It is the responsibility of the manufacturers and FDA to ensure that benefits outweigh harms. They have failed to do so.
Sådan slutter Martin Kulldorff (medstifter af The Great Barrington Declaration) et blogindlæg om et nyt studie af mRNA-vaccinerne.
Her er mere fra indlægget.
Læs resten
Meget læseværdigt. God fornøjelse.
Læs restenWere there to exist powerful political and ideological forces that stand to benefit if the general public believes that small orange rocks dropped into swimming pools cause no increases in the water levels of swimming pools, there would be no shortage of physicists who conduct and publish studies allegedly offering evidence that, indeed, the dropping of small orange rocks into swimming pools does not tend to raise the water levels of swimming pools (and, indeed, might even lower pools water levels!).
A whole new school of physics research – the ‘new’ small-rock-in-pools physics research – would produce empirical study after empirical study showing evidence that the water levels of swimming pools remain either unchanged, or even lowered, whenever small orange rocks are dropped into pools.
Conventional physicists would point out that, because small orange rocks have mass, as they sink to the bottom of pools these rocks must displace water and, hence, cause the water levels of pools to rise.
Du har nok bemærket, at mange onlinebutikker giver forbrugerne mulighed for at købe varer på afbetaling. Du får varen med det samme, men betaler varen i rater.
Disse “buy now, pay later”-lån vil regeringen nu tage et opgør med, ved at indføre ny regulering. Det skrive Finans.dk om i dag:
Dem [“buy now, pay later”-lånene] vil regeringen forsøge at tage et opgør med, fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S).
– Låneudviklingen er negativ for vores samfund. Derfor reagerer vi nu med et udspil, siger han.
Udspillet skal gøre det nemmere at regulere firmaerne bag lånene. Det skal blandt andet ske ved, at der kommer et krav om en kreditværdighedsvurdering af låntageren. Det er også et krav ved normale kviklån.
– Man skal foretage en vurdering af, hvorvidt en person skal tage det, jeg kalder et pizzalån, på vej frem fra byen efter et par drinks eller øl.
– Det skal hjælpe ved, at det giver en forsinkelse, der bremser spontanitet.
Men hvordan kreditvurderer man en person, der vil låne 70 kr?
Som en af mine meddebattører på Folkemødet udtrykte det, så er det en 1/0 vurdering. Enten er ALLE kreditværdige til et lån på 70 kr., fordi det er så få penge, at alle selvfølgelig har mulighed for at betale dem tilbage. Eller også er INGEN kreditværdige til et lån på 70 kr., fordi man ikke kan være kreditværdig, hvis man har behov for at låne 70 kr.
PS: Bemærk, at Simon Kollerup allerede har besluttet sig. Han har antaget, at låneudviklingen er negativ for vores samfund. Men hvis du virkelig gerne vil have en pizza i dag, men ikke vil have overtræk på din konto, så kan et lån faktisk godt være positivt for dig, der ikke har lige så velpolstret en bankkonto, som Simon Kollerup tilsyneladende har…
Du kan like og/eller dele Ottos opslag på Facebook lige her.
I dag kommer Minkkommissionens længe ventede rapport om minkskandalen. I den forbindelse er det på sin plads at minde om, hvor helt ufatteligt let det er for myndighederne at vide, om det, de har tænkt sig at gøre, er ulovligt.
Myndighederne må nemlig – sat på spidsen – ikke spidse en blyant, medmindre der er en lov, der tillader det. Legalitetsprincippet betyder nemlig, at myndighedernes kun må gøre ting, de har lovhjemmel til. De må ikke bruge én krone (fx på en tempobonus), hvis ikke der er lovhjemmel til det. De må ikke tvinge sig adgang til folks ejendom (fx en minkfarm), hvis ikke der er lovhjemmel til det. Og de må da slet, slet ikke nedlægge et helt erhverv (fx minkerhvervet), hvis ikke de har lovhjemmel til det.
Helt anderledes svært er det for borgerne at vide, om noget er ulovligt. Det skyldes, at borgernes handlinger som udgangspunkt er lovlige, medmindre de er forbudt ved lov. Og det er ret afgørende, når man tænker på, at der er millioner og atter millioner af ord, der regulerer hvad borgere og virksomheder må og skal.
For som borger slår vi ikke op i loven for at se, om det, vi er i gang med, tilfældigvis skulle være forbudt. Vi foretager os 1.000-vis af handlinger hver dag, og skulle vi slå alt op, ville vi ikke kunne foretage os andet end at læse i lovteksterne (som ændres så hurtigt, at man næppe nogensinde ville blive færdig). Og derfor kan vi i mange tilfælde ikke vide, om det vi gør, er forbudt. Fx ved de færreste danskere – før de læser disse linjer – at det er forbudt at parkere ude foran sin egen indkørsel, at det er forbudt at løfte fødderne fra pedalerne, når man kører igennem en vandpyt, og at det er forbudt at pleje et pindsvin, medmindre du er statsautoriseret pindsvinepasser.
