De sorte skyer trækker sig sammen over Ukraine, som trues af en russisk invasion. I givet fald ventes Rusland at få let spil, medmindre andre blander sig.
Men hvor stærk er Rusland egentlig? For at illustrere det har jeg trukket nogle nøgletal i Verdensbankens database. De fremgår af tabellen.
Læs restenCoronaepidemien i alle dens facetter – inklusive dødsfald og politiske nedlukninger – har haft enorme omkostninger. Som vi har været inde på gentagne gange, er det ikke nok at se på produktionstabet. Dødsfald har meget lille effekt på BNP, men er alligevel en væsentlig omkostning. Når økonomien er lukket ned og bevægelsesfriheden er begrænset, kan man heller ikke nøjes med det umiddelbare produktionstab. En aflyst koncert koster ikke bare orkestrets løn, men den tabte værdi for koncertgængerne. Aflyste familiefødselsdage, bekymring for at blive syg eller miste sit livsværk, ensomhed og så videre indgår heller ikke i væsentligt omfang.
I nogle situationer er produktionstab et velegnet mål, men ikke her.
Hvad så?
Det er vi nogle, der har forsøgt at byde på i den forgangne uge.
Læs restenForleden talte jeg i Regelstaten med Klaus Desmet fra Southern Methodist University om kønsforskelle og hvad der driver dem.
Klaus er medforfatter på studiet “The Gender Gap in Preferences: Evidence from 45,397 Facebook Interests”, som undersøger og forklarer “The gender-equality paradox”: At der på en lang række områder er større kønsforskelle mellem kvinder og mænd i samfund med mere ligestilling (fx viser et nyt studie, at skak er mere mandsdomineret i samfund med mere ligestilling).
Det kom der en meget, meget interessant samtale ud af, som du kan se nedenfor, eller høre i din foretrukne podcastafspiller (bare søg på Regelstaten).
Vi har her på siden beskrevet, hvordan forskningen viser, at regioner – der havde vinterferie i uge 9 eller uge 10 – blev ramt hårdt af COVID-19, fordi skiturister kunne slæbe smitte med hjem fra udbruddene i Alperne i samme uger.
Forleden stødte jeg på endnu et studie, Shenoy et al. (2022), der giver en hvis indsigt i, hvordan tilfældigheder kan have betydning for, hvor hårdt et område blev ramt af 1. bølge af COVID-19.
Shenoy et al. (2022) undersøger, hvordan regnvejr påvirkede smittespredningen og antallet af COVID-19-dødsfald i starten af 1. bølge. Deres titel på studiet, “God is in the rain: The impact of rainfall-induced early social distancing on COVID-19 outbreaks”, giver et vink med en vognstang om, hvad de finder: At regnvejr tidligt i første bølge førte til færre dødsfald. Her er fra studiet (min fremhævning):
A 1 unit increase in rainfall on the weekend before lockdown lowers the number of cases at endline by 6.8 per 100,000. Columns 2 and 3 show that controlling for baseline prevalence and demographics tightens the standard errors without substantially changing the estimates. Columns 4—6 imply that the reduction in cases translates to a reduction in deaths, as well. A 1 unit increase in rainfall causes a 0.5 to 0.7 per 100,000 reduction in the death rate.
I Danmark døde der ca. 600 under 1. bølge, så deres estimat svarer til ca. 5% færre døde pr. unit (som er beregnet på afvigelsen fra normalen). Forklaringen er – ifølge forfatterne – at regnvejr får folk til at blive hjemme fra sociale arrangementer (igen min fremhøvning):
The coefficient of 0.4 implies that after controlling for historical rainfall and temperature, a 10 percent increase rainfall from its sample median causes a 0.036 percentage point decrease in the number of people who leave home.16 The estimate implies that moving a county from zero rainfall to the 90th percentile of the distribution would cause a 1.8 percentage point reduction in the number of people leaving home—comparable to the reduction caused by a stay-at-home order.
Jeg synes ikke nødvendigvis, deres forklaring er 100% logisk. Regnvejr betyder vel, at sociale arrangementer rykker indendørs, hvor smitterisikoen er markant større. Og jeg ville derfor have forventet, at deres fortegn var omvendt. Men ikke desto mindre viser deres arbejde, at der er et væld af mere eller mindre tilfældige faktorer, der kan påvirke dødeligheden under 1. bølge. Og netop derfor er anekdotisk bevis, som fx sammenligning af to (eller få) lande, så problematisk.
