Af Christian Bjørnskov, den 17. marts 2017. 2 svar
I går bragte Cafe Hayek et svar fra Don Boudreaux til en aggressiv, amerikansk universitetsstuderende, der havde kommenteret på bloggen. Den studerende klagede over, at liberale og ”free market believers [are] blind to hardships and suffering caused when government benefits are taken away by budget cutters like President Trump.” Hans anklage mindede i forbløffende grad om de absurde påstande i den danske debat, når der tales om at reducere udgiftsvæksten i den offentlige sektor. Boudreauxs svar var præcist og svarede til de ting, som langt de fleste meningsdannere – og næsten alle journalister – glemmer i vores debat. Her er den centrale bid:
When budgets are cut, it’s easy to see the likes of government employees who lose jobs, farmers who get smaller subsidy checks, arts exhibitions that must now survive exclusively on private contributions, and poor people whose welfare payments fall. But the analysis and conversation nearly always stop there. If cutting funding for some government-funded activity is found to cause some hardship (and which such activity isn’t so found?), cutting government funding of that activity is typically deemed cruel and wrong. But what is too-seldom asked is: As compared to what? What will those who now keep more of their incomes spend this money on? In what ways will the money now left in the private sector be invested? What new products, businesses, and economic opportunities might be created now that the state no longer seizes these resources from those who create or earn them? And how will system-wide incentives change when government reduces taxes and spending?
Spørgsmålet på til weekenden må være, hvorfor så mange kun diskuterer det moralske i hvad man rent umiddelbart kan observere, og ikke det man logisk må forstå der også sker? Hvorfor ser på de få håndfulde, de vinder når staten rykker ud med andre menneskers penge, og ikke de tusinder der taber?
Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2017. Skriv et svar
Som visse privilegerede læsere ved, er Martin Rode og jeg ved at nærme os tidspunktet, hvor vi kan offentliggøre vores database over regimetyper og regimetransition. Vi glæder os naturligvis, og vil i dag dele en lille bid af den. Databasen, som vi har omtalt tidligere, tillader os blandt andet at skelne mellem lande uden valg (f.eks. Somalia eller Saudiarabien), lande der faktisk afholder valg i etpartisystemer (som Nordkorea), lande med formelt kompetitive valg, men hvor valget ikke reelt kan føre til et regeringsskifte, og lande med de facto demokratiske valg. Vi kan med andre ord skelne mellem steder som Rusland, Sydafrika og Namibia, der afholder nationale valg med forskellige partier, men hvor vinderen i virkeligheden er givet (valgene er ofte hverken frie eller fair) eller hvor man ikke kan forvente at alle parter respekterer resultatet af valget, og lande som Danmark, Botswana eller Chile, hvor der reelt er demokrati.
Hvor stort et problem er det reelt, kunne man måske spørge. Figuren nedenfor illustrerer svaret på spørgsmålet, idet den viser hvor stor en andel af verdens lande der falder i de fire kategorier: 1) Lande uden valg; 2) Etpartistater; 3) Elektorale autokratier, dvs. ikke-demokratier med flerpartivalg; og 4) Faktiske demokratier. Som den viser, er der cirka fem procent af verdens lande i dag, der ikke afholder nationale valg, og omkring tre procent af dem, hvor der kun er et parti at vælge i valget. Det er trods alt et fremskridt i forhold til toppen i slutningen af 1970erne, hvor 28 procent af verdens lande var etpartistater – og næsten alle kommunistiske stater. Omvendt vurderer vi også 63 procent af landene som demokratiske i dag, om end de ikke alle er lige ’kønt’ demokratiske.
Værdien af at kunne skelne er tydelig, når man fokuserer på udviklingen efter Sovjetunionens kollaps omkring 1990. Året før var 44 procent af verdens lande demokratiske, og 40 procent havde enten ingen valg eller var etpartistater – de sidste 14 procent var elektorale autokratier. Følger man udviklingen, kan man tydeligt se hvordan væsentligt flere lande blev demokratiske, men også hvordan størsteparten af dem blot rykkede fra valg med et parti på listen, til valg med flere partier, men uden en reel demokratisk mulighed.
I den anden figur nedenfor, hvor vi plotter den tilsvarende fordeling i Afrika, bliver denne udvikling ekstremt tydelig. Nok er flere afrikanske lande blevet demokratiske, men størstedelen af udviklingen har reelt været udviklingen af skindemokrati: Robert Mugabe sidder stadig tungt på magten i Zimbabwe, Pierre Nkurunziza blev i 2015 for tredje gang valgt som Burundis præsident på trods af at forfatningen begrænser præsidenter til to perioder, og José Eduardo dos Santos har regeret Angola siden 1979. Alle kan hævde at gennemføre valg med oppositionspartier, men valgene betyder reelt ikke noget. Er man interesseret i international udvikling eller politisk økonomi, er det vel værd at vide?
Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2017. 1 svar
Mens de absolut færreste bekymrer sig om den slags i Danmark, er der store diskussioner i resten af verden om minoritetsrettigheder. Særligt har der de seneste år været heftige diskussioner i USA og andre steder om bøsser og lesbiske, og om de skal have særlige rettigheder eller måske simpelthen de samme rettigheder som alle andre. Modstandernes argumenter hviler ofte på en eller anden version af, at majoriteten – heteroseksuelle i dette tilfælde – skades af at man udbreder rettigheder til minoriteten eller tillader dem at leve mere ligesom majoriteten.
Men er det rigtigt at almindelige mennesker skades af at give bøsser og lesbiske tilsvarende rettigheder? I et nyt papir med mine kolleger Niclas Berggren og Therese Nilsson ved Instituttet för Näringslivsforskning i Stockholm ser vi på spørgsmålet. Vores studie “Do Equal Rights for a Minority Affect General Life Satisfaction?” er indtil videre tilgængeligt som working paper fra IFN. Ved at kode homoseksuelles retsstilling i tre typer – recognition, persecution og protection – og føre kodningen tilbage til 1980, kan vi matche gennemsnittets svar fra tilfredshedsspørgsmålene i World Values Survey og European Values Study med minoritetens rettigheder.
Vi finder, at i lande som Danmark og Sverige, der har relativt udbredt økonomisk frihed, er der ingen forbindelse. Men i lande med økonomisk frihed under det globale gennemsnit observerer vi en statistisk sikker og ganske tydelig positiv effekt af at udbrede almindelige rettigheder til bøsser og lesbiske. Hvorfor vi observerer den sammenhæng er det store spørgsmål, som vi ikke kan svare på. Det kunne være, at folk er mere empatiske end vi normalt tror. Vi tror dog, at det er mere sandsynligt at folk i relativt ufrie lande tager denne type retslig ændring som et signal om, at andre socialt liberaliserende reformer også er sandsynlige. Uanset fortolkningen kan vi skyde ideen ned, at retslig ligestilling af synlige minoriteter er skadelig for andre end de allermest bigotte.
Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2017. Skriv et svar
En af de sidste sessions ved sidste uges Public Choice-konference i New Orleans viste sig at være blandt de meste interessante. Rosie Fike, der siden sidste år har fået job på Texas Christian University, delte sessionen med Matthew Bonick (Uni Freiburg) og den altid interessante Niclas Berggren (IFN). Sessionen hed Culture, men handlede faktisk om køns- og tolerancenormer.
Rosies papir var en test af, om politisk og økonomisk frihed er forbundne med folks kønsnormer. Hun fangede dem ved tre spørgsmål i the World Values Survey om hvorvidt mænd er bedre ledere, om jobs burde gives primært til mænd, når der er mangel på dem, og om der er vigtigere at drenge går på universitet end piger. Resultaterne af hendes ganske omhyggelige undersøgelse pegede på, at demokrati er stærkt forbundet med mere moderne kønsnormer. Det har tidligere studier også peget på, men Rosie viste også, at mere økonomisk frihed er meget tydeligt forbundet med mere moderne kønsnormer.
Det særlige er dermed, at resultaterne de facto indebærer en advarsel mod meget af den politik, der foreslås for tiden: Kvoter på kvinder i bestyrelser, mere direkte reguleringer af arbejdsmarkedet og støtteordninger til f.eks. at ansætte kvinder i bestemte erhverv (tænk bonus når Aarhus Universitet ansætter kvindelige professorer) reducerer alle den økonomiske frihed. Resultaterne sætter derfor et stort spørgsmål ved, om de politisk populære tiltag for at skabe mere kønsenshed er effektive. Hvis reduktioner i den økonomiske frihed fører til normer mod kønslighed eller en langsommere transition til moderne normer, kan tiltagene være direkte skadelige. Nationaløkonomi er stadig studiet af utilsigtede konsekvenser.
Det er efterhånden mange år siden USA var den drivende kraft bag den økonomiske globalisering. Således har man i praksis bevæget sig i en mere protektionistisk retning siden 2001, måske ikke retorisk – under Bush jr. talte man om et frihandelsområde fra Canada i nord til Chile og Argentina i syd, og under Obama fik man som bekendt forhandlet TPP på plads, mens man kom tæt på en endelig TTIP aftale – men i praksis er USA blevet mere protektionistisk siden 2001.
Med valget af Donald Trump er disse aftaler fortid. Trumps syn på international handel bunder i en forestilling om, at USA er blevet “udnyttet” af andre lande, hvilket fremgik af hans – i øvrigt flere steder ganske fremragende – tale til kongressens to kamre, natten mellem tirsdag og onsdag dansk tid.
Hans grundlæggende mangel på forståelse for gevinsterne ved frihandel fremgik tydeligt i hans tale til kongressen tirsdag. Han sagde godt nok han gik ind for frihandel, men tilføjede at der skulle være tale om “fair handel”. Herefter opremsede Trump hvor mange industriarbejdspladser USA havde mistet gennem de seneste to årtier, mens han beklagede sig over at andre lande lagde “store afgifter” på import af amerikanske produkter, mens USA tillod import uden afgifter.
Med andre ord “bliver USA snydt” via den internationale handel ifølge Trump.
Og når Trump citerer Abraham Lincoln, understreger han blot sin reelt protektionistiske dagsorden. Nok er Lincoln en stor historisk figur, men det er unægteligt ikke på grund at hans økonomiske forståelse, som var stort set ikke eksisterende.