Det falder os ganske enkelt ikke ind at undersøge, om disse handlinger skulle være ulovlige. Hvorfor skulle vi det? Der er jo intet moralsk problematisk ved at køre uden fødderne på pedalerne eller pleje et pindsvin. Vi undersøger loven, hvis vi kan se, at der potentielt kan være et problem. Vi gør det fx, hvis vil bygge et skur eller lignende, fordi vi kan se, at det potentielt kan genere naboen, og der derfor kan være en lov, der regulerede det (det er der).
Danskerne har ingen jordisk chance for at kende de mange love, der gælder for os. Alligevel kan vi blive dømt for at bryde dem. Vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen udtalte således i forbindelse med at nogle borgere gav flygtningene et lift, at man ikke kan ”blive fritaget fra straf, fordi man ikke kender til loven. Det er ikke en undskyldende omstændighed”. Og det samme gælder selvfølgelig myndighederne, som altså har meget, meget lettere ved at finde ud af, om de overtræder loven.
“Vi kan se, at det virker” bliver brugt lidt for meget i flæng i dansk politik. For at politik “virker”, skal det skabe et bedre samfund. Det er ikke nok, at det ændrer på borgernes adfærd.
Det er min centrale pointe i mit indlæg i Børsen i tirsdags.
“Vi kan se, at det virker” lyder det ofte, når politikere og ngo’er skal begrunde, hvorfor danskernes valg skal styres gennem regulering og afgifter. Højere afgifter på cigaretter virker, fordi det får antallet af rygere til at falde.
Regulering af kviklån virker, fordi det begrænser antallet af kviklån. Eksemplerne er mange.
Men virker et politisk tiltag, blot fordi det påvirker befolkningens adfærd? Bør kravet til den gode politik ikke være, at reguleringen eller afgiften samlet set skaber et bedre samfund.
Svaret er, at når politikere og NGO’er som fx Kræftens Bekæmpelse siger “det virker”, så er det ikke rigtigigt ud fra ovenstående definition af “virker”.
Læs resten
Nyt interessant studie fra Mulligan og Arnott (2022). Her er abstract (min fremhævning):
Læs restenFrom April 2020 through at least the end of 2021, Americans died from non-Covid causes at an average annual rate 97,000 in excess of previous trends. Hypertension and heart disease deaths combined were elevated 32,000. Diabetes or obesity, drug-induced causes, and alcohol-induced causes were each elevated 12,000 to 15,000 above previous (upward) trends. Drug deaths especially followed an alarming trend, only to significantly exceed it during the pandemic to reach 108,000 for calendar year 2021. Homicide and motor-vehicle fatalities combined were elevated almost 10,000. Various other causes combined to add 18,000. While Covid deaths overwhelmingly afflict senior citizens, absolute numbers of non-Covid excess deaths are similar for each of the 18-44, 45-64, and over-65 age groups, with essentially no aggregate excess deaths of children. Mortality from all causes during the pandemic was elevated 26 percent for workingage adults (18-64), as compared to 18 percent for the elderly. Other data on drug addictions, nonfatal shootings, weight gain, and cancer screenings point to a historic, yet largely unacknowledged, health emergency.
Thomas fra Tu Ne Cede Malis gjorde mig opmærksom på Jens Olaf Pepke Pedersens indlæg på kontrast.
Jeg har længe undret mig over de “katastrofeord” der bruges om klimaforandringerne. Et emne også Jens Olaf Pepke Pedersen tager op:
Ordet ”klimakrise” kommer ikke fra videnskaben, for det optræder kun en enkelt gang i den seneste og næsten 4.000 sider lange rapport fra FN’s Klimapanel fra august sidste år. Og ordet bliver kun brugt i forbindelse med en gennemgang af mediernes omtale af klimaændringer, hvor klimapanelet konstaterer, at ”nogle medier” ikke længere bruger neutrale termer som ”klimaændringer” eller ”global opvarmning”, men i stedet benytter udtryk som ”klimakrise” og ”klimanødsituation”. Panelet konstaterer derfor lidt tørt, at de ”specifikke karakteristika ved mediedækningen spiller en stor rolle for klimaforståelsen og -opfattelsen, herunder hvordan IPCC-vurderinger modtages af offentligheden”. Det havde faktisk været mere korrekt, hvis klimapanelet havde skrevet, at mediedækningen spiller en stor rolle for klimamisforståelsen, for ”klimakrisen” er medieskabt og ikke menneskeskabt.