De sidste to år har været nogle af de mærkeligste i mit liv, og i særlig grad på grund af de afsindige politiske beslutninger, der er blevet taget. Vi har kritiseret politikken adskillige gange her på stedet, og mainstream media er så småt begyndt at følge trop. Men et af de forhold, der stadig kun tales og skrives om i relativt snævre cirkler, er de mange forsøg på at begrænse den akademiske frihed, som er sket i mange lande. Det virker klart, at det ikke er et forhold, de flest tager alvorligt: Akademisk frihed synes at være noget, som de fleste betragter som en slags luksus for universitetsforskere. Men ny forskning peger på, at det faktisk er ret vigtigt.
Den nye forskning ligger i form af en artikel, som jeg har skrevet sammen med min gode ven og IFN-kollega Niclas Berggren, og som lige er blevet accepteret til publikation i Southern Economic Journal. I artiklen “Academic Freedom, Institutions and Productivity”, som man kan læse i working paper version her, viser vi at akademisk frihed – frihed til at forske frit og frit viderebringe forskningen – er forbundet med store, dynamiske produktivitetsgevinster. Det sker bare ikke i alle samfund.
Den måske mest interessante konklusion i artiklen er, at det moderne mønster på tværs af verden faktisk passer meget fint på Joel Mokyrs forklaring af den Industrielle Revolution: Akademisk frihed er ikke tilstrækkelig, men er først vigtig når den kombineres med et rimeligt velfungerende retsvæsen. Grunden er ganske simpel, at de akademiske landvindinger ikke har nogen kommerciel værdi, medmindre der er et velfungerende retsvæsen til at beskytte de virksomheder, der implementerer den nye viden, og deres investeringer.
De mest produktive samfund, og dem der skaber ny produktivitet, er således dem der er kendetegnet ved en særlig form for institutionel komplementaritet, som også er en central del af Niclas og mit nye Templeton-fundede projekt, Cultures of Trust and Institutions of Freedom. Artiklen bidrager således også til at understrege, hvor skadelige de kombinerede angreb på akademisk frihed og retstat er, som man ser i mange samfund for tiden.
Anekdoter er blevet brugt flittigt i debatten om effekten af nedlukninger. ”Hvad med Sverige?” er det spørgsmål, jeg har hørt oftest gennem de seneste 22 måneder, og det har da også været belejligt for fortalerne for nedlukning at kunne pege mod Sverige i denne henseende (sjovt nok peger de aldrig mod Norge, som med nedlukninger a’la Danmarks havde ca. 1/3 så mange døde under de første to bølger – altså omtrent samme relative forskel som mellem Danmark og Sverige).
Jeg har tidligere set på anekdoter i forbindelse med nedlukningen af kommunerne. I dag skal vi se på to nye anekdoter. Sverige mod Tyskland og Slovakiet mod Slovenien.
Nedenstående figur viser de daglige COVID-19-dødstal i vinteren 20/21. Panel A til venstre viser, at Sverige og Tyskland havde nærmest præcis samme udvikling, på trods af at Tyskland lukkede relativt hårdt ned i forhold til Sverige (bl.a. lukkede man – som i Danmark – skolerne i Tyskland, mens de har været åbne i Sverige under hele pandemien).
Panel B til højre viser daglige dødsfald i Slovakiet og Slovenien, som indførte hårde nedlukninger henholdsvis 23. og 20. oktober. Alligevel fortsatte dødstallene med at stige. Slovenien oplevede en klassisk bølge, men de daglige dødsfald toppede først 6½ uge efter nedlukningen, selvom der kun går 3-4 uger fra man smittes til man dør. Og i Slovakiet faldt dødstallene ikke for alvor, før man kom hen midt i april – altså ca. et halvt år efter nedlukningen (der var nogle ændringer i nedlukningen undervejs, men ”stringency index” (der måler graden af nedlukning) faldt først for alvor midt i maj).
Konklusionen er, at anekdoter kan bruges til at vise hvad som helst. Og at man derfor bør basere sig på forskning og – endnu bedre – reviews og meta-analyser, der kondenserer den eksisterende forskning, når man udtaler som effekten af nedlukninger. Mere om dette meget snart.
