatte hjem har haft særlige faglige og trivselsmæssige problemer med nedlukningen. Det bekræftes af information fra mange steder i verden, hvor børn og unges trivsel er voldsomt svækket. En enkelt amerikanske undersøgelse, der gentages hvert år, fandt, at en fjerdedel af amerikanerne mellem 15 og 24 havde haft selvmordstanker i løbet af 2020.

[…]

Som om elevers og studerendes tab af uddannelse ikke var nok, peger en ny litteraturgennemgang også på, at børns helbred har lidt i det meste af verden. Særligt bekymrende er ny forskning, der viser, at selv helt små børns udvikling har lidt voldsomt under nedlukningerne. Noget af den klareste evidens for problemerne kommer fra Rhode Island, hvor Brown Universitys Resonance-projekt i over ti år har fulgt børns tidligere udvikling. Børns udvikling måles med såkaldte Mullen-skalaer for tidlig læring, der måler deres finmotorik, sprog og visuelle modtagelse, og som regnes som en pendant til intelligensmål for små børn.

Forskningen fra Brown viser, at børns scorer på disse mål er faldet markant mellem 27 til 37 point i forhold til normalen på cirka 100 point før nedlukningerne. Studiet finder også, ligesom adskillige andre undersøgelser, at tabene i tidlig udvikling er væsentligt større blandt fattige og ringe uddannede familier.

Brown-forskerne tilskriver en væsentlig del af problemerne til mundbindstvangen. Forhold som børns tilknytning til voksne afhænger for eksempel af, i hvilken grad de kan aflæse de voksnes ansigter og forstå deres udtryk og følelse. En stor del af denne proces afhænger af, at de faktisk kan se andre menneskers ansigter og ansigtsudtryk, hvilket nærmest umuliggøres af mundbind i det offentlige rum. Set i lyset af, hvor vigtige de tre første år er for børns videre udvikling resten af livet, burde forskningen fra Brown derfor skræmme alle forældre, bedsteforældre, onkler og andre, der har interesse for børns udvikling.

[…]

Selv om både børns tidlige udvikling og unges uddannelse er forhold, der ofte følger en resten af livet, har disse omkostninger ikke en eneste gang været drøftet i Folketinget eller andre steder i det politiske Danmark. De politiske beslutningstageres afslørede præferencer fortæller os derfor med deres larmende tavshed, at børn og unge er ligegyldige for dem.

Mens politikerne lukker øjne og ører, er vi således godt i gang med at skabe en generation, der hele resten af dens liv vil være bagud. Selv om nogle af restriktionerne virkede – hvilket halvandet års empirisk forskning modsiger – må man spørge sig selv, om det nogensinde kan være moralsk rigtigt at ofre børns velbefindende og fremtid i et forsøg på at redde nogle mennesker, der helt typisk allerede er over deres forventede levealder.

[…]

Skal man indføre ny regulering, hvis en samfundsøkonomik cost-benefit-analyse viser, at reguleringen giver et lille, men dog positivt, afkast?

Umiddelbart fristes man – ud fra et rent samfundsøkonomisk synspunkt – til at sige ja. Men Sutter and Poitras (2002) peger på, at selv med samfundsøkonomiske briller, er det ikke nødvendigvis en god idé. [1] Det skyldes, at meget regulering bliver forældet over tid, men alligevel ikke bliver afskaffet på grund af politiske transaktionsomkostninger.

Political equilibrium assumes that politicians balance pressure generated for and against various measures, but transactions costs inevitably limit this process. Politicians cannot consider every policy every year, and some issues must fall below the threshold necessary to attract attention from any affected interest group. Some government programs persist due to inertia.

De peger på, at forskningen tyder på, at hvis periodisk syn nogensinde har haft en effekt på trafiksikkerheden, så var det i gamle dage, hvor biler var relativt usikre. Alligevel er periodisk syn forsat et krav mange steder, fordi det ikke er “top of mind” hos politikerne at få kravet fjernet.

Crain and Kimenyi (1991) argue in addition that changes in automobile engineering over time have reduced the safety effects reported in initial studies. Inspection persists because safety advocates misperceive the policies’ effects or have not updated their beliefs to take account of recent scholarship. A lack of systematic relationship between the interests examined here and the cross-state incidence of inspection would be consistent with a political transactions cost explanation of persistence.