Jeg har selv tidligere problematiseret, at bl.a. Sebastian Mernild understøtter denne katastrofesnak i stedet for at berolige de unge. For hele sprogbruget signalerer, at vi står over for død og ødelæggelse, mens realiteten snarere er, at der er tale om et økonomisk problem af store – men dog overkommelige – dimensioner (Nordhaus estimerede omkostningerne til nogle procenter af BNP, hvilket er stort i forhold til effekten af de politikker, vi normalt bruger meget tid på at diskutere, men trods alt beskedent ift. den halvering af verdens BNP, som menneskehedens selvvalgte brug af grænser medfører).
I kan se/høre min samtale med Lars Gårn Hansen her:
Det er meget sjældent, at regler bliver evalueret. Taxiloven fra 2017 er en undtagelse, der bekræfter reglen, for her aftalte man, at den nye lov skulle evalueres efter efter et, tre og seks år. Til gengæld har man – så vidt jeg ved – ikke aftalt at evaluere den nye godskørselslov fra 2018, på trods af at man dengang mente, at lovforslaget udelukkende ville medføre negative konsekvenser for samfundet (se det sammenfattende skema her).
Det kan undre og bekymre, at myndighederne ser det som vigtigere at indføre nye regler, som måske kan håndtere et problem, der måske eksisterer, mens de synes fuldstændig uinteresserede i at vurdere, om de regler, der allerede er indført, overhovedet gavner samfundet.
Problemet findes ikke kun i Danmark. Her er et uddrag af, hvad James Broughel fra Mercatus skrev forleden.
Læs restenFor få år siden, da Martin Rode (Uni Navarra) og jeg samlede dataene sammen til vores database om regimetyper og regimetransitioner (gratis tilgængelig her), spottede vi flere interessante sammenhænge. En af de mest interessante er, at når vi i perioden observerer et succesfuldt statskup, er der en 45 procent sandsynlighed for, at landet implementerer en ny forfatning i løbet af de næste tre år. Vi undrede os over, at vi ikke kunne finde tidligere forskning der så på fænomenet, eller stillede spørgsmål ved hvordan de forfatninger ser ud.
Martin og jeg har sammen med vores tidligere PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri (VSE Prag) lavet en særudgave af databasen, hvor vi kun har lande fra Latinamerika og Caribbien, men med data tilbage til 1920 og ekstra information. Dét datasæt har Stefan Voigt (Uni Hamburg) benyttet os af i et ny paper med den simple titel “Coups and Constitutional Change”. Jeg skal præsentere papiret for første gang i aften ved ugens Hamburg Lecture, og giver blot en lille forsmag her på stedet.
Allerførst illustrerer denførste figur nedenfor timingen i forfatningsimplementering i Latinamerika og Caribbien, set henover et århundrede. To særlige forhold er synlige her: 1) at forfatningsændringer typisk kommer før demokratisering (den grå kurve); og 2) at forfatningsændringer typisk kommer efter succesfulde kup (den sorte kurve). Kuppene sker mellem år -1 og år 0, og er ikke blot konsekvenser af politisk uro. Hvis de var, ville den sorte kurve følge den prikkede, sorte, der illustrerer sandsynligheden for at få en ny forfatning omkring fejlede kup. Den sandsynlighed er klart den samme for begge grupper før kuppet, men stiger markant hvis kuppet lykkes. Vi kan således meget tydeligt vise, at mange forfatninger er direkte resultater af det nye regime, som kommer til magten ved et kup.
En anden interessant detalje her er, i hvilket omfang statskup ‘beskytter’ demokratiet. Vi illustrerer her hvad der sker med sandsynligheden for, at et land er fuldt demokratisk omkring fejlede og succesfulde kup. Hvis landet i forvejen var demokratisk (de sorte linjer), forsvinder demokratiet naturligvis i det øjeblik, kuppet lykkes. Det sker kun sjældent efter fejlede kup (den stiplede sorte kurve), ligesom det er relativt sjældent, at fejlede kup (de grå kurver) fører til demokratisering. Men detaljen, som dskuteres heftigt i kupforskningen, er at efter tre år har 30 procent af kupregeringerne genindført eller indført demokrati! Der er således tydeligvis kup, der de facto beskytter eller demokratiserer.
Er kup derfor af det onde og noget, det internationale samfund bør stræbe efter at undgå? Svaret fra vores forskning er, at der ikke er et enkelt svar på spørgsmålet. Derudover ligger der detaljer og komplikationer begravet i, hvordan de nye forfatninger ser ud. Den diskussion er dog for en anden dag og en anden blogpost.