Jeg har tidliger beskrevet, hvordan der var relativt tæt sammenhæng mellem antal COVID-19-døde og overdødelighed i pandemiens første bølge. Alt tydede altså på, at folk i første del af pandemien døde AF – og ikke MED – coronacorona.
Men vaccinerne (som beskytter bedre mod alvorlig sygdom og død, end mod smitte) og omikron-varianten har ændret på dette forhold. Det viser nedenstående figur, som Kristoffer Torbjørn Bæk har lavet på Twitter (husk at følge ham!). Figuren viser, hvor mange der er registreret døde med COVID-19, og hvor mange der ville dø og “tilfældigvis” have COVID-19 givet smittespredningen i samfundet.
Som det ses i figuren, så er der en stigende tendens til, at vi dør MED corona og ikke AF corona, så der i sidste uge var ca. 1/3, der døde MED corona.
Så vidt jeg forstår figuren, har Kristoffer ikke korrigeret for et evt. mørketal. Hvis mørketallet er højere blandt smittede end blandt døde, kan andelen altså godt være højere, end figuren lægger op til.
Jeg har skrevet om denne forskning tidligere, men nu er den peer reviewed.
Jeg er stadig lidt paf over, hvor tilfældig (og kompleks) pandemien (og verden som helhed) kan være…
Jeg er ved at læse (dvs. høre) Det lille hus på prærien (muligvis “genlæse”, påstår min mor). En helt igennem fantastisk bogserie i 10 bind, som jeg meget varmt kan anbefale.
I en af bøgerne taber Lauras far et søm i græsset, som de bruger lang tid på at lede efter. Og det forstår jeg sådan set godt – særligt efter jeg stødte på dette abstract (min fremhævning):
This paper focuses on the price of nails since 1695 and the proximate source of changes in those prices. Why nails? They are a basic manufactured product whose form and quality have changed relatively little over the last three centuries, yet the process for producing them has changed dramatically. Accordingly, nails provide a useful prism through which to examine a wide range of economic and technological developments that touch on multiple areas of both micro- and macroeconomics. Several conclusions emerge. First, from the late 1700s to the mid 20th century real nail prices fell by a factor of about 10 relative to overall consumer prices. These declines had important effects on downstream industries, most notably construction. Second, while declining materials prices contribute to reductions in nail prices, the largest proximate source of the decline during this period was multifactor productivity growth in nail manufacturing, highlighting the role of the specialization of labor and re-organization of production processes. Third, the share of nails in GDP dropped back from 0.4 percent of GDP in 1810—comparable to today’s share of household purchases of personal computers—to a de minimis share more recently; accordingly, nails played a bigger role in American life in that earlier period. Finally, real nail prices have increased since the mid 20th century, reflecting in part an upturn in materials prices and a shift toward specialty nails in the wake of import competition, though the introduction of nail guns partly offset these increases for the price of installed nails.
Ovenstående er fra Sichel (2021), som kan findes her.
Nedenstående figur er fra Albæk (2021). Den viser sammenhængen mellem tillid i et (vesteuropæisk) land og antallet af døde med COVID-19.
Her er et uddrag fra abstract. Jeg husker meget tydeligt, at jeg talte med Mads Lundby-Hansen om Danmarks gode økonomi under pandemien, hvor han mente, det kunne tilskrives den høje grad af tillid i Danmark. Det var vist ikke en helt skæv mavefornemmelse.
Danmark har undgået ca. 5.000 covid-19 dødsfald sammenlignet med en situation, hvor tilliden er på niveau med de sydeuropæiske lande. Endvidere viser artiklen, at jo mere epidemi, jo lavere økonomisk aktivitet: I Vesteuropa resulterede 1000 flere covid-19 dødsfald per mio. indbyggere i år 2020 i et fald på ca. fire procent af nationalproduktet. Det beregnes, at den høje grad af tillid i Danmark har resulteret i økonomisk gevinst på ca. 82 mia. kr. i undgået fald i nationalproduktet, sammenlignet med et tillidsniveau svarende til de sydeuropæiske lande.