USA og økonomisk frihed
Forrige weekend gennemgik Christian de statiske omkostninger ved protektionistisk handelspolitik. Omkostninger som med valget af Donald Trump i USA må forventes at stige betydeligt. Som Martin Ågerup påpegede i en debat tirsdag på radio 24syv, er modstanden mod frihandel et af de få punkter hvor Donald Trump har været fuldkommen konsistent – og det endda gennem mange årtier.
Inden jeg går videre er det måske lige på sin plads at se på hvor frihandelsorienteret USA egentlig er? Svaret er – måske overraskende for en del – at det er man sådan set ikke. Det er efterhånden en del år siden at USA var bannerfører for mere økonomisk frihed og øget frihandel. Og den optimisme som f. eks. Lars Seier udviser i sin støtte til Trump, (se bl.a. “Trump vil overraske positivt“), må undre en del.
Når Seier skriver, at:
Det væsentligste (berettigede) angreb fra borgerlige kommentatorer, er Trumps holdning til frihandel. Men hvad er det egentlig, han siger? At han vil lave bilaterale handelsaftaler, simplificere processen og holde handelspartnere ansvarlige. Med det samme prøver han at fast tracke en deal med Storbritannien. Hvad er der så forfærdeligt ved det? Enhver, der har prøvet at importere en vare ind i EU kender i praksis vore egne mure mod frihandel – besværligt og stjernedyrt. Et lille land som Schweiz har forhandlet flere .
Overser og negligerer Seier, at Trump ganske enkelt ikke anerkender/forstår grundlæggende handelsteori. Derimod synes han at opfatte international handel som et nulsumsspil – ikke ulig venstrefløjens traditionelle tilgang. Betegnedes Reagan som “neoliberalist”, må Donald Trump således betegnes som “neomerkantilist”.
Den enes gevinst er den andens tab og et grundtema er åbenbart, at USA gennem tiden er gået med til den ene elendige handelsaftale efter den anden, set med amerikanske øjne.
Tilsyneladende anerkender Trump (og folkene omkring ham) ikke den banale sammenhæng, at underskuddet på handelsbalancen er en konsekvens af lav indenlandsk opsparing. Som det også vil fremgå af dette indlæg, ligger det i det hele taget lidt lidt tungt med forståelsen for selv ganske banale nationaløkonomiske sammenhænge i den nye administration.
Måske kan det også være, at Lars Seier (og andre) lider under den forkerte opfattelse, at USA er langt mere frihandelsorienteret end det faktisk er.
Sammenlignet med EU (ikke mindst lande som Irland, Holland, Slovakiet og Danmark) er alle EU-landene mere frihandelsorienterede end USA (og Schweiz).
En sammenligning mellem EU-landene og USA falder således ikke ud til USAs fordel, som det fremgår af nedenstående tabel, baseret på Fraser Institute’s economic freedom index. Mens 1970erne, 80erne og 90erne var kendetegnet ved stigende økonomisk frihed i USA, er det gået ned af bakke med den økonomiske frihed siden begyndelsen af dette årtusinde. (se også Fraser Institute)
Ligeledes er det slående at hverken Seier eller andre, som er fortalere for at “give Trump en chance” har øje for, at han allerede inden sin indsættelse på ganske brutal vis gik efter navngivne firmaer, som han ikke mente drev deres virksomhed i overenstemmelse med hans/statens interesse i at skabe flere industriarbejdspladser i USA.
Denne fremgangsmåde er udtryk for en kooperativ tilgang til den økonomiske politik, som muligvis er “business friendly” overfor de firmaer som “opfører sig som Trump ønsker det”, men den er bestemt ikke frimarkedsvenlig, ligesom en sammenligning med Ronald Reagan er helt ude i skoven. Trump er ikke en genoplivning af Reaganomics. Det er derimod det endelige opgør.
at Trump udover sin personlige uberegnelighed og uforudsigelighed repræsenterer en økonomisk protektionisme, en korporativ statskapitalisme og en undergravning af retssamfundet. Ét punkt udelader de imidlertid alle ved bedømmelsen af Trump: Hvordan han planlægger ikke blot at ville fortsætte, men endog eskalere det største problem i amerikansk økonomi, ja, måske i amerikansk politik i det hele taget: de løbske offentlige udgifter og den deraf eksploderende gældsætning af staten.
Og konkluderer, at
Trumps linje er ikke bare i praksis, men nok så meget i dens retorik et radikalt brud med et halvt århundredes republikansk linje, hvor man om end ikke i praksis, men i hvert fald i retorikken har lagt en “fiskalt konservativ” linje med idealer om “balancerede budgetter” og reduktion af de offentlige udgifter. Han er i så henseende reelt den mest venstreorienterede republikanske præsident i mere end 100 år.
Det gælder for styringen af offentlige udgifter, såvel som for handelspolitikken, der groft sagt lige så godt kunne være formuleret af 3F.
der skal sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, står der i Trumps politiske program. Det kunne 3F ikke have formuleret bedre herhjemme.”
I et notat skrevet af Trumps handelsminister, Wilbur Ross, og en af præsidentens rådgivere, Peter Navarro, er et krav til en ny aftale, at den i højere grad tilgodeser “vores arbejdere”, som der står, altså amerikanske arbejderes interesser.
Hvis Mexico og Canada ikke er med på den, vil man meddele, at “USA har til hensigt at trække sig ud af aftalen”, og det kan man faktisk gøre med 6. måneders varsel.
Men Canada er faktisk med på den og der er lagt op til forhandlinger. Formålet synes klart at være at “tryne” Mexico og mindske deres konkurrencedygtighed i håbet om at at bevare flere industriarbejdspladser i USA (og Canada).
Trump har også, som forventet, meddelt at man trækker sig fra TTP aftalen, mens TTIP er lagt i graven. Som det fremgår af nedenstående video blev meddelelsen om at USA ikke vil deltage i TTP modtaget med klapsalver under det møde Trump kort efter sin tiltrædelse afholdt med en række amerikanske fagforeninger.
The lengthy, public and early meeting with the union leaders was, among other things, first-class, primo political pocket-picking. The Trump White House was showing the Democratic Party that one of its traditional constituent groups is up for grabs and happy to do business with a new friend.
Ikke mere Reaganomics
Måske er det meget sigende, at hvor Reagan havde Milton Friedman blandt sine rådgivere, er en helt central person hos Donald Trump Peter Navarro, som skal lede det nyoprettede National Trade Council. Han har ved flere lejligheder har demonstreret en noget overraskende mangel på forståelse for selv de mest banale økonomiske sammenhænge.
Som Christian påpegede i sit indlæg sidste weekend, indebærer handelsbarrierer et samfundsøkonomisk tab. At andre lande er protektionistiske ændrer ikke ved det faktum, at det altid er en fordel samfundsøkonomisk selv at være åben for handel med andre lande.
På samme måde kan den hyppigt fremførte kritik af, at visse lande holder deres valutakurser “kunstigt lave”, en kritik USA ofte har anført overfor Kina, og efter den nye administration er kommet til, også overfor Tyskland. I det omfang der er tale om kunstigt lave valutakurser indebærer det reelt at det eksporterende land subsidierer importlandets forbrug.
Men med den nye administration i USA har man desværre fået placeret en række fortalere for protektionisme i helt centrale positioner. Det drejer sig ikke mindst om den nye handels minister Wilbur Ross og Peter Navarro, som er bagmændene bag store dele af Trumps økonomiske politik, ikke mindst handelspolitikken. Ingen af de to har grundlæggende forstået helt centrale økonomiske sammenhænge.
Når man ikke forstår BNP
En del læsere kan måske huske, at der på et tidspunkt blev gjort meget grin af en stakkels DF-politikker herhjemme, fordi hun ikke helt havde styr på hvad BNP stod for. Det var med hendes uddannelsesmæssige baggrund nok mildt sagt en anelse urimeligt.
Helt anderledes alvorligt er det, når en præsident og hans nærmeste økonomiske rådgivere ikke har forstået, hvad vi ellers forventer enhver gymnasieelev her i landet (og også i USA går jeg ud fra) forventes at kunne finde ud af.
Hvorfor er Trump egentlig så optaget af at begrænse importen? Hvorfor siger han at andre lande udnytter USA, når de eksporterer mere til Amerikanerne, end de importerer fra dem?
Trods alt er der tale om at amerikanerne får en masse elektronik, tekstiler mv. ved at aflevere nogle stykker papir med gamle mænd på.
Grunden er at Trump og hans mænd tror at import er dårlig for landets vækst og velstand i form af BNP, fordi formlen for BNP er som følger:
BNP = C + G + I + X-M
Hvor C er privat forbrug, G offentlig forbrug, I er investering, X eksport og M import.
“When net exports are negative, that is, when a country runs a trade deficit by importing more than it exports, this subtracts from growth”
Og for de der måske lige har glemt formlen for BNP. Import skal naturligvis trækkes fra, fordi den allerede indgår i forbrug og investeringer.
Back-door tariffs
“While the US operates primarily on an income tax system, all of America’s major trading partners depend heavily on a “valueadded tax” or VAT system. Under current rules, the WTO allows America’s trading partners to effectively create backdoor tariffs to block American exports and backdoor subsidies to penetrate US markets.” – Peter Navarro
Hvis man skal tro Donald Trump og hans rådgivere, så er verdenshandlen indrettet til USA’s ugunst, og helt central er WTO’s regel om, at man som eksportør (naturligvis) ikke betaler moms (VAT). Ifølge den nye administration udgør det et subsidie af eksporten fra andre lande til USA, mens USA’s eksport bliver straffet ved at der (naturligvis) lægges moms på deres produkter, når de kommer ind i landet.
Argumentet er at USA ikke opkræver moms, i modsætning til en lang række andre lande, hvor Danmark nævnes eksplicit sammen med de – i amerikanernes øjne, 3 “store skurke”, Tyskland, Kina og Mexico.
Eller som Peter Navarro skriver:
Under WTO rules, any foreign company that manufactures domestically and exports goods to America (or elsewhere) receives a rebate on the VAT it has paid. This turns the VAT into an implicit export subsidy. At the same time, the VAT is imposed on all goods that are imported and consumed domestically so that a product exported by the US to a VAT country is subject to the VAT. This turns the VAT into an implicit tariff on US exporters over and above the US corporate income taxes they must pay.