Der tales med jævne mellemrum om populisme som både politisk fænomen og som politisk problem. Populisme er også et stort tema i samfundsvidenskabelig forskning, for eksempel i Barry Eichengreens The Populist Temptation – en på flere måder udmærket bog som jeg anmeldte for Economic Affairs i 2019 – eller mindre glimrende bidrag som f.eks. hollænderen Cas Muddes noget ideologiske, men medieprofilerede, forskning. Og oveni bekymringerne er der også enkelte studier, der peger på at populistiske partier kan være af det gode, da de tillader flere grupper i samfundet at blive hørt og repræsenteret i debatten, og giver større politisk konkurrence.
Et spørgsmål, der sjovt nok ikke diskuteres ret meget i den offentlige debat, er hvor fænomenet er størst, og hvilken form det tager. Helt særligt diskuteres populisme ofte som et fænomen på den ydre (nationalkonservative) højrefløj i højere grad end venstrefløjen – Mudde afviser endda blankt, at socialdemokrater kan være populister! Der er dog meget lidt grund til at tro, at populistiske venstrefløjspartier generelt vil det samme som deres populistiske pendanter på højrefløjen.
Idag bruger vi derfor den svenske tænketank Timbros data over populistiske partier i Europa. Det særlige ved Timbros data er, at de går tilbage til 1980 og sorterer populistiske partier i enten venstrefløj eller højrefløj. Kortet nedenfor illustrerer, hvor mange vælgere disse partier fik i forskellige europæiske lande ved valg mellem 2010 og 2019.
Kortet skal læses sådan, at hvis venstre- eller højreorienterede populistiske partier fik færre end 10 procent af stemmerne, er landet hvidt. Jo mørkere blåt det bliver, jo flere stemmer gik til højrefløjspopulister; på samme måde gik flere stemmer til venstrefløjspopulister i mere røde lande. Et enkelt land – Grækenland – er grønt fordi højrefløjspopulister i perioden fik 12 procent af stemmerne, mens venstrefløjspopulister fik 34 procent.
Vores kort idag illustrerer dermed, at man ikke blot kan tale om populisme som det samme fænomen i Spanien som i Finland. Finske populister i f.eks. Sannfinländarna (Perussuomalaiset) er fundamentalt anderledes end f.eks. det spanske Podemos, men på mange måder sammenlignelige med deres kolleger i Dansk Folkeparti. I det omfang populistiske partier får faktisk indflydelse kan man således heller ikke regne med samme konsekvenser (se f.eks. evidens fra Latinamerika her).
Pointen i dagens post er således den enkelte, at hvis man skal tale om populisme, kan man sagtens tale om fælles disrespekt for etablerede institutioner, en fælles fortælling om en elite versus ‘folket’ (som populisterne påstår, de repræsenterer), og en mangel på respekt for faglighed. Men det giver meget lidt mening at tale om det hele som ét fænomen: Hvis man skal have noget analytisk ud af populismediskussioner, må man skille dem ad ideologisk. Ellers ser det ud som Mai Villadsen og Pernille Vermund er samme politiske person…
Det plejede at være de fattigste kvinder uden for arbejdsmarkedet, der fik flest børn. Men sådan er det ikke mere. Det er konklusionen i Doepke et al. (2022).
In this survey, we argue that the economic analysis of fertility has entered a new era. First-generation models of fertility choice were designed to account for two empirical regularities that, in the past, held both across countries and across families in a given country: a negative relationship between income and fertility, and another negative relationship between women’s labor force participation and fertility. The economics of fertility has entered a new era because these stylized facts no longer universally hold. In high-income countries, the income-fertility relationship has flattened and in some cases reversed, and the cross-country relationship between women’s labor force participation and fertility is now positive. We summarize these new facts and describe new models that are designed to address them. The common theme of these new theories is that they view factors that determine the compatibility of women’s career and family goals as key drivers of fertility. We highlight four factors that facilitate combining a career with a family: family policy, cooperative fathers, favorable social norms, and flexible labor markets. We also review other recent developments in the literature, and we point out promising new directions for future research on the economics of fertility.
Nogle bud på, hvilke politiske implikationer det vil/kan få i fremtiden?
Det er veletableret, at samhandel mindsker risikoen for krig mellem lande. Frihandel er derfor også sikkerhedspolitik – hvad nogle har en tendens til at overse i disse tider.
Et netop offentliggjort studie finder, at ikke-demokratiske lande, der samhandler med demokratier, også får en mere demokratisk indstillet befolkning og derigennem selv bliver mere demokratiske. Det er udført af Magistretti og Tabellini, som har set på sammenhængen mellem holdningen til demokrati og samhandlen med demokratier, mens man voksede op. Jo mere samhandel i de formative år, desto mere positiv er man i dag. Der findes derimod ikke en tilsvarende ”smitte” fra ikke-demokratiske regimer.