Bemærk i øvrigt, at de fem lande, der ligger over konfidensintervallet (det mørkegrå bånd i ovenstående figur) alle er at genfinde i nedenstående figur (som er en modificerete version af figuren i dette indlæg) som lande, der blev ramt tidligt og hårdt af COVID-19. Figuren viser, hvor mange døde landene havde i første bølge (y-aksen) sammenlignet med hvor hurtigt dødstallene steg (x-aksen). HVIS nedlukningen i Danmark virkede, ville man først kunne se effekten på dødstallene 3-4 uger senere (og altså omkring starten af april).
Lægger man de to figurer sammen, kan man fristes til at hævde, at landene mere eller mindre fik “som fortjent” i forhold til tillidsniveauet. Med mindre de var uheldige og blev ramt tidligt og hårdt.
Det er resultatet af Wood (2021).
Simon Wood har skrevet en populærvidenskabelig version af studiet, og nedenstående citat er fra denne.
In a peer-reviewed paper now published in Biometrics, I find that, in all three cases, Covid-19 levels were probably falling before lockdown. A separate paper, with colleague Ernst Wit, comes to the same conclusion for the first two lockdowns, by the alternative approach of re-doing Imperial College’s major modelling study of the epidemic in 2020. In light of this, the Imperial College claim that new infections were surging right up until lockdown one — causing about 20,000 avoidable deaths — seems rather questionable.
Jeg har tidligere skrevet, hvordan forskere fandt det samme for Tyskland. Det betyder, at kontakttallet i de to folkerigeste lande i Vesteuropa, faldt FØR politikerne lukkede landene ned. Hvordan mon det ser ud for de næste tre på listen (Frankrig, Italien og Spanien)…
Alle vore læsere ønskes en glædelig jul og godt nytår.
Også i år har vi bundet en sløjfe om indlæggene i sommerserien til en lille julegave. I år handlede serien om historiske forhold og historiske sammenligninger. Den var inspireret af den mangel på indsigt i selv helt grundlæggende historiske forhold, vi ofte støder på.
Hvis du har lyst til at læse eller genlæse indlæggene eller måske anbefale dem til nogen, ja så findes de her.
Punditokraternes sommerserie 2021: Historiske forhold og historiske sammenligninger
Danmark i 1860 – hvordan så landet ud?
Historiske sammenligninger: Urbanisering i Danmark og verden
Historiske forhold: Valgdeltagelse i de nordiske lande
Historiske forhold: Thomas Jefferson og slaverne
Historiske forhold: Børnedødelighed i Skandinavien
Historiske forhold: Forurening i Central- og Østeuropa
Historien om “neo-liberalismen (I)”
Staten er ikke blevet mindre trods ”neo-liberalismen” (II)
Her er en interessant kommentar, jeg modtog fra Martin forleden (min fremhævning):
I den økonomiske omfordeling argumenteres for, at der er en vis rimelighed i, at der ikke er abonnementsbetaling (samme beløb for alle) for velfærdsydelser, men at bidraget til fælleskassen skal være i forhold til ens indkomst. Bl.a. ved at nytten af den sidste tjente krone ikke er lige så stor som den første tjente, derfor kan personer med stor indkomst spytte mere i statskassen end dem med lille indkomst. Bør man ikke også have en analyse af coronarestriktioner, der indeholder samme argument? Altså unge har lille risiko for sygdom, senfølger og død, det er modsat for ældre. Det vil økonomisk svare til stor og lille indkomst. Derfor kan vi ikke kun lade folk træffe beslutninger ud fra den risiko de selv har, “skatten bliver ikke fordelt efter indkomst” om man vil. Med den analyse skal restriktioner dæmpe bestemte aktiviter, og dermed sænke smittetallet. Hvis man sænker de mest smitsomme aktiviteter for de unge, vil der blive lavere smittetal. Med det lavere smittetal vil de ældre i højere grad også kunne deltage i flere aktiviteter. Det vil få smittetallet til at stige til ca. samme niveau som før, men nu hvor ældre deltager i flere aktiviteter end før.
Jeg kan ikke umiddelbart afvise, at Martin har en pointe.
Hvad tænker I? Fungerer nedlukninger som omfordeling af “mulighed for aktivitet”?