Dette skulle indebære, at amerikanske firmaer udsættes for en, med Peter Navaro’s ord, “triple whammy” bestående i at eksportører til det amerikanske marked får et indirekte subsidie i form fradrag for købsmoms, mens amerikansk eksport pålægges moms, men ikke bliver kompenseret for amerikanske skatter.
Logikken skulle være at udenlandske konkurrenter hermed får en unfair konkurrencefordel lig med værdien af den købsmoms de får refunderet.
For ligesom at understrege sin pointe påpeger Navarro, at
Mexico has shrewdly exploited the VAT backdoor tariff to further its competitive advantage. While Mexico’s VAT existed prior to NAFTA, the Mexican government increased its VAT by 50%, from 10% to 15%, shortly after the NAFTA agreement was signed in 1993 and in the same year the WTO commenced. With the Mexican VAT now raised again to 16%, this discourages US exports to Mexico, encourages US manufacturers to offshore to Mexico, and has helped to increase our annual trade deficit in goods with Mexico from nearly zero in 1993 to about $60 billion. This is yet another case in which Corporate America wins, but Mr. and Ms. America lose.
Men det er jo teknisk set nonsens hvad han skriver. Det er korrekt at USA ikke har en føderal VAT (eller sales tax, forskellen er alene opkrævninsmetoden). Men som enhver handelsskoleelev ved fra sin erhvervsøkonomi er moms (lige som sales tax) en skat der alene pålignes privatforbrug. Og godt nok har USA som nævnt ikke en føderal sales tax, men det har en lang række – omend ikke alle – delstater. Navarro’s argument kunne således lige så godt være, at virksomheder i Alaska (hvor der ikke er sales tax) udsættes for urimelig konkurrence fra virksomheder i Californien, hvor man har en sales tax på 7,5 procent.
Hermed ikke sagt, at sammensætningen af de forskellige skatter og afgifter ikke har betydning – omend den væsentligste effekt kommer fra det samlede skattetryk. Således antages det normalt, er det samfundsøkonomiske tab er mindre ved moms end ved indkomstskat, der igen indebærer et mindre tab end ved at finansiere det offentlige forbrug via selskabs- og kapitalskatter. Men i den forstand er det USA’s eget skattestystem som skader velstandsskabelsen og ikke at andre lande finansierer en del af det offentlige forbrug via VAT i stedet for højere indkomst- eller selskabsskat.
Ligeledes er det nonsens, når Navarro skriver, at det er til ugunst for “mr. and ms. America”, når virksomhederne optimerer deres værdikæde. Det resulterer i lavere priser, hvilket netop kommer “mr. and ms. America” (især de de med de laveste indkomster) til gode – for yderligere forklaring se her og her. Her viser Navarro meget tydeligt at hans økonomiforståelse ikke er væsensforskellig fra den man finder blandt socialister. De baserer også deres forestillinger på en forældet forståelse for økonomi, hvor der kun optræder “kapitalister og arbejdere”. Man glemmer fuldkommen vores (eneste?) fælles egenskab; at vi alle er forbrugere.
Border adjustment tax og en længe tiltrængt skattereform
….selskabsskat er ikke en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig beskatningsform. Men de amerikanske skatteændringer kan også blive instrumentet til at udmønte præsidentens protektionistiske dagsorden. Det er skyggesiden. Otto Brøns-Petersen
USA’s selskabsskat på (formelt) 35 procent er blandt de højeste i OECD. Reelt er den væsentlig lavere for en del sektorer. Samtidig opererer man med global beskatning, hvilket er en væsentlig årsag til at en række multinationale selskaber registrerer sig i lavskatteland og gør hvad de kan for at holde deres midler udenfor USA, ligesom skatteoptimering naturligvis har betydning for indretningen af selskabernes værdikæde.
Trump har ofte talt om, at “smække” høj told på import fra bl. a. Mexico eller er gået specifikt efter navngivne selskaber (ofte i nogle af hans utallige tweets), med mindre de investerede i produktion og arbejdspladser i USA i stedet for i resten af verden.
Det er blevet fremført, at et alternativ til denne fremgangsmåde er en såkaldt “Border Adjustment Tax” (BAT). Forslaget om indførelse af denne stammer fra republikanerne Paul Ryan og Kevin Bradyøs forslag til en skattereform, (A better Way to Tax), som blev offentliggjort sidste sommer.
Centralt står en omlægning af det amerikanske selskabsskattesystem til en såkaldt cash-flow skat. Det indebærer at man får fuldt fradrag for investeringer på dert tidspunkt man afholder udgiften, i lighed med løn mv. Til gengæld kan renteomkostninger ikke længere trækkes fra. På den måde ligestilles finansiering via egen- og fremmedkapital. Desuden ønsker man en kraftig nedsættelse. Trump har talt om til 15 procent, mens udspillet fra Republikanerne i de to kamre er en nedsættelse til 20 procent.
Som Otto Brøns-Petersen skriver i sin glimrende analyse til Børsen, vil omkalfatringen af den amerikanske selskabsbeskatning også have konsekvenser for Danmark, som følge af den selskabsskattekonkurrence det indebærer. Og fortsætter:
Sidstnævnte bør ikke begrædes, for selskabsskat er ikke en samfundsøkonomisk hensigtsmæssig beskatningsform. Men de amerikanske skatteændringer kan også blive instrumentet til at udmønte præsidentens protektionistiske dagsorden. Det er skyggesiden.
Problemet er hvordan konsekvenserne vil være ved at indføre BAT. Ideen går kort fortalt ud på, at man ikke længere skal kunne trække importerede varer fra, når man skal beregne det skattepligtige overskud. Modsat vil salg til eksport ikke indgå i skattegrundlaget. Det indebærer, at importvarer bliver 20 pct. dyrere i forhold til indenlandske produkter, mens eksporten bliver skattebegunstiget.
Det er naturligvis et protektionistisk tiltag, og givetvis i strid med WTO’s regler. Det vil tilskynde virksomheder til at etablere sig i USA for at kunne klare sig på det amerikanske marked og for at opnå skattefri “overnormal” afkast fra f.eks. patenter. Økonomen bag forslaget, Alan Auerbach forsvarer sig med, at “border adjustment” vil få den amerikanske dollar til at stige, indtil beskatningsfordelen elimineres og mener endda, at det vil ske ganske hastigt.
Som Otto bemærker i sit indlæg i Børsen, er det muligvis korrekt på sigt, hvorfor mekanismen trods alt bedre end en ren importtold. Men at det skulle ske umiddelbart og i et omfang, således at det udligner effekten ved beskatning af importen og skatterabatten for eksport er mere tvivlsom. Dollaren skal trods alt stige 25 procent for at udligne effekten, og at udsving i dollarkursen alene skulle afgøres af varehandlen, er mere end tvivlsomt.
Neutralitet, BAT og moms
Men nok så væsentlig er, at set i forhold til et egentlig VAT system, som på trods af at mange amerikanske “business”-økonomer har svært ved at forstå, netop er neutral i forhold til handel, er BAT det IKKE. Selv hvis den ikke påvirker handelsbalancens nettostilling, vil den indebære øgede handelsforvridninger, og dermed et samfundsøkonomisk velstandstab.
Når WTO skelner mellem direkte og indirekte skatter og afgifter (typisk VAT) skyldes det, at man antager at moms er neutral i forhold til handel, mens direkte skatter åbenlyst ikke er det. Mens den danske moms således er en skat på endeligt indenlandsk forbrug og virksomhedernes opgave alene består i at opkræve denne på vegne af staten, skal selskabsskat ligestilles med virksomhedens øvrige omkostninger.
Indførelse/ændring i moms påvirker heller ikke valutakursen eller indebærer nogen form for diskrimination mellem import og indenlands produktion. Det er muligvis det, mange amerikanske økonomer og politikere åbenbart ikke helt forstår. Når man i republikanernes forslag til en skattereform således anfører, at:
Today, all of our major trading partners raise a significant portion of their tax revenues through value-added taxes (VATs). These VATs include “border adjustability” as a key feature. This means that the tax is rebated when a product is exported to a foreign country and is imposed when a product is imported from a foreign country.
These border adjustments reduce the costs borne by exported products and increase the costs borne by imported products. When the country is trading with another country that similarly imposes a border-adjustable VAT, the effects in both directions are offsetting and the tax costs borne by exports and imports are in relative balance. However, that balance does not exist when the trading partner is the United States.
Endelig er det som nævnt ikke korrekt, når man anfører at der ikke finder en “border adjustment” sted i USA. Det er korrekt, hvis destinationen f. eks. er Alaska, som ikke har en sales tax, men forkert når destination er en af det flertal af delstater, som rent faktisk har en sådan.
Og i hvilken grad virksomhedernes salgspriser ekskl. moms påvirkes, ved en ændring af moms- eller sales tax satsen, er alene en funktion af efterspørgslens prisfølsomhed. Jo mere prisfølsom efterspørgslen er, jo større betydning har ændringer i moms for sælgers pris før moms, og jo mindre prisfølsomt produktet er, jo mindre betydning har ændringer for salgsprisen ekskl. moms.
Det er derfor ikke korrekt, når man fra amerikansk side anfører, at den foreslåede BAT er at sammenligne med indførelsen af moms. Hvilket følgende simple eksempel gerne skulle illustrere:
Et forsvar for BAT er, at indførelsen af en BAT ikke påvirker handelsbalancens nettoresultat, fordi man antager, at et evt. over- eller underskud alene er resultat af et opsparingsover- eller underskud. Dette forudsætter dog at der sker en fuld tilpasning af valutakursen, samt at eksportører i og udenfor USA alle er pristagere.
Men lad os først se hvorledes BAT fungerer. Det er illustreret i nedenstående simple figur A, hvor vi har 3 producenter. A, som alene producerer til hjemmemarkedet, B, som alene importerer fra udlandet og sælger i USA samt C, som alene producerer til eksport.
I udgangspunktet vil indførelsen af den foreslåede destinationsbestemte selskabsskat på 20 procent, medføre at A betaler 20 procent af overskuddet på 400 USD = 80 USD. B som importerer i stedet for at producere selv, kan med BAT ikke trække importen fra, og skal derfor betale 20 procent af omsætningen på 1.000 USD, i alt 200 USD. Endelig vil C, som alene eksporterer få refunderet svarende til 20 procent af sine omkostninger, da salg til eksport ikke skal medtages i skatteregnskabet.