I abstraktet skriver de således:
We combine survey data with country-level measures of democracy from 1960 to 2015, and exploit the improvement in air, relative to sea, transportation to derive a time-varying instrument for trade. Relying on within-country variation across cohorts, we find that individuals who grew up when their country was more integrated with democracies are, at the time of the survey, more supportive of democracy. In line with the change in citizens’ preferences, economic integration with democratic partners has a large, positive effect on a country’s democracy score. Instead, economic integration with non-democratic partners has no impact on either individuals’ attitudes or countries’ institutions. We provide evidence consistent with the transmission of democratic capital from more to less democratic countries.
Hvis resultatet holder, kan det ikke alene forklare en mekanisme, som medvirker til at sænke risikoen for krig, desto mere demokratiske lande er. Handel og anden økonomisk integration kan være en af drivkræfterne – uden naturligvis at være den eneste. Det kan også være med til at forklare autokratiers dilemma med hensyn til handel. På den ene side kan handel styrke landets økonomi, hvilket alt andet lige gør det lettere for autokraterne at nå deres mål, herunder at der er flere ressourcer i økonomien at beslaglægge. På den anden side kan handel medføre en dynamik, som kan true autokraterne magtposition. Et velkendt eksempel er, at fri markedsøkonomi og konkurrence uvilkårligt vil medføre jævnlige forskydninger borgernes økonomiske positioner, og at det derfor kan være sværere at opbygge en stabil alliance bag magthaverne. Men Magisretti og Tabellinis studie tyder altså desuden på, at befolkningen får en mere positiv holdning til demokrati og dermed udgøre en større trussel mod autokratiet.
Zetland fortsætter deres artikelserie om regulering og bureaukrati, som jeg tidligere har omtalt her. I dag handler det om en regel – indført på baggrund af en tragisk hændelse – som medfører en masse “bøvl” i hæren.
Til gengæld skulle vi så få færre af de tragiske hændelser. Men netop dette stiller Zetland – med rette – spørgsmålstegn ved. I artiklen nævnes to ting, der peger i retning af, at der næppe er en effekt (eller at effekten som minimum er meget lille):
Jeg vil gerne tilføje en tredje ting til listen:
Zetland kører for tiden en artikelserie, hvor de sætter fokus på problemerne med den omfattende regulering af det danske samfund. Serien er værd at følge med i, fordi den meget fint og jordnært beskriver problemerne. Her er fx fra nr. 2 artikel i serien (nr. 1 findes her):
På sin hjemmeside har Finanstilsynet samlet EU-love for blandt andet banker og pensionskasser. Men på grund af “den store mængde EU-regulering, herunder de hyppige ændringer, tages forbehold for manglende opdatering, manglende retsakter eller anden fejlagtig information i Finanstilsynets EU-lovsamling”
…eller…
Der findes simpelthen en dansk regel, der siger, at det er forbudt at sælge kildevand på apotekerne. Listen over, hvad de må og ikke må sælge, er lang og overraskende detaljeret. Milkymeter (termometer til at måle temperatur på mælk i sutteflaske) er forbudt. Myslibar med psyllium-frøskaller er forbudt. Inkontinensundertøj er forbudt. Cool-Kidz kirsebær-badeolie, næsesuger og små mortere er til gengæld helt okay.
Begge er eksempler, jeg har bidraget med. I øvrigt er journalisten bag serien, Hakon Mosbech, blevet påvirket af at dykke lidt ned i reguleringsområdet. Noget jeg selv kan genkende fra min start i CEPOS (min fremhævning).
Hver gang jeg taler med en kilde om én problematisk regel, sender hun mig videre til to nye problematiske regler. Og hver dag jeg læser nyhederne, handler de om regler og love.
Minister indfører nye regler for overvågning af jomfruhummer-fiskekuttere, lyder en nyhedshistorie. Historisk særlov for ukrainere vedtaget, lyder en anden. Malaysia vil forbyde rygning for alle, der bliver myndige næste år, lyder en tredje. Alt sammen på én dag.
Det er, som om jeg har fået en ny linse at se verden igennem. Pludselig bliver det tydeligt, hvor meget nye regler og love fylder inde bag de fleste nyhedshistorier. Prøv at lægge mærke til det selv, næste gang du læser eller lytter.
Jeg ser (skadelig) regulering overalt. Ofte er det eksisterende regler, jeg ikke kendte til. Andre gange er det nye regler, der er på vej. Her er fx indtryk fra mit Facebook-feed da jeg kiggede igennem i går. Og her er der vel at mærke alene tale om EU-regulering…
Efter min bedste overbevisning undervurderer vi meget kraftigt, hvor skadelig den omfattende regulering er. Og jeg er derfor ekstremt fornøjet med, at Zetland sætter fokus på det.
Chris Freiman blogger for tiden hos Bryan Caplan på Bet On It. Jeg kender ikke Chris Freiman, men Caplans introduktion forleden virkede lovende. Og nu har Freiman så skrevet sit første indlæg, som bestemt er værd at læse.