Forleden var der en helt igennem fremragende kommentar i WSJ (jeg havde fri adgang her) under rubrikken “The Fickle ‘Science’ of Lockdowns”. Nedenfor er det centrale afsnit om evidens, men du bør læse det hele – der er en sønderlemmende kritik af Imperial Colleges modeller, der bl.a. var stærkt bidragende til nedlukningen i UK (efter kontakttallet var kommet under 1, vel at mærke)
A September 2019 report from Johns Hopkins University’s Center for Health Security reached a similar conclusion: “In the context of a high-impact respiratory pathogen, quarantine may be the least likely NPI to be effective in controlling the spread due to high transmissibility.” This was especially true of a fast-spreading airborne virus, such as the then-undiscovered SARS-CoV-2.
These studies drew on historical experience. A separate 2006 WHO study concluded that “forced isolation and quarantine are ineffective and impractical,” based on findings from the Spanish flu pandemic of 1918. It pointed to the example of Edmonton, Alberta, where “public meetings were banned; schools, churches, colleges, theaters, and other public gathering places were closed; and business hours were restricted without obvious impact on the epidemic.”Using data from a 1927 analysis of the Spanish flu in the U.S., the study concluded that lockdowns were “not demonstrably effective in urban areas.” Only in isolated rural areas, “where group contacts are less numerous,” did this strategy become theoretically viable, but the hypothesis wasn’t tested. While the study found some benefits from smaller-scale quarantines of patients and their families during the 2003 SARS outbreak, it concluded that a fast-spreading disease, combined with “the presence of mild cases and possibility of transmission without symptoms,” would make these measures “considerably less successful.”
Medical historian John Barry, who wrote the standard account of the 1918 Spanish flu, concurred about the ineffectiveness of lockdowns. “Historical data clearly demonstrate that quarantine does not work unless it is absolutely rigid and complete,” he wrote in 2009, summarizing the results of a study of influenza outbreaks on U.S. Army bases during World War I. Of 120 training camps that experienced outbreaks, 99 imposed on-base quarantines and 21 didn’t. Case rates between the two categories of camps showed “no statistical difference.” “If a military camp cannot be successfully quarantined in wartime,” Mr. Barry concluded, “it is highly unlikely a civilian community can be quarantined during peacetime.”
A Johns Hopkins team reached similar conclusions in 2006: “No historical observations or scientific studies” could be found to support the effectiveness of large-scale quarantine. The scientists concluded that “the negative consequences of large-scale quarantine are so extreme . . . that this mitigation measure should be eliminated from serious consideration.” They rejected the modeling approach for relying too heavily on its own assumptions—circular reasoning that confuses a model’s predictions with observed reality.
Og så er der et politisk guldkorn til sidst.
Some NPIs, such as travel restrictions and quarantine, might be pursued for social or political purposes by political leaders, rather than pursued because of public health evidence.
Johns Hopkins study from 2019
So why did public-health authorities abandon their opposition to lockdowns? Why did they rush to embrace the untested claims of flawed epidemiological modeling? One answer appears in the Johns Hopkins study from 2019: “Some NPIs, such as travel restrictions and quarantine, might be pursued for social or political purposes by political leaders, rather than pursued because of public health evidence.”
While overall consumer traffic fell by 60 percentage points, legal restrictions explain only 7 percentage points of this. Individual choices were far more important and seem tied to fears of infection. Traffic started dropping before the legal orders were in place; was highly influenced by the number of COVID deaths reported in the county; and showed a clear shift by consumers away from busier, more crowded stores toward smaller, less busy stores in the same industry. States that repealed their shutdown orders saw symmetric, modest recoveries in consumer visits, further supporting the small estimated effect of policy. Although the shutdown orders had little aggregate impact, they did have a significant effect in reallocating consumer visits away from “nonessential” to “essential” businesses and from restaurants and bars toward groceries and other food sellers.
Ovenstående er abstract fra Goolsbee and Syverson (2021). Og det er faktisk et interessant resultat, som giver meget god mening. Hvis du allerede har tilpasset din adfærd til smitten i samfundet, så vil det være en ret naturlig reaktion at flytte dine aktiviteter væk fra aktiviteter/butikker, der er lukket ned, og over til åbne aktiviteter.Så nu hvor de har lukket Zoologisk Have og Tivoli, må du jo tage på værtshus i stedet. Det er ca. samme åbningstider efter seneste stramning af restriktionerne…
Til næste år fylder fastkurspolitikken 40 år. Den har været den måske største politiske succes i perioden. Spørgsmålet er, om den har overlevet sig selv.
Der kom i går tre indlæg, som kan trække i den retning.