Tabel A. Indførelse af Border Adjustment Tax (før valutatilpasning)
Det fremgår i dette simple eksempel, at hvis der havde været tale om en “normal” selskabsskat på 20 procent, ville hver virksomhed betale 80 USD (20 procent af 400 USD.), heraf følger også, at staten ville opnå den samme indtægt ved en skat på 13 1/3 procent uanset oprindelse og destination af varerne med en “normal selskabsskat.
Forskellen vil naturligvis falde i takt med andelen af den samlede produktion der eksporteres falder (I USA udgør eksport ca. 12 procent).
Som investor interesserer man sig naturligvis alene for resultatet efter skat, og her fremgår det at omlægningen indebærer at det vil være mere attraktivt at eksportere og mindre attraktivt at importere. Ifølge fortalerne for BAT, vil valutakursen dog hastigt tilpasse sig og neutralisere den oprindelige effekt. Men derudover kræves dog også, at eksportørerne både i og udenfor USA er pristagere, hvilket fremgår nedenfor i tabel B.
Tabel B. Indførelse af Border Adjustment Tax (efter valutatilpasning)
Hvis altså USD stiger 25 procent og hvis eksportører er pristagere, så vil effekten være neutral i forhold til en almindelig selskabsskat på 20 procent. Til gengæld er amerikansk ejede aktiver i resten af verden faldet i værdi, resten af verdens aktiver i USA er steget i lokal valuta, mens en del lande med stor udlandsgæld denomineret i USD. kan se frem til betydelige problemer.
Ovenstående vil naturligvis også dække over betydelige forskydninger i handelsstrømmene, som kan blive nok så voldsomme.
Nej, indførelsen af BAT kan på ingen måde sammenlignes med indførelse af et VAT system, hvor den endelige skattebyrde falder på forbrugerne og virksomhedernes rolle alene er at fungere som opkrævere af skatten. Det er tilsynladende også gået hen over hovedet på fortalerne for BAT, at den form for border adjustment som følger af VAT ikke pålægges det importerede produkt, men er afhængig af den endelige anvendelse.
Virksomheder betaler jo ikke importmoms. Den lægger blot ud og får denne refunderet ved momsafregningen. I det amerikanske system derimod opkræves der også BAT af kapitalgoder.
Faktum er, at hvor et VAT system faktisk er neutralt (effekten er primært lavere forbrug på grund af højere priser på det pågældende marked) uanset om ikke alle lande bruger et sådan system eller har samme satser, så gælder det for et cash-flow system med BAT, at det netop kræver at alle anvender samme system for at være neutralt.
Med tanke på at WTO næppe accepterer indførelsen af en BAT (EU har allerede sagt, at man vil lægge sag an) og at man ønsker at lave et system, som har nogle af de egenskaber som VAT har, vil nogen nok spørge sig, hvorfor man ikke bare laver et sådan system. I ovenstående eksempel ville en moms på 7 procent give samme indtægter.
Republikanerne er traditionelt modstandere af indførelse af en egentlig føderal moms. Primært fordi en sådan er alt for nem at skrue på (sætte op). Givet udviklingen i Danmark er man tilbøjelig til at give dem ret. Som Otto skriver i Børsen er paradokset i givet fald, at
En detalje ved “border adjustment”, som måske kan få Republikanerne til at ryste på hånden, er, at det bliver let at ændre skatten til en moms. En moms ville være meget effektiv til at skaffe penge i statskassen og er derfor ikke populær hos dem.
Så hvorfor overhovedet bevæge sig derhen?
Problemerne med multinationale selskabers (lovlige) skatteundgåelse ved at parkere pengene udenfor USA’s grænser er primært en funktion af selskabsskatteniveauet og at USA – i modsætning til f. eks. Danmark – operer med “global taxation”. Man kunne jo vælge at gå over til “local taxation”, som vi kender det herhjemme, hvor multinationale selskabers skatteundgåelse – i modsætning til hvad mange måske tror – næppe er noget stort problem (se også her).
Titlen er emnet for mit nye papir med min gode ven Niclas Berggren. Papiret er skrevet med finansiering fra IREF – the Institute for Research in Economic and Fiscal Issues. IREFs executive summary er her, sammen med et link til working paper-versionen.
Pointen med papiret er at undersøge, om økonomisk politik påvirker lands gældsudvikling. Ideen er ganske let et få: Danmarks økonomi er ikke særligt reguleret, sammenlignet med mange andre europæiske lande, og vores gæld er til at overse. Grækenlands økonomi er nærmest reguleret ihjel og landet er de facto bankerot. Er de enkelteksempler eller der en mere generel sammenhæng?
Vi ser tre mulige mekanismer, der kunne forbinde reguleringsaktivitet med gældsudvikling. For det første kunne regulering afspejle den mere overordnede approach til politik, inklusive keynesiansk underskudsfinansiering. For det andet kunne reguleringerne slå så meget (formel) aktivitet ihjel, at regeringen ikke kan finansiere budgettet selvom den ville. Og for det tredje kunne de internationale markeder fortolke øget regulering som et signal om problemer eller økonomisk uansvarlighed. I det sidste tilfælde vil de derfor rationelt hæve den risikopræmie, de kræver, og dermed gøre den eksisterende gæld væsentligt dyrere.
Bundlinjen er – uanset at vi ikke kender den eksakte mekanisme – at vi finder klar evidens for en effekt. Forestiller man sig, at reguleringsniveauet ændres fra dansk til græsk niveau, vil gælden stige med cirka 10 % i løbet af en enkelt femårsperiode. Det lyder måske ikke af så meget, men det er i løbet af en ganske kort periode og vi ser ret klar persistens, så virkningen fortsætter ud i fremtiden. Visse regeringer har måske et ønske om at bringe økonomien under kontrol, men mister reelt kontrollen over finanserne på længere sigt.
Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2017. 1 svar
OM nogle få dage sætter jeg mig i et fly med retning mod USA. Anledningen er den årlige konference i the Public Choice Society, der dette år afholdes i New Orleans. Som altid er PCS et af forårets faglige højdepunkter, men også en social begivenhed, hvor man møder gamle venner, gode kolleger og nye talenter. Jeg ser således frem til nogle sjove stunder med gode venner som Niclas Berggren, Andreas Bergh, Jerg Gutmann, Hans Pitlik, Niklas Potrafke og Martin Rode, og gensyn med hyggelige og spændende kolleger – ikke mindst Peter Kurrild-Klitgaard, Emily Skarbek, Lynne Kiesling og Ed López. Derudover bliver det en fornøjelse at introducere min talentfulde PhD-student Andrea Paramo-Florencio til hele miljøet.
Hovedformålet er dog selve konferencedelen, hvor man præsenterer sit eget arbejde, ser andre forskere præsentere deres nye arbejde, og taler med folk om, ’hvad der foregår’ for tiden. På den front ser programmet også lovende ud i år. Helt særligt må man sige, at 2017 er ved at blive et år, hvor public choice og politisk økonomi er blandt de allermest interessante og relevante emner i samfundsvidenskaberne – hvordan kan man ellers forstå Trump, Putin og Le Pen, eller de mærkværdige politiske valg i Latinamerika?
Som altid forbereder man sig på sine egne pligter før alt andet. Min session i år har titlen Understanding the Rules of the Game: Institutions and Entrepreneurship og byder på præsentationer af Daniel Bennett, Christopher Boudreaux, Boris Nikolaev og undertegnede. Mit papir er fællesarbejde med min meget dygtige tidligere studerende Jacob Nygaard Lihn, hvor vi ser på om de kendte effekter af institutionelle forskelle på iværksætteraktivitet afhænger af, om der er vetoinstitutioner som kan ’låse’ forskellene og dermed gøre politik osv. mere forudsigelig. Boris, Daniel og Chris har også været i gang med interessante projekter, som forhåbentlig kan trække et publikum til vores præsentationer.
Udover min egen session er en af de events, jeg ser mest frem til nok en plenary session med David Skarbek med titlen ”Governance without Government.” David er nok verdens førende ekspert i studiet af hvordan fængsler er selvorganiserende. Hans bog om emnet har vundet flere priser og han er en mester i at få folk til at tænke ekstra over emner.
Man kan også nævne sessions om Culture med papirer om kønsnormer (Fike), racisme (Bonnick og Antonio Farfan-Vallespin) og tolerancenormer (Berggren, Nilsson og Ljunge), om Economics of Corruption, der bl.a. omfatter en præsentation fra den brasilianske Jaime Bologna, der er en af de mest spændende unge forskere i public choice-miljøet, og om uafhængige retsvæsener med NYUs interessante Shruti Rajagopalan. Og så er der altid en eller anden, man ikke kendte, som dukker op med noget nyt og spændende, som man bare må opleve. Dét skriver vi om, når vi er på vej hjem igen.
Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2017. 2 svar
Der tales meget for tiden om protektionistiske politik. Emnet er i vælten i almindelig politik blandt andet USA og Frankrig, og herhjemme har flere ellers fornuftige kommentatorer været noget mindre end afvisende overfor det. Et særligt segment hos de nationalkonservative ser endda ud til at være særdeles positive overfor handelspolitisk ’beskyttelse’ af visse grupper i samfundet. Flere har spurgt mig, hvad der da er galt med at beskytte arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence. Vi har derfor besluttet, at tilbyde en smule undervisning i emnet.
Vi viser i dag udelukkende det, nationaløkonomer kalder de statiske tab i forbindelse med told og anden handelspolitisk beskyttelse. Vi illustrerer dem i et diagram, der hjælper analysen af konsekvenserne af denne type politik i en lille, åben økonomi som Danmark. I figuren for markedet nedenfor, er pw prisen på verdensmarkedet, og prisen på det hjemlige marked bliver derfor pw plus tolden. Resultatet af forskellen på det hjemlige udbud, S, og det hjemlige efterspørgsel, D, (kan aflæses på x-aksen) er således den hjemlige import. Hvis vi ikke havde haft nogen form for kontakt med udlandet, ville prisen og den afsatte mængde som sædvanlig kunne aflæses der, hvor de to kurver skærer. Men pga. konkurrence fra verdensmarkedet, kommer det danske forbrug til at kunne aflæses som der, hvor efterspørgslen D skærer den flade pw-kurve.