I indlægget bringer han et solidt argument for ikke at stemme ved valg. Argumentet er helt kort, at da du alligevel ikke kommer til at påvirke valget (chancen for at din stemme bliver afgørende for den førte politik er nul), så bør du bruge din tid på noget andet. Og det argument gælder, selvom du mener, det er et form for samfundsbidrag at stemme – for det kan det “andet” jo også være.
Suppose you spend a few hours researching and casting a vote. You could have used those hours to work some overtime and earn, say, $50 to donate to the Seva Foundation instead, which is enough to prevent one person from going blind. If you agree that a someone’s sight is worth more than an inconsequential vote […], then you should agree that earning to donate to the Seva Foundation is a better use of your time than preparing and casting a vote.
Det oplagte spørgsmål er: Men hvad hvis ingen stemte? Også det svarer Freiman overbevisende på.
Now, I know what you’re thinking—“what if no one voted? Wouldn’t that be bad?” Sure! But that doesn’t imply that you, the marginal individual, should vote. By analogy, it would be bad if no one filled cavities, but you, the marginal individual, aren’t obligated to become a dentist. Indeed, it’s much better to have a division of labor. A world where some practice dentistry and others sell toothpaste is a better world for your teeth than one in which everyone practices dentistry. Similarly, a world where some cast informed and unbiased votes and others earn to donate to effective charities is a happier and more prosperous world than one in which everyone is a voter.
Chris Freiman ser ud tila t være værd at følge fremover. Du kan læse hele indlægget her.
Ifølge mange epidemiologer er hastighed afgørende, når man lukker et samfund ned. En antagelse (ja, det ER en antagelse – læs videre!) jeg tidligere har været kritisk overfor. Ikke fordi jeg ikke forstår matematikken (med eksponentiel vækst er det oplagt, at det er en god idé at reagere hurtigt), men fordi nedlukninger – i modsætning til folks frivillige adfærdsændringer – er ineffektive.
I bogen ”The Premonition: A Pandemic Story”, beskriver Michael Lewis, hvordan antagelsen opstod på baggrund af et studie, Hatchett et al. (2007), som bl.a. konkluderede, at ”hurtig implementering af flere NPI’er kan reducere spredningen af influenza markant”. En konklusion som senere blev afgørende for det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC)’s pandemiplan (læs evt. om historien her).
Der er dog ét centralt problem. Hatchett et al. viser ikke, at tidlige nedlukninger virker. Det er en implicit antagelse, som forskerne foretager for at nå deres konklusion.
Hatchett et al. når deres konklusion ved at se på overdødeligheden i forskellige byer under 1918-pandemien. De finder, at byer, der lukkede ned tidligt i pandemiforløbet, havde lavere overdødelighed end byer, der lukkede ned senere i pandemiforløbet. Nedenstående figurer viser deres data (til venstre) og udvidede data brugt i Markel et al. (2007) (til højre). I begge figurer er overdødeligheden op ad 2.-aksen og tid ud af 1.-aksen. Hvor hurtigt byerne lukkede ned er vist med farver (mørkere betyder, at de lukkede hurtigere ned i forhold til hvor langt de var i pandemiforløbet – krydsene angiver byer med manglende data for nedlukningshastigheden).
Det er let at se, at byer, der lukkede ned relativt tidligt i pandemiforløbet (de mørke prikker), havde lavere overdødelighed end byer, der lukkede ned sent i pandemiforløbet (de lyse prikker). Korrelationen (bemærk: k o r r e l a t i o n e n) er der således ikke tvivl om.
Figuren viser dog også en anden interessant ting: At de byer, der lukkede ned tidlig i pandemiforløbet, alle blev ramt relativt sent af den spanske syge. Borgerne nåede altså at se, at det gik galt på USA’s østkyst, hvor den spanske syge ramte allerede tidligt i foråret 1918, og kunne derfor tilpasse deres adfærd i tide til at undgå stor overdødelighed. Figuren lægger altså op til en helt anderledes alternativ forklaring, nemlig at det var frivillige adfærdsændringer – drevet af information – der var afgørende for den lavere dødelighed.
Ekskluderer vi således byer, der blev ramt tidligt af den spanske syge, er den gennemsnitlige overdødelighed stort set ens på tværs af responstider, jf. nedenstående figur. Det indikerer, at det snarere er information og frivillige adfærdsændringer, der er drivkraften bag resultaterne i Hatchett et al. og Markel et al.
Men det overså forfatterne bag de to studier, selvom Hatchett et al. faktisk er inde på det. De skriver nemlig, at ”derudover havde byer, hvis epidemier begyndte senere, en tendens til at gribe ind på et tidligere stadium af deres epidemier, formentlig fordi lokale embedsmænd i disse byer observerede virkningerne af epidemien langs den østlige kyst og besluttede at handle hurtigt”. De overvejer dog ikke, at præcis den samme information tilflød borgerne i byerne, som derfor selvfølgelig reagerede på faren.