Læs restenLars Christensen kom med en meget interessant bemærkning på Facebook i går. Lars bemærkede nemlig, at Henrik Ullums startegi i 5 spor, minder rigtig meget om den ellers ofte udskældte Great Barrington Declaration. Her står der bl.a.
The most compassionate approach that balances the risks and benefits of reaching herd immunity, is to allow those who are at minimal risk of death to live their lives normally to build up immunity to the virus through natural infection, while better protecting those who are at highest risk. We call this Focused Protection.
Adopting measures to protect the vulnerable should be the central aim of public health responses to COVID-19. By way of example, nursing homes should use staff with acquired immunity and perform frequent testing of other staff and all visitors. Staff rotation should be minimized. Retired people living at home should have groceries and other essentials delivered to their home. When possible, they should meet family members outside rather than inside. A comprehensive and detailed list of measures, including approaches to multi-generational households, can be implemented, and is well within the scope and capability of public health professionals.
Læs ovenstående og så så den planche, Henrik Ullum holdt op på gårsdagens pressemøde.
Jeg kan godt forstå, at Lars ser en sammenhæng. Her er hvad Lars skriver om de fem punkter
1) Øget immunitet
Bemærk der står ikke “beskyttelse med vacciner”. Nej, det er en strategi, hvor der kan opnås immunitet både med vacciner og gennem tidligere smitte. Faktisk betonede Henrik Ullum, at vaccinerne ikke er en garanti for at undgå smitte, men kan mildne symptomerne. Altså underforstået naturlig immunitet (med eller uden vaccine) er egentlig det, der er langsigtsløsningen. Den løsning kan måske være mere “behagelig” med vacciner, men man hører bestemt ikke Ullum sige, at vacciner kan bruges til at udrydde Covid-19. I GBD hedder det: “As immunity builds in the population, the risk of infection to all – including the vulnerable – falls. We know that all populations will eventually reach herd immunity – i.e. the point at which the rate of new infections is stable – and that this can be assisted by (but is not dependent upon) a vaccine.”
2) Nedbringe sygeligheden
Dette knytter an til behandlingen, hvis man er blevet smitttet, og mere speficik til, at man nu vil behandle med en tablet, der skulle mindske symptomer. Nogen hævder denne tablet er det samme som Ivermectin. Det har jeg ingen holdning til. Dette er også på linje med tankerne i GBD – nemlig, at vi ikke kan udrydde coronavirus, men vi kan lære at leve med det – f.eks. gennem bedre behandling.
3) Styrke sundhedsvæsenet
Især Sundhedsstyrelsen fremhævede i dagens pressemøde, at man vil styre sundhedsvæsnet ved især at udvide kapaciteten på sygehusene. Igen, det handler om at leve med coronavirus snarere end at forsøge at udrydde den. Igen på linje med GBD.
4) Bryde smittekæder
Dette element er det, der er tættest på den oprindelige “strategi”. Man skal “kontrollere” virus ved at opspore smittekæder. Dette er ikke i overensstemmelse med de generelle principper i GBD, og man må da også sige, at den strategi er noget sønderskudt, men det er måske i virkelighed også et smuthul, hvor man forsøger at opgive den smitteopsporing man har haft nu, og i stedet bevæger sig i retning af “selv-rapporting”. Og det er en noget mindre drakonisk tilgang end hidtil. Mit bud er, at smitteopsporing er afgået ved døden, men man vil ikke sige det endnu.
5) Beskytte sårbare
Dette har man forsøgt længe, men det tog jo f.eks. meget lang tid før man indførte tests af plejepersonale. Men det er bestemt i overensstemmelse med GBD.
I forhold til punkt 5, undrer jeg mig igen og igen over, at test, kviktest, selvtest osv. altid kommer i spil meget sent i virussæsonen, jf. nedenstående og de manglende kviktest sidste år. Det er som om det offentlige slet ikke kan reagere konstruktivt (altså i form af tiltag, der ikke handler om at fjerne borgernes rettigheder) på smittespredning. “Det er en endemisk systemfejl”, som min kollega Otto Brøns-Petersen udtrykker det på FB.
Under overskriften “Do we live in China” skriver John Cochrane nedenstående.
Google/Youtube’s “misinformation” policy.
You may not “contradict… local health authorities’ (LHA) or the World Health Organization.” But read the note, they might change their mind, so watch truth/misinformation change in real time.