Lægger man en told på importerede varer, sker der det simple, at prisen på importerede varer stiger fra pw – den faktiske pris – til pw + tolden. Danske producenter er således blevet kunstigt mere konkurrencedygtige. Konsekvensen for dem er derfor det område, vi har kaldt ’A’ i figuren. De hjemlige producenter får derfor større omsætning og flere kan konkurrere. Det er netop denne konsekvens, der ofte får rent business-mindede konservative til at støtte protektionisme – politikken er jo meget tydeligt pro-business.
Det store problem ligger i de yderligere konsekvenser. Området ’A’ er nemlig tydeligt en overførsel fra forbrugerne til producenterne. Det er jo et forbrug, de alligevel ville have haft, men som sker til højere pris. Området ’C’ er importmængden ganget med tolden, eller med andre ord, statens toldindtægt. ’C’ er derfor en overførsel fra forbrugerne til staten. Men det er klart, at der er to områder, der også forsvinder fra forbrugerne når man pålægger importen en told: ’B’ og ’D’. Området ’D’ skyldes, at forbrugerne ikke blot lider et tab ved at betale højere priser, men også ved at kunne købe mindre. Området ’B’ kan fortolkes som et tab der kommer af, at mindre produktive hjemlige virksomheder nu leverer det, vi kunne have købt af mere produktive udenlandske virksomheder. Vi har med andre ord bundet nogle danske ressourcer i at producere noget, vi faktisk ikke er specielt dygtige til. Områderne ’B’ og ’D’ kalder således teknisk for dødvægtstab, eller mere populært for Harberger-trekanter (efter Chicago-økonomen Arnold Harberger).
Den gevinst som danske virksomheder får, tages således fra danske forbrugere, ligesom den gevinst, staten får. Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.
I 1967 rejste public choice-legenden Gordon Tullock nemlig det spørgsmål, om ikke virksomheder ville være villige til at betale for at få handelspolitisk beskyttelse? Tullocks svar var, at rationelt drevne virksomheder ikke blot ville bruge ressourcer på produktion, men også på at lobbye for at få beskyttelse. Som alle andre aktiviteter, vil de bruge ressourcer på lobbying op til det punkt, hvor omkostningen ved at bruge én arbejdstime eller én krone mere på lobbying er præcist lig med den forventede gevinst af den. Og politikere er mere end villige til at sælge handelspolitik – det er en af måderne, at de enten kan få virksomheder til at give partistøtte eller i det mindste til at finansiere meget rare middage og hotelophold.
To indsigter fra public choice-traditionen ændrer derfor vores analyse. Først må man regne med, at noget af overførslen ’A’ faktisk går tabt i uproduktiv adfærd. Det er med andre ord et område, der tages fra forbrugerne og tabes i lobbyomkostninger. Det ekstra lobby-tab er tegnet ind med rødt i den anden figur nedenfor.
Man må også regne mindst et, og sandsynligvis yderligere to tab ind. For det første eksisterer der et logisk tab, da det ikke er gratis at indkræve tolden. Staten må afholde udgifter i forbindelse med at indkræve told, hvilket reducerer område ’C’ – udgifterne er et nettotab for samfundet. For det andet antager standardanalysen i den første figur, at staten bruger hele toldindtægten på en produktiv eller velfærdsskabende måde. Der findes en over 50-årig forskningstradition, der peger på at langt de fleste politikere har incitamenter, der vil føre dem til at bruge ekstra indtægter på enten populære tiltag, der kan få dem valgt næste gang, eller på støtte til særinteresser. Disse aktiviteter skal regnes som tab i en nationaløkonomisk analyse! De er tegnet ind med blåt i figuren.
Tullock tog udgangspunkt i, at område A er en gevinst for producenterne. Producenterne vil derfor have et klart incitament til at bruge ressourcer på at ’få fat’ i området. Med andre ord vil de investere ressourcer i at søge den ’rent’, de kan få hvis de overbeviser politikerne i at indføre en told. Disse ressourcer bliver altså ikke investeret produktivt, men udelukkende for at få adgang til en overførsel fra forbrugerne. Politikere vil på deres side have en interesse i at åbne for muligheden for at få beskyttelse mod international konkurrence, da det vil få producenter til at tilbyde støtte. Denne støtte kan være direkte bestikkelse eller det kan være partistøtte, der vil kunne gøre det lettere for politikernes parti at vinde det næste valg. De ressourcer, der investeres i at få adgang til beskyttelse, skal derfor regnes som et rent, samfundsmæssigt tab.
Der er fra en fagøkonomisk vinkel dermed ingen undskyldninger for at indføre protektionistiske tiltag. Og til dem, der måske stadig er en smule kritiske: Vi har kun dækket de velkendte statiske tab. Der er en anden liste af dynamiske tab, dvs. tab der udfolder sig over en længere periode og bliver synlige i f.eks. vækst og produktivitetsudvikling.
Af Otto Brøns-Petersen, den 16. februar 2017. 2 svar
”Omkostningssyge” kalder Tyler Cowen det for, at de amerikanske priser på bl.a. sundhedsydelser og uddannelse stiger eksplosivt. Men hvordan ser det egentlig ud herhjemme? Hvad stiger og falder særlig bemærkelsesværdigt i pris?
Den absolutte højdespringer er prisen på porto, som er næsten firedoblet på 15 år (en stigning på 284,6 pct.). Til sammenligning er det almindelige prisniveau steget med 29,8 pct. Her er det priserne uden afgifter, de såkaldte nettopriser, vi ser på. Andre højdespringere er vand, flydende brændsler, uddannelse, bøger og aviser samt kombineret persontransport, der er blevet omtrent fordoblet i pris siden 2002.
I den modsatte ende ligger en gruppe af varer og tjenester, som falder kraftigt i pris. Tele- og IT-udstyr koster omkring en tiendedel af, hvad det kostede for femten år siden. Radio-, TV- og fotoudstyr er blevet meget billigere. Kommunikation, medicinsk udstyr og medicin hører også til gruppen med faldende priser, ligesom tøj og interessant nok også flyrejser, selv om brændstofferne er blevet dyrere.
Se selv figurerne nedenfor, hvor jeg har opgjort den nominelle stigning for de elementer i nettoprisindekset, som er steget mest (de blå søjler). Til sammenligning viser de røde søjler de elementer, som direkte er faldet i pris. Der er ikke korrigeret for inflation i nogen af tilfældene.
Største prishop (pct. 2002-2017)
Største prisfald (pct. 2002-2017)
Figurerne viser de finest opdelte underkategorier. Desværre er en hovedkategori som ”uddannelse” ikke yderligere underopdelt, når man kigger 15 år tilbage.
Hvis man ser på figurerne og udviklingen i nettoprisindekset generelt, er der nogle punkter, som springer i øjnene.
For det første har vi også en ”omkostningssyge”. Det er bl.a. en række regulerede sektorer, som har store prisstigninger: Postvæsen, vand og transport. Man kan ikke direkte sammenligne med Cowens amerikanske omkostningssyge, fordi uddannelse og sundhedsydelser er offentligt leverede gratisydelser og altså ikke indgår i nettoprisindekset. De prissatte uddannelsesydelser ligger dog også blandt højdespringerne i Danmark. Samtidig er sundhedsudgifter den offentlige udgiftskategori, som er vokset mest siden 2002 – med næsten 73 pct. (hvori dog både indgår pris- og mængdestigninger).
For det andet stiger serviceydelser mere i pris end varer. Det understreger, at den generelt langsomme produktivitetsudvikling i Danmark især hænger sammen med udfordringer i servicesektoren.
For det tredje er det tydeligt, at globaliseringen spiller en afgørende rolle for den stigende levestandard, som vi i høj grad kan importere os til. Moores lov, som indebærer, at prisen på datakapacitet halveres hvert 18. måned, er stadig i kraft og afspejler sig i brat faldende omkostninger på IT og elektronisk udstyr. Prisen på tøj falder takket være en skærpet international arbejdsdeling. Og som sagt er flypriserne faldende trods øgede brændstofomkostninger, takket være den skærpede konkurrence i luftfarten.
I sidste ende er det vigtigste ikke størrelsen af ens indkomst, men hvad man kan købe for den. Hvad er der af politikhåndtag til at gøre købekraften størst mulig? Gevinsterne ved deregulering er tydelig i de historiske tal. Og på samme måde som flyrejser er blevet billigere af historiske dereguleringer og øget konkurrence til statslige selskaber som SAS, kunne reel deregulering af taxabranchen få gjort noget hyrevognspriserne. Deregulering og skærpet konkurrence blandt forsyningsselskaber kunne skabe gevinster på samme måde som dereguleringen af telesektoren har skabt billigere priser og bedre produkter dér. Også i brancher som den finansielle sektor og byggebranchen er der et potentiale ved en mindre hård reguleringsbyrde.
Samtidig taler tallene er meget tydeligt sprog om betydningen af globalisering: Dvs. af international arbejdsdeling og teknologisk udvikling baseret på fri handel.
Politiske set burde det ligge på den flade hånd at give vælgerne højest mulig levestandard ved at sikre lavest mulige priser og størst mulig konkurrence. Men som bl.a. Trumps protektionisme og S-DF-alliancen mod Uber viser, kan små koncentrerede særinteresser være mere velorganiseret end den brede forbrugerinteresser.
Min egen vurdering ligger også i den negative ende. Som jeg ser det, er Trump i høj grad et resultat af den amerikanske venstrefløjs kampagne mod globalisering og ulighed. Det præger også en del af hans politiske forslag, ikke mindst protektionismen.
Man har lov at håbe, at vi kritikere ender med at bliver positivt overrasket. Hvis det skal ske, vil det dog næppe blive i kraft af Trump selv, men fordi den amerikanske præsident ikke er enerådende. Han skal have sin politik i gennem Kongressen, hvor det republikanske flertal helt frem til valget også var skeptisk over for Trump. Han har heller ikke frit slag over for domstolene; tværtimod har han faktisk sin udnævnelse af Neil Gorsuch til højesteretsdommer styrket originalisterne, som fastholder, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med mere end en elastisk fortolkning af forfatningen.