Ovenstående viser, at der (mindst) er én god alternativ forklaring til konklusionerne i Hatchett et al. og Markel et al. om, at timing er afgørende. Og det er at folk reagerer på information og tilpasser deres adfærd, når der er en ny fare uden for deres dør.
Det overser de desværre, og kommer derfor til implicit at antage, at nedlukningerne virker.
Hvordan så det ud under COVID-19-pandemien?
Figuren nedenfor viser principielt det samme som ovenstående figurer. Figuren viser dødeligheden (2.-aksen) sammenholdt med, hvor hurtigt/kraftigt pandemien startede (målt som datoen for hvornår et land nåede 20 døde/mio.), hvilket udgør 1.-aksen.
Figuren viser, at de lande, der lukkede ned[1] tidligt i pandemiforløbet (senest samme dag som første dødsfald) har lavere dødelighed – men også de blev ramt relativt sent af pandemien. Det gælder bl.a. for Sverige, som blev ramt hårdt af pandemien, fordi mange svenskere blev smittet i forbindelse med et uopdaget udbrud i alperne i uge 9, 2020.
Hvis vi alene ser på lande, der ikke blev ramt hårdt af pandemien – altså de lande, der ligger til højre i figuren, og som er markeret med gråt – er der ingen effekt af at lukke tidligt ned. Det viser søjlediagrammet nederst til højre i figuren.[2] De lande, der lukkede tidligt ned, havde en dødelighed på 42 døde/mio, mens de lande, der lukkede sent ned havde en dødelighed på 45 døde/mio. Forskellen svarer til 15-20 dødsfald i Danmark. Som eksempel kan man bemærke, at Danmark tilhørte ”early”-gruppen, Norge tilhørte ”intermediate”-gruppen og Finland tilhørte ”late”-gruppen. Alligevel var dødeligheden i alle tre lande lav (højest i Danmark, der lukkede tidligst ned, men også blev lidt hurtigere ramt af pandemien (Danmark nåede 20 døde/mio. nogle dage før Finland og Norge).
Det første COVID-19-dødsfald blev registreret samtidig i Danmark og Sverige (11. marts). Det tager 3-4 uger, fra man bliver smittet, til man dør af COVID-19, så en evt. effekt af den danske nedlukning (og den manglende nedlukning i Sverige) ville tidligst kunne ses i starten af april. Men som nedenstående figur viser, så var pandemiforløbet i Sverige helt anderledes end i Danmark. De høje dødstal i Sverige kan altså næppe forklares med manglende nedlukning.
[1] Datoen for nedlukningen er i figuren defineret som datoen, man nåede over stringency index 60, men konklusionerne gælder uanset om man bruger værdierne 50, 60 eller 70.
[2] I figuren er ” lande, der ikke blev ramt hårdt af pandemien” defineret som lande, der nåede 20 døde/mio. senere end 6. april, 2020, men konklusionen holder for andre datoer. Bemærk, at da det tager 3-4 uger fra man bliver smittet og til man dør af COVID-19, vil man næppe kunne se en evt. effekt af den danske nedlukning d. 7. april, da den kun ligger 22 dage efter de første nedlukninger (skolerne d. 16. marts, 2020).
På næste søndag, den 12. juni fra kl. 10 til 18.30, har CEPOS Uddannelse besøg af professor Hannes Hólmsteinn Gissurarson (Islands Universitet). Hannes holder en masterclass med titlen “How cosmopolitanism and patriotism can be combined, so that nationalism and patriotism is a servant of liberty and not a threat to it.” Undervisningen foregår på engelsk.
Det særlige ved arrangementet er, at det er åbent for alle – og alle punditokraternes læsere således er inviterede til at deltage! Tilmelding er gratis og efter først til mølle-princippet. Man sender bare sit CV og en kort beskrivelse af ens interesse i arrangementet til Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen på stefan@cepos.dk (sørge for at skrive “Masterclass” i emnefeltet).* Ved tilmelding vil man få tilsendt materiale, som man forventes at have læst forud for undervisningen.
* Hvis man er alumne fra CEPOS Uddannelse, har man direkte adgang og behøver ikke vedlægge CV eller motivation
Forleden udkom en analyse fra Cepos, hvor Mads Lundby Hansen og Jørgen Sloth dokumenterede to ting: For det første var den offentlige beskæftigelse vokset med 34.000 personer fra februar 2020 til marts 2022 – og endda med 1500 i marts i år – og for det andet, at den totale beskæftigelse nu er på det historisk højeste niveau nogensinde på 869.000 personer. Jeg skrev om problemet i Børsen igår, torsdag, hvor jeg bl.a. pegede på problemet i, at mens den samlede arbejdsstyrke er steget cirka 30 procent, er den offentlige beskæftigelse steget hele 220 procent.