Really? Scientific discussion never contradicts the edicts of “authorities?” Political discussion never does so?
To ting skete, da jeg læste det. For det første fik jeg kaffen galt i halsen. For det andet fik jeg en knugende fornemmelse i maven. Det med kaffen gik hurtigt over, men den knugende fornemmelse i maven hænger ved…
Som min kollega, Otto Brøns-Petersen, flere gange har påpeget (se video nederst), er den bedste måde at reducere CO2-udslippet på, at indføre en ensartet CO2-afgivt (eller et kvoteloft) på alle CO2-udledninger. Og så ellers lade markedet finde ud af, hvordan CO2-reduktionerne bedst muligt sker.
Men en ting er optimal politik. En anden er reel politik. Og i den reelle politik, vil politikerne gerne udvise handlekraft ved at indføre mere direkte regulering. Bl.a. har EU indført regulering, der “tvinger bilproducenter til at sælge flere grønne biler“.[1]
Det har nu haft en uheldig konsekvens for VW’s kunder, fordi VW – for at undgå at få store bøder fra EU – angiveligt har sendt en ufærdig elbil på gaden til stor frustration for kunderne.
I alt solgte Volkswagen 56.118 ID.3’ere i Europa sidste år. Det gav en besparelse i EU’s bødesystem på næsten otte milliarder kroner, viser DR’s beregninger.
Fra DR.dk
Kan du forstå, at man kan få den tanke, at deadline for at sælge de her biler, så de tæller med i EU’s klimaregnskab, er ved afslutningen af 2020: Vi skal have solgt så mange ID.3’ere som overhovedet muligt, også selv om de er halvfærdige?
– Jeg kan godt forså, hvis nogen tænker det. Men det er ikke intentionen fra vores side, og heller ikke fra fabrikkens. Selvfølgelig har der været fokus på at få flest muligt biler ud fra Volkswagen Group, og jeg har selvfølgelig gjort alt, hvad jeg kunne for at sælge de her biler, siger Mads Nør Lauvring.
Det er altid trist for en markedsøkonom, når regulering drejer virksomhedernes fokus væk fra kunderne og over imod staten. Og det er i mine øjne præcis, hvad der er sket her.
1) Hvis du er interesseret i vaccinedebatten, bemærker du måske, at DR her definerer “du får en bøde” som tvang.
Imagine if you’re designing a restaurant. And in this restaurant we’re going to be serving steak. And because we’re going to be serving steak we’re going to be using steak knives. And since we have steak knives, people might be stabbing each other. And therefore we need to put fences around all the tables. We need to have cages so that people are protected from each other, because who knows what godawful thing they might do, sitting there with knives.
That isn’t a good idea. It isn’t a good way to design a restaurant, it isn’t a good way for us to live our lives in society. A society that is based on a lack of trust ends up being a distrustful and violent society. We normally don’t think twice about sitting next to someone with a steak knife because we trust them. And yes, occasionally people go berserk in restaurants and stab each other with steak knives. We put up with this, though, because we like the human community and it’s kind of nice that I can go and sit in a room and not worry about people stabbing me, not because there are cages but because they’re basically good people.
Ovenstående er Jimmy Wales’ (medgrundlægger af Wikipedia) “Steak knife”-analogi (taget herfra).
Forestil jer to situationer. Hvis tilliden virker, og ovenstående faktisk generelt fører til gode restaurantoplevelser og utroligt få “steak knife”-episoder er alt godt. Hvis det derimod ikke virker, og risikoen for “steak knife”-episoder er alt for høj ift. restaurantoplevelsen, vil kunderne blive væk, med mindre restauranterne finder på en løsning (som potentielt kunne omfatte plastikbestik eller indhegning, hvad end der nu ville virke bedst).
Pointen er, at der ikke umiddelbart er brug for statslig regulering* (fordi restauranterne selv ville indføre de nødvendige regler for at tiltrække kunder), og at dette vil være effektivt (fordi mange restauranter kan afprøve forskellige løsninger og derigennem finde frem til det, der virker bedst – i modsætning til statslig regulering, hvor alle tvinges til at bruge én løsning, som ikke nødvendigvis er den bedste).
//
* Det er selvfølgelig noget andet, hvis eventuelle problemer spreder sig uden for restauranten…