Man kan tilføje, at periodisk syn langt fra er den eneste form for regulering, der har mistet enhver form for begrundelse og alligevel hænger ved med enorme omkostninger til følge. For et skræmmende eksempel henviser jeg til mit tidligere indlæg om The Jones Act.

Og dermed har vi endnu et godt argument for at indføre et regelloft. Et regelloft vil nemlig gøre det mere opportunt for politikerne at få afskaffet gamle regler, som ikke længere kan begrundes (men stadig kan føre til betydelige omkostninger).

//

[1] Her antager jeg naturligvis – helt realistisk – at de fremtidige omkostninger ikke er regnet med i cost-benefit-analysen.

Minkskandalen har hidtil alene handlet om regeringen, altså den udøvende magt. I sin essens bestod skandalen i, at regeringen påbegyndte en afvikling af erhvervet uden at have lovhjemmel, dvs. uden at have den lovgivende magt ombord. Regeringen kan ikke lovgive uden Folketinget eller handle uden hjemmel.

Men nu er skandalen så sprunget fra regering til Folketinget, fordi det også kun er Folketinget, som kan sanktionere regeringen – f.eks. ved at afskedige de ansvarlige ministre eller sætte dem for en rigsret.  I det danske parlamentariske system er tinget tildelt opgaven med at kontrollere regeringsmagten. Det er på papiret en meget stærk position, men det kræver, at det vil og kan benytte sig af den. Det skrev jeg om her (da debatten kørte om, hvorvidt regeringen tryner de folkevalgte).

Medlemmerne af ledelserne i amerikanske virksomheder bliver mere og mere partipolitisk ens. Det er resultatet i Fos et al. (2022), som skriver (mine fremhævninger):

Executive teams in U.S. firms are becoming increasingly partisan. We establish this new fact using political affiliations from voter registration records for top executives of S&P 1500 firms between 2008 and 2020. The new fact is explained by both an increasing share of Republican executives and increased assortative matching by executives on political affiliation. Departures of politically misaligned executives are value-destroying for shareholders, implying the increasing political polarization of corporate America may not be in the financial interest of shareholders.

Mine første tanker er

1. Hvordan ser det ud blandt de øvrige ansatte? Fordeler de sig også i højere og højere grad med “politisk ligesindede”?
2. Hvordan ser det ud i Danmark? Ser vi en stigende tendens til, at ledelserne i en virksomhed bliver mere politisk ens?
3. Jeg er ikke sikker på, at dette er en sund udvikling. Bør politisk observans være vigtigt i forhold til at lede en virksomhed (ødelæggelsen af værdi tyder på det modsatte)?
4. Hvorfor? Hvad er den grundlæggende forklaring på, at amerikanere (og danskere?) i højere grad foretrækker at omgive sig med ligesindede?

Du kan like og/eller dele Ottos opslag på Facebook lige her.

I dag kommer Minkkommissionens længe ventede rapport om minkskandalen. I den forbindelse er det på sin plads at minde om, hvor helt ufatteligt let det er for myndighederne at vide, om det, de har tænkt sig at gøre, er ulovligt.

Myndighederne må nemlig – sat på spidsen – ikke spidse en blyant, medmindre der er en lov, der tillader det. Legalitetsprincippet betyder nemlig, at myndighedernes kun må gøre ting, de har lovhjemmel til. De må ikke bruge én krone (fx på en tempobonus), hvis ikke der er lovhjemmel til det. De må ikke tvinge sig adgang til folks ejendom (fx en minkfarm), hvis ikke der er lovhjemmel til det. Og de må da slet, slet ikke nedlægge et helt erhverv (fx minkerhvervet), hvis ikke de har lovhjemmel til det.

Helt anderledes svært er det for borgerne at vide, om noget er ulovligt. Det skyldes, at borgernes handlinger som udgangspunkt er lovlige, medmindre de er forbudt ved lov. Og det er ret afgørende, når man tænker på, at der er millioner og atter millioner af ord, der regulerer hvad borgere og virksomheder må og skal.

For som borger slår vi ikke op i loven for at se, om det, vi er i gang med, tilfældigvis skulle være forbudt. Vi foretager os 1.000-vis af handlinger hver dag, og skulle vi slå alt op, ville vi ikke kunne foretage os andet end at læse i lovteksterne (som ændres så hurtigt, at man næppe nogensinde ville blive færdig). Og derfor kan vi i mange tilfælde ikke vide, om det vi gør, er forbudt. Fx ved de færreste danskere – før de læser disse linjer – at det er forbudt at parkere ude foran sin egen indkørsel, at det er forbudt at løfte fødderne fra pedalerne, når man kører igennem en vandpyt, og at det er forbudt at pleje et pindsvin, medmindre du er statsautoriseret pindsvinepasser.