Det betyder også, som jeg skrev i Børsen, at “Mens det offentlige forbrugs bidrag per ansat til nationalindkomsten er steget 20 procent i perioden, er det privates bidrag per ansat steget 185 procent.” Hvor absurd udviklingen er, burde være klart i dagens figur nedenfor. Den konjunkturkorrigerede private beskæftigelse er idag lige omkring den samme som midt-sidst i 1960erne. Mens der dengang var cirka otte privatansatte for hver offentlig ansat – dvs. otte personer i Danmark, der betalte skatter og afgifter til at finansiere én offentligt ansat – er det tilsvarende tal idag kun 3½.
Det er på dén baggrund, at mange økonomer efterlyser produktivitetsfremgange i den offentlige sektor. Kunne man ikke – enten gennem reformer af måden man gør ting på i det offentlige, af hvad det offentlilge gør, og af det omfang det offentlige bruger private udbydere – rette en smule op på den sære situation hvor 28 procent af arbejdsstyrken er beskæftigede i en sektor, der stort set ikke bliver mere produktiv eller dygtigere fra år til år?
Jeg er pinagtigt opmærksom på, at en væsentlig del af problemet er, at 28 procent af arbejdsstyrken er økonomisk ‘afhængig’ af politik – det er i sidste ende politikere, der er deres arbejdsgivere. Offentlige fagforeninger er også en væsentlig lobby i dansk politik, som kan forhindre reformer og som har en direkte interesse i at bibeholde en stor offentlig beskæftigelse. Men som dele af fagbevægelsen er klar over, kan det ikke blive ved: Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste på bedste pædagogiske vis i sin fremragende Den kapitalistiska välfärdsstaten, kræver finansieringen af velfærdsstaten og de 869.000 offentligt ansatte, et ekstremt produktivt erhvervsliv, og mere generelt en privat sektor, der bliver ved med at blive mere produktiv. Tider, hvor Folketinget udvider den offentlige sektor og ansætter flere, mens de regulerer den private sektor stadigt tættere og sætter barrierer op for international handel, rykker Danmark tættere på den velfærdsafgrund, der har truet siden 70erne.
Det påstås ofte, at verden er blevet langt mere åben for handel de senere årtier. Som det britiske Institute for Government peger på, er de vestlige landes toldbeskyttelse faldet dramatisk siden anden verdenskrig: I 1949 var USAs gennemsnitstold på 33,9 %, mens den idag er faldet til 3,5 %. EU’s tilsvarende told er 5,3 %, ned fra omkring 9 % i midten af 1970erne. Men på samme tid er der meget, der tyder på, at såkaldte Non-Tariff Barriers er blevet vigtigere over årene. WTO peger for eksempel på, at NTB’er bidrager med omtrent den dobbelte ‘beskyttelse’ mod international handel som toldmure går idag.
De NTB’er som vestlige lande benytter sig af, defineres typisk som bestående af to komponenter: “Regulation: Any rules which dictate how a product can be manufactured, handled, or advertised” og ” Rules of Origin: Rules which require proof of which country goods were produced in.” De er dermed både regler, der effektivt pålægger udenlandske producenter større omkostninger ved at direkte påvirke måden de producerer deres produkter og reklamerer for dem, og regler der skaber bureaukratiske mure.
For tiden giver den britiske strid med EU over Nordirlandprotokollen fremragende eksempler på, hvordan union benytter sig skruppelløst af NTB’er som protektionistisk redskab. The Telegraph skrev således i morges om, hvordan man ikke kan købe småkager som Walker’s producerer særligt i forbindelse med dronning Elizabeths jubilæum – det forhindres effektivt af de NTB’er, der ligger i protokollen. Et andet eksempel, der er direkte til undervisningen, gives af Marks & Spencers topchef Archie Norman, der fortalte parlamentsmedlemmer hvordan:
“At the moment, wagons arriving [from the UK] in the Republic of Ireland have to carry 700 pages of documentation it takes eight hours to prepare. The documentation of some of the descriptors, particularly of animal products, have to be written in Latin … in a certain typeface.”
EU-tilhængere påstår ofte, at unionen er en af de mest frihandelsvenlige kræfter i verden. Det er åbenlyst ikke sandt, men erfaringerne med måden, unionen straffer britiske borgere gennem Nordirlandprotokollen afslører, i hvor høj grad policy-making i EU er blevet voldsomt protektionistisk. Det er godt for vores undervisning i handelspolitik – særligt den beskidte af slagsen – men skadeligt for borgere i både EU og Storbritannien.