Af Christian Bjørnskov, den 7. februar 2017. Skriv et svar
Vi har skrevet om Venezuelas katastrofale udvikling en række gange de seneste år. På trods af Chavez og Maduro-regimets ødelæggende økonomiske politik – toiletpapir, majsmel og mælk har været mangelvarer i adskillige år og inflationen ser ud til at runde de 700 procent i år – og forfølgelsen af de frie, regeringskritiske medier, vandt oppositionen alligevel parlamentsvalget i december 2015. Mange trøstede sig derfor med, at Venezuelas demokrati stadig var levedygtigt, om end som et såkaldt ”competitive autocracy”, og at et stort flertal i befolkningen ville vende udviklingen.
Den mulighed er nu endegyldigt væk. Som Alexander Brockwehl hos Freedom House skriver, faldt Venezuelas ”demokratiske facade” i efteråret (hattip: John Meadowcroft). I organisationens årlige rapport, Freedom in the World 2017, er Venezuela for første gang nogensinde placeret i kategorien ”Not Free.” Først fjernede Maduro-regimet, gennem en Højesteret som Chavez fyldte med tilhængere af hans ”socialisme for det 21. århundrede”, fire valgte oppositionsmedlemmer af parlamentet. Som Brockwehl understreger, fjernede Højesteret dermed den supermajoritet, det krævede for at oppositionen f.eks. kan udnævne medlemmer af valgkommissionen CNE. Højesteret har også undladt at kritisere, at regeringen gennemtvang en finanslov uden at parlamentet stemte om den.
Hverken dette eller en række andre brud på forfatningen har fået Højesteret til at protestere, ligesom den tillod Maduro og den valgkommission, som han fuldstændigt kontrollerer, at afskaffe de sidste rester af faktisk demokrati i efteråret. Oppositionen havde krævet, at den politisk umulige situation med en præsident, der nægter at samarbejde med et parlament, som oppositionen dominerer, løses af en præsidentiel ’recall’-afstemning – en proces som netop er beskrevet i Venezuelas forfatning for at afhjælpe politiske hårdknuder. CNE udskød først, og aflyste derefter den folkeafstemning, der uden tvivl ville have været endnu et nederlag for det ekstremt upopulære Maduro-regime.
Konsekvensen hos Freedom House er derfor, at hvis et regime nægter at afholde et forfatningsmæssigt korrekt valg, kategoriseres det efterfølgende sammen med andre diktaturer som Cuba. Maskerne er faldet og Maduro-regimet har gjort som alle andre kommunistiske regimer nogensinde: Afskaffet befolkningens ret til politisk selvbestemmelse.
Mens Venezuelas deroute er velkendt og omhyggeligt beskrevet de senere år, er tabet af demokrati stadig chokerende. Politisk ustabilitet er et almindeligt fænomen i Latinamerika – nogle vil måske endda sige, at det er et af de vigtigste fællestræk i Sydamerika – men Venezuela har været stabilt demokratisk siden 1958 og har overlevet fem kupforsøg siden da. Hvor specielt det er, illustreres nedenfor med data fra den database, som Martin Rode og jeg har været i gang med at udvikle det sidste år (og som offentliggøres om nogle uger).
I vores data er tre lande i Latinamerika og Caribien pt. ikke demokratiske: Haiti og Venezuela, der er civile autokratier, og Cuba der er et militært ledt kommunistisk diktatur (de røde søjler i figuren). Området har 19 præsidentielle demokratier af varierende kvalitet: Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay (de blå søjler). Latinamerika omfatter også 11 parlamentariske demokratier, dvs. demokratiske styrer uden en præsident: Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Dominica, Grenada, Jamaica, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, og Trinidad og Tobago (de sorte søjler). Det pudsige ved området er dermed, at der ikke er nogen latinamerikanske ’mellemformer’ som Tyskland eller Italien, hvor man har et stærkt parlament og en ceremoniel præsident. Har man en præsident i Latinamerika, har han eller hun faktisk magt. Sidst, og faktisk mindst, må man ikke glemme at området også inkluderer ti lande, der ikke er selvstændige, men har omfattende selvstyre og fuldt demokratiske institutioner (de stribede søjler): Anguilla, Aruba, Bermuda, de Britiske Jomfruøer, Cayman-øerne, Curacao, Puerto Rico, Turks og Caicos, de Amerikanske Jomfruøer, og Sint Maarten.
Figuren illustrerer, hvor mærkeligt det er at Venezuela nu effektivt er et diktatur. Mens Argentina f.eks. har været demokratisk i 32 af de sidste 41 år (venstre søjle) og 49 år siden 1950, og Peru kun har været det henholdsvis 26 og 37 år, har Venezuela synligt været langt mere stabilt. Det er et af de ’gamle’ latinamerikanske lande, der indførte sin første forfatning i 1830, og der så sent som i 1930erne var rigere end Spanien, Portugal og Syditalien. For 100 år siden var det et af de steder, folk emigrerede til for at søge et bedre liv. I dag er det et kommunistisk diktatur, hvor forfatningen, oppositionen og befolkningen ignoreres af regimet, og dagligdagen er usund, voldelig og fattig på mad, men rig på politiske løgne. Det er, med andre, en skændsel.
Af Christian Bjørnskov, den 4. februar 2017. 2 svar
SAS er presset af markedet og har gennem lang tid ganske store problemer. Et af problemerne er den voldsomme indflydelse, som en række fagforeninger har udøvet på det parastatale selskab siden 1960erne. Ved sidste tælling havde SAS 57 forskellige overenskomster, og både piloter og kabinepersonale lægger med jævne mellemrum selskabet ned. SAS har derfor forleden besluttet, at det vil udvide til baser i andre lande som Storbritannien og Spanien, hvilket vil muliggøre at man på en række ruter kan komme udenom de skandinaviske fagforeninger. Beslutningen virker begavet, og er muligvis pinligt nødvendig for at sikre at SAS overlever de næste år.
I en kort debat i DR2s Deadline mellem SFs Karsten Hønge og Venstres Jacob Jensen – ledt af en ikke ligefrem upartisk Lotte Folke Kaarsholm – beklagede Hønge dog beslutningen. Fra hans populistisk-socialistiske vinkel repræsenterer den, at SAS nu omfavner social dumping for tænk hvis piloter og andre skal flyve unde britiske overenskomster – eller tænk hvis SAS får lov til at købe service i andre europæiske lande! Hønge affærdigede omkostningerne forbundet med at fortsætte som hidtil med, at det var småpenge. Jacob Jensen gjorde sikkert sit, men man kunne have ønsket at Venstre havde sendt et skarpere intellekt end Jensen, der sjældent glimrer ved andet end sin partiloyalitet. Med en socialt ’indigneret’ Hønge for fuld udblæsning, en slatten borgerlig og en DR-journalist, der meget tydeligt havde taget stilling, var debatten DR fra sin værste side.
Jeg overvejede derfor, at skrive en kommentar om emnet, men Edith Thingstrup kom mig i forkøbet med en fremragende kommentar i Berlingske i morges. Under overskriften ” Slut med syg socialisme i skyerne” hudfletter hun Karsten Hønge for hans påstand om, at luftfartsbranchen præges af ”syg kapitalisme.” Måske er piloter ikke længere de glamourøse figurer de engang var – de er nærmere avancerede buschauffører – men passagererne har haft enorm gavn af dereguleringen af branchen og den heftige konkurrence i markedet. Hønges og mange andre danske politikeres argument er, at borgernes gevinster af fri konkurrence er ligegyldige – de er blot udtryk for syg kapitalisme. De foretrækker i stedet eEt system, hvor særinteresser og skruppelløse fagforeninger udbytter almindelige mennesker med politikernes alt for velvillige medvirken. Som Edith korrekt skriver, er SAS degereneret til at være ”et symptom på den nordiske models nederlag.”
Nationaløkonomisk indsigt er dejligt klar på dette område: Hvis der hverken er positive eksternaliteter forbundet med aktiviteten, tydelige stordriftsfordele der kan retfærdiggøre et offentligt monopol, store informationsasymmetrier, eller evt. voldsomme fordelingsmæssige konsekvenser, er der ingen grund til at staten engagerer sig. Man må spørge sig selv, om markedet for luffart er karakteriseret ved et eller flere af disse problemer. Mit svar er et gungrende nej – luffart er om noget blevet et ekstremt velfungerende konkurrencemarked, der netop leverer alle de gevinster som fri konkurrence kan give. Det er ikke noget, magtsyge politikere skal blande sig i. Så hvis der er nogen som helst moral tilbage på Christiansborg, er mit ønske at politikerne sælger statens aktier i SAS så hurtigt som muligt. For selskabets egen skyld er dets eneste chance for at overleve sandsynligvis også, at svenske og danske politiske interesser kommer af vejen så hurtigt som muligt
Af Christian Bjørnskov, den 2. februar 2017. Skriv et svar
Som vores faste læsere nok ved, er Aarhus Universitet vært for den årlige Danske Public Choice workshop i morgen; og programmet kan ses her. Jeg glæder mig personligt, ikke mindst fordi programmet ser spændende ud, men også fordi adskillige begavede og fornøjelige kolleger har valgt at tage turen til Aarhus.
Et af de papirer, jeg ser særligt frem til i morgen, er Niclas Berggren og Therese Nilssons ” Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?” Niclas og Therese har udgivet en række interessante artikler de senere år om tolerancenormer, og hvordan både globalisering og økonomisk frihed gør de fleste mennesker mere tolerante overfor f.eks. ateister og homoseksuelle. De stiller denne gang det interessante spørgsmål, hvorfor nogle andengenerationsindvandrere har ret vestlige tolerancenormer – det de kalder Western Values – og andre slet ikke har.
En del af svaret er, at folk med forældre fra lande med relativt pragmatiske normer – i modsætning til en norm der hylder traditioner og lydighed – er mere tolerante, ligesom dem fra mindre fraktionaliserede, bedre uddannede og mindre religiøse lande er. Pragmatismeresultatet viser sig særligt statistisk stærkt, ligesom et andet, der ellers ofte beskyldes for at være en fordom. Folk med forældre, der er indvandret fra muslimske lande, er væsentligt mindre tolerante overfor f.eks. homoseksualitet.
Mens en del forskning, inklusive noget af det Niclas og jeg har været fælles om, har vist at Islam ikke generelt er forbundet med lavere tillid eller værre retslig kvalitet – det er ikke religionen, men graden af religiøsitet, der er vigtig i de henseender – peger dette studie derfor i en anden retning. Muslimer i Europa er, alt andet lige, mindre tolerante end andre mennesker i det samme land. Mens man kunne have forventet det samme af f.eks. katolikker eller hinduer, finder Niclas og Therese ingen indikationer i den retning. Det er således ikke en fordom, men et ret klart faktum, at de fleste andengenerationsindvandrere fra muslimske lande er mindre tolerante end resten af os. Om det så også gælder for bosnierne er et spørgsmål, man kan stille i morgen.
Af Otto Brøns-Petersen, den 30. januar 2017. 2 svar
CEPOS har netop offentliggjort en analyse af mediemarkedet, udarbejdet af Nils-Gunnar Indahl, Københavns Universitet. Se rapporten her, eller denne korte video her:
Rapporten viser grundlæggende fire ting:
At mediemarkedet er i hastig forvandling, og at ikke mindst de private dagblade er under pres, mens de statslige medier fylder mere.
Dagbladenes forretningsmodel er generelt udfordret, men mediestøtten er i stigende grad med til at skævvride markedet. Dagbladene tegner sig for en faldende andel og er nede på en sjettedel. Radio og tv tegner sig for 85 pct. af mediestøtten, heraf DR alene for 73 pct.
Staten fylder mere i mediebilledet end de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi har høj licens, er tæt på at have hver anden journalist ansat i statslige medier mv., DR.dk og tv2.dk er de største internetsites i Danmark, og generelt er mediepolitikken mindre liberal end f.eks. i Norge og Sverige.
Der er ingen gode begrundelser for den mediepolitik, der bliver ført i Danmark. Der er ikke længere nogen ”markedsfejl” af betydning, som kan begrunde den stærke offentlige intervention, og historisk set har ”markedsfejl” slet ikke spillet noget videre rolle som begrundelse. Der anvendes ingen systematisk definition af ”public service”.
Der er lagt op til et nyt medieforlig senere i år. Det haster med at få omlagt støtten. For min skyld må man gerne fjerne al støtte. Der er som sagt ingen af de ”markedsfejl”, som normalt begrunder offentlig intervention. Men som minimum bør skævvridningen bremses. Og politikerne bør begynde med at opstille politiske mål først og så vælge de mest effektive og mindst indgribende redskaber til at nå dem. Hvis man f.eks. gerne vil støtte dansk produktion, bør man som på filmområdet opstille støttekriterier og lade konkurrencen være åben for alle. Vil man gerne støtte et bestemt forbrug, er det mest oplagt at bruge voucheragtige ordninger – f.eks. som på skoleområdet, hvor man kan tage pengene med sig til en friskole. Tvangsfinansieringen til DR bør falde bort. Licensen er reelt en skat. For fremtiden bør den kun betales af DRs brugere.
Af Christian Bjørnskov, den 28. januar 2017. 3 svar
Donald Trump er landet i det Hvide Hus med store planer om at rejse toldmure og holde produktion i USA. I Danmark har der indtil fornylig ikke været megen opbakning til protektionistisk politik – vi er heldigvis på mange måder et af de mest liberale samfund i Europa – men der er desværre dukket lommer op af nyprotektionister i debatten. Fænomenet er ikke længer begrænset til særlige nationalkonservative, der drømmer om at bruge en stor stat til deres formål, men har også bredt sig til folk, man ellers betragter som ganske liberale og fornuftige.
Der er som oftest tale om folk, som ikke kan (eller vil) se forskellen på politik, der er pro-market eller pro-business – om politikken gavner alle borgere som forbrugere eller kun en lille del som producenter. Se f.eks. den fremragende Luigi Zingales forklare forskellen her. Derfor er her en anderledes angrebsvinkel: Politik, der sigter efter at begrænse handel, er umoralsk.
Ideen er ikke min – Don Boudreaux hos Cafe Hayek har skrevet adskillige gange om det – men den er enkel. Grundlaget er den normative ide, som man skal være tæt på kommunist for at afvise, at ens indkomst er ens egen, og at hvert individ har en ukrænkelig ret til at bruge den (eller lade være) på hvad man nu engang værdsætter, så længe brugen ikke direkte krænker andres identiske ret. Sagt på en anden måde: Når jeg har tjent mine penge lovligt, bør jeg kunne bruge dem præcist som jeg vil.
Sætter man f.eks. en handelsbarriere op mellem Danmark og Storbritannien, indebærer det, at jeg frit kan købe champagne produceret af Pierre i Champagne, Cava fra Marianno i Catalonien eller Prosecco fra Giovanni i Veneto. Men hvis det formastelige skulle ske, at jeg foretrækker at købe sparkling fra Mike og Chris i the South Downs i England, tvinger staten mig til at betale told – en strafafgift for at handle med nogen, som politikerne har defineret, vi ikke bør have økonomisk samkvem med.
Moralsk forudsætter protektionistisk politik derfor, at ethvert individ, der bor i et bestemt land, har pligt til at behandle nogle mennesker anderledes end andre, og at landets politikere har moralsk ret til at definere for alle individer i landet, hvilke mennesker, der er mere eller mindre ’værdige’. Dermed har hvert individ ikke længere uhindret brugsret over den del af deres indkomst, der er tilbage når de har betalt skat, afgifter osv. Anerkender man politikernes ret til at dirigere vores forbrug til bestemte lande, regioner eller producenter, må man derfor også anerkende, at vores private ejendomsret ikke blot er begrænset, men bør begrænses af en meget bestemt gruppe mennesker. Disse mennesker – politikerne – kan dermed effektivt ekspropriere en vis del af vores indkomst og dirigere den til nogle bestemte, meget begrænsede, interesser i samfundet.
Disse interesser er dem, vi ikke frivilligt ville have handlet med. Medmindre man tror på, at varer, service og anden aktivitet har en objektiv værdi, der på en eller anden måde kun åbenbares for de indviede (læs: politikerne), betyder det, at protektionistisk politik ikke blot bryder med individers brugsret til deres ejendom, men også tvinger dem til at favorisere producenter, som et frit valg afslører, er dårligere end dem, man frit havde handlet med. Har man på nogen måde en moralsk præference for meritokrati, er her et ekstra element i en normativ vurdering af protektionistisk politik. Ikke nok med at man bryder folks brugsret og ophæver nogle mennesker til at dømme i rent private forhold, man belønner også dem, der er dårlige til deres job, men som har deres politiske forbindelser i orden. Hvordan kan det nogensinde blive moralsk forsvarligt?
Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2017. 1 svar
Et af de mest spændende emner i samfundsvidenskaberne de sidste 20 år har været forskningen i tillid og lignende fænomener. Det er jeg i det mindste næsten nødt til at sige, da jeg selv har bidraget til forskningen, men mange andre som f.eks. Tyler Cowen er enige. Der er sket meget på området, men en del af forskningen har afsløret mange ting, som vi ikke ved.
Grunden til at bringe det op er, at Oxford University Press har en ny Handbook of Social and Political Trust på vej ud. Bogen redigeres af Eric Uslaner (University of Maryland) og får kapitler af notabiliteter som bl.a. Ronald Inglehart, Kim Sønderskov, Natalia Letki, David Miller og Pamela Paxton. Jeg har været så heldig at blive inviteret til at skrive kapitlet om social tillid og økonomisk vækst. Kapitlet er nu tilgængeligt i uformateret udgave på SSRN. Det opsummerer naturligvis at vi nu er relativt sikre på, at tillid alt andet lige er forbundet med højere vækst, men også at i det mindste en del af effekten skyldes, at tilliden påvirker hvordan samfundets formelle institutioner – retsvæsen, embedsværk osv. – fungerer. Hvordan det sker, er der separate teorier om (og et separat kapitel til en anden handbook), men tilliden ser kun ud til at påvirke institutionernes kvalitet under bestemte betingelser.
En særlig fornøjelse var at skrive om, hvad vi faktisk ikke ved og dermed, hvor man måske kunne lægge en forskningsindsats i de kommende år. Skulle en læser beslutte sig for at tage et kig på kapitlet, og få en idé til et emne, der kunne fylde et videnshul, er han eller hun velkommen til at skrive en kommentar til os!
Af Christian Bjørnskov, den 24. januar 2017. 1 svar
Jeg var i København for nogle uger siden som gæst i Radio 24 7s program ”24 spørgsmål til professoren.” Programmet bestyres af den fremragende Lone Frank, der efter en phd-grad i neurobiologi har etableret sig som Danmarks suverænt førende videnskabsjournalist. Det blev til en professionel, meget behagelig og til tider morsom times tid med Lone, og da programmet blev sendt i lørdags var jeg meget tilfreds.
Der er derfor al mulig grund til at reklamere for 24 spørgsmål overfor punditokraternes sædvanligvis interesserede læsere. Hele programserien er glimrende formidling, og flere af punditokraternes kolleger har været med. Hør f.eks. Jacob Hariri om demokrati, Michael Bang Petersen om evolutionspsykologi og dens rolle i moderne statskundskab, eller i al beskedenhed, undertegnede om hvad der er op og ned i seriøs lykkeforskning. Hele serien er stærkt anbefalet.
Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2017. 1 svar
Næste fredag, den 3. februar, er Martin Paldam og jeg værter for den årlige danske public choice workshop. Den afholdes derfor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet (i L-bygningen på Fuglesangs Allé 4) fra klokken 11. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede, og som de seneste år, er der deltagelse fra både Sverige, Tyskland og Holland.
Workshoppen er inddelt i tre sessions med hvert sit overordnede emne – sådan cirka da – med præsentationer inklusive spørgsmål på en halv time hver. Vi starter klokken 11 med økonomisk politik og tre præsentationer:
Lasse Aaskoven (København): Budget Institutions and Taxation
Philipp Schröder (Aarhus): Does (strategic) export promotion make sense?
Rasmus Wiese (Groningen): Dynamite in the hands of short-sighted politicians: The isolated cost-effects of healthcare financing privatisations
Efter frokost fortsætter vi 13.30 med en session om institutioner. Her er præsentationerne:
Benjamin Egerod (København): Voting for a Career: How the revolving door moderates the Senate
Martin Paldam (Aarhus): Jumps into democracy: The short and long run in the Democratic Transition
Niclas Berggren (IFN, Stockholm): Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?
Jerg Gutmann (Hamborg): Judicial Quality in the EU
Sidst, men ikke mindst, er der kaffe indtil 15.45, hvor vi sætter fokus på arbejdsløshed og tilfredshed med tre præsentationer:
David Dreyer Lassen (København): Expectations, Experiences, Updating: The Effect of Wealth and Unemployment Shocks on Beliefs, Preferences, and Voting
Andrea Paramo Florencio (Aarhus): Life satisfaction, trust and governance in Latin America
Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus): Lazy Bob and the Bumblebee: Can Social Control Prevent Free Riding in the Universal Welfare State?
Skulle man være i nærheden af Aarhus den 3. og være interesseret, er man velkommen til at kigge ind. Der er ingen krav om at man deltager i hele dagen. Man kan altid komme til en enkelt session og sikkert være så heldig at få en snak med deltagerne bagefter. Vi håber at se både studerende, kolleger og andre interesserede på Fuglesangs Allé til workshoppen.
Af Christian Bjørnskov, den 22. januar 2017. Skriv et svar
Enkelte læsere vil måske huske, at jeg for halvandet år siden deltog i en organiseret session ved den årlige konference i the Public Choice Society i San Antonio. Vores session var planlagt som bidrag til et særnummer af European Journal of Political Economy, som nu er udkommet. Hele nummeret kan ses her.
Mit indtryk er, at særnummeret er ganske vellykket. Det indledes med en kort oversigt af de to gæsteredaktører Daniel Bennett og Boris Nikolaev, sammen med en af de faste redaktører, Toke Aidt. Herefter går det slag i slag med en række artikler, hvoraf jeg selv mener at de første er dem, der fortjener bredere opmærksomhed. De er, i den rækkefølge de står i tidsskriftet:
Economic freedom and economic crises (Christian Bjørnskov): Jeg viser, som vi tidligere har skrevet om her og her, at mens der ikke er nogen grund til at tro, at frihed giver større eller mindre risiko for kriser, er kriserne væsentligt længere og dybere jo mindre økonomisk frihed, der er i et land. Problemet er primært reguleringsaktivitet: Jo mere, økonomien reguleres, jo længere tid tager krisen og jo større bliver tabene.
Aiding economic freedom: Exploring the role of political institutions (Nabamita Dutta og Claudia R. Williamson). Mita og Claudias studie peger på, at ulandsbistand muligvis kan hjælpe til med reformer mod mere økonomisk frihed i fattige lande, men kun hvis landet er nogenlunde demokratisk. Omvendt peger resultaterne på, at bistand til ikke-demokratiske lande og lande med meget stabile regeringer (entrenched regimes) sandsynligvis fører til mindre frihed. En væsentlig pointe er, at langt det meste bistand netop går til lande med udemokratiske politiske institutioner.
Give me liberty and give me control: Economic freedom, control perceptions and the paradox of choice (Boris Nikolaev og Daniel L. Bennett). Folk, der bor i mere økonomiske frie lande, oplever også mere frihed i deres individuelle liv og mere personlig kontrol. Boris og Daniels studie peger på, at en væsentlig grund er en oplevelse af større procedural fairness og social mobilitet, og at det primært er kvaliteten og forudsigeligheden af landets pengepolitik, der er vigtig.
Tolerance in the United States: Does economic freedom transform racial, religious, political and sexual attitudes? (Niclas Berggren og Therese Nilsson). Vores venner fra IFN i Stockholm bidrog med en særligt interessant artikel om, hvordan økonomisk frihed er forbundet med større tolerance. Mens Niclas og Therese har skrevet flere artikler om tolerance, er denne særlig ved at bruge variationen over tid på tværs af amerikanske stater til at vise effekten. De viser omhyggeligt, at særligt reduktioner i marginalskatterne – dvs. reformer der skaber en fladere skat – er forbundet med efterfølgende større tolerance overfor ateister, kommunister og homoseksuelle. Målet er folks accept af at lade minoriteter tale offentligt, være repræsenteret i bøger på offentlige biblioteker, og undervise på college. Effekten gælder også racister, men kun i bøger og som undervisere.
Want freedom, will travel: Emigrant self-selection according to institutional quality (Maryam Naghsh Nejad, Andrew T. Young). Sidst, men ikke mindst, peger Maryam og Andy på, at i perioden 1990-2000 (som de har data for) var immigranter langt mere tilbøjelige til at rejse til lande med større økonomisk frihed. De mest interessante fund er, at når man kontrollerer for, hvor økonomisk frit et land er, falder tiltrækningen fra demokratier fra hinanden. Med andre ord ser det ud til, at tidligere studier, der konkluderede at immigranter foretrækker demokrati, har fundet et spuriøst resultat – det er fraværet af regulering og dårlige økonomiske institutioner – og dermed muligheden for at skabe sig et liv uden staten – der trækker.
For de interesserede afholdes dette års Public Choice Society konference i New Orleans. Programmet og anden information kan findes her, og vi skriver selvfølgelig mere om konferencen når vi nærmer os.
Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2017. 5 svar
Senere i dag bliver Donald Trump indsat som USA’s præsident. Kommentatorer verden over er derfor i gang med at vurdere Barack Obama som præsident. Som udgangspunkt er de fleste høflige, roser hvad man mener, var den afgående præsidents bedrifter, og skøjter henover de værste problemer og fejltagelser. I Børsen i dag er Peter Kurrild-Klitgaard – professor i statskundskab på Københavns Universitet og tidligere redaktør af denne blog – bestemt ikke repræsentativ for genren. PKK leverer en fuldstændigt ærlig vurdering af Obama.
Den overordnede vurdering er tydelig: Obama ”har været en i bedste fald halvpopulær præsident med meget begrænsede succeser bag sig.” Og set fra Demokraternes side er Obama parties ”mest katastrofale leder i næsten et århundrede.” I Obamas otte år har partiet tabt 12 af sine oprindeligt 60 sæder i Senatet, 178 af 435 sæder i Repræsentanternes Hus og guvernørposten i 12 stater. Republikanerne kontrollerer nu cirka 2/3 af alle de amerikanske stater. Overordnet har Obama også gennem sin præsidentperiode i gennemsnit haft lavere approval ratings end bl.a. Richard Nixon og George W. Bush.
Har han da ikke opnået noget? Mange demokrater hylder ham for at have indført sundhedsforsikringssystemet, som i dag kaldes Obamacare. Men langt de fleste økonomer er enige om, at systemet ganske enkelt ikke kan finansieres medmindre man er parat til at hæve den føderale skattesats endda meget markant. Det vidste man fra starten, hvilket kom frem i den skandale, der ofte kaldes ’Grubergate’. En af arkitekterne bag Obamacare, MIT-professoren Jonathan Gruber, blev tilfældigt optaget i en samtale, hvor han indrømmede, at man da godt vidste, at systemet var langt, langt dyrere end man påstod overfor den amerikanske befolkning og Kongressen – men hvis man indrømmede de offentligt, ville man aldrig kunne få flertal for forslaget. En konservativ vurdering af de fulde omkostninger peger på, at skatten skal stige cirka fem procentpoint for at finansiere Obamacare i fremtiden. Derudover er der allerede voldsom utilfredshed i USA, fordi forsikringspræmierne for almindelige mennesker er steget meget kraftigt de sidste to år. Det kan næppe kaldes en succes.
Obama har heller ikke formået – på trods af løfter, som gav ham Nobels Fredspris – at lukke Guantanamo-fængslet eller skabe fred i verden. I Syrien har hans særlige approach til udenrigspolitik givet Rusland nærmest frit spil, og USA har også været sært ambivalent overfor Ruslands aggression i Ukraine. Der er ikke meget at fejre på den front.
Sidst fremhæver nogle politiske kommentatorer, at hans storstillede stimuluspakke bragte USA økonomisk på fode igen og endte finanskrisen. Som PKK skriver, indeholdt de enorme pakke – den totale omkostning var 823 milliarder dollars – historisk meget flæsk. Og uanset at man kan se, hvordan landet er på fode igen, diskuterer økonomer stadig, om pakken hjalp, var ligegyldig, eller måske direkte forsinkede den økonomiske recovery. Jeg hælder personligt til den sidste fortolkning, ikke mindst fordi stater, der fik relativt lidt hjælp, ser ud til at have klaret sig rimeligt godt. Og selvom pakken muligvis har haft en vis effekt nogle steder, er nettoresultatet for fremtiden bekymrende. Den amerikanske statsgæld – der allerede var steget en del under Clinton og Bush – blev fordoblet under Obama.
Den endelige vurdering af Obama må man naturligvis vente på, men umiddelbart er jeg meget enig med PKK. Obama var på den økonomiske politik en elendig præsident. Stimuluspakke og andet fraset øgede hans administration reguleringsniveauet meget kraftigt, og lagde en lang række beslutninger – ikke mindst i Dodd-Frank – ud til det, man nu referer til som ’reguleringszarer’. Obamas politiske beslutninger indebærer dermed, at en ganske lang række reguleringer ikke længere besluttes af Kongressen, men af bureaukratiet. Hans administration har også øvet stærkt kritisabel indflydelse på andre dele af regeringsapparatet: Skattevæsenet IRS forsøgte således at fratage en række højreorienterede organisationer deres skattefrihed som no-profit organisationer, og the National Labor Relations Board forsøgte at presse Boeing til at lægge arbejdspladser i Seattle i stedet for at flytte ny produktion af 787-flyet til South Carolina.
Obama efterlader et USA, der på langt sigt er i dårligere økonomisk stand end det behøvede at være. Landet er overreguleret, skeptisk overfor handel – her har Obama intet gjort – og dybt forgældet. Politisk er hans ’legacy’ også, at han bidrog klart til at polarisere amerikansk politik yderligere. Problemet var der allerede før ham, men Obama har været en af værste præsidenter bedømt på hans villighed til at samarbejde med modparten. Han har i stedet brugt den dekretmagt, den amerikanske præsident de facto har, i en grad der ikke er set siden anden verdenskrig. Han var, med andre ord, på næsten alle fronter en dårlig præsident.