Det falder os ganske enkelt ikke ind at undersøge, om disse handlinger skulle være ulovlige. Hvorfor skulle vi det? Der er jo intet moralsk problematisk ved at køre uden fødderne på pedalerne eller pleje et pindsvin. Vi undersøger loven, hvis vi kan se, at der potentielt kan være et problem. Vi gør det fx, hvis vil bygge et skur eller lignende, fordi vi kan se, at det potentielt kan genere naboen, og der derfor kan være en lov, der regulerede det (det er der).

Danskerne har ingen jordisk chance for at kende de mange love, der gælder for os. Alligevel kan vi blive dømt for at bryde dem. Vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen udtalte således i forbindelse med at nogle borgere gav flygtningene et lift, at man ikke kan ”blive fritaget fra straf, fordi man ikke kender til loven. Det er ikke en undskyldende omstændighed”. Og det samme gælder selvfølgelig myndighederne, som altså har meget, meget lettere ved at finde ud af, om de overtræder loven.

“Vi kan se, at det virker” bliver brugt lidt for meget i flæng i dansk politik. For at politik “virker”, skal det skabe et bedre samfund. Det er ikke nok, at det ændrer på borgernes adfærd.

Det er min centrale pointe i mit indlæg i Børsen i tirsdags.

“Vi kan se, at det virker” lyder det ofte, når politikere og ngo’er skal begrunde, hvorfor danskernes valg skal styres gennem regulering og afgifter. Højere afgifter på cigaretter virker, fordi det får antallet af rygere til at falde.

Regulering af kviklån virker, fordi det begrænser antallet af kviklån. Eksemplerne er mange.

Men virker et politisk tiltag, blot fordi det påvirker befolkningens adfærd? Bør kravet til den gode politik ikke være, at reguleringen eller afgiften samlet set skaber et bedre samfund.

Svaret er, at når politikere og NGO’er som fx Kræftens Bekæmpelse siger “det virker”, så er det ikke rigtigigt ud fra ovenstående definition af “virker”.

Thomas fra Tu Ne Cede Malis gjorde mig opmærksom på Jens Olaf Pepke Pedersens indlæg på kontrast.

Jeg har længe undret mig over de “katastrofeord” der bruges om klimaforandringerne. Et emne også Jens Olaf Pepke Pedersen tager op:

Ordet ”klimakrise” kommer ikke fra videnskaben, for det optræder kun en enkelt gang i den seneste og næsten 4.000 sider lange rapport fra FN’s Klimapanel fra august sidste år. Og ordet bliver kun brugt i forbindelse med en gennemgang af mediernes omtale af klimaændringer, hvor klimapanelet konstaterer, at ”nogle medier” ikke længere bruger neutrale termer som ”klimaændringer” eller ”global opvarmning”, men i stedet benytter udtryk som ”klimakrise” og ”klimanødsituation”. Panelet konstaterer derfor lidt tørt, at de ”specifikke karakteristika ved mediedækningen spiller en stor rolle for klimaforståelsen og -opfattelsen, herunder hvordan IPCC-vurderinger modtages af offentligheden”. Det havde faktisk været mere korrekt, hvis klimapanelet havde skrevet, at mediedækningen spiller en stor rolle for klimamisforståelsen, for ”klimakrisen” er medieskabt og ikke menneskeskabt.

Jeg har selv tidligere problematiseret, at bl.a. Sebastian Mernild understøtter denne katastrofesnak i stedet for at berolige de unge. For hele sprogbruget signalerer, at vi står over for død og ødelæggelse, mens realiteten snarere er, at der er tale om et økonomisk problem af store – men dog overkommelige – dimensioner (Nordhaus estimerede omkostningerne til nogle procenter af BNP, hvilket er stort i forhold til effekten af de politikker, vi normalt bruger meget tid på at diskutere, men trods alt beskedent ift. den halvering af verdens BNP, som menneskehedens selvvalgte brug af grænser medfører).

I kan se/høre min samtale med Lars Gårn Hansen